Engel og drage

Tid: 10.04
Dag: Onsdag
Vejr: Lunt og solrigt
Sted: Middleklasse i Doomsville
Omgivelser: Folk er kommet ud for at nyde det gode vejr. Boder er åbne og cafeer server morgenmad og duften breder sig helt ud på gaden.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Solen var begyndt at blive længere oppe og det glædede mange folk, undtaget de mørke væsner selvfølgelig. Gabriel var selv blandt dem som nød at det blev oppe længere. Han var en engel og ofte nød at flyve lange ture udover havet. Han var taget ind til fastlandet for at se om han kunne finde flere af sin slags. Skytsengle eller almindelige engle. Det var dog ikke udelukket at han ledte efter Dødsengle eller faldne engle. Han var iklædt en løs skjorte og grå leggins. Støvler som var snørret tæt. Hans sværd hang på hver deres hofte.

Han gik rundt mellem boderne og så på de mange ting som der var på bud. Han stoppede ved en bod som solgte halskæder og andre smykker. Han stod længe og studerede dem. Han faldt for en som havde en topaz-sten i midten. Mens sælgeren pakkede den sammen, lod han sit blik glide rundt mellem de mange folk. Han kunne se mange racer. Ofte fredelige og racer som kunne gå sammen. Dracoianer, elvere, Shapeshifters og mennesker. Han nød ofte at se så mange sammen. Han opdagede også en rødhåret dæmon som var pænt stor. Hvis Gabriel skulle gætte vil han sige Blodsdæmon. Han så ud til næsten at være to metrer.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rafaela og Philippa var ude og gå sig en tur. Speedy lå hjemme og sov. Han var blevet for gammel og gik kun lige udenfor døren når han skulle af med noget ellers lå han på sin pude hjemme foran pejsen. Rafaela var sikker på, at han ville dø indenfor de næste par dage og Philippa havde haft svært ved, at få Luce ud af døren fordi Luce ville være hos sin bedsteven, men Philippa havde insisteret på, at Luce skulle ud og få noget luft. Rafaela havde normalt en sort kappe over sig da hun nemt kom til, at fryse, men denne dag var varmere og havde derfor ikke kappen på. Der var dog nogle tydelige blåmærker på Luces arme og nogle sår på Luces kind efter hun var blevet overfaldet 2 dage tidligere imens hun havde været ude og gå en tur sammen med Clara, hvor Clara havde gået bagved hende og ikke kunne beskytte hende som hendes opgave reelt var. Philippa havde fundet Luce senere med Delilah som havde reddet hende. Luces holdt fast i Philippas overarm imens de gik. Philippa fortalte Luce hvad de så på gåturen og hvad der var ved de forskellige boder.
De kom hen til en bod som solgte smykker, hvor Philippa kiggede på nogle halskæder og Luce stod bare og nærmest stirrede ud i luften imens Philippa kiggede og fortalte hvordan halskæderne så ud.

Gabriel stod og snakkede med en ung shapeshifter, men holdte hele tiden øjne med tingene omkring sig. Han var ikke sikker på at han turde være her i byen. Herskeren i byen, Sean McGivens, og ham var ikke kommet ud af det med hinanden. Gabriel havde sendte mixet signaler, men langsomt var han begyndt at komme ind i spillet som leder og en del af politikken. Han begyndte at opfange latter og snak som gik mellem folk. Shapeshifteren gik videre og Gabriel fik øje på en par unge kvinder som stod ved en bod med halskæder. Med et venligt smil gik han hen til dem.

“God formiddag, frøkener. Ude for at nyde det gode vejr?” Spurgte han og så på dem. Den ene havde bind for øjnene, men flot sort hår, den anden havde rødt hår. Han kunne ikke helt bestemme hvem der var ældst. “Og burde to skønheder som jer gå helt alene?” Han så på de blå mærker på den ene skønheds arme og var nødt til at knytte hænderne. Han havde en trang til at heale dem, men han kendte dem ikke og vidste ikke hvordan de havde det med hans race eller om de kunne lide fremmede.

