This is one of those days you wanna stay in bed, but later become happy you dident

Det var en rolig aften, og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.
På denne aften sad nogen få hvileløse sjæle på kroen det brændende træ, og studeret ud af de små huller i træ væggende, der fungerede som vinduer. på den anden side kunne man se små familier og andre mindre gruppe forlade de store åbne pladser, og de mindre smalle gange mellem byens huse, og begynde at tage hjem af, for at finde på noget andet at lave inden klokken bliv for mange, eller regnen satte for kraftigt ind.
Rafael sad i en lang sort robe, der dækkede det meste af hans krop, men han havde ingen hætte på, så han kunne ikke gemme sig helt. ikke at han havde noget at gemme sig fra udover den lille snot unge til Viel, men grunden til hans tøj var ikke at få lidt fri fra Viel. det var faktisk bare fordi han syntes han tøj fra den anden verden gav for meget opmærksomhed, og selvom Rafael var helt ny i denne verden, og havde ingen fjender, og regnte med ingen kendte ham overhoved, ville han dog stadig ikke have for mange øjne i denne middelalder agtige verden tænkte han for sig selv. han havde aldrig været så glad for uønsket opmærksomhed, det havde hans bror Gabriel altid lært ham, og det lå ligeoms derfor bare på Rafael rygrad, at holde sig i baggrunden et nyt sted man ikke kendte, til man havde lært så meget at man kunne begynde at gøre noget ud af sig selv.
Rafael havde som sagt den sorte mystiske robe på, men han havde stadig sine gamle britiske militær støvler med jern nedenunder på fødderne, og hans gamle keltiske kors om halsen.
Rafael sad med ryggen op mod væggen tæt ved døren, og man kunne sagtens se ham næsten lige meget hvor man stod.
Rafael havde fået øjnene på en pæn ork kvinde, der var et eller andet med disse dyriske og lugtende væsner som han fandt tiltrækkende, men han kiggede væk igen, lukkede sine øjne i for at slappe lidt af, det var jo ikke meget mere end en tre timer siden han var kommet hertil, så han vidste jo nærmest ingenting om verden, og havde kun lidt viden på grund af Viel havde snakket lidt om det, og givet ham den robe han nu havde på. Rafael lod hovedet møde væggen bag ham, og udåndet stille med lukket øjne, og en træt krop.

Hun kunne lide det.Vejr som dette.
Briser der kærtegnede og vind der legende hviskede i hendes øre , på ukendt sprog.
En af naturens gratis gaver, der kunne sætte tanker igang og sætte en i et sælsomt lune.

Camille St.Clair, på gæste visit i Underworld og autodidakt landevejsrøverinde , havde netop afsluttet sit kun andet røveri.Det havde været en stor sucess, på alle kanter.Hun havde fået trængt en yngre kvinde op , på en øde sti, og hun havde været i besiddelse dagens omsætning fra en af bazarens kulørte boder.Den havde hun så gavmildt overrakt Camille, efter et møde med hendes Heckler.

Hun havde ladet hende, den yngre kvinde beholde nogle få mønter,men nok til hun ikke ville gå sulten i seng, den næste tid anyway.

Nu ville hun lige have noget at styrke sig på, inden hun måtte hjem.Blev Aleck urolig,var det ikke til at vide hvad den mand kunne finde på..hun vidste det ihvert fald ikke, Thank god.

Hun tjekkede kroen ud, det var langt fra alle steder der var velegnet når man som Camille signalerede menneske, single og female.
Bevares...helt almindelig pige, var hun ikke ,men hun elskede illusionen herom.
Og hun var ikke typen der bukkede under for uvelkommende blikke, sultne blikke eller blikke der på anden vis burde have sendt hende, tilbage og ud af døren, hvor hun stod netop nu.
Istedet trådte hun ind, lod hånt om de der allerede hang ud i den lidt lurvede kro.

Hendes sorte bluse ,der blottede den ene skulder grundet det skrå snit den var skåret i, hendes sorte tætte nederdel var alt i alt skjult under en midnatsblå kutte ,hvor kun sorte bløde støvler og hendes lyse hår hæftet i den ene side, i en løs flætning, var synlige.

