An young angry dragon and an old tired one

Tid: 12.10
Vejr: Tung regn falder fra himlen, og vinden er ret kraftig.
Sted: Minotaris havn
Omgivelser: Alle har søgt tilflugt i lagerhusene eller handelshusene. Ofte kan man se nogen som trodser regnen og løber fra handelshus til handelshus.

Emnepartner: @Rafaela


Regnen havde silet ned i tre dage efterhånden. Det var ikke det sjoveste vejr at sejle ud i og mange havde sat sig for at vente indtil det bare nogenlunde var stilnet af. Gik man langs kajene kunne man se at mange sad i læ i husene som lå ved havnen. Enten stirrede ud i regnen eller underholdte sig med et eller andet. Nogen ordnede fiskenet mens andre snakkede. Ofte stod kaptajnerne sammen med deres styrmænd og Quarter Master og planlagde den næste tur.

Nær en klynge skibe kunne man se at lagerhusene havde dørene åbne. Hvis man skimtede kunne man en person som skilte sig meget ud. Hvor resten af besætningen lignede pirater, lignede Raco ikke en som var meget på skibet mere. Han hvilede hovedet i den ene hånd og så til mens de yngre trænede. Han manglede sin lange frakke og alle sin våben. Efter en lille lungebetændelse havde hans mænd forbudt ham at komme ombord og med ud. Han havde sat for sig at blive hjemme og være klar når de kom hjem. Ofte var det lettende for de sejlende at komme hjem til Kashkan The hvor der var varmt mad, senge og varmt vand klar.

Raco var væk i sine egne tanker omkring hvad der var sket sidste gang han havde mødt Rafaela og Jake. Det endte med at han flygtede igen uden at se sig tilbage, men alligevel var han vendt tilbage til byen. De to sidste besøg havde været fra hans familie. Taliia var først dukket op, og han havde været så glad for at se hende og at hun var ikke kommet noget til. Anden omgang var i form af hans barnebarn Kat og hendes mage Dust. Igen havde han ikke kunne holde tårerne tilbage. De var noget af det eneste som han havde tilbage fra hans ældste søn. Hans eneste levnede blodlinje. Det var. Hvis man ikke talte hans fødselsklan med.

Påklægning + sort kappe med hætte

Rafaela havde været i Sunfuri hos sin familie der og var blevet der efter Jake var taget tilbage til Dragons Peak efter de havde mødt Raco som var Jakes gamle mage. Rafaela havde sluttet fred med sin mor efter hvordan hun havde oplevet Jakes og Racos besætning når de var i nærheden af hinanden og var blevet noget klogere efter den tur, men hun havde stadig svært ved at acceptere sin lillebror og far for dem havde hun stadig en trang til, at slå ihjel.
Rafaela var blevet kontaktet af en af dem fra hendes klan en dag, hvor hun havde gået nogle erindre for sin onkel, hvor han havde fortalt, at der var en gammel slave på Minotaris som det klanmedlem som hun havde der ikke kunne styre længere. Rafaela havde på den måde fået samlet 3 andre dragonlycans som hun ville tage med da de kunne forvandle sig til drager og på den måde ville de kunne gøre turen dertil kortere. I starten havde Rafaela haft lidt svært ved få sig til, at tage afsted for hun var stadig rasende på Raco over måden han havde taget afsked med dem dengang. Hun havde endelig fået sig til, at acceptere bare en lille smule, at Jake og Raco kunne få et eller andet sammen, men efter den afsked ville Rafaela have meget svært ved, at gå med til det og ikke en gang om det kunne gøre Jake 100% lykkelig.

Under turen til Minotaris havde de skiftes til, at forvandle sig og fløjet nogle timer, hvor de kunne sidde på hinandens rygge for, at slappe af og samle kræfter. Det havde været en hård tur for dem pga vejret havde været dårligt men de var noget frem om natten, hvor alle andre sov så der var ingen som havde lagt mærke til en drage komme flyvende med passagere.
De havde overnattet hos klanmedlemmet, hvor den gamle slave Dorthea også boede. Dorthea var en spinkel pige der blot var 25 år og menneske og havde været slave siden hun var 5 år og kendte ikke til andet. Dorthea bed, rev sig selv til blods, flåede hårene på hovedet af, hver gang hun skulle tage stilling til noget og hver gang hun skulle tænke selvstændigt fx bare det, at gå på toilet uden, at få besked på det havde hun meget svært ved. Hun havde været ude af slavelivet i blot 1 måned, men hun var en af de piger som var hårdest ramt.
Rafaela stod udenfor ved en slags gyde efter Dorthea var stukket af fordi hun ville springe i havet for, at dø, men det ville Rafaela ikke tillade. 2 af de mandlige medlemmer hun havde med stod ved siden af Dorthea og holdt fast i hendes arme for, at hun ikke krassede sig selv til blods i ansigtet som var fyldt med ar og sår. Man kunne ikke se deres udseende udover de var kraftigt byggede og havde en sort kappe på med hætte som dækkede deres udseende for andre, men stod man overfor dem kunne man se deres ansigt. Dorthea stod og skreg som om hun blev mishandlet. Rafaela stod overfor Dorthea med ret ryg og kiggede bestemt på Dorthea og ventede sådanset på, at hun blev færdig med, at skrige. Men da Rafaela indså, at Dorthea først ville stoppe når der var nogen som tog kontrollen fra hende trak Rafaela vejret dybt. Hun gav Dorthea en lussing som ville synge for hendes øre "STOP!" sagde Rafaela bestemt med en meget hård tone til Dorthea. Dorthea stoppede med, at skrige og kiggede nervørst op på Rafaela. De mandlige klanmedlemmer holdt dog stadig fast i Dortheas arme og kiggede skiftevis på Dorthea og Rafaela. "Du stopper med at kradse med det samme er det forstået?!" spurgte Rafaela bestemt. Dorthea nikkede ivrigt og kiggede undskyldende op på Rafaela. Rafaela nikkede kort til klanmedlemmerne som slap Dortheas arme, men var klar til, at tage fat i dem igen, hvis Dorthea gjorde mindste tegn på, at ville gå igang med, at skade sig selv igen.

