You want to dans my dear? - Juniper

Tidspunkt: 19:00
Sted: Terrorville District
Vejr: Stjerneklart og køligt

Så var det tid igen, hvor alle de rige og magtfulde mennesker skulle mødes. Til at prale med deres rigdom og magtfuldhed, under alt for meget mad og ikke mindst dans. At prale var nok det som de fleste af de familier var gode til, især dem som havde unge og smukke døtre som de gerne ville have afsat til de andre magtfulde familier. Der var mænd som greb efter de unge kvinder, foran deres koner og blot ønskede flere koner som et monster.
Selv den unge Thornton havde blevet hevet med af sine forældre til dette dumme bal "du bliver nød til det, du bliver nød til at vise dig frem som den næste leder af vores familie" havde hans far fortalt ham, og selv om han havde modvilligt taget med til det ynkelige bal. Så viste han også at hans mor havde bagtanker med at de skulle med til det bal, omkring de 500år og stadig ingen kone?
Det havde heller ikke hjulpet når de endelig var kommet der hen, hans far stod og snakkede med herren af en familie som ejede en masse fiskebåde. Selv om han havde taget bad flere gange, så stank han stadig hen af hav og fisk ifølge James. Han prøvede endda med at følge med i samtalen, også selv om han ikke havde planer selv om at arbejde sammen med sådan en klam og ynkelig mand. Hans mor stod imellem tiden og puffede til ham en gang imellem "hvad med hende?" blev hun ved med at sige, som fik James til at glanse over de forskellige kvinder som hun forslog. Han viste aldrig om det var en joke hun prøvede at fyre af, eller om hun faktisk var seriøst. Den ene så mere ynkelige ud end den anden, som om nogen af dem ville overleve en nat bare med ham "kedelig, ynkelig" mumlede han tilbage til hende, mens hans tone blev mere og mere irriteret i det.
Han havde set magtfulde mænd falde ned fra deres troner, bare pågrund af lugten af en kvinde. Han havde slet ikke tid til at det ballade, som kvinder havde det med at tage med sig. De var svage, prøvede at rive mænd ned med menneskelige lyster. Det var jo ikke anderledes denne aften, de unge kvinder med alt for stramme korsetter og deres kvindelig hud som klamrede fast til stoffet for ikke at overflyde. Stanken gjorde det heller ikke bedre, som havde de badet i de tropiske lugter. De lod jo også bare mændene tag på dem, som hørte de til på gaderne allerede.
Dansegulvet var fuld af denne type af mennesker, skamfuld dans. Han prøvede ikke at tænke på det, hvis bare hans mor ville lade ham være i fred. Ønskede hun virkelig at hendes søn blev en af dem? en svag mand, som satte alt på spil bare for at røre ved huden af en kvinde? Selvfølgelig ikke! hun viste bedre, eller det håbede han.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var ikke ret ofte, at Juniper Graceling befandt sig i Doomsville. Her var koldt, ofte vådt og mørkt og trist. Men oh well, nogle gange skulle se andre steder og hun havde da haft flere elskere, der enten boede fast eller bare opholdt sig jævnligt her, som regel blev de nødt til enten at flytte eller vente ind til hun slæbte sig vej hertil fordi noget andet og mere interessent havde tvunget hende til rette opmærksomheden mod Doomsvilles regnvåde gader. Eller også til hun simpelthen kedede sig så gudsjammerligt, at hun ikke havde noget andet valg end at indfinde sig.  Dette havde også oprindeligt været en kedsomhedstur. Aquener var blevet ensformig, det skete engang i mellem, når hun havde befundet sig det samme sted for længe. Hun endte med at blive rastløs, irritabel og mildt sagt nok til fare for sin husholdning, hvis ikke direkte sig selv. Så hun var dukket op uanmeldt hos en af sine elskere, en ung herre vis forældre var blevet styrtende rige på baggrund af handel med krydderier, en handel som han snart stod til at skulle overtage. Sikke mange ting hun kunne have ødslet væk, hun kunne have ødelagt en hel generations forarbejde og det ville ikke engang have været første gang, at hun havde fortaget sig noget lignende. Så hun var altså dukket op, lige så ud af det blå, som hun altid havde haft for vane, at dukke op og forsvinde igen. Kun for at blive afvist ved døren med besked om, at mandens gravide kone ikke tålte at have hende inde for sit åsyn. Hvor vovede han? At afvise hende, som om hun var en eller anden gemen gadeprostitueret, der forsøgte at sælge ham noget? Det var hende, der afviste folk, ikke omvendt. Godt nok havde det tydeligvis været på hustruens befaling, at hun var blevet sendt væk, men det var alligevel ham, hun var mest generet af. Ikke vred. Den energi nægtede hun at spilde på en som ham. Men nu havde hun indfundet sig her i byen og efter en lang rejse anede hun pludselig ikke, hvad hun skulle bruge tiden på.
Ikke at stå her og glane som en forladt hundehvalp i hvert fald, så meget var sikkert.
Hun snappede af sine slaver, der hurtigt begyndte at pakke de ting de havde været i færd med at pakke ud sammen igen.
De var vant til deres herskerindes evige rastløshed, så dette var i for sig ikke engang usædvanligt.
Det var heller ikke just fordi, det var svært for hende at finde et sted at opholde sig. Hun havde penge nok a smide efter et finere etablissement i Terrorville District, hvor hun havde boet før. De var kloge nok til at servere noget for hende, så snart hun dukkede op.
I begyndelsen var planen egentlig simpel nok. Spis, sov og tag videre næste dag.
Så gik noget dog op for hende. Hun havde fået en invitation til bal her i byen og så glemt alt om det. Det havde ikke umiddelbart interesseret hende ret meget at tage hele vejen her til for en fest, hun selv kunne holde bedre, men hvorfor ikke? Måske kunne hun finde sig en ny fødekilde.

