The underground? -Tristan-

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] Påklædning
______________________________________________________________________________________
Tid. Tidlig aften.
Vejr. Køligt med en klar natte himmel .
Sted. Skoven
Omgivelser. Træer og buske, nogle få blomster marker.

Dagen var gået hurtigere end Alex havde regnet med, normalt var hendes dage og morgner så kedelig og lange. Denne dag havde dog været anderledes, men kun en lille smule anderledes. Dæmonen Ivan havde været efter hende, hvilket havde fået hende til at stikke af inde i skoven. For at undgår ham, var hun kravlet op i det største træ hun kunne finde. Hendes hvide stræk trøje, varmede hende mod den kølige vind. Da hun nåede højt nok op, kunne hun se hvordan himlen langsomt forvandlede sig fra en blå klar himmel, til en lyserød mørk himmel. Stjernerne blev langsomt mere klare at se og månen kunne ses på den anden side.
Et kærligt smil kom frem på Alexs læber, hvornår havde hun sidst set en solnedgang? Hun rejste sig forsigtigt op på grenen, med en stille bevægelse greb hun fat i en gren for at kunne holde balancen. Hendes brune øjne lyste nærmest op, som natte himlens stjerner. Hun trak forsigtigt kraven på hendes bluse op, for at dække hendes kolde læber. Det var nu ikke meget koldt, men når der engang i mellem kom en brise. Kunne det godt følelses lidt som is der skar gennem ens sjæl.
Markerne med blomster, var mere en mark med gule og tørre balde, det var det mest perfekte sted at gemme sig for folk, som selvfølgelig ikke kunne flyve. Da de ville blive nødtil at gå på de knastørre blade. *Gad vide hvordan denne smukke skov så ud når der var sne?* Tænkte hun, ud i et kunne hun høre nogle der kom nærmere, bladenes knasende lyd ramte hendes trommehinde og fløj gennem hendes krop. Havde Dæmonen allerede fundet hende? Var hun virkelig så nem at snuse sig til. Stille rystede hun på sit hoved, det kunne jo altid bare være et dyr. Måske var det en kanin, det blev nødtil at være en kanin! Alex nægtede at tro på at en skide Dæmon kunne finde hentil hende så hurtigt, hun var løbet i fire timer, og havde ikke set skyggen af dæmonen. Så hvis han virkelig havde fundet hende allerede, havde hun undervurderende ham.

Et knæk blev hørt fra træet af, Alex gav slip fra grenen som holdte hende balance. På grund af chokket fra den knækkende lyd, med en hurtigt bevægelse. Hendes hjerte stoppede i et split sekund, hendes blik blev placerede på himlen over hende. Hun kunne ikke længere føle grenen under hendes sko, faldt hun? Inden hun kunne nå at opfatte at hun faldt, ramte hendes spinkle krop noget. Et Smertes støn slap hendes røde læber, hendes øjne klemte sig sammen og stille satte hun sig op. Hvad skete det? Alting gik så hurtigt, hun placerede en hånd på hendes pande. Uden at flytte sig fra den underlig formet jord, kiggede hun rundt. Var dæmonen i nærheden?! Hun havde jo hørt for skridt der knækkede de forskellige blade.

Dagen havde været klar, og solens stråler havde opvarmet jord og planter- Derfor var skoven også fyldt med liv fra blomster og smådyr på den stille aften. På trods af at det havde været en varm dag, var aftenen taget til, og med den kom den kølige brise. Uden skyer og drivhusgasser til at holde på varmen, havde den sneget sig ud imod den klare nattehimmel og forsvundet, hvilket efterlod skoven køligere end normalt.

En gren knækkede under hans fod, imens han adræt bevægede sig igennem de velkendte skovstier. Efter at have været bosat i skoven i lang tid efterhånden, var den blevet et hjem for ham. Han kendte dyrene og træerne og stierne som sin egen baglomme, ja eller måske det var en overdrivelse. Han kunne i det mindste finde hjem fra markedet.
Tristans iøjnefaldende orange hår fangede de sidste af solens stråler, og skilte sig voldsomt ud fra den sorte sweater han bar, med et par mørkeblå løse bukser holdt oppe af et bælte, hvortil han havde spændt sine våben. Aldrig forlod han sin hytte uden sine våben. Underworld kunne være ubehagelig om natten både i byen og skoven, og man skulle kunne forsvare sig.

