The deep underground (Genevira)

S: Doomsville, rotten root, kloakkerne
T: Aften
V: mildt, klart, årets sidste frost

[Kun administratorer har tilladelse til at se dette link]

Foråret havde gjort sit indtog. Rundt omkring kunne man se de første forårsblomster bryde op af jorden i tiltrængte små grønne bundter. Vejret var klart, men det blev stadig forholdsvis tidligt mørk, og når solen var gået ned, kunne man godt mærke den frost der endnu lurede rundt om hjørnet. En frisk frost, der lovede mere forår. Sean følte sig altid forfrisket i dette slags vejr. Sommeren var hans tid. Vinteren var tung og mørk, men sommeren gav liv og glæde. Selv til ham. Som foråret voksede, ligeså gjorde hans humør og overskud - og dermed også hans arbejdsbyrder. Den ulmende borgerkrig var der stadig, men de havde haft en rolig tid efter alt det der var sket i byen. Med Dust, med de lamme fanger og det hele. Sean havde måtte bruge en del tid på at tysse det ned og fodre avisen med ønskede vinkler på sagen. Love de rige at der var styr på det, love de fattige at tingene ville blive bedre, og love hele byen at der snart ville være fred igen. Selv om han ikke vidste om han kunne overholde den slags løfter. Men om ikke andet kunne det give lidt tid.

Men lige nu skulle der ske noget andet. Nyheder om borgerkrigen, og nyheder om ting i byen generelt, kom et helt bestemt sted fra. Sean fik sine informationer fra sine egne mænd. Ikke kun "officielle" kanaler, af spioner ansat under herskeren af Doomsville. Men også fra spioner og tyveknægte i byen, foruden de individer der var sendt til andre byer for det samme. Sean var både hersker og klanleder. Det hjalp ham at have en ben i begge lejre. Erfaringer som Genevira måske kunne suge til sig. Kunne han stole på hende? På at hun ikke ville udnytte det på en eller anden måde?
Han kunne aldrig være helt sikker. Men han var ret sikker. Det var lidt tid siden han havde stolet nok på nogen, til at indvie dem i begge verdner. Det var som regel enten eller. Han huskede stadig dengang han tog Alane med ned i kloakkerne. Ha...Ja, selv Vetis, der samtidig godt vidste Sean var herskeren. Men det havde været af lidt andre årsager, end fordi Sean blot tog ham med på en hyggetur. Gad vide hvad den mand lavede? Sean havde ikke set ham længe. Han lå nok med elvernes konge eller noget. Hvad end den mand nu fik noget ud af.

Sean stod op af en husmur, dækket af en mørk og tung kappe der holdt frosten ude. En hætte sørgede for han ikke blev genkendt...Selv om en, der kendte ham godt, nok ville genkende hans skikkelse alligevel. Eller duft. Eller blot gætte sig til det, hvis de nu var blevet inviteret hertil. Som Genevira var.
Det var aften, men foråret lokkede flere folk ud af husene og her var ikke nært så stille, som der ellers var om vinteren. Folk skottede sig i kulden, og skyndte sig videre. Sean stod ved starten af en gyde, i husenes skygge. Ikke mange lagde mærke til ham. Seans blik ved mere fæstnet på himlen over ham, i et øjebliks fred, end på folkene der gik forbi ham.
Doomsville. Ja, denne by ville altid være hans hjem. Den fred han følte lige i dette øjeblik var årsagen. Kun her fandt han den. Alle andre steder...Slet ikke det samme. Og det på trods af han ikke altid orkede de lange vintre. Han trak vejret dybt, ignorerede lugten af affald og hvad der ellers blev smidt på gaderne, blot for at ende i kloakken på sigt.
Ja, hvem gad ned i stinkende kloakker? Men kloakkerne gemte på at helt andet liv. Som ikke nødvendigvis var beskidt og sygdomsbefængt.

Det var en travl tid at være herskeren af Doomsvilles tjenerinde. Ikke noget i sammenligning med at være selve Doomsvilles hersker selvfølgelig, men der var nok at gøre. Især fordi hun nu mere eller mindre, var i gang med at genskabe sig selv. Hun havde gjort det før i mindre grad, da hun blev genfødt. Undertrykt sin fortid i en grad, så det til tider næsten boblede over og blev giftigt for hende selv. Hemmeligholdelse, at flygte fra noget, man ikke kunne flygte fra, fordi det befandt sig inde i hende selv. Nu var det omvendt. En slags genetablering af den pige hun havde været. Den fortid hun bar, var nu pludselig blevet, ja måske ikke direkte fundamental, men i hvert fald nyttig for Seans image som en mand, der forstod sit folk. Nu var hun atter åbent en kvinde af de allerlaveste klasser, trukket direkte op af sølet af herskerens egen bamhjertige hånd. Hvis det da ikke var udtryk for kærlighed til selv de mest uanseelige blandt hans folk, hvad var så? Det var i hvert fald den fortælling, hun gik i byen med, når hun aktivt fralagde sig sin påtaget indøvede overklasseaccent og faldt naturligt tilbage i sin barndoms underligt klangfulde dialekt. Pludselig skulle hun forestille at kunne bevæge sig gennem Rotten Root District uden at føle frygt, ville nogen nok sige. Dem der rent faktisk var vokset op der, dem der boede der, vidste bedre. At bevæge sig i Rottten Root var altid forbundet med frygt. Eller i hvert fald uro. At hun åbent var her fra, var blot en bekræftelse på, at hun kendte stedets spilleregler. Efter Dusts optrin havde hun talt med fangerne. Fundet ud af hvad der foregik, gjort sit for at få styr på kaosset. Lovede forandring. Både hun og Sean. Så mange løfter til alle mulige forskellige sider. Kunne det alt sammen holdes? Det var knap så vigtigt. Det vigtige var, at folket stolede på deres ord. På dem som mennesker. Det var det langt fra alle der gjorde. Og dæmoner var skræmmende. En ærkedæmon var ikke en, som hvem som helst lige gik hen og gav et kram eller besluttede at opkalde en baby efter vel? Vampyrer var nok i manges øjne heller ikke ret meget bedre, men Genevira fik det efter bedste evne til at fungere ved at anlægge et mildt lyttende og ydmygt væsen, der nok clashede en smule mere med det misundelsesprægede, grådige og stædige væsen, hun nok også var, end hun selv ville indrømme.
For første gang lod hun også sig selv tale åbent om de uretfærdigheder, som underklasssen blev udsat for. Lod det være åbenlyst, at deres klager selvfølgelig ville nå herskerens eget øre. Eller….i hvert fald syntes det åbenlyst. Skeptikerne var over det hele. Og de frustrerede hende endeløst. Og dog mærkede hun efter talrige småopgaver blandt underklassen, en vis tøvende, rykken i en anden retning blandt visse af de folk, hun havde mødt.
Hvis bare hun gradvist kunne få dem til at elske sig, så ville de måske også elske Sean i sammenkædning, ligegyldigt, hvor mange uhyggelige ting, han så lavede.

Og dog var det ikke reperationer af faldefærdige huse, klagesange over generel elendighed, tjeneste i et nyopført suppekøkken eller de andre tusind ting, hun syntes at fylde sine dage med, der optog hende i dag.
I stedet var hun på vej henover Doomsvilles tage, hendes foretrukkende rejsemetode, når hun ikke aktivt skulle ses sammen med nogen, for at mødes med Sean. Præcis hvad han ville, var hun ikke hundrede procent sikker på, men han havde antydet, at det var vigtigt. Hun vidste ikke, om hun skulle være ængstelig eller spændt, så hun undlod at tænke alt for meget over, hvad hun burde føle, ind til hun vidste mere.
Ah, når man tænkte på….well solen ville være et dårligt eksempel i denne sammenhæng, men der var han i hvert fald. Hun kravlede sagte det første stykke nedad husets mur og sprang resten af vejen. Trippede sagte hen til ham. Den sorte kjoles tunge stof hviskede mod hendes ankler og hun brugte et kort øjeblik på at sikre sig, at hendes kyse sad ordentligt. Som sædvanlig lignede hun alt andet end en dræbermaskine. Lydløst stillede hun sig ved siden af Sean, sendte ham et lille høfligt smil.

”Godaften, milord. De ønskede at mødes her?” Spørgsmålet hang lidt i luften. Hun afventede en forklaring, men agtede ikke at jage med ham.

Som enhver tyv - eller rovdyr - kom hun oppefra. Det betød intet for Sean, så længe han ikke skulle betale for faldefærdige tage, der blev brugt som hovedvej for lyssky personer. Han fornemmede en skikkelse komme ned et sted bag ham. Naturligt følte han anspændtheden stramme op i hans krop. For tilfældets skyld. Der var ikke langt mellem allierede og fjender i disse dele af byen, og vedkommende kunne lige så vel være en fjende der ville ham til livs. Hvor mange stik, hug, bid og slag havde han ikke overlevet efterhånden? Hans krop var et kort over alle de kampe han havde deltaget i. Ar på ar, som han stolt viste frem til sine elskere. Selv på en incubus kunne de ikke fjerne den naturlige tiltrækning mange væsner følte. Men at overleve så meget gjorde ham måske også lidt overmodig. Hvis han havde overlevet alt det...Kunne han også godt overleve mere.

Da skikkelsen stoppede bag ham og snakkede, faldt skuldrene ned igen. I et øjeblik blev han bare stående hvor han var, kiggede mod et ukendt punkt og sugede den sidste fred til sig. Det var en ting at klare sine opgaver, uden at skulle forklare dem samtidig - man her til nat skulle han netop det. Agere underviser til en dygtig elev. For Gene var hurtig til at lære, hun havde en naturlig fornemmelse for disse ting. Det var måske derfor han i sin tid havde taget hende ind. De var på bølgelængde.
Så få kunne følge ham hele vejen. Hans tanker, hans sidespring, hans vilje. Og hvis der en dag skete ham noget, gjorde det ham godt at tænke der var en tilbage, som kunne lære hans kommende barn alt det samme.

