I don't know what's more exciting! You or your offer? ~ Sean

Misha havde aldrig været god til forpligtelse. Hans længst-varende arbejde var et bartenderjob han havde i en måned. Efter det havde han forladt byen, fordi han følte for at tage på eventyr og han kom aldrig tilbage til kroen. Han vidste faktisk ikke, om han var fyret eller om han stadig havde arbejdet og bare aldrig dukkede op. Det kunne vel også være ligemeget, for han havde ikke planer om at komme tilbage. Der var alt for meget i Underworld at udforske til at kunne gøre det!
Derfor søgte han for det meste jobs, der kunne være en engangs-ting. Helst ville han slet ikke arbejde men desværre levede man i en verden, hvor penge var nødvendig for overlevelse. Han skulle jo have noget at spise, et sted at bo, alkohol. Så var det bedst at kunne skaffe dem hurtigt, helst med et job der kun tog en dag. Sådan nogle jobs endte for det meste ud med at være ulovligt - stjæle noget, levere trusler, slå ihjel. Det var også en del sjovere end at lege tjener, som han nogle gange var tvunget til at gøre.
Derfor kunne han ikke modstå tilbuddet han modtog forleden dag. En person opsøgte ham og fortalte ham, at de ville bruge ham til en opgave. Hvad opgaven gik ud på, fik han ikke at vide, men jo mere mystisk det var, jo mere nysgerrig blev Misha, så han blev nødt til at vide mere. Derfor havde han valgt at gøre som manden sagde og rejste til Doomsville City for at møde hvem end det nu var han skulle møde. Han var kommet dagen før og havde valgt at overnatte på den kro, hvor de skulle mødes. Han havde faktisk været her mange gange før. Der var altid et eller andet drama at følge eller skabe herinde. Der havde allerede været to slåskampe blot i aften! Misha havde dog ikke deltaget, kun overværet fra en distance og heppet på dem. Han var alt for spændt på at høre om sin opgave til selv at deltage i dramaet, og det sagde en del.
I stedet sad han for sig selv ved en af de små borde. Han havde en billig fadøl i hånden, halvt drukket færdig. Han var egentlig mere til vin eller en mixet drink men pengene var ved at løbe ud - endnu en grund til hvorfor han havde brug for den her opgave. Hans ende ben hoppede op og ned og hans fingre spillede en lille melodi mod bordets træflade. Kunne den person ikke snart komme? Han var utålmodig! Det var svært bare at skulle sidde stille og vente. Forhåbentlig var det det værd...

Der var altid en masse rygter i byen. Mange små historier og ligegyldigheder at holde styr på eller sortere fra. Sean havde folk til disse ting og kun de mest lovende eller interessante historier nåede ham. Nu, hvor han arbejdede som hersker det meste af dagen, havde han ikke meget tid til sin klan. Men klanen var sjovere end at være hersker og han nægtede at give op det. Nægtede at give det fra sig. Også fordi klanen gav ham nogle fantastiske muligheder som hersker. Viden og muligheder de fleste ikke havde. Hvis der var nogen der havde styr på sin by, var det måske Sean. Det gjorde også han måtte arbejde dobbelt, men han var en arbejdsnarkoman og havde det bedst, når han var begravet i arbejde. Altid på farten, altid ved at udregne en ny plan eller genialitet, eller løse et nyt problem. Eller finde nye folk til den voksende bunke af arbejde, både officielt og uofficielt.
Derfor havde han taget lidt tid til sig selv, undskyldt sig med han trængte til en gåtur og begivet sig væk fra Terrorville og ned af bjerget, til byens lavere dele. Der var et specifikt rygte han gerne ville samle op, en der måske kunne give flere hænder til flere opgaver. I hans profession fandtes der alverdens typer, så at denne type måske var lidt sær eller voldelig bekymrede ikke Sean. Til tider var de bedst til deres job, også selv om de ikke gav en skid for regler og disciplin. Til Seans irritation. Men man kunne jo ikke kontrollere alt.