Som de sidste stråler sank ned bag træerne, og den mørkeblå himmel lagde sig til rette, stoppede Tristan med at nynne den glade melodi han havde haft på hjernen den sidste uge. *Run baby run, dont ever look back* Ja lige siden hans genforening med en gammel ’ven’. Hans liv havde synes mere sammenhængene efter det, og han rakte ikke længere ud i blinde følte han, men selv det havde også vagt problematikker og følelser frem. Så meget at han knap vidste hvad han skulle gøre mere.
Han var stoppet op, og havde en umiskendelig følelse af at der var nogle andre tæt på. Imens han stod der rettede han lidt på papirsposen, han havde i hænderne. Han havde været på markedet for dagligvarer, og hans santuine bror, tigeren Luck, var blevet hjemme i hytten. Selv den havde været anderledes den sidste uge, og han kunne sværge på at bebrejdende blik blev sendt hans vej, når han kiggede væk.

Langsomt fortsatte han turen igennem skoven. Græsset under hans fødder var tørt, og de grene han ramte knækkede som tændstikker. Han nynnede ikke mere, men var alligevel optaget tanker, og registrerede ikke rigtig noget omkring sig. Havde han været mere tilstedeværende, havde han måske opdaget at der sad noget i træet over ham, men i stedet måtte han finde ud af det på den hårde måde.
En underlig knasende lyd over ham, fik ham til at stoppe op, men det var en dum ide, for i næste nu ramlede noget tungt ned over ham, og på et splitsekund gav hans ben efter, og han lå mast ned i jorden med et lavt smertestøn. Han var landet på brystkasse, og alt luft var blevet slået ud af ham.
Først efter et par sekunder med at få vejret. Gik det op for ham, at det der havde væltet ham stadig var oven på hans ryg. Bevægelserne indikerede at det var levende. Han prøvede at rette sig op med armene, men der var for meget vægt.
”Hey… Du sidder på mig” brokkede han sig hæst.

Langsomt kørte hun sin hånd gennem sit lange brune hår, da jorden begyndte at røre på sig?! i et Sæt rejste hun sig op, verden snurrede rundt. Hendes brune øjne blev sat på mandens ryg, hendes øjne kørte rundt på hans tøj. Mærke blå bukser, det var langtid siden hun sidst havde set nogle der ikke kun gik i sort. Med et lille skridt, trådte hun tættere på ham.
Orange hår? Hendes øjne var overrasket, var han måske en dæmon som havde styr på ilden? eller måske havde han en misfarvning i hans hår, som fik det til at være orange! ELLER så var det solnedgangen der fik hans hår til at se orange ud.

Uden at tænke over det, havde Alex sat sig ned på hug foran ham. da han fik sat sig op, satte hun begge sine hænder på hans hoved. Hendes aura var beroligende, man kunne ikke rigtig frygte hende. hun var lille og med de store brune hundehvalpe øjne, var hun svær at skælde ud.
Hendes hænder kørte rundt i hans hår, stille rykkede hun sit hoved tættere på hans. mest for at se på hans hår, det kunne var en skjult besværgelse!
Hendes brune øjne lyste op som de få stjerner på den klare natte himmel, hendes læber blev adskilt og en blid stemme kunne høre "Orange? hvorfor er det Orange?" Hans hår var utrolig blødt i forhold til hvor strittende det så ud.
Hun nussede nærmest hans hoved bund med sine bløde hænder.

((undskyld jeg er færdig med min dansk eksame nu XD så skrev lige noget hurtigt, sig til hvis det ikke kan bruges))

Tristan brummede utilfredst og fik mast sig op at sidde, da vægten over ham lettede. Så gik hans opmærksomhed fra at komme op, til at studere hvilken meteor der havde ramt ham, og hvilken alien der sad på den. Meteoren viste sig dog ikke at være et fremmedlegeme fra det ydre rum, men i stedet en mørkhåret pige, måske lidt yngre end ham selv.
”Jesus. Kigger du dig ikke for før du kaster dig ned fra træer?” Sukkede han mest for at drille. Han var en åben person, men også varsom. Efter at have studeret hendes udstråling og aura kom han i midlertidigt frem til at hun ikke virkede som en trussel. I stedet stirrede hun lidt underligt på ham. Han fulgte hendes blik, og kiggede op på de orange totter, som han selv kunne se stritte ud fra hans pande. Ah ja, altid en icebreaker. Det tiltrak meget opmærksomhed.

