Underground, underground! (Chester)

S: Dragons Peak, gaden.
V: Overskyet, vinden kold. Det truer med regn.
T: Sen aften

@Chester

Han gned sine øjne og lod hånden glide over hans ansigt. Hans hud føltes som bedøvet, efter han havde taget en time på øjet, lænet ind over sine bøger. Han trak vejret dybt for at lade den kolde vind vække ham op. Hans øjne gled op til den mørke himmel, hvor de tunge skyer nægtede at lade stjerner eller måne komme til syne, til en gadelampe tvang ham til at kigge væk igen. Ah! Det lys!
Han rystede let sine hænder og fortsatte ned af den stille gade. Hvorfor faldt han også lige i søvn? På den anden side var natten dejlig stille og gav plads til helt nye tanker, helt nye ideer og en forunderlig, afslappet følelse af dyb ro i ens sind. Ingen larmende studenter der skulle underholdes, blot ham og ingen andre. Inden med et ødipuskompleks, ingen unge kvinder der prøvede at charmere sig ind på ham for at få del i hans succes, ingen folk der bruste frem med ingenting, fordi de så gerne ville bemærkes og bekræftes i deres eksistens. Var det så underligt han satte mest pris på de generte elever? De var ofte dygtige, de troede bare alt for lidt på dem selv. Måske så han noget af sig selv i dem. Nej, han SÅ noget af sig selv i dem. De mindede om ham selv, da han var mindre, men for hans vedkommende var det fordi det ikke havde været normalt at være så boglig i skolen. Man skulle jo ud i et erhverv og have et ordentlig job.
Et svagt smil gled over ham. Det var præcis hvad hans far ville sige, men det var nok fordi hans far havde haft et dårligt forhold til sin egen far. Den slags smittede jo, hvad flere af hans nyeste studier havde vist!
Han trak ærmerne på sin jakke ned over sine hænder for ikke at fryse om dem. Hans blik hvilede på stenene foran ham, der udgjorde den lettere ujævne vej. Dragons Peak var en smuk by og så interessant i forhold til sin historie, men lige nu orkede han ikke at studere de samme huse og statuer han gik forbi hver eneste dag, på vejen mellem hans 1-værelseslejlighed og universitetet.
Ud over jakken var han iklædt et par almindelige bukser og nogle ret slidte sko. Modsat hvad man tænkte, blev man altså ikke rig af at have læst i skolen. Desværre. Folk satte alt for lidt pris på hjernens talenter!
Måske var det også grundet hans træthed, der på en gang var ved at forsvinde men stadig gjorde hans tanker mere tågede, at han ikke rigtig bemærkede hvem der var i hans nærhed. Hans skuldre hævede sig lidt.
Vinden og hans træthed gjorde at her var langt koldere, end der sikkert var. Det var jo næsten vinter! I nærheden lød der råben og hujen fra det lokale værtshus. Så primitiv, faktisk.

Chester havde været på tur igen. Det var han ret ofte på det seneste, for Valeria var ikke meget hjemme i The Lazarus estate, og Chester havde ikke tænkt sig at tilbringe alle sine dage alene derinde. Det var slemt nok i forvejen, at han var fanget inde i det palæ, så snart solen stod op. I stedet havde han besluttet sig på at tage på udflugt, hvor han jagede om natten, og om dagen fandt han et hus, hvor han kunne få tiden til at gå ved at underholde sig selv med hvem end der boede derinde. Det var ikke altid at han slog dem ihjel, nogle gange havde de været underholdende nok til at han ikke så det sjove i det. Andre gange havde han dræbt det med det samme for de havde ikke gjort andet end at skrige og græde, og det var træls at høre på i længden.
Det var også, hvad han gjort ved det par, som han havde brugt dagen hos op til denne nat. Så han var ikke ude fordi han var tørstig. Han kunne altid få et par dråber mere ned, men det var ikke fordi han hungrede efter det. Han var mere ude nu, fordi han ikke havde tænkt sig at spilde den tid, han faktisk kunne være udenfor på ingenting. Han ville ud og opleve noget, ud og have det sjovt. Hvilket var, hvad der ledte ham til Dr. Trott.

