The dark secret of the night - Marcus (xxx)

Tid: Efter midnat
Vejr: Iskold og stjerneklart
Sted: Doomsville Rotten Root District

Klokken var hen over midnat i Doomsville med en stjerneklar himmel, så var gaderne stadig iskolde. De eneste mennesker som man kunne finde på gaderne, var dem som arbejde bestemt i skyggerne. Tyve, morder og ikke mindst nattens kvinder. Der var stadig masser af liv og fest i gaderne, de fulde mænd som brugte deres hård tjente penge på alkohol og hore i stedet for på deres koner der ventede på dem der hjemme. Nattens kvinder som udnyttede deres skønhed og charme, som en slags magi for at pengene fra de uskyldige, hjælpeløse mænd.
Der sad stadig en masse hjemløse og tiggede på gaden, i håb om at de bare ville få en lille kobber til at overleve for. Mens rotterne løb omkring mellem dem, og de andre dyr som søgte efter føde på gaderne.

På en af hjørnerne til en bygning, stod en ung og smuk kvinde. Hendes røde hår lyste op i mørket, når lyset fra en gammel mand som gik rundt med en olielampe ramte hende. Hun var iført en sort og simpel kjole, med et bånd rundt om livet. Hendes bare tæer gled ned i mudret under hende, og hendes fingre rystede lige så forsigtigt pågrund af kulden. Dette smukke unge væsen var en del af nattens kvinder, tjente de fleste af sine penge for at give en lille bid af sig selv til de mænd som ønskede hende. Hun gjorde næsten alt bare for at overleve endnu en dag, og ofre sin krop var en lille sag i hendes hoved.
Hun havde lært ikke at bekymre sig om det, også selv om det var noget af det sværeste at lære. Inderst inde følte hun sig så beskidt og ulækker, at synes af hendes selv gav hende kvalme en gang imellem. Mærker rundt på hendes krop fra mændene, blå og gule mærker af fingre aftryk. Røde mærker efter negle som borrede sig ned i huden på hende, og ikke mindst ar'et fra et bidemærke som sad planet på hendes hals. Alle mærker som afslørede en ting, hunger og lyst. Hun hadet hver eneste lille del af dette, og alligevel gemte hun det langt inde i sit hjerte.

Hendes blik gled rundt på de forskellige mænd og kvinder som gik forbi hende, ikke en eneste lyd forlod hendes blå læber som normalt plejede at være lyserøde. Hendes blik fulgte bare hver eneste bevægelse i mørket, mens hun knap nok træk vejret og hendes tænder klatrede svagt mod hinanden inde i hendes mund.

Aftenen havde budt på lidt af hvert, men endnu ikke et måltid. Marcus havde med vilje forladt det hus han havde opholdt sig i om dagen for selv at finde noget at spise. Han kunne sagtnes bare havde bedt om at få serveret en eller anden stakkel, men han foretrak at finde sin egen føde. Det havde han alle dage, selvom den slemme vejr havde gjort det sværere at jage om natten havde han fundet en løsning der virkede.
De seneste nætter havde han ledt flere 'udflugter' til større husstande hvor alle der gik med Marcus kunne slukke tørsten... Alle havde jo ret til at spise, desuden kunne han ikke lade vær med at se ned på de husstande der stadig ikke beskyttede sig selv for indbrud i ly af natten.

Men nu hvor vejret var blevet mildere var der igen liv i gaderne når natten overtog. Det gjorde jagten lettere for folk som ham. Han havde gået roligt rundt i en god times tid imens han blot så sig omkring blandt de folk der bevægede sig rundt i natten. Marcus nød en udfordring så mange af de prosituerede kvinder sagde ham ikke så meget, de var fornemme eller for beskidte. Desuden var nogle af dem også for nemt skræmte til han gad lege med dem. Nej, han ville langt hellere havde noget mere spændende at bruge sin tid på når han jagede. Desuden havde han fået et praj om en hvis rødhåret shapeshifter der vidst skulle holde til i nærheden. Han havde smagt hende før, hendes blod var sødt og yderst velsmagende. Sidst han havde set hende havde han undgået at dræbe hende, hvilket var ukarakteristisk for ham ellers, men muligheden for at smage en dråbe mere af hendes blod havde overtalt ham til at lade hende leve. Ikke desto mindre var det et stykke tid siden han sidts havde besøgt hende.

Alligevel virkede det til han var på rette spor, for efter et kort visit med en gammel mutter bekræftede at det røde hår var blevet set tidligere på aftenen. Bekræftelsen havde fået en lille køligt smil frem på hans læber. Man han havde dog hurtigt sat kursen i den retning han havde fået fortalt. Det tog ham ikke lang tid før han kunne se hende.
Hun stod på et hjørne og det lange røde hår afslørede hende for ham da en mand med en olie lampe gik forbi hende. Marcus ventede dog en smule til olielampens skær var væk igen før han bevægede sig mod hende. Han gik roligt, som om det var en almindelig tur i skoven, mørket fik hans blege ansigt til at stå lidt ud fra hans ellers mørke tøj. Det bekymrede ham ikke, hun ville være en fjols hvis hun forsøgte at flygte med det samme, men alligevel holdt han øje med hendes bevægelser imens han kom nærmere.
Da han var helt henne ved hende smilede han til hende, det var en overraskende venligt smil. "Med så blå læber skulle man næsten tro du faktisk var død.." kommenterede han kort imens han så hende end smule an.

Hun unge kvinde havde stået der det meste af aftenen, lige efter mørket havde kommet frem og dækket gaderne som et tæppe. Stjernerne var så smukke i oppe på den sorte himmel, og fik hvem som helst til at tro på at lyset nok skulle komme atter igen. Hendes blik lå ofte oppe på himlen på de mange stjerne, og alle de drømme som hun gemte der oppe sammen med dem. Hun kiggede næsten kun ned, når der kom en mand i ny og næ hen for at se om han kunne få et par minutter med hende. Selvfølgelig spurgte de altid om de kunne få hende over natten, men efter bare få af de første gange hun havde solgt sin krop. Havde hun indset at dette bare var en løgn, for at få mandens tillid op til at tro at han kunne klare en hel nat.
Hun havde da også fået et par sølv mønter her og der, mens hun mistede sin sjæl mere og mere. Selvfølgelig var det ikke et arbejde som hun ønskede at have, men det havde blevet til det som hun tjente de fleste af sine penge. Det var svært at få arbejde, når man var kendt for det arbejde som hun nu en gang havde.
Hun drømte sig ofte langt væk fra Doomsville, men det var som om hver gang hun prøvede at flygte.. så blev hun trukket tilbage igen og igen.

Den ellers så velkendte stemme, gav hende et knude i maven og frygt i hendes øjne. Selv om de kun havde mødt hinanden en gang før, så var det stadig det stemme som havde brændt sig mest fast i hendes hukommelse. Hendes blik gled langsomt ned fra drømme og den smukke himmel, og blev mødt af det utrolig smukke hvid ansigt, som slet ikke lignede at det burde tilhøre nået menneske "måske er jeg allerede død.." svarede hun svagt og alligevel lidt rapkæftet "kun i helvede troet jeg at jeg ville se dig atter igen" tilføjede hun og var ret så ligeglad med at være høflig overfor ham, sådan en som ham fortjente slet ikke hendes respekt. Dus var de bestemt heller ikke, men alligevel virkede det mere nedgørende at kalde ham for du/dig.

Hendes ene øjebryn hævede sig lige så forsigtigt "hvad vil du?" spurgte hun og prøvede bestemt ikke at gemme at hun afskyde ham og det han havde gjort mod hende, at give hende sådan et ar for livet som ejede han den lille del af hende. De fleste mænd afskyde synet af aret på hendes hals, måske endda frygtede det for at røre nået som nogen anden ejede. Andre mænd så det som noget frækt, som hvis nogen anden kunne få lov til at bide hende.... jamen så måtte de også have lov til at behandle hende som de ville, bruge vold som bare ophisede dem mere og blev mere voldelig.
Hun hadet virkelig mænd og deres måde at behandle kvinder på, som om de var bedre og kunne røre og gøre hvad de ville med hvilken som helst kvinde de ønskede.

Hendes rapkæftede kommentar fik ham bare til at smile et køligt smil. Det var alligevel modigt af hende, for hun vidste udemærket godt at hvad han kunne gøre mod hende. Han lænede sig en tand ind mod hende og duftede til luften omkring hende. Før han rolig rystede på hovedet. "Hvis du havde været død ville du lugte mere afskyeligt end du gør nu" han trak kort på skuldrene efter han havde sagt det, han regnede ikke med komplimenter ville virke på hende, så han kunne lige så godt være ærlig overfor hende.
Det virkede også som om hun havde det på samme måde selv sådan som hun omtalte ham. Han var dog ikke så nem at nedgøre. Han havde hørt meget værre i løbet af årene. Han lagde blot hovedet lidt på skrå imens hun talte. Måske hun havde ret i det med helvede? Det ville ikke komme bag på ham hvis han endte der, men det var en bekymring der ikke vakte særlig meget til live i ham. Han tog den konsekvens der fulgte med det han var blevet til, det havde givet ham så meget magt at han ikke havde så de største problemer med helvede længere.

Hendes spørgsmål fik et smil frem på hans læber, et som ville sende kuldegysninger ned af de flestes ryg. Hvad ville han - ja, det var jo lige det. Han kunne godt mærke sulten, men på samme tid havde hun vist sig at være en underholdende lille snack, så hvorfor ikke lade hende underholde lidt først?
Han så sig kort over skulderen før han svarede hende, bare for at tjekke at der ikke var nogen der kom deres vej. Hans blik gled dog hurtigt tilbage på hende imens han roligt sukkede. "Hmm... Godt spørgsmål. Hvad kan du tilbyde mig?" sprugte han med et drilsk blik imens han rakte ud efter noget af det lange rødehår. Han lod blidt sin hånd glide igennem det imens han betragtede det lidt. Hans lyttede roligt efter hendes reaktion, da han kunne mærke hun var på vagt overfor ham. Hvilket hun nok var i sin fulde ret til efter deres sidste møde.

Hendes blod havde været skønt sidst! Varmt og sødt, med det lille twist af shapeshifter som Marcus i forvejen havde en hang til at drikke når muligheden kom hans vej. Hun skulle være glad for at han havde ladet hende leve, men det virkede ikke som om hun var særlig taknemmelig...

