Let's deal (Juniper)

S: Doomsville, rotten root, bazaaren
T: Aften
V: Lun sommeraften

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Sommeren var kommet til Doomsville, med dens omskiftelige vejr af lige dele regn og solskin. I sidste uge havde der været ret overskyet og regn, hvilket havde været meget mere overskueligt for Sean. I dag havde det været tilbage til stærk solskin og god temperatur. Solen betød fornyet energi og overskud for Sean, men også alt for varme dage. Især når han oftest gik i sort tøj eller i læder. Måske han burde besøge sin sommerresidens i Sunfury? Få en sludder med den nye konge, Valentine, nu han var dernede?

Men alt til sin tid. Til aften arbejdede han ikke som herskeren af Doomsville. For en gangs skyld fordybede han sig i noget helt andet, et arbejde han selv var herre over, uden en leder der så ham over skulderen. Derfor var han heller ikke officielt klædt på, selv om han havde vist hensyn til den varme sommeraften. En varme der ikke blev mindre af de mange mennesker i bazaaren - eller den sorte handel, der gemte sig bag de officielle telte og boder, på endnu mindre veje og gyder. Luften var lummer, fugtig og fuld af lugte. ikke nødvendigvis de gode af slagsen, eller så frisk som oppe på borgen. Uden så meget som en vind, var det kvælende at trække vejret hernede. Alligevel bevægede han sig igennem mængden, overraskende smidigt og uden at tiltrække sig opmærksomhed, hans ellers brede krop taget i betragtning.

Iklædt et par lette sko, et par lyse hørbukser og en let hørskjorte, samt en let kappe om skuldrene, hvis hætte dækkede hans ansigt. Om livet hang et læderbælte med hans sværd og nogle små punge. Punge med faktiske værdier var gemt, at sætte dem så åbenlyst som på bæltet ville være dumt. Selv for ham.
Sveden gjorde hans ryg og hår fugtigt, og en sveddråbe gled ned langs hans tinding, som han undveg de fleste folk og deres snakken, og forsvandt dybere ind mængden. Som herskeren af Doomsville var han ikke særlig investeret i at undersøge eller begrænse den sorte handel - medmindre der kom et anonymt tip mod nogle af hans konkurrenter. Hans egen klan var både ivrige sælgere og kunder her. Men han hilste på ingen, og det virkede heller ikke til at andre genkendte ham.
Til sidst nåede han til et telt. På tre af siderne var teltduggen bundet op, både for at lade folk komme til, og for at sikre så meget frisk luft som muligt. Et stort bålfad med en stor gryde kunne forsyne folk med mad, mens letpåklædte kvinder hentede kander af våde varer fra en opsat disk. Disken bestod mere af nogle store tynder, med en planke oven på dem. Rundt om var der sat borde og stole - en lille midlertidig kro, kunne man næsten fristes til at sige. For dem, der kom på det sorte marked.

Dette var et lurvet sted. Grove mænd, folk uden tænder, promiskiøse kvinder, hjemløse børn, små hunde...Det hele var samlet her. Og det samme var luskede handler, som egentlig var blevet aftalt igennem en mellemmand. En fra klanen, der havde haft regelmæssig kontakt med en sælger af indbringende varer. Normalt ville Sean nok uddelegere tingene...Men han trængte til at komme ud. Trængte til at tænke på noget andet. Trængte til at sikre sig nogle muligheder, der kunne sikre ham og byen endnu flere penge.
Så derfor gled han let ned ved et bord. Den mand, der oprindeligt sad der, rejste sig lige så let og gik. Pladsen var blevet sikret til dette møde, og Sean var i god tid. Med en let hånd, og uden at fjerne sin hætte, blev der bestilt. Til hverdag drak han ikke meget...Men øl var det bedste her, hvis han ville undgå maveonde. Så i dagens anledning var det en tynd øl til ham selv. Imens studerede han blot aktiviteterne omkring sig, mens han afventede selskabet. Manden fra klanen, der kendte til disse sælgere, ville sørge for de fandt vej til det rigtige bord.

Folk trak ikke til side for hende her på samme måde, som Juniper Graceling var vandt til andre steder. Et sandt gedemarked af mere eller mindre lurvede skikkelser, larm og ikke mindst lugte. Selv i sommerens hede virkede vejen under hendes hests hove pløret og uren. Flere gange havde hun nær reddet nogen ned. Ikke, at Juniper gjorde ret meget for at forhindre det, men folk nåede det, heldigvis for dem, at springe af vejen for den næsten gyldne hest, der virkede lige så malplaceret her som dens rytter. En slank skikkelse. Meget andet kunne man ikke sige, at der var tale om, for skikkelsen var dækket fra isse til fod af et let, slør, der havde den dobbelte funktion at skærme sart hud fra solen og skjule skikkelsens ansigt. Både sløret og hestens seletøj var så til gengæld så voldsomt juvelbesat, at hendes rigdom ikke var til at stille spørgsmålstegn ved. Desuden var det godt i deres branche. At holde kortene tæt til kroppen, i hvert fald et øjeblik, før man vidste, hvor man havde hinanden. Når en forhandling så var i hus, kunne man sætte hinanden i en skruestik, fordi hver part kendte den andens ansigt. Hvis du anklager mig for noget, ved jeg også hvem du er.

. Var Lady Graceling tilfreds med, hvor deres forhandlinger skulle finde sted? Nej ved alt der var uhelligt ikke, men man måtte tage, hvad man blev givet og være beredt på, hvad som helst. Desuden var hun overbevist om, at klan obscura var mere end blot en samling af tilfældigt rak og pak, der var blevet samlet op i rendestenen. Det måtte de være, med den magt de tydeligvis havde samlet sig. En magt som, hvis de slog sig sammen med Huset Graceling, i alt beskedenhed selvfølgelig, kun ville blive større. Til begge parters fordel. Hvis det faldt ud som det skulle. Forhåbentlig. Med hensyn til denne slags forhandlinger, var Juniper beredt på, hvad som helst. Det var man nødt til at være. Både i legale og illegale forretninger.
Det var nok derfor hun også fulgte med gennem disse sølede ulækre gader, blandt hvad der for hovedparten forekom hende at være samfundets udskud, uden at kny. Knægten der havde ført hende fra Doomsvilles port og gennem slummen og markedets gader stoppede ude foran et simpelt telt. En langfingret bleg hånd, kunne et øjeblik skimtes under sløret. En ældre herre af tydelig elvisk afstemning med et tilsyneladende evigt plaget udtryk, tog forsigtigt, måske en anelse modvilligt? Sin herskerindes hånd og hjalp hende ned fra hesten, før han behændigt tøjrede den og derefter fulgte sin arbejdsgiver (nærmere ejer) indenfor sammen med vejviseren, der vel havde fået strenge instrukser på, at de havnede det rigtige sted.

Juniper så sig omkring i teltets indre. Irriterende ude af sit element et øjeblik. Hun var ret sikker på, at hun nær havde trådt på en eller anden lille hund på vej ind. For en, der plejede at møde folk i forhaller til teatre, i private bokse til operaforestillinger eller til glitrende festlige sammenkomster forekom dette hende så unaturligt, at det næsten var en fornærmelse. Hun sendte Castien, sin elviske husslave, et blik. Et blik som han uden videre, trods manglende udsyn til fruens ansigt, forstod som hvad det var. Skaf mig noget mad, som jeg ikke bliver syg af. Med det fulgte hun sin vejviser resten af vejen til det rigtige bord, hvor hun elegant lod sig glide ind på en plads overfor manden, der allerede sad der.

”Det glæder mig, at De ønskede at mødes, sir. Jeg kan forstå på diverse meldinger fra vores folk, at vi meget vel, vil kunne drage nytte af hinanden,” sagde hun roligt, mildt, forretningsvenligt.

Hesten og rytteren skinnede op som solen på en grå dag. Ingen kunne undgå at se dem, eller prøve at træde væk, som hesten ufortrødent fortsatte. En godt opdraget hest, der ikke blev bange at tunge menneskemængder, eller som gjorde besvær af næsten af ride folk ned. Et barn græd, som en mor trak det panisk væk fra en af de kraftige hove.
Scenariet var et Sean stille fulgte med i. Hans mørkegrå blik hvilede under hætten, og fulgte dem let. Allerede denne ankomst fortalte ham en del. At kvinden var af status og rig. At kvinden var ligeglad med andre - i hvert fald fattige udskud - og at hun ikke gjorde meget for at skjule sig. Andet end sløret for sit ansigt, vel at mærke. Selvfølgelig fulgte de nysgerrige og undrende blikke med, som hun satte sig ved hans bord. Knægten, der havde vist dem vej, bukkede let for dem og forsvandt. Opmærksomhed...Præcis som han prøvede at undgå. Hvilken panik der ville opstå, hvis folk genkendte ham for begge hans roller, på dette sted. Måske de alligevel måtte gå et andet sted hen, hvis forslaget om forhandlinger var seriøst nok?