Endelig vendte han sig halvt om mod hende. Blikket gled ned over hende et kort øjeblik, før han nikkede en enkelt gang. Som altid foregik hans undervisning på en lidt anden måde. Han yndede ikke kun at give alle svarene.
"Det gjorde jeg, og dog tøver jeg et øjeblik"
Det lød ikke som om han tøvede. Han havde besluttet sig for længst - men hun skulle vide at dette var vigtigt.
"Hvad du skal se i dag, hvis du svarer godt på mine spørgsmål, er en anden del af mig og mit liv. En ting der gør det muligt for mig at vide alle de ting jeg gør. At gøre alle de ting jeg gør. Det giver mig en fordel, en betydelig en. Fortæl mig, Genevira. Hvorfra får vi oplysninger?"
Som en lærer der repeterer sidste uges undervisning, så han afventende på hende. Men der var aldrig noget pres. Hans spørgsmål var åbne, og som altid kunne hun tage den tid hun skulle bruge til at skabe et svar.
"Finder vi ud af alt der sker i byen, bare ved at læse dagens avis? Findes der en hersker, en konge, en borgmester der ikke lytter med fra andre steder?"
Et ledende og måske retorisk spørgsmål.

Hun lagde godt mærke til hans anspændte kropsholdning. Både årene som rovdyr og det lange liv før det som evigt potentielt bytte for Guderne måtte vide hvilke typer, havde lært hende at være opmærksom. Senere i livet for at finde ud af, hvem der ville kæmpe imod, hvis hun angreb dem og tidligere for at vide, hvem hun absolut skulle undgå overhovedet at gå forbi på gaden, hvis hun ikke ønskede at ende i en ligkiste. Hun fortænkte ikke Sean i noget. Som hersker var konstant agtpågivenhed på et eller andet plan et krav. Især når man var en hersker, der var blevet begået i hvert fald et attentatforsøg imod. Han var ikke hersker i Dragon’s Peak. Hvilket ville sige, at han havde en hjerne der fungerede.

”Tvivl er kun naturligt før et stort skridt i en bestemt retning,” svarede hun luftigt.

”Det betyder bare, at det faktum, at De rent faktisk valgte at tage mig med hertil må være vigtigt for Dem. Eller for mig. Nok også begge,” ,” vurderede hun. Og den tredje spiller, der altid var med i deres overvejelser. Byen selv. Hvad gavnede den? Eller måske rettere, hvad ville gavne, deres tag på den og dens befolkning. Doomsville, som Genevira før stort set kun havde næret et væmmelsens afsky for, var efterhånden blevet som et levende væsen for hende efter alt deres arbejde. Et levende væsen bygget op af alle de små folk, der boede her. Var de teknisk set hendes folk? Nej afgjort ikke, men det føltes alligevel lidt sådan efterhånden. Selvom hun nok ville bilde sig ind, at det var af reel omsorg for de folk, der var under dem, var det nok langt mere en fornemmelse af ejerskab. Et sygeligt behov for at være latterligt vellidt blandt alle omkring sig. Lige meget, hvor meget hun forsøgte at overbevise sig selv om andet, så var hun grundlæggende ikke noget uselvisk menneske.

Så dette kunne lige så vel ikke blot være en ting der ville være til gavn for dem som personer, men for byen…i hvert fald til gavn for folket ved første øjekast.

Hun overvejede Seans næste ord lidt. En boblende latter flød fra hendes strube og ud i den mørke gyde. En skarp kontrast.

”Tja, officielt set får vi jo nok vores nyheder og viden fra de accepterede kilder på overfladen. Aviserne er, i hvert fald til en grad kontrolleret af Dem, så det har også sin praktiske værdi i sig selv, men alle herskere har spioner, andre kilder til alternativ information. Nogen de kan få informationer ud af på andre måder. Information er trods alt guld hver. I hvert fald for en hersker, der rent faktisk vil herske.”

De fleste læger gjorde sig kun i det fysiske. Men få tilbragte tid på faktisk at snakke med folk, og udvikle teorier om deres mentale helbred. Sean havde engang brugt tid med sådan en læge - Dr. Trott - og Geneviras ord omkring hans tøven, mindede ham om lægen. En ikke...Så rar...Ting at mindes. Lægen havde kunne aflæse ham på en måde, som han ikke var van til. Vende hans ord og få ham til at indrømme ting, som han aldrig ønskede at indrømme. Måske var det et eller andet sted sundt, og noget de fleste burde prøve. På den anden side gik lægen nu rundt med en viden om ham, som Sean ikke ønskede nogen udnyttede. Men ingen, ud over måske Lori, vidste at Sean og Dr. Trott havde haft noget sammen. Alligevel mødte det altid Sean med en vis grad af væmmelse at se manden, som spankulerede rundt her i byen og udførte sit erhverv. Et menneske, tilmed.
Prøvede Genevira at aflæse ham, at fortælle ham hvad han følte...Eller var det bare hvad det var? Ord, et svar på et spørgsmål der aldrig var blevet stillet?
Sean svarede ikke på det.

Til gengæld fik hendes andre ord ham til at smile en anelse. Måske ikke så meget hendes rigtige svar på spørgsmålet, men mere de sidste ord om at være hersker. Irriterede tanken om Jake hende stadig? Han måtte hellere holde Gene fra at rejse til Dragons Peak på diplomatiske opgaver det næste stykke tid. Der ville næppe komme noget bedre ud af det, på trods af de havde snakket det igennem et par gange allerede.
En let lyd, der kunne minde om en svag latter, forlod Sean. Samtidig rystede han let på hovedet, blot for at gå forbi Gene og dybere ind i gydens mørke. Mørket var nok et større problem for ham, end for hende. Men han kendte stadig gaderne i byen, på trods af han ikke vandrede rundt her hver nat. Længere, i hvert fald.
"Selvfølgelig har jeg officielle spioner, hvis eksistens jeg ville benægte hvis de blev opdaget" bemærkede han let. Det sagde sig selv - Gene havde selv været med til at sende nogle videre til Dragons Peak for nyligt. Når hun ikke havde været optaget af at finde passende nye folk til borgen.
Han var stille, mens de gik. Men de skulle ikke langt, til de kom til et stort dæksel. Dækslet lå i bunden af en rille langs gydens side, den var stor og beregnet til at folk kunne komme ned i kloakken, hvis der opstod behov for det. Selv om de prøvede at skjule deres spor, kunne den opmærksomme måske godt se at dækslet havde været fjernet flere gange før. Der var slidmærket både på dækslet og jorden om den.
Sean trak et par handsker på, bukkede i benene og greb fat i det brede riller af metal, blot for at trække dækslet til side i en let bevægelse. Der var trods alt fordele ved at være en archdemon. Hans styrke kunne næsten ikke måle sig med andres.
"Der er en stige, men se hvor du træder. Vi skal ned i kloakken. Bare rolig...Med jævne mellemrum er der lyskrystaller dernede. Ikke at mørket nok gør en forskel for dig"
Sean havde sluppet dækslet og så nu på hende med et svagt og drillede smil. Der var et drillende lys i hans øjne, men stadig sagde han ikke hvad de skulle. Spørgsmålet lige nu var, om hun ville følge ham uanset hvad. Selv ned i et en mørk og beskidt kloak, mod en ukendt destination. Men som med alt andet, ville dette før eller siden give mening. Hvis blot man turde følge kaninen ned i hullet.
"Damen først"

”Selvfølgelig har De det. Officielle spioner, som De ikke vil benægte eksistensen af, hvis det kommer ud offentligt, bevirker jo bare, at de uofficielle kan få lov at arbejde i fred. Ude af søgelyset,” svarede hun roligt. Trak på skuldrene. Efterhånden var alt dette blevet hverdag for hende. Alt det lyssky. Det der skete bag scenen uden at folk anede noget som helst. Manipulationen af befolkningen, der nogen gange var mere subtil end andre. Det var sådan man overlevede. Hvordan skulle de ellers få ting, som de ville have det? Desuden ville folket nok på den lange bane helst bo i en by, hvor der var oden i tingene og de kunne leve deres liv uden bekymringer. At de blev løjet og manipuleret ind i den følelse af tryghed, betød vel i grunden ikke så meget, når de ikke anede det. Når de ikke vidste, at de blev udsat for noget, hvad var så problemet? Engang ville det måske have vendt sig i Genevira overhovedet at kunne tænke den slags tanker, men ikke længere. Efter over to år i tjeneste hos Sean var ting som disse en gennemsnitlig tirsdag. Og hun havde set, hvad en ude af kontrol befolkning kunne føre til. Hendes bror var gået direkte i døden for et eller andet opstyltet ideal om at vælte tyranniet og få sin frihed. Var det virkelig det værd for nogen? Når man i stedet kunne leve i lykkelig uvidenhed over, hvad der foregik. Nej, besluttede hun nøgternt. Selvfølgelig var det bedst, at nogen vidste noget. Herunder hende selv, fordi hvem ellers. Så kunne den forsamling beslutte, hvad de andre havde behov for at vide og på den måde sørge for, at folk ikke blev forstyrret mere end det var højst nødvendigt i deres daglige gøren og laden. De kunne koncentrere sig om deres eget og byens bedste og ikke bekymre sig om ting, der ikke reelt vedkom dem. Således var alt i skønneste orden. Det mente Genevira i hvert fald.

Hun rystede overvejelserne af sig. Tavst fulgte hun med Sean dybere ind i gyden, betragtede ham løfte kloakdækslet bort. Modsat sine overvejelser om, hvad folket kunne holde til ikke at vide, så var tanken om kloakken nok til at få det til at vende sig i hende. Hun sørgede for at holde sit ansigt i komplet neutrale folder. Hun var lykkelig for, at hun ikke behøvede at trække vejret. Det gjorde i det mindste stanken bare en smule mere udholdelig. Hun betragtede Sean med et tomt udtryk, der kun addede til hendes døde porcelænsdukkeagtige udtryk. Og dog var der ingen tøven. Hun ville sikkert have fulgt Sean i døden, hvis han havde bedt om det. En kloak var…det var ingenting…slet ingenting….det forsøgte hun i hvert fald at overbevise sig selv om, imens hun tog stigen ned og priste sig lykkelig for, at hun havde handsker på, så hendes hud i det mindste ikke kom i kontakt med noget hernede.
Da hun var helt nede af stigen trådte hun lidt til siden, foldede hænderne pænt foran sig og ventede på Sean, imens hun stirrede intenst ned på sine sko og forsøgte at trænge realiteten af, hvor de var ude.