Luce var ikke lige den som gik særligt meget op i smykker, men det var Philippa til gengæld. Luce havde det stof om øjnene som Dust havde givet hende til festen der havde været på drageborgen i Dragons Peak for noget tid siden. Luce vidste ikke helt hvor længe siden det var for hun havde mistet tidsfornemmelsen siden hun var blevet blind.
Luce fik et chok da en stemme pludselig snakkede til hende. Hun syntes dog, at mandens stemme virkede meget sød alligevel, men hun havde ikke kunnet forberede sig på det da hun ikke havde hørt manden komme hen til dem. Philippa og Luce vendte sig imod manden. Luce smilede venligt da hun generelt var en kvinde som var smilende og åben overfor folk "Ja, det er om at nyde det gode vejr nu hvor det er kommet tilbage efter vi har haft en lang periode med meget dårligt vejr" sagde Luce venligt og smilede. Luce og Philippa grinte lidt da manden spurgte om de burde gå alene "Jeg kan ikke gå alene som de nok kan se og Philippa er rigtig god til at passe på mig" sagde Luce og smilede varmt til Philippa.
Philippa kiggede undersøgende på manden "Er de her fra byen? For synes ikke jeg har set dem her før?" spurgte Philippa nysgerrigt som havde været i Doomsville flere gange og nogle gange i flere uger for, at passe på Luce.

Gabriel smilede varmt. “Du har ret, madam. Jeg kommer ikke her fra. Jeg holder til på Devils Lagoon, men rejser rundt for at se om jeg kan finde flere fra min race. Jeg er leder for englene.” Sagde han og skiftede sit blik til den sorthåret. “Det beklager mig at de ikke længere kan se. Jeg håber at din veninde beskriver tingene så smukke som de er. Men jeg har ventet længe på at kunne flyve indover landet og se hvordan natten langsomt dækker byerne, eller om morgen, når solens første stråler vækker folk og lokker dem ud af deres huse.” Sagde han og hans blik blev drømmende. “Igennem alle mine år har jeg aldrig fløjet mere end jeg gør nu.” Hans vinger foldede sig ud, mens hans snakkede.

Han opdagede det hurtigt og foldede dem hurtigere mindre sammen. Han var ikke stolt af at de dukkede op sådan ud af det blå. “Det beklager jeg. Jeg kan ofte ikke kontroller dem hvis de har været gemt væk for længe.” Sagde han og kløede sig i nakken.

Philippa kiggede på manden og lagde sit hoved undrende på skrå. Hun var overrasket over, at manden havde rejst så langt for, at komme til Doomsville. Luce vidste dog ikke hvor Devils Lagoon på henne og lagde derfor sit hoved undrende på skrå "Så har de rejst meget langt væk, men det giver selvfølgelig god mening når de leder efter resten af deres race" sagde Philippa.
Luce smilede varmt til manden "Det er hun rigtig god til, men det er nu min svigersøn som har sørget for, at jeg har fået den hjælp jeg har behov for. Men det lyder ihvertfald utroligt smukt, at opleve det. Jeg nyder ihvertfald at mærke de første varme stråler fra solen når den kommer frem" sagde Luce med varme i sin stemme. Philippa havde smilt stolt da Luce fortalte, at det havde været Jake som havde sørget for at Luce kunne få den hjælp hun havde behov for. Philippa var nemlig stolt af, at være en del af Blackfire-klanen.
Philippa kiggede undersøgende på de vinger som kom frem på mandens ryg. Hun måtte indrømme, at de så rigtig godt ud. Hun smilte dog roligt for, at kvælde det grin som var på vej frem. Luce havde dog fnist en smule da hun hørte hvad manden sagde. Luce havde dog ikke helt styr på hvad det var som manden snakkede om "Nu ved jeg ikke lige hvad det var de ikke kunne kontrollere, men jeg har en ide om, at det var deres vinger har jeg ret i det?" spurgte Luce nysgerrigt "Men det er nok ikke værre end alt muligt andet man ser og oplever i denne verden så det skal de ikke være flov over" sagde Luce og smilede varmt til manden. Hun rakte roligt en hånd imod manden. Normalt ville hun ikke pga folks varslere, men siden hun fik det nye bind fra Dust der holdt hendes evne i skak havde hun nemmere ved, at hilse på folk "Jeg hedder forresten Luce Trieetence Dreadheart og hende ved siden af mig er Philippa Price" præsenterede Luce hende og Philippa. Hun smilede varmt til manden.

