Cimberlie - Sort nat

Tid: 23.45
Vejr: Det stormblæser og regner kræftigt, er det torden og lyn vi ser i horisonten?
Sted: i den mere planterige omgivelser af dalen.

Mørket havde indtaget dalen, og dag var blevet til nat. Alle mørkets væsner lurede i mørket. Ventede på at et vildfarent dyr eller person skulle finde vej gennem dalen. I mørket var der mange skabninger. Monstre, ghouls og zombier der vandrede hvileløst rundt. Selv Demetri var der, et sted i mørket. Han bar en mørk kappe for at skjule sit ansigt og sin krop som stadig ikke var healet efter hans opstandelse fra jorden. Dog var han stærkere end hvad han havde været blot 24 timer inden. Hans kræfter var ved at vende tilbage og snart ville han indtage sin plads igen. Lugten af menneskeblod hang tungt i luften omkring ham. Men ingen af de mosntre der fandtes i dalen turde udforde eller angribe ham.


Stemningen omkring ham var tyk og nærmest kvælende. Han slæbte et liv efter sig imens han gik med rolige og tunge skridt. Det havde været det 10 offer han havde indtaget på så få timer. Liget var af en ung mand på samme alder som Demetris egen krop... 27-28 år. Han havde kæmpet bravt og havde da været en større udfordning end de fleste andre offer Demetri havde haft i nat. Den sorte kappe havde været fyldt med blod fra manden, men havde været skyllet af regnen. Når det endelig dryppede fra kappen kunne man ane at dråbernde havde en lettere rød farve,

Demetri brummede lidt. Han var en stor blodrus eller rettere han havde været i en stor blodrus og var nu så høj fra blodet at han lignte en zombie eller stofmisbruger der havde taget en god dosis. Mandens lig havde han blot taget med for at fodre de mosntre der var i dalen... hvordan han snart skulle partere liger for så at bruge det som godbidder til monstre for ren underholdnings skyld. Han havde nærmest savnet det her område... Mon Klusisskaernes hjem stadig var indtagt eller om nogen havde fundet indgangen? Han måtte tjekke det senere, hele stedet var vel faldet samemn? Eller varede fortryllelsen af Cortez enve der stadig?

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hvor var det nærmest behageligt at stå i mørket, som altid iført hvidt hvilket kun fik hende til at lyse lidt op i de mørke nuancer. Hun stod og kiggede lidt rundt imens hun holdte fast rundt om halsen på det der lignede det monstre af en art. Lyde af utilfredshed kunne hun tydeligt høre, men hun strammede blot grebet. Hendes øjne studerede monstret lidt, og fik et lille smil frem på læben. Før hun nåede at dræbe dette monster blev hun afbrudt, hvilket fik hende til at sukke. Hurtigt mødte hendes øjne møde en mand der kiggede skiftevis fra hende og dette monster hun havde fingrene i.

Manden nærmede sig, og hun fulgte blot hans bevægelser. Besluttede for at at manden var en bedre fangst for hendes blodtørst end monstret, så hun klemte hårdt til om halsen, så monstret enlig lå død på jorden for enden af hendes fødder"Perfekt timing"sagde hun så og lod tungen glide hen over hendes kolde læber, før hun uden at advare ham borede hendes tænder ned i hans hals. Hun lukkede ikke øjnene men kunne se nogle andre monstre lidt længere fremme.

Da hun fik drukket blodet fra manden, kiggede hun på ham. Hun var slet ikke mæt endnu, hun ville have mere, lysten efter blod var så stærk. Så hun valgte at drikke alt blodet i manden, så han bare hang som en livløs dukke i hendes hånd. Kort kastede hun med det blonde hår, og lod noget blod sidde ved hendes mund, før hun drejede rundt for at gå videre"Tak for et lækkert måltid"sagde hun bare og smillede for sig selv. Så gik hun videre, men da hun kom lidt længere stoppede hun op ved en skikkelse der godt kunne virke bekendt men hun var ikke sikker, så hun stod bare og fulgte ham med øjnene. Med blodet fra hendes mund der dryppede ned på jorden, og kjolen, regnen der føltes forfriskende, og blæsevejret kunne hun godt ligne dødens brud som hun stod der med et nærmest blodigt smil.

Skulle hun gå tættere på denne skikkelse, der var mørkt, så måske det faktisk ikke var ham. Hvad lavede han her, ja hvad lavede hun enlig selv her, udover at hun hungrede efter blod, og nærmest havde lyst til at dræbe de fleste væsner der var her og der"Demetri"kom der så ud ad hendes læber, for måske hørte han hende, eller måske var det ikke ham. Nu tog hun chancen, for det kunne hun ligeså godt.

