Happy days are here again - (Sean) XXX

Han gjorde det udmærket? Det var svært ikke at grine af de ord. Bevares, han påstod ikke han var en legende, der kunne tilfredsstille alle på samme måde. Til tider havde det sikkert også mere været hans tilstedeværelse som incubus der gjorde udslaget, end fordi folk foretrak ham specifikt. Han kunne se det på dem, når han mødte dem igen. Hvordan de så væk, eller så på ham i trods. Hvordan de på en og samme gang var bange for hans nærvær og måske ønskede det. Deres ord, der afslørede kampen for at påpege at de absolut - aldrig - ville gøre noget med ham igen. At forestillingen havde været den ene gang og aldrig igen.
Men det betød intet for ham. For han havde så mange andre at berige sig med. Han kunne altid finde nogen, enten for mad eller underholdning. Det sjove var at drille disse trodsige typer med et blik og et smil, måske en slet skjult kommentar, blot for at se deres frustrationer.

Men langt de fleste ville han betegne som godt tilfredse. Og flere kom også igen, hvis han endelig fandt en værdig legekammerat, uanset køn og stilling. Sean havde selv en type. Eller flere typer, måske. Det bedste var vildskaben. Når han fik lov til at slippe tøjlerne, som det indre dyr han tit følte han var, pænt gemt væk under fint tøj og fine manerer. Præcis som han kunne gøre med Vetis, en dæmon der kunne tåle det og acceptere det.
Men dette var ikke Vetis. Og trods de delte samme race, fremstod hun alt for lady-like til at Sean ville udsætte hende for noget af den slags. Selv i sengen var de hersker og adel. Deres udveksling af ord bekræftede det.

For hvad sagde Lady Gray mere, end at hun ønskede det hele behagede ham? Et fokus der faldt ham så ligegyldigt, som han var van til hvor som helst, når som helst.
"Deres valg af stof er tilfredsstillende" forsikrede han let, som han væltede hende bagover og ned i sengen. Ned i den bløde silke, der greb dem med et luftpust. Og en duft af blomster, sikkert fra gemte poser af tørrede blomster, som så mange kvinder gjorde gavn af. Lavendel? Roser? Noget tredje?

Han kravlede op i sengen, hævede sig over hende, studerede hende og indtog hende med sit blik. Den ene hånd begyndte at løsne snoren på hendes underskjorte, som han lidt efter ville hjælpe hende ud af, kun for at beundre den nøgne hud indenunder. Han elskede synet. Den fine hud. Brystkassen der hævede og sænkede sig, og dermed bragte liv til brysterne. Hvordan den kolde luft kunne få brystvorterne til at stritte velvilligt - og selv de ikke gjorde, ville en let berøring nemt ændre det.

Blikket vendte tilbage til hendes ansigt, som han lænede sig ind over hende. Han kunne mærke varmen fra hendes krop, som hans ene hånd kærtegnede hendes kind, og hans læber nærmede sig -
Hans blik afsøgte hendes ansigt et øjeblik, som for at sikre sig der ingen modvilje var, før han lukkede øjnene og lod læberne mødes. Måske bildte han sig det ind, men det var som om selv læberne smagte af blomster. Ikke dårligt, men måske noget han senere ville huske hende for.

Som han åbnede munden let og inviterede deres tunger til at mødes, gled hans varme hånd ned over hendes hals, til skulderen og ned til et bryst. Først holdt han om det, mærkede dets blødhed mod sin hånd, før han let kærtegnede det. Han pressede sin underkrop mod hendes, hvor hun uden tvivl ville kunne mærke hans velvillighed i form at noget hårdt og varmt, kun gemt væk bag deres begges versioner af underbukser.

Han trak vejret dybt, da han trak sig fra kysset. Kun med et svagt blik fra halvlukkede øjne, kyssede han hende ned af halsen. Ned over kravebenet. Ned mellem brysterne, før han drillende og lystigt kyssede og slikkede hendes bryster. Den ene arm holdt ham oppe, men den ledige hånd gled længere ned. Ned over maven, ned langs siden af hendes lår. Tættere på, men endnu ikke helt der, hvor den forhåbentlig snart ville være ønsket. Kærtegnede hende, drillede hende ved at være forskellige steder på hendes krop i lette, varme bevægelser. Kun for til sidst at lette snoren på underbukserne, så de også kunne trækkes ned, såfremt Lady Gray var enig i dette.

