Angelic Disaster Relief – Emery

Sted: Ude foran hospitalet Firehope
Tid: Sen morgen
Vejr: Koldt og blæsende
Påklædning: mørkeblå lang [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], mørkeblå bukser, brune støvler og stor sort jakke med pelskrave og hætte (og udskæringer til vinger)

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en kold morgen i Firewood village. Efter det mystiske vejr, var byen blevet oversvømmet og samtlige mennesker havde været nødt til at forlade deres eget hjem... og nogen havde, måtte lade livet til det forfærdelige vejr. Det var alt sammen et miserabelt syn, og der var en masse at se til inden at byen ville kunne komme ovenpå igen. Træ, murbrokker, møbler, og meget mere skulle fjernes og ryddes. Lig skulle fjernes så de ikke gik i forrådnelse og spredte sygdom. Derefter skulle de brændes siden at jorden var alt for våd rundt omkring. Mad skulle også deles op og distribueres til de overlevende hvorved at de fleste holdt til i de bygninger som havde taget mindst skade. Meget af byens mad, havde taget skade af vandet, og det meste af det var uspiseligt. Det meste af maden som byen så havde nu var kommet udefra, men selv det havde været noget af en sag at anskaffe. Det var trods alt ikke kun Firewood Village som havde været mærket af det mystiske vejr... Det havde været alle steder rundt omkring i Underworld, som havde været ramt af dette vejr. Nogen værre end andre, og alle havde de brug for hjælp.

"Bring the blankets over here!" blev der råbt ude foran hospitalet, kendt som Firehope. Nogle arbejdere kom farende med store trækasser fyldt med tæpper. Det var nogle farvestrålende tæpper, som blev taget ud og fordelt til diverse folk som sad og frøs inde i kirken. De lignede ikke nogen tæpper som oftest blev set i Doomsville, eller andre byer i nærheden. Det var også fordi at disse var fra Aquener... fra familien Mh'lani.
Mh'lani familien var en familie fra Aquener som gjorde sig i ting som tekstil, krydderier, juveler, ris og meget mere. Det var en stor familie som havde gjort sig i handel, i samtlige generationer. Den største del af familien bestod af mennesker, men en afgrening af familien var næsten udelukkende engle.

"Mh'lani, Sir, where should I bring this box of dried meats?" Arbejderen stod med et forvirret blik i øjnene og kiggede på en høj mand med oliven hud. Manden som han talte til havde for noget tid siden stået i sine egne tanker, men vendte nu sin fulde opmærksomhed mod arbejderen. Manden smilede varmt og venligt, og lagde beroligende en hånd på arbejderes skulder. Arbejderen følte sig med det samme rolig, og afventede nu blot svar.

"The Inn is where you are to bring the meats," sagde han hvorved at arbejderen nikkede og skyndte sig hen mod byens kro. Manden stod nu tilbage og kiggede igen ud mod gruppen af arbejdere som var bragt fra Aquener som en hjælp. De var blot ankommet for få dage siden, med en masse midler og ressourcer til Firewood Village. På deres vej havde de haft stoppet for at levere varer, som beboerne af de byer havde haft hårdt brug for.
Manden tog og kørte en hånd igennem hans mørkebrune hår og kiggede ind mod kirken, vis døre stod åbne. Folk var kommet galt af sted... nogen havde siddet fast imellem møbler og andre havde været klemt under et nedfaldent tag. Voksne, ældre... børn... Ingen havde undsluppet naturens luner i denne situation, og det smertede manden at se folk lide. Ikke kun fordi at han var en engel, nej, men fordi at han var Azir Mh'lani. Han ville altid være i stand til at føle andre folks smerte, og påtog sig den som ingen andre rigtig kunne.

Azir tog sig til sin venstre arm, som dunkede svagt af smerte. Det var ikke til at se noget, ingen mærker... ingen sår men Azir vidste bedre. Han smilede og huskede et barns øjne lyse op af ren forundring og lykke, idet at deres kæmpe blå mærke pludselig var forsvundet... blot ved at Azir havde rørt ved dem. Helt væk var det dog ikke, blot overført til en anden, men dette var intet som Azir ikke kunne klare. Han havde trods alt prøvet meget værre end et blåt mærke. Derudover ville det også snart være væk, siden at Azir's krop helede sådan nogle overførte ting hurtigere end personen selv havde, ville kunne.

Der løb en kuldegysning igennem Azir, og han fik lukket sine vinger mere om sig selv, for bedre at skærme for vinden. Han var ikke vant til denne temperatur, og frøs selvom han var klædt varmt på. Det var muligt at han havde, skulle lade nogle andre tage af sted mod Doomsville, men han havde ikke kunne udstå tanken om ikke at være i stand til at hjælpe de folk som så havde, måtte have brug for ham. Så, sammen med et kompagni af hjælpere og arbejdere havde han taget af sted med alt hvad de kunne have med sig. De havde rejst uden tanke for profit og nogen speciel tak, i modsætning til andre kompagnier som udnyttede sådan en situation her. Sådan noget var foragteligt, og noget som Azir også holdt øje med... ikke at han ville kunne gøre så meget igen, men med den position som han havde, ville han i alt fald kunne sørge for at de aldrig mere ville kunne gøre handel i Aquerner... eller mange andre steder.

Bare fordi at man var en engel, var det ikke ens betydning med at man skulle lade alle andre vade over én...

Azir hev sin krave tættere om sig selv inden at han gik ind i kirken igen... Der var så meget at se til, og der var ingen tid til at stå stille og lade sig fryse fast...

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kirken var propfyldt. Gamle, unge, store og små af alle mulige racer sad stuvet sammen i små grupper. Grupperne bestod hovedsageligt af familier eller komplet fremmede, som mest af alt forsøgte at holde varmen ved at sidde nær andre væsner – og måske syntes andre blot, at nærheden var rar efter en forvirrende tid fyldt med ødelæggelse, sult og smerte. Bagerst i kirken kunne man finde Angella Reyes. En dygtige healer fra Firewood byen selv, som var i fuld gang med at tilse de forskellige grupper i kirken. Angella ejede ikke noget job på hospitalet, men foretrak i stedet at hjælpe, hvor der var brug for hende i lokalområdet – hvad enten hun fik noget for det eller ej. Kvinden var utrolig smuk. Det var sjældent, at folk mistænkte hende for at være meget andet end en engel ved første møde. Hendes hud var lys og fin, håret hvedefarvet og sundt, øjnene grønne og så var hun mindst et hoved mindre end datteren – som tilfældigvis stod lænet op ad væggen ved siden af stedet, hvor moderen i øjeblikket arbejdede.

“Emersyn, my dear, close your mouth or you might get a fly stuck in there.”

Emery der havde været midtvejs i et åbenlyst gab, smækkede fornærmet kæberne sammen igen, og stirrede tvært ned på sin mor, som sad på hug, så hun bedre kunne tjekke benet på en ældre herre som havde været i klemme. Emery rynkede frastødt på næsen ved synet af den misfarvede fod, men skumlede alligevel videre til moderen.

” Well, guess who wouldn’t be yawning this much, if they’d actually get to sleep just a bit longer!”

Den tydeligt misfornøjede engel trak kappen tættere omkring sig, næsten som om, at det kunne redde hende fra de kolde og deprimerende omgivelser. De havde efterhånden været i gang et par dage, og Angella insisterede stadigvæk på, at hun havde brug for Emery – dag efter dag – selvom den ældre engel egentlig endte med at lave det meste af arbejdet selv, imens datteren brokkede sig i baggrunden og slæbte på tunge ting. Moderen rystede smilende på hovedet, men fortsatte ufortrødent sit arbejde.

” We finished early yesterday, so we could get an even earlier start today. You know it’s easier for me to work when the sun is up. Besides… if you’re that bored, why don’t you go get some more blankets? It seems like new supplies has arrived. Oh, and be a dear, and take the old basket with you. Thank you.”

Emery sukkede tungt, og skubbede sig ud fra væggen ved hjælp af de enorme vinger, som gemte sig under den mørkegrønne kappe. Det var nu ikke fordi kappen skjulte dem særlig godt, men hun foretrak det alligevel sådan. For selvom Emery i høj grad elskede sine vinger og styrken der lå gemt i dem, så var det efterhånden temmelig usædvanligt at have dem fremme mere end en dag eller to af gangen. Det var simpelthen ikke praktisk i hendes arbejdsliv, da folk som regel spottede dem ganske nemt selv i store flokke. Desuden havde hun det ikke særlig godt med at blive genkendt som ”hende englen”, og foretrak egentlig et relativt anonymt udseende til hverdag i byen. Dog havde det slået hende ved sin tilbagekomst til Firewood, hvor anderledes tingene var her. Hendes mor trak stort set aldrig sine vinger ind, og Emery havde derfor ladet sine egne blive ude siden sin ankomst for bedre at blende ind – for bedre at føle sig hjemme igen. Det var trods alt kun på grund af Chester, at hun nogensinde var flyttet. Hun fandt ofte sig selv savnende efter freden, som hun vænnet sig til i denne lille by modsat Doomsville, hvor folk horede og sloges på hvert et gadehjørne. Det eneste plus var, at hun havde flere steder at finde øl og en seng.

