I am Fenrer.. Your regret and your Bane ~ Vetis

Havvinden susede i mørket, så det slog med hårde bølger mod kysten. Blæsten fik huden til at gyse og peb mellem væggenes brædder i værftsladen. Havde det ikke været for det tæt stablede tømmer til skibsproduktionen, havde den lille gruppe af lænkede mænd på gulvet allerede rystet af kulde, såvel som den udmattelse som allerede plagede dem. Blandt disse mænd sad to, der så ud til at være af en mere nordlig oprindelse en de andre. Den ene en ung rødhåret mand, med tydelige tegn på et årelangt liv baseret på hård kost og kamp. Den anden blond, med en mere robust og bredskuldret fysik, selvom han tydeligvis så ud til at være ligeså præget af et voldsomt liv, som sin sidemand. Fenrer så stift ud blandt de lange lokker, med et hårdt og fokuseret blik, fra bag fremmede øjne, fyldt med viljestyrke. Lænkerne føltes som en modbydelig påmindelse om et tidligere liv, og nok kunne han mærke pinen fra sin fortid, rejsen og prøvelserne havde nok været hårde, men han ville aldrig miste synet af sit mål, dæmonen der havde solgt ham ind i slaveri, Snow.

Fenrer havde haft ører og øjne ude, på jagt efter Snow, længe før end han havde taget magten i Sunfury, men først nu havde han haft heldet med sig. Fenrer havde skiftet taktik og ladet to slavehandlende gå uforhindret igennem hans net, efter hans succesfulde invasion af Sargrosn'er. Naturligvis vidste han at det ville have vakt for megen mistanke, havde han ladet hvilke som helst gå uforhindret igennem, så han valgte de to der havde de bedste og mest lyssky ry i den kriminelle underverden.

Efter dette, havde det alligevel næsten taget et år før end Snow havde ladet sig opsnuse, men nu havde han taget lokkemaden. Snow ledte vist, som altid, efter de bedste eksemplarer at sælge. Fenrer havde derfor udvalgt to af de mest skånselsløse ledere af bander, som han og hans makker i dette foretagende, Diarus, kunne foregive at være. Diarus var en af de shapeshiftere der allerede havde været bosat i Sunfury, da Fenrer kom til magten, og havde vist sig at være en af de bedste sværdmænd og mest skarpsindede af hans rekrutter, som Fenrer derfor havde valgt ud til sin livgarde. Diarus havde fået rollen som en ledende af en bande, der lignede han ret så meget, og som delte hans navn, et perfekt dække, og en som Snow uden tvivl havde hørt om. Fenrer selv foregav at være en ligeledes, om end ikke mere, berygtet bandeleder, der førhen havde tjent en af de adelsmænd som Fenrer havde henrettet, Roan af Solst. Roan havde brugt megen tid på at organisere en milits mod Fenrer, og var uden tvivl en god strategiker. Fenrer havde, for en måned tilbage, næsten mistet livet i et af hans baghold, altså, lige inden Fenrer borede Eklipse igennem hans øje.

Efter det, havde planen ligget lige til hånde. Fenrer havde holdt begge lederes død som en hemmelighed, og straks organiseret en iscenesat indfangelse af Diarus og han selv, i nærheden af hvor deres rollers respektive reder havde været, for bagefter at sørge for at få bud sendt videre til Vetis. Nok var Snow på vagt, men hvis Fenrers planer holdt stik og slavehandleren ikke havde hørt rygter eller anede uråd, så kunne Snow da heller ikke ane uråd? Uanset hvad, så vidste Fenrer at folk som de to han havde udvalgt, ville gøre pungen tung hos enhver der kunne få dem solgt i Doomsville. For lænket eller ej, som var folk med sådanne egenskaber gode at have ved for dem der søgte magt i den kriminelle underverden.

Vinden tog til og de kunne alle mærke den kolde havluft slikke deres allerede kølige hud. Fenrer så sig om på de andre slaver, der nu begyndte at dirre af kulden, der efterhånden trængte dem ind til benet.
Lyden af de hidsige bølger der slog mod dokken, og fulde havnearbejdere og skibsfolk ude på gaderne, mindede dem vel også kun om hvor håbløs deres situation var, kulde eller ej. Der kom ingen og reddede dem her. Fenrer var selv begyndt at dirre, men det var ikke af kulden der kom pibende ind mellem væggenes brædder i mørket. Han dirrede af harme, nu hvor han var så nær, men han måtte slå koldt vand i blodet. Hvis ikke Vetis valgte at tage Roan og Diarus med sig, måtte han slå til her og nu, men det var ikke ligefrem ideelt. Her var ikke andet end svært bevæbnede vagter udenfor dørene, og end ikke det emblemet Fenrer bar ville redde Diarus og ham tid nok til at forhindre Snow i at undslippe. Emblemet var af den samme slags som Fenrers spioner bar, for at kunne slippe udenom nysgerrige soldater, der var lidt for opmærksomme, og havde reddet Fenrer fra at blive afsløret flere gange, når han skinwalkede.
Emblemet var godt skjult denne gang, godt mast indunder buksekanten, men hvor det dog var begyndt at gnave i huden!

Endnu et par rotter piblede over gulvet, og mindede alle mændende om at selv en gnaver kunne gøre for et måltid, oven på flere dage med kun en humpel brød til deling mellem seks mand. Fenrer kiggede atter over på Diarus, ud af øjenkrogen. Han gøs og forvissede sig om at de begge bar en Stiletto, spændt hårdt mod ryggen, som i det mndste ville give dem en chance, skulle det komme til kamp. Hvor stilettoen dog sad stramt, men i det mindste var den ikke nem at få øje på.