Herskerens berøring var blid, hvilket var hvad hun ønskede… manglede måske. Der var de som vil mene ladyen var sultet for alt omsorg om end det var et spil. Men den kyniske Madelena Gray fortrak nu at se sig i kontrol og selv afklædt af sin rustning i lord Mcgivens hænder, finde behag i hans spil. Han er galant og blid for din skyld var hvad hun måtte påminde sig selv, var hvad hun måtte finde eufori i. Magten de begge havde over hinanden, spillet de havde gjort en underholdning sammen. Jo slet ikke roen en mystisk enke fandt sig for en gangs skyld længe.

I sandhed var ro en gode lady Gray ikke havde kunne betale sig til længe. Ægteskab var en besynderlig affære og ikke en dans på roser som de klichefyldte poeter skrev, for en dans kunne korrigeres, en dans kunne hun beherske. Enkelivet klædte hende dog havde diverse omtalt, men Haynes brødrenes tragiske forladen kom med sine kabaler. Sviger moderen, en ældre kone, den typiske slags af fromme mennesker havde jo set hende og spredt den sædvanlige dæmonfjendske retorik de nu gjorde før sorg over sine sønner tog livet af hende. Anklagerne var jo såmænd sande, men hvad skulle en dæmonisk lady fortage sig? Når ægtemanden bliver til fare for væsner hun elsker højest? Og sviger brødrene valgte selv at komme rendende med spørgsmål? En dæmonisk spiral af ubelejligheder var affæren blevet. Prismira Gracelings gave, en flaske gift blev taget i brug på Ludwig som første offer. Langsomt så en historie om sygdom kunne være troværdig. Da Petrus og Alaric havde sat sig for at undersøge sagen med deres mere eller mindre korrekte konklusioner, blev de også serveret en kop speciel te, holdt i huset i måneder sengebundet indtil Lena igen skulle fodre. Ingen vil savne dem på nær sviger moderen alligevel… men hvisken i krogene og en ældre frue der råber vanvittige sandheder om mord havde været en ubelejlighed. Ah og så var der Juniper Graceling den evige fabel om Lenas selvrespekt eller mangel derpå. Ja lady Gray kunne indrømme sig under et hvis pres det forbigående år men at erkænde roen af incubus charme og blide hænder var en lettelse, jah det vil være ydmygende. Så at nyde magten i herskerens forsigtighed om hende gjorde hun… for euphorien deri…

Fortabt i denne sensation var hun nu og hun ønskede roen, for en stund endnu mere end herskerens godkendelse af varerne.

”Det glæder mig de er tilfreds, der er mere hvor det kommer fra. Også i toner de selv bærer”

Salgstalen deri overstået lænede hun sig ind mod mandens berøring endnu mere og lod ham kysse hendes læber, lod ham løsne hvad en han ville. Nu klædt kun i perleørering strøg hun herskerens ansigt, i blide elegante strøg.

”Har de regler? My lord? Ønsker?”

Spurgte hun som hun strøg hånden langsomt ned af hans krop. En køn nok mand var han, selv uden incubus magien vil hun være fristet. Af de den statueske skabnings krop… slet ikke en blidhed hun savnede.

”De kan ligge med en nobel lady til en hver tid er jeg sikker på, men som en omtalt musling af de… fornemme slags ønsker jeg skam de også skal være behaget. Både de og Doomsville.”

En svag latter kildede over hendes fine hud, som den afbrød et svagt kys op ad hendes hals. For ikke mere end et sekund hvilede hans læber tæt på hendes hud, og Sean virkede som forstenet i det ene øjeblik. Så fortsatte han som om intet var sket, intet var sagt.
Hele Doomsville skulle være tilfreds? Bevares. Hvis hun gik i seng med hele Doomsville, skulle han da ikke dømme hende. Var det hendes tanker om ham? Ikke at han ville fortænke hende i det. Det ville være en normal fordom om en incubus, foruden også den halve sandhed. Især taget i betragtning om de skandaløse artikler om hans kærlighedsliv, da han havde haft en anden mandelig dæmon under armen i et par måneder: Lori.
Men det var længe siden nu. Et par år, mindst. Hvis ikke mere. Tidsfornemmelsen blev nemt sløret.
For dødelige væsner, længe nok til at flere ville være ligeglade, især oven på borgerkrig, sult og katastrofer.
Nej, han forventede hun var opdateret på den slags. Ikke at det nødvendigvis var relevant lige nu og her.
"Lad mig fortælle dig en hemmelighed"
Stemmen var dybt og lavmælt. Han hævede sig lidt, så hans hoved hvilede lige over hendes ansigt. Hans mørkegrå øjne gled ned over hendes ansigt, før de fangede hendes øjne. Den ledige hånd løsnede hans eget resterende tøj, som han let trak dem af. Befriet, klar til leg.