Han ankom til Rotten Root på gåben og med en hætte over hovedet, for at minimere risikoen for at blive genkendt. Hele byen kendte ham vel snart, på den ene eller anden måde, og det gav nogle unikke udfordringer i ikke at blive genkendt. Snart havde han vel intet andet valg end står frem for kriminel og hersker. Og helt ærlig, hvem ville modsætte sig ham? Nogle af borgerne ville nok beklage sig, men han var archdemon, ingen ville rigtig udgøre en trussel.
Men jo længere tingene kunne gå så fredeligt som nu, var der ingen grund til det. Han foretrak at holde den slags hemmeligt, det var ganske enkelt sjovere og, på sin vis, mere praktisk.
Han ankom til kroen og trådte indenfor uden tøven. Han kendte kroen, havde tilbragt meget tid her. Kendte dens larmende show af fulde folk, forførende kvinder og kampgale mænd. Hvis noget var incognito, var det måske her. Ingen havde tid til at tænke over ham eller hvem han var.
Han trak hætten tilbage. Kappen var af fint materiale der holdt ham varm og støvregnen ude. Støvler og et sværd ved hans side, som var gemt under kappen. Bukser lige så sorte som kappen og inden under en lige så mørk og varm trøje.
Seans mørke øjne skannede rummet efter en person af interesse. Han havde hørt om vedkommendes udseende, så efter at have studeret aftenens kunder et øjeblik, fandt han endelig den relevante skikkelse og gik over til ham. Også selv om han måtte gå uden om andres vilde danse eller flyvende næver.
"Misha?"

Hvad mon det egentlig var denne her aftale skulle gå ud på. Han havde utallige mange ideer, og selvom han prøvede at lade være med at tænke på det, endte han altid med at fange sig selv at undre sig over det. Problemet med, at der var så mange muligheder, så mange ting, han ikke ville sige nej til, var, at han slet ikke kunne holde fast i én tanke. Det var nu ikke unormalt for Misha at have tankerne farende rundt i uhyggelig fart, men nu var det fuldstændig uoverskueligt. Og tænk hvis han endte med at blive skuffet, fordi han troede, at det skulle være en helt spændende mission og så finde ud af at han blot skulle ud og true en allerede ryste-bukserne-af-bange kunde. Men så igen, hvorfor skulle han blive opsøgt blot for det? Det lød ikke rigtigt. Nej, dette her måtte være specielt!
Hvis personen altså dukkede op. Nu havde de ikke aftalt et specielt tidspunkt, blot at det skulle være her til aften, så Misha blev nødt til at være tålmodig. Det var bare ikke en af hans stærke sider.
Heldigvis behøvede han ikke vente særlig længe. For ligesom han var fanget i at betragte endnu en vild slåskamp, spekulerende om han mon skulle bruge sin evne for at skabe mere kaos, blev hans navn nævnt. Hans blik gled med omgående hen på stemmens ejermand. Hans før fraværende smil strakte sig ud til at være en blanding af imødekommende og begejstret. Manden fangede Mishas interesse omgående. Selvom kun et ord blev sagt. Det var nok. Manden radiererede styrke og autoritet. Men ikke på den måde som frastødte Misha, ikke som var han en vagt eller general. Selvom Misha ikke kunne lade være med at tænke over om han mon ikke havde set ham i sådan en sammenhæng. Han virkede i hvert fald bekendt.
"Det er mig, ja," sagde han muntert. Han blev siddende uden yderligere at hilse på den fremmede. Hvor var det nu han havde set ham før? Misha plejede ellers at være god til at huske folk.
"Og du må være den mand, der har en opgave til mig," fortsatte han så mens han tydeligt betragtede Sean til mindste detalje, "Du ligner ellers selv en, der vil kunne klare, hvad end det nu er du sætter mig til. Og du har tid til at opsøge mig personligt. Måske mener du ikke at opgaven er det værd. Eller også kan du bare ikke lide at få jord under neglene."
Det kunne virke som en fornærmelse men det blev ikke sagt sådan. Det blev sagt reelt undrende, som var det et spørgsmål. Han ventede endda på svar fra manden, måske også så han kunne få en chance for at introducere sig selv. Misha var i hvert fald spændt på at høre mere af hvad han havde at siige. Hvordan han ville lade ordene forlade sin mund. Det sagde meget om en person.

