The dark secret of the night - Marcus (xxx)

At han kunne være den type, havde hun aldrig troet, sådan at drille hende og ikke forklare hvad hun gjorde som lagde op til det. Det var ikke fordi hun hadet at blive drillet på den måde, men nøj hvor var det bare irriterende. Hun var jo så nysgerrig om det! Og så var det jo vigtigt at hun viste det, så hun ikke risikere at lægge op til det hos de andre vampyrer i huset. Det var jo heller ikke fordi hun oplevede det ofte, at der var nogen der valgte at drille hende på den måde. Nu plejede hun jo heller ikke være den type, som var så nysgerrig omkring ting. Mænd havde det bare med at snakke om det ene og det andet, og mens hun lukkede ørene af for hvad de sagde. Når det kom til vampyr, så var det bare noget andet, hun var nød til at finde ud af det for at overleve i længden. Hun havde dog ingen planer om at være så tæt på nogle af de andre, som hun valgte at være med denne vampyr eller overhovedet snakke med dem… altså hvis hun kunne undgå dette.
En svag knurren kom ud mellem hendes læber, som afslørede hvor utilfreds hun faktisk var med hans lydløse svar. Det lød mest som et lille barn som ikke fik sin vilje, et klynkende knurren i det.

Det at han havde givet hende sit ord om ikke at dræbe hende, havde bestemt gjort hende mere tryg i nærheden af ham. Det var jo som sådan heller ikke ham, som hun var bange for! Det var mere de tænder i hans mund, som kunne skabe sådan en smerte at hun ikke kunne beskrive den.

Hendes greb var en type af tryghed inde i hende, som havde hun blot en lille smule kontrol over det som skete. Selv om hun inderst inde godt viste at hun aldrig ville kunne skubbe ham væk, så havde hun alligevel brug for den tryghed at føle at hun kunne stoppe det. Hun lukkede sine øjne så hårdt i som hun kunne, mest af alt fordi hun ikke kunne tåle at kigge på ham i det øjeblik.
Hendes vejrtrækninger blev tungere i det, som hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Hun havde sådan set lovet ham at holde sin del af aftalen, og hun var ikke ligefrem typen som sprang fra det hun lovede andre.
Hun mærkede hvordan kulden kom tættere og tættere på hendes hals, og få sekunder efter mærkede hun den forfærdelige smerte. Hendes øjne sprang helt op og et smertefuld støn forlod hendes læber, et par tåre drillede ned ad hendes kinder. Hendes hænder strammede sine greb i ham, mens hun havde en indre kamp med sig selv. Hendes hånd som havde fingre i hans trøje, trykkede let mod hans brystkasse. Hele hendes krop ville bare have smerten til at forsvinde, og hun måtte kæmpe for ikke at lade sin hånd skubbe mere mod ham.
Det sortnede flere gange for hendes øjne, mens hun gjorde alt for at holde sig selv vågen. Hun havde ikke lyst til at give ham fornøjelsen af at besvime, og slet ikke på denne måde.
Den brændende og hungrende fornemmelse fra hendes ar, havde helt forsvundet og køligheden begynde at bevæge sig ned i hendes hals. Den bevægede sig som stråler igennem hendes krop, som prøvede den at overbevise hendes krop om at det nok skulle gå og blot skulle nyde det. Hun hadet virkelig den følelse, som prøvede at overtage hendes krop.
Det tog heller ikke langtid før hendes greb, blev løsere og løsere mens de smertefulde støn stadig forlod hendes læber. Hun vred sig let i hans arme, mens hun krummede sine tæer.

Da han havde bidt hende kom smerteudbruddet med det samme. Det var meget normalt, for folk at reagere på en eller anden måde når de blev bidt. Medmindre de selvfølgelig var så fulde at de ikke kunne stå på deres egne ben, så opdagede de ikke altid hvad der skete når de blev bidt.
Men Alanis var ikke fuld, eller på nogen anden måde i en stilling hvor hun ikke kunne mærke smerte. Så hendes smertefulde støn var lige efter bogen efter Marcus' mening. Han mærkede hvordan hun pressede en anelse imod hans bryst, men han ignorerede det, da det ikke var nok til at genere ham. Han var så vant til folk der baskede vildt med armene når de blev bidt, så dette var rimelig tamt.

Der gik ikke lang tid før han mærkede hvordan hun blev mere og mere slap i sit greb i ham. Han fastnede sit eget greb om hende bare for en sikkerhedsskyld. Det var meget fristende at fortsætte med at drikke i lang tid, men han skulle overholde sit ord og sit eget ønske om at holde hende i live.
Han drak derfor kun et par minutter mere fra hende før han trak sit ansigt en smule væk fra hendes hals. Duften af hendes blod var for alvor trådt til nu hvor han havde punkteret hendes fine hud på halsen. Så snart hans tænder havde forladt hendes hals begyndte der at pible lidt blod ud fra såret. Han så kort på det før han så på Alanis' ansigt for at sikre sig hun stadig var ved bevidsthed. Hans greb om hende holdt han stadig, men der gik ikke længe før han justerede det en smule så han bedre kunne løfte hende.

Hun havde mistet en del mere blod end hvad godt var, så hun ville sikkert føle sig svag. Han løftede hende derfor imens han rejste sig fra stolen. Han holdt hende tæt ind til sin krop imens han gik de får skridt der var hen til sofaen, som hun tidligere havde siddet på. Han lagde hende så blidt han kunne i sofaen imens han prøvede at abstrahere for blodet der stadig kom fra hendes hals af. Han havde sat sig på hug ved siden af sofaen så han lettere kunne ligge hende ned. Det var først da han havde fået lagt hende helt ned i sofaen, at han rev lidt stof af bunden af hans trøje. Han foldede det en enkelt gang og lagde stoffet over det friske så. Han pressede sin hånd mod såret imens han fra tid til anden så fra såret til Alanis' ansigt. Han tjekkede hele tiden hvordan hun så ud, imens han holdt presset på såret. Det burde stoppe med at bløde efter noget tid, så længe der var pres på det. Det havde flere århundreder vist ham.

Han kunne stadig smage hendes blod i sin mund og kombinationen af smagen og duften fra hendes sår gjorde det ikke nemt for ham. Men han sagde ikke noget og holdt en neutral mine i sit ansigt imens han så til hende. Det var dog tydeligt at det ikke kun var han der kunne dufte det friske blod. Man kunne høre trampen ude fra gangen af, men Marcus så ikke der hen. Han holdt sit blik på Alanis imens han blot lyttede til fodtrinene imens de kom tættere og tættere på.

"Ikke nu..." lød det køligt fra Marcus da fodtrinene var nået ind i stuen. Der stod to gutter lige inden for døren i stuen og så hen på Alanis. De var stoppet så snart Marcus havde talt. "I får ikke noget af hende her. Forstår i?" Marcus havde stadig ikke set hen på dem, men det var tydeligt fra han kolde tone at det ikke var oppe til diskussion.
De to vampyre så på hinanden og det virkede til at det overvejede hans ord, men der kom ingen modstand fra dem. De blev i stedet bare stående i rummet. Marcus delte ikke sin mad, det vidste de godt. Men fra tid til anden ville han efterlade 'rester' til dem hvis han var mæt nok eller skulle noget andet. Det var dog ikke casen med Alanis, så der var ingen grund til at give vampyrene falske forhåbninger. "Forlad os og spred ordet" det var først nå han så hen på vampyrene hans stemme var hård. Det virkede som om befalingen var modtaget med det samme, da begge vampyre forlod rummet med det samme.

Hun tvivlede på at hun nogensinde ville vende sig til den smerte, det var jo som om han prøvede at rive et stykke af halsen af hende. Det forsatte bare med at sorte foran hendes øjne, mens hun krummede sine tæer. Hun begynde endda at se små stjerner, hver gang hun fik sit syn tilbage igen.
Det var ikke fordi hun ikke havde lyst til at skubbe ham væk fra sig, men hun var også klog nok til ikke at prøve på at gøre det alt for meget. Hun risikerede jo bare at han begynde at blive voldelig, og at det ville komme til at gøre mere ondt på hende.

Hun kunne mærke hvordan kræfterne begynde at forsvinde i hendes krop, og mens en træthed begynde at snige sig hen over hendes krop. Der kom endda en utilfredslyd ud mellem hendes læber, da han strammede grebet om hende. Hun viste ikke helt om det var for at hun ikke skulle falde sammen, eller fordi han ikke havde tænkt sig at stoppe? Hendes krop begynde alligevel at blive alt for afkræftet til at kæmpe imod, og hun følte at hun begynde at se døden ind i øjnene. Hun kunne jo ikke vide om han faktisk havde tænkt sig at holde sit løfte, eller om det bare var for at få et nemt offer ud af hende.

Det gik bare ikke længe før hun fik svar på sit spørgsmål, at han faktisk havde tænkt sig at holde hende i live. Hun mærkede hvordan stramheden forsvandt fra hendes hals, som han træk sine tænder ud af hende igen. Hendes hals føltes helt iskold i det, mens hun mærkede hvordan blodet lige så forsigtigt gled ned ad hendes hals. Hun gav roligt slip på hans hår, før hun lod et par fingre glide hen over sin hals. Hendes ansigt var helt blegt i det, udover de røde mærker hvor hendes tråde havde trillet ned af hende. Hun studerede roligt blodet på sine rystende fingre, før hun vende blikket mod ham uden at sige noget.