Med hænderne i jakkelommerne slentrede han ned af gaderne. Det ekkoede for hvert skridt, han tog, som den eneste lyd tæt ved ham. Jo, han kunne fjernt høre lyden af festlige mennesker på kroer, men det foregik indenfor, hvilket ikke var noget han var interesseret i i aften. Han havde ruineret fester før, men denne aften gik han efter et enkelt bytte, og det enkle bytte havde han fået øje på nu. En mand der ikke virkede interesseret i at deltage i festlighederne. Han var nok på vej hjem. Mon han havde en familie? Børn? Kone? Alt dette kunne egentlig være ligemeget. Han ville ikke nå hjem til det alligevel.

Med sin overnaturlige hastighed fik Chester trukket denne herre ind til og op af en væg. Det var ikke fordi de var i en gyde, men der var ingen mennesker til at forstyrre dem og selv hvis der var, ville det bare betyde mere blod til Chester. Men blod skulle han ikke have lige nu. Nej, han ville have en snak. Så med et smil gav han slip på manden og klappede hans skulder. Hans hånd lod han blive derpå og klemte en anelse til, lidt for at sige, at han ikke skulle prøve at flygte. Ikke lige nu, i hvert fald, nej nu var en præsentation på sin plads.
"Wow, a man walking all by himself," startede han ud. Han lød egentlig høfligt men blandet med situationen og hans legesyge smil virkede det falsk, "You must either be really strong or really stupid. What if you run into someone... dangerous?"
Det sidste blev sagt som en hvisken. Han så sig hurtigt fra side til side og lænede sig derefter tættere på den fremmede som han skulle til at fortælle en hemmelighed.
"There's plenty of criminals in this town, trust me, you don't want to run into that."
Han klappede ham endnu en gang på skuldrene og gav nu også slip på ham. Han vidste, at hvis han prøvede at flygte, ville han hurtigt have fat på ham igen. I stedet rakte han hånden frem mod ham som en hilsen.
"I'm Chester. And I'm a criminal," sagde han og tyggede på sine ord, "But I don't like that word, it sounds... underestimating. You could call me a murdere, I wouldn't mind that. That's a better definition of what I am. Some prefer to call me monster."
Hans smil bredte sig og blottede et par skarpe tænder, som han så direkte ind i mandens øjne. Hans hoved bukkede han let på skrå. "What would you call me?"


// Undskyld det virkelige langsomme og dårlige svar T__T

Han gøs svagt, som hans krop kæmpede for at holde ham ordenlig varm. Med tiden vænnede han sig mere til kulden, men om det var godt eller skidt var han ikke sikker på. Han var så kuldesky! Der skulle næsten intet til før han frøs. Han burde snart købe nyt tøj. Næste gang han fik løn. Ellers ville han nok fryse ihjel til vinter.
Han gik i sine egne tanker om nyt tøj og en varm seng derhjemme, hos hans værtsfamilie, da noget yderst uventet skete. August havde aldrig prøvet at blive overfaldet før, ikke at han vidste om det var heldigt eller ej. Det hørte til hverdagen, for der var mange af mørkets væsner. Alt for mange, måske. Alligevel virkede der altid til at være lige præcis nok mennesker, til at nogen kunne gå igennem livet, uden problemer.

Han var ikke sikker på hvad der skete, da noget eller noget pludselig kom. Det hele gik så hurtigt og - for August - så voldsomt, at han slet ikke opfattede hvad der skete. Han havde gået i sine egne tanker og pludselig blev han ramlet ned, grebet, skubbet bagud til han ramte en hård væk med sin ryg. Hovedet gled bagud og ramte muren bag ham og han fik bidt et lille hul i sin tunge. Ømhed og en svagt snert af blod på tungespidsen. Hans hjerte hamrede hurtigere, adrenalinen satte ind. Skulle han dø? Ville manden røve ham? Dræbe ham? Eller bare tæske lidt løs måske?
Indigneret tænkte han på de mange måder folk kunne afreagere på. Var det ikke altid så nemt, blot at lade det gå ud over andre?
Først da begyndte det langsomt at gå op for ham at der ikke skete noget. Faktisk talte manden til ham. Han blev mere og mere forvirret, til situationen absurditet og adrenalinen gjorde hans tanker klare, som det fineste solskin. Hans blik gled over manden. Den blege hud, den klemmende hånd på hans skulder - lidt for klemmende, hvis man spurgte ham. Og de fine, skarpe tænder. Vampyr?
Han kunne ikke lade være med at spørge sig selv om dette var en leg. En leg, hvor han var et legetøj for et væsen der formentlig ville spise ham, inden solen stod op. Men han var jo slet ikke færdig med alle sine studier endnu!