Der havde været nogle lyde som ellers ikke havde været fra de monstre som normalt levede i disse egne, han havde allerede hørt det fra lang afstand. Men i hans egen tåge af blod havde han blot gået videre uden synderlig interesse for hvad der var. Efter nået tid havde han dog hørt en stemme kalde hans navn ude i mørket og det fik ham til at stande op, nogle få sekunder gik hvor han bare stod uden at dreje eller vende sig mod stemmen. Hans våde kappe hang ned af hans krop og hætten skjulte med vilje hans ansigt. så Cimberlies usikkerhed i ham der stod i nærheden af hende var forstående. Men hun måtte have spottet ham på hans lugt. Det var sjældent nogen vampyr tog fejl af lugte, især af andre vampyre. Han lod den døde mands arm falde til jorden der lød et lettere lille bum da det ramte den våde jord/græs. Endelig vendte Demetri sig mod der hvor stemmen var kommet fra og som en vindblæser lugtede han den selv samme duft som han havde duftet dagen forinden. Han sagde intet i nogle få øjeblikke. Men gav til sidst lyd fra sig "Cimberlie?" Han kunne tydeligt spotte hende i den hvide og noget korte kjole hun bar. Hun duftede også at hun selv havde indtaget blod for ikke særlig lang tid siden. Faktisk kunne han dufte at den hun havde drukket blod fra ikke var langt væk. Mandeblod var det.... Ikke lige så interessant som kvindeblod. I hvert fald ikke for Demetri. Han begyndte dog hætten på selvom han var helt gennemblødt af vand.


Liget han havde taget med havde lavet en trækspor efter sig og havde da også dryppet med blod hist og her. Nogle meter tilbage fra hvor Demetri havde gået kunne man se små monstre der prøvede at slikke blodrester op selvom at regnen havde skyllet det meste væk. Alene det at Demetri havde stoppet op gjorde at monstrende havde fået større interesse i den døde mand og snart ville det krible med monstre der ville have kød og blod.

//Det er ikke et fremtids emne.... de mødes i"igår"//

Det var ham, hans stemme kendte hun, dog kunne hun ikke se så meget af ham, men duften afslørede ham. Hun stod og betragtede ham lidt, sjovt at han også var her i dalen. Var han ude efter blod ligesom hende, det gik hun nærmest ud fra pågrund af liget hun fik øje på. Et smil bredte sig over hendes læber, og hun strøg en hårtot væk fra ansigtet før den klistrede sig fast til hendes ansigt. Kjolen var allerede klistret fast til hendes krop, så hun hev lidt fat i den og trak den lidt ud, så den ikke ville klistre men hvad nyttede det for det regnede så meget som det gjorde. Kjolen ville sikkert klistre sig fast igen, så det var nok ligemeget at hun prøvede at hive lidt ud i den"Selvom du skjuler dig lidt, så ser du bedre ud"sagde hun og sendte ham et smil.

Det så ud til at der var kommet mere kød på ham, det var helt klart takket været det blod han havde fået. Dalen hvor de stod i gemte også på en masse væsner, samt mennesker der nok ikke ville have noget imod ham eller hende tømte dem for blod. Hvis de havde noget imod det, måtte de jo det, det ville hun nok være ligeglad med især når hendes lyst til blod var så stærk som den var lige nu. Hendes øjne faldt rundt på de forskellige væsner og omgivelser, og hun lagde en hånd i siden, imens hun kort nød kulden og regnen mod hendes hud. Blodet ved hendes mund gled langsomt ned mod hendes hage, og dryppede lidt fortsat men der gik ikke lang tid før det var skyllet væk.

"Så mødtes vi jo igen"drillede hun nærmest med et bredt smil, og hun slikkede så noget af blodet væk fra mundvigene, så det ikke sad og ville størkne. Men det ville sikkert være umuligt når det regnede, så regnen ville sikkert skylle det væk som det havde gjort ved resten af det.

//Helt iorden //

Han løftede det ene øjenbryn og lagde hoved lidt til venstre. han betragtede hende tavst. Hendes kompliment fik ham til at smile svagt, nok ikke engang noget man ville kunne ane, men det forsvandt også hurtigt igen. Det næste hun sagde gav ham dog en anden reaktion. Han kiggede kort til højre og så til venstre og tilsidst på hende igen. "Ja, hvem havde troet det" Det var sjældent han mødte nogle med så kort tid efter hinanden og så endda den person der havde givet ham kraft nok til at overleve ude på blodøerne.

Han vendte sig halv og så ned på liget, et lille firbenet monster prøvede og nappe af det blødende kadavar som han havde slæbt med sig. Demetri træk nu hætten af i en hurtig bevægelse. Han slog ud efter monsteret imens han gav et hæst væs, monsteret blev så bange at det skreg og løb. Hans ansigt havde været dyrisk, ja nærmest dæmonisk da han væssede og det havde forandret sig lige så hurtigt tilbage til hans normale ansigt igen. Han tog liget med stor kræft og stod nu med det i begge sine hænder.


Han sagde intet men stod igen bare og stirrede på Cimberlie. nu ville hun kunne se hans ansigt. Hvordan han allerede efter så kort tid havde forandret sig. Hvordan han var begyndt at ligne sig selv. Sit vampyriske smukke og tiltrækkende ydre, eller det var sådan nogle beskrev ham. "Jeg har det bedst her ude" sagde han uden nogen længere forklaring. Først når han var helt sig selv ville han drage ind i byerne, lave ballade som han plejede.

Det var heller ikke noget hun havde troet faktisk havde hun troet han havde glemt hende, for selvom hun havde hjulpet ham. Givet ham noget af hendes blod, så troede hun ikke han ville skænke hende en tanke. Så hun stod blot og kiggede på ham, lod hendes øjne studere hans ansigt lidt, ja han så anderledes ud end på blodøen, hvor han nærmest manglet meget af hans hud. Så igen han var jo også kommet op ad jorden efter så mange år, dog virkede det som om han måske havde bedre kontrol over hans blodlyst. Men hun vidste det ikke"Jeg troede ikke du skænkede mig en tanke"sagde hun og bukkede sig så ned til manden der lå for hendes fødder. Manden der bare lå som en en kludedukke der var lavet af knogler, for hun havde tømt ham for blod. Hun lod øjnene glide ned over liget, og løftede så det op i hendes hånd"Trist at han nærmest ikke kæmpede imod"sagde hun og kiggede lidt på knoglerne.