Manden forlod sin herskerindes side, og Seans blik fulgte ham kun kortvarigt, før han så på skikkelsen foran sig. De var ikke fra byen, så meget havde han forstået. Så sandsynligheden for de nogensinde havde mødtes personligt var minimal, men ikke umulig. Han kunne ikke sige om de ville genkende hans ansigt med det første. Og derfor forblev hætten der for nu. I stedet smilte han let for sig selv. Mon han havde inviteret sin gæst til et miljø, som denne ikke var van til? Selv sad Sean helt roligt og virkede ikke yderligere generet af hverken larm, varme eller lugte. Trods sveden gled i dråber ned af hans tindinger, kun for at blive fanget af hættens stof.

Han slog let ud med den ene hånd, som for at byde hende velkommen.
"Jeg har fået samme fornemmelse" bemærkede han let.
"Og ud fra Deres fremtoning, måske ikke så lidt endda"
Hun så rig ud. Funklende af smukker og fint tøj. Et udseende værdig til langt finere omgivelser end her, hvor det blot tiltrak opmærksomheden fra lommetyve, der drømte om at tage dem fra hende.
"Vi handler med alle. I Doomsville og omegn. Alle ved at hvis de mangler noget, kan vi skaffe det. Og omvendt ved vi hvem der køber. Så fortæl mig...Hvad er det helt præcis I fører forretning med?"
Kruset med det tynde øl blev stillet ved hans side, men han lod den stå. Kiggede end ikke på den, som hans fokus var rettet mod hende.
"Eller måske...Hilsner er mere på sin plads? Fortæl mig. Er De mere til småsnak, eller direkte til forhandlinger?"
Et svagt smil, måske svagt synligt som man kunne se det nederste af hans ansigt.

Normalt ville hun slet ikke have associeret med en mand som denne. Stuvet væk i et hjørne af en lurvet improviseret kro. Dårligt klædt, som han var. Men hun var klar over, at hvor hun beskyttede sig selv i dette miljø ved at ligne en, der absolut kunne betale sig til eller havde relationer, der kunne få slået folk ihjel, hvis nogen gjorde hende noget, så holdt andre folk lav profil ved at falde i et med deres omgivelser. Hun blev da også behageligt overrasket, da manden talte og afslørede en stemmeføring uden nogen tegn på den vaklende nervøsitet, hun ville forvente af en mindre professionel. Tvært imod virkede han rolig og fattet. Hans afslappede fremtoning, maskeret om så han var, fortalte hende, at han enten havde gjort det her tusind gange, eller også var han vandt til at have styr på tingene i andre områder af sit liv. Sandsynligvis begge dele.

Han havde en af den slags stemmer, man havde lyst til at lytte til, tydeligvis en eller anden evne til at gøre sig bemærket. Hun smilede en anelse for sig selv bag sløret. Underholdt, for det var længe siden, hun havde kunne finde så mange ikke direkte fornærmende vendinger om en mand. For deres begges og deres forretningers skyld, håbede Juniper, at han kunne bære dem.

”Ja, så vidt jeg er orienteret er jeres organisation en af de stærkeste på markedet i Doomsville og omegn. Et marked, som min familie har en vis interesse i og jeg mener, at vi vil kunne være jer til hjælp. På nuværende tidspunkt har vi foden indenfor i flere andre byer, hvor vi primært forhandler til ’de finere kredse’ om man vil. Markeder, der selvfølgelig vil åbne sig for jer, skulle I vælge at slå jer sammen med os. Vi ser en styrke I jeres evne til at forstå undergrunden og til angiveligt at samle informationer,” forklarede hun roligt.

Hun lo sagte ved hans næste spørgsmål. En blød næsten spindende lyd.

”Og hvor meget kan det ikke sige om en potentiel forretningspartner, hvorvidt denne foretrækker småsnak eller konsekvent forhandling? Jeg vil lade det være op til Dem, sir, siden jeg er på Deres jord, men jeg vil tilstå, at jeg foretrækker at småsnakke i andre omgivelser,” sagde hun let.

Sean lænede sig tilbage i stolen, mens han lyttede til hendes ord. Lette, flydende. En ting var at klæde en budbringer ud i rigdomme, en anden ting var hvilken slags person de havde sendt. Men måske de kunne finde et fælles ståsted. Det virkede ikke til bare at være en forhandler de havde sendt, som han ellers havde forventet. Et par ord, eventuelt en kontrakt, videre med dagen. Nej, dette var finere besøg. Og derfor havde han også hang til at tage hendes forslag mere seriøst. Ja, et andet sted var måske mere passende. Men hvor? De kunne ikke bare gå op på borgen eller andre åbenlyse steder.
Med en hånd gned han sig let over hagen, som han overvejede det.

"Okay"
Hans blik gled over deres omgivelser. Landede let på øllen foran ham for et sekund, før han så tilbage på hende.
"Jeg tror vi kan få mere ud af hinandens selskab. I mere behagelige omgivelser, måske. Men det vil tage lidt tid at få bragt i orden, hvis omgivelserne skal passe bare en anelse til det fine selskab"
En arm gled roligt op i luften og knipsede en enkelt gang. Den unge knægt fra før dukkede pludselig op... Den forvoksede dreng havde altså ikke været langt væk. Han bukkede sig ind mod Sean, der stille gav ham en ordre, før drengen forsvandt igen. Denne gang med hastige skridt.
"måske vi stille og roligt skal begive os mod en ny destination? Men jeg ved ikke om din tjener vil kunne finde os igen? Jeg kan lade en blive her og vise vej?" Foreslog Sean let.
Ja, dette sted havde måske været godt til en simpel forhandling. Men Sean havde ikke forestillet sig, eller været forberedt på, at selskabet ville være så fint. Eller lægge op til mere end kun forhandlinger, hvorvidt det så kun udgjorde småsnak og jokes. Det gjorde intet, Sean kunne tilpasse sig, og der fandtes finere steder. Med de rigtige ord og penge, kunne han stadig anonymt skaffe dem et værelse på en finere kro, i den dyre ende af byen. Alt de skulle, var at komme derop. Intet problem, siden hans gæst var på hest. Sean havde ikke en hest med sig, men de skulle nok finde vej alligevel.

Et lille nik med hovedet indikerede, at hun godtog mandens ord. Ord virkede overflødeligt og han kunne ikke se hendes ansigt, eller ret meget andet af hende for den sags skyld, så de måtte arbejde med, hvad de nu engang havde.

”Jeg ville værdsætte, hvis De ikke lader min tjener fortabe sig i menneskemængderne her. Han har været i min familie i årtier og gode tjenestefolk hænger ikke på træerne. At efterlade nogen her til at følge ham på rette vej er en god idé. Tak.” Andre ville måske have spurgt sig selv, hvordan hun turde lade en slave forsvinde ud i menneskemængde, hvor hun ikke længere, havde styr på, hvad de lavede. Juniper var dog af den overbevisning, at hvis man havde ordentligt styr på sine slaver, ville man hurtigt nå til et punkt, hvor en fysisk lænke var ligegyldig og en metaforisk en var dobbelt så effektiv. Castien skulle nok komme tilbage. Hvad havde han ellers? Tyve års tjeneste, gjorde noget ved en person og i modsætning til mange af Junipers andre slaver besad han en vis mængde privilegier, der ikke blev tildelt de andre. Hvis man ville have nogens loyalitet, så måtte man give dem nogle underordnede. Muligheden for at føle sig hævet over andre. Nogen at lade deres frustrationer udover. På den måde, havde hun hidtil sikret sig, at det ikke gik udover hende selv.

Hun rystede det af sig, rejste sig i stedet fra sin plads og tilbød sin, måske, kommende samarbejdspartner sin arm, så de kunne gå. Såfremt han ikke tog den, ville hun blot slå ud med hånden for at indikere, at han kunne vise vej og så følge med ved hans side.

Hun lagde ret hurtigt mærke til, at hendes hest virkede i et mærkeligt humør, da hun hentede den. Og han som ellers aldrig virkede nervøs for ret meget. Nu virkede kræet allermest ivrig efter at holde sig væk fra denne mystiske mandsperson.
Nu ville de der vidste bare lidt om Juniper, eller måske snarere bare havde været i nærheden af hende i mere end fem sekunder, måske have forventet, at hun ville blive irriteret på dyret, Men nej. I stedet klappede hun hesten blidt på mulen og trak forsigtigt af sted med ham i den anviste retning. Når den fra tid til anden blev genstridig, talte hun dæmpet til den et kort øjeblik, ind til den var klar til at gå videre.