Med de tanker på hjernen, bevægede hun sig ned, og greb fat om den tomme kasse, som tidligere havde været fyldt med farverige tæpper. Uden problemer svingede hun kassen op i favnen, og begyndte så at bevæge sig mod kirkens udgang. På vejen fangede hendes strålende grønne dog hurtigt synet af en ny kasse med et lidt andet indhold. Mad! Emery havde sovet over sig denne morgen, og da moderen var mødt op for at hente hende, så havde der ikke været tid til morgenmad. Hun mærkede derfor, hvor maven knurrede sultent ved synet af frugt, brød og lidt tørret kød, som blev ført ind i kirken. Emery greb chancen, og med sin frie hånd langede hun ud efter et stykke fra kassen. Manden havde dog ikke opdaget noget, og blev derfor ved med at gå, hvilket resulterede i at Emery måtte dreje en halv omgang således, at hun nu stod med ryggen til udgangen. Tilfreds med dagens fangst, satte hun tænderne i æblet blot for at konstatere – til sin egen store væmmelse – at æblet var mere eller mindre råddent. Nu yderligere frustreret over situationen, vendte Emery hastigt rundt på hælen, og tog endnu et skridt mod udgangen – blot for at blive stoppet næsten øjeblikkeligt af en ny skikkelse, som hun ikke havde haft spottet bag ved manden med maden. Sammenstødet var en kende nådesløst på grund af irritationen, som hun havde lagt i sine bevægelser, og både æble og den tomme kasse faldt derfor ud af hænderne på hende. Kassen landede på gulvet med et brag, og æblet… forsvandt?

”Oy! Watch where you’re going!”

Om end en smule fortumlet, blev Emery dog stående på begge ben, og kiggede først nu op for at møde gerningsmanden, som havde kostet hende sin fordærvede morgenmad.

Azir var dybt optaget af sine egne tanker, samt hans krop begyndte at vise små tegn på udmattelse. Han havde trods alt været vågen i en del timer for at sørge for at de fik ankommet i god tid. Normalt var han ikke meget for at presse folk, men de havde en plan om at få nået en del. Der var trods alt en del folk som var afhængige af deres hjælp... så hvad betød en smule søvnløshed? Ikke fordi at han ville kunne sove alligevel. Ikke med alle de ting som kørte igennem hans hoved... Nej, han nøjes med at meditere for det meste af tiden... for at kunne slappe nogenlunde af. Andet kunne han ikke tillade sig når nu der var så mange som led, og som var i nød. Han ville først kunne slappe af når… når alle var blevet frelst? Han vidste godt at sådan noget var uvirkeligt, men det var hvad han følte på nuværende tidspunkt. Så måtte han selv tage det op til debat, med hvordan han mest muligt kunne opnå sit mål, uden at udmatte sig selv fuldstændigt. For da ville han ikke være til megen hjælp.

Azir rystede kort på sit hoved for ligesom at slå sådan tanker bort. Han var ikke alene om at hjælpe disse folk. Det måtte han huske. Han kiggede ud på alle de hjælpere og frivillige som var kommet til undsætning. Han smilede og mærkede varmen sprede sig i sit bryst. Da varmede altid at se folk samle sig om en sag, og hjælpe dem i nød… den måde som det bedste i folk viste sig. Vis bare alle kunne samle sig og hjælpe til, så ville dette ingen tid tage – dette var dog heller ikke særlig realistisk, men en mand kunne vel drømme samt håbe.

Azir fik trukket sine vinger tættere ind til sig idet han var trådt ind i kirken. Der var efterhånden ikke megen plads derinde, og han ønskede ikke at vælte nogen omkuld eller at stå i vejen for nogen med hans store vinger. Det var dog ikke noget som han fandt behageligt, siden at han var vant til at have sine vinger frit om sig, men i sådan nogle situationer her var det nødvendigt. Så han trak dem ind og prøvede så vidt muligt at undgå folk, som hastigt gik frem og tilbage omkring ham. Det var svært at holde styr på med det mylder, men han gjorde sit bedste… Ikke at hans bedste var godt nok. Azir mærkede pludselig sammenstødet med en anden person som havde ramt ind i brystkassen på ham, da han selv havde været distraheret med en person på hans højre side. Azir nåede som sådan ikke at reagere da det var sket så pludseligt, men endte heldigvis ikke med selv at blive slået omkuld. Hans utallige timers træning havde resulteret i at han altid var velbalanceret om det så var bevidst eller ej. Derved havde han ikke let ved at falde, ved sådan nogle sammenstød som disse. Han kiggede sig dog bekymret omkring for dette var ikke altid tilfældet for modparten. Denne modpart viste sig så at være en ung kvinde, med … grønt hår?

”I’m terribly sorry miss… Are you quite alright?” Undskyldte Azir oprigtigt og bekymret. Det skulle lige passe at han havde forsaget nogle smerte, idet han var taget så langt for at hjælpe folk. Det var også her at han fik øje på de hvide vinger, som sad på kvindens ryg og afslørede kvindens race. Det fik hans hjerte til at svulme med stolthed for hans eget folk og race.

”I did intend to be wary of my surroundings, but these narrow spaces are proving to be most difficult to navigate through without bumping into someone. More so with these on my back,” sagde han og pegede tilbage på hans egne vinger.

”But, I’ll make sure to be more careful from now on miss… Do forget my impudence, but by what name may I call you, as it seems that I haven’t had the pleasure of meeting you before” Azir kendte allerede en del af navnene af de folk som assisterede folkene I byen, men dette var første gang at Azir havde mødt denne kvinde. Denne farverig og noget så interessante kvinde som ud fra Azir’s perspektiv havde lidt af et temperament… af en engel at være. Ikke at der var noget galt i det, nej, tværtimod. Det mindede ham blot om hans egen tvillingesøster, Armenita, som var alt andet end en stille og rolig engel.

Emery mærkede, hvordan omgivelserne pludselig forsvandt. Hvordan tiden et øjeblik stod stille imens, at de varme ord forlod mandens læber. Er du okay? Selvfølgelig var hun okay. Dette sammenstød var intet i forhold til, hvad hendes daglige arbejde som regel bød hende. Og alligevel mærkede hun pludselig, hvordan maven snørede sig sammen, hjerterytmen pludselig begyndte at slå en tand hurtigere, og hvordan vingerne kæmpede for at eksplodere bag hende. Foran hende stod intet mindre end… et gudskabt væsen. Bekymrede mørke øjne syntes at have fanget hendes grønne i et endeløst hav, og hans enorme velskabte skikkelse tårnede sig over hendes egen, som pludselig syntes at skrumpe i hans nærvær alene. Hun fornemmede godt, hvordan læberne fortsat bevægede sig hos manden, men alligevel registrerede hun ikke rigtig ordene som forlod dem. I stedet blev hun pludselig pinligt opmærksom på, hvordan hun måtte fremstå. De farvede læber havde skilt sig, og munden som før have bævet på grænsen til at udtrykke noget der mindede om ord, blev langsomt lukket og spændt. Hun fik pinefuld rettet kroppen op igen, og trak så en hånd igennem det kaotiske grønne hår, som gnistrede uroligt ved berøringen. Generelt havde hun idé om, at hendes blege, usædvanlige og ikke mindst drænede udseende stod i høj konstrast til væsnet, som stod foran hende. Englevæsnet bemærkede hun pludselig endnu mere nedslået, da hendes øjne fulgte hans bevægelser som ledte mod et par smukke, hvide vinger. Manden var i virkeligheden hendes modsætning. Det perfekte eksempel på, hvordan en engel burde fremstå. Mægtig, smuk og empatisk. Og her stod hun som en eller anden dum ungmø, og anede ikke, hvad hun skulle stille op med synet. Så hun gjorde, som hun altid plejede. Lod vreden bruse igennem.

Netop som hun hidsede sig op til at snerre noget i retningen af, at hendes navn bestemt ikke ragede en klodsmajor som ham, kom en alt for velkendt stemme i vejen.

”Emersyn!”

Lød det tværs gennem kirken, som pludselig lod til at været blevet meget stille efter sammenstødet mellem de to engle. Emery mærkede, hvordan luften gik af ballonen, og bemærkede først nu, at hun havde knyttet hænderne. Med et suk lod hun skuldrene falde på plads igen, og kastede i stedet et skamfuldt blik ned i jorden. Hun vidste hvor dette ville bære hen, da hun hørte moderens skridt bag ved sig.

”Emersyn, what happened? Are you okay?”
“ … I’m fine…”

Emery's egen stemme var blot en mumlen, sammenlignet med moderens energiske tone. Englekvinden, som var nået om bag sin datter og havde lagt en hånd på hendes skulder, kastede et bekymret blik op mod det nye ansigt. Hendes grønne øjne spærredes øjeblikkeligt op i begejstring imens, at et bredt smil bredte sig hos Angella.

” Oh my… I… Well, forgive me, young man, but you wouldn’t happen to be from the Mh’lani family, would you? I’ve heard so much about your generous work, and people were really looking forward to your arrival here in Firewood Village!”

Moderens ansigt var fyldt med håb, og de grønne øjne strålede med glæde ved synet af Azir. Emery derimod gjorde stadigvæk sit bedst for hverken at møde hans eller moderens blik, imens anstrengte sig for ikke at ryste hånden af sin skulder. Samtidig forsøgte hun at huske, om moderen tilfældigvis havde nævnt det navn før. Muligvis i en af hendes lange talestrømmee omkring, hvad der var sket i byen, i hendes fravær, men Emery havde det med ikke rigtig at være opmærksomt efter de første 2-3 minutter. Mh’lani sagde hende derfor ingenting, men det var tydeligvis et ganske betydningsfuldt navn. Det var mere end man kunne sige om hendes eget familienavn.

Azir var bange for at der var noget helt galt siden at kvinden ikke sagde noget. Han mente ikke at det var så slemt igen, men det var ikke til at vide hvad der foregik i hovedet på hende. Folk var jo så udmattede og trætte, så det var ikke til at vide hvor meget der skulle til for at skubbe dem ud over grænsen. Det kunne trods alt være at det at kvinden havde stødt ind i Azir, var nok til at skubbe hende ud og hendes grænse. Hun havde trods alt ikke virket særlig tilfreds med sammenstødet, hvilket var forståeligt, men hendes ansigt tydede på en unødvendig vrede... som nok snart skulle til at gå ud over Azir. Azir forberedte sig dermed mentalt og tænkte på hvordan han bedst kunne afværge situationen... men det virkede ikke til at være nødvendigt. En anden kvindestemme havde lydt.