Måske kunne hun bruge dem til noget, der var da nogle muligheder, så helt uduelig var manden dog ikke. Imens hun stod med det der nu var et fint skelet i hånden, tog hun et skridt tættere på Demetri"Jeg har aldrig været her før, men her er hyggeligt på sin helt egen måde"sagde hun og så lod hendes øjne spejde lidt rundt i  omgivelserne.

Hun kunne sikkert godt vænne sig til at være her, selvom det var anderledes end der, hvor hun boede så var her faktisk hyggeligt. Det gav en underlig form for ro på en mystisk måde, også selvom der var zombier, monstre og væsner så kunne man godt føle sig hjemme. Hendes øjne hvilede sig på hans ansigt imens hun lagde hovedet på skrå, ja tiltrækkende det var han, han havde et flot ydre og det syntes hun også han havde ved hendes første øjekast på ham"Laver du noget spændende, eller nyder du den blodige rus"sagde hun så med et lille smil på læben. Manden gav hun slip på så han faldt ned til jorden igen.

Demetri så ned på liget af manden han stod med i hændernde da Cimberlie talte. Ikke skænke hende en tanke, var hans taknemmelighed ikke nok? Han havde intet at sige, hans følelser og tanker delte han ikke med hende. "Du må følge med hvis du ønsker at tale" sagde han imens han vendte sig mod den vej han før havde retning imod. Han begyndte at gå med kraftige skridt, hurtigere end før da han bare havde vandret rundt som en zombie selv. Der var et sted han skulle hen, det var hele formålet med at han havde bragt liget af denne mand med sig.

Han vidste at hans attitude måske ikke var helt fortjent af Cimberlie, men sådan var han. Han kunne ikke ændre sig. Dog huskede han den dejlige duft hun havde haft omkring sig den sidste nat på blodønerne og det fik ham til at stoppe op. Han vendte sig kort og kiggede mod hende "Kom" sagde han og fortsatte sin gang ude i mørket. Lige så stille begyndte monstrende at følge Demetri, de vidste hvad han ville eller også var det fordi den søde duft af dødt kød fik dem i ekstage.

*Jeg må finde stedet* tænkte han inde i sit hoved.

Natten var stadig ung og efter så mange år i jorden måtte han finde alle de steder og væsner han havde efterladt... Men hun stadig var i live... det håbede han inderlidt

Et nik blev sendt til ham, for det gav også mening og hun ønskede jo at snakke med ham. Hun ville lære ham bedre at kende, lære denne mystiske person som han virkede til at være. Hvor meget han ville åbne sig op for hende vidste hun ikke, men det var ligegyldigt. At tvinge ham til noget gad hun ikke, og som hun fulgte med ham betragtede hun monstrene der fulgte med, hvilket fik et smil til at brede sig over hendes ansigt.

"Hvor skal vi hen"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn, og kunne mørke regndråberne fra hårtotterne gav lyd da de ramte jorden, men det samme gjorde hendes sko også. Hun løftede en hånd op til hendes ansigt, fjernede nogle totter fra ansigtet for bedre at kunne se noget. Hans tanker vidste hun ikke hvad var, kunne alle vampyrer læse tanker som man sagde, og alle historier fortalte.

Hun kunne ikke, medmindre det var fordi hun ikke havde en evne der gjorde det. Kort kiggede hun væk fra ham imens hun gik videre sammen med ham. Mørket gjorde hende tryg på en underlig måde, der var et eller andet ved det der var smukt og rart"Leder vi efter noget"spurgte hun så med blikket rundt omkring før hun kiggede hen på ham. Hendes arme hang ned ad siden på hende, og hun ventede på hans svar som hun blot undrede sig lidt over hvor de var på vej hen.

Hvad havde han af planer, hun vidste det ikke. Var det noget med hende, hvad det noget han skulle bruge hende til. Måske var det noget helt tredje, var der en person han ønskede der skulle være i live. Hun fugtede hendes læber lidt, og ventede på hans svar. Hun ville ikke fortælle ham at det var godt at se ham igen, det ville sikkert lyde enten forkert eller måske øjeblikket ikke var til det. Men hans selskab fra det første møde til nu var noget hun godt kunne lide, der var noget dragende over ham, men på samme tid noget farligt der sagtens kunne lokke hende til ham. Men var det ikke sådan med hende også, hun smilelde ved tanken.

"Et sted" svarede han hende da hun endelig var kommet op på så siden af ham. Hun måtte se det for at han ville forklare det. Han havde sine sager som jeg holdte private... indtil at folk selv var en del af det. "Det gør vi" han holdte en kort pause, "hun er ikke så langt her fra" sagde han endnu lavere end han talte før. Han satte farten op så han nærmest begyndte at lave, et smil var nu svagt kommet frem på hans læber og for en gang skyld forsvandt det ikke med det samme.... "Kan du følge med" for første gang var der en svag tonefald af grin i hans stemme. Han elskede konkurrence også selvom det egenligt ikke var en konkurrence at løbe stærkt, men han kunne ikke dy sig. Liget arme og ben dinglede rundt imens han løb, men fik ikke Demetri til at miste fart.