Raco sad og tippede stolen tilbage og lukkede øjnene. Indtil videre var der ikke noget skabte panik eller uro blandt hans folk, så han tillod sig selv at slappe af og hvile øjnene bare for et par timer. Mange af de unge ofte søgte ud og på opdagelse i byen, men som alle unge usikre væsner kom de altid tilbage til Raco og de andre ældre, de skikkelser som kunne beskytte dem mod fremmede eller slavehandlere.

Raco vågnede da han hørte en flok af de unge komme løbende ind. De plaprede løs om at de havde hørt skrig. Raco lod stolbenene ramme plankerne og kom på benene. Han trådte ud under det lille halvtag som var over dørene. I stilhed lyttede han til om der var noget som ikke burde ske eller være, “Er her nogen?” Kaldte han. Han kunne se andre kaptajner, som tydeligvis også var blevet advaret af deres “opdagelserejsende”.

Rafaela stod og kiggede bestemt på Dorthea som tog sine arme til sig og holdt dem tæt om sig. Hun kørte dog sine fingre på venstre hånd kører imod sin højre underarm. Dorthea lod sine negle presse imod huden “Stop med det der med det samme!” sagde Rafaela bestemt med en lettere høj tone. Dorthea stoppede med det samme og lod sine arme falde ned mod sine sider. Dorthea kiggede ned i jorden. “Se op!” kommanderede Rafaela, hvor Dorthea derefter kiggede undskyldende på Rafaela “Hvorfor gør du det der?” spurgte Rafaela. Dorthea stirrede bare op på Rafaela, men svarede hende ikke. Rafaela ventede roligt på, at Dorthea svarede hende.
En kvinde med sort hår der sad i en knold pressede sig imellem mængden af folk der havde stillet sig foran gyden. Hun gik hen og stillede sig ved Rafaela og hviskede hende i øret. Rafaela sukkede opgivende “Få hende hjem og få hende til, at fortælle hvad der foregår. Har en høne, at plukke med en der bor her for vi får ikke noget ud af hende her” sagde Rafaela til kvinden som nikkede og kiggede på Dorthea som lignede en der var blevet tortureret, men mærkerne var fra hende selv. Rafaela gik hen imod udgangen, men stoppede op og kiggede derefter hen på mændene hun havde taget med fra klanen “I lader hende ikke prøve på at begå selvmord igen!” sagde Rafaela bestemt, hvor den ene kiggede hen imod Rafaela og nikkede blot. Han vidste at Rafaela kunne blive noget vred hvis man gik for langt ved siden af.
Rafaela maste sig ud imellem folke mængden og kiggede sig omkring, hvor hendes blik stoppede mod en mand der stod under et halvtag. Hendes vrede blussede op. Hun gik vredt hen til ham “Manden der ødelægger andre folks liv!” sagde Rafaela vredt ”Du kunne virkelig ikke lade være med, at såre ham på den måde?” snerrede Rafaela vredt af Raco. Hendes krop rystede en smule af vrede. Hun måtte kæmpe med sig selv om ikke, at angribe ham.

Raco ville lyve hvis han sagde, at han ikke havde troet at han ville Rafaela igen. Han så på hende med hævet øjenbryn og så på den yngre drage. “Hvad der ville ske mellem Jake og mig er vores hovedpine, men taler du sådan til alle dine ældre?” Spurgte han. Enkelte af de kvindelige medlemmer, kunne ikke lade være med klukke. Raco vendte sig om og gik ind i handelshuset igen. “Han ser ud til at være tilfreds med hans liv sammen med dig, du er en erstatning for mig. Idet mindste har han en.” Han lod sig falde ned i sin stol og slog ud med hånden, en invitation om at hun kunne komme ind. De yngre var stoppet med træne og stod nu ude til siden og så på.

