ForumforsideLog ind
Periode | Renæssancen
Årstal | 1168
Årstid | Efterår
Måned | Oktober
Seneste emner
Statistik
Der er i alt 192 tilmeldte brugereDen sidst registrerede bruger er Victoria
Vores brugere har i alt skrevet 164955 indlæg i 8752 emner
Nocturnal Nights for Pure Delight - Juniper
2 deltagere
Side 1 af 1
Nocturnal Nights for Pure Delight - Juniper
af Indora Man 14 Jun 2021 - 0:04
| [For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.] | STED | En hemmelig klub i udkanten af Terrorville OMGIVELSER | Det er rigmænd og kvinder som holder til her med tanken om at de kan være helt i fred for sig selv og deres lyster. TIDSPUNKT | Aften. VIBE | [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] EMNE TIL | [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]! |
Hvis der var et sted der skulle repræsentere det daglige fordærv i sine ekstremer, var dette stedet. Der fandtes ikke et andet sted hvor dem med de væmmeligste fantasier og den største pengepung kunne holde til i fred. Eller det skulle man tro. For hvis man kendte den rigtige der havde de rigtige venner, kunne man finde frem til nettet. Det net der forbandt alle disse hemmelige forbudte steder. Det var ikke kun det reneste engle blod der blev uddelt her, det var alt fra den reneste sjæl, i sit fulde hylster, indhentet fra gaden og fikset op til en villig købers store fornøjelse. Væggene var dækket af de pæneste tæpper, der ikke blot fungerede som dekoration, men også lyddæmper. Lyde der aldrig ville forlade de fire vægge, lige meget hvor høje de så end var. Bordene var spredt ud, enhver kunne have deres egen bås hvis de ville det. De fleste havde venner som de sad med mens de udfoldede deres nyeste idé der blot kunne være indtruffen på vejen ind til dette gudsforladte sted. De fine borde var bedækket af lysende krystaller som matchede loftet over dem der formåede at ligne en stjernehimmel som krystallerne fungerede som den eneste lyskilde. Hvorfor skulle man også bruge flammer når pengepungen tillod noget mere kreativt som de dyrebare krystaller fra Dragons Peak?
I en bås sad en kvinde, huden mørk som fintrevet kaffe, øjnene så unikt adskilt fra mængden som hun ikke bar nogen iris eller pupil, men blot lignende en der havde flydende guld til at hvile inde bag disse formodede døre til sjælen. Men nogle gange undrede hun sig over det koncept. Hvordan kunne øjnene være døre til sjælen hvis man følte at den ikke var der? Hun vidste godt at i bund og grund havde alle en eller anden form for sjæl, men hun havde aldrig mærket sin egen. Og det ville være absurd at skulle tro det hvis man vidste hvad hun havde gjort i sin livstid. Hun løftede en hånd og rettede lidt på kjolen der ikke lagde skjul på noget legemligt. Måske i de svage mørke toner der lå i det tynde stof ville stoppe øjet fra at skue hendes helhed. Hun hadede bare når der var noget der adskilte hende fra solens varme stråler, tanken alene kunne smide hende ned i en spiral af frustration. Hun var desuden ligeglad med hvad folk så end ville tænke, for hun havde set nok barhed med hendes erhverv at der ikke var noget mindre spændende end en krop.
De gyldne øjne gled rundt på folket omkring hende. Modsat dem, var hun her ikke bare for fornøjelsens skyld, selvom synet alene af alle de potentielle kunder og deres fristelser for frit øje at skue. På trods af at dette sted skulle være deres sikkerhed, deres sted hvor de kunne lade deres indre dæmoner rende løs, ville det aldrig være en komplet hemmelighed hvad det var de gjorde her. Måske var det derfor der aldrig var nogen der helt gav slip og gik løs, fordi en enkelt stemme med et enkelt minde af de frygtelige ting som de havde gjort her, kunne ødelægge ry, status og respekt. Dæmonen der sad alene fniste ved tanken. Det var alligevel noget af en magt at have i hænderne, det måtte hun indrømme.
Hun rakte ud efter sit glas vin og tog det, løftede det op til læberne, tog sig en lille slurk og mærkede den søde væske hvirvle rundt i munden før hun drak det. Søde bær. De måtte næsten have plukket dem individuelt og sorteret dem så det kun var de bedstes saft der nåede til flasken. En kvindes suk trak hendes blik til sig, som hun bemærkede vampyren ved den krølhårede skønheds side der havde fuld gang i at tømme hende. Indora blinkede kort, lod blikket hvile som hun bemærkede kvinden så stille miste styrken. En kort tanke af hvor var det dog ærgerligt at hun var så pæn nåede at strejfe hendes tanker. Men det var ikke en gennemborende skønhed, den ville kunne findes igen og det var det der fik dæmonen til at vende blikket væk. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde set nogen der var skøn nok i alt deres helhed til virkelig at holde hendes blik længe. Men måske var det bare sådan at det var når ens primære indtægt lå i at vurdere og sælge disse skønheder som var de bare kvæg.
Og med det huskede hun grunden til at hun var her. Hun skulle mødes med en som hendes forældre havde handlet med i guderne måtte vide hvor længe. De havde rådet dæmonen til at tage en lille gave med, så det havde hun. Hvis hun blot forstod hvad lille betød. Hvordan skulle man måle værdi når man havde fået alt hvad man ville have hele sit liv? Hun tog endnu en slurk af vinen, sukkede med et glædeligt smil som hun lænede sig tilbage og betragtede flere af synderne omkring hende. Måske var det hendes egen skyld at hun skulle sidde og vente, men på den anden side så elskede hun at betragte. Der var alligevel ingen der så ud til at regne ud når hendes øjne hvilede på dem, så der var aldrig nogen der vækkede mistanke.
I en bås sad en kvinde, huden mørk som fintrevet kaffe, øjnene så unikt adskilt fra mængden som hun ikke bar nogen iris eller pupil, men blot lignende en der havde flydende guld til at hvile inde bag disse formodede døre til sjælen. Men nogle gange undrede hun sig over det koncept. Hvordan kunne øjnene være døre til sjælen hvis man følte at den ikke var der? Hun vidste godt at i bund og grund havde alle en eller anden form for sjæl, men hun havde aldrig mærket sin egen. Og det ville være absurd at skulle tro det hvis man vidste hvad hun havde gjort i sin livstid. Hun løftede en hånd og rettede lidt på kjolen der ikke lagde skjul på noget legemligt. Måske i de svage mørke toner der lå i det tynde stof ville stoppe øjet fra at skue hendes helhed. Hun hadede bare når der var noget der adskilte hende fra solens varme stråler, tanken alene kunne smide hende ned i en spiral af frustration. Hun var desuden ligeglad med hvad folk så end ville tænke, for hun havde set nok barhed med hendes erhverv at der ikke var noget mindre spændende end en krop.
