Really? Sure you ain't the evil fucker? [[Emery]] [xxx]

Tidspiunkt: Aften
Sted: Krostuen på Det Vilde Svin
Omgivelser: Omkring et dusin der sidder og får øl, og lægger an på en af pigerne der serverer.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emne Partner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sajro var begyndt at være meget mere komfortabel med at gå udenfor i offentligheden efter at Sakref var forsvundet, hvilket betød at nogle dusørjægere ikke gad at bøvle med dusøren på hans eget hoved, da den jo var udstedt af Sakref i tidernes morgen. Han havde af denne grund valgt at sætte sig ned på kroen, for at få en enkelt øl på trods af at effekten af den aldrig var stærk nok til at ændre noget. Men smagen var vel fin nok til at drikke det. Han havde endnu engang fået de sædvanlige blikke af kroens mere faste kunder, som havde en tendens til ikke at bryde sig om at han var der.

Han sukkede for sig selv og tog en slurk af sin øl mens han fortsat holdte øje med døren. Han vidste godt at han egentligt ikke burde være der selvom der ikke var mange der hverken gad eller turde at bøvle med at forsøge at tage hans dusør. Han vidste han ikke burde fordi alle ville kunne pege ham ud, alle i byen vidste efterhånden hvor han var henne. Hvilket ikke gjorde det meget bedre for ham når han forsøgte at holde lavt profil på nogen måde.
Han lagde godt mærke til den smule af påstyr der var ude i byen, meget lidt men det lød som om nogen ledte efter en person, han havde ikke helt fået fat i hvem det var der blev ledt efter eller hvem det var der ledte, men han havde en dårlig fornemmelse så han blev blot siddende, men klar til at smutte hurtigt.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + to daggerter (en i hver støvle), og et sølvkors om halsen.

Skridt genlød i den stille aften. De bevægede sig med en fast hastighed og lod til at være rettet mod et bestemt mål. Kroen ”Det Brændende Træ” trådte langsomt frem af skovens greb, og bragte lugte og lyde med sig som man hurtigt genkendte. Høj latter, ølkrus der stødte lidt for hårdt sammen, samt duften af stegt pattegris, som kunne fornemmes langt borte. Emery genkendte det hele, og hun nød det. Desværre var det ikke for fornøjelsens skyld, at hun var begivet sig imod kroen. Arbejdet kaldte endnu engang. Specielt efter, at hendes sidste mission i den grad mislykkedes, og at hun havde set sig nødsaget til at bruge enorme mange ressourcer på at få fat på Selene igen. Efter den omgang trængte hun til noget velkendt. Hun havde trods alt arbejdet som dusørjæger en del år, og der var altid noget beroligende ved at få et job gennemført. Dog fornemmede hun, at denne gang næppe ville blive som resten. Sagen var trods alt en smule større… end som så.

Hun standsede, da hun befandt sig lige ude foran døren til kroen. Hun lod en hånd glide igennem det gnistrende hår, som hun havde opsat i en høj hestehale. Da hendes hånd var fri af lokkerne lod hun den glide ned, så hun greb fat om sølvkorset ganske kort. Det gav hende en kort følelse af tryghed, men var også en reminder om, at hun havde ting som skulle gøres. Hun tog det trods alt kun på, hvis hun arbejdede eller vidste, at hun ville blive udsat for et eller andet. Hun slap korset igen, og skubbede så døren op. Ikke mange blikke blev sendt hendes retning da hun trådte indenfor, men hun bemærkede alligevel de få. Et af dem fangede specielt hendes interesse, selvom hun ikke lod det vise. Sargonis Misnoran. Efterlyst for en hulens masse ting, og med en dusør der fortalte, at nogen rigtig gerne ville have en snak med fyren. Hun lod sig ikke dvæle længe i indgangen, og bevægede sig i stedet op til baren, hvor hun smed lidt guld på bordet til en øl. Hun satte sig ikke, men stod pænt med armene hvilende på bardisken. Hun havde bevist undladt sit sædvanlige outfit og sin jakke derhjemme, da det ville virke for opsigtsvækkende på en rolig kro. Trådte hun ind af døren i en mørk maske, så var han ude af vinduet før, at nogen kunne tælle til tre. Derefter havde hun valgt et mere komfortabelt look, stadigvæk praktisk, men nok til, at hun virkede naturlig. Da øllen blev skubbet imod hende, tog hun fat om kruset, hvorefter hun gik væk fra baren igen. I stedet bevægede hun sig ned imod bordet, hvor ansigtet hun genkendte fra adskillige mere eller mindre gennemførte skitser befandt sig. Uden at give anledning til det mindste, smed hun sig ned på en stol ved bordet, hvor han befandt sig således, at de sad overfor hinanden. Hun hævede et øjenbryn, og sendte ham et flabet smil inden, at hun stillede spørgsmålet, hvorefter hun tog en slurk øl.

”Mind if I join ya?”

Han kiggede op da døren gik op og nogen trådte ind. Mere af vane end af egentligt interesse, håret på kvinden var alligevel noget at bide mærke i, så han lod blikket hvile et par øjeblikke på hendes hoved, inden det gled ned af hendes krop og han kunne ikke lade være med at bide mærke i hendes tøj. Meget mørkt, og lod til at give muligheder for bevægelser. Hans første bud var derfor at kvinden arbejdede som tyv eller morder. Men det virkede lidt for dumt med hår som hendes, gjorde ikke ligefrem sit for at skjule ens identitet?

Da hun begyndte at bevæge sig ned mod hans bord, fulgte han hende med øjnene langsomt, og det var først da hun var nået helt ned til hans bod at han fjernede fødderne fra den stol hun skulle til at sætte sig på.

"Well, I did move my feet for you didn't I?"

Hans stemme var rolig, og med en svag kant af en interesse for hende. Han virkede meget afslappet. Lidt som det man forventede fra en person der var sikker på at der ikke eksisterede noget eller nogen der kunne røre ham. At han var sikker og uden for en hver fare der eksisterede. Dette var i virkeligheden også hvordan Sajro følte det. Han havde dog stadig bidt mærke i hendes tøj, og da hun nu havde sat sig, skiftede han position og lænede sig lidt indover bordet. Her fangede han hurtigt hendes duft, og kiggede så på hende med et lidt undrende blik og smil.

"So, what makes an angel dress like a thief or murderer? Doesn't seem to be fallen."

Hans blik gled også ned til det kors hun havde om halsen. Sølv var der ingen tvivl om at det var. Han kiggede på hende, og tog selv en slurk af sin øl, hvorefter han sendte hende et nyt smil.

"Didn't your mom tell you that talking to strangers is dangerous? That strange men are dangerous men?"

Hun mærkede tydeligt hans blik, selvom det ikke hvilede på hende meget længere end normalt. Det var ikke overdrevet men nærmere, hvad en person med selvlysende hår kunne forvente - hvad en kvinde med selvlysende hår kunne forvente. Imens hun stod placeret ved baren og ventede på sin øl forsøgte hun at gennemgå sine chancer i hovedet. Baren var fyldt, men ikke overfyldt. Hvis det kom til slåskamp var hendes chancer altså ikke umulige, og samtidig ville de fleste kunne kom forholdsvis uskadt derfra. Da hun endelig fik sit krus og bevægede sig ned imod bordet, bemærkede hun godt, hvordan han pludselig fik travlt med at fjerne fødderne. Hun valgte ikke at sige noget om det, men kunne ikke dy sig for at svare igen, da han selv nævnte det.

"You sure did. You forgot to wipe it clean, tho."

Smilede hun sukkersødt tilbage, imens hun fangede hans blik og snuppede en slurk øl. Hans attitude kom bag på hende. Både de snarky ord, men bestemt også den indre ro som han udstrålede. En stor del af hende brød sig bestemt ikke - men nægtede selvfølgelig at vise det - da hun følte det som om, at han bar et eller andet form for skjult kort. Noget som hun ikke kendte, men i høj grad burde taget i betragtning, at hun hadede overraskelser. Hun var netop i færd med endnu en slurk, da han stillede hende et nyt spørgsmål, som næsten fik hende til at kløjes. Hun reddede alligevel indholdet, men satte kruset en tand mere bestemt end førhen.

