Why be afraid, I dont hurt you. //Brick//

Det var tidelig morgen, solen var stået op. Natten havde ikke været den bedste. Cosette vågnede op, det var som om at jorden gyngede under hende. Lidt ligesom et jordskælv. Hun åbnede øjne og kiggede på den lyseblå himmel, der var skyfrit. Men hvad var det for en lyd? Lyden har vand som ramte noget hårdt? Hun snuste godt ind, lugten af salt havsalt. Hun var på havet, det var ikke lige hendes yndlings sted. Hun rejste sig op og kiggede ud på det mørkeblå hav. Hun var langtvæk fra alting. Hun sad i en jolley eller noget i den stil. Hun fik et chok da hun hørte en snurken. Hun prikkede til et tæppe, som var lagt over noget.

Bricko vågnede, da der pludselig var en der prikkede ham på skulderen. Lugten af havvand sneg sig ind i hans næse og fik hans hoved til at kører rundt.
*Hvor er jeg?*
Han satte sig op og kiggede rundt på. Der var hav over alt. Hans værste mareridt. En stirren på ham, fik ham til at dreje hovedet. Han fik et chok, da der sad en pige, med gyldent hår ved hans side.

Hun rykkede sig ved et chok lidt væk. Havde han sat hende ombord her? *Mænd de har bare næsten aldrig respekt..* Hun vidste naturligvis ikke om det var ham, det var også grunden til at hun ikke råbte ad ham eller noget.
Han kunne jo i sammenhæng også tro at hun havde slæbt ham her ud på det åbne hav. Han så ikke så tryg ud, mere bange.

"Hvem er du?" spurgte han. En bølge der fik jollen til at vippe, fik ham til at tage fat i dets kant. "Hvor er vi?" En masse spørgsmål rodede rundt i hans hoved. Hvordan var han lige endt i en jolle, midt ude på havet?! Endnu en bølge fik jollen til at vippe. Han kiggede sig forvirret rundt. Hav, hav og atter hav. Der var ikke andet i syne. En smule uro i hans mave fik ham til at kigge hen på pigen igen.

"Det håbede jeg at du kunne fortælle mig?" Svarede Cosette og holdt selv fast i kanten. Hun holdte øjenkontakten med drengen, hun havde ikke noget med det her at gøre.

"Jeg ved intet desværre," sagde han og holdte hendes øjenkontakt. De flotte øjne, fik ham til at glemme havet omkring ham. Han måtte ignore havet og bare tage det roligt. Pigen virkede ligeså forvirret som ham selv, så der var ingen grund til at give hende skylden for at de var endt her. Det havde nu heller ikke tænkt sig, men... Hvordan var de overhovedet endt i en jolle? Og hvorfor lige dem?
"Jeg hedder Bricko, hvad med dig?" spurgte han. Det kunne man da godt spørge om, nu når man var fanget i den samme jolle.

"Mit navn er Cosette." Hendes øjne var en smule bange. Hendes hjerte sad oppe ii hendes hals, og hendes hænder rystede. Hun åndede dog lettet ud, og prøvede at bevare roen. Det var en udfordring, for hun havde aldrig været på havet før. Det havde hun altid haft lyst til, det så altid så flot og mystisk ud. Nu ville hun bare hjem på landjorden igen, og helst i en fart.

"Rart at møde dig Cosette," sagde han høfligt med et smil på læben. "Det er bare ærgeligt at vi skal mødes på denne måde." Han kom med et forsigtigt grin.
Havet lavede blide lyde. Det var helt stille lige nu.. bølgerne var forsvundet. Solen var så småt kommet op på himmelen.
*Vi er i knibe hvis det bliver en meget varm dag*

"I lige måde." Svarede hun med et blidt og beroligende smil. "Ja det en skam." Hendes øjne lyste op af venlighed. Hun kiggede op på den brændende sol, og derefter pustede hun håbløst ud.

Han kiggede jollen igennem efter forsyninger. Der var kun en flaske vand og to grovboller.
"Det ser ud til at vi kun har det her at leve med, indtil vi finder en udvej" sagde han og viste Cosette forsyningerne. Han kiggede forsigtigt på hende. Hvorfor havde de placeret hende sammen med ham? Havde de mon noget tilfælles? Han syndes ikke at han kendte hende. Det gyldne hår skinnede i den glohede sol.

"Jey!" Udbrød hun med en drilsk klang i sin stemme. "Der er jo mindst til et måltid." Hun rullede med øjne, men smilte. For det var jo ikke hans skyld.

Han grinte af hendes sarakasme og kørte en hånd igennem sit hår. Solen var begyndt at skinne kraftigt. Den var udholdelig. Han udstødte et forsigtigt suk og lænnede sig tilbage, imens hans hoved hvilede bag armene.
"Så Cosette, hvor kommer du fra, siden du er endt i en jolle sammen med mig?" spurgte han, mens han smilte til hende.

"Jeg kommer fra skoven the forest. Men jeg er ude og opleve verden, men ja nu er jeg så her." Hun trak på skuldrene og sukkede. "Hvad med dig?" Hun smilte, hun elskede solen, men lige pt så var den altså for varm.

"Jeg har intet fast bosted, da jeg rejser rundt," svarede han. Et charmerende smil voksede på hans læber.

"Jeg elsker at opleve verden fra forskellige vinkler." Hun smilte charmerende til ham, som han gjorde til hende.

"Så er vi da to," Han beundrede det charmerende smil. "Denne verden har så meget at byde på."
Solen brændte mere og mere.

"Ja, en skam hvis solen gør vi ikke kan forsætte med at opleve den." Hun havde en drilsk klang i sin stemme.

Han grinte af den drilske klang. "Ja, det vil være en stor skam."
Efter en times tid kunne Bricko ikke holde varmen ud meget længere. Han elskede varme, men det der var for meget. Han tog sin trøje af og lagde den ved siden af sig.

hun rullede øjne af ham, det var unfair. Hun kunne ikke bare sådan tage sin kjole af. Skønt den var hvid, så var den stadigvæk meget varm. Hun syntes at blive svimmel, måske var det manglen på væske.

Han kiggede nysgerrigt hen på Cosette. Hun så svimmel ud.
"Her," sagde han og rakte hende flasken med vand. "Tag lidt."

"Tak." Hun tog et par slurker, for der skulle også være til senere. Hvis de da var i live senre.

Han kiggede udmattet op mod solen. Aldrig havde han haft lyst til at krybbe i skygge, som han havde lige nu.

Hun kiggede bedende op på lyset. *Please..* Hun knyttede sine hænder og klemte sine øjne sammen. Solens stråler ramte hende et kort minut så hårdt at det blindede Bricko. Lysglimtet forsvand og natten stod pludselig fremme. Tilbage lå Cosette på bunden af jollen, udmattet. Hendes lyselver hud lyste omridset af hendes krop op som det gjorde hver nat.

Bricko rystede på hovedet, for at få det lysende glimt til at forsvinde. Da han igen åbnede øjnene, havde natten overtaget og Cosette lå udmattet i den lille jolle.
"Cosette?" sagde han og ruskede lidt i hende.

Hun åbnede forsigtigt øjne lidt efter. "Virkede det?" Sprugte hun stille.