Tasty... (Nephthys)

Han hadede at han ikke bare kunne få lov til at være lidt sammen med hende... Men da hun begyndte at gå sagde han intet... Ikke fordi han ikke gerne ville, men han kunne ikke... Han var faldet sammen igen grundet at hans krop var svækket...

Han lod hende derfor bare gå hvis hun ville, mens han stille lagde der... Lod hende gå da han ikke kunne gøre andet end det...

Hun gik bare, tavs som altid.
Hun lukkede øjnene lidt efter og begyndte at løbe, indtil hun var tilbage ved hendes hjem, lige udenfor Firewood. En lille hytte, som kunne have været noget fra et eventyr.
Hun satte sig stille på verandaen og lukkede så øjnene op igen.

(slutter vi her, eller vil du mere?)

Han blev bare liggende, og lagde som en der næsten virkede død, og havde egentligt ikke rigtigt noget at gøre da han vågnede... Han havde ingen anelse om hvor hun var henne, og han følte sig bare fuldstændigt alene, ensom og forladt igen... Han var bange og forvirret...

''Hvorfor...''

(Vi slutter vel her, da han ikke ved hvor hun er?)

(medmindre han følger hendes fært?)

hun strakte sig lidt, inden hun rejste sig, og gik ind og hentede sin fløjte.
Hun satte sig igen på verandaen og begyndte nu at spille en blid melodi

(ville nok ikke være utænkeligt... xD)

Han kunne stadig lugte hende, og nu også høre nogle toner fra den samme retning, og han bevægede sig hurtigt i den retning... Men de sidste 50 meter hen til der hvor hun boede kravlede han, da han ikke holdt til andet...

hun spillede bare videre, mens hun sad med lukkede øjne.
Hun så sin bror for sig, som han lå - døende - i høet og prøvede at finde hende.

Hun begyndte svagt at mærke sine tårer ned af kinderne

Han fik sig rejst op, og med rolige stille skridt gik han helt op til hende, og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder, og med en rysterne hånd fjernede han nogle af hendes tåre fra kinderne...

''Såååå...''

hun fór forskrækket op på ham da han rørte hende.
Hvad laver du her!?
Hun rejste sig stille og så mod skoven

Han så ned i jorden før han talte om hvorfor han var der...

''Fordi jeg ikke kan holde ud at være alene...''

Han satte sig ned... Han ville gå hvis hun virkelig gerne ville have ham til det, men hun virkede ikke helt til at ville have ham til det...

Hun så ned.
Kom med.

Hun åbnede døren ind til hytten og så på ham

Hele hytten var i lyse farver, med friske planter overalt.
Ingen billeder på væggene, men et enkelt på en kommode i entreen.

Hun så ikke på ham mens hun gik direkte ind i et lille køkken.
Hun satte en kedel med vand over, og tog en æske med småkager frem.

Hun samlede kopper, tallerkener, sukker, mælk, og en lille tekande på en bakke

HAn fulgte stille med... En smule besværet da hans krop stadig ikke var klar til at bevæge sig rigtigt... Han måtte ligne en katastrofe, med forbindinger over det meste af kroppen, og også i ansigtet...

HAn kiggede sig lidt omkring, men lagde ikke rigtigt mærke til nogle enkelte dele, kun helheden...

''Du bor flot...''

Hun svarede ham selfølgelig ikke.
Hun satte bakken ved et bord inde i en stue.

Stuen var større end normalt. Der var to store lænestole, et solidt sofebord, som bakken stod på.

Hele hytten var indrettet til blinde, og det var tydeligt at se

Han undrede sig lidt over det, men regnede med at det var fordi hendes bror havde været blind... Led alle i hendes familie af diverse handcap og var de medfødte eller kommet senere, gjorde de det selv?

''Er hele din familie... 'handikapet'?''

Han så forsigtigt på hende...

Jeg har ingen familie. Jeg er alene.

Hun så lidt ned.

Min bror var blind... Min far var døv... Min mor kunne ikke tale...

Hun så lidt væk nu.

Det er en tradition at hvert nyfødt Storyteller-barn skal mærkes på den ene eller anden måde, ved at få dannet et handicap. Min bror fik gravet det ene øje ud som baby.. Jeg fik skåret min halve tunge af... Min far var født døv på det ene øre, og fik det andet skåret af. Min mor fik skåret hele tungen af ved en fejl..

Han blev fuldstændigt chokeret... Det var tåbeligt... De burde vide hvor åndsvagt det var... Hvis de var shapeshiftere ville de forstå hvad et handkap gjorde ved et dyr, hvordan det blev til intet andet end et offer...