De gyldne øjne gled rundt på folket omkring hende. Modsat dem, var hun her ikke bare for fornøjelsens skyld, selvom synet alene af alle de potentielle kunder og deres fristelser for frit øje at skue. På trods af at dette sted skulle være deres sikkerhed, deres sted hvor de kunne lade deres indre dæmoner rende løs, ville det aldrig være en komplet hemmelighed hvad det var de gjorde her. Måske var det derfor der aldrig var nogen der helt gav slip og gik løs, fordi en enkelt stemme med et enkelt minde af de frygtelige ting som de havde gjort her, kunne ødelægge ry, status og respekt. Dæmonen der sad alene fniste ved tanken. Det var alligevel noget af en magt at have i hænderne, det måtte hun indrømme.
Hun rakte ud efter sit glas vin og tog det, løftede det op til læberne, tog sig en lille slurk og mærkede den søde væske hvirvle rundt i munden før hun drak det. Søde bær. De måtte næsten have plukket dem individuelt og sorteret dem så det kun var de bedstes saft der nåede til flasken. En kvindes suk trak hendes blik til sig, som hun bemærkede vampyren ved den krølhårede skønheds side der havde fuld gang i at tømme hende. Indora blinkede kort, lod blikket hvile som hun bemærkede kvinden så stille miste styrken. En kort tanke af hvor var det dog ærgerligt at hun var så pæn nåede at strejfe hendes tanker. Men det var ikke en gennemborende skønhed, den ville kunne findes igen og det var det der fik dæmonen til at vende blikket væk. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde set nogen der var skøn nok i alt deres helhed til virkelig at holde hendes blik længe. Men måske var det bare sådan at det var når ens primære indtægt lå i at vurdere og sælge disse skønheder som var de bare kvæg.
Og med det huskede hun grunden til at hun var her. Hun skulle mødes med en som hendes forældre havde handlet med i guderne måtte vide hvor længe. De havde rådet dæmonen til at tage en lille gave med, så det havde hun. Hvis hun blot forstod hvad lille betød. Hvordan skulle man måle værdi når man havde fået alt hvad man ville have hele sit liv? Hun tog endnu en slurk af vinen, sukkede med et glædeligt smil som hun lænede sig tilbage og betragtede flere af synderne omkring hende. Måske var det hendes egen skyld at hun skulle sidde og vente, men på den anden side så elskede hun at betragte. Der var alligevel ingen der så ud til at regne ud når hendes øjne hvilede på dem, så der var aldrig nogen der vækkede mistanke.
Indora- Antal indlæg : 17
Reputation : 1
Bosted : Har bolig i Sunfury men bor pt i Terrorville.
Evner/magibøger : Ti Tusinde Brændende sole
Sv: Nocturnal Nights for Pure Delight - Juniper
af Juniper Fre 18 Jun 2021 - 23:17
Dagens outfit: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Det var ikke ofte, at Juniper valgte at mødes med forretningsforbindelser personligt. Hun havde ikke ret meget tålmodig til at langvarige forhandlinger og dets lige. For det meste overlod hun praktiske gøremål til Castien, hendes husholdnings overtjener. Mange ville nok have påpeget, at det virkede næsten sadistisk at sende en slave ud for at skaffe aftaler om flere slaver i hus. Måske endog risikabelt, men Juniper stolede på manden. Man bed ikke hånden, der fodrede en og en man ville gøre meget for ikke at ende som sin fæller længere nede i hierarkiet. En ting som Juniper udnyttede til fulde. Men her var hun altså alligevel på vej ned ad Doomsvilles snoede gader for at mødes med netop en forretningsforbindelse. Sunseeker familien havde trods alt været de bedste til at skaffe hende kvalificerede slaver i årevis. De forstod at knække en person nok til, at vedkommende ikke gjorde modstand uden at overgøre det til vedkommende var et nervevrag på et plan, hvor de faktisk ikke kunne gøre deres arbejde. En kvalitetsmærkning i Junipers øjne. Og nu skulle datteren så angiveligt overtage forældrenes årelange foretagende. Andre ville måske have været en kende nervøse over, om kvaliteten nu ville tage et dyk. Om samarbejdet ville glide ud i sandet. Dødssynden var dog langt mere nysgerrig over, hvad denne kvinde ville bringe til bordet. Et friskt pust mons tro? Eller ville hun blot samle tøjlerne op, hvor hendes forældre havde lagt dem? Ingen af delene ville komme Juniper til skade, som hun så det. Og var kvinden ikke, når alt kom til alt, født og opdraget til at overtage denne forretning med salg af stadigt levende kød og knuste sind lige så vel, som Juniper og hendes søskende havde været født til slagmarken?
Alt i alt ingen bekymringer. Og hun havde for nuværende ikke noget bedre at foretage sig og Juniper havde altid været en rastløs sjæl. At møde nye mennesker, om så hun var interessant eller ej, ville alle dage være bedre end at sidde derhjemme fanget i sit eget hoved med kun sin egen tomhed til selskab.
Hun trådte ind på det aftalte sted med en så nonchalant attitude, at man skulle tro, at hun ejede det.
Det tog et øjeblik for hendes øjne at vende sig til den dæmpede belysning, men dette var intet i forhold til mængden af synd, der skyllede indover hende fra alle sidder og fik hende til at snappe efter vejret et sekund. Hun kunne have haft en evig kilde til næring lige her, hvis hun havde ønsket den. Gradvist fik hun trukket sig opad denne metafysiske malstrøm, som hun ellers så let kunne have forædt sig i og måtte glippe med øjnene for at samle sig. Hun greb et glas vin fra en forbipasserende tjener og bundede det næsten i én slurk. Det at indtage noget fysisk havde næsten altid været den eneste måde at deale med den konstante følelse af tomhed inde i hende. Det var ikke bare sult eller tørst. Det var noget andet og dybere. Frusterende svært at placere, men for hende var tingene lige altstedsnærværende og de kunne derfor ikke rigtig skilles ad.
Hun bevægede sig flydende gennem lokalet søgende efter, hvem hun skulle mødes med.
Da Juniper først spottede hende, var der ingen tvivl om, at det var den rigtige, hun havde fundet. Godt nok havde hun kun mødt hende ganske kort og distanceret før, men Indora Sunseekers gyldne øjne, var ikke noget man så hver dag og havde man først set dem, glemte man dem ikke bare sådan lige igen. Det måtte selv Juniper give dæmonen.
Junipers rødmalede læber trak opad i et bredt smil. Lyset glinsede i ædelstene på hendes kjole og de rubinbesatte hårnåle i hendes lyse hår, som hun bevægede sig hen og satte sig overfor sit nye bekendtskab.