Da fyren bekræftede sin identitet, trak Sean en stol ud og satte sig over for ham. Ignorerede larmen omkring sig, hvilket ikke var så svært igen. Hans blik gled bedømmende ned over Misha for et stund, før han valgte at svare ham. Et svagt smil gled over ham, et træk i den ene mundvige. Ja, Misha fremstod lige så ustyrlig som Sean et eller andet sted havde forventet, ud fra de historier han havde hørt. Sean havde mødt den slags før og havde en ide om hvad han kunne forvente og ikke forvente.
"Uden tvivl" svarede han. Sean kunne sagtens klare alle sine opgaver selv. Han havde bare ikke tid og gad ikke. Nogle af dem var også under hans niveau. Men i det mindste havde han Mishas opmærksomhed. Hellere udnytte den, mens den var der.
"Jeg styrer en af de største klaner i byen. En klan der varetager forskellig arbejde og udfører det for en pris. Prisen varierer mellem penge, ressourcer eller information. Men til tider har jeg ikke mandskab nok til alle de klienter vi har, eller jeg har brug for en bestemt slags ekspertrise" Han lænede sig ind over bordet og foldede sine hænder foran sig. Hans blik slap ikke Misha.
"Jeg har hørt du kan udføre lidt af hvert. Jeg er specielt interesseret i både de smertefulde og blodige versioner af arbejde. Er det noget du kan finde ud af?" spurgte han direkte. Hvis Misha ikke var, var der ingen grund til at de snakkede sammen længere. Sean havde ikke meget tid til overs, så han havde andre ting at se til, hvis dette viste sig blot at være tomme rygter. Men nogle gange måtte man tage chancen.

Som manden foran ham, satte sig ned, fik Misha selv rettet sig op i stolen. Ikke fordi han ville se mere anstændig ud, det kunne han lige så godt give op på, for det kunne han ikke finde ud af. Blot fordi han ikke kunne sidde stille. Nu havde han siddet her så længe og nu skulle han endelig til at få noget information. Han lænede sig dog ikke mere frem og hænderne blev i hans skød. Ølkruset lod han blive stående på bordet. Den var ikke interessant mere. Den smagte ikke en gang særlig godt.
Da Sean forklarede yderligere om sig selv og den klan han var leder for, blev lys tændt i Mishas øjne. Som et barn på juledag.
”Spændende!” udbrød han et stykke vej inde i forklaringen. Det var ren glæde, der udstrålede fra ham. Det var så sandelig spændende. Meget bedre end hvad han havde mistænkt det til at skulle være. En klan, der udførte beskidt arbejde præcist som Misha – han havde hørt om det før men aldrig selv stået til ansigt med et medlem. Ikke hvad han vidste af i hvert fald. De gjorde vist meget for at holde sig skjult og nu opsøgte det ham. Man kunne da blive helt beæret. Ikke at han havde nogle planer om at blive en del af det, men nogle enkelte opgaver her og der for at ryste posen virkede som en god aftale.
”Smertefuldt og blodigt?” sagde han, mens smilet på hans læber voksede, ”Jo mere, jo bedre.”
Og Sean – lederen af denne klan. Hvad han ikke havde oprettet i sin livstid. Misha kendte ikke til hans alder men han kunne næsten gætte sig frem til at han havde levet længere end Misha og begge hans forældre til sammen. Han virkede til at have set en masse, måske endda blevet følelseskold for en del af tingene, som Misha havde oplevet med andre ældre væsener. Hvor andre måske havde skubbet mørket væk, havde han omfavnet det og gjort det til sin ambition. Det fangede Misha så meget, at han i et sekund eller to, nok mere, ikke længere havde fokus på opgaven.
”Styrer af en klan, siger du?” sagde han derfor, ”Det må være hårdt arbejde. En hel masse at se til, især når du siger, det er en af de største, så jeg må gå ud fra, at du har ret.”
Han lænede sig en smule tættere på og kneb øjnene sammen, stadig med et svagt smil. Lidt som om de skulle indrømme hemmeligheder for hinanden eller dele sladder. Hans stemme sænkedes sig også lidt.
”Savner du aldrig nogensinde, da det bare var dig?” spurgte han, ”Det gætter jeg på at der var en gang. Bare dig, altså. Ikke en hel flok at styre. Hvis nogen skulle dræbes kunne du selv gå ud og nyde det.”
Han lænede sig tilbage i stolen igen.
”Eller også så sørger du for stadig at være en del af det, er det det?” forsatte han i normalt toneleje, ”Og gemmer de bedste opgaver til dig selv? Det ville jeg nok gøre.”
Han tog endnu en slurk af sin øl. Den smagte virkelig ikke godt. Han så derefter ventende på Sean, som om han forventede at manden ville spytte ud med hele sin fortid og alle sine tanker. Det ville han nok ikke men man kunne da håbe.

