The strength of wings, swords and bond of blood - Katrina

Dag: Mandag
Tid: 17.48
Vejr: Køligt og lettere blæsende
Sted: Minotaris
Omgivelser: Nær havnen, folk atbejder på at læsse skibene eller få ting af dem.

Rækkefølge:

@Turm
@Katrina


Minotaris kunne mærke st højtiden nærmede sig hastigt. Skibe kom og gik med knap en dags hvile. Lastrummet fyldt med ting som skulle videre til andre byer.

Racos flåde var blandt dem som sejlede næsten hele tiden. Selvfølgelig havde hans anden ældste søn trådt in for at hjælpe. Et smil var over hans læber mens han så Turm vandre afsted med en kasse over hver skulder. Seuzan og Turm lignede hinanden, men indtil videre havde ingen i hans familier mødt Turm. Gabriel havde holdt skjult på Devils Lagoon, men efter Raco havde kaldet, var han kommet.

Turm var kendt for mange ting. Hans størrelse, gode hjerte og han arbejdede hårdt. Han var også meget familie bevidst. Efter han fandt Raco, havde han kastet sig ud i at skabe et bånd med den ældre Draconianer. Han havde godt hørt om tabet af hans brødre og at han havde mere familie, men hvordan vil de tage imod ham vidste han ikke.

Med en trækasse over hver skulder, gik han op mod skibet, Blue Thorn, som skulle tage fra Minotaris næste morgen. Ud af øjenkrogen så han sin far stå og kommander folk rundt. Ubevidst rankede Turm ryggen, stolthed var en anden ting som han var opdraget med. Stolt af at være ham og at ingen kunne tage det fra ham.

**OBS! Voldigt og groft sprogbrug**

Kat var eder spændt rasende. Hun havde lige brugt fem timer i selvskab med klanens råd hjemme på øen, og nu trådte hun så ud af det klippestykke hendes farfar havde på sit kontor, for at snakke med ham. Men han var ikke på kontoret. Derefter var hun trampet ned af trapperne og havde nærmest knurret af folkene, som hun havde kendt det meste af sit liv. De havde hastigt fortalt hende at hun kunne finde sin farfar ude på havnen.

Det betød at hun nu nærmest stormede ud af butikken og hen mod mod den skikkelse der afgjort var hendes farfar. Så snart hun var indenfor hørevide, tros vinden, gav hun luft for sin vrede.
"Hvordan helvede har du holdt ud at arbejde sammen med de totale idiotiske, forblændede, kraftidiotiske brushoveder? Jeg har lige brugt flere timer på at høre på deres evendige skvaderen om at de savner dig og stedfarfar. At jeg, et barn, ikke ved hvad det tager at styre klanen." Hun var kommet helt hen til ham og flyttede han sig ikke hurtigt nok, prikkede hun hidsigt til ham med sin ene pegefinger. Vinden legede med hendes røde hår, selv om hun havde flettet det meste af det. Hun var klædt i en rubinrød skjorte, sorte bukser og støvler, samt bar sin halskæde. Af ren og skær arrigskab havde hun glemt sin lune kappe på slottet.

"Jeg kan fandeme ikke forstå at du, stedfarfar og mor ikke har sparket dem ud for længst." Hun måtte desværre standse sin tale, da hun var løbet tør for luft og nu snappede heftigt efter det. Det var tydeligt at hun langt fra var færdig med at brokke sig. Og der var ingen skytsengel at se nogen steder, hvilket betød at hun havde glemt alt om Beldragon, som normalt fuldte hende over alt.

Raco så på hinanden med hævet øjenbryn. "Du ved at du kan tilkalde mig hvis du vil have at jeg skal tage mig af de møder. Jeg har allerede en her som kan drive slægten her." Sagde han og lagde en hånden på hendes kind før han pressede sin pande mod hendes. "Jeg er også glad for at se dig, lille safir." Sagde han og flyttede sit hoved væk igen. "Hvordan går det ellers, udover at du er omringet af arrogante idioter." Det gav en klukken fra dem omkring Raco og hans barnebarn. Han kastede et blik rundt og så Turm. "Jeg har et chok for dig og de andre i vores klan, Katrina." Sagde han alvorligt.