Genevira var blevet helt tavs. Alligevel smilte Sean ganske svagt ved det hele. Uden at tøve selv, fulgte han efter hende. Han trak dækslet på plads over sig. Kloakken var som man nok kunne forestille sig. En dyb rande i midten, hvor vand og snask flød, og lige nok plads på hver side til at man kunne gå tørskoet rundt hernede. Kloakkerne var en labyrint at finde rundt i, det var ikke unormalt at folk forsvandt og blev fundet døde, skadet eller havde tilpasset sig det nye liv hernede. Kloakkerne havde trods alt deres helt eget liv. Kloakkerne var en rest fra dværgene. De holdt endnu, efter mange mange år. Samlede vand og skidt i store reserver, hvorfra det blev ført ud af byen flere steder.
Med jævne mellemrum var der rigtigt nok en lyskrystal, der lyste op som små stjerner på turen. Stanken var fæl, men Sean kendte den og ignorerede den. Stanken i sig selv var ikke nødvendigvis farlig, selv om visse folk virkede til at tro det. Rotter, mus og andre ukendte små dyr løb rundt hernede, en konstant puslen.
De drejede om hjørner, men uanset hvor de gik, virkede Sean altid sikker på hvor de var. Da de var begyndt at gå, havde han fisket en lille lyskrystal op af sin lomme. Med den foran sig kunne han hele tiden se lidt. De mødte ikke andre på turen.
Som de nærmede sig deres bestemmelsessted, begyndte store rør at dukke op. De flugte loftet, eller forsvandt ind i murene omkring dem. Rørte man ved en af dem, ville man kunne mærke en unormal stor varme fra dem. Til sidst drejede de af...Og efterlod selve kloak-delen bag dem. Vejen foran dem var godt nok bygget som enhver anden kloak, men der var ikke længere vand i randen ved siden af dem. Stanken blev også mindre, selv om den nok aldrig forsvandt helt. Der opstod små tegn på liv. Mærker på væggen, hvis kontekst ikke var til at tyde for alle. Små bundter af tørrede urter hang ned fra loftet eller væggen, tog lidt af stanken og lurede onde ånder - om man ville - væk derfra.

De havde stødt på jernlåger på deres tur, men ingen låste. Denne gang var der en vagt ved de kom til, men da Sean skubbede sin hætte af, åbnede manden bare stille for dem og lod dem komme ind.
Endnu en forvandling. Der var lyde. Lyde af folk der snakkede, der hyggede sig. Der var folk der gik forbi dem, eller stod i grupper, i den store tunnel de kom ind i. Der var skilte på væggen, der fortalte vejen til spisesalen, køkkenet, træningshallen eller sovesalene. Her stoppede Sean op, vendte sig om mod Gene og så på hende med et drillende smil. Vidste man ikke bedre, virkede han helt...Spændt? Stolt?
Han slog ud med armene.
"Velkommen til Clan Obscura"
Lyden rungede i tunnelen, hvor endnu flere urter prøvede at jage stanken væk, og flere lyskrystaller sørgede for der intet konstant mørke var. Her var også varmt, i forhold til de andre kloakker de havde fulgt. Rørene fra dværgene førte igennem disse tørre områder, disse store tunneler og rum, som klanen havde overtaget. Det var et stort område, men Sean regnede med at vise hende de mest brugte.
"Spørgsmål? Eller stilletiende observation?" smilet voksede endnu en tand. Folk der gik forbi dem nikkede i respekt til Sean, men ingen stoppede op og talte til dem. Der var mænd, kvinder, børn og folk i alverdens racer.

Hun lagde godt mærke til Seans smil. Hvis han havde været en hvilken som helst anden person, ville hun nok have skulet af ham. Tænk sådan at sende hende ned i kloakken og så bare grine af det. Fortjente hun ikke bedre end det hvad? Hvad skulle det her overhovedet til for?

Han udnytter bare, at du ville gøre hvad som helst for ham. Det her skal ikke til for noget som helst, han ser bare, hvor langt han kan skubbe dig. For en gang skyld, var det ikke hendes mor, der valgte at besøge det gemte sted allerbagerst i hendes hjerne. Der hvor alt det mørke var gemt væk. De tanker hun ikke selv ville tænke, så det endte med at falde på hendes indre repræsentationer af hendes familiemedlemmer at påpege det for hende. Reelt var det jo hendes egne tanker, men de var så intrusive, at det ofte ikke helt føltes sådan.

Hold din mund, beordrede hun sin lillebrors spøgelse. Døde mennesker holdt bare sjældent kæft, især ikke dem, hvis død man havde været skyld i. Og han var et familiemedlem, så hun var helt sikkert forbandet fra nu og til alt evighed. Det var hun fuldt ud overbevist om.

Tror du, det her underholder ham mon? Jeg kunne også have været rodnet op i en kloak et sted, så det her er vel passende egentlig. Den stemme hendes hjerne havde givet broderen var stadig barnligt lys og lidt skinger, som den havde været, før hun var taget af sted hjemmefra og aldrig var kommet tilbage. Stadig et barn, ikke den unge mand, han havde været den nat, han døde.

Hendes ansigt var blankt, udtrykte absolut ingenting, imens hun tavst skyndte sig efter Sean, altid respektfuldt et par skridt bag ham, men pludselig rædselsslagen for at blive efterladt. Var der et eller andet, hun ikke havde levet op til, som hun burde? Var det her hans måde at slippe af med hende på? Hvis folk spurgte, hvilket de måske ikke engang ville, så kunne han jo bare sige, at hun var forsvundet. Det ville være nemt. Kunne hun overhovedet overleve hernede? Den eneste lyd der var, var lyden af deres fodtrin, der rungede hult i de tomme gange og så vandet, der løb forbi dem.
Hun forsøgte at holde godt øje med deres omgivelser, men alting forekom hende at ligne hinanden. Da de gik forbi en vagt, begyndte hun for alvor at undre sig. Der var…folk hernede?
Jo længere de kom, jo flere tegn på liv syntes der pludselig at være. Ind til de pludselig stod midt i et levende underjordisk metropol af, ja, hvad? Folk lod til at have det…. godt hernede? Et øjeblik kunne hun kun stirre forvildet rundt, så landede hendes blik på Sean og han så så begejstret, ja næsten lykkelig ud, at alt hendes tidligere ubehag smeltede bort som duk for solen. Hvordan kunne hun nogensinde have mistænkt ham for at have villet hende noget ondt?

”De har…bygget det her op?” spurgte hun og med ét gik hendes hjerne i overdrive, på en helt anden måde end tidligere. Så det var altså derfor, han havde snakket om informationer, det var her de fik dem fra. Hvor langt strakte disse tunneller sig? Hvor mange mennesker kunne de gemme på?

”Har vi noget lignende i andre byer? Kunne man potentielt rejse fra den ene by til den anden i et skjulte? Uden nogensinde at skulle op til overfladen? Hvor længe har det her eksisteret?” Imens hun talte gik hun stilfærdigt rundt blandt de forsamlede mennesker. Det her var….alt andet, end hvad hun havde forventet.

Seans mørke blik fulgte hende, som han prøvede at aflæse hendes reaktion. Overraskelse virkede til at være en del af det, præcis som han havde forventet. Eller måske mere hvad han havde håbet. Det her var en overraskelse for hende, og et bevis på der var mange ting hun ikke kendte til - endnu.
Han fulgte efter hende, som hun gik lidt rundt. For hans skyld måtte hun gerne vælge hvad de skulle se på. Han kendte allerede stedet, trods alt, og de hemmelige steder var blevet udstyret med en låst dør.
"Nej. Dværgene har bygget dette. Vi har bare...Overtaget det" Hans eget blik gled op til loftet, og fulgte den tunnel de var i, så langt øjet kunne.
"Der boede en anden klan her før. Jeg overvandt den sammen med en anden mand...Siden da har vores, og nu min, klan boet her"
Blikket gled ned til gulvet et kort øjeblik, men om det var af sørgmodighed eller et øjebliks erindring var ikke til at tyde. Manden havde blot været et menneske. Tænk sig at Sean kunne takke et menneske for alt det han havde nu. De havde været sammen om det, ja. Men så vidt Sean vidste, så var manden død nu. Det hele føltes så længe siden, og det var ikke noget han havde husket tilbage på i mange år.
"Jeg tror andre byer også har kloaksystemer, men de er ikke forbundet. Det ville være absurde mange kilometer af tunnel, og til hvad nytte? Det er byerne i sig selv der har brug for systemet, ikke byerne imellem" Tilføjede han lidt efter. Han så op på hende igen, det samme svage og skæve smil. Hænderne var samlet på ryggen, som han stille viste vej til en af opholdsstuerne.

Kloakken var et vidunder, og helt klart en af Doomsville store styrker. Den fordrev mange sygdomme, mange oversvømmelser - selv om den også var hjem til mange hjemløse, kriminelle og andre skjulte væsner. De færreste tænkte på dette store bygningsværk under deres fødder. Kun Seans evige notat på økonomien om vedligeholdelse mindede måske visse folk om det.
Opholdsstuen bestod af stole og borde i små grupper, samt et par reoler med bøger langs væggen. Ikke mange kunne læse, så bøgerne var for det meste ligegyldige små historier der blot gav stemning til lokalet. Ved bordene sad flere små grupper fordybet i et kortspil, et spil bestående af små sten eller ligefrem og hviskede om et eller andet de nok skulle. Folk kiggede op på dem, nogen mere nysgerrige end andre, men ingen rejste sig eller forstyrrede dem.
"Fordi jeg arbejder på borgen, er jeg her ikke så meget som jeg plejer. Jeg tror flere folk her måske ikke engang ved hvem jeg er..."
Han rystede svagt på hovedet. Det var bare sådan det var, selv om han hellere ville passe sin klan end en hel by. På den anden side gav det netop også visse fordele. Det var sjældent nogen for klanen blev anklaget eller straffet, når det kom til stykket.
"Jeg samler hjemløse og fattige op. Jeg finder kriminelle og formålsløse. Alle kan byde ind med noget, hvis de blot lover deres loyalitet til den forvoksede familie hernede. Alle bliver del af en gruppe, som udgør deres primære kontakter. Det er...Det er måske slet ikke det du gider høre om lige nu, og heller ikke nødvendigvis nødvendigt. Kom, lad mig vise dig noget mere"
Hvis hun ville, ville han vise hende en sovesal, hvor alle sov side om side på rækker af køjesenge. Kvinder og mænd fordelt. Køkkenet, der igen var blevet indrettet efter behovet. Nogle rør førte os og røg væk derfra, store tunge komfurer var blevet slæbt herned for længe siden. Spisesalen lå i forlængelse deraf, men den var tom lige nu, med undtagelse af nogen i enden længst væk fra dem. Der var næsten altid nogen hernede, der var ved at planlægge en opgave.
De ville stoppe i Seans "tronrum" - en stor sal med flere langborde, og ikke mindst hans trone for enden af dem alle. En større stol, med et bord på tværs af de andres. Det blev aldrig brugt mere, men i sin tid...I sin tid havde de holdt fester her, eller Sean kunne komme med officielle beskeder til dem alle. Eller fælles beslutninger kunne tages. Hvornår var det nu de sidste havde brugt det?
En hånd gled hen over ryglænet på stolen, før han så op på hende igen.

