This could be interesting! -Gerag

Det var en rolig nat. Dyr havde lagt sig til at sove og det eneste der var at høre var vindens rolige raslen. Selvom det ikke varede længe. Et skrig rungede pludseligt gennem skoven og kunne høres på lang afstand. Og skriget var så stærkt og fyldt med frygt at man ikke var i tvivl om hvad der var ved at ske. En vampyr havde taget sit bytte med sig ud i skoven. Skriget varede i noget med tredive sekunder før det brat stoppede. Og stemmen blev aldrig hørt igen.

Lavender stod med tænderne i sit bytte, mellem hendes tænder var offeret stemmebånd og spiserør helt klemt sammen. Hun blev hurtigt træt af at de skreg. Med et strammede hun sit bid ekstra før hun flåede stemmebåndet fri og spyttede det væk. Hun lænte sig ned mod såret som bare sprøjtede med blod og sugede indtil hun følte sig mæt. Så slap hun roligt det blide tag om den dødes hals og rettede sig op.
Hun var iklædt en strikketrøje som blev en anelse gennemvædet af blod. Ikke at hun havde noget imod det for den var sort så man kunne ikke spotte det i mørket. Hun kørte en hånd igennem sit hår og betragtede roligt sine omgivelser inden et dybtfølt suk undslap hendes læber. Hun så lidt ned på liget og puffede til det med foden:” Hvorfor ud i skoven af alle steder… Jeg finder aldrig tilbage nu..” en svag frustration i hendes stemme kunne høres. Hun vendte sig om og var ikke sikker på om hun gik den rigtige vej.
Hun gik et stykke tid, månen stod helt oppe på himlen. Hun skulle finde tilbage inden solen kom frem, for hvis solen kom ville hun brænde op og blive til aske. Og det ville hun bestemt ikke have. Hun så et lys lidt længere fremme, et bål?` Hun nærmede sig roligt og kneb øjnene en anelse sammen. Hvem ville dog holde til i skoven? Kunne det være? Nej. Det kunne ikke være hendes uduelige søster. Hun ville aldrig gemme sig herude. Hun fortsatte frem og stoppede bag et træ inden hun forsigtigt kiggede frem.

Det var et bål og noget der mindede om en lejer? Men der virkede tomt. Hun så sig lidt om for at sikre at hun ikke pludselig blev angrebet og trådte frem mod lejren. Hun nåede til bålet og så lidt på det. Det var friskt. Personen der havde lavet det måtte ikke have været her længe? Hun havde ikke styr på sådan noget alligevel.
Hun satte sig ved bålet om kom med et svagt suk. Det virkede til at hun var på vej længere og længere væk fra byen og når solen engang kom frem ville hun være barbeque. Hun kunne ligeså godt sidde og reflektere sit liv og hendes valg. Altså hun havde en nogenlunde barndom med hendes søster. Men det var næsten utroligt hvor stort et had hun følte for hende nu.
”Lorte… søster…” mumlede hun roligt og lagde sig ned. Hun mærkede varmen fra bålet og mindedes dengang hun stadig kunne føle varme eller kulde. Sikke et liv hun havde. Og nu var hun en støvsuger for blod. Sikke et liv. Hun så lidt på stjernerne. Inden hun så satte sig op. Personen der ejede lejren måtte vel snart komme! Og ville det ikke være underligt at se nogen sidde ved ens lejr? Hun skulle til at rejse sig idet hun hørte nogle grene knække ikke så langt fra….