Turm havde sat kasserne ned da han så en ung kvinde komme stormende hen mod hans far. Øjnene blev straks vagtsomme, men da Raco ikke virkede synerligt bekymret gik Turm tilbage til at bærer kasserne op ombord på skibet.
Nede i lastrummet var kasser ved at blive stablet og Turm placerede dem hvor de var ønsket. Med tunge trin gik han op igen og stod oppe på dækket. Han lod vinden køle ham ned og han gav et suk før han gik ned af landgangen. Hans store skikkelse stak ud fra besætningen og at han bar sig med en aura som der lignede meget Racos.

Hvor var det dog irriterende at han tog det med sådan en ro, men på den anden side var det nu også dejligt. For hans ro, ord og handling med hånden og panden, hun havde automatisk bukkedet sig ned, virkede afgjort beroligende på hende. Nok til at hun sukkede dybt.
"Jeg har bare så meget at holde styr på fortiden. Doomsville er på kanten til borgerkrig og jeg ved ikke om jeg skal lukke handelshuset som en sikkerhed. Hvis jeg gør, vil det gå ud over de fattige." Det var tydeligt at hun bekymrede sig mest om det sidste. I løbet af de sidste to års tid, var mange blevet afhængige af den mad og beskyttelse handelshuset gav, og Kat kunne ikke drømme om at fjerne håbet fra dem.

Hun rettede sig op igen og så undersøgende på ham fra top til tå. Hvad mente han med et chok? Hvorfor skulle han altid tale i gåder, når hun mindst af alt havde lyst til det? Hun hævede det ene øjenbryn og så på ham.
"Kan vi ikke tage den indenfor? Det er ved at blive ret koldt. Jeg må, i travlhedens øjeblik, have glemt min kappe på slottet." Hun tænkte sig lidt om og rødmede lidt af skyldfølelse.
"... Og Beldragon." Hun sukkede. For at være ærlig kunne hun ikke huske om han havde været med på øen eller ej. Hun havde jo benyttet sig af sin mages magi for at komme frem så hurtigt som muligt. Så noget sagde hende at han var hjemme i Doomsville og ikke kunne hjælpe hende, hvis det blev nødvendigt. Men så igen... Hun var omgivet af sin farfars folk, hvor mange kendte hende. Og helt hjælpeløs var hun ikke. Ikke efter alt den træning hun havde fået gennem årene og af Dust.

Raco ledte vejen tilbage til hans eget HQ. Turm fulgte med fra skyggerne. "Hvis I mangler beskyttelse, render der en slægtning af din rundt i Doomsville. Han er godt nok blodsdæmon, men han er vant til kamp. Og om nødvendigt så kan du spørge Ærkeenglen ude i Devil's Lagoon om han kunne hjælpe." Han åbnede døren for hende og nikkede hende op ad trappen. "Ind på mit kontor, lille safir, jeg skal være der straks.

Det ville vær3 svært at forklare hende hvem Turm var, og hvorfor han lignede hendes far, men han følte at han skyldte dem det. Han så Turm som kom nærmere og kom ind efter han gik op ad trappen. "Hvordan har du og din moder det?" Spurgte Raco da han igen var i Katrinas selskab.

Turm var fulgt efter på afstand og skjult i skyggerne. Han kunne tydeligt se at hans far var nervøs, og med god grund. Han havde holdt Turm skjult for andre, og de kunne vælge at afskære kontakt med Raco. Den gamle Draconianer var meget familie anlagt, så det ville knuse hans sjæl og hjerte hvis han mistede flere.

Han sneg sig med ind, men blev nedenunder. Han var ikke den mindste eller letteste i gruppen, og trapperne havde en irriterende tends til at knage under ham. Han lænede sig op af disken og faldt i snak med en varulv, mens han lyttede efter råb.

Hans ord satte tankerne i gang hos hende. Havde hun slægtninge i Doomsville?? Til og med en blodsdæmon?? Se det overraskede hende en hel del. Måske hun skulle foretage en søgning for at se hvem hun ellers var i familie med på sin farfars side... Og det med ærkeenglen på Devil's lagoon, ja det havde hun hørt lidt om fra sin stedfarfar, men ja det måtte vente til en anden gang. Hun nikkede roligt og gik op af trapperne. Der var noget som nagede hendes farfar. Hun kunne ikke huske hvornår han sidst havde været så nervøs. Hvorfor var han det?? Var der sket noget med hans nye familie?