“Jeg gjorde hvad jeg fandt nødvendigt, idet mindste fortalt jeg ikke om min mørkeste hemmelighed, hvilket nok vil have dig mere rasende end du allerede er.” Underligt nok var Raco rimelig rolig når man ellers så på hvor meget ordene sårede ham. Han havde lært at holde sine kort tæt ind til sig, men ligenu begyndte en glød at dukke op i hans øjne. “Og du burde også vide hvor meget det knuser mig. Vi deler jo sjæl og ulig ham, har jeg ikke mange chancer for at finde en ny partner som kan elske mig med ar og alt det shit jeg har i bagagen.”

Rafaela kiggede vredt på Raco. Rafaela var i forvejen vred på Dorthea som ville begå selvmord og kæmpede imod alt den hjælp hun fik, men det at Raco havde såret hende og Jake sidst de havde set hinanden gjorde hende endnu mere vred. Hun krydsede sine arme “Det er ikke kun jeres hovedpine! Det er også min hovedpine for det er mig som skal samle ham op ikke dig! Jeg taler til andre som det passer mig Raco Og som de fortjener. Taler ikke ligefrem pænere til min far end jeg taler til dig nu!” sagde hun vredt. Hun kiggede efter Raco og fulgte efter ham ind i handelshuset. Hun fnyste af hans sætning om Jake “Tilfreds? Han kan leve med det men tilfreds er han ikke Raco og det burde du af alle vide!” snerrede hun af ham.

Rafaela blev stående oppe og kiggede blot på Raco med vrede i blikket. Hun sagde dog intet før han var helt færdig med at snakke. Hun smilte kort og rystede på hovedet “Den omkring hvordan din familie behandlede dig? Hvordan dine sønner blev dræbt af din egen far? Den om at din familie syntes det var synd, at dit skrig døde ud som torturen fortsatte? Jeg kender til den del. Jeg har mødt din familie og jeg har oplevet det selv så du skal ikke lære mig om hvad der gør mig rasende eller ej! Jeg forsvarede dig overfor din familie uden, at vide det var dig!“ sagde hun vredt. Det var tydeligt at det ikke kun var alt det med Raco som var begyndt, at ulme i hende ”Jeg ved hvordan det smerter jer! Jeg ser det hver gang jeg ser på Jake! Jeg var villig til at dele Jake med dig! Jeg var klar til, at give jer den lykke som i begge fortjener! Men nu fortjener du ikke en skid af den lykke som du opfører dig!” snerrede hun vredt af ham. Hun var så vred at hun ikke kunne stå stille og gik frem og tilbage for at holde en smule kontrol over hendes temperament.

Vrede ulmede langsomt i hans bryst og han kom på benene. Udadtil kunne man ikke se raseriet, men det var ofte det som gjorde Raco farlig. “Og du kommer her for at skælde mig ud, når du ikke behøvede? Og min familie er vel mit problem? Jeg bad ikke om at blive forsvaret at en kvinde med et barnligt sind.” Enkelte så mellem hinanden. Dem med gode øre kunne sværge at de kunne høre en dyb rumlen komme fra deres leders bryst. En kvindelig sirene begyndte at bede til at Raco ikke ville trække sit sværd eller såre den anden for meget.

“Hvis du kun er her for at skælde ud, må du nok hellere komme igang. Ulig dig har jeg et arbejde som skal passes og over hundrede mand som skal have opgave og gøre klar til at vi rejser ud.” Han lagde armene over kors og så afventende på hende. Han virkede til at være utålmodig, men han var vred og havde mest lyst til at snerre og skælde Rafaela ud, men han havde allerede mistet sine søstre og han ville ikke være glad hvis Rafa også forlod hans liv.

Rafaela kiggede vredt på Raco og imens hun gik frem og tilbage. De gange hun kiggede på de andre som stod omkring dem fik et vredt blik det skjulte en form for hævn der dulmede. Det meste var rettet imod hendes far fordi hun vidste hvor meget det egentlig sårede Raco det hun sagde, men samtidig mente hun han fortjente at høre sandheden omkring måden han håndterede tingende på. Hun rystede opgivende på hovedet “I modsætning til dig vil jeg til hver en tid stå op for folk der er blevet mishandlet, tortureret og destrueret om det er af familie eller andre!” snerrede hun vredt af ham. Hun var så vred, at hun dårligt nok lyttede til det Raco sagde og Rafaela tænkte ikke en gang realistisk sådan som hendes vrede voksede i hende.
Hun rystede på hovedet af ham “Jeg ønsker blot at i finder en ordning! Jeg er fløjtende ligeglad med hvilke ofre det kræver fra jer begge! Ingen af jer bliver lykkelige! Opgiv at kæmpe imod! Du mener jeg opfører mig barnligt, men er der nogen som opførte sig barnligt var det manden der sender et brev som afsked ligesom det var ham som stak af uden et ord!” sagde hun vredt med en bestemt tone. Hun kiggede vredt på ham “Jeg lærte i det mindste en ting af jer 2 og det var at den splid i har nu ødelægger det fra andre! Jeg har accepteret min mor, men kommer aldrig til at acceptere min lillebror eller far af samme grund som du har overfor din far! Man skulle tro at vi 2 kunne forstå hinanden, men jeg fatter dig simpelthen ikke Raco!” sagde hun vredt og vendte ryggen til Raco. Hun vendte sig så hurtigt at hendes hale ramte Racos ene overarm.