Efter at have brugt nogle sekunder på at få ro over sin krop, vendte Fenrers tanker sig mod Slavehandleren. Mon han anede uråd? Og hvis han gjorde, ville han så belemre Snow med sine tanker?  Snow, det forbandede svin! Han skulle angre! Angre hver og en af de personer han havde solgt, og berøvet deres frihed! Angre at have solgt Ham!
Fenrer måtte atter slå sig koldt vand i blodet. Ikke endnu, først senere, når han havde Vetis på mere isolerede forhold. Fenrer trak vejret i dybe drag gennem næsen, og faldt atter til ro. Ro og vejrtrækning. Roen blev dog ikke ved længe, men blev afløst af lyden af to sæt fodtrin der nærmede døren til værftsladen. Lyden af en skæv dør der knirkende gik op, og lyset fra en lanterne der brød mørket, forvissede Fenrer om at jagten nu rigtigt kunne begynde.

Vinden blæste stille og roligt gennem de høje trækroner udenfor, mens fuglene kvidrede lystigt højt oppe i trækronerne. Solen var som en vred kæmpe og truede med at bryde igennem de lyse gardiner, men det kunne ikke nå - for Vetis var i sikkerhed. Alt var fredeligt og idyllisk ude i den lille hytte, og havde været det i alt den tid som Vetis havde været der, men det ville ikke vare længe før freden var ovre. Der var blevet klargjort til det helt store igennem længere tid, og alt var på plads... Vetis havde blot valgt at slappe af de sidste par dage siden at han havde, skulle vente... Vente på at Fenrer gjorde tog sit næste skridt af hans egen plan. Han havde virket til at være noget nøjsom, hvilket Vetis ikke havde, været andet end imponeret over. Det var i alt fald ikke noget som Vetis havde, kunne forestille sig for flere år tilbage, men Fenrer var nået langt. Han var i al den tid blevet konge og havde dermed indtaget en del steder. Han havde fået erhvervet sig venner såvel som fjender og havde tilmed fået underkastet folk. Det var svært at se den selv samme svækling i manden, som engang havde ligge foran Vetis på sine knæ... besejret og ydmyget. Se... det var tider... Vetis smilede ved tanken og frydede sig ved billede som havde brændt sig fast i hovedet på ham. Der havde været et snert af den selv samme frygt til midsommerballet, men på grund af omstændighederne havde det ikke været muligt at fuldt ud pine manden... også selvom det havde været umådeligt fristende. Den tid den sorg dog... Der havde derved været så meget tid til at planlægge og foretage sig så meget andet. Noget som nok var det hele mere værd i det lange løb.

Vetis var småt begyndt at vågne i den tidlige morgen, og lagde mærke til en let brise i nakken forsaget af en andens vejrtrækning. Vejrtrækningen var langsom og tydede på at personen bag ham stadigvæk sov. Ikke underligt siden at Vetis havde benyttet sig af mandens evner og arbejdskraft i noget tid. Vetis vendte sig om mod den sovende mand, og mærkede hvordan han selv i søvne holdt fast om Vetis' talje. Normalt ville Vetis have noget imod det... men, med sådan som hans søvn havde været plaget af drømme og rastløshed, havde det været rart af have Malakir ved hans side. Så i sidste ende havde han tilladt det, ikke at han forstod hvorfor at Malakir var så omklamrende på det seneste. Han var dog meget brugbar og det eneste han ønskede som betaling var at tjene Vetis... samt få opfyldt hans kødelige behov - hvilket var noget som Vetis sagtens kunne klare.
Hvad han dog ikke kunne klare var at blive liggende længere. De havde hele dagen foran sig og Vetis ønskede sig at få det meste ud af det, imens at han stadigvæk kunne. Vetis fik dermed frigjort sig selv fra Malakir's arme, som så vækkede manden i processen, og Vetis fik rejst sig op. Vetis klædte sig derved på og kastede et blik mod den sorthårede mand, med de selv samme blågrå øjne som ham selv, dog med en plet brun i det ene øje. Bloddæmonen og Vetis selv mindede om hinanden på mange måder, så derved forstod Malakir også Vetis' blik samt hans smil. Han forstod hvad der lå bag, og nikkede kort inden at han selv hoppede i tøjet.

"Finally time to make the trip?" spurgte Malakir idet at Vetis pakkede nogle ting sammen. Vetis smilede blot og fortsatte med det han lavede, til at Malakir kom over for at hjælpe. Det var ikke meget som de skulle have med sig, siden at det meste var blevet ordnet i forvejen. Nu var det blot tid til at opfylde sin rolle i denne leg mellem kongen og ham selv. Så meget arbejde som Fenrer selv havde lagt i det, var det uhøfligt at lade manden vente længere. Han havde trods alt tilsmudset sig selv og andre ved at invadere underverdenen... Gad vide om Fenrer selv vidste at der var noget som Vetis havde haft en finger med i? At Vetis selv havde lagt ledetråde ud, for at Fenrer havde, kunne finde dem?

Efter en kort stund blev det tid til at sige farvel til deres lille tilholdssted. Vetis skærmede sine øjne for solen, og sukkede med tanken om hvor han skulle hen. Af alle steder, hvorfor lige et sted hvor solen var så skarp og brændte Vetis' sarte hud? Der var dog ingen grund til at beklage sig, ikke med tanken om hvad som der ventede ham. Det fik Vetis til at lyse op af spænding, og inden han vidste af det var han på vej mod Sunfury... mod Fenrer's kongerige.


Det var ved sen fredag aften at de ankom ved værftshallen ved havnen, hvorved at slaverne alle sammen sad lænket. Det var dejligt køligt og vinden hev og flo i Vetis' påklædning. I dagens anledning havde han iklædt sig højtaljede bukser og en fin hvid skjorte. Udover var han påført sig en lang og stor kappe med en stor hætte til... alt sammen hvidt. Hans hår havde han ej heller farvet, og dermed var der ingen tvivl om hvem Snow var. Han var indbegrebet for ordet sne sådan som han så ud lige nu. Der var få tjenestefolk omkring ham som viste ham vej og åbnede døren for ham. Let og elegant, som svævede han over jorden, satte han fod ind og tog sin hætte af. Månelyset belyste hans kridhvide hår, som nærmest glimtede i åbningen af døren. Hans hår stod i lette bølger og indrammede hans ansigt mesterligt. Hans øjenbryn samt vipper var heller ikke farvet for en gangs skyld, og det gav ham næsten et udseende som en marmorstatue, sådan som han stod der med en utydelig mine. Slavehandleren kom straks over til ham, og bukkede dybt, som var han en royal... hvilket nok ikke var så forkert igen når man tænkte på alt det som han havde gjort for underverdenen. Vetis gjorde blot tegn på at slavehandleren skulle rette sig op igen, hvilket han gjorde. Derefter begav Vetis sig til at se ud mod mængden af slaver. Han observerede dem kort inden at han henvendte sig til slavehandleren... og smilede djævelsk.

