You want to dans my dear? - Juniper

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ikke ret ofte, at Juniper Graceling befandt sig i Doomsville. Her var koldt, ofte vådt og mørkt og trist. Men oh well, nogle gange skulle se andre steder og hun havde da haft flere elskere, der enten boede fast eller bare opholdt sig jævnligt her, som regel blev de nødt til enten at flytte eller vente ind til hun slæbte sig vej hertil fordi noget andet og mere interessent havde tvunget hende til rette opmærksomheden mod Doomsvilles regnvåde gader. Eller også til hun simpelthen kedede sig så gudsjammerligt, at hun ikke havde noget andet valg end at indfinde sig.  Dette havde også oprindeligt været en kedsomhedstur. Aquener var blevet ensformig, det skete engang i mellem, når hun havde befundet sig det samme sted for længe. Hun endte med at blive rastløs, irritabel og mildt sagt nok til fare for sin husholdning, hvis ikke direkte sig selv. Så hun var dukket op uanmeldt hos en af sine elskere, en ung herre vis forældre var blevet styrtende rige på baggrund af handel med krydderier, en handel som han snart stod til at skulle overtage. Sikke mange ting hun kunne have ødslet væk, hun kunne have ødelagt en hel generations forarbejde og det ville ikke engang have været første gang, at hun havde fortaget sig noget lignende. Så hun var altså dukket op, lige så ud af det blå, som hun altid havde haft for vane, at dukke op og forsvinde igen. Kun for at blive afvist ved døren med besked om, at mandens gravide kone ikke tålte at have hende inde for sit åsyn. Hvor vovede han? At afvise hende, som om hun var en eller anden gemen gadeprostitueret, der forsøgte at sælge ham noget? Det var hende, der afviste folk, ikke omvendt. Godt nok havde det tydeligvis været på hustruens befaling, at hun var blevet sendt væk, men det var alligevel ham, hun var mest generet af. Ikke vred. Den energi nægtede hun at spilde på en som ham. Men nu havde hun indfundet sig her i byen og efter en lang rejse anede hun pludselig ikke, hvad hun skulle bruge tiden på.
Ikke at stå her og glane som en forladt hundehvalp i hvert fald, så meget var sikkert.
Hun snappede af sine slaver, der hurtigt begyndte at pakke de ting de havde været i færd med at pakke ud sammen igen.
De var vant til deres herskerindes evige rastløshed, så dette var i for sig ikke engang usædvanligt.
Det var heller ikke just fordi, det var svært for hende at finde et sted at opholde sig. Hun havde penge nok a smide efter et finere etablissement i Terrorville District, hvor hun havde boet før. De var kloge nok til at servere noget for hende, så snart hun dukkede op.
I begyndelsen var planen egentlig simpel nok. Spis, sov og tag videre næste dag.
Så gik noget dog op for hende. Hun havde fået en invitation til bal her i byen og så glemt alt om det. Det havde ikke umiddelbart interesseret hende ret meget at tage hele vejen her til for en fest, hun selv kunne holde bedre, men hvorfor ikke? Måske kunne hun finde sig en ny fødekilde.

Og sådan gik det til, at hun fandt sig i et palæ i Terrorville District. Fashionabelt forsinket (fordi hun havde glemt det). Hun rakte sin kappe til en tjener uden så meget som at se på ham og slentrede så ind i festsalene så naturligt, som havde hun været der hundrede gange.

Juveler og kunstfærdige kjoler strålede i skæret fra hundredvis af levende lys.  Strygermusik vældede blidt ud fra et orkester placeret i salens ene hjørne. Tjenestefolk vimsede rundt blandt gæsterne med et, i Junipers øjne ynkeligt, udvalg af mad og vin.
De andre gæster blev efterhånden opmærksomme på hende. Nogen hilste overstrømmende høfligt, andre nøjedes med at stirre. Hviske til hinanden. Nysgerrigt, forarget, betaget. Lady Graceling havde altid været i stand til at fremkalde et væld af forskellige reaktioner.
Selv nøjedes den unge kvinde ind til videre med at nippe til et glas hvidvin og betragte resten af forsamlingen med en distanceret nysgerrighed, afventede at noget, der var hendes tid værd skulle befinde sig i hendes synsfelt.