Raco gav en dyb snerren fra sig, men sagde ikke noget. “Forskellen på dig og mig, er at jeg har maner.” Ordene kom ud iskoldt og en kedeligt udtryk var i hans øjne. Og når det kommer til slaver, så kast et blik på mine folk. Jeg har ihvertfald 70 mænd og kvinder som er tidligere slaver. Jeg var pirat og kriger længe før du kom til, barn.” Det sidste kom ud mere udtryk og understreget. “Og tro mig, vores barndom stinker og vi er som hinanden, men ulig dig, har jeg ikke meget vrede tilbage i mig og hadet er dybt begravet. Jeg fokuser på en fremtid som jeg kan leve i.” Armene var nu lagt over kors og en kold ild kunne skimtes i hans øjne. De yngre så på hinanden og så på Rafaela. “Frøken, du kan ikke dømme noget som du kun har set det halve af. Du har kun set en konge lide, men hvad med vores konge?” En af mændene sagde og trådte frem fra flokken af ældre sejlere.


Raco snurrede rundt og marcherede ud af huset. Om Rafaela fulgte med eller ej var op til hende. Han gik gennem regnen og mærkede den piske mod sit ansigt. Langsomt kom butikken til syne og han gik ind og ignorerede alle de blikke som han fik. Han søgte tilflugt oppe på hans kontor og lod sig dumpe ned i den store lænestol som stod ved vinduet. Hænderne tog fat i en stor læderindbunden bog som han altid havde stående fremme i vinduskarmen.

Rafaela krydsede sine arme og lyttede irriteret til det Raco sagde. Hun rystede blot på hovedet af ham og ignorerede mere eller mindre den skideballe han gav hende. For hende var det bare ord som blev sagt. De rørte hende ikke rigtigt udover at hendes vrede stadig var til stede. Hun overvejede drastisk, at lade Raco sejle i sin egen sø og rådne op som gammel fisk ingen ville have. Hun skulle lige til, at svare Raco igen da en anden mand blandede sig. Hun kiggede vredt på ham “Man behøver ikke at være tæt på ham eller Jake for, at se hvor hårdt de begge er ramt af det der sker imellem dem!” snerrede hun af de gamle mand. Hun forbandede Raco og hans opførsel.
Hun gik hen imod døren og stoppede op. Hun var kommet i tanke om det brev hun havde skrevet inden hun og de andre fra hendes klan var taget afsted. Hun elskede Jake, men samtidig vidste hun, at Jake aldrig ville kunne elske hende helt og det samme ville Raco have det svært med. Hun fandt en lille konvolut frem i en lomme der var på indersiden af hendes kappe og vendte sig rundt og gav den til manden der havde blandet sig “Giv den her til Raco” sagde hun bestemt og gik ud af huset og hen imod huset, hvor hun havde overnattet.
Rafaela havde ikke haft planer om, at møde Raco eller snakke med ham selvom hun var i byen. Hun ville blot haft lagt det ved et af hans skibe om aftenen eller natten inden de tog afsted uden, at snakke med ham. Hun var så vred på ham indvendigt, at hun havde lyst til at ruske ham til han fattede hvad han var igang med, at gøre.

I brevet stod der: “Hej Raco. Jeg kom her til af en anden grund, men da jeg vidste du opholdte dig her på øen ville jeg give dig dette brev. Jeg ved hvor meget Jake betyder for dig og hvor meget du betyder for ham. Jeg elsker Jake og holder af dig som en bror og ved hvor hårdt i begge har det. Jeg forlader Jake for, at i kan få et lykkeligt liv sammen. Du skal ikke fortælle Jake, at jeg har været her for han ved det ikke. Ej heller om dette brev. Pas på dig selv og pas på Jake. Farvel Raco

Raco så op da døren gik op. Manden stod forpustet og holdte et brev til ham. Efter at have læst det sydede han med vrede. Han kom på benene, tog sin frakke og våben, for derefter at storme ud af døren. At hun lavede det samme trick som ham var ikke smart eller fair for Jake. Ned lange og hurtige skridt bevægede ham sig afsted, hvor vidste han ikke, men lod sin instinkter lede ham. Hun ville ikke slippe fra denne omgang. “Rafaela Zain Dreadheart Morladin!” Brølede han da han så hende. Enkelte veg tilbage, man kunne nærmest mærke den vrede som ulmede fra den ældre drage og andre frygtede de våben som han bar.

“Hvor stor et fjols kan man være? Du taler om at jeg er barnlig, men at du gør det sammen som mig, når du allerede ved at Jake er nok såret? Er det virkelig det smarteste træk som du kunne komme på?” Tænderne var blottet og sætningerne var snerret ud. “Jeg må sige at jeg havde forventet mere af dig og at du var bedre end mig, men åbenbart var det for meget at håbe på. I unge ved slet ikke hvilken fod I skal stå på.” Han låste hendes øjne med hans. “Men hvis du absolut vil løbe fra den mand som elsker dig, skal jeg ikke holde dig tilbage, men hvem siger at jeg lukker ham ind igen? Du efterlader ham med et hjerte knust for tredje gang. Og ja, jeg er ikke meget bedre end dig, men det betyder ikke at du skal gøre det samme som mig!”