Hun havde håbet, virkelig håbet på at du aldrig ville møde denne vampyr atter igen. Hun havde stadig mareridt efter første gang de havde mødt hinanden, en gang imellem var det som om hun stadig kunne mærke de skarpe tænder i sin hals. Et eller andet sted i sit sind, havde hun fået det til at tro at det bare havde været en drøm og slet ikke havde sket. Hun blev bare mindet om det hver gang hun var med en mand "hvad er det du har på halsen?" havde de første par mænd spurgt hende om, inden det begynde at sprede sig rundt i skyggerne. Vampyr luder var blevet et kendetegn på hende, blot fordi en vampyr valgte at overfalde hende og stjæle hendes blod.

Der kom et svagt lille hvæsende lyd ud mellem hendes læber, når han valgte at læne sig tættere på hende "så kunne det være at du skulle finde en anden at irritere" svarede hun bare og ville jo bare helst have at han gik sin vej igen, hvorfor skulle han også lige være der hos hende? det var som om han nød at irritere hende, som om han havde gang i sin egen leg. Nød han det virkelig så meget?

Hendes blik gled hurtigt over på en mand som gik forbi dem, deres blik mødtes og hun kunne se dømmelsen i hans øjne. Hun havde mest bare lyst til at råbe at hun ikke ville have noget med den vampyr at gøre, at hun ikke var hvad de troet om hende. Hun magtede bare ikke at bruge sin energi på det, måske fordi hun viste at ingen ville tro på det hun sagde.
Hendes blik gled hurtigt over på vampyren foran hende atter igen, og fortrød helt at hun spurgte hvad han ville.

De fleste kvinder ville elske at mærke de fingre i sit hår, og den charme og opmærksomhed som han udstrålede. Selv Alanis havde svært ved at modstå denne charme, og en del af hende havde bare lyst til at kaste sig selv i hans arme og leve i den drømme verden. Hun havde bare set hvilken mørk side den drømme verden gemte på, og måtte derfor kæmpe for ikke at falde i. Hun slog hurtigt hans hånd væk fra sit hår "hvad med at du finder nogen anden.. som falder for det der" snerrede hun og tråde et skridt tilbage "jeg har hverken eller vil give dig noget som helst" snerrede hun

Hendes iltre væsen kom rigtigt til syne jo mere han stak til hende. Hvilket kun gjorde hende mere underholdende for ham, han kunne jo ikke gå nu! Slet ikke når hun turde tale ned til ham og svare igen. Marcus lo kort da hun bad ham irritere en anden end hende, det kunne han meget vel have gjort, men så ville han ikke være garanteret det skønne blod som løb i hendes åre. "Irriterer jeg dig?" spurgte han kort og så hende i øjnene med et spørgende blik. "Åh, det kan vi jo ikke have min kære! Lad mig sørge for at du føler dig bedre tilpas.." lød det næsten bekymret fra ham, men hans smil fortalte en anden historie. Det var stort, men slet ikke spor venligt. Det var tydeligt at han legede med hende, men for dem der ikke var tæt nok på til at se ham ville opleve deres lille samtale væsentligt anderledes end hvad Alanis gjorde.
Marcus bekymrede sig ikke alt for meget om dem der bevægede sig forbi dem. Han var en vampyr, men ikke nok med det så havde han en høj status, ikke at han forventede en tøs som Alanis ville ane noget om den slags. For hende var han sikkert bare en vampyr som hun ville af med.

Smilet forsvandt dog hurtigt da hun slog hans hånd væk fra hende. En modig handling. Marcus trådte dog kun tættere på hende og tog fat om hendes ene håndled. "En dumdristig pige, som dig skal passe på med hvem hun pisser af..." hviskede han roligt imens han kort gav hendes håndled et klem. Det var ikke hårdt nok til at volde nogen skade på hende, men alligevel hårdt nok til at det var ubehageligt. "Selvfølgelig har du noget at give mig... Hvis du spiller dine kort rigtigt vil du også kunne få noget ud af denne nat, hvis ikke... Så kan jeg nemt sørge for at dine læber aldrig får en anden farve end blå" lød det fra ham imens han roligt slap hendes håndled igen. Hans øjne havde ikke forladt hendes imens han havde snakket, før nu. Han så ud på gaden hvor enkelte sjæle vandrede forbi, enten i fuldskab eller i hast. Marcus kunne sagtens bare blive og tage hendes blod her, men han foretrak dog mere private steder, da folk som reglt ikke blandede sig uden om når en kvinde var i fare. Han trådte et skridt væk fra hende imens han stadig så lidt på de forskellige folk der var i nærheden. Han kendte næsten alle gader i Doomsville, han havde vandret rundt i dem i så mange år nu at de var som hans egene lommer. Derfor vidste han og præcis hvor han ville hen med Alanis. Han så tilbage på hende og vinkede hende hen mod sig. "Kom med" det var ikke en forspørgsel, men mere en kommando. Skulle hun vælge ikke at lystre ville han bruge magt, men det skulle tiden vis om han ville få brug for.

Alle mennesker frygtede et eller andet, og selv Alanis frygtede så meget i hendes liv. Hun valgte bare ikke altid at vise det, svaghed var noget folk udnyttede og brugte til at ødelægge en med. Selvfølgelig frygtede hun Marcus og de tanker som var inde i hans hoved, hvad mon han tænkte på lige i det sekund? Hvad mon han havde tænkt på første gang han så hende? Bare et lækkert måltid, eller måske bare et billigt et? Og hvorfor havde han ladet hende gå den gang? Så alle andre kunne håne hende for ar’et han havde givet hende, eller lå der noget dybere bag det? Hun rystede svagt på hovedet, hvordan kunne hun havde alle disse tanker inde i hovedet? Nysgerrigheden var hendes største fjende, det som hun frygtede allermest i hele verden. Ens tanker kunne gøre så man ende som Marcus eller som Alanis, også kunne man diskutere om hvad der var værst.

Hun havde lyst til at vise sine tænder og knurre af ham, som et eller andet vildt dyr. Hun havde lyst til at slå ham og skrige af ham, men kunne ikke få sig selv til at gøre nogle af disse ting. Følelserne fylde hendes mave op, og alligevel måtte hun kæmpe for ikke at lade dem komme frem i hendes udtryk ”Irritere mig? Du fortjener slet ikke min opmærksomhed” svarede hun med en snerrende tone i sin stemme. Gud hvor kunne han gå på hendes nerver, som om han bare viste hvilke knapper han skulle trykke på. Som om han ønskede at hun prøvede på at slå ham, så han kunne få opfyldt sine mørkeste tanker ”du kunne hoppe ned i en vulkan” svarede hun bare.

Det var som om hendes hjerte stoppede et sekund, når han valgte at komme tættere på hende. Hendes blik røg med det samme ned mod sit håndled, og hans hånd omkring den. Hendes håndled og hånd så, så lille ud forhold til hans hånd. Hendes blik røg hurtigt op igen og mødte hans øjne, som hun havde det svært med at holde øjenkontakt med. Hun bevægede sig tættere mod ham, så deres ansigter var få centimeter fra hinanden ”jeg er ikke bange for dig” hviskede hun også selv om dette var løgn, selvfølgelig frygtede hun ham og hvad han kunne finde på. Hun havde bare ikke lyst til at give ham den fornøjelse, fornøjelsen af at vide at hver eneste bevægelse han gjorde skræmte hende som en lille mus.

Hun prøvede at trække sit håndled tilbage, men uden held ”ah” lød der lige så forsigtigt ud mellem hendes læber, når han valgte at klemme om hendes håndled. Hun tvivlede ikke et sekund på at han kunne brække hver eneste knogle i hendes krop, men alligevel valgte hun ikke at passe på hvad hun sagde. Hvis han havde tænkt sig at dræbe hende, så havde hun ikke tænkt sig at dø uden kamp ”få noget ud af denne aften?” sagde hun og gav et lille fnis fra sig ”så længe du er her.. så får jeg intet ud af denne aften” tilføjede hun og træk hurtigt sin arm til sig, når han valgte at give slip på den. Hun lod sine fingre bevæge sig let over den, mens hun kunne mærke ømheden.

Selv om hun et eller andet sted havde regnet med hvorfor han havde kommet, så overraskede det hende alligevel når han bad hende om at følge med. Hun tråde hurtigt tilbage, så hun kunne mærke den iskolde mur mod sin ryg ”nej” snerrede hun og havde bestemt ikke nogen tanker om at følge efter ham.

Hendes spydige kommentarer underholdte ham godt, det var ikke alle der turde sige de samme ting til ham, som Alanis sagde. De fleste forblev enten helt stumme eller snakkede ham efter munden. Noget han fandt enormt kedeligt! Nej, han foretrak når folk udviste bare en smule gå på mod, lige som Alanis gjorde denne aften. Han skulle nok få hvad han ville have, men han ville først se hvor meget han kunne stikke til hende uden hun knak. Han var dog sikker på at Alanis var som Dannika på mange områder, en sejlivet tøs der godt turde træde folk over tæerne, hvis det betød hun kunne leve endnu en dag. Måske det var det røde hår der gjorde det? Han var ikke sikker, men de to kvinder mindede en smule om hinanden. Det var måske også derfor han ikke havde slået Alanis ihjel. Alanis havde udvist mod og en stor vilje til at leve ligesom Dannika også havde den gang for så mange år siden, da hun stadig var et menneske.
Han havde dog ingen planer om at give Alanis en genfødsel, lige som han havde givet Dannika. Alanis' blod var alt for specielt til at han ville ofre det.

Marcus hævede kort et øjenbryn da hun sagde hun ikke var bange for ham. Det var modigt at sige til ham. Det gjorde kun at han ønskede at se frygten malet endnu mere i hendes ansigt. "En modig pige simpelthen.. Hvor er jeg heldig! Der er ikke mange som tør lyve på den måde" lød det fra ham, med et næsten helt overrasket tonefald. Det var ikke fordi han var spor overrasket, han fandt det bare sjovt at lege med når hun valgte at virke modig. Hendes pivende lyde imens han havde holdt om hendes håndled berettede om en anden historie, ikke nok med at hun selvfølgelig var bange så havde det også gjort en anelse ondt på hende. Hvilket gjorde ham meget tilfreds, hun skulle vide at han ikke var typen der var sød overfor folk der ikke gav ham hvad han ville have.
Marcus rystede kort på hovedet over hende. Selvfølgelig ville hun kunne få noget ud af denne aften! Det var nok ikke gået op for hende endnu hvorfor han ikke havde slået hende ihjel endnu. Hvis hun var klog nok ville hun sikkert regne det ud med tiden. Men på nuværende tidspunkt blev han nok nød til at gøre det mere klart for hende. Hendes afvisning om at følge med ham gjorde ham ikke mere pædagogisk, i stedet gik han hen til hende og tog igen fat om hendes håndled. Han så hende direkte i øjnene før han bør tavsheden.