”Bor De selv i Doomsville?" spurgte hun sin kommende samarbejdspartner, imens de gik.

Han nikkede let og rejste sig selv. Lod den tynde øl forblive hvad den var. Han greb fat i en af stedets servitricer og fortalte om en tjener til den kvinden foran ham, og hvordan han skulle vises vej op til dem. Hun nikkede, og Sean vidste de ville tage sig af det. Trods alt ejede han hele stedet.
I stedet for at tage hendes arm, og vende op og ned på rollen mellem mand og kvinde, tilbød han sin egen albue til gåturens følgeskab. Og ligeså, hvis hun ikke tog den, lod han det være ved det. Men ikke uden et svagt smil.
"Ja" lød det simple svar på hendes spørgsmål.
"Men resten er en hemmelighed" drillede han hende.

På resten af turen var der plads til lidt småsnak, men Sean var ikke meget for at give for mange ærlige og direkte svar. Hvilket Juniper måske heller selv var.
Deres mål var en langt finere kro, end det skidt de lige var kommet fra. Takket være genveje igennem byen, var de der hurtigere end normalt. Også selv om de måtte vise hensyn til at hesten skulle kunne følge dem. Dyr kunne tit mærke ting folk ikke kunne. Det var ikke uvant de trak sig væk fra Sean, og af samme årsag havde han heller ikke aldrig haft stor interesse i dem. Han havde et par heste ved borgen eller tæt på sit hus, der havde lært at tåle ham. Men det var også det.

Kroen var i flere etager, og faldt i et mellem de rige huse omkring dem. Seans kappe fik ham ikke til at ligne en, der passede ind. Også selv om kvaliteten havde været væsentlig pænere end den fattige del de kom fra. Alligevel blev han lukket ind af stedets vagter, ind i en entre - en stalddreng kom for at tage sig af hesten - og ind i den store krostue, der mere mindede om en balsal. Fine små borde stod over det hele, og nogle kvinder sad hist og her og havde et lille theselskab eller spillede kort. Gemte deres hverdags-alkoholisme bag fine skjørter og veninder. Mænd sad ligeså og spillede kort og snakkede forretning. Sean viste direkte vej over til en dør, der førte dem ud i en fin lille gang. Herfra kunne de finde trappen op til værelserne. En lang gang, døre til begge sider, men Sean virkede helt sikker på hvor de skulle hen. Ved en specifik dør, nr. 5, stoppede han op. Åbnede døren og trådte indenfor.
"Velkommen, til lidt finere omgivelser. Jeg beklager hvis du tror at jeg tager med på et værelse af skumle hensigter, men jeg kan forsikre dig...Det er bare for at sikre vores privathed"
Han smilte for sig selv, uanset om hun kunne se eller fornemme det eller ej.
Her løsnede han sin kappe, som han lod falde til jorden i al sin dramatik. Med spredte arme vendte han sig om mod hende, ikke uden et svagt smil. Spørgsmålet var om hun kendte ham eller ej. I disse tider var der ofte større risiko for at folk kendte ham, end omvendt. Åh hvor han savnede de gode gamle dage...Men han havde en plan. Og en ide.
"Forfriskninger? Jeg ved de bringer min the op. Men jeg ved ikke hvad mit fornemme selskab foretrækker? Jeg håber også disse omgivelser passer dig bedre"

Værelset var stort som et lille hus, med to rum. De stod i stuen, med spisebord og et sofahjørne, reoler med bøger og store malerier. Værelset ved siden af havde en stor dobbelt himmelseng.

”Som man vel må forvente af en hemmelig klans leder,” anerkendte hun med antydningen af et smil. Han var tydeligvis smartere end komplet nybegyndere, som familien havde handlet med i fortiden. Den slags blev ofte så ivrige efter at bevise sit eget værd, at de kylede alt muligt info ud i luften omkring sig. Info, der hvis de trådte forkert, kunne have destrueret dem.
Hun fulgte med ham resten af vejen. Overlod sin hest til en staldknægt og håbede i sit stille sind, at de var kompetente til at tage vare på dyret her. Ellers kunne knægten hurtigt finde sig selv druknet i et vandtrug ved et uheld.

Hun tog kort rummet de trådte ind i i øjesyn. Registrerede kvinderne i deres tunge skørter, stive hatte eller uomgængelige hætter. Den hviskende måde, de talte til hinanden på. Som om verden havde lært den at skulle undskylde for egen eksistens. Aldrig optage for meget plads, selv ikke her, hvor de kunne være alene. Hun kunne sikkert have gået i skole med nogen af dem.
Eller også var der bare tilpas mange af de finere kvinder, der måtte passe ind i de små muligheder en kvinde nu engang havde, hvis ikke hun ønskede at genere folk. Om ikke andet, så var der ikke mange i hendes skoledage, der havde gjort et stort nok indtryk på Juniper Graceling til, at hun ville kunne genkende dem nu.

”Mange ting, kræver privatliv, sir” sagde hun med en stilfærdig spindende latter.
Hun betragtede ham nysgerrigt fjerne den tunge kappe fra sine skuldre. Og måtte så et øjeblik rekontekstualisere. For nej. Det kunne da ikke passe vel? Men det kunne det. Der kunne ikke være andre forklaringer
Selv lod hun det mørke ædelstensbesatte slør falde til jorden med samme forsigtighed som om det bare var et lagen.
Stod tilbage i alt sin strålekrans iført en solnedgangsfarvet kjole af changerende nuancer af gylden, orange og rød. Besat med så mange småbitte stykker af blodigt rød rubin og gylden topaz, at det næsten lignede, at hun havde dybet sig i dem. Hendes arme og skuldre var skandaløst utildækkede.
Det lange lyse hår var sat op i en næsten glorielignende stil og på én gang holdt på plads og pyntet med små juvelbesatte sommerfugle i guld.
Hun nejede. Rakte ham en slank hånd, der glitrede af smykker. De rødmalede læber trak op i et katteagtigt smil.

”Lord Mcgivens. Sikke en overraskelse. Aviserne gør ikke Deres udstråling retfærdighed.” Der var et underholdt glimt i de gnistrende blå øjne.
Til hans tale om te, lagde hun hovedet på skrå et øjeblik.

”Jeg håber ikke, at De vil have noget imod, at jeg spiser, imens vi forhandler.” Det var ikke rigtig et spørgsmål. Hun tog plads med spisebordet, Betragtede ham afventende.

Sean smilte let for sig selv. Ja, han var en genkendelig person - på godt og ondt. Det var en viden Juniper, og hendes forretning, nu havde. Og som potentielt kunne være skadelig for ham. Men inden dagen var slut, var han fortrøstelig med at det ikke ville ske.
Let tog han hendes hånd og lod læberne snitte de spinkle fingre. Så skinnende, så farvestrålende - deres forretning måtte gå forrygende, og de måtte tjene godt. Så ikke en inkompetent forretningspartner. Forhåbentlig spildte han så ikke tiden.

"Jeg takker. Hvem kan ikke lide smiger?" bemærkede han let, i samme drillende tone.
"Spis De endelig. Jeg kan ikke se det vil ændre på noget"
Som hun satte sig, satte han sig selv foran hende. I et kort øjeblik studerede han hende blot, siddende der foran sig. Så lagde han hænderne på bordet, foldede dem.
"Med den nye viden til rådighed, lad os diskutere forretninger. Det er kommet til min forståelse I sælger krydderier og sukker, men på en måde hvorpå man kan tjene lidt mere end normalt. Er det rigtigt forstået? Eller mangler jeg nogle detaljer?"
Han så venligt, men afventende på hende.

”Godt. For jeg er sulten og jeg finder det umådeligt irriterende at skulle forhandle sådan,” sagde hun roligt. Således var det, at da Seans te blev bragt op, fik tjeneren en alenlang liste af ting med tilbage, der skulle tilberedes.

Hun kunne ikke lade være med at le. Hans beskrivelse af deres forretningsmodel var så intentionelt tilsløret i mystik. Så næsten uskyldig, at det var morsomt. Hun smilede til ham.

”Det tør man vidst roligt sige. Krydderimarkedet er konkurrencedrevet, my lord. Det er lukrativt og mange ønsker en bid af den kage. Også folk, der ikke aner, hvad de overhovedet laver. Min families forretning er kendt for vores sans for kvalitet og vi leverer altid et produkt, man kan stole på. Så helt ærligt, når konkurrenter bliver fejet af bordet eller vi opkøber dem, så de faktisk kan lære, hvordan det hele forholder sig, er det slutteligt i vores kunders egen interesse.” Hun viftede lidt med hånden.