Og sådan gik det til, at hun fandt sig i et palæ i Terrorville District. Fashionabelt forsinket (fordi hun havde glemt det). Hun rakte sin kappe til en tjener uden så meget som at se på ham og slentrede så ind i festsalene så naturligt, som havde hun været der hundrede gange.

Juveler og kunstfærdige kjoler strålede i skæret fra hundredvis af levende lys.  Strygermusik vældede blidt ud fra et orkester placeret i salens ene hjørne. Tjenestefolk vimsede rundt blandt gæsterne med et, i Junipers øjne ynkeligt, udvalg af mad og vin.
De andre gæster blev efterhånden opmærksomme på hende. Nogen hilste overstrømmende høfligt, andre nøjedes med at stirre. Hviske til hinanden. Nysgerrigt, forarget, betaget. Lady Graceling havde altid været i stand til at fremkalde et væld af forskellige reaktioner.
Selv nøjedes den unge kvinde ind til videre med at nippe til et glas hvidvin og betragte resten af forsamlingen med en distanceret nysgerrighed, afventede at noget, der var hendes tid værd skulle befinde sig i hendes synsfelt.

Hvorfor var det at mennesker havde det med at skulle vise sig frem? Vise deres formue, prale om den og den magt som fulgte med at have flere mønter end man kunne tælle? Han hadet det så forfærdeligt meget, at skulle være tvunget til at tage til et ynkeligt bal bare for at kunne prale med hvad han ejede. Han havde så mange bedre ting at tage sig selv til, mennesker at udnytte, torturere, kidnappe og hvad han ellers kunne finde på af sjove ting. Han hadet at skulle fremstå som en normal person, en person som ikke drømte om at han kunne spejle sig selv i et rødt glitrende spejl på dansegulvet og stilheden som ville have sænket sig over kroppene som ville ligge rundt omkring som et kunstskab. Lyden under hans fødder som han ville bevæge sig hen over gulvet, glidende og de røde dråber som ville dryppe ned fra hans fingerspidser.

Der begynde at snige sig et lille smil frem på hans læber, som han bevægede sig længere væk fra virkeligheden og ind i sin fantastiske drømmeverden fyldt med pinsler og hans indre lyster. Han fik bare ikke lov til at blive der særligt længe, når et let puf fra hans moders hånd ”James?” gentog hun et par gange, mens smilet forlod hans læber atter igen og hans næsten helt sorte blik bevægede sig over mod hende. Han blinkede et par gange som fik hans øjne til at ændre sig til den perfekt gråblå farve atter igen ”hvad vil du?” han prøvede på ikke at snerre ad hende, men alligevel begynde han at få nok af hendes opmærksomhed.
Hun viste udmærket godt hvad ændring af hans øjne betød, og det var bestemt ikke noget som hun havde lyst til at byde sine bekendtskaber ”gå hen og få dig noget at drikke” sagde hun med en rolig stemme, som fik ham til at rulle med øjnene før han begynde at bevæge sig hen over dansegulvet. Han viste jo udmærket godt at hun havde ret, men alligevel irriterede det ham at skulle lytte efter på hvad hun havde at sige.

