it wasn't me! ~James~

Endelig var det lykkes hende at komme til Angerforge District. Hun smilte over hele det smukke ansigt og kunne ikke vente med at komme i gang. Lidt rapseri var nemt nok fra de fattige, men hun fik altid så forfærdelig dårlig samvittighed over at tage fra dem. Det her var det noget andet… Disse mennesker havde penge til at gå ind og handle for, de kunne godt holde til at miste lidt her og der.
Phoenix var blevet bidt af en varulv for et par uger siden og havde forvandlet sig 1 gang. Der var sket en ændring med hendes madvaner, men det havde været forvendte. Tanken rystede hun af sig og begyndte sin jagt. Adrenalinen begyndte at summe i hendes krop. Opmærksomt og forsigtigt fik hun dannet sig et overblik over mængden. 4 guardians der stod og diskutere over hvem der havde kneppet den sidste bedst, over ved den nærmest butik.
Hendes hænder sitrede. ’kom nu.’ Tænkte hun. Haps. De første bronze mønter, fra en ældre dames taske. Et bump her, et skulderpuf der. Middagstid var altid en bonus, lige meget hvor man var.

Efter kort tid trak hun sig tilbage, ind i en gyde mellem to høje bygninger. De rå sten fra muren kradsede hende i nakken da hun lænede sig op ad den, for at undgå en guardian der patruljerede. ”Shit.” mumlede hun for sig selv. ”lidt for tæt på… okay, hvad gav det i dag? Nok til frokost?” De lange slanke fingre søgte i tasken. Jo vidst, jo vidst. 6 bronze mønter, hvor 2 af dem var i god kvalitet. 3 sølv mønter i nogenlunde kvalitet, noget hår pynt… ’virkelig? Hårpynt?!’ Phoenix himlede med de skinnende røde øjne, under det tykke pandehår. Det var da i hvert fald nok til at hun kunne få noget ordentlig mad, i den ellers tomme mave. ”Godt, lad mig komme af sted.” et lille smil løb over hendes røde fyldige læber.
Da hun kom ud på den store gade, med de mange små butikker kunne hun simpelthen ikke lade være, med at stå og kigge ind ad vinduerne. Det var så smukt. Det fine glatte træ, de flotte skinnende stoffer, deres sko… Sko… Hun skulle have et par sko, til de bare fødder hun rendte rundt på.
Tidligere havde hun fået øje på en skomager. Han måtte da have nogle gamle sko, som alligevel bare skulle smides ud. Forsigtigt gik hun ind i butikken. ”Øm, hej.” sagde hun forsigtigt og kiggede ned i jorden. ”mine sko er desværre blevet stjålet…” den tykke mand med forklædet afbrød hende snerrende. ”Du kan ikke bare gå her ind og få sko, dit rakkerpak!” Phoenix fór tilbage og sank en klump. ”Je-je-jeg har Velv!” fik hun endelig fremstammet. Den tykke grinte. ”Hvad skal du så ha’?” En klump havde sat sig fast i hendes hals. ”Bare de billigste læder sko, du har.”

Efter et kort øjeblik gik hun ud, nu kun med 1 sølvmønt, et bredt smil og et par ”smukke” lædersko. Det havde kostet hende sin tålmodighed, venlighed og smil, ikke bare at stjæle imens han havde ryggen til. ”Tilbage til arbejdet.” mumlede Phoenix og lod sig drive mod flokken af væsner der gik i gaderne. Endnu flere mønter og knapper fandt deres vej, ned i hendes taske. ”Okay… nu skal du ind og have noget mad.” Uden at kigge op, gik hun ind på den nærmeste kro. Den tykke lugt af sved og varme kroppe slog hende i møde, i det hun skubbede døren op. ”Der bliver ikke noget at spise herinde.” mumlede hun svagt og smilte drilskt. Hendes bløde former snoede sig ind imellem de mange væsner og lod sine fingre arbejde.