"Well, excuse me for not flying in here all covered in white and sparkles. You're damn right I'm not a fallen, but that doesn't mean that I wanna dress like I'm expected. Like you. A wolf all fluffed up in fur. Very original, eh?"

Selvom der i starten var en tydelig stædighed og ærlighed gemt bag hver et ord, så var det svært for hende at skubbe den spøgende tone helt til side. Specielt til sidst, hvor hun vendte tallerknen og brugte hans eget tøj som eksempel. No way, at han skulle spille smart med hensyn til kluns. Falden. Hmpf! Til hans næste spørgsmål kunne hun ikke undgå at le kort, inden et farligt glimt kunne anes i de hidsigt lysende grønne øjne, som rettede sig direkte imod ulven.

"Actually my mother taught me to embrace and welcome all strangers. Especially strange men… But you are no stranger to me, Sargonis."

Uden at tøve tog hun en slurk til, imens Sajro fik lov til at tygge lidt på hendes ord. Hendes eget kropsprog var roligt omend en smule 'legesygt'. For hun nød det. Katten efter musen spillet, hvor man så hinanden lidt an. Hun brød sig ikke om kedelig høflige samtaler, men lidt drilleri og ellers at skære lige til benet, det var mere hende.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes kommentar om at han havde glemt at høre stolen rent. Han måtte sige at han ikke ligefrem tog hende for typen der var bange for lidt skidt. Hun virkede mere til at være typen der ikke havde noget i mod at få sine egne hænder beskidte.

"I didn't take you for someone afraid to get a little dirty"

Han var tæt på at grine da hun reagerede lidt voldsomt på hans spørgsmål. Tydeligtvist var hun ikke glad for at være engel, eller også var hun ikke glad for det billede de fleste folk havde af engle. Nok mere det sidste siden hun virkede til at være så stor modstand af bare ideen af at være en falden engel. Han lænede sig lidt frem mod hende og tog en slurk af sin øl, inden han svarede på hendes sidste kommentar omkring hans egen påklædning.

"Oh you are excused, just curious about your line of work is all. Well, it wouldn't be fair if I dressed all anonymously, I know what you are so it is only fair I show you what I am. Ohh and for a wolf wouldn't naked be more original?"

Det sidste blev sagt med en stærk kant af spøg og dril. Han sad så og lyttede videre, ligesom hende var han meget rolig, og selv da hun brugte hans navn fik hun ikke meget mere reaktion end at han løftede sit øjenbryn over navnet. Han lænede sig så længere frem mod hende. Et særligt blik i hans øjne, en blanding mellem frygt og dyrisk aggressivitet. Han havde nemlig en frygt for at nogen måske havde overhørt hende kalde ham ved hans navn. Ikke alle så lige godt på ham, og det kunne betyde at han ville skulle slås med nogle af de folk der var i kroen. Det ville ikke være så godt for nogen tilstede, hans omdømme og så deres liv.

"Hush now, I don't know you angle angel, but you don't want to get any of these people involved. Cause I will defend myself. And if you truly know me, then you should be scared for their and your own lives. Otherwise you merely know my name making me as much of a stranger to you as you are to me."

Som en sidste understregelse af hans egne ord lod han sine negle glide henover bordpladen men som de kom længere hen mod ham var det ikke længere en hånd men istedet poten fra en varulv som havde trukket dybe mærker i bordet. En ting han vidste at almindelig varulve ikke kunne gøre medmindre de var født med en særlig evne til det. Det var hans første advarsel til hende om at hun måske ikke helt vidste hvad det var hun havde med at gøre og at hun skulle passe på hvad hun gjorde nu. Han satte sig derefter tilbage i sin stol, og virkede præcist lige så rolig som før, lige før han virkede mere rolig nu på den måde han lod sine øjne glide ned af hendes krop. Ikke som om han tjekkede for våben eller noget men meget mere som om han bare tjekkede hendes former ud.

Hans kommentar fik det skæve smil frem. Trods de kække kommentarer, så lod han i det mindste ikke til at dømme hende alt for hårdt – udover det med hendes beklædning selvfølgelig. Hvis de begge overlevede dette møde, så var det ikke noget som hun havde tænkt sig at lade slippe så let.

”Then you already know me better than most people I know.”

Da han lænede sig frem og gav sig i kast med forklaringen om, hvorfor det i virkeligheden var okay for dem begge at gå klædt som de egentlig havde lyst, så benyttede hun frirummet til at finjusterer lidt på sin siddestilling. Præcis lige som ham endte hun en anelse mere indover bordet, men med albuerne støttende på bordpladen, så hun kunne bevare sin ranke ryg. Hun kunne godt lide at sidde afslappet, men det var irriterende for hende at virke sløset. Derfor forsøgte hun som regel at finde en mellemvej. Hun tog en slurk øl, og nikkede så bagefter, men måtte sluge et grin da han smed den sidste bemærkning om ulve og deres tøj. Hun ønskede kortvarig, at han var knap så kæphøj. Det var præcis det, som hun gik og manglede i hverdagen, men ikke ligefrem på arbejdspladsen.

”Well, you sure are a terrible guesser. Is this how you charm all the pretty ladies? Because it ain’t really working for you. And no… Or maybe it would? I mean what’s the point of clothes for you guys anyway? You shred it like two times a month anyway, am I right?!”

Roen var også over Emery for et øjeblik. Hun tog faktisk sig selv i at glide med på den spøgefulde bølge af kommentarer, men hun mærkede hurtigt skiftet hos sine nye sidekammerat i det øjeblik, at emnet faldt på noget mere alvorligt. Da Sajro langsomt men velovervejet fik fremført sin trussel mærkede hun tydeligt, hvordan pulsen pludselig steg en anelse. Adrenalinen over hans ord og det tydelige eksempel i bordpladen fik hende til at genoverveje sin plan, men kun for et kort øjeblik – for hun SKULLE have den dusør. Ikke flere undskyldninger eller fejlede jobs. Selene havde gjort hende blød ved blot et enkelt øjekast. I stedet for tydeligt at panikke, fik hun samlet nerverne, sunket en klump der havde samlet sig i halsen og rakte så en hånd ned i sin trøje, hvorefter hun hev et stykke papir frem. Papiret foldede hun ud, ganske roligt, men samtidig diskret, og lod det så glide over mod Sajro. En detaljeret tegning af hans skikkelse, samt et uhyre stort beløb nedenunder var det eneste som den viste – men det var nok.

”No, you don’t know me… but now you know about my work. I know enough about you though, and I know that you don’t kill for fun but out of need. Here’s a fact: There’s no need for killing or hurting anyone tonight. I just need you to come with me. It’ll be quite problem free if you let me.”

Hendes stemme havde dæmpet sig, og ligeledes havde stemningen. Hun kunne sagtens have ladet den køre en del længere, da manden trods alt ikke var verdens værste selskab, men det havde været ondt i sidste ende – for dem begge to. Det var bedre, hvis hun ikke kendte sine ”ofre” mere end højst nødvendigt. Så blev den slags alt for personligt. Hun virkede dog ikke skræmt – i hvert fald ikke mere – over truslen fra før. I stedet tog hun en sidste slurk øl, og lagde armene over kors imens, at hun ventede på en reaktion. Kortvarig bemærkede hun blikket der blev sendt i hendes retning, hvilket fik hende til at se væk, så han ikke skulle se hendes så småt blussende kinder. Det var ikke første gang, at hun fik et sådant blik, men her var det uventet.

Hun overraskede ham, hun mindede ham faktisk meget om Delilah, mere og mere som de snakkede. Engle versionen af Delilah måske, men det var meget underligt at tænke på. Han kunne heller ikke lade være med at grine en smule af hendes kommentar om at han kendte hende bedre end flere af dem hun kendte.
Han smilede roligt da hun sagde han var elendig til at gætte, og han forstod hende ikke helt han havde jo ikke gættet bare konstateret at han vidste hvad hun var, og han vidste hun var en engel ud fra hendes duft. Derfor det kun var fair at han viste hvem han var.

