Please dont hurt me ~ Sirtimm

S: Doomsville Angerforge District, Gaderne
T: 21:30
V: En smule køligt og overskyet, men tørvejr.
O: Nogle få personer

Det var aften nu, og Lydia havde af en eller anden grund forvildet sig længere op af bjerget. Det var ikke tit hun var her. Faktisk vil hun hellere undgå alle steder med andre folk, da hun ikke stolede på nogle. Vidste ikke hvem som vil overfalde hende, og hvem som ikke vil. I følge hende, vil de fleste blot gøre det samme mod hende, som hendes gamle herre også havde gjort, inden hun valgte at stikke af, efter han havde brækket hendes vinger. På trods af, at hun var stødt ind i 2 personer efter hun var stukket af, som faktisk havde været rimelig søde mod hende, så var hun stadig nervøs for, at folk vil gøre hende noget, og mest af alt var hun stadig nervøs for, at hendes gamle herre igen fandt hende. Hun blev ved med at holde blikket mod jorden, og undgik al øjenkontakt med folk, som alle lige nu gloede på hende, af dem som var ude nu. Dog sørgede hun pænt for, ikke at støde ind i en eneste så godt hun nu kunne. Det gik også meget godt for hende lige nu. Hvis man også spurgte hende, hvorfor hun var her lige nu, så vil hun ikke kunne svare på det, da hun ikke selv kendte svaret. Hun var blot gået her op.

For et kort øjeblik kom hun til at gå i sin egen verden, og det fortrød hun kort efter, da det resulterede i, at hun gik lige ind i en mand. Hun tog hurtigt 3 skridt baglæns. "Undskyld. Det var ikke med vilje jeg gik ind i Dem" sagde hun med en nervøs stemme, og så meget forsigtigt op på manden som hun lige havde været så dum at gå ind i. "Det vil ikke ske igen det lover jeg Dem" Hendes blik flakkede lige nu, og hun prøvede at finde en måde at komme ud af den her situation på. Dog kunne hun ikke lige finde en udvej. Hun bed sig svagt i læben, og så igen på manden foran sig, og håbede inderligt ikke at han vil gøre hende noget.

Manden kiggede ned på pigen som stod foran ham med et nevøst blik i hendes øjne. Han smilede for sig selv og fjernede sine mørke briller lidt og så på hende ordenligt " Det er helt okay min unge ven. Vi kan alle gå med vores egne tanker. Der er ingen skade sket. Men sig mig. Hvad laver du her oppe på denne tid ? Ved du ikke at disse gader er farlige for en ung pige som dem selv ? " Han lagde en lille bog i lommen og sagde da han bukkede sig lidt " Vis du er faret vild så kan jeg hjælpe dig. Jeg bor ikke alt for langt væk her fra. Du kan komme i kontakt med dine forældre vis du ønsker det. Det er bedre end du risikere at støde ind i nogle... forkerte typer " Han smilede og prøvede at holde øjnkontakt med pigen som kiggede ned da han snakkede til hende og undrede sig over hvad der plagede hende.

Hun betragtede ham lidt nervøst mens han tog hans mørke briller af. Det fik hende til at undre sig en smule. Hvorfor gik han med solbriller efter solen VAR gået ned? Der var jo intet lys mere, som kunne skære en i øjnene jo. Da han snakkede til hende, begyndte hun blot at blive en smule mere nervøs end hun i forvejen var. Selvom han sagde det var okay, havde hun på fornemmelsen, at det ikke var okay det hun lige havde gjort. Hun var allerede klar på at få en lussing eller noget andet af ham, men intet kom? Hendes gamle herre vil blot slå hende for det. Dog kunne hun ikke rigtig lide hans spørgsmål da han spurgte ind til hende, og hun tog et forsigtigt skridt bagud. Hun vil ikke fortælle ham, at hun var stukket af, fra sin gamle herre. Set nu han vil føre hende tilbage til ham igen? Det vil hun ikke. Hun vil hellere være fri, selvom hun stadig ikke følte sig helt fri i denne her verden endnu dog. Hun så han lagde en bog i lommen, men kommenterede ikke på det. Hvad skulle hun også sige?

Da han spurgte om hun var faret vild, så hun sig igen rundt, og bed sig i læben. Hun var ikke helt faret vild. Hun vidste hun stadig var i byen. Hun så igen på manden, og rystede på hovedet. "Nej er ikke faret vild."[b/] sagde hun, og barkede en smule mere væk fra ham. Hun stolede slet ikke på denne fyr her, og da han sagde, at han kunne gøre så hun kom i kontakt med sine forældre, lo hun kort over ham, men stoppede hurtigt sig selv igen, og så ned. [b]"Undskyld jeg grinte af Dem." mumlede hun meget stille, og var ikke sikker på, om han vil kunne høre det hun sagde. Hun undlod at sige lige nu, at hun ikke havde set eller snakket med sine forældre i mange år, og hun heller intet sted havde at bo lige nu. "Det er sødt af Dem, men ellers tak, skal nok klare mig selv" sagde hun og så på ham imens.

Manden smilede og kunne se frygten og nevøsiteten i hendes øjne. Han kunne genkende bliket af frygt hvor som helst. Han rejste sig lidt op og satte sig på en kasse lidt væk fra hende for at give hende plads. Han sagde med en rolig stemme " Det glæder mig du ikke er faret vild. Der er mange som gør det, i sær på denne tid. Mange forsvinder også. Ser du. Der er visse... lad os kalde dem for " typer " ude i denne verden som ikke ønsker godt for en lille pige som dig selv. Jeg selv har intet ønske om at skulle skade dig. Jeg kan se du er bange for mig hvilket jeg forstår. En høj mand som går alene i disse gader kan virke skræmmende. Dog kan jeg ikke lade vær med at tænke kort. Hvad laver du i disse gader ? Byen kan jeg forstå. Men hvorfor vælger du at gå ned af her ? Dette er ikke et sted for en ung en. Der er mordere, tyve og andre slags i disse steder. Tro mig " Han kunne se frygten i pigens øjne blev store. Han tog sin top hat af og satte den ved siden af sig selv og tog et æble frem. Han holdt det i strakt hånd og sagde " Jeg kunne høre din mave knurrede. Er du sulten ? Bare rolig det er ikke farligt. Og du skal ikke undskylde for at grine. Vi har alle vores måder at håntere frygt på " Han kiggede op på himmlen og så at solen var gået ned. Han smilede for sig selv og tog sine briller af hvilket viste 2 kolde blå øjne. Han sagde " Ah. Meget bedre " Hans smil viste hans spidse tænder igen men kun ganske kort. Han tænkte ikke over at hans art måske kunne skræmme pigen som han blot prøvede at være venlig i mod og tænkte om hun måske havde oplevet noget tragisk. Han spurte ganske kort " Sig mig. Er du løbet væk hjemmefra ? " Han kiggede dirrekte ind i pigens øjne da han sagde det og afventede et svar.

Lydia så på manden, som nu valgte at sætte sig på en kasse lidt væk fra hende. Hun var stadig langt fra tryg, men det var en lille smule bedre, så hun klagede ikke. Hun lyttede til det som han sagde, og blev kun mere nevøs end hun i forvejen var, og så kort rundt, men der var ingen andre at se lige nu, end manden som var foran hende. Det var da altid noget, at det så kun var ham hun skulle forholde sig til lige nu. Hvis hun havde haft mulighed for det, så havde hun skam slet ikke været her, men i et hus alene. Dog havde hun intet hus, og heller ingen penge, så hun måtte klare sig uden det.

Da manden tog et æble frem, så hun på det, og bed sig i læben. Hun var sulten, men skulle hun stole på ham, og tage imod æblet? Han kunne jo ha gjort et eller andet imod det? Dog var hun faktisk en del sulten, men endte med at ryste på hovedet. "Ellers tak, er ikke sulten" mumlede hun stille. Selvom han sagde, at det ikke var farligt, troede hun ikke på ham. Hun betragtede ham så diskret hun kunne, da hun havde lært man ikke måtte stirre.
Hun fik et kort glimt af hans tænder, og hendes tanker sagde hende, at han sikkert var en vampyr. Den slags havde hun kun mødt en af, så hun kendte stadig ikke så meget til dem. Dog stivnede hun, da han spurgte om hun var løbet hjemmefra. Kunne man på en måde jo godt kalde det for. "Jeg vil ikke tilbage. Please ikk tving mig til at gå tilbage til ham." bad hun med en nu endnu mere bange og nervøs stemme. Hun var nærmest skrækslagen for sin gamle herre. For hvad han kunne finde på at gøre imod hende.

