So, you are? ... Really? ... Interesting... // Natalie

Det var hans første dag i denne by - Doomsville. Seth havde hørt meget om denne by, men endnu ikke set den med egne øjne. Før idag, altså. Og her var han så, hvor han gik igennem den del af byen der åbenbart var kendt for megen vold og mange drab. Lød som en bydel han kunne bruge til noget... Et lille smil strejfede hans læberfør det forsvandt igen, og hans normale ansigtsudtryk vendte tilbage - et der normalt afskrækkede en del folk fra at tale til ham, ifølge kommentarerne han havde fået fra andre til tider. Men det afspejlede vel også hans indre fint nok - det var uhyre sjældent han ikke var vred over et eller andet.

Men han hørte snart snak om en anden del det kunne være værd at besøge - noget med et sort marked? Interessant... Der var vel nok en del andre.. Urene... Sjæle at lege med dér. Og måske endda også noget han gad købe, hvis han var heldig. Men han tvivlede kraftigt. Uanset hvad slentrede han derhen, hænderne i lommerne som han så sig omkring.

Han fandt dog snart to personer - to mænd - der stod og havde gang i en venlig diskussion om hvem af dem, der skulle købe den slave, som slavemesteren foran dem havd egang i at vise frem. Med et skævt smil vandrede Seth roligt om bag den ene... Og ooh, den anden bruge lige et mildt skældsord om manden foran Seth! Perfekt... Han løftede sin højre hånd, den med runen på, som han lænede sig ind og skærmede medhånden så ingen andre hørte hans hvisken til manden. "Are you really going to let him get away with that, hmm...?" som han havde talt færdig, og trak sig tilbage... Så det ud som om manden pludselig så rødt... Før han stak den anden en knytnæve lige midt i ansigtet. Aaah.... Lige præcis hvad Seth havde håbet på at se!

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + lange sorte støvler.

En dag med tørvejr. Det var noget, som Doomsville ikke havde set længe. Natalie havde da heller ikke været sen til at gribe mulighed for at få lidt frisk luft. Selv en dæmon kunne åbenbart få kuller af at sidde lænket til skrivebordet dag ind og dag ud med de samme folk, som hun efterhånden var godt træt af at se og høre på. Poppy havde muligvis også været under pisken en smule ekstra disse tider nu, hvor dæmonen ikke rigtig kunne komme af med sine frustrationer anden steds. Dette havde dog betydet, at et smut til det sorte marked var nødvendig. Hun var på ingen måde interesseret i, hvorvidt englen led eller ej, men tingene skulle være i orden. Poppy duede ikke som legetøj, hvis Natalie ødelagde hende alt for meget uden derefter at gøre noget ved det – specielt ikke, når villige healere var svære at få fat på. Der havde stort set ikke været nogen siden… Fenrer. Siden dengang var hun selv begyndt at eksperimentere med forskellige metoder, urter og andet for at få lappet englen bare nogenlunde. Dette gavnede kun til hendes interesse for alkymi, som virkelig havde fået et skub efter besøget med Lori, hvor hun havde moret sig med at mikse blod. Alene tanken frembragte et lille smil, som hun stod der på en travle markedsplads.

Natalie var den eftermiddag at finde foran diverse boder med alt godt til hjemmebryg. Hætten var trukket op omkring hovedet, da hun havde valgt at tage af sted alene for roens skyld, og egentlig ikke ønskede unødvendige forstyrrelser ved at blive genkendt for hurtigt – selvom det var svært med hendes højde.

Som hun stod der med en kurv hængende over den ene arm, og inspicerede bodens udvalg af mandrake, bemærkede hun derfor ikke postyret, som var ved at udvikle sig ved slaveboden ganske tæt på. Det var normalt med en del postyr på markedspladsen, og Natalie havde for vane at lukke de fleste lyde ude, hvis hun virkelig koncentrerede sig. Derfor bemærkede hun uheldigvis ikke, hvordan en skikkelse pludselig kom væltende imod hendes skikkelse. Alt for sent bemærkede hun skyggen, og mærkede i stedet, hvordan en tung krop pludselig ramlede nedover hendes egen. Et øjeblik var hun helt konfus. Liggende i det beskidte støv, med en fuldvoksen krop over sig, imens hendes kurv lå et stykke længere fremme. Så ramte vreden.

”Get… OFF ME!”

Snerrede hun hidsigt, og vred sig som en ål. Medmindre manden faktisk strittede imod eller var usædvanligt stor, så trådte hendes styrke heldigvis hurtigt i kraft, og hun fik derfor lempet manden skødesløst til siden, hvorefter hun klumset fik sat sig op. Med øjne der glødede i en faretruende orange farve, kastede hun et frustreret blik nedover sin beskidte lille krop.

Det endte i sidste ende med at have lidt af en domino effekt, som det så ofte havde. Manden der blev slået ud efter, havde slet ikke set det komme - det var som lyn fra en klar himmel, og for at være helt ærlig, så havde Seth nu heller ikke selv forventet er fyren tyede direkte til vold. Han havde forventet et større skænderi først - men han havde nu heller ikke noget imod den udvikling. Så han så blot på med et let løftet øjenbryn og et svagt smil på læberne.

Men fordi den anden ikke havde set det komme, så ramte knytnæven ham lige perfekt til at give en god kæberasler, der sendte ham bagover - hvor han faldt ned over en mindre skikkelse. Seth forventede med den størrelse skikkelse, at vedkommende nok var blevet slået ud af det sammenstød, lidt ligesom manden der var ramlet ned over personen, også virkede meget konfus.

Men det viste sig så absolut ikke at være tilfældet - som manden uden problemer blev skubbet væk igen. Imponerende... Vedkommende havde i alt fald fået Seth's opmærksomhed nu, som han stille og roligt gik hen mod hende. Han havde lagt mærke til kurven der var rullet lidt væk - han samlede den op, hvorefter han gik hen til vedkommende, og rakte kurven frem. "Quite a ruckus to get caught up in, hmm?" sagde han så blot, som han tydeligtvis studerede hende - og justerede sit første indtryk. Dette var helt klart ikke et menneske, så meget sagde den styrke da, i forhold til krops størrelsen...

Alt imens dette skete, tilkaldte ejeren af den lille slave handels bod så også to sikkerhedsvagter, der fik slæbt den ene mand ud af markedet, og den anden hen til den nærmeste healer.

Natalie’s opmærksomhed var langt fra rettet mod hendes omgivelser. Der foregik pludselig alt for meget. Hætten var faldet tilbage, og afslørede hendes kraftige mørke hår, som lå vildt omkring det lille barneansigt, hvor en hidsig orange havde farvet hendes ellers uskyldige blå øjne. Hun mærkede, hvordan vreden brusede igennem kroppen som et flammehav, og det krævede meget mere end hendes sædvanlige viljestyrke for ikke at kaste sig over manden ved siden af hende. Flå i hans fede krop indtil, at den faldt fra hinanden stykke for stykke. Men mylderet. Det var alle vegne. Folks kedede små hjerner lod sig hurtigt lokke, så snart den mindst form for afbrud i deres sørgelige hverdag fandt sted. Selv på det sorte marked. Her fandt man bare lidt flere afbrydelser fra hverdagen end normalt. Så derfor var hun nu omringet af en mindre flok nysgerrige blikke. Hvisken og tisken blandt de mange væsner. Mon hun blev genkendt? Det var egentlig lige meget. Det var ikke hendes første besøg, og det ville næppe blive hendes sidste – selv ikke efter dette lille optrin. Natalie gav sig frustreret i kast med at børste det værste støv af hendes mørke kjole, og i et kort øjeblik forbandede hun kort, at hun ikke havde medbragt sin sædvanlige livvagt, som i det mindste havde kunne holde irriterende blikke på afstand.