''Hvorfor? Det er jo, undskyld jeg siger det, dumt... Og sige nej til følelser? Hvad tænkte den person der lavede de traditioner? I er shapeshiftere, om ikke andet er du... DU må vide at et handikappet dyr ikke er andet end et offer... Mad for andre...''

Hun så nu på ham, en smule hårdt.

Jeg har da overlevet alene, har jeg ikke?! Jeg har hjulpet dig, og jeg har bekæmpet større ting end bjørne. Jeg har ikke brug for min stemme.

Hun så ned på teen som hun hældte op til ham, og rakte ham koppen.

''Det har du ja... Lige netop fordi stemmen ikke er vigtigt til andet end at skræmme... Men blinde og døve dyr... De er dødsdømte, fra det øjeblik de træder ind i naturen...''

Han tog imod teen, men drak ikke rigtigt... Han havde aldrig lært at drikke te eller bryde sig om det... For meget grønt og for lidt kød og blod... Han skræmte sig selv lidt med tankerne...

Min far var forfatter. Min mor var jageren. Min bror kunne ikke skifte form... Kun kvinderne havde muligheden for at jage. Jeg er den eneste overlevende Storyteller. Og indtil en arving til titlen kommer, så vil jeg foretrække at du ikke stiller spørgsmålstegn ved min families minde.

Hun skulle til at sætte sig i den anden lænestol, indtil hun så at han ikke drak.
Hvor var hun dog dum! Han var ikke som hende - grøn te var ikke noget for en kødæder.

Hun gik ud i køkkenet igen, og tog et stort krus. Hun fyldte det med noget der umiskendeligt mindede om blod. Shapeshifterblod.

Hun gik ind til ham igen og gav ham kruset, inden hun satte sig

Han kiggede bare ppå hende... Var hun virkelig ligeglad med at de smadrede deres egne liv... Han forstod det ikke, men han sagde ikke noget, og da hun var gået ud i køkkenet, fik han uden for huset, og satte sig på verandaen... Han sad bare med benene oppe under sin hage og knuede dem indtil sig mens han sukkede...

*Der er aldrig nogen der gider lytte til mig... Er det fordi jeg er en varulv? At folk bare tænker jeg er dum, og ikke kan andet end at dræbe? Er der virkelig ingen der tror jeg ved bare lidt om hvad jeg taler om?*

Han sad bare og tænkte...

hun satte sig bare i lænestolen, og så ned.
Hun vidste godt at det var latterligt at gøre sig selv handicappet. Men hendes families regler var sådan. Det havde de været i snart 2000 år... At ændre dem nu, ville være takløst...

Hun sukkede og rejste sig stille og gik ud til ham, med de to kopper i hænderne. Blodet til ham og teen til hende

Hvis han havde kendt hendes tanker og mening, ville han med det samme have spurgt hvad hun havde at takke for? Takke for at blive gjort handikappet? Takke for at blive tvunget til ikke at måtte have følelser? Takke for at miste frihed?

Han sad bare og kiggede væk fra det hele, men han tog stille imod koppen og drak forsigtigt da han så hvad det var, og da smagen ramte ham blev han slynget tilbage til den første gang han havde mødt Lyssa, og gennemlevede det hele meget hurtigt...

Han sad så bare og smilede... De have haft deres skænderier, men de havde stadig elsket hinanden og haft et godt liv... Han vidste hun havde elsket ham... Han havde hørt nogen der havde set hende på en kro... Der hvor hans navn var kradset ind i bordet af hende flere gange...

*Hvorfor dræbte jeg ikke bare Melvin?*

''Tak...''

Hun så lidt på ham. Opgivende.

Du elskede hende virkelig højt... Hvad skete der med hende?

hun så ned inden hun drak lidt af sin te

I det hun spurgte reagerede han ikke lige med det samme... Han vidste ikke hvordan ahn skulle sige det... Men han så på hende, og fældede en tåre...

''Hun blev voldtaget... Og dræbt... Bidt gentagene gange i halsen... Og hendes hud var blevet flået... Nok en dæmon...''

Han sad bare og drak lidt mere af blodet...

hun nikkede stille mens hun så det for sig.
Hun så lidt ned.

''han blev også dræbt..'' hendes ord var rystende, på grund af den halve tunge.

Han ville gerne holde om hende, men han havde ikke overskuddet til at tage sig sammen, men han vendte sig om til hende, og smilede forsigtigt til hende...

''Det gør mig ondt...''