Kroen var altid fyldt op med forskellige væsner, nogle for at drikke og andre for at arbejde. Folk sad rundt omkring de runde borde, snakkede højlydt til hinanden og grinede mens de hælde alkohollet ned i halsen på sig selv. De unge tjener løb rundt mellem bordene, for at sikre sig at hver eneste kunde havde hvad de ønskede. Den ældre bartjener stod bag disken, og tørrede et krus af med et viskestykke. Der var forskellige kvinder rundt omkring, klædt i mørkt tøj og befamlede de fulde mænd, i håb om at tjene nogle mønter.
Bagerst i rummet var der en kæmpe pejs med åben ild, hvor der hang en hel gris og blev snurret rundt af en ældre mand.
Den tunge lugt af røg og alkohol, lå hen over kroen og sivede ud på den åbne gade. Det var en af dem måde, som fik lokket kunderne til. Det var en vigtig del af kroens ejer Thornton familien, som ville være sikre på at ingen viste hvem der arbejde for dem og hvem der blot var kunder.
Ved baren var der en dør med et skilt som havde privat skrevet på med store bogstaver, og et sted som kun få turde kigge hen på og endnu mindre turde at bevæge sig ind ad denne dør.  

Ud ad denne dør kom en ung mand gående ud af, han lignede en i starten af 30’erne, men var i virkeligheden meget ældre end dette. Han var iført sort tøj og med det mørkebrune hår kammet tilbage. Hans ansigtsudtryk var iskoldt, og han bevægede sig hen over gulvet som om han ejede hele verden.
Hans fødder førte ham hen til arbejdet, og han placerede sig lige så elegant på en af barstolene ”en øl” sagde han kort med sin kølige dybe stemme, som gjorde at bartjeneren ikke tøvede et sekund før det stod et krus med øl foran dæmonen.

Han nået knap nok at tage en slurk af sin øl, før en særlig lugt mødte hans næse. Hans blik bevægede sig roligt rundt, som han søgte efter hvor denne lugt kom fra.

Et puf her og et puf der fik Phoenix’ hænder til at arbejde hurtigt. ”Undskyld mig.” mumlede hun svagt og fik skubbet sig forbi en mand, imens hendes fingre gled ned i lommerne på ham. Flere væsner, flere skub, flere penge.
Hun arbejdede hurtigt og nemt, imens lugten af helstegt gris kildede i hendes næse. ”Kan jeg købe et stykke?” fik hun spurgt den nærmeste tjener og fik et nik tilbage fra den unge kvinde. ”Lidt mad skal der til, for at holde kroppen i gang.” sagde hun glad og kiggede rundt, for at få sig et overblik over de mulige mål på kroen.
Phoenix lavede et mindre hop da kvinden kom med en tallerken. ”Værsgo, det bliver en sølvmønt.” De lang slanke fingre lukkede sig om mønterne nede i taksen. Da hun kiggede op, sørgede hun for ikke at kigge kvinden i øjnene.
Hun savlede næsten ved synet af maden på tallerkenen og stoppede grådigt manden i munden og tyggede det som om det glat hendes liv. Gud hvor det smagte godt. Hun lukkede kort øjnene og gav sig til at grine forsigtigt. Det var længe siden hun havde haft så god mad i maven og hendes krop sang. ’Lovet være noget rigtigt mad.’ Tænkte hun for sig selv og slugte resten. En lille bøvs undslap hendes bløde læber da hun var færdig med maden og blev erstattet med et bredt smil.

Da hun kiggede op, fik hun øje på en mand, som ikke lignede de andre. Han var for velklædt og… havde en form for autoritet. Han havde penge, det øsede ud af hans holdning og gav Phoenix en god følelse i maven. ’Han har noget godt.’ Tanken strejfede hende, som en blød fjer over bar hud. Hjertet begyndte at pumpe og hendes adrenalin satte i gang. ”Kom så.” mumlede hun sammenbidt, for ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed. De bløde kurver snoede sig igennem menneskemængden da hun begyndte at bevæge sig hen mod baren, hvor manden sad.
Da hun var kommet nærmere på manden, kunne Phoenix mærke en form for kulde emme fra ham. Et voldsomt skulderskub fik hende til at snuble, da hun var nået hen til manden. ’Perfekt’ tænkte hun og lod sig vælte ind mod ham ”Oh Gud! Undskyld.” fik hun fremstammet, alt imens hende ene hånd gled næsten umærkeligt ned i en af hans lommer.
Efter et kort sekund trak Phoenix hånden til sig. ’VÆK!’ Skreg stemmen bagerst i hendes hoved. Det dyriske instinkt, var begyndt at være voldsommere efter biddet. Med lange skridt og uden at kigge sig overskulderen begyndte hun at gå ind mod folkemængden. Hendes chance for at komme væk fra denne mand, ville måske være større hvis hun kunne ”forsvinde”. Hele hendes krop isnede og voldsomme kuldegysninger løb ned over hendes rygrad.
Der var noget galt… der var noget med ham, som ikke var normalt. ’Få din finger ud og se så at komme væk!’ Snerrede stemmen igen til hende. Det eneste hun havde nået at få fra ham, var en sølvmønt, men spørgsmålet var om det havde været det hele værd. Hun lod hovedet være nede og tog hastige skridt igennem kroen for at komme væk.
Da hun kiggede op, kunne hun ikke se andet, end de væsner der var omkring hende. Phoenix havde haft så travlt med at komme væk, at hun havde glemt at danne sig et overblik over hvor pokker den forbandede udgang var.