Det var først nu at Azir helt lagde mærke til hvor stille kirken var. Der var et par host hist og her, og noget gråd... men ellers var der helt stille. Azir kiggede selv mod retningen hvorfra kvindestemmen var kommet fra og fik øje på en anden engel. En lidt ældre engel, som virkede til at have et øjeblikkeligt virke på kvinden foran ham. Nok fordi at hun var kvindens moder... for den forældrerøst i hendes stemme var skam ikke til at tage fejl af. Azir så hvordan at kvinden slap luften som hun havde holdt. Derudover lagede han også kort mærke til de knyttede næver - som forhåbentligt ikke havde været tiltænkt ham selv. Det havde trods alt ikke været et pænt syn.

Azir kunne nu ved nemhed antage at det i sandhed var mor og datter - og at datteren hed Emersyn. Så det var også en måde at få hendes navn på... Ikke at han havde forventet at det ville være på denne måde, men sådan var omstændighederne. Han vendte sig mod den nyankommende kvinde og ville hilse på hende, men han var en smule forvirret over hendes pludselige reaktion. Hun virkede trods alt meget begejstret hvilket Azir ikke helt forstod, men det var før at hun begyndte at snakke.

"There is nothing to forgive - for you are correct madam. My name is Azir Mh'lani," sagde han storsmilende. Så det var derfor at hun havde virket så begejstret. Hun havde kendskab til hans familie, samt havde genkendt ham som ét af dets medlemmer. Azir lagde en hånd for brystet og bukkede kort for moderen. Han var glad for at hun satte pris på deres arbejde, samt at folk ligefrem havde set frem til at se dem. Ikke at det var folks taknemmelighed at de gik ud efter... Nej, de var her blot for at hjælpe når nu at de kunne. Derudover havde Mh'lani familien skam også remedierne til at hjælpe i en stor skala, hvilket ikke var tilfældet med alle. De var trods alt en familie af en masse engle som havde gjort sig i denne branche i mange år. Både at anskaffe samt distribuere varer - om det så var til købere eller til velgørenhed. Den eneste forskel var dog prisen... nogle måtte betale for deres assistance imens at andre fik det gratis. Dette var dog ikke noget som Azir selv stod for... han var ikke typen til at sidde med sin næse begravet i papirarbejde. Han var mere for at direkte komme ud de forskellige steder og med egne øjne gøre sine egne erfaringer. Derved kunne han også nemmere tage fat hvorind der var brug for ham. Hvis ikke så blev han alt for rastløs. Noget som han stadigvæk ikke havde skillet sig af med fra sine yngre dage, og noget som han nok aldrig helt kom af med. På det punkt mindede han meget om sin mor og sin tvillingesøster. De kunne heller aldrig helt sidde stille, uden at gøre noget.

"It warms the heart to hear that the people think so fondly of us, and I'm glad that we could arrive ahead of schedule." Azir var taknemmelig for mange ting, men mest af alt var han glad for at de havde, kunne klare rejsen før planlagt. Det var trods alt lidt af en rejse fra Aquener, især med alle de ting som de skulle have med samt måden som de skulle have forberedt rejsen på. De selv havde haft en masse hjælp, hvilket så havde gjort alt dette muligt.

"But really, I should be the one thanking you. You're the one taking such great care of the people here." Azir havde skam godt hørt om en engel som havde gået rundt og healet folk inde i kirken, og efter at have set moderen til Emersyn kunne han godt ligge to og to sammen. Azir havde i mange år selv ønsket at han selv havde, kunne heale på samme måde, nemlig fordi at han så ville have undgået smerten, men det havde ikke været hans gave. Han havde dermed lært at stille sig tilfreds med den, for derefter at omfavne den. Det var en del af hvem han var, og i dag havde han ikke valgt at være den foruden. Den havde lært ham om mangt og meget, og gjort ham til den mand som han var i dag... og hvad han var, var en sulten mand. Azir's mave gav en ordentlig lyd fra sig, og han spærrede øjnene op i overraskelse. Han havde selv ingen ide om at han havde været så sulten, så han blev da en smule forlegen da den begyndte at te sig... men, når nu han tænkte over det, så gav det måske meget god mening. Han havde trods alt ikke fået taget sig tid endnu til at få et ordentligt måltid.

Emery var sådan ligeglad med, hvordan englen så hende. Det havde hun slet ikke tanker for som de stod der midt i kirken. For i virkeligheden var der intet galt… og samtidig var alting galt. For her stod han – Helligånden selv – eller Azir som han åbenbart hed. Den strålende og åh så barmhjertige mand, som åbenbart skulle redde deres fortabte by. Det værste var faktisk, at han lod til at… nyde det? Ikke så meget smerten der foregik omkring dem, men ømheden i hans blik virkede ægte nok, og tonen holdt sin varme uanset om han talte til Emery eller moderen ved hendes side. Han nød at hjælpe. Det kunne selvfølgelig være skuespil alt sammen. Ud fra samtalen der foregik henover hovedet på Emery, imens hun stadigvæk stod stift placeret med blikket rettet mod kirkegulvet, så lød det til, at Azir ikke var alene om dette. Et familieforetagende? Flere af hans slags? Måske de i virkeligheden blot sendte folk ud for at opretholde et image. For at undgå spørgsmål angående deres tydelige velfærd. Velfærd som strålede ud fra varerne som var blevet båret ind og ud af kirken det meste af formiddagen. Et øjeblik fik tanken hende faktisk til at slappe af… men alligevel skød hun den væk. Ikke alle engle behøvede at være korrupte bare fordi hun selv var det. Han var blot… ualmindeligt ren. Selv for en engel. Et øjeblik var hun helt overrasket over, at gudernes lys ikke havde fulgt ham ind i kirken. Moderen der havde nøjedes med et høfligt nik til Azir, da han valgte at bukke, strålede tydeligt da fortællingen fortsatte omkring hjælpen hans familie bragte. Da han pludselig forsøgte at skifte emnet over på Angellas eget værk, blussede kinderne ganske lyserødt ved de søde ord inden, at hun leende fik viftet afværgende med hånden.

” This? You’re being too kind, dear. I’ve been healing people for many years now… I’m just an old woman who likes to help where and whenever it’s needed. It’s the least I can do. Here in Firewood we like to stay close and help even in times, when things aren’t as hectic as now.”

Et øjeblik fik Emery lyst til at sukke dybt. Hun havde hørt denne del så mange gange. Angella var en helt igennem ærlig og godhjertet person, som altid satte andres behov før sine egne. Altid. Hendes evner talte da også deres egen sag, da Emery godt havde hørt fortællingerne, da hun var barn, hvordan hendes moder fandt sit naturlige talent for healing som ganske ung, og havde brugt det til at hjælpe lige siden. Emery var ikke et sekund i tvivl om, at familien havde ønsket det samme for hende. Alligevel havde skæbnen åbenbart ville anderledes. Ikke noget med, at deres personligheder var anderledes, så skilte Emery sig i høj grad ud med sine destruktive evner. Moderen havde brugt mange år af sit liv på at rydde op efter hende, da hun skulle finde ud af, hvordan de overhovedet fungerede. Det var også en af grundene til, at hun ikke havde nænnet at nævne for moderen, at hendes evner havde ændret sig til det værre. Ustyrlige, destruktive og altødelæggende grønne flammer. Både mor og datter lod dog til at blive revet ud af deres tankestrømme, da en høj rumlen pludselig brød småsnakken. Et øjeblik stod de begge og stirrede. Emery på grænsen til at fnise over det første menneskelige tegn fra denne engel skulle vise sig at være sult, men atter kom moderen hende i forkøbet.

” Oh, your poor soul! You’re starving! I bet you haven’t allowed yourself a single break since you got here.” Før hverken Emery eller Azir kunne nå at få et ord indført, så fortsatte den lille engel. ”Emersyn, go help this nice man find something to eat. I left some pie out in front of my house, so you could take it with you later, but it seems Mr. Mh’lani is going to need it more than us.” Emery vendte straks hovedet mod moderen, øjnene opspærrede og munden nåede blot lige at åbne sig for at protestere før, at moderen igen talte. Det var tydeligt, at ingen protest (fra nogen af dem) ville ændre hendes beslutning. ”Emersyn. He’s our guest. Think about how much he’s already done for us.”

Emery blev stående et øjeblik. Stirrende på sin mor, stadigvæk med hænderne knyttede, næsten som om, at hun overvejede, hvorvidt kampen overhovedet var værd at tage op. Hun kendte dog udmærket til stædigheden i den lille kvinde, og magtede ærlig talt ikke en diskussion i kirken den dag. Alle havde allerede rigeligt at snakke om. Derfor sukkede hun tungt ”Fine!”, hvorefter hun uden tøven møvede sig forbi både moderen og Azir for at bevæge sig mod udgangen af kirken. Før Azir kunne nå at følge Emery, ville moderen lægge en blid hånd på en af hans.

” Forgive my daughter. She doesn’t always show it, but she has a good heart. I’m sure of it.”

Med et lille smil, slap hun forsigtigt hans hånd igen. Emery derimod ville vente med armene over kors indtil, at Azir havde fået sig ud fra kirken. Da først de begge var udenfor, ville hun begynde at gå.

Azir smilede varmt idet at moderen rødmede og var ydmyg over hendes egen indsats. Hun syntes måske ikke at det hun gjorde havde nogen stor betydning, eller at det var så stort igen... men sådan kunne man ikke måle sine bedrifter og sin hjælp. Al hjælp var værdsat, uanset hvor meget man end kunne yde. Det betød alt sammen lige meget og var alt sammen det hele værd i det store billede. Derudover havde alle jo også noget vidt forskelligt som de kunne byde ind med, og hvorved at Azir kunne byde ind med materialer, så kunne kvinden her byde ind med healing. Noget som Azir var helt overbevist om at folk satte umådeligt meget pris på. Det var trods alt også noget som kunne fjerne smerten lige nu og her, samt læge folk, og tilfredsstille deres behov med det samme.