It's quite the collection you have here... not bad" idet han sagde det smilede slavehandleren stort og hans blik lyste op over Vetis' kommentar - men Vetis var ikke færdig. Han løftede sin hånd op for at tie slavehandleren, inden at manden nåede at sige noget.
"But..." med det så slavehandleren straks nervøs ud og Vetis kunne nærmest høre mandens hjerte begynde at tage til i fart. Vetis kunne næsten smage den fløjelsbløde og søde smage af frygt på hans tunge, men der var skam ingen grund til at være bange - vis blot man gjorde hvad man fik besked på.

"Why are they dressed like common folk?" Vetis løftede det ene bryn spørgende, men fortsatte da det ikke virkede til at slavehandleren helt forstod.

"They're slaves are they not? No longer their own... no longer people... You wouldn't dress up an apple or a vase..." Med det blev det tydeligt for alle hvordan Vetis anså slaver, og slavehandleren nikkede nu forståeligt... med sved piblende i siderne på hans ansigt.

"Strip them..." beordrede Vetis og slavehandleren gjorde tegn til sine folk rundt omkring at de skulle adlyde, og de satte igen med at flå tøjet af slaverne. Vetis så til storsmilende og holdt godt øje med enhver slaves reaktion...

Fenrer mærkede pulsen stige, blodet der brusede i ørerne på ham, knoerne der længtes efter at mærke sammenstødet med Snows ansigt. Der var han, i lyset fra lanternen, klædt fra top til tå i farven der havde givet ham hans navn i underverdenen.
Han havde en forbandet iver efter at transformere her og nu, flå dæmonens strube og spankulere omkring med kadaveret som et trofæ. Han hørte stemmen og var lige ved at gå ud af sit gode skind, men han havde trænet længe, og selvom hans harme var voldsom, så gjorde han ikke andet end at sidde stift, som to af de andre fanger. Diarus rystede, som indlært, for at vise en vis frygt, noget der måske endda var sandfærdigt et sted. Fenrer ville en hver anden dag have ynket for drengen, over at skulle befinde sig i en sådan situation, men ligenu var han for opslugt af tanken om sit mål til at tillade sådanne tanker.

Fenrer lyttede intenst med, og frygtede for et sekund at de var opdaget, men nej, ikke endnu, selvom der formentlig var blotte sekunder til det. Snow ville at slaverne skulle ydmyges, fordømt!
Fenrer havde troet at Snow ville følge en forsigtig vej og vente til de var ude af syne med den slags, sådan som slavehandlere nu frygtede mere for deres skind, end manglende profit. SATANS!

Fenrer bed sig i læben og kom på benene da en lakaj hev fat i ham og låste lænkerne op, mens  en anden stod klar med et spyd og en tredje med en klinget pisk. Han kunne høre slavehandlerens febrilske forklaring til Snow "I'm sorry master Sn... We just have to take some extra precautions with the fuckers, now that the army is on constant lookout for slavers, honestly I don't understand how you... nevermind, I'm just glad to be rid of them sir, and never again will I trade in these lands.."

Den fedtede og budding tykke slavehandler fandt, udenfor Fenrers påsyn et lommertørklæde frem og gav sig hastigt til at tørre den svedige pande.
"Though I don't think the King would mind much with these fuckers.. "Sagde han prustende og nikkede mod flokken ".. all hardened criminals and warriors alike, they'll do great as pitfighter, or if you meddle with their minds, as we of course know you to do so well master, then as supreme bodyguards"
Slavehandleren prøvede febrilsk at fedte for Snow, men utrygheden ved at skulle lade dette trække ud og endda lade hans vare gå nøgne rundt, det kunne blive farligt.

Fenrer var lige ved at give et fnys fra sig ved lyden af grisen der hylede op for Snow, men holdte sit fokus. Han anede ikke hvordan han skulle komme af med stillettoen, uden at Snow anede uråd. Hvad med Diarus? Kunne han mon få sin skaffet af vejen? Dette kunne gå grueligt galt, i en fart.
Fenrer måtte tænke hurtigt, men hvad kunne han gøre? Svaret ville dog, som før, komme dumpende ned i skødet på Fenrer, da en af slaverne nægtede at smide sit tøj. Manden kæftede op, på et sprog Fenrer ikke havde hørt før, og snart landede en knebel, som lakajen med pisken havde hevet lynsnart op af bæltet, hårdt på mandens krop, over flere omgange.
Fenrer lod sig falde, da han så kneblen hæve sig til flere slag, og slaven forsøgte at undvige, hvorved han ramte Fenrer. I tumulten skyndte Fenrer sig at hive stillettoen op, som han skærmede sig med den anden arm, og glide den indunder en stabel tømmer. Rebet, som stilettoen havde været bundet med, kunne han dog ikke nå at gøre noget ved, for han vidste hvor skarp Snow var, og selv i mørket, var der en chance for at Snow ville ane uråd.