"Vær nu ikke dum tøs!" hans stemme var hård, og lidt for højlydt. Der var nogle folk der så deres vej, men der var ikke nogen der gik mod dem endnu. Marcus så kort om dem før han kort sukkede og igen så på hende. Han havde muligvis mistet besindelsen en anelse, men det varede ikke lang tid før han igen talte i en mere lavmælt og rolig stemme til hende. "Selvfølgelig kan jeg sørge for at du også kan få noget ud af denne aften.. Det kræver blot betaling" hans stemme var blid og rolig imens han snakkede, men han holdt dog stadig fast om hendes håndled så hun ikke kunne gå fra ham. "Jeg kan gøre dit liv nemmere, hvis du kan betale mig tilbage i blod... Det er en lille pris for at beholde sit liv og måske slippe væk fra det kolde vejr om aftenen med tiden" han fastholdte hendes blik imens han havde talt. Selvom han nød underholdningen fra hendes side så var der nemmere måder at få hendes søde blod. Han havde tilbudt hende noget som mange andre mænd aldrig ville. Selv dem der bare kom for at få tilfredsstillet deres hungren efter at befamle noget smukt, havde enten ikke midlerne eller lysten til at hjælpe en kvinde som Alanis ud andet end nå hungeren var for stor. Desuden tvivlede Marcus på at de enkelte mønter hun kunne tjene på en aften var nok til overhovedet at holde hende i live i længden.

Det var måske egoistisk af ham, men hun kunne være værd at beskytte. Hun havde trods alt udsøgt blod, et smukt udseende og en personlighed! De fleste andre kvinder som Alanis havde kun deres udseende, så hun var heldig. Men om hun var klog nok til at sige ja til hans tilbud var han ikke sikker på. Det var ikke det største tab for ham hvis hun sagde nej. Han kunne altid tvinge hende til at overgive blod til ham når han ville det. Hun var trods alt ikke lige så stærk som ham. Men den lille egoistiske stemme bagerst i hans sind fortalte historier om hvordan hun kunne dø når som helst, så han aldrig ville kunne få hendes blod igen. Han forsøgte dog at ignorer den imens han afventede en respons fra hende.

Hans stemme var som den rene gift i hendes øre, og svækkede hendes styrke til at kæmpe imod. Hun havde set flere af de andre kvinder af mørket, følge efter disse væsner som små hundehvalpe. Selv om de udmærket godt viste hvor farlige de var, så var der bare noget over dem som var så tiltrækkende og giftigt at det var svært at modstå. Det var som det lækreste stykke chokolade som bare lå der og ventede på at blive spist, men indeholde det farligste gift i verden. Du ville stadig have lyst til at smage på det, bare en lille smule også håbe på at giften ikke ville slå dig ihjel.
Giften havde slået disse kvinder ihjel, for Alanis havde aldrig set dem igen og dem hun havde set…..

Hun havde aldrig regnet med at det ville være så svært at modstå en vampyr, at modstå de ord som kildede hendes øre som den rene musik. Hun måtte flere gange minde sig selv om hvor farlig han var, at han havde gjort dette mod hende før. Den gang havde hun faldet for hans charme og hans søde ord, fulgt efter ham som hver anden kvinde uden at tøve. Hun havde bare fortrudt det lige siden, og det var også derfor hun gjorde alt for at kæmpe imod denne gang.

Alanis var stærkere end hvad hun så ud til at være, hun havde været igennem så mange ting i sit liv at det vel havde gjort at hun var blevet stærk i det. Samtidigt så var hun stadig den lille pige som havde brug for beskyttelse, som bare aldrig havde nogen til at beskytte hende. Hun viste derfor heller ikke altid hvornår hun bare skulle være stille, og hvornår hun skulle kæmpe. Hun havde bare lært igennem sine 24år at kæmpe var den eneste vej frem, og det var også derfor hun ikke frygtede helt så meget at sige denne vampyr imod.

Hendes hjerte begyndte at hamre hurtigere inde i bryster på hende, når han valgte at komme tilbage til hende. Hans fingre som igen bevægede sig rundt om hendes håndled, og fik hende ellers til at stivne. Hendes blik gled svagt rundt på menneskerne omkring dem, men alligevel var der ikke nogen som prøvede at komme over for at redde hende. De var jo alle sammen bange, bange for vampyren som stod foran hende. Hendes blik gled hurtigt hen mod hans ansigt igen, på hvilket som helst andet tidspunkt havde hun beundret hans ansigt.
Hun prøvede lige så forsigtigt at trække sin hånd til sig, også selv om hun viste at hun aldrig ville have styrken til at gøre det.

Hvordan kunne hans stemme ændre sig så hurtigt? Fra den hårde stemme, og til den søde og blide stemme som var så tiltrækkende. Han var jo ikke dum, han viste jo udmærket godt hvad han gjorde ved sådan en som hende. Selv hvis han var den grimmeste mand i verden, så ville det stadig være svært at modstå hans ord. Hans ord fik hendes hjerte til at slappe af igen, og tonen fik frygten i hendes øjne til at forsvinde. Hun huskede højt og lukkede sine øjne hårdt i, mens hun prøvede at bakke bagud som om hun håbede på at muren ville forsvinde bag hende.
Hun havde jo set kvinder blive tiltrukket af sådan et væsen, tiltrukket af løfterne som kom ud mellem deres læber. Løfterne om at give dem hele verden, og prisen var bare lidt blod i ny og næ. Hun viste også hvad der var sket med de kvinder, hvis de ikke blev dræbt i vampyrernes hjem… så blev de smidt ud på gaden atter igen, når de ikke længere havde kræfterne til at skabe mere blod. De lignede jo levende lig, som bare ventede på at døden kom og tog dem.

Hendes ben rystede under hende, de iskolde fødder som var smurt ind i mudder og de blå læber som kæmpede for at få den naturlige lyserøde farve tilbage. Var det værd at dø der ude på gaden? Eller ville det være mere værd at dø i armene af en vampyr? Hun var ikke helt sikker.

Hun åbnede lige så forsigtigt sine øjne igen, hendes blik mødtes med vampyren og fik hendes hjerte til at gå i stå et sekund. Åh hvor ville hun ønske at dette bare var en drøm, men hun viste udmærket godt at det ikke var ”du er et monster” hviskede hun med en snerrende tone i sin stemme, før hun gav endnu et suk ud mellem sine isblå læber. Hun rystede kort på hovedet, før hun lagde sin frie hånd på hans. Hun borede lige ås forsigtigt sine negle ned i huden på ham ”okay.. okay” gentog hun flere gange som om hun prøvede at overbevise sig selv om at hun kunne klare det, selv om hun ikke var sikker på at hun faktisk kunne ”du får din vilje….” sagde hun og så væk ”denne gang” tilføjede

Marcus' øjne forblev på hende, han ville se hvad der foregik inde i hende. Hun var svær at læse fra en gang imellem, han var ikke sikker på om det var fordi hun var forvirret selv, eller om det var kulden der gjorde hende ude afstand til at fokusere for længe af gangen. Hendes flakkende blik afslørede hende fra gang til gang når hun så ud mod de andre folk på gaden. Der var ikke meget hjælp at hente hos dem, de fleste var kloge nok til at holde sig væk fra sammenstød som det Marcus og Alanis havde. Der var dog fra tid til anden folk med et heltekompleks der mente de skulle bryde ind og irriterer Marcus. Det så dog ikke ud til at denne aften ville byde på en af dem.

Hendes mange små bevægelser fik afledte ikke hans opmærksomhed. Han havde hende bakket op af en mur, der var ikke så mange muligheder for hende længere. Havde hun spillet sine kort rigtigt tidligere skulle hun havde været løbet da han havde vendt ryggen til hende. Marcus havde sagtens kunne indhente hende, men det havde nok vækket mere opsigt hos andre folk hvis hun var løbet fra ham. Det var dog ikke en mulighed han gav hende igen med det samme. Ikke før hun evt. begyndte at arbejde sammen med ham i stedet for mod.
Hver gang hun prøvede at trække sin hånd til sig strammede han sit greb om hendes håndled en smule. Det var håbløst at forsøge at få sin hånd igen når først han havde fat i hende.

Hendes suk bekræftede at hun var ved at give op. Det fik Marcus til at ligge sit hoved på skrå, hvad havde overtalt hende? Han kunne ikke helt gennemskue hendes valg, men ikke desto mindre var han små tilfreds. Hendes følgende kommentar fik et skævt smil frem hos ham. "Vi er alle monstre, dig inkluderet" hans stemme var stadig helt rolig og afbalanceret, for hendes spydighed var en han havde hørt en million gange, den var efterhånden gået hen og blevet et mindre mantra for ham. Der gik dog ikke mange sekunder før han mærkede hendes negle i hans håndryg. Han så ned på deres hænder et par sekunder før han lagde sin anden hånd oven på hendes. Det havde ikke gjort ondt som sådan på ham, men det var vel tanken der talte. Han hold roligt sin hånd oven på hendes imens han lyttede til hende. Hun lød næsten træt... Det var som om al hendes energi var ved at forsvinde, det var ikke et godt tegn, hvis det faktisk var ved at ske. Han havde dog ingen planer om at vise bekymring for hende, i stedet løsnede han sit tag om hendes håndled imens han med den anden hånd tog blidt fat om hendes hage og pegede hendes ansigt hans retning.