Rafaela havde ikke lyst til at forlade Jake overhoved for hun elskede ham virkelig højt. Højere end hun nogensinde havde elsket nogen før. Selv hendes børn elskede Jake og så ham som deres far og det gjorde også ondt på hende, at hun ville tage det fra dem, men hun kunne heller ikke bære, at Jake ikke ville kunne blive 100% lykkelig overhoved kun med hende i sit liv og hun vidste, at Raco ville kunne give ham det samme som hun kunne og de ville endda kunne elske hinanden helt for de var som skabt for hinanden og deres sjæle tilhørte hinanden. Tårerne pressede på og hun kiggede blot ned i jorden for ikke, at se på andre. Hun kæmpede for, at holde tårerne tilbage for ingen fra klanen havde set hende svag med tårer og det skulle de heller ikke denne gang.
Rafaela var næsten kommet hen til huset da hun hørte Raco kalde på hende. Hun stoppede op og stirrede ud i luften. Hun var overrasket over, at han kendte hele hendes navn for hun kunne ikke huske, at hun havde fortalt ham det, men det kunne selvfølgelig være, at der var andre som havde fortalt ham det. Hun trak vejret dybt og vendte sig rundt så hun kiggede direkte på Raco. Hun kunne tydeligt høre og se på Raco, at han var blevet vred over hendes brev. Hun stod stille og lyttede til hans skideballe. De tårer som havde presset på var forsvundet og erstattet med en følelse af vrede og sorg. Hun lyttede blot til det han sagde og lod ham rase ud. Hun trak vejret dybt og prøvede at kontrollere den vrede som ulmede op i hende “Du kan ikke tillade dig at skælde mig ud over det Raco! Jeg har ikke forladt Jake med et usselt brev! Jeg har ikke en gang forlagt ham endnu, men forlader ham når jeg kommer tilbage! Jeg kan ikke leve med at hverken du eller Jake ikke ka leve 100% lykkeligt! Jeg ved udemærket godt, at han elsker mig! Men jeg ved også udemærket godt at så længe du er i live så vil hans sjæl, krop og noget af hans hjerte ALTID skrige efter dig ligemeget hvor meget han prøver at kæmpe imod!” råbte hun af ham og gik tættere på ham så der kun var få centimeter imellem dem. “Du har bare at lukke ham ind i dit hjerte igen! For din og hans skyld! Jeg skal nok klarer mig og børnene også! Men jeg ved også at Jake bliver hel så snart han får dig tilbage! Accepter det Raco!” skreg hun nærmest i hovedet af ham og vendte ryggen til ham så hendes hale var tæt på at ramme ham i ansigtet. Hun begyndte, at gå hurtigere hen imod huset hun var på hen til. Hun ville væk fra Raco for hun kunne mærke, at hendes vrede var ved, at gå amok og så ville hun ikke kunne kontrollere sig selv. Hun var træt af den gamle drage. Han var ikke andet end en dum gammel mand som ikke fattede hvad der foregik.

Raco knyttede næverne. “Jeg gav ham idet mindste et brev, medmindre du vil fortælle ham hvorfor du forlader ham, fordi han vil ikke gå med til det. Jeg kender ham husk han er min soulmate.” Brølede han. “Jeg har ingen børn som har brug for en far. Jeg kan klare mig selv og har ikke lidt for meget omsorgssvigt. Jake er det bedste man kan få i dette live Rafaela. Du vil ikke være en skid bedre end mig, hvis du også forlader ham.” Han hævede en finger og ser koldt på hende. “Ja jeg er gammel, men med alder kommer også erfaring. Hvilket jeg har så meget mere af end dig, barn.”

Raco vidste alt for meget til den hjertesorg som han led. Han vidste også at disse to skønne væsner som han holdte, eller var begyndt, at holde af, havde brug for hinanden mere end han havde brug for dem. “Hvor mange gange mere, tror du at Jakes hjerte kan klare at blive knust? Jeg ved at jeg ikke kan holde til det mere, og jeg ved at jeg vil ende med at forlade ham igen, men denne gang, vil mit hjerte ikke holde til det. Jeg vil blive en skygge af den jeg har været.”