"Kom så" sagde han og satte yderligere farten op. Selvom det regnede mistede han hverken balancen eller fodfæste, det var vel en gave man fik af at være vampyr. At være let på tå som en kat og lydløs som døden. Han forventede nærmest at hun ville løbe med ham, tage imod invitationen om at han faktisk ville have hende i sit selvskab. Det var i hvert fald det han mente han havde givet da han sagde kom til hende.

Hans ord gjorde hende endnu mere nysgerrig, og hun valgte ikke at svare ham. Hun blinkede så til ham da hun hørte hans kommentar om hun kunne følge med. Det fik hende til at bide sig kort i læben, hvorefter hun kastede kort med det blonde hår og begyndte at løbe"Behøver du at spørge"drillede hun og løb så lidt foran ham, det gode ved vampyrer var at de var hurtige. Monstrene måtte følge med hvis de skulle indhente ham og hende, og to vampyrer der løb sammen og prøvede at konkurrere som var det katten efter musen var måske noget der ikke skete tit her i dalen.

De løb i mørket, hun ville være hurtigere end ham, lidt stædig var hun jo, og imens hun løb i regnen med ham, kunne hun mærke vinden hev fat i håret og kjolen så begge dele flagrede. Hun smillede for sig selv, og kiggede lidt rundt som hun løb videre, enlig vidste hun ikke hvor de skulle hen så det burde nok være ham der skulle være foran hende eller vise vej"Sikker på at du kan følge med"drillede hun tilbage til ham, imens hun blinkede til ham.

Hun tænkte lidt over det han havde sagt med hun ikke var langt herfra, gad vide hvem det var. Hun kunne mærke hun var spændt, og nysgerrig. Det var også en spændende invitation han havde givet hende, om at komme med, det betød bare han gerne ville have hendes selskab jo. Imens hun løb lidt videre og kort indimellem kiggede hen på ham for at se om han var ligeså hurtig eller om han var stoppet op fordi de var nået frem til stedet"Hvem er det der ikke er langt fra os"spurgte hun kort imens hun holdte blikket på ham lidt mere, før hun så kiggede væk fra ham.

Han grinede af hendes provokerende modsvar til hans selv meget flabede små stik piller. Cimberlie havde kun lige nået at spørger ham om hvem der var ikke var langt fra dem, før at han nærmest smed liget over imod en lille grotte som var ved en af dalenes forhøjninger. Han havde hevet fat i Cimberlie og begyndte at træffe hende op af dalens kant, den var kantet og fyldt med sten.

Han gav hurtigt slip på hendeigen så hun selv kunne klatre. Ham selv, ja han kravlede som var han et firben der var på vej hen over en væg. "Shhhh" sagde han bestemt og lavt til hende. Han stoppede med at kravle da han var lige op over grottens indgang. "Du skal sidde helt stille" hviskede han med en hvis iver i stemmen. Liget lå foran grottens indgang, selve grotten førte ind i dalens side og videre ned i jorden. Havde man stået og kigget ind i den ville man kunne skimte edderkoppe spind og ellers mørke. Demetri så spændt på liget, kiggede kort over på Cimberlie og så tilbage igen. "Hun kommer om lidt" han så kort ud i mørket og sagde så "medmindre hun er død" det håbede han ikke, han havde brug for at se hende.... Hun var så majestætisk.


Lidt efter kom alle de små monstre og kravl stormende, skønt Demetri og Cimberlie havde overnaturlig fart så kunne en lugt ikke skjules og det var på den måde at at de havde fundet frem til liget. De begyndte grådigt at rive liget i stykker for at tygge på dets friske kød. Lagde man mærke til det ville man lige så stille kunne mørke små bump i jorden som kom fra grotten.

Da han fik fat i hende og havde trukket hende med op ad dalens kant fulgte hun med, imens hendes øjne skiftede imellem ham og dalens omgivelser. Selvom der var mørkt kunne hun sagtens se ham, og meget af de omgivelser som var her. Her var hyggeligt, det føltes ikke skræmmende eller noget, lige på nær de edderkopper der var her og der, dem kunne hun godt undvære. Hun var normalt ikke bange for noget af hvad hun lige vidste, men edderkopper dem var hun nærmest hunderæd for. Da han bad hende om at være stille nikkede hun til ham, imens hun kiggede lidt rundt.

Hun var selv klatret efter ham, i en hurtig fart fordi det var noget man kunne nyde når man var en vampyr. Så hun behøvede ikke klatre langsomt, selvom det vel til tider også var fint nok. Da hun også nåede op over grottens indgang lyttede hun til ham"Helt iorden"svarede hun lavt med et nik til ham. Hendes øjne faldt på grotten, og hun fik et tænkende udtryk på ansigtet, gad vide hvad det var for en person, denne hun som han omtalte. Hun var spændt og nysgerrig. Var det en vampyr som dem, var det et menneske, var det et monster der var fanget herinde.

Da han så nævnte at hun måske var død skulle hun til at række en hånd ud mod ham, men hun lod være. I stedenfor sendte hun ham et smil imens hendes øjne studerede omgivelserne lidt mere"Det er ikke sikkert"svarede hun med en opmuntrende stemme og et bedt smil. Selvom hun ikke vidste, hvad det var der gemte sig derinde, og om denne hun hvad det var, så håbede hun faktisk heller ikke at hun var død. Mest for hans skyld, og som hun sad stille og ventede på hvad der ville ske, lagde hun hænderne ved siden af sig for at sidde lidt bedre.

