❉ Coming back here? Well, that might fill you with regret ~ (Kimly)

Firewood var et af de dummeste steder Razor kunne opholde sig, hvert fald med hensyn til Reign delen af sit liv. Ikke at han havde lovet at holde sig væk herfra, men at tage kontakt til fyren var udelukket når han var her. Så han kunne ikke andet end at krydse fringre for ikke at møde ham, selvom han inderst inde gik og håbede på at det dejlige ansigt ville dukke op i mængden af væsner der bevægede sig rundt omkring her.
Han lod blikket glide ned over de få der var tilbage på gaden, aftenen var vel aldrig det mest befærdede tidspunkt. Hvertfald ikke nu hvor de fleste skulle hjem og have aftensmad. Heldigvis var dette område ikke hans favorit sted når han søgte underholdning - der var mange andre steder hvor der skete meget mere og hvor man var garanteret en underholdning der kunne vare ved. Dragons Peak foreksempel - eller større steder i Doomsville. Her var han kun af 2 årsager, Reign og Tatia - men eftersom Reign var forbudt område, så havde han besøgt Tatia igen - og forladt stedet i håb om at støde på Reign. Lure på afstand eller bryde hans regel og tage kontakt. Han var blevet stemplet som lydig på det seneste - og ærlig, så gnavede det i ham - en fornemmelse der satte gang i hans indre dæmon. Den ville modbevise folk idéer om hvor meget han havde ændret sig. Han havde ikke ændret sig, ikke mere end hvad det kræves for at omgås et menneske uden at æde ham. Han var stadig lige så morderisk - måske havde han bare udviklet sig lidt en situationsfornemmelse.. Og dog, det var begrænset. Måske bundede det hele bare i humør - lige som ved så mange andre.

Han stoppede lidt op midt hvor han nu ellers havde spadseret afsted. Skulle lige til at overveje hvor han skulle bevæge sig hen - da en duft fangede hans næse, og ledte ham på andre tanker. En ting var at det var duften af menneske - men dem var der jo sådan set en del af. Næ duften virkede underligt bekendt. Han lod hovedet glide lidt på skrå og lod blikket tage sig endnu en tur rundt, denne gang dog søgende efter kilden til duften. Men han måtte opgive i første omgang, og besluttede sig i stedet for at gå i retning hvor hans sanser bragte ham hen. Dog i en halv humpende gang. Typisk nok. En skade han selvfølgelig ikke havde taget sig af, var årsagen til dette.
Der gik ikke mange øjeblikke, før smilet om hans læber voksede - og hans blik var fæstnet mod kilden til duften. Personen han ledte efter. Ikke fordi han som så kunne kende hende, det var mange år siden - og hun var ikke den lille pige længere som Razor ellers huskede udseende på. Men en duft ændrede sig aldrig - selv ikke hvis man havde smurt sig selv ind i det værste af det værste, så havde man jo stadig et sted gemt sin egen egentlige duft.
Hun lignede en der havde travlt med at arbejde, men som om det var noget der holdt Razor tilbage for at tage kontakt - nej tværtimod.

" Closing up huh? What about all the creatures who comes out at night? Isn't it sad that they don't get the chance to buy flowers? " Sagde han så bare, uden egentlig at mene det som et spørgsmål. Han holdt sig bag hende, selv hvis hun forsøgte at vende fronten mod ham, ville han simpelt bare sørge for at bevæge sig med så han stadig var bag hende. Indtil han selvfølgelig pludselig beslutter sig for at stoppe og lade hende faktisk kunne se ham. Selvfølgelig med et lille grin, smilet forlod ikke hans læber selvom smilet falmede en smule. " So... Tell me - do you deliver flowers? If I buy a bunch - would you as a thank you for not killing you, be kind and bring them to a friend of mine? " Spurgte han så, og lod hovedet glide en smule på skrå, i takt med at han trådte nærmere mod hende. Endnu engang slap han et lille grin. " He lives not to far from here.. " tilføjede han så lidt med et kort lille ryst på hovedet.

Kimly havde troet, at det ville have været meget værre at vende tilbage til sin barndomsby. Hun havde forventet, at det ville være som et hårdt slag af minder ramme hende, hver gang hun trådte ud af hytten, og at hun ikke ville kunne gå en dag uden at græde. Sådan var det overhovedet ikke. Faktisk føltes det næsten ikke som hendes barndomshjem. Det var nok fordi det var så længe siden, hun sidst var her, og siden da havde meget ændret sig. Især efter jordskælvet, hvor alt blev nødt til at blive bygget på ny. Hun blev simpelhen ikke mindet om hendes fortid, når hun gik hen af byen. Det eneste, som stadig var sig selv, var Reign, og ved ham var der næsten kun gode minder. Og hvor var hun lykkelig over, at han ville have hende boende hos sig. Ikke nok med at hun nu havde et godt sted at bo, selvom det ikke var stort og de ikke altid fik det største måltid. Hun fik også lov til at være sammen med sin barndomsven. Hun var ellers en person, der, selv hvis hun havde venner, fortrak at være alene, men sådan var det ikke med Reign. Måske var det fordi hun havde savnet ham så meget og de havde så meget at snakke om, men hun havde endnu ikke følt sig trangt i hans selskab. Det hjalp også at han havde en hund, der elskede opmærksomhed fra Kimly. Det var dejligt at komme hjem til i hvert fald efter en lang dag på arbejdet.