"Ohhh, yeah normal werewolves shred it about one to three times each month. But since I aren't quite normal I don't, I can control it just like I can change parts of my body if I so desire."

Han nød den rolige samtale selvom det var tydeligt at den ikke kunne vare ved og at det ville udvikle sig til noget meget værre. Han havde ikke forventet hendes meget direkte måde at fortælle hvad det var hun var ude efter, men papiret med hans ansigt på havde han ikke glemt hvordan så ud. Så han lyttede til hende. Han vidste ikke hvad han skulle svare, og hun havde ret, han dræbte ikke for sjov. Han tog sig kort til hovedet, og så hende direkte i øjnene som han begyndte at svare hende.

"And what do you think happens, once you hand me over? They just gonna cuff me in normal metal? No that will be silver cuffs, and in that weakened state I will be executed like a rabid dog..."

Han sank og bed hårdt sammen, blodårene i hans pande stod tydeligt frem som vreden blev mere og mere tydeligt at se. Han var nærmest rasende over konceptet at han ville blive dræbt for det han havde gjort.

"And for what!? Executed because I stood up to the slave trade of the city, because I believe in the right to personal freedom. And because I am the only one who have ever gotten close to killing that god awful dictator of this city..."

Han så hende i øjnene igen, et sorgmodigt smil over hans læber som han langsomt rejste sig op, drak det sidste af hans øl og begyndte at forlade kroen.

"So no, I cannot go with you, I believe in justice but this isn't justice this would be murder. I do however leave this inn now so if you want to try and take me down, then I can't stop you."

Hans skridt var tunge som han begyndte at gå over imod døren, han brød sig ikke om det der med al sandsynlighed ville ske om lidt. Han ville ikke slå hende ihjel eller skade hende. Han ville dog heller ikke bare lade hende tage ham ind, han havde ingen grund til at lade sig selv dø, ikke for de ting han havde gjort.

Jo mere Sajro snakkede og førte sig frem, jo tydeligere fik Emery indtrykket af, at han ikke var nogen helt almindelig varulv - heck, manden sagde faktisk, at han ikke var det! Det var endnu en ting, som irriterende nok kom bag på hende. Hun havde været udmærket klar over, at det ikke var en eller anden nyforvandlet varulv, som hun havde givet sig i kast med, men ingen havde informeret hende om, at hun faktisk havde med en Nightcan at gøre. Hun følte stor trang til at sukke tung og skride ud af døren, men bed begge dele i sig og lyttede i stedet interesseret med på hvad der blev sagt.

"So you can change whatever you want, whenever you want it? No limits at all?"

Hun vidste ikke lige, hvilken form for reaktion, at hun havde forventet. En eller anden form for raseri formentlig, men ikke rettet mod andre end hende. Måske et udfald af en eller anden art. Derfor kom det bag på hende, da han gav sig til at forklare. Følelserne der pludselig kom på bordet overvældede hende i en sådan grad, at hun i første omgang ikke sagde noget. Blot sad stumt og lyttende, men med alvorlige øjne rettet imod Sajro som blev mere og mere oprevet. Det ramte hende. Hun havde hele tiden vidst, at han var eftersøgt for et oprør imod Sakref, men at det omhandlede slaver i en sådan grad havde man ikke talt højt om. For det var jo... en god ting. Var det ikke? Det var ikke hendes beslutning. Hun var her bare for pengene... for at gå imod, hvad hendes slægt og racefæller ville have støttet for længst.

"Listen. Sakref is missing, and so are the rest of his family. You probably won't be executed, when I hand you in if you let me do the talking. The bounty is still up, but the guys are missing. That would mean different times for you."

Det var en halvsølle forklaring, men det var det bedste, som hun kunne præstere. Det var ikke specielt normalt for hende at tigge folk om at forstå, hvorfor de skulle følge med, eller hvorfor det de havde gjort var galt. Her var det bare ikke galt. Alligvel var summen for stor til, at hun kunne lade det være. Chancen var der, at hun havde ret. Sakref havde ikke været set et stykke tid, og siden folk egentlig bare fulgte ordre, så ville de nok ikke have travlt med at gøre noget ved ulvelederen.

"Hey!"

Folk kiggede lidt, men hun var ligeglad. Pludselig var han på farten. Det var ikke fordi han skyndte sig, men alligevel gik det lidt for hurtigt for hende. Hun var ikke fuld - langt fra - men hun manglede at tænke det hele igennem. Den slags var der dog ikke tid til, så hun rejste sig i stedet fra stolen og smuttede med nyvunden selvtillid hen foran Sajro, så de stod ansigt til ansigt næsten helt tæt. Hun lagde nakken en anelse tilbage, så hun kunne se ham i øjnene. Med sine 1.80 var hun ikke verdens mindste engel, men det virkede pludselig sådan, da de endelig kom helt tæt på hinanden. Hun kneb øjnene sammen, og pustede sig let op.

"I can't let you leave. I'm so-... No, actually I'm not sorry. I need the money, okay? You did a crime, and I'm just here to get you on in the system. This is your last warning."

Håret glødede uroligt af spændingen, som pumpede rundt i kroppen på hende. Det var svært at skjule, men hun gjorde ikke meget for det alligevel. Det kostede for meget energi, hvis hun skulle dæmpe det hele. Specielt øjnene, som syntes at lyste med fornyet energi. Nu ventede hun blot. På et svar... eller et slag.

"Well, no limits would be wrong, it takes control, energy and such, can't be done in high stress situations. But hell in those the full package is often best."

Hele det her møde gik ham på, han var også usikker på hvad fanden der gjorde at hun var der. Men mest af alt det der gik ham på var det at hun måske havde helt seriøst troet på at hun kunne få ham til at følge med uden kamp. Han kunne ikke gøre det, uanset hvor gerne han bare ville give hende lov til det, så kunne han ikke. At give op var simpelthen ikke en mulighed for ham. Han vidste at selv hvis han gav hende lov. Så ville dyret i ham bare tage chancen, tage over og så ville det hele være langt værre end hvis det var ham der kæmpede imod.
Han lyttede til hendes argumenter for hvorfor han nok ikke ville blive henrettet. Selv hvis hun havde ret, så ville det istedet bare betyde at han ville blive lænket med sølv indtil Sakref kom tilbage til at henrette ham. Så han så stadig ingen grund.

"And then? Then I will be thrown in prison bound in silver for who knows how long. Can't do that, I have two daughters I need to provide for, and I need to be free so I can make sure that they are safe."

Han sendte hende et skævt blik da hun kommenterede halv højt på at han havde rejst sig op. Han stoppede dog op, gav hende chancen for at komme hen og stille sig foran ham, han kiggede ned på hende, mødte hendes øjne og afventede hvad det var hun havde at sige til ham. Han var lige ved at sænke ned i hans knæ for at møde hendes højde, men tog sig i ikke at gøre det. Han blev stående, og lyttede til hende. Han sendte hende et sørgmodigt smil som den første del af hans svar til hende.

"Listen, I understand, but I just can't let you take me in. That said, if you fight me in here, the blood of every patron that dies in that fight will be on you. I am giving you the chance to either let me go, or follow and confront me somewhere secluded. And no, this isn't my last warning. This is our last warning. I don't want your blood on my hands, and you don't want to bleed."

Han begyndte at gå igen, skubbede sig forbi hende. Han var sikker på at hun ikke var dum nok til at starte en kamp der hvor de var. Ikke efter de ord han lige havde sagt. Han havde også mere at sige som han fortsatte med mens han gik ud mod skoven. Han forventede hun fulgte med, simpelthen fordi hun virkede alt for interesseret i de penge. Han ville ønske han havde så mange penge liggende. Havde han bare kunnet betale hende fra at gøre det her så ville det hele være så meget nemmere.

