...Are You kidding me!? - Natalie

af **Maeve** Tors 7 Okt 2021 - 23:06

Sted: Terrorville District, udenfor Natalies hjem.
Tid: omkring kl. 16 om eftermiddagen.
Vejr: efteråret dominerer vejret i doomsville, det er koldt, overskyet og en stærk vind blæser gennem gaderne. Regnen skyller gennem gaderne med få pauser og der hænger et dulmende mørke over byen.
Omgivelser: Der er næsten ingen ude på gaderne, kun få kuske kører ned af gaden.

Udseende: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Regnen silede ned over Doomsville og de mørke skyer havde lagt et dunkelt tæppe over byen og det omkringliggende terræn, så langt som øjet rakte. Gaderne var næsten mennesketomme på nær en enkel karet. Kareten gled langsomt igennem gaderne og mod et stort palæ. Maeve som sad inde i kareten kendte ikke den nøjagtige destination på nær hvad adressen var. Hun havde fundet adressen ved at forhøre sig ad i de lavere dæmon kredse, som hun havde fundet på luskede barer i Rotten Root District. Det havde ikke været super nemt, men dog heller ikke umuligt at få adressen. Mange af dæmonerne havde ikke kendt adressen simpelt fordi de ikke var nok værd til at have behov for at nogensinde at skulle dukke op hos racelederen.
Maeve havde kigget åndsfraværende ud af vinduet i kareten og lagde nærmest ikke mærke til det, da den stoppede foran et stort palæ. Hun rettede blikket mod bygningen og fandt det passende for en raceleder at bo sådan et sted.
Maeve trådte ud af kareten og begav sig målrettet op til det store indgangsparti, hun bankede på med hård hånd så det umuligt kunne overhøres, men samtidig var det ikke en voldsom banken.
Maeve havde været tilbage i næsten 3 måneder, hun var fuldt helet og hendes styrke var begyndt at komme tilbage efter hun var begyndt at træne igen. Hun var en af dem der altid var blevet set som lille og svag pga. hendes lille størrelse, men Maeve havde altid overrasket folk. Hun kunne tage selv de største mænd, så længe evner ikke blev inkluderet (men så ville hun selvfølgelig bruge sin egen, den kunne dog ikke hjælpe hende hvis det var en psykisk manipulativ evne folk havde), dog ville ikke kunne tage et evolved væsen, de var superior mod hendes styrke, uanset hvor meget hun så trænede. Men på trods af hvor meget hun trænede slap frygten hende ikke. Maeve havde været stærk da hun blev bortført, hun burde ikke kunne blive bortført på den måde som hun blev og hun var bange for at det ville ske igen, det var ikke noget hun nogensinde sagde højt og hun gemte skrækken med vrede, men indeni var det noget hun frygtede på daglig basis. Når det så var sagt var det ikke noget der stoppede Maeve i at gå uden for en dør, hendes personlighed gjorde hende til en ægte lille daredevil, hvilket vil sige at hvis hun var bange for noget og det gjorde at hun tænkte på en mulighed at undgå det, så blev hun fanden i voldsk og gjorde præcis det modsatte af den tanke. Som i dette tilfælde. Hun var bange for at blive kidnappet igen og hendes tanke var at for at blive i sikkerhed kunne hun jo altid blive indendøre, gemt væk for evigt. Ergo agerede hun ved at gå ud og gøre som hun normalt ville før hun blev kidnappet. Hun ville fandme ikke leve i skyggen af frygt, ingen skulle diktere hendes liv på den måde! Det var jo ikke et liv og Maeve var glad for sit og gik efter at leve det til fuldest.
Og dette var nok hele grunden til at hun jo nu stod her, foran racelederens palæ og ventede på at døren blev åbnet. Maeve havde brug for sikkerheden i at være på racelederens gode side, det ville give hende lidt mere tryghed, indtil hun kunne finde ud af hvem der havde gjort dette mod hende og hun kunne jage dem, torturere dem og dræbe dem. For hvor vovede de at lægge så meget som en finger på hende? hvor vovede de at bortføre hende, lukke hende inde i den sølle lille celle og torturere hende i 3!?!?!? fucking år! Maeve mærkede endnu engang vreden boble i hendes blod som hun tænkte på sin bortførelse. Hun skyndte sig dog at få kontrol over sig selv igen, inden døren foran hende ville åbne sig.