Okayokay. Han tvang sig selv til at tage en dyb indånding og få styr på sine tanker og følelser. Analyser situationen! Kom så Trott! Du kan vel ikke forvente du altid får tid til at bedømme folk fra en magelig stol?
Manden var vampyr. Der var en aloverskyggelig sandsynlighed for at manden så ned på ham, som et simpelt menneske. En omvandrende madpak, vel. Det betød arrogance og fornærmelser, han ikke måtte reagere på, hvis han skulle have en minimal chance for at komme ud af dette i live. Han sank hurtigt smagen af blod fra sin tunge, i håb om ikke at pirre vampyren med lugten eller synet af blod på nogle måder.
Hånden på hans skulder...Vise magt. Dominans. Hvis han alligevel prøvede at flygte, ville manden foran ham kunne fange ham så let som ingenting. Hvorfor havde mennesket aldrig udviklet en sikkerhed mod disse væsner, når de nu havde levet i samme samfund så længe?
Nej, fokus!
Han rømmede sig svagt, kun for at opdage nogen havde fjernet alt spyttet fra hans mund. Han opgav at svare og gav blot manden hånden, usikker på hvad han burde svare til noget af det. Men jo mere han kunne lokke manden til at snakke, jo bedre.
"Ahem..." han tvang sin tunge og stemme i gang, med eller uden spyt.
"Øhm...August Trott" svarede han en anelse hæst. Han rømmede sig svagt igen og tørrede sine svedige hænder af i sit tøj.
"Ser du titler som kriminel og monster som en prisværdig titel eller en måde at acceptere hvad nogen mener du er og hvad du gør?" Oh...Vent. Måske burde han lige vente lidt. Manden skulle næppe myrde ham, bare fordi han var irriterende at høre på!
Men det var et fact. Der var mørkets væsner der kastede om sig med den slags, fordi de inderst inde havde svært ved at leve med det.
Var dette en test?
"Jeg vil...Jeg ville..." Hans blik gled prøvende ned over manden - Chester - igen.
"Jeg ville kalde dig Chester?" foreslog han.

Denne her mand var ikke ligesom det normale offer. Det kunne Chester høre, så snart han åbnede munden. Et normalt offer, ud fra vampyrens erfaring ville hulke, råbe op, tigge om nåde eller simpelthen stå mundlam. Ham har... Udover den tydelige nervøsitet formåede han at holde en normal samtale med Chester.
"August.. Trott? What kind of name is that? Trott..." Han gumlede lidt på navnet. "I can barely pronounce it."
Ikke nok med at han var i stand til at have en samtale med Chester. Han var også i stand til at stille ham spørgsmål. Og det var sandelig et mærkværdigt spørgsmål, der også fik Chesters smil til kort at falme, som han så forvirret på ham. Han havde aldrig før overvejet, hvad han tænkte om at have en titel som kriminel og monster, og i hvert fald ikke hvorfor det kunne være han tænkte sådan om det. Der var vel ingen grund til at gruble over sådan noget. Faktisk var det sjældent at han grublede over noget som helst, både på jagt og generelt. Han kunne bruge den undskyldning at livet var for kort til at gruble, men nu var han udødelig, så det var nok mere fordi han simpelthen ikke havde lyst. Hvorfor gruble, når man kunne have det sjovt? Derfor kom det bag på ham, at manden stillede ham det spørgsmål, ikke bare fordi at han stillede ham et spørgsmål, men fordi det netop var dét spørgsmål. Det virkede lidt for personligt i forhold til at Trott blot var en han havde planer om at slå ihjel.
"That's the question you want to ask me? Not 'why are you doing this' or 'would you please spare my life'?" spurgte han med et grin, "I think you need to get your priorities straight."
Svaret på spørgsmålet fik manden ikke. Mest af alt fordi Chester ikke selv kendte til det. Det var nemmere at gøre grin med August i stedet for at tænke over, hvad han faktisk spurgte om. Han havde andre ting at tage sig selv.
August svarede, hvad han ville kalde ham, og Chester kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet. Han havde håbet på, at han ville råbe skældsord og flere "titler", noget der kunne give et tegn på modstand. Det var altid sjovest, når de lavede modstand. Så det hele ikke føltes så nemt og hurtigt overstået.
” Well, of course you would call me Chester, that’s my name,” sagde han og trak på skuldrene, “I just thought you were more creative than that.”
Han begyndte at blive en smule mere rastløs og han skiftede skiftevis vægt fra den ene fod til den anden. August virkede slet ikke nervøs nok. Det var meningen, at han skulle være nervøs og ærlig talt, provokerede det ham. Det gav ham en trang til at presse på, og han vidste præcis hvordan. Han havde fundet et svar på spørgsmålet.