Tænk engang at et så uhumsk sted som kloakkerne, et sted som mange sikkert helst ville glemme at tænke ret meget over, kunne danne et reelt hjem for så mange mennesker. Det var…ikke bare overvældende, det virkede næsten helt urealistisk. Genevira havde det et øjeblik, som om, at hun var trådt ind i en historie. Folk hernede, de fattige og de glemte, der ydede modstand mod andres ellers evige herredømme over dem. Det var underligt at tænke på. At dette havde været under hendes fødder hele tiden, imens sulten og elendigheden herskede over deres hoveder i Rotten Root. Et øjeblik følte hun et stik af ubehag. Hvem besluttede, hvem der var værdige til ende hernede i stedet for at lægge sig og dø i rendestenen? Hun trak vejret dybt. Nogle var ikke værdige, sådan var det bare. Ligesom, at ikke alle var værdige til den genfødsel, der havde tilladt hende at forlade sit hjemkvarter for flere år siden.
Nogle gange var selektion bare nødvendigt. Hun undertrykte tanken om, at hendes søskende kunne have haft gavn af et sted som det her. Spørgsmålet var vel også om, de kunne have gjort klanen, der åbenbart huserede her gavn, hvilket hun havde svært ved at se. Altså således, uværdige.
Hun fulgte med Sean videre. Skubbede fortiden fra sig og valgte at fokusere på, hvorfor de var her. Selvom dette var et imponerende værk, en anden verden under deres fødder, så var det næppe derfor, at Sean havde taget hende med hertil. Der var næsten altid en eller anden lektion i deres samtaler, nogle gange mere skjult end andre. Det var bare sådan tingene var nu, hun var vant til det og på sin egen måde, nød hun også at stykke puslespilsbrikkerne sammen, finde ud af, hvorfor Sean præcis havde sat hende i en given situation.
Derfor begyndte tandhjulene i hendes hjerne nu efterhånden velsmurt og tilvant at køre i en bestemt bane.

”Så når De talte om vores kilder til informationer tidligere, kan jeg næsten regne ud, at denne klan, de har opbygget har noget med det at gøre?” spurgte hun og sendte ham et smil, afventede bekræftelse, der fra Sean var cirka lige så godt som decideret lykønskning.

”Ingen vil regne med, at de gemmer sig i kloakkerne. Det er smart tænkt,” konstaterede hun så.
Det var tydeligt, at dette var et hjerteprojekt for ham og et øjeblik mærkede hun et stik af…noget der måske bedst kunne beskrives for irritation mod Natalie, der havde påtvunget ham Doomsville i stedet for at lade ham blive her, hvor hans hjerte virkede til at ligge.
Hun rystede det hurtigt af sig. Fjendtlige tanker mod en leder var ikke nogen god idé. Natalie havde sine politiske grunde, som Genevira på ingen måde kunne gøre sig klog på. Hun var bare en tjenerinde, trods alt.

”Hjemløse og fattige? Så jeg er altså ikke den første nødstedte sjæl De har samlet op. Man kunne næsten tro, at De har et blødt punkt, milord,” sagde hun med spor af en latter af stemmen. Hendes udtryk var mildt. Dem der påstod, at han ikke havde noget hjerte eller nogen omsorg for andre mennesker skulle bare vide.
Hun lod ham uden videre guide sig gennem de mange rum. Det var trods alt ham, der vidste, hvor ting var og desuden var det efterhånden så naturligt for hende blot at følge ham, at det til tider var svært at forestille sig at gøre andet.

”De har en trone hernede? Okay jeg må indrømme, at hele ´konge af den kriminelle underverden´, som jeg da går ud fra er hvad vi befinder os i, er et æstetisk valg og det kan jeg godt respektere.” Lige så nemt hun havde ved at være den anstændige lidt forsagte tjenerinde, lige så kunne hun til tider befinde sig i en let næsten lidt drillende tone. Det kom an på omstændighederne. Med Sean føltes det bare naturligt.

Et øjeblik blev hun dog alvorlig.

”De savner det, gør De ikke? Alt det her?”

Sean nikkede let til hendes ord, mens de gik rundt.
"Korrekt. Vi har et stort system til informationer" bekræftede han let. De samlede alle slags informationer. Faktisk havde de reoler op og ned af pergamenter og genstande, som folk helst så skjulte for evigt. Spredt, låst inde og kun for de indviede. Selv Sean kunne ikke huske alt, så de var nødt til at arkivere en del af det. Skrevet i et kodesprog, Sean selv havde udviklet og igen, kun lært udvalgte i at tyde. Ja, det var et stort system, og Genevira ville få en snert af det at se lidt senere.
"Det opstod sådan af sig selv. De fleste har glemt eller glemmer kloakkerne. De rige skænker dem ikke en tanke, de fattige har nok i deres eget. Der er fred hernede, fra nysgerrige. De få, der nok mistænker her sker noget, lister sig enten herned og slutter sig til, eller bliver...Henledt til andre ting"
Han sendte hende et svagt smil. Henledt, eller slået ihjel. Betød det noget? Klanen skulle beskyttes. Og informationer var trods alt kun en del af arbejdet. Der var mere til det hele. Ting han slet ikke havde nævnt endnu. Burde han? Det var dumt at satse alt. Måske burde han blot holde resten for sig selv. Ingen vidste hvad fremtiden ville bringe, og selv Genevira kunne en dag blive en fjende. Uanset hvor godt tingene gik nu.
"Blødt?"
Han virkede til at smage på ordet for en stund. Så trak han let på skuldrene.
"Hvis det er din konklusion. Jeg vil mere sige jeg udnytter de ressourcer der bliver mig givet"

Tronrummet kunne måske fremstå tåbeligt for nogle. Kriminelle gik ikke op i at have en konge, som sådan. De skulle bare vide hvad de skulle lave, for at få lidt penge eller mad. Få gik op i at stige i rang eller opnå mere med dem selv.
Seans blik hvilede på Gene for en lille stund, men han fik aldrig svaret på hendes spørgsmål. I stedet trådte han forbi stolen, gik ned igennem rummet og tilbage ud i en af de store tunneller.
"En trone...Eller bare en stor stol. Det betyder ikke det samme i dag, som det gjorde engang. Jeg har altid sat pris på at give folk et bestemt billede af mig. At vise hvor forskellig jeg er i forhold til dem. Umenneskelig. De kalder mig dæmon, og jeg står ved den titel. Derfor gør jeg mig heller ikke i ligegyldigt mad. Hæv mig over pøblen, lad dem ikke se mig gøre almindelig dødelige ting, og deres fantasi vil gå amok"
Hans fingre var samlet i en gestus, men blev spredt som for at give billede af en lille eksplosion.
"Og hvem vil nu tro jeg også har denne verden at holde styr på? Jeg har jo nok i min borg og by. Det er blot en illusion. En illusion vi ændrer grundet uroen i byen"
Ordene var neutrale. Overraskende neutrale.

Denne gang gik forbi flere rum, før de kom ned af nogle mindre tunneller. Men aldrig mindre end at de kunne gå oprejst. Nu begyndte der at være døre til mange små rum. Dørene var blevet muret ind, og udstyret med låse. Svære låse, selvfølgelig, da klanen nu også bestod af tyveknægte.
De nåede enden. Sean fiskede en nøgle op, låste op og trådte ind i et mørkt rum. Han knibsede med fingrene og flere lyskrystaller sprang til live med et svagt skær. Rummet var større end man skulle tro, men tætpakket. Midt i rummet stod et støvet bord, med flere papirer og underlige indpakkede pakker. En stol, der ikke blev brugt. Langs væggene var der reoler med alverdens kasser og ruller af pergamenter. Flere stabler på gulvet af kasser, halvgemte malerier, små statuer og mange andre forunderlige og underlige ting. Men dækket af støv.
"Mit rum..."
Stemmen knak som noget surt nåede den. Hans blik gled rundt i lokalet. Det var tydeligt han ikke havde været her i noget tid. Ikke haft tid, som det lå.
Han trådte over til bordet og forstyrrede støvet ved at skubbe til nogle af papirerne der. Ikke noget vigtigt. De vigtige papirer blev givet videre igennem hemmelige veje ind og ud af borgen, eller andre steder i byen.
Han virkede dog alligevel opslugt af et eller andet på bordet, for han så ikke op da han talte til hende.
"Se dig omkring. Hvis du finder noget interessant, må du endda beholde det. Tro mig...Ingen vil savne det. og jeg vil være nysgerrig over hvad der fanger din interesse. Men...Noget du kan bære med dig nu her"

”Og I finder disse informationer med…forskellige midler kan jeg forestille mig?” vurderede hun. ”Her lader til at være ret mange forskellige folk, hvad gør I? Inddeler dem i forskellige grupper, så I ved, hvem der tager forskellige opgaver?” spurgte hun nysgerrigt. Sean havde altid været god til at finde ud af, hvem der skulle have hvilke pladser, forekom det i hvert fald Genevira og nu blev det synligt, at der var så mange flere brikker at flytte rundt på, end hun hidtil havde regnet med. Var det en beregning Sean foretog ´, hver gang han mødte nogen, der kunne være til nytte for ham, hvem der skulle høre til i den lovlige verden og hvem, der ville have deres plads på skyggesiden under deres fødder? Selvom kalkulationen i Geneviras eget tilfælde nok mere havde været baseret på, at hun ikke egnede sig til spionarbejde, så nødt hun fantasien om, at det hele var et tegn på, at hun var et særlig specielt menneske for ikke at være endt hernede og i stedet arbejdede for ham på toppen. Et ansigt man så, et ansigt der gradvist var ved at vinde mere tillid blandt folket. De to var på bølgelængde og det kunne han ikke løbe fra, i det han havde placeret hende, hvor han havde måtte der også ligge en vis form for anerkendelse. Det var Genevira i hvert fald hurtig til at beslutte med sig selv. Når han sagde, at andre fattige eller ringere stillede borgere endte hernede som ekstra øjne og øre for styret og hun ikke var, så måtte det absolut hæve hende over det andet rak. Hun var altså bestemt for noget større. Noget smukkere. Mere rent.
Hun satte ikke ord på nogen af disse konklusioner, men gemte dem i sit hjerte, hvor de ville blive. Holde hende på rette spor, om de så var sande eller ej. Den evne hun besad, gjorde hende særdeles overbevisende. Udefra ville man måske kunne spørger, om hendes forvandling havde vækket netop denne magi i hende, fordi hun havde brugt hele livet på at overbevise sig selv om selv de mest mærkværdige ting. Sin egen overlegenhed over hendes lige så søle og afmægtige medmennesker, den evige idé om, at hun besad potentiale til noget større, at hun en dag ville slippe ud. Hun havde altid klynget sig til disse tanker og det havde ikke ændret sig nu.