af **Natalie** Søn 17 Okt 2021 - 1:21

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Roen havde sænket sig over Doomsville. Mørket og det skumle vejr havde fået skubbet selv de mest lyssky væsner indendørs, og den øverste del af Terrorville distrikt var ingen undtagelse. Natalie selv havde været et smut forbi Det Sorte Marked, tidligere på dagen, i håbet om at finde lidt spændende til sin voksende alkymi-hobby. Regnen havde dog hurtigt fået meldt sin ankomst, og den sædvanlige gruppe, som fulgte den ungt-udseende raceleder var hurtigt flygtet hjem til familiens enorme palæ i sikkerhed for vejret. Palæet, hvis mørke ydre næsten virkede faretruende, omgivet af diverse eksotiske og ikke mindst giftige planter, viste blot få tegn på liv inde bag de farvede ruder. Små flakkende lys kunne opfanges udefra, men ellers var der stille, som resten af byen. Tenebris palæet havde aldrig været et sted fyldt med liv og glade dage, og efter bortgangen af dets tidligere ejermænd, syntes det endnu mere dødt end førhen. Kun sjældent brugt til få store begivenheder såsom Midsommerbal eller lignende, levede palæets nuværende ejermand trods alt alene – så man bort fra stablen af tjenestefolk og slaver.

Natalie havde efter formiddagens begivenheder, trukket sig til sit legeværelse. Hun var for en gangs skyld ikke voldsomt interesseret i sit sædvanlige administrative arbejde, og for nu var der egentlig ro på lederposten. Derfor fandt hun sig selv i fuld gang med diverse fornøjende aktiviteter i selskab med Poppy, der som altid virkede noget mindre fornøjet ved værelset, end hun selv var. Udover englen og dæmonen, lå der i hjørnet af værelset, Tempus. Det enorme hundelignende væsen, havde alle seks øjne rettet med et sultent blik imod en lille hvid skabning, som befandt sig i Natalies skød. En kridhvid kanin. Dyret havde hun købt tidligere på dagen, og fandt nu stor glæde ved at lade fingrene kører igennem dets bløde pels, imens Poppy var godt i gang med at stille op til leg med nogle af hendes dukker – bl.a. hendes nyeste af slagsen, anskaffet på en ganske nylig tur til Dragons Peak.

Ved lyden af banken på døren, standsede husets butler op i hall’en. Jamie tøvede et øjeblik før, at han stillede bakken, som bar diverse tomme kopper og tallerkener efter eftermiddagens snack-tid, på et bord i nærheden, hvorefter han begav sig imod den massive hoveddør. Inden han åbnede, kørte han hurtigt en hånd igennem håret, og rettede diskret på uniformen. Døren gled op med en tung knagen, og Jamie kunne til sin store overraskelse konstatere, at der befandt sig en kvinde ude i regnen. Et øjeblik fik han et glimt af en lignende episode få år tilbage, og fik næsten lyst til at sukke tungt. Alligevel valgte han at bevare roen lidt endnu, og spurgte derfor kvinden, med en rolig mine, imens han fortsat blokerede indgangen med sin egen krop lidt endnu.

” Good afternoon, miss. How can I help you?”

af **Maeve** Lør 18 Dec 2021 - 18:29

Maeve samlede sig selv, og da døren åbnede og hun blev mødt af husets butler, fremstod hun som rolig og samlet, der var intet frembrusende ved hende overhovedet, tværtimod. Maeve var hjernevasket siden hun blev født, til at opføre sig korrekt over for andre højt stående væsner, eller i hvert fald højtstående dæmoner, hun kendte derfor til alle etiketter og manerer. Dog havde de sidste 3 år under jordens overflade gjort hende rusten i rutinerne, og hun skulle nu tænke sig om, før kørte det på automatik for hende. Hendes læber skilte sig let ad og hun lod sig vente på ordene før hun talte med en stemme der indgydede respekt og fortalte at hun ikke var en nobody. Hun talte så selvsikkert at det var let at høre, at hun kom fra adelig ophav. Kun de adelige var ikke bange for at komme til at sige noget forkert til andre, og skulle de gøre det, ville en simpel undskyldning eller forklaring kunne rode bod på det. Det var værre for lavt rangerede væsner, de ville blive behandlet på en helt anden måde hvis de lavede samme fejl som en adelig.
Maeve havde haft hætten over hovedet for at skærme for det forfærdelige vejr, men nu hvor butleren havde adresseret hende, lod hun den falde ned med et perfekt fej med den ene hånd. Maeve mørke hår kom frem til syne og hendes ansigt ville højst sandsynligt være nemmere at se nu. De grå øjne hvilede på butleren og hendes lyse hud skinnede nærmest som perlemor i regnen og mod kontrasten af hendes mørke hår og øjnbryn.
” Good afternoon Sir, I am Lady Maeve Nimueh Aurora Mithrith, and I’m here to have an audiens with the leader of our species.” Ordene kom endelig fra hendes læber, trods der dog kun var gået få øjeblikke fra hendes læber havde skilt sig. Hun var stålsat på at få en audiens her og nu, hun ville ikke tage nej som et svar. Men af ren høflighed og for at gøre situationen til hendes fordel, valgte hun at vente på en invitation indenfor. Dog ville hun om nødvendigt, trænge ind i huset.