Smilet kom tilbage på hans læber. "And to answer your question.. Let's take monster - I do find that as praiseworthy title. You know why?"
Han kom tættere på August, helt tæt, så manden var helt i mellem muren og vampyren foran ham. Hans ansigt var kun få centimetre fra hans og deres ånde blandede sig. Smilet forlod ikke hans læber, men venligheden i det passede ikke til det sadistiske glimt i hans øjne. "Because it means that people fear me."
Han greb fat i Augusts skuldre, en hånd på hver, men denne gang var det ikke bare et fast greb. Han harmede ham op mod væggen og fjernede derfor den sidste plads, der var mellem dem. Han holdt ham fast, mens hans fingre borede sig ned i ham. Hans mørke øjne så ikke væk fra menneskets.
"They see me as someone too dangerous to be a person, someone above the ordinary man."
Det var først nu, at han brød øjenkontakt. Men kun for at vende blikket mod Augusts hals. Han kunne høre blodet pumpe frem og tilbage. En fascinerende og ikke mindst lokkende lyd.
Han kom tættere på med hovedet og havde nu kurs mod hans hals. Han sænkede stemmen til en mumlen som han fortsatte: "Doesn't that sound praiseworthy to you?" Hans læber snittede hans hals, som han talte. "To be above the ordinary man?"
Han skulle lige til at bide ned - hans tænder havde allerede markeret sin plads - ikke fordi han ville drikke ham tør for blod. Nej, blot for at vise ham hvilken fare han egentlig var, hvilken smerte han kunne volde ham. Men så kom han i tanker om den anden del af Augusts spørgsmål. Han trak sig væk fra ham og trådte et skridt tilbage, hvilket også betød at han gav helt slip på ham. Og så så han på ham med et lettere fornærmet blik.
"What did you mean by 'accept what I do'?" han ventede ikke på svar før han fortsatte: "Of course I accept what I do! There's nothing wrong wih what I do. Because it's who I am."
Han havde nu glemt hvad han lige havde gang i. Det var vigtigere at forsvare sig mod dette bedrevidende menneske. Hvordan kunne han overhovedet finde på at tale ned til ham. Han var et menneske, Chester var vampyr, ergo lå han over ham. Sådan var hierarkiet. Det virkede han bare ikke til at vide noget om.
"If I turned you into a vampire, you wouldn't just lie down on the ground to die, would you? No, because people are selfish and people need to fulfill their needs. And your need as a vampire is to drink blood, to kill."
Han var ikke færdig. Han var begyndt at lade sig rive med i argumentionen med ham.  "And-and even if it wasn't something natural and I just like to kill, which I also did before turning into a vampire, then why should I care? I'm not getting punished for it and I couldn't care less about the people I kill. So of course I've accepted my actions - Because I'm not going to stop doing them either way."
Til sidst lagde han armene over kors og så på August med en sur mine. Tåbelige menneske at komme her og ødelægge hans aften med alt for nærgående spørgsmål.

Så øh...Så øh...Så dette var det? Skulle han virkelig dø nu, her i aften, til en vampyr? Han tog sig selv i at tænke. At tænke det var bedre at dø, end selv blive skænket det evige liv. Aldrig ville han ønske sig det! Aldrig!
Han fandt sig et øjeblik lidt for mundlam til at give svar og lyttede derfor mest. Men der var heller ikke grund til at have travlt med at svare. Sandsynligheden for at han fik sagt noget forkert var for stor. Ja, selv om vampyren uden tvivl havde udset sig ham som sit offer, var der stadig et spinkelt håb i brystet på August. Han mærkede det nu, bankende i takt med hans hjerte. Et håb om han alligevel ville overleve, skønt han ikke vidste hvordan. En drift til at overleve.
"Oh...Øhm...undskyld" bemærkede han svagt, til at han ikke havde stillet de rigtige spørgsmål. Men sandheden var jo de spørgsmål ikke ville give ham svar på noget. Han havde hørt for mange historier om disse angreb - de spørgsmål ville aldrig rigtig blive besvaret eller også hånede de mørke væsener blot menneskerne. Det ville netop blot give dem præcis hvad de ville have. Desuden mente han nu nok han vidste hvorfor.
"Men...Jeg kender svarene allerede..." Han sank igen sit tørre spyt.
"Jeg er jo bare en omvandrende madpakke for dig. Derfor. Du ville...Ville...Angribe hvem som helst for mad. Mig...Eller en anden" Ærlig talt havde han svært ved at argumentere for at manden ikke skulle finde en manden. Han ville jo gerne selv overleve, men han var heller ikke sikker på han kunne leve med viden om, at hans ord havde bragt en anden døden.