Hun var helt sikker på at det ikke bare var et sølle menneske eller nogen i menneskeskikkelse. Hun rejste sig og holdte øje med lyden inden hun så bare gik imod den. Hun ærgerede sig lidt for hun havde allerede brugt sin evne til at finde tidligere offers stemmebånd. Hun nærmede sig lyden og stoppede så brat da hun mødte nogle øjne i mørket. Hun stod en anelse kampklar, men hun havde ingen intentioner om at kæmpe.
"Hvem er det? Er det din lejr bag mig?" Sagde hun prøvende med en blid og indbydende stemme. Hendes kvindelige assets havde aldrig fejlet og det ville de nok heller ikke nu. Det eneste man kunne se i lyset var hendes krop, som var lang og tynd, næsten delikat at se på. Var nok knapt så rart at spise når hendes blod smagte dødt. Hun kørte en hånd igennem håret og ventede på at skikkelsen viste sig frem i det svage lys fra lejren der nu lå bag dem.
"Hmm.. Lad mig introducere mig selv så... Mit navn er Lavender O'Quinn, datter af Paovolos O'Quinn, ældre søster af Tera O'Quinn. Som jeg forøvrigt har tænkt mig at slå ihjel." Hun lod helt formel og en anelse robot-agtigt, indtil hendes sidste sætning som næsten lød hævngærigt. Hun betragtede skikkelsen og lagde hovedet på skrå. Det var ikke et menneske, så sikker var hun på det. Men hvad kunne det så være?

Hun havde ikke rigtig nogen reaktion på at han kastede øksen efter hende, og da den landede for hendes fødder satte hun sig ned på hug og inspicerde klingen med sin finger. En lille lyd undslap hendes læber da klingen skar hendes pegefinger og hun betragtede såret og lod det bløde lidt før hun stak fingeren i munden og suttede blodet væk til den stoppede med at bløde. Imens kunne hun jo lytte til ham, da han trådte frem blev han oplyst en anelse af lejren bag hende, og hun spottede hurtigt de tre kranier. Så han var alligevel en del større end hende.
"Jeg forvildede mig ind i skoven da min date besluttede sig for at løbe fra mig mens vi havde en smuk samtale i måneskinnet..." Hun holdte en lille pause inden hun begyndte igen:" Du hørte nok al skrigerriget... Jeg følte mig nødsaget til at følge efter og sikre at hun ikke fortalte nogen om de samtaler vi havde..." sagde hun i en ligeså rolig tone som før pausen. Hun stod stadig og undersøgte ham med sine øjne.
Hun strakte sig kort og så sog svagt omkring før hun så på ham igen:" Vi er helt alene herude. Ihvertfald har jeg ikke medbragt nogle gæster.." Hun grinte kort af det hun selv sagde og vendte så opmærksomheden mod de tre kranier:" Var de alle mennesker? Og skreg de da su dræbte dem?" hun virkede en anelse for interesseret og glad for hvor vidt de tre kranier havde lidt, men det måtte vel have noget at gøre med hvorfor hun selv gik rundt og myrdede folk, desværre gjorde hun det nok mere for sjov. Men det behøvede hun ikke at fortælle ham endnu.

Hun sukkede kort til det han svarede hende. Det var faktisk lige præcist det hun ikke havde lyst til at høre. Hun havde lyst til at udtrykke sin frustration med i stedet skar hun en utilfreds grimasse mens hun så ned i jorden. Hun så op på ham igen og slappede af i skuldrene, hendes blik gled opad og rundt i trækronerne mens hun overvejede tilbudet.. Det vel bedre end at brænde op i solen om et par timer tænkte hun for sig selv.
Dog så gled hendes blik ned fra trækronerne og på ham da han begyndte at snakke om en pris. Hun lagde hovedet på skrå mens hendes øjne fulgte hans bevægelser. Hun stod stadig med ryggen til ham men hun kiggede på ham. Et smil bredte sig på hendes læber da han nævnte at ingen rigdomme havde mening for ham. Det var perfekt.
Hun vendte sig mod ham og tog fat i enden på striktrøjen som dækkede hendes overkrop. I et snuptag fik hun den trukket over hovedet og lod den falde til jorden, hendes porcelæn hvide hud så helt skrøbelig ud i måneskindet. Hun var iført en sort blondebh og hendes sorte bukser så våde ud midt på låret. Men det var fra hendes offers sprøjten. Hun var nu ret glad for at få trøjen af. På hendes mave og hendes bryster var der små antydninger af indtørret blod:” Undskyld jeg ikke er renere…. Men jeg er en blodsuger og jeg har brug for føde en gang imellem…” hun smilte kort og en anelse sødt mens hun legede med en hårlok.