Hun tvivlede ikke på at hun ville falde om der på gulvet, hvis det ikke var fordi han holde fast om hende. Det var svært for hende at holde sig oppe der, og ikke bare falde om i hans skød. Hun fik bare ikke lov til det, da hun blev loftet op i hans arme. En svag lille utilfredslyd forlod hendes læber. Den forsvandt hurtigt igen, da hun mærkede sofaen under sig. Det var som om hun bare kunne synke ned i sofaen, og bare forsvinde væk fra verden.
Det var endda svært for hende at holde sine øjne åbne, og hun holde bare sit trætte blik på ham. Hun fulgte hver eneste bevægelse han lavede, mens det blev svære og svære for hende ikke bare at falde i søvn der.
Hun havde dog stadig kræfter nok til hurtigt at gribe fat i hans arm, når hun mærkede hvordan han pressede stoffet mod hendes hals. En lille svag lyd af smerte forlod hendes læber, som hun bed sine tænder hårdt sammen og efterfuldt af endnu en tåre fra hendes øjne ”du er måske ikke så slem igen” hviskede hun og havde aldrig troet at han ville tage sådan af hende, som han valgte at gøre i det øjeblik.

Det var først når han valgte at snakke, at hun hurtigt fandt ud af at de ikke længere var alene. Hun strammede grebet om hans arm, mens hendes hjerte igen begynde at banke hurtigt inde i det. Som blot gjorde at skorpen som var begynde at blive skabt på hendes hals, igen sprang op og en lille utilfredslyd forlod hendes læber. Hun havde lidt af et panisk blik i sine øjne, som nok mest afslørede hvor lidt magt hun troet denne vampyr havde over de andre vampyr i huset.
Hun tvivlede vel et eller andet sted også på at denne vampyr ville beskytte hende, men det så ud til at han ikke havde planer om at dele hende med nogen af dem. Det fik hendes hjerte til at slappe lige så langsomt af i det igen, især når hun hørte hvordan de forlod stuen atter igen ”hvem? Hvad? Er du” hviskede hun mens hun så undrende på ham.

Marcus genkendte det trætte blik i hendes øjne, det havde så mange af hans 'børn' også haft inden han havde givet dem hans eget blod. Dette var dog en noget anderledes situation, da han ikke havde planer om at genføde Alanis. Hun ville ikke smage hans blod, hun skulle bare komme til kræfter igen, så han var sikker på han kunne drikke fra hende igen. Det ville dog ikke blive denne aften, da han havde taget for meget fra hende allerede nu. Hvis han bed hende igen ville hun sikkert ikke overleve det..

Hans fokus var mest på at få stoppet blødningen fra hendes hals, men hendes kommentar fik alligevel hans blik til at glide hen på hendes ansigt igen. Et halv køligt smil kom frem på hans ansigt før han svarede hende. "Jeg har aldrig sagt jeg var slem... Det er noget du har fundet på" lød det stille fra ham. Det var delvist sandt, han havde aldrig sagt han var en slem person, men han vidste dog godt at hans moralske kodeks nok pegede en lidt anden vej end mange andres. Men lige nu var der ingen grund til at gøre det tydeligt for hende, hun var alligevel så afkræftet så han behøvede ikke intimidere hende.

Han mærkede uroen i Alanis da de andre vampyre var i stuen, men han blev bare ved med at holde stoffet på hendes sår, så det kunne lukke sig. Han tog fat om den hånd hun havde brugt til at holde om hans arm og vristede så blidt han kunne hendes greb frit fra hans arm. Han lagde hendes hånd på hendes mave før han rejste. Hendes spørgsmål var ikke så underligt, det var ikke alle der kunne holde andre vampyre i skak ved blot at tale til dem. "Hvem tror du jeg er?" lød det kort fra ham imens han satte sig over i stolen igen. Han lagde et ben over det andet og lænede sig tilbage i stolen imens han kort slikkede sine læber for de sidste rester af hendes blod. Han var ikke mæt, men det var ikke så underligt for ham. Der skulle efterhånden en del mere blod til end der skulle før. Hans blik hvilede lidt på hende imens han overvejede om hun snart ville falde i søvn. Det havde set ud som om hendes øjenlåg var tunge før da han havde været henne ved hende, men hun havde alligevel formået at holde sig vågen.

Hun havde overrasket en del denne aften. Det kunne virke som om hun ville være meget underholdende at have i huset. Han vidste godt at det ville komme til at skabe en del rod med nogle af de andre beboere, men det mente han ikke var et problem han skulle bekymre sig over. Det ville blive Alanis' problem at holde de andre i skak til dagligt, for han ville ikke være der til at forsvare hende hver dag. Han havde andre ting at tage sig til.

///Sorry jeg ikke har svaret før nu! Jeg har ikke glemt dig, det blev bare lige en mere hektisk uge end jeg havde regnet med.////

Hun kunne ikke huske sidste gang hun havde været så træt, at hun bare kunne falde i søvn hvor som helst. Måske var det fordi der var varmt og hun havde et dejligt sted at ligge, eller var det fordi hun havde mistet den mængde blod sm hun havde gjort. Da hun boet på gaden, plejede hun altid at sove med det ene øje åbent i frygt om at der var nogen der ville overfalde hende.
Selv om hun ikke stolede på vampyrerne i huset og at stole på Marcus kun lige var begyndt, så havde hun bare lyst til at falde i en dyb søvn lige der på sofaen. Hendes bekymring for hvad der kunne ske med hende hvis hun faldt i søvn, lå alt for langt væk til forhold trætheden.

Smilet på hans læber kunne gøre hvem som helst bekymret, men lige der så hun det slet ikke som et køligt smil ”undskyld” hviskede hun lige så forsigtigt og mente det endda, hun viste jo godt at hun var en meget dømmende person. Hun havde jo allerede slået alle mænd hen over et slag, de var alle ondskabsfulde og magtsyge idioter som ikke fortjente noget som helst. Denne vampyr viste hende bare en anden side, at han valgte at tage sig af hende efter han havde drukket fra hende. Selv om det nok var dumt af hende at tro at han havde noget godt i sig, og ikke gjorde det med en bagtanke om at holde hende fra at gå amok.

Hun kæmpede ikke imod da han fjernede hendes hånd, og trykkede bare let sin hånd mod sin mave. Hans ord overraskede hende en smule, som om hun burde vide hvem han var? Det var jo ikke fordi hun kende særligt meget til vampyr, og hvem der var kendt blandt dem. Den eneste hun sådan havde hørt om, var deres leder. Et lille svagt grin forlod hendes læber, som om denne vampyr kunne være deres leder. Kvinderne på gaderne havde det jo med at snakke, og måske havde de det med at overdrive en gang imellem… Men? Grinet forlod hendes læber, som hun kiggede studerende over på ham ”jeg kender kun til en vampyr” sagde hun og blinkede et par gange med sine øjne ”deres leder” tilføjede hun som hendes øjne begynde at lukke i ”Davison… Mark? Mat? Marcus? Et eller andet med M Davison” sagde hun lidt tænkende i det, mens hendes øjne lukkede helt i ”de siger han ligner en faldende engel på gaderne, men ingen tør nærme sig ham” hviskede hun med en træt stemme, før hun kort åbnede sine øjne og kiggede over på ham ”du ligner mere en dæmon som er opstået ud af flammer” sagde hun med et lille smil på sine læber, som hendes øjne atter igen gled i.

//behøver du slet ikke at undskylde for! Ved godt at du ikke glemmer mig, eller det håber jeg ikke!! Men tag bare den tid du skal bruge, og forstår godt at du har et liv ved siden af//

Lignede han en falden engel? Han lyttede ikke særlig meget til rygter der handlede som sig selv, da det ikke gav ham noget vigtig information, så dette var første gang han havde hørt hvad folk sagde om ham i gaden. Han rynkede kort brynene da hun hviskede det. Han kendte godt til barske engle der havde taget faldet, men han havde aldrig troet at han kunne minde om dem. De behøvede ikke at slå ihjel for at overleve, det gjorde Marcus.
Hans tanker blev afbrudt da hun sagde hvad hun synes han lignede. Der kom et mindre grynt fra ham. En dæmon... Det var bedre end en falden engel, men det lød som om hun aldrig havde stødt på en dæmon før. De kunne være nogle grimme bæster...

"Marcus Davison..." lød det kort fra ham imens han så lidt ud i rummet. Hun havde næsten gættet det. Det var alligevel imponerende. Hans blik gled hen på hende igen, hendes øjne var lukkede. Som hun lå der så hun meget fredfyldt ud, men det var nok bare trætheden. Det var ikke sikkert at hun ville forblive så fredfyldt når det gik op for hende, at hun nu boede under Marcus Davisons tag.
"Jeg synes heller ikke jeg ligner en falden engel, men jeg ville heller ikke mene jeg er lige så grim som en dæmon..." hans stemme var lav men man kunne stadig høre en smule drilskhed i den. Han så lidt ind i flammerne i kaminen imens han overvejede hvor længe der ville gå før hun var på benene igen.

