Please dont hurt me... //Blair//

Tid	Sted	Omgivelser	Påklædning	Vejr
22:00	Ude i skoven	træer, mørke	Skjorte, og bukser.	skyfrit

Matic havde forvildet sig ud i skoven, der var ikke rigtigt nogen grund til at han havde gjort det, og han følte allerede at det var ret så dumt egentligt når det kom til stykket. HAn smilede roligt dog stadig. Han forsøgte bare lige at holde sig selv rolig selvom han hele tiden vendte sig rundt og kiggede over alt hver gang deer kom en lyd.

''Hallo?''

han kiggede rundt. Han virkede en som virkeligt var meget skræmt, og det var han egentligt også. han havde det virekligt skidt fordi han var så skræmt... Han var rigtigt skræmt...

''Er du ikke sød at stoppe med at skræmme mig?''

Han vidste ikke engang om der var nogen.

Blair stod inde blandt træerne og så på det stakkels menneske, der var skræmt fra vid og sand. Men en del af hendes fandt det underholdende, mens en anden del ville række ud efter ham, og fortælle ham det hele nok skulle blive okay. Blair var dog oftest domineret af den mere manipulerende, ondskabsfulde side. Den var ny for hende, hun blev nød til at studere den nærmere. Blair trådte frem fra mørket og lod sig selv afsløre. Hun gik hen imod ham, hendes skridt var lange og elegante. "Undskyld jeg skræmte dig. Jeg nyder at studere folk, fra mørket." Hun lød meget venlig og harmløs, men det var et skuespil. Hun spillede det tit, for at få andres opmærksomhed. Blair sendte et smil i hans retning og trådte tættere på ham. "Du burde ikke være herude, man ved aldrig hvad der gemmer sig i buskene." Hun så sig omkring, men vendte hurtigt blikket mod ham igen. Som altid, var hendes adfærd forførende. Det var ikke længere noget hun kunne gøre for, sådan var det bare.

''Hvorfor ikke snakke med dem, alt det du kan lære ude fra mørket kan du jo også lære ved at snakke med dem, og endda mere.''

Han smilede forsigtigt til hende, mens han stadig holdte en smule afstand til hende da han stadig var en lille smule bange for hende da hun jo havde skræmt ham ret voldsomt. Han betragtede hende roligt som hun kom tættere på og sagde noget...

''jeg ved det, men jeg farede vild og pludseligt var jeg herude...''

Han sukkede, og stopped op med at gå væk fra hende og lod hende bare komme tættere på ham hun var jo ikke ond vel? hun var bare nysgerrig og lidt dyster, ikke noget farligt her.'

Blair havde som menneske snakket meget med folk. Men hun var mere en der udforskede på afstand, som vampyr. Hun blev ved med at smile, hun havde stadig en masse menneskelighed i sig, så hendes smil indeholdte varme og tryghed. Men man skulle ikke undervudere hende, for der var også en masse der langt fra var menneskeligt i hende. "Sådan var jeg engang.. Men jeg lærer mere af at udforske på afstand nu." Hun lød slet ikke så farlig, mest fordi en del af hende ikke var det. Hun kæmpede stadig for at leve med begge dele, men det var svært for hende. Hun lagde hovedet en smule på skrå, da han gik væk fra hende. Det var vel egentligt ikke så underligt, hun var ikke just det mest fredelige på jorden. "Det kan ske for hvem som helst. Jeg kan hjælpe dig tilbage til byen, hvis du har brug for det." En del af Blair, ville gøre det for at kunne få noget mad, mens en anden gjorde det, fordi hun ville være venlig. Hvilken af de to konklusioner det ville ende med, var stadig uvist for hende og alle andre.

''Okay vær sin smag, men folk er bare altid mere interesante når man er tæt på dem synes jeg normalt.''

Han smilede roligt og han nikkede hurtigt til at han gerne ville have hjælp til at finde tilbage til byen og han gik bare hen til hende, og så hende i øjnene og smilede venligt til hende. Han ville rigtigt gerne have hendes hjælp til at finde tilbage til byen så han derefter kunne finde hjem igen. Det ville være godt.

''Det ville jeg være glad for.''

Han smilede bare venligt til hende.

''Hedder forresten Matic.''