SÅ! Nu skete det. Han lukkede øjnene og greb automatisk rundt om Chesters underarme, selv om han vidste han ikke havde styrken til at undgå det. En grimasse af smerte - han var absolut svag og modtagelig for smerte. Og at få ryggen slået ind mod en stenmur gjorde trods alt lidt ondt. Men stadig intet skrig, stadig ingen tårer eller ord om nåde. Sådan fungerede det jo ikke. Hans hjerte slog så hårdt, at han for en stund kun hørte det. Hans vejrtrækning var vild. Jo, han mærkede skam frygten! Og en pludselig gnist, fuld af lyst til at leve!
Han trak vejret dybt, da han mærkede den prikkende fornemmelse mod sin hals. Han var så opslugt af hvad der skete, at han ikke rigtig hørte Chesters ord.
Og pludselig var han sluppet igen. Hans ben fandt jorden og truede med at give efter under ham. Han pressede sig selv ind mod muren for ikke at falde og dermed virke lige så svag, som han var.
"Men hvorfor skal folk frygte dig? Er det ikke sjovere hvis de f.eks. holder af dig i stedet?"
Ordene lød som en drøm for ham. Han anede ikke hvor han havde styrken til overhoved at sige noget fra. Måske fordi han var ved at indse han alligevel skulle dø...Så kunne det jo være lige meget om han sagde noget forkert eller ej.
"Du er normal, for din race. I ønsker alle det samme. Det er så forudsigeligt" Et svagt, blegt smil gled over ham. Som var det hele i virkeligheden en joke.
"Men i virkeligheden har I det langt hårdere end os mennesker. Vi lever i troen om at vores...At vores køer og grise ikke har intelligens og følelser. Det gør dem nemme at slå ihjel. Men I, I skal slå folk ihjel I VED har følelser, tanker og familier. Derfor nedgør I os, det gør det nemmere for jer at spise os...For du har ret. Enhver vil følge instinktet for at spise...Medmindre deres prioriteter er større end det. I det tilfælde ville de langt hellere dø" Han rablede lidt, det indså han godt. Men hvad kunne man forvente? Adrenalinen og frygten sad i ham. Det var jo ikke fordi dette var en behagelig situation.
"Du retfærdiggøre det for dig selv. Det er faktisk interessant...Nogen nedgør os konstant. Men du...Du rationalisere det. Du tror du ikke bliver straffet, men måske overser du straffen for det. At alle mennesker ville ønske dig og dine slags langt væk. Døde, væk. Aldrig inkludere jer i samfundet. Hvis det stod til vagterne, ville de henrette dig offentlig for mord. I virkeligheden...I virkeligheden..." Hans ord forsvandt pludselig. Det springvand af forvirrede tanker han havde haft blev tørt som et ørkenlandskab. Ordene sad fast i hans hals og hans sikkerhed blev igen erstattet med usikkerhed.
Det var jo fantastisk. Han havde udsat sin egen død på ubestemt tid, ved at snakke med sin dræber. En der tog ordene til sig og tydeligvis fandt dem fornærmende. Følte trang til at beskytte sig selv. Der! Armene der gled over kors. Om noget fortalte det Trott at han kom for tæt på. At Chester ønskede at beskytte sig selv, her igennem det lukkede kropssprog. Bar manden på en indre usikkerhed?
For helvede. Dette var ikke tiden til analyser! Han kunne nu gå og overveje hvornår den død faktisk ville komme. Godt gået, August! Du har virkelig hjulpet dig selv her...Idiot...
"Jeg ville faktisk aldrig ønske at være vampyr" bemærkede han svagt.
"Men det er jo dilemmaet i verdenen. I har brug for at leve og det har vi også. Det er en evig krig. Men jeg tror sagtens...For vampyrerne i hvert fald...At man kunne finde på en løsning" Han vrøvlede. Ingen troede på den slags.