Hun satte kurs op til baren, smed en øl og fik efter en afgivet bestilling et krus øl i retur, sammen med et rimeligt uhøfligt grynt og surt blik.

Men det var ikke nok til at ødelægge hendes gode humør.hun stak en hånd i kuttens ene lomme, og hendes hånd lukkede sig om et brev deri.Hun smilede for sig selv, hell yeah...det skulle hun nok ordne, dét som.brevet dikterede.

Rafael lod den lune luft af sved, mad, og øl fra kroens sadvanlige tilstand glide ind gennem hans næse, og det virket ikke til at dæmoner i denne forunderlige verden kunne lugte sjæle som i hans egen, så han nyd at kunne få alle de forskellige indtryk af personligheder, og sjælenes minder og vide han er en af de eneste her i verden der kunne det.

Rafael var lige ved at bide tungen af ham selv, da en velkendt lugt sparket til ham som om han fik en skovl slået mod sit ansigt af overraskelse.

Rafael åbnede øjnene, og lod blikke køre over de forskellige ansigter og vidste ikke helt hvad han skulle føle ved at se personen. overreaskelse var ivertfald noget af det, men hvad ellers?. han var ikke helt sikker.

Rafael havde skam intet mod hende, Rafael havde aldrig set dæmoner bedre end andre væsner, selvom hans tidligere title måske kunne hentyde det. Rafael kunne godt lide hendes personlighed, og selvom hun ikke virket helt så forstående sidst de mødes angående hans føde, så havde han skam respekt for hende, og ville gerne behandle hende venligt, hvis det var gengældt, men han vidste ikke helt om hun havde noget mod ham, men det fandt han vel snart ud af.

Rafael havde lært lidt af at være slave og kæle dyr for Viel, blandt andet at venner og at behandle folk godt uden bagtanke rent faktisk var okay at gøre, tidligere var han jo lidt hjerne vasket af hans brors snak om magt, og om at venner er en dårlig ting, som gjore Rafael bevidst undgik det, men det havde han stille lavet om på nu.


Hans blik stoppet da en velkendt pige form kom ham i syne. han havde studeret hende en del da hun jo i den anden verden da han sp hende sidst havde stor politik indflydelse i den overnaturlige del af hans gamle verden pågrund af hendes `leder post´. og selvom at lugte noget i den her belortede kro var svært, så var han stadig næsten sikker på det var hende, ellers var det noget af et tilfælde.

Rafael lod en hånd ned på glasset på bordet foran ham, og hældte det ølet ned på gulvet i en bevægelse, og rejste sig så op, og gik hen imod baren.

Rafael gik så lydløst han kunne op bagved pigen, og stalte sig ved siden af hende, og satte det tomme glass på bar bordet, og lod en hånd glide hende foran hende mellem hende og bar manden, hvor i hånden der var nogen af de penge Viel havde givet ham, og sagde med hovdet mod Camille, men sagde til bar manden "jeg betaler for frøken St.Clairs nydelse denne omgang"

Camille hørte ikke at nogen nærmede sig.Optaget var hun af hendes lille leg på landevejen, tankerne dansede tango og flirtede med den fede fornemelse endelig at lykkes med noget.Kroppens endorfiner,der var en 'økologisk' udgave af morfin havde starter danse festen der stod på inden i hende, så hun var al for ukoncentreret, hvilke faktisk var...sløset...et sted som her.

Isamme sekund hun lod sig mærke at nogen var meget tæt på hende, hørte hun en stemme der sagde hendes navn.
Stemmen...hun kendte den?!
Hurtigt drejede hun sit ansigt, ivrig og nysgerrig for hvem der ville betale for hende, og mere overrasket kunne hun dårligt blive.

Hun så måbende på ham..uden at afsløre tanker eller følelser, uden at give væk hvordan hun havde det med at stå ansigt til ansigt med dæmonernes leder fra den anden dimension.Men så lyste hendes ansigt op som en lille sol.
Et varmt og ægte smil brød ligeledes frem og komplimenterede landskabet hendes ansigt udgjore.