Mandens smil faldt kort da hun sagde hun ikke var sulten. Han tog en bid af æblet og sagde " Se ? Ikke farligt overhovdet. Bare et helt normalt rødt æble. Her. Jeg stiller det her. Så kan du selv tage det vis det er du er for nevøs for at tage det fra mig af " Han stillede æblet og tog og satte sig på en anden kasse lidt væk fra hende og æblet af. Han smilede og sagde " Du skal ikke være bange. Fortæl. Hvorfor turde du ikke at tage i mod æblet når jeg kunne høre din mavesæk knurre ? "
Han så frygt i hendes øjne og tænkte kort " Ah..mine tænder..mh.. Hun er dog modig " Han smiler lidt og viser sine tænder og siger med en fast stemme " Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget. Bare rolig lille ven " Kort efter da hun sagde " Jeg vil ikke tilbage " kiggede han forviret og nevøst på hende. Han vidste ikke hvad hun mente men vidste at uanset hvad det var så var det langt fra noget godt. Han vidste at hun havde været udsat for noget og tænkte kort om hvordan han skulle få hende til at sige det. Han lukkede øjnene kort og tænkte for sig selv. Kort efter sagde han " Fortæl mig min unge ven. Hvad er dit navn ? "

Da manden tog en bid af æblet, så hun på ham imens. Så der var altså intet på det? Well. Hun vidste ikke hvad andre kunne finde på at gøre imod hende, så det var derfor hun var nervøs over for andre. Hun havde kun oplevet onde folk, eller nej det passede ikke. Der var meget få som havde været søde imod hende, og hun fattede stadig ikke helt hvorfor. Hun var jo blot en sølle slave, så hvorfor var nogle søde imod hende? Det fattede hun stadig ikke. Hun så på æblet da han satte det, og bed sig i læben over det. Hun havde lige været utrolig uhøflig ved ikke at tage imod æblet han tilbød hende, men det var ikke hendes skyld, at hun var så nervøs som hun var jo.

Hun så på æblet og overvejede det lidt, men gik så over og tog det. "Sorry, men ved ikke om De havde gjort noget ved det" mumlede hun og så på ham. "Men tak" sagde hun stille, og tog en bid af æblet. Hun så lige på manden imens.
Da han lidt efter sagde, at hun ikke skulle være bange, og han ikke gjorde hende noget, så hun bare på ham uden at sige noget. Hun så godt hans noget forvirrede blik, da han havde sagte at hun ikke vil tilbage, og hun bed sig i læben. Hun var nervøs for, at han vil vide hvorfor, men det vil han heldigvis ikke, men blot have hendes navn. "Mit navn? Jeg hedder Lydia, og Dem?" spurgte hun stille, og så på ham.

Manden smilede da han så hun gik over til æblet. Han sagde " Det er helt okay at du er mistroisk min kære ven. Vi kan ikke alle sammen stole på hindanden når vi har oplevet et stort svigt. Jeg forstår dig " og smilede venligt til hende. Han så hendes øjne var fyldte med ord og at hun var nevøs dog uden at vide hvorfor. Han tænkte at hun ville sige det til ham vis hul følte hun turde stole på ham.
Da hun forklarede ham hendes navn sagde han med en venlig stemme " Lydia ? Et utroligt smukt navn. Dog yderst specielt ligeledes. Det lyder som.." Manden kiggede kort på Lydia og tænkte for sig selv *Kan..hun virkelig være en engel ? Nej..det er tåbeligt. Ingen engel ville blive efterladt... Men vis hun var kidnappet eller andet...gad vide* Han rystede på hovdet kort og sagde " Undskyld. Tillad at præseneter mig selv. Mit navn er Timm. Eller Dr. Timm som mange kalder mig. Jeg er lægen her i byen. Det er en fornøjelse at møde dem frøken Lydia " Han tog sin tophat på og smilede til hende. Han sagde med en rolig dog en fast stemme " Sig mig Lydia. Dine forældre. Er det dem du er bange for ? Eller. Er der en som har gjort dig ondt ? Bare rolig du kan fortælle det til mig "

Han kiggede på hende og kunne hørte hendes hjerteslag og hvordan det bankede. Han fornmmede hun var nevøs men var ved at falde lidt ned. Han smilede ved tanken om at han kunne hjælpe Lydia.

Da han sagde det med, at ikke alle kunne stole på hinanden efter et stort svigt, så hun hurtigt på ham. Hvordan vidste han, at hun var blevet svigtet? Det havde hun ikke fortalt ham jo. Kunne han læse tanker mon, eller havde han bare en yderst god fornemmelse omkring tingene? Han gjorde hende faktisk en smule mere nervøs nu. Hun kunne ikke helt lide folk vidste ting om hende på den måde. Måske havde han bare gættet, men det vil også være en smule uhyggeligt nok, at han havde gættet rigtigt på det.

Da han valgte at gentage hendes navn, stod hun en smule nervøst. Hvorfor skulle alle altid gentage ens navn efter man lige havde sagt det? Nok for at huske det, men alligevel? I Lydias hoved var det nu en gang noget mærkeligt noget. Dog smilede hun stille da han sagde, at hendes navn var smukt. "tak" sagde hun, og da han stoppede lige midt i sin sætning, så hun forvirret på ham. Hvorfor stoppede han dog midt i sin sætning? Hvad var det hendes navn lød som? Hun vil gerne vide det, men hun turde ikke spørge ham om det. Hun kunne se på ham, at han lige nu tænkte et eller andet, men da hun ikke var tankelæser, så vidste hun ikke vad det var han tænkte på lige nu. Da han så lige pludselig rystede på hovedet, bed hun sig svagt i læben. Hvorfor rystede han på hovedet? Dog nåde hu ikke at tænke den tanke længe, før han talte, og hun lyttede til det han sagde. Hun nikkede roligt til hans ord. Så han hed altså Timm, og var en læge her i byen? Hun havde aldrig stødt ind i en læge, men det var jo også klart, da hun ikke havde mødt mere end 2 personer i byen her endnu, da hun jo havde været hos sin herre før.

Da han lidt efter tog sin hat af, betragtede hun ham en smule nervøst. Nervøs for, hvad han var ude på lige nu. Dog så hun forundret på ham, da han spurgte om det var hendes forældre hun var bange for, og nej det var ikke dem hun var bange for. Overhoved ikke. Hun vidste ikke, om de vil gøre hende noget eller ej. De havde jo trods alt solgt hende. Hun rystede blot på hovedet, og var næsten sikker på nu, at han vil spørge ind til det, hvem hun så var bange for, og så vil han finde ud af, at hun er en slave. Set nu han så så helt anderledes på hende? Selvom hun ikke vidste om han vil det. Hun vil helst ikke fortælle ham det lige nu, og hun håbede ikke at han vil tvinge hende til at fortælle det. Ellers var hun smuttet så hurtigt hun lige kunne.

Timm smil faldt kort da han kunne høre hendes hjerte steg en smule over frygt. Hvorfor hun frygtede ham vidste han ikke men han gættede på at det var noget at han sagde angående svigt. Han kiggede kort ned i jorden og tænkte på sin egen fortid og hans smil faldt helt væk da han huskede på alt det han mistede dengang. Han kiggede op igen på Lydia der kiggede forviret på ham og han smilede blot for at være venlig.

Han kunne se hendes blik kiggede nevøst dog undrene over at han sagde hendes navn 2 gange. Han smilede da hun sagde " tak " til ham hvilket fik ham til at bukke for hende.
Han sagde med en rolig dog undrene stemme " Sig mig Lydia. Dit navn er yderst specielt. Jeg har haft mange patienter før i tiden alle med forskellige navne. Et navn ser du.. Et navn for mig kan fortælle mig meget om personen uden at jeg har set dem. Men dit navn.. Dit navn lyder som en engels. Så mit spørgsmål er blot dette. Er du en engel ? Vær ikke bange for at svare mig. Jeg undre mig blot over det da du ikke ligner en engel. Dog ligner du heller ikke en falden engel "
Han tog sin lille bog frem og begyndte at skrive noget ned i den. Ganske kort efter han var færdig lagde han den tilbage og sagde mens han gav den et lille klap " Det er min notes bog. Jeg går oftes ture for at få luftet mine tanker og kommer tit på en tanke eller 2 jeg ønsker at huske til senere "
Han kiggede på hende og så hun nikkede roligt. Han smilede og tænkte roligt for sig selv *Jeg gad vide...hvor kommer hun dog fra..Skulle jeg tage chancen og spøger hende?*