”Lady Sunseeker. Waiting for me has not been too tiresome I trust?” spurgte hun høfligt, imens hun trak sine tynde blondehandsker af hænderne. Hun så sig kort om efter en tjener, men før hun nåede at sige et ord, blev et fad med diverse små kulørte kager og chokolader sat på bordet mellem dem.
Hun tog forsigtigt en kage og nippede til den, havde efterhånden lært, at mad var bedst, når man faktisk nåede at smage det og ikke bare slugte det på én gang. Et faktum, der var undsluppet hende i barndommen, hvor hun mest spiste for at slippe af med den evigt gnavende sult bare et øjeblik og ikke fordi, den mad som faderen havde givet sine børn var specielt sindsoprivende.
Hun tyggede af munden og duppede forsigtigt læberne med en serviet.
”I am very pleased to finally truly meet you,” erklærede hun så og sendte kvinden et varmt smil.
Det var ikke ofte, at Juniper valgte at mødes med forretningsforbindelser personligt. Hun havde ikke ret meget tålmodig til at langvarige forhandlinger og dets lige. For det meste overlod hun praktiske gøremål til Castien, hendes husholdnings overtjener. Mange ville nok have påpeget, at det virkede næsten sadistisk at sende en slave ud for at skaffe aftaler om flere slaver i hus. Måske endog risikabelt, men Juniper stolede på manden. Man bed ikke hånden, der fodrede en og en man ville gøre meget for ikke at ende som sin fæller længere nede i hierarkiet. En ting som Juniper udnyttede til fulde. Men her var hun altså alligevel på vej ned ad Doomsvilles snoede gader for at mødes med netop en forretningsforbindelse. Sunseeker familien havde trods alt været de bedste til at skaffe hende kvalificerede slaver i årevis. De forstod at knække en person nok til, at vedkommende ikke gjorde modstand uden at overgøre det til vedkommende var et nervevrag på et plan, hvor de faktisk ikke kunne gøre deres arbejde. En kvalitetsmærkning i Junipers øjne. Og nu skulle datteren så angiveligt overtage forældrenes årelange foretagende. Andre ville måske have været en kende nervøse over, om kvaliteten nu ville tage et dyk. Om samarbejdet ville glide ud i sandet. Dødssynden var dog langt mere nysgerrig over, hvad denne kvinde ville bringe til bordet. Et friskt pust mons tro? Eller ville hun blot samle tøjlerne op, hvor hendes forældre havde lagt dem? Ingen af delene ville komme Juniper til skade, som hun så det. Og var kvinden ikke, når alt kom til alt, født og opdraget til at overtage denne forretning med salg af stadigt levende kød og knuste sind lige så vel, som Juniper og hendes søskende havde været født til slagmarken?
Alt i alt ingen bekymringer. Og hun havde for nuværende ikke noget bedre at foretage sig og Juniper havde altid været en rastløs sjæl. At møde nye mennesker, om så hun var interessant eller ej, ville alle dage være bedre end at sidde derhjemme fanget i sit eget hoved med kun sin egen tomhed til selskab.
Hun trådte ind på det aftalte sted med en så nonchalant attitude, at man skulle tro, at hun ejede det.
Det tog et øjeblik for hendes øjne at vende sig til den dæmpede belysning, men dette var intet i forhold til mængden af synd, der skyllede indover hende fra alle sidder og fik hende til at snappe efter vejret et sekund. Hun kunne have haft en evig kilde til næring lige her, hvis hun havde ønsket den. Gradvist fik hun trukket sig opad denne metafysiske malstrøm, som hun ellers så let kunne have forædt sig i og måtte glippe med øjnene for at samle sig. Hun greb et glas vin fra en forbipasserende tjener og bundede det næsten i én slurk. Det at indtage noget fysisk havde næsten altid været den eneste måde at deale med den konstante følelse af tomhed inde i hende. Det var ikke bare sult eller tørst. Det var noget andet og dybere. Frusterende svært at placere, men for hende var tingene lige altstedsnærværende og de kunne derfor ikke rigtig skilles ad.
Hun bevægede sig flydende gennem lokalet søgende efter, hvem hun skulle mødes med.
Da Juniper først spottede hende, var der ingen tvivl om, at det var den rigtige, hun havde fundet. Godt nok havde hun kun mødt hende ganske kort og distanceret før, men Indora Sunseekers gyldne øjne, var ikke noget man så hver dag og havde man først set dem, glemte man dem ikke bare sådan lige igen. Det måtte selv Juniper give dæmonen.
Junipers rødmalede læber trak opad i et bredt smil. Lyset glinsede i ædelstene på hendes kjole og de rubinbesatte hårnåle i hendes lyse hår, som hun bevægede sig hen og satte sig overfor sit nye bekendtskab.
”Lady Sunseeker. Waiting for me has not been too tiresome I trust?” spurgte hun høfligt, imens hun trak sine tynde blondehandsker af hænderne. Hun så sig kort om efter en tjener, men før hun nåede at sige et ord, blev et fad med diverse små kulørte kager og chokolader sat på bordet mellem dem.
Hun tog forsigtigt en kage og nippede til den, havde efterhånden lært, at mad var bedst, når man faktisk nåede at smage det og ikke bare slugte det på én gang. Et faktum, der var undsluppet hende i barndommen, hvor hun mest spiste for at slippe af med den evigt gnavende sult bare et øjeblik og ikke fordi, den mad som faderen havde givet sine børn var specielt sindsoprivende.
Hun tyggede af munden og duppede forsigtigt læberne med en serviet.
”I am very pleased to finally truly meet you,” erklærede hun så og sendte kvinden et varmt smil.
_________________
~You will always be fond of me. I represent to you all the sins you never had the courage to commit~
Juniper- Antal indlæg : 219
Reputation : 2
Bosted : Hun lader til at eje villaer eller andre former for boliger alle mulige steder. Lige nu opholder hun sig primært i Aquener.
Evner/magibøger : Decay
Sv: Nocturnal Nights for Pure Delight - Juniper
af Indora Lør 19 Jun 2021 - 16:01
Tankerne strøg over de mulige unoder der ville foregå her i aften. Udover den krølhåredes uundgåelige ende, hvilke andre ting skulle der udforme de syndige rigmænd og kvinder her til aften? Hun blev trukket ud af sine tanker som en skikkelse nærmede sig i hendes øjenkrog. Hun vendte hovedet og så ingen anden end Juniper Graceling hende selv i alt hendes pragt. Elegancen og ynden gik hånd i hånd med den kvinde, det kunne Indora fastslå fra første øjekast. Den blege hud, som Indora ellers ikke var fan af, så næsten porcelæns-agtig ud. Den måtte være så blød at Indora følte en kradsende følelse i hendes fingre der gerne ville teste det indfalds virkelighedssans. Men ak, hun var her ikke for nydelsens skyld, selvom Juniper alene fra udseendet sagtens kunne medtages i den gruppe.