af **Natalie** Tors 23 Dec 2021 - 0:06

Butleren sukkede tungt. Der var et eller andet ved hele scenariet, der vækkede ubehagelige gamle minder. Han var dog en ikke helt dum, og havde skam lært af sine fejl fra sidst. Det varede dog en rum tid før, at kvinden besluttede at svare på hans ellers simple spørgsmål. Alligevel blev han blev trofast stående i døren, opmærksom på selv den mindste bevægelse. Det var først, da kvinden omsider valgte at svare ham, at han turde ånde lettet ud. Det virkede da trods alt til, at der var noget mellem ørerne på denne her… og selvom navnet ikke umiddelbart sagde butleren noget, så lød det vigtigt nok til, at han valgte at træde til side. Han valgte at tale, som Maeve forhåbentlig tog imod invitationen, og trådte indenfor i det mørke palæ. ” Welcome Lady Mithrith. Please wait here, while I inform Lady Von Tenebris of your arrival.”

Jamie håbede virkelig, at kvinden holdt sig i ro, men han turde næsten ikke gøre andet end at stole på hende. Butleren vendte i hvert fald straks om på hælene, og begav sig dernæst med lange skridt ned af en af husets dunkle gange, kun svagt oplyst af enkelte levende lys. Ingen tvivl om, at Natalie ikke ville blive glad for forstyrrelsen… men i håbet om, at det ikke endte i slåskamp som deres sidste uventede besøg, besluttede butleren, at han ville forsøge at glatte stemningen lidt ud på forhånd. Derfor lød der efter blot et øjeblik, en forsigtig banken på døren, som ledte ind til dæmonens legeværelse. Overrasket rejste Natalie hovedet, og betragtede så misfornøjet, hvordan Jamie stak hovedet indenfor.

”Excuse my sudden interuption, my lady… but you have a guest.”
“ A guest? Now?... Is it Lord McGivens?”
“No, my lady. It’s a woman. She presented herself as Lady Maeve Nimueh Aurora Mithrith.”
“Mithrith?... And what does she want?”
“She wishes for an audience with you, my lady.”
“Why?”
“She did not say, my lady.”
“And you did not ask, Jamie?”
“No, my lady.”

Natalie sukkede irriteret over butlerens uduelighed, samt kvindens pludselige tilstedeværelse. Hendes kalender havde været tom i dag. Så meget var den lille dæmon sikker på. Det lignede ikke et adeligt navn som Mithrith at dukke uanmeldt op, på den måde. Ikke at hun kendte familien særlig godt, men de havde da gnubbet albuer en gang eller to til større events. Alligevel syntes navnet forkert. Det var ikke, hvad hun huskede fruen af huset som. Der var noget ved hele ved situationen, som ikke virkede rigtigt. Derved overvandt nysgerrigheden altså behovet for at lege – for nu altså. De dybblå øjne rettede sig mod Jamie, der stadigvæk hang usikkert i døren. ”Escort Lady Mithrith to my playroom.” Butleren nikkede bekræftende, og forsvandt så. Maeve ville ikke have ventet længe før, at butleren pludselig dukkede op igen, med et høfligt smil.