Slaven stoppede med at kæmpe imod efter få sekunder. Ikke død, kunne Fenrer konstatere, men det ville han nok snart være hvis Snow ikke ønskede at tage chancen med ham, eller blot nægtede at købe ham.
Fenrer skævede til Diarus, inden kneblen landede på hans kind, og truede med at knække hans tænder. Fenrer nåede ikke engang at finde Diarus i mængden, og vidste bedre end at hæve blikket igen. "HOLD IT YOU FUCKING KNITWIT!!" kom det voldsomt fra slavehandleren, der nu svedte som besat, hvis Fenrers næse ikke spillede ham et puds. "If you break the masters merchandise, I will fucking castrate you, you bastard of a pennyhouse whore!"
Fenrer frygtede for alvor at han ville blive et offer for Snows opmærksomhed nu, også selvom det var i et sekund, for mere skulle der ikke til før end alt håb kunne være ude. Snow kunne se det tynde reb, eller blot fatte interesse for ham af en mærkelig grund, og så var Fenrer og resten på røven. Nej, bevar fatningen, ikke panikke, han var kommet for langt til det nu. Han var ikke klar over hvad der foregik i lokalet, indtil han blev hevet op og kommanderet videre i processen med at klæde sig af, selvom han dog kunne høre slavehandleren undskylde ivrigt til Snow.

Fenrer klædte sig yderligere af, og hørte intet hult dunk undervejs, det ville have fortalt ham at Diarus havde tabt stillettoen, men han frygtede at blive afsløret ved at kigge over på ham. Medaljonen var nem nok at få sneget i en andens bukser i mørket, men med den, forsvandt ethvert håb om hjælp. Nu var de sandeligt på egne ben.
Fenrer lod hurtigt det tynde reb binde op og rejste sig, lidt uheldigt at han faktisk havde været så vant til denne rutine fra sin tid hos Jonas, forbandet være ham, at han var den først til at være færdig, selvom det ikke varede de andre mere end få sekunder at følge trop, udover den bevidstløse mand på gulvet. Fenrer kastede et hurtigt blik på manden og bed mærke i brystkasse der endnu hævedes og sænkedes. *Hellere dig end os*
Fenrer håbede som besat at den mørke linje fra det tynde reb ville gå ubemærket hen, men selv i halvmørket, var der en god chance for at Snow ville se den hvis han inspicerede dem.

Diarus var i mellemtiden sluppet godt afsted med at skjule stillettoen i sin bunke af tøj, sammen med medaljonen, og i sin unge naivitet, faldt det ham ikke ind at hans genstande ville blive opdaget så snart bunken med tøj blev samlet op.

Vetis smilede skævt idet at hans ordre blev udført. Det frydede ham at se de forvirrede og fortvivlede ansigtsudtryk som opstod hos fangerne. De havde nok ikke forventet denne type for behandling, samt ligefrem at blive strippet fra deres ejendele og tøj. For Vetis gav det dog god mening at deres tøj blev fjernet og alt blev åbenbaret... det var trods alt kriminelle at han havde med at gøre - kriminelle som Vetis selv. Han vidste hvordan sådan nogle tænkte og han vidste også at man ingen fingre skulle ligge imellem for dem, for ellers risikerende man med at de tog en hel arm. Dette var ikke en teknik som alle benyttede sig af, af hvad Vetis så ikke forstod, men Vetis kendte så også til sin egen rang her, og han var ikke bange af sig. Han gjorde hvad der passede ham, for alt i alt var det ikke ham som risikerede alt i aften - i modsætning til slavehandleren. Det var trods alt bundulovligt i Sunfury at handle med slaver, og det kunne nemt koste én livet. Det havde Fenrer trods alt demonstreret idet at han havde overtaget tronen i Sunfury. Det havde været noget af et spild siden at Vetis skam havde nydt godt af den daværende slavehandel - men sket var sket. Til Vetis' glæde havde Fenrer med det opgør fået dannet sig en del fjender i underverden. Fjender som ville være mere en villig til at gå imod Fenrer vis blot den rigtige fandt frem til dem, og samlede dem. Så, på den måde havde Fenrer gjort op for det... men, manden stod stadigvæk til at betale for sine andre gerninger... også selvom han var en konge.

Vetis tog nogle korte skridt frem for bedre at kunne se situationen ydmygelsen udfolde sig foran ham. I disse situationer var der oftest nogle som ville være modstridende og som ville begynde at være fysiske - enten fordi at de havde for megen ære, var hovmodige eller fordi at de havde noget at skjule. Det var dog ikke ens betydning med at man så ikke skulle holde øje med dem som var meget stille og lydige... for alle havde hver deres måde at reagere på modgang på. Dem som var stille, var også ud fra Vetis' erfaring dem som var farligst... nemlig fordi at det oftest var dem som tænkte hurtigt og udførte deres gerninger i det skjulte. Sådan en situation hvor folk blev fysiske var perfekt for dem, for det tillod dem en meget tiltrængt distraktion. Vetis skulle dog passe på med at holde øje med dem... for det skulle jo nødigt afsløre sig selv.

Vetis skar en irriteret mine da det var at vagterne ligefrem låste lænkerne op... magen til uvidenhed og idioti... men det var alt sammen en del af det. Det ville været alt for kedeligt vis det var at han havde med kompetente folk at gøre. Der var dog ingen skade i at vise sin utilfredshed og yderligt pine de folk som han havde med at gøre. Så Vetis forblev stille endnu, men viste sin afsmag tydeligt. Vetis løftede også hånden op for at tie slavehandleren som prøvede at forklare sig selv - eller prøvede på det. Vetis havde normalt rullet sine øjne over sådan en forklaring, nemlig fordi at de nemlig ikke havde været forsigtige. Hvis han i sandhed havde, ville være forsigtig, så havde han strippet dem for alle deres ejendele og tildelt dem simple klude. Dermed havde han også undgået at nogen skjulte noget, hvilket disse slaver tydeligvis havde. Han forstod dog godt deres behov for at ville være forsigtige, men det var kun fordi at de ingen hjerne havde. Den eneste grund til at de nok ikke var afsløret endnu eller var blevet henrettet var at der var et behov for dem. Intet andet. Hvis ikke der havde været det behov for dem, havde Vetis selv overgivet dem til ordensmagten for længe siden.

"You speak as though I care about what the king thinks. I couldn't care less about him... after all, he's the one who's made business so complicated these days," sagde Vetis med en lettere irriteret tone. Vetis smilede dog hurtigt bagefter til slavehandleren som ihærdigt prøve at tilsmigre sig Vetis' gunst. Han tog derefter nogle få skridt mod slavehandleren og tog hans lommetørklæde fra ham, for derved bedre at tørre svedet fra hans pande - lige så blidt og kærligt som en elsker.  