Netop som hun havde genvundet balancen, og hevet sig selv op at stå, henvendte der sig pludselig en fremmede stemme. Egentlig var hun slet ikke humør til småsnak, men da hendes blik først rettede sig imod kilden til den fremmede stemme, kom hun hurtigt på andre tanker. Det første hun bemærkede, var den blege hud og det lyse hår. Et øjeblik troede hun næsten, at det var Kain. Men… ansigtet var forkert. Og stemmen. Så faldt blikket ned på kurven, og hånden som holdt den. Symbolet. Hendes orange øjne spærrede sig op ganske kort i forundring inden, at hun rakte frem og tog imod kurven. Så – med et enkelt blink – stirrede et par midnatsblå øjne op mod det nye ansigt.

” Indeed. Not at all how I intended this trip to end…”

Hans ansigt blev studeret nøje. De lignede virkelig hinanden. Kain havde ikke fortalt meget, næsten virket stødt ved tanken, da hun havde spurgt. Men symbolerne. De havde virket ganske vigtige. Og her var Natalie næsten ikke i tvivl på trods af, at forskellen var stor. Hun havde dog mange spørgsmål endnu.

”… Do forgive me, but you don’t seem very affected by what just happened. Perhaps this isn’t your first time at the market?"

Hendes tone var ganske neutral, og de blå øjne spillede stadigvæk uskyldigt i det skumrende lys. Der var ingen grund til at skræmme manden væk med det samme eftersom, at hun egentlig mærkede en voksende interesse omkring hele hans eksistens. Samt et håb om, at han kunne svare på alt det, som Kain havde nægtet.

Seth lod blot et lill, svagt smil - det var der næsten ikke - sprede sig på hans læber. Mest af at se, hun ikke var kommet til skade. Normalt nød han når folk virkelig kom til skade... Men hende her... Hun havde fanget hans interesse med stærke demonstrationen lige før, og derfor var det nu alligevel meget godt at der ikke var sket hende det store. Han forstod ikke helt hvorfor hun studerede ham så nøje som han gjorde, men han dvælede nu heller ikke ved det.

"Oh, but it is my first time at the market. I'm just used to worse - this is pretty much everyday life in Bloodrage." og det var ikke engang løgn - med barbarer til højre og venstre så gik ting altid hedt for sig i Bloodrage, og Seth's egen tilstedeværelse havde så også gjort at det blev værre end det ellers var, og han elskede det. Omend han indimellem havde blevet nødt til at tage små ture væk fra byen fordi han simpelthen blev for 'mæt' med al den vrede og raseri omkring ham. Det var nærmest euforisk, men også noget han skulle passe på med indimellem. Heroppe var det en helt anden sag, dog.

"I take it you aren't new to this lovely market, since you asked?"

Natalie tog ikke note af det diskrete smil. Hun var alt for optaget af at opfange alle mulige andre detaljer fra manden, som stod foran hende. Hans bygning, symbolet, håret, måden han snakkede. Alt. Det kunne godt virke en lille smule intenst, men hun nød at fordybe sig med den slags. Det var bare en smule nemmere, når det hun studerer enten allerede var skrevet ned… eller dødt. Døde ting beklagede sig ikke, og man kunne studere dem på alle tænkelige måder uden at skulle tage hensyn. Både udenpå og indvendigt. Dæmonen fangede sig selv i at stirre en kende overdrevent, og rettede derfor opmærksomheden tilbage mod hans ansigt. Hovedet blev lagt en tand på skrå, da han nævnte barbarernes by Bloodrage.

” Bloodrage you say? That’s quite the trip. Perhaps this is even your first time in the city of Doomsville?”

Markedet var alment kendt blandt folk i byen. De fleste ville ikke indrømme, at de besøgte det eller kendte til eksistensen i det hele taget, men størstedelen af befolkningen havde besøgt stedet mindst én gang – det var i hvert fald Natalies teori. Om end bare for at se, hvad al snakken handlede om. Mandens første besøg kunne tyde på, at han måske var nytilkommet. Igen, blot endnu en teori fra hendes side. Natalie rystede på hovedet, da han spurgte ind til hendes kendskab til markedet.

” You are correct. Though, I don’t qualify as a regular, it certainly makes an easy place to find specialties without having to wander dangerous places to otherwise obtain them.”

Disse specialiteter kunne dog omhandle mange forskellige typer. Det kunne være alt fra simple urter og ritualgenstande, som hun selv havde søgt denne eftermiddag, eller noget mere… usædvanligt, såsom sjældne dyredele, blod, forbandelser og des lige. Det sorte marked var stedet, hvor man fandt det, som man ikke turde spørger om hos den lokale købmand. Eller snakke med naboen om. Det var ikke alting, som hun selv ønskede at blive set købe her. Hun havde dog metoderne således, at tingene kunne blive skaffet til hende på måder hvorpå eventuelle nysgerrige blikke ikke blev inddraget. Hvis der var noget hun hadede, så var det, hvor hurtigt sladder kunne spredes. Selvom det nogle gange kunne være nyttigt, så blev folk hurtigt revet med, og efterhånden som det nåede igennem byen, så var historien som oftest forvrænget, når den endelig nåede forbi de sidste krostuer. Én lille misforståelse kunne vælte hele byen inden, at dagen overhovedet var gået på hæld. Som deres lille optrin for eksempel. Nu var hun ikke lige så vigtigt for byens omdømme, som den kære Mr. McGivens, men hun havde en idé om, at hendes tjenestefolk ville kende historien inden, at hun nåede hjemad.

Den der stirren og studeren begyndte dog også at tage lidt overhånd nu. Han løftede et øjenbryn i let undren, men også svag irritation. Så igen, det tog nu heller ikke meget at irritere ham. Sådan havde det været siden dag ét af... Han var altid den med den korteste lunte, altid den der eksploderede, altid den der var irriteret over et eller andet, for ikke at sige arrig.

"Indeed, it is my first day here. Or, to be more precise... My first day back here since I was very young." Han havde, trods alt, lige som sine andre søskende, blevet smidt ud af deres 'far' da de alle var 7. Han havde så faldet over et par barbarer og fulgt dem til Bloodrage, hvor han havde boet siden da, før han nu endelig besluttede sig for at komme tilbage og undersøge byen nu han var voksen. Og han håbede så sandelig at han aldrig ville støde ind i nogen af sine søskende igen, de gik ham alle sammen på nerverne.