” Lady Von Tenebris will see you now. Please follow me and allow me to take your coat before we go.” Skulle Maeve være interesseret, ville Jamie tage imod hendes kappe, og lægge den over sin ene arm. Dernæst ville han vende om, og begynde at gå i samme retning som før, da han var sikker på, at hun fulgte trop. Efter en kort gåtur igennem den mørkelagte gang, standsede butleren ved en lukket dør, hvor han hurtigt bankede på. En lys stemme indefra, bad dem komme ind, hvorefter Jamie åbnede døren for Maeve. Selv holdt han sig tilbage, og lod kvinden træde ind først før, at han selv trådte indenfor. ”Presenting Lady Natalie Mania Von Tenebris and Lady Maeve Nimueh Aurora Mithrith.” Efter den kortvarige præsentation, bukkede Jamie kort, og skyndte sig derefter ud af rummet – dog ville han hurtigt spørger Maeve, hvorvidt hun ønskede en forfriskning. Skulle dette være tilfældet, ville han gå på jagt efter, hvad end hun søgte.

I rummet ville Maeve møde et ocean af legetøj i alle størrelser og typer. Nogle mere makabre end andre. Som for eksempel en dukkestørrelse guillotine, hvori der befandt sig en porcelænsdukke, hvis hovedet tilsyneladende for nyligt havde måtte lade livet. Porcelænsstumperne lå i hvert fald stadigvæk spredt ud over gerningsstedet, imens diverse plyssede tøjdyr lå på række i nærheden, næsten som om, at de ventede på deres tur. Rummet var mørkt, som med resten af huset, men alligevel var det tilpasset med lidt sarte pastelfarver på diverse bløde lænestole, underlige malerier, samt tøjgenstande, spredt udover værelset. I midten af rummet, stod to skikkelse. Den ene var Natalie, der med et komplet roligt udtryk betragtede Maeve, imens en lille børnehånd strøg henover pelsen på den hvide kanin, som hun stadigvæk stod med i favnen. Ved hende side stod en spinkel ung kvinde, hvis lyserøde hår krøllede om hendes blege ansigt. Kvinden bar en hvid klap for det ene øje, og havde begge hænder foldet foran sig. Hvad der var skjult for det blotte øje, var kvindens fjerløse og yderst underudviklede vinger, som gemte sig bag på hendes ryg. Dette kunne ikke ses med det blotte øje, medmindre man fandt en anden vinkel at se Poppy fra. Begge kvinder forhold sig tavs, nysgerrig på Maeves næste træk. I baggrunden af det hele, lå desuden en gigantisk hundelignende skikkelse. Tre hoveder rejste sig pludselig på samme tid, og rettede deres sultne blik imod Maeve, sammen med kvinderne, imens en advarende brummen lød dybt et sted fra dyrets bryst.

af **Maeve** Tirs 28 Dec 2021 - 18:18

Maeve nikkede en enkelt gang, for at vise at hun accepterede butlerens krav. Hun trådte ind i det mørke palæ og lod et blik med moderat nysgerrighed glide over hendes omgivelser. Hendes krops positur, viste at hun var afslappet og ikke havde for sinde, at rykke sig væk fra området. Havde hun ikke været af nobel opvækst, havde hun nok stået og hængt med sløv krop, men det gjorde hun ikke. Dog for adelige, ville hendes holdning lige nu, nok svare til at hun stod og hængte, men med ret ryg selvfølgelig. Maeve betragtede nøje sine omgivelser. Stedet var… dekoreret på anden vis end hvad hun selv ville have gjort. Men hver sin smag, det var bare ikke hendes smag.
Maeve pustede kedende luften ud af lungerne, pressede læberne sammen og gned dem mod hinanden. Hun hørte butlerens skridt fra den gang han var forsvundet af, og hun forventede hans tilbagevendende med en rankere ryg, med et afslappet blik i øjnene og hænderne foldet bag på ryggen. Hun sendte ham et lille koldt smil da han erklærede at Lady Von Tenebris havde accepteret hendes audiens. * Så vores raceleder er en kvinde.. det ændrer jo lidt på tingene, men det kan jeg arbejde med*. Hun frigjorde sig selv fra kappen, som lå fastgjort om hendes hals og rakte ham den og fulgte ham straks derefter ned gennem den mørke gang. Det var ikke fordi at hun havde interesse for at blive her hele dagen. Maeve brød sig generelt ikke så meget om andres selskab, det havde hun aldrig gjort. Hun lærte hurtigt i en ung alder at alle altid ville have noget fra en og ingen var der for kun at tilbringe tid med en. Derfor havde Maeve aldrig haft venner, hun gad simpelthen ikke at omgås folk der kun ville hende, for hendes familie penge eller goder. Og jo ældre hun blev, blev listen med ting folk ville have fra hende, længere.
Maeve trådte ind i hvad der uden tvivl var et børneværelse, hvilket forbløffede hende og for et kort sekund gled et overraskende blik hen over hendes ellers så kolde øjne. Efter dette korte forbløffede øjeblik, samlede Maeve sig selv og betragtede rummet med større observation. For hende var dette et ganske almindeligt børneværelse, når man tænkte på indholdet og især hvilket legetøj der var her. Maeve havde selv haft noget lignende. Maeve selv havde ikke haft en guillotine, men hun havde haft en galge, gabestok og nogle gange brugte hun en balje med vand, til at drukne sine dukker. Da hendes blik landede på den hundelignende skikkelse, rynkede hun let på panden. Ikke af frygt, men mere af forundring. Hvad lavede et sådan væsen i et børneværelse? Ja ganske vidst, var det jo nok husets dyr, men ikke et hun selv ville stationere i et børneværelse. Til sidst gled hendes øjne over barnet med kaninen i armene. Hun havde godt lagt mærke til barnepigen, men hun havde ikke rigtigt bidt notits af hende. Det var tydeligt for Maeve at hun var en del af husholdningens personale. Hun tiltede hovedet let på skrå da hun så barnet… var dette racelederen? Umuligt! Det var jo bare et barn.. og hun var da også ved at udbryde denne kendsgerning men bed sig bogstaveligtalt i tungen, for ikke at lade ordene komme over hendes læber.