Der var ikke ret meget at more sig over til denne fest. Måske fordi det netop var stillet op som en mulighed for ugifte til at finde en partner. En vis formel afholdenhed var forventelig. Faktisk var Juniper ikke sikker på, hvorfor hun var blevet inviteret. Folk måtte vel vide, at hun absolut ikke var typen, der gik hen og giftede sig. Bare tanken var til at få kriller over. At leve med ét menneske resten af livet og ikke kunne gøre noget, når først hun begyndte at kede sig? Så ville hun hellere skydes.
Maden var dog…spiselig. Så den gav hun noget mere af sine opmærksomhed end folk omkring sig. Ikke at det i for sig var imponerende, ikke når man først var blevet vant til hendes egne banketter, men hendes evige sult krævede, at hun slugte et eller andet eller besvimede. Så hun spiste confiteret and, suppe af forskellig art og et utal af små farverige kager og konfektstykker, der tydeligvis var lagt meget energi i til lejligheden, med en sært verdensfjern attitude. Tænk, at hun var taget hele vejen til denne kolde fugtige gamle by for det her. Hun kunne have siddet på sin balkon derhjemme og nydt det sidste af aftensolen lige nu, men nej. Hun var fanget her med en flok amatører til at stå for musikken og en mængde mennesker, der ind til videre sagde hende meget lidt og lod til at holde sig fra hende for at snakke om hende i krogene i stedet.
Dødssynden satte endnu en tom skål oveni stakken, der efterhånden havde hobet sig op omkring hende og rejste sig fra sin stol i en glidende bevægelse. Hvis ikke her var ret meget andet at bruge tiden på, så kunne hun altid danse, fastslog hun. Hun greb fat i en lidt ældre kvinde. Juniper havde lagt mærke til måden hun så på hende tidligere og havde værdsat øjnenes klare grønne farve og måden de kneb sammen, når hun smilede, samt den sunde glød i den olivenfarvede hud. Tja, måske hvis ikke noget ændrede sig, kunne hun altid slæbe hende med tilbage til Aquener senere. Der var vel værre skæbner. For nuværende virkede kvinden i hvert fald ganske villig til at lade sig byde op til dans. Hvis det Juniper havde gjort da overhovedet kunne betegnes som at byde nogen op. Hun havde nærmere bare trukket kvinden ud på dansegulvet blandt de andre gæster og ind i en elegant ubesværet foxtrot, om så partneren kunne følge med eller ej. Det kunne hun heldigvis. Juniper ville ikke have regeret særlig voksent på at blive trådt over tæerne, hverken i overført eller bogstavelig forstand.
Da musikken blødte over i næste nummer skiltes de to kvinder fra hinanden. Juniper havde somehow nået at få en del ud af kvinden, åndeløs om end hun var. Wilhelmina, for det var kvindens navn, var gift og havde to børn…børn….en væmmelig tanke. Men det morede Juniper, at hun havde kunne få hende til at kaste blikket på hende alligevel. Ægteskaber. Ikke ret meget mere end fængsler. Hvis nogen spurgte var én enkel dans mellem to veninder ikke et ukendt fænomen.
Juniper vendte tilbage til sin vin og sine madtallerkener. Lod sulten og tørsten smitte af på nogle af dem hun passerede. Subtile opfordringer.

”De har danset længe, er De ikke tørstig?”

”De ser mig noget bleg ud, måske burde De spise noget?”

den slags faldt hende mere naturligt end at trække vejret og forekom i manges øjne blot som uskyldig omsorg. Og deres fråseri nærede hende mere end maden i sig selv gjorde.
Pludselig var hun ganske godt tilfreds alligevel.
Og så….James Thorton, var det ikke det han hed? Hun vidste nok til at vide, at han var fætter til dæmonernes leder. Måske kunne der alligevel komme et eller andet ud af aftenen. Han emmede af potentiale til vrede. Kunne have været et festmåltid for hendes lillebror. Hun lagde hovedet lidt på skrå, sendte ham et skævt smil over kanten på sin vinpokal.