"Let's just hope that you'll ever get so far as to escape these lands after tonight..." sagde han sukkersødt men med en tydelig djævelskab i hans blik. En usagt trussel om at Vetis sagtens kunne gøre en ende på den drøm, vis ikke han var tilfreds med aftnens handel. Med det sagt gav Vetis slavehandleren sit gennemblødte lommetørklæde tilbage. Vetis håbede med den gerning at det ville lukke munden på slavehandleren samt hans ynkelige forsøg på at fedte for Vetis. Det var næsten så dårligt at det var ynkværdigt, vis Vetis ellers følte nogle former for sympati for manden - hvilket han bestemt ikke gjorde. Han tolererede ham blot... lidt endnu i alt fald.

Vetis vendte straks sin opmærksomhed mod fangen som gjorde oprør... Det var nu at det begyndte og Vetis holdt et smil tilbage imens at han opserverede kaosset foran ham. Det gik hurtigt for sig, men Vetis var skam vant til situationer som disse og han spillede sin rolle. Han fortrak en vred mine idet at én af lakajerne begyndte at tæve løs på den oprørske mand... og endda ramte manden ved siden af. Alle viste at det var i dårlig smag at skade en vare… især overfor en potentiel køber. Især vis den potentielle køber var Snow. Der var skam historier som var til for at advare folk om dette, da det var noget at en horribel skæbne som ventede dem som modsatte sig Snow eller som faldt udenfor Snow's gunst. Hvilket noget som at tæve løs på hans varer tydeligvis var. Det var muligt at disse slavehandlere fuldt ud havde glemt at være bange for andet end blot kongen i disse tider. Noget som kunne koste dem dyrt, vis det ikke allerede var for den detalje at de var dødsdømte. Det var da altid noget at slavehandleren viste sig at være nogenlunde kompetent sådan som han råbte ud efter sin lakaj. Måske med lidt træning kunne slavehandleren rent faktisk have blevet til nogen af betydning... måske.

Vetis trådte tættere på dem som stod i den ene ende af rækken og kiggede dem op og ned, efter at de var blevet afklædt. Han virkede til at have al sin opmærksomhed mod dem lige nu, men man kunne ikke tage mere fejl med den antagelse. Han havde alle følere ude nu for bedre at kunne bedømme situationen. En situation som var noget så interessant efter at han havde hørt lyden af metal som var blevet kurret hurtigt hen over gulvet. Han lod dog som ingenting og fortsatte observerede de slaver som var foran ham. Han bevægede sig  langsomt ned gennem rækken og forholdt et ulæselig mine på hans ansigt. En del af slaverne var tydeligt ukomfortable at have ham så tæt på, især når nu de klædte sig af, men det var en del af det. Han prøvede så vidt muligt at aflæse deres reaktion, især når han rørte nogle af dem på brystkassen eller tog fat om kæben på dem for bedre at kunne se dem... og provokere dem.

"Open up," bad Vetis nogle af slaverne, så han kunne se ind i munden på dem. Dette var for at se tilstanden af deres tænder... samt for at se om de skulle have noget skjult. Det var trods alt utroligt de ting som man kunne gemme rundt omkring på sin krop. Vetis bad nu de andre lakajer om at bringe de forskellige bunker tøj foran hver og én af slaverne, så han kunne se hvilken bunke som tilhørte hvem. Han bad dermed vagterne om at gennemrode bunkerne... og efter kort tid var der gevinst. Én af vagterne gav lyd fra sig da han havde fundet et våben og Vetis gik straks derover. Vetis smilede og så op på manden som var ejeren af bunken. En stiletto... selvfølgelig. Et forræderisk lille våben som havde været lige til at skjule under tøjet.

"Well, well... what have we here?" spurgte Vetis muntert og tog våbnet fra vagten. Han grinte derefter lavmælt og vægtede våbnet i hånden.

"See, this is why you strip them... it's efficient and leaves nothing to the imagination. Not to mention that it leaves you with less chance to get stabbed in the back by a slave." Vetis tog derefter den medaljon som også lå i bunken og bad vagterne om at lænke fangerne igen... undtagen Diarus. Medaljonen havde et interessant design som havde fanget hans opmærksomhed. Han stak den dermed ind under sin kappe og ned i en taske som han havde hængende på siden, og han bad derefter Diarus om at træde frem... væk fra de andre fanger og hen imod Vetis selv. Det var ikke til at sige hvad Vetis havde i sinde for manden, men der var ingen tvivl om at Vetis ingen gode intentioner havde... især ikke over for en efterligning af Diarus.

Fenrer fandt sig en anelse trodsigt i at blive rodet i ved, og formåede med nød og næppe, at holde harmen tilbage nok til at matche et par af de andre fangers, som Snow undersøgte dem. Da stillettoen blev hevet frem af Diarus tøjbylt, fik Fenrer et sug i mellemgulvet, og havde mest af alt lyst til at hamre hans sidemand en albue i fjæset, da denne trak på smilebåndet, sikkert skadefro over at det nu ville gå Diarus det ilde. Fenrer formåede dog hurtigt at trække en mere kontrolleret mine over sig, og fulgte istedet blot Snow med øjnene, som han vægtede våbnet i sine hænder, og gjorde sig notits af hvor dæmonen gjorde af medaljonen.
Fenrer håbede på at kunne få fingrene i den senere hen, så han i det mindste ikke skulle gå hele vejen tilbage til Sunfurys hovedstad før end nogen ville tro hans ord, når han altså engang var færdig med Snow.