" Du milde himmel...Hvad i al verden laver du dog her Rafael ? " var alt hun kunne presse ud, choket måtte lige fortage sig, inden hun var helt kørende igen.

Rafael lod to finger elegant løftes lodret op mod bar manden, som et tegn på han skulle holde sin mund, hvilket fik bar manden til at blive vil fornærmet, og man kunne se han gerne ville sige noget flabet, men han kom i tanke om det var kunder, og to isetdefor pengene på bordet, og gav dem til en lille pige der løb om i bag lokalet med dem, mens bar manden selv lænede sig op af væggen, og kiggede udover folkene i kroen.

Rafael havde svært ved at se på Camille om hun var ´glad´ for at se ham, men han var enlig ligeglad, hun ville vel sige til på en pæn måde hvis han skulle gå sin vej, men han håbet da ikke på det for hun virket som et venskabligt sind til en vis grænse, og Rafaels kære krævede jo at behandle kvinder med respekt hvis de fortjener det, elelr medmindre de havde fornærmet ham offenligt, så han ville behandle Camille ordenligt tænkte han, for hun havde jo været leder for menneskene og det var da ikke andet end noget man kunne give hende ære for.

Rafael hørte hendes ord, og delte jo selv hendes overraskelse. "Himmel? beklager hvis min arrogance har fået dem til at tro jeg fortjener sådan en title frøken St.Clair" han smilet lidt drilsk og forsatte "Ville jeg være anset som en dårlig løgner, hvis jeg sagde for deres skønheds skyld?" han smilte.

han drejet lidt rundt i baren, og kiggede tilbage på hende med det sammen venlige smil som før, og prøvede at sige roligt og afslappet "må jeg selv få fornøjelsen og æren af at høre grunden til de finder dem selv så langt hjemmefra?. kommer deres tunge dygtige dusør jægere ven ikke til at savne dem? eller kan man også forvente Tristan dette nye sted?" Rafael havde ikke nogen bagtanke med at spørge til Tristan, han var bare nysgerrig, for i denne verden var der vel ingen politiske lænker der kræver en bestemt opførsel mod Tristan tænkte Rafael.

Rafael vendte sig mod den vej han kom fra, og lavet en venlig gestus med hånden som han også havde gjort til deres middag i sin tid, denne gang bare i retningen af det tomme bord som han tidligere havde sat sig ved. Rafael ventede høfligt på Camillies lyst til at gå med eller ej.

Rafael løftede den anden hånd mens han ventede på hendes valg, denne hånd bliv som en andelmand ført op mod hendes liv, som en pæn invitation til at lade ham tage hendes hånd, og lade hende blive ført hen til bordet med sin hånd båret som om hun var en vigtig eller rig pige. Rafael afventede hendes reaktioner. hvis hun virket venlig stillet mod det, ville han mildt tage hendes hånd, og føre hende over det beskidte træ gulv, med hænderne sat op mellem dem ved omkring liv højde.

Endnu et smil sprang ud fra hendes læber og løb ham i møde.
Jo…hun var skam glad for at se ham.
I den gamle dimension, havde hun til sidst følt sig…forfulgt, af mange årsager og hun var i højrisiko for at dø, på den ene eller den anden måde. Tristan ligeså. Så for at lukke presset lidt langsomt ud, havde de valgt at tage hertil, hvor tiden stod stille og hvor de vidste at Mina og Sakref stadig var.Men som tingene var nu, var hun lidt…ensom…stadig ind imellem, så ethvert kendt ansigt, også det af rafaels, gav hende en varm og glad oplevelse.

Men sandt var det at , der på Deploratus, hvor der var et tykt lag af anspændthed mellem alle racerne, var der mere på spil, end i Underworld….og hun havde været usikker på rafaels hensigt, når den omhandlede menneskerne.Men her…her var det anderledes.Håbede hun og besluttede at lade tvivlen komme ham til gode. Efterhånden havde hun anskaffet sig en del venner, de bedste af slagsen, blandt dæmoner…underligt nok…så hvorfor ikke et pragteksemplar af slagsen…ham !
Hun lo stille ved hans kompliment, velvidende han netop havde undladt at besvare et ,måske, vigtigt spørgsmål,men beslutteed at lade det ligge, for nu. Det lille glimt i hans øjne, rungede af god stemning, og hvem var hun til at skyde den isænk?