”Er det? De ser ikke ud til at more Dem, mr Thorton,” sagde hun med et glimt i øjet, imens hun studerede ham. Han var ikke uden en vis rovdyragtig elegance og de blå øjne klædte ham i for sig ganske godt. Han gik vel an. Om ikke andet, ville hun gerne finde ud af mere om, hvilke impulser, der gemte sig under denne stoiske facade.

“De siger det som om De hverken holder af rigdom eller magt, mr Thorton, men er Deres familie ikke netop både rig og magtfuld?” Hun lagde hovedet på skrå, pustede en løsreven lok lyst hår væk fra sit ansigt, hvorefter hun strøg den tilbage i frisuren. Måske var han en af dem, der så sig fejlagtigt som en mand af det folk, han selv arbejdede på at holde nede. Som om folket ikke ville rejse sig og sluge ham med hud og hår, hvis de fik så meget som chancen for det. Det var spis eller bliv spist, måske brød han sig bare ikke om at være i selskab, hvor han ikke per definition var på toppen allerede på forhånd. Avaritia ville have været færdig af grin over det. Tanken fik Juniper til at le, men kun et kort øjeblik, før hun mærkede et stik af afsavn efter bedre selskab end ja, denne ubehøvlede skabning, hun stod med. Og her skulle det ellers forestille, at de, der var opdraget i de højere kredse, Juniper selv inklusiv i kraft af sin adoptivsituation, var blevet skolet, hvad der ville være smart at sige. Hvordan man talte til andre mennesker.

Mænd…


”Gammel heks simpelthen? Hvis det er sådan De taler om Deres medgæster, når de ikke er indenfor hørevidde af Dem, tør jeg da næsten slet ikke tænke på, hvad De vil sige om mig, når jeg vender ryggen til, sir.” Latteren var blød og spinnende. Fornøjet. Men i de frostklare blå øjne, var der et glimt af noget ildevarslende. Farligt. Han havde gebærdet sig helt forkert og Juniper Graceling var ikke ligefrem kendt som en, der tilgav, hvis hun først var blevet trådt over tæerne. Var Natalie Von Tenebris mon? Holdt hun af sin løbskløbende fætter?
Det var svært at sige. Juniper havde aldrig mødt dæmonernes leder og kunne derfor ikke rigtig kloge sig reelt på det.

Hun smilede svagt ved hans næste ord, men smilet indeholdt lige så lidt reel varme, som hans.

Lynsnart havde hun fat i kraven på hans skjorte og holdt ham fast således. Det var ikke så meget for at få dem i øjenhøjde, med Junipers egen ret betydelige højde, var der ikke reelt ret meget imellem dem.

”Jeg tror udmærket, De ved, hvem jeg er, mr Thorton. Nu er spørgsmålet bare, om De er en af dem, der smiler til mit ansigt og erklærer mig en skøge til min ryg. Jeg håber det ikke. Fornærmelser er en så ærgerlig start på et bekendtskab, synes De ikke?” Hun smilede så uskyldigt som nogen engel.

“Ah, så det De siger er altså, at De er…en form for idealist?” En vag interesse var nu vagt. Ud fra de synder hun mærkede i ham og sikkert ville kunne få ud i fuldt flor bare ved at prikke til ham, så virkede han ellers ikke ret langt fra enhver gemen voldspsykopat. Men manden havde altså ting han ville. Som han ønskede for sig selv og verden. Ting der åbenbart ikke bare var at sprede så meget kaos, død og ødelæggelse så muligt.
Og her havde hun ellers været tæt på bare at vende sig og gå. Men tja, hun holdt af en god samtale. Eller illusionen om en, hvis ikke man kunne få den ægte vare. Juniper havde altid været overbevist om, at det kun var hende selv og hendes familie, der reelt i sandhed eksisterede og besad en tankevirksomhed som i sandhed levende væsner. En ensom eksistens, men efter tyve år mereeller mindre afskåret fra sine brødre og søstre, bortset fra et svipbesøg fra søde Invidia for ti år siden, så havde hun lært at fylde hverdagen ud på en måde, som gav mening for hende.