”Og når nu vi i starten var her, for den lidt mørkere side af verden omkring os, er der, som de nok ved i kraft af vores forhandlingers istandsættelse et andet marked min familie har sat sig på.” Hun rejste sig kort fra bordet for at finde sit slør igen. Rodede kort i en af dets skjulte inderlommer og fremdrog noget, der lignede en lille krystal, der syntes at variere igennem alle regnbuens farver.

”Rige folk keder sig og deres fester er fulde af stoffer,” sagde hun nøgternt, da hun lagde den lille tingest foran herskeren af Doomsville.

”Produktet er rent og det er vores egne folk, der står for produktionen. Igen, en forretning er en forretning. Indbringende. Deres klan sidder på, så vidt vi er informeret, det meste af den mere lyssky handel her i byen og vi vil gerne være med. Konkurrenter vil der altid være og jeg mener, at vi vil kunne hjælpe hinanden.” Hun holdt en kort pause.

”Desuden, hvis jeg må være så fri, lord Mcgivens, tror jeg, at vi vil kunne få stor glæde af hinanden også i form af vores overflade forretninger. En by har brug for penge for at løbe rundt og hvis De skal have klanens indtægter til at se legitime ud, kan De løbe det igennem os. Min mor har…et vidst ry for velgørenhed." Hun tog den lille krystal til sig igen og gemte den bort, da det bankede på døren.

Som Sean nød aromaen fra den mørke the foran sig, gik tjeneren med en kompliceret udtryk, usikker på om de havde alt på listen - og om det ville tømme deres beholdning af visse madvarer. Men ingen sagde nej til Sean og hans personlige gæster, trods alt.
Sean lænede sig afslappet tilbage i stolen og så på kvinden foran sig.
"Vi er hoppet over det mest essentielle. Hvad må jeg have æren af at kalde Dem?"
Han havde aldrig fået et navn. Normalt var det ikke et krav, og han var også ligeglad med om hun gav et falsk et. Men han havde ingenting at kalde kvinden foran sig. Efter som forhandlingerne havde taget en ny drejning, kunne det ellers være ganske praktisk.

Som Sean halvdovent kørte sukkeren rundt i sin the med en ske, nikkede han let ved hendes ord.
"Jeg har forhørt mig lidt. Ordene er rigtigt nok om gode produkter. Vi kan udvide jeres marked her i byen og dens omegn. Til gengæld for et lille beløb, selvfølgelig"
Han så på hende med et lille smil, da det bankede på døren. Først da krystallen var væk, bad han vedkommende om at komme ind. Det var tjeneren fra før, med drikkevarer og den første af de mange retter der var bestilt. Mon kvindens personlige tjener også var tæt på at være her?

Da tjeneren var gået igen, trak Sean vejret dybt med lydløst. Mon de ville kunne snakke uden forstyrrelser? Næppe. Ikke når hun skulle have så meget mad - hvem spiste så meget? - at tjeneren sikkert ville komme og gå hele tiden. Normalt betød det ikke noget for Sean, men han satte pludselig spørgsmålstegn ved ideen om at hun spiste imens de snakkede. De fleste havde jo kun brug for en enkelt ret eller to. Ikke tyve.
Hovedet gled en anelse på skrå, som han studerede hende igen. Hvorfor spiste hun så meget? Ville hun rent faktisk spise det, eller blot bestille for at vise sin rigdom og nyde duftene? Nogen gjorde sådan. Eller spiste til de brækkede sig, blot for at spise videre bagefter igen.
Det var også først nu håret rigtigt fangede hans interesse. Så lyst, at han ville kalde det hvidt. Folk med hvidt hår var som regel...Interessante. Ubevidst lænede Sean sig frem, som om håret i sig selv trak i ham.
Alane. Vetis. Valentine. Hvem mere? Kendte han andre med så lyst hår? Ville han ikke huske det, hvis det var?

Optaget af sine egne tanker, rev han sig selv væk fra trancen og så væk.
"Ja....Forretninger. Velgørenhed" bemærkede han let, som for at bekræfte han skam huskede hvor de var nået til. Alligevel virkede han til at være en anelse fjern, fanget i sine egne tanker.
"Det ville være nemt for mig at lade pengene cirkulere rundt. En by har mange forretninger og stor økonomi. Ingen ville vide præcis hvor pengene kommer fra, eller er på vej hen. På den måde ville de være nemme at komme videre med" bemærkede han let, og bekræftede at det var en god ide.
"Jeg vil også gerne sende en mand, jeg stoler på, ned og se jeres produktion. Blot for at bekræfte Deres ord" tilføjede han i en let tone.
Der blev banket på igen.

Juniper lo. En perlende klar lyd. ”Beklager. Jeg blev vidst for overivrig,” sagde hun og sendte ham et tindrende smil.

”Juniper Graceling,” præsenterede hun sig. Så ikke noget grundlag for at give et falsk navn. Hun vidste, at han var hvem han var og noget for noget. Så havde han vel også ret til at kende til hendes identitet. Desuden var meget af familiens handel båret på genkendeligheden af et navn. Og nu da de lod til også at skulle være lovlige, mere eller mindre, forretningspartnere, så virkede dette ganske logisk.

Hun smilede tilfredst. ”Det lyder godt. Ind til videre har vores forhandling af krydderier i vidt omfang foregået gennem mellemmænd, men det har fornyeligt vist sig….uønskeligt. Derfor har vi et ønske om, at etablere reelt fysiske forretninger i diverse byer. Jeg antager, at De vil være bekendt med, hvilken fordel det vil være for Dem økonomisk, skulle vi vælge at etablere os i Doomsville først? De vil selvfølgelig, som vores forretningspartner, blive ydet en andel af indtægterne,” konstaterede hun og viftede dovent med en langfingret hånd. Hendes smykker klirrede sammen.

Og så endelig kom en tjener med en bakke fuld af forskellige tallerkener og skåle. Blot den første sending, men hun var nu tilfreds ind til videre. Var ellers begyndt at overveje, hvor længe hun skulle vansmægte.

”Jeg antager ikke, at De selv spiser? Hvis mine bekendtskaber med andre dæmoner er noget at gå efter, men skulle jeg tage fejl, så spis endelig,” ,” tilbød hun og tog selv et stykke friskbagt brød. Dyppede det i en klar, krydret hønsekødssuppe. Hun ville have værdsat frisk fisk et sted, men Doomsville var Doomsville såå.
Hun tog til takke med diverse retter med kylling, grøntsager, and, oksekød. Alting. Og Sean ville snart indse at ja, ja hun havde rent faktisk tænkt sig at spise så meget.
Hun lagde godt mærke til hans fascination af hendes hår. Det var ikke usædvanligt, at hun oplevede lignende reaktioner fra andre. Trods den tidlige barndoms normalisering af det, hun havde trods alt været omgivet af seks andre, der så lige sådan ud, så var det åbenbart noget, der fangede folks interesse.

Hun blinkede dovent til ham.

”Det er præcis det jeg mente. Se? Jeg har på fornemmelsen, at vi nok skal komme udmærket ud af det.”

Da døren igen gik op var det Castien, der trådte ind med en ny bakke, fjernede hendes tomme tallerkener.

”Og nu kan vi så tale frit.”

Juniper. Det mindede ham om...Enebær. Ikke at han spiste dem, eller noget som helst andet. Han smilte svagt for sig selv ved hendes ord.
Var det så normalt at ingen dæmoner spiste? Han kendte mange dæmoner der sprang i med begge ben, og nød smagene af alt fra diverse til drikke, til al slags mad. Personligt holdte han sig kun til drikkevarer. Hvorfor spise fysisk mad, når der ikke var grund til det? Det sad fast mellem tænderne, det gav en underlig fornemmelse i kroppen, og han skulle bruge energi på at komme ordentlig af med det igen bagefter. Der var så mange grunde til at lade være, ude over det også understregede at han var så meget mere end en simpel dødelig.
Men det var slet ikke hvad denne dag handlede om.
"Jeg takker, og som deres bekendtskaber, takker jeg også nej tak. Min appetit ligger et andet sted" bemærkede han let. I stedet tog han en lille tår af sin the. Sort, stærk, sød. Perfekt.