Fenrer rettede sig op, og genfandt sin plads i halvmørket mellem de andre fanger. Et kort stik af kulde, frygt og vrede stak ham i brystet, da Snow bød Diarus stå frem fra de andre. Fenrer måske ikke hvad dæmonen havde i tankerne at gøre ved den unge spion, men han vidste at Snow ikke manglede fantasi til at gøre resten af den unge mands liv til et helvede, uanset hvor kort det måtte være. Fenrer havde lyst til at vise omsorg for den unge mand, der så velvilligt havde fulgt ham ind i dette foretagende, velvidende at det kunne koste ham liv og lemmer, men Fenrer havde ikke råd til at lade skuespillet falde fra hinanden nu. Diarus vidste hvad han var gået ind til, og måtte betale hvad det kostede at fejle. Fenrers, eller nærmere Rolands ansigt spillede et pudsigt og lidt nysgerrigt udtryk, som han fulgte de andre fangers eksempel i at holde øje med hvad der nu skulle ske.

Diarus gøs, som det gik op for ham at de ikke blot ville blive bedt om at tage tøjet tilbage på. I sine lettere angste tanker, havde han forsikret sig selv om at Snow ikke ville bede dem gå rundt nøgne bagefter, for både at skåne slaverne for den barske sol, og for at undgå at blive opdaget. Diarus var ung, for ung til at dø nu. Det kunne ikke passe.
Han begyndte at ryste, og kunne ikke forstå hvorfor han blev så kold og klam. Sveden piblede frem på pande og ryg, og knæene skælvede under ham. Han blev kvalm. Hvad var det der skete? Han var bange, nej, rædselslagen, men det kunne jo ikke passe! Kongen selv havde udvalgt ham, blandt andet fordi han var så frygtløs, men hvorfor var han så så ræd. Han havde set døden i øjnene før, men dengang havde han i det mindste haft sine våben, en fair chance.
Han kunne ikke svigte kongen nu, han måtte holde tand for tunge, hvis bare hans læber ikke bævrede sådan. Hvor han dog følte sig lille, lille og sårbar overfor Snow. Dæmonens blotte fremtoning og hvide, rene udseende, sammensat med den kolde og professionelle fremtoning, fik det til at vende sig i Diarus mave, som en iskold ål. Han trådte frem og forsøgte at sluge det værste af frygten, indbildsk nok til at tro at han var klar på hvad end Snow ville gøre ved ham, for en var tro mod kongen der havde gevet ham og så mange andre en chance her i livet.

Fenrer slugte en hård klump, så nænsomt som han kunne, for ikke at give sin bekymring for den unge mand til udtryk. Fenrer mærkede en næsten gloende hede bygge sig op i sit bryst, af både uhjælpelig omsorg for hans tapre unge soldat, og af vrede af en anden verden, rettet mod Snow. Han kunne ikke lade være med at vejre dunsten af manden, og kom i vrede til at fnyse.

Det var tydeligt at mærke hvordan en nervøs stemning havde sænket sig over stedet, idet at Vetis havde fundet det skjulte våben. Han mærkede hvordan øjnene i lokalet hvilede på det skinnende metal, som Vetis stod med i hånden. Stilettoen var stadigvæk varm, fra der hvor manden havde haft den siddende på sig... som en lille sikkerhed og håb for at han nok skulle undslippe dette. Men det havde været et falskt håb, for i det sekund han havde sat fod her - havde han været fortabt. Men han havde måske allerede været vel vidende om det, taget i betragtning af hvem han havde med at gøre - men mange havde det med at undervurdere Vetis alligevel. De skulle dog være mere end velkomne til at have sådan nogle tanker og antagelser. Det spillede trods alt bare mere ind i hænderne på Vetis og hans planer. Det gjorde det også blot nemmere og mere underholdende at se dem realisere deres fejltagelse. Noget som den falske Diarus nok var begyndt at indse.

Stemningen i lokalet virkede til at være mere anspændt nu, og Vetis kunne nærmest smage frygten som emmede af de forskellige individer. Der var dog også nogen som virkede til at more sig over situationen, hvilket Vetis bestemt ikke kunne bebrejde dem for. Det var trods alt en herlig og underholdende situation, og Vetis frydede sig ved den. Det var trods alt aldrig helt til at vide hvad der ville ske, og der var deri at spændingen lå. Det uviste... Det var i sådan nogle situationer hvorved at folks instinkter og tanker var på overarbejde, for at prøve at vride deres hoveder om hvad der så måtte ske. De havde det selvfølgelig altid med at tænke på det nemmeste og mest banale. Altid helt fantasiløst og ligetil. Det var dog til tiden ret brugbart siden at det oftest hvem de var som personer, samt hvori deres største frygt lå. For de fleste var dette døden, men var der noget som Vetis ikke selv frygtede - så var det døden. Døden var oftest en flugt og en velsignelse i modsætning til livet. Livet var tortur og en lidelse for mange, og de som undslap dette var dem som havde styrken til det. I alt fald var der langt flere ting end at frygte døden... især når man var meget kreativ samt havde en del erfaring med området. Hvilket nok var i modsætning til den unge falske Diarus som næsten skælvende gik hen mod Vetis.

Vetis lagde godt mærke til det tag som frygten begyndte at have i svindleren. Det var tydeligt at situationen var ved at gå op for ham, også selvom han nok ikke ønskede at lade sig mærke af situationen. Der var nok en masse tanker som farede rundt i hovedet på ham, og gjorde mere skade end godt. Vetis observerede med en rolig mine, men hans gennemtrængende blik var ikke til at tage fejl af. Han holdt øje med den mindste detalje, og gjorde notits af mandens statur og bygning. Ens krop og dens bygning kunne afsløre en del om hvem man var. Der var mange ting som havde afsløret at han ikke var den samme Diarus, såsom hans teint - hans ansigtsfarve som havde tydet på en anden kost end den oprindelige Diarus. Hans muskulatur afslørede hvordan han har haft trænet i en stil som heller ikke have været tilsvarene den oprindelige Diarus. Manden her var trods alt trænet som en soldat - endda en veltrænet én. Derover var der mange andre ting som ar, mærker, farve og meget mere - men det mest afslørende havde været hans skelet. Medmindre man havde en specifik evne, så var det ikke noget som man kunne ændre på uanset hvor god man var til at forklæde sig. Man kunne gøre ufattelig meget, men at ændre på noget så essentielt som ens skelet - se det var en umulighed. Han havde dog været en god efterligning, ikke noget der, men ærgerligt for ham havde Vetis skam godt kendt til den oprindelige Diarus... samt kendt til hans død. Vetis havde trods alt haft en finger med i spillet, med at sørge for at manden her, havde, kunne bruge hans identitet.