Let gled en finger under hendes hage, fulgte ned langs hendes kæbelinje. Ned langs halsen. Hans øjne fulgte bevægelse, som han holdt spændingen i et øjeblik.
Så så han tilbage på hende med et svagt, skævt smil.
"Af al den magt jeg har...Nyder jeg at bruge netop den til at tilfredsstille mine partnere i sengen. Jeg har prøvet det meste. Måske er det incubus'en i mig, men jeg nyder også det meste. Så fortæl mig hellere, kære Lady...I al vores nøgne skønhed sammen...Hvor meget minder dine glæder om kattens?"
Et mærkværdigt spørgsmål, havde man aldrig set en kage parre sig. Hvordan hankatten bed hunkatten i nakken og krævede sin ret. I skrig og skrål, med en hunkat der på den ene side brokkede sig højlydt, og lod sig dominere for racens overlevelse.
Ja, i sandheden...Hvor meget ønskede Lady Gray selv at blive domineret? Hårdt, blidt...eller foretrak hun at være den der bed?
Sean smilte svagt for sig selv ved tanken.

En uventet drejning men morskab bragte tanken. En lord incubus som ønskede hendes katte gaver i mere end en forstand. De der kendte til Gray hvem besad den havde før stillet det uanstændige spørgsmål om hvorvidt hun havde fundet sig i katten under løbetid, hvilket var en latterlig ide af Gray gaven. Grays så deres familiers som ærbare væsner, i høj respekt blev de behandlet og deres parring virkede invasiv at deltage i. Værende i øjeblikket den eneste Gray bosat i Doomsville gjorde evnen nemmere at skjule. Der var ikke lige frem en fri presse først af alt. Derudover blev evnen ikke nedarvet i så stor en bestand som i tidligere, mere incestuøse generationer. I øjeblikket var den næsten uddøde Haynes familie, tjenerskabet og herskeren de eneste informeret. Et forslag om dyragtig omgang havde let kunne stilles forkert men herskerens ide derom? Hvorfor mon ikke?

Lady Gray så herskeren i øjnene som lyde, næsten perfekte imitationer af spiden undslap hende. Ikke nødvendigvis en spinden reserveret til begær. Mere i trit med en Lavinia og hun selv vil udtale når tilbudt pisket fløde.

”Ah my lord, de ønsker ikke at ligge med en lady men en kat?.... Majw…”

Heller ikke mjawet var et reserveret til omgange af denne salgs, men en præcis imitation af enhver kat. Fascineret af ideen var hun dog.


”Sig mig lord Mcgivens *spinde lyde* vil de virkelig spille rollen af en gentlemanly hankat? Eller vil de være ladien? Jeg kan låne dem mit slør hvis de ønsker? Jeg må dog indrømme, dominans i disse områder er under din ekspertise. Mjaw… ”

En dominerende faktor i sengen havde lady Gray endnu ikke fundet sig, sært måske hvis en skulle betragte den beklædte lady kun lidt før. Hvor overbevist en pragmatisk Lena var om sine evner for kontrol, måske lidt for overbevist.

Ladien spinnede nu i morskab som hun lagde sig hovedet på hans skulder, eksponerende af sin nakke.

Mødet havde taget en drejning uventet for selv den… selv erklærede mester dæmondektiv men morsomt var det. Ambitioner om byen kunne vente en smule.

Et svagt smil. Hans kommentar havde nu ikke været en henvisning til at dele seng med en kat som sådan. Han havde aldrig, og  ville altid, finde omgang med dyr tiltrækkende. Faktisk nok mere det modsatte. Nej, hans drillende kommentar om en kats parring var tydeligvis blevet misforstået - når nu de legede med ord.
Og hvordan skulle han agere i denne situation, der på visse punkter fremstod mere komisk end lidenskabelig?
Det var ikke selve hendes spindende lyde, der i sig selv var fine. Men disse miav, der fulgte efter hendes sætninger, der faldt ham...
Ja.
Skulle han sige noget? Var det dette hun ville?
Med en finger under hendes hage, studerede han hendes ansigt for et kort øjeblik. Det svage smil lå der stadig, mens han vurderede situationen. Han forstod ikke hentydningen til at lege hunkatten - medmindre hans ord var blevet forstået, og hun hellere foretrak at være den dominerende, end den dominerede. Tanken om at underkaste sig nogen som helst lå dog fjernt. Meget fjernt.
"Du skal ikke gøre mere end du selv føler dig tryg i" forsikrede han i en let tone.
"Jeg har intet...Behov...For omgang med dyr, og jeg vil aldrig i mit liv lege kvinde. Hvis det besvarer dine spørgsmål"
Det svage smil lå der stadig. Og hvis stemningen stadig var der, ville han vedblive at kærtegne hende lidenskabeligt, og lade akten gå videre.