"Klogt valg... Men jeg nøjes ikke kun med denne gang" hans stemme var rolig, men også bestemt for hun skulle ikke tro hun kunne slippe så let. Han slap så hendes hage igen og tog et enkelt skidt tilbage så han bedre kunne se hende an. "Vi finder et varmere sted for i nat, kold mad er kedeligt nemlig" kommenterede han kort imens han så på hendes blå læber. Det var stadig vinter så kulden var på ingen måde noget man skulle spøge med når det galt andre varmblodede racer. Marcus mærkede det ikke som sådan, men han var godt klar over at kulden kunne tage liv lige så let som han selv kunne.
"Denne gang følger du med mig. Prøver du at flygte så fanger jeg dig igen og slæber dig med hvis det er det der skal til!" hans stemme var en anelse mere hård end før, men ikke meget. Han havde sluppet hende helt og trådte endnu et skridt væk fra hende for at se hvad hun gjorde. Han kunne nemt stadig gribe ud efter hende, men det var jo ikke sikkert han ville behøve det. Hvis hun gik væk fra væggen og tættere på ham ville han blot stå stille.

Hun havde mest lyst til at skrige sin lunger ud, skrige efter hjælp også selv om hun viste ingen ville redde hende. Der var bare nysgerrige blikke som lå på hende, nysgerrig over om hun valgte at følge efter en vampyr igen. Ikke nok med at denne vampyr prøvede hende af, så var det også som om menneskerne omkring hende også prøvede hende af. Deres dømmende blikke og hviskende stemme, de havde bestemt ikke planer om at hjælpe hende. Hvis hun havde råbt første gang, hvis hun ikke havde valgt at falde for hans charme og ikke fulgt efter ham. Så havde enhver prøvede på at redde hende, men nu havde hun allerede blevet stemplet og skiltet over hendes handlinger blev bare større og større. Hun turde ikke længere at se på dem, viste jo allerede hvad de tænkte om hende. Hun havde jo selv tænkt det over de piger hun havde set komme og gå med en vampyr, men mon nogen af dem havde oplevet at en særlig vampyr ikke ville lade dem være?

Hvis hun havde valgt at løbe væk før, kunne det være at folk havde set anderledes på hende. Selv om hun tvivlede, folk troet jo ikke på hende når hun sagde at hun ikke ønskede at være i nærheden af en vampyr igen. Så at løbe fra ham, havde de nok bare set som en eller anden leg de havde med hinanden.

Hun kunne ikke sidst hun følte sig så fortabt, at hun virkelig ikke viste hvad hun skulle stille op. Hun var så forbandet bange og hun kunne bare ikke slippe ud af det, de fleste ville nok tigge og bede om at han skulle lade dem være.
Selv når han klemte hårdere og hårdere rundt om hendes håndled, kom der ikke nogen tiggende ord ud mellem hendes læber. Svagstønnene lyde af smerte, var det eneste som forlod hendes læber. Hun ville ikke give ham den fornøjelse at høre hende tigge ham om noget som helst.

Hans ord overraskede hende, var de alle sammen monster? Selvfølgelig havde hun gjort mange forkerte ting i sit liv, men havde det gjort hende til et monster? Hun rystede kraftigt på hovedet ”den eneste som er et monster her.. er dig” hviskede hun og ville bare ikke tro sådan noget om sig selv, hun var i det mindste ikke lige så iskold som han. Hun havde følelser og samvittighed, selv når mændene var deres koner utro eller når de valgte at give hende de penge som skulle give deres børn mad. Så havde hun det alligevel så dårligt bagefter, men hun skulle jo have noget at spise!

Selvfølgelig var hun træt, hun var træt af at kæmpe imod hans charme. Hun var træt af at skulle tigge og sælge sig selv, bare for at overleve endnu en dag. En gang imellem lå hun bare ude i skoven, og bare ventede på at døden ville komme og tage hende. Men! Ikke engang han ville have hende, som om hun ikke engang var god nok til at være død. En gang imellem følte hun sig bare som et omvandrende lig, dagene kom og gik bare og hun levede bare afsted. Der var alligevel som om der var en lille del inde i hende, dybt og gemt langt væk inde i hende som stadig gerne ville kæmpe.

Hans fingre som tog fat i hendes hage, og ligefrem tvang hende til at kigge ham ind i øjnene. Hun kunne ikke længere mærke hvad der var koldes, hans fingre eller hendes hud. Mon han viste at det var svært at sige ham imod, når først hun kiggede ind i hans øre. Så dum var han vel heller ikke? At han ikke viste sådan en simpel ting. Det var som om det var et stof, som man bare ønskede mere og mere af. Kunne man faktisk lide af vampire holic? Hun havde jo set nogle kvinder som kun ville være sammen med vampyr, men hun havde altid bare set dem som sindssyge og nogle man skulle holde sig væk fra.

Hun stirrede bare dybt ind i hans øjne, mens hun bruge alle sine kræfter på at kæmpe imod. Hun greb hurtigt fat i hans håndled, og prøvede at fjerne hans hånd fra hendes hage ”har du ikke nogen anden.. som er mere spændende?” snerrede hun også selv om der lå en tone af blidhed i hendes stemme, som nok afslørede lidt at den forbandede charme begynde at vinde kampen.

Det var først når han tråde væk fra hende, at hun følte at hun kunne trække vejret atter igen. Hun gispede bare let efter vejret, mens hun lyttede på hver eneste lille ord han sagde. Hun vende sit blik ned mod jorden og sine mudrede tæer, som hun knap nok kunne se. Der kom en lille svag knurrende lyd ud mellem hendes læber ”monster” hviskede hun mere for sig selv, før hun valgte at forlade den trygge iskolde mur. Hun vende hurtigt sit blik op mod ham atter igen ”ved godt at du blot ville nyde, hvis jeg prøvede at flygte fra dig” svarede hun så koldt hun kunne, og bevægede sig roligt over mod ham.

Hvis det havde været en normal kunde, havde hun gjort alt for at bevæge sig så sexet som overhovedet muligt. Men med denne mand, havde jo ikke engang lyst til at prøve. Hun tog bare roligt sin hætte over hovedet, før hun tog fat i hans håndled og vende sit blik ned mod jorden. Hvis hun kunne undgå at alt for mange genkende hende, så ville hun også gøre alt for at det ikke skete.

Selvom hun igen kaldte ham et monster så sagde han ikke noget til det denne gang. Han sukkede bare lavt over hendes uforstående rysten på hovedet. Selvfølgelig var hun også et monster, godt nok var hun det ikke på samme måde som ham... Men det ændrede ikke på at enhver anden person ville se hende som et forskruet monster der lokkede gode mænd i fordærv. Det var gerne synet på kvinder der lavede det samme arbejde som Alanis. Marcus kunne tildels forstå det, men på samme tid ville han ikke undvære disse kvinder, da de trods alt var gode til at sørge for føde til folk som ham. Det var jo ikke altid man var lige heldig med sin jagt, så der kom nattens kvinder ret behjælpeligt til.

Som han stod der med hendes ansigt rette mod hans mærkede han godt hendes fingre om hans hånd. Det ville dog ikke ændre noget for hende. Hun kunne ikke tvinge hans hånd medmindre han gav hende lov. "Spændende?.. Ingen har sagt jeg ledte efter noget spændende.. Hvis jeg gjorde ville du aldrig se mig i disse gader..." hans stemme var overrasket, men samtidig rolig. Selvom hun var en af de mere interessante piger han ville han ikke indrømme det, og slet ikke give hende den ros! Det ville kun gøre hende for glad og måske får hende til at tro hun var mere værd i hans øjne end hvad hun egentligt var. For selvom hendes blod var meget delikat var hun stadig bare endnu et liv der ikke havde den største betydning i forhold til resten af Doomsville.

Hendes gispen efter vejret fik et lille smil frem hos Marcus, det var underholdende for ham at se hvor meget hun blev påvirket af hans tilstedeværelse. Hendes lille 'monster' kommentar valgte han at overhøre igen. Han ville ikke bruge mere tid på den slag kommentarer i det øjeblik. Han nikkede i stedet roligt da hun begyndte at komme hen mod ham. Hun var en klog pige, hun kunne godt regne ud hvad der var smartest for hendes eget liv. "Klogt af dig at vide at det er dumt at prøve at flygte... Det kan være jeg finder en præmie til dig senere" hans stemme var stadig rolig som han talte. Han stod stille imens han mærkede hende komme helt hen til ham igen.
Det var først da han mærkede hendes hånd om sit håndled, at han så ud på gade med et mindre tandsmil der afslørede de spidse tænder. Han begyndte derefter at gå sammen med hende. Han vidste præcist hvor han ville føre hende hen denne nat.

De havde ikke gået så længe igen, måske et par gader? Før de stod foran et mindre hus. Det var bygget af sten og træ og så en smule slidt ud. Vinduerne var dog stadig hele og man kunne se at der engang havde været flotte udskæringer i hoveddøren. Men det var falmet med tiden og der var ikke nogen der havde i stand sat hverken døren eller ydersiden af huset. Ikke desto mindre så gik Marcus hen til hoveddøren og åbnede den. Han trådte til siden og vippede med hovedet som en gestus til at vise hende inden for.

Huset var næsten helt mørkt indenfor, der var kun nogle enkelte olie lamper der var tændt, hvilket kun kastede en begrænset glød over den gang som man trådet ind i fra hoveddøren. Der var et par døre der ledte længere ind i huset fra gangen, men næsten alle var lukkede, undtagen en enkelt der lå lidt nede af gangen. Man kunne høre en lav summen af enkelte stemmer fra nogle af de lukkede døre, men alt i alt var huset ret stille.
Marcus stod roligt og ventede på at Alanis skulle træde ind i huset, selvom hun var der til at give ham mad så kunne han stadig godt være galant overfor hende. Hvis han skulle få hende til at lystre ville det være nemmest hvis han ikke skulle bruge magt mod hende, så han ventede tålmodigt.

//Jeg har taget mig lidt frihed til at få dem et andet sted hen end gaden, hvis du gerne vil noget andet så kan vi ændre det:) Jeg har også lavet et diceroll, det skal du ikke tage dig af. Det er noget jeg regner med at bruge senere i emnet i forhold til hvor mange andre der er i huset Og sorry det har taget et par dage at svare, har lige haft lidt at se til.///

The member 'Marcus' has done the following action : Dices roll

---

'Væsner.' : 11

Selvfølgelig viste hun at hun aldrig ville kunne løbe fra en vampyr, hun tvivlede på at hun ville kunne løbe fra nogen som helst. Hendes krop havde bestemt ikke styrken til det, en gang imellem var det bare svært at stå på hendes 2 fødder uden at føle at hun ville falde om. Hun havde derfor heller ikke nogen lyst til at prøve at løbe fra ham, det ville bare ende med at hun ville komme mere til skade end blot blive bidt. Hun ville heller ikke give ham den fornøjelse at se hende prøve at løbe fra ham. Hun kunne ikke lade være med at hæve sit ene øjenbryn af hans lille kommentar, troet han at hun var en eller anden hund? En præmie? For at være en dygtig lille pige som gjorde hvad han sagde? Hun rasede indeni som fik hendes hjerte til at hamre hurtigere, og hendes krop til at varme lidt op i det ”jeg er ikke dum” snerrede hun svagt i det.