Det nyttede ikke noget at sidde og vente på hende, så han planlagde i stedet resten af sin nat. Efter et par minutters tid rejste han sig fra stolen og forlod stuen. Der gik dog ikke mange minutter før han igen kom ind i stuen med et vævet tæppe og nogle hvidt stof i favnen. Han bevægede sig hen til sofaen og foldede tæppet ud. Med en rolig bevægelse lagde han tæppet hen over Alanis, så kun toppen af hendes skuldre og hendes hals og hoved ville være frit fra tæppet. De hvide stof var resterne af en gammel bandage. Med rolige og afmålte bevægelser fik han fjernet stoffet der før havde ligget på hendes sår, han smed den lille luns stof der nu var fyldt med blod ind i kaminen, så flammerne kunne få resterne af det størknede blod, før han nænsomt lagde bandagen om hendes hals så såret igen ville blive dækket til. Bandagen var tætsiddende, men ikke for stram. Han kiggede kort på sit arbejde før han igen vendte om og gik ud fra stuen. På vejen ud lukkede han døren efter sig.


Man kunne høre lyden af det gamle knirkende trægulv i hele huset. Det var lyden af mange fodtrin, lyden af hastige fødder. Det var lyden af morgenstundens første lysstråler... Det var efterhånden næsten et ritual at folk i huset gik fra vindue til vindue for at lukke de tunge gardiner til. Før i tiden havde de kun været der som pynt, men det var mange år siden. Nu var de det vigtigste forsvar om dagen i huset. Marcus var næsten kun lige kommen ind af døren, som solen var begyndt at ramme huset over de andre huses tag.
Han gik med rolige skidt gennem gangen imens hans blik gled ind af hver åben dør, der var ikke så mange i huset denne dag, som der normalt var. Han talte ca. 11 styks. Det var dog alle kendte ansigter for ham, hvilket ville gøre denne dag nemmere for ham.

Marcus stoppede i en dør der ledte ind til køkkenet, der stod to vampyre derude. En med en falske i hånden, den anden med en ung mand i favnen. Et mennske... "Thorne, smid liget i kælderen... Det er for sent at gå ud med det" Marcus' blik lå på den slappe menneskekrop imens han talte. Vampyren, Thorne var en ung gut. Men ikke den skarpeste, desværre. "Jeg skal nok skille mig af med det! J-jeg kan godt nå det endnu" der var en hvis desperation i Thornes stemme, men Marcus rystede bare på hovedet. "Det er for sent... Vi smider ham i fyret senere" den mere faste tone fik Thorne til at nikke, før han med hastige skridt forsvandt ned af klæder trappen der lå bag køkkenet.
Det var alt Marcus behøvede at se, så han forlod igen køkkenet og vendte næsen mod stuen.

Det var flere timer siden han havde været hjemme i huset, så han vidste ikke om Alanis var vågen eller ej. Men han vidste hun stadig var i huset, ellers havde en af vampyrene sladret til ham. Der var ingen hemmeligheder i huset, som Marcus ikke kendte til. Han trådte ind af døren til stuen og så hen mod Alanis for at se om hun var vågnet eller ej.


///Jeg tog mig lige friheden til at lave et tidsspring, for jeg tænkte ikke der ville ske så meget spændende imens Alanis sov ///

Menneskerne på gaderne havde det med at overdrive, når de snakkede om de mere adle væsner i verden. Derfor var det ikke altid at man skulle høre på rygterne, men på den anden side så elskede Alanis at høre om dem. Det lød ofte som om de kun hørte til i eventyrbøger, og når man mødte dem i virkeligheden, så var de noget andet.
Det var måske også grunden til at hendes tanker slet ikke havde gået der til, at denne vampyr kunne være den berømte Marcus Davison. Han havde jo bare været en irriterende vampyr i hendes øjne, som bare ikke ville lade hende være i fred.
Det var som om han forsvandt længere og længere væk i en tunnel, mens hun begynde at synke ind i drømme verden ”mhmm.. Marcus? mumlede hun mens hendes vejrtrækninger blev tungere, som hun faldt helt i søvn. Hun havde været alt for træt til at reagere på det, og et eller andet sted så troet hun nok stadig ikke på det.
Et lille suk forlod hendes læber, når hun fik tæppet hen over hende. Hun vågnede ikke engang af at han forband hendes hals, men sov i stedet tungt til næste morgen.

Selv når solen var ved at stå op hen over byen, var det svært at få hevet hende ud af drømmeverden. Lyden af de mange fodtrin som gjorde klar til at overleve sollys, begynde lige så langsomt at vække hende op. Hun åbnede lige så forsigtigt sine øjne, med blikket rettet hen mod den tomme stol. Det var helt rart at vågne op, uden at det føltes som om ens tæer og fingre var ved at falde af.
Hun satte sig roligt op i sofaen, og kunne ikke lade være med at smile over det tæppe hun havde fået hen over sig. Der var ingen tvivl om at hun var overrasket over at hun stadig var i live, hun havde måske kæmpet imod at falde i søvn… overbevist om at hun ville blive slået ihjel i søvnen.
Hendes fingre gled langsomt op til hendes hals og hen over forbindingen som gemte på hendes ømme hals. Det gik ikke længe før hun hørte døren der blev åbnet, og hendes blik som hurtigt vende sig mod den og fik øje på den velkendte vampyr ”godmorgen” sagde hun med en træt stemme.

//hahaha, det er okay kunne ellers få hende til at gå i søvne! <--- joke //

Marcus lænede sig lidt op af dørkarmen imens han betragtede hende en smule. Hun så stadig medtaget ud af nattens begivenheder. Bandagen som han havde givet hende hjalp heller ikke på det.
Hendes hilsen fik ham kort til at trække på skuldrene. Godmorgen... Det var ikke et udtryk der blev brugt så ofte i hans nærhed. Hvad skulle han dog sige til det? Det var jo aldrig en god morgen i hans liv. Morgenen betød han var fanget indendørs, det betød der var større mulighed for at dræbe ham. Begge dele var store minusser i hans hoved, men det var nok ikke noget Alanis ville være interesseret i. Så han valgte ikke at sige noget til hendes hilsen.

I stedet gik han ind i stuen og smed et stykke træ mere ind i den næsten døde kamin. Der var stadig en del gløder der ville kunne starte ilden igen, men ikke nok gløder til at holde stuen varm hele dagen. Hans blik lå på de gyldne gløder imens han lyttede til husets lyde. De hektiske fodtrin var så småt ved at tage af. Stuen havde et vindue, men solen stod ikke på det endnu, det ville den først i løbet af den sene formiddag. Marcus gik dog alligevel hen til vinduet og trak de tunge gardiner for imens han holdte sig uden for det tidlige lys der alligevel var kommet ind af vinduet.
Da gardinerne var trukket for var stuen endnu engang dunkel. Marcus tog de forskellige lys der stod rundt om i stuen og stak vægerne ind i kaminen, så gløderne kunne starte flammerne. Inden længe var stuen igen oplyst af dansende flammer, lige som den havde om natten. Marcus så selv fint i mørket, men det var ikke sikkert at Alanis ville være lige så heldig.

Som han satte det sidste lys på stuebordet så han atter på Alanis igen. "Kan du stå op?" spurgte han hende imens han satte sig i stolen. Det var ikke til at vide om søvnen havde været nok til at få en del af hendes kræfter tilbage, men det ville gøre det en del nemmere for Marcus hvis hun kunne stå selv. Hvis hun endnu var for svag til at stå selv ville han bare vente i stuen med hende til hun var klar, han havde nogle ting hun skulle vide alligevel.

Hun havde stadig ikke fået alt sin energi tilbage, men alligevel nok til at hun kunne holde sig vågen. Hun var ikke vant til at hun bare kunne sove videre, mens folk trampede rundt omkring hende. Det plejede jo at betyde at stå op, eller risikere at blive slået ihjel eller få stjålet alle dine ting. Det var nok også en af grundene til at hun ikke bare havde forblevet i drømmeverden, men det var alligevel rart at vide hvad der forgik rundt omkring en.

Hendes blik fulgte ham roligt rundt i stuen, mens hun kløede sig i det ene øje. Hans stilhed gjorde hende en lille smule nervøs, da de fleste plejede at sige det tilbage. Måske sagde vampyr det ikke til hinanden? Men det gav vel også mening, når man aldrig så dem ude i daglyset. Da han gik hen for at trække gardinerne for, holde hun sit blik på vinduet. Var det sådan hendes liv skulle blive til? Leve i mørket blandt blodsugende væsner?
Blikket gled hurtigt fra vinduet, og ned på sine ben som lå godt dækket til under tæppet ”det tror jeg” sagde hun og svang let sine ben ned på gulvet, og rejste sig roligt op også selv om hun var tæt på at falde, så fik hun hurtigt balancen igen ”de fungere stadig” sagde hun med et lille kækt smil på sine læber, før hun valgte at sætte sig ned på sofaen atter igen.
Hendes blik så studerende på ham, som hun betragtede ham fra top til tå ”du lavede sjov i går ikke?” spurgte hun om, før hendes blik ende på hans ansigt ”du er ikke den Marcus” tilføjede hun og havde faktisk ikke lyst til at tro på det, hvordan kunne vampyrernes leder være interessent i hende og hendes blod? Han kunne jo sikkert få blod fra hvem som helst, så hvorfor vælge den lille irriterende shapeshifter som hun var?