Hun sank ned på gulvet nær klippestykket og lænede sig op af væggen med halvt lukkede øjne, mens hun halvt i meditation forsøgte at få mere styr på sit temperament.
Derfor var hun mere rolige, da hun hørte Raco komme ind og talte til hende.
"Sidst jeg snakkede med mor, havde hun det nogenlunde. Der var noget som nagede hende. Noget der havde rod i Aquener, eftersom hun ikke var meget for at forlade byen. Tror hun har fundet en ny kærlighed, men har problemer med at tillade sig selv den lykke igen." Hun åbnede øjnene helt og så på ham.
"Hvad angår mig selv... Tja, jeg har det enlig også godt. Men jeg ved også at jeg har nemmere ved at blive aggressiv i forhold til før jeg faldt. Dust og Izzy har trænet mig en hel del. Men alligevel kæmper jeg med at holde følelser og vrede nede." Hun sukkede dybt og lukkede igen øjnene halvt, for at genoptage sin lette meditation.
"Gennem årene siden fars og onkels død, samt din forsvinden, har jeg måtte være stærk på flere fronter. Stedfarfar og mor var kun nervevrag, som kun lige blev holdt sammen af den hud der lå over deres knogler. Hydra ville at stedfarfar skulle ophæves til raceleder og at han mødte Rafaela. Jeg har forstået at de to havde været flammer nogle årtier før han mødte dig. Mor mødte ligeledes en gammel flamme, som viste sig også at være hendes skytsengel. Og det er vist ham, som hun har lidt problemer med." Det var tydeligt at det hjalp hende med at snakke om tingene på denne måde. Hele hendes krop så ud til at slappe mere af efterhånden som hun talte om det.

Raco satte sig på sit skrivebord og lyttede. "Jeg kender Rafaela og Jake er sammen. Jeg er lettet at begge er kommet videre. Din far ved at din mor elskede ham, ville også ønske at hun kom videre, og Jake fortjener mere end hvad jeg har givet." Raco sagde med et blødt smil. Texian og Turm har hjulpet mig, og jeg har altid travlt her i Minotaris, men jeg har altid til tid at hjælpe dig og Jake." Han flyttede så han sad på gulvet ved siden af hende.

Han gned ansigtet med hænderne. "Der er så meget som vil vende op og ned på det hele, men du er stærk nok til at vide det. Men først må du love mig ikke at høre noget forhastet eller løbe ud for at råbe af din mor eller Jake." Han så på hende med sine grå øjne der skinnede af visdom og alvor.

"Hvad tror du der sker, prinsling?" Turm så på en af de ældre mænd og rullede med øjnene. "Kommer ikke rigtig os ved indtil der opstår råben og de begynder at smadre tingene i kontoret." Turm svarede og gik ud i baglokalerne. Han havde læst op på hans slægt, og den virkede ret indviklet. Han lod sig dumpe ned ved bordet som blev brugt til spisning. Der var et par teenager som var igang med at gøre aftensmaden klar, plus lidt ekstra da lederens barnebarn var her.

Hans ord var både en glæde og forvirring for hende. Hvorfor mente han at Jake fortjente mere end han havde givet ham? Og hvem var denne Turm?? Texian havde hun mødt til ballet, så ham var hun bekendt med.
Hun åbnede øjnene og så nysgerrigt på ham, da han satte sig på gulvet ved siden af hende. Der var afgjort noget som nagede ham grusomt. Noget som han ville have hende til at love at hun ikke sagde videre, eller sådan forstod hun det i hvert fald. Hun nikkede stille, da hun så alvoren og visdommen i hans øjne. Dette måtte være alvorligt, når han fortrak at gøre det på en mands hånd.
"Der er vel ikke sket dit barn noget?"

"Nej, Mirabella har det fint. Turm er Seuzans tvilling. Han er din onkel, som jeg mødte for knap et år siden." Sagde han roligt og vendte sig fuldt mod hende. "Turm Havsang Legian, ældre tvilling og også en sejler. Enægget tvlling til din far." Han lagde en hånd på hendes skulder. "Og han er på øen lige nu. Nedenunder faktisk."