Det var spøjst at typer som Misha til at starte med var fascineret af Sean. Hvordan skulle han ellers tolke de personlige spørgsmål der altid fulgte? Disse typer...Hvis noget ikke var spændende, ville de ikke tænke to gange over det og gå deres vej. Men disse spørgsmål måtte betyde Sean havde noget opmærksomhed at gøre godt med endnu. Hans blik gled hen over bordet, over deres omgivelser, før han så tilbage på Misha. Man skulle bare ikke lade sig rive med.
Et svagt smil gled over ham.
"Eller måske lyver jeg hele vejen igennem? Ingen ved det. Ingen ville vide hvor de skulle finde sandheden" Han kunne lege med. Hvis Misha sådan uden lige ville tro Seans ord, måtte han da godt det. Men det betød ikke Sean altid fortalte sandheden.

Han overvejede spørgsmålene lidt. Han havde ingen plan om at fortælle en masse om sig selv, men han måtte holde Misha her lidt endnu. Hans blik gled over Misha...Rastløs, måske? Det ville give mening.
"Jeg kan lide at arbejde. Jeg kan lide at styre andre" Svarede han så, uden at komme med meget mere. Sean havde ikke tid til at tage mange jobs selv, men det skete fra tid til anden. Om ikke andet, så for at holde evnerne ved lige.
"Jeg er interesseret i at du arbejder for min klan. Ikke en del af den, men med den. Jeg får til tider noget arbejde, hvor jeg tror vi kan bruge dine...Evner..." Han så på Misha et øjeblik, før han slog let ud med den ene hånd. Øjenbrynene gled en anelse op i panden.
"...Men jeg vil se beviser for dine evner først. Så skal vi gå en tur ud i byen?"

Mishas øjne spærrede sig en anelse op over Seans modsvar. Som en god ting, det var fordi hans svar overraskede ham og samtidig fangede ham endnu mere.
"Hvorfor i alverden lyve?" kunne han ikke lade være med at spørge, "Hvad er der værd i at gemme sandheden? Medmindre ens liv ikke er interessant nok til at man kan benytte sig af sande historier hele tiden, men det kunne jeg ikke forstille mig ville være tilfældet ved dig."
Misha var muligvis dobbeltmoralsk her. Han kunne selv finde på at lyve, hvis han mente, det kunne gavne ham på længere sigt. Men normalt sagde det ham intet. Nok fordi han blot sagde, hvad der faldt ham ind, og så var det svært at skulle koncentrere sig om hele tiden at passe på at lade sandheder undslippe.
"Styre andre, hm, ja, det er belejligt," sagde Misha en smule fraværende, som hans blik gled op og ned af Sean igen. Som om han ledte efter nye detaljer ved ham. "Fuldstændig urealistisk dog. I sidste ende gør vi alt, fordi vi beslutter, at det er det værd. Om det så handler om penge eller om ikke at blive myrdet, er ligemeget. Medmindre du selvfølgelig har en evne til at styre folk? Og du mener det bogstaveligt?"
Endnu en gang var det et reelt spørgsmål. Misha kendte jo intet til manden foran sig, men han ville elske at lære mere om ham. Specielt hvad han kunne og ikke kunne. Hvad hans ønsker og frygt var. Selvom han ikke virkede som den store deler med sådan en form for information. Han havde ikke en gang fortalt ham hans navn, men det var Misha så også ligeglad med. Et navn sagde intet.

Misha fortsatte med at betragte Sean, i mens han talte, med hovedet let på skrå.
"Mine evner?" han lød en smule forbavset, som om der ikke var noget at komme efter. Det var nu mest fordi han ikke vidste, at han blev talt om. Hans smil blev en anelse større. "Så jeg er velkendt for min evner? Interessant. Og komisk at jeg intet selv har hørt. Jeg ville ellers elske at vide, hvad folk har at sige om dem. De fleste, der oplever dem, plejer nemlig ikke at kunne tale, når jeg er færdig."
Misha havde rejst sig op det sekund Sean foreslog at de skulle gå. Nærmest sprunget op af stolen.
"En gåtur lyder glimrende," sagde han uden at vise nogen yderligere begejstring, men nu lød han altid munter, så det var svært at putte ekstra på, "Få noget frisk luft..."
Det lød som om han havde tænkt sig at fortsætte sin sætning men i stedet svandt den bare hen, i mens han gav sig til at gå med lange skridt i mod døren. Han gik ud fra at Sean fulgte efter ham.