”Tja, en hersker skal vel netop forstå at udnytte alle ressourcer," sagde hun med et nonchalant skuldertræk.
Det næste fik hende til at smile. Hun lagde en hånd på toppen af tronstolens ryg. Lukkede de diminutive porcelænsfingre sammen om den.

. ”Det har altid handlet om kontrol. Og det vil Deres image oppe ovenpå også altid gøre. I endnu højere grad nu måske. Givet vores situation med borgerkrigen. Som De selv siger, er De dæmon, noget De så absolut også bør stå ved, man der er dem der altid vil frygte Dem for det. Hvis vi dog kan forvandle bare noget af den frygt til ærefrygt…og det kan vi. Jeg tror på det. Hvis vi drejer nok på de helt rigtige hjul i maskinen vil det måske en dag endog blive set som en ærværdig død at blive slået ihjel af Dem. Milord, hvis vi, kontrollerer information, så kontrollerer vi sandheden. Man siger, at historien fortælles af vinderne. Nå, men så må vi jo bare sørge for at vinde,” erklærede hun og stirrede glasagtigt lige frem for sig, som skuede hun direkte ind i en fremtid, hvor alt var faldet på plads. Der var noget målfast i hendes udtryk, som måske ville kunne beskrives om grænsende til fanatisk. Opstemt, måske uvant for en incubus overhovedet ikke på grund af hans tilstedeværelse, men på grund af det potentiale hun så i tingenes videre gang, hvad der lå forude for dem begge, hvis de spillede deres kort korrekt. Et øjeblik fremkaldte intensiteten en rosenagtig glød i de dødningeblege kinder, der nok også afslørede, at hun havde spist for kort tid siden.

”Alt skal nok ordne sig. En dag vil De være de for fordømtes frelser, folkets forkæmper. Et symbol på alt fremskridt. Folket vil flokkes om Dem i stedet for imod Dem. Ingen vil nogensinde drømme om at gøre oprør mod Dem igen, for hvorfor skulle de, når De er nobel, retfærdig og har forbedret byen på alle måder?” Hun vendte blikket tilbage mod Sean og smilede så uskyldsrent, at man skulle tro, at hendes ord kom fra en helt anden.
”Måske skulle De skaffe Dem en krone. Bare til officielle anledninger. Imponer folket, De ved,” funderede hun og betragtede ham vurderende. Påklædning kunne gøre meget for at få folk til at fremstå overjordiske, det skulle ikke underkendes. Sean havde den fordel, at han som incubus besad en tiltrækningskraft udover det sædvanlige i forvejen, men hvis han først så komplet og fuldstændig uopnåelig og urørlig ud, tja, der var meget, de to kunne gøre.

Hun fulgte med ham videre. Opslugt af sine egne tanker, ind til han introducerede hende for rummet. Øjeblikkeligt gav hun sig til at pusle rundt blandt de mange reoler, ivrig efter at finde noget, der måske kunne hjælpe dem med deres opgaver i byen. Også selvom hendes blik, som en anden ravn automatisk blev tiltrukket af diverse skinnende ting.

Et svagt nik. Gene var kvik, og han måtte ikke undervurdere det. Selv hvis han ikke besvarede alle hendes spørgsmål, ville hun blot lægge sine egne teorier efter hvad hun havde set og hørt.
"Der udføres mange opgaver. Både efter min vilje, efter folks tilfældige vilje...Og efter andres viljer"
Åh ja. De modtog også bestillinger på arbejde. Hvad bedre informationskilde var der, end at placere sig midt i folks stridigheder? Midler til blackmailing. Til manipulation af virkeligheden. Stjæle i andres navn. Slå ihjel i andres navn, hvis det også gavnede enten Sean eller klanen. Tjene penge og gode viljer - omend også uvilje andre steder. Men systemet var for stort, til at et par utilfredse hoveder kunne stoppe det. Hvis de turde blande sig. Klanen var byens største, eller kun rivaliseret af meget få andre.
"Vi har folk der specialiserer sig i forskellige ting, eller som har forskellige evner. Vi udnytter dem på bedste måde. Men ved at folk altid kan takke nej til en opgave. Det nytter ikke at sende folk afsted, hvis de ikke har både hjerte og hjerne med i opgaven. Det forhøjer risikoen for fejl" bekræftede han.
"Langt de fleste beskæftiger sig blot med tyveri, eller ved at overvåge hvad der sker i byen. Det er altså både en indkomst og en kilde til viden. Men jeg bruger også klanen til visse andre ting. Ting, som kun de dygtigste og mest loyale får lov til at hjælpe mig med. Jeg er sikker på du kan forstå, at jeg ikke ønsker at indvie dig i alt hvad jeg laver hernede. Der er visse ting, der er bedre ikke at sige højt"
Med et svagt smil så han over på hende igen. Uden tvivl hun ville forstå det og efterkomme det. Om ikke andet, så for nu. Men også uden tvivl hun ville have ideer om hvad disse andre ting kunne være. Og hun ville formentlig have ret i noget af det.

Hendes energi var smittende. Alligevel stod han blot stille og vurderede hende for en stund. Hendes loyalitet var overvældende, hvis lige han sjældent havde mødt før. I hvert fald som det var lige nu. I dette sekund kunne han blive i tvivl om hvor sund den var. Om hendes vilje til at gøre alt for ham ikke blot ville blive et problem senere. Han var ikke interesseret i at blive guddommeliggjort. Han var ikke interesseret i at blive en legende, som folk ville skrive om eller have statuer af.
Ja, hvad ville han egentlig? Engang ville han gøre alt for magt. Magt og styrke. Han ofrede sit eget kød og blod for at blive archdemon, trods alt. Men hvad med nu? Hvad var hans mål nu?
Der, hvor et brændende behov burde være, var der blot tomt. Han kunne opnå alt, hvis han ville. Og måske derfor ønskede han...Intet. Andet end måske at blive mere fri fra Natalie. Ikke at skulle styre en hel by. Og opfostre det barn, Delilah bar rundt på, til at overtage det hele en dag.
På et eller andet tidspunkt havde han selv mistet gnisten.
Alligevel var Genes gnist smittende, og var hun enhver anden, havde han været tiltrukket nok af den til spontant at byde hende et kys - og måske langt mere - på den tomme stol. Men tingene var anderledes med Gene. Selv om de ikke var kød og blod, kunne et seksuelt forhold måske rykke balance mellem dem. Eller styrke båndet. Men det var ikke en garanti, så Sean modstå fristelsen, der lå naturligt for ham.
"du har mange planer for mig"
Det svage smil var der stadig, selv om hendes ord blot havde mindet ham om hans eget formålsløshed.

Tilbage i hans lokale studerede han de gamle billeder foran sig, mens han samtidig holdt lidt øje med hvad Gene gik rundt og så på.

”Ah, bestillingsarbejde? Tja, hvorfor sige nej til en lukrativ indtægtskilde? Og i sidste ende må noget af indtægten komme byen til gode, kan jeg forestille mig? Pengene til at renovere bygninger og den slags skal jo komme et sted fra. Hvor behøver folk ikke at vide, ligesom med så meget andet er det for dem irrelevant. Jeg mener, hvem har tænkt sig at klage over opførelsen af en ny skole på baggrund af, at de ikke ved, hvor pengene stammer fra? Det ville bare være utaknemmeligt,” konstaterede Genevira totalt nøgternt, havde tydeligvis ikke de store kvaler med noget som helst af alt det her. Det foregik nok også den anden vej rundt egentlig. At nogle af de penge, som de fik ind via skatter og andre opkrævninger gik til at finansiere, hvad end klanen nu lige måtte stå og mangle. De kunne jo ikke stjæle sig til alting. Et lukket kredsløb. Og ingen, eller stort set ingen, anede sikkert noget. Godt nok var Sean en dæmon, men hvis folk gik og påstod, at han stjal og myrdede for penge og havde folk gemt under deres fødder, ville dem der råbte højt om det sandsynligvis langt henad vejen blive afskrevet som værende latterlige.

”Ikke at forglemme at det at blive sendt ud på en opgave, vedkommende ikke har ønsket vil kunne forhøje risikoen for forræderi. Hvis vedkommende i forvejen ikke er glad for sit job og så bliver tilbudt noget bedre i bytte for at stikke klanen i ryggen, er man hurtigt ret meget på den,” observerede hun luftigt. Hellere holde folk glade for det de havde. Overbevise dem om, at der ikke var noget bedre andre steder, sørger for at have dem tæt på. Især de dygtigste skulle jo helst ikke gå hen og vende sig imod en, fordi de var trætte af de opgaver, de var blevet påtvunget fra et sted højere oppe.