"I want you to know, I wish I could just pay you that money. Much better than to have your death on my conscience. So here is the deal what can I do, other than surrender, to be free from killing you?"

”So you’re not a guy for an intense life, huh?”

Selvom det var ment som en spøgefuld kommentar, så fandt hun det umuligt at bevare stemningen som havde før svævet mellem dem. I stedet trak hun sig mere tilbage, og lod alvoren overtage hendes mimik. Hun forstod, at han var nervøs, og hun forstod i den grad også, hvorfor han egentlig nægtede at følge med hende. Hun var ikke sikker på at, hvis situationen var omvendt, så ville hun have fulgt med. Tvært imod så lå det til hendes rebelske side at gøre præcis det, som Sajro forsøgte. Alligevel kunne hun ikke tillade sig at blive blød. Den slags var ikke en del af jobbet.

”And being chased for years will help your daughters how? There’s no one saying that they’ll throw you in prison. You might just go trough a trial now that Sakref is gone. Besides the only way you’ll ever find a solution to this mess… is if you follow me. Nice and quiet.”

Det med døtrene kom bag på hende. Ikke som med de andre informationer, som hun havde manglet hen af vejen, men mere fordi hun ikke just så Sajro som den faderlige type. Hun havde godt nok kun lige mødt manden, men hun havde bare svært ved at se ham med et par rollinger om benene. Så igen… varulve var vel de mest kendte flokdyr. De formerede sig vel hurtigere end mange kunne nå og tælle, så hvad betød lidt yngel hist og her?

Imens han talte, stod hun tavs og lyttede. Hendes hænder knyttede sig, som talen fortsatte, og hendes hår gnistrerede foruroligende. Det virkede pludselig… levende. Hvad de fleste nok ikke vidste – eller i hvert fald først lærte med tiden – var at hendes hår var utroligt magisk og forbundet til resten af hende. Takket være energien der flød i hendes krop, havde hun utroligt svært ved at skjule stærke følelser, hvilket hun desværre bar en del på. Derfor havde hun et uhyre af besvær med ikke at lange Sajro en, da han var færdig med at snakke, hvorefter han skubbede sig forbi hende. Hvor vovede han! Med et irriteret udbrud, vendte hun rundt og fløj i hælene på ham.

”Well, first of all, you could stop treating me like a little child! I don’t need any warnings, and I especially don’t need to be told what I want or do not want! We’re here on MY terms! You’re asking me what I want? I just freaking told you! You command and lead all wolves. How can you not have any money?!”

Igen placerede hun sig foran Sajro, og krydsede så armene, imens hendes hidsigt glødende øjne faldt på ham. Hun lod ikke til at ville flytte sig i den nærmeste fremtid – i hvert fald ikke uden svar.

"I have never known anything else, and I don't think I ever will, or would want to."

Han havde ikke haft en sådan situation her i meget meget lang tid, siden dusøren blev offentligtgjort var hun faktisk kun den anden der havde forsøgt at få fat i den dusør. Det var en af grundene til at han ikke havde de store problemer.  Det var også bedre at være på flugt og kunne se hans døtre nogle gange end overhovedet ikke fordi han var i fængsel eller død. Til sidst blev han egentligt bare mere irriteret over det hun sagde. De vidste sgu da begge to at det bedste han kunne håbe på var fængsel. Hun skulle fandme ikke stå foran ham og lyve.

"Listen, we both know that the best I can hope for is life-long prison. And I won't go with that. And chased for years? This bounty has been on me for some years now and you are the second stupid or brave enough to come and try and claim it. What do you think happened to the last one? He didn't talk, hell he even got the drop on me."

Han lagde mærke til hendes kropsprog, hvordan hun var blevet arrig over de ting han sagde. Han vidste ikke hvad han skulle sige, hun virkede så bestemt på at ville gå til kamp med ham. Han var tæt på at sukke og bare løbe fra hende, på den måde kunne han da sikre sig at han ikke skadede hende for meget. Han kunne dog heller ikke for ham selv til det. Han var for stolt til at løbe fra hende.

"I am trying to save you! Goddamnit! And what makes you think that I need a warning more than you do!? On your terms!? Nothing here is on your terms. Had I not wanted to talk I would have attacked you already, would I not have wanted to fight or talk, I would have left already. Been in the dense woods now where your wings would be a hindrance."

Hendes sidste spørgsmål havde fået ham til at grine let. Hvorfra skulle han dog have penge på grund af det? Beskattet et hovedsageligt nomadisk folkefærd af jægere og samlere. Et folkefærd der hovedsageligt ikke brugte penge til ret meget.

"Money from werewolves? I have some, but not that much. I cannot tax them, they live mostly as nomadic hunters and gatherers."

Han var ved at være træt af det her, han kunne snart ikke modstå lysten til at gå til kamp med hende, men han havde allerede blod nok på sine hænder og han ville for en gangs skyld forsøge ikke at få mere blod på dem. Men hans vrede var ved at få kontrol over ham. Det kunne ses på den måde hans nakkehår rejste sig på, hvordan hans allerede skarpe tænder groede lidt og hans negle blev til klør.

"So! You really want to fight? Huh!? I have been trying to make you walk away, no need for bloodshed!"

Det sidste blev sagt med vrede og sorg i hans stemme. Som sorgen fra en morder der vidste at det han havde gjort var forkert, men også vidste at han ikke selv kunne gøre noget ved det. Hvad man kunne forvente fra en mand der nogle gange var et monster og kun så hvad der skete uden selv at kunne gøre noget ved det.

Emery kørte træt begge hænder henover ansigtet og op igennem håret, som gnistrede utilfreds. Det var næsten umuligt at få det til at sidde nogenlunde, og da slet ikke i det humør – slet ikke, når hun stod og diskuterede med en hidsig ulv som potentielt hellere så hende død. Hun vidste jo godt, at det var nogle sølle forklaringer, men hvad fanden skulle hun sige til manden? Hun var ikke selv glad for sin egen familie, men andre havde det med at have temmelig svært ved at rykke sig fri af dem. Dog var det ikke hendes mening der gjaldt, når man endelig snakkede om loven. Det burde han vide! Hun gjorde bare det, som folk hyrede hende til… eller hvad hun end selv faldt over.

”Oh, I don’t know? Since you still sitting here, I’m guessing your sob story scared him away! Either that or you slit his throat. But that doesn’t mean that I won’t try! He got the drop, but ended up dead. I’m still here talking. Who’s the stupid now?”

Det var en dum idé at provokere. Hun skulle bare gå. Forlade den dusør der alligevel havde virket umulig fra starten. Desværre tillod hendes stædighed – og ikke mindst stolthed – ikke at hun gjorde den slags. Det var for personligt nu. Skulle hun nogensinde støde ind i Sajro igen, skulle det ikke være med uløste tråde fra fortiden. Så det forholdt sig således: Enten så tog hun ham med ind, indkasserede sin dusør og gik derfra som en stenrig dame. Det… eller så kom hun muligvis ikke derfra igen i et stykke. Det ville dog stadigvæk være forsøgte der talte. Så havde hun ikke givet op. Ikke som sin far. Så ville hun stadigvæk kunne kalde sig ved sin professionstitel og stå ved, at hun faktisk gjorde sit bedste. Det andet var simpelthen for pinligt. Hun kunne ikke blive ved med at fejle.

”Save me? Well be my guest then! Or wait, actually don’t! If you’re that much of a beast, that you just have to slay me, then make your move, wolf. This IS my terms. You think that I ever intended to fight in there? No! Big news! I’m actually not an idiot! And I don’t any of you damn pity or any more of your excuses!... I just need you to move that ass, and follow my lead.”

