urter,urter,falden engel, urter..FALDEN ENGEL?? AAARGH!! er de ikke farlige? o.o - Patch

Tid: 11:34
Omgivelser:ikke rigtig nogen udover Arietta.
sted: i hjertet af the forest nær hytten.
vejr: høj solskin, det burde være bagende varmt men under trækronernes tætte blade kommer varmen ikke rigtigt ind, så det er en behagelig kølig temperatur nede på skovbunden. luften er let fugtig.
på: http://plexpedia.com/_upl/edithvictoryg-orig.jpg

Ariettas blonde hår hang hende ned til lænden. hun blev nogle gange kort forvekslet for at være en elver, hvilket hun intet havde i mod. Hun fandt elverne utrolig smukke og fascinerende. en lysende glød i hendes aura var altid omkring, det havde et blåligt skær og især om natten så det smukt ud.
En blomsterkrans af hvide liljer lå om hendes hoved imens hun ledte skoven tynd for alle mulige planter, blade, rødder og hvad der nu ellers kunne være af spiselige ting.
Arietta nynnede en melodi hun havde lært da hun var helt lille, en melodi der på en eller anden måde mindede hende om havet. hun forstod ikke sin tiltrækning til vand, hendes evne havde også noget med vand at gøre. hvorfor?

Påklædning: Klik

Åh gud. Om han fattede at folk gad og bruge deres tid i skoven! Han sukkede irriteret og knækkede en gren der stod i vejen for ham. Altså, den var foran ham og hvis han havde fortsat lige ud, ville den ramme ham. Hvilket han ikke gad. Så derfor knækkede han den og kastede resten af den væk. Han rystede svagt på hovedet og gik videre. Okay, han havde sluppet Dominic fri og hvor knægten var nu, anede han ikke. Han var ærlig talt også ligeglad. Han kørte en hånd igennem sit hår og smilede kækt da han kunne se en skikkelse ikke så langt væk fra ham.
"Hejsa." Han var tæt nok på hende til at hun ikke kunne undgå at høre ham. Han lagde hovedet lidt på skrå.

En stemme lød og hun kiggede roligt op, hun blev ikke rigtig forskrækket. Hun havde aldrig været en person der hurtig lod sig skræmme, eller var bange, hun så de skræmmende ting som smukke og fandt dem fascinerende i stedet.
Hun smilede venligt og blidt til manden. han var smuk og hans udstråling viste hende at han var en af de faldne. men det betød intet for hende hvad man var, for hende betød racen intet men det gjorde ens personlighed."Hej"svarede hun med sin lyse stemme der nærmest flød over af al hendes uskyld. den var tryllende,kærlig og varm, en stemme man forbandt med tryghed. hendes ansigt strålede let hvidblåligt, det var ikke altid til at sige hvilken farve der viste sig mest, det var nærmest som om farverne strålede om kamp på hendes små kinder. "Hvad hedder du?" spurgte hun og plukkede en blomst som hun roligt lagde ned i kurven.

Patch betragtede skytsenglen nøje. Hendes udstråling, hendes fært, røbede hvad hun var. Han havde hænderne i bukselommerne. Han lagde hovedet lidt på skrå, mens han holdte øje med hver bevægelse hun lavede. Han var slet ikke bange for hende, for guds skyld, hun var en skytsengel og så uskyldig ud. Hun kunne sikkert ikke finde på at skade nogen som helst. Ynkeligt... Han smilede roligt til hende.
"Jeg hedder Patch." Hendes efternavn kom ikke hende ved. "Og du? Hvad er dit navn?" Selvom han fandt det lidt sært at sige sit navn allerede, til en fremmede, så var det da fint nok... Han så på hendes kurv. "Samler du blomster ind?"