Spørgsmålet fik de mørke læber til at krølle op i et varmt smil, de gyldne øjne hvilende på de lyseblå, som mest af alt mindende hende om en varm skyfri sommerhimmel. Hun havde da en banebrydende skønhed, havde hun ikke? Men af rygterne om hendes velvære og stand var det ikke noget der kom bag på den unge dæmon, på en måde havde hun forventet at blive taget med storm. Kjolen der var så nydeligt sammensat at man skulle tro at hver enkelt sten havde været syet ind med den fineste omhyggelighed. "Lady Graceling," modtog hun hende respektabelt i tone før hun rystede på hovedet og lavede en gestus mod folkene omkring dem. "You have no need to worry about me waiting, it has only been insightful to be taking in all the happenings of this place," sagde hun i en varm tone, hendes stemme en anelse mørkere end den normale kvindestemme og alligevel så feminin.
Erklæringen fik dæmonen til at fnyse – Ikke fordi hun fandt det humoristisk eller fjollet, men mere fordi i hendes hoved var der gået for længe. Alt for længe havde hun ventet på at kunne optage hendes forældres erhverv og ligeledes formå at være så successfuld som de var. ”You have no idea how I’ve longed to finally meet you in person. In a business such as this one, I’ve had to deal with so many claim to know better males, that I fear that conversing further with these blockheads would drive me insane! It is truly great to finally be meeting a woman of your stance, respectfully meant in all it's entirety.” bemærkede hun med en kortvarig latter før hendes udtryk atter vendte tilbage til en afslappet og alligevel professionel mine. Et udtryk hun havde mestret for at narre de fleste af hendes handelspartnere, men alligevel formodede hun at trække et smil op for at lette på seriøsiteten. “It is only an honour on my side to be holding this opportunity to be handling the transactions from where you stood with my parents. I hope my service proves to either surpass or go on par with their service" forsikrede hun hende.
”Forgive my curiosity. Can you tell me, what do you see when you look around us?” spurgte hun en anelse nysgerigt som hun nippede til sit glas vin atter engang. Hendes egne gyldne øjne gled rundt på folkene omkring hende, hun vædede sine læber før hun sukkede let og lænede sig en anelse tilbage i sit sæde. "I personally see depreciation, a fully release of moral and accountability in all awareness. I see the true nature of man and how easily power, money and lust can bring out the worst in people. And that is not without counting myself in. I would be among them, had this meeting not kept me in a position of preserving my image and appearing proper and collected," forklarede hun før hun kiggede mod den blonde skønhed, afventende for at høre hvad hendes tanker var. Ikke at det var noget som ville påvirke deres handel, men på et punkt var hun så træt af at skulle påduttes andres meninger, at det føltes rarere selv at kunne udspørge, hvis ikke opmuntre til en reel samtale.
Spørgsmålet fik de mørke læber til at krølle op i et varmt smil, de gyldne øjne hvilende på de lyseblå, som mest af alt mindende hende om en varm skyfri sommerhimmel. Hun havde da en banebrydende skønhed, havde hun ikke? Men af rygterne om hendes velvære og stand var det ikke noget der kom bag på den unge dæmon, på en måde havde hun forventet at blive taget med storm. Kjolen der var så nydeligt sammensat at man skulle tro at hver enkelt sten havde været syet ind med den fineste omhyggelighed. "Lady Graceling," modtog hun hende respektabelt i tone før hun rystede på hovedet og lavede en gestus mod folkene omkring dem. "You have no need to worry about me waiting, it has only been insightful to be taking in all the happenings of this place," sagde hun i en varm tone, hendes stemme en anelse mørkere end den normale kvindestemme og alligevel så feminin.
Erklæringen fik dæmonen til at fnyse – Ikke fordi hun fandt det humoristisk eller fjollet, men mere fordi i hendes hoved var der gået for længe. Alt for længe havde hun ventet på at kunne optage hendes forældres erhverv og ligeledes formå at være så successfuld som de var. ”You have no idea how I’ve longed to finally meet you in person. In a business such as this one, I’ve had to deal with so many claim to know better males, that I fear that conversing further with these blockheads would drive me insane! It is truly great to finally be meeting a woman of your stance, respectfully meant in all it's entirety.” bemærkede hun med en kortvarig latter før hendes udtryk atter vendte tilbage til en afslappet og alligevel professionel mine. Et udtryk hun havde mestret for at narre de fleste af hendes handelspartnere, men alligevel formodede hun at trække et smil op for at lette på seriøsiteten. “It is only an honour on my side to be holding this opportunity to be handling the transactions from where you stood with my parents. I hope my service proves to either surpass or go on par with their service" forsikrede hun hende.
”Forgive my curiosity. Can you tell me, what do you see when you look around us?” spurgte hun en anelse nysgerigt som hun nippede til sit glas vin atter engang. Hendes egne gyldne øjne gled rundt på folkene omkring hende, hun vædede sine læber før hun sukkede let og lænede sig en anelse tilbage i sit sæde. "I personally see depreciation, a fully release of moral and accountability in all awareness. I see the true nature of man and how easily power, money and lust can bring out the worst in people. And that is not without counting myself in. I would be among them, had this meeting not kept me in a position of preserving my image and appearing proper and collected," forklarede hun før hun kiggede mod den blonde skønhed, afventende for at høre hvad hendes tanker var. Ikke at det var noget som ville påvirke deres handel, men på et punkt var hun så træt af at skulle påduttes andres meninger, at det føltes rarere selv at kunne udspørge, hvis ikke opmuntre til en reel samtale.
Indora- Antal indlæg : 17
Reputation : 1
Bosted : Har bolig i Sunfury men bor pt i Terrorville.
Evner/magibøger : Ti Tusinde Brændende sole
Sv: Nocturnal Nights for Pure Delight - Juniper
af Juniper Søn 20 Jun 2021 - 21:39
Hun nikkede tænksomt, som hun så sig om i lokalet. Hun var ret sikker på, at en eller anden havde måtte lade livet i båsen ved siden af. Ikke at det ragede Juniper eller nogen anden her for den sags skyld. Var det ikke netop derfor folk var der? for at gøre, hvad der passede dem. Det var på mange måder disse instinkter, som Juniper nærede sig af, så hun havde ikke tænkt sig at sige noget.
”It is certainly an eventful place,” konstaterede hun muntert i samme sekund som en slåskamp brød ud et par borde væk. Et forretningsmøde, der var gået i hårknude måske. Ikke helt lovlige forretninger lod det til. Lovlydige borgere stak sjældent hinanden med knive.
Et andet sted sad en gruppe unge, halvt skjult af tung farverig røg og med øjne, der var glasagtige af beruselse. Stedet var tydeligvis lige så meget en oase for rigmænd, der kedede sig i deres små lovlydige liv, som det var et haven for lyssky forhandlinger.