Sean smilte lidt for sig selv. Hvorfor lyve? Det var et godt spørgsmål. Sean havde ingen grund til at lyve, ikke angående dette i hvert fald. Men for den sags skyld kunne han jo også lyve, blot for at tingene sjovere.
"I så fald ville jeg nok lyve, for at undgå folk ved for meget" Han blinkede drillende til Misha. Han rettede sig lidt i stolen.
"Og jeg er uenig. Der er folk der er nemme at styre. Folk, der bare venter på nogen styrer dem, eller som ikke indser de bliver styret..." smilet voksede lidt. Nogle folk var så nemme...De kunne ikke selv være en leder. De følte sig måske nok selvstændige til hverdag, men overordnet set havde de brug for nogen gav dem ordre. Ellers ville der aldrig være ledere, alle ville være deres egne, et sandt anarki. Men det var langt fra tilfældet.
"Jeg har haft en evne der kan styre folk...Nogen vil sige jeg stadig har den"
Igen ikke et helt svar, men forhåbentlig nok til at få Mishas tanker til at løbe deres egne veje. Sean havde haft en evne til at skabe illusioner og kontrol i sindet hos folk. En evne han havde mistet for at styre de døde...Noget han generelt set fandt meget mindre praktisk.

Sean havde rejst sig op og set Misha springe op. Han havde ikke engang behov for at sige mere, før Misha var på vej mod udgangen og Sean måtte prøve at følge med.
"Frisk luft er nu kun halvdelen af det vi skal!" afslørede han. Et blik gled rundt i kroens rum, men det så ikke ud til nogen fulgte efter dem eller var ekstra opmærksomme på dem. Hans blik vendte tilbage til Mishas ryg, som han fulgte efter på vej ud. Sean ville egentlig bare se Misha dræbe...Og måske lidt af hvordan Misha gjorde det. Hvordan Misha arbejdede. Alle gjorde det forskelligt og det ville gøre det nemmere for Sean, at finde jobs som Misha passede bedst til. Men hvordan? Sean var træt af at gøre det samme som altid. Vælge et tilfældigt hus og dræbe alle i det. Det gav også for meget opmærksomhed. Der var heller ingen jobs liggende, som Sean turde give til denne aften. Så måske et gyde-drab? Ned i byens gyder og slå en fattig ihjel ingen ville savne alligevel?
"Lad os gå ned til en af de fattigste dele af byen" sagde han endelig.

Sean var så interessant! Fangende… Ikke at Misha kunne forstå sig på ham, men det kunne han ikke på de fleste mennesker. Misha var ikke helt sikker på, hvad det var, der gjorde ham så interessant. Det var nok en bunde af grunde, som egentlig burde være grunde til, hvorfor han skulle holde sig langt fra ham. Men sådan var det altid – Misha var draget til mørket. Og Sean emmede af det.  Oven i det var der et eller andet med at Sean intet ville fortælle om sig selv, eller i hvert fald ikke om det han sagde var sandt eller ej. Det var jo kun mere dragende! Nu ville Misha jo vide, hvad der var sandt og ikke sandt. Hvor meget af ham der helt ud i gennem var mørke.
Det var først da Misha nåede ud af baren, at han så sig tilbage for at se om manden var med ham. Det var han så heldigvis, hvilket betød at Misha ikke behøvede at standse op, så han spadserede videre. Han havde ingen anelse om hvor de var på vej hjem, men det var heller ikke det, han fandt interessant. Ligemeget hvad Sean ville have ham til for at bevise hans kræfter, var det sikkert noget, han havde gjort før. Nej, det der var spændende, var manden der uddelegerede opgaven.
"De fattige dele!" udbrød Misha som kom det fuldstændig bag på ham. Han kendte dog vejen udenad, siden det ikke ville blive hans første besøg dernede, "Så ser man det. Jeg tror nu ellers snildt vi kunne være blevet inde på kroen. Jeg har benyttet mig af mine evner utallige gange derinde uden nogle konsekvenser. Det må være alle de penge, jeg giver dem. Medmindre det ikke handler om at blive smidt ud eller straffet. Måske handler det om ikke at blive opdaget."
I gennem det hele havde Misha set frem og snakket, som om han talte til sig selv. Hvilket han stort set også gjorde. Men nu så han på Sean med et kæmpe smil og et interesseret blik.
"Du ser nemlig bekendt ud. Lidt for bekendt men alligevel ikke nok til at vi har kunne haft en samtale før. Så gammel er jeg heller ikke, at jeg ikke husker, hvem jeg har snakket med. Hvor gammel er du?"
Det hele kom ud som en lang sætning, men det var ikke unormalt ved Misha. Han havde glemt, hvor han var på vej hen med sin svada, der var sikkert ingen vej, han rigtigt ville hen med det. Nu så han bare forventingsfuldt mod Sean, mens de nærmede sig de fattiges hjem.