"Just being truthful madam and even a little goes a long way" svarede Azir tilbage. Det var godt at vide at en kvinde som hende var der for folket, og virkede til at have godt styr på tingene. Med det var Azir også sikker på at rekonstruktionen af byen nok skulle gå godt, og at de ville komme mere eller mindre helskindet igennem de kommende dage.

Det var intet under at Azir blev en smule forlegen da rumlen af hans mave kunne høres så tydeligt. Han sukkede dybt og så undskyldende på moderen samt Emersyn. Azir kunne dog ikke lade være med at grine kort forlegent. Han tænkte nok at straffen for at presse sig selv ville komme på et eller andet tidspunkt, men behøvede det lige at være når han var i selskab med andre? Han skulle også til at kommentere på sin egen situation med humor, men moderen kom ham i forkøbet med at sige noget... og inden han vidste af det var han blevet nærmere beordret til at spise noget mad, hjemme hos kvinden selv. Azir vidste bedre end at sige noget igen, for mindede kvinden mere om hans egen mor, vidste han godt at han intet valg havde. Derudover var han skam heller ikke typen til at sige nej til andre folks venlighed. Han kunne dog tænkte sit om det ikke var en smule akavet at blive inviteret hjem til nogen som han først lige havde mødt... men, det var nu ikke så underligt igen for ham. Azir var meget vant til andre folks gæstfrihed, især også siden at det var en stor del af hans egen kultur og opvækst. Det eneste der tydede på at dette kunne være en smule akavet var den detalje at Emersyn havde virket en smule fjendtlig... samt modstridende. Ikke nødvendigvis med hendes ord men med hendes udstråling og kropssprog.

"I must admit, that I have not... and I therefore thank you kindly for your offer," sagde Azir venligt og bukkede meget kort for moderen igen. Han kiggede derefter hen på Emersyn, og nikkede taknemmeligt til hendes også. Han ville sagtens kunne forstå vis hun ikke ønskede at følge med Azir til deres eget hjem. Hun havde dog intet at frygte fra ham af, men det var ikke for ham at beslutte.
Spændingen var dog anspændt for en stund, og Azir skulle lige til at sige at det nok var fint nok... og at han nok selv skulle finde noget mad til sig selv, indtil at Emersyn gik med til det. Inderst inde sukkede Azir lettet men, det var stadigvæk en lidt spøjs situation, men på den anden side - så ville han kunne komme til at slappe af. Nemlig ved at være inviteret kunne han tvinge sig selv til at slappe af, når nu han havde en god undskyldning. Det var lidt sjovt sådan som han skulle overvinde samt overtale sig selv nogle gange, men det var nok den lille ulempe ved at være som han var.

Azir rykkede sig hurtigt og elegant til siden da det var at Emersyn ville forbi ham. Han kiggede efter Emersyn og skulle til at følge efter, inden at moderen begyndte at snakke til ham.
"There's nothing to apologise for madam, for as you say, I'm certain she has a good and well-meaning heart," prøvede han at forsikre moderen om. Han var oprigtig i det som han sagde. Han var helt sikker på at Emersyn havde et godt hjerte, for hun mindede ham trods alt så meget om hans egen tvillinge søster. En kvinde som for alle andre kunne virke intimiderende og kold, men som var noget af det mest elskværdige og varme mennesker... eller engel. Hun havde dog noget af et temperament som kunne være noget så destruktivt, men med alt den træning som hun har gennemgået igennem årene, havde hun fået optrænet en stærk viljestyrke. Derudover havde hun ufattelig megen diciplin som gjorde at hun ikke eksploderede når det var at noget gik hende på. Noget som mange omkring hende satte stor pris på, af åbenlyse årsager.

Azir takkede til sidst af og tog afsked med Emersyns mor, for derefter at sætte efter Emersyn - han havde trods alt en tanke om at hun ikke var så tålmodig igen.

Den lille engel så smilende efter Azir, som han høfligt takkede og tog afsked. Hun betragtede, hvordan hans mørke skikkelse bevægede sig ud fra kirkens beskyttende mure, hvorefter de to unge hoveder forsvandt dybere ind i skoven. I et øjeblik tillod Angella sig selv at stå og lade minderne flyde. Minder om en simpel tid fyldt med kærlighed, og en lille familie, som ikke havde krævet meget, men alligevel var blevet nægtet alt. Hun havde altid håbet inderligt, at det ville gå hendes datter anderledes. At hun var stærkt nok til at vriste sig fri af skæbnens kløer. Men det var endnu ikke sket – og det ville det måske aldrig. Angella sukkede tungt over sine egne tanker, og vendte så ryggen til kirkens indgang. Hendes datter lod til at have en evne for at overse selv de mest åbenlyse tegn, som mange andre fandt helt naturlige, men det nyttede ikke at blande sig for meget. Hun kunne blot prøve. Som hun altid gjorde. Derfor valgte hun at holde sig til, hvad hun gjorde bedst. Trætte ansigter sendte desperate blikke i hendes retning, og englen gav sig atter i kast med sine pligter.

Udenfor ventede en lidt anden sag. Emery stod med korslagte arme, imens den kølige vind smed rundt med hendes mørke kappe. De sammenfoldede vinger hang stadigvæk pænt bag ryggen, og ansigtet virkede et øjeblik helt roligt. Det var i hvert fald indtil, at hun fornemmede skridt bag sig. Hun kastede et blik over skulderen, og konstaterede med en opgivende grimasse, at Azir faktisk havde tænkt sig at følge dette til dørs.

”This way.”

Emery gjorde et kast med hovedet inden, at hun begyndt at gå. Hendes skridt var bestemte, da hun trods alt kendte vejen udenad, men tempoet var forholdsvis afslappet. Hun var vant til temperaturerne heromkring, og frøs ikke nok til, at hun behøvede særlig meget fart. Et øjeblik overvejede hun, om det ville være nemmere at flyve til hytten, men besluttede så hurtigt, at de få minutters gå gang det tog at gå derhen var til at overskue. Hun gik i stilhed. Attituden var en kende mere afslappet end, hvad den havde været i kirken, hvilket også fortalte noget om, at Emery klart foretrak naturen fremfor dominerende rum, hvor alle folks blikke altid syntes at fange hende. Indimellem under turen ville hun kaste skjulte blikke med Azir, men hvis han gjorde noget for at møde hendes blik, så ville hun lynhurtigt trække sig eget til sig igen, og stirre ret frem for sig. Egentlig var hun mest opslugt af at studere ham. Hans skikkelse… nej, hele hans væsen… var så anderledes i forhold til alt det, som hun mødte i sin hverdag. Han var i hvert fald ikke Chester… det var sikkert! Det var i det mindste én ting, som hun foretrak ved Azir. Han rodede garanteret ikke så meget.

Grønne lokker havde revet sig løs fra resten af frisuren, og gled uforstyrret rundt i vinden, som de bevægede sig igennem skoven. De var tydeligvis på vej dybere ind, men samtidig kunne man stadigvæk fornemme bylivet summe ikke så forfærdeligt langt borte.

Azir fandt hen til Emersyn, som stod og ventede på ham med korslagte arme. Han skulle virkelig tage sig i ikke at smile alt for meget over ligheden mellem Emersyn og hans egen tvilling. Mest af alt fordi at kvinden her jo ingen kendskab havde til det – og måske kunne antage Azir’s reaktion helt forkert. Derfor holdt han sin venlige mine, og nikkede kort til den tålmodige kvinde. Hun virkede stadigvæk ikke særlig begejstret med hele situationen, men mon ikke at hun ville bløde lidt op når hun indså at han ingen trussel var? Eller i alt fald lærte ham lidt bedre at kende.

Azir fulgte fortsat med, og holdt fint trin med Emersyn. Nu var han så også begavet med et par lange ben, så det brugte han da også til sin fordel. Han satte dog tempoet ned så han ikke ved hendes side, men mere skråt bag hende. Han havde på fornemmelsen at hun nok ikke var meget for at snakke med ham lige nu. Derfor holdt han sig lidt bagved, så han derved også kunne se sig omkring. Nogle steder så allerede en del bedre ud, men så meget var ødelagt og destrueret i stormen. Hans hjerte sank en smule, men han prøvede at holde humøret oppe. Hjælpen var her... De var ikke alene og sammen skulle de nok alle sammen få stablet byen på benene igen. Alt skulle nok blive godt. Azir ville i alt fald gøre en stor indsats for at forbedre situationen. Hvilket jo også var derfor han var der.

Azir observerede i mellemtiden hvordan Emersyn's kropsholdning nu havde ændret sig. Hvor at hun havde virket mere anspændt i kirken, så virkede hun straks mere afslappet herude. Azir kunne egentlig godt forstå hende. Det kunne være en kende travlt iblandt det hele. Azir derimod havde altid været vant til sådan nogle situationer, og han havde også altid været omringet af folk. Der var mange øjeblikke hvorved at han ikke havde haft tid til sig selv. Da han havde været ung havde dette ikke været til at holde ud... men, igen - han havde vænnet sig til det. Andet havde han ikke kunne gøre når det var ar der havde været brug for ham - på den ene eller den anden måde.  I dag var det så også blevet til at det var lidt underligt når han så var alene. Det føltes underligt... tomt... og der gik dermed ikke lang tid før at han fandt nogen at snakke med. Enten det eller at meditere, men det var længe siden, siden han sidst havde haft tid til det. Det kunne dog vente...

Azir havde i mellemtiden ikke lagt mærke til Emersyn's skjulte blikke. Normalt var han meget årvågen, men han havde været en del distraheret af sine egne tanker... samt en smule af den træthed som var så småt ved at indtræde. Han sukkede kort og tog sig til sin venstre arm som stadigvæk var øm... men det ville snart være som om at intet havde hændt...