En ung spinkel kvinde med en alt for bleg hud, og øjne som så helt tomme og følelsesløse ud mødte ham når han samlede glasset op fra bordet ”godaften hr. Thornton… je.. je” ynkelig, bange og helt sørgelig prøvede hun at komme ud med sine ord. Han hævede bare sit ene øjenbryn af hende, før han lod sit blik glanse hen over de forskellige mennesker og væsner rundt omkring. Han tog glasset op til sine læber, og lod roligt væsken glide ned i halsen på ham. Kvinden forsatte med at prøve at få sine ord frem ”je.. jeg ville høre om de havde lyst til at danse?” fik hun endelig fremstammet og et lille hånligt grin forlod hans læber ”jeg tror du har større chance hos nogle af de andre” hans stemme var kold og uden en eneste følelse, som han havde tryk på du. Han elskede at håne de rige og især kvinderne, havde noget imod at man kalde dem for du før man overhovedet var dus.
Hun stod der bare foran ham, stirrede på ham med sine øjne som prøvede hun at brænde sig ind i ham. Han så ikke engang på hende og lod bare sit blik glide rundt fra person til person, det gik dog ikke længe før hans blik blev låst fast. Kjolen som skilte sig ud og prøvede på at blinde enhver mand i miles omkreds. Det var heller ikke fordi kvinden i kjolen var grim, nej hun var utrolig smuk som en porcelæn dukke.

Før han viste det, var han allerede på vej over mod hende, nysgerrigheden som træk ham over hvem denne kvinde var. Hun ville være perfekt som en del af hans kunstværk, omgivet af det røde spejl. Åh hvor havde han bare lyst til at slå hende ihjel, lige der foran alle sammen og høre deres skrig omringe ham ”godaften” forlod hans læber som han stoppede op foran hende.

Der var ikke ret meget at more sig over til denne fest. Måske fordi det netop var stillet op som en mulighed for ugifte til at finde en partner. En vis formel afholdenhed var forventelig. Faktisk var Juniper ikke sikker på, hvorfor hun var blevet inviteret. Folk måtte vel vide, at hun absolut ikke var typen, der gik hen og giftede sig. Bare tanken var til at få kriller over. At leve med ét menneske resten af livet og ikke kunne gøre noget, når først hun begyndte at kede sig? Så ville hun hellere skydes.
Maden var dog…spiselig. Så den gav hun noget mere af sine opmærksomhed end folk omkring sig. Ikke at det i for sig var imponerende, ikke når man først var blevet vant til hendes egne banketter, men hendes evige sult krævede, at hun slugte et eller andet eller besvimede. Så hun spiste confiteret and, suppe af forskellig art og et utal af små farverige kager og konfektstykker, der tydeligvis var lagt meget energi i til lejligheden, med en sært verdensfjern attitude. Tænk, at hun var taget hele vejen til denne kolde fugtige gamle by for det her. Hun kunne have siddet på sin balkon derhjemme og nydt det sidste af aftensolen lige nu, men nej. Hun var fanget her med en flok amatører til at stå for musikken og en mængde mennesker, der ind til videre sagde hende meget lidt og lod til at holde sig fra hende for at snakke om hende i krogene i stedet.
Dødssynden satte endnu en tom skål oveni stakken, der efterhånden havde hobet sig op omkring hende og rejste sig fra sin stol i en glidende bevægelse. Hvis ikke her var ret meget andet at bruge tiden på, så kunne hun altid danse, fastslog hun. Hun greb fat i en lidt ældre kvinde. Juniper havde lagt mærke til måden hun så på hende tidligere og havde værdsat øjnenes klare grønne farve og måden de kneb sammen, når hun smilede, samt den sunde glød i den olivenfarvede hud. Tja, måske hvis ikke noget ændrede sig, kunne hun altid slæbe hende med tilbage til Aquener senere. Der var vel værre skæbner. For nuværende virkede kvinden i hvert fald ganske villig til at lade sig byde op til dans. Hvis det Juniper havde gjort da overhovedet kunne betegnes som at byde nogen op. Hun havde nærmere bare trukket kvinden ud på dansegulvet blandt de andre gæster og ind i en elegant ubesværet foxtrot, om så partneren kunne følge med eller ej. Det kunne hun heldigvis. Juniper ville ikke have regeret særlig voksent på at blive trådt over tæerne, hverken i overført eller bogstavelig forstand.
Da musikken blødte over i næste nummer skiltes de to kvinder fra hinanden. Juniper havde somehow nået at få en del ud af kvinden, åndeløs om end hun var. Wilhelmina, for det var kvindens navn, var gift og havde to børn…børn….en væmmelig tanke. Men det morede Juniper, at hun havde kunne få hende til at kaste blikket på hende alligevel. Ægteskaber. Ikke ret meget mere end fængsler. Hvis nogen spurgte var én enkel dans mellem to veninder ikke et ukendt fænomen.
Juniper vendte tilbage til sin vin og sine madtallerkener. Lod sulten og tørsten smitte af på nogle af dem hun passerede. Subtile opfordringer.