Hvis akten gik videre, ville Sean ikke gå for langt. Hele legen med katte havde kastet ham lidt ud af balance, og i stedet gik han videre med det sikre valg: Almindelig, kærlig elskov.
Tidsfornemmelsen var altid anderledes når man havde det sjovt, så Sean vidste ikke hvor lang tid det tog, før de begge var tilfredse. Uden at Sean prøvede at befrugte Ladyen også, selvfølgelig. Det forbehold blev taget. Der skulle kun så og så mange ukendte børn til, før man lærte sin lektie, trods alt.

Bagefter lå Sean i den ene  side af sengen og trak vejret dybt. Tilfreds. Med et svagt smil så han over på Gray.
Hvem havde vidst dagen ville tage sådan en drejning? For det var formentlig stadig midt på dagen, og Sean havde arbejde ventende på sig. Et møde mere i eftermiddag. Var det allerede eftermiddag?
Men han havde ikke travlt. Han nød øjeblikket. Spontaniteten, måske mest af alt.


//OOG: I sidste indlæg mente jeg parring med katte, ikke med kage...Suk! Når tankerne er hurtigere end fingrene.

Omgang med dyr? Havde herskeren mon tolket mere i hendes mjawen end en smule spøjs Gray humor? Hvad mon lord Mcgivens havde dannet sig af indtryk var et mysterium for den ellers snu lady. Men morede det hende en smule? Mystikken hun så stolt afgav? Oh i hvert dæmon fald. Men en shapeshifter var hun trods alt ikke, hvilket nok bør afklares. Lena smilede let af hvilken fornærmelse sammenligningen vil være for grandtante Agnes, den flere tusind år gamle frue med et konservativt syn. Konservativ en logik i Gray forstand indebar jovist en del mere besynderlig diskurs and de fleste levede efter. Ældre Gray akademikere havde jo brugt århundrede på dette, at adskille og ophøje Gray blodets gave fra shapeshifters, varulve og hvad end nu de kunne forveksles med af de ignorante.


”Jeg har ingen intention derom hellere my lord, kan de forestille dem rodet? Katte er meget anstændige væsner, vi alle bør respektere. Nej lord Mcgivens, lad os blot nyde en stund god gammeldags dæmonisk elskov”

Hun lænede sig ind i hans berøringer, lod ham dominere… behagede ham igen. Det var let denne gang, efter langt om længe føltes akten let… ikke en ægteskabelig pligt, ikke en skuffelse.

Som de to dæmoner lå side om side efter behagelige stunder, stod Lenas sind stille en stund. Der var blot ro, eftermælet af nydelse og en blid men oprigtigt latter undslap hende, næsten tryllebundet. Som var hun langt om længe fri af en skygge. En fanget tilstand Ludwig i livet og døden havde efterladt, en som var langt fra borte. Men der var potentiale nu, for en fremtid.
Hun vendte blikket mod herskerens ved sin side.


”Jeg må give dem dette, de ved hvad de foretager sig. Det har været længe mellem sådan nogle nydelser. Ønsker de endnu en kop te, tjah oven i denne… omgang må jeg næsten byde på noget andet vil gøre mig en skændsel af en værtinde”

I ærlig dæmon forstand var dæmonfruen usikker på hvordan en bør agere efter… middagens begivenheder. Ros for sin performance, var alt herskeren for nu behøvede at vide om fruens egne tanker gjort for nu, besluttede hun. Hun kunne være gavnlig for ham, og Doomsville og de for hende, kaosset af Haynes familiens forfald, faren hun kunne befinde sig i… det kunne hun holde i tov selv, for nu.