Han så til imens hun kom op og stå. Det så ikke helt sikkert ud, men det ville fungere fint til hvad hun skulle efter de havde fået sig en lille snak.
Han lænede sig en smule tilbage i stolen imens han lyttede til hendes mistro til hvem han var. Han lagde hovedet let på skrå og så lidt på hende inden han svarede. Det var overraskende at hun overhovedet kunne huske samtalen... "Er jeg ikke?" spurgte han kort retorisk imens han hævede brynene. "Er jeg en anden Marcus Davison? Kender du andre?" spurgte han imens han så alvorligt på hende. Var hun dum? Han kunne ikke helt vurdere det...
"Hvis jeg ikke var Marcus Davison, ville jeg så bede dig tie stille om hvor du bor?" spurgte han med en alvorlig tone før han fortsatte. "Det ville være klogest hvis du ikke plapre løs til alle dine skøge veninder på gaden om hvor du bor... I hvert fald ikke hvis du holder dit liv kært" det var tydeligt fra alvoren i hans stemme og det kolde øjne at dette ikke var noget hun skulle tage useriøst. Han vidste at Alanis potentielt ville være et offer andre ville gå efter hvis hun begyndte at fortælle folk hvor hun boede. Hun ville blive set som Marcus' svage punkt, hvilket ikke var noget han havde brug for. Slet ikke når dæmonernes lille leder ville snakke med ham. Hun var kendt for at gå efter folks svageste punkter for at få hvad hun ville have.
Alanis ville være et klart mål, også selvom hun for Marcus bare var blod og 'gratis' underholdning. Han ønskede dog ikke at hun skulle dø for andres hænder end hans egne, hvis det skulle komme på tale.

"Når det så er sagt, så skal du heller ikke bringe dit arbejde her hjem... Min beskyttelse dækker kun dig, og den dækker dig kun så vidt at du ikke er et fjols omkring de andre vampyre der holder til her." hans blik gled kort hen mod døren der ledte ud til gangen. Før han igen så på Alanis. "Skulle du bringe nogen her hjem som ikke er velkommen, så vil de ikke komme levende her fra..." et lavt suk kom kort fra ham, som han kom i tanke om liget Thorne havde smidt i kælderen. Han ville tage sig af det når han var færdig med Alanis...

For ham var disse regler ret simple og efterhånden en selvfølge. De fleste af de vampyre der brugte huset jævnligt kendte også reglerne. Den eneste forskel var at de godt måtte bringe 'mad' med til huset, dog kun så længe de selv skilte sig af med det. Huset var en hemmelighed for folk der ikke arbejdede for Marcus. Det var ikke meningen at andre skulle kende til dette hus og hvem der brugte det, da det ville gøre Marcus og de vampyre der fra tid til anden beboede huset til et nemt mål for hævnrige typer. De fleste af Marcus' huse var hemmelige, det var den måde han var kommet tilbage i byen den gang de ædle vampyr familier havde været efter ham før han var blevet deres leder, så han yndede at husene skulle forblive hemmelige for omverdenen.

Det var jo ikke fordi hun ikke troet på at han var den Marcus, men hun havde bare ikke lyst til at tro på det. Det var bare nemmere når hun troet at han var en normal irriterende vampyr, og ikke var lederen af alle irriterende vampyr. Hun rystede lige så forsigtigt på hovedet ”skal jeg så begynde at kalde dig for milord?” sagde hun med en flabet stemme, før hun kravlede op af armlænet for at komme tættere på ham ”eller må jeg blive ved med at kalde dig, irriterende vampyr?” tilføjede hun med den samme flabede stemme. Hun var jo et eller andet sted ligeglad med at han var lederen af vampyrerne, og havde ikke nogen planer om at være en sød lille slave som aldrig svarede igen. Hun hævede roligt sit ene øjenbryn af ordenen der kom ud af hans mund, skøge veninder? Var hun bare en simpel skøge med skøge veninder? ”skøge veninder?” gentog hun spørgende også selv om det ikke var et spørgsmål.

Hun havde aldrig skammet sig over sit arbejde, men ordet han valgte at bruge, var bare så nedlagende ”en lille skøge, går hen og fortæller sine skøgeveninder... hvor store stygge Marcus bor” sagde hun med en bange stemme, mens hun rejste sig op og gik over til ham. Hun lagde roligt sine hænder på armlænene af stolen, og lænede sig ind til ham så deres ansigter var få centimeter fra hinanden ”hvorfor valgte du mig så? I stedet for en eller anden rig kvinde?” hviskede hun som hun stirrede ind i hans øjne ”hvorfor skulle jeg overhovedet fortælle nogen hvor jeg bor?” hviskede hun som hun gav et lille grin fra sig, da det virkelig ikke interesserede hende at der sikkert var folk som ønskede at skade den vampyr. Så derfor havde hun ikke nogen planer om at fortælle hvor hun boet og med hvem, det ville jo bare skabe flere problemer for hende selv ”oh… også må du gerne lade være med at kalde dem mine veninder… det er ikke noget jeg samler på” hviskede hun mens hun betragtede hans ansigt, med det lille smil på sine læber. Hun tvivlede ikke et sekund på at de kvinder ønskede at se hende død, på den måde ville de overtage hendes kunder. Ligesom hun ønskede at se de andre kvinder døde, så hun selv kunne tjene flere penge.

Kvinder havde altid set hende som en trussel, selv den gang hun blot var en ung teenager og var kommet til byen. Hvis deres mænd overgreb sig på den unge pige, jamen så havde det altid været hendes skyld for at lokke dem. Hun havde på den måde mistet respekten for kvinder, og valgte mere at holde sig for sig selv. Hun kunne jo ikke stole på dem, så hvorfor bygge et venskab op?

”åååh… jeg havde ellers tænkt mig at tage ekstra, for at tilfredsstille dem i din seng” hviskede hun flabet, mens et grin forlod hendes læber som afslørede at hun ikke mente det seriøst ”jeg har ingen planer om at fortælle hvor jeg bor, ingen planer om at bringe nogen med hjem” sagde hun så med en seriøs stemme, bare for at vise at hun forstod hans regler. Selv om det allerede var noget hun havde besluttet sig for, før han lagde de regler for hende. Hun rejste sig bare roligt op igen, og kiggede ned på ham ”men du skylder mig noget mad, for at hive mig væk fra mit arbejde” sagde hun med den samme seriøse stemme og dog med et lille smil på sine læber.

Måske hun havde fået nok hvile? Siden hun kunne være så flabet med det samme. Det var vel et godt tegn, selvom flabetheden ikke det mest tiltalende for ham, så viste det alligevel at hun var en smule modig af sig stadig. "Du kan kalde mig hvad end du vil, men jeg er ikke en lord. Så der er ingen grund til ligegyldige høfligheder." svarede han uden egentligt at gå så meget op i hvad hun kaldte ham. Han havde aldrig været særlig fin på den og høflig, så alle de titler folk brugte til at tiltale hinanden var ikke noget Marcus gik frygteligt meget op i.

Det var en overraskelse at hun blev så fornærmet over hvad han havde sagt. Han blev dog roligt siddende i stolen imens hun kom hen og lænede sig på hans armlæn. Hendes udbrud var forfriskende, hun havde været så dygtigt da hun endelig var blevet overtalt til at følge med ham, men nu var hendes kampgejst blusset op igen. Dog over noget Marcus ikke helt havde set komme eller forstod.
Hendes spørgsmål fik et køligt smil frem hos ham. Hun havde endnu ikke regnet ud hvorfor det var hende der til tilbuddet frem for enhver anden kvinde. Selvom han godt ville svare lidt på hendes spørgsmål valgte han alligevel at vente med at sige noget til hendes lille udbrud var overstået. Først da hun igen stod op og ikke længere lænede på hans armlæn talte han.

"Sikke meget du kan tale... Havde jeg vidst det på forhånd havde jeg måske ikke taget dig med mig." der var et bredt smil på hans læber som tydeligt viste hans morskab over hende. Han tog kort fat i noget af stoffet fra hendes kjole og så lidt på det før han fortsatte. "Hvorfor valgte jeg dig?.." spurgte han kort imens han så op på hende igen. "Hvorfor er det vigtigt for dig at vide det? Burde du ikke bare være glad for at jeg ikke slog dig ihjel på gaden den første gang jeg mødte dig?" spurgte han med et nysgerrigt blik.

Hendes flabede løgne om at fortælle folk hvor hun boede og bringe folk med hjem morede ham ikke som så, i sidste ende ville det gå ud over hende selv hvis hun faktisk gjorde nogle af delene. Så selvom han havde sat reglerne op for hende, havde han ikke så stor tiltro til at de blev fulgt. Han havde oplevet vampyre gå imod reglerne så mange gange før, så hvorfor skulle en lille shapeshifter som Alanis være bedre end dem? Han valgte ikke at dvæle mere ved de tanker. I stedet rejste han sig hurtigt fra stolen og vendte sig mod hende.
"Mad... Det glemmer jeg." lød det kort eftertænksomt fra ham. Han så så på hende med et skævt smil. "Vi kan fortsætte samtalen i køkkenet, så må vi se om der er noget mad til dig. Det er ikke så ofte køkkenet bliver brugt til andet end slagter arbejde..." inden han nåede at afslutte sin sætning var han allerede på vej mod døren ud til gangen. Han forventede hun fulgte med af sig selv, siden hun selv havde efterlyst mad.