"I bet it does. I mostly found myself intrigued by the thought of how many... Curious... Things and creatures I might see here, which I usually don't. And I guess... That now includes the miss I see right in front of me." sagde han derpå med et skævt smil. "I'm Seth. And you are...?" han tænkte han vel hellere måtte introducere sig selv ordentligt, og rakte derfor også en hånd frem til et håndtryk - hans eget håndtryk var, naturligvist, et meget fast et. På grænsen til at det for et normalt menneske ville gøre ondt.

Natalie nåede lige at bemærke det løftede øjenbryn inden, at hun genvandt kontrol over sit fokus. Begge brødre – hvis hendes teori altså var korrekt – lod til at have den samme korte lunte, hvad angik overdrevenhed og unødvendigheder.

“Oh! Well then I hope you will allow me to be the first person welcome you back to Doomsville.”

Den lille dæmonskikkelse nejede ganske fint, som hun sagde ordene. Almen høflighed var vel på sin plads i særlige tilfælde som denne. Da hun rettede sig op igen, kastede hun et hurtigt blik hun et kort blik ned i kurven. De fleste af hendes ting lod til have overlevet styrtet, og hun behøvede derfor ikke et ekstra besøg hos de boder, hvor hun allerede havde været. Det passede de planer fint, som hun var ved at lægge. Da Seth rakte en hånd frem for at præsentere sig selv, tog hun imod dem, og gav den et høfligt klem. Hun lagde godt mærke til det faste håndtryk, og havde hun været en kende mere sart, så havde hun formentlig påtalt det. I stedet gav hun et klem af samme karakter tilbage inden, at hun introducerede sig selv.

” Natalie Mania Von Tenebris. Delighted to make your acquaintance Seth.”

Efter den korte introduktion, trak hun hånden til sig igen. Smilet voksede en anelse, som hun tog mod til sig i forhold til næste skridt i hendes nyeste lille plan. De blå øjne strålede imod Seth, som hun fortsatte.

” Say, you must be tired after such a long journey – hungry to say the least! Would you like to join me for an afternoon snack? Or perhaps a proper meal if that’s what you fancy? I live not long from here, so it shouldn’t take long to get there by foot.”

"Why thank you." et smil dukkede atter op på Seth's læber, omend det ikke rakte op til øjnene. Det gjorde de så sjældent medmindre han så på en slåskamp, eller endnu bedre, var med i en. Det var oftest kun dér, han virkelig følte sig lykkelig. Mens han fik afreageret for bare en smule af al den vrede han bestod af.

Han bukkede let sit hoved som gengældelse til hendes nejen, før han havde haft rækket hånden frem - og blev glædeligt overrasket ved at mærke præcis samme type meget faste klem blive gengældt. Nuvel... Meget mere ved denne lille frøken end øjet antog. Interessant... Yderst interessant.

"Delighted to make yours, too." svarede han nærmest automatisk, og hans ansigt gled roligt tilbage i sine normale folder - hvilket ofte fik ham til at se sur ud selv når han ikke var det... I alt fald ikke mere end han altid var.

"... If some wine is thrown into the deal, then I'd be delighted to join you for a meal." sagde han derpå, efter en kort pauses tænken. Sulten var han nu ikke så meget, ikke med hvor nærende det havde været at se på den korte slåskamp før... Det var som en udsøgt hors d'euvre for ham, trods alt. Men alkohol... Alkohol var noget han altid kunne få ned.

Natalie valgte ikke at kommentere på det, men bemærkede godt, hvordan Seth lod til at bevæge sig igennem hans umiddelbare minimale følelsesspekter i løbet af blot få minutter. Selvom han endda forsøgte sig med et smil, som på ingen måde føltes varmt, så fandt hun det faktisk mest passende, når hans ansigt lå i rolige folder. På den måde mindede han hende en smule om Kain. Eller Marcus faktisk. Måske det var en hankønsting? Tanken frembragte et lille smil, som passede fint med, at han alligevel accepterede hendes invitation. Begejstret klappede hun de små hænder sammen, imens kurven hang og dinglede faretruende.

” Excellent. I’m sure we’ll be able to find you a bottle once we get here. Now, follow me please.”

Med de ord drejede Natalie om på hælen, og begyndte gåturen hjemad. Hendes skridt var raske, men det burde ikke være et problem for Seth at følge med, da han trods alt havde lige en anelse længere ben. Skulle han alligevel vise sig at være mere til den langsomme spadseretur, så ville hun sænke farten en smule.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------
I løbet af forholdsvis kort tid fik de to skikkelser bevæget sig op fra slummen i Doomsville, og nærmede sig lige så stille de pænere lag i byen. Terrorville havde været Natalies hjem hele livet, og hun virkede da også noget mere tilpas i sine omgivelser, som de nåede den bedre bydel. Hun ville svare på nogle af Seths spørgsmål, skulle han have nogen, og ellers koncentrerede hun sig mest om at lede vejen. Enkelte blikke blev kastet efter den mærkelige duo – en hvidhåret mand i selskab med et barn – men jo nærmere de nåede hendes palæ, jo tydeligere blev det, at folk var vant til at se Natalie heromkring.

Til sidst standsede de. Ud foran indgangen til et imponerende mørkt palæ, som tårnede sig frem i Terrorvilles gader. Palæet var tydeligvis gammelt, men yderst velholdt. Det bød dog ikke ligefrem på venlige invitationer, da et imponerende hegn omgav hele grunden, i følgeskab med diverse eksotiske planter som Natalie selv vidste ville være enormt ubehagelige at komme i kontakt med. Uden at tøve et øjeblik, bevægede Natalie sig op mod hoveddøren, og standsede først, da hun stod helt foran den, med en hånd på dørhåndtaget. Da vendte hun sin opmærksomhed tilbage mod Seth, og hævede så nysgerrigt et øjenbryn.

” How are you with dogs?... Rather big dogs to be exact?”

Der var nu nærmest noget kært over den barnlige begejstring der blev udtrykt med Natalie's klappen, måden kurven nærmest hoppede og dansede imens. Han havde selvfølgelig en idé om, at hun - ud fra hendes måde at tale på - nok var en hel del ældre end hun så ud, men i et sådant øjeblik som dette var der et glimt af det barn hun lignede udaftil.

Som hun drejede om, fulgte han med rolige skridt efter, men bekymrede sig nu ikke længere om at forsøge sig med at smile - hans ansigt var tilbage i dets neutrale folder, hvilket for mange fik ham til at se lettere irriteret ud - men det var nu engang bare sådan han så ud.

Umiddelbart spurgte han ikke om noget på vejen derhen - hans fokus var mere på deres omgivelser, og på hende samt folks reaktioner til at se den lille skikkelse komme gående i et rask tempo. De få blikke sendt deres vej var ikke dem han lagde mest mærke til - han selv var vandt til at stå lidt ud i en mængde, alene grundet sin hårfarve.

Som de ankom til palæet, røg det ene øjenbryn en smule i vejret, på en måde der antydede at han var lettere imponeret som hans øjne gled over den mægtige facade. Han fulgte med op til hoveddøren, inden han da hørte hendes spørgsmål, og smilede let. "I'm perfectly fine with them. In fact, I much prefer them to smaller dogs."

”Wonderful.”