Det lette latter. Det lokkede et svagt smil frem på hans egne læber. Hvad var de, i dette øjeblik, end to legekammerater? Glade, tilfredse og med en lille latter. Det føltes godt, og smittede af på Sean - i et øjeblik bildte han sig selv ind at han var glad. I hvert fald bare for et par minutter.
"Nej tak. Nok er the skønt, men i visse situationer kommer selv den til kort" svarede han i en let tone, før han med en hurtigt kraftanstrengelse satte sig op. Han gav kroppen et øjeblik til at vende sig til den nye stilling, før han lod benene glide ud over sengekanten og han rejste sig op. Begyndte at finde sit tøj og tage det på igen. Han strakte sig og vendte sig om mod hende.
Det var ikke fordi han bar nogle forestillinger. Det var ikke fordi han ville komme rendende som andre mænd hver anden dag fremadrettet. Nu måtte de se om denne slags aktiviteter overhoved ville ske igen, eller om det bare var et øjebliks underholdning. Men uanset hvad havde Sean en borgerkrig og vrede borgere at tilfredsstille også. Det var desværre ikke lige så nemt.
"Lady Gray, uden at ville virke uhøflig oven på dagens aktiviteter, er jeg også nødt til at komme tilbage igen"
Hvis hun stadig lå ned, ville han gå over til hendes side af sengen, sætte sig, tage hendes hånd og kysse den let. Stod hun op, ville han træde over og tage hendes hånd på samme måde. Som et pænere farvel oven på deres nylige leg.

Om hun fulgte ham ud eller ej, ville han i hvert fald forlade stedet og vende tilbage til borgen igen. Der var arbejde der ventede, og han havde en bølge af energi at gøre godt med. Folk skulle fange ham i dag - han var i godt humør.

En stund af legens eftermæle lod begge dæmoner sig baske i, at glemme kabaler af verden omkring dem havde Lena ikke indstillet sig på, men for en stund havde der befundet sig sær en ro i en over ambitiøs dæmon sjæl med et par mord i bagagen. Men sandheder kaldte vel på dem begge på sin vis før eller siden for godt og ondt… det kunne Lady Gray kun respektere.

”Hvis blot te blade var en kur for borgerkrig, vi kunne sove trygt og tjene en formue.”
Hun smilede og nikkede forstående.
”Jeg forstår, de skal være velkommen til en anden gang lord Mcgivens”

Hun undlod at specificere hvilke fornøjelser denne anden gang skulle inkludere. Te? Forretning? Roser? Det her? Forretning var der at diskutere imellem dem, så meget vil Lena ikke glemme men hun lod sin invitation være åben for muligheder… Hvis blot en leg af ord og en samtale om roser var det en lettelse at have selskab med hjerneceller. Og de seneste bedrifter… Jah hvorfor afskrive noget af så spændende en leg?


”Det vil snarere være uhøfligt af mig at holde på dem, lord Mcgivens jeg har et ry at opretholde som anstændig værtinde og de har vel hersken rundt at gøre godt med”

Ja hun havde heller ikke råd til et rygte om at kidnappe herskeren så det var vel meget heldigt han gik i god dagslys for alle at se. Hun rejste sig efter ham og han bød hendes hånd et galant kys, en gestus der oprigtigt frembragte et smil, et af tillid, et af egen vilje. Nok var de stadig lord Mcgivens og Lady Gray selv efter sådan en middagsbedrift men en sær form for venskabelighed følte hun i rummet.


”Tak for denne formidable… middags te. De må sende bud når vi kan gøre hinanden tjenester, jeg er spændt.”

Sin plads lovet og Doomsvilles politiske spil vil hun ikke glemme, vil hun ikke lade ham glemme. Glødende efter indsigt i intrigerne var dæmonens hjerte måske men hendes ord var høflige, hendes manerer og humør bar venskabelig en tone. Hun iførte sig en blondekåbe for basal anstændighed som hun førte herskeren til dør. Før hun lod ham gå kyssede hun hans kind ved døren som et minde og bad sin tjenerinde hente afskedsgaver. Et bundt rosenstiklinger. Den kraftigste stok vil de gro til at besidde, de skarpeste torne, men blide blomster. En pragmatisk sort, beskyttende grene og lindrende blomsterblade. Bundet sammen af et silkebånd i samme stof som sengen de netop havde befundet sig i, et vedhæng derpå fuldførte gaven, en muslingeskal omkring en perle.

En ekstatisk dæmon frue kunne findes i sit hjem den dag. Med trusler ikke langt borte men en enkel dags hvile og leg måtte hun tillade sig.

//Out//