hun smilede blidt. hun vidste godt selv at hun ikke lignede nogen skytsengel, og ingen regnede nogensinde med at hun ville blive en. men ingen vidste at hun ville blive en perfekt skytsengel en dag.
Hun smilede bare roligt til ham, folks meninger om hende havde aldrig interesseret hende specielt meget, de var alle forudsigelige og ens.
Hun betragtede ham kort og smilede stadig"Arietta"sagde hun med et uskyldigt fnis inden hun stak hånden ind i tornebusk og forsigtigt trak nogle smukke mørkerøde roser ud. hun lagde dem ned i kurven til de andre ting."det kan du godt sige jeg gør"svarede hun på en fraværende måde. Arietta havde lært at lave helt almindelige blomster som roser om til gift. enten dræbende eller midlertidig svækkende. det var en stor fordel for hende da hun jo var for sig selv ude i skoven og kun en pige.
Hun begyndte roligt at nynne igen"hvad laver du herude i skoven?"spurgte hun nysgerrigt og kiggede på ham. hun blev nysgerrig over det han var. hun vidste ikke rigtig hvad en falden engel var i princippet, udover at de var faldet."hvad vil det sige helt præcist at være en falden engel?"spurgte hun og kiggede direkte på ham. hun var ikke genert, hun havde ikke lært at være genert. de grå øjne skinnede nysgerrigt.

Et kort øjeblik overvejede han bare at smutte. Altså bare gå. Uden at sige noget. Jep, det ville være normalt gjort af ham. Han ville nok ikke engang undre sig, hvis andre gjorde det ved ham. Altså, bare gik. Uden videre. Han smilede kækt da hun fortalte ham hendes navn. Patch var typen der tit havde et kækt smil om læberne. En kæk bemærkning lå også altid klar, når en skulle sættes på plads.
"Arietta, det er et pænt navn." Nej, han flirtede ikke. Han kommenterede bare hendes navn, intet andet. Han fulgte hendes hånd med øjnene da hun stak hånden ind i en tornebusk. Burde det ikke gøre ondt...? Nå. Ligemeget. "Hvorfor samler du blomster ind?" Han så spørgende på hende.
Hvad han lavede herude? "Jeg går en tur." Han foldede armene bag nakken og strakte sig. Hendes spørgsmål fik ham til at hæve øjnebrynet. "Det vil sige at Gud ikke bryder sig om en, og mange af os er onde. Eller flabet. Vi kan godt lide at pisse på guds ord.Vi er ikke hellige, vi kan ikke tåle det hellige." Han smilede kækt. "Og vi er dragende."

Hun smilede bare blidt for sig selv og nikkede"tak"svarede hun inden hun førte en lang lys lok om bag øret. det havde hængt og dinglet foran hendes øjne.
"mange blomster er ganske uskyldige og harmløse i deres oprindelige tilstand, men hvis du ved hvordan du skal bære dig ad med dem, kan de være dødsensfarlige"svarede hun med et lille smil og stadig en smule fraværende. hun kiggede på ham og tog en rose op fra kurven med den hånden der nu havde rifter over det hele"tag nu denne rose, det farligeste ved den er normalt tornene på dens stilke, men efter et lille besøg i min hytte og den kan få dig til at sove de næste 8 timer, eller gøre dig lam resten af livet."svarede hun med den lyse stemme der udstrålede hendes ungdom.
roligt lagde hun rosen ned i kurven igen, men hendes hoved strøg op med et da hun hørte kviste på buskene svagt bevæge sig, som om en person sad bagved. lige så stille faktisk utrolig lydløst trak hun sig om bag et træ ved siden af hende, det var umådelig bredt og hun gjorde det imens hun nynnede lavt en lille melodi, hun nynnede ofte for at berolige sig selv.
Lyden af mænd der væltede ind over buskene mod Patch og der hvor hun havde stået for få sekunder siden kunne tydeligt høres. hun bredt forsigtigt sine vinger ud og fløj så lydløst hun kunne op på træet første gren der var omkring 2 meter over jorden. Kurven hang hun på en lille gren og betragtede menneskerne under sig.

Patch lagde armene over kors. "Så lidt." Han så sig kort omkring. Skoven havde aldrig rigtigt været hans yndlings sted, langtfra. Han brød sig ikke om skoven. Så hellere en kro hvor han kunne overnatte for en dag. Det var meget bedre. Der var også øl, mad og... Ja, piger.
Han så fascineret, falskt, på rosen hun viste frem. Han var en fantastisk skuespiller, det var næsten umuligt at se at han spillede skuespil. "Det lyder....Ikke ligefrem rart. Så, du er teknisk set, en skytsengel der udøver alkymi?" Han hævede et øjnebryn, spørgende.
Han hørte svagt nogle lyde, men han var alt for optaget af at tænke. Tænke på hvor fanden i helvede Dominic dog kunne være. Og så blev han revet væk fra sine tanker da Arietta forsvandt. Hvad fanden? Han så rundt, oooog.. Fik øje på nogle idioter klar til at overfalde ham, hurra!
"Hey gutter." Han smilede kækt til dem. Så brugte han sin evne. De skulle vende om. De havde intet at gøre. Lige så snart de vendte ryggen til ham, løb han ind mellem træerne. HAn kravlede op i et træ, uden at bruge sin vinger, og ventede på at fyrene gik.