Lyden af monstrene der var kommet kunne tydeligt høres, og hun skænkede dem et kort blik, før hun nærmest endnu engang blev betaget nærmest af grotten"Skal vi derind"spurgte hun lavt, uden at kigge på ham men dog var der et lokkende og fristende smil på hendes læber. Hendes negle gled hen over stenen på jorden de sad på, og hun ventede på hans svar og om det som de ventede på ville komme ud ad grotten.

De bumpende lyde og vibrationerne i jorden blev højere og mere indtendse indtil det føltes som om at det der lavede bumpede var næsten lige ude for grottens indgang. Nogle af monstrende var ved at komme op og slås over den ene arm som de ville rive af resten af ligets krop, andre sad lige så fint og gnaskede kød og lemmer i sig, uden nogen form for bekymring om hvad der havde fået jorden til at vibrere en smugle, Det var nok også kun væsner som vampyrer og andre væsner med specielle evner der ville have lagt mørke til det.

I det Cimberlie spurgte om de skulle der ind kom noget nærmest hoppende ud af grotten. En kæmpemæssig mørkebrun edderkop kom til syne. Den var lige så stor som et næsehorn og havde sin hurtighed som vampyrer, den begyndte grådigt at spinde og bide alle de små monstre som havde samlet sig omkring liget og som det sidste den gjorde var at spinde liget af manden ind og trække alt sit bytte ind i grotten. "Yes!!!!" udbrød Demetri i en begejsret hvisken og havde nærmest sprunget op med armene op over hoved. "Hun lever endnu!" Hviskede han fortsat. En lettet følelse havde ramt ham over at edderkoppen stadig var der.


Alting var sket så hurtigt, edderkoppen, monstrende der var spundet ind i spind og så hvordan liget var blevet trukket ind. Havde man ikke selv set det ville man have troet at det aldrig var sket. Ikke et eneste spor var der efter hende... Edderkoppen.

Hans kappe gled af i springet og man kunne nu for alvor se de ændringer der var sket med ham. Dengang på blodøernde havde han været nøgen, men hans krop var så ødelagt og rådden at det kunne havde været det samme at have tøj på.

Hans krop var slank af bygning, han havde smalle hofter men brede skuldre og på hans lemmer, ihvertfald der hvor der var kommet kød kunne man ane en muskulatur der passede til en lettere muskuløs mand sidst i 20'erne.

Se det havde hun ikke lige regnet med, det som kom ud ad grotten fik hende nærmest til at stivne. Hendes øjne fulgte edderkoppen, hun edderkoppen der faktisk var smuk selvom hun ikke ville indrømme det. Hun frygtede og var bange for edderkopper, det var det eneste hun virkelig frygtede. Hendes øjne betragtede edderkoppen og dens bevægelser, synet af det hun gjorde kunne Cimberlie faktisk godt lide, og det gav hende også et smil på læben. Hun kunne mærke hendes krop langsomt begyndte at ryste så hun holdte rundt om sig selv lidt. Hun sagde ikke noget, sad bare og kiggede på grotten, og edderkoppen.

Dog gjorde det hende glad at høre, at Demetri var glad for at hun levede, havde hun mon været her i grotten i ligeså mange år som han havde været under jorden. Det var noget hun ikke vidste, men hun var nysgerrig omkring det"Har...."var lige de eneste ord der kom ud ad hendes læber hun var nød til at stoppe med at ryste, hun var nød til at slippe hendes frygt. Men hvordan gjorde hun det, hvordan kunne hun det, hun kiggede ned mod hendes kød, hvor hendes hænder lå, de rystede som resten af hendes krop"Hun er smuk"sagde hun så lavt, og bed sig i læben. Mest over hvor irriterende det var at hun lige skulle være bange for edderkopper, især når Demetri s glæde gjorde hende glad.

Med hendes blik på hendes hænder, sad hun bare lidt og prøvede at tage sig sammen til at stoppe med at ryste*Tag dig sammen Cimberlie!*tænkte hun bare og bed sig hårdere i læben, næsten tæt på at der ville komme blod frem. Så drejede hun hovedet hen mod ham, og betragtede ham lidt, det var som om hun bedre kunne se ham nu. Selvom der var mørkt så var det som om han strålede op ligesom hende"Det er vildt hvor meget der er sket fra ingen kød til at du har kød på din krop nu"sagde hun og sendte ham et smil. Kort stoppede hun med at ryste over kroppen og holdte blikket på ham, og der gik lidt tid før hun lagde hovedet på skrå"Det her lyder nok underligt, men jeg er bange for edderkopper, og hun er så smuk så jeg vil nødig være bange for hende"sagde hun så og kiggede ned mod jorden igen med et suk imens hendes hoved var rettet mod ham.