Gabriel dukkede hovedet og klukkede. “Mine vinger er ret store, og ofte føler jeg mig klodset, medmindre jeg har masser af plads til at strække dem fuldt ud.” Sagde han og så sig om, for at sikre sig at han ikke havde slået nogen omkuld. “Normalt vil jeg have fløjet, men efter en kamp, er min ene vinge stadig øm og musklerne er endnu ikke vokset helt sammen. Jeg ved at vi kan heale hurtigere, men jeg har hjulpet med at heale andre. Til tider en ulempe.” Han smilede bredere til dem. “En fornøjelse at møde dem, Madams. Jeg er Gabriel Winchester-Fiaz. Blandt min familie er jeg den omvandrende sol. Jeg giver skylden på min evne.” Han kunne ikke lade være med at klukke let.

Gabriel kunne ikke fjerne sine øjne fra hende der hed Luce. Han havde ikke set nogen med den hudfarve, men han kunne ikke lade være at finde den smuk og at den passede godt til hende. En sjælden farve til en sjælden rose, blev han enig med sig selv om. “Det kan være at jeg må slå følge med?” Spurgte han og lagde hovedet på skrå. “Det vil ærgre mig, at se to skønheder gå alene rundt. Hvem ved hvad der kan ske.”

Luce lyttede roligt med det manden fortalte om sin vinge. Hun grinte let. Hun havde så ikke selv problemer med at ikke føle hun havde plads, men hendes datter Rafaela havde problemer med halen da den jo ikke ligefrem var let, at have med at gøre. Philippa kiggede sig omkring og begyndte, at blive en smule utålmodig da hun havde et møde med de andre som havde ansvaret for Luce for, at sikre hvordan de bedre kunne passe på hende efter episoden der havde været nogle dage forinden og hun kunne ikke lade Luce i stikken og Luce havde sagt det var okay, at hun var alene hjemme i den tid, men Philippa ville heller ikke hive Luce væk fra nogen nye bekendtskaber.
"Jeg er ked af det med din vinge, men jeg tror på den nok skal komme sig helt efter den kamp de snakkede om" sagde Luce mildt og smilede. Luce stod og tænkte lidt over navnet om det var noget som sagde hende, men det lød ikke genkendeligt for hende overhoved "De har ihvertfald et meget flot navn synes jeg og deres stemme er også flot" sagde Luce og rødmede en smule selvom det var svært at se pga hendes specielle hudfarve.

Philippa lagde tydeligt mærke til måden Gabriel kiggede på Luce. Hun smilte let og rystede let på hovedet. "Ikke for, at være en lyseslukker, men Luce vi skal faktisk hjem nu da jeg skal til det der møde vi snakkede om" Sagde Philippa og kiggede skiftevis på Gabriel og Luce "Medmindre Gabriel måske vil følge dig hjem så jeg ikke kommer forsent?" sagde Philippa med en lille latter i stemmen. Luce havde ikke lyst til, at tage hjem for hun kunne godt lide at være ude og det kunne være hyggeligt eller nok mere spændende, at lære Gabriel nærmere, at kende "Altså hvis Gabriel har lyst så ville jeg godt kunne turde at lade mit liv i hans hænder imens du er til møde Philippa" sagde Luce og smilede skævt. Hun følte sig en smule akavet som hun havde fået sagt det, at hun gerne ville lære Gabriel bedre, at kende.