”Aww man..:” Mumlede han, da han opdagede at hans dagligvare var spredt ud over jorden, og han begyndte at samle de flasker og poser han kunne nå fra hans siddende position og lægge dem nede i den store papirspose.
Et meget underligt blik blev sendt i hendes retning da hun begyndte at røre ved hans hår. Se det var… underligt. Tristan prøvede at smile til hende, imens han høfligt fik fat om hendes håndled og pænt skubbede dem tilbage til hende, hvor han så gav slip, og håbede at det var antydning nok. Han var virkelig ikke komfortabel med folk han ikke kendte så tæt på, selvom hun virkede god nok. Faktisk virkede det til at den eneste person han faktisk var komfortabel med var så tæt på, ikke ville nærme sig ham, kunne hun være fri. Men ikke desto mindre var og blev Camille den person.

”Det ved jeg ikke, hvorfor er dit brunt?” Svarede han kækt igen og løftede et bedrevidende øjenbryn. Han ville have sagt noget mere, men idet han skulle til det lød en knurrende lyd et sted bag ham. En knurrende lyd, som han ville gætte på stammede fra en sulten bloddæmon.

//helt fint //

Da Tristan fjernede hendes hænder, satte hun blidt sit hoved på skrå. da han åbnede sin mund, lyttede hun til det sære spørgsmål, det fik hendes kinder til at ændre farve fra hvid til en mild rød. ”Ja undskyld, men du er sikkert vantil at kvinder bare falder for dig” Hun kløede sig i nakken og grinte en smule usikkert, hendes stemme var blid med en lille nervøs undertone. Hun placerede sine hænder på jorden og rykkede lidt væk fra ham, med en hurtig bevægelse bukkede hun sig ned. Hendes lange brune hår ramte jorden, hendes pande var kun få centimeter fra jorden inden hun udbrød med en tydelig stemme. ”Undskyld, Jeg gled og faldt ned i hovedet på dig! Og undskyld at jeg bare røre ved dit sære hår!” Hun vende sit blik stille mod ham, da hun hørte hans stemme. ”Aww man” Hørte hun, hvad var der galt med ham?
Hun forstod det ikke før hun opdagede hvor hans øjne kiggede hen. Hun var skylden i at hans ting var spredt ud over alt, hvorfor var hun også altid så klodset.

((http://thumbs.dreamstime.com/z/businessman-apologize-to-boss-japanese-kneeling-position-sorry-all-mistakes-36375478.jpg billede så du ved noglelunde hvad hun gør))

Han virkede nu rar nok, men noget var over ham. En trist aura? Hun rystede blidt på hovedet og rejste sig op, stille børstede hun jord fra hendes tøj og begyndte at hjælpe ham med at samle tingene op, det var lidt det eneste hun kunne gøre som undskyldning, og det rigtige at gøre! Da hun havde samlet det op som hun nu kunne bære i hendes små hænder, fik hun dem smidt forsigtigt i posen igen.
Hendes øjne var en smule vagtsomme og rolige på samme tid, hun kiggede bag sig da Tristan stillede sit lidt drillende spørgsmål, hendes hår var da mere normalt end hans? Lyden i hans stemme fik det til at følelse som om han blev afbrudt, hvilket gav et sæt i Alexs krop. Hun vende stille blikket mod Tristan, da hun så bloddæmonen i dens kolde gule øjne.
Øjne som nærmest skar gennem ens sjæl og kun efterlod en kold følelse af fortabthed. Alex greb fat i Tristans arm og hev ham hurtigt med sig, hun glemte næsten at trække vejret. Hendes hår bøljede i vinden mens hun løb, hun kunne høre den knurrende lyd blive overdøvet en smule af de knasende blade! Hun anede ikke om den fremmed overhovedet kunne klare en bloddæmon, men hvorfor tage chancen, hvis han mente at han kunne klare bloddæmonen, kunne han altid rive sig fri fra hendes greb om hans hånd. ”Hvorfor er jeg så nem at finde!” Råbte hun i med en vred stemme.