Det var ikke fordi hun havde lyst til at røre ved ham, men hun havde brug for en der kunne føre hende igennem gaderne. Hun havde nemlig ikke selv lyst til at kigge op, da hun udmærket godt viste at alle stirrede på dem. Hun kunne jo ligefrem mærke deres blikke på dem, de brænde ind i huden på hende og fik hende til at føle sig mere beskidt end hun nogensinde havde følt sig før.
Hun kunne endda høre deres hvisken omkring dem

”hun følger med en vampyr”, ”vampyr luder”, ”kun en særling som hende ville følge med en vampyr”

Ordene blev brændt ind under huden på hende, som en eller anden tatovering som ingen ønskede at have. Hun strammede bare grebet om hans håndled, mens hun flere gange måtte lukke sine øjne hårdt i for ikke bare at falde grædende om. Ingen måtte se hvordan de ord påvirkede hende, og slet ikke denne vampyr også selv om hun afslørede det lidt med grebet om hans håndled.

Hun stirrede bare ned på den våde og mudrede vej som de bevægede sig hen af, mens et lille suk forlod hendes læber. Hun prøvede at finde på en udvej ud af dette mareridt, men ingen af de idéer hun kom på, slap hun levende ud af.

Med hvilken som helst anden kunde havde hun snakket med dem, flirtet med dem og bevæget sig så seksuelt hen ad vejen som hun overhovedet kunne. Denne gang var der bare ikke et eneste ord som forlod hendes læber, ingen flirten og intet med at prøve at gøre sig til for ham. Hvorfor overhovedet prøve på sådan noget? Han var vel også pisseligeglad med hvordan hun gjorde sig til, så længe han kunne få hendes blod og smage på sine læber.

Hun så først op når de havde kommet hen til bygningen, hendes blik gled rundt omkring og studerede hver eneste lille detalje som hun kunne se i mørket. Nok var bygningen slidt ned, men alligevel utrolig smuk i Alanis øjne. Hun havde aldrig prøvet at se det smukke i ting, og bygninger var bare en af de dele. Måske fordi hun selv drømte om at have et hus på et tidspunkt? Og hver gang hun så en bygning, fandt hun altid detaljer som hun ønskede på sit drømme hjem. Hun havde givet slip på vampyr atter igen, mens hun stod der og betragtede huset.
Hendes blik gled efter nogle minutter ned på vampyren, før hun kiggede bagover sin skulder og gav et lille suk fra sig. Det var som om hun så verden en sidste gang, før hun begynde at bevæge sig hen mod ham. Tiltrukket ind i den mørke del af verden atter igen ”hvad er dette for et sted?” spurgte hun og kunne ikke skjule nysgerrigheden i sin stemme, som hun bevægede sig indenfor. Hun kiggede med et nysgerrigt blik ned af gangen, før hun vende blikket mod ham atter igen.

//Det er helt fint med mig ^^ blev også lidt forvirret i det, men det er helt fint og det skal du ikke undskylde for! Du skal altid bare tage den tid du skal bruge, jeg venter bare spændt imens! //

Marcus havde godt hørt folks hvisken imens de havde gået, men efter de mange år som vampyr blev man vant til at høre folk sige ting der ikke var egent for ens egne øre. Han havde lært ikke at fokusere på det og egentligt bare skære det fra så hans fokus kunne være andre steder. Desuden var det sjældent at folk der hviskede havde noget vigtigt at sige... Ikke desto mindre kunne han mærke at Alanis sikkert også kunne høre folks hvisken, enten det eller også havde hun haft spasmer i sin hånden sådan som hun klemte om hans hånd. Han havde dog ikke sagt noget til det, da hun langt fra gjorde nogen skade på ham.

Da hun var gået indenfor fulgte han efter hende og lukkede døren bag dem. Han så kort på hende imens hun så ud til at se omkring i gangen. Marcus tog roligt sin jakke af og smed den på en stol der stod i gangen. Han så derefter fra jakken og ned af gangen før han svarede hende. "Det er mit hus... Det er et af flere huse jeg har rundt omkring, hvor jeg kan være når jeg har brug for det." forklarede han imens han gik forbi hende og lidt ned af gangen. Han stoppede dog op igen og så tilbage på hende for at sikre sig hun fulgte med ham. "Jeg bruger det dog kun fra tid til anden, så det meste af tiden er her andre folk" sagde han kort og pegede kort hen mod en af dørene hvor fra man kunne høre stemmer. Det lød til at der var et par stykker derinde, men Marcus gik bare videre forbi døren. Han fortsatte ned af gangen til den åbne dør hvor han igen stoppede og pegede ind af døren imens han kort sendte Alanis et næsten venligt smil. "Efter dem" lød det kort fra ham imens hans blik fulgte hende.

Igennem døren lå en lille stue. Der var en kamin hvor ilden blussede og varmede godt. Der var ikke mange møbler, men alligevel nok til at det virkede som en normal stue. Der stod en sofa og nogle enkelte polstede stole over for kaminen, sammen med et mindre træbord der dog kun havde en vase med meget døde planter der sikkert engang havde været smukke blomster. De var dog visne og brune nu. I et hjørne af stuen stod et gammel klaver, som havde set bedre dage. Det var støvet og så meget slidt ud, men alligevel kunne man se at det engang havde været smukt.

Marcus blev stående i dår åbningen, han lænede sig op af den ene karm imens hans blik stadig var fæstnet på Alanis. Varmen ville sikkert gøre hende godt. Det betød ikke meget for Marcus, men huset blev altid holdt varmt til hvis der skulle komme gæster. Det var en regel som de andre væsner skulle overholde når de opholdte sig i hans hus. Ikke  at det gjorde en forskel for dem heller, de fleste der søgte ly i hans hus var trods alt vampyre...

Det var først når døren blev lukket, at hun rigtigt kunne mærke varmen som stille bevægede sig mod hende. Hun fulgte ham med sine øjne, som han smed sin jakke på stolen. Hun havde aldrig troet at denne vampyr ejede nogle huse, troet mere på at han var det monster som børn var bange for boet under deres seng. Men selvfølgelig ejede han huse! Det var jo ikke fordi han lignede en som var hjemløs, næh nej han havde jo fint tøj på som fattige folk bare drømte om at få lov til at røre ved ”viste ikke du ejede noget som helst” sagde hun med en flabet stemme og gav et lille grin fra sig, som hun hurtigt stoppede atter igen som om han ikke fortjente at høre hendes grin.
Hun fulgte lige så roligt efter ham ned af gangen, lod sine fødder glide hen over gulvet også selv om hun efterlod små mudrede fodspor. Hendes fingre gled forsigtigt hen over den ene væg, men hoppede lige så roligt hen over dørene for ikke at forstyrre folk bag dem ”andre mennesker? Troet ikke du havde nogle venner” sagde hun med et flabet smil på sine læber, også selv om der lå sandhed bag hendes ord. Var der overhovedet nogen der kunne lide sådan en mand? Eller var det blot af frygt at folk holde sig i nærheden af ham?

Hun stoppede roligt op og så på ham med et forvirret blik, hvorfor pludselig så venlig? Hun ville ikke indrømme det, men det forvirrede hendes tankegang lidt. Hvordan kunne han pludselig være så venlig, siden han ikke har gjort andet end at opføre sig som et røvhul?

”tak” svarede hun gjort, før hun bevægede sig ind og mærkede hvordan varmen krammede hende. Hun tøvede ikke et sekund, før hun hurtigt bevægede sig hen til kaminen og satte sig ned. Hun holde sine blege iskolde fingre hen mod ilden, og der gik ikke mange sekunder før den lyserøde farve bevægede sig op mod hendes fingerspidser. Et lille suk forlod langsomt hendes læber, før hun bevægede sit blik rundt omkring i stuen ”hvor er her fint” mumlede hun mest for sig selv, og kunne ikke lade være med at beundre stuen.

Det var ikke ofte at kunderne valgte at tage hende med hjem, eller nogle steder indenfor. De havde da ikke lyst til at skulle betale mere, bare for at få en hurtig omgang med hende.

Hun tog sin kappe af og lod den falde på gulvet bag sig, før hun rejste sig op og begynde at kigge sig rundt. Hun lod sine fingre forsigtigt glide hen over sofaen, før hendes blik gled hen over de døde blomster ”du trænger til nye blomster” sagde hun med en flabet stemme og gav endnu et af sine små grin fra sig, før hun bevægede sig over til klaveret og lod en finger tegne en sol med støvet.
Det var som om hun helt havde glemt hvorfor hun var det, hvorfor han havde inviteret eller mere tvunget hende med sig hen til dette hus. Hun havde alt for travlt med at studere og beundre hver eneste lille ting ved stuen.

Det overraskede ham ikke at hun ikke havde tænkt over at han kunne eje et huse, eller noget som helst. Han var trods alt et væsen af natten og derfor virkede det næsten forkert for de fleste at han kunne eje noget så normalt som et hus. Det var dog i sandhed noget af det mest dyrebare han kunne eje, da det beskyttede ham mod dagens lys.
Hendes korte latter havde også overrasket ham kort, det virkede som om hun var begyndt at føle sig mere tryg i hans nærvær... Ikke lige frem noget han havde kunne forudsige, da han ikke havde forsøgt at genvinde hendes tillid endnu. Det var der ikke den største grund til, da hun godt vidste hvorfor han havde opsøgt hende igen. Ikke desto mindre undlod han at afbryde hende da de gik gennem gangen.