Juniper snuppede et stykke chokolade fra fadet på bordet mellem dem, samtidig med, at hun vendte blikket tilbage mod kvinden igen. Et øjeblik nød hun lyden af kvindens bløde stemme næsten lige så meget som fornemmelsen af chokolade, der smeltede på hendes tunge. Hun lagde hovedet på skrå, studerede sit nye bekendtskab indgående og åbenlyst. Juniper havde aldrig rigtig været den slags menneske, der havde særlig meget respekt for andre menneskers privatliv eller personal space, så hun tænkte ikke engang over, at det gennemborende undersøgende blik måske kunne blive opfattet som værende ubehageligt. Bevares, hun kunne sagtens spille den høflige unge frue i eget hus, hvis hun virkelig glad, men det kærede hun sig lidet om et sted som dette og med et sådant bekendtskab. Hvis ikke Juniper tog meget fejl, så var nysgerrigheden gensidig. Ikke at det var let, at læse ud fra kvindens øjne. Spøjst så meget udtryk øjne kunne miste, når blot pupillen manglede. Dog var kvinden selv ret hurtig til at bekræfte det og det gjorde Junipers korte tanke om at låne Luxurias evne til at se menneskers inderste hjerter unødvendig.
Kvindens blanke indrømmelse af denne iver fik Juniper til at le. Blødt og spindende.
”Well if you have waited this long, I hope that I can live up to expectations as well, lady Sunseeker,” sagde hun og nippede til et glas vin, der var blevet sat foran hende på bordet i mellemtiden.
Bittersød.
Hun lukkede øjnene et øjeblik og nød at lade sin smagssans være i fokus, alt imens hun lyttede til kvindens videre ord.
”Some men have a talent for that, don’t they? Inflating their own egos? Women too I suppose, but it’s just so obvious in incompetent men,” funderede hun, da hun endelig åbnede øjnene igen.
“At least, if I am to drive you mad I would hope it would be for other reasons than that you find my conversing to be….mediocre,” tilføjede hun lidt efter. Som ved en strøtanke.
“Your parents, as it were, were impressively good at their job. It is hard to find suitable slaves at this rate and with cities like Sunfury baning the trade entirely…” Her rullede hun demonstrativt med øjnene. At smadre en hel indtægtskilde for et imperium for at skåne nogle få sølle menneskeliv forekom hende hverken at være en logisk eller langtidsholdbar løsning.
. ”Well suffice to say, that the trade is only going to get harder from now on. You may have to prove more…daring than your parents were. I trust, that you are up to the task, yes?” Hun lagde hovedet spørgende på skrå, strøg en løs lok hår tilbage på plads i opsætningen og betragtede Indora indgående
Indoras næste spørgsmål kom en smule bag på hende og hun glippede med øjnene. Lod kvinden selv tale færdig, fortælle, hvad hun så, før Juniper gav hende noget igen. Imens spiste hun endnu en kage og så fulgte kvindens blik rundt i lokalet.
”The worst in people, you say? I’m afraid that I’ll have to disagree,” konstaterede hun endelig og tog en slurk vin, før hun fortsatte.
”They live in a world confiended by rules and expectations. This is simply who they truly are, when those chains are stripped from them.” Hun viftede lidt dovent med hånden ud i lokalet for at henlede sin samtalepartners opmærksomhed på, hvad der foregik omkring dem.
”That is what I see, lady Sunseeker. The truth. And I am not one to deny people their basic desires and instincts.”
Hun sendte Indora et smil, der ville have passet sig for en kat, der havde drukket fløde.
”It is certainly an eventful place,” konstaterede hun muntert i samme sekund som en slåskamp brød ud et par borde væk. Et forretningsmøde, der var gået i hårknude måske. Ikke helt lovlige forretninger lod det til. Lovlydige borgere stak sjældent hinanden med knive.
Et andet sted sad en gruppe unge, halvt skjult af tung farverig røg og med øjne, der var glasagtige af beruselse. Stedet var tydeligvis lige så meget en oase for rigmænd, der kedede sig i deres små lovlydige liv, som det var et haven for lyssky forhandlinger.
Juniper snuppede et stykke chokolade fra fadet på bordet mellem dem, samtidig med, at hun vendte blikket tilbage mod kvinden igen. Et øjeblik nød hun lyden af kvindens bløde stemme næsten lige så meget som fornemmelsen af chokolade, der smeltede på hendes tunge. Hun lagde hovedet på skrå, studerede sit nye bekendtskab indgående og åbenlyst. Juniper havde aldrig rigtig været den slags menneske, der havde særlig meget respekt for andre menneskers privatliv eller personal space, så hun tænkte ikke engang over, at det gennemborende undersøgende blik måske kunne blive opfattet som værende ubehageligt. Bevares, hun kunne sagtens spille den høflige unge frue i eget hus, hvis hun virkelig glad, men det kærede hun sig lidet om et sted som dette og med et sådant bekendtskab. Hvis ikke Juniper tog meget fejl, så var nysgerrigheden gensidig. Ikke at det var let, at læse ud fra kvindens øjne. Spøjst så meget udtryk øjne kunne miste, når blot pupillen manglede. Dog var kvinden selv ret hurtig til at bekræfte det og det gjorde Junipers korte tanke om at låne Luxurias evne til at se menneskers inderste hjerter unødvendig.
Kvindens blanke indrømmelse af denne iver fik Juniper til at le. Blødt og spindende.
”Well if you have waited this long, I hope that I can live up to expectations as well, lady Sunseeker,” sagde hun og nippede til et glas vin, der var blevet sat foran hende på bordet i mellemtiden.
Bittersød.
Hun lukkede øjnene et øjeblik og nød at lade sin smagssans være i fokus, alt imens hun lyttede til kvindens videre ord.
”Some men have a talent for that, don’t they? Inflating their own egos? Women too I suppose, but it’s just so obvious in incompetent men,” funderede hun, da hun endelig åbnede øjnene igen.
“At least, if I am to drive you mad I would hope it would be for other reasons than that you find my conversing to be….mediocre,” tilføjede hun lidt efter. Som ved en strøtanke.
“Your parents, as it were, were impressively good at their job. It is hard to find suitable slaves at this rate and with cities like Sunfury baning the trade entirely…” Her rullede hun demonstrativt med øjnene. At smadre en hel indtægtskilde for et imperium for at skåne nogle få sølle menneskeliv forekom hende hverken at være en logisk eller langtidsholdbar løsning.