“Jeg skal med glæde eskorter denne skønne madam hvorhen hun så ønsker det.” Sagde han og rakte en ud for hende til at tage. “Og jeg takker for din kompliment. Men det er en skam at du ikke kan se dig selv. Du er hvad man, vil kalde en skønhed.” Sagde han og blinkede til Philippa. “Jeg skal nok holde øje med hende.” Sagde han og skiftede sin sværd rundt, så de hang begge på venstre hofte.

Han vendte sin fulde opmærksomhed mod Luce. “Er der noget sted som du helst ville være, eller skal vi gå en tur gennem markedet?” Spurgte Gabriel med en venlig stemme. “Der er cafeer med lækre drikke, eller vi kan gå i parken. Jeg tror at blomsterne er ved at springe ud.” Sagde han og begyndte at tænke, på hvad Luce kunne. “Dreadheart? Er du i familie med Rafaela?” Spurgte han og så på hende. Hovedet lå let på skrå. “Eller du kender måske Jake BlackFire og Rafaela? Jeg har kun mødt Jake en gang, men der er noget ved Rafa som får mig til at huske min tid som skytsengel.”

Luce smilede stille da Gabriel sagde, at han gerne ville eskortere hende derhen hvor hun ville. Hun tog stille imod hans arm og tog fat i hans overarm så hun havde en føling med, hvor han var hende samtidig med, at hun nemmere kunne fornemme hvor hurtigt eller hvor langsomt han gik. Luce smilede stille over komplimenten af hendes udseende "Selv tak. Jeg er også ked af, at jeg ikke kan se noget, men jeg tror på, at det er sandt når du siger det på den måde" sagde hun stille. Man kunne tydeligt høre på hendes stemme og se på hendes ansigt at hun var blevet glad for den kompliment.
Philippa smilte stille over Gabriel og Luce og nikkede tilfreds til Gabriel da han sagde, at han nok skulle tage sig af Luce for det var noget af det vigtigste fordi hun vidste, at Jake ville få et føl på tværs hvis der skete Luce noget igen "Tak skal de have og vi ses senere der hjemme Luce" sagde Philippa og gav Luce et hurtigt kram og et nik som tak til Gabriel før Philippa forsvandt.

Luce tænkte lidt over hvad hun selv ville og lyttede til de forslag Gabriel kom med "Hvad med at vi først går en tur i parken og derefter på en café og tager en kop te eller sådan noget derefter eller tage hjem til mig?" foreslog hun så de slog flere fluer med et smæk. Det gjorde også, at hun havde mere tid til, at lære Gabriel at kende ordentligt.
Hun fniste lidt over spørgsmålet angående Rafaela og Jake "Jeg er Rafaelas biologiske mor og kender også Jake helt fra mine unge dage og nu er han jo sammen med Rafaela. Det er også på grund af Jake at jeg har Philippa og nogle andre piger til, at hjælpe mig siden min servicehund er blevet for gammel. Philippa arbejder sådanset for Jake" fortalte Luce. Hun smilte lidt over, at der var noget over Rafaela som gjorde, at han huskede tilbage til sine skytsengle tid "Men det glæder mit moder hjerte, at der er andre end Jake og hans klan som vil beskytte hende" sagde Luce glad. Hun spekulerede lidt over hvor Gabriel kendte dem fra "Hvor kender du Jake og Rafaela fra?" spurgte Luce nysgerrig og havde sit ansigt vendt imod ham.

Gabriel begyndte at gå langsomt mod den store park som også var begyndt at blive fyldt med folk. “Jeg mødte din datter i Sunfury. Jeg havde et møde med en anden hersker der. Rafaela var ved at sætte ild til folk med sit blik, ikke rigtigt, men hun var ret sur. Jeg bød hende noget at spise og vi matchede ret godt. Vores fortid med vores familie er hvad der på en måde binder os samme.” Gabriel kunne nemt huske hvordan han mødte den unge drage og rystede smilende på hovedet. “Hendes fortid er ikke den bedste og hun er kun 214 år.” Han rystede på hovedet. Han havde brugte mange på at finde ud af om han kunne hjælpe dem.