Demetri mærkede med det samme hvordan Cimberlie ikke havde samme reaktion som ham. Hvis der var noget man ikke skulle vise ham var det frygt, det triggerede ham. Fik noget indeni ham til at skælve... Vampyren i ham. Han havde taget sine arme ned og havde nu sit blik stift rettet imod Cimberlie. Han kunne nærmest lugte hendes nervøsistet .... hendes frygt. Han nikkede skift imens han bare stadig stirrede på hende. Cimberlies næste kommentar om hans udseende fik ham ikke til at skifte position, dog nikkede han "Det har også kostet mange liv". Hans blik gik endelig væk fra hende og ned på sin egen krop, som han selv mente var næsten klar... hvilken den bestemt ikke var. Han havde fået sin kampgejst igen skønt at det kun var en dag siden at han var blevet vækket fra jorden. Han rakte sin hånd ud til hende så hun kunne ligge sin i hans, dog var der intet tegn på at han ville noget venligt når hun først tog hans hånd. Hans øjne var begyndt at få et mønster af røg som om der var røg indeni hans øjenfarve. Han så afventende på hende. Hans nakkehår havde løftet sig på samme måde som når en kat eller hund var vred og deres ryghår begyndte at rejse sig.

Da han rakte en hånd frem mod hende tog hun imod den, og hun lagde hendes hånd i hans. Hvad havde han i tankerne, hendes blik hvilede sig på hans ansigt. En spænding løb igennem hendes krop, for gad vide hvad han tænkte på, men følelsen af hendes hånd i hans føltes faktisk rart. Hovedet lagde hun på skrå, og strøg nogle hårtotter  væk fra hendes ansigt. Synet af hans øjne fik hende til at læne sig tættere på ham, uden at sige noget. Hun studerede de mystiske øjne der sikkert indeholdte ting hun ikke vidste, men de havde så smuk en skønhed"Et tiltrækkende og smukt ydre koster altid liv, og kaos men det er netop det som gør det hele lidt sjovere"sagde hun og lod smilet på hendes ansigt brede sig lidt mere.

Med hendes øjne der studerede hans øjne som pludselig var anderledes, sad hun bare og ikke anede hvad der skulle ske. Hvad havde han af planer, hun var nysgerrig"Dine øjne"sagde hun bare som at hun godt havde lagt mærke til, at de så anderledes ud nu. Hun flyttede ikke blikket fra ham, for enlig gad hun ikke kigge væk fra ham, men også fordi hun ventede på at se hvad han ville med hendes hånd i hans hånd.

Et smil spredte sig nu på hans læber da hun sagde det med menneskeliv. Han trak hende imod sig så hans mund var ude foran hendes øre. "Fortæl aldrig nogensinde nogen når du er bange" han holdte en kort pause "især ikke mig" sagde han og trak sig selv væk fra hende igen. Han lagde godt mærke til at hun selv havde trukket sig tættere på ham og han havde da også hørt det med hans øjne, men han valgte at ignorere det da han ikke ville forklare sine øjne... det var ikke noget han selv kunne styre det var bare sådan han var, sammen med sine søskende som havde de samme øjne som ham. Folk kunne altid kende Klusisskaerne på deres øjne. De smukke metalliske grå øjne de alle bar. Demetri nærmest løb ned fra siden af dalen hvorefter han begyndte at vandre ind i det mørke skovområde af dalen som de var i. Han var kommet i et mærkeligt humør nu og at hun udvidste sin frygt, han håbede hun ville følge ham... på hendes eget ansvar.

Hans ord fik hende til at løfte et øjenbryn, kun fordi hun ikke vidste hvad han mente. Der lå noget bag hans ord, hvilket også var derfor hun var løbet efter ham, og imens hun løb efter ham betragtede hun dalen lidt mere. Her var hyggeligt nok, og hun kunne sagtens bruge tid her, det var meget anderledes end de steder hun normalt havde været. Imens hun løb efter ham tænkte hun lidt over det han sagde, og det fik hende til at smile lidt mere. Da hun så kunne se ham stoppede hun op bagved ham, hun fulgte ham med øjnene, og gik så forbi ham for at studere det mørke skovområde"Hvad vil du gøre ved mig da"spurgte hun så imens hun gik lidt rundt i mørket, for at se lidt nærmere på området. Hendes øjne gled ned over hende, måske stiletter ikke var det bedste fodtøj sådan et sted her, men generelt havde hun enlig været ligeglad. Efter at hun havde gået lidt rundt, stoppede hun op og drejede sig lidt så hun stod med fronten til ham"Jeg er kun bange for edderkopper, men jeg ved ikke hvorfor jeg fortalte dig det"sagde hun og tænkte lidt.

Få minutter efter stod hun pludselig foran ham, hun rakte en hånd frem mod hans kind, lod hendes negle blidt glide ned over den. Det var ikke hårdt, men hun var sikker på han ville mærke det. Hendes blik faldt på hendes hånd, og neglene, og kort efter tog hun dem til sig, og drejede rundt igen. Tog nogle skridt frem, før hun kiggede sig over skulderen hen på ham"Måske fortalte jeg dig det, fordi du virker som en person man kan stole på, selvom jeg aldrig kan være sikker"sagde hun og blinkede til ham.

Da hun så lagde mærke til skovområdet s omgivelser lidt mere, undrede hun sig lidt over, hvad de skulle her. Selvfølgelig var hun fulgt efter ham, hvordan kunne hun andet"Hvad laver vi her"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn og lod hendes blik glide rundt.