”De har danset længe, er De ikke tørstig?”

”De ser mig noget bleg ud, måske burde De spise noget?”

den slags faldt hende mere naturligt end at trække vejret og forekom i manges øjne blot som uskyldig omsorg. Og deres fråseri nærede hende mere end maden i sig selv gjorde.
Pludselig var hun ganske godt tilfreds alligevel.
Og så….James Thorton, var det ikke det han hed? Hun vidste nok til at vide, at han var fætter til dæmonernes leder. Måske kunne der alligevel komme et eller andet ud af aftenen. Han emmede af potentiale til vrede. Kunne have været et festmåltid for hendes lillebror. Hun lagde hovedet lidt på skrå, sendte ham et skævt smil over kanten på sin vinpokal.

”Er det? De ser ikke ud til at more Dem, mr Thorton,” sagde hun med et glimt i øjet, imens hun studerede ham. Han var ikke uden en vis rovdyragtig elegance og de blå øjne klædte ham i for sig ganske godt. Han gik vel an. Om ikke andet, ville hun gerne finde ud af mere om, hvilke impulser, der gemte sig under denne stoiske facade.

Det var så svært ikke bare at gå amok og slå alle mennesker ihjel, male hele byen eller verden i et fantastisk rødt paradis. Han blev bare tvunget til at holde den menneskelige ydre, som ikke ville skade nogen som helst til festen. Han ville elske at tvinge de ynkelige mennesker til at slå hinanden ihjel, love dem at de måtte overleve hvis de også overlevede bare rive struben ud af halsen på dem og se livet forsvinde ud af deres øjne.
Han knyttede forsigtigt sine hænder, uden at skabe opmærksomhed og et svagt lille smil bevægede sig hen over hans læber, men forsvandt lige så hurtigt igen.

Hans blik fulgte den elegante kvinde, som hun bevægede sig rundt på gulvet som silkestof i vinden. Den ældre kvinde så ældre og ældre ud, som hun så ud til at blive trukket mere og mere i for at skulle bevæge sig rundt på gulvet. Der var intet blod, ingen skrig, ingen totur i hendes øjne, andet end toturen ved at ligge med sin elskede. Blodårerne på kvindens hals blev mere synlige i et par sekund, som hun gispede efter vejret efter at have blive efterladt. Han nød synet af det også selv om det ikke var så voldsomt som han var vant til, men alligevel var kvindens indre blevet tortureret af lyst og tomhed. Et lille grin forlod hans læber, som han vende blikket mod den elegante kvinde atter igen.

Endelig skete der noget spændende til ballet, noget som han gad bruge sin energi på.

Hendes ord lød helt flabende i hans øre, og i de fleste tilfælde havde han aldrig fundet sig i det. Grebet ud efter hendes hals, fået hende til at tigge om tilgivelse som et ynkeligt lille dyr. Han viste dog bedre end at gøre det, selv magtfulde kvinder kunne være farlige at gøre til sine fjender. Han knyttede sine hænder bag på sin ryg, og et lille smil bevægede sig hen over hans læber ”at så på gamle mænd som jagter unge kvinder, og svage mænd som prøver på at prale med deres rigdomme og magt” han træk svagt på skulderne, som han bevægede sit ansigt tættere mod hende og et lille suk forlod hans læber ”det mest spændende her til aften, var deres yndige dans med det gamle heks” hviskede han før han atter igen træk sig tilbage og lod sit blik følge den gamle kone, som hun bevægede sig tilbage til sin mand som havde en yngre model på skødet.