"En fysisk butik kan sagtens lade sig gøre. Alt I skal, er at beslutte hvor og hvor stor. Jeg skal nok sikre mig bygningen bliver sikret, uanset om andre så havde huset først"
Forretninger først. Desuden behøvede ingen vide det var selve herskeren der havde gjort nogen hjemløse. Selvfølgelig, hvis det var i den adelige del af byen, måtte han gøre det på en ordentlig måde. Og der kunne det kun være bygninger, der allerede var beregnet til at være en butik. Men i resten af byen? Alt kunne bygges om. Eller bygges på ny. Spørgsmålet var bare i hvilket del af byen de helst ville gøre sig gældende, og hvor stor en bygning de krævede. Småting.
"Ved en fysisk butik er der jo også nogle skatter til selve byen. Men jeg er sikker på vi kan finde på nogle priser, der gør at det ikke betyder noget"
Han lænede sig tilbage i stolen, med en hånd om den varme kop foran sig.
Han vædede let sine læber, mens han så hende spise. Ikke på nogen ulækker måde. Han kiggede bare. Hendes tjener kom og gik med tomme og fyldte tallerkener, til hun endelig virkede til at være færdig med at spise.
"Er Deres appetit lige så stor på alt andet i livet?"
Spørgsmålet var drillende, uden fornærmelse. Men uden han kunne vide om kommentarer til hendes appetit på nogen måde ville blive opfattet fornærmende i sig selv.
"Dit hår...Jeg beklager hvis det virkede som om jeg stirrede. Jeg har mødt andre med samme pragt. Der er så få med så flot en hårfarve, at jeg har lyst til at spørge om I er bekendte med hinanden. Jeg tror navnet var...Valentine?" Han tænkte lidt over det, men navnene kom overraskende let til ham. I hvert fald det første. Spørgsmålet var tilfældigt og han forventede ikke hun kendte til dem. Det lignede ham egentlig heller ikke at stille så tilfældige spørgsmål...Men nogle gange vidste man aldrig hvad der kunne ske, ved at spørge.

Hun trak på skuldrene. I sidste ende betød hans afvisning blot, at der var mere mad til hende. Desuden var det sjældent, at hun stillede sin mere metafysiske sult, den efter folks synder, på dæmoner, i hvert fald ikke ved hjælp af sin egen synd. Det ville virke underligt og der ville muligvis opstå mistænksomhed, hvis et væsen, der ikke normalt følte sig sulten, pludselig følte sig døden nær af sult i hendes nærvær, fordi hun havde appelleret til et eller andet dybt begravet instinkt til at æde inde i dem. Endvidere lod denne mand til at have lyster, der var mere umiddelbare, lå tættere på overfladen af hans person, hvis hun skulle få brug for den slags næring i dag.

”Jeg går ud fra, at De ikke kun antyder til Deres te, my lord?”

”Ah.” Hun klappede hænderne sammen en enkel gang. Tilfreds. Endnu en brik i det puslespil forretningsførelse altid ville være var gledet ret ubesværet på plads.  En placering i enten Terrorville eller Angerforge ville passe os udmærket. Rotten Root ville ikke være et passende sted. Som De sikkert kan forstå. Med hensyn til skatterne, er jeg sikker på, at vi, som de forstående handelspartnere vi trods alt er ved at forme os til at være, lord Mcgivens, kan nå til en enighed, der er passende for alle parter involveret.”

Hun sendte ham et varmt indbydende smil.
Med tiden blev hun mere eller mindre færdig med at spise. Eller, så færdig som fråseri selv kunne blive. Livet var, hvis man spillede sine kort rigtigt, et gilde uden ende. Hun var blevet efterladt diverse skåle med snacks og en tallerken med  små kulørte kager, som hun ind i mellem nippede til.

”Jeg har smag for livet, lord Mcgivens,” svarede hun simpelt.
I rummets fjerneste hjørne sad Castien på gulvet og gjorde kål på hendes sørgelige rester. Måske et underligt syn for andre, men ikke et Juniper tog sig af. Snare næredes hun i stilhed af hans desperation efter at spise noget.

Hans spørgsmål fik hende til at glippe med øjnene. Men hun var officielt anerkendt som ’Valentines’ søster, så den del kunne hun godt bekræfte.

[color=#ffff00]”Valentine er min bror," svarede hun

Sean smilte let. Det virkede til de ret hurtigt var blevet enige om det hele. De ville jo trods alt det samme, når det kom til stykket: Tjene flere penge. Sean til byen, for klanen klarede sig fint. At styre en by var som at styre et grådigt væsen. Der var aldrig penge eller ressourcer nok. Og havde man endelig overskud en enkelt dag, stod folk i kø for gode ideer til deres brug. Ting, der som regel ville koste til daglig i vedligeholdelse.
Åhhh...Han var træt af at passe en by. Måske han snart burde snakke med Natalie om det. Men hun ville sikkert benægte ham at nyde livet igen. At lægge ansvaret fra sig og genoptage jobbet som sælgeren af informationer eller lejemorder. Alt det sjove.
Men han havde en plan. Måske han snart skulle gå fremad med den? Ja. Ja, det var ved at være tid, når de fik mere styr på byen. Men kunne Genevira leve op til det?
Det var tanker til en anden dag. Men noget ved Juniper mindede ham om hvordan livet havde været...Og hvordan han ville elske at leve sådan igen.
"Jeg tror faktisk...At Jeg selv vil komme ned og se jeres produktion en dag. Selv en hersker har brug for fridage, så ingen vil stille spørgsmål. Jeg kunne bruge at tage fri en rum tid. Vil det være et problem?" spurgte han let.

En smag på livet. Han kunne kun misunde hende det. Måske de mindede mere om hinanden end først antaget? Eller måske var det blot ønsketænkning.
"Din...Bror?"
Smilet voksede lidt. Det havde været en firkant, den ene nat. Valentine havde på ingen måder været skuffende. Men det hvide hår...Det var det der rigtigt fangede hans opmærksomhed. Og noget ved Valentine havde været...Anderledes. Ikke fordi Sean blot skulle se på folk, og vide hvad race de var. Men noget havde alligevel været anderledes. Når han tænkte efter, var det så også det med Juniper?
"Og hvor stor er denne familie?"
Det var så tilfældigt, at han et par år efter var stødt ind i søsteren. Så lille en verden.

”Det ville være os en glæde at have Dem på besøg, lord Mcgivens. Jeg er sikker på, at mine forældre, vil se frem til at møde Dem. Desuden, når først vi er forretningspartnere, giver det udmærket mening, at De bliver sat ind i vores produktionskæde,” sagde hun afslappet. Hun blinkede dovent.
Der var…en længsel i denne mand. Uudtalt, men det syntes at hænge uudtalt i mellem dem, strålede ud af ham som solen selv. Han kedede sig gjorde han ikke? Nem føde, kunne han potentielt være. Folk der virkede utilfredse, hvor de var, var som regel nemme at skubbe lidt til, appellere til noget, de gerne ville have. Men hun måtte også være forsigtig, holde sig bare lidt i skinnet, selvom det absolut ikke var hendes normale måde at håndtere noget som helst på. Manden var trods alt hersker og en magtfuld dæmon, hun kunne ikke så godt bare skubbe ham udover en kant. Men at vise ham noget af et liv, han ikke så til daglig? Tja, det kunne hun ikke se nogen problemer i at gøre. Og uventet syntes hun egentlig godt nok om at tale med manden. Han lod til at besidde en eller anden form for intelligens. Hvad hun normalt ikke tilskrev andre end familiemedlemmer, og til dels Madelena Gray, især ikke hankønsvæsner generelt. Væsner der, i hendes erfaring, tænkte mere med deres genitalier end med hjernen. Vulgære, væmmelige, forvente med at have magt de ikke fortjente, tilskrevet dem af en uretfærdige samfundsstruktur, der ekskluderede kvinder på trods af, at mange af dem ville være mere kompetente end forvoksede drenge, der troede, de kunne finde ud af noget, bare fordi deres mødre havde fortalt dem, at de fortjente alting. Mænd var generelt mere en kilde til ubehag og irritation end ret meget andet. Som den varulv, der var brudt ind i hendes hjem for år siden. Bare tanken var stadig næsten nok til at gøre hende irriteret.
Men denne mand. Denne mand var en mand med flere visioner end ’hvad siger min pik så til mig, at vi skal i dag?’ og det kunne Juniper ikke lade være med at værdsætte et eller andet sted. Hun ønskede at lære ham bedre at kende. Finde ud af, hvad han ville.

”Min bror ja,” bekræftede hun med et underholdt smil. Den slags der langsomt spredte sig over hendes ansigt og syntes at lyse rummet op.

”I virkeligheden burde det vel næsten ikke være en overraskelse. Det er ikke alle der kan gå rundt i verden og se så godt ud vel?” spurgte hun jokende, lagde hovedet uskyldigt på skrå.