Han havde ladet hende røre sig selvom at han normalt ikke fandt sig i sådan noget. Hans øjne havde givet nogle glimt i det hun havde rørt ham men havde ellers fortsat været mørkegrå med en røg agtig effekt. Han havde kigget hende direkte i øjnene. Han havde mærket hvordan hendes negl havde kørt ned af hans døde kolde kind som havde hun kærtegnet noget levende. Da hun så vendte om og begyndte at gå lidt væk for at kigge på omgivelserne, blev han stående og så bare på hende. Hendes hår viftede rundt med sine elegante bølger og hendes hvide kjole med lidt blodpletter foran lyste op sammen med håret. Regnen var formindsket af de træer der lavede lå.

"Man ved aldrig vad jeg vil" Han gik over mod hende med et lettere skævt smil på sine læber og med en gadedrengs agtig attitude. Han stoppede foran hende som hun havde foran ham, han gik så tæt på hende at hendes ansigter kun var få cemtimeter fra hinanden, havde de haft behøv for at trække vejret havde de kunne mærke hinanden ånde.

Han så rundt i hendes ansigt imens han kort løftede øjenbrynene i en gestus som betød at hvad ville hun gøre nu. "Jeg ser bare hvor langt du vil gå, det er hvad vi laver her" han lagde hoved lidt mod venstre og smilte fortsat til hende, hans tænder blottede sig nu svagt.

Han havde snart mere og mere kød på sig, og det var godt selvom hun faktisk også syntes han var køn uden kødet på sig. Hendes første syn af ham var jo da han var kommet op ad jorden, og hun havde givet ham noget af sit blod. Hjulpet et nattevæsen som hende selv, det var det rigtige at gøre, dog kunne hun altid have været ond og ignoreret ham men det havde hun ikke gjort.
Da han kiggede hende direkte ind i øjnene kunne hun ikke lade være med at holde øjenkontakten"Mhmm"sagde hun bare kort med et smil på læben, og lod kort hendes blik glide ned over ham.

Hun kunne fornemme at han kiggede på hende som hun gik rundt, og kiggede lidt på skovområdet. Gad vide, hvordan hun så ud i hans øjne, var hun et lys i mørket, eller noget andet det kunne godt gøre hende nysgerrig. Men hun slog tanken væk kort, da han pludselig var gået hen til hende, og nu stod tæt foran hende. Med deres ansigter tæt på hinanden bed hun sig kort i underlæben, og hun lod hendes hånd strejfe hans med vilje bare for at drille lidt, men også fordi hun faktisk godt kunne lide at være tæt på ham"Og man ved aldrig hvad jeg vil"svarede hun imens hun kort blinkede til ham.

Hun kunne også finde på lidt af hvert, så det var aldrig til at vide. At de stod så tæt gjorde at hun kunne høre han trak vejret, og hun kunne nærmest høre hans hjerte, kort lukkede hun øjnene for at lytte til det. Da hun så hørte hans ord rakte hun en hånd op til hans bryst, lod en finger danse hen over hans brystkasse"Tør du gå langt med mig"sagde hun så nærmest flabet men også lidt drilsk, uden at hun fjernede blikket fra ham.

Han rystede på hoved men lod ikke afstanden til hende ændres. "Du vil vel det samme som mig...." han løftede det ene øjenbryn og rystede samtidig på hoved som skulle være en drillende bevægelse. Han kiggede nu fra hendes øjne ned på hendes læber, derefter så rundt i hele hendes ansigt og tilbage på hendes øjne. Han lod sin hånd føre sig op til hendes hage hvorefter han tog blik men bestemt fat i den så han faktisk havde fat. "Det kommer an på om du er en der kan følge med" Han slap nu hendes hage og kiggede over mod sin venstre side... dog uden at dreje hoved eller bevæge sig. Han kunne ane nogle af de små monstre som var begyndt at komme frem igen... Han ville have haft fodret dem hvis der havde været noget tilbage af det lig han havde fodret edderkoppen med, men hun havde taget rup og stup til sig selv. Typisk kvinder. Han kiggede tilbage på Cimberlie, "Jeg kan og gør hvad jeg vil sagde han og lænede sig ny mod hendes ansigt. Hans mund var ved hendes kind som han meget let og fint bed i. Der gik bestemt ikke hul på hendes hud ved dette bid, på en måde var det en markering og samtidig stimulerede det ham at mærke hvordan hans tænder rørte ved noget, på samme måde som han havde bidt menneskekvindernde til blods skønt at han kun behøvede at bide en gang for at få blod.

Da han havde fået fat i hendes hage fulgte hendes øjne ham kort, men hendes øjne gled også ned over hans ansigt. Følelsen af han bed i hendes kind fik hende til at bide sig i underlæben, det var ikke et blidt bidt, nej hun havde bidt hårdt så blodet langsomt kom frem. Hun smillede bredt, et blodigt smil ja det kunne man hvist godt kalde det"Jeg er ikke bange for at tage chancen, det kan være det bliver interessant"sagde hun som svar til at følge med, dog vidste man aldrig om hun kunne finde på at lade ham se om han kunne følge hende.

Nu var han hurtig som hende, og han virkede heller ikke til at være bange, så måske ville han tage samme chance. Hun kunne godt lide han bed hende i kinden, det fik hende også til at læne hovedet lidt på skrå, imens hun lod smilet brede sig. Få bloddråber ramte jorden, og få kunne hun smage med tungen. Hendes eget blod, det var ikke fordi det var dårligt, og hun havde noget imod at smage det. Nu havde hun jo selv bidt hul på underlæben, og pludselig kunne hun ane nogle af monstrene som kunne dufte blodet. Det så sådan ud, de var hurtige til at kravle og løbe hen mod blodpletterne"Det er godt mit blod er så lokkende"sagde hun og kiggede til den ene side, men hun kunne stadigvæk se Demetri.