Han lod sit blik atter igen bevæge sig mod kvinden foran ham, for han løftede sin hånd op i luften foran hans brystkasse ”undskyld, hvor er mine manerer.. og de er?” spurgte han klar til at tage hendes hånd i sin. Hun virkede bekendt, han havde hørt historie om en kvinde som kunne dræbe alle på sin vej. Et væsen som ingen anden, en som kende dine dybeste hemmeligheder. Historie var historier, og ikke ofte noget som han gad høre på.

“De siger det som om De hverken holder af rigdom eller magt, mr Thorton, men er Deres familie ikke netop både rig og magtfuld?” Hun lagde hovedet på skrå, pustede en løsreven lok lyst hår væk fra sit ansigt, hvorefter hun strøg den tilbage i frisuren. Måske var han en af dem, der så sig fejlagtigt som en mand af det folk, han selv arbejdede på at holde nede. Som om folket ikke ville rejse sig og sluge ham med hud og hår, hvis de fik så meget som chancen for det. Det var spis eller bliv spist, måske brød han sig bare ikke om at være i selskab, hvor han ikke per definition var på toppen allerede på forhånd. Avaritia ville have været færdig af grin over det. Tanken fik Juniper til at le, men kun et kort øjeblik, før hun mærkede et stik af afsavn efter bedre selskab end ja, denne ubehøvlede skabning, hun stod med. Og her skulle det ellers forestille, at de, der var opdraget i de højere kredse, Juniper selv inklusiv i kraft af sin adoptivsituation, var blevet skolet, hvad der ville være smart at sige. Hvordan man talte til andre mennesker.

Mænd…


”Gammel heks simpelthen? Hvis det er sådan De taler om Deres medgæster, når de ikke er indenfor hørevidde af Dem, tør jeg da næsten slet ikke tænke på, hvad De vil sige om mig, når jeg vender ryggen til, sir.” Latteren var blød og spinnende. Fornøjet. Men i de frostklare blå øjne, var der et glimt af noget ildevarslende. Farligt. Han havde gebærdet sig helt forkert og Juniper Graceling var ikke ligefrem kendt som en, der tilgav, hvis hun først var blevet trådt over tæerne. Var Natalie Von Tenebris mon? Holdt hun af sin løbskløbende fætter?
Det var svært at sige. Juniper havde aldrig mødt dæmonernes leder og kunne derfor ikke rigtig kloge sig reelt på det.

Hun smilede svagt ved hans næste ord, men smilet indeholdt lige så lidt reel varme, som hans.

Lynsnart havde hun fat i kraven på hans skjorte og holdt ham fast således. Det var ikke så meget for at få dem i øjenhøjde, med Junipers egen ret betydelige højde, var der ikke reelt ret meget imellem dem.

”Jeg tror udmærket, De ved, hvem jeg er, mr Thorton. Nu er spørgsmålet bare, om De er en af dem, der smiler til mit ansigt og erklærer mig en skøge til min ryg. Jeg håber det ikke. Fornærmelser er en så ærgerlig start på et bekendtskab, synes De ikke?” Hun smilede så uskyldigt som nogen engel.

Han rystede kort på hovedet, for det passede jo slet ikke. Han elskede både at være rig og havde magt, men når man havde magt så havde man også meget at leve op til. Han var fuldstændig ligeglad med fattige mennesker, eller de almindelig borger. Han havde de fleste af dem som pesten, de var bare legetøj, mad for ham. ”det er slet ikke hvad jeg siger” sagde han og rystede igen svagt på hovedet ”det jeg siger er at disse skabninger rundt om os, bruger deres magt forkert… mænd med rigdom som blot bruger deres egenskaber for at få meget yngre kvinder, mens deres koner blot bliver nød til at se på” tilføjede han med en tone af kvalme i hans stemme. Magt handlede om så meget mere, end de menneskelige lyster som de fleste mænd brugte den til. Det ville være de første mænd som ville falde under kamp, de første mænd som ville tigge om deres mødre, de første mænd som ville kunne miste alt på et sekund.
James levede efter mere end det, han levede ikke efter menneskelige lyster. Han levede efter så meget mere, efter respekt, frygt at hele verden ville kende til hans familie.