Hun havde bestemt ikke nogen planer om at kalde ham for Milord eller noget andet, det var hun bare ikke fin nok til at gøre. Det var nok også en af grundene til at hun heller ikke respekterede det at være dus, nej hun var endelig ligeglad med sådan nogle ting ”godt så… for havde heller ikke planer om at gøre det” svarede hun kort efterfulgt af et lille grin. Nej fin det blev hun nok aldrig, hun nød i stedet at gøre grin med folk som var fine på det.

Om det var fordi hun havde det svært med at styre sine følelser, efter hun havde fundet ud af hvad hun var. Eller det blot var fordi denne vampyr fremprovokerede hendes følelser, viste hun faktisk ikke helt. Han havde det bare med at sige de rigtige ting, som bare havde det med at trykke på hendes knapper. Måske nød han at se hende på den måde, ude i stand til at styre sine følelser og bare lyst til at slå ham.
Smilet på hans læber hjalp heller ikke på det, han nød virkelig at se hende på den måde ”ja… måske du skulle gå tilbage, og vælge en som kan finde ud af at holde sin kæft” svarede hun og fulgte hans fingre som tog fat i hendes kjole, før hun vende blikket mod hans øjne.
Hun lod et par fingre glide hen over den iskolde kæbe ”måske… eller måske er jeg bare nysgerrig over, hvad sådan en lille shapeshifter som mig, har på sådan en vampyr som dig” hviskede hun med nysgerrig i sin stemme, før hun træk sine fingre til sig atter igen.

Hun var jo utrolig nysgerrig over hvorfor han havde valgt hende som hans personlige blodbank, da hun ikke tvivlede et sekund over at der nok var kvinder som ville kaste sig foran hans føder. Hun kende da til flere af sine kollegier som drømte om at få den chance hun fik, som med glæde ville blive suget tør af blod hver eneste aften.

Hun så lidt overrasket på ham, som han faktisk gik med til at give hende mad for natten før. Selv om han var en pisseirriterende vampyr, så havde han alligevel nogle gode sider i sig ”slagter arbejde?” gentog hun spørgende og rystede på hovedet, før hun valgte at følge efter ham. Hun skulle lige til at komme med en flabet spørgsmål, men valgte alligevel at tie når de bevægede sig ud på gangen. Hun valgte i stedet for at holde sig så tæt ind på ham som muligt, som de bevægede sig forbi flere vampyr. Hendes hjerte begynde at hamre hurtigere inde i brystet på hende, mens hun studere dem med sine øjne.
Hun prøvede at tvinge sine øjne væk flere gange, men det var bare så svært at modstå at kigge på dem. Hun havde det svært nok med at modstå Marcus vampyr charme, men omkring de vampyrer følte hun mere at hun blev trukket til alle retninger.
Et lille suk kom ud mellem hendes læber, som hun kæmpede for at vende sit blik mod gulvet. Mens hun greb fat i hans iskolde hånd, og bed sig let i læben.

Han havde ikke sagt noget til at hun havde rørt hans kæbe, det generede ham ikke. Han var mere fokuseret på hendes frustrationer over ikke at vide hvorfor han havde valgt hende. Han rystede bare intet sigende over det hun havde sagt. Hun kunne få lov til at bruge sin tid på at gætte, for han havde ingen planer om at afsløre hvorfor hun var i hans nærhed nu. Det ville sikkert bare stige hende til hjernen hvis hun fik det af vide alligevel.

Ude i gangen var der stadig bevægelse, en mindre gruppe af vampyre var på vej fra et rum til et andet og blev nød til at stoppe midt i gangen da Marcus og Alanis var komme der ud. Marcus tog ikke rigtigt notits af hvem det var, det var ikke vigtigt for ham, da han jo godt vidste hvem der var i huset denne dag. Han mærkede dog straks at Alanis havde taget fat i hans hånd. Det fik ham kort til at stoppe op, men han stod ikke stille særlig længe. Kun i lang nok tid til at han kunne trække sin hånd til sig for at få Alanis til at slippe ham. Hun måtte lære at klare sig selv i huset... Han ville ikke altid være der til at skærme hende fra de andre der var i huset.

Uden at se tilbage på hende eller noget gik han ind af døren til køkkenet. Thorne var kommet tilbage fra hans tur i kælderen med liget fra tidligere. Men ellers var køkkenet tomt. Marcus gik bare direkte mod nogle af skabene, og begyndte at åbne dem på må og få. Thorne så tydeligvis meget forvirret ud over hvad Marcus havde gang i. Normalt var Marcus ikke i køkkenet, med mindre han selv havde mad med hjem, eller hvis han skulle tale med nogen der var derude. Det var først da Thorne fik øje på Alanis at hans forvirring forsvandt fra hans ansigt. "Kan jeg hjælpe med noget?" der var stadig en anelse forvirring at spore i hans stemme, men Marcus så ikke ud til at reagere på det. Han så bare kort på Thorne før han igen fortsatte sin gennemgang af skabe og skuffer i køkkenet. "Vi skal bruge mad. Normal mad" lød det kort fra Marcus imens han hev forskellige glas ud af et skab med forskelliget syltet indhold i. Thorne gik straks i gang med at kigge sig om i køkkenet uden at stille spørgsmål ved hvad Marcus havde sagt.
Der gik heller ikke lang tid før Thorne fandt resterne af et brød. Han lagde det på det lille spise bord der stod langs en af væggene i køkkenet. Marcus havde i mellemtiden kun fundet forskellige gamle oste og ting der var syltede. Han satte det også frem og så kort på det før hans blik landede på Thorne. "Du finder noget mad i aften og husk at få begravet dine egne rester Thorne.." lød det køligt fra Marcus imens han stadig så på Thorne. Thorne så fra Alanis til Marcus da der blev talt til ham. Han nikkede dog bare som svar, før han gik mod udgangen af køkkenet da Marcus lavede en gestus med hånden mod gangen. Thornes blik hang på Alanis imens han gik forbi hende og ud i gangen. Det var først da han var et stykke ude i gangen hans blik vandrede væk fra hende.

Marcus stod roligt ved bordet med maden på og betragtede hende. "Det er alt hvad vi har lige nu, du står selv for mad fra nu af. Thorne fylder kun skabene med det mest nødvendige, men resten klare du selv." forklarede han kort før han samlede brødet op med den ene hånd. Det var hårdt og tørt, hvilket nok ikke var så underligt. Det var ikke til at vide hvor gammel det var, men det så ikke ud til at have mug på sig endnu, så det var nok okay at spise. Som han lagde det fra sig kunne man høre den hule lyd det lavede da det landede lidt hårdt på træbordpladen.

Det irriterende hende virkelig meget, at han ikke bare ville fortælle hende hvorfor han havde udvalgt hende. Det var som om han virkelig nød at holde hende henne i mørket, som om det var en lille leg han legede med hende. Et eller andet sted så nød hun jo selv den lille leg, selv om hun nok ikke ville indrømme det. Der måtte jo være et eller andet spændende ved hende, siden han havde valgt hende. Han var jo ikke længere hvilken som helst vampyr, nej… der måtte være et eller andet særligt ved hende, som han ikke havde lyst til at give slip på. Selv om det blot var hendes blod som smagte utroligt godt, så gjorde det hende alligevel mere selvsikker omkring ham. Det var nok også derfor hun valgte at være så flabet overfor ham, bare fordi hun følte at hun kunne.
Hun havde aldrig følt sig så omringet før, som hun gjorde det blandt de forskellige vampyrer. Hun var så bange og samtidigt var det så pirrende, at hun havde det svært med ikke bare at kaste sig i armene på den første vampyr. Den selvsikre udstråling som de hver især havde, fik hende til at føle sig som en lille mus blandt en masse farlige katte. Det var spændende og sindssygt samtidigt, som en lille del af hende ønskede mere og mere af at mærke.
Det var ikke så meget for at hun var bange for at de ville angribe hende, nej… siden hun fandt ud af hvem Marcus faktisk var, så tvivlede hun ikke et sekund på at hver eneste af de vampyrer respekter ham og gjorde alt for ikke at modsige hans ordre.
Det var ikke pågrund af frygten for dem som gjorde at hun tog fat i hans hånd, det var mere frygten for sig selv og den følelse som hun havde inde i sig. Hun havde det jo svært nok med at modstå ham, at ikke blive en af de dumme piger som sad og beundrede og lyttede på hver eneste ord deres master sagde til dem. Hvordan havde han tænkt sig at hun skulle overleve i det hus? Hun viste at det ville blive meget svært, og en styre som hun ikke helt viste om hun havde inde i sig.

Det hjalp heller ikke på det, når han valgte at stoppe op for at trække sin hånd til sig. En svag utilfredslyd kom ud mellem hendes læber, som hun vende de blå øjne ned mod gulvet. Selv om hun ikke kunne se andet end deres fødder, så kunne hun stadig mærke kulden fra dem som kæmpede en kamp med hendes varme hud.
Hun valgte hurtigt at følge efter ham som han forsatte hen mod køkkenet, uden at trække vejret og mens hendes hjerte var ved at springe ud af brystet på hende. Hun viste jo godt at hver eneste en af dem nok kunne høre hendes hjerte, høre hvordan den pumpede blodet ivrigt rundt i hendes krop.
Hun fortrød jo helt at have spurgt efter mad fra ham, ville heller end gerne have levet inde i stuen… væk fra alle de andre.