Mere tilføjede Natalie ikke før, at hun trykkede ned i håndtaget, og skubbede den tunge dør åben. Hovedindgangen ledte direkte ind til en imponerende hall, hvis farvetoner matchede husets mørke facade. Hallen bar præg af forskellige døre og gange, som ledte videre rundt i huset, samt en massiv trappe, som ledte ovenpå. Huset var tydeligvis beregnet til mange personer, men virkede forbavsende tomt, som de stod der mutters alene. Der gik dog blot et øjeblik før, at lyden af skridt nærmere sig den lille gruppe. Natalie lukkede døren efter Seth, som formentlig var trådt indenfor, og vendte sig så imod butleren, som var dukket. Manden kastede et flygtigt – tydeligvis undrende – blik mod Seth, men vendte straks opmærksomheden tilbage mod Natalie, da hun begyndte at tale.

” Jamie, go prepare some light refreshments for our guest, and find a nice bottle of wine to go along with it. I’ll have my usual tea. We’ll be in the garden.”

Butleren nikkede indforstået, samtidig med, at han tog imod både kappe og kurv fra Natalie, som havde fået smidt det meste under samtalen. Jamie forsvandt straks i en helt anden retning end den han var kommet fra, samtidig med, at han kastede et sidste skjult blik imod husets nye gæst. En bekymret rynke kunne fornemmes mellem de arrede bryn, men der blev ikke sagt yderligere. Den lille dæmon lod dog ikke til at bemærke dette, men bevægede sig i stedet ned langs ned langs endnu en ad husets gangen. Som så meget andet i huset var gangen mørk, og enkelt dekoreret med levende blomster, samt få portrætter af skikkelser af forskellige aldre og køn – dog alle velpåklædte. For enden ad gangen mødte de endnu en tyk dør, som Natalie med lethed fik skubbet op, hvilket afslørede en enorm have der strakte sig, så langt øjet rakte. Midt i haven lå en enorm mørk skikkelse klumpet sammen. Skikkelsen lod ikke til at reagere før, at Natalie fortsatte videre ud på den overdækkede terrasse, som strakte sig ud fra husets bagside. Først da, rejste et enormt hundehoved sig fra jorden med, hvad der lignede et mindre træ mellem tænderne. Da de bundløst mørke øjne lod til at fange synet af skikkelserne, kom den massive krop endelig på benene, hvilket pludselig afslørede to ekstra hoveder, som ligeledes kiggede i deres retning. Natalie placerede sig yderst på terrassen, og rakte en hånd i vejret. Da hunden endelig nåede hende, var det ikke svært at se hvorfor. Med sine næsten 3 meter var det forholdsvis svært for Natalie at nå ordentligt, men med lidt assistance fra et af de yderste hoveder, som bukkede sig ned mod hende, lykkedes det hende alligevel at klappe den på snuden. De to andre hoveder stirrede vagtsomt imod Seth, og knurrede advarende, imens det første fandt sig i dæmonens små hænder.

"This is Tempus. I fed him this morning, so I wouldn’t be too worried about you petting him… just be careful of his drool.”

Natalie kastede et hurtigt blik mod Seth for at se hans reaktion, og fortsatte i mellemtiden med at nusse flere af hovederne imens, at de fortsat ventede på forfriskningerne.

Seth fulgte hende ind af hovdindgangen, som han roligt så sig omkring. Hm. Der var rimelig stille som de gik ned af den store hall, og vandt til larm omkring ham som han var, så var det endnu en ting han fandt irriterende. Han fulgte hende stadig, og standsede først op som hun gjorde, og så sig derpå lidt ekstra omkring - hans øjne hvilende på butleren som han ankom - men intet venligt smil på hans eget ansigt. Nej, det var tilbage i hans naturligt hvilende folder, hvilke ikke så videre imødekommende ud. Tværtimod sagde folk at han næsten altid så sur ud.

Som Natalie bevægede sig igen, fulgte han atter efter, og kiggede kun flygtigt på portrætterne - de interesserede ham ikke lige så meget som den lille dæmon gjorde. Hun virkede rimelig interessant, hvor alt andet virkede intetsigende i huset her. I al fald hvis man spurgte Seth. Det var dog kun indtil de var nået ud i haven, og han så den 'sammenklumpede' skikkelse, der øjeblikkeligt drog hans interesse.

Nysgerrigheden funklede i hans blå øjne, som han så ikke blot et, ej heller to, men hele tre hundehoveder rejse sig. En cerberus! De var sjældne, kendt som ekstremt farlige... Og derfor også DYBT interessante for Seth. Han lyttede til Natalie's ord, og nikkede. "Lovely to meet you, Tempus." og det var ikke ofte at han ligefrem nød at møde nogen eller noget... Men mon ikke dette bæst var noget af det tætteste på ham? Nu de var kendt for at kunne være arrige, og han frods alt selv... var ira... bedre kendt som vrede.

Han rakte roligt, men bestemt, en hånd ud - uden at vise så meget som et gram frygt eller nervøsitet, for at røre siden af et af hovederne.

På trods af dødssyndens knap så venligtsindede attitude, så virkede det heldigvis ikke til, at butleren lod sig påvirke synderligt. Jamie, der efterhånden havde været fanget hos Natalie i over et årti som slave, havde trods alt set en god håndfuld væsner kommer og gå. Nogle gode, andre knap så gode. Han havde på den hårde måde erfaret, at det bedste han kunne gøre i de situationer var at holde afstand, og stole på at Lady Tenebris havde evnerne til at håndtere sine gæster, skulle det blive nødvendigt. Derfor var det med en ophøjet ro, at han forsvandt ned i retning af køkkenet for at give besked om fruens ønsker.

Tilbage ude i haven, hvor de to skikkelser befandt sig, sammen med det massive hundelignende bæst, var stemningen stadigvæk afslappet. Slangehalen logrede dovent, som Natalie kløede det store hundehoved bag ørerne, men de to andre havde stadigvæk svært ved at tage blikket fra Seth. Det midterste af hovederne bar stadigvæk, hvad der mindede om et mindre træ mellem kæberne, og nøjedes derfor med at knurre advarende, imens savlet løb ned langs barken. Det sidste af de yderste hoveder, blottede advarende tænderne, da Seth besluttede at nærme sig. Det lod dog til, at dødssynden var fast besluttet på at hilse ordentligt på det store hundehoved, og alt for sent noterede Natalie, hvordan han ret beslutsomt, stak en hånd i hundens retning. Hun nåede lige præcis at åbne munden, da hovedet gjorde det samme. I en lynhurtigt bevægelse, huggede den enorme kæbe fremad, og smækkede så kæberne hårdt sammen omkring, hvad end den fik fat omkring. Med en ubehagelig knasende lyd, gled de kæmpemæssige tænder ned gennem den bløde, sarte hud, og standsede først bevægelsen, da den var sikker på, at have godt fat. Natalies mørkeblå øjne voksede i forundring, og hun betragtede blodet, der langsomt begyndte at dryppe ned på træet under dem, hvor det hurtigt blandede sig med savlet fra de andre hoveder.

“Tempus! Release him!”