Hvad der før blot var en gnistrende manke og et hidsigt blik, var nu en rasende skulen og knagende skulderblade. Hun var splitsekunder fra at smække et vingeparti lige i synet på ulven, og flyve dem begge to så højt op, at det ville betyde hans død, hvis han så meget som forsøgte på et kram. Hun mærkede slet ikke aftenkulde, eller lyset som ramte dem fra halvmånen, men blot adrenalinen der strømmede igennem kroppen på hende, og varmede hendes kinder i ren arriskab. Hans kommentar omkring ulvene, fik hende til at himle med øjnene og slå opgivende ud med armene.

”Really? Well, ain’t that cute. Do you even have any form of control?”

Emery så godt hans blik. Hun fornemmede, hvordan ulven langsomt sneg sig frem i manden foran sig, men der var noget dybt i hende som var i konflikt. Konflikten gjorde hende forvirret, men ude af stand til at flytte sig. Hun ville så gerne bare væk, være en god engel for en gangs skyld og gøre det rigtige. Hun havde dog svært ved at ignorere den del af hendes hjerne som skreg efter pengene, og fortalte hende at det rigtige var at gøre sit job. Det rigtige var at straffe dem uden kontrol… men hun havde ikke engang selv kontrol.

”NO! I don’t wanna fight! I just want my money! You’re the one ’causing a fuss!”

En anklagende finger blev rettet imod ulven. Fingeren var dog ikke længere helt almindelig, men glødede i stedet i et kraftigt grønt skær som blot illustrerede, hvor langt mod hendes egen grænse, at hun var nået.

"Do I look like a cutthroat to you? A common criminal? I do not slit throats, I tear and rip them!"

Ikke at han troede det kunne skræmme hende væk men han havde prøvet at tale hende ned med halvskjulte trusler og en hvis form for logik. Det havde tydeligtvis ikke virket på hende, hun var alt for interesseret i de penge. Han var så træt af hvordan folk i den "civiliserede" del af verdenen, lod sig drive af penge. Endda til at gøre ting som de fleste burde se som forkert eller selvmorderisk.

"He certainly was stupid, I am still not sure if you are. Is the gold really worth your life? Do you have no-one in your life worth living for?"

Han trak vejret dybt og langsomt, som man ville forvente fra nogen der forsøgte at holde sig selv nede på jorden. Hvilket også var præcis det han forsøgte på. Han hadede at skulle slås med folk der ikke helt fortjente det, og det at hun havde forsøgt at løse det uden kamp var nok til at han mente hun ikke fortjente at dø. Det var dog stadig ikke nok til at han ville gå med hende.

"You certainly seem like you could need a guardian, angel. And no I guessed you didn't but you are still idiotic enough to want a fight. I have said for you to say your price, I will give you anything I can, hell I would almost do anything I can, if it means I won't have to kill you! But still you think the money is worth more? You could have had a powerful ally, but you chose the money..."

Han rystede bare på hovedet af hende, han orkede ikke at svare hende. Han var træt og udmattet, snart så udmattet at det var en umulighed at kæmpe imod hans indre ulv. Han tog sig selv i at fælde en tåre. Han havde virkeligt ikke lyst til at dræbe hende, hvorofr skulle han også have den forbandede dusør, bare for at gøre det rigtige engang for længe siden. Bare fordi han havde stillet sig op mod det alle var bange for.

"Ofcourse I am, what did you expect? For me to do your dirty work for you!? If you want to support a tyrants regime, you better do it yourself and be ready to look yourself in the eyes every morning, knowing you chose to support a tyrant, against a man fighting for freedom for everybody, just to earn some money!"

Han bukkede hovedet som han sagde det sidste, han var for træt til at kæmpe imod mere. Sømmene i hans tøj kunne høres sprækkes som hår brød frem over det meste af hans krop. Langsomt spredte håret sig over hele hans krop, hurtigere og hurtigere. Samtidigt med strakte hans arme og ben sig, med lyde af knogler der brækkede og hud og kød der blev flået of flænset. Hans hoved blev længere og længere som det skiftede form til det af en ulvs. Det sidste der skete var dog det der gjorde ham speciel. Han greb fast i et træ de stod ved siden af dem, og træet begynde at svinde ind, som hans krop blev dækket af træ som en rustning. Han var omtrent 3 meter fra jorden til toppen af hovedet, trods han stod foroverbøjet.

”Does that really sound any better to you? I'm trying to keep it low here, to focus on your humanity, but I can help you if you inist on going the beast way!”

Hun lød måske nok grådig. Endda på grænsen til det selvmordstruede, sådan som hun blev ved med at prikke til den slumrende ulv. Sandheden var bare, at hun var stædig som et ondt år og træt af at tabe ansigt. Træt af at fejle igen og igen. Træt af at finde ud af, at hun var ved at miste grebet om den ene ting, som hun faktisk skulle forestille at være god til. Hun var bare træt… derfor da det næste spørgsmål blev stillet, var det en smule for ømt til, at hun kunne styre sit svar helt.

”No! I don't! Unlike you playing the big daddy-wolf, I've got no one and nothing!”

Der var en eller anden tom følelse indeni hende, som gjorde helt ondt, da hun snerrede ordene. De lød filme endnu mere ynkelige, end hun havde haft tid til at overveje, inden hun spyttede dem af sted. Alligevel mente hun det. Der var ingen i hendes liv. Der var hendes mor, som hun stort set aldrig så, og som alligevel havde sit eget liv. Hendes mor var en engel, som formentlig ville leve hundredvis af år endnu takket være sin evne. Hendes far havde hun ikke set siden barn, og den eneste grund til, at hun kæmpede for Selene var, at hun hadede manglen på kontrollen over sit liv. Selene havde den kontrol nu. Hvis Emery absolut skulle dø, så skulle det være hendes egen skyld. Nu var det hendes tur til at sukke dybt.

”You don't get it, do you?... I don't need a guardian. I don't need allies I don't need pity. I just need the money. In this world an angel like me won't stand long without. This is my life, and I've made it myself. I'm not proud, but it's the only thing I've got.”

Til det sidste sagde hun intet. Hun var træt af diskussionen. Træt af at forsvare noget, som hun ikke engang ønskede at stå inde for. Verden var et uretfærdigt sted, men hun var ikke en af de engle som tog opgaven på sig at gøre den til et bedre sted. Hun havde travlt nok med at holde sig flydende oven vande i form af druk, slåskampe og mentale nedbrud nu og da. Ikke en sund kombi, men det var den eneste hun kendte til. Ingen havde formået at nå ind til hende, da hendes mor havde brugt hele barndommen på at fortælle hende om, hvad hun burde og skulle være i stedet for, hvad hun eventuelt kunne være eller selv havde lyst til.

Pludselig var det ikke længere manden, som der stod foran hende, som hun førte en samtale med. Langsomt men sikkert så hun, hvordan hans skikkelse nærmest knækkede sammen, hvorefter den begyndte at skyde i vejret med en del flere klumper pels synlige. Hendes øjne voksede i gru, imens skikkelsen tog til i størrelse foran hende. Et kort øjeblik stod hun og overvejede, om hun blot skulle tage flugten, men selv det virkede umuligt med bæstet foran hende, som ikke blot bestod af tænder og pels, men også freaking træ! Hun knurrede irriteret, inden hun hurtigt rakte ned og snuppede de to daggerte, som hun havde haft gemt i støvlerne. Begge blev holdt oppe, i en kampklar stilling, inden hendes hår pludselig blussede op og lignede noget nær et flammehav. Hendes hænder snoede sig stramt om håndtagene på hendes knive, inden hun stirrede op mod ulven med glødende øjne.

”Bring it, fucker.”

Han rystede blot på hovedet, han forstod hende ikke på nogen måde. Altså jo han forstod godt hendes grådighed, den var set lidt for ofte på et sidste til at han kunne sige han ikke kendte til den. Det overraskede ham dog stadig at hun havde ingen, måske det så faktisk ikke ville være så skidt at dræbe hende? Nej sådan måtte han ikke tænke. Men tænke kunne han ikke blive ved med sådan som hun prikkede til ham. Det var ret så generende på den måde. Hvorfor skulle hun være så stædig? Fandme lige som Delilah, havde det ikke være for deres børn havde hun sgu heller aldrig ladet ham hjælpe hende.