“Jeg tog med Rafaela til Dragons Peak hvor jeg blev præsenteret for Jake BlackFire. Jeg bad ham og hans klan om hjælp til at sætte min bror på plads, og det passede dem fint. De har en blodskrig med klanen Fire. Noget med at to af prinserne blev dræbt og den anden konge kidnappet. Vi vandt, men jeg fik noget info som jeg stadig arbejder på.” Hans hjerne kørte stadig rundt for at bearbejde det han havde fundet ud. “Undskyld, du behøver ikke at få hele min livshistorie eller de problemer eller tanker som jeg har.” Sagde han mildt og gav hendes hånd et klem.

Luce gik roligt med ham imod parken og lyttede roligt til alt det han fortalte omkring hvordan han havde mødt Rafaela og om hendes vrede. Det undrede hende faktisk ikke, at Gabriel havde mødt Rafaela på et tidspunkt hvor hun var vred fordi Rafaela var generelt en meget vred person og hendes fortid havde ikke gjort det nemmere for hende. Luce havde flere gange troet, at Sakref var Rafaelas biologiske far netop fordi hun var meget som ham, men da hun havde nævnt det for Sakref for mange år siden om den mulighed havde han sagt, at han selv havde haft tanken og lavet en faderskabs test på hende for, at finde ud af om Rafaela var hans datter eller ej, hvor Sakref havde sagt til hende, at hun ikke var hans datter. Luce kunne godt mærke på Gabriel at det påvirkede ham på en eller anden måde, at snakke om Rafaela og hendes fortid, men hun sagde intet overhoved hun lod ham fortsætte med, at snakke om mødet med Jake og den kamp de alle 3 havde været ude på. Det havde ikke været en historie hun havde hørt før, men det kunne nemt haft lignet Rafaela og Jake at holde det hemmeligt for hende.
Hun havde roligt fulgt med ham og lyttet imens han snakkede. Luce var generelt meget åben og lyttende overfor andre og efter hendes fortid så var der sjældent noget som kunne overraske hende eller skræmme hende når folk fortalte hvad de havde været udsat for. Hun smilede venligt til ham og gav hans hånd et blidt klem da han sagde, at hun ikke behøvede og høre om hans tanker og livs historie. "Jeg lytter gerne til hvad du har oplevet og dine tanker omkring tingende" sagde Luce stille og gik foran ham og stoppede op så hun stod med fronten til ham "Ja Rafaela har haft en hård fortid. Jeg har ikke selv haft meget med hende at gøre da jeg adopterede hende væk til Sakref og Valiona da hun blot var nogle få dage gammel fordi jeg ikke var klar til, at blive mor fordi jeg selv har haft en hård fortid" startede Luce med, at forklare omkring Rafaela, hvor hun også kunne drage sin fortid med i det "Men hun er groet op og det gør mig lykkelig, at hun er fundet sammen med Jake som passer på hende og det gør mig også lykkelig, at du har taget dig af hende eller ihvertfald hjulpet hende en smule på vej" sagde hun stille og lagde en hånd hen mod hans brystkasse og kørte op så den lå ved hans kind "Men jeg vil til hver en tid høre på dine tanker og oplevelser for tror heller ikke helt på, at du har haft en nem fortid" sagde hun stille og tog sin hånd til sig igen. Hun bed sig lidt i underlæben og skulle til, at vende sig rundt så de kunne fortsætte gåturen.

Han svor at han kunne mærke sit hjerte vride sig i smerte for de to kvinder som han kunne mødt i dette år, men allerede havde et slags bånd med. “Det gør mig ondt at I har begge lidt så meget. Men sommetider er familie noget af den værste, men i sidste ende elsker man dem stadig.” Han gav et suk fra sig. “Mine tre ældre brødre er nogen af den værste, men jeg kan ikke undvære dem. Også selvom jeg har andet familie.” Han pustede tungt ud. “Til tider tænker jeg på hvordan det kunne være blevet hvis jeg var blevet Archangel før mine forældre døde. Så vil jeg selvfølgelig ikke have mødt nogen af jer.” Han lod en hånd hvile på hendes og så ud i parken.