Det var på ingen måde af omsorg, at Natalie løsrev sig fra det første hundehoveder, og vandrede over til det sidste af hovederne, som hun gav et hårdt dask. Det handlede simpelthen om, at Seth næppe var særlig brugbar for hende, hvis hunden fik lov til at tygge ham fuldstændig i smadder først. Hundehovedet nægtede dog at slippe lige med det samme, og stirrede i intenst mod Seth, som den spændte til i kæberne, og lod tænderne begrave dybere.

// Svar efter aftale med Seth //

Men Seth lod sig selvfølgelig ikke stoppe af den knurren. Når han havde sat sig for noget, så veg han ikke bort fra det... Og hans nysgerrighed og interesse i dette fascinerende bæst, havde ham i sin vold. Selv en blotten af tænder, der ville have fået langt de fleste til at trække armen tilbage, fik heller ikke stoppet Seth, han lagde blot hovedet på skrå som han rakte frem for at mærke pelsen.

Og så... Mærkede han smerte. Der var en trækning i siden af hans øjne, før han så ned, og så at hans arm nu var i munden på bæstet, og trods smerten og blodet der dryppede, bredte et smil sig over hans læber. Allerede halvt smadrede nerver, og adrenalin, var lidt af en kombo.

Den svageste lille lyd undslap dog stadig hans smilende læber, som han mærkede det ekstra tryk, der fik den ene underarmsknogle til at brække. "He's quite a lively fellow, isn't he?" sagde han, et anstrøg af anstrengelse i stemmen, men også stadig den udtalte fascination. A beast not afraid to just lash out... Seemed like Tempus and himself had something in common, there.

Natalie kunne ikke undgå at stirre undrende imod manden, som tydeligvis ikke lod til at have fanget alvoren af den situation, som han befandt sig midt i. Fanget mellem kæberne på et kreatur, hvis evne til at flå væsner dobbelt så store som Seth, hun havde observeret op til flere gange. Faktisk lå flere af resterne sikkert stadigvæk gemt et sted i haven, hvis man vidste, hvor man skulle lede. Alligevel stod dødssynden med et udtryk, der mindede hende mest om sagelig, alt imens blodet stadigvæk sprang omkring dem. Uvillig til at få sine fine laksko beskidte, trådte hun et enkelt bagud, men fokuserede stadigvæk det mørke blik imod Seths skikkelse, som hun forsøgte at nå ind til manden.

“Sir, I need you to listen. Tempus has clearly breached your skin and bones, which is quite unfortunate enough as it is. But a cerberus has very toxic saliva, and I’m uncertain how this might affect you regarding that I know nothing about your history yet. If there’s anything you can tell me about your race or potential healing abilities, that would be most helpful. Otherwise I would recommend that you hold still, till I get him off and we find you a doctor.”

Der var ingen panik at spore i stemmen hos den lille dæmon, men derimod en rolig attitude, som hun køligt fik forklaret ham de mest nødvendige fakta. Natalie vidste ganske vist mere end de fleste, når det kom til kroppens anatomi og dets egenskaber, men eftersom størstedelen af hendes viden stammede fra forsøgskaniner der allerede var afgået ved døden, så havde hun ikke den bedste erfaring med at holde liv i dem. Dette betød dog ikke, at hun var villig til at ofre hvad som helst for at holde Seth i live, men i øjeblikket virkede det som den bedste løsning. Derfor fik hun hurtigt hidkaldt Jamie, som hun heldigvis spottede på vej ud mod terrassen, med en flaske vin samt lidt snacks. Butleren skyndte sig at sætte bakken på nærmeste overflade, inden han hurtigt modtog ordren om at sende bud efter den første og bedste læge, som de kunne opstøve. Jamie forsvandt - noget blegere end før takket være synet af blodpølen mellem dem - og Natalie vendte endnu engang opmærksomheden tilbage mod Seth.

“Now, sir… I’m going to remove Tempus. This will likely hurt, and there’s even a slight chance your bleeding might worsen. Therefore it’s very important that you keep constant pressure on the wound, until they return with a doctor. Do you understand?”

Natalie havde ingen intentioner om at skade Tempus i forsøget på at redde Seth, men hun vidste, at lidt råstyrke ville blive nødvendigt, hvis armen skulle reddes. Den eneste grund til, at dyret endnu ikke var trukket af sted med ham var trods alt splittelsen mellem hovederne, der skiftede mellem at glo sultent mod Seth og stirre uroligt mod Natalie, takket være hendes hårde ord tidligere. For uanset hvor meget dyret respekterede den lille dæmon unge, så var der bare et eller andet ved det høje, blege væsen som fik blodet voldsomt i kog.

Nuvel, Seth havde aldrig nogensinde været helt normal. Det kom lidt med territoriet, værende hvad han var, at man trods alt ikke var hvad andre ville anse som 'normal'. Selvom det ikke så sådan ud, havd ehan dog en personlig respekt for dette vidunderlige bæst - den vrede, den vilje til blot at slå ud uden videre... Det mindede ham om ham selv. På trods af smerten og biddet, følte han at han måske forstod dyret bedre end de fleste ville. Han var ofte selv i sin egen vredes vold, af åbenlyse årsager, og det lod til at dette bæst nok flte noget af det samme.

"Hmm?" Seth gav lyden fra sig for at vise han hørte efter, men hans øjne veg ikke fra bæstet. "I see. Well, not much to tell, really. Me and my unfortunate siblings are, as far as I know, the only ones of our race. I do heal quite well, though. Had a lot of injuries before. They've all healed up nicely." bortset fra nogle af nerverne, men han så det nu som en bonus da det gjorde det lidt sværere for ham reelt at føle smerte ordentligt.

Han havde lagt hovedet en smule på srå nu, som han stadig så på den kæmpe cerberus, og nikkede. "I'm no stranger to pain, as you've probably figured out by now. You get used to it having lived with my 'father' and in Bloodrage." som han nu stod her... Klar til at putte det pres på såret, der skulle til, når hundekæberne forhåbentligt var blevet vristet væk fra ham.

Fantastisk. Ikke videre hjælpsomt, men det var da en start. Natalie måtte tage, hvad hun kunne få, omstændighederne taget i betragtning. Men søskende? Eneste af hans slags? En hel masse uventede informationer blev pludselig smidt i hendes retning, som hun på ethvert andet tidspunkt formentlig ville have fundet ganske fascinerende. Men lige det øjeblikket virkede det blot som unødvendige detaljer, uden egentlig at få et reelt svar på hendes spørgsmål. Det eneste som hjalp hende - og Seth - var det faktum, at han tilsyneladende lod til klare skrammer og småskader ganske fint. Så kunne man blot krydse fingre for at hans unikke genetiske egenskaber var nok til at hamle op med dagens uheld.

“Right well… I appreciate the details, but I’m afraid they’re not very specific. How about genetics? Your fathers side perhaps?”

Hvis søskendeflokken var lige så uvis, som Seth var omkring deres oprindelse, søgte hun i stedet at bruge faderen som grundsten. Han var trods alt den eneste, som blev nævnt ved lokation modsat resten af familien, og dermed den eneste mulige kilde til information omkring sin opvækst, Seth sandsynligvis havde haft adgang til. Uanset, hvad dødssynden svarede, ville Natalie dog gå videre med sin plan. Healende evner eller ej, så blev såret ikke bedre af at den fortsat øgede mængde af saliva, der konstant fortsatte med at blande sig med det udsatte område. Derfor trådte hun forsigtigt hen over den voksende pøl under dem, og stillede sig så tæt på hovedet, der stadigvæk havde fat omkring hans arm, som det var hendes fysisk muligt. Natalie var stærkt, ingen tvivl om det. Men hun var også lille. Så takket være hendes fysiske forhindringer var det lige før, at hun endte midt imellem dødssynd og hundehoved, da hun rakte frem og greb fat om både over- og underkæbe. Hovedet knurrede advarende i protest, men Natalie fastholdt stædigt sit greb.