Hun betragtede ham og følte der var noget falskt over ham da hun fortalte ham om blomsterne, hvilket sårede hende lidt, for hvorfor skulle han dog spørge hvis han alligeve ikke interesserede sig for svaret? verdenen omkring hende og de væsner der levede i den havde hun aldrig forstået, det spil de spillede hvor ingen rigtig kendte reglerne, og alligevel gjorde de. hun havde det bedst i det kloster hun var opvokset i, et kloster der ikke lå langt fra hendes hytte hvis hun skulle bruge for hjælp. hendes aura afslørede altid hendes mindste følelser, og man kunne mærke at den var blevet en smule trist.
hun betragtede ham bruge sin evne, hendes egen evne havde hun altid fået af vide af nonnerne hun skulle holde hemmelig, for hvis folk kendte til den ville de bare forberede sig på den hvis de trængte hende op i en krog..hvordan man skulle forberede sig på at holde alle vandforbindelser væk fra hende vidste hun dog ikke, men hun havde lovet at tie stille omkring det.
Hun blev lidt overrasket over at mændene kommet tilbage, og med et havde hun sneget et lille bambus rør frem fra ærmet og sat giftpile i hvorefter hun utrolig hurtigt skød dem i nakken på hver og en af dem helt perfekt. det eneste man hørte fra dem var de tunge bump da de døde faldt sammen. Hendes blik gled hen over dem med et sørgmodigt skær og hun bad en bøn for hver af dem med hænderne mod hinanden og lukkede øjnene, hun havde fuldstændig glemt patch.

Han fornemmede at hun blev mere trist. Han sukkede indvendigt. Okay, så hun var en af de der total overfølsomme nogen... Åh du godeste. Han kløede sig i nakken, ude af stand til at vide hvad han lige skulle sige til hende. Så han valgte ikke at sige noget.
Selvfølgelig kom de tilbage. Evnens virkning varede ikke evigt. Men Patch havde fået nok tid til at gemme sig, så det var fint.
Så var han ved siden af hende, oppe i det træ hun var ved.  "Hvad laver du?" HAn hævede et øjnebryn og så spørgende på hende.

Hun betragtede ham da han pludselig var tæt på hende hvilket fik hende til at føle sig usikker. hun havde intet i mod mænds selskab, men hvis de kom for tæt på følte hun at hun var ved at gå imod sine valg til gud. hun havde altid båret kyskedhedsbælte fra hun blev frugtbar. hendes hvide vinger vippede en smule uroligt omme på hendes ryg selvom de var lukket sammen"Jeg følte du var i fare så jeg dræbte dem"svarede hun og rykkede sig væk, for at kunne trække vejret med bedre samvittighed."også sørger jeg for at de finder vejen til guds rige, hvis de har fortjent at komme dertil...Hvad laver du?"hun sagde det roligt og kørte håret om bag hendes ører, det sidste var et spørgsmål til hvorfor han var så tæt på hende lige pludselig.

Patch kunne fornemme på hende at hun følte sig usikker, men han forstod ærlig talt ikke hvorfor. Han så spørgende på hende, han forstod ikke... Hans rigtige navn var faktisk Walter, Walter Lenion Capriano. Men det vedkom ikke andre. Walter passede ikke rigtig til ham, han havde fået navnet Patch af en ret sjov grund. Han havde tævet en fyr, så meget at det nærmest var patchwork at få orden på fyrens dele. Så var de begyndt at kalde ham Patch. Hvilket egentlig var ret så morsomt, syntes Patch. Så han havde taget navnet til sig, og smidt Walter ud. Han rynkede på panden da hun rykkede sig væk. Hvorfor nu det...? "Hvorfor ville du redde en falden engels liv? Jeg har gået imod guds vilje." Ingen vidste hvordan Patch var blevet falden engel, for det havde ikke raget nogen. "Det har de ikke." SNerrede han og så på mændene. "Hvad jeg laver? Ikke noget. Jeg spurgte bare hvad du lavede?" Han hævede et øjnebryn over hende.