Hendes ord fik et lille latter frem mellem hans læber ”Frøken… Tror de virkelig at jeg blot ville snakke sådan om hende, bag hendes ryg? … Hvis man ikke tør at sige til foran folks ansigt, burde man så overhovedet eje en tunge?” et smil var plantet på hans læber, mens ordene forlod dem. Åh hvor ville han elske at skære tungen af den gamle kone, så kun skrig kunne komme ud af hendes blodige mund.

Smilet forsvandt lige så hurtigt som han mærkede grebet om hans krave, De lange tynde fingre, og den kølige hud som ramte hans hage fra hendes greb. Han så kort ned mod hendes hånd, før han igen rettede blikket op hendes. Hans ellers så lyseblå øjne, var ændret sig til mørke næste sorte øjne. Han hævede sit ene øjenbryn, mens han stod nogle sekunder og stirrede på hende.
De fleste havde fået skåret hånden af for at røre ham, og blive tvunget til at give den til vilde hunde. Den respektløshed som hun havde overfor ham, at hun turde at røre ved ham på den måde og foran alle de mennesker.

Han greb fast i hendes hånd med et fast greb, han lagde den anden rundt om hendes talje og træk hende helt ind til sig ”Den sidste kvinde som tog fat i mig, mistede hånden… synes de selv frøken Graceling at dette er det rigtige tidspunkt at lave et blodbad?” hviskede han så ingen anden kunne høre dem, også selv om han bare helst havde lyst til at starte et blodbad. Det var jo hvad han havde haft lyst til hele aftenen, og hun gjorde det bestemt ikke lettere for ham at stå imod de lyster.
”Hvis jeg mente de var en skøge, så havde jeg sagt det til deres ansigt og ikke vist dem noget af min respekt… jeg er en meget enkel mand, når det kommer til respekt” tilføjede han

“Ah, så det De siger er altså, at De er…en form for idealist?” En vag interesse var nu vagt. Ud fra de synder hun mærkede i ham og sikkert ville kunne få ud i fuldt flor bare ved at prikke til ham, så virkede han ellers ikke ret langt fra enhver gemen voldspsykopat. Men manden havde altså ting han ville. Som han ønskede for sig selv og verden. Ting der åbenbart ikke bare var at sprede så meget kaos, død og ødelæggelse så muligt.
Og her havde hun ellers været tæt på bare at vende sig og gå. Men tja, hun holdt af en god samtale. Eller illusionen om en, hvis ikke man kunne få den ægte vare. Juniper havde altid været overbevist om, at det kun var hende selv og hendes familie, der reelt i sandhed eksisterede og besad en tankevirksomhed som i sandhed levende væsner. En ensom eksistens, men efter tyve år mereeller mindre afskåret fra sine brødre og søstre, bortset fra et svipbesøg fra søde Invidia for ti år siden, så havde hun lært at fylde hverdagen ud på en måde, som gav mening for hende.

”Nogle ville mene, mr Thorton, at et liv på toppen kræver, at der er ting man ikke siger. Hverken til folks ryg eller ansigt,” svarede hun roligt.

”Men Deres bestræbelse på ærlighed er velsagtens…beundringsværdige,” tilføjede hun tænksomt.

”In any case, så har De klaret Dem så langt her uden min hjælp, så De kan nok også klare Dem videre ikke sandt?” Selvom Juniper selv var enormt let at fornærme og tirre på grænsen til at være farlig, så brød hun sig faktisk ikke ret meget om at mænges med flere af den slags mennesker. Man kunne knap nok have en meningsfuld samtale med dem uden, at de farede i flint over de mindste ting. Hvis de ønskede at bade i blod eller slå ting til plukfisk, burde de opsøge Ira i stedet for at spilde hendes tid.
Ind til videre havde Thorton ikke gjort meget mere end at skuffe hende på dette punkt. Han var ikke uden en vis kølig elegance. Sandt nok, men den overstråledes af en himmelråbende tørst efter vold, som Fråseriet selv faktisk, i hvert fald for i aften, fandt meget lidt charmerende.
Fornemmelsen af at blive trukket ind til nogen uden på nogen måde at have bedt om det gav hende et kort øjeblik kvalme. Ikke så meget på grund af ham, som fordi hendes træning indeholdt et strengt krav om aldrig at lade sig ende op fastlåst. Hun slugte sin første instinktive panik.