“Sir, I’m going to loosen the grip now. Brace yourself… “

Medmindre Seth protesterede eller havde nogle former for indvendinger, gav hun sig endelig til at skubbe. Det var med en ubehagelig knagen, at kæberne efter et øjeblik løsnede deres greb, og den dybe knurren gled hurtigt over i en ubehagelig piben. Tænderne løsnede sig en efter en, og efter blot få sekunder blev der omsider afsløret resterne af armen. Fyldt med blodige tandmærker, stumper af hvad der engang havde været en slags trøje, samt lidt knoglerester var det svært at se, hvor noget startede og sluttede. Ikke desto mindre var Natalie tilfreds med resultatet, og skubbede derfor kerberossen fra sig igen, således dyret tumlede ud mod den enorme, åbne have, hvor den brugte et øjeblik på at skrabe forpint mod kæberne, som tydeligvis stadigvæk værkede, efter dæmonens hårdhændede behandling. Alligevel vidste hunde dog bedre end at nærme sig igen, og efter et øjebliks nedstirring vendte dyret sig rundt, og luskede nedslukket ned i den bagerste ende af haven, hvor den forsvandt bag et par mørke træer. Natalie vendte omsider opmærksomheden tilbage mod Seth, da hun var sikker på, at de begge to var i sikkerhed for dyret.

“How are you doing, sir? Is there anything I can provide for you, whilst we wait for a doctor?... Shouldn’t be long now, but still.”

Der lød hastige trampende trin på trappen, efterfulgt af en hård banken. Den vilde banken fik næsten døren til at give efter i de slidte hængsler - og fik Dr. Trott til at hoppe i stolen. Han havde halvsovet over et stort leksikon over anatomi. Flotte og detaljerede tegninger, udført af en af de største hoveder indenfor medicin. Ikke at Trotts hovedfokus var lægegerningen - men det var nu hans arbejde og hans bedste indfaldsvinkel til hans rigtige interesse.
I et øjeblik glippede han forvirret, med hjertet hamrende, da en ny banken fik ham til at hoppe helt ud af stolen. En hånd gled igennem de viltre krøller, som han skyndte sig over til døren. Han både låste op og åbnede døren i en glidende bevægelse, hvorefter en mand næsten faldt ind af døren. Forpustet, tydeligvis i en hast.
"Sir, hvad er men-"
"Kom, doktor! Du var nærmest og vi har hurtigt brug for hjælp. Det- Det var...Tag alt til blod og...Øh, og gift!"
Manden snakkede forpustet og en smule usammenhængende, men det var tydeligt der var brug for hurtig hjælp et eller andet sted. En uventet kunde var indfaldsvinklen på flere fremtidige kunder - hvis ikke de døde fra ham. Og virkelig, han sagde nu aldrig nej.
Men...Hvad skulle han ud til? Blod og gift? Havde en slange forvildet sig ind i byen? Var det et væsens evne? Vampyrer var ikke kendte for at være giftige, selv om mange kunne tro det...
"Sir, virkelig, du må fortælle mig mere! Kom, fortæl mig alt mens jeg pakker!"
Med en hånd under mandens ene arm, stavlede han manden på benene og trak ham med ind i sit undersøgelseslokale, hvor han hastigt pakkede.

-------

Med en brun og slidt kappe om de spinkle skuldre, løb Dr. Trott side om side med manden mod den rige del af byen. En tung taske hvilede over hans ene skulder, men det virkede ikke til han rigtigt ænsede det. De tunge krøller strittede, eller klistrede til ham af sved. Lette skægsstubber fortalte han nok brugte mere tid med næsen i bøgerne, end på at gøre sig præsentabel - især når de nu nærmede sig de riges kvarter. Dette kunne virkelig betyde noget for hans muligheder, hvis han fik en fod indenfor i dette område af byen...
Palæet fik ham til at stoppe op et øjeblik. De brune øjne gled op af det store hus, der næppe virkede indbydende. Han talte sig hurtigt de første 5 giftige planter ude foran, foruden et par han slet ikke kendte. Var det den slags gift? Hele tiden gennemgik han scenarier. Så vidt manden havde forklaret, var det en Kerberos - en trehovedet hund. Fascinerede! Og intet Trott havde arbejdet med før. Spyttet var giftigt, og hunden havde bidt en gæst.
Absolut fantastisk!
Hjertet hamrede af lige dele spænding og nervøsitet. Et ryk i hans arm mindede ham om at de havde travlt. Der var ikke tid til at kigge nærmere på de eksotiske planter lige nu, bevares!

Igennem et stort og mørkt hus. Trott nåede ikke rigtig at få en fornemmelse af det, før de nåede ud i baghaven. Igen, så stort! Der kunne...Der kunne bo mange familier her! De rige havde virkelig en verden for dem selv. Men hans opmærksomhed gled hurtigt fra det store område, til et barn og en mand - der tydeligvis var den sårede, som han holdt fast om en slemt blødende arm.
Uden at tænke en tanke om at barnet kunne være ejeren af dette sted, og generelt med mere fokus på det akutte tilfælde end så meget andet, ilede han over til den sårede patient.
"Mit navn er doktor August Trott, jeg er læge" annoncerede han hurtigt, som en salgstale han havde indlært og ikke gav meget opmærksomhed. Hans blik hvilede også på den ødelagte arm, mere end på selve manden.
"Godt...Bring mig varmt vand, rene klæder og hvis I har nogle former for bandager i huset. Tak"
Takket blev tilføjet, med en svag tanke om han trods alt var et fornemt sted, og nu kommanderede med en andens tjener.
De brune øjne gled op på mandens ansigt, men ikke for at starte en samtale. Mere for at vurdere mandens hudfarve og liv i øjnene.
"Venligst, kan I løbe mig hurtigt igennem...eh...Scenariet?"
Var det et uheld? Eller sket med vilje? Man vidste aldrig. Scenariet virkede som det rigtige ord at bruge. Ordene var mere henvendt til barnet, selv om det kunne være rart at vurdere mandens tilstand ud fra hvor godt han snakkede. Hvor skrækkeligt, for et barn at se det her! Hvorfor stod hun her stadig?

Uden at vente på nogle af dem, smed han sin taske og kappe ved siden af sig, og trak sit bælte af bukserne. En underlig handling - til at man så at han sikrede bæltet om mandens overarm og strammede alt han kunne.
"Jeg undskylder for alt ubehag. Men det er vigtigt at stoppe blødning, og stoppe yderligere spredning af giften. Her..."
Trott stak en hånd ned i tasken og trak en tinktur frem af en eller anden slags. Fuld af urter og baseret på alkohol.
"Den vil måske ikke smage godt, men består af sammentrækkende urter mod blødningen, og til at stoppe allerede kommende infektioner. Det er selvfølgelig bare en start, men lige nu har din krop brug for alt..."
Han så på manden igen, for at sikre om manden var ved bevidsthed, og overhoved forstod hvad han sagde.