. ”Well suffice to say, that the trade is only going to get harder from now on. You may have to prove more…daring than your parents were. I trust, that you are up to the task, yes?” Hun lagde hovedet spørgende på skrå, strøg en løs lok hår tilbage på plads i opsætningen og betragtede Indora indgående
Indoras næste spørgsmål kom en smule bag på hende og hun glippede med øjnene. Lod kvinden selv tale færdig, fortælle, hvad hun så, før Juniper gav hende noget igen. Imens spiste hun endnu en kage og så fulgte kvindens blik rundt i lokalet.
”The worst in people, you say? I’m afraid that I’ll have to disagree,” konstaterede hun endelig og tog en slurk vin, før hun fortsatte.
”They live in a world confiended by rules and expectations. This is simply who they truly are, when those chains are stripped from them.” Hun viftede lidt dovent med hånden ud i lokalet for at henlede sin samtalepartners opmærksomhed på, hvad der foregik omkring dem.
”That is what I see, lady Sunseeker. The truth. And I am not one to deny people their basic desires and instincts.”
Hun sendte Indora et smil, der ville have passet sig for en kat, der havde drukket fløde.
_________________
~You will always be fond of me. I represent to you all the sins you never had the courage to commit~
Juniper- Antal indlæg : 219
Reputation : 2
Bosted : Hun lader til at eje villaer eller andre former for boliger alle mulige steder. Lige nu opholder hun sig primært i Aquener.
Evner/magibøger : Decay
Sv: Nocturnal Nights for Pure Delight - Juniper
af Indora Ons 18 Aug 2021 - 23:31
Begivenhedsrigt var næsten for svagt et ord for alle de indtryk der kom fra alle retninger. Indora opfangede kampen, et let smil bredte sig på de fyldige læber som hun fornøjede sig et øjeblik med synet før hun vendte det gyldne tilbage mod den kønne hvidhårede kvinde foran hende. Hendes blik bevægede sig ikke væk fra det punkt af. Nej, hendes forældre havde gjort meget ud af at fortælle hende alt hvad de vidste, hvordan de fleste som de slog forhandlinger med havde en vigtighed i at føle sig set, at det ikke blot var at slå en handel og komme videre. Det var næsten naturligt for hende, men det var ikke fordi at Lady Graceling lagde nogen hård vægt på selskabet, tværtimod ville Indora sige at hun som hun ville nævne at hun havde set frem til dette længe.
”My parents made it clear that you were one of the favorites.” sagde hun blot, for at holde det ganske transperant imellem dem. Der var ingen grund til at holde hemmeligheder. Hun tog sit eget glas vin og tog blot en lille slurk af det. Det søde var næsten forfriskende, dog misundede hun dem som drog den egentlige næring ud af det. Det måtte være en anden type smag som de fik i munden, en der faktisk kunne drage til afhængighed og lysten til mere. Hun nikkede blot til Lady Gracelings forundring og ville næsten rulle øjne, dog gjorde hun ikke af den tygelige grund at det ville være til ingen nytte med hendes gyldne øjne.
”They were not just impressive.” Sagde hun med et let smil over læberne. Men det var ikke fordi hun ikke havde vidst hvad hun skulle gøre før de overgav rebbene. Det ville have været uansvarligt og selv ikke Indora havde gået med til noget så tåbeligt. Så da Lady Graceling spurgte om hendes kompetence, blottede hun tænderne i smilet der voksede. ”You have no idea, but I guess this is the moment for me to impress.."
"Even the most graceful cities can have their flaws. Call a slave a servant, pay them a fake coin and make a contract in a name that isn’t even theirs. Before you know it, there are truly no slaves in Sunfury.” Fortalte hun, afsluttende med at le en let latter som hun fandt det humoristisk. "You should come see the place where I live if you ever visit Sunfury, I'm sure you would love it."
Hun ville dog gerne vide hvad det var som Lady Graceling tænkte om stedet her. Den bedste måde at lære nogen at kende startede altid med spørgsmål der lagde an til tanker. Hun luftede sine egne men måtte indrømme at hun havde større interesse i at lytte end at tale. Dog så holdte hun sig til sine sande tanker, for hun kunne ikke bede om noget uden at give noget tilbage. Og selvom det var kort, så gav det mening. Hun kiggede rundt som Lady Graceling viftede med hånden i en getus, lod sine øjne se på folkene der levede deres liv frit. ”The truth...” gentog hun en anelse fraværende i sind, men så drog hun en dyb indånding ind der trak hende tilbage.
”But are they acting to their true hearts desire or simply the frustration of being chained up in laws and order?” spurgte hun så som spørgsmålet havde ramt hende i hendes korte fravær. “Could good hearted people do this, simply because they have had a bad day and need the room to vent? Or is it truly just desires and instincts?” spurgte hun så. For det var ganske tankevækkende. Og ikke mindst hjernevridende. Hun tog endnu en slurk af sin vin og kiggede på et par som sad og udvekslede hede kys. Et par der ikke just var vellidt af loven selv, men Indora så intet problem i det. Men måske var der også et personligt bias anlagt i hendes ligegyldighed til det hun så.
”My parents made it clear that you were one of the favorites.” sagde hun blot, for at holde det ganske transperant imellem dem. Der var ingen grund til at holde hemmeligheder. Hun tog sit eget glas vin og tog blot en lille slurk af det. Det søde var næsten forfriskende, dog misundede hun dem som drog den egentlige næring ud af det. Det måtte være en anden type smag som de fik i munden, en der faktisk kunne drage til afhængighed og lysten til mere. Hun nikkede blot til Lady Gracelings forundring og ville næsten rulle øjne, dog gjorde hun ikke af den tygelige grund at det ville være til ingen nytte med hendes gyldne øjne.
”They were not just impressive.” Sagde hun med et let smil over læberne. Men det var ikke fordi hun ikke havde vidst hvad hun skulle gøre før de overgav rebbene. Det ville have været uansvarligt og selv ikke Indora havde gået med til noget så tåbeligt. Så da Lady Graceling spurgte om hendes kompetence, blottede hun tænderne i smilet der voksede. ”You have no idea, but I guess this is the moment for me to impress.."
"Even the most graceful cities can have their flaws. Call a slave a servant, pay them a fake coin and make a contract in a name that isn’t even theirs. Before you know it, there are truly no slaves in Sunfury.” Fortalte hun, afsluttende med at le en let latter som hun fandt det humoristisk. "You should come see the place where I live if you ever visit Sunfury, I'm sure you would love it."
Hun ville dog gerne vide hvad det var som Lady Graceling tænkte om stedet her. Den bedste måde at lære nogen at kende startede altid med spørgsmål der lagde an til tanker. Hun luftede sine egne men måtte indrømme at hun havde større interesse i at lytte end at tale. Dog så holdte hun sig til sine sande tanker, for hun kunne ikke bede om noget uden at give noget tilbage. Og selvom det var kort, så gav det mening. Hun kiggede rundt som Lady Graceling viftede med hånden i en getus, lod sine øjne se på folkene der levede deres liv frit. ”The truth...” gentog hun en anelse fraværende i sind, men så drog hun en dyb indånding ind der trak hende tilbage.