Hun valgte først at stoppe op når de stod i køkkenet, og hendes blik gled langsomt rundt efter de 2 vampyrer uden at sige et eneste ord. Det var nok det mest stille hun havde været siden mødet med Marcus, men hun havde vigtigere ting at tænke på end at irritere ham.
Der kom et forsigtigt lille suk ud mellem hendes læber, som hendes hjerte begynde lige så langsomt at slappe af atter igen.
Det var svært ikke at betragte dem, mens de prøvede at finde noget at spise til hende. Det var nok aldrig noget hun havde troet at hun ville se, et par vampyrer som prøvede at stille hendes sult.

Hendes blik landede først helt på den anden vampyr, når Marcus bad ham om at forlade køkkenet. Hendes hjerte begynde at banke hurtigt inde i brystet på hende atter igen, når han bevægede sig over mod hende for at komme ud af køkkenet. Da han skulle til at gå forbi hende, valgte hun at vende blikket ned mod gulvet. Hun lod et par fingre glide igennem det røde lange hår, som kort blottede både hendes hals og øre. Det var først da han var gået forbi hende, at hun valgte at vende sit blik mod Marcus atter igen ”troet ellers jeg ville få nogle personlige vampyr kokke, til at lave mad for mig” sagde hun og gav et fint lille grin fra sig, før hun begynde at kigge rundt på hvad de havde fundet til hende ”men skal jeg nok” tilføjede hun som nok afslørede lidt, at hendes energi var begyndt at blive drænet atter igen.
Hun skubbede let brødet lidt væk fra sig, før hun samlede en af de sylteglas op. Som hun kæmpede lidt med at få op, men til sidst gav en høj poplyd fra sig. Hun lagde låget fra sig, og tog et stykke i munden ”mmmh æble” mumlede hun overrasket for sig selv, som hun samlede endnu et stykke op. Hendes blik gled fra glasset og hen til vampyren foran sig ”jeg har hørt at hvis en vampyr spiser normal mad, sprænger de i luften” sagde hun og rakte stykket hen mod ham ”er det rigtigt? Skal vi afprøve?” spurgte hun om med et lille smil på sine læber, før hun valgte at trække hånden til sig atter igen. Hun tog stykket i munden med et lille grin.

Marcus stod roligt og så lidt på maden imens hun jokede om en privat kok. Det fik ham til at fnyse kort. Han så lidt rundt i køkkenet før hans blik igen lå på Alanis. Køkkenet var relativt stort, men mange skabe og skuffer. Men de var næsten alle sammen tomme, da der sjældent var brug for almindelig mad. Der var enkelte vampyre der stadig spiste almindelig mad fra tid til anden, også selvom det ikke hjalp på deres sult på nogen måde. Marcus rørte ikke mad, men alkohol var en anden sag. Derfor var der en del tønder i kælderen med diverse alkoholiske væsker, som Marcus nød fra tid til anden.
"Der er ingen i dette hus der kan lave mad... Enten fordi de er for gamle til at huske hvordan eller fordi de er for unge til at have lært det" kommenterede han kort efter hun havde sagt at hun nok selv skulle sørge for sin mad. Det var nok det bedste, hvis hun holdt sit liv kært.
Da hun tilbød et stykke æble, så Marcus bare på hendes flabede smil. Vandre historier og rygter var det eneste hun havde af kendskab til vampyre... Det var næsten trist. Han rystede dog bare på hovedet over hvad hun havde sagt. Han dvælede dog ikke ved det så længe før han tog fat i et af de glas der stod på bordet. Han skruede med lethed låget af og duftede til det. En sur sødlig duft fra den rødlige væske var svagt genkendelig for ham. Han satte glasset på bordet igen. "Rødbeder.." mumlede han kort imens hans blik hang lidt på glasset. Han kunne ikke huske sidst han havde spist rødbeder. Hans menneskeliv lå så langt tilbage i tiden at minder om mad var næsten helt forsvundet. Kun enkelte minder stod stadig tilbage når det kom til mad, og de fleste omhandlede smage som han ikke havde brudt sig om som menneske.

Det gik op for ham at han havde været forsvundet ind i sine egne tanker og at han derfor ikke havde været opmærksom på Alanis. Han så derfor hurtigt over på hende for at tjekke hun stadig spiste. Han havde stadig en ting mere han skulle vise hende før han ville lade hende gøre hvad hun ønskede med sin dag. Han ville dog først lade hende spise færdig. Det vigtigste var at hun kom til kræfter efter han havde drukket fra hende, for ellers ville hun ikke holde så længe.
"Jeg har en ting mere jeg skal vise dig, før du kan gøre hvad du vil" fortalte han imens han så på hende med et roligt blik. "Men spis dig mæt først.." lød det kort fra ham imens han kort så ned på maden.

Alanis havde heller ikke selv prøvet at lave ordneligt mad, hun havde jo aldrig haft en rigtigt hjem. Så hendes måltider bestod altid af brød og nogle rå grønsager, og hvis hun havde haft mønter nok til det, så havde hun forkælet sig selv ved at tage på kroen.
Så det var en egenskab hun blev nød til at lære, og et eller andet sted så glædet hun sig også til at lære den egenskab.

”så må du jo lære det… så du kan være min lille vampyr tjener” sagde hun med et drillende smil på sine læber, da hun faktisk nød at drille denne vampyr. Selv om hun var næsten sikker på at Marcus, heller ville have haft at hun var en som holde mund hele tiden og gjorde alt hvad han sagde.
Hun var bare nødt til at vide hvor meget hun kunne trykke på hans knapper, før han ville flippe ud på hende. Selv efter der ville hun nok stadig ikke være stille, men blot vide hvor meget hun kunne komme efter ham før det ville gå galt.
Hun fulgte hans bevæger med sine øjne, mens hun proppede stykke efter stykke ind i sin mund. Hun satte først det sylteglasset fra sig, når der kun var det sultede vand tilbage og samlede glasset med rødbeder op og begynde os at spise dem ”hvad er det du vil vise mig?” spurgte hun med en nysgerrig tone i sin stemme, som hun satte glasset fra sig atter igen.

Hun slikkede lige så forsigtigt og langsomt den røde saft af sine fingre, mens hun holde sit blik mod ham ”jeg er færdig” sagde hun kort tid efter, når hun var færdig med at slikke sine fingre af og rejste sig lige så elegant op fra stolen atter igen.

Marcus hævede kort et øjenbryn over hendes opfordring til at han skulle lære at lave mad.  Hvad skulle han dog med den egenskab... Han ville aldrig får brug for den selv og som det så ud nu kunne han bare bede andre om at lave mad for ham, hvis der var behov for det. "Jeg har gjort rigeligt for dig nu, jeg er ingen tjener" lød det frastødt fra ham. Selvom magten endnu ikke var steget ham helt til hovedet, så ville han aldrig gøre noget for andre, med mindre han selv fik noget ud af det.
Det var den selv samme årsag til at han havde passet hende i løbet af natten. Det var også kun derfor han havde brugt en del af natten på at samle et nogenlunde passende værelse til Alanis. Han havde jo givet hende et sted at bo, så han blev nød til at sørge for hun kunne leve nogen lunde komfortabelt i hans hus.

Han betragtede hende imens hun spiste op, imens han tænkte på hvad hun smagte og hvordan hendes blod ville smage næste gang han ville drikke fra hende. Ville de være mere sødt efter alle æble stykkerne? Hendes ivrige spørgen fik ham til at smile et ganske småt tandsmil. Hendes nysgerrighed ville sikkert være hendes ende, sammen med dumdristigheden. Men det var måske det der gjorde hende mere underholdende for ham. "Det får du at se..." lød det roligt fra ham imens han begyndte at flytte rundt på nogle af madvarene der var på bordet.
Først da hun sagde hun var færdig rettede han sig op og stoppede med at flytte endeløst rundt på maden. Han så hen mod døren før han med faste skridt gik der hen. "Godt, lad os gå oven på" sagde han og fra hende og ud i gangen. Han førte an ud i gangen hvor han ledte hende hen til trappen.
Det var tydeligt at trappen var gammel, da hvert trin var slidt fra alle de sko der havde travet op og ned af den igennem tiden. Som Marcus begyndte at gå op af den kunne man gøre den tørre knirken hvert trin gav fra sig, men den så alligevel ud til at holde til vægten uden de store problemer.

Da var nået første sal befandt de sig i en ny gang. Denne var dog bredere end den nede i stueetagen. Marcus forsatte dog bare ned mod enden af gangen hvor der var to døre. Han så afventende på Alanis før han talte. "Jeg lovede dig et sted at bo, så det får du..." han holdt en kort pause imens han åbnede døren ind til rummet. "Jeg skulle mene der var de vigtigste ting herinde." afsluttede han før han trådte indenfor i det lille værelse og viftede Alanis med ind.
Rummet var ikke kæmpe stort, men der var alligevel plads nok til en seng med tæppe og puder, et bord med en stol og en mindre kamin langs væggen der varmede rummet op. Der var endda også et vindue, hvor gardinerne dog var trukket for. Marcus gik længere ind i værelset og satte sig oven på sengen imens hans blik fulgte Alanis' for at se hendes reaktion.