Sean så selv frem for sig. Halvvejs på Mishas ryg, halvvejs med et øje på deres omgivelser, som de begav sig væk fra kroen.
"At forblive uopdaget er et plus...Men oveni det ønsker jeg ikke at ødelægge kroen...Endnu en gang. Den kro er blevet genopbygget flere gange end jeg kan tælle til" Overdrevet, selvfølgelig, men stedet havde oplevet mange overnaturlige slåskampe. Kun med et tilskud fra byens pengekasse holdt stedet sig stadig kørende - og det var udelukkende fordi det var en af byens mest succesfulde kroer, som tiltrak handlende til byen. Sean havde måske også selv været involveret mere end et par gange...
Sean havde ingen plan om at snakke privat. Hvor gammel var han egentlig? På et tidspunkt talte man ikke rigtig. Man skrev måske en note i en dagbog eller noget andet, for selv at huske det. For Sean gled årene sammen til en stor masse, der udgjorde hans liv. Noget blev husket, meget blev glemt. Sidst han havde lavet en note for sig selv var han over 750 år gammel...Hvad det så end betød...
"Min alder er underordnet. Men jeg er genkendelig, specielt i denne by. Det er ikke noget du skal bryde hovedet med" At Misha ikke havde genkendt ham med det samme var enten et tilfælde eller held. Jo længere Misha ikke lagde to og to sammen, jo bedre var det vel. Jo længere kunne Sean vente med at true ham på livet, hvis han ikke holdt det hemmeligt, i hvert fald. Næppe fordi en fyr som Misha ville tage det særlig tungt.

Sean måtte rømme sig og gøre Misha opmærksom på de skulle dreje ned af vej, da Misha var i fuld fart foran ham. De skulle ikke bare ned til den fattige ende af byen, de skulle nærmere bestemt til en afdeling af vagthuset. Der havde de celler med nogle kriminelle fra det sidste stykke tid. Dem, hvis straf var fængsel og ikke lemlæstelse, i hvert fald.
"Din evne, Misha...Fortæl mig mere om den" bad han, mens de tilbagelagde noget af den sidste vej.

"Hm, det lyder som ufattelig mange gange," svarede Misha uden rigtigt at forstå overdrivelsen i Seans konstatering, eller også valgte han bare at ignorere det, "Jeg tror også, jeg har været skyld i det et par af gangene. Eller været sammen med nogle, der har været skyld i det. Men det er jo så om man mener at det at man ikke stopper handlingen derved gør en medskyldig i den. Så er jeg skyld i meget."
For det var sjældent at Misha selv deltog i kaosset omkring ham. Ikke at han aldrig gjort det, nogle gange deltog han i gruppens slåskampe eller slog ihjel fordi personen ikke længere var det værd at bruge tid på. Han havde også en svaghed for ild. Men rygtet han havde fået for at være sadist, var blot et rygte – han fik ikke nydelse af at se andre lide. Han synes blot det var fascinerende at se, hvordan smerte kunne forandre en person, præcist ligesom kærlighed kunne. Det var sjældent at han deltog i tortur og lignende men langt mindre sjældent at han overværede det uden at stoppe det.
”Jeg deler din mening om alders betydning.” sagde han så uden at se på Sean og uden at lyde det mindste smule fornærmeret over at han ikke ønskede at dele sin alder med ham. ”Det eneste, alder virkelig betyder, er, at man har haft længere tid til at opleve ting. Men i sidste ende kan der jo ikke være mere at opleve og så er der de personer, der har en uendelighed til at opleve ting og alligevel aldrig gør det. ”
Han bed ikke mærke i den anden del af Seans svar. Han svarede i hvert fald ikke på det lige med det samme, men det havde dog sat sig fast i hans tanker, selvom Sean havde sagt, at det ikke var noget han skulle bryde hovedet med. Ikke at det var det eneste han tænkte på, sådan fungerede Misha ikke, nej, det lå i baghovedet sammen med tusind andre ting og rumsterede indtil det var klar til at komme på tale igen.