Seth løftede et øjenbryn som hun spurgte ind til deres far, og han sukkede. "My father? Not much help there. I know nothing about his side of the family, so to speak. Even less about mother's. Whenever I tried to ask, I was punished, so I stopped asking. I know he was a necromancer, though, but not much else. I have the sense he's not my father in the sense you think, either, so genetics really isn't a factor from his side at all." nok var Seth arrig og irritabel, utålmodig... Men dum var han ikke. Han havde ikke lagt mærke til tegnene som knægt, men som han blev ældre, var der mere og mere der pegede hen mod at necromanceren trods alt ikke var deres biologiske far, inklusive det at de alle var en helt anden og ny race end ham.

Han nikkede, som hun advarede ham, og lukkede blot øjnene for at eventuelt splat af blod ikke ville ramme ham i øjnene. Han gav knapt nok et kny fra sig, også selvom der var noget blodsprøjt og en knoglesplint eller to, der forlod hans arm som hundehovedet blev vristet væk. Han holdt derpå pres på såret, son han sukkede og fandt et sted tæt på at sætte sig ned. "I'm doing fine, considering the circumstances," sagde han derpå. "Something to drink would be nice. Anything." om ikke andet bare for at få tiden til at gå lidt.

Som den nye ankom, rykkede Seth's fokus sig fuldstændigt over på ham. Hans ansigt lagde sig i sine naturlige, neutrale folder, der for de fleste mildest talt virkede utilnærmeligt, da han havde lidt af en omgang af resting bitch face. Som Trott's øjne gled op på Seth's ansigt, ville han se meget bleg hud og platinblondt, næsten hvidt hår, samt intense isblå øjne der tydeligtvis havde fuldt fokus på ham. Omend huden normalt ville være et advarselstegn for de fleste, så var det nu ganske normalt for ham at være bleg, og kraften der var bag øjnene fortalte så sandelig om at han var ved fuld bevidsthed trods blodtabet.

"I was introduced to Brutus, I wanted to pet him, and he bit me." forklarede han meget kort og godt. Han observerede roligt som Trott puttede bæltet på, og en trækning ved det ene øje samt et meget lavt støn, var al hans reaktion tpå stramningen af bæltet om overarmen. Derpå løftede han et øjenbryn. "Can't be too bad when it contains alcohol," sagde han efter kort at have sniffet til miksturen, som han nemt genkendte dén lugt... Og derpå slugte det hele i én stor mundfuld, før han rakte den lille flaske, nu tom, tilbage til ham.

Se, var det nu ikke interessant? Natalie havde ingen idé om, hvordan hun ellers ville beskrive den strøm af informationer, der kontinuerligt fortsatte med at flygte fra mandens blege læber. Det ville ikke undre hende, hvis det hele handlede om, at han var på vej i chok, og smed omkring sig med detaljer af enhver slags. Gamle historier og glemte samtaler. For… necromancer? Det ellers normalt fremmede ord bragte dårlige minder med sig. Minder om en tid, hvor undeads hærgede gaderne i Doomsville, og hvor allierede ikke ligefrem hang på træerne. Hver dæmon for sig selv. Det var før hendes tid som leder selvfølgelig, men det havde stadigvæk ikke været nemt at holde sig selv flydende, når ingen rigtig turde stole på hinanden. For selv blandt dæmoner og vampyrer var necromancerens mørke magi på et hidtil uhørt niveau. Og ikke noget, som nogen havde kunnet matche siden. De mørke øjne blev skarpe et øjeblik, og rettede sig langsomt mod Seth. Noget sagde hende, at drengen vidste mere, end han selv var klar over. Men som med resten af eftermiddagens planer lod det til, at det måtte vente med yderligere spørgsmål. For selvom hans nuværende position, fanget mellem kæberne på en kerberos, sagtens kunne fungere glimrende som afpresning under en afhøring, så var det ikke en ideel metode, hvis man ønskede at holde sig på god fod med vedkommende efterfølgende… havde hun desværre erfaret. Natalie forblev derfor tavs, og fortsatte i stedet det flittige arbejde med at befri Seth.

Natalie sikrede sig hurtigt, at Seth ikke lige havde tænkt sig at forbløde på stedet, inden hun  knipsede efter butleren endnu engang. Jamie, der stadigvæk virkede noget bleg, trådte modvilligt tilbage igen fra sit gemmested bag terrassedøren, og gjorde tydeligvis sit bedste for at ignorere det groteske syn foran ham. På trods af en mindre livstid i dæmonens varetægt, så var det aldrig lykkedes manden at komme sig over sin frygt vedrørende alt der bare mindede om blod. Alligevel genoptog han modvilligt arbejdet fra tidligere, og fik hurtigt åbnet flasken med vin, inden at han skænkede et glas og rakte det til Seth. Så snart glasset forlod butlerens hånd, placerede han flasken tilbage på bordet igen, inden han lynhurtigt trak sig tilbage langs husmuren. Natalie sukkede irriteret over butlerens sølle sindstilstand, men besluttede at bruge tiden fornuftigt imens, at de fortsat ventede på eventuel lægehjælp. Hun greb derfor fat i det tynde stykke stof, der ellers lå viklet omkring vinflasken, men som nu blev brugt til at tørre det værste af blodet, der virkede så malplaceret smurt ud over de små barnehænder.

“So, this necromancer-...”

Mere nåede dæmonen dog alligevel ikke før, at en ny stemme blandede sig. Forundret rettede det mørke blik sig op, tid nok til at fornemme, hvordan en hvirvelvind af mørkt hår kom brasende ud fra bagsiden af huset, og begyndte at slynge omkring sig med ord. Det tog hende et øjeblik at registrere at det var lægen, som endelig var dukket op. Tjenestefolkene virkede mindst lige så forvirret over situationen, men da hun ikke ønskede at spilde tiden yderligere, fik hun hurtigt sendt dem af sted efter det, som lægen havde bedt om.

“Be sure to bring Dr. Trott whatever he needs. Ask the chef for water and find the rest in Poppy’s room.”
“Yes, my lady.”

Natalie vendte endnu engang opmærksomheden tilbage mod Seth, mest af alt fordi det var der lægen havde sit fokuspunkt. Ud fra mandens udseende, havde hun aldrig gættet, at manden bar den mindste form for uddannelse med sig. Han virkede snusket. Forvirret. Men hans handlekraft og kendskab til faget trådte dog tydeligt i kraft, som han begyndte sit arbejde.

“Tempus” rettede hun lynhurtigt, efter Seth havde svaret, efterfulgt af et kort, skarpt blik, da han desuden havde den frækhed at videregive et helt andet navn end det, som hun havde døbt hundevæsnet for flere hundrede år siden. Udtrykket virkede dog en tand mildere, som hun foldede hænderne med det blodige viskestykke foran sig, og sendte et høfligt smil i Dr. Trott’s retning, hvad enten han så på hende eller ej.