Raco kunne føle uroen sprede sig i hans krop. Han var usikker på hvordan Katrina ville tage nyheden om denne udvikling. "Det er gennem ham at du har så stor en slægt. Du har mindst seks slægtled fra hans side, syv måske."

Turm sad med hans sværd og sleb det. Til trods for det kølige vejr havde han taget trøjen af så hans muskuløse overkrop. Ar og tatoveringer gled ud og ind mellem hinanden. Han sad på det øverste trin med hans langsværd hvilende over hans knæ, uofficielt overså han de yngres træning, da det normalt var Racos opgave. "Turm?" Han så op på sin fars Quartermaster. "Jeg vil foreslå at du gør dig klar til at blive konfrontere, han droppede bomben at du var her og hvad/hvem du er." Turm lukkede øjnene og kom på benene. De fleste kunne ikke kommer over at han var så meget højere end dem.

Hun sukkede af lettelse da hun hørte at barnet, som åbenbart var en pige, havde det godt.
Det næste han sagde fik hende dog til at stivne og glo på ham som om hun var sikker på at hun havde hørt forkert. Hendes afdøde far havde en tvilling??? Hun lyttede til hans ord, men kunne knap tro at han talte sandt. Mens han talte forsøgte hendes forvirrede sind at finde rundt i det hele. Noget hun, ligesom sine forældre tit gjorde bedst i bevægelse. Så hun rejste sig op og gik roligt frem og tilbage i kontoret, mens hun langsomt fik styr på hans ord.
Noget der kunne føles som flere timer, men som kun var omkring et par minutter efter han var stoppet med at tale, fik hun de første ord over sine læber.
"Far havde en tvilling?... En som vi intet kendte til..." Hun stoppede op og så på sin farfar.
"...Og han er her???" Hun pegede ned i gulvet, for at indikere butikken nedenunder.

Raco kom på benene og stod henne ved sit skrivebord. "Han fulgte efter os hertil fra kajen. Men ja, en tvilling og en vi ikke kendte til." Han gned sine tindinger. "Jeg forstår hvis du er forvirret og ikke har lyst til at se ham, men du skal vide at muligheden er der." Sagde han og holdte en hånd ud til hende. "Jeg holdte ham skjult et år fordi jeg vidste ikke hvordan I ville tage det. Han minder utrolig meget om din far, men alligevel er der forskel på dem."

(Turm springes over)

//Godmode aftalt på forhånd//

Raco nåede kun lige at afslutte sin sætning, inden Kat nærmest var fløjet ud af døren og stormet ned af trappen til butikken, hvor hendes nærmest vilde blik omgående fandt den høje skikkelse, der ganske rigtigt lignede hendes var ekstremt meget.
Uden at tage øjnene fra ham, gik hun direkte hen til ham og konstaterede at han også havde samme højde som hendes far. Det var tydeligt at hun havde avet sin højde derfra. Hun gættede på at han kun var omkring ti-tyve centimeter højere end hende. I en lang stund stod hun bare et par skridt fra ham og så ham grundigt igennem. Så... Mod alt forventning, brød hun ud i et smil og trådte frem for at låse ham i et bjørneknus. Det meste af hendes sorte humør var forsvundet.

"Intet under at farfar har holdt dig skjult. Man skal virkelig se godt efter for ikke at forveksle dig med din tvillingebror." Efter knuset, der nok var kommet bagpå de fleste, trådte hun igen et par skridt tilbage og så smilende på sin onkel, inden hun så sig over skulderen efter sin farfar.
"Du har ret i at mor skal forberedes. Hvis hun møder onkel pludseligt, knækker hun sammen." Hun vendte igen blikket på sin nyfundet onkel. Glæden var stadig tydelig hos hende.

Raco var fulgt efter hende ned og ud. Han stod oppe i døråbningen, hvilende op ad karmen med armene krydset over hans brystet. Et skævt smil over hans læber. "Og chokket vil også ramme Jake og Rafaela." Han så på sin ældste søn med et tilfreds blik. "Så jeg går ud fra at du er glad for at have en ældre onkel?" Han gik hen til dem med rolige skridt. Resten af besætningerne så til gennem vinduerne før de gik tilbage til deres arbejde.