” Well Rafael, ingen ved jeg er her, så det skulle undre mig en del hvis det var min skønhed der tiltrak ” sagde hun og strakte sig en smule imens hun sendte ham et drillende blik.
Rafael spurgte ind til tristan, og en lille forpint grimasse gled over hendes ansigt, men var lige så hurtigt væk igen, man skulle have været meget opmærksom på camille,hvis dette var opfanget.
” joo…Tristan er her et sted, men ikke med mig…lige for tiden ” svarede hun lidt undvigende,men dog helt sandfærdigt.
” Vi tog hertil som en slags…pause …fra det hele.Det var presset til sidst, og vi trivedes ikke så godt.
Desuden havde vi været igennem portalen en enkelt gang før, så vi kendte til underworld i forvejen, havde venner her” forklarede hun.

Okay..venner og venner…Med Mina og Sakref vidste man jo aldrig, men Camille havde en grundlæggende tillid til dem begge.
Ja..de lavede ting og sager hun ikke kunne accepterer og ville dø hvis hun hørte detaljeret om, hun vidste godt de ikke var søndagsskole elever, nogen af dem…sikkert heller ikke rafael, næ nej.
Men hun stolede på at hvis det virkeligt kom til en krossvej, så ville de vælge den rigtige.Det havde hun brug for at tro.

Det var da svært ikke at smile bare lidt, selv ikke Rafael kunne underbevidst lade være med at smile naturligt over at se en fra sin gamle verden, for ligesom Camille føltes dette sted heller ikke som hjemme for ham, men det ville det nok en dag, men lige nu var det savnet efter det bekendte der rassede i hans sind.

Rafael tog blidt hendes hånd i sin egen med et respektfuldt nik, og havde aldrig troet han skulle ende op på denne måde med menneskes leder. det havde han ikke forstillet sig, for han var jo ikke ligefrem et englebarn, ikke at han var dum nok til at tro hun var det, men han fandt det stadig sjovt at de kunne mødes i en anden verden og opføre sig som havde de været andet end politiske kontakter for hinanden.

Rafael vidste ikke om det var denne verden der gjore ham svag, men han havde ikke lyst til bedrag eller svig overfor alle ligesom i de gamle dage, sefølgelig var Rafael på ingen måde forandret sig helt, han var stadig et væsen der levede på andres lidelse, og han fik stadig en varm tryg fornemmelse af at få et lille barn til at spise din afdøde mor for ikke at dø af slut, men ligeså meget som Rafael kunne finde fornøjelse i onde gerninger havde han også følesen af at godhed og omtanke for sine medvæsner var en dejlig følelse. og selvom han nok aldrig helt bliv en af arturs ridder om det runde bord, så var venlighed en del af ham, som så mange andre ting.

Rafael kyssede mildt og sensulet hendes håndryg, og lod en pirrende finger fra den fri hånd hurtigt og skånsomt køre over det våde område, og ned til håndens slutning, mens han havde en venlig stillet glimt i øjet, og begyndte derefter at gå med hende over gulvet, og tog sig ikke af de mange klikke fra de mindre gentle mænds væsner der ellers domineret aften på de forskellige små kroer.

Rafael begyndte at tale mens de vandrede ned af gulvet mod bordet som enlig ikke var så langt væk, et tre meter max.

"Herre Tristan og frøken selv ver for sig? noget af en nyhed." han holdt en lille pause og forsatte "Jeg selv håber ikke deres ferie var fremprovokeret af dæmon opførsel frøken St.Clair" Rafael havde en smil på læberne, og et glimt i øjet der sagde han enlig var 100% ligeglad hvad dæmonerne lavet mens han var her. "Vi er begge venner i denne verden, har aldrig følt negative ting mod dem eller deres venner, og det er en ære at lade mit eget syn beundre dem igen... Camille tøs" Rafael nået hen til bordet, og trak en stol ud til Camille, og lod hånden der blidt holdte hendes styre hende roligt ned på pladsen, medmindre hun modsatte sig, så ville han bare lade hende gøre hvad hun ønskede. men lige meget hvad ville han sætte sig ned på bænken op af væggen på den anden side af bordet.