Det var først da hun var inde i stuen han svarede på hendes forundrende kommentar ude i gangen. "Jeg ville ikke kalde dem mine venner. De er nærmere allierede eller folk som skylder mig noget..." hans blik havde fulgt hende da hun næsten var løbet hen til kaminen. Følelsen af at få varmen ved ilden var noget han ikke havde prøvet i flere århundreder, så det var en smule fascinerende at se Alanis stå med hænderne mod kaminen i et forsøg på at varme dem op igen. Da hun havde stået der lidt gik han langsomt hen og satte sig i en af stolene i stuen. Han lænede sig tilbage i den og hvilede sine hænder i sit skød imens hans blik aktivt fulgte hende.
Han så hvordan hun lod sin kappe lande og ligge på gulvet og hvordan hun begyndte at gå rundt og kigge sig om i stuen. Han sagde intet til det, hun var trods alt fri til at bevæge sig rundt.

Hendes flabethed var spændende, måske han havde ret i at hun så småt var ved at falde til ro i hans nærvær? Han så kun kort på de visne blomster da hun nævnte dem. "Der er ikke nogle levende blomster for tiden, så de døde må pynte i stedet for" svarede han hende, han havde lagt ekstre tryk på 'de døde' da han havde talt. Mest fordi det ikke var forkert men også fordi han ville se hendes reaktion. Sådan som hun vimsede rundt virkede hun ikke længere til at grebet af den samme frygt som da de havde være ude på gaden. Indtil videre ville han lade hende forblive i den falske tryghed. Han kunne altid nyde hende frygt sammen med hendes blod når hun var blevet lidt mere varm.

Efter lidt tid hvor han bare havde betragtet hende, imens hun havde bevæget sig rundt i stuen talte han igen. Denne gang var der dog en hvis alvor i hans tone. "Jeg sagde tidligere at du også ville kunne få noget ud af denne nat... Det står jeg stadig ved" han holdte en kort pause før han fortsatte. "Jeg vil tilbyde dig et værelse her.. Dog kun hvis du indvier i at lade mig få dit blod når jeg har lyst" som han forklarede tilbudet lå hans blik fast på hende. Det var en tilbud han gav hende og ingen andre. Skulle hun sige nej, ville han blot fortsætte med at komme uanmeldt på gaden og tage alt det blod han kunne ønske sig. Uanset hendes svar skulle han nok få det blod han lystede efter, den eneste forskel lå i hvor nem det ville være at få, samt den beskyttelse hun ville kunne have ved at bo under hans tag.
Han så lidt afventende på hende før han igen talte. "Jeg går ud fra at du ved hvad der vil ske hvis du siger nej til mig... " lød det spørgende fra ham imens hans stemme blev køligere end den havde været i et stykke tid. Der var ingen grund til at pynte på sandheden, da konsekvensen af et nej kunne føre til hendes død i sidste ende.

Der skulle vel ikke særligt meget for at få Alanis til at slappe af, bare hun fik lov til at se indersiden af et hus også opførte hun sig som en dygtig lille hundehvalp. Det var en kæmpe svaghed som hun havde, men heldigvis så var det ikke ofte at folk bød hende indenfor og derfor var der heller ikke mange der kende til hendes hemmelighed. Det var måske også det dummeste hun kunne gøre, sådan at blive rolig omkring en vampyr og især en som denne vampyr. Hun viste jo udmærket godt at han var farlig, og inderst inde viste hun jo også at hun kun blev inviteret for en pris.

Hun rullede let med sine øjne af hans ord ”selvfølgelig... overvinder deres tillid med frygt og magt?” sagde hun spørgende også selv om det ikke rigtigt var et spørgsmål, da hun jo allerede kende svaret. For hvem ville kunne holde af sådan en vampyr? Det tvivlede hun på at nogen nogensinde ville kunne. Hun havde aldrig forstået magtfulde mænd, som vandt allierede med frygt og magt. Der var jo ingen tillid derimellem, og lige så snart de ville få muligheden for det stak de hinanden i ryggen.

Hendes bevægelser hen over gulvet blev mere og mere lette i det, som dansede hun hen over gulvet for at undersøge hver eneste lille ting ved stuen. Hun så bare kort hen mod ham ”selv smukke ting findes i mørket.. hvis blot man kigger de rigtige steder” svarede hun kort og med et svagt smil, før hun let rystede på hovedet af ham ”levende blomster er til at pynte med, gøre en død verden smuk..” sagde hun og vende sit blik væk mod ham atter igen, og forsatte sin vej rundt omkring i stuen ”måske derfor jeg er her.. så jeg kan pynte lidt på din døde hverdag?” tilføjede hun.

Hun stoppede bredt op, når de næste ord forlod hans læber. Giften var lige så hurtigt tilbage i hans ord, som den havde været ude på gaden. Hun vende roligt sit blik mod ham, hendes blik var koldt og smilet havde forladt hendes læber.
Hans ord skar inde i hende og prøvede at hive hendes indre ud, gemme hendes frihed væk fra hende og fange hende i et lille bur. Hvem havde givet ham retten til at behandle hende på den måde? At tro at hun var noget han bare kunne samle op og bestemme hvad han ville gøre med.

Hun knyttede sine hænder ”tilbyder?” snerrede hun af ham og rystede svagt på sit hoved ”åh lad mig proppe dig ind i et værelse, så jeg kan udnytte dig som jeg ønsker.. nå det vil du ikke? Jamen så slår jeg dig ihjel” sagde hun med en så dyb tone hun kunne og baskede med sine arme imens, som prøvede hun at få ham til at høre sine egne ord.
Hun gik med faste skridt mod ham ”hvad tror du jeg er?!” snerrede hun uden nogen frygt at finde i hendes øjne ”jeg bestemmer selv hvornår nogen skal have mit blod, eller noget andet af mig” sagde hun i det hun stoppede op foran ham ”jeg er ikke noget du kan eje” tilføjede hun også selv om det nok var noget af det dummeste hun kunne gøre, sådan at sige denne vampyr imod ikke bare gå med til hans betingelser.
Selvfølgelig ville hun gerne sige ja til det, have et sted at føle sig tryg og ikke være bange for at kulden ville tage en om natten. Frygten ville bare ikke blive holdt ude, den ville være der i samme hus med hende og hun ville bare skulle vente på at den ville komme ind og tage et stykke af hende.

Marcus rystede bare på hovedet af hende. Hun havde stadig ingen anelse om hvem han egentligt var. Ikke at det ville ændre på så meget hvis hun fandt ud af at han var leder af vampyrene. Men hendes forventninger om ham morede ham alligevel. "Dem som frygter mig bor her ikke, de er ikke til at stole på i længden... lød det kort fra ham som svar på hendes spørgende kommentar. Det fleste af de vampyre der søgte ly for dagen i hans huse, var folk som arbejdede for ham på den ene eller anden måde. Det var en form for belønning for deres tjenester. Desuden gav det også bedre mulighed for Marcus, da han lettere kunne følge med i hvad de lavede når han var der.
Alanis ville dog være det eneste mennesker der fast ville bo der hvis hun tog imod hans tilbud, men hun ville kun være hans! Han delte ikke med hvem som helst!

Hendes snak om smukke ting i mørket fik han ene øjenbryn til at hæve sig i en eftertænksom mine. Talte hun om ham? Han var ikke sikker, så han forblev stille imens hun snakkede. Det var først da hun talte om sig selv han ikke kunne dy sig længere. Hendes tanker om sig selv var groet lidt siden hun var kommet indenfor virkede det som om. "Pynte gør du, men jeg ser ikke kun pynt i dig" lød det fra ham imens et smørret smil var gledet over ham. Selvom hun var meget køn, så var der mere ved hende end bare udseendet. Ikke at han ville gå i detaljer om det til hende, det ville give hende for meget selvtillid, hvilket han ikke kunne bruge til noget lige nu.

Der skulle åbenbart ikke meget til at pisse hende af, hendes udbrud kom en anelse bag på ham, men han blev alligevel siddende i stolen imens hun kom marcherende hen mod ham. Han fulgte hendes vilde armbevægelser med blikket imens han lyttede til hendes vrede udbrud uden at afbryde hende. Da hun endelig stod for an ham lænede han sig frem i stolen imens han så på hende med et roligt udtryk. "Dæmp dig" lød det køligt fra ham imens han stadig så på hende. "Vi kan ikke have de andre kommer her ind og afbryder vores lille møde" hans blik gled kort over til den åbne dør. Som han havde afsluttet sin sætning kunne man intet høre fra huset. Der var helt tavst, de stemmer man før havde kunne høre fra de andre rum var forsvundet. Selvom han blev respekteret af de vampyre der stadig var i huset, så ville det til en hver tid komme for at se hvad der foregik. Marcus vidste ikke præcis hvor mange der var i huset i øjeblikket, men han gættede på en håndfuld hvis ikke flere.
Det lød ikke som om der var nogen på vej endnu, så Marcus så igen på Alanis med en rolig mine. "Du misforstår mig... Jeg tilbyder dig frihed til at leve. Alt jeg kræver er betaling i blod" han trak kort på skuldrene imens han  talte. "Du kan komme og gå som du ønsker, du kan fortsætte med at arbejde som du vil. Jeg forventer bare du giver mig blod når jeg beder dig om det, intet andet" imens han forklarede lænede han sig igen tilbage i stolen, som om dette var en helt almindelig forretnings aftale de snakkede om. Han så ikke særlig berørt ud over hendes udbrud før.

Han var stille lidt imens han tænkte over hvad hun havde sagt, men der gik ikke længe før han igen talte. ""Hvis det kan give dig nogen form for tryghed, så har jeg ingen planer om at slå dig ihjel, hvis jeg kan slippe... Men jeg skal ikke kunne sige det samme for de folk du møder på gaden når du arbejder" hans blik hvilede på hende imens han havde talt for at se hendes reaktion. Det var ikke sikkert hun ville tro ham, hvilket var forståeligt. Han var trods alt ikke bleg for at slå ihjel, men han havde ment hvad han sagde. Hvis han kunne slippe for at tage hendes liv ville han, for det betød han kunne nyde hendes blod længere.

Alanis viste virkelig ikke hvem denne vampyr var, for hende var han bare endnu en blodsuger og vis ikke den værste nogensinde. Nok havde hun mødt vampyr før hen, men ingen af dem havde sat deres tænder i hende og slet ikke uden at spørge først. Det var nok også derfor hun havde det svært med denne vampyr, fordi han havde bare bidt hende også uden at spørge først om det var okay.
Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over hans kommentar ”plejer man ikke at sige... hold dine venner tæt, men dine fjender tættere” sagde hun og hævede sit ene øjenbryn en lille smule, som troet hun ikke helt på det han sagde. Mænd var jo mænd i hendes øjne, de var alle sammen ens og magt var noget som de alle sammen hungrede efter.