Hun trak sin hånd til sig og sendte ham et isnede blik.

”Lady Graceling,”rettede hun.

”De kan vel i det mindste have den respekt at adressere mig korrekt, imens De truer mig, sir. Og nu. Har De tænkt Dem at fjerne Deres hænder eller byder De op til dans?”

Gud hvor denne kvinde kunne irritere ham, måske fordi han ikke var vant til at folk snakkede ham igen. Det var jo farligt at snakke ham igen, han nød jo ligefrem at se folk lide og jo mere de led jo mere fik det hm til at smile.
Der var alligevel et eller andet ved denne kvinde, som stoppede ham i at finde den nærmeste skarpe instrument og skære hendes tunge af. Måske fordi hun turde at sige ham imod? måske fordi hun virkede mindst lige så farlig som ham selv? men et eller andet gjorde at det var sjovere at høre på hendes irriterende ord, end at det var at skære den af og se blodet løbe ud af munden på hende.
Det var svært at sige, men et lille svagt smil var til at finde i hans mundviger mens han hævede sit ene øjebryn af hendes ord "lady" gentog han med lidt af en mokkende tone i hans stemme, som hans greb omkring hendes hånd løsnede og han trådte et lille skridt tilbage fra hende.

Gud hvor var hun irriterende, men så spændende på samme tid. Der var et sekund af tænkende i hans øjne, før han rakte sin hånd roligt hen mod hende og den anden blev lagt bagpå hans ryg "må jeg få lov til at byde dem op til denne dans.... Lady Graceling" sagde han med den mest rolige stemme, som han kunne få sig selv til denne aften.

Hvis han havde været fornuftigt, så havde han bare gået sin vej og aldrig kigget tilbage på hendes blege porcelæn hud. Desværre, så var hun den mest spændende person i rummet.

Irritationen lyste stadig ud af ham på en måde, som Juniper næsten fandt pinlig. Så tag dig dog sammen mand, jeg er Fråseri, ikke vrede, hvis det er sådan her du reagerer på ingenting, så vil min lillebror knuse dig, kunne hun ikke lade være med at tænke. Og så dog. Han havde ikke givet efter for nogen af de voldelige impulser, der tydeligvis lå direkte under overfladen på ham endnu. Det var ofte nemt med dæmoner. Måske fordi samfundets forventninger til dem var, at de kun besad mørke, så hvad javde de at skjule for verden, når det kom til stykket? Juniper oplevede i hvert fald, at man ikke skulle grave særlig længe efter deres synder. De var ikke bange for dem på samme måde som mere..renhjertede væsner, der var vokset op med normer, der gav dem en iboende aversion mod deres ellers naturlige mørkere impulser. Men selvom det gav mening, at James Thorton som dæmon var mere åbenlys med sit indre mørke, hun kunne smage den underliggende vrede i luften omkring ham, så ville hun gerne vide, hvad Natalie von Tenebris tænkte om sin fætter. Var det ikke det han var? Hun havde ikke selv mødt dæmonernes leder, hvad grund skulle Natalie have haft til et sådant møde, men ud fra, hvad hun havde hørt kunne hun godt forestille sig, at sjæledæmonen måske ville have et par skarpe ord til sit dette voldslystne familiemedlem.

For nu lod han dog til at indordne sig. Godt så. Knægten kunne altså finde ud af bare lidt af, hvilke folk han burde have respekt for. Nok var Thorton navnet et ganske respekteret, hvis ikke decideret berygtet et, men de var ikke House Graceling og hun havde ikke tænkt sig at lade sig underminere af en eller anden knægt hvis farmand tilfældigvis ejede en kro. Og dog var hun interesseret i, hvordan mere af deres forretninger reelt fungerede. For det var jo åbenlyst at der lå noget andet under. En kro kunne ikke alene generere den mængde omtale, det omdømme eller den indtægt, som familien angiveligt skulle ligge inde med.

”De lader til allerede at have besluttet Dem, men i det mindste spørger De. Så ja, men hvis De træder på mine tæer, får De problemer,” sagde hun i en kryptisk tone, der ikke helt angav, hvorvidt hun drillede eller var seriøs.