"It's quite nice out here..." kommenterede Azir stille for sig selv. Det var ikke noget som han havde tænkt videre over, men blot noget som han havde følt. Azir selv nød at være ude i naturen. Det var de bedste steder at finde indre ro... samt blot at eksistere. Han forventede derfor heller ikke at Emersyn svarede ham igen... men det ville bestemt ikke gøre noget hvis hun gjorde. Azir var trods alt blevet en smule nysgerrig på hvem hun var... og blot bare at snakke med nogen... og Emersyn virkede som en interessant person at snakke med.

Emery lod ikke til at være specielt påvirket af deres omgivelser. I hvert fald ikke den negative del. Siden hun var flyttet mere eller mindre permanent til Doomsville, så havde hendes verdenssyn ændret sig en del. Ja, Firewood Village havde da også haft sine dårlige periode, og der var stadigvæk en mindre forskel på de mere og mindre velhavende i byen. Men kontrasten som hun var stødt på i Doomsville var… ubeskrivelig. Havde det ikke været for Chester, så havde hun trukket sig tilbage til sin hytte her i byen for længst. For hun var ikke sart – slet ikke faktisk. Alligevel havde Rotten Root ramt hende som et slag i ansigtet. Terrorville var aldrig et sted hun kom meget alligevel, men hun var klar over, at tingene fungerede noget anderledes i den del af byen. Det var nok derfor, at hun udelukkende bekymrede sig om at suge mest mulig af den friske natur til sig inden, at hendes rejse begyndte mod Doomsville igen. Hun havde med vilje trukket tingene med undskyldningen om, at de skulle her i byen. Sagen var bare den, at hendes tilstedeværelse ingen forskel gjorde. Hendes mor påstod dog, at det gjorde tingene lidt hyggeligere… at de var sammen igen.

Azir’s stemme rev hende tilbage til virkeligheden. Et øjeblikkeligt havde hun lykkelig glemt, at hun havde en halvfremmede lige i hælene på vej hjem til, hvad der skulle have været hendes eneste højdepunkt denne grå eftermiddag. Uden at se sig tilbage valgte hun dog at svare ham. Kortfattet selvfølgelig.

” I guess it is…”

Derefter fortsatte hun resten af turen i stilhed. Efter et par minutters yderligere gåtur, ankom de endelig til noget der mindede om en lysning. Midt i lysningen lå en mellemstor hytte placeret, der mindede om mange af de andre i området. Forskellen ved denne hytte var den enorme mængde af grønt og liv, som omgav den. En enorm have fyldt med grøntsager, frugttræer, urter og en lille rislende bæk i baggrunden. Det hele var velplejet, og fortalte om ejermand med en forkærlighed for at pusle i naturen. Emery lod ikke til at være specielt imponeret over synet, som hun trods alt havde set hundredvis af gange før. I stedet fortsatte hun op på verandaen, som ledte ind til hoveddøren. Fra husets halvtag hang diverse symboler, amuletter og tørrede urter, hvilket afgav en behagelig krydret duft, hvilket lod sig bære af vinden. På verandaen stod et par behageligt udseende møbler i træ, med dertilhørende tæpper. Emery vurderede dog hurtigt, at de ikke ville få meget ud af sidde udenfor eftersom, at hendes selskab ikke lod til at harmonere godt med de koldere temperaturer man gerne fandt i Firewood på denne tid af året. Derfor rakte hun ned i en lomme, og trak en nøgle op, som låste op for hoveddøren. Da det var gjort, skubbede hun hoveddøren op, og bevægede sig indenfor med forventningen om, at Azir stadigvæk ville følge efter hende.

” You can go sit over there. I’ll be right back.”

Ganske henkastet fik hun peget ham hen mod et stueområde inden, at hun selv forsvandt ind i et dertilhørende rum, hvilket lod til at være køkkenet. Stuen var simpel, men ganske hyggelig indrettet. Hytten havde tydeligvis været ment til en større familie, men ejermanden lod til at have fået det til at fungere. Stue og spisestue lod til at være et stort rum, hvor spisebordet stod tæt mod væggen mod husets front, hvor der var 6 stole omkring bordet alle lavet af det samme træ som bordet. På bordet var der placeret friske blomster og en hæklet dug. Udover spisebordet var der i rummet et loungeområde, som var placeret nær en pejs. Området havde 2 sofaer og 2 lænestole, som bar det samme neutrale stofmønster, men som ligeledes var fyldt med diverse broderede puder og tæpper. Udover de mest basale genstande, så var rummet fyldt ud af et stort gulvtæppe, lidt nips placeret rundt i de mange vindueskarme, samt friske blomster hvor der end var plads. Desuden hang eller stod der diverse billeder på vægge og borde. Nogle var simple skitser, imens andre var lidt større malede portrætter. Emery var med på adskillige, hvor de fleste tydeligvis var fra hendes yngre dage. Selvom der også var billeder af Emery og Angella sammen, så var der ikke et eneste billede at spotte med faderen. Emery var dog selv klar over, at moderen havde gemt dem i sit eget soveværelse, da hun vidste, at Emery ikke brød sig om at se på dem.

I køkkenet var Emery gået i gang med at samle en bakke med tærten, et par tallerkener samt lidt bestik. Hun satsede kraftigt på, at Azir selv ville være i stand finde sig til rette i hendes barndomshjem. Hun havde trods alt givet ham ganske simple instrukser.

Som forventet havde Emersyn været af få ord, og havde hurtigt efterladt dem i stilhed igen... Hendes kommentar havde været meget hurtig og lidt ligeglad. Azir ville lyve hvis han sagde at han ikke var en smule skuffet, men hvad havde han også forventet? Hans kommentar var også kommet ud af det blå, og var sagt uden meget tanke bag det. For at være ærlig så havde han nok bare sagt noget, for at udfylde tomrummet... for at overdøve stilheden. En stilhed som igen havde lagt sig...
Det var først nu hvor han var så træt og langt væk fra det hele, at han rigtig kunne mærke hvordan det hele havde påvirket ham - og ikke i nogen god retning. Han var nødt til at meditere senere hvis han skulle have nogen forhåbning om at opretholde sin indre balance. En balance som allerede var kastet helt ud af kurs… Azir sukkede dybt for sig selv om tanken om alt det mere han skulle igennem for at komme på rette kurs igen. Men det skulle vel nok lykkes en dag...

Azir fulgte stille med og prøvede at styre sit sind mod mere positive tanker. Det hjalp at de endelig var ankommet, og Azir nu kunne se den fine hytte i lysningen. Han begav sig til at kigge ud over den fine have og tog notits af hvor velholdt den så ud. Det tydede på at hvem end der passede haven, havde en stor kærlighed for det som de lavede. Azir havde på fornemmelsen at det nok var Emersyns mor som mest tog sig af haven. Ikke at Emersyn ikke også kunne tage sig af dem meeeen... han havde blot en fornemmelse at det nok ikke var hendes handyværk. Derudover havde det nok også at gøre med Emersyns lidt mere umiddelbare ligeglad tilgang til ting.

Azir åbnede munden for at kommentere på den smukke have, men lukkede den igen. I stedet begav han sig til at kigge på verandaen og kørte en hånd over træværket. Det var af god og solid kvalitet. Derefter blev han ramt af duften fra urterne og hans tanker blev straks ført mod hans eget hjem. Han lod sig kort svælge i et minde om Aqueners gader. Lyden af rejsende og sælgerne som stod ved deres boder på markederne. Duften af ny fanget fisk, grøntsager, krydderier og diverse tekstiler. Farvespillet på jorden fra sollyset som skinnede gennem de farverige overhæng, som skyggede de folk fra den bagende sol. Følelsen af hans søster ved hans side som hiver ham i ærmet og spørger om de skal til ind på pladsen ved springvandet, imens at hun lægger noget fyldt brød i hans hånd.
En kold vind får ham til at gyse og han er tilbage til nuet. Dette er ikke Aquener. Her er ikke den samme varme og der er ingen duft af kanel eller nybagte karryboller. Og kvinden som Azir kigger på er ikke hans søster... Armenita.

Azir nikker kort til at han skal finde plads og han går indenfor. Efter at have set sig omkring går han hen imod sofaen og sætter sig ned. Han krop giver et uhørt suk fra sig idet han sætter sig ned. Azir havde ikke fået siddet så forfærdelig meget ned i løbet af dagen, hvilket han nu tydeligt kunne mærke. Alligevel sad han med ret ryg, som altid, og med sine hænder foldet i hans skød. Hans vinger havde han ladet falde mere ned, og han hvilede dem nu på sofaen. Han håbede at det var okay at han fyldte så meget i sofaen, men han havde heller ikke tænkt på om Emersyn ville sidde ved siden af ham. Hun havde trods alt nok tænkt sig at sidde et af de andre steder i lokalet... hvis hun overhovedet havde tænkt sig at sætte sig ned. men en fremmed mand til stede i hendes hjem. Men det ville i alt fald vise sig når Emersyn engang kom tilbage. Hvilket hun forhåbentligt snart gjorde så hans tanker ikke begyndte at vandre igen.