” I feel that something might have slipped in my conversation with the butler of the house. I am in need of an audiens with the leader of the demon. Have the demons chosen a.. child as the leader? Or am I missing some important detail?”

Maeve valgte at træde varsomt. I denne verden var intet som det altid lige så ud. Men hendes hjerne var allerede skeptisk. Hvordan kunne dæmonerne vælge et barn!? Som raceleder? Dette måtte være en joke! Den lille pige foran hende måtte være datter af racelederen og prøvede at spille hende et puds! om end, valgte hun dog stadig at spørge forsigtigt ind til det. For hvis det virkelig var sandt og racen var sunket så lavt, at de valgte et barn til at lede dem, så var det ikke smart af Maeve at blive upopulær hos hende.. Maeve kunne ikke lade være med at tænke over hvad fanden der var gået galt i verden i al den tid hun havde været væk. Så meget shit var sket, at hun næsten fik hovedpine af at tænke over det nogle gange.
Maeve kom pludselig i tanke om butlerens tilbud på forfriskninger.

” No thank you, I’m alright at the moment”

Sagde hun og afslog hans tilbud om noget at drikke. Hun trådte længere ind i rummet med retning mod en af lænestolene, og stoppede foran den.

” May I sit?”

Hendes spørgsmål var ikke retorisk, hun afventede med et ydre der viste ro og respekt, imens hendes indre stadig svovlede over den mulighed, at hendes race havde valgt et barn som leder. I det næste kunne hun se sin plan A for mødet smuldre, da det gik op for hende at et barn ikke kunne tilpasses hendes plan uanset hvad, og det var heller ikke noget hun selv ønskede at prøve at få passet ind. Maeve tænkte på fulde drøn imens hun ventede på svar fra Natalie. * det eneste der kan fungere er hvis jeg benytter mig af min backup plan…* tænkte hun irriteret for sig selv.

af **Natalie** Fre 31 Dec 2021 - 1:23

Der var en snert af et underholdt glimt gemt i mørkeblå øjne, som den lille skikkelse betragtede kvinden, kastede forvirrede blikke rundt. Det var altid spændende at se, hvordan folk reagerede på rummet. Et rum som egentlig var voldsomt personligt for hendes eget vedkommende, men som hun ingen skade fandt i at dele med enkelte. Specielt ikke, når de nu alligevel valgte at komme uanmeldt, og spilde hendes dyrebare legetid. Underholdning blev dog hurtigt til irritation, da det lod til at tage kvinden frygtelig lang tid før, at hun overhovedet at registrerede Natalie. Og da hun først havde lagt øjnene på hendes lille skikkelse, blev det hurtigt tydeligt, at kvinden tilsyneladende ikke anede, hvem hun stod foran. Natalie kneb øjnene mistroisk sammen, som hun hørte spørgsmålet, og måtte samtidig virkelig anstrenge sig for ikke at fnyse højlydt. Hvor vovede hun? Den frækhed! For hvem i alverden vurderede, at det på nogen måde virkede fornuftigt at dukke op hos en adelig uden at gøre sig det mindste forarbejde inden da? En beskeden opgave i Natalies verden, eftersom hun holdt særligt meget af at studere alle folkene i sin omgangskreds ned til de mindste detaljer. Derfor kunne det lille hoved næsten ikke rumme manglen på respekt det indbød i hendes verden, men valgte alligevel at besvare kvindens spørgsmål med en rolig tone, samt et køligt blik.