Hendes kommentar om at hendes liv var noget hun havde skabt selv var det sidste han hørte før forvandlingen, og det første han svarede på som hun sagde han bare skulle komme an. Det var ikke ret kønt de ord der kom ud af hans mund, raspende, rullende og ja lidt i en form af brøl som de forlod hans hals.

"MAYBE... YOU DO NEED PITY! MAYBE YOUR LIFE COULD REQUIRE LESS MONEY... WITH HELP!"

Han lagde mærke til knivene blusse op, men han tænkte ikke videre over det. Han kunne ikke tænke over det, hun truede ham og han havde ryggen mod en fiktiv mur skabt af hans eget sinds stolthed.
Han slog ud efter hende med bagsiden af hans poter først med den ene forpote, så den anden, efterfulgt af at han kastede sig frem efter hende med åben gab. Der var mord i hans øjne, og ja nærmest fråde om munden. Han holdte dig som stadig lidt tilbage, måske han kunne redde hende ved bare at slå hende bevidstløs. Hvilket var derfor at det åbne gab var kun for at skræmme og eller gribe fast med, ikke for at bide hende.

Kommentaren kom mere bag på hende end noget af det, som han havde sagt før. Nok mest fordi det kom fra struben af et tre meter højt bæst, som på ingen måde lød som eller mindede om noget menneskeligt. Brølet fik hende til at træde et skridt tilbage, men kun et enkelt før, at hun råbte af ham igen – udmærket klar over, at hun ikke ligefrem var svær at høre i forvejen.

”And WHAT? YOU’RE gonna me help? Like that?!”

Pludselig gik tingene stærkt. Emery var tydeligt distraheret af hans nye skikkelse, men det betød samtidig også, at hun havde blikket stift rettet mod ham og ingen andre steder. Derfor da han sendte det første slag ud efter hende, med bagsiden af poten, fik hun det hurtigt blokeret med en daggert. Ligeledes det andet slag, som blev sendt mod hende, blev afværget selvom de ramte tungt, og sendte hendes fødder længere bagud i jorden. Ulveskikkelsen var større og noget stærkere end hun nogensinde kunne håbe at blive, men hendes indre flammende energi gav hende alligevel et boost stort nok til, at hun ikke blot blev klasket som en flue fra starten. Alligevel var det ikke helt nok, da han sprang efter hende. Hun frøs på stedet, og så ikke andet end et enormt sæt tænder der kom flyvende i hendes retning. I en ren refleks og panikangst foldede hun armene på kryds foran sig som beskyttelse, imens hendes indre instinkt slog til. Selvom hun egentlig gik efter at lukke øjnene hårdt sammen, fløj de i stedet op og sendte en tyk grøn stråle mod et ukendt mål foran sig. Idet hendes evne blev overført til øjnene, hvilket i sig var en mindre behagelig oplevelse, så efterlod det hende også midlertidig blind imens skuddet stod på. Derfor skød hun et par sekunder i blinde, uden at vide, hvad hun end ramte, imens hun forberedte sig på eventuelt sammenstød. Strålen fungerede næsten som, hvad folk ville kalde laser. Den var varm, eventuelt varm nok til at brænde pels og lidt hud, eller i hvert fald fungere som et mindre slag. Uanset hvad var det en refleks. Emery hadede det faktum, at øjnene var en hindring for hende, og hun var derfor ikke helt så øvet, som når hun overførte energien til hendes hænder.

//Jeg håber, at evne forklaringen giver okay mening xD

Han var vred, en rasende bold af pels, klør, tænder og træ. en blanding af vrede grundet bæstet i ham men også over hendes abnormale stædighed. Kunne hun ikke bare lade være med det her!?

"COULD HAVE... HELPED YOU!"

Følelsen af poterne der kolliderede med hendes våben var ubehageligt men han måtte gøre det om det så gjorde ondt eller gjorde skade. Han blev ved med begge slag, og da han hang i luften på vej mod hende mærkede han en underlig varme mod hans hoved som hendes laser ramte og ret hurtigt brændte træet som så blev efterfulgt af en kvalm stank af afbrændt hår. Effekten af hendes øjne var kraftige nok til at afbøje hans hoved sådan at han ikke kunne bide hende, men det stoppede ikke resten af hans krop fra stadig at fortsætte i hendes retning. Han så frem for sig, med en smule blændede øjne efter at det havde været lyst sådan op fra hendes angreb. Han mærkede så sig selv ramme ind i hende. En blanding af et brøl og en piven kom fra ham. Han var bange for hvilken slags skader han kunne foresagde hende ved at ramme hende sådan. Hvem vidste hvor meget han vejede, og hvor skrøbelig en sådan engel var. De kunne jo flyve som fugle... Dog uanset hvad, så forsøgte han stadig at få overtaget og få hende ned at lægge og derefter holde hende nede. Måske han på den måde kunne få hende til at give op uden at tage hendes liv.

//Det er helt super. Og undskyld det lidt korte svar.

Emery havde den største lyst til at himle med øjnene og skrige mod himlen, men hun undlod alligevel at gøre nogen af delene. Det ville for det første aflede hende fra at fokusere på det massive bæst foran hende – med freaking panser – og så ville hun nok kunne skrige en del længere tid, end hun havde tilbage at leve.

”WELL GREAT JOB!”

Det glædede hende, at kunne fornemme slagenes kraft blive sendt tilbage. Hendes knive var uheldigvis ikke belagt med sølv som korset om halsen, men hun lovede sig selv i sit eget hektiske sind, at den slags ville hun finde ud af at få gjort i fremtiden. Hun trængte alvorligt til en våbenopgradering. Hvem vidste, om hun skulle være uheldig nok til at overleve og støde på flere af hans slags i fremtiden. Som sagt var Emery ikke stand til at se noget som helst, hvilket kostede hende et par dyrebare sekunder, men ud fra lydende og den pludselige kvalme lugt at dømme, så havde hun haft heldet med sig. Hvad hun ikke lige havde taget højde for var sammenstødet og dets kraft, hvilket kom… en smule bag på hende. Hun vidste ikke helt præcist, hvilke dele af hans ulvelignende krop der ramte hende, men det var i hvert fald nok til, at hun blev sendt hovedkulds bagover med et forskrækket gisp. Skovjorden afbød heldigvis den værste del af faldet, men et eller andet ramte hende hårdt i maven, hvilket sendte en bølge af smerter op igennem kroppen på hende, og sendte al luften ud af lungerne. Hun fornemmede et par ribben bøjede, men det var næsten alt, hvad hun kunne fokusere på et kort øjeblik, hvor hun kort efter landingen kæmpede med bevidstheden. Det hjalp ikke, at der var mørkt udenfor, da skikkelsen ovenover hende pludselig virkede lige rigeligt sløret. Hun stønnede irriteret og ømt, imens hun langsomt forsøgte at overtage kontrollen igen. Det havde lykkedes Sargonis at lande på hende således, at hendes krop blev holdt nede af hans overdrevne vægt, hvilket var en forholdsvis smertefyldt sag med hendes bøjede ribben. Det havde dog ikke lykkedes ham at fange hendes arme tidsnok til at standse slagene, som hun pludselig lod regne imod den utydelige skikkelse over sig. Mirakuløst nok havde hun ikke mistet taget om knivene, hvilket betød, at hendes slag pludselig havde en tand ekstra gods over sig. Med fornyet ikke eksisterende styrke lod hun snit, stikken og fejende bevægelse flyve rundt i maniske bevægelse i et forsøg på at ramme ulven, imens hun gispende forsøgte at komme til luft igen.

”Ge-… Geeeee-… Geeet o-ff me!”