Arbejde, ja, hun havde anskaffet sig et arbejde. Hun skulle jo betale husleje og så sørgede hun også for det meste af tiden for sin eget mad og nogle gange også for Reigns, hvis hun havde ekstra til overs. Der var i hvert fald aldrig noget til overs til andet end overlevelse, men det havde hun ikke noget i mod.
Hun kom rigtigt til byen for at studere, men da hun fandt ud af, at pladsen ikke var betalt, indså hun, at det måtte vente. Hun havde heller ikke travlt, hun var trods alt kun 18 år og var lige flyttet hjemmefra. I stedet fik hun et arbejde i byens blomsterbutik, hvilket hun egentlig satte pris på. Hun elskede trods alt blomster og så var dem hun arbejde med søde og venlige, og lønnen var fin. Hvad hun bare ikke brød sig om var de lange arbejdsvagter. Nogle gange blev hun nødt til at være der til den lyse morgen fordi hun skulle gøre rent i butikken og sørge for, at blomsterne var klar til, når butikken skulle åbnes igen. Men det var ikke nær så slemt som når hun skulle lukke sen aften, og hun blev nødt til at gå hjem alene i mørket. Det var det eneste tidspunkt, hvor minderne for alvor begyndte at krybe frem, og det samme gjorde angsten. Heldigvis var Reign ofte sød til at vente på hende udenfor hytten eller møde hende på halvvejen, så hun hurtigt kunne komme ind og føle sig tryg igen, men turene blev ved med at være slemme. Hver gang hun var alene i mørket, mindedes hun den nat, hvor hun så ind i sin mors manglede øjne og hørte monsterets grin. Når hun gik hjem, lød hver eneste lyd som det, og hver eneste bevægelse var som om han stod lige ved hendes side. Det var det eneste, der mindede hende om, at dette var den by, hvor hun så døden i øjnene og blev arret for evigt.

Men det var ikke sent aften nu, og der var ikke mørkt. Kimly havde travlt med at lukke butikken nu, faktisk var hendes tanker overhovedet ikke henne på hverken monstret eller hendes fortid. Hun stod lige nu udenfor og var ved at pakke potter væk, hvilket hun gjorde i en fart, da den en kold brise i ny og næ gav hende kuldegysninger. Hendes arbejdstøj var heller ikke ligefrem varmt. Det var en bleggrøn kjole med forklæde kun ærme ude til midten af overarme. Men det hun frøs mest var nok hendes tynde fingre. Hun stoppede med at arbejde et par sekunder for at gnide dem mod hinanden i et forsøg på at få varmen tilbage i dem. Det var her hvor hun hørte stemmen. Hun kunne genkende den men ikke sætte en finger på ejermanden. Alligevel løb det hende koldt op af ryggen, da hun hørte den, og forskrækket vendte hun sig om - for at se ingenting. Personen forblev bag hende. Hun gav sig ikke til at svare ham, faktisk hørte hun knap nok hvad han havde sagt. Hun var for desperat efter at se, hvem den person var, der kunne få hendes hjerte til at banke hårdt blot ved at åbne munden. Endelig stod han stille, og hun vendte sig om. Og hun så ham.
Hun lignede en der havde set et spøgelse. Men det havde hun egentlig også. Et spøgelse fra fortiden. Et forfærdeligt minde, som hun aldrig troede, hun skulle stå til ansigt med igen. Alt omkring hende forsvandt, og hun kunne ikke gøre andet end at stirre på monstret foran sig med lysebrune, skræmte øjne. Han var blevet ældre ligesom hende, men ikke meget havde ændret sig. Grinet, det grin der havde hjemsøgt hende gennem alle disse år, det havde ikke ændret sig. Hendes læber adskilte sig let, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun trådte vaklende et skridt tilbage og hendes hænder gled op foran hende for at have noget i mellem hende og monstret.
"It's.. I-it's you." Hun havde ikke en gang hørt, hvad han talte om. Noget med at skulle sende blomster. Men hans stemme overdøvede hans ord og det rungede i hendes hoved så alt andet blev udelukket. Hun ønskede at flygte. Komme så langt væk fra denne forfærdelige påmindelse om fortiden så muligt. Men hun stivnet. "You.... why are you here?" spørgsmålet kom ud som en skælvende hvisken. Ingen kraft var tilbage i hende, og hun følte sig som igen den ti-årige pige, der lige havde haft mareridt, et mareridt der endte med at være mindre skræmmende end virkeligheden.