Sean rømmede sig, hvilket fik Misha til at sætte farten ned for at se tilbage til ham. Nå nå, så var det ikke lige den opgave, som Misha havde forventet. Dette fangede kun hans interesse yderligere. Før havde selve testen ikke været spændende, men nu vidste Misha ikke hvad Sean ville udsætte ham for, hvilket betød, at han blev nødt til at finde ud af det. Uden tøven fulgte han Sean ned ad den nye vej, hvilket betød, at han endelig gik ved siden af ham i stedet for foran ham. Han smilede til ham som han nåede op på siden af ham.
”Jeg troede du havde hørt om min evne? Hvad er pointen med at forklare den igen? Det er så forfærdeligt kedeligt at høre den samme historie en ekstra gang,” startede han ud, ikke for at provokere men af ren og skær nysgerrighed. Dog valgte han alligevel at opfylde Seans ønske og forklare sin evne efter let at have trukket på den ene skulder.
”Der er nu ikke så meget at fortælle,” sagde han mens han blik gled rundt på de bygninger, de passerede, ”Jeg kan kontrollere folk. Ikke billedligt ment gennem manipulation og charme, selvom jeg har fået komplimenter for begge, men bogstavelig ment. Jeg kan frarøve en persons frie vilje og ved blot et ryk på håndleddet kan jeg tvinge dem til alt jeg ønsker – om det så er at danse eller knække nakken på sig selv, hvad end der passer bedst til stemningen. Det er længe siden, jeg har fået en til at knække nakken…”
Som han fortalte, blev han mere og mere fjern i blikket. Som om han stirrede på ingenting og alligevel var hans blik fokuseret på ét bestemt punkt ude i luften. Hans smil blev en anelse svagere, mere afslappet som tænkte han tilbage på et lykkeligt minde. Så rev han sig ud af tankerne og så hen på Sean igen, som om intet var sket.
”Du er en rimelig vigtig person, er du ikke?” spurgte han med et snu smil på læben som havde han regnet Seans hemmelighed ud. Han havde ikke tænkt sig at give slip, slet ikke når Sean var så mystisk, som han var, ”Og ikke en gang på den sjove måde. Nej, en lovmæssig vigtig person. Det er derfor, jeg ikke kan sætte en finger på, hvem du i sandheden er, for sådan noget siger mig absolut intet.”
Det havde det aldrig gjort. Hans forældre prøvede at lære ham alle navnene på de kongelige og racelederne. Til denne dag i dag kunne han kun huske sin egen familie.
”Hvis nu du sagde dit navn, kunne det være, jeg kunne regne mig frem til det,” sagde han med en henkastet og alligevel hentydende stemme.

Sean svarede ikke på det med skyldighed. Sean var selv skyldig i mange ting. Han vidste også de fleste var for bange til at røre en finger, hvis der endelig skete noget omkring dem - også selv om det i princippet gjorde dem medskyldige. Vagterne lod dog ofte den slags gå eller skubbede dem væk fra scenen. Når det kom til stykket, var alle skyldige i den slags før eller siden og det mest praktiske var blot at gå efter de direkte skyldige...
Ah, men det var jura og love, noget Sean ikke orkede at tænke på lige nu. Der var lange rapporter liggende derhjemme fra diverse intelligente folk, der havde foreslag til hvordan det hele skulle rettes til i retfærdighedens navn. Det var så kedeligt. Normalt ville han være gået til opgaven med hud og hår, men...
Det var sjovere at bryde reglerne. Og hvad ragede det ham med retfærdighed? Folk jublede over at se blod og offentlige henrettelser. Nogen af dem i hvert fald.