”But are they acting to their true hearts desire or simply the frustration of being chained up in laws and order?” spurgte hun så som spørgsmålet havde ramt hende i hendes korte fravær. “Could good hearted people do this, simply because they have had a bad day and need the room to vent? Or is it truly just desires and instincts?” spurgte hun så. For det var ganske tankevækkende. Og ikke mindst hjernevridende. Hun tog endnu en slurk af sin vin og kiggede på et par som sad og udvekslede hede kys. Et par der ikke just var vellidt af loven selv, men Indora så intet problem i det. Men måske var der også et personligt bias anlagt i hendes ligegyldighed til det hun så.
Indora- Antal indlæg : 17
Reputation : 1
Bosted : Har bolig i Sunfury men bor pt i Terrorville.
Evner/magibøger : Ti Tusinde Brændende sole
Sv: Nocturnal Nights for Pure Delight - Juniper
af Juniper Tors 19 Aug 2021 - 21:58
”Did they now? I’m honoured,” spandt hun og belønnede Lady Sunseeker med glimtet af et smil.
Det var ganske sandsynligt, at dette blot var spytslikkeri. At en handlende kaldte en for sin favoritkunde var ikke usædvanligt i et forsøg på at forbedre et forretningsforhold. Så Juniper tog det med et gran salt. Desuden, hvad Sunseeker familien syntes om hende var i for sig ikke noget, hun ville bruge alt for meget tid på. De sørgede for, at hun havde de slaver, hun havde brug for og hun respekterede deres arbejdsmoral og den magt, de havde opbygget sig i slavehandlernes kredse. Hvad de lavede, når de var normale mennesker udenfor deres arbejde, kærede hun sig meget lidt om. Og så dog. Indora var…somehow alligevel fascinerende. Desuden havde hun ikke umiddelbart nogen fornemmelse af, at skulle arbejde hårdt for dæmonens værdsættelse. Juniper var ikke vant til at skulle arbejde særlig hårdt for at imponere folk. For de flestes vedkommende var det godt nok kun kropslig lyst eller æstetisk fascination, der drev værket, men hvad? Det kunne også noget, hun havde ikke brug for dyb kærlighed, hendes mål hvad det nu engang var. Som regel bare at orme sig tilpas meget ind i folks liv til at kunne suge dem tørre for deres penge, mad, hvad som helst de ejede. Kærlighed var en morsom størrelse dog. At se, hvor langt folk var villige til at gå på baggrund af deres mærkelige forestillinger om, at de elskede hende. Nærmere ideen om hende. Hvis de vidste, hvad hun i virkeligheden var, hvad hun var skabt til og hvad hun havde gjort, ville de næppe påstå noget sådant nogensinde igen.
Hun havde sine fornemmelser om denne unge dæmon. Ikke at kvinden nogensinde ville elske hende, sandsynligvis, men en vis fascination hang i luften mellem dem. Måske lagde hun så meget mærke til den, fordi den var mere gensidig, end hun selv helt ville være ved, men…tja. Smukke kvinder havde altid været lidt en svaghed. De kunne noget mænd ikke, i hvert fald i dødssyndens øjne, ikke var i stand til. Måske var det fordi kvinder af samfundet så ofte blev bedt om at holde sig i baggrunden, aldrig at sige for meget, at det var så forfriskende, når de ikke gjorde det. Brød reglerne. Hvis der var noget Juniper var glad for, så var det at få folk til at bryde regler.
Og så nødt hun bare kvinders måde at vise interesse på på en anden måde. Måske havde hun bare været uheldig i en periode, men hun var træt af mænd, der opførte sig som savlende dyr over et stykke kød, så snart man så meget som trak vejret i deres nærhed. Så hun føjede sig måske en anelse ekstra. Legede glædeligt med. Smilede skælmsk til Indora over kanten på sit vinglas, som hun tømte det og derefter lod en tjener fylde det på ny.
”Well, go ahead then, impress me.”
Om det var en opfordring eller en decideret ordre stod lidt hen i det uvisse. Hun snuppede endnu en kage fra fadet og lænede sig tilbage i stolen med et nysgerrigt glimt i øjet.
Hun lyttede opmærksomt til Indoras næste ord, lagde hovedet en anelse på skrå. Hendes blege kinder havde, efter varmen i dem at dømme, antaget en sart rosa farve takket være vinen og de blå øjne glødede. Smilet, der nu bredte sig om hendes læber, lod da heller ikke nogen tvivl blive sået om, at hun reelt var imponeret.
”Oh you clever girl,” udbrud hun med en varm latter og greb en af dæmonens hænder i begge sine.
”If you manage to keep this up under his highness the good king and magnificent emperor’s dog nose, I applaud you.”
Åh, bare tanken. Noble kong Fenrer i sit fine slot i Sunfury, der ingen uråd anede.
”Do watch yourself though, I hear he is like a hound on a trail, when he has caught even a whiff of something not to his liking. Pfft, try to understand that we live in a civilized society, some people are meant to serve, we can’t all sit around in a forest and sing songs to each other. If the manual labour is not delegated to those who are not meant for something better no great things would ever get done,” påstod hun og viftede affærdigende med hånden. Hun var træt af blødsødne argumenter. Altid det samme, ‘jamen de er også levende væsner’ som om visse levende væsner ikke var mere værd end andre. Du kunne fodre din hund en rest knogler, men det betød ikke, at du inviterede den med til bords.
”An invitation already? How kind,” sagde hun glat. Tjoh, det kunne da godt være, at hun ville dumpe forbi en dag, om ikke andet, så for at styrke relationen.
Dæmonens overvejelser omkring hjertets potentielle godhed overfor lov og ordens snerrende bånd var mere underholdende, end mange samtaler, hun på det seneste havde haft, så hun lod det stå på. Lyttede med et lille skævt smil, der ikke helt afslørede om det var hende, eller noget andet, der medførte denne morskab hos dødssynden.
”But Lady Sunseeker! Are you implying that anybody alive could be so…pure of heart, that they do not have basic desires underneath all that? Forgive me if I’m being fatalistic, but I hardly think that such a level of purity exists and if it does, I weep for the poor creatures saddled with such a burden. Their lives must be dreadfully dull, don’t you think?”
Kvinden var en dæmon. En succubus endog. Vant til at udnytte svagheden, der var tilstede i de fleste væsners sjæle, så Juniper gik ud fra en eller anden form for forståelse.
Juniper fulgte Indoras blik og kunne ikke lade være med at smile over, hvad der havde fanget hendes opmærksomhed. De to kvinder var for optaget af sig selv og hinanden til at ligge mærke til ret meget andet, men for Juniper virkede det næsten som om Indora lige havde outet sig selv.