Hvad ´visse andre ting´ dækkede over, spurgte hun ikke om. Som han selv sagde var visse ting bedst ladt usagt. Desuden behøvede hun ikke ord for at drage sine egne konklusioner. Mord. Selvfølgelig var det mord. Hun var ikke født i går og nogle gange, så forsvandt folk bare fra jordens overflade. Sgu nok fordi nogen havde fået dem fjernet ikke? Det virkede alt sammen ganske meget som blot en forlængelse af, hvad det lige var blevet sagt at klanen ellers foretog sig. Blot en ny ulovlighed til listen. Selvom denne var voldsommere end de andre.


”Selvfølgelig, kan De ikke fortælle mig alting. Det ville bare give endnu et menneske man potentielt kunne torturere informationer ud af. Alt sammen meget unødvendigt, hvis jeg selv skal sige det.” I forhold til, at hun lige havde påpeget, at hendes egen tortur potentielt kunne være en reel risiko, var Genevira slående afslappet.


”For Dem? Lord Mcgivens, alt dette er så meget større end De og jeg.” Hun så på ham og hendes ansigt strålede. På trods af, at hun var død, havde hun måske aldrig set mere intenst levende ud.

”Fremsyn er vigtigt. Så meget har jeg lært. Jeg agter at når vi er færdige her, vil folk aldrig mere bare se på Doomsville og se den elendighed, der plager dens slumområder. Lad os blive en juvel blandt byerne. Poste penge innovation, kunst, lærdom.  Vi bliver fremskridtets by, milord. Vi vil overstråle alle de andre tids nok.” Hun kunne ikke rigtig stå stille. I stedet nærmest svævede hun næsten dansende rundt i lokalet, der var tomt udover de to. For energisk til at holde sig i ro.

”Og desuden, Doomsville har længe været et fristed for ´mørkets væsner´. Hvorfor frygter menneskerne os så? Hvorfor hader de os? Ville det ikke være meget nemmere, hvis vi kunne vende den rundt? Vi er stærke, hurtige, smukke, skru på de rigtige ting og en dag, vil de elske os.” Et øjeblik tog hun en af hans hænder i begge sine. Så på ham fuldstændig lysende af kærlighed. Ikke en elskers, men noget der var tættere på en mellemting mellem et barn og en troende, der havde mødt en gud i kød og blod.

”Det bliver perfekt.” og så trak hun sig igen, som om de aldrig havde rørt hinanden.

I hvad der nok bedst kunne beskrives som Seans arbejdsværelse, var hun travlt beskæftiget af at se, om hun kunne finde noget. Imens     [Kun administratorer har tilladelse til at se dette link] hun dæmpet for sig selv, som hun ofte gjorde, når hun var koncentreret om sine egne ting. Den dystre tekst passede lidet til hendes opstemte humør.

Så pludselig, nærmest midt i en strofe, døde hendes sang ud og hun så op på Sean fra sin plads på gulvet, hvor hun var ved at gennemgå indholdet af en række kasser.

”Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, hvad jeg leder efter" sagde hun så.

Sean havde en vag fornemmelse af at miste et eller andet. Noget gled ud mellem hans hænder, som Gene blev ved med at snakke. Kontrollen, måske. At vide præcis hvilken situation de var i, og præcis hvor han havde Gene.
Hans mørke blik hvilede på kvinden foran ham, der insisterede på at kalde sig selv menneske, måske mere af vane end af andre årsager.
De havde altid kunne følge hinanden. I hvert fald hvad angik logik, og logiske tankemønstre. Men som han studerede kvinden foran sig, hvordan hun greb hans hånd og en usund ild lyste hendes døde ansigt og øjne op, var det ikke den Gene han kendte og holdte af.
Så når folk ikke forsvandt fra ham rent fysisk...Blev de sindssyge af hans nærvær? Han havde altid vidst det. Vidst han ville miste igen og igen. Det var et mønster i hans liv. Og måske var Gene ved at nå sin udløbsdato. For at undgå det blev farligt for ham selv, måtte han enten ændre situationen eller afskaffe Gene på en eller anden tilpas måde. Men hvordan? Eller hvorhen? Eller hvor langt? Hun var en god ressource. Uanset hvor glad han var for hende i sin hverdag, måtte han altid forholde sig nøgternt til det. Det var ikke det bedste for ham, at blive helt investeret følelsesmæssigt. Måske var det der han selv var blevet ødelagt. Han var aldrig helt investeret i noget mere. Selv hvis barnet i Delilah døde, kunne han altid finde en anden at gøre gravid. Det ville blot sænke ham.

Med den ene hånd på bordet foran sig, stod han og så tomt ud i rummet foran sig, til Genevira snakkede igen. Tilbage på sporet, på noget mere nærværende. Rummet, og hvad der var i rummet. Det betød ikke længere noget om hun fandt noget.
Han rettede sig langsomt op. Med stille skridt trådte han over til hende. Hans egne øjne lyste med en underlig glød, men en magtfuld en - en der ofte fik folk til at bakke væk fra ham i ren frygt, eller respekt for hans styrke.
Han stoppede op foran hende, tæt nok til at de næsten rørte hinanden, hende fanget mellem stabler af tunge kasser og Seans hårde krop. Det kølige blik hvilede intenst på hende.
"Jeg har ingen interesse i overjordiske ting som religion eller legender. Om en fremtid, der måske eller måske ikke ligger de næste 500 år ude i fremtiden. Jeg har ingen interesse i at blive husket som en eller anden vidunderlig hersker, der reddede halvdelen af sin by fra absolut fattigdom og dårligdom. Jeg er interesseret i det jordnære. I det jeg har foran mig, og som jeg kan kontrollere. I det som min logik og intuition fortæller mig er rigtigt. Det har holdt mig i live i alle disse år, og jeg stopper ikke nu. Jeg har aldrig bedt om at styre hele Doomsville, men det er det jeg gør, og jeg agter at gøre det godt nok. Men for hvad angår byen, har jeg ingen planer om at gøre den til mere end det den er. Kald mig kedelig. Kald mig en ødelægger af drømme og idealer. Men Natalie puttede mig her som sin figur. Og for hendes skyld agter jeg ikke at løfte en finger mere end jeg behøver"
Ordene var stille, men han var ikke i tvivl om at Gene ville høre dem. Spørgsmålet var mere om hun forstod dem.
I en alt for rolig bevægelse, næsten som i slowmotion, placerede han en hånd på en af kasserne bag hende. Som blev hun dybere fanget i hans net, fanget af hans blik og fulde opmærksomhed.
"Du er min tjener. Og du er heldig jeg samlede dig op til at starte med. Hvis du på noget tidspunkt prøver at gøre mere end jeg selv ønsker at opnå. Hvis du på noget tidspunkt prøver at starte en kult i mit navn, eller gøre mig til en ophøjet engel...Så har vi ikke mere at samarbejde om. Der findes nok af de pisseirriterende godtgørende småfolk og lyse væsner, der tror de redder hele verden ved blot at være i live. Lav ikke den fejl at tro du er en af dem. Du er meget mere end det. Du er en vampyr. Et rovdyr, et alfa-rovdyr. Hav ikke ondt af de fattige. I denne verden er der forskel på de svage og de stærke"
Efter en dyb vejrtrækning, trak han sig langsomt tilbage. Hånden blev fjernet, men han flyttede sig endnu ikke.
Gene måtte komme tilbage til jorden. Ned fra de høje og flyvske tanker hun havde om sig selv, og om dem tilsammen - eller for byen. Hvem end hun mente skulle forhøjes til noget det ikke var, og aldrig kunne blive. Der var grænser. Og især for denne slags. Sean havde set mange af mørkets væsner blive fortabt i tiden, måske lidt som han selv var på sin egen måde. Tiden var den rigtige dræber. Hvis intet fysisk slog én ihjel, ville tiden fjerne alt ånd fra en. Gøre en sindssyg, eller gøre en fanatisk. Det var for tidligt at miste Gene på den måde.

For tæt på. Han var alt for tæt på. Normalt ville hun have let efter en flugtvej, eller måske mere præcist det nærmeste skab, men hun vovede ikke så meget som overhovedet at se væk fra ham, anede ikke, hvad han ville gøre, hvis hun gjorde. Så i stedet var de store mørke dådyrøjne fuldstændig fokuseret på ham. I guder havde hun nogensinde fundet venlighed der, noget varmere end…det her? Det forekom hende meget langt væk nu. Måske havde hun bare altid været for dum til at se, hvad der var lige foran næsen på hende. Hver og en af hans bevægelser, små om end de var blev holdt minutiøst øje med og hun kæmpede en på forhånd tabt kamp for ikke at flinche væk fra, hver gang hun syntes at fange et eller andet ud af øjenkrogen. Han behøvede ikke at hæve stemmen, overhovedet, hans ord gik rent ind som de var. Paradoksalt nok ville det dog næsten have været nemmere for hende at håndtere, hvis han havde råbt og skreget af hende, rusket i hende, som moderen ville have gjort. Det havde hun en lang årrækkes erfaringer i at håndtere (håndtere var måske et generøst ordvalg her). Man trak sig bare væk indeni indtil det var overstået, undskyldte for whatever man havde gjort og ventede til man kunne trække ind i skabet og græde alene, hvor man ikke generende for andre mennesker omkring sig. Dette her, denne totalt rolige nedpilning af, hvad hun var som væsen, hvad hun havde gjort forkert, var straks værre. I lang tid sad hun bare stivfrossen på gulvet og betragtede Sean med et udtryk, der af ren refleks var blevet lagt i så uprovokerende folder så muligt, ventede på et første slag, der aldrig kom. Hvilket blot efterlod hende druknet i en bølge af skam og skyldfølelse, hun ikke anede, hvordan hun skulle artikulere. Hun formåede da heller aldrig andet end at være en skuffelse, gjorde hun? Hun havde været ude af stand til for evigt at være ligesom det døde barn, hendes mor havde erstattet med hende (fordi hun havde den frækhed rent faktisk at vokse op og blive ældre end fem), hun var ikke lykkedes med at lande et økonomisk stabilt ægteskab, der kunne have overbevist faderen om, at det måske alligevel var besværet værd at have døtre og nu viste hun sig så også utilstrækkelig her. I virkeligheden burde det jo ikke have været nogen overraskelse, at hun før eller siden, ville gøre noget forkert, men selvbebrejdelsen, som hun ellers gjorde så meget for at flygte fra smagte særlig bittert lige netop nu.  
Du græder ikke foran ham, du kan lige vove!! Du gør det ikke!