” It seems that you’re missing more than just one important detail, miss Mithrith. You seek the leader of demons, yet you barely seem to know where to look – or who to ask. And now you’re stranded with a child and her pets. Tell me, what was your plan exactly?”

Dæmonen lagde hovedet på skrå, imens hun kastede et spørgende – næsten uskyldigt – blik imod Maeve. Stemmen var tydeligvis et barns. Lys og klar som dagen var lang. Men ordene var tunge og velovervejede. For de fleste satte det et par spørgsmål i gang, men det var som regel for sent før de fandt ud af, hvad der gemte sig under overfladen. Bevist lod hun stadigvæk et par spørgsmål være ubesvarede, da det trods alt kunne være sjovt at se, hvad Maeve havde tænkt sig at stille op uden svar. Desuden var der noget spørgsmålet der generede hende. Der var ikke meget demokratisk over dæmonracen, på trods af sjæledæmonernes ihærdige indsats. At påstå, at hun blot var blevet ”valgt” til rollen ville være en hvid løgn. Ikke at Natalie havde noget imod at fordreje sandheden, men for en gangs skyld ville hun mene, at sandheden fortjente at komme på bordet – på det rette tidspunkt, selvfølgelig. Der var lagt meget arbejde i at opnå den stilling, som hun bar, og det skulle en simpel kvinde ikke pludselig komme bragende og stille spørgsmål ved uden videre. Hun kendte knapt Mavees intentioner endnu. Der var dog ingen spor af bekymring hos barnet, som den lille hånd fortsat strøg hen over ryggen på kaninen. Dette var hendes hjemmebane.

Butleren så sit snit, og forsvandt lydløst så snart, at Maeve havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede mere fra ham. Natalie betragtede derfor tavst, hvordan kvinden efterfølgende bevægede sig længere ind i rummet, med retning mod en lænestol, imens Natalie stadigvæk blev stående midt i rummet. Den eneste forskel var sådan set, at hun vendte sig i kvindens retning, og rettede hovedet op igen. Det trehovedede hundevæsen gik derimod over i en knurren. Med sine næsten 3 meter i størrelse, fyldte bæstet en god portion af rummet, men Natalie lod ikke til at bemærke dyrets truende adfærd. I stedet rystede hun blot afvisende på hovedet, ved lyden af Maeves spørgsmål.

” No, you may not sit. Instead, how about we start with your agenda for tonight, miss Mithrith… before we let ourselves get too comfortable around strangers? Sounds fair?”

af **Maeve** Lør 30 Jul 2022 - 21:44

Maeve valgte ikke at svare barnet med det samme. Hun havde ret i at der var meget Maeve ikke vidste, det skulle man ikke være særlig kvik til finde ud af. Hun havde været væk i flere år grundet fangeskab, og de dæmoner hun havde haft mulighed for at få nogle ord ud af, havde af en eller anden grund ikke været særlig informative. Hun havde da undret sig over det, men valgt ikke at spilde mere tid over det, for tid var ikke noget Maeve følte hun havde forfærdelig meget af. Hun vidste stadig ikke hvem der stod bag bortførelsen og torturen af hende. Hun følte skyggerne følge hende og lure bare hendes ryg, for hvert skridt hun tog. Hun sov dårligt og let og var konstant træt pga. dette. Hun var fastbesluttet på at finde hendes forfølgere, før de fandt hende igen.
Hun trak let på skuldrene da hun fik afslag på at sætte sig, hun kendte godt denne leg, hun havde selv gjort det. Det var en magt opvisning. Maeve vendte ryggen til dem, gik over mod en bar væg og lænede sig skævt op af den. Hun havde været stille i mellem barnets monologer, taget sig tid til tænke og lytte, læse mellem linjerne.