Lugten blev stærkere og stærkere omkring ham, og prøvede at lukke hans hals af som den prøvede at kvæle ham. Han kendte desværre den lugt og hadet den mere end noget anden, lugten af vådt og afskyeligt bæst af en varulv. Det var ikke ofte at de turde bevæge sig ind på hans kro, og dem der endelig turde at gøre det forlod der heller ikke levende. Han søgte roligt efter bæstet med sine øjne, søgte efter hvem der end turde at invitere sådan en skabning indenfor hans døre.
Han vende kort tid efter at vende sit blik mod sin øl atter igen *forsvind med dig* røg igennem hans tanker, og håbede bare på at det ækle skabning ville forlade stedet så hurtigt som muligt atter igen. Han havde andre planer for dagen, end at ende med at slå endnu en varulv ihjel.

Men det virkede ikke som om der gik langtid, før lugten blev stærkere og stærkere og kom tættere på ham. Et lille svagt suk forlod hans læber, før han tog en slurk af sin øl. Hvis han ikke haft så meget fokus på sine omgivelser, så havde han nok aldrig mærket de lange fingre som gled ned i hans lomme for at stjæle.
Endnu et lille suk forlod hans læber, som han satte sin øl fra sig og rejste sig op. Hans blik vende sig hurtigt mod den sorthårede unge kvinde, som prøvede at flygte ud mellem mængden fra ham.
Ikke nok med at hun var en varulv, så valgte hun også at stjæle fra ham! Vreden blussede op i hans hoved og forvandlede hans ellers så smukke blågrå øjne helt kulsorte, efterlod ikke en eneste følelse i hans krop end at vise hende hvem hun havde med at gøre.

Han greb så hurtigt han kunne ud efter det sorte hår og rev hende til sig, og vende dem endnu en gang mod baren. Han trykkede hendes ansigt ned mod bordplanen, og greb fat i hendes ene håndled. Folk var allerede begyndt at stoppe op med hvad de end var i gang med, og rettede deres blikke mod dem. Selv om det ikke tog flere end et par sekunder at få hende i den stilling, og han havde det svært med ikke bare at rive hovedet af hende.
Han bøjede sig i stedet ned til hendes øre ”tror du virkelig at sådan et bæst som dig, kan slippe afsted med at stjæle fra mig?” hviskede han med en dyb og kølige stemme, mens en svag snerrende lyd kom ud mellem hans læber ”en kniv” råbte han næsten ind i hendes øre, mens han rejste sig ordentligt op.
Folk fandt hurtigt deres forskellige knive op og rakte hen til ham, af frygt eller respekt for hvad de ville ende med at gøre ved dem hvis de ikke tilbød deres våben.
Han gav bare roligt slip på hendes hoved, og tog imod en kniv fra bartjeneren mens han trykkede hendes hånd ned mod bordplanen ”giv mig en grund til ikke at slå dig ihjel?” sagde han med den samme kølige stemme som han havde hvisket med, men inden hun ville kunne nå at svare stak han hurtigt kniven ned i bordplanen med et par af hendes fingre.