Efter hun havde svaret at det ikke var hendes forældre sagde han med en fast stemme " Vis det ej er dine forældre, hvem så min unge ven ? Du kan prøve at lyve. Men jeg kan se på dig at du har smerter. Du kan benægte det vis du ønsker men du kan ikke snyde mine øjne selvom de er gammle. Jeg kan se du har ondt, hvor og hvorfor ved jeg ikke. Men jeg ønsker blot at hjælpe dem frøken Lydia. Intet andet. Det forsikre jeg dem om."
Han smilede ganske kort og tog sin lille bog ud og rev en side ud af den. Han sagde kort " Her. Dette er adressen til hospitalet vis du ønsker at få hjælp eller blot har brug for et sted at sove. Der er en masse ledige senger og nok at spise så du ville roligt kunne komme og være der for en kort stund vis det er du gemmer dig " Han stillede en lille sten oven på papiret og sagde mens han åbnede sin jakke " Jeg kender ikke din fortid og du kender ej min. Dog kan jeg fortælle at vi begge har dårlige minder og at vi i sidste ende blot er misforståede. Offre for andres hånd. Og nogle gange så kan det bedste være at tage og stole på en fremmet. Man ved aldrig om de kun ønsker at hjælpe en " Han smilede til Lydia og lagde sin jakke på kassen han sad på og sagde " Her. Den er ikke meget men den vil kunne holde dig varm til natten frøken. Jeg håber at jeg ser dem snart atter igen. Forsat en godaften " Han tog sin tophat og gik ned af en gaden hvor gadelyset var ved at blive tændt langsomt. Han kiggede tilbage til Lydia som stod stille og smilede til hende før han vendte sig om og gik tilbage til hospitalet mens han smilede for sig selv og håbede på at hun ville komme til ham så han kunne hjælpe hende.

Hun betragtede ham nervøst, og var stadig klar til at stikke af, hvis han kom for tæt på hende. Hun bed sig i læben, og så på ham mens han så ned i jorden, og så ud til at tænke på noget? Men hvad? Hun turde ikke spørge, da hun havde lært man ikke måtte stille for mange spørgsmål, og blot skulle gøre hvad der blev sagt med mindre man gerne vil straffes, og det vil hun helst ikke. Et forsigtigt smil bredte sig om hendes læber, da han smilede til hende. Allerede nu kunne hun ikke helt forstå hvorfor han var så sød mod hende. Hun var jo blot en sølle slave, hvis plads var under alle andre og den slags.

Hun så på ham da han bukkede, og der var en del undren i hendes blik. Hun var ikke vant til, at folk bukkede af hende, og det gjorde hende blot mere nervøs. Hun var ikke længere sikker på hvor hendes plads var mere. Hun vil ikke være en slave mere, men kunne hun godt bare bestemme, at hun ikke længere var det? Det var en underlig men også en smule rar tanke hvis hun ikke længere behøvede være en slave mere.
Da han lidt efter snakkede til hende, kunne hun høre undren i hans stemme? Hendes navn lød som en engels? Well hun var jo en engel, så det var vel ikke så mærkeligt igen, var det vel? Hun nikkede til hans spørgsmål om hun var en engel, da hun ikke turde andet end at svare. "Ja jeg er en engel" sagde hun og så på ham. Hun vidste ikke om hun skulle sige andet, men han havde jo ikke spurgt hende om noget, som hun skulle svare på. Hun så undrende på ham, da han fandt en lille bog frem og skrev i den. Hvad skrev han mon? Dog undlod hun at vise, at hun var nysgerrig lige nu. Da han forklarede, lyttede hun blot, og nikkede til det han sagde. Så han brugte den til at huske ting? Men hvad vil han huske lige netop nu? Hun bed sig svagt i læben over alle de spørgsmål hun havde, men ikke vil stille. Det kunne heller ikke ses på hende, at hun vil spørge om noget, da hun var blevet god til at skjule den slags fra andre.

Ved hans næste spørgsmål, blev hun meget nervøs. Hun blev på en eller anden måde nød til at svare ham jo, nu han stiller et direkte spørgsmål, eller gjaldt de regler ikke her? Hun var stadig forvirret over verdenen uden for, og var stadig ikke sikker på, om den var så meget bedre end hendes gamle hjem. Der havde hun fået mad, og her skulle hun selv finde det, men til gengæld var der ingen her ude endnu, som havde straffet hende for hendes gerninger.
Han tog en dyb indånding, og bed sig kort i læben. "Min..... min herre" mumlede hun meget lavt og så ned i jorden, og var ikke sikker på om han kunne høre det. Hun anede ikke hvor god hans hørelse lige umiddelbart var.

Han tog igen sin bog frem, og Lydia så blot på ham. Holdte øje med hvad han var ude på lige nu, of så han rev en side ud af bogen? Da hun hørte det han sagde, så hun undrende på ham. Han vil ha hun kom over til hospitalet hvis hun manglede et sted at sove? Men var det ikke fortrinsvis de syge der skulle være der? Og så vidt hun lige vidste, så var hun ikke selv syg. Dog kunne det være rart med en seng at sove i, selvom hun fint kunne sove alle andre steder. "Tak" sagde hun dog kort til hans tilbud om et sted at sove. Dog var hun ikke sikker på, om det var rigtigt, at hun blot kunne komme og sove der når hun ikke var syg eller noget. Da han begyndte at tage jakken af, så hun endnu mere undrende på ham. Bed sig i læben over det. Hvorfor gjorde han det overhoved? Hun var jo ikke værd at hjælpe jo. Da han så begyndte at snakke om fortiden, undrede hun sig over det. Han var misforstået? På hvilken måde? Og hun tvivlede på, at hun selv var det. Hun var jo ikke andet end blot en slave jo. Men måske havde han ret i det med, at hun eller de var ofre for andres hånd. Det kunne hun nemlig ikke lige svare på. Det sidste han sagde, var hun dog helt enig i. Man vidste ikke om de prøvede at hjælpe eller skade en, og det var derfor hun var så mistroisk da hun ikke havde mødt den store venlighed fra nogle før over for hende.

Forsigtigt smilede hun igen, da han smilede til hende, og så han lagde sin jakke. Hun bed sig i læben, og var ikke tryg ved det her. At han vil give hende sin jakke? Det var meget mere end hun nogle sinde kunne gøre sig fortjent til at få, i hvert fald i følge hende selv. Da han så bare gik der fra, så hun efter ham, men gik kort efter over til jakken og samlede den op. Den var virkelig flot syntes hun, og hun fattede ikke han bare gav hende den. Var han ligeglad med, om han så den igen? Hun så kort efter ham, men han var ikke længere i syne. Et kort suk forlod hendes læber, og hun tog hans jakke på. Den var dejlig varm, selvom hun ikke lige frem vil dø af kulden, selvom hun sagtens kunne mærke den. Forsigtigt lukkede hun jakken, og bed sig overvejende i læben. Hun havde ikke fortjent den, og hun var nødt til at give ham den tilbage igen. Men hvor lå det hospital mon henne? Så godt kendte hun endnu ikke byen, så hun lige vidste det. Hun sukkede, og begyndte at gå, i håb om at finde stedet.

Det tog hende 30-45 min at finde hospitalet som han havde snakket om. Hun standsede dog op lige uden for det, og så bare på det. Nervøs for bare at gå ind.

Timm kunne fornemme noget ved hospitalet som ikke var der normalt. Han smilede så meget at hans tænder viste sig og med en grin gik han hurtigt ud af døren og stod foran hospitalets dør. Han stod med et smil og kunne fornemme et hjerte banke hurtigt. Han kunne genkende dets rytme. Han åbnede døren og så ganske rigtigt Lydia stå foran hospitalet med hans jakke. Han flyttede sig kort og lod hende komme ind i varmen. Hun kom ind og så et syn som ville få mange til at flygte i rædsel dog stod Lydia fast. Timm smilede overrasket over hun ikke var flygtet eller besvimet. Han gik roligt frem og rykkede en af de mange patienter der lå i sengene. Han sagde " Kom. Der sker dig intet " Han gik langsomt frem og så en af patienter prøvede at rive sit bælte af. Hårdt tog Timm fat i bæltet og strammede det så patienten gav et lille hyl fra sig. Med et vredt blik kiggede Timm ned og gik forbi. Han sagde da Lydia kom op på siden af ham " Beklager for det syn du har set. Ser du. Hospitalet har alle slags væsner i alle størelser. Nogle af dem er ufarlige mens andre udgør en trusel for os. Ham jeg spændte fast var en varulv. Normalt har jeg intet i mod dem men han er en yderst farlig patient. Man har snakket om hvorvidt han skal aflives eller ej da han har taget livet på flere af vores patienter "
Der kom et skrig hvilket sendte det koldt ned af ryggen på alle i hospitalet på nær Timm hvis smil faldt og frygt kom i stede frem. Han løb hurtigt mød en dør for enden af gangen og løb ind i rummet. Der gik ikke lang tid før han gik ud igen og kiggede på Lydia der stod foran ham. Han kiggede på hende og vidste ikke hvad han skulle svare så han sagde i stede for med en smule frygt i stemmen " Skal vi ikke se om vi kan finde dig noget at spise ? " Han pegede på en trappe og sagde " Gå op der så kan vi skaffe noget til dig " og gik op af den.