"Jeg er måske en skurk, men selv en sort rose kan sprede lykke" han fik et varmt naturligt smil frem, og sagde "Or so I heard"

Rafael lagde en stor hånd ligges på bordet, og tog sot kors af halsen, og begyndte at nusse det mens han snakkede med Camille. "Har rosen nogen grund til trone iaften" han fik det ikke til at lyde som et spørgsmål, da det var mere et retorisk et.

Kysset.
Kysset på hendes håndryg havde ikke undsluppet hendes opmærksomhed.
Ikke at der var det store ved et lille høfligt kys, en gentelmands act, men uden hun kunne forklare det…uden hun kunne sætte ord på det, havde det bare føltes lidt mere…intimt.
Hendes blik hvilede på hånden og på ham, nogle lange sekunder før end hun med et par blink, snappede ud af den lille miniature trance.

*My god, that imagination af mine is running wild* tænkte hun og lod sig guide på plads.

Camille sad med kruset mellem begge hendes hænder og kørte det lidt frem og tilbage, som var det en klump af ler hun var ved at forme
.Hun så på Rafael og tænkte at der ingen grund var til at unlade at fortælle ham historien, som han lidt spurgte ind til.

” Tristan og jeg blev sepereret ved ankomsten hertil.En gruppe af orker, en stor én af slagsen, gik til angreb. Det sidste jeg så var de trak af sted med ham, inden et spark i mit ansigt mørklagde det hele. Jeg har ikke set ham siden.”

hun forsøgte at lyde nøgtern og i balance, men det var svært for hende at tale om, svært fordi hun var bekymret til randen af vanvid over om han var levende eller død, hvordan han havde det og om han var ok.- Og fordi hun savnede ham.

For ikke at stå på randen, af det man nok ville diagnostiserersom er regulært nervesammenbrud, et følelsesmæssigt meltdown, havde hun været nød til at lukke sit hjerte lidt af for det hele.... for ham.
Ellers havde hun ikke kunne passe på sig selv, i denne nye dimension.
Aldrig havde det været meningen at hun skulle være her alene
. Et lidt vredt udtryk, erstattede det sårbare hun havde haft forinden.

Men hurtigt fik hun også det af vejen.
Hun ville ikke lade det påvirke hende, not tonight anyway.
”Nu bor jeg hos en fyr der hedder Aleck, han hjalp mig ….ja med et sted at bo efter jeg …øhm…var havnet i nogle problemer med en død barbar og nogle der ikke synes det var helt i orden” gav hun den ultra korte udgave af det kapitel, og tanken om Aleck fik hende til at føle sig bedre tilpas igen, underligt nok.

Hun betragtedeRafaels kors , nysgerrigt, og lyttede til hans ord. Det slog hende at han altid var meget filosofisk og det var egenligt meget sødt, når man nu vidste han var en rimelig hardcore badass dæmon, for det fact havde hu nnu ikke tænkt sig helt at glemme, trods alt. Dæmoner kunne være lunefulde, selv under ders meget charmerende væsen.

” Sorte roser, eh? Er det sådan du ser dig selv?
Men jeg er helt enig….faktisk tror jeg at den med det mest mørke sind ,er den der har mest brug for glæde og kærlighed, hvis de ville indrømme det, altsår ”
små sludrede hun videre og endte med at tilegne hans retoriske spørgsmål lidt eftertanke..

Havde rosen nogen grund til torne i aften?.......

Uden egentlig at se på ham svarede hun ud i luften
…
”Var den helt foruden , var det vel ikke en rigtig rose, eller..?”

En lille mine trak sig over hans ansigt mens tankerne om smerte og brutalitet kom ind i hans hoved som små glimt fra en film der spolede frem og tilbage. Rafael havde intet mod at se det, men hvorfor det forstyret ham var et mysteri, han havde prøvet det engang før, da han reddet Catherine udfra under det store pariser hjul i tivoliet. Rafael havde en teori om det var en anden måde for hans krop at minde ham om det snart var aftens mads tid.