Et eller andet sted påskønnede Emery egentlig, at Azir undlod at åbne munden resten af turen. Det tillod hende faktisk at nyde deres omgivelser, og glemme det faktum, at hun var i gang med at slæbe en fremmed mand med til hendes barndomshjem – og ikke engang fordi hun var lysten eller noget. Nej, udelukkende fordi hendes mor fandt det passende at tilbyde fremmede alt muligt, når Emery udmærket vidste, at moderen ikke havde alverden i forvejen. Men den kvinde ville hellere dø end at afvise en lidende sjæl. Det kunne selvfølgelig også blot være endnu en raceegenskab, som Emery ikke havde fået med sig i farten. Mon Azir var lige sådan? Hun var lige ved at fnyse højt ved sine egne tanker, men undlod i sidste øjeblik. Selvfølgelig var han det. Manden var rejst halvvejs igennem Underworld for at dele fornødenheder ud til en eller anden åndsvag lille landsby, som de fleste knapt anede eksisterede, hvis man spurgte i flere af de større byer. Emery glemte nogle gange, at det kun var hende, som var ødelagt. Hvor instinkterne manglede. Et øjeblik mærkede hun, hvordan benene næsten stoppede af sig selv. Overvældet af mørke tanker. Men før, at de overhovedet nåede så langt, fik hun viftet dem væk igen, og rettede i stedet det grønne blik fremad. I stedet for den rodede skovbund, mødte det velkendte syn af skoven hende, og tankerne faldt øjeblikkeligt til ro. Det var først gået op for hende, hvor meget natur egentlig betød i hendes verden, da hun var rykket til Doomsville. En naturlig form for hjemve er byen og des folk var opstået rimelig hurtig, men naturen og friheden den bragte, var kommet næsten endnu hurtigere. Det hang sandsynligvis sammen med roen den gav, og det faktum, at hun ikke behøvede bekymre sig om, at der gemte sig en morderisk dæmon om hvert gadehjørne. Dem var der trods alt ikke mange af helt herude. Nej, det og så… luften. Hun elskede at flyve. Havde altid gjort det, og da faren smuttede blev den en ny måde at rense tankerne igennem på. Hun sukkede for sig selv, og mærkede vingerne folde sig uroligt på ryggen. Hun trængte til en flyvetur.

Imens Azir fandt sig en plads i stuen, var Emery gået i gang med at brygge en kande te. Hun havde ikke rigtig vidst, hvad man sådan bød uventede gæster, og han slog hende ikke som typen der lige bundede en øl. Så te blev det. Desuden… han lignede en der drak te. Eksotisk te måske? Med søde blomsterblade og tørrede frugter. Moderens te var udmærket. Te var ikke lige Emerys favorit drikke, men hun var vokset op med det, og havde for længst vænnet sig til smagen. Desuden var kaffe dyrt, og derfor ikke noget de så meget til ved disse egne. Imens vandet kogte, tillod hun sig at stirrer ud ad vinduet, imens hun mærkede efter i kroppen. Det var blevet en vane at gøre nu og da. Siden… den aften med Chester, havde hun kunne mærke ham på en helt anden måde. På en eller anden måde følte hun altid, at han var med hende nu. Og omvendt. Det var også blevet nemmere at mærke, hvis han havde problemer. Men der havde heldigvis været stille på det sidste. Ligesom nu. Derfor gik hun videre med te bryggeriet. Da vandet havde kogt, hældte hun det op i en kande, sammen med en håndfuld tørret teblade, og placerede derefter tekanden på bakken sammen med alt det andet.

Da Emery endelig begav sig ind i stuen igen, spottede hun hurtigt Azir i en af sofaerne. Han var trods alt ikke svær at få øje på i den dunkle stue. Som om det kridhvide outfit ikke var nok alene, så glødede han næsten. En fredfuld glød, som underligt nok gav hende lyst til at blive stående i døren med bakken i hænderne. Men hun fattede sig, og vandrede derfor roligt hen, og placerede bakken på stuebordet mellem dem. En tallerken, tekop, samt lidt bestik blev placeret på bordet, men tekanden lod hun stå på bakken, sammen med kagen og en stor kniv til at skære. ” Tea ain’t ready yet.” Tilføjede hun kort, omend tonen var knap så bidsk som tidligere. Imens teen fik lov til at trække færdig, efterlod hun endnu engang Azir siddende alene. Denne gang blev Emery dog i rummet, og bevægede sig strategisk rundt til forskellige stearinlys placeret i stuen. Uden at skænke det en tanke placerede vægerne imellem tommel- og pegefingeren, og flyttede så fingrene efter et øjeblik, hvor man så kunne spotte en lille grøn flamme. Flammen antog dog hurtigt den klassiske varme orange farve efter, at hun gik videre til den næste. Omsider lod hun sig selv dumpe ned i sofaen, som var overfor Azirs. Stadigvæk uden rigtig at anerkende ham, ved at se i hans retning, gav hun sig i kast med at skænke te til dem begge to. Teen bragte en behagelig krydret aroma med sig, som næsten gav en efterårsagtig følelse, blandet med stearinlysene, samt duften af de søde æbler, som der landede et stykke af tærten på hver af deres tallerkner. Da der endeligt var skænket til dem begge to, trak hun sig tilbage i sofaen, og lod vingerne glide dovent ud til siden. Ordene nåede hun kun lige at formulere inden, at en skefuld af hendes eget tærtestykke havde fundet vej indenbords. Først da munden var optaget, lod hun endelig det glødende skikkelse hvile på hans skikkelse igen.

” I take it that you won’t need help feeding yourself, so yea… enjoy I guess.”

Azir lagde ikke mærke til Emersyn med det samme, men da han lagde mærke til hende, kiggede han op og smilede til hende. Han nikkede også som i en tak og kortvarigt indsnusede den liflige duft som kom fra både teen samt tærten. Begge dufte fik hans tænder til at løbe en smule i vand, og der kom skam også en mindre rumlen fra maven af. Ikke så underligt igen siden duften af mad kun gjorde det meget værre - især når man havde været så sulten som Azir var nu. Det var en smule pinligt men det var ikke noget som hans ære ikke kunne tage. Han var trods alt stadigvæk meget dødelig taget i betragtning af hans races lange levealder samt andre fordele.

"Alright." Svarede han i hensyn til det med teen. Hendes tone virkede til at have mildnet en smule i forhold til tidligere. Det var måske fordi hun var hjemme under mere afslappende forhold? Eller måske fordi der ikke rigtig var nogen grund til at have så mange parader op i nærheden af Azir? Den anden var nok usandsynligt, men det gjorde det ikke mindre sandt. Emersyn havde intet at frygte fra Azir - men det var kun fordi han kendte sig selv, men det gjorde kvinden jo ikke. Så han skulle absolut ikke fortælle hende hvordan hun skulle have det omkring ham. Det var et valg han bestemt ikke ville tage fra nogen - især ikke dem som havde en meget reel grund til ikke at tro på fremmede eller mænd. Fra ofre af sådan nogle forfærdelige situationer havde han ikke andet end tålmodighed for.

Azir fulgte Emersyn med øjnene idet hun rejste sig og bevægede sig rundt i lokalet. Han kiggede interesseret med idet hun virkede til at tænde stearinlys med sine fingre. Det var en forunderlig farve som ilden tog sig og Azir kom i tanker om nogle tryllekunstnere tilbage i hans stavn som brugte pulver til at ændre flammen på ild. Men Emersyn virkede ikke til at bruge nogle former for pulver af nogen art. Blot sine fingrer... mærkværdigt men smukt. Farven virkede dog til at ændre sig igen. Det havde ellers været interessant at se hvis flammen fortsat havde været grøn. Nemlig fordi lyset i stuen nok havde taget sig selv samme grønne skær. Men nu hvor Azir tænkte over det så var det nok bedst at stuen antog gløden fra den orange varme farve... Et grønt skær havde nok virket lidt koldt og... uhyggeligt? Stemningen i stuen havde i alt fald nok været en helt anden. Azir satte i alt fald pris på det varme lys og følte sig en smule varmere. Men det var der en kop te snildt ville kunne hjælpe ham. Han var derfor også meget taknemmelig for at teen nu var blevet færdig og at han kunne smage på den.

"Thank you." Azir tog imod teen ved at tage i toppen af koppen, som han var vant til. Han fik dog ændret det til at holde i hanken siden det oftest var kutymen her. Azir varmede derefter sine hænder på det varme koppen. Han indåndede duften af teen og gav et afslappet suk fra sig. Det var ikke just chai, men han var ikke typen til at snobbe af te. Især ikke når nogen havde været så venlige at brygge den for ham. Azir tog en tår uden rigtig at puste på det og mærke hvordan hans indre blev varmet med det samme. Han lukkede øjnene nydende for et øjeblik inden at han slog øjnene op igen over Emersyns kommentar.

Han smilede og lo lavmælt af kommentaren.

"You'd be right in your assumption. I haven't really needed help with that since I was very young... Not that, that means that I can't sometimes be forgetful in the said feeding myself part. Which have seemed to have inconvenienced you and your mother and for that I do apologise - but also very grateful." Sagde Azir varmt og velment. For han havde det småskidt med at "mase" sig på og være til besvær, men på den anden side var han også meget taknemmelig for at der var noget som havde tanke for ham og som ville hjælpe ham med at stille hans sult. Men udeover det var han også taknemmelig for at have fået en mulighed for at slappe af - for han havde ikke givet sig selv meget mulighed for det. Men nu hvor der var nogen andre som ikke havde givet ham chancen for andet, så havde han den perfekte mulighed for at slappe af. For han havde virkelig haft brug for det - af mere end én grund, men alt i alt... Det var rart.

"By the way. What is this tea made of? It's quite pleasent" Azir kunne godt gætte sig til de fleste ingredienser men det var også en måde at snakke lidt på. Det kunne godt være at det for Emersyn ville være ligegyldig snak, men helt forfærdeligt ville det vel ikke være at snakke med Azir?