Lige nu overvejede Lydia virkelig om hun skulle gå ind, eller om hun blot skulle vende om nu, og gå sin vej igen. Beholde den jakke som hun havde fået. Nok regnede manden med at få den igen, men hvad nu hvis hun sørgede for, at de aldrig mødtes igen? Dog nåde hun ikke så langt inden Timm nu stod ved døren foran hende. Hun bed sig i læben, og så på ham. "Her har du din jakke igen, har ikke brug for den. Vil klare mig uden den, og hvorfor gav du mig egentlig din jakke?" Hun gik over til ham, og tog hurtigt jakken af, og rakte den frem imod ham. Ventede på at han tog den igen. Hun skulle nok overleve, om hun så blev syg af det. Hun havde overlevet mange år uden noget på overhoved, så hun kunne sagtens overleve med det hun nu havde.

Da han havde taget den, så hun overvejende på ham, og overvejede stærkt bare at gå igen, men i stedet gik hun inden for. Der var dejlig varmt inden for, og hun sukkede let over det. Dog var hun stadig supper nervøs over for det her. Dog standsede hun brat op, da hun så det syn som mødte hende. Hun så rundt, og hendes hjerte begyndte at banke voldsommere i hendes bryst. Hun var slet ikke sikker på, hvordan hun helt skulle reagere på det her overhoved. Dog besvimede hun ikke over det, men stod bare og så på det. Bed sig i læben, og kom med en let pivende lyd for at fortælle hvor utilpas hun lige nu var. Dog fulgte hun hurtigt efter ham, da han sagde kom. Dog stirrede hun lige på det som han gjorde mod den ene patient, og hun var begyndt at vil ud her fra igen meget snart. Dog gik hun alligevel efter Timm, og følte sig en smule mere tryg ved ham end alle de andre, men så alligevel ikke helt. Hun anede jo ikke om Timm vil gøre et eller andet imod hende? Hun hørte det han sagde, og så forfærdet på ham. Var det virkelig den slags man gjorde her ude i verdenen? At aflive andre? Også det at han sagde at det var en varulv sagde hende intet. Hun kendte ikke til den race endnu da hun aldrig havde mødt den før. Hun så også meget uforstående ud lige nu. "En varulv?" sagde hun meget tøvende, og det var tydeligt hun ikke helt var med på, hvad det var for noget.

Da der meget pludselig kom et skrig, farede Lydia nærmest sammen, og så sig nervøst om. "Jeg kan ikke lide det her sted her." sagde hun med en nervøs stemme til Timm da han igen var kommet tilbage. Da han så spurgte hende, om de ikke skulle finde hende noget at spise tøvede hun let. Hun var vant til at skulle gøre sig fortjent til at få mad, og lige nu havde hun jo intet gjort for det? Dog fulgte hun med oven på.

Timm kiggede på Lydia som så ud til at hun var i stor frygt. Han kiggede på omgivelserne og så hvordan de var. Han kiggede kort ned og så det udtørede blod der lå på jorden, hørte skrigende af smerte og sorg der fyldte de tomme gange og sagde mens han stoppede op foran en dør hvor der stod " Kantine " Lyt.. Jeg... vil jeg gerne starte med at sige undskyld for at du skulle se dette sted. Jeg har vænnet mig til dens ødelæggelse og rådenskab, dens galskab og den rædsler. Du har vel regnet ud at for at være her skal man kunne fjerne alle følser.. heh.. Det hjælper også vis man intet hjerte har " Han grinte kort før han åbnede døren intil en kantine og gik over til en kvinde og sagde " Godaften. Jeg tager det sadvanlige. Til min unge ven vil jeg bede om vores bedste ret. Det vil sige ingen piller eller den slags. Hun er ikke syg eller på nogle måde farlig " Kvinden nikkede og gik ud og kom tilbage kort efter med en skål med en rød suppe og kom med en grød der var en smule grønlig. Han tog begge dele og satte sig over til en bord som var støvet og sagde " Kom her Lydia. Vi kan sidde og spise og snakke sammen. Jeg lover dig at der intet galt med din mad. Den er måske lidt anderledes end det du har plejet at få men den vil hjælpe dig med at få din kraft igen så du ikke ser så svækket ud " Han smilede venligt til Lydia og satte talerken over til hende og begyndte selv langsomt at spise den rødlige suppe hvilket fik ham til at smile kraftigt.

Lydia var virkelig nervøs for det her sted, og det var ikke svært at se på hende. Hun skævede ned på gulvet hvor der var blod og alt muligt andet. Her var virkelig beskidt og hun var ikke så begejstret for det. I hendes gamle hjem havde der for det meste været rent, men der var det hende som havde gjort rent fordi hendes Herre havde sagt hun skulle. Hvem pokker gjorde rent her? For der var ikke det mindste rent her. Dog prøvede hun at ignorere det, og fulgte bare efter Timm over til hvad hun formåede måtte være der hvor man fik mad. Hun standsede op, og så op på Timm da han begyndte at undskylde over for hende. Hun lyttede til det som han sagde. Hun bed sig svagt i læben over hans ord, og nikkede meget stille til dem. Hun var stadig nervøs for det her sted, og han havde ret i, at man skulle ku fjerne alle sine følelser for at være der. Dog forvirrede det hende, da han sagde det hjælper hvis man intet hjerte ham. Hvem har intet hjerte? Det ville hun gerne vide. "Alle har da et hjerte?" sagde hun tøvende, og det var tydeligt hun var usikker på om det nu også var rigtigt.

Hun trippede en smule på stedet, men fulgte med ham som da han havde åbnet dørene ind til et sted med en del borde og bænke. Hun så sig rundt der inde, mens hun fulgte efter ham. Da de nåde over til en dame som der var der inde, vendte Lydia meget nervøst opmærksomheden mod dammen, og var med et mere nervøs end før, da der nu var 2 personer i nærheden af hende. Hun lyttede til det som Timm sagde til dammen, og ventede på de fik mad inden hun fulgte med over til bordet. Forsigtigt satte hun sig ned, og så på maden. "Hvad skal jeg gøre for maden?" spurgte hun og så meget forsigtigt op på Timm. Hvis hun intet skulle gøre, vil hun tøvende begynde at spise maden usikker på om hun virkelig intet skulle gøre for maden her.

Timm smilede lidt og kiggede ned på sig selv og holdt sig for brystkassen og sagde stille for sig selv " Heh..ja..men det ikke hos alle det slår.." Han rystede hovdet og prøvede at smile venligt til Lydia og håbede hun ikke forstod. Han kiggede op fra maden af da hun sagde " Hvad skal jeg gøre for maden ? " Han smilede lidt og sagde roligt " Lydia. Du skal intet gøre for maden her. Jeg kan se du har været udsat for smerte og derfor har jeg taget dig hertil. For at kunne give dig mad, en varm seng, et tag over hovdet og så jeg kunne hjælpe dig med at få det bedre. Med det sagt. Du sagde tidligere " Min herre " som i at nogle havde ejet dig. Hvad mener du med det ? Du skal ikke forklare mig det vis du ikke føler dig tryg ved mig. Men jeg ønsker blot at hjælpe dig. Du minder mig meget om en person som var grunden til jeg blev læge " Han tog en skefuld til af den røde suppe og sagde " Men vis du ønsker at arbejde for maden eller blot ønsker noget at lave i så fald så ved jeg der er nogle små opgaver du ville kunne udføre. De er ikke farlige og det er meget nemt. Desuden ville du også være tæt på mig vis du ønskede det. Jeg skal nok betale dig selvfølgelig vis du ønsker at hjælpe ligeledes. Du skal ikke tro at din hjælp ikke ville blive værtsat. Ser du. Mange af vores jonaler og papirer er desvære ikke i orden. Så det handler faktis kun om at sotere tingene. Ville du måske hjælpe med at få lidt orden på stedet her ? Det ville være en meget stor hjælp vis du ville " Han smilede venligt til Lydia og sagde " Men valget er dit. Jeg vil ikke tvinge dig til noget. Du er fri til at vælge hvad du vil " Han sendte et roligt blik til hende og forsatte med sin suppe.