“Jeg undre mig dog stadig over noget. Jeg fandt min brors bog over vores slægt og der står to linjer ud fra mig. Jeg kan bare ikke finde dem.” Han kløede sig i nakken. “Det er ikke nemt at være gammel og så ikke huske noget om at man har været sammen med nogen.” Han var ved at være træt af alle de ting som gik gennem hans hoved. “Til tider ville jeg ønske at jeg havde et simpelt liv, med en eller anden og så bare leve livet som det var.”

Luce stoppede dog op for, at gå videre og valgte istedet stå og lytte på det han sagde. Hun trak let på skuldrene over alt det de havde været igennem og hvor meget de havde lidt. Det havde været hårdt for dem begge på hver deres måde. Det havde krævet en del ofringer fra begge sider for, at få det til, at fungere.
Hun stod blot stille og lyttede til det han sagde. Hun gjorde ikke andet end at lytte og holde i hans hånd. "Det kræver mange ofringer og mange kampe, at komme igennem livet og blive stærkere" sagde Luce stille og kørte kort en hånd hen over sit ene øje udenpå stoffet. Hun trak vejret dybt "Men vi er alle blevet stærkere på den ene eller anden måde og jeg tror ikke du var nået så langt hvis du havde været en archangel inden dine forældre døde. Det er sørgeligt men er desværre også sandt" sagde Luce lettere vemodigt.
Hun stod og tænkte lidt over det han fortalte omkring den bog han havde fundet. Hun spekulerede på om det ville haft hjulpet ham eller givet ham fred, hvis hun brugte sine evne til, at hjælpe ham med det eller om han ville glemme det og leve det simple liv som han også ønskede sig? "Altså hvis det er kan jeg prøve, at se i din varsler om den del af dit liv hvis du ønsker det? Eller om du vil lade det forblive en gåde og prøve, at skabe et nyt og mere simpelt liv?" sagde hun stille. Hun ville ikke bruge sin evne på ham uden han selv ønskede at kende den del af sit liv.

"Det er om den døde kronprins af klanen BlackFire. Seuzan Legian. Jeg har på fornemmelsen af jeg har hørt det navn før. Jeg havde en one-nightstand med en kvinde hun hed godtnok Dawn, men der er noget som virker meget bekendt ved det navn." Gabriel havde brynene rynket. Og hvis Seuzan var hans efterkommer, så hvorfor to linjer? "Jeg er bekymret om min familie ved noget som jeg ikke ved, og jeg undre mig også om denne Raco Fire ved noget som jeg ikke gør." Han så hen mod en cafe som lå i parken. "Der ligger en cafe lige herovre. Det ser rimelig god ud og virker til at have åbent. Vi kan gemme den til senere og så gå ned i kirsebærlunden. Blomsterne skulle være sprunget. De dufter så godt som de er flotte." sagde han og lagde en hånd på hendes. "Men jeg vil rigtig gerne mine varsler. Hvis jeg har en arving som ikke kender til sin fortid eller sin slægt, så vil jeg gerne se om jeg kan gøre noget. Men jeg er også fristet til at have et simpelt liv, men det står vist ikke i jobbeskrivelse som raceleder, gør det?" spurgte han og gav en klukken fra sig. "Indtil jeg har fundet nogen som vil hjælpe mig, er jeg ret alene. Der er ret langt at rejse fra Devils Lagoon til fastlandet." Han foldede sine vinger lidt mere ud, så de ikke var total sammenpresset.

Folk vendte sig om for at se på dem. De kunne ikke lade være når de så en engel og en kvinde med lilla hud gå forbi. De var noget specielle, den ene med gyldne vinger og den anden med lilla hud som sagt. Mange af de unge drenge så på de to sværd med sult eller nysgerrighed. De havde ikke noget lignende før, og enkelte tænkte om de kunne få fingrene i de to sværd.

