Du er en Drage, et menneske.. Men alligevel ikke som mig? - Ancalagon

Tid:19:34
Omgivelser:ikke ret mange, de fleste er på vej hjem til bjerget fra Humvita, eller andret nærtliggende steder, tvillingernes barnepige.
Sted: Lige uden for portene ind til Thorban.
Vejr:skyfrit, kølig efterårs blæst, det er blevet mørkt.
På: http://media-cache-ak0.pinimg.com/736x/ac/71/5d/ac715d327883a09cca53a43de6bd0537.jpg

En høj latter lød i gennem mørket. I netop dette øjeblik var en lille blå drage unge fløjet direkte ind i maven på sin mor for så at miste herredømmet over sin flyvning, og derefter falde blidt ned på jorden med et blødt bump. Hans mor, Arya, lo kærligt som hun samlede ham op. Allerede var de omkring et år gamle, og allerede var de begyndt at kunne styre deres vinger. Dog var hendes datter, Zafira lidt bedre til at styrer vingerne, men hun skulle jo heller ikke forvandle sig ind til drage, en størrelse der var tungere og større end hendes lille engle krop. Ja Arya havde givet liv til et tvillinge par der indeholdt en dreng og en pige, en drage og en engel. hendes datter havde fået sin faders engle gener, og hendes søn havde fået hendes egne drage gener, præcis som hans ældre søster.
Zafira fløj stille rundt i luften, eller lille stykke fra sin mor og bror, men alligevel ikke for langt væk. begge børn var meget veludviklede af forstand syntes Arya, og hun kunne ikke finde ud af om det var pga at de var hvad de var, men nu kunne hun heller ikke huske hvordan Luce havde været i den alder.
Hun smilede og kiggede ned på sin søn der igen havde problemer med transformeringen. Som altid skiftede han ukontrolleret mellem menneske og drage skikkelse, lige så hurtigt som når man blinkede med øjnene for at få skidt ud af dem.
Arya rejste sig op med et sæt, hun havde sat sig ned på en klippesten, men lyden af noget fremmed havde grebet hendes opmærksomhed og instinkterne kørte med det samme, hun frygtede altid for sine børns sikkerhed, også selvom det bare var en kanin, som det oftest var."Zafira." Arya kaldte lavt, på sin datter der straks fløj mod hende.

Ancalagon havde vandret meget højt oppe i bjergende og var iført et i sin selvandlige tøj som var en blanding af tyk skind og ringbrynje som var blandet sammen som forstærkede hans overtøj på kroppen, en brugt ethånds økse, som hang i sin lille metalring i venstre side af bæltet, han havde en slags karpe halvt over sig og en hætte imod det kolde og snefyldte bjergvejr og omgivelser.
Men en slidt rygsæk over karpen og et par gået støvler, traskede han op mod den kæmpemæssige dværgeport som var ret kendt i omegnen og andre steder i verden, han havde et par døde kaniner hænge i en snor under hinanden som dinglede hver gang han tog i skridt.
Der var ikke mange mennesker som var på samme vej som ham, men der var da nogle få mennesker, dog de fleste var dværge lige nu kunne han se.
Ancalagon kom endelig op til porten og stoppede op kort og tog rygsækken af ryggen og satte den ved hans fødder og strakte sig en gang så ryggen lavede en masse små knæk lyde.
Han fik kiggede sig rundt, stadig med hætte overhovedet og ret vindblæst og med stadig en smule sne som lå hister her og der på ryggen, selv endda hans skæg havde stadig lidt frost i dem fra turen oppe i bjergende.
Han fik dog hurtigt øje på noget han ikke lige havde troet han ville se, en lille drage unge, det behøvede han ikke en gang sin specielle lugtesans til at vide, det var tydeligt at knægten var en af Draconian racen, hvilket betød at kvinden ved siden af, måtte være hans mor, dog forud undrede det ham lidt at se en pige med englevinger, men hun have en duft af en Draconian og en engle, samme galt for knægten. Interessant.
Ikke destu mindre havde han lige brug for at tjekke sin rygsæk for nogle ting og det var det eneste sted han lige kunne se, som han kunne sidde og ikke sidde i vejen for de få folk som lige skulle ind med det sidste eller bare skulle hjem fra en lang dag.
Han satte sig på en sten lidt fra hvor kvinden med de to børn sad og åbnede sin rygsæk og begyndte at rode lidt rundt dernede, dog fjernede han de døde kaniner fra sit bælte, da de ville være i vejen hvis han satte sig ned og lagde dem på hans højre side og deres venstre.