Og så, som havde nogen trykket på en knap, blev verden stille. Omend det var kortvarigt, så tillod Emery sig at lukke øjnene et øjeblik, imens hun lod sødmen fra de varme, krydrede æbler fylde hende med en behagelig, velkendt varme. En varme der kun synes at vokse, som hun sugede atmosfæren i det lille, simple barndomshjem til sig. De svage knitrende lyde fra stearinlysene nu og da, samt bækken der pludrede i det fjerne. Duften af hjemmebag, blandet med det sædvanlige mix af urter og moderens yndlingsparfume. En parfume så mild, at man skulle vide lige præcis, hvad man ledte efter for ikke at blande den sammen med skovens naturlige aromaer… men Emery havde kendt dem siden, at hun var barn, og hun var ikke i tvivl. Den bragte altid en vis form for komfort med sig, og det var da også lykkedes hende at finde en flaske engang på et marked, som hun havde købt til sig selv. Hun ville aldrig nogensinde indrømme det, men parfumen var noget af det eneste, som hun havde taget med sig fra Firewood, og hun elskede at bruge den, når hjemveen blev for stærk. Når Doomsville blev for mørk og våd, og hun var træt af at sparke sig vej igennem tiggerne i Rotten Root var alt det tog, et enkelt pust på en hovedpude, og så var hun tilbage i Firewood. Tilbage til skoven, til den åbne himmel… og tilbage til moderens varme favn, samt verdens bedste æbletærte.

Emery åbnede først øjnene igen, da Azir pludselig kastede sig ud i en forfærdelig lang form for undskyldning. Han takkede - endnu engang - for maden, men virkede stadigvæk som, at han havde det utroligt dårligt med at “nasse sig på”. Han talte underlig formelt, bemærkede hun, og med en ukendt accent. Helt klar ikke en fyr fra nabolaget. Men så meget havde hun allerede gættet ud fra de farverige tæpper og hele optrinnet omkring hans familienavn. Noget hun helt sikkert havde tænkt sig at følge op på… måske. Eller også kunne hun bare spørger hende på kroen senere den aften. De vidste altid, hvad der foregik i byen.

“Dude, it’s fine! Just relax and eat your pie. No one's gonna yell at you for taking a break. Even saints need food too… unless you’re some kind of super angel?”

Hun jokede. Selvfølgelig gjorde hun det. Hvad ellers skulle hun stille op med ham? Emery var jo ikke ligefrem god til small talk i forvejen, og alting omkring manden skreg “fremmede”. Hun var nysgerrig, men følte sig samtidig ikke berettiget til at spørger alt for meget. Det var trods alt helt tydeligt, at de kom fra vidt forskellige kår, og hun havde derfor ikke store forventninger til, at de havde ret meget til fælles. I forvejen fandt hun det svært nok at socialisere til de bal med overklassen, som Chester havde slæbt hende med til et par gange. Ikke nok med, at halvdelen af folkene var dæmoner eller værre, men de havde aldrig noget som helst relevant at bidrage med. For hun kunne bestemt ikke relatere til at ødsle penge væk på noget så dumt som heste, eller at bruge en hel uge på at jagte rundt efter byens dyreste champagne. Og nu sad hun her med en, som helt sikkert heller ikke ville finde mængden af øl hun kunne bunde i ét hug særligt imponerende. Derfor forholdt hun sig tavs indtil, at Azirs næste spørgsmål lød. Fraværende trak hun let på skuldrene inden, at hun selv rakte frem og greb fat om sin egen kop.

“It's mum’s own blend. She makes it herself every year… ‘fraid I don’t know every ingredient. All I know is that it’s got juniper, dried apple, blackcurrants and hibiscus in it. She keeps the rest a secret…”

Omsider tillod hun sig selv første slurk af sin egen the. Veltilfreds mærkede hun en ny form for varme brede sig, som theen gled ned, og blandede sig med resten. I forvejen havde hun generelt ikke problemer med at holde varmen, specielt ikke efter at hendes evne havde ændret sig, havde hun bemærket, men det hun mærkede alligevel, hvordan kroppen langsomt faldt til ro takket være den nye indre varme. Hun tøvede et øjeblik, en anelse akavet over den tilbagevænende stilhed før, at hun endelig tog sig sammen, og forsøgte sig med et spørgsmål. “So… big fan of tea?”... Smukt. Virkelig smukt. Kunne der ikke bare komme en trold og vælte hytten? Det kunne hun da finde ud af at tackle.

Azir løftede øjenbrynet kort idet Emersyn pointerede at der ikke var nogen som ville råbe ad ham, blot for at tage en pause. Han ville da nødigt håbe at nogen ville råbe ad ham. Det skulle i alt fald komme fra nogen som ikke kendte ham. Han kunne dog ikke lade være med at smile da hun frem kaldte ham for en helgen. Han selv var ikke enig, men det var ikke ligefrem det værste at blive kaldt. Bare en smule interessant siden at de lige havde mødtes - og at han nødigt ville fremstå som en eller anden hellig person. Han ville hellere ses som han nu var. Blot en anden hjælper og en person. Det kan godt være at han pressede sig selv af og til... men det var mest af alt på grund af hans blødende hjerte, som hans søster så fint kaldte det. Han havde bare en stærk medlidenhed til dem i nød samt en stærk form for empati. Noget som så også var hans litterære evne, siden han fysisk kunne påtage sig andres smerter. En evne som kunnen anses som værende både en forbandelse som en gave. Det kom dog altid an på hvordan man brugte den, og hvem som man var. Som yngre havde det været lidt af en forbandelse men det var mere fordi Azir havde brugt den ubevidst og kom galt afsted. Og siden at smerte generelt set ikke er særlig sjovt for et lille barn. Han mindes også grædende at have spurgt sine forældre om ikke at de kunne fjerne det, men i stedet for havde de fundet ham en god læremester. En læremester som i stedet kunne lære ham disciplin og at kontrollere hans evne... og lærte ham at påtage sig forskellige typer af smerter. Dermed havde det været under mere kontrollerede forhold og Azir havde fundet ud af hvad der var bedst af påtage sig - samt hvor meget han kunne holde til. Azir var måske endt ud lidt mere hårdfør end nødvendigt og han kunne holde til ret meget inden at han gav op eller dejsede om. Meget til sin tvillingesøsters irritation når hun havde samlet ham op og taget ham til husets sygevinge.

"Not a super angel no," sagde han lettere leende. Azir havde skam godt hørt om eksistensen af ærkeengle men ligefrem superengle. Mon det ville være stadiet over eller under? Det var i alt fald en underholdende tanke. "Just a very overworked one, who was more in need of a break than he thought."

"It happens from time to time, but it's honestly just more embarrassing when it happens like this." Erkendte han. Noget som ikke var et problem når nu han snakkede med en anden som var en del af redningsindsatsen. Men ikke noget som var så nemt at sige til nogle som havde mistet alt på så kort tid - og til disse forfærdelige storme. For han ville gerne være deres styrke når de følte sig klar til at falde sammen. Det var det eneste som han kunne tilbyde dem i disse tider, samt de materialer og folk som han havde bragt med sig. Mere kunne han ikke. Uanset hvor meget end hans hjerte blødte for dem. *You bleed any more and you won't have enough to keep yourself alive, you idiot!* havde hans søster sagt til ham gang på gang. Ved guderne hvor han savnede hende lige nu.

"Might be for the best that she keeps it secret... Might try and copy her" sagde han med et glimt i øjet, som om at han selv ville stjæle opskriften. Ikke at det var sandt men, det var et lille forsøg på at lave sjov. Han tog en tår mere førend han satte kruset tilbage på bordet og tog tallerkenen med kagen. Det duftede fortrinligt, men lige nu var det smagen samt substansen af kagen som han var mere interesseret i.

Idet at han fik taget en bid sukkede han veltilfreds og tog sig til munden med den anden hånd. Han lagde ikke selv mærke til at smilte gik fra det ene øre til det andet. Det var virkelig en god kage, samt fantastisk med noget sødt på sådan en dag som i dag. Han havde knap nok hørt hvad Emersyn havde sagt. Han åbnede sine øjne som havde været lukket i nydelse og smilede varmt til hende. Hun virkede usikker i situationen, men det var skam et fint forsøg.

"Me? No, no. Can't stand the stuff," sagde han en smule drilsk inden at han tog en bid mere. "We practically breathe in the tea from where I'm from. It's a big thing in my family. Especially since my family play a big part in the distribution and process of making said tea."

"But yea, you could say I'm a big fan of tea. Especially the ones containing cinnamon. What about you?"

“Well…heh… might know a thing or two about that. But seriously though! What are ya then?... Ordinary? Guardian?... Arch?...”

Det virkede fjollet at spørge. Næsten uhøfligt - især den sidste del. Men det var faktisk relativt sjældent, at hun efterhånden brugte tid sammen med andre engle. Den slags havde helt sikkert været nemmere, da hun stadigvæk boede fast i Firewood. Men efter overgangen til Doomsville var det ligesom om, at der gik længere og længere imellem, at hun stødte på nogle. I hvert fald nogle, som ikke var faldet eller lige så blæst, som dem hun havde brugt det meste af ungdomstiden på at undgå. Engle var højrøvede. Ikke lige så meget, som elverne havde for vane. Men nok til, at hun aldrig havde følt sig en del af dem. Og derfor blev de ligesom bare nemmere at undgå. Det havde så den konsekvens, at hun, udover moderen, ikke rigtig havde nogen klar idé om, hvad man gik og snakkede om. Fjerpudsningteknikker? De bedste flyvesteder? Egentlig kunne det også være lige meget, vurderede hun hurtigt. Azir virkede alligevel mest som typen, der holdt sig til de sædvanlige emner omkring vejr og børn og den slags. Så det undrede hende alligevel kort, at han blev ved med at bringe sit ubehag på banen angående situationen. Hovedet gled en anelse på skrå, mens de grønne eftertænksomt studerede manden foran sig. Munden kortvarigt optaget af endnu en bid tærte, før hun omsider fik den slugt.

“Look dude… It’s all good, ‘kay? You’ve been busting your ass all morning. No one here expects you to work yourself half to death… what good would that do anyway? Just one more broken body for the healing team. Everybody needs a break. Nothing embarrassing ‘bout that.”