Ved en kraftanstrengelse lykkedes det hende at undgå, det der bare ville have fået ydmygelse til fiasko.

Hun smilede behageligt, men intetsigende, foldede hænderne i skødet.

”Tilgiv mig, milord, det skal selvfølgelig ikke ske igen,” sagde hun luftigt. Hvis hun skulle gå på æggeskaller, så var det det hun gjorde.

Sean trak vejret dybt, da Genevira kom med sin undskyldning. Så lille hun så ud. Man skulle ikke tro han lige havde kaldt hende et rovdyr, som hun sad der. Man skulle ikke tro hun et eller andet sted mere var hans højre hånd, end hans tjenerinde. Hun lignede intet geni, intet stolt væsen, som Sean stolt kunne kalde sin.
Hans ene hånd rystede svagt. Ikke fordi han havde været tæt på at slå hende. Overraskende nok var vold sjældent noget han gjorde, medmindre folk virkelig pissede ham af. Så var det i vrede, i afmagt. Den eksploderende vrede, som han så sjældent blev ramt af længere. Engang. Engang ville han være blevet vred af ingenting, og hvis ikke han kunne slå den skyldige, ville han være gået ud i byen og slået en tilfældig på sin vej. Selvdestruerende. Han var ikke sikker på han var mindre selvdestruerende i dag. Den var der blot på en anden måde.
Han lagde den ene hånd over den anden, som han fik styr på sig selv igen. Alt. Altid skulle han styre sig, og styre alt andet. Han elskede magten, at have den fulde kontrol. Men nogle gange...
Nogle gange savnede han at grine i solskinnet. Eller Hengive sig til en hel dag fuld af sjov sex og samtale med en partner. Alane. Eller Vanagandr. Eller Lori. Ja, selv de små eventyr han havde haft med Delilah. Eller den håndfuld af andre folk, som han aldrig så igen, men som til tider dukkede op i hans tanker. Folk han havde givet efter for, haft det godt med...Og som så bare var forsvundet fra hans liv.
For at beskytte sig selv, kunne han aldrig give efter igen. Det var overlevelse. Desuden havde han en plan. En personlig plan. Han skulle bare vente længe nok. Men hvad var de næsten 18-50 år, når man havde levet i århundreder?

Han trak vejret dybt igen og lod skuldrene falde ned.
"Du minder mig om en anden vampyr jeg kender. Jeg siger ikke du elsker mig, det ville være for meget at påstå. Men hun gjorde. Hun elskede mig også for meget. Men hvem kan modstå det? Vi havde mange gode stunder sammen. Men hun kæmpede også for at leve op til mig. For at være ved min side, om ikke andet så som en ligeværdig. Der må være et eller andet ved mig, der påvirker visse folk til at ville det...Selv om jeg halvdelen af tiden også selv kæmper for at beholde min plads"
Han så op mod loftet et øjeblik, som han mindedes de andre tider. Så gled blikket ned til Genevira igen. I en let bevægelse, der stod i skarp kontrast til de alt for beherskede bevægelser før, satte han sig på hug foran hende. Med en let finger prikkede han hende under hagen, som for at lokke hende til at så ordentlig på ham igen. Hans øjenbryn gled en anelse op i panden på ham, men der var ingen vrede at se længere. Tværtimod lå der et svagt smil.
"Selvfølgelig må du gerne have dine egne drømme. Men drøm ikke på mine vegne" tilføjede han i samme lette tone.
"Hvad har du lyst til lige nu? Hvis du kunne vælge hvad som helst?"
Måske var han egoistisk. Men han ønskede ikke at miste Gene. Ikke endnu. Så hvis han på en eller anden måde kunne gøre stemningen bedre igen, ville han gerne det. De var jo kommet herned for at snakke og undervise. Ikke for at skændes. Men ligefrem at give hende et kram, når han ikke vidste hvordan hun faktisk havde det, virkede også invaderende. Alligevel sad han med let spredte ben og arme, som en stiltiende invitation for hende til at komme nærmere, hvis hun følte trangen til det.

Noget i hende forsøgte at beordre hende til at trække sig, da han vovede at prikke til hende på den måde efter, hvad han lige havde udsat hende for, en anden oplyste hende meget ihærdigt om, at det hele var hendes egen skyld og, at hun bare burde tage sig sammen. At det mærkbart gibbede i hende skyldtes dog langt henad vejen, at hun, nok mere eller mindre ubevist, stadig i bund og grund var nervøs for at blive slået. I stedet for at trække sig faldt hun dog næsten sammen ind til ham. Ikke så meget fordi hun bevidst trængte til et kram som fordi, det var en fuldstændig instinktivt naturlig reaktion. En søgen efter varme, hun ikke selv besad og paradoksalt nok, den tryghed, det var hende umuligt at finde andre steder. Måske ville hun i en anden situation have grædt. Have været fuldstændig komplet opløst, men når det kom til stykket, havde hun ikke energien til det.

Selvfølgelig elsker jeg dig, din fladhat. Tror du stadig jeg havde været her efter to år og en borgerkrig, bogstavelig talt som din tjener, hvis jeg ikke gjorde? Jeg troede det var åbenlyst, tænkte hun, men hun lod ordene være usagte, lod i stedet Sean tale færdig. Han virkede til at have brug for det. Faktisk virkede han omtrent lige så udmattet, som hun selv følte sig efter det her. Måske var han i det hele taget udmattet hele tiden. En evighed i et job, man ikke havde ønsket ville vel sagtens gøre den slags ved en, hun skulle have gennemtænkt alt det her noget mere. Følelsen af ren og skær idioti stak ubehageligt i hende. Hvorfor havde hun ikke tænkt over det her noget før?
Forsigtigt, lettere tøvende lagde hun armene om ham. Selv han kunne vel have brug for, at der var nogen der gjorde det fra tid til anden.



”Undskyld,” gentog hun, endnu mere tynget end før, måske fordi det denne gang var mindre mekanisk, ikke mest affødt af frygt end af noget andet.

”De smider mig ikke ud vel?”

Et langt øjeblik var hun tavs, men hun følte et eller andet behov for at forklare...ikke retfærdiggøre, men bare forklare.

”Jeg tror jeg….nogle gange virker vi så…synkrone, at jeg lidt glemmer, hvor forskellige vi er nogle gange. De har altid vidst, at de var udødelig, så det at have al tid i verden, må virke ret…almindeligt for dem. Jeg blev…kastet ind i det her og…jeg har stadig overhovedet ikke vænnet mig til det. Måske er jeg i virkeligheden bare bange. Jeg har…brugt hele mit liv på at leve op til et eller andet ideal jeg ikke engang altid har vidst, hvad var og…jeg har bare gjort ting forkert…åbenbart. Når man konkurrer med et dødt barn, kan man ikke vinde.”


Hun sukkede, var et øjeblik om at samle sig. Hvorfor fortalte hun ham i det hele taget det her? Det var ikke ligefrem fordi, de normalt havde lange samtaler om alle deres traumer.

”Nogle gange kan jeg undrer mig over, om jeg overhovedet var en person…før. Hvis jeg gjorde noget fordi jeg ville det så…” Hun lo næsten.

”Altså min mor smed mig næsten ud af et vindue engang. Jeg tror måske, at…De ved, det var ligesom bare nemmere at blive absorberet af at gøre ting for Dem end at overveje, hvad jeg selv ville, hvis jeg rigtig tænkte over det.”

Da hun lå ind mod ham, lagde han en varm hånd på hendes ryg. Hendes undskyldning, denne gang mere direkte, fik ham blot til at smile svagt. Lige nu virkede hun mere som et barn. Noget hendes efterfølgende ord måske også understregede. Nok var hun klog, nok var hun - til tider - stærk. Men hun var også ny, og for visse udødelige væsner, måske stadig et barn i denne verden. Det glemte han vel. Han glemte at vise hensyn til hendes manglende forståelse, fordi hun altid levede op til hans forventninger - og tit overgik dem.
Så skylden var også hans.
"Selvfølgelig ikke. Hvad skulle jeg gøre uden dig?"
Så...Venlig...Eller ligefrem kærlig...Havde han ikke været længe. Selv hos Dannika var han på sin vis stadig lidt reserveret. Ikke at han så meget til hende for tiden, hun havde nok travlt med andet arbejde. En udødelig dæmon blev trods alt ikke syg ofte nok, til at det ville være et fuldtidsarbejde for hende. Og hendes hjerte blødte også for andre lidende...Præcis som det virkede til at Gene til tider gjorde. Ikke altid. Men nogle gange. Hvorfor? Fordi de havde været mennesker engang selv...Fordi de stadig var så nye i at være vampyrer? Eller havde han bare altid været anderledes, født med afstanden til denne anden race?
Han trak vejret dybt og lydløst, som tankerne kværnede rundt i hovedet på ham.

Han lyttede stille til hendes ord. Det virkede til hun havde behov for at sige dem højt. Måske han kunne være den støtte for hende, som han selv havde haft brug for engang...Men som ingen rigtig havde kunne være for ham. Fordi han aldrig bad om hjælp. Fordi hans tanker og følelser var et indviklet kaos, som ingen gad bruge tid på at binde op.
Han var tæt på at smile over tanken igen - om Dr. Trott, et lille menneske, der havde været den eneste der gad sidde med ham i timevis og snakke. Ikke altid om ting, som Sean havde lyst til - men dog snakke. Til Sean var rejst fra Dragons Peak og skabt sig en ny hverdag. Kastet den værste deprimerede skygge af sig. Men han havde nok aldrig været rigtigt glad siden. Eller rigtigt stolet på nogen.
Og selv om Genes ord inviterede til at dele...Fandt ordene aldrig en vej ud af hans hals. Det var også okay. Lige nu handlede det om hende. Hvem gad også høre på hans kvaler? Han var en archdemon og hersker. Han skulle bære alle andres klager, men ikke selv beklage sig. Det lå vel i titlerne.
Derfor gengældte han let krammet. Ikke uvan til intimitet, som incubus.
"Jeg undskylder også. Jeg glemmer hvor ny du er til det hele, fordi du altid lever op til mine forventninger. Og mere til. For nu af må du fortælle mig, hvis du har brug for en pause eller hvis jeg kræver for meget. Så kan jeg tilpasse mig lidt bedre. Alt kan og skal ikke læres på en dag. Vi har forhåbentlig mange flere dage til det. År" forsikrede han.
Han tøvede et kort øjeblik, mens han overvejede noget.
"Jeg...Har et tilbud til dig"
Han ville ikke bryde krammet, før hun virkede til at være nogenlunde okay. Men til sidst satte han sig ned, i stedet for at sidde på hug - en glæde til hans fødder, hvor blodet igen strømmede frit ud i dem. Blikket gled ned mod gulvet et øjeblik. Den ene hånd blev brugt som støtte bag ham, mens den anden hvilede over det ene knæ. Fingrene gned let mod hinanden, mens han tænkte. Til sidst så han op på hende.
"Jeg sender dig ikke væk. Det vil være dit eget valg. Men der findes skoler. Jeg kan lære dig mange ting...Men jeg er ingen kvinde, og jeg er ingen vampyr. Der findes skoler til at lære den slags. Har du overvejet det?"