børnene var ved at blive trætte, man kunne se det på deres vingeslag. Arya smilede og rakte ud efter Zaifra, som var det at plukke et æble. Begge børn klistrede sig til hende når de havde mulighed for det. Dybt afhængige af deres mor. Hun smilede ned til Zeth da han endelig havde fået kontrollen over sin forvandling og blevet til et menneskebarn igen. Hun rodede kort i en læderpose hun havde medbragt og gav ham så tøj på. Hvis ikke man forvandlede sig i nøgen tilstand, ville man bare ødelægge for meget tøj, men det skete dog alligevel for ham, da han endnu ikke havde lært at styre forvandlingen.
I et kort sekund kiggede Arya væk fra de to unger der havde givet sig til at rulle rundt sammen, halvt prøvede de at slås, men deres fin motorik eksisterede ikke, så de ramte luften i stedet. Dog valgte de at rulle lige ind i den fremmede der havde sat sig et stykke fra dem. det havde taget hende sekunder at opdage at lyden af børnene var forsvundet, og i det det dæmrede for hende kastede hun hovedet omkring sig med blikket flyvende i alle retninger indtil det landede på dem, siddende og stirrede overrasket op på manden de havde rullet ind i. Med et sæt var hun allerede på benene, og hun sprang over til børnene, greb dem om livet i et fast men kærligt greb og hev dem ind til sig.
Hviskende skældte hun dem hurtigt ud inden hendes blik landede på den fremmede "Det må De meget undskylde, det er ikke til at styre de to når de først begynder at lege." Hun sagde det med et undskyldende smil.
Mørket blev tættere omkring dem, og børnene begyndte at gabe. Det passede meget godt. Den sadvanelige rutine for Arya var, stå tidligt op om morgenen, tage på arbejde, komme sent hjem, være sammen med ungerne, jage for at spare på pengene også i seng igen. Hver dag, den samme rutine, men hun havde ikke noget i mod det, hun elskede sin børn, og hvis det betød at hun skulle arbejde fra tidlig morgen til aften hver dag for at kunne betale for barnepige, husleje og alle andre udgifter, så gjorde hun det gerne. Det vigtigeste for hende var at hendes børn ikke manglede noget, og alt ville også blive nemmere når de om nogle år kunne komme i skole.
Arya vendte sig om og gik over til barnepigen der havde slappet af i baggrunden. hun afleverede børnene til hende og kyssede dem godnat.
Hendes egentlige plan var at forvandle sig, fange noget mad også hjem i seng, men den forvirrende duft af den fremmede havde gjort hende nysgerrig. Hun havde simpelthen ikke kunne placere ham i nogle af de forskellige racer der fandtes i denne verden.
hun gik hen til ham.
"Det er ikke for at være uhøflig... Men hvad er du for en?" Hendes stemme var fyldt med forundring og nysgerrighed.

Da børnene rullede ind i ham, kiggede han ned på dem med sine krybdyrs øjne med en blanding af orange med rødlig farve og en propil som lignede et firbens øjne, de lyst næsten op under hætten da der var ekstrem mørkt begrund af hætten var så langt fremme og så begrund af mørket som allerede havde overtaget denne del af globen.
Han blinkede til dem lige inden at deres mor bar dem op, han havde os gået ud fra at hvert fald en af dem var barn til hende, da deres dufte var tættest på hinanden.
Han vendede sin opmørksomhed tilbage til sin rygsæk og roddet lidt rundt igen, til at kvinden kom hen til ham og stillede ham et spørgsmål.
Det fik ham til at stoppe op igen og satte sig op og kiggede op på hende, han hev hætten tilbage og viste sit ansigt og en kulsort ravn som sad på hans skulder og sov, men vågnede da han fjernede hætten og så op på kvinden.
Han havde to ravne tattoverede om ørene, som var mere i rune formede ravne og havde intet hår på hovedet, pånær op på midten af hovedet hvor håret havde mindre fletninger blandet med sit normale hår som gik sammen til det bagerste af hans hovedskal som så gik ud i en tyk hestehale som var samlede med læderrimme og snoger bundet rundt.
Ravnen sad lidt og nappede til hans hestehale som lige gik til under skulderen.
"Hva' jeg for en?" Spurgte han med et hævede øjenbryn og et lille mystisk smil formede sig på hans ene smilehul, det var et smil som man aldrig rigtig kunne tyde om han mente det ene eller det andet, eller om han løj eller ej.
"Jeg kunne ikke undgå at se en lille engel pige, eller halv engle pige og halv Draconian søn" sagde han og gav hende et mere normalt smil og nikkede mod hendes to unger. "Hvor gamle er de?" Spurgte han hende så og fortsatte med at rode i sin rygsæk til han fandt hvad han ledte efter, en pose med en levende mus i som han fik fiskede op og gav den til sin ravn som med det samme tog den og fløj ned på jorden og gik straks igang med at flå og prikke øjne ud på den til den døde af blod mangle.
"Hvis du fortæller mig dit navn, ka' det være jeg fortæller dig hva' jeg er" fortalte han hende og pakkede sin rygsæk sammen igen og lænede den op af en på rygsækkens størrelse.