Hun vendte blikket tilbage mod dæmonen. Hævede spørgende et øjenbryn.
Det var ganske sandsynligt, at dette blot var spytslikkeri. At en handlende kaldte en for sin favoritkunde var ikke usædvanligt i et forsøg på at forbedre et forretningsforhold. Så Juniper tog det med et gran salt. Desuden, hvad Sunseeker familien syntes om hende var i for sig ikke noget, hun ville bruge alt for meget tid på. De sørgede for, at hun havde de slaver, hun havde brug for og hun respekterede deres arbejdsmoral og den magt, de havde opbygget sig i slavehandlernes kredse. Hvad de lavede, når de var normale mennesker udenfor deres arbejde, kærede hun sig meget lidt om. Og så dog. Indora var…somehow alligevel fascinerende. Desuden havde hun ikke umiddelbart nogen fornemmelse af, at skulle arbejde hårdt for dæmonens værdsættelse. Juniper var ikke vant til at skulle arbejde særlig hårdt for at imponere folk. For de flestes vedkommende var det godt nok kun kropslig lyst eller æstetisk fascination, der drev værket, men hvad? Det kunne også noget, hun havde ikke brug for dyb kærlighed, hendes mål hvad det nu engang var. Som regel bare at orme sig tilpas meget ind i folks liv til at kunne suge dem tørre for deres penge, mad, hvad som helst de ejede. Kærlighed var en morsom størrelse dog. At se, hvor langt folk var villige til at gå på baggrund af deres mærkelige forestillinger om, at de elskede hende. Nærmere ideen om hende. Hvis de vidste, hvad hun i virkeligheden var, hvad hun var skabt til og hvad hun havde gjort, ville de næppe påstå noget sådant nogensinde igen.
Hun havde sine fornemmelser om denne unge dæmon. Ikke at kvinden nogensinde ville elske hende, sandsynligvis, men en vis fascination hang i luften mellem dem. Måske lagde hun så meget mærke til den, fordi den var mere gensidig, end hun selv helt ville være ved, men…tja. Smukke kvinder havde altid været lidt en svaghed. De kunne noget mænd ikke, i hvert fald i dødssyndens øjne, ikke var i stand til. Måske var det fordi kvinder af samfundet så ofte blev bedt om at holde sig i baggrunden, aldrig at sige for meget, at det var så forfriskende, når de ikke gjorde det. Brød reglerne. Hvis der var noget Juniper var glad for, så var det at få folk til at bryde regler.
Og så nødt hun bare kvinders måde at vise interesse på på en anden måde. Måske havde hun bare været uheldig i en periode, men hun var træt af mænd, der opførte sig som savlende dyr over et stykke kød, så snart man så meget som trak vejret i deres nærhed. Så hun føjede sig måske en anelse ekstra. Legede glædeligt med. Smilede skælmsk til Indora over kanten på sit vinglas, som hun tømte det og derefter lod en tjener fylde det på ny.
”Well, go ahead then, impress me.”
Om det var en opfordring eller en decideret ordre stod lidt hen i det uvisse. Hun snuppede endnu en kage fra fadet og lænede sig tilbage i stolen med et nysgerrigt glimt i øjet.
Hun lyttede opmærksomt til Indoras næste ord, lagde hovedet en anelse på skrå. Hendes blege kinder havde, efter varmen i dem at dømme, antaget en sart rosa farve takket være vinen og de blå øjne glødede. Smilet, der nu bredte sig om hendes læber, lod da heller ikke nogen tvivl blive sået om, at hun reelt var imponeret.
”Oh you clever girl,” udbrud hun med en varm latter og greb en af dæmonens hænder i begge sine.
”If you manage to keep this up under his highness the good king and magnificent emperor’s dog nose, I applaud you.”
Åh, bare tanken. Noble kong Fenrer i sit fine slot i Sunfury, der ingen uråd anede.
”Do watch yourself though, I hear he is like a hound on a trail, when he has caught even a whiff of something not to his liking. Pfft, try to understand that we live in a civilized society, some people are meant to serve, we can’t all sit around in a forest and sing songs to each other. If the manual labour is not delegated to those who are not meant for something better no great things would ever get done,” påstod hun og viftede affærdigende med hånden. Hun var træt af blødsødne argumenter. Altid det samme, ‘jamen de er også levende væsner’ som om visse levende væsner ikke var mere værd end andre. Du kunne fodre din hund en rest knogler, men det betød ikke, at du inviterede den med til bords.
”An invitation already? How kind,” sagde hun glat. Tjoh, det kunne da godt være, at hun ville dumpe forbi en dag, om ikke andet, så for at styrke relationen.
Dæmonens overvejelser omkring hjertets potentielle godhed overfor lov og ordens snerrende bånd var mere underholdende, end mange samtaler, hun på det seneste havde haft, så hun lod det stå på. Lyttede med et lille skævt smil, der ikke helt afslørede om det var hende, eller noget andet, der medførte denne morskab hos dødssynden.
”But Lady Sunseeker! Are you implying that anybody alive could be so…pure of heart, that they do not have basic desires underneath all that? Forgive me if I’m being fatalistic, but I hardly think that such a level of purity exists and if it does, I weep for the poor creatures saddled with such a burden. Their lives must be dreadfully dull, don’t you think?”
Kvinden var en dæmon. En succubus endog. Vant til at udnytte svagheden, der var tilstede i de fleste væsners sjæle, så Juniper gik ud fra en eller anden form for forståelse.
Juniper fulgte Indoras blik og kunne ikke lade være med at smile over, hvad der havde fanget hendes opmærksomhed. De to kvinder var for optaget af sig selv og hinanden til at ligge mærke til ret meget andet, men for Juniper virkede det næsten som om Indora lige havde outet sig selv.
Hun vendte blikket tilbage mod dæmonen. Hævede spørgende et øjenbryn.
_________________
~You will always be fond of me. I represent to you all the sins you never had the courage to commit~
Juniper- Antal indlæg : 219
Reputation : 2
Bosted : Hun lader til at eje villaer eller andre former for boliger alle mulige steder. Lige nu opholder hun sig primært i Aquener.
Evner/magibøger : Decay
Lignende emner» Sinful Nights ~ Juniper
» Some nights - Arason
» Bloody nights - Razor
» Pure hearts -Selicity-
» Red Decor - Juniper
» Some nights - Arason
» Bloody nights - Razor
» Pure hearts -Selicity-
» Red Decor - Juniper
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» Bog klub - idetråd til bøger
» A royal search for knowledge
» What do you get, when you mix a broken heart with bad company?... A sinful cocktail.
» Wait a meow-ment... this can't be good! - Dr. Trott
» Ny hersker af Aquener (admin nyhed)
» In the Hands of a Demon - Emery
» Your new home, my little sweetheart
» As if anything would change (Valentine)