Rafael smilede mindre venligt, og lidt mere dyrisk da en pige på omkring Camilles alder gik forbi bagved hende, og Rafael fulgte hende med øjnene, mens hun satte sig ned ved siden af en anden pige bare et par år ældre. de havde begge langt mørkt år, og normalt tøj for denne verden. nogen pose bukser, og en middelalder skjorte der var et par nummere for stor. Rafaels ringe finger begyndte at ryste lidt, men stoppet da Rafael tog sit kors om halsen igen, og kiggede tilbage på Camille, men havde stadig tanken om at rive brutalt i håret på en af de to piger, med hensigten om at rive både hår og kød fra hovedbunden, også måske sy hendes hud under fødderne sammen bare for nydelsen af at rive syningen fra hinanden igen, før han enlig kysset hende og rev sjælen ud gennem munden på sin stadig levende vært. Rafael gjore værre ting end det, men han havde ikke syet noget sammen længe, og det var fristende, men han ville lige hygge sig lidt med Camille inden han kunne forfølge sådan lyster.

Rafael smilede igen roligt og varmt til Camille, og svaret hende "Rose? undskyld ligner søren ryge?" han fik et drillende smil, og håbede hun kunne se igennem hans sarkasme.

Rafael gik over og svaret på det med Tristan "måske burde du tage nogen pap svær til næste verden. har hørt rollespillere klare orker med sådan nogen" "deres tristan burde ikke havde efterladt dig til ulvene.. det er jo synd for de behåret dyr."

Rafael smilede lidt halvt hjertet, af hendes ord om at mørke sind havde brug for kærlighed, og måtte stoppe sig selv inden kroppen havde hoppet op for at slå hendes hoved mod træ bordet, men det skete ikke, og han sad bare stille med et lidt fornæmet smil "Med al respekt frøken... hold deres kæft om det" det var nok det mest diplomatiske Rafael kunne komme ud med, og gid sig selv synligt i læben i et kort sekund, for hendes ord gik hans stolthed på, på en eller anden måde, og han gad ikke tænke videre over det, men i denne verden havde han ingen grund til at reagere på det nødvendigvis, men havde det være i deploratius, havde han en stolthed at skulle forsvare, og gøre eksempler ud af ting der fornærmer ham eller hentyder til han har brug for ting som kærlighed og tætte personer, men her i denne verden var det anderledes. "Bek..." han prøvede at forme ordret beklager, men han kunne stadig ikke få sig selv til det.

Rafael skiftede hurtigt og bliv mere varm i ansigtet igen, og sulten der ellers påvirket hans væremåde bliv lagt lidt tilbage i sindet, og han forsatte "Roser er i mange farver og former frøken, og selvom trone altid vil være rettet mod verden, kan selv den svageste tron tage sin egen rose ned" Rafael vidste ikke om hun forstod den, men rejste sig op, og gik op bagved hende, og lagde sine store hænder på ver af hendes skuldre, og lænede hoved ned for at viske hende i det højre øre, men nogen gange skiftede han hurtigt side, og viskede i det andet "Jeg er ingen eventyrs prins..." ´skift´ "mine trone har være rettet mod verden hele mit liv" ´skift´ "du kan stikke dit kærlighed op din røv søde lille skat" ´skift´ "Jeg vil gøre alt for at leve darling.. alt" ´skift´ "Jeg respektere dig mussie, og hvis du mener jeg skal have din venlighed er den godt modtaget.." ´skift´ "men du skal vide, at ver dag vil jeg gå i din skygge" ´skift´ "en kniv mod din rygrad" ´skift´ "kan du tage en egoistisk og sadistisk dæmon ind i til dit liv" ´skift´ "kan du stole på ham" ´skift´ "hvis du ikke stoler på der er noget godt i mig.. så er døren der" ´skift´ "hvis du gør.. så du en af de mest tosset piger jeg nogensinde har mødt" ´skift´ "jeg går nu Camille, og hvis du virkeligt mener det du sagde.. hvis du virkeligt tror et mørkt sind som mit skal bruge glæde for at opnå rigtigt loyalitet.." ´skift´ "så følg efter mig, og jeg vil love dig som den første i hele mit liv" ´skift´ "venskab" ´skift´ "men husk hvilken dæmon du ligger din tillid i før du går ud af den dør"

Rafael gik med hastige skidt ud af kroen, og gik derefter langsomt ned af byens åbne plads.