Hun betragtede ham kort inden hun lod blikket glide over mændene hun lige havde dræbt"er du ofte oppe og slås?"spurgte hun roligt og betragtede de døde mænd. hendes vinger gned sig lidt op af hinanden som om de kradsede hinanden for at klø sig. hun rystede sig kort og et enkelt fjer dalede ned fra træet de sad i. hun kiggede fascineret efter det og lod sig så falde ned fra træet med vingerne spredt ud. en kvist knækkede under hende da hun igen stod på jorden, og hun kiggede op på ham imens hun foldede vingerne ind igen. Hun smilede et mystisk og ret fraværende smil"fordi du er faldet, man hjælper dem der falder"hun sagde det med et blidt skuldertræk og begyndte igen at nynne for sig selv."om du så var dæmon, varulv,vampyr, lucifer ham selv, var du i knibe ville jeg hjælpe, de mænd der hjalp jeg ikke, og det sørger jeg over jeg ikke gjorde, jeg brugte de forkerte pile"svarede hun og virkede med et trist. giftpilene havde hun altid på sig men hun ville aldrig bruge dem medmindre det var højest nødvendig. desværre blev hun nogle gange forvirret over den røde og blå farve pilene bar. den blå farve var sovemedicin imens den røde var den der dræbte. men hun havde det med at ryge tørrede blade der havde forskellige virkninger, og det var ikke lang tid siden hun sidst havde røget, faktisk kun 4 timer siden, så virkningen måtte have forvirret hende."det var ikke min mening at dræbe dem, men sket er sket, og jeg får intet ud af at fortryde det, jeg må bare sørge over det i stedet."sagde hun roligt.

Om han ofte var oppe og slås? "Ja, næsten hver dag. Hvorfor?" Han så spørgende på hende. Hvorfor ville hun dog vide sådan noget? Det gav ingen mening for ham. Da hun var nede på jorden igen så han først bare på hende. Så smilede han kækt og hoppede ned. Da han ramte jorden med begge fødder foldede han sine prægtige sorte vinger ud. Mest for at vise hende at sådan så de faldne engles vinger altså ud.
"Jeg faldt af en grund du ville hade. Du ville direkte frygte mig." Et mystisk glimt, et ret skræmmende et faktisk, viste sig i hans blå øjne. Så smilede han kækt og den samme glød af charme viste sig i hans øjne. "Så, du tog de forkerte pile?" Han så spørgende på hende.
Han gik hen til hende og hans ene sorte vinger lagde sig blidt om hende. "Hey, ikke så trist. Sket er sket." Han smilede venligt til hende.

Hun betragtede ham roligt"hvorfor?"spurgte hun nysgerrigt."det kan godt være du er en falden engel, men du behøver jo ikke opføre dig så slemt som muligt af den grund"sagde hun og man kunne høre hun ikke forstod han havde så meget vold i sit liv.
Hun betragtede nysgerrigt hans vinger, de var faktisk ret flotte i sort, men ikke noget hun nogensinde ville ønske at have. den hvide farve tiltrak hende dog mest. Hun grinede blidt nærmest som lyden af et smukt klokkespil."jeg bliver ikke så hurtig skræmt, fortæl mig det!"sagde hun nærmest bedende, hun blev hurtigt nysgerrig og nu ville hun gerne vide hvorfor han faldt. Hun lagde ikke rigtig mærke til det kække smil og hans charme, og alligevel ubevidst fik det hende til at smile lidt."ja de forkerte pile.. Jeg håber inderligt de ikke havde familier at forsørge!"sagde hun med en nærmest kærlig stemme og begyndte så at bede for deres familier, bad gud om at tage hånd om dem og guide dem gennem livet. hun sluttede med et lille Amen.
Hun blev lidt overrasket over hans sorte vinge omkring hende, og hun kunne mærke hans aura som var det hendes egen"jeg er ikke trist jeg sørger bare, det er respekt for de døde jo"svarede hun og blev nærmest forundret over at han ikke vidste det? eller i hvert fald ikke viste han vidste det.
En lille blå fugl kom svævende ned mod dem og Arietta smilede blidt til den, da den satte sig på hendes skulder. en blid kærtegnende finger gled over dens smukke blå fjerdragt og en smuk men kort sang kom fra den næb.