Rafaela var begyndt, at gå, men stoppede op da Raco igen begyndte at snakke hårdt til hende. Hun stod med ryggen til ham og stod stille og lyttede til det han sagde. Hun vendte sig rundt og kiggede vredt på ham. Hun kunne tydeligt se og høre på ham, at han vidste endnu flere følelser end han ønskede, at vise overfor hende. Hendes vrede blussede op og tårerne begyndte, at løbe ned af hendes kinder af vrede “Ja fortæller ham grunden! Nok har jeg børn som har behov for en far som elsker dem, men de klarer den! Og som du selv siger er jeg ikke en skid bedre end dig! Jeg har lidt under omsorgssvigt hele mit liv! Jake fortjener at være lykkelig og jeg ved, at jeg vil komme til, at knuse hans hjerte, men du bliver nød til at holde ham hos dig! I skal ikke forlade hinanden. I skal være sammen. Det er det som er det rigtige Raco! Jeg er ikke en skid bedre end min far det kan jeg lige så godt indse som det første som det sidste!” råbte hun vredt af Raco imens tårerne løb ned af hendes kinder. Hun prøvede at holde sin vrede nede, men det begyndte, at blive svære og svære for hende. Hendes krop var begyndt, at blive varmere og varmere. Hun kunne godt forstå de slaver som gik amok når de ikke følte kontrol for det var det Rafaela selv kæmpede med når hendes følelser gik amok. “Jeg kommer kun til, at såre ham så vil hellere gøre det nu end senere!” skreg hun og vendte rundt og løb hen imod kanten af den ene mole. Hun ville væk fra Raco hun ville bare væk fra alt. Imens hun løb forvandlede hun sig i sin drageform uden, at smide tøjet så det gik i stykker. Nogle af dem hun løb forbi lev slået omkuld da hun forvandlede sig. Hun fløj rasende rundt på havnen og brølede som en gal i mørket.

“Denne samtale er ikke slut Rafaela!” Råbte han efter hende da hun fløj sin vej. “På et tidspunkt er vi nødt til at snakke om dette, om det så er ved ballet eller før!” Raco så efter hendes skikkelse og med et tungt suk gik tilbage til butikken. Der var bare lidt mere privatliv end i handelshuset. Han låste sig selv inde på kontoret og lod sig lide ned langs væggen med hovedet hvilende i hænderne. Hvorfor skulle det hele også være så indviklet?

“Damn mit liv og alt det der er.” Snerrede han og hamrede en hæl ned i plankegulvet. Han var ved at være godt træt af alt det rod her. Hvorfor skulle alting også være så indviklet at det ikke kunne løses?

Rafaela ignorerede Raco da han råbte efter hende. Det var han egen skyld, at det endte som det gjorde. Han kunne haft været gået med til den aftale hun var kommet med og havde ladet være med, at opføre sig som et egocentreret idiot! Hun var stadig rasende på ham. En af mændende var kommet ud da han hørte Rafaelas brøl og lyden af nogen råbe efter hende. Han var ca 190 cm høj, havde sort hår, havde grønlig skær i huden. Han havde nogle ar på sine kinder. Han havde i farten taget en kjole med som var lidt for stor for, at Rafaela kunne få den udover sig når hun kom tilbage i sin menneskeform. Han kiggede efter Raco og rystede opgivende på hovedet for han vidste, at det ville blive et helved.
Der var flere gange Rafaela fløj meget tæt på nogle af Racos skibe, hvor vindstødet fra hendes vinger fik skibene til, at vippe meget og der var flere gange Rafaela føj tæt på udsigts posterne der var oppe i masterne på skibene. Rafaela var rasende og kunne ikke kontrollere hendes vrede.
Der gik lidt tid før Rafaela fløj tilbage til manden fra hendes klan. Hun forvandlede sig tilbage og var fløjtende ligeglad med, at hun stod nøgen foran alle. Han rakte hende kjolen som var brunlig. Hun tog imod den og tog den på. Hun nikkede stille til ham og kiggede hen imod Racos skibe der stadig vippede voldsomt. Manden gik tilbage til huset.

Raco havde flyttet sig til sit bord og sad nu med brevet i hånden. Han vidste at hun ønskede det bedste for den mand de begge elskede, men hvorfor skulle det være sådan et rod. Han lod brevet dale ned på bordet, mens han gned sine øjne. Han var ved at få en hovedpine af det her.

Besætningen så på skibene og trodsede vejret for at sikre at alt var okay. De fleste var rasende da de allerede havde brugt lang tid på at gøre dem klar, og hvis noget var ødelagt ville de flå Rafaela levende, ligemeget hvad Raco sagde. De var mere utilfreds da de opdagede at noget af lasten var ødelagt og de begyndte at stirre vredt på kvinden da hun kom gående mod dem.

Rafaela kiggede sig omkring og havde mest af alt lyst til, at skride fra Minotaris og hive Dorthea med sig for, at Tal eller nogle af de andre kaptajner kunne tage sig af hende for det kunne ikke passe, at hun skulle bruge 3 mand plus sig selv for, at holde styr på hende. Der var andre tidligere slaver som havde brug for den tid og som hun kunne hjælpe, men hun var sikker på, at det nok skulle fungere på den ene eller anden måde.
Rafaela valgte, at gå rundt på kajen for, at køle ordentligt ned. Hun kiggede hen på Racos besætning og kunne godt se hvor vrede de var blevet. De kunne takke deres såkaldte konge for det der var sket. Hun snerrede kort af dem og gik direkte hen imod butikken og ignorerede alle der var omkring hende. Var der nogen som kom for tæt på hende blev de skubbet væk. Hun tog fat i en og spurgte vredt hvor Raco var som nervøst havde vist hende vejen. Rafaela havde skubbet ham væk og bankede hårdt på døren ind til hans kontor. “Raco jeg ved du er der inde så du kan lige så godt åbne døren!” sagde Rafaela bestemt med en høj undertone i sin stemme.