Lydia hørte det som Timm sagde, og så uforstående på ham. "Det er ikke hos alle det slår? Hvad mener du med det?" spurgte hun nervøst. Hun forstod ikke helt det han lige havde sagt, men nu kendte hun heller ikke så meget til alle de forskellige væsner som der var her i verden. Kun engle og dæmoner var dem hun kendte bedst. De andre var hun langt fra sikre på fandtes da ingen havde fortalt hende om dem.
Hun bed sig nervøst i læben, og så godt hans venlige smil han sendte hende, og hun smilede meget forsigtigt tilbage til ham. Da hun lidt efter havde spurgt hvad hun skulle gøre for maden, betragtede hun ham, som han så op på hende. Havde hu sagt noget forkert eller hvad? Hun følte det lidt, den måde som han så på. Men hun havde lært at mad aldrig kom uden noget, og det var derfor hun havde spurgt. Hun lyttede til det som han sagde, og bed sig endnu mere nervøst i læben.

Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle svare på Timms spørgsmål. Selvom han havde sagt hun ikke behøvede, havde hun lært at svare på alle direkte spørgsmål hun fik. "Ja... Jeg var ejet... Jeg stak af fra min Herre... plz" hun så op på Timm med et meget bedende blik. "Plz ikke send mig tilbage til ham. Jeg.. jeg kan ikk mer." sagde hun, og hendes stemme knækkede i det hun sagde det, og hendes øjne var blevet fyldte med tåre. Hurtigt så hun ned i bordet igen. Det var tydeligt at hun var meget bange for at komme tilbage til sin gamle Herre igen. Hun vil næsten gøre alt for ikke at ende tilbage hos ham igen og blive straffet for at være stukket af, plus taget sit halsbånd af. Det vil han bestemt ikke blive glad for.

Hun betragtede ham som han tog noget at spise, og skulle selv til at spise, da hun hørte han snakkede igen, og hun standsede sig selv fra at spise. Hun vidste det. Han vil have noget fra hende for maden. Eller det var hun overbevist om. Hun bed sig igen i læben, og denne gang gik der hul så det begyndte at bløde. Selvfølelig havde han nogle opgaver til hende. Hun havde næsten ikke ventet andet. Men hvad mon han ville have hende til at gøre for ham? Have hende til at gøre rent? Eller noget helt andet? Hun var nervøs for, hvad han mon havde i tankerne med hende. Dog var hun meget forvirret da han sagde han nok skulle betale hende for det. "Betale mig?" det var let at høre hun var forvirret, og da han fortalte opgaven blev hun nervøs. "Jeg... jeg kan ikke læse" sagde hun med en meget lav stemme. Hun havde aldrig før skulle lave noget hvor hun skulle læse, så hun havde aldrig lært det. Hun så ned på sin mad, og meget forsigtigt spiste hun den.

Timm smilede og sagde " Jeg mener at nogle væsner slår hjertet ikke hos. Jeg er en af dem kære Lydia. Jeg er en vampyr. En nattens skygge om man så vil sige. Jeg har et hjerte men det slår ikke hos mig. Jeg har ingen puls som du har. Men bare rolig. Jeg overfalder og dræber ikke folk som alle andre af min slags. Jeg spiser ja. Men jeg behøver ikke at myrde for det "

Han så tårene i hendes øjne og sagde med en trøstende stemme " Bare rolig Lydia. Jeg lover dig at ingen vil skade dig her. Jeg lover dig ved mit udøde liv at jeg vil aldrig tage dig tilbage til ham. Vis det er vil jeg gerne give dig hjælp så du måske kan stole mere på mig og se at jeg ikke ønsker dig nogle skade overhovedet. Jeg finder dig der i mod spænderne. Du har gjort mig nysgerrig omkring dig. Jeg ønsker at hjælpe dig på alle måder jeg kan. Og vil gerne tage tid væk fra mit arbejde for at kunne hjælpe dig vis du ønsker det.
Men med det sagt vil jeg spøger. Hvorfor havde du en herre ? Du ser ikke særlig gammel ud så det undre mig. Hvor er dine forældre i alt dette ? "

Han smilede og sagde mens han så hendes blik " Ja. Betale dig for at du hjælper. Du troede vel ikke at du skulle arbejde for maden og for at være her kun vel ? Nej nej. Det er en gave fra mig til dig af " Han så blodet og hans blik blev nysgarig i et sekund før han smilede igen og kiggede på hendes øjne igen. Han kiggede undrene over da hun sagde hun ikke kunne læse og sagde " Jeg forstår. Så du kan ikke læse eller skrive ? Hvad med at regne og tal ? Kan du tælle op til 10 ? " Han så hun spiste og smilede og sagde kort " Men fortæl Lydia. Vis det er så vil jeg gerne tilbyde dig husly her. Det er ikke meget men du ville kunne få dit eget " værelse " så du kunne skifte tøj, gå i bad og sove uden at du skulle bekymre dig eller blive vækket af de andre. Der ud over ville du få mad. Morgenmad, frokost, aftensmad og vis det var. Ville du også kunne få natmad. Der ud over vil jeg være tæt på og du ville kunne kalde og jeg ville være der med det samme " Han tog en ny skefuld af sin suppe og kigged roligt på Lydia. Han tænkte *Hvad i al verden har den stakkels pige dog været udsat for...Jeg håber blot at jeg kan hjælpe hende*

Lydia lyttede til det som Timm fortalte hende, og forstod stadig ikke helt. Hvordan kunne en person leve hvis deres hjerte ikke slog? Hun blev mere nervøs da han sagde han var en af dem, og at han var en vampyr. Vampyr? Spiste de ikke blod? Hun havde kun mødt en vampyr før, men han havde ikke drukket hendes blod heldigvis. Dog da han fortalte han ikke vil overfalde hende og dræbe hende som alle andre vampyrer vil, så hun undrende på ham. "Du sir alle andre vampyrer vil slå mig ihjel?" spurgte hun, og så lige på ham. Det passede ikke. Hun havde mødt en anden vampyr, den første hun nogle sinde havde mødt, og han havde været utrolig sød imod hende. Havde dog godt advaret hende om ikke at bide hul på sin læbe da han fik sværere af at holde sig tilbage ved det. Vil Timm så også have svære ved at holde sig tilbage hvis hun begyndte at bløde? Hun vil helst ikke finde ud af det egentlig. Set nu han ikke kunne styre sig, og så dræbte hende som han sagde han ikke vil gøre?

Da han valgte at love ingen her vil skade hende, så hun uforstående ud. Hvorfor vil han love det? Hun var jo ikke noget værd? Hun var ikke andet end en sølle slave som intet rigtigt kunne finde ud af? "Hvorfor? Hvorfor lover du mig ingen vil skade mig? Jeg fortjener det jo. Jeg fortjener at blive straffet" sagde hun, og bed sig meget hårdt i læben mens hun så ned i bordet igen. Hun kunne ikke forstå han vil hjælpe hende. En simpel slave som var ulydig og stikke af fra sin Herre. Da han sagde han ikke ønskede hende nogle skader overhoved, så hun meget forsigtigt op igen. "Hvorfor ønsker du ikke det?" Hun hørte hvad han ellers sagde, og blev overrasket over det. Han fandt hende spændende? Hvorfor? Hvad havde hun da gjort for han syntes en som hende var spændende?
Hun lyttede til det sidste han sagde, hvilket igen undrede hende. Hvorfor hun havde haft en Herre? Var det ikke tydeligt nok? Hun var en slave, og derfor havde hun en Herre. "Jeg er blot en slave, og derfor havde jeg en Herre. Nej du har ret i jeg ikke er specielt gammel. Tror kun jeg er 18 eller noget i den stil. Mine forældre har jeg ikke set i flere år, siden de gav mig til min Herre." sagde hun, og slog blikket ned. Hun vidste ikke om han forstod det hun lige havde fortalt ham, men det var ikke hendes problem så, men hans eget for ikke at forstå det.

Hun lyttede til det han sagde. "Øm jo havde jeg nok. Er vant til det, så ja." sagde hun stille. Hun var ikke vant til at få noget gratis, og var langt fra sikker på hvad hun skulle syntes om han vil give hende mad og husly gratis. "En gave?" Hun havde ikke fortjent at få en gave. Hun havde jo intet gjort for at få en?
Hun så godt hans blik da hun var kommet til at bide hul på sin læbe, og hun var nervøs for, at han nu vil overfalde hende og drikke hendes blod, men det gjorde han ikke. Hun var begyndt at tro vampyrer slet ikke var så farlige som de prøvede at bilde hende ind, men det betød ikke, hun stadig ikke stolede på dem, for det gjorde hun ikke. Hun stolede ikke på nogle andre end sig selv.