" You are very correct, I do come unprepared to your house and I have my reasons for that, which I will not bore you with all of them, only the ones you will find relevant og useful, to decide whether or not you will help me, if even you can."

Maeve var tydeligvis afslappet trods den store hund og at barnet virkede en smule triggered. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede intenst barnet, faktisk længe nok til at nogle ville kalde det uhøfligt.

"Clearly you're the leader of the demons, what your story is, is not important to me."

Dette var ment med henblik på Natalies udseende og alder.

" I am not here to offend nor be rude to you. I seek answers that you might hold. Information that's so important to me that I chose to disturb you. If my agenda, wasn't urgent for me, I would have send a message in advance, but it is urgent."

Maeve kneb kort øjnene sammen, hun var generelt ikke villig til at lade andre vide om hendes planer og agendaer, hun tog en dyb men lydløs indånding.

" Around.. 3 years or so ago, I was abducted. I've been tortured and kept in prison ever since, but suddenly, this summer I was dumped on the street, mortally wounded, my life would have ended that night, but I had temporarily help."

Hun stoppede kort for at samle tankerne så hun kunne gøre sit ærinde så kort som muligt.

" And this is the reason why I am here. I still do not know who abducted me, but I sure as hell would love to know. Every clue I've followed so far, has ended in a dead end. This is why Iøm here unannounced, I don't know who I'm hiding from, therefore I don't know if they're still after me, and if they are.. Are they right behind me?"

Hun skubbede sig væk fra væggen og rettede sig op, lagde hænderne bag på ryggen og trådte tættere på Natalie.

" I know your help won't come for free, luckily I am from a wealthy family, if it is what you wish, I will extend, if my father already is supporting you, our donation. If we aren't supporting you yet, I will make sure of it. If you wish something else than money then that is possible to disguss as well."

af **Natalie** Ons 3 Aug 2022 - 0:27

Der var stille i legeværelset. Alt for stille, hvis man tænkte på, at der befandt tre personer i rummet. Meget lyd lod dog ikke til at forlade englen uanset hvad. Hun stod blot trofast placeret ved siden af den lille barneskikkelse, med det ene blå øje naglet til gulvet, som om, at hun var bange for at se op. Natalies eget blik hvilede derimod tungt mod Maeve, der uden varsel valgte at vende hende ryggen, blot for at vade over til den nærmeste væg, som hun skødesløst valgte at smide sin krop imod. De mørkeblå øjne fik et irriteret udtryk over sig, og misfornøjelsen var tydelig at spore i hendes ansigt. Et øjeblik var hun fristet til at fjerne pigebarnet. Lade hendes egen skygge, slæbe hende bort. Smide hende ud af vinduet, tilbage ud i regnen. Eller endnu bedre. Smide hende ned i kælderen. Til resten. Hvor hun kunne rådne op, og tænke over sin mindst lige så smagløse opførsel - og ordvalg, ikke mindst. For da hun omsider valgt at svare var det som at få smidt en våd klud i ansigtet. Uforberedt. Uinteresseret. Var dette én stor joke for hende? Et håbløst forsøg på at vinde en leders gunst, og smyge sig ind blandt de højere ranker. Et eller andet sted tvivlede Natalie efterhånden kraftigt på, hvorvidt pigen faktisk var adelig slægt eller ej. Havde det ikke lige været for navnet, som hun havde brugt, da hun præsenterede sig. Ikke desto mindre havde Natalie fået nok. Demonstrativt fnøs hun, og vendte så ryggen til Maeve.

“You are not a very clever girl, are you?”

De små ben traskede bestemt over til lænestolen, som hun netop havde nægtet Maeve. Med et enkelt hop, sad den lille barn skikkelse pludselig oppe i den, omgivet af et hav af bløde puder, som hun fik skubbet bort for at gøre plads til kaninen, som stadigvæk befandt sig i hendes favn. Dyret var tydeligvis skræmt fra vid og sans, ved synet af hunden i hjørnet af rummet, men fandt tilsyneladende ingen bedre løsningen end at forblive siddende. Natalie mærkede den hurtige puls mod sine fingerspidser, som hun strøg hen over den hvide pels endnu engang. Blikket faldt tilbage på Maeve. Tydeligt uimponeret, og komplet ligeglad med, hvorvidt hendes ord fra førhen havde skabt afstand mellem dem, fortsatte hun.