Hun kunne ikke lade være med at grine af ham, da det virkede til at han tog hendes ord seriøst ”bare vent og se… snart er jeg dronning, og du kysser mine fødder” sagde hun mens hun prøvede at holde masken, også selv om det ikke gik særligt godt. Hun troet jo bestemt ikke på at den vampyr ville gå med til at være hendes tjener, nej ellers havde han nok aldrig blevet leder af vampyrerne. Hun nød dog alligevel at drille ham, især når hun fik lov til at se hans ansigt så seriøst.

Hun viste godt at hendes nysgerrighed skabt problemer for hende, det havde det jo gjort hele hendes liv. Hun tvivlede heller ikke et sekund på at det også ville være det som ville slå hende ihjel, men hun gad heller ikke bruge tid på at være alt for varsom også ende med at have et kedeligt liv uden eventyr i det. Hans ord gjorde hende heller ikke mindre nysgerrig, og gjorde bare at hun skynde sig mere med at spise færdig.
Hun tøvede heller ikke et sekund, når han bad hende om at følge efter sig. Mængden af vampyrer ude på gangen, havde også formindsket sig mere som blot lettede hendes hjerte mere. Selv om det stadig var svært at gå forbi dem, uden at have lyst til at kaste sig i armene på dem. Hun holde sig bare så tæt på Marcus som hun kunne komme til, uden at træde ham over hælene.

Det var først når de stod udenfor døren, at hun stoppede op og vende blikket op mod ham. Nysgerrigheden lå i hendes øjne som et par flammer, og hun havde det svært med at holde sine fingre stille. Det var først da han åbnede døren, at hun indså hvad han faktisk ville vise hende. Hun bevægede sig langsomt ind på værelset og lod sit blik glide rundt, med det nysgerrige blik i sine øjne. De fleste ville nok blive skuffet over værelset, men i Alanis øjne lignede det helt et kongeligt værelse. Der skulle heller ikke meget til, da hun jo aldrig rigtigt havde haft et hjem før.
Hun stoppede op midt ude på gulvet og stod der et par sekunder, før hun begynde at smile og grin forlod hendes læber. Hun dansede på sine tæer rundt i ring, før hun vende blikket mod Marcus og løb over og hoppede let op i sengen ved siden af ham ”det er perfekt” sagde hun og kunne ikke styre sin glæde, og gav ham et lille kys på kinden

Hans blik havde ligget på hende da de gik op for hende hvad han ville vise hende. Det så ud til at værelset faldt i god jord hos hende. Man kunne fristes til at tænke han var gavmild, men han havde givet hende det mindste og mest lusede rum i hele huset, både fordi hun ikke havde brug for mere i hans optik, men også fordi det lå tættere på hans gemakker og derfor var der ikke mange andre vampyre i nærheden.
Som hun dansede rundt i værelset betragtede han hende roligt. Hun var et smukt væsen... Hun var et farligt væsen, dem der var smukke var oftest de farligste man kunne møde. Men han var ikke sikker på at Alanis selv var klar over den magt hun kunne have med et udseende som hendes. Hun havde jo bare solgt det til fremmede på gaden... Hans tanker rumsterede lidt imens hun stadig var oppe og køre over værelset.

Det var først da hun hoppede op i sengen ved siden af ham, at han igen fokuserede på hvad der skete. Han nikkede kort. "Godt, det er dit nu" han havde dårligt nået at afslutte det han sagde før han mærkede hendes kys på hans kind. Han så lidt på hende, dog uden at gøre noget. Hun var faldt hurtigt til i hans nærvær... Han kunne ikke dy sig mere, hun virkede så livlig igen. Han lænede sig hen mod hende og med en hurtig bevægelse lagde han en arm om hende og trak hende ind til sig imens han grådigt kyssede hendes læber. Efter lidt tid slap han kysset og så på hende, han kunne mærke sulten. Hendes læber havde været så bløde og duften af hende så alt overdøvende at han havde svært ved ikke at bide hende med det samme. Han afholdte sig dog alligevel, blot for at se hvordan hun reagerede. Hun havde selv været dristig nok til at komme så tæt på ham, så det var svært for ham at holde sig tilbage.

Der skulle virkelig ikke meget til for at gøre Alanis glad, da hun ikke havde brug for et kæmpestort værelse eller fine ting. Så længe hun kom væk fra gaderne, så blev hun allerede mere lykkelig. Det betød i det mindste ikke at hun blev slået ihjel mens hun sov, eller der skete noget andet forfærdeligt. Hun havde nogle vægge at gemme sig bag, også selv om faren stadig var indenfor de 4 vægge.
Men der var dejligt varmt og en seng hun kunne sove på, ikke noget med at kulden ville rive hendes sjæl ud af kroppen og intet med at sidde og sove op ad en væg. Hun kunne ikke gøre andet end at se lyst på det, også selv om det betød at hun måtte leve med at blive bidt og få suget blodet ud af sin krop. Det var et emne der lå så langt væk fra hendes tanker, noget som hun slet ikke havde lyst til at tænke på. Hun havde bare brug for at være lidt glad, at hun endelig havde fået et sted at sove.

Hun tænkte slet ikke over kysset hun havde givet ham, det var bare noget der skete af ren glæde over det som havde sket. Hun nået ikke engang at reagere, når hun pludselig blev trukket ind til ham. Hun kunne mærke kulden som strålede ud af ham, og omringede hende som et tæppe. De iskolde læber mod hendes, som bare træk hende mere og mere ind til ham. Hun havde det jo allerede svært nok med at modstå ham, og han gjorde det bestemt ikke bedre. En del af hende havde lyst til at prøve på at skubbe ham væk, men hun viste jo godt at hun aldrig ville kunne det. Hun kyssede ham ivrigt tilbage, mens hendes læber kæmpede lidt for at holde varmen i sig. Hun lod et par fingre finde op under hans trøje, og røre ved eneste lille del af hans mave.
Hun gav et lille suk ud mellem sine læber, da han valgte at trække sine læber væk fra hendes. Hun slikkede forsigtigt og sensuelt sine læber af uden at sige et ord, selv om hun kunne mærke sine læber lystede efter mere.

Marcus havde mærket hvordan hun havde gengældt kysset og ladet ham holde hende. Det gjorde det ikke nemmere for ham. Han forblev helt tæt på hende selv efter kysset var stoppet. Han havde mærket hendes fingre, men han gjorde intet ved det, da han ikke havde noget mod det. Han betragtede hende lidt imens hun slikkede sine læber, hun var blevet så stille nu. Det var en anderledes side af hende end den flabede Alanis han ellers havde hørt på. Han ville dog ikke klage over at hun var så stille nu, det var okay for ham. Hun sagde mere end rigeligt med sit blik.

Der gik ikke særlig lang tid før han lod kontrollen slippe en smule igen. Han kyssede hende igen, det var den samme grådighed, men denne gang stoppede han ikke med det samme. I stedet tog han fat om hendes ene lår med hans frie hånd så han nemmere kunne hive hende helt hen til sig. Hun ville næsten sidde i hans skød. Hans grådige kys bevægede sig fra hendes mund til hendes hage og der efter lidt ned af hendes hals. Da han nåede ca. midten af hendes hals stoppede han sig selv kort. Han kunne mærke hendes hjerteslag, og med hvert salg af hendes hjerte kunne han mærke sulten træde mere og mere frem i hans indre. Det var en velkendt følelse, men ikke desto mindre holdt han den i skak så godt han kunne for nu. Han genoptog sine kys og lod dem vandre ned til hendes kraveben før han igen stoppede og så på hende i øjnene. Hans greb om hendes lår strammede sig en smule, men ikke nok til det ville gøre ondt på hende. Han havde dog stadig en smule kontrol, om end det ikke var så meget efterhånden. Hendes duft, smag - det hele var alt for tillokkende for ham, men han kunne ikke miste kontrollen helt, det ville ende galt. Han havde for mange gange forladt kvinders senge helt indsmurte i blod, og med et lig frem for en tilfredsstillet kvinde... Det kunne ikke ske med Alanis! Et kort suk slap hans læber før han så lidt væk fra hende.

Med et slap han hende helt. Han lænede sig tilbage i hendes seng og så lidt ud i rummet uden at sige noget. Han vidste godt hun sikkert ikke ville forstå hvad der lige var sket, men det var ikke hans største bekymring. Han kunne ikke være så tæt på hende i dette øjeblik ikke uden at tage hendes blod, også selvom han prøvede at holde sig selv igen. Han besluttede sig derfor for at få noget afstand. Så med en let bevægelse fik han skubbet hende ud af sit skød og rejst sig op. "Hvis du mangler noget i dag, kan du finde mig i mine gemakker" lød det kort fra ham, som om intet var hent. Han gik så ud af døren fra hendes værelse og ud i gangen.
Han skulle dog ikke særlig langt, da den anden dør der lå for enden af gangen foruden døren til hendes værelse, var nemlig døren ind til hans gemakker. Han gik derfor der hen og lukkede døren op og gik ind i værelse.
Selvom han havde brug for lidt afstand, så havde han gjort det tydeligt for hende tidligere at han ikke styrede hvor hun hun måtte være i huset eller ej. Så han håbede kun at hun ville være for optaget af sit nye værelse til ikke at følge efter ham, selvom han ikke kunne være sikker.