Selvfølgelig var hun der ikke kun for at pynte hans verden lidt op, men han så sikkert også på hende som om hun var en omvandrende madpakke. Var det ikke sådan alle vampyr så på en? Hun kunne ikke lade være med at komme med et lille fnis ”nej det gør du nok ikke... mere som et omvandrende måltid” sagde hun med en flabet tone.

Det var nok mest af frygt at hun hissede sig sådan op, bange for at blive et måltid som han bare kunne komme og tage af som han ønskede. Ville hun bare blive et omvandrende måltid, som ville blive lånt ud som en genstand til hans venner.
Hun blev helt stille i det og så hurtigt hen mod døren, stilheden havde jo helt dæmpet sig i huset som var de, de eneste som stadig var der. Hun tvivlede ikke et sekund på at de ikke havde hørt hende, og derfor havde blevet helt stille. Hun vende lige så langsomt sit blik over mod ham atter igen, med et lidt spørgende blik i sine øjne.
Var han bange for hvad andre ville tænke? At han ikke kunne håndtere en lille kvinde som hende? Og alligevel kunne han jo, siden hun var blevet helt stille i stedet for at blive ved med at råbe af ham.

Hun sank langsomt ned på jorden og med et suk hen over sine læber, et par fingre gled over det ar som han allerede havde givet hende første gang de mødte hinanden. En gang imellem drømte hun stadig om den aften, hans kolde læber mod hendes hals og de skarpe tænder som borede sig ned i hendes hud… og smerten… ååååh smerten.

Hun havde hørt flere unge rige kvinder snakke om drømmene de havde, om at finde deres prins i en vampyr og lade ham bide dem… hvor romantisk og erotisk det ville være. De anede jo ikke hvad de snakkede om, dumme unge kvinder med dumme drømme.

Hun havde aldrig følt sig så splittet før, for selvfølgelig ville hun gerne have et sted at føle sig tryg. Men! Hvordan kunne hun føle sig tryg, når han til enhver en tid ville kunne komme og bede om blod? Hun havde mest bare lyst til at holde sig for ørene og bare skrige, i håb om at dæmpe vampyrens ord. Hans fristende ord som hev hende lige så langsomt ind, som prøvede de at få hende til at hoppe ud fra det højeste bjerg også bare håbe på hun overlevede.

Hendes blik gled lige så forsigtigt ned mod gulvet og et lille suk forlod hendes læber ”jeg har set hvad.. sådan nogle som dig har gjort før..” sagde hun og holde en lille pause, før hun forsatte ”jeg har set kvinder følge med vampyr før.. været væk nogle dage, måske et par uger.. også kommet tilbage, når de ikke længere kan bruges.. suget tør og efterladt som omvandrende lig” sagde hun før hun vende sit blik op mod ham atter igen ”sker det samme med mig?” spurgte hun også selv om hun ville tvivle på andet, selvfølgelig ville hun ende som de kvinder! Ellers havde han vel ikke været så besat på at få hende til at være tæt på ham.

Hun var bange for at sige ja til hans tilbud, men gud hvor var hun også bange for at sige nej til det. Hun viste jo udmærket godt at alt udenfor disse døre gerne ville slå hende ihjel, men hvordan kunne hun være sikker på at det indenfor dørene ikke også gerne ville det? Hun pegede roligt hen mod døren, mens hun holde sit blik på ham ”hvad med dem? Er de med i planen? Skal jeg være et omvandrende måltid for alle?” spurgte hun også selv om hun ikke var sikker på at hun gerne ville vide svaret.

Marcus svarede ikke på hendes kække kommentar om fjender og venner, da det ikke kom hende ved. De vampyre han husede arbejdede for ham, ellers havde de intet at lave i hans huse. Hverken dette hus eller nogle af de andre han havde overtaget. Dette var nok det han holdt mest kært, da det var et han havde fået gennem testamentet fra en kvinde der engang havde givet ham ly og hjulpet ham på trods af at hun blot var et menneske. Det var mindst to livstider siden hun havde været i live og beboet huset. Den gang havde det stået flot mellem de andre huse, men en fin lille forhave med blomster og buske. Nu var huset mørkt og slidt, men det bar stadig præg af dets tidligere ejer, det var nemlig de samme møbler som den gang, så det nok lidt for feminime møbler stod stadig i mange af rummene. Det var ikke en hemmelighed hvordan han havde fået dette hus, men der var alligevel kun meget få der kendte historien. Det var måske fordi det var et af de få svage punkter han stadig havde, eller måske var det bare fordi det ikke var relevant at snakke om længere. Det var ikke til at sige.

Pynt var ikke en dårlig ting i hans øjne, han nød gerne synet af en smuk kvinde - hvilket Alanis var. Havde det været en anden situation havde han nok også komplimenteret hende for hendes udseende, men hun havde allerede gjort op med sig selv at han var et monster, så hvad var ideen i at give et kompliment så? "Måltid?.. Jeg ser dig ikke kun som mad, det ville være et forvrænget syn på verden. Jeg ser dig også som en hushjælp" den sidste del af sætningen kom ud af ham som var det, det mest normale at sige. Men et par sekunder kom der alligevel et pirrende smil fra ham. Ville det mon også gøre hende sur at han kaldte hende hushjælp?

Han kunne se på hende at hun for alvor opdagede stilheden der var faldet over huset. Det var ikke unormalt for ham. De andre vampyre i huset var nysgerrige som bare helvede. De ville gerne have næsen i så meget som muligt, derfor var Marcus slet ikke i tvivl om at de sad og lyttede til det påstyr hun havde startet før.
Hans blik fulgte hende da hun sank ned på gulvet foran ham, han sagde dog intet. Han lænede sig bare lidt tilbage i stolen imens hans øjne hvilede på hendes tænksomme ansigt, det var ikke til at vide hvad der foregik bag hendes kønne øjne. Men det så ud til at kræve det meste af hendes opmærksomhed. Så han ventede bare tålmodigt på hende. Han så hvordan hun rørte ved arret fra sidst de havde mødtes. Han havde slet ikke skænket arret en tanke før nu hvor hun sad og rørte ved det. Betød det noget for hende nu?

Han nåede ikke at tænke meget mere over arrets betydning før hun sukkede og talte igen. Han rettede sig lidt op i stolen, som hun fortalte om andre kvinder der havde fulgt med vampyre. Da hun var færdig og spurgte om hun ville følge den samme skæbne som dem, forlod en lav latter ham. Han kendte udemærket godt til de vampyre der den slags tøser gå ud på gaden igen. Det var kun kujoner der gjorde den slags! Dem der ikke turde tage et liv, men bare lod andre om at fjerne den smertefulde tilstedeværelse for de næsten livløse piger. Marcus rystede  på hovedet af hende og lænede sig frem i stolen igen, så han bedre kunne se hende. "Du har ikke høje tanker om mig tøs! Jeg ville aldrig gøre den slags imod dig, - nej, jeg ville slå dig ihjel når jeg blev træt af dig..." hans stemme var rolig og blid imens han talte. "Det er op til dig selv hvor længe du vil være i live, imens du lever hvis du vælger at leve under mit tag. Jeg er ikke et skvat der lader folk gå livløse rundt i gaderne, det er uværdigt selv for kvinder som dig. Men jeg ville lyve hvis jeg ikke sagde at jeg ikke har den største tålmodighed i verden...". Han lænede sig igen roligt tilbage imens han lod hende sluge hvad han lige havde sagt. Han var stor fortaler for sandhed og ærlighed, da det gjorde verden til et nemmere sted at leve i. Derfor så han heller ingen grund til at lyve overfor hende og give hende falske forhåbninger om at leve i hans hus.

Marcus' blik fulgte med hen mod døren da hun pegede der hen. Hendes bekymring var berettiget, for det var trods alt et hus beboet af vampyre. Et køligt smil gled over han læber. De andre... De var altid et svært emne, da folk sjældent stolede på vampyre. "Jeg deler ikke, det er ikke noget jeg gør mig meget i, da jeg ikke får noget ud af det..." sådan havde Marcus det med mange ting, mad, kvinder og magt var nogle af de ting han ikke delte. "Så de andre kommer ikke til at drikke fra dig, men du må selv gøre en indsats for ikke at lede dem an, for jeg er ikke ansvarlig for hvad de gør ved dig, hvis du selv ligger op til det" hans blik var tilbage på hende igen, og der var en alvor i hans stemme igen. For han vidste godt at vampyrene ville følge hans ord, men kun så længe Alanis ikke gav dem en anledning til at trodse ham. Det var en hård fin balance, men indtil videre havde han mestret den.

Alanis havde bestemt ikke nogen planer om at blive en hushjælper og slet ikke for denne vampyr, hun havde jo aldrig lært sig hvordan det var at passe et hus. Hun havde bare set kvinder gå ind i huse, også blot se dem et par gange om måneden ude på gaderne. Det var jo som fanget i deres egne hjem, tvunget til at tjene deres mand og føde hans børn. Hun havde aldrig forstået hvordan kvinder kunne nyde sådan noget at tjene deres mænd som en slave… mens de gik ud og arbejde og horede omkring sig, mens de blot krydsede fingre for at de aldrig ville blive opdaget. Hun kunne ikke lade være med at hæve det ene øjenbryn ”hushjælp?” gentog hun og gav et lille fnis fra sig, mens hun rystede på hovedet ad det.

Hendes ar havde betydet mere for hende, end hun havde lyst til at indrømme. Hun hadet det som pesten og ville helst have det til at forsvinde, men på den anden side så fik det hende bare til at huske hvad hun havde været igennem. Hvis hun kunne overleve et møde med en vampyr, så kunne hun klare alt hvad hun satte sig for.
Det var vel også et tegn på at folk ikke var hvad de gav sig ud for, og især en vampyr som denne mand som hun sad overfor. Hun havde faldet for hans charme en gang, og blot det at røre ved det huskede hende på hvad han faktisk var.