"Fordi det jeg gør i dagligdagen gør andre vrede." Svarede han roligt med et skævt smil. Han hævede et øjnebryn. "Jeg er født sådan her." Nå så hun havde et problem med hvordan han var... Hm. Han så kort væk. " eller også har jeg udviklet mig til at være sådan her gennem mine oplevelser." Han kiggede på hende igen.
Hans ansigt blev koldt og mørkt. Hans øjne fik en truende kold glød i sig, over hendes spørgsmål. Hans kæber blev spændt. "Jeg har ikke fortalt min historie om hvordan jeg blev falden til nogen. Og det har jeg heller ikke tænkt mig. For historien kommer ingen ved." Hans stemme var mere dyb, truende. Så blev hans ansigt venligt og åbent igen. Han havde den charmerende glød i øjnene igen. Han smilede kækt. "Men den ville med garanti skræmme dig." Han grinede svagt.
"Det tror jeg ikke de havde." Sagde han og trak på den ene skulder. Han skar ansigt da hun bedte. Uadr, engle og deres Gud..
Han fik trukket hende tættere på sig ved hjælp af vingen. "Hvorfor vise respekt for dem når de har dræbt hundrede andre?" Han så spørgende på hende.
Han så nysgerrigt på den yderst smukke fugl. "Hvem er det?" Spurgte han blidt.

Hun kiggede på ham, nysgerrigt"og hvad er det dog du laver i dagligdagen?"spurgte hun blidt. hun betragtede ham roligt"forkert! du er ikke født til at være, hvad end du nu er i dag. det er et valg vi tager, måske ikke bevidst men udfra den måde vi er blevet opdraget på, de erfaringer vi har, udfra vores lyster og ønsker, ud fra det vi måske er blevet fristet til at gøre. de ting er grund til det vi er i dag, intet andet. ogsådan er det for alle væsner i denne verden."sagde hun roligt og blidt, men bestemt selvom det måske bare var sødt at hun var og lød bestemt.
Hun kiggede blidt på ham, selvom han hidsede sig op blev hun ikke bange, hendes emne var så smart at hun ville kunne "forsvinde" uden han kunne se hende også stikke af hvis det skulle være tilfældet."du behøver ikke hidse dig op over det, jeg spørger jo bare, et nej er et nej, dem tager jeg ikke så tungt."svarede hun blidt inden hun roligt begyndte at gå."end ikke nu formår du at skræmme mig, og hvad end du har gjort for at falde kan det heller ikke skræmme mig. mange skræmmende ting sker i verdenen, men de skræmmer mig ikke rigtig, det hele er en del af guds verdensbilled, hvis han ønsker tingene skal være skræmmende så lad dem være det, men jeg vil ikke lade mig skræmme mig af dem, for det er ham der har sat dem på denne jord."sagde hun, ikke mange ville forstå meningen af disse ord hun sagde og hvis han heller ikke gjorde ville det ikke komme bag på hende, men hun ville heller ikke forklare det dybere, han var vel også ligeglad, for han kunne jo sikkert ikke lide hendes gud mere.
"men du er stadig ikke sikker på om de havde, sultende børn kan gøre mænd til de mest brutale og voldsomme mænd"svarede hun med et lille smil. hun kiggede på ham da han trak hende tættere på sig, det gjorde hende ikke så meget, men hun forstod bare ikke hvorfor hun skulle tættere på, de kunne jo fint snakke sammen?"fordi jeg ser det gode i alle! og på den måde ser jeg hvordan alle fortjener en bøn på vej mod skærsilden."svarede hun blidt. Hun smilede til fulgten"hvem det er? det er en fugl, jeg plejede den da den var en unge fordi den var faldet ud af reden for tidligt og derved brækket vingen, og da den var vokset op og vingen helet, blev den hos mig i stedet for at flyve væk"svarede hun med et smil stadig i mens hun kiggede på fuglen.