Hun så hans undrende blik, og undrede sig selv over det som han sagde. "Nej jeg kan ikke læse, men jeg kan sagtens tælle, men aner ikke hvordan tallene ser ud eller noget." sagde hun og så på ham. Betød det her han så ikke kunne bruge hende eller hvad? For hvis hun skulle kunne læse for at udføre opgaven her, så måtte han lære hende at læse og det først. Da han lidt efter tilbød hende husly her, bed hun sig i læben og så på ham. Hun vil gerne tage imod det da hun manglede et sted, og det var koldt at sove på gaden, men hun skulle vel betale for at bo her på en eller anden måde? "Så jeg må bo her? Hvad er reglerne og hvad skal jeg gøre for det?" hun tvivlede stærkt på det her virkelig var gratis på nogle måde. Hun vil ikke gøre modstand over at skulle gøre noget for det nok, da han langt fra virkede som hendes tidligere Herre. Men det lød rart med et sted at bo, og også at hun blot kunne kalde på ham hvis der var noget, selvom hun nok vil tøve med det, med mindre det var meget vigtigt, da hun havde lært man ikke måtte forstyrre andre. Hun spiste selv mere af sin mad, og lagde ikke mærke til hans blik. Og Timm vil heller ikke kunne se al den skade hun havde været udsat for, da hun var engel og derved var helet de fleste af sine skader. Hun havde stadig en smule ondt i sine vinger da de havde været brækkede, men ellers var der intet at så af overfladiske skræmmer. De var alle forsvundet, og var nu ikke andet end usynlige ar som kun Lydia kunne se da hun vidste hvor de var. For andre vil hendes krop være helt fejlfri.

Han kiggede og hørte hvad hun sagde " Nej kære Lydia. Men det er ikke alle vampyre som kan holde sig fra at lade deres natur overtage. Nogle vampyre kan sagtens holde sig fra at overfalde og æde og andre kan ikke. Men bare rolig. Intet vil ske dig mens du er her på hospitalet "

Han så hende lade hovdet kigge ned og sagde " Lydia. Du syntes selv du har fortjent at blive straffet. Men nej. Du har intet gjort forkert. Du er der i mod et offer for noget som aldrig skulle være tilladt " Han knuede sin hånd og mærkede at han var ved at blive vred så han prøvede at bevare roen og sagde " Bare rolig.. Du bliver ikke straffet af nogle her "
Da hun spurte hvorfor ønsker du ikke det sagde han " Fordi du er uskyldig. Du er mere end det... Du.. nej.. undskyld Lydia men jeg vil ikke snakke om det.. Jeg håber du forstår mig " Han kiggede ned kort og mærkede en tåre løb ned af hans kind. Han smilede og tænkte roligt for sig selv *Tænk..hun har kunne få mig til at græde en tåre.. hun er virkelig speciel* Han kiggede på hende og smilede lidt.
Da hun forklarede hun blot var en slave sagde han " Lydia. Først og fremmest. Du er ikke " blot " en person. Du er en person. Og du er ingen slave. Ingen bestemmer over dig mere. Du er en fri person. Jeg lover dig det. Ingen kan gøre krav på dig. Vis de prøver i så fald vil jeg snakke med dem. Og skulle de ty til vold så vil jeg personligt smide dem ud herfra. Ingen skal tro de kan kræve et andet menneskes liv blot fordi de har betalt for det. Lydia. Ved du hvornår man kan sige man ejer en person ? Det kan man aldrig. Alle er frie uanset hvad "
Hun fortalte at hun ikke havde set dem i mange år fik Timm et minde. Han kiggede ned og så sin egen barndom dengang han var ung og tænkte på den hårde tid der engang var og hvilket smerter og helved han måtte udholde. Men han var fri hvilket fik ham til at græde en tåre over hvilket helved Lydia har været igennem. Han tørede sine øjne og sagde " Undskyld.. Ens hjerne kan nogle gange få en til at tænke nogle gammle minder heh... " Han kiggede op forviret på hende da hun sagde " 18 eller noget " Han sagde med en meget forviret stemme " Vil det sige du er i tvivl om din egen alder ? Du ved ikke hvor gammel du er ? Har du aldrig haft en fødselsdag ? "

Han asluttede sin suppe og sagde " Ja en gave. Du vil få en gave af mig som du vil kunne lide vil jeg tro. Og vil jeg håbe ligeledes " Han kiggede i hendes blik og så forvireingen men smilede blot. Han så frygten i hendes øjne og sagde " Bare rolig. Jeg vil ikke have dit blod. Dine øjne fortæller meget mere end du tror. Men Lydia. Fortæl. Hvordan kan det være tror du at jeg ikke behøver at dræbe andre for at kunne spise og leve ? " Han smil blev lidt støre så man kunne se hans tand. Han kiggede svagt på hende og tog noget af suppen og tegnede et 9 tal på bordet foran hende og sagde " Ved du hvad dette tal er ? " Han sad i sit stille sind og tog sin bog og skrev noget ned før han lukkede den igen og smilede til hende for at berolige hende.

Hun spurte om regler og han sagde " Regler ? Vil du da gerne have nogle ? Øh.. Jeg vil være ærlig med dig. Jeg har aldrig haft en.. " han skulle til at sige noget men hans ord forsvandt. Han kiggede på hende med et roligt blik og smilede svagt for sig selv og rystede på hovdet " Øh ja.. Jeg har aldrig haft en som skulle have regler. Så jeg ved sandt og sige ikke hvad de skulle være andet end du bare skal være forsigtig da stedet er gammelt. Hvad du skal gøre så er der intet. Du skal blot vælge om du vil være her eller ej fordi vis du vælger at være her så vil jeg vise dig til dit værelse når du har spist. Vis du kan lide dit værelse får du det ellers finder vi et nyt til dig intil du har fundet et du kan lide. Og du må godt være kritisk omkring det vis du ikke kan lide det. Det er helt okay "

Han kiggede på hende og så i hendes øjne at der var noget som hun ikke fortalte hende men han tænkte at hun ville åbne sig over for ham når hun var klar. Han sagde " Fortæl Lydia. Er du bange for mig ? Mistroisk ? Føler du at jeg vil skade dig på nogle måde og at det er den enste grund til du er her ? At jeg vil bruge din som en slave ? Vær venligst ærlig med mig og svar på dette "

Hun nikkede stille til det han sagde, at ikke alle vampyrer kunne afholde sig fra at lade deres natur overtage. Dog anede hun ikke hvad han helt mente med det, at lade sin natur overtage. "Undskyld men jeg er ikke helt med? Lade sin natur overtage? Hvad mener du helt præcis med det?" spurgte hun uvidende, og så på ham. Dog nikkede hun til det næste han sagde, at nogle sagtens kunne afholde sig fra at overfalde og æde andre, mens andre af dem åbenbart ikke kunne finde ud af det. "Men hvordan kan du love mig det? At ingen overfalder mig her?" spurgte hun nervøst. Hun stillede lige nu alt for mange spørgsmål, og hun håbede ikke han vil blive sur på hende over det, men hun ville virkelig gerne vide det, hvordan han havde tænkt sig det. "Undskyld hvis jeg spørger for meget." sagde hun nu med en nervøs stemme. Hendes Herre havde ikke brudt sig om at hun havde spurgt så meget her, og vil have straffet hende for det nu på en eller anden måde. Dog havde Timm ikke straffet hende for det endnu, og det var da en smule underligt? Eller det syntes hun i hvert fald det var.

Da han talte til hende, så hun forsigtigt op på ham og lyttede til det som han sagde. Ja hun følte selv at hun fortjente at blive straffet, fordi hun var vokset op med straf når hun gjorde noget forkert. Dog forstod hun ham ikke helt, da han sagde hun var et offer for noget som aldrig skulle være sket. "Et offer for noget som aldrig skulle være tilladt? Hvad mener de med det?" spurgte hun tydeligt forvirret. Mente han at det var forkert måden hun var blevet behandlet på eller hvad? "Jeg bliver altså ikke straffet her? Hvad nu hvis jeg laver noget forkert? Hvis du ikke straffer mig for det, hvordan skal jeg så lære det?" prøvede hun. Hun forstod det ikke, især fordi hun nærmest var opvokset med det, at der ventede en straf for hver en fejl man lavede.
Det han fortalte hende nu, det undrede hende en smule. Han vil ikke skade hende fordi hun var uskyldig? "Er jeg uskyldig? Jeg har lavet mange fejl i mit liv, så er jeg virkelig uskyldig?" Hun var ikke sikker på, hvad han mente med det, at hun var uskyldig. Hun var skyld i en masse ting, og specielt over de straffe som hun havde fået af sin gamle Herre. Det var hende der havde lavet fejlene, han havde blot lært hende ikke at lave dem igen. Hun så tåren på Timms kind, og undrede sig over den. Havde hun fået ham til at græde? "Undskyld" hviskede hun, og så ned igen.
Da han valgte at sige til hende, at hun ikke var en slave, rystede hun på hovedet. "Jeg er en slave. Og jeg er død vis han finder mig igen. Jeg stak af fra ham, og ikke nok med det, så har jeg fjernet mit bevis på han ejer mig. Han vil blive utrolig rasende på mig over det." sagde hun, og hendes blik blev indadvendt. Hun vil ende som før hun flygtede. Med søm gennem hendes vinger, og spændt fast. Hun vil sikkert ikke fa mad i flere dage, og vil kun komme fri hvis han havde lyst til at bruge hende. Hun blev langsomt mere og mere bange for tanken, og det kunne se i hendes blik, som gradvist også blev sløret af tåre. Hun hørte kun knap det sidste han sagde, men det beroligede hende ikke. Hun var stadig meget skræmt og følte at han lige nu var meget tæt på, og om lidt vil komme og tage hende. Hun kunne ikke lide den tanke.