Blair fandt menneskers opførsel meget interessant. Når man ikke var sammen med dem, så opførte de sig bare anderledes. Hun lod forsigtigt en hånd glide igennem hendes hår. "Men folk lyver. Når de ikke ved man er der, så er de sig selv. Det er langt mere interessant. Lad os bruge dig som eksempel, hvis du vidste det var mig der var i mørket, ville du ikke være lige så bange. Jeg studerede dig, fordi du var bange. Nu kan jeg faktisk ikke bruge dig til noget." Hun smilede skævt til ham, for at være sikker på han vidste det var for sjov. "Så lad os gå." Hun begyndte at gå, så måtte han selv følge efter. Hun vendte sig dog, da han fortalte sit navn. "Matic.. Det er et interessant navn." Blair nævnte med vilje ikke sit navn. Hun ville have gjort det som menneske, men hun vidste bedre nu. Man skulle bare kende en persons navn, og det ville ingen tid tage, at opspore personen. Hun var ikke så godtroende længere.

''Se der er jeg nød til at sige at du tage fejl... det er ikke at lyve, det er jo stadig sandheden der står man jo pludseligt i nogle helt andre situationer personen er kendt, det var den ikke før, pludseligt ved man hvor den er, det vidste jeg ikke... det gør det ikke til en løgn at jeg er anderledes, det er bare en anden sandhed.''

Han smilede roligt til hende og gik bare med hende videre roligt. Han sagde ikke noget. det at hun bare kommenterede på hans navn men ikke udviste den pli og venlighed at sige hendes eget gjorde ham faktisk irritabel...

''Ved du hvad... Nej jeg tror bare jeg forsøger selv at finde tilbage.''

Han fortsatte bare med at gå i samme retning men han trak langsomt væk fra hende.

Blair havde ikke tænkt sig at diskutere, med en hun ikke kendte. Det var der ingen grund til, så hun holdte bare mund. Selvom hun havde en helt anden mening end han tydeligvis have. Da han begyndte at gå væk fra hende, forsatte hun også. Hun greb fat om hans arm, hun kunne stadig ikke styre hendes styrke, og derfor kunne hun nemt skade ham uden at forsøge. Men hun forsøgte inderligt, på ikke at klemme for hårdt om hans arm. "Lad mig nu bare hjælpe dig." Hun sukkede og så ned i jorden, det var forståeligt at han blev irriteret over hendes uvenlighed. Men hun var bare paranoid. Hun havde været igennem så meget, at det var svært at stole på folk. Især, hvis de ikke gav hende en grund til det. "Jeg hedder Blair." Hun slap ham, men så ikke op fra jorden. Hvis han ville gå videre, var det fint.

''Okay så...''

HAn ville jo heller ikke være direkte ond ved hende, og hun virkede jo til virkeligt gerne at ville hjælpe. Han så på hende og han havde faktisk fået ret ondt i armen. Han kneb øjnene sammen i smerte, og forsøgte at vride hendes fingre op så hun ville slippe hans arm, fordi det gjorde ondt.

''Blair?''

Han så på hende et særligt navn. Han betragtede hende stille og roligt. Han havde ikke lige den store ide om hvilken vej han skulle men han ville bare ikke være sammen med en der var uvenlig.

Blair var utrolig forvirret omkring hvordan hun faktisk var. Hun kunne ikke beslutte sig for, om hun skulle være uhøflig og kold, eller venlig og godtroende. Da han begyndte at vride hendes fingre op, slap hun med det samme. Det med styrke, havde hun ikke helt styr på. Hun havde ikke styr på noget som helst. Selvom hun prøvede, hele tiden, lykkedes det aldrig. "Undskyld." Hun lod hendes hånd falde ned langs hendes side. Det var ikke det bedste tidspunkt at møde Blair på, hun var ikke ligefrem hendes bedste jeg. "Ja, kender vi hinanden?" Måden han sagde hendes navn spørgende, fik hende til at tvivle.

'*Det er jeg ret sikker på vi ikke gør.''

Han sendte hende et stille smil. Han var usikker på om han skulle stole på hende eller lade være. Han stod og ømmede hans arm der hvor hun havde taget fast. Han var en smule bange for hende men også dravet imod hende. Sikkert fordi hun var vampyr.

''Du er vampyr er du ikke?''