//Det er helt i orden! Du skriver super fint

"STILL... CAN... MAYBE"

Da han ramte hende, og fik hende ned at lægge var han over hende med det samme. Han var dog ikke forberedt på den voldsomme svingen af våben og hænder fra hendes side af. Så han var nød til at forsøge at værge for dem fremfor at få fat i hende ordentligt. Han havde ikke de store problemer da hans træpanser tog de fleste af slagene, men han kunne mærke og fornemme at det ikke ville forblive holdbart nok. Der kom så følelsen af at det knækkede og han mærkede lige bladet af hendes klinge glide henover hans brystkasse, hvilket betød at blod nu begyndte at dryppe ned på hende. Det var en påmindelse til ham om at han nok skulle gøre noget fordi ellers ville hun nok ende med at vinde hvis han holdte sig selv for meget tilbage.
Han greb ud mod hendes ene hånd for at fange selve hånden og klemme den sammen omkring kniven, samtidigt med at han hurtigt rækte ned og greb fast om hendes hals med den anden.

"NO... YOU STARTED THIS"

Han begyndte så at stramme grebet om hendes hals for at kvæle hende, samtidigt med at han pressede den hånd han greb fast i ned mod hendes bryst. Han håbede dog at hun ville besvime inden han ville bore kniven ned i hende. Igen havde han et håb om at han kunne undgå at slå hende ihjel. Det ville i hvert fald være bedre end at have endnu et liv på samvittigheden. Han mærkede selv hvordan blodet løb ned af ham og dryppede ned på hende. Han havde dog ikke nogen intention overhovedet om at lade det påvirke hvordan han kæmpede, i hvert fald ikke negativt. Et såret dyr kunne til tider være langt farlige end et ikke såret dyr.

//Dejligt, og i lige måde.

”AND HOW WOULD YOU DO THAT?”

Som Emery langsomt genvandt synet, fik hun hurtigt en idé om, hvor godt hendes slag egentlig fik ramt. Ulvens panser var en irriterende forhindring, som kostede hende mange kræfter bag hvert slag, men pludselig lod der til at ske en smule. Før hun vidste af det, lød der et højt knas, hvorefter et stykke af panseret fløj bort, hvilket efterlod en åbning ind til brystkassen. Hun var ikke sen til at reagere, og sendte straks kniven af sted, hvilket resulterede i et grimt snitsår. Hvad hun ikke lige havde set komme var regnen af blod, der pludselig skyllede ned over både ansigt og overkrop, hvilket fik hende blændet endnu engang, samt hostene og spruttende, da blodet i munden ikke just hjalp på hendes vejrtrækning. Takket være hendes forvildede tilstand, lykkedes det desværre Sargonis at fange hendes ene hånd, hvor hun holdt stramt om daggerten. Selv ikke hans stramme greb, hvilket fik tåre frem i øjenkrogen hos hende, kunne standse hendes modstand. Det var først, da han lagde en hånd om halsen på hende, at den genstridige armfægtning holdt inde. I stedet gav hun sig pludselig til at sprælle med benene, da hendes iltsituation hurtigt var blevet meget værre end før.

”A-A… I-… Fini-…”

Det krævede al den energi og viljestyrke, som hun i sit paniske øjeblik kunne samle sig, at hun ikke gik under for smerten øjeblikkeligt. Presset ved at holde kniven fra at dykke ned i hendes brystkasse, samt den brændende smerte i hendes tørlagte hals, vidste sig næsten for overvældene. I et sidste desperat forsøg, inden hendes øjne nærmest rullede bagover, lod hun al sin resterende energi glide ud i armene, hvilket resulterede i en voldsom og næsten brændende intensitet i hendes hænder og arme. Hun kunne ikke affyre nogle skud, da hun hverken kunne se eller tænke. I stedet brugte hun sin frie hånd til at gribe stramt om poten, som holdt kniven mod hendes bryst, og håbede så at varmen ville være nok til, at han slap, så hun slap for en kniv i brystet. Om det virkede eller ej, nåede hun dog næsten ikke at orientere sig om for verden begyndte pludselig at sorten. Hun var milliesekunder fra at miste bevidstheden, hvilket også kunne ses på det faktum, at hendes glød langsomt døde ud. Hendes ellers livlige og grønne hår, mistede langsomt farven og faldt til jorden. Hendes ellers intense øjne rullede bagover, imens også deres glød forsvandt og blev erstattet af en mere almindelige blå/grøn farve. Hun virkede pludselig… menneskelig.

"BY SPARING YOU!

Såret i hans bryst var dybt ubehageligt. En kraftig svigen, men når man havde oplevet den samme slags sår lavet med en kniv af sølv virkede det ret så ligegyldigt for at være ærlig. Men dog hendes evne med de grønne flammer gjorde det dog lidt værre end bare en helt almindelig kniv. Han grinede af hendes kommentar om at hun ville færdiggøre det, grinet var grumt, raspende og alt i alt noget der ikke var menneskeligt på nogen måde. De få der måske kunne høre det ville nok have kuldegysninger ned af ryggen som respons til det.

Han blev overrasket over hendes greb om hans arm, det var pludselig som at mærke en kraftig solskoldning, som kun blev værre og værre men det stoppede ham ikke i at skyubbe hårdere på, men lige inden at han skubbede kniven ned i hendes bryst og hun selv blev helt slap af hans kvælning slap han hendes arm og flåede hans egen arm til sig. Der var en lille smule røg der steg fra armen fra det pels der var blevet brændt af og huden under lignede noget fra en anden eller tredje grads forbrænding. Absolut ikke kønt. Han slap først hendes hals da han var sikker på hun var døset hen i ubevidstheden. Derefter gjorde han an til at bide hende, hans tænder hvilede mod hendes hals og han skulle lige til at lukke sammen, som han genvandt fuld kontrol over sig selv. Han blev til sig selv igen. Træet faldt fra hans krop, som hans ulveskikkelse skiftede til hans menneskelig skikkelse. Han var nøgen men det var ikke det der skulle tænkes over nu, som han bukkede sig ned og løftede hende op i sine arme. Han begyndte så at gå ud til det lille hus han havde i firewood, det var stadig sikkert sted at være. Her lagde han hende så i sengehalmet.

”WELL BE MY GUEST!”

Såret var hendes eneste stolthed i kampens hede. Selvom hun fik brændt ham, mærket ham og endda fik snittet lidt blod frem under det forbandede panser, så virkede det utroligt ligegyldigt i det lange stræk. Hun havde store smerter i hans og lunger, da hendes gisp konstant blev blokeret af hans hårde poter, og hendes lunger skreg hver gang, at hun tog endnu et sug takket være de bøjede ribben. Hvis hun overlevede, så ville hun have det af lort i lang tid bagefter… hvorefter hun så ville straffe sig selv for at tabe med endnu mere smerte. Hun kendte trods alt ikke andet.

Emery kæmpede med alle de kræfter, som hun overhovedet kunne samle, men det var ikke nok. I sidste øjeblik, da verden pludselig blev sort, og Sargonis slap hendes hals, døde hendes flammer ligeledes. Foran ham ville ikke ligge englen fra før, men et langt mere menneskeligt væsen med kraftige mærker hele vejen rundt om halsen, samt en stribe blod løbende fra mundvigen. Emery ville ikke reagere på noget som helst, som blev gjort omkring hende eller ved hendes krop. Hendes sind var et stykke langt borte, og hendes krop brugte de sidste rester af livsenergi på at holde hende nogenlunde stabil. Derfor bemærkede hun heller ikke, da hendes slappe krop blev løftet og båret væk. Desværre var hun ikke i stand til at holde på sine daggerter, så de faldt fra kroppen idet, at hun blev løftet op.

I de første par timer efter, at hun var placeret i sengehalmet, var der ikke nogen tegn på liv udover det faktum, at hendes brystkasse hævede og sænkede sig en anelse nu og da. Det var først, da lyset langsomt begyndte at bryde frem på himlen igen, at kroppen ligesom vågnede. Hendes øjne sitrede et kort øjeblik før, at de pludselig skød åbne. Kroppen spjættede lynhurtigt, hvorefter hun straks forsøgte at sætte sig op, hvilket resulterede i et højlydt og smertefuldt udbrud inden, at hun faldt hostende tilbage i sengen igen.

”Fuck!”