Roligt betragtede hun dem forsvinde med barnepigen. Hun mærkede deres sørgmodige blikke hen over kvindens skuldre som lå direkte på Arya. Hun smilede til dem, det var hårdt ikke at have mere tid med dem, men hellere det end at de skulle sulte.
Et smil bredte sig over hendes læber da han sagde "Hva´ jeg for en?". Første tanke hun fik da han nævnte hendes børn var mistro, men så kom hun i tanke om at de trods alt lige havde rullet ind i ham."Halv og halv, min datter er engel, som sin fader, og min søn, draconianer som jeg. Min søn har ingen race gener fra sin far, og min datter har ingen race gener fra mig, men de er begge mine børn, båret under mit hjerte i 9 måneder." Hun svarede roligt og man kunne mærke kærligheden til dem flyde ud af hende når hun omtalte dem."De er næsten 1 år gamle" svarede hun med et smil.
Hun var stadig nysgerrig omkring hvad han var, aldrig havde hun mødt en af hans slags. Hans duft var ukendt for hende, men hans øjne mindede hende om hendes egne. Aryas øjne var dybt mørkeblå og formet som en drages øjne, når solen eller månens skær stod i dem, var det lille før man skulle tro at man kunne se stjerner i dem. Hendes hud havde et stærkt skær af rødt, da hendes dragekrop havde en meget kraftig rød farve.
Hun tøvede kort omkring at give sit navn ud, men hvad kunne det skade?
"Mit navn er Arya Zafira Islanzadi, og dit er?" Man kunne se hvordan nysgerrigheden sprang ud af hende, godt nok var hun 1315 år gammel, men hendes nysgerrighed havde altid været stor, og aldrig blevet mindre med tiden.

Ancalagon kiggede op på hende, det var tydeligt at se hendes øjne at hun var en draconian og han havde ikke mødt så mange igen, men han kendte til racen og havde faktisk slået en del ihjel gennem sine mange år han har lavet i denne verden.
"Mit navn er Ancalagon og jeg er en Drakûa" fortalte han hende og kiggede hende lige i øjne og gav et lille smil før han vendte hovedet mod sit ene knæ da det var hans ravn som lige var hoppet op og sad og kravede lavt for sig selv og pudsede sig selv mens Ancalagon strøj ryggen af sin pegefinger på dens bryst og mave som fik ravnen til at tage fingeren i munden for at fortælle ham at den ville have at han skulle ae den på næbet, hvilket han så gjorde mens den havde en finger i munden.
Han kiggede op på Arya igen og lavede så elevator blikket på hende, det var altid sjovt for ham at kigge på folk, fordi tit lignede de ikke de væsner som de i virkeligheden var, ham selv endda, ud over øjenene, ville man ikke tro andet end at han var en vandre eller barbar på den måde han gik klædt. frosten i hans store fuldskæg hang ikke helt så fast mere som da han havde været oppe i bjergene og jæge og var begyndt at rive sig en smule løs, da der slet ikke var lige så koldt ved porten ind til dværgenes by.
"Jeg går ud fra at du bor derinde?" Spurgte han og pegede på indgangen til byen, det gik han hvert ud fra, da hun befandt sig lige ude for porten med to børn.