"This is quite the weapon that you managed to hide... or tried to hide anyway," sagde Vetis hånligt og manøvrerede rundt med stilettoen. Han havde selv godt styr på sådan et våben, og fortrak det selv til tider. "Do pray tell... out of mere curiosity - whatever did you plan to do with it?" spurgte han sødt imens at han stadigvæk holdt stilettoen i bevægelse... som i en dans. Vetis fastholdt Diarus’ blik og afventede et svar, men alt imens holdt han også skarpt øje med hvad der foregik omkring ham.

Diarus skælvede endnu, om end det var svært at sige om det var for kulden eller hans frygt for sin fejltagelses konsekvenser, der endelig var ved at fange op til ham. Han nægtede dog at bøje sig.

"Hopefully..." Sagde han og sank en klump, som han vægtede manden der stod foran ham med blikket. Han ville ikke virke som en kujon, eller fej, så et stik blev sendt med øjnene, mod Snow.
"...Escaping, when nobody was looking... but I wouldn't have minded making you strip by the end of it.."
Diarus var begyndt at få rystet den sidste frygt af sig, og kunne mærke selvtilliden vinde tilbage, som han var sikker på at han kunne udsmarte sin modstander, og lidt tæsk kunne han jo holde til, det havde været en del af hans træning.
Den unge man kiggede ned på Snows støvler, med et smørret smil, der mindede om en teenagers hovne unoder "I mean... They look hella comfy"

Fenrer blev mere og mere frustreret, som den unge spion prøvede sine grænser. Der var ganske rigtigt at Diarus skulle spille sit stykke, men hvis ikke han passede på, så ville det ende ud med at koste ham i den anden ende, og Fenrer havde brug for enhver smule hjælp han kunne få, skulle noget gå galt.
Knægten fulgte sin træning, men havde valgt en vej der ville få ham gevaldigt i fedtefadet, men Fenrer blev bare mere hidsig, ikke nødvendigvis på Diarus, men på Snow. Dæmonen havde uden tvivl tænkt sig at gengælde, og tanken om at Snow ville få lov at skade nogen andre, hvem som helst, var ikke til at udstå.

Allerede nu begyndte det allerede boblende had at syde, ved hans harmes opblussen. Snow skulle lide, og langsomt. Han skulle vide at han ikke var usårlig inden han døde, om han ville lege nonchalant, og ikke ville lade sig påvirke af Fenrers kamp, så skulle Fenrer nok lade ham mærke at selv han kunne dø.
Den tanke tog ham tilbage, til den aften i Doomsville hvor Fenrer nær havde fået krammet på ham, på Snow. Havde Fenrer kunne ligge sine følelser til side dengang, havde han haft kunne redde så mange flere liv, end blot den ene kvindes, men den spinkle og hulkende stemme havde fået knækket ham, men ikke denne gang.

Fenrer skulle nok få ram på Snow, om det ville koste ham mén eller ar, og han skulle lide eller ej, så skulle han nok få ram på ham.
Fenrer tog sig selv i at mærke huden koge af raseri, og fnøs, måske lidt for højlydt, men det var bedre end at blive kobberrød af raseri, og bestemt udstå fra gruppen, der ellers blot så ud til at være ved at pisse i brogerne, havde de endnu haft dem på, ved Snows nærvær.
Han rettede sig tilbage som før, og skulede til Snow gennem de pisgule lokker, klar, ventede og tålmodig på mandens næste træk.

Til Vetis' lille ærgelse, så var manden ikke knækket helt sammen af frygt - men det var vel til at forvente. Manden havde vel forberedt på at situationen kunne gå syd... og at han havde, skulle stå overfor Vetis. Men kunne man overhovedet forberede sig på at stå overfor Vetis? Vetis selv tvivlede på det, men det var nok også mest af alt fordi at han kendte sig selv ret godt... og han vidste at han selv var utilregnelig. Det var det som gjorde ham så farlig overfor de folk som gerne ville have ham ned med nakken. Det var dog ikke kun hans fjender som ville have et problem med det, men også alle de folk som Vetis reelt arbejde sammen med. Der var dog til tider en mening med ondskaben, nemlig fordi at Vetis ikke havde nogen som han som sådan kunne stole på. Derfor var han nødt til at holde sig selv ulæselig. Det var for det bedste... også selvom det til tider kunne have nogle negative konsekvenser - men sådan var det bare. Alt havde en konsekvens, og for det meste kunne man udregne hvilken retning det ville gå. Men ikke altid. Vetis ville dog ikke have det på nogen anden måde. Det var trods alt det som gjorde det hele så nervepirrende spændende. Såsom den detalje at den falske Diarus blev en smule modig i munden. Noget uventet som fik Vetis til at smile skævt. Nemlig fordi sådan en handling krævede en konsekvens... noget som så lå i hænderne på Vetis.

"A brave man... Interesting... If not a bit too balsy..." kommenterede Vetis, med en snert af kulde i stemmen. Manden var uden tvivl dumdristig lige nu... som sikkert kom fra at han skulle opholde en eller anden form for ære i denne situation. Ære... Pah! Vetis kunne faktisk ikke udstå sådan en ubrugelig ting. Mange smed deres liv bort for så latterlig en ting... som var deres eget liv og overlevelse mindre værd end et opfundet påfund som ære. Vetis selv havde aldrig besiddet denne egenskab, men det var ikke ens betydning med at han ikke selv havde lidt under den. Noget så forfærdeligt faktisk... Hvilket også var én af grundende til at han ikke kunne udstå den. Han havde dog med tiden lært at udnytte den og bruge den imod andre. For det gode var hvordan den blændede dem som havde egenskaben... og gjorde dem til lette ofre når de var besatte af at opretholde den... Det var lige før at sådan nogle folk simpelthen var for dumme til at leve.