Hendes stemme var hæs og ødelagt, og det var med nød og næppe, at hun bed tårerne tilbage igen. Hun var ikke sorgfuld, men hendes ribben smertede noget så forfærdeligt, at hun havde svært ved at tage det efter hendes siddeforsøg. Efter at have hvilet et par minutter med lukkede øjne, gjorde hun et diskret forsøg på at se sig rundt, da hun ingen idé havde om, hvor hun befandt sig.

Han var glad for at han havde skånet hendes liv, det betød at han ikke skulle have det på samvittigheden, og hvem vidste måske han rent faktisk kunne få noget positivt ud af det hele nu hvor han faktisk havde sørget for at hun ikke endte med at dø på trods af at han kunne have gjort det af med hende. Han havde spekuleret en del over det hele mens hun lagde i sengenhalmen.

Han havde selv fundet en stol frem som han havde stillet ved siden af sengen, han havde så fået trukket et bord hen til stolen hvor på han havde lagt nogle forbindinger af forskellige længder samt stillet en skål med ren vand, hvor han havde lagt nogle forbindinger i til at pleje hans brandsår. Han brugte de første mange timer på at lægge forbindinger på sig selv, men det over brystet kunne han ikke forbinde. Han havde våde forbindinger over ansigtet til at dække de milde brandsår på kinden. Så havde han også våde forbindinger på underarmen der hvor hun havde grebet fast hvor det var noget værre end bare en mild forbrænding.

Efter der var gået nogle timer, satte han sig til at skulle skifte forbindingen, han sad stadig ved siden af hende og rodede med det da hun vågnede. Han opdagede det lidt for sent så han fik travlt, han skyndte sig at rejse sig op og var hurtig til at stoppe hende, og forsøge at få hende ned at lægge i sengen igen stille og roligt. Dog betød det at hans våde forbinding om armen gik op og klaskede ned på hendes ansigt, hals og bryst.

Han stod med sammenbidte tænder over hvad der lige var sket, og ganske roligt mens hun lagde og bed sammen med lukkede øjne, tog han fast i forbindingen igen og fjernede den fra hende. Han kiggede sig lidt omkring. Han rejste sig op og da hun så endeligt åbnede øjnene igen stod han klar med en flaske af en eller anden hård alkohol som han rakte til hende.

"But then you have to be atleast a little bit nice okay? I spared your life and gave you alcohol!"

Rummet hun vågnede i var simpelt, der var et enkelt skab, så var der sengen hun lagde i som tydeligvis var beregnet til to personen, stolen og bordet ved siden af, samt et bål sted midt i rummet omkring halvanden meter fra sengen. Han havde ikke taget tøj på siden de var kommet tilbage, og han var derfor stadig nøgen.

"Next time, if you want to kill a powerful man, you should try seduction."

Han sagde det grinende, og tydeligtvis som en joke. Mest fordi ideen om hende der forsøgte at forføre nogen virkede afsindigt morsomt for ham, hun havde ikke vist nogen tegn på at hun ville kunne gøre noget i den stil. Tværtimod virkede hun alt for rå til det.

I al hast og kaos var det slet ikke gået op for Emery, at hun havde selskab. I stedet brugte hun sin eksisterende energi på at slås mod, hvad end det var for en kraft, som forsøgte at holde hende nede. Da hun endelig lå ned igen, forpustet og smertende, gik det dog pludselig op for hende, at hun ikke var alene. Hun var milisekunder fra at flyve op i ansigtet på Sargonis med en flabet kommentar eller en knytnæve – hvad end der kom først – da en kold, våd og ubehagelige fornemmelse pludselig klaskede ned over ansigtet på hende. Stadigvæk med smerter der gav hende lyst til at tude, bed hun i stedet kæben hårdt sammen, og knyttede sine hænder til de var hvide. Langsomt men forsigtigt lykkedes det åbenbart ham at fjerne, hvad end der havde befundet sig på hendes ansigt. Dog da det gik op for hende, så havde hun mest lyst til at vende ansigtet til den anden vej. Ikke nok med, at hun stadigvæk stank af sved og blod, så havde hun nu også andre fremmede væsker på sig, og hun lå… i hans seng. Da flasken blev rakt frem mod hende, tøvede hun først, men da hun hørte hans ord, snuppede hun den hurtigt med et skulende blik. Inden hun satte åbningen for læberne, skubbede hun sig op på albuerne og fik så bidt en flabet kommentar i sig, inden hun mumlede noget andet.

”… Thanks… I guess…”

Med det ude af verden, lod hun den fremmede alkohol glide ned i en stor slurk, hvis kradse smag næsten fik hende til at hoste væsken op igen. I stedet slugte hun det hele, skar en grimasse og tog endnu en tår. Væsken brændte i halsen, men varmen var bedre end smerterne i kroppen. Da hun omsider var faldet en smule mere til ro, tillod hun sig selv at kaste et blik rundt. Det var ikke verdens mest ophidsende syn som ventede hende, selvom det nu mindede en del om, hvordan hun havde indrettet sit eget sted. Så faldt hendes blik tilbage på Sargonis, hvor det med et langsomt hævet øjenbryn gik op for hende, at manden stod splitter ravende nøgen ved siden af sengen, hvor hun lå placeret. Hun flyttede hurtigt blikket op, så hun kunne møde hans.

”Is that what you’re trying to do? ’Cause if you are, it ain’t really working out for you very well.”

Kommentaren var mere ment som morsom end flabet, og selv kunne hun ikke holde et lille smil tilbage. Det var trods alt ikke første gang, at hun så en mand og hans ædlere dele, men det var ikke lige det, som hun havde forventet som noget af det første at vågne op til. Javist, han virkede veludrustet, men hun havde lidt andre idéer til resten af hendes…

”Wait. What time is it? How long have I been out?”

Der kom pludselig et urolig skær over hendes blik. Hun havde ingen anelse om, hvor hun var henne, hvad dag det var eller… ja egentlig noget som helst. Hun slugte hurtigt endnu en tår alkohol.

Heldigvis for Emery var forbindingen ikke beskidt da det var fordi hun vågnede midt i at han var ved at lægge den at han tabte den. Så den var udelukkende våd af rent vand. Nok stadig ikke det mest behagelige, men i det mindste var der ikke blod eller betændelse eller lignende på den. Han rystede på hovedet af hendes da hun svarede ham med et halvhjertet tak. Det var ikke fordi det overraskede ham meget, men det var alligevel en smule irriterende, her havde han reddet hendes liv, og det var takken?

"Always this grumpy?"

Han satte sig ned i stolen igen, han begyndte så at forbinde hans arm ordentligt igen, men hun begyndte at joke med at han var dårlig til at forføre hende. Well, ikke lige hans stil at forsøge at hoppe i kanen med en kvinde han for ikke mange timer siden havde forsøgt at tage livet af. Og som havde forsøgt at tage livet af ham. Han rystede igen bare på hovedet af hende, og kiggede ned af sig selv.

"Naaah, might have wanted to earlier, might want to later, but right no I think you are too hurt to handle it anyway. Want me to put on some clothes?"

Han tog det lidt som en selvfølge, så efter at han havde bundet hans arm ind gik han over til dragkisten der stod for enden af sengen, og fandt tøj frem. Han klædte sig på. Han lod dog stadig sin overkrop være bar, da han ikke gad at svine tøj til med blodet fra flængen i brystet. Dog var den allerede så småt ved at hele selvom den stadig blødte en smule. Da hun pludseligt udbrud hvad tid det var og virkede ret så urolig omkring det var han hurtig henne ved sengen igen, udelukkende for at være klar til at holde hende nede hvis hun forsøgte på noget dumt så som at stå op eller løbe nogen steder.

"Hmmm well it is light outside, so I would guess you have been out for a few hours 6 hours at most."

Han tog så flasken med alkohol fra hende, og tog selv en tår af flasken. Han satte sig ned igen ved siden af sengen i stolen. Hvorfor var det at hans liv var endt så fucked up som det her?