Tristan kom til at grine fornøjet ved hendes ord. *Van til at kvinder falder for dig*. Kvinder var for tiden en anden race følte han. Måske de bare var det. Problematiske personer.. ”Du ville blive overrasket” Kom han til at grine. Om pigerne faldt for ham? Han havde absolut ingen ide. Han var dårlig til at tydede sådanne tegn, men måske det havde noget at gøre med at han ikke havde behøvet at kaste sig ud i singlelivets forfærdelse de sidste 3 år.
”Nej det er okay. Det var jo et uheld.” Svarede han hende, og kørte en hånd igennem sit hår, for at få det til at sidde optimalt igen.
Lidt forlegent prøvede han at få hende til at rette sig op igen, da hun prøvede at … undskylde? For det med tingene. ”Jeg overlever” Sagde han forlegent og kradsede sig i nakken. Hendes hjælp med tingene var dog kærkommen, og snart var alt tilbage i den vide papirspose.

Den brummende lyd bag ham blev lidt højere, og først der vendte Tristan hovedet, kun for at stirre lige ind i en savlende dæmon, som bestemt ikke så rart ud. Som dusørjæger havde han spist sådanne fyre til morgenmad, og var egentlig ikke så bange for dæmoner, som han var for vampyrer. ”En af dine venner?” Spurgte han lidt forvirret, og i næste nu blev han trukket af sted af en overraskende stærk pige.
Ulykkeligt måtte han efterlade sine vare. Satans også! Den dæmon skulle bøde! Og imens han blev trukket af sted, forsøgte han med den anden arm at ramme dæmonen med sin nu trukne pistol. Det var svært at sikre i den fart, og når man samtidig skulle passe på man ikke faldt over rødder og grene blev det ene værre. En kugle fløj forbi fyrens ene tinding, men han ænsede det ikke.

Tristan ville lade igen, men virkede det ikke som om jorden under dem var underligt blød?

Han var nu lidt kær, den måde han blev forlegen på hendes måde at undskylde på. Et kærligt smil kom frem da de havde fået alle varende i papirposen igen.
_____________________________________________________________________________________-
Alex løb alt hvad hun kunne, mens hun havde slæbet af manden i sin ene hånd. Hun følte hurtigt hvordan jorden blev blødere, kunne de være løbet ind i en sump! Det kunne være løgn, skudende rungede i hendes øre. Hurtigt stoppede hun op, hun greb fat i Tristans hånd med pistolen, deres øjne mødtes i et split sekund. Et bedårende smil kom frem, hvorefter hun kørte sin hånd ned på hans pistol. Hun gjorde sigtet klart for ham, så hvis han skød denne gang, ville han ramme Dæmonens ene ben. Hendes øjne var forførende i det hun sigtede med Tristans pistol mod dæmonen, hun var vantil hånd pistoler. De var nemme at bære og nemme at skjule, da Tristan skød begyndte hun at trække ham med sig igen.
”Pak pistolen væk, hvis du blive ved med at skyde, kan du ende med at ramme dig selv i foden ved et uhe…” inden hun fik sagt det hele, mistede hun jorden under sig. Hun røg ned i et hul med Tristan! Hvad var dette? En fælde, de begge faldt på samme tid, som om at den først gik under da de begge stod på det øverste.
Vejen ned var som en ruchebane. Alex landte på Tristans skød og greb fat om hans nakke mens de kørte ned gennem hullet! Hendes øjne bredte sig, overrasket skreg hun! Hvad skete der? hun boede i denne skov også var der traps som denne, hun anede ikke hvad der var for enden af grotten. Hvilket kun gjorde det værre for hende! Hun havde ingen mulighed for at brede sine vinger ud, da der ikke ville være plads nok. Væggene blev nærmest smallere og smallere. Alex klemte sine øjne sammen og pressede sin pande ind mod Tristans bryst kasse, hvis de døde nu ville hun ikke se hendes egen indvolde splatte ud over alt!
”Jeg vil ikke dø jomfru!” Skreg hun det øjeblik de nåede enden af tunnelen, jorden forsvandt under dem og de faldt ned i en kæmpe flod?
((http://images.tuinordic.com/travel/images/originals/Extra/extra-8529-1-0192272-1206190247.jpg ))