Han smilte svagt og trak på skuldrene.
"Det er mig der skal høre den igen. Så du kan vel være ligeglad?" bemærkede han sigende. Sean havde kun hørt rygterne. Det var ikke til at sige hvor meget af det der var sandt, selv om Sean igennem erfaringen havde en ide om det. Alligevel. Det ville være fint at høre Mishas egne ord omkring det.
Trods Mishas evne, der lige så vel kunne bruges mod Sean selv, virkede Sean ikke yderligere overrasket eller forfærdet over den. Det lå ikke i hans natur at frygte den slags. Folk havde så mange evner, der i princippet kunne skade ham, men de brugte dem aldrig. I hvert fald aldrig mod ham. Når det kom til stykket var det også kun pentagrammet der virkelig kunne fjerne hans styrke. En lille ting flertallet ikke kendte til eller glemte igen. Sean så næsten aldrig pentagrammer, medmindre han mødte en dusørjæger. Folk var simpelthen for naive på det punkt. De beskyttede sig aldrig optimalt.
De gik. Gik ind mellem de små gader og drejede fra hist og her, til de nærmede sig den bygning Sean havde i tankerne.
"Jeg er vigtig" bemærkede han blot. Oh well, hvad kunne det skade? Han var træt af at holde det hele adskilt. Lad folk forarges! Lad folk blive fascineret!
"Jeg er både leder af en stor klan i byen...Og Byens hersker" Han trak på skuldrene, som om det blot var en mindre detalje. Hvilket det i dette øjeblik også var. Han kunne ikke forestille sig Misha vade op til borgen og sige eller bede om noget som helst.
"Hvis det virkelig betyder noget, er mit navn Sean McGivens"
Stemmen fortalte Sean ikke orkede at lege dele-leg og ikke ønskede at give Misha flere informationer i øjeblikket. Der var ingen grund og Misha betød absolut intet for ham. Misha havde de informationer han skulle bruge. Det var nok.

Vagtbygningen kom frem foran dem. Ved indgangen stod der nogle vagter og småsnakkede og røg. Da Sean trådte hen til dem, gik der et øjeblik før de genkendte ham. Nok fordi de ikke havde forventet ham og nogle af dem måske også mere kendte ham af navn end udseende. Han nedstirrede dem, til de skottede sig nervøst, til en af dem endelig genkendte ham og hurtigt fik fisket nogle nøgler frem. Sean blev lukket ind af porten og Misha fik lov at gå med, selv om han høstede mange forvirrede og lettere nervøse blikke. Seans naturlige højde og brede, kombineret med den aura han havde fået som Archdemon, gav de fleste en natur frygt, når Sean først valgte at spille på det. Sean kunne emme af autoritet, når han gad. I nat gad han.
"Bliv ved mig" beordrede han Misha. Han orkede ikke Misha gik på sin egen rampage i vagtbygningen. Unødvendige problemer.

Inde i bygningen blev de låst igennem flere jernlåger, før de nåede cellerne. Nogle var tomme, nogen var fyldte. Der lugtede, for de kriminelle fik blot en spand at tisse og skide i. Selvfølgelig sad der ingen for Seans klan...Næsten. Sean vidste der var en. Og der var en speciel grund til at han ikke havde reddet personen ud fra cellen, som han ellers plejede med sine klanmedlemmer. Han havde bedt manden om at få en celle langt væk fra de andre. Så det endte med de gik ned af en gang med mange tomme celler, før de nåede til den. Sean havde fået nøglen, men han var stoppet op foran tremmerne. Hans mørke blik spejdede ind i den mørke celle, kun svagt oplyst af lyskrystallerne omkring dem.
"....Herrreeee....?"
Stemmen skælvede, da manden krøb frem. Han havde siddet her et stykke tid, men Sean stirrede bare uinteresseret ned på ham, før han vendte sig mod Misha.
"Jeg vil se to ting i dag. Den ene er du styrer ham, uden at skade ham. Det lød som om det var en mulighed. Og hvis du har overskud til begge dele, kan du skade ham som du ønsker bagefter. Jeg er ligeglad med om han dør"