Luce lyttede roligt til det han sagde. Hun havde hørt navnet Seuzan før, men hun kunne ikke helt huske hvornår eller i hvilken sammenhæng. Men hun havde en ide om, at hun havde hørt det fra Jake eller Taliia, men eftersom Luce ikke var sikker ville hun ikke spille klog på det og valgte istedet blot lytte på det Gabriel havde på hjertet.
Luce smilede stille til ham "Jeg tror dem der er klogest, at spørge er Jake eller Raco omkring Seuzan og den del af familien" sagde Luce roligt og smilede stille til ham. Luce lyttede stille til lydende der kom fra parken. Folk der snakkede omkring dem, fuglene der fløj rundt.
Luce smilede venligt til ham og nikkede stille da han snakkede om cafeen og kirsebærlunden "Jeg synes, at det lyder som en rigtig god ide" sagde hun stille og smilede roligt til ham. Da han tog fat i hendes hånd holdt hun fast i hans. Hun gav hans hånd et lille klem og fniste kort og rystede på hovedet da han snakkede om jobbeskrivelsen som raceleder "Jeg vil gerne se din varsler og give dig et klart svar, hvis du har lyst til det på et senere tidspunkt og at leve et simpelt liv står ingen steder som muligt, men det kommer an på hvor meget man vil ligge i det og hvad der er simpelt for en selv" sagde Luce stille med en opmuntrende klang i stemmen. Hun smilede stille til ham "Hvis jeg var dig så spørg Jake og Rafaela om de vil hjælpe dig. Dem har du jo rejst en del med og du ved hvordan de er under pressede situationer" sagde Luce. Hun var dog ikke helt tryg med, at sende sin datter ud på eventyr der kunne have fatale følger, men hun vidste også at Rafaela nok skulle klare sig når det kom til stykket.

Luce fulgte roligt med Gabriel ned til kirsebærlunden. Hun syntes at det var dejligt, at mærke solens stråler imod sin hud og vinden der legede med hendes hår og fik alle de forskellige dufte fra træerne, græsset og alle dem der var i parken imod hende. Luce ignorerede sådanset alle de blikke hun følte imod sig fordi hun var van til, at folk gloede på hende når hun gik.

Gabriel brummede tænkende. "Så skal jeg flyve til deres ø eller byen. Det bliver nok ikke før om et par dage." sagde han og så på hende. Der var noget vækkede noget i ham. Noget som han ikke havde følt længe og det skræmte ham på en måde. Han havde ikke rigtig haft nogen som han brød sig om eller fandt spændende. Men denne Luce var noget som Gabriel ikke havde set før i hans lange livstid. "Jeg orker næsten bare ikke at flyve mere. Jeg har ofte ikke noget mod det, men med min vinge og at jeg sjældent møder godt selskab, virker det ikke ligefrem tiltrækkende." Han trak på skuldrene og så op mellem træerne. En blid vind fik mange Sakurai-blomster til at blidt dale ned. De lagde sig som et lyserødt lag på jorden. Han rakte hånden op og fangede en blomst.

"Jeg elsker at se når disse blomster springer ud. De har sådan en dejlig duft, og den the man kan lave med dem. Jeg har aldrig oplevet noget bedre, desværre kan man kun få den damn the et sted, og jeg har ikke lyst til at forlade denne by endnu."