Hun så undrende på ham da han pludselig igen græd? Hun hørte det han sagde, og nikkede langsomt. Havde lyst til at spørge hvilke minder, men hun havde spurgt nok her til aften. Hun burde holde kæft og ikke stille flere spørgsmål. Hun hørte dog hans spørgsmål, og bed sig i læben og rystede på hovedet. "Nej jeg er ikke sikker på det, men jeg er næsten sikker på jeg er 18 eller noget i den stil, og nej jeg har aldrig haft en fødselsdag før?" sagde hun, og så lige på ham. Hun var ingen gang sikker på hvad en fødselsdag helt var. "Øm hvad er det egentlig?" spurgte hun meget forsigtigt. Han vil nok syntes hun var dum eller noget nu fordi hun ikke vidste hvad det var. Men ingen havde taget sig tid til at forklare hende det.

Hun spiste selv op, og så på ham da han igen snakkede om hendes gave. "Hvad er det?" spurgte hun nysgerrigt. Hun vil vide hvad det var han vil give hende af gave. Hun hørte det han sagde og hans spørgsmål om hvad hun troede. "øm nogle gir dig det frivilligt?" sagde hun med en tøvende stemme.
Da han begyndte at tegne på bordet, så hun undrende på det han tegnede. Et eller andet tegn? Dog fandt hun ud af det var et tal, men hvilket? Hun lade hovedet let på skrå, og prøvede om hun kunne tyde det. Om hun kunne huske hun havde set det før, men nej det kunne hun ikke. "Øh, nej? Jeg aner ikke hvad det er for et." sagde hun, og så op på Timm. "Hvilket tal er det?" Hun vil utrolig gerne vide det.

Da hun havde spurgt efter hans regler og han vist ingen havde, nikkede hun blot stille over det. "Okay" Hun hørte det næste han sagde. Så ingen her skulle altså have regler? Så hun skulle blot være forsigtig? Well det var de nemmeste regler hun nogle sinde havde haft. At være forsigtig. Men hvad vil der ske hvis hun ikke var forsigtig? " hvad hvis jeg ikke er forsigtig? Hvad vil der så ske?" spurgte hun, og så lige på ham.
Hun så lidt overvejende ud ved hans spørgsmål, men jo hun ville gerne blive her, hvis Timm kunne love hendes gamle Herre ikk vil få fat på hende. "Jeg vil gerne blive her. Har alligevel intet andet sted, og hvis du kan love han ikk får fat i mig, så bliver jeg." sagde hun. Hun nikkede da han sagde hun gerne måtte være kritisk over for værelserne, men det kunne hun ikke være. Hun var vant til at tage det hun fik og være taknemlig med det.

Hun bed sig i læben over hans spørgsmål. Ja hun var nervøs over for ham, men det var hun over for alle, da hendes Herre havde gjort så hun var mistroisk og bange over for alle. Hun troede alle var onde, men Timm fik hende til at tvivle på det lige nu. "Sorry, men ja jeg er nervøs over for dig lige nu, men ikke lige så meget som jeg var i starten. Jeg aner jo ikke hvad du tænker, og hvad du vil med mig, så ja... Sorry" sagde hun, og så ned igen. Nervøs for at se på ham nu, og hvad han vil sige til hende.

Et smil bredte sig kort på Timms læber og han sagde " Ikke alle væsner er søde. Ikke alle er født gode eller lever et normalt liv. Nogle er født og andre senere skabt for at blive det monster de er den dag i dag. Nogle væsner som vampyrene har brug for at æde eller nære som andre kalder det. At drikke blodet fra andre. Og vis en vampyr er sulten nok, desperat nok eller blot gør det for glæden af jagten kan de finde på at angribe andre og give ind for vores natur som er at dræbe og dræne kroppen for blod. Det er det jeg mener " Hans smil faldt mens han fortalte det men prøvede at holde det oppe. Da hun spurte hvordan han kunne love det sagde han " Fordi jeg holder øje med dig. Og du skal bare holde dig fra vores farlige patienter. Det vil sige du skal bare lade vær med at gå ind i deres værelser. Derfor kan jeg love dig det Lydia "  Da hun sagde undskyld sagde han med et smil " Du skal ikke undskylde. Det er helt okay at være nysgerrig "

Han sagde kort " Ikke noget Lydia.. Det er en sag som jeg ej kan forklare dig nu. Det kræver du kender fortiden hos mig.. Og den skal vi ej snakke om nu. En skønne dag måske. Men ikke i aften "
Da hun sagde at hun havde lavet mange fejl sagde han med et smil " Vi har alle lavet fejl. Det er af dem vi lære fra. Uden fejl ville vi aldrig lære noget. Og det er det som gør vi bliver klogere. Men ja. Du er uskyldig fordi du har aldrig ønsket noget dårligt vil jeg tro. Vis du har ville det overraske mig. Desuden virker dit hjerte ej ondt. Dens rytme er for blidt. Jeg har hørt rytmen på mordere, tyve, psgyisk syge og på de som ej fortjente at have et hjerte. Du er ej nogle af de ting. Du er blot en uskyldig sjæl som blev fanget i noget som du ej skulle ha oplevet "
Timm hørte hvad Lydia sagde og så hendes tåre. Han kunne mærke hendes hjerte langsomt slog men at hun var utrolig bange og ked. Han sagde " Kom Lydia. Jeg kender et sted jeg tror du vil kunne lide. Det plejer altid at hjælpe med at få det værste af ens tanker væk "

Da hun spurte smilede han og sagde med et lille grin " Det vil du få at se når det er. Det er en meget speciel gave. Men jeg syntes du har fortjent den når tiden er inde Lydia "
Timm smilede da hun ikke kunne kende det og sagde " Det tal er 9. Vis det er du vil så vil jeg gerne lære dig at læse og skrive. Ligeledes vil jeg lære dig tal vis du vil.

Lydia spurte hvad der ville ske vis hun ikke var forsigtig. Han sagde " I så fald vil du blot komme til skade. Men jeg vil ikke skælde dig ud. Og jeg skal nok snakke med de andre om at de heller ikke skal skælde dig ud. Du vil få frie tøjler til at være her på hospitalet som du ønsker det og kan se det som dit hjem "
Timm sagde " Jeg lover dig frøken Lydia. Du får mit ord på at han ikke vil komme til dig og få fat på dig. Kommer han i nærheden vil jeg fjerne ham fra dig. Du er en fri pige nu. Du er ej længere en slave " Han sendte et smil for at berolige hende og sagde kort " Jeg lover dig det " han kiggede hende dybt i øjene da han sagde det og håbede hun forstod han ikke ønskede hende skade overhovdet.

Timm sagde " Jeg forstår dig ude mærket. Det er ikke nemt når man kommer fra et dårligt sted og så kommer til en som ikke ønsker at skade en men kun vil hjælpe dig. Hvad jeg tænker er hvordan jeg bedst kan hjælpe dig. Jeg ønsker blot at hjælpe dig til at få det bedre og søger for at du kan få et godt liv. Hvad jeg vil med dig. Heh. Tro mig Lydia. Hvad jeg ønsker med dig. Det er ikke noget du ønsker at høre. Du vil blot tro jeg er en tosse. Dog er det ikke at skade dig på nogle måde. Nej. Langt fra " Han smilede venligt og en lille tåre kom i hans øjne. Han rejste sig og stillede sig ved siden af Lydia og tog sin hånd frem " Kom. Så føre jeg dig til dit nye værelse. Jeg håber bare du kan lide det " Han smilede venligt og kiggede hende i øjnene og håbede hun forstod hvorfor han gjorde som han gjorde.