Det føles underligt. Et eller andet sted havde hun det en anelse stramt med følelsen af at tvinge pausen ned i halsen på ham. Men Emery mente skam, hvad hun sagde - som det ofte var tilfældet. Det sidste folk i byen havde brug for var, at de hjælpende hænder blev til endnu flere hænder i nød. Desuden havde de efterhånden været i gang et par dage. Det så allerede langt bedre ud, end det havde gjort lige i starten, selvom det formentlig kunne være svært at se med friske øjne.

“Sure thing, buddy. Good luck getting the right type of dirt though.”

Emery holdt facaden. Stemmen alvorligt, og blikket rolig, som hun tog endnu en tår af sin the. Det varede dog ikke længe før, at hun mærkede et lille, gavtyv smil krybe frem, som kun blev større, da hun pludselig fik et glimt af hans eget voksende smil. Veltilfreds smed hun benene op på det lille bord mellem dem, og lyttede nysgerrigt til hans ord omkring familiens foretagende, bortset fra den første kommentar, hvor hun ikke kunne undgå at rulle dramatisk med øjnene et øjeblik. Da han vendte den rundt, og overraskende nok virkede interesseret i hendes egen mening, reagerede hun blot som førhen, og trak ligegyldigt på skuldrene, men valgte dog at svare ham. For høflighedens skyld.

“Eh, tea’s alright… But I much rather prefer coffee. Keeps me awake and ready for action, ya know? Just so darn expensive… So yea, tea it is. Besides, grew up with the stuff here in Firewood. For a long time, it was all I knew. Wasn’t until I started making my own money, I had the chance to get my hands on other things. Coffee, weapons, alcohol… all that good stuff. Guessing you’ve had a bit more fun with all them coins yer family makes?”

Pludselig var det som om, at munden slet ikke ville stoppe igen. Hvornår havde hun egentlig sidst haft en reel samtale uden, at alle parter forsøgte at bide hovederne af hinanden? Eller uden at skulle bekymre sig om, hvem der åd hvem først? Det var… befriende. Men også en anelse skræmmende. Hun var vant til at holde kortene tæt ind til kroppen. For hendes egen skyld. Men også for Chesters. Hendes liv var ikke bare hendes eget, og det faktum kæmpede hun stadigvæk med hver eneste dag.

Det var ikke ofte at Azir blev spurgt om hvilken type engel at han var. Mest af alt fordi det var noget tid siden han havde omgås andre engle. Han var også en smule imponeret over at hun havde spurgt om han muligvis kunne var en ærkeengel. Noget som Azir godt vidste ikke kun hørte til legenderne, men det var stadigvæk noget som lå ham så fremmed. Især siden de var ret sjældne efter Azir's forstand. Derudover var det heller ikke en tanke som han havde haft for sig selv - at han nogensinde skulle blive en ærkeengel. Ikke at han ikke også kunne have nogle store forestillinger for sig selv, men det var stadigvæk noget som kun de mest hårdtarbejdende og værdige engle som opnåede... okay, måske ikke de mest værdige. Det skete jo af og til at selv nogle knap så værdige engle gik hen og blev til en ærkeengel - i alt fald efter de fortællinger som Azir havde fået fortalt af sine forældre.

"I'm a guardian angel i fact... still getting used to it to be honest" erklærede han. Han havde været en beskytter engel for en stund nu og det var stadigvæk noget som var utroligt forvirrende. Især i Azir's situation hvor det med følelserne havde komplicerede tingene med Taliia... Azir havde gerne været den aften foruden. "And you?" spurgte han igen siden han nu også blev en smule nysgerrig på hvad hun var for en type. Måske ville hun kunne relatere? Det var trods alt ikke oftest at Azir stødte på andre beskytter engle heller. Han havde trods alt ikke vidst at han selv var én til at han havde mødt Azir og havde ubevidst valgt hende - og nu var bundet til hende for livet.

"I... you're right... Thank you." Emersyn's attitude var et frisk pust og han smilede taknemmeligt til hende. Hun havde jo fuldstændig ret. Der var ingen grund til at være flov over sine behov. For godt nok var Azir en engel og hans krop var veltrænet, og selv han havde sine grænser. Der var ingen som var ufejlbarlige og som ikke havde brug for en pause af og til... Derudover var det sandt konstateret at han ikke var til megen nytte helt nedslidt og træt. Han ønskede heller ikke at være til besvær for nogle healere. Især ikke taget i betragtning at Emersyn's mor var én af de healere... hende ønskede han virkelig ikke at bekymre eller belaste yderligere. Han var der jo trods alt for at hjælpe og ikke for selv at blive hjulpet... i alt fald ikke på samme måde som de folk som var i nød.

"I'll keep that in mind," sagde han men tænkte nok ikke videre over det. Han havde trods alt ikke selv prøvet at producere te som sådan. Han var ikke sikker på at han ville være god til det, men det kunne da være at han skulle prøve det på et tidspunkt? Hvem vidste? Måske havde han grønne fingre? Kunne være rart med en stille hobby når han engang fik tid til det, og noget som man ville kunne tage med på rejser. Ikke at meditation ikke hjalp ham med at slappe af, men jo flere muligheder man havde desto bedre.

"Coffee? Yea, that can quickly run up in price depending on the process and the area it comes from." Selv drak han det ikke grundet den effekt som det havde på hans hjerterytme - og mave. Noget som han bestemt ikke havde brudt sig om så han ikke drukket det siden. Ikke at det ikke havde smagt fint - især med noget mælk til. Han havde dog ikke lige forventet den anden kommentar oveni. Noget som gjorde ham en smule ukomfortabel. Ikke at det ikke var sandt at han skam havde en masse midler grundet sin familie men... Azir rendte ikke rundt med så meget igen. Hans familie og ham selv havde midlerne til at have det så sjovt som de nu ønskede sig, men størstedelen af pengene gik til at hjælpe andre og være med til at bygge en bedre fremtid. Det og en masse andet - de var trods alt en familie af engle. Ikke at det dermed betød at de skulle være som de nu var, men hans familie havde bare altid set efter andre folk og hjulpet når de kunne. For havde det ikke været for andres hjælp så havde hans familie skam heller ikke været der hvor den var i dag.

"Yes, I have enough to live very comfortably due to my family - but my idea of fun might just be a bit different. Especially since I don't have a high tolerance of alcohol." Det og den detalje at han ikke var interesseret i våben. Han var trænet i diverse våben og var også dygtig til at bruge dem, men hans mest fortrukne var den simple stav. Den var god til at forsvare sig med og sørge for at ingen kunne komme helt tæt på. Derudover var den også meget fleksibel og et fornemt våben at bruge på at afvæbne andre. Så alt i alt - et våben til at beskytte sig med frem for at skade andre. "My sister though is more a fan of the stuff and has a nice little collection."

Det var for sent. Hun kunne ikke standse det. Kagestykket, som hun nænsomt havde plukket fra sin egen tallerken med gaflen, som hun ventede på svar fra Azir, var lige præcis nået hendes mund, som han valgte at svare hende. Derfor blev det - med en lidt større anstrengelse - kun muligt at svare ham ganske få ord med munden fuld af tærte. “Wait, no shit?!...” Hun tyggede videre. Kæmpede sig igennem den ellers både bløde og søde mørdej, så hun havde bedre mulighed for at besvare hans spørgsmål. Hun sank en sidste gang, og rettede sig lidt op i sofaen, pludselig meget opmærksom på, at de nærmede sig et ganske personligt emne. Alligevel var der næsten en lethed over stemmen, som hun endelig svarede ham. “Actually… I’m a guardian angel as well. Been doing it for a couple years now.”

Der var en ny glød over det grønne blik. En nysgerrighed omkring hele situationen. Hun kunne tælle på én hånd, hvor mange engle, hun havde haft kontakt med siden, at hun startede sit nye liv i Doomsville med Chester - og ingen af dem havde været skytsengle. Faktisk havde hun aldrig mødt så mange faldne engle, som efter hun var flyttet til byen. Et foruroligende koncept, som bestemt heller ikke hjalp med hendes mening omkring byen. Emery satte tallerkenen fra sig igen, bange for hvor det ville ende henne, hvis hun nu blev overrasket endnu engang. Dog greb hun tekoppen for at skylle de sidste krummer ned, imens hun viftede afværgende med den frie hånd, som svar på hans tak til hendes formaning.

“Eh, don’t sweat it.”

Hun nød sin te, og lod ham fundere over hans potentielle nyfundne hobby. Da snakken vendte tilbage på kaffe-delen, kunne hun dog ikke undlade at trække lettere opgivende på skuldrene, da han begyndte at snakke omkring både processen og økonomien bag. “Dunno much about the process. All I know is that good coffee that won’t cost you an arm and a leg is hard to come by. Some of the stuff I’ve tasted in Doomsville taste like straight up dirt… Or worse!”

Det gik langsomt op for Emery, at hun havde ramt en nerve. Og på trods af, at hun ikke ligefrem var kendt for sin næstekærlighed, fortrød hun alligevel hurtigt sit spørgsmål. Bare fordi hun ikke selv havde ret meget, så betød det ikke, at hun havde ret til at snage i andres liv og økonomi. Hun ville selv blive irriteret, hvis nogen bragte det på banen og prikkede til hende om, hvor lidt hun egentlig havde i sit eget navn. Azir var dog tydeligvis opdraget en smule bedre, og valgte overraskende nok at svare på spørgsmål på trods af, at han mest af alt lignede en, som havde lyst til at lade være. Ærligt vidste hun ikke engang, hvad hun skulle svare. Hun havde lyst til at joke lidt omkring hans svage tolerance for alkohol, da han trods alt virkede som både en stor og stærk fyr… men stemningen bød ikke ligefrem til den slags. Derfor rømmede hun sig, og greb fat i det næstbedste emne, inden hun fik tømt resten af sin tekop.

“So… how come your sister’s not here today?”