Raco så op på døren og klukkede. “Og hvorfor skulle jeg? Du er velkommen til at ødelægge den, men så skal du også betale for en ny. Ligenu går alle pengene til at holde min flåde oppe og klar til at sejle mod Dead Mans Rock.” Sagde han og lænede sig tilbage i sin stol. Han tog et andet stykke papir frem og så på det. Den aftale han havde lavet med dæmonen Texian. Han vidste at han havde mindst 800 år til at finde kærligheden og måske et barn, men 900 år og han var døende. Han frygtede ofte den tanke og han så hellere ikke frem til døden.

“Jeg troede ikke at du gad snakke med mig, men hvorfor hamre du min dør ned? Hvad mere har du at sige, som du ikke allerede har sagt?” Spurgte han og lagde aftalen ned på bordet. “Jake vil have æren af at bestemme hvem han vil jage ned og vælge som sin. Du kan da ikke forlange meget mere af en drage som snart ikke kan mere når det kommer til problemer?”

Hun stoppede med, at banke på døren og ventede sådanset kun på, at Raco enten svarede hende eller åbnede døren. Hun ville jo ikke ødelægge hans dør for det ville ikke hjælpe noget. De måtte få styr på det cirkus der kørte og det var ham som ville have samtalen overstået. Hun måtte bare få styr på sit temperament inden det gik galt. Rafaela brummede irriteret til det Raco sagde. Hun krydsede sine arme og blev stående om bag døren.
Hun lod Raco tale ud før hun hun ville begynde, at fortælle eller rettere svare på det han sagde. For nu kunne hun ikke se en grund til, at ville snakke med Raco. Hun stod lidt før hun svarede "Fint jeg skrider! Du er fandme ikke det værd fatter ikke hvad Jake har set i en egoistisk sur gammel nisse som dig! Men du har ret i en ting! Jake er værd at have i livet og jeg lover dig kommer du til, at være sammen med ham igen så bliver helved hedt for jer begge to!" råbte hun vredt af Raco udenfor hans dør "Du kan lige vove på, at opsøge Jake igen!" sagde hun vredt og hamrede en knytnæve ind i hans dør før hun gik væk fra hans dør og på vej ud af butikken. Folkene der var inde i butikken kiggede væk fra Rafaela når hun kiggede på dem med et vredt blik som dem i hendes klan frygtede når Rafaela var vred og var også tit de sidste øjne de herre hun havde haft dræbt fordi de ikke godvilligt ville lade deres tidligere slaver gå og prøvede, at dræbe Rafaela af den grund.

Raco rev døren op og så ned af gangen efter hende. “Det bliver en meget sjov forklaring når ballet er lige om hjørnet ikke, barn?” Kaldte han og lod en tør latter komme fra hans strube.Og hvad hvis han opsøger mig? Du har jo selv sgat det flere gange, vi er soulmates. Og jeg har ingen magt over hvad han gør, men det kan være du har!” Han knaldede døren i igen og braget gav genlyd i hele butikken.

Nedenunder så enkelte op mod kontoret. “Han får da sagt tingene som de er.” Mumlede en og sænkede sit blik igen. “Han har et solidt temperament som enten kan redde ham eller starte en kamp.” “Denne her startede en kamp, men jeg er stadig forvirret over hvad...” Mange andre trak på skuldrene. Det var ikke deres job at snage i andres privatliv og så var der også frygten for Racos vrede.

Rafaela stoppede op midt i lokalet da hun hørte døren fra kontoret blev flået op. Hun kiggede op på kontureret og kiggede på Raco imens hun lyttede til hans vrede. Hendes vrede var blevet større og større af, at høre på hans ord. Det gamle senile fjols fatter virkelig ikke hvad han gør ved Jake. tænkte Rafaela for sig selv. Hendes krop blev varmere og varmere pga hendes vrede der var ved, at få hendes flamme til, at bryde frem. Den var der dog ikke endnu, men hun var sikker på, at var der nogen som rørte hende ville flammerne bryde ud. Hun kiggede sig omkring og lyttede til det der blev sagt i krogende. Hun stod kort og spekulerede på om hun bare skulle skride og lade ham sidde i sin vrede eller om hun skulle tage op til ham og råbe endnu mere af ham. Hendes fornuft sagde at hun skulle gå, men vreden sagde det modsatte og vreden var på dette tidspunkt meget større end hendes fornuft. Hun farede op af trapperne. For hvert skridt hun tog trampede hun vredt. Hun åbnede døren og smækkede den efter sig imens hun gik vredt hen imod Raco “Jeg er fløjtende ligeglad med hvad fanden du gør Raco! Du holder dig bare væk fra Jake og så er jeg ligeglad med om du kommer til ballet eller ej! Du skal bare ikke røre ham eller snakke med ham! Du har såret ham rigeligt!” råbte hun af ham. Hendes krop rystede af vrede “Så må du afvise ham! Eller også så vælger du her og nu om du lukker ham ind eller ej. For lukker du ham ind forlader jeg ham og lukker du ham ikke ind forlader jeg ham ikke, men så forventer jeg, at du gør ALT for ikke have nogen kontakt med ham igen!” snerrede hun vredt af ham.
Man kunne tydeligt se på hendes kropssprog og hendes øjne at det overhoved ikke var den normale Rafaela der snakkede længere. Det var den vrede side som var opslugt med had og hævn der var igang med, at snakke som hun ikke havde kontrol over når hun var vred.