Han ville pænt rykke pistolen lidt væk fra hende, som en afvisning af hendes hjælp. Ikke for at være afvisende eller kold, men fordi han ikke behøvede hjælp. Han havde trænet siden han var barn, og selvom evnerne var kommet senere end nogen synes godt var, så var han blevet en dygtig skytte. At han skulle bruge hjælp fra en fremmed pige var over hans lig. ”Tak, men nej tak.” Mumlede han da de stoppede op, og uden at skulle løbe var hans balance på plads. Selvom han ikke var i bevægelse, så var dæmonen det stadig, og da han affyrede for at ramme hovedet snittede kuglen i stedet dæmonens hals, og den blev slået lidt tilbage, men ville nok snart fortsætte forfølgelsen.
Han satte farten op igen sammen med hende, men inden de var nået langt synes jorden under dem at blive underligt svampet og blød. Han kendte denne del af skoven og fortsatte velvidende at der ingen mose var. Hvad han ikke havde forudset var at jorden pludselig var væk under dem, og han råbte overrasket da tyngdekraften greb fat om dem og slyngede dem nedad. Som en vand glidebane blev de ført nedad og Tristan prøvede at brede armene ud for at stoppe faldet med begge arme, men farten var for høj og jorden som hans hænder ramte i kanterne var stenede og slog hul på huden, så han trak dem til sig.

Lige før de nåede enden af tunnelen nåede han at sende et forvirret udtryk i en vilkårlig retning af hendes meget… åbenhjertede … bekendelse. ”Og jeg vil bare ikke dø!” Stemte han i, og ramte før han vidste af det en klar vandoverflade. Han landede med ryggen nedad, og vandet slog luften ud af ham, så han sank et stykke ned. I forvirringen ved at ryge i vandet havde han mistet kontaktet til pigen som også var røget herned, og efter at have kæmpet sig op til overfladen og kæmpet for vejret kiggede han sig omkring.
”Hey, er du okay?” kaldte han.

Et nej tak? Fint, hvis han bare kunne ramme var hun nu ret ligeglad. Da hun så hvor perfekt hans skud var, kiggede hun lidt overrasket på ham inden de begyndte at løbe igen. Han var bedre end hun lige havde regnet med, hun havde dog også noget med at undervurdere folk omkring hende. Da jorden forsvandt under dem, så hun ikke hvordan han forsøgte at stoppe det, ved brug af sine egne hænder.
Et smil kom dog frem da han råbte at han bare ikke ville dø! Sjovt den havde hun ikke lige set komme. Hun havde dog regnet med at han bare ville skrige eller måske var en smule mundlam.
Hun faldt et stykke væk fra denne person, i en lidt tynder del af vandet. Luften forsvandt fra hendes lunger, da hun mærkede vandet mod sig. I et lille stykke tid gik der, før hun kom helt til sig selv under vandet. Med hurtige spark kom hun op til vand overfladen, hun gispede efter vejret og slog armene ud i luften. Hun havde lukket øjne og vandet sprøjtede ud til alle sider omkring hende. Nej, hun kunne ikke rigtig finde ud af at svømme, hun vidste hvad der skulle til for holde hovedet over vandet. Men når hun gik i panik, slog hun ud efter et sted hun kunne holde sig oppe ved.
Hun hørte den fremmede mands stemme. Hendes øjne åbnede sig stille, i det han spurgte om hun var okaii? Var hun det? Hun havde som sådan ikke ondt nogle steder, var måske lidt i panik. Men det gik, hun tog en dybindånding og begyndte at svømme som en hund. Den eneste måde hun kunne finde ud af at svømme på var denne, hvis han så meget som grinte af hende svor hun at hun ville tæve ham! Hendes kinder blev en smule røde, i det hun svømmede mod land ”Jeg er okaii! Er du?” hun kaldte som sådan ikke ud efter ham, da hun ikke rigtig havde fået vejret ordentligt.
Hun satte sin venstre hånd på jorden og hoppede op på den lidt smattede jord. Hvorfor var der så dybt? Tænkte hun stille for sig selv, inden hun vende sit blik mod den fremmede. Følelsen af hendes tøj der sugede sig tæt ind til hendes krop var klam, den gav hende en smule gåsehud. Hun vende sit hoved op mod det hul de kom gennem, hvordan skulle de kunne komme ud igen?