”Åh vi er nogle stykker,” sagde hun nonchalant, viftede lidt med hånden.

”Og De, lord Mcgivens? Bliver det ensomt på magtens tinder?”

Han nikkede let for sig selv. Det ville være fint med en tur sydpå. Måske ville han blive lidt længere end beregnet? Var det ikke fordi der var en borgerkrig, og underlige ting skete hele tiden. Han kunne ikke bare rejse væk og hygge sig. Det ville blot gøre rygterne om en ligeglad hersker sande. Noget Genevira og ham selv havde arbejdet hårdt for at modbevise.
Han overvejede tingene et øjeblik. Han havde skam en plan. Og planen var allerede i gang. Den gik som den skulle, på trods af det hele. Det eneste der var galt, var at han selv var ved at blive lidt utålmodig.
Ved en pludselig indskydelse lænede han sig lidt fremefter. Skulle han tage chancen? Aldrig i sit liv ville han indrømme noget stort. Men...Det var snart på tide at planlægge fremtiden lidt. Ellers ville han stå uden noget tilbage.
Han vædede let sine læber, som et let smil bredte sig på hans læber. Djævelsk.
Det betød ikke så meget for ham at familien var større. Det var noget han kunne sætte sig ind i senere, hvis det blev relevant.
"I en relativ nær fremtid vil Doomsville ændre sig. Meget. Men De kan være tryg i at forretningerne vil fortsætte som normalt bagefter, når byen er normaliseret igen. Jeg håber at I kan og ønsker at blive i byen bagefter - den vil få brug for jer, på sin egen måde. Økonomisk, vel at mærke. Alle vores nuværende aftaler vil forblive som de er"
Der lå et eller andet mystisk eller dystert over hans ord. Men præcis hvad han hentydede til, var ikke til at tyde.
"Jeg føler også trang til at påpege...At fremover, fremtidige handler i byen, bedst er arrangeret igennem mig personligt. Også selv om visse ting vil ændre sig i fremtiden. De ord giver måske ikke så meget mening nu, men husk dem. Og efterkom dem. Det er mit ønske"
Han morede sig, velvidende hans ord formentlig ville være mere forvirrende end givende. Han havde blot behov for at sikre sig visse ting til fremtiden. Disse forretninger, og økonomien og værdien i dem, var en af dem.

Junipers nye ord var til gengæld en overraskelse. Et spørgsmål der fik ham til at fokusere på at drikke sin the, end at give et svar med det samme.
Hvorfor det spørgsmål? Hvad betød det for hende? Intet. Ingenting. Det var unødvendigt personligt.
Alligevel mødte han spørgsmålet med et svagt smil og øjenkontakt. Hans øjenbryn gled en anelse op på panden.
"Prøver De at aftale bryllup nu? Jeg beklager. Jeg har aldrig og vil aldrig blive gift"
Et drillende svar, der som altid undgik selve emnet. Præcis som han gjorde bedst.
Og for at sikre sig emnet forhåbentlig blev droppet, uden at fornærme nogle af dem, rejste han sig op og gik over til døren. Han hev i en lille klokke. I den korte ventetid på at en tjener fra kroen kom op, så han over på Juniper med et drillende blik. Han blinkede let med det ene øje, som der blev banket på døren og Sean åbnede den. Og bestilte alkohol, til dagens arrangement. Utroligt nok.
"Undskyld mig. Jeg føler vores ukomplicerede aftale skal fejres. Jeg håber De vil følge mig i bare en enkelt skænk?" foreslog han let, som tjeneren løb efter bestillingen, og Sean vendte tilbage til bordet.
Men hvis hendes appetit var lige stor i alt, og Sean fulgte sin nye trang til at drikke - og få en forsmag på fremtiden - så ville det nok blive mere end blot en.

Nysgerrigheden tog hende alligevel. Hun lænede sig lidt frem i stolen, lagde hovedet på skrå på den sært næsten lidt mekaniske måde, hun havde. Udtrykket var ikke helt det alvorsfulde tyngdefulde et man måske ville have kunne forvente af en anden forretningsperson, der blev stillet overfor muligheden for hemmelige ændringer på et sted, hvor hun lige solidt havde plantet en vigtig forretning. Så sikker var hun på sin egen og familiens kunnen, at bekymring, ængstelse, irritation over ikke øjeblikkeligt at blive sat ind i tingenes tilstand, simpelthen ikke faldt Juniper Graceling ind. Nej i stedet lyste de isblå øjne af noget, der bedst kunne beskrives som morskab, næsten begejstring. Hun kunne godt lide lege af denne slags. I hvert fald i perioder. Et mysterium var blevet lagt foran hende og hun ville nu gøre sit for at løse det, eller i hvert fald se det udfolde sig. I en periode i hvert fald. Ret beset ville mysteriet sikkert begynde at kede hende, før der skete noget reelt og hun ville glemme alt om det, ind til hun på et eller andet tidspunkt læste om, hvad der var foregået i nyhederne eller fik noget at vide af andre kilder. Nok nærmere det sidste, Juniper besværede sig sjældent med ligefrem at sætte sig ned og læse avis med mindre, hun havde fået øre for noget interessant via sine omgangskredses sladder, der så drev hende til selv at skulle tjekke op på det.

”Så længe min families forretninger er sikrede, ser jeg ingen problemer, lord Mcgivens. Verden skal trods alt stadigvæk dreje rundt og at være hersker er ikke et stillestående job, kan jeg tænke mig. Hvis tingene aldrig ændrede sig, ville det blive kedeligt. For Dem som toppen af det hele og for mig som en…iagttager af en slags,” sagde hun roligt og spiste en dekorativ småkage fra en af de skåle, der stod tilbage på bordet mellem dem uden så meget som at bryde deres øjenkontakt.

Hans næste ord fik hende til at grine. Ikke den teateragtige latter mange adelskvinder tillærte sig af høflighed, men en ægte latter af åbenlys morskab. Ukontrolleret. Næsten hyæneagtig.

”Sikke et show det ellers kunne have været, hvad? En skam. Jeg kan så berolige Dem med, at jeg heller ikke leder efter en mand,” sagde hun og tørrede en vildfaren lattertåre bort fra sin øjenkrog.

”Jeg siger aldrig nej til god vin. Og som De selv siger, har vi noget at fejre, så hvorfor ikke?”

Sean smilte svagt for sig selv ved hendes latter. Og præcis som antaget, faldt emnet. Hvorfor forfølge det? Så meget kendte de trods alt heller ikke hinanden, og formentlig var Juniper slet ikke opmærksom på det. Det føltes så normalt at fortsætte samtalen med noget andet, trods alt. Kun Sean, der havde gjort det i mange år for at undgå at tale om sig selv, var opmærksom på det. På trods af det var så naturligt for ham, at han gjorde det uden at tænke.
Mon han kunne drikke hende fuld? Det måtte tiden vise. Men han forventede der i så fald skulle meget alkohol til. Rigtig meget.
Han lagde kappen fra sig, over en af de ubrugte stole. Vejret var stadig varmt, også herinde, på trods af vinduet stod på klem. Når man havde råd til en dyr suite, så fulgte der moderne vinduer med. Eller...moderne i denne verdens sans af moderne. At åbne dem, en mekanisme der kostede væsentlig mere end de normale vinduer, der ikke kunne rykkes ved.
En hånd gled igennem det varme hår, der endnu var præget af sveden. Nok til at holde pandehåret væk fra øjnene. Måske burde han snart blive klippet igen?
Han stod op, med en hånd på ryglænet af sin stol, og så ud af vinduet for et øjeblik. Kun for at vende sig om mod hende med det samme svage smil han havde haft hele tiden.
"Så hvad laver du for at more dig?"
De skulle drikke, de skulle more sig. Ingen grund til at holde fast i det formelle "De". Selv hvis hun insisterede, ville han sikkert ikke efterkomme det. Han havde råd til at lade være.
Der gik ikke lang tid før tjeneren bankede på døren og den blev åbnet. Et forsigtigt hoved kiggede ind, som for at sikre tjeneren faktisk måtte gå ind, før vedkommende trådte helt ind - med et fad hvorpå der var stablet et par krystalglas og flere flasker. En flaske god rødvin fra syden, en rom fra Aquener, mørk og krydret, og en kande vand.
Fadet blev stillet på bordet, før tjeneren bukkede og skyndte sig ud igen.