Razors blik talte slet ikke samme sprog som ordene der kom ud over hans læber. Egentlig snakkede han jo om blomster. Men hans blik fortalte noget andet, det nær maniske udtryk - sulte. Ødelægge freden den stakkels kvinde ellers havde været i for få øjeblikke siden. Det var underholdning for Razor, lige præsis den form han elskede allermest. Udtrykket i hendes ansigt. Endnu bedre var det at det ikke var første gang han havde set det.
" I remember that cute little face of yours.. " Sagde han så bare lidt, og lod hovedet tilte på skrå. " All filled with fear.. You haven't changed a bit. " et lille grin forlod hans læber, og han tog endnu et skridt mod hende. Han huskede hende skam. Først var det hendes duft han havde kunne huske fra tilbage den gang, men nu hvor han så nærmere på hendes kønne ansigt - så var der ingen tvivl om det. At hun var en af dem han mere eller mindre havde ødelagt en årrække for. Folk kom vel videre med deres liv, men hun var menneske - lille og skrøbelig, mennesker var så skrøbelige. Deres sind. De kunne jo knap nok knække nakken på en høne uden at gå ned i en boble af sorg og tristhed. Det var lidt underholdende.

Han lod kort blikket spejde ned over hende før han rynkede panden en smule. " What I am doing here? Didn't you hear what I just asked? I'm here to buy flowers - for my friend of course.. Silly.. " han himlede kort med øjnene, men rettede sig så lidt op og lod armene glide over kors. Hun havde vidst slet ikke lyttet efter, hun virkede rimelig ude af den allerede. Måske kunne Razor med en smule anstrengelse se mellem fingrene med hendes uopmærksomhed - men også kun lige.
" Just because we kind of know each other dosen't mean you can't treat me like a costumer right? You know, be kind.. Friendly - we could be friends? I wouldn't mind. Fine little human like you - I could bring you along like my own little lunch box? " Sagde han så lidt, med et lille grin. Et manisk grin - mens hans blik gled ned over hende endnu engang, denne gang dog bare i et lidt mere blodtørstigt udtryk. Smilet om hans læber matchede denne gang blikket i hans øjne.
" Lets go inside - do you have any blue flowers? And white.. " Spurgte han så lidt og lod hovedet glide på skrå. Han var efterhånden blevet rimelig alvorlig omkring det med de blomster der - det virkede pludselig ikke som en så dårlig idé. Selvfølgelig kun hvis der faktisk var nogle i butikken som han ville mene var flotte nok til Reign. Selvom de helt sikkert ikke havde samme smag i blomster - men det var lige meget, tanken talte vel stadig. Også selvom han mere eller mindre havde skræmt et menneske til døde under vejs i processen. Men blomster skulle det være.

" You know what? Lets go inside.. " Sagde han så bare efter kort at have ladt blikket strejfe en runde på omgivelserne. Han greb så bare fat om hendes håndled og trak hende med ind i butikken, i en hurtig bevægelse. Uden det store besvær - var hun imod det, ville han da bare være mere insisterende. Styrken der lå bag Razors ellers ret ynkelige ydre kom for det meste bag på det fleste. Men hende her havde trods alt 'mødt' Razor før - og havde vel en fornemmelse af hvad han egentlig var i stand til. Så at kæmpe imod var nok ikke det rette valg.
" You still haven't answered my question.. Do you deliver? I need you to do that - I'm not allowed in Firewood, so I need you - to deliver the flowers.. " Sagde han så lidt og holdt blikket mod hendes ansigt, med et blik der sagde at hun skulle høre efter. Og at det var meget vigtigt. På den anden side - det ville kun ende galt for hende hvis hun ikke ville gøre det. Han lod blikket glide rundt i butikken - og et øjeblik forvandt alt det morderiske der ellers havde ligget over ham, og et fascineret udtryk dannede sig over ham. Det var faktisk ret flot. Razor var måske ikke den type man som så ville forbinde med en blomster elsker - men han synes om dem, de var flotte. Alle de dufte og farver deres tilstedeværelse skabte for sanserne. Det var da fascinerende. Og ikke for at nævne så mange forskellige slags der fandtes. Lige så ligeglad han kunne være omkring ting - lige så opmærksom kunne han være i det øjeblik noget fangede hans interesse. Han slap hendes håndled og bevægede sig omkring mellem udvalget af blomster. Der gik et øjeblik før han så endelig rettede blikket mod Kimly igen.