”Ja, hvad skulle De egentlig gøre? Kan de lave te til Dem selv?” spurgte hun, en tør joke. Hun var på vej til at finde tilbage til sig selv igen. Ikke at hun flyttede sig, lige nu var det for rart ikke at føle sig fuldstændig alene.
Reelt var hun sikker på, at Sean nok skulle klare sig uden hende i sidste ende, hvis det nogensinde blev nødvendigt, men det var rart at føle, at der var behov for en. Var det måske ikke i sidste ende, hvorfor hun gjorde mange af de ting, hun gjorde? For at føle sig behøvet, set, elsket? Det var der ikke tid til at dvæle ved nu. Allerhelst aldrig faktisk- Genevira brød sig lidet om at håndtere, at hun gjorde ting af andet end ophøjet helgenagtige årsager. At hun stadig blot var et væsen af kød og blod, der havde behov for at blive bekræftet emotionelt. Måske endda en hel del mere end de fleste andre.

Hvad var det i det hele taget der gjorde det her? Det var ikke fordi hun ikke havde været elsket før. Hendes søskende havde aldrig været dårlige til at minde hende om, med varierende grader af irritation, at hun var moderens yndlingsbarn. Det var ikke ligefrem fordi, hun var det eneste barn, i verden, der var blevet slået, hvad forventede hun egentlig at hendes forældre i det hele taget skulle have gjort, når hun opførte sig som en idiot ellers? Så hvad var det hun mente, at hun manglede? Måske var hun bare per definition grådig. Aldrig tilfreds med noget som helst, gjorde alting mere besværligt for sig selv ved ikke bare at acceptere realiteterne af ting omkring sig. Var det måske ikke det, hendes mor altid havde sagt?
Et kort øjeblik bed hun tænderne sammen. Nej. Hvis hun bare havde accepteret tingene som de var, så var hun til sidst druknet i Rotten Roots mudder, var aldrig kommet videre, hvis hun da ikke direkte havde gjort kort proces med det hele selv. Hvilket bare, var en anden måde at drukne på, når nu hun tænkte over det.
Nej, hun havde skabt et andet liv for sig selv, og hendes mor burde have været glad på hendes vegne, hvis noget.
Den dårlige samvittighed over, hvordan i alle helveder, hun var endt et sted, hvor det forekom hende mere ukompliceret, mindre plettet af frygt at elske en bogstavelig talt dæmon fremfor sin egen mor kunne pakkes pænt væk og gemmes til senere granskning. Eller, som det var med så mange andre ting i Geneviras liv, aldrig.


”De skal da ved alle guder ikke undskylde for, at jeg opfører mig som en idiot!” udbrød hun, næsten helt forarget. I virkeligheden var det nok i langt højere grad, fordi at konceptet af, at være den, der modtog en undskyldning lå hende så fjernt, at konceptet nåede at forekomme absurd og hun ikke anede, hvad hun skulle stille op med det.

”Men…tak alligevel,” skyndte hun sig hektisk at tilføje, for det tilfælles skyld, at hun havde været uhøflig. Burde hun sige undskyld igen?
Han afbrød hendes tankestrøm, måske heldigvis, før hun kunne nå det.

”Jeg kan se Deres pointe i at en mere formel oplæring, måske ville have været til gavn. På den anden side, er jeg kommet så langt her uden og det agter, jeg ikke at ændre på. Desuden, folket omkring os er, om end gradvist, begyndt at anerkende mig, som en af deres, hvilket jeg på den lange bane må indrømme, at jeg tror vil gavne os mere, i hvert fald som situationen er lige nu. Og det vil sende et mærkeligt signal til dem, hvis vi pludselig sender mig et eller andet sted hen, der for dem forekommer komplet uopnåeligt. Som om jeg virkelig bare fakede, at bekymre mig om deres problemer hele vejen igennem, det gør jeg måske til dels, men det er ikke det, der er pointen. Så medmindre De finder min viden om, jeg ved ikke, korstingsbroderi og blomsterarrangementer, mangelfuld, milord, så tror jeg helst, at jeg vil blive her,” fastslog hun med et lille smil.

Sean smilte svagt ved ordene. Han kunne sagtens lave sin the selv, på nogle punkter foretrak han det endda. Velvidende han kunne lave den lige som han ville. Men det var også fint at få den serveret.
Ja, som med så mange andre ting, var Sean slet ikke bange for at tage fat i praktisk arbejde. Havde gjort det hele sit liv. Han var på ingen måde født og opvokset til at være adelig, men havde kæmpet sig herop, og trænet sig selv i at indgå i skuespillet af perfektionisme og gode manerer. Det var ikke uopnåeligt, som mange troede. Men det tog tid, og hårdt arbejde. Det krævede at man kendte - eller kom til at kende - de rigtige folk. Og måske også en smule held, eller villigheden til at gribe de chancer man blev givet.
Han nikkede svagt til hendes ord.
"Måske du har ret"
Der var ikke mere at sige til det. Ikke fra hans side. Hun havde ret, men selv hvis det var det eneste problem, ville han ikke presse på. Det havde været en hurtig tanke, og hvis hun ikke havde interesse i det, var det også fint nok. Selv hvis Genevira manglede et eller andet, eller kom til at mangle noget, fandtes der mange adelige fruer i byen. Nogen kunne nok købes til at oplære hende, eller give hende en kvindes perspektiv på det hele, hvis det endelig blev en nødvendighed.
Men han tvivlede. Genevira ville næppe. Og for Seans side betød det intet.

Han samlede sine kræfter og fik stablet sig selv på benene. Han børstede og klappede støvet af sine bukser og hænder, mens han langsomt så rundt i lokalet omkring sig. Turen herned havde taget en drejning han ikke havde forudset. Om det var godt eller skidt...Det måtte tiden vise. Men det føltes ikke naturligt at fortsætte hernede lige nu. Allerhelst ville han nok gerne være alene for en stund. Tænke det hele igennem.
Måske han skulle gøre noget mere ud af at komme herned igen. Komme i løbet af nætterne, få ryddet op og hanket op i klanen, inden den igen risikerede at glide ud mellem hænderne på ham. Men det var alt sammen hans egne bekymringer. Det slog han slet ikke ind at tilbyde Gene en plads i klanen. Klanen og titlen som en af herskerens nærmeste...Det var to forskellige verdner. Og Genevira hørte mest til den ene. Det var ikke altid klogt at blande de to, han tvivlede på Genevira kunne og ville give energi og hårdt arbejde til begge dele.
"Lad os gå tilbage. Jeg tror ikke der er mere at komme efter her, lige nu. Det var mest af alt en introduktion" bemærkede han let, men alligevel med en tunghed der ikke var nem at placere.
Da han ikke forventede hun ville protestere, gik han selv over til sit bord. Han samlede et par pairer, og lagde dem i en lomme i sit tøj, før han gik over mod døren.

”Har jeg ikke ofte det?” spurgte hun med et lille smil. Nu langt mere rolig. Hun følte sig bedre tilpas. Om ikke andet havde det her da været en lektion i, at de også sagtens kunne fungere, når de var uenige om noget. Eller måske nærmere, når Gene røg ud af en tangent. Så selv når dagen mildest talt ikke var gået som planlagt, det turde hun godt væde på, at den ikke havde i hvert fald, så var det måske ikke så skidt, at det ikke var godt for noget alligevel. Selvom hun lige for et øjeblik siden helt unægtelig havde følt ganske reel og næsten afgrundsdyb angst for, at hun ville blive smidt ud. Erklæret uværdig eller noget og hendes hjerne selv midt i et sammenbrud mere eller mindre havde været i gang med at  gennemgå hendes muligheder for, hvad hun kunne gøre andre steder, hvem hun kunne være gået til, hvis det her havde vist sig endegyldigt ikke at fungere. Det var et eller andet sted næsten chokerende, hvor tom for muligheder, hun syntes at finde sig selv, når det kom til stykket. At krybe til Kain virkede bare ydmygende. Delvist fordi, han havde forladt hende én gang og desuden, som det var blevet afsløret for over et år siden, var han ikke bleg for at lyve for hende. Hendes familie havde kastet hende fra sig, så de var mere end udelukkede fra overhovedet at komme op som en mulighed. Valentine kunne måske have fungeret, men når alt kom til alt, brød hun sig lidet om ideen om potentielt, selv uden at ville det, at snylte på ham, ind til han på et eller andet tidspunkt blev træt af hende og smed hende ud. Desuden anede hun ikke, hvad hun skulle foretage sig i en by som Sunfury.  Natalie var hun for bange for til overhovedet at se som en mulighed, til trods for den lille dæmons tidligere invitationer og åbenlyse interesse.
Nej. Hvis Sean pludselig besluttede, at hun var udtjent, så var hun virkelig på spanden egentlig. Måske burde hun have det mere for øje i fremtiden.
Eller også var det bare et tegn på, at hun absolut bare havde værsgo at være taknemmelig for det, hun nu engang havde.
Hun rejste sig ligeledes og børstede det værste af støvet af sin kjole. Ikke at det betød ret meget, den skulle vaskes alligevel, ellers ville hun aldrig kunne have den på igen efter at have vidst, hvor den havde været henne.
Hun nikkede kort. Fulgte med ham ud. Ønskede sig allermest et bad og at kramme en kat.

//Er det en afslutning her eller tænker du vi fortsætter? ^^//