Raco nærmest vibrede i raseri og han kunne næsten ikke holde hans vrede tilbage. Han knyttede hans næver og lukkede øjnene for at kontroller det raseri. Han så på hende lidt efter og havde det koldeste blik nogensinde. "Så er det godt at jeg ikke tager imod ordrer fra hvalp." sagde han og lagde armene over kors. Han flygtede sin vægt og stod nu med skrævende ben. Dette var en kamp om vilje og stolthed. "Jeg vil simpelhent ikke tage imod ordrer fra dig og lade dig skubbe mig rundt."

Ordene var sikre og roligt udtalt. "Du er måske en Dragonlycan, men jeg er vokset op blandt dem. Jeg er ikke bange for dig eller din slags." sagde Raco og flyttede vægten hen på det ene ben og lod den ene hofte hvile op ad bordet bag ham. "Og har du glemt, Jake er hersker og raceleder. Vi er ofte bundet til at adlyde hans ordrer." Han trak ligegyldigt på skuldrene og sendte Rafaela et smil.

Rafaela stod og ventede på, at Raco tog et valg og ville han ikke tage det valg så gjorde hun det for dem også selvom det ville koste hendes og hendes børns lykke fordi det andet ville hun have et helved med. Rafaela kulde godt se på Racos kropssprog, at han var blevet meget vred. Nærmest rasende.
Hun begyndte, at ryste lettere irriteret på hovedet. Hendes vrede var begyndt, at stilne af. Hun sukkede lidt og kiggede derefter ned i jorden. “Det kan godt være, at han er hersker og leder, men ikke alt han siger er lov” sagde hun stille og kiggede kort ud af vinduet og trak vejret dybt. Hun havde regnet ud, at Raco ikke ville tage valget og det betød hun ofrede sin lykke og måske den mand som ville kunne få hende til, at føle sig elsket. Det var bedre at der var 1 ulykkelig end 3. “Du har ret jeres sjæle hører sammen” sagde hun stille og kiggede ned i jorden. Hendes vrede var nærmest forsvundet. Hun vendte ryggen til ham ”Undskyld Raco. Smutter nu” Sagde hun stille og kiggede ikke en gang om på ham før hun gik hen til døren. Hun tog fat i håndtaget og kiggede kort om på ham “Jeg ønsker at i er lykkelige Raco. Jeg forlader Jake så jeres sjæle kan finde hinanden igen. Mit valg står ikke til, at ændre” sagde hun stille og åbnede døren, hvor hun derefter gik ud af døren og lukkede den efter sig. Hun trak vejret dybt og mærkede tårerne presse på, men hun ville ikke græde ikke før hun var alene. Hun rankede sin ryg og gik ud af butikken og ignorerede folkenes blikke der var rettet imod hende imens hun gik ud af butikken. Hun kiggede sig omkring og begyndte, at gå imod kanten af kajen som var længst væk fra butikken. Hun havde brug for, at være alene.

Raco stod og så efter hende, men han kom hurtigt til sig selv. Han løb ud efter hende, med hans jakke bølgende bag ham. Til tider hadede han at han ikke var en Dragonlycans, men man kunne ikke have alt, vel? Han så hende ved molen og skubbede sine ben lidt hårdere. Han slog armene om hendes talje og trak hende ind i et kram som mindede ham om det, han før havde med sine søstre. “Rafaela, det er her vanvittigt, er det ikke?” Spurgte han og låste sin krop fast. Han ville ikke lade hende gå, før de havde løst det her så ingen endte med et knust hjerte. “Der må da være en måde som vi kan løse det her, noget som fungere for alle, og ingen bliver jaloux.” Sagde den ældre drage og så på hende.

Han vidste godt at den mulighed var meget lille, men kunne de ikke løse det? Rafaela var ved at blive som en lillesøster for ham, og hun havde ret med hans hjerte, men Jake elskede dem begge på hver deres måde ikke? Han elskede tydeligvis Rafaela og hendes børn. “Du kan beholde ham, men jeg tror at ham og mig kan slå os til tåls med venskab, hvis det absolut skal ende i noget.” Sagde Raco og gav langsomt slip på hende. “Men vil det gavne nogen hvis vi havde travlt med at lede efter dig? Jake kan alligevel have mig officelt. Ikke alle vil være glad for det team som vi kan udgøre, en pirat og en hersker...” Det sidste kom ud med en klukken. “Men hvis du er ved hans anden side vil det ændre så meget.”