“ You come into my home. Uninvited. Unprepared. Underdressed. You bring nothing but pathetic excuses, and still you expect me not me not to be offended. Well, guess what, Miss Mithrith. I am offended. Quite a bit in fact. So… unless you want to leave this house in pieces and a few eyes shorter, I suggest that you make your point. Fast.”

Så væltede det pludselig ud med ord. Det var svært at sige, om ordstrømmen havde været planlagt fra begyndelsen, eller om Natalie havde fået skåret sin pointe igennem. Uanset hvad, så valgte hun at lytte, forholdsvis, tålmodigt. Som fortællingen skred frem, syntes noget desuden at gå op for hende. Ikke noget, som hun lod skinne igennem til sit udtryk selvfølgelig, men mere i form af tanker og brikker, som pludselig faldt på plads. Navnet. Mithrith. Det hele kom tilbage nu. Et par uhyre velhavende dæmoner havde tilbudt deres support ganske tidligt i hendes karriere som leder. Det eneste, som de havde krævet var en tjeneste. Et pest problem som havde inficeret familien. De manglede en til at fjerne beviserne. Det havde været en ganske simpel sag egentlig. Pigen var blevet fjernet uden de helt store problemer, og forholdet mellem dæmonerne var forløbet glat. Lige indtil for ganske nylig selvfølgelig. Det var vel ikke mere end et par måneder siden, at den finansielle support pludselig stoppede. Parret var kommet med en sølle undskyldning, og havde efterfølgende valgt at fryse hende ude fra deres inderkreds. Kolde fødder havde været hendes første mistanke. Uanset hvad var det ikke noget, som hun gad besvære sig med. Penge var ikke længere et problem. Så hun havde skaffet sig af med pigen, med håbet om, at naturen ville klare resten. At smerterne eller sulten i sidste ende ville overvælde hende, og hun ville lægge sig til at dø i en rendesten. Men her stod hun altså. Lyslevende. Og lige så irriterende, som Natalie havde forestillet sig ud fra forældrenes fortællinger. Et overbærende, næsten overlegent smil, fandt vej til hendes læber. Hun svarede, upåvirket af det faktum, at Maeve trådte nærmere. Noget man kunne opfatte som truende.

“ Oh, child. You didn’t even know who I was, just a few minutes ago, and now you want my help? How exactly did you come up with that idea?” Natalie rystede på hovedet, tydeligvis moret over den håbløse plan. “I can tell you this much. They’re not behind you. The only thing behind you right now, is my darling pet waiting for his evening snack. If you’re lucky, that won’t be you.”

Hun sank blikket endnu engang. Lod tankerne summe rundt, imens hun eftertænksomt studerede kvaliteten af den fine pels i sit skød. Der var mange muligheder på spil her. Valgte hun at spille sine kort rigtigt, så kunne tingene hurtigt ende ud i hendes fordel. Hun løftede kaninen. Lod den dingle foran sig, imens hun snakkede, som om det var den, og ikke Maeve hun tiltalte. Ud fra dyrets slappe krop blev det nemmere at se, hvorfor den ikke havde rykket sig. Ryggen var brækket. De ellers stærke bagben hang slapt, imens brystkassen hastigt hævede og sænkede sig. Kaninens mørke øjne søgte panisk rundt i lokalet. Som for at finde en vej ud. Dæmonen virkede komplet upåvirket af dyrets tydelige stress.

“ I have no use of your money. Besides… Something tells me that you have little to no controle over the family funds anyway. Now, let’s pretend that I actually decided to help you. For a price, of course. I would need you to bevery specific with your request. For is it influence that you seek? Information? Revenge? Power? Tell me what you desire, and I will name my price. Then we’ll take it from there.”

af Sponsoreret inhold

...Are You kidding me!? - Natalie

...Are You kidding me!? - Natalie

Sv: ...Are You kidding me!? - Natalie

Sv: ...Are You kidding me!? - Natalie

Sv: ...Are You kidding me!? - Natalie

Sv: ...Are You kidding me!? - Natalie

Sv: ...Are You kidding me!? - Natalie

Sv: ...Are You kidding me!? - Natalie

Sv: ...Are You kidding me!? - Natalie

Sv: ...Are You kidding me!? - Natalie