Han gav sin niece et smil og så hen på sin far. I ren refleks var hans vinger dukket op og foldet sig omkring ham og Katrina da hun havde krammet ham. "Du er ikke den første der siger det. Fars familie troede at Seuzan var kommet tilbage fra de døde første gang de så mig." Han klukkede og lagde en arm om hendes skyldre. "Far har fortalt meget om dig, niece. Dig og klanen. Nok mest hvor meget du og din mor betd for min bror."

Hun var glad for at han ikke trak sig ud af knuset. Alligevel kæmpede hun med tårrene, som godt nok var af glæde. Af gammel vane søgte hun igen trykhed hos hos den høje skikkelse der lignede hendes far.
"Hvis det var Fire klanen, så skal de være velkommen til at dø af skræk. Hvis jeg viste hvor de var, ville der ikke gå to sekunder før jeg fortalte det til stedfarfar og Rafeala. De to kunne så få lov til at brænde dem eller æde dem, alt efter hvad de havde lyst til." Tårrene kom stille frem mens hun talte og vreden kom igen op til overfladen.
"Jeg vil skam også gerne være der, så jeg kunne drukne nogle af dem i deres eget spyt." Hun knugede hånden og vanddråber begyndte at samle sig over hånden, hvor det samlede sig til en kugle, der langsomt voksede. Hvor hun hentede vandet fra tænkte hun ikke over. Faktisk tænkte hun overhovedet ikke.

"Arrogance klæder dig ikke. Og de er to mod 15 Dragonlycan." Sagde Raco og så på hende et skarpt blik. "Du skal tænke på at de er ældre end mig og mere end villig gå i kamp." Han var ikke imponeret over at hun troede at de kunne gå i kamp mod en hel klan. "Og dø af skræk? Katrina, jeg troede du havde lært ikke at undervuder min slægt."

"Jeg er enig med far. Du kan ikke tro at du kan tage alle 100 eller der omkring klanmedlemmer." Turm så ned på sin niece. "Din far kunne ikke, din onkel eller din farfar. Prisen var dyr, og hvis du virkelig tror at du kan så vil du også betale en pris. Vil du virkelig efterlade din farfar uden et barnebarn?" Han hævede et øjenbryn og krydsede armene over hans brede brystkasse.

Hun så hidsigt fra sin farfar til sin onkel, som hun ovenikøbet tog et par skridt væk fra. De rottede sig sammen mod hende. No Fair.... Hun stampede en enkelt gang i gulvet og hænderne fuldte samme bevægelse, så vandet pjaskede på gulvet. Tårene løb nu ned over hendes kinder, samtidig med at hun nærmest råbte af dem.
"Jeg ved fucking godt at de er flere end os og ældre! Men jeg siger jo bare at de ville gøre alle en tjenste ved at gå hen og dø! Nej, jeg vil ikke efterlade nogen. Jeg vil bare have hævn for min far, onkel og andre de har taget fra os! Livet er ikke fair!!" Derpå snurrede hun rundt, løb ud af butikken og hen af havnen, mens hele hendes sind kogte af raseri endnu en gang. Vanddråber fra havet samlede sig rundt om hende og begyndte at 'skulpe rundt'. Hvis nogen kom i kontakt med dem ville de få små brandsår, hvor vanddråberne ramte. Hun var på udkik efter et klippestykke, så hun kunne komme hjem til Dust og Izzy. Og hun havde ingen planer om at dukke frem fra hulen i lang tid. Så måtte hele verden gå af helvede til...

Raco gav et suk og fulgte efter hende ud. "Lille vinge, du ved at jeg ønsker lige så meget hævn som dig." Kaldte han efter hende og satte farten op. "Livet har aldrig været fair, og det beklager jeg. Men du er nødt til ikke at lukke os ude." Sagde han og stoppede for at se på hende.

Turm fulgte halvt med ud, men stoppede udenfor butikken. Han kendte endnu ikke hans niece nok til at kende hendes had og bekymringer så godt som Raco. Til tider ønskede han at Seuzan var i live og ikke ham. Raco havde fortalt ham nok, til at vide at normalt var Katrina ikke sådan her da hendes far var i live.