Sean spildte ikke tiden. Han satte et glas foran dem hver, før han drillende holdt vinen frem for Juniper, som om han selv var tjeneren.
"Er den acceptabel for Deres raffinerede smag?"
Det var kroens fineste. Også selv om det ikke nødvendigvis betød så meget, når handlen tit led problemer til og fra syden. Selv drak han kun begrænset vin, men vidste de fleste satte pris på det. Nej, når Sean endelig gav efter, var det noget der skulle kunne smages og mærkes. Som en rom.
Hvis hun takkede ja, ville han skænke for hende. Dernæst ville han fylde sin egen kop halvvejs op med rom, før han holdt sit glas frem til en skål.
"Til forretninger. For denne gang, med fokus på økonomi. Men hvem ved hvad fremtiden vil bringe? Om der vil være brug for andre ting?"
Han drillede hende stadig, kom med mystiske hentydninger uden at løsne spændingen med sandheden. I stedet tog han en let tår af sin rom. Den skarpe smag var der straks. Fornemmelsen af hård alkohol, som han sank det. Det var en del tid siden han havde givet efter for denne slags...Det blev spændende at se om han stadig kunne. Kunne man overhoved glemme den slags?
"Det ville være synd hvis du er rejst helt herop for disse få timer. Skal du andet i byen nu du er her?"
Han satte sig ned igen, på stolen over for hende.

Hun trommede lidt I bordet, imens hun overvejede, hvad hun skulle sige. Der var trods alt mange ting hun gjorde for sjov, eller før føde, som for mange ville være dybt off-putting. Så intet om hendes ødelæggelser af diverse ægteskaber og generelt af andre væsners liv. Selvom han nok enten havde hørt sit eller ville komme til at høre sit, hvis han fulgte med i rygter. I for sig ikke noget, der gik hende ret meget på. Hvad andre folk havde at sige om hende. Forsmåede væsner, der ikke havde noget bedre at foretage sig i deres liv end at kvadre løs om andre fok, der levede mere interessante liv, end de selv nogensinde ville komme til. Desuden kunne de godt tage at være bare lidt kreative. Hvem badede i blod? Det ville sikkert bare blive klistret og ulækkert.

”Som du måske regnede ud fra tidligere holder jeg meget af heste,” sagde hun endelig.

”Jeg avler dem selv. Der er…en ro i deres tilstedeværelse. Måske fordi de kræver mindre af mig end andre folk har en tendens til at gøre," forklarede hun med et let træk på skuldrene.


Ellers nyder jeg at feste. Jeg spiller en del musik? Fra tid til anden laver jeg mad, men den del overlader jeg nu en gang mest til andre. Og du?” Han virkede som en romanmand. Sådan en, der sad i en lænestol med en kop te og læste et eller andet kompliceret og kedeligt. Og så dog alligevel ikke. Hans udtråling var også noget andet, noget mørkere mere ukontrolleret og han var vel en incubus, så han måtte vel også foretage sig andre ting for sjov end dybt kedsommelig læsning.
Et øjeblik lod hun som om hun kritisk studerede vinen.

”Den går vel an,” sagde hun i en påtaget affekteret tone.
Hun klinkede sit glas sammen med hans og smilede et smil, der sikkert kunne have gjort filurkatten misundelig.

”Du lyder næsten som en, der allerede har ideer,” drillede hun.

”Jeg har ikke nogen fastsatte planer. Som regel gør jeg bare, hvad der lige falder mig ind, når jeg ikke længere skal noget,” sagde hun og drak noget mere af vinen.

Var hun ikke en fontæne af informationer? Men var hun ikke også en kvinde der kunne tåle det? Desuden kunne man argumentere for om de små bider han fik overhoved kunne bruges imod hende. Det skulle i hvert fald være en drabelig hest, hvis det skulle være tilfældet. Og alligevel ville hun sikkert vinde.
Tanken underholdte Sean for en stund. Han havde lyst til at delagtiggøre hende i nogle ting. Til at bygge en lidt anderledes forretning op...Men det ville være dumt at tabe det hele på gulvet allerede. Han måtte vente,og tage kontakt til hende når det hele var overstået.
Men den rastløse følelse ville ikke forsvinde. Og han ville gerne cementere deres forhold til hinanden lidt mere, end overfladiske forretningspartnere. Hvis han ikke tog helt fejl - og med ordet fest gjorde han nok ikke - ville en fest netop ikke være af vejen. Men en lav fest på en af kroerne var sikkert ikke godt nok, selv om det var hans første tanke. Som et minde tilbage i en anden tid, hvor han havde festet, danset og dræbt med Caroline. Slået sig løs.

"Jeg er forfærdelig kedelig" forsikrede han hende i en let tone, før han drak af sit glas igen. Ikke uden et let drillende blik i øjnene.
"Jeg arbejder hele tiden. Det finder jeg en sær nydelse i. At få det hele til at køre efter mit hoved. Det hører til når man har magten, trods alt" han trak let på den ene skulder, men så direkte på hende.
"Og ellers...Søger jeg tilbage til sjovere tider. Både som incubus og som dæmon. Så en fest var faktisk netop hvad jeg tænkte på"
Smilet voksede svagt.
"Men hvis det skal leve op til dine høje standarder...Gad vide om der er en adelig fest vi kan deltage i?"
Tanken om at man oftest var inviteret til den slags virkede ikke til at røre ham. Og tanken om at de to, i hvert fald i starten, gerne ville være anonyme, virkede ikke til at falde ham ind. Eller også ignorerede han det med vilje.
Han så ud af vinduet et øjeblik, så han så tilbage på hende.
"Eller vi kan starte vores egen nede i krostuen. De forargede vil forlade stedet ret hurtigt, og rygterne spredes. Der vil ikke gå lang tid før de festlige dukker op. Det vil jeg vædde med"
Hvad mon hun var frisk på?

“Du og min mor ville sikkert komme fint ud af det,” sagde hun, et øjeblik mildere end ellers. En blødere side der, måske fordi hun gennem den første lange del af sin opvækst slet ikke havde haft en mor, var hun nu knyttet til den hun havde fundet på en måde, nogen sikkert ville kategorisere som grænsende til det sygelige.

”Ikke fordi I er kedelige, men bare…glæden ved at få tingene til at køre, som man vil have dem, du ved.” Godt nok var Cornelius på mange måder den mere frembrusende del af Huset Graceling, den man først lagde mærke til, måske når man så bort fra datteren, men det var i høj grad Prismira, der trak i tråde bagom scenen. Fik tingene til at gå op, når der gik kludder i dem. Og måske serverede folk en mandelsmåkage for meget, når de burde forsvinde.

”At komme tilbage til en sjovere tid, er jeg nok bedre bevendt med,” sagde hun og blinkede kækt med det ene øje. For hvem kunne være en bedre festarrangør, eller en mere frygtet gæst, end overfloden, fråseriet selv? Det skulle da lige være, at de kunne have inviteret Ava og Lux med. Så ville Doomsville først aldrig blive det samme igen. Og det ville have været en fest folk så tilbage på med enten længsel eller rædsel. Ak ja, nu var det ikke sådan, at hun kunne kontakte sine brødre telepatisk, trods hun vidste, at de begge levede, den ene sås hun trods alt med ret ofte og Ava havde da fortalt, at han havde set Lux spillevende for ikke evigheder siden.
Hvordan festede en arch demon? Hun kunne ikke lade være med at føle sig i hvert fald lidt nysgerrig. Det virkede som om, det kunne gå en hvilken som helst vej og det…trak hende kun tættere på ham. Hun ville se hvad der var inde under denne så fint polerede, velformulerede hersker, vis største mål lod til at være at passe på sin by. Hvem var han, når han bare levede og ikke lod sig holde tilbage af regler?

”De adeliges fester kan være fine og alting, men dem er vi ikke herre over. Det er vi her.”

Hun rejste sig fra stolen.

”Så, skal vi give folket noget at tale om?”

Sean smilte let for sig selv. I en let bevægelse drak han det sidste i sit glas. Den krydrede rom brændte ned igennem hans svælg, samtidig med at han rejste sig op. Stolen blev skubbet tilbage med en let skrabende lyd. Han var ligeglad med tjenere, personlige eller fra kroen. Det var Juniper og ham selv lige nu. Hvis han bare skulle slå sig løs...Hvad ville han så? Skulle han bruge en masse energi på at overveje hvad Juniper ville finde underholdende...Eller bare gøre som han selv ville?

I lette bevægelser gik han over til døren og holdt den dramatisk for Juniper - med et dybt buk, som han inviterede hende til at forlade rummet først. Derefter ville han tilbyde sin albue, som han ville føre hende nedenunder, til krostuen.
En krostue der mindede om sig selv. Samme stille rytme. Samme mænd og damer der nippede til drikkelse eller spillede kort. Røg pibe, snakkede forretninger, fnes over sladder.
Uden hætte, uden hemmelighederne, blev Sean hurtigt genkendt. Om Juniper havde skjult sig, var op til hende, og på ingen måde noget der ville genere Sean. Om noget kunne ideen om et hemmeligt kvindelig bekendtskab kun give krydderi til aftenen.