Patch hævede et øjnebryn. "Mange forskellige ting, der ikke er helt lovligt." Mumlede han svagt. Det hun sagde gav ikke rigtig nogen mening for ham, og hvad ragede det egentlig hende? OKay, han lyttede kun til det halve af hun sagde. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Hør, Arietta, vi er alle sammen blevet født af en grund. Min grund er vis. Jeg er født for at gøre andre fortræd." Han smilede kækt, men et koldt glimt var i hans øjne.
Det var egentlig heller ikke meningen at det skulle gøre hende bange, det var mere hans reaktion når folk ville vide noget om ham. "Jeg hidser mig ikke op." Mumlede han og lagde armene over kors. "Du snakker for meget." Mumlede han tvært, og så væk.
Patch trak på den ene skulder og lagde hovedet lidt på skrå. "Det er dumt at se det gode i alle, mange vil overraske dig, hvis du gør." Sagde han blot. Han så på fuglen. "Så den kan lide dig." Han smilede kækt.

Hun kiggede på ham"hvorfor vælger du ikke at gøre noget, ikke godt men heller ikke ulovligt? bare noget normalt? man behøver jo ikke at gøre dårlige ting bare fordi man er falden engel, man kan vel godt gøre normale ting ? som ikke er ulovelige?"spurgte hun. hun kiggede på ham og rystede let på hovedet"nej der er ikke en grund til vi alle er blevet født. vi har den frie vilje til selv at bestemme!"sagde hun blidt og rystede blidt på hovedet så det lange blonde hår let dansede og hoppede fra side til side."jooh du hidser dig lidt op, men lad nu det ligge"sagde hun roligt. Hun smilede bredt til ham"ja jeg gør"svarede hun bare. Hun smilede til ham som svar på at fuglen kunne lide hende inden hun henledte sin opmærksomhed på den igen. hun lod en finger glide forsigtigt over dens smukke fjerdragt og derefter forlod den hendes skulder og fløj væk mellem træerne.

Patch hævede et øjnebryn. Ja, hvorfor gjorde han ikke det? "Fordi det er kedeligt. Jeg kan godt lide det jeg laver." Han overvejede dog at stoppe med at kidnappe andre, for det bragte ham selv i fare. Han kunne samle informationer og snigmyrde andre, det var let. Især når han havde ansatte. "I denne verden skal man passe på sig selv, og den eneste måde man kan gøre det på, er ved at gøre brug af sin evner eller bære våben." Han smilede kækt.
"Fri vilje er noget dejligt noget, men vi er skabt til at gøre noget. Der er en grund til at jeg er født, der er en grund til du er født. Den frie vilje gør at vi kan vælge vores beslutninger selv, om vi vil omfavne vores skæbne med åbne arme, eller ignorere den." Han trak på den ene skulder.
Han rystede på hovedet, han havde ikke hidset sig op. Nå, ligemeget. Han hævede et øjnebryn og foldede vingerne ind til ryggen igen, så de forsvandt. "Nå, jeg takker for din hjælp." Han smilede roligt til hende.

Hun kiggede på ham"jamen hvad er det du laver?"spurgte hun med et smil, hun ville ikke dømme ham for hvad end han lavede, hun ville måske kommentere det, men hun ville forholde sig neutralt til det. hendes holdning var normal neutral til alt, for alle havde deres grunde til det de gjorde og lavede, ting var sket som havde ført dem og gjort dem til det de var. hun betragtede ham roligt"jeg har aldrig gjort andre ondt med vilje, det har altid været uheld, som nu, med mændene. men at bruge mine evner mod andre kunne aldrig falde mig ind!"sagde hun blidt. hun betragtede ham som han rejste sig, og hun fik fornemmelsen af at hun nu ville have ham mindre som selskab for denne dag, ikke at hun havde noget i mod det, hun følte en mærkelig tilknytning til ham, en følelse af at han havde brug for hendes beskyttelse."Det var så lidt" hun tog kurven og begyndte roligt at gå i den retning klosteret lå. hun skulle til messe også plejede hun at blive der til mad og måske et bad. nogle gange overnattede hun der for at kunne gå tur i den smukke have om natten."Farvel Patch, pas på dig selv. Vi ses nok snart igen"sagde hun med et lidt fraværende smil.

Patch trak på den ene skulder. "Kommer ikke dig ved, beklager."  Han smilede roligt til hende og lagde hovedet lidt på skrå.
"Javel ja," var hans svar på det. Han havde ikke mere at sige omkring det. 
Han så spørgende på hende da hun begyndte at gå. Han undrede sig over hendes ord. Ses snart igen? Vent, skulle de mødes igen? Jamen, hvorfor?! Han var forvirret.
"øøøh..Ses?" Han hævede et øjnebryn og begyndte selv at gå.
Normale engle var altså forvirrende.

//Out.