Hans værelse var stort, i sær i forhold til Alanis' værelse. I Marcus' var der god plads og en del møbler, blandt andet en stor seng et hjørne med en sofa og et skrivebord. Det virkede mest af alt som en mere uformel stue, der havde en seng og en kiste... Den var dog ikke noget man nemt fik øje på, da den var tildækket med et større tæppe. Marcus havde dog bevæget sig over til sofaen, hvor han tog plads. Han lagde det ene ben over det andet og lænede sig tilbage imens han så eftertænksomt ud i rummet.

Hun havde bestemt ikke regnet med at hun ville kunne denne vampyr, eller nogen vampyr i det hele taget. Hun havde hold sig væk fra de skabninger, efter han havde valgt at bide hende første gang. Det var bare så svært, når en del af hende følte at det var som en slikbutik i nærheden af de skabninger. Hun havde jo heller ikke regnet med at denne vampyr ville ende med at kysse hende, mon han blot legede med hendes svaghed eller om faktisk selv havde det svært med at modstå hende?
Hun viste heller ikke hvad hun skulle sige når han stoppede med at kysse hende, det var overraskende og alligevel ønskede hun mere af de læber. Hun havde mest bare lyst til at bede om mere, men samtidigt kunne hun ikke få sig selv til det. Selv om hun godt viste at hendes øjne afslørede det, så ville ordene bare ikke komme ud af hendes mund. Ynkelig shapeshifter var de ord hun regnede med at høre, og det var nok det som holde hende tilbage.

Det gik heller ikke langtid før hun fik lov til at mærke de kolde læber mod sine igen, og kunne ikke gøre andet end at kysse ham mindst lige så grådigt tilbage. De læber var som et drug, som hun bare ville have mere og mere af lige meget hvor farligt det end var. Et lille suk forlod hendes læber imellem kyssende, når hun blev hevet hen mod hans skød. Hun trykkede let sin krop ind mod ham, mens hendes frie hånd gled op og flettede sig ind mellem lokkerne af hans hår.

Selv da hans læber forlod hendes læber for at bevæge sig ned mod hendes hals, så var det stadig som om hun kunne mærke dem på sine kølige læber. Små lyde forlod hendes læber, for hver eneste kyse han gav hende. Uden at tænke sig om blottede hun også bare sin hals mere, når hans læber var noget ned af den. Ren dumhed og uden at tænke sig om, hvilken type af mand som var foran hende. Hun kunne ikke tænke på andet end de læber, og hvordan de fik hende til at føle.
Hun bed sig lige så forsigtigt i underlæber, når hun mærkede hvordan han strammede grebet om hendes lår. Han stoppede med at kysse på hende og kiggede bare på hende, hun turde næsten ikke at røre på sig som før. Hun ville ikke have det til at stoppe, og dog når han valgte at give slip på hende. Hun så bare forvirret på hende, hvad var det galt? Havde hun gjort noget? Hun kunne ikke få sig selv til at spørge, men sad bare der og så på ham. Det gik heller ikke længe før han skubbede hende helt væk fra sig, men hun holde det forvirrende udtryk i sine øjne.
Hun fik ikke engang svaret ham som han forlod hendes læber, og forsvandt videre ind på sit eget værelse. Hun lod et par fingre glide hen over sine kølige læber, mens hun bare stirrede hen mod døren. Hun havde ikke helt forstået hvad der var sket, hvorfor havde han overhovedet kysset hende? Hvorfor havde han stoppet?
Hun var heller ikke helt vant til at der var nogen der kyssede hende, kunderne ville jo for det meste bare til sagen og hvis de endelig ville kysse hende, så var det mere som om de slikkede hele hendes ansigt. Det var nok en af grundene til at hun var så overrasket, over at denne vampyr havde lyst til at kysse hende.

Hun sad sikkert der på sengen i en halv times tid, uden at lave en eneste lille bevægelse. Hun sad bare og stirrede mod døren, mens tankerne fløj igennem hendes hoved. Hun lod forsigtigt sine fødder glide ned på gulvet, en efter en. Som om hun var bange for at røre på sig, og der var da også en stor del af hende som bare gerne ville forblive der på sengen. Hun bevægede sig lige så langsomt hen over gulvet, som prøvede hun ikke at blive opdaget.
Inden længe stod hun ude på gangen foran den lukkede dør til hans værelse, skulle hun banke på? Skulle hun bare gå ind? Der tog et par sekunder, før hun roligt åbnede døren ”Marcus?” hviskede hun spørgende, som døren roligt gled op. Hun betragtede værelset mens hun søgte efter ham, og tråde roligt indenfor.

Marcus havde siddet i sofaen lige siden han var kommet ind i hans værelse, han var helt stille og hans blik fjernt. Han var frustreret! Frustreret over Alanis og frustreret over sin eget hungren efter hende. Havde det været en fejl at lade hende ind i hans hjem? Han ønskede at kunne drikke fra hende når han lystede, men hvis hendes duft alene fik hans hunger frem på den måde ville han ikke kunne styre sig meget længere... Det gik ikke...
Luften var tung og hele værelset var dunkelt, da kun en begrænset mængde lys kunne komme gennem de tunge gardiner, som var trukket for alle værelsets vinduer. Kaminen var slukket, men værelset var alligevel ikke særlig koldt. Det skyldes nok det mange tæpper og tunge tekstiler der var i værelset. Selv de fleste stager der stod rundt om i værelset var slukkede, så kun enkelte flammer dansede hist og her i rummet.

Hans indre dillemma optog en stor del af hans opmærksomhed, men selv om hans blik havde været fjernt og hans tanker alt overdøvende så hørte han alligevel døren åbne ind til hans værelse. Han forholdte sig helt stille, mens hans blik gled der over for at se hvem der forstyrrede ham. Han havde frygtet at det ville være Nick der havde noget vigtigt at fortælle, men til hans overraskelse stod Alanis inden for hans dør. Hendes spørgende stemme brød rummets stilhed. Et næsten lydløst suk kom fra ham før han så væk fra hende. Hendes tilstedeværelse var ikke ønsket, men han havde trods alt sagt hun kunne komme til ham hvis hun manglede noget, så han lod vær med at sende hende ud af værelset. I stedet brummede han bare lavt som svar på hendes spørgende tone. "Hmm?".

Uden at se på hende eller på nogen anden måde vise en interesse i hendes tilstedeværelse talte han lavt og køligt. "Hvad vil du?" han havde givet hende så meget allerede nu, så hvad ville hun ham nu? Han vidste godt hans opførsel nok havde bragt spørgsmål frem hos hende, men hans eget dilemma havde fuldstændigt overskygget alle andre tanker og bekymringer siden han var gået ind på sit værelse. Selvom han havde givet udtryk for at hans gemakker var åbne for hende, så ønskede han alligevel ikke at hendes duft skulle sætte sig i hans rum. I hvert fald ikke før han var kommet mere i kontrol, han kunne ikke slå hende ihjel ved et fejl, det ville ikke gå. Han havde ikke stødt på blod lige som hendes i flere årtier, så han kunne ikke ofre det for sin egen grådighed med det samme.

Hun tvivlede ikke et sekund at det havde været en fejl at komme derind, og havde bare mest lyst til at flygte væk ind til sit værelse igen. Han virkede irriteret over hendes tilstedeværelse, og som om han var klar til at smide hende ud. Han havde valgt at kysse hende og nu opføre sig på den måde, hvad havde hun mon gjort forkert?
Hun turde ikke røre på sig og blev bare stående der i døråbningen, med sit blik rettet hen mod ham i mørket. Han ville jo ikke engang kigge hen på hende, havde han fortrudt det? Selvfølgelig havde han gjort det, han var jo lederen af vampyrerne og kunne sikkert kysse hvem som helst… selvfølgelig fortrød han at kysse en kvinde som hende.
Hun følte både vrede og skyldfølelse, vrede over at han ikke ville kigge på hende. Selvfølgelig var han ikke bedre end hende! Men samtidigt skyldfølelse for at det var hende som havde gjort noget forkert.

Hun kunne stadig smage ham på sine læber, smagen af eksotiske krydderier og bær. Hun ville have mere, men hun tvivlede at hun nogensinde igen ville mærke de læber og smage den smag nogensinde igen, efter hvordan han havde opført sig.

Hun prøvede at finde ordene frem, de rigtige ord som ville komme ud af hendes mund. Hun stod der i flere sekunder, bare stirrede hen på ham ”du vil ikke engang kigge på mig” hviskede hun mest for sig selv, også selv om hun bare havde lyst til at råbe det af ham. Hun var så forvirrende og et eller andet sted såret, da hun jo aldrig havde prøvet sådan noget før. Han havde jo kysset hende på den måde, som om han ikke kunne få nok af hende også pludselig bare gået.
Hun kiggede væk fra ham, mens hun kørte et par fingre igennem de røde lokker ”hvad skete der?” spurgte hun forsigtigt om, mens hun vende blikket mod ham atter igen. Hun måtte bare havde svar, kunne ikke leve med den følelse hun havde inde i sig ”du virker som om du nød det kys lige så meget som jeg gjorde” sagde hun mens suk forlod hendes læber ”og nu opføre du dig sådan?” sagde hun og begynde at baske med sine arme, som bare viste mere at hun ikke anede hvad der forgik ”undskyld hvis jeg gjorde noget forkert, eller ikke er fin nok” sagde hun og kunne næsten ikke stoppe sig selv i at snakke, ordene røg bare ud af munden på hende.