Chester kunne ikke lade være med at le. Som August gav sig til at forklare alle sine modargumenter, kunne der høres en dyb klukkende latter fra vampyren. Han lo, fordi hele den her situation var så finurlig. Finurlig, ja, det var det perfekte ord til at beskrive det. Hvis nogen havde sagt til Chester, at han skulle bruge aftenen på at diskutere etik med et menneske, han ellers ville drikke fra, ville han aldrig have troet på dem. Men så igen, havde nogen fortalt August at han skulle diskutere etik med sin kommende morder, ville mennesket nok heller ikke tro på dem. Det var ikke fordi latteren var høj – i hvert fald ikke høj nok til at afbryde August i hans svada – men den var der kontinuert gennem hans lange sætninger. Bare en af de første sætninger fik ham til at ryste svagt på hovedet over mennesket naivitet.
”Care about me? Why would I want people to care about me? To love me even?” Han sagde det som om det var den største joke, at han kunne tænke sig sådan noget, selvom han egentlig godt vidste, at det var hvad, de fleste ønskede. ”I’m gonna let you in on a little secret: Everything you experience as a human will die. Love included. There is no forever. The only forever is the age of the dark creatures and the fear that they bring. Fear is just more powerful than love.”
Han trak let på skuldrene. På en made virkede han afslappet med hans væremåde, men han var også rastløs og egentlig en anelse dårlig til mode. Det her var forkert. Et menneske burde slet ikke stille spørgsmålstegn. Men den eneste måde, hvor det virkelig kunne ses, var hans små rastløse skridt på stedet som om han var ivrig efter komme videre. Han kunne i hvert fald ikke stå helt stille.

Efter dette lod han ham egentlig tale færdigt. Han kunne godt afbryde, faktisk havde han en helt masse modsvar i tankerne, men han valgte at høre, hvor August ville hen med det. Den her samtale var lige så spændende som den var irriterende. Han blev stående med armene over kors, en trippende fod og et lettere dømmende blik, som han talte videre. Hans smil blegnede for hver pointe, han kom med. For at være ærlig blev Chester fornærmet – nok fordi at August ikke ligefrem passede på med de ting han sagde.
Han blev mest af alt fornærmet, fordi at så mange af de ting, August sagde, var han uenige med. Siden hans tale foregik så længe og havde så mange pointer var det næsten uoverskueligt. Chester elskede at diskutere og han elskede at tale, så han følte for at kommentere hver enkelt ting, som mennesket sagde, men det kunne bare ikke lade sig gøre. Han prøvede dog det bedste han kunne. Først åbnede han munden, lukkede den igen og tænkte sig lidt om, og så åbnede han den igen.
"In reality," startede han ud som at færdiggøre den sætning hvor Augusts tale var ved at dø ud, "nothing matters. Nothing that you say. So what if humans have feelings? So what if they hate us vampires with a burning rage? And so what they want to kill every one of us? It doesn't matter because in the end it's us, the vampires, that rule this world. At least more than humans do."
Armene var ikke længere over kors, I stedet var de ned over hans side, hans næver en anelse knyttet. Det her var ikke sjovt længere. Det var Augusts sidste ord der skubbede Chester over grænsen. Han fnøs, hånligt, og der var ikke det mindste smil at skue længere.
"There is no solution to find. Not for vampires. I don't think you understand. I like who I am. What I am. I don't have a problem. I am a problem to you, but you're to weak to ever find a solution to well, me."

Han var færdig med at diskutere. I stedet lagde han hovedet en anelse på skrå som han så vurderende på mennesket foran ham. Hans øjne virkede mørkere som havde en skygge lagt sig over dem. Der havde været alt for meget snak og alt for lidt jagt. Nu kom smilet tilbage på hans læber men denne gang lovede det kun problemer. Problemer for blodposen foran ham i hvert fald.
"So you're saying you'd never want to become a vampire," startede han ud, "Frankly, I don't think you have a choice"
Med ét havde han endnu en gang skubbet August op af muren. Men denne gang tøvede han ikke med at bore sine sylespidse tænder ned i ham. Blodet strømte ind i hans mund og ned af hans hals, så varme og rus skød i gennem ham. Manden holdt han fast. Han prøvede at drikke ordentligt, han skulle ikke dræbe ham med det samme, men såret kunne ikke undgås at blive stort og blodigt. Egentlig kunne Chester også bare være ligeglad. Også om manden var i smerte. Om han skreg. Skrig var bedre end alle de ord han havde spyttet ud. Nu var det på tide at han blev straffet for sine fejlagelser.