Monstrene så nærmest ud til at slås om blodet på jorden, dog var det ikke meget. Hun stod stadigvæk tæt foran ham, og lod hendes blodige smil brede sig over ansigtet"Dine tænder føltes rart og nærmest pirrende imod min hud"sagde hun lavt, og lukkede kort øjnene for at nyde det lidt mere. Hun kunne så mærke nogle klør på sit ben og var nød til at kigge ned, og hun rystede nærmest opgivende på hovedet dog sendte hun monstret et smil, imens hun med vilje lod nogle af bloddråberne dryppe ned mod monstret"Hvilken utrolig magt blod har, det er nærmest fantastisk"sagde hun og kunne slet ikke lade være med at grine lidt. Så vendte hun blikket hen på Demetri igen, så hun stod og kiggede på ham"Jeg siger ikke nej, hvis du vil samge"drillede hun som en hentydning til blodet ved hendes mund, som kom fra læben.

Hun tirrede ham, det var tydeligt. Han lyttede veltilfreds til de ord hun sagde til ham. "Jeg kan give dig mere hvis du ønsker det?" han så drisk og flabet på hende imens han sagde. Han trak hende nu helt tæt til sig og lod igen sine tænder svagt ane hendes nu anden kind, de rissede hende dog svagt så hun også der fik en svag rød streg, hans mund fortsat ned til hendes mund hvor hun havde bidt hul. Først slikkede han noget af det blod der nu havde løbet og dryppet ned på jorden. Regnen havde gjort deres kolde kroppe fugtige og det tøj de bare klistrede op af hinanden.

Monstrende nu nu svagt rundt om deres ben men Demetri var mildest talt skide ligeglad, chikanerede de ham havde han enden tænkt sig at træde på dem eller sparke dem væk. I mellemtiden havde hans mund fundet hendes læber og han kyssede hende nu. Han tænder stak svag ned i hendes underlæbe og fik det til at blive endnu mere. Hendes blod duftede friskere end det normalt ville gøre, nok fordi hun havde drukket blod fra den menneskemand hun havde suget tør tidligere og det gjorde at hends læber og mund faktisk smagte som frisk blod. Han stoppede nu sit kys og trak sig hoved svagt væk fra hende for at se hendes reaktion. Hans øjne var nu gået over i en meget lys metallisk grå og hvis man kiggede ordenligt efter lignte det nærmest de lyste svagt op. Han var afventende dog holdte han stadig om hendes overarme som var der han havde valgt at placere sine hænder for at trække hende til sig.

Da han lod hans tænder risse hendes kind, skulle hun til at bide sig nærmest af nydelse, men det nåede hun ikke før hans læber rørte hendes i et kys. Først kiggede hun på ham, men kort tid efter lukkede hun øjnene og holdte kysset lidt. Man kunne smage hendes eget blod, som han fik noget af, og det var ikke fordi det var slemt. Et blodigt kys var noget hun aldrig havde prøvet, så det var interessant. Med hans kolde læber imod hendes kunne hun ikke lade være med at smile lidt under kysset.

Da deres læber blev adskilt kunne hun mærke nogle klør igen mod hendes ben, gad vide om de bare var så ivrige efter at få noget blod de monstre"Jeg siger aldrig nej til at mærke dine tænder mod min hud"sagde hun og betragtede ham lidt. Det så også ud til, at der var begyndt at komme meget mere kød på ham. Han havde et interessant ydre, i hendes øjne havde han jo været smuk fra hendes første øjekast på ham. Følelsen af klør mod hendes ben, som om der var et monster der ville kravle op ad det fik hende til at løfte et øjenbryn, og hun bukkede sig kort ned for at tage fat rundt om halsen på det ene monster, holdte det op foran sig"Plejer monstre at være så  ivrige efter blod, og kød"sagde hun undrende imens hun studerede monstret der nærmest knurrede, og prøvede at komme fri.

Hovedet drejede hun, så hun kiggede på Demetri, hun sendte ham et smil, og lod hendes tunge glide hen over hendes læber. Regnen havde helt klart gjort deres tøj klistret, og de stod nærmest tæt op ad hinanden så hun kunne godt mærke hans krop igennem hans våde tøj, eller ja det han nu havde på.

"jeg kan bide dig til blod lige som jeg gjorde med mennesket" hviskede han roligt. Hans øjne viste at han var  afslapped da de kun var halv åbende. Han så så ned på monstret som hun holdte i sin hånd. "normalt kommer de slet ikke så tæt på" det undrede ham at de var så nærgående, men en tanke slog ham at det var på grund af at hun duftede af friskt blod.  "smid den væk" sagde han og lavede en viftende bevægelse med sin hånd.  Han trak sig væk fra hende da hendes opmærksomhed åbenbart havde vandet væk fra ham og det de havde gang i.

Han stod nu med en afstand på 50 centimeter fra hende.  Han kiggede på de andre små monstre og  rystede irrretablet over dem. Hans ansigts udtryk havde ændret sig fra roligt til lettere kold og irreteret. Han skal sagt tænder og kunne mærke irretationen. Hans øjne vandrede efter kort til op på Cimberlie igen.