Luce stod stille og nød de forskellige dufte der var omkring hende. Hun kunne dog ikke genkende alle dufte omkring hende, men det var ikke det som var vigtigst for hende det var mere det, at hun var ude og havde mødt en ret spændende fyr. Hun havde dog ikke set ham så det var jo ikke hans udseende eller det han var raceleder som havde tændt noget i hende. Det var nok mere hans personlighed som havde fanget hendes interesse.
Hun lyttede stille til ham og smilede stille "De befinder sig nok mest i Dragons Peak for det meste" sagde Luce roligt. Hun kunne godt høre på ham, at han prøvede at finde på undskyldninger for, at undgå at tage afsted, men det gav ihvertfald mening for hende, at han først ville tage afsted når hans vinge havde det bedre. Hun fniste lidt da han snakkede om et godt selskab og ikke orkede at tage afsted "Jamen så bliv i byen lidt længere og hold kontakten med det gode selskab du har mødt" sagde hun stille og smilede roligt til ham. Hun ønskede på en måde også at lære Gabriel mere at kende og hun vidste at det krævede han blev i byen og ikke rejste væk fra hende, men hun havde samtidig svært ved, at indrømme det da han jo havde sine forpligtelser.
Luce lagde sit hoved undrende på skrå og kiggede på ham da han begyndte, at snakke om en blomst og om en the som man kun fik et sted. Hun vidste ikke helt hvad han snakkede om "Hvad er det for en blomst og hvad er det for en the du snakker om?" spurgte hun nysgerrigt. Hun nussede kort hans håndryg med sin tommelfinger, men stoppede ret hurtigt igen.

Gabriel vendte sig mod hende og tog hendes hænder. "Det kommer an på om dette gode selskab vil lade mig." sagde han og kyssede hendes håndryg. "Og disse blomster, kirsebærblomster, og det er en forårs-the. lavet på blomster fra foråret og start sommer." sagde han og satte forsigtigt en blomst i Luces sorte hår. Han havde en fjoget smil om læberne. Han kunne ligeså godt indrømme det for sig selv, han var forelsket. Rundt omkring dem gik der mange par sammen og mange så ud til at være nyforelsket. "Så det passer at blomsterne står for fornyelse." mumlede han for sig og lagde hendes hånd på hans arm igen.

Det vet var ikke mange som troede på at de kunne finde den rette, mange troede ikke i det med soulmates. Gabriel kunne være ligeglad, hvis bare han kunne snakke med Luce og gå ture med hende. "Hvad med at du giver Philipa fri, og jeg eksoter dig rundt her i byen? På den måde behøver jeg ikke at undvære dit selskab i de dage jeg er her?" Gabriel kunne ikke lade være med at klukke og smile bredt.

Hun smilede stille da han tog begge hendes hænder i sine. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun kiggede sådanset kun ligeud og ikke op imod hans ansigt. Det gjorde hun aldrig da det jo alligevel ikke ville give nogen effekt for hende eller for modparten. Hun smilede stille og nikkede "Selvfølgelig vil jeg lade dig holde kontakten til mig" sagde hun stille. Hun fniste lidt da han kyssede hendes håndryg.
Hun lyttede stille til det han fortalte om blomsten og theen. Det var længe siden hun havde set kirsebærblomster. Det var faktisk over 200 år siden hun sidst havde set noget generelt. "Hvis jeg husker rigtigt var det en meget smuk blomst. Har dog ikke set en i over 200 år" sagde hun stille. Der var lidt tristhed i hendes stemme, men hun smilede dog alligevel. Efter han havde sat blomsten i hendes hår havde hun let kørt en hånd hen af håret imod blomsten for, at mærke hvad det var han havde lavet. Hun smilede sødt til ham "Er jeg flot nu?" sagde hun med en latter i stemmen.
Luce tog fat i hans arm igen da han havde ført hendes hånd til hans arm. Hun smilede stille og klemte lidt på hans overarm for sjov og smilte stille for sig selv.

Hun blev kort lettere forvirret da han foreslog, at hun gav Philippa fri et par dage og han så var der. Hun vidste ikke helt om det var nogen god ide, men samtidig så ville hun gerne lære Gabriel bedre, at kende og det var jo den ideelle chance og hun ville jo helst undgå, at være afhængig af Jakes folk hele livet selvom han hellere end gerne hjalp hende alt det han kunne. Hun stod lidt og tænkte over Gabriels forslag og smilte til ham efter lidt tid "Lyder som en god ide faktisk" sagde hun stille og smilede flovt til ham.