Tristan dykkede en gang, og konstaterede at han ikke kunne nå bunden, selvom han dykkede. Da han endelig brød vandets mørke overflade igen, satte han i svømmetag for at nå hen til kanten så han kunne komme op. Den klamme følelse af ikke at vide hvad der var under ham i det mørke vand, gav ham gåsehud. Sådan havde han altid haft det. Derfor gik det også hurtigt med at komme op igen.
"Jeg vidste ikke at der var en undergrund under skoven" Sagde han så og kørte en hånd igennem sit våde hår, så det blev strøget tilbage. "Jeg er okay" Stemte han så i, og rejste sig op. Det eneste lys som nåede derned, var fra hulet over dem, som de var kommet fra.
"Derover!" Lød det efter lidt, da hans øjne havde vænnet sig til det sparsomme lys. Han pegede imod et mørkt område, som han havde set som en gang. "Der er ingen måde vi kommer tilbage op af, så måske vi skulle prøve at komme ud der?"
Hans lysebrune øjne spejdede op imod lyset med et længselsfuldt skær. Hele hans liv havde i forvejen virket så fjernt. Nu var det hele bogstavelig talt uopnåeligt. Deroppe i de få lysstråler der nåede ned til dem, så han Camilles smil. Hvad han ikke ville give for at se det igen.

Efter et par øjeblikke var han henne ved tunellen. Hans våde hud var kold og ekstra sensitiv til den smule luft, der strømmede fra gangen. Den måtte ende et sted oppe hvor der var luft, så måtte de bare håbe at den ikke endte i et stort hul de skulle kravle op af som her, for så kunne de lige så godt begynde at kalde efter hjælpe. Hjælp som aldrig ville komme.

Alex vende blikket ud mod Tristan, mens hun gispede lidt efter vejret. Hvorfor havde hun aldrig lagt mærke til denne grotte? Måske var det en illusion eller noget lignende. Alex kiggede ned i det mørke vand, mens Tristan svømmede mod vand kanten. ”Samme her, det er første gang jeg har været her… det er lidt uhyggeligt” Grinte Alex lidt, de kunne ikke vide hvad der gemte sig her nede og der kunne være mange ubehagelige ting udover mennesker, måske dødbringende dyr eller insekter. Endnu værre, der kunne være edderkopper! Tanken gav Alex gåsehud, hun rystede lidt og fik det hurtigt ud af hovedet.
Alex sukkede blidt, men var lige ved at falde ned i vandet igen da Tristan udbrød Derover! Hun drejede hurtigt sit hoved mod ham og satte det lidt på skrå. ”Hv…” Mere nåede hun ikke at sige, før pegede over mod det mørke område. Alex kneb lidt sine øjne sammen, for at få bedre udsyn på det. Hun trak lidt på skuldrene da han åbnede sin mund. ”Hvis vi forsøger at gå derover, hvadså? Dæmonen venter måske udenfor enden af dette sted!” Hun tog sin hvide trøje af og vred den, vandet ramte den våde jord. Hun sukkede blidt og begyndte at gå efter Tristan. Da de nåede det mørke hul, kiggede Alex op på Tristan.
”Så hvad hedder hun?” Sagde hun med et lusket smil på læben, hun tog derefter trøjen lidt på. Den måde han havde stirret længselsfuld op på lyset, var den måde folk aldrig kiggede på Alex på. Hvilket måtte betyde at der var følelser i spil, de eneste øjne Alex fik af folk. Var morderiske eller skræmte øjne, nogle var rare som venner. Men aldrig længselsfulde.
Hun begyndte derefter at gå ind i tunnelen, hendes tanker om at se Josh var der kun nogle få sekunder. Hun kunne umuligt komme til at se ham igen, selv hvis hun kom ud. Hun gik med et trist smil på læben, de altid så smukke øjne hun bar. Var kolde og ligeså triste som hendes smil, hun vidste enlig ikke om hun ville ud af dette sted. Hvis hun blev dernede, var der nok ikke særlige mange folk som kunne dræbe hende. Måske var dette det bedste der var sket for hende! Og hun havde en person med, som hun kunne spise hvis det blev nødvendigt!