Sean stoppede op midt i rummet et øjeblik, som hans mørke blik gled rundt i stuen. Han havde så ofte forvandlet en krostue til det sande ragnarok, og alligevel stod han her, i tvivl om hvor man startede eller sluttede.
Nå. Alt startede et sted. Som flere dyre kroer, havde de deres eget stille livemusik af musikanter. Med et forsikrende smil til Juniper, gik Sean over til dem og instruerede dem i at komme med noget mere opkvikkende musik. Det gik fra lidt stille aftenmusik, til et øjebliks forvirret stilhed, før de stak hovederne sammen for at aftale den nye musik. Sean var ligeglad med hvad - bare det gav en mere festlig stemning.
Mens musikken blev slået an, gjorde Sean let tegn til at de skulle gå i baren. De skulle ikke tørste bare fordi de havde forladt deres værelse, trods alt.

Genkendt blev der ikke stillet spørgsmål. De fik serveret hvad de ønskede, og musikken blev mere festlig.
Nogle så på dem med et forarget udtryk. De ødelagde trods alt stilheden! Men ingen ville direkte gå herskeren imod. Til gengæld rejste en flok af damerne sig og nærmede sig, tryg i hinandens selskab.
"Jamen er det ikke vores kære Hersker og...Deres gæst?"
Juniper fik et vurderende blik, før Sean blev rakt en hånd, som han let kyssede.
"De damer. Kan jeg byde på noget til at forsøde aftenen med?"
Aftensmad. Endda en flok af dem. Men over deres rødmende kinder og tydelige flirtende smil, gled Seans blik over mod Juniper. Ikke uden et svagt smil, der langsomt voksede sig større. Juniper var ingen vampyr, så det var ikke fordi de just kunne dele måltidet.
Ja, hvad var Juniper egentlig?
"En dans?"
Han tilbød let Juniper sin hånd. Damerne omkring dem kiggede nysgerrigt med på alt de lavede.

Med en stilfærdig latter fulgte hun med Doomsvilles hersker ud af værelset og ned i krostuen. Hvilede uden ret meget tanke hånden mod hans arm, stod tæt opad ham og strålede om kap med solen i sin ædelstensbesatte kjole. Sløret og sine andre ejendele havde hun ladet blive tilbage på kroværelset, sikker på at Castien nok skulle tage sig af dem. Hun havde ikke noget problem med at vise sig offentligt. Snart ville en vis relation mellem Huset Graceling og Mcgivens slægten sikkert blive almindeligt kendt viden alligevel, når nu de snart indgik i en arbejdsrelation. Visse dele mere offentlige end andre selvfølgelig. Og hun holdt ligesom så mange andre af et godt spil for galleriet, at give folk noget at tale om, om så det var ægte eller ej. Noget hun også et eller andet sted fornemmede, at hun i hvert fald på et vidst plan havde tilfælles med Sean. Manden havde kedet sig for længe. Siddet fast bag et skrivebord sikkert. Det skete for så mange magtfulde folk, hvis ikke de selv aktivt sørgede for at komme ud. Well, hvis det stod til hende, så ville han i hvert fald ikke kede sig i aften. Hvis der var noget, Juniper ikke tillod at hendes selskab nåede at blive, så var det kedeligt.
Hun noterede sig de andre kvinders vurderende blikke, selvom det ikke kunne være sjældent at herskeren, en velkendt incubus med et vidst ry for at ligge i lag med folk af alle mulige slags, blev fundet med en kvinde på armen. Til gengæld morede den tydelige tiltrækningskraft han havde på dem en del.
Hun lænede sig ind til ham, stod næsten draperet op af ham et øjeblik. De sensuelt rødmalede læber så tæt på hans øre, at han ville kunne mærke hendes ånde.

”Sjældent har jeg set høns selv komme til huggeblokken på den måde. Jeg er næsten imponeret,” hviskede hun, kun ment for hans øre. Hentydende til disse kvinder der lige så godt kunne ende som aftensmad. For dem begge måske. Hvis hun fik prikket nok til deres synder. Det var bare at finde dem frem først.
Hun trak sig en anelse bort fra Sean, blinkede kryptisk til den lille tilskuer skare, der uden tvivl hver især var i gang med at vride hjernerne for, hvem hun var. For nogle af dem ville det sikkert falde på plads før eller siden. Hvis hun interesserede sig mere for andre folk, ville hun måske endda selv på sigt kunne genkende et ansigt eller to.
Hun fjernede sig med lette skridt lidt fra mængden. Slugte nærmest et glas vin og af de hastigt, men fint anrettede småretter, der var blevet stillet ud på glitrende sølvfade. Imens rodede hun lidt med de omkringståendes indre behov. Nu var de jo trods alt blevet budt…noget og lidt sult kunne så hurtigt blive til fråseri, hvis nogen skruede nok på det. Hvad var en fest i det hele taget, hvis man ikke kunne nyde maden.

Og snart var hun da heller ikke den eneste, der lod til at lægge mærke til vådt eller tørt.
Som folk tog for sig af diverse retter, vine og andet drikkelse sugede hun i alt beskedenhed usynligt næring til sig fra de hæmninger, der gradvist blev kylet over borde. Stod der glødende og sund på en måde ingen kunstner ville kunne gøre retfærdighed med pensel eller mejsel.

Hun lagde sin hånd i Seans.

”Hvis ikke De træder mig over tæerne,” sagde hun med et skævt smil. Hvis musikken fortsatte i det tempo, de hidtil havde lagt for dagen, skulle de være hurtige på fødderne, men det foretrak hun nu egentlig også.

Det var efterår, vejret var gråt og kedeligt, og byen mere død end levende. Typisk Doomsville. Kroerne var nogle af de få steder der stadig ville ske noget, hvor folk stadig ville hygge sig i varmen. Det krævede en bestemt indstilling at leve i dette miljø. Med mørket og kulden, med de grå nuancer over alt, med skidtet i byen og den indelukkede luft på kroerne, når man søgte væk fra sit - ofte - lidt mere kolde hjem.
Ikke at det var dødkoldt i dag, tværtimod. I den voksende aften stod et par vinduer på klem, og lod den lumre aftenluft komme indenfor. Fik det til at puste i de levende lys, og gav folk luft nok til at snakke højere, le højere og drille hinanden. Stemningen bredte sig hurtigt som en løbeild, og de ansatte gjorde alt for at støtte den. Munter stemning betød bedre betaling, trods alt. Flere drikkevarer, mere mad, flere penge.
Hvad gjorde en hersker ikke for at sikre økonomien i sin egen by?

Og hvad betød det at tage glæderne på forskud?
Sean tømte et lille glas med rom, der var blevet ham givet, før han roligt trak Juniper med ud på dansegulvet. Musikken her var sikkert anderledes end i hendes egen by, men den fungerede fint til dans alligevel, som midten af gulvet var blevet ryddet for borde. Flere andre par eller veninder havde taget hinanden i hånden og dansede. Helt naturligt flyttede de sig, som Sean trådte ind på gulvet. Der ville være plads nok til dem hele vejen igennem, og uden tvivl nogle ville stoppe op og kigge på dem i stedet. Men Sean ignorerede dem, som han plejede, og kiggede kun på Juniper. Hun var hans selskab i dag. Derfor betød hun noget, hvor de andre ikke gjorde.

Dansen var frisk. Ja, der var alle de standardiserede danse. Både de fine, de langsomme, og de mere vilde til kroens lette stemning. Sean kunne dem alle. Måske så man ikke på ham og tænkte han var en god danser. Men dans var et nødvendigt skridt for at lokke mad, eller spille det politiske spil. Så naturligvis havde han brugt tid på at lære dem - og kunne dem godt.
Med samme rolighed og elegance som han ofte lagde for dagen, kastede han sig ud i en dans til musikken.
Det fik hjertet til at slå. Hurtigere og hårdere end han oplevede i hverdagens ro. Fik danset anspændtheden ud af kroppen. Efterhånden som den gode stemning bredte sig i hans indre, voksede et mere naturligt smil frem -
Ja, han havde næsten glemt hvordan det føltes. Bare at hygge sig. Bare at slå sig løs. Tænk han havde brug for en fremmede til at gøre det igen. Men måske netop det var årsagen. Han kendte ikke Juniper, arbejdede ikke sammen med hende til hverdag, så han havde ingen rolle eller former han skulle holde på.
I lette bevægelser kastede han hende rundt på dansegulvet, til den lette klappen fra publikum rundt om dem.