“As Seth here was trying to say, things went a little… hm… bad? It would seem that an unfortunate and slightly aggressive approach with the intention to pet my sweet cerberos, might have triggered Tempus' protective instincts, which led to this disastrous result. Tempus is usually quite well behaved, might I add, but still… he is only just a beast after all.”

Var dette hans liv nu? At prøve og redde arme og ben fra folk, der ikke vidste bedre end at kæle et trehovedet monster?
Nogle gange glemte han præcis hvilken verden han levede i. Monstre og magi hørte hjemme her, ja, men det var faktisk underligt sjældent August stod ansigt til ansigt med disse ting. Det var et helt felt i sig selv - et speciale, måske nok, at kunne redde folk fra diverse dyr, monstre og magiske ritualer. Han måtte hente helt nye bøger hjem, hvis han skulle kunne denne slags situationer i fremtiden. Og noget sagde ham at det burde han nok. Måske han burde gøre mere ud af at lære om alkymi og magi?
Trehovedet monstre?
Dr. Trott trak vejret dybt. Hele situationen var foruroligende, selv om han prøvede at ryste det af sig. Barnet virkede unaturligt roligt og fattet i denne situation. Den måde hun snakkede på, uden tvivl hun boede her og bestemte. Men et barn?
Igen måtte han minde sig selv om at tingene ikke var som de så ud. Specielt ikke med de forskellige racer i spil. Nej, hun var helt sikkert noget, som han ikke ved første øjekast kunne bedømme. Det bedste var at være forsigtig og behandle hende med respekt.


Og hans patient?
Som Dr. Trott ventede utålmodigt på vand og klæder, der snart efter blev bragt, havde han tid til at vurdere manden foran sig. Med nysgerrighed omkring mere end den ødelagte arm, vel at mærke. Så hvid, på en måde. Og øjnene. Dr. Trott kunne godt lide den blå farve, men blikket stak ham og holdte fokuseret øje med ham. Ikke som om manden var bange eller fandt ubehag ved læger. Men hvem ville ikke holde øje, når ens helbredsmæssige fremtid afhang af arbejdet?
I stedet nikkede Dr. Trott lidt for sig selv over deres historie - og indbydes uenighed over småting, såsom navnet på bæstet.
Dr. Trott stof et par stykker klæde i det varme vand. Samtidig trak han en lille dolk og begyndte at frigøre armen for de sidste stykker stof. Vendte og drejede armen forsigtigt, som han fik sig en fornemmelse af skaderne. Formentlig var manden også mere end menneske, og stadig fuldt ved bevidsthed, så Dr. Trott kunne bedre tillade sig at tage lidt tid end normalt.
"Okay...Om monstre er naturlige...Nu prøver jeg lige noget. Det er naturmagi, så det burde ikke påvirke nogle af jer" bemærkede han i en bestemt tone, som han sad på hug ved siden af den skadede arm. Blikket var stadig rettet mod armen mens han snakkede.
Så lagde han en hånd over armen, men uden at røre ved sårene direkte. I stedet lukkede han øjnene og så ud til at koncentrere sig i et øjeblik. Så gled der en magisk sætning over hans læber.
"Ponyeni ya nguvu netures"
Dr. Trott snappede let, som han kunne magien træde i kraft - og hvordan det tog af hans egen energi. Ikke drastisk, men han kunne helt sikkert mærke det. Men det var godt, for det betød magien trådte ikke i kraft. Ikke helt så godt som den ville, hvis de nu havde siddet midt i skoven. Men i det mindste var der en have lige ved siden af dem. Dr. Trott åbnede øjnene og kiggede på armen. De store sår begyndte at trække sig sammen, omend ikke fuldstændigt. Den healede heller ikke skadede knogler. Og om det virkede mod gift fra monstre måtte tiden vise. Uanset hvad ville August også fodre manden med alle de antidotes han havde i sit arsenal. Bare for en sikkerheds skyld.


Dr. Trott tog et vådt stykke stof og fjernede det værste blod. Så fiskede han en flaske alkohol op af sin taske. Uden at sige noget - måske mest fordi han glemte det - hældte han det ud over armen for at desinficere det. Der var ikke længere nogle sår der krævede at blive syet, så i stedet fandt han en salve frem, der ville forhindre betændelse og hjælpe på healingen. Han smurte det på armen, før han forbandt den. Det undgik ikke hans opmærksomhed at der var en tatovering, i form af et V. Ikke at han vidste hvad det betød, og derfor gav han det ikke meget opmærksomhed, som han forbandt armen.
"Du burde prøve at slappe lidt af de næste par dage. Din arm har brug for ro, så sårene ikke springer op igen. Sårene i sig selv burde ikke koste dig førligheden, selv om du måske kan virke lidt stiv i musklerne i et stykke tid. Men giften..."
August trak vejret dybt, og sank ned så han sad på knæ foran Seth. Hvad kunne han sige om giften? En blodig hånd kørte igennem hans hår uden at han tænkte over det. Så rodede han i sin taske.
"Må jeg bede om din raske arm?" spurgte han og fiskede et lille læder-etui frem. Da han åbnede den, indeholdte den nåle af forskellige størrelser. Var man lidt bekendt med det, var det normalt nåle der indeholdte gift. Det gjorde de også i dag - på en måde.
"Jeg har ingen modgift mod Kerberos. Ikke direkte. Min magi burde heale alle, eller næsten alle, former for gift. Men da jeg ikke har afprøvet det på en Kerberos' bid endnu, vil jeg gerne dække alle muligheder. Jeg vil gerne stikke dig med en nål i din raske arm. Den indeholder modgift, som jeg mener minder om Kerberos'ens, og som måske kan give din krop mulighed for at modarbejde giften selv, skulle den stadig cirkulere...Oh...undskyld mig..."
Han lagde etuiet fra sig og skyndte sig op og stå. Han løsnede bæltet og fjernede det helt. Det gik jo heller ikke at manden mistede armen på grund af afklemning.
Derefter satte han sig ned igen, men så nu på på dem. Først på manden, så på barnet.
"Det er selvfølgelig dit eget valg om du vil det. Ellers er det sidste jeg har et forslag til en tinktur du bør drikke de næste par dage. For at styrke din krop" Han havde ikke nok med sig til at manden kunne dække sine behov de næste par dage, men han kunne give opskriften til en tjener eller butler, som burde kunne handle ind og lave det for manden. Eller han kunne selv lave det og aflevere det senere. For en pris, selvfølgelig.
Roligt blev han siddende, mens han lod manden vælge hvad han ville nu.
"Og...Ikke flere forsøg på at kæle med en trehovedet hund, vel? I det mindste ikke før din arm er healet igen. Det koster liv. Du skal være heldig hvis det ikke koster dig din arm. Mange oplever nedsat funktion resten af deres liv, hvis de da beholder deres legemsdel"
Det blev sagt med et lille smil. August følte sig helt rolig nu, fokuseret på sit arbejde. Til dels havde han glemt alt om at han sad i et palæ med rige og vigtige folk omkring sig. Han glemte endda at tiltale manden med et De og Dem.


//OOG: Det er blevet godkendt at hans magi også helbreder gift fra monstre, da de anses som "naturligt forekommende" i denne verden