"Luckily... there are remedies for that..." sagde Vetis imens at han havde lænet sig frem for at hviske manden i øret. Hans stemme var sød og betagende, men bag den gemte der sig noget grumt og ondskabsfuldt. Noget som sagde; at nu var der skam ingen vej tilbage... men sådan havde det været længe. Noget som manden da måtte have vidst da han gik med til alt dette? Da han startede med at rode rundt i Vetis' underverden... Hvis ikke... Tja, så var det ikke andet end blot hans eget problem... og nogle andre også, men det var ikke så vigtigt lige nu.

Vetis' smil var blevet større, og han lagde blidt sin hånd om mandens hals. Den hverken klemte eller noget, men det var ikke ens betydning med at den ikke var en trussel. Vetis kunne nemt knække halsen på manden, uden problemer. Det ville endda ikke være så svært igen. Han havde skam gjort det samtlige gange før, og vidste derfor også præcis hvordan han kunne gøre det hurtigt og effektivt. Hånden ved halsen var dog ikke den rigtige trussel. Den rigtige trussel kunne findes længere nede, hvor Vetis lige så stille havde lagt stilettoens skær under mandens... ja, ædler dele. Vetis havde taget et skridt længere frem mod manden, så det ville være svært for andre at se... Især for fangerne som var bag mandens ryg. Men Vetis kunne se det hele - alle fangerne og deres forfærdede, skræmte, nysgerrige og arrige ansigter. Han kiggede dem alle og enhver i øjnene... men stoppede ved én. Én som han ønskede skulle have det hele med.

Remedies such as this..." Med et hurtigt og velplaceret snit med stilettoen fik Vetis åbnet op for mandens pung, og sørget for at manden aldrig nogensinde ville kunne reproducere. Men det var den mindste af hans bekymringer... Vetis trådte derefter et hurtigt skridt tilbage, så han ikke ville blive ramt af blodet, da manden derefter også faldt sammen på gulvet - skrigende i smerte. Vetis kiggede derefter skadefro på manden med det pisgule hård, og Vetis holdt nøje øje med hans reaktion... For han ville næppe synes om det som Vetis lige havde gjort. Det ville de fleste mænd nok ikke - for at være helt ærlig. Men så var det heldigt for Vetis at han ingen barmhjertighed havde i den givne situation.

Fenrers bliik fulgte Snow og Diarus bevægelser, begge, uden at blinke eller vige, ligesom de andre fanger. Han forsøgte at bruge mørket og det lange hår til at dække over hans øjnes søgen, for han skulle ikke opdages af Snow.
Fenrer var klar over at han ikke kunne vise medfølelse, ligemeget hvad Snow gjorde ved hans kompagnon. Fenrer havde da selvfølgelig ondt af Diarus, men knægten havde været dum nok til at lade hans våben forblive åbenlyst. Hvad end han ellers så mente om Diarus, så havde han formentlig lige dømt Fenrer til at fuldføre denne færd alene. Den idiot.

En rap bevægelse blandt de blide, dinglende kronjuveler, et samlet dybt åndedrag blandt fangerne, og så det øredøvende skrig fra den yngre formskifter, der hurtigt væltede om på gulvet.

Smilet kom først, men snart efter fulgte en latter, og selvom Fenrer et eller anden sted havde håbet han kunne sige, at dette var skuespil, så var det ikke helt sandt. Diarus havde nær været kommet imellem Fenrer og hans mål, og selvom Fenrer ikke selv ville have straffet ham så voldsomt, så var det passende, for at have ladt Fenrer alene om sagen på denne måde.
Et sæt gik gennem Fenrer, som han opdagede sine egne tanker og smilet falmede. Var han virkelig så fanget i sin hævntørst, at han ikke kunne sætte sig mere i Diarus sted. Diarus der ellers havde hele livet foran sig? Nej, det var Diarus egen skyld, Fenrer var nu alene takket være den klovn. Kunne det være chok? Kunne han, ligesom de unge rekrutter på Minotaris, være blevet så overrasket af den pludselige og voldsomme blodsudgydelse, have mistet besindelsen?
Selvom Fenrer trøstede sig ved at det nok var det, borede en tanke dybt i ham, og han blev granskende klar over hvor meget denne jagt havde overtaget hans besindelse.

Det gik nu op for Fenrer, at smilet var falmet, og at hans forbløffelse over sig selv, havde glemt at holde øje med Snow. Han prøvede at smile hurtigt igen, for ikke at give sit skjul bort, men kunne ikke lade være med at tænke på hvor dumt det så havde været at grine, i det hele taget.

Slavehandleren greb sig forfærdet til sit lommetørklæde, og pegede på Diarus, som han sendte en af vagterne et blik. Dette var ikke godt, bestemt ikke godt. Nok skulle hr Snow sende et eksempel, men behøvede det at gå udover ham? Han havde ikke gjort andet end at gøre sit yderste for at behage herren, og nu satte dæmonen ikke bare sit eget liv og lem på spil, ved at lade en slave ligge og skrige på den måde.

"Master Snow, we cannot stay here now.." fremstammede den blegfede slavehandler, som han duppede sin hals, der allerede nu var begyndt at lugte, takket være klamsveden. Han var ligeledes begyndt at ryste, og selv vagterne han havde med sig, så ud til ikke at være videre trygge. Flere af dem spejdede gennem mellemrummene i bræddevægge, og kunne kun håbe at vinde og havets brusen ville gøre det svært for byens vagtkorps at bestemme hvor skriget kom fra.
".. the guards are sure to investigate! Where do you want us to bring them? I'll have my men bring them, but I dare not stay any longer"

Fenrer fnøs overfladisk over slavehandlerens paniske tilstand, og et hurtigt og mere skånsomt blik gled over Diarus, der nu havde en af slavehandlerens mænds hånd om munden, for at gøre ham tavs. Fenrer så fra sin spion op på slavehandleren og så over på Snow.