Et jag af smerte fra hendes hårrødder fik hende til at gribe om håret hvor en person havde grebet det. Hun vred sig og kunne mærke nogle af hårrødderne give op. Et vrid med hovedet og et genkendelsessyn løb ned ad ryggen på hende. Det var ham… den velklædte herre fra før.
Da han trak hende tilbage igennem mængden, kunne hun ikke andet end bare at følge med. ”Slip mig!” Skreg hun og vred sig. Dette nyttede dog ikke noget, da han til sidst pressede hendes hoved ned mod baren. Alt i hende isnede da han viskede ned i hendes øre. Den kolde klamme aura emmede fra ham og det efterlod kun frygt i hendes.
Hvad havde hun rodet sig ind i?… hun skulle absolut trække hendes held til det yderste. ”Slip mig!” Snerrede hun dyrisk ud mellem sammenbidte tænder. ”Jeg har ikke stjålet noget!” Hun benægtede alt, det var hendes eneste mulighed, men hvad skulle hun ellers gøre?
Hans stemme gennemborede hende da han råbte ud i folkemængden. ”Nej! Please!” Jamrede hun og forsøgte at rykke sig fri. De rubinrøde øjne afspejlede panik og angst. Phoenix havde aldrig været i sådan en situation før, var det på grund af hendes varulve bid, at hun blev afsløret? Tidligere, som fuldkommen menneske, var hun blevet ignoreret og eller fundet ligegyldig. Ingen tog sig rigtig af et menneske… Sargonis havde ret. Der blev set ned på varulvene, og denne… Dæmon havde i hvert fald et horn i siden på dem.

Råbet om en kniv gav genlyd i hende hoved. Endelig gav han slip på hendes hoved og skulle lige til at smile, da hun forbandt råbet om en kniv. Ud af hendes øjenkrog så hun bladet på den glimtende kniv. ”NEJ PLEAS! STOP!” Råbte hun og forsøgte at komme fri fra hans greb. Da han bad hende forsvare sig selv, skulle hun til at råbe ad ham. Hun ville have råbt alverden eder. Hun ville have snerret og opført sig som det bæst han troede hun var. Phoenix ville ønske hun kunne flænse og flå, smadre og ødelægge. Hun ville destruere ham, slå ham ihjel, fjerne ham fra jorden overflade… men det blev der ikke noget af.
Et smertens skrig rungede i den nu stille kro. Det blødte fra hendes fingre, hun kunne se blodet flyde mellem de tårer der steg op i hendes øjne. ”DIT SVIN!” Råbte hun i rent raseri af ham og kiggede på kniven, som heldigvis, ikke havde skåret fingrene af. Lettelsen over ikke at have mistet hendes dyrebare fingre fjernede toppen af hendes vrede. Resten af den undertrykte hun
”Jeg kan arbejde for dig…” hviskede hun svagt og mærkede hvordan hans kolde fingre holdt om hendes håndled. ”Jeg kan gøre hvad som helst.” Hun sank gallen som kom i et surt opstød fra hendes mave og mærkede hvordan hendes ulv gerne ville flå. Den ville flå, vedkommende der tvang hende til underdanighed, fra hinanden. ”Jeg er en god tyv.” hviskede hun og kiggede ham direkte ind i øjnene. Hvem var denne dæmon? Hvad var hans forbindelser her, og hvor magt fuld var han?
De omkringstående folk havde haft nok respekt eller frygt for ham til at reagere, så hun var ikke i tvivl om, at der var noget over ham. Det havde hun også set da hans påklædning stak lidt ud. Hun kiggede kort ned og så øllen stå på bordet, muligheden for at tage det og kast indholdet udover ham var der. Dette ville dog ikke kunne rede hende fra kattepinen hun sad i og det ville nok kun gøre ham vredere end han allerede var i forvejen. Phoenix overvejede det kort, meget kort og kastede så tanken væk fra ham i stedet. De røde øjne faldt på hans kulsorte igen. ”Hvad vil DU så helst? Slå mig ihjel, eller lade mig arbejde for dig så du kan tjene penge?” Hun havde genvundet lidt af hendes sædvanlige selvtillid og selvrespekt. ”For mig ser det lidt ud som om du har muligheden for at: enten a) bruge tid på at slå mig ihjel og resurser på at skaffe mig af vejen efter mordet, eller b) tjene penge på min villige service.” Phoenix afventede roligt et svar fra manden, med fingrene stadig fastgjort på bordet med kniven.