Selvfølgelig var hun bange for at være i det hus, omringet af vampyr som blot så hende som et smukt lille måltid. Der var alligevel noget ved denne vampyrs ord, som gjorde at hun troet på ham og hendes hjerte begynde at slappe af i det igen. Hun tøvede alligevel lidt før hun kiggede op mod ham atter igen ”hvis du har tænkt dig at slå mig ihjel på et tidspunkt… så må jeg bare sørge for at du aldrig bliver træt af mig” sagde hun og kravlede tættere på ham, så hun sad så tæt på at hun kunne mærke kulden som strålede ud af ham ”før jeg er klar til at dø” tilføjede hun
Hun havde bestemt ikke nogen planer om at prøve på at forføre nogle af de andre vampyr, det var nok med at der var en som ville sætte sine tænder i hende ”lagde jeg måske op til at blive bidt første gang?” spurgte hun med sit ene øjenbryn hævet op og med en flabet stemme, selv om hun sagde det på en flabet måde… så var hun faktisk nysgerrig over, om hun selv havde været skyld i at denne vampyr havde gået efter hende.

Hun viste godt at det ville være et svært liv at leve, at ikke vide hvornår denne vampyr havde lyst til at drikke fra hende. Hun var bare ikke klar til at blive slået ihjel, eller blive jagtet rundt til verdens ende af ham.
Hun gik roligt op på sine knæ og lagde sine hænder på hans lår, for at løfte sig lidt tættere på hans ansigt ”jeg skal så sove i din seng? Som en sød lille hundehvalp?” spurgte hun med en flabet stemme, mens der langsomt sprede sig et lille smil frem på hendes læber.

Det så ikke ud til at hele hushjælp delen havde gjort hende vred, men så igen... Det ville næsten være dumt af hende at hidse sig op igen overfor ham. Han havde jo været så tålmodig med hende denne aften. Selvom han var ret tålmodig så var sulten det ikke. Den lå konstant bagerst i hans sind og gjorde sin tilstedeværelse klar. Det hjalp heller ikke at hun kom tættere på hende. Hendes duft var over alt, det mindede ham og den første gang han havde sat tænderne i hendes hals.
Hun var modig, det var han ikke i tvivl om. For selv med alle kort på bordet og visheden om en død der kunne ligge lige om hjørnet, så prøvede hun allerede nu at please ham. Han havde bare set på hende imens hun havde rykket tættere på ham. Kom hun lidt for tæt på ville ham måske ikke holde mere igen, for det ville være så nemt bare at lade tænderne synke i hende nu.

Hendes spørgsmål fik dog et skævt smil frem hos ham. Han lænede sig en tand tættere på hende før han hviskede. "Du ligger op til det nu..." før hun kunne nå at sige noget lod han en enkelt finger glide over hendes kæbe før han igen lænede sig en smule tilbage.
Han var ikke sikker på at hun ville tage det pænt, men det var underholdende at se hende blive mere og mere selvsikker. Det var uklart for ham om det var husets vægge der gav hende selvtillid, eller om det var fordi han havde holdt sin afstand indtil videre.

Han mærkede hendes hænder på sine lår og så kort på dem, før han igen betragtede hendes ansigt. Det var lige tæt nok på, han kunne med lethed fange hende i sine arme og holde hende fast, men alligevel lod han hende tale. Hendes kommentar var dog en anelse uventet, men ikke på en dårlig måde. "Du kan sove hvor du vil i mit hus, om det så er min seng eller din seng..." hans så hende i øjnene imens han kort sendte hende et tandsmil. Det var ikke sikkert hun faktisk ville turde sove i hans seng, men det måtte tiden vise. "Men kun hvis du giver mig hvad jeg beder dig om" han lænede sig igen mod hende og lagde blidt en arm om ryggen på hende imens han trak hende en smule op mod sig. Med den frie hånd fjernede han noget af det røde hård der dækkede arret på hendes hals. Skulle hun prøve at vriste sig fri ville han gøre grebet mere fast om hende.

Selvfølgelig var hun bange for at miste livet, men på den anden side så valgte hun at stole på denne vampyr. Han havde givet sit ord på at han ikke ville slå hende ihjel, og han havde også givet udtryk for at han ikke havde lyst til at slå hende ihjel. Hvorfor skulle han også forfølge hende, tilbyde hende et hjem også blot for at slå hende ihjel? Nej hun valgte at stole på hans ord, også må hun slå sig selv i døden hvis det ende sådan.
Selv om hun var bange for at blive bidt, så var der alligevel et eller andet som lokkede hende tættere på ham. Denne følelse var stærkere end frygten inde i hende, og på den anden side så var hun mere bange for de andre vampyrer. Hun kendte dem ikke og hvad de kunne finde på, så hun ville heller holde sig til den mere velkendte vampyr foran hende.

Et lille grin forlod hendes læber når hun hørte hans ord, men forsvandt lige så hurtigt igen når hun mærkede hans finger. Et lille gisp forlod hendes læber ”fordi jeg er så tæt på? Eller fordi jeg ikke tigger dig om at være sød ved mig?” hviskede hun med den samme flabede stemme, som hun havde brugt til at stille sit første spørgsmål.
Hun havde jo ikke den store erfaring med vampyr, så det at vide hvad der provokere en vampyr til at bide. Var bestemt noget hun gerne ville lære, især når hun skulle bo i et hus fyldt med vampyr. Hun havde ikke i sinde at blive nogen andens måltid, hvis hun selvfølgelig kunne undgå det.

Hvorfor hun blev mere og mere selvsikker i nærheden af denne vampyr, var nok ikke et spørgsmål hun selv kunne svare på. Måske var det fordi han ikke havde gjort hende noget endnu? Måske var det fordi hun havde kommet indenfor, og trygheden af de fire vægge hjalp? Eller måske var det vampyr charmen som påvirkede hende, til at trygheden i nærheden af ham ramte hende?

Hendes flabede og flirtende personlighed, bevægede at bevæge sig frem i lyset. Det var der ingen tvivl om, da hun turde at komme så tæt på denne vampyr. Hun var faktisk lidt overrasket over hans kommentar, et eller andet sted havde hun fået billedet ind i at hun ville bo i en fangekælder ”viste ikke at jeg ville have sådan en frihed” svarede hun flabede og med et lille grin som forlod hendes læber, men som hurtigt forsvandt atter igen når hørte hans ord.
Der forlod et lille gisp ud mellem hendes læber, da hun mærkede hans arm om sig og hvordan hun blev trukket tættere op til ham. Dette kunne næsten være et romantisk øjeblik i et eventyr, hvis bare det ikke var fordi han havde tænkt sig at bide hende og drikke hendes blod.

Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte begynde at banke inde i brystet på hende, som prøvede det at slippe ud af hendes krop. Varmen begynde at stige i hendes krop, og fik hans arm til at mærke som stod den i flammer. Selv når han fjernede hendes hår, for at blotte det fine ar han havde givet hende. Var det som om det stod i flammer, og et eller andet sted hungrede efter at mærke hans kolde læber derimod. Hun viste godt at hun ikke kunne gøre modstand, så ville han nok bare ende med at forgribe sig på hende. Hvad skulle også stoppe ham i at få de andre vampyr til at dræbe hende, hvis hun ikke valgte at holde sin del af aftalen?
Hun greb hurtigt fat i hans trøje med sin ene hånd, mens den anden gled op og greb fat i hans hår. Der var ingen tvivl om at hun faktisk var bange, som hendes fingre rystede og kæmpede for at holde sine greb. Med lidt usikkerhed i sin beslutning, valgte hun at blotte sin hals mere for ham. I det øjeblik havde hun mest lyst til at tigge ham om at være sød ved hende, men ikke et eneste ord kunne forlade hendes læber.

Han overvejede kort om han skulle forklare hvad der gjorde at hun lagde op til at blive bidt, men han besluttede at det nok var sjovere at lade hende gætte videre. Så i stedet for at svare hende sendte han hende bare et lille smil imens han trak på skuldrene. Hun havde til dels gættet rigtigt allerede, men det undlod han at fortælle hende for nu. Han betragtede hende bare som hun reagerede på hans berøring, det var en meget ærlig reaktion fra hende, hvilket han fandt spændende. Selvom hun var begyndt at virke mere tryg, så var hun stadig anspændt når han var helt tæt på hende.

Da han havde hende i sin favn hørte han godt hendes gispen og den stigende hjerterytme. Det fik et selvtilfreds smil frem hos ham. Det var nok noget af det bedste ved at skulle bide folk. Den hidsige hjertebanken de havde og deres ukontrollerede vejrtrækning, der kun gjorde oplevelsen mere kaotisk for dem selv. Det var selvfølgelig også en smule anderledes med Alanis, da hun godt vidste han ikke ville dræne hende fuldstændig, så han fik ikke fornøjelsen af at se hende frygte døden på samme måde som han gjorde med mange andre ofre.

Hendes faste greb i hans trøje og hår var en overraskelse, de fleste andre ville prøve at skubbe ham fra sig - uden held dog. Men det virkede som om Alanis havde affundet sig med sin skæbne. Han gjorde ikke noget ved at hun holdt fast i ham, for så længe det ikke kom i vejen for at drikke, så gjorde det ikke så meget. Da hun selv blottede sin hals mere for ham så han kort på hende, før han lænede sig mere ind mod hendes hals. Han lod den hånd der havde strøget hendes hår væk før støtte hendes baghoved. Efter et par sekunder bed han.

Han lod sine tænder synke ind i hendes hals lige der hvor han havde bidt hende før. Ham mærkede varmet fra hende, der stod i så stor kontrast til ham selv. Han smagte det varme, søde blod imens han roligt drak fra hende. Hendes blod var så anderledes fra meget andet han havde smagt i årenes løb, det var sødt, men der var en bismag, som han stadig ikke kunne placere. Det var ikke shapeshifter delen, for han kunne sagtens smage den lidt dyriske smag, som de fleste shapeshitere havde. Han havde intet imod den smag, faktisk nød han gerne at drikke fra shapeshifters, da de var mere modstandsdygtige end mennesker.

Han lyttede hele tiden med til hendes hjerte og generelle livstegn fra hende. Der var overraskende mange der besvimede når de blev bidt, så det var altid godt at lytte efter så han kunne nå at gribe dem, skulle de falde. Det var han dog ikke så nervøs for med Alanis, da han allerede havde et godt tag på hende. Hun burde ikke kunne falde nogle veje, skulle uheldet være ude.