Han havde ikke altid den bedste hukommelse så hvis han havde spurgt havde han bare glemt det. Han så på hende roligt. Han var usikker meget endda og det skete sjældent men mest fordi han ikke så hende som en der ville ham ondt, så hvis hun ville, så kunne hun gøre det.

''VIl du hjælpe mig eller bare bide?''

Blair undrede sig over måden han havde sagt hendes navn på. Det lød som om han prøvede at komme i tanke om hvem hun var, men hun tog tydeligvis fejl. "Nej, jeg mente heller ikke at kunne huske dig." Hun forsatte med at gå, men var hele tiden opmærksom på, hvor han var. Blair vendte sig om imod ham, da han spurgte hende, meget direkte, om hun var vampyr. "Jo. Det er jeg." Hun var ikke meget for at indrømme, at hun stadig ikke havde styr på sine nye evner som vampyr. Hun kunne ikke engang styre sin styrke eller sin fart. Men hun prøvede. Hun så væk fra ham, ved hans næste spørgsmål. Hun var stadig ikke sikker på det, så hvordan kunne hun svare ham på det? "Det.. Ved jeg ikke.." Hun ville ønske hun kunne give ham et svar på det, men hun kunne ikke kontrollere sig selv.

''Syntes bare at have hørt navnet før.''

Han smilede roligt til hende han nikkede til det hun fortalte om at hun var vampyr og at hun ikke vidste om hun ville bide ham. Han stoppede roligt op. Han ville nok ikke gå med så. Så han valgte at sige det var bedst de skiltes.

''Jamen så må jeg hellere gå en anden vej end dig?''

Han gjorde sig roligt klar til at gå, og han begyndte også langsomt at gå væk fra hende fordi han ville ikke bides af hende.

Blair vidste ikke hvor han skulle have hørt hendes navn fra. Det kunne være fra mange steder. Hun valgte ikke at kommentere på det. Hun brød sig ikke om at være sådan, hun brød sig ikke om at hun blev nød til at kæmpe imod, for ikke at dræbe den nærmeste. Det var en del af hendes natur, men alligevel kæmpede hun imod. Blair vendte sig om imod ham, da han forslog at de gik hver deres veje. Det ville være klogt af ham, men Blair ville alligevel insistere på han forsatte med hende. Hun ville jo gerne hjælpe ham, men hun kunne ikke garantere at hun ikke ville blive fristet så meget af hans blod, at hun bed ham. "Nej.. Jeg vil kæmpe imod, bare.. Forsøg ikke at komme til at bløde, så skal det nok gå."

''Tror du, at du kan lade være?''

Han så på hende. HAn vidste godt at han med al sandysnlighed ville komme til skade. Det var noget han nærmest altid gjorde. Han havde sådan en virkeligt dårlig vane med at skade sig selv ved uheld.

''Men så okay så vis vej.''

Han forsøgte at sende hende et smil, fordi han ikke ville virke sur eller tvær. Det fortjente hun jo ikke. Han smilede roligt til hende mens han fulgte efter hende roligt. Han hamrede så ind i et træ men kom heldigvis ikke til bløden.

Blair var ikke helt sikker på om hun kunne lade vær. Men hun ville gøre alt hun kunne for ikke at gøre det. Heldigvis hjalp det meget, at hun havde masser af viljestyrke. "Ja. Selvfølgelig kan jeg det." Hun sørgede for at lyde meget overbevisende, men hun var på ingen på måde sikker. Hun begyndte at gå igen. Hun stoppede op da han gik ind i træ. Hun kunne ikke undgå at finde det en smule komisk. Blair gik hen til ham og sendte ham et smil. "Er du okay?" Hun smilede til ham og håbede han var okay.

''Ja ja jeg er nogenlunde okay.''

Han så på hende, hvorfor skulle hun virke så sød, trods at hun var vampyr det var ikke retfærdigt på nogen måde. Han så på hende. Han fik sig hevet op at stå. Han var som sagt heldigivis ikke begyndt at bløde da det ellers bare lige havde været perfekt?

''Hvor langt er der til der vi skal hen?''

Han smilede roligt til hende. Han var stadig usikker men han ville ikke vise hende det. Han var virkeligt bange men alligevel tiltrukket og det var egentligt det der skramte ham aller mest. Han så på hende roligt.

''tak for... din hjælp.''