Hun lyttede til det han fortalte hende, at nogle blev født sådan mens andre senere blev skabt til at være sådan. Hun forstod det ikke helt det med at nogle semere blev skabt og ikke født, da hun intet vidste om det med forvandlinger og den slags. Dog sagde hun intet til ham om det. Dog smilede hun nervøst over det han sagde, at han holdte øje med hende. "Okay så du holder øje med mig?" Hun bed sig i læben. Det var det samme som det havde været med Ham. Hendes gamle Herre. Han havde også holdt øje med hende. "Skal nok lade være med at gå ind på deres værelser" lovede hun ham.

Hun forstod ikke helt ham lige nu at hendes rytme var for blid, men han havde ret i at hun intet ondt havde ønsket noget. Selv sin gamle Herre havde hun ikke ønsket noget ondt selvom hun ikke kunne lide ham. Han gjorde hende bange.
Hun så lige på ham en smule nervøst da han sagde hun skulle komme med da han kendte et sted hun kunne få de værste tanker væk. Dog valgte hun at følge med ham. "Hvor er det?" spurgte hun stille.
Hun mnikkede til at hun vil få det at se hvad det var for en gave. Da han fortalte hende lidt efter at tallet han havde skrevet var 9, så hun mere på det og nikkede stille til det. Prøvede at lære hvordan det så ud og huske det. Måske vil det blive nyttigt på et tidspunkt. Hun så på ham da han tilbød at lære hende at læse og skrive og lige så med tal. "Det må du godt hvis du syntes det er det værd at bruge tid på at lære mig det." sagd hun og så på Timm stille.

Hun hørte det han sagde, og fattede ikke hvorfor han var så sød imod hende som han var. "Hvorfor er du så sød imod mig? Jeg fortjener det slet ikke." sagde hun stille. lige meget hvad han sagde, så syntes hun ikke selv at hun fortjente det her.
Da han kaldte hende frøkken bed hun sig usikkert i læben og var nu usikker på det her. Ingen havde før kaldt hende frøken. Hun håbede virkelig at det han sagde passede, at han vil hjælpe hende og at hendes gamle Herre ikke kom efter hende. "Tak" sagde hun stille og så lige tilbage på ham.

Hun lyttede til det han sagde, og lagde nysgerrigt hovedet en smule på skrå. "Jeg vil vide hvad du har tænkt dig at gøre med mig." sagde hun med en fast stemme. Dog fortrød hun det og så ned. Da han rejste sig så hun på ham og så på hans hånd. Dog tog hun den ikke men rejste sig bare op. "skal nok følge med. Bare vis vejen." sagde hun roligt og vil følge med ham.

Timm sagde roligt til hende " Bare rolig. Jeg holder ikke øje med dig som sådan. Det er et udtryk som betyder at jeg bare vil søger for du har det godt " Han smilede da hun lovede det.

Han sagde " Da du ikke læser vil et biblotek ikke være stedet for dig. Men vis du tør stole på mig vil jeg gerne tage dig med ud en dag til det sted jeg altid finder ro. Det ligger ikke langt fra hospitalet men dog er der stille og fredligt. Jeg tror du vil kunne lide det " Han smilede og kiggede på hende med rolige øjne.

Timm sagde med en lidt undre stemme " Ja da. Det er altid godt at læse og kunne skrive det samme med matematik. Desuden vil jeg mene at selv vis det var er du mere end værd at bruge tid på. Blot for at nyde dit selvskab " Han smilede og sagde " Jeg nyder det. Du får mig til at smile og gør jeg føler mig levende " Han grinte lidt over det og smilede til hende.

Da hun spurte ham hvorfor han var sød sagde han " Du er venlig. Du er uskyldig. Du ønsker ikke nogle skade eller ødelæggelse. Det er det jeg mener jeg med uskyldig. Der ud over så glæder du mig og jeg finder dig spændende. Du gør jeg ønsker at hjælpe dig på trods af at vi ej kender hindanden lige så godt. Men jeg ved dette frøken Lydia. Jeg vil gerne hjælpe dem så godt jeg kan og gøre at du får et godt liv uanset hvad det vil kræve "

Han smilede og sagde " Heh. Jeg ønsker at hjælpe dig. At finde en måde hvordan jeg kan glæde dig og få dig til at kunne stole på mig så jeg kan hjælpe dig med at få det godt frøken Lydia. Det giver jeg dig mit ord på " Han bukkede kort for hende med et smil. Da hun ikke tog hans hånd men sagde hun ville følge med gik de lidt ned af en gang. Han gik frem til en lukket dør og åbnede den. Der var rent og en redt seng. Der var et vindue med udsigt til en lille sø ude i hospitalets have. Der var et skab hvor der kunne være tøj og der var privat toilet og bad. Der var også en lås til døren og et lys som man kunne gøre skarpere eller svagere. Timm sagde " Dette er det første værelse. De andre værelser ligner meget hindanden men dette har privat toilet. Det har de andre 2 fx ikke. Det andet har der i mod et større skab og det sidste har en stor dobbel seng. Men vis du ønsker det ville jeg kunne få dobbel sengen her ind så du fri for kun at have en singel seng vis du vil "
Han kiggede på hende med et smil og kig over til vinduet og sagde " Jeg håber du vil kunne lide værelset her. Det er det som ligger tættest på mit kontor også. Du ville kunne kalde på mig og jeg ville være der med det samme "
Han smilede venligt til hende og kiggede på hende mens han gik ud af værelset i tilfælde af Lydia ville have det og være lidt alene.

Hun hørte det som han sagde til hende. Så det var altså bare et udtryk? Meget stille nikkede hun til det. "Okay" kom det roligt fra hinde imens hun roligt nikkede. Hun kunne meget godt lide det når han smilede til hende. Det gjorde hende på en måde mere rolig selvom hun stadig ikke var helt sikker på, om hun skulle stole på ham eller ej. Dog vil hun gerne stole på ham, men hun vil lade tvivlen komme ham til gode.

Da han igen snakkede, lyttede hun til ham. Nej han havde nok ret i, at et bibliotek nok ikke lige var stedet for hende. Hun nikkede til det næste. "Jeg vil da gerne se stedet du snakker om." kom det fra hende. Hun var nysgerrig på, hvor det var han mon fandt ro.
Og da han sagde, at han ville lære hende både at læse og skrive og lære hende matematik smilede hun over det. "Tak fordi du gider bruge din tid på at lære mig det. Det behøver du ellers ikke at gøre." sagde hun mens hun så lige på ham med et forsigtigt smil. Så dog hurtigt ned igen for ikke at stirre på ham for længe. Dog da han sagde han nød det fordi hun fik ham til at smile og fik ham til at føle sig levende, så hun på ham igen. "Jeg får dig til at smile og føle dig levende? Virkelig?" kom det undrende fra hende. Hun var ikke helt overbevist om det for at være ærlig. Han smilede meget men det kunne jo godt være han altid smilede så meget her? Hun kendte ham jo ikke til at kunne sige det.

Hun hørte det som han sagde, og så undrende på ham. "Du vil hjælpe mig? Hvorfor? Jeg fortjener ikke hjælp" sagde hun forvirret. Lige meget hvad han sagde, vil det ikke kunne få hende til at føle at hun havde fortjent den hjælp han åbenbart vil give hende. Hun fattede ikke hvorfor han i det hele taget vil bruge tid på en som hende. Hun var intet værd jo andet end en slave, og det mente han ikke hun var. Det var dog det eneste hun kendte til. Som hun vidste hvad var. Hun anede ikke hvordan man var som en fri kvinde. Det blev han nødt til at vise hende.

Hun forstod ham ikke at han vil glæde HENDE? Det plejede at være hende som skulle glæde sin Herre så hun var ikke vant til det. Godt nok var Timm her ikke hendes Herre men alligevel var det mærkeligt at han vil glæde hende. Hun vidste det vil komme til at føles utrolig mærkeligt for hende.
Da han begyndte at gå, fulgte hun roligt med ham ned af gangen. Da de kom til en dør som han åbnede, som hun så ind af. Waw det var jo virkelig et stort værelse. og flot i følge hende. Da han snakkede til hende, vendte hun sig imod ham og lyttede. Nikkede stille til det. Hun fattede ikke han vil gøre så meget besvær ud af at gøre hende glad? Sengen var fin nok, men han havde sagt hun gerne måtte være skeptisk og det. Mente han det? Hun bed sig i læben. "En støre seng er okay hvis det ikke er til for meget besvær?" mumlede hun nervøst. Hvad nu hvis han ikke mente det han havde sagt og hun nu vil få ballade for at sige det? Hun håbede det ikke.
Hun nikkede stille. "Jeg kan godt lide det" sagde hun og så på ham som han gik ud. Hun bed sig i læben. Vil han havde hende til at følge med eller blive? Hun var ikke sikker men blev usikkert stående.