”Nogle ville mene, mr Thorton, at et liv på toppen kræver, at der er ting man ikke siger. Hverken til folks ryg eller ansigt,” svarede hun roligt.

”Men Deres bestræbelse på ærlighed er velsagtens…beundringsværdige,” tilføjede hun tænksomt.

”In any case, så har De klaret Dem så langt her uden min hjælp, så De kan nok også klare Dem videre ikke sandt?” Selvom Juniper selv var enormt let at fornærme og tirre på grænsen til at være farlig, så brød hun sig faktisk ikke ret meget om at mænges med flere af den slags mennesker. Man kunne knap nok have en meningsfuld samtale med dem uden, at de farede i flint over de mindste ting. Hvis de ønskede at bade i blod eller slå ting til plukfisk, burde de opsøge Ira i stedet for at spilde hendes tid.
Ind til videre havde Thorton ikke gjort meget mere end at skuffe hende på dette punkt. Han var ikke uden en vis kølig elegance. Sandt nok, men den overstråledes af en himmelråbende tørst efter vold, som Fråseriet selv faktisk, i hvert fald for i aften, fandt meget lidt charmerende.
Fornemmelsen af at blive trukket ind til nogen uden på nogen måde at have bedt om det gav hende et kort øjeblik kvalme. Ikke så meget på grund af ham, som fordi hendes træning indeholdt et strengt krav om aldrig at lade sig ende op fastlåst. Hun slugte sin første instinktive panik.

Hun trak sin hånd til sig og sendte ham et isnede blik.

”Lady Graceling,”rettede hun.

”De kan vel i det mindste have den respekt at adressere mig korrekt, imens De truer mig, sir. Og nu. Har De tænkt Dem at fjerne Deres hænder eller byder De op til dans?”

Irritationen lyste stadig ud af ham på en måde, som Juniper næsten fandt pinlig. Så tag dig dog sammen mand, jeg er Fråseri, ikke vrede, hvis det er sådan her du reagerer på ingenting, så vil min lillebror knuse dig, kunne hun ikke lade være med at tænke. Og så dog. Han havde ikke givet efter for nogen af de voldelige impulser, der tydeligvis lå direkte under overfladen på ham endnu. Det var ofte nemt med dæmoner. Måske fordi samfundets forventninger til dem var, at de kun besad mørke, så hvad javde de at skjule for verden, når det kom til stykket? Juniper oplevede i hvert fald, at man ikke skulle grave særlig længe efter deres synder. De var ikke bange for dem på samme måde som mere..renhjertede væsner, der var vokset op med normer, der gav dem en iboende aversion mod deres ellers naturlige mørkere impulser. Men selvom det gav mening, at James Thorton som dæmon var mere åbenlys med sit indre mørke, hun kunne smage den underliggende vrede i luften omkring ham, så ville hun gerne vide, hvad Natalie von Tenebris tænkte om sin fætter. Var det ikke det han var? Hun havde ikke selv mødt dæmonernes leder, hvad grund skulle Natalie have haft til et sådant møde, men ud fra, hvad hun havde hørt kunne hun godt forestille sig, at sjæledæmonen måske ville have et par skarpe ord til sit dette voldslystne familiemedlem.

For nu lod han dog til at indordne sig. Godt så. Knægten kunne altså finde ud af bare lidt af, hvilke folk han burde have respekt for. Nok var Thorton navnet et ganske respekteret, hvis ikke decideret berygtet et, men de var ikke House Graceling og hun havde ikke tænkt sig at lade sig underminere af en eller anden knægt hvis farmand tilfældigvis ejede en kro. Og dog var hun interesseret i, hvordan mere af deres forretninger reelt fungerede. For det var jo åbenlyst at der lå noget andet under. En kro kunne ikke alene generere den mængde omtale, det omdømme eller den indtægt, som familien angiveligt skulle ligge inde med.

”De lader til allerede at have besluttet Dem, men i det mindste spørger De. Så ja, men hvis De træder på mine tæer, får De problemer,” sagde hun i en kryptisk tone, der ikke helt angav, hvorvidt hun drillede eller var seriøs.