\\So miss slutter emnet her, eller følger Camille efter? dit valg \\

At han blev ukoncentreret , fangede hun med det samme så Camille kiggede over sin skulder og så de to smukke piger trone højt mod sky der.
* Har alle mænd dog et vandrende blik ?* misforstod hun hans interesse , med et skævt smil.
Humoren forsatte med hans satiriske bidrag, og det var måske sidste gang hendes latter lød, uden andre facetter end morskab, den aften?

Herfra gik det ned af bakke....eller man kunne også argumenterer for det stik modsatte , at det gik op a bakke ....i stiv modvind.

Hendes hænder strammede deres greb omkring kruset med øl, og hendes ellers så glade smil begyndte at falme.Hun vidste at Rafael var en yderst klog mand, så hun kunne ikke tage hans kommentar som andet en hån.
" Papsværd? Tsk....hvor ofte har du bekæmpet en ork hær ,alene, lige efter din krop har været splittet i atomer fordi den var slynget tværs igennem en dimension til en anden?- nej vel ! aldrig!
Så den skal du nok ikke pille ved Rafael" hendes tone var stadig let og venlig,men havde en klar edge over sig, der kraftigt advarede ham om at gå videre ned af den vej.

Havde hun kunne læse hans tanker , havde han fundet sig selv halvt bevidstløs, med en itu slået stol i baghovedet.For hun havde ikke set mildt på hans lyst til at banke hendes hoved ned i bordet.Al for mange close encounters havde efterhånden lært hende, at i visse situtioner var det til ingen nytte at tøve med angreb eller forsvar , om man hellere ville kaldet det dét.

Men hun vidste ikke hvad han tænkte, så han kunne nøjes med at pisse hende af med at bede hende holde kæft.
Hvad hun havde sagt for at få det i hovedet? At også mørke sjæle fortjener...og måske mest af alle behøver kærlighed? Hvorfor var det nu galt ? Hun kiggede på ham ,undersøgende og græskende,ledte efter svar men fandt ingen. Hun overvejede virkelig om hun skulle bære over med hans respektløse tale eller stikke ham hendes mening om det hele ?

Hans halvhjertet forsøg på at beklage, fangede hun slet ikke.
Hun lagde et mentalt puslespil Istedet, og fandt at brikkerne passede fint.Inden under hans galante adfærd herskede en vildskab og madness så stor, og langt...langt under den, var hans hjerte og godhed ,delvist sat i skammekrogen, og det var den del der burde luftes mere, stod det til Camile.

Hans hænder på hendes skuldre....hvad havde han gang ? Med tvingende stemme , hviskede han på skift i hendes øre og han ville kunne mærke hvordan hendes muskler fra tid til anden, trak sig sammen og blev ekstra anspændte.

* stikke kærliged op i sin røv....en kniv i rygraden ....ikke just mit begreb om venskab * hoppede hendes tanker nu vredt omkring.

Da han var færdig , sad hun tilbage....måbende.
Hvad fanden skete der lige der.
Han kunne da ikke både true og tilbyde venskab i de fucking samme sætninger.Hvordan kunne han advare mod sit sadistiske sind og samtidig tilskynde hende at blive hans første ven? Hun mente jo hvad hun havde sagt og hun forlangte ikke han skulle være perfekt eller engleagtig.Hendes venskab var et tilbud,
Og hun stod ved det tilbud.
Dog....
Hun kom hurtigt op at stå,tømte sit krus og rendte efter Rafael , ud fra det halv skumle kro.

Det var muligt hun havde et hjerte af guld.Og det var muligt hun gik langt længere i sit forsøg på at mægle og skabe fred, men misforstod man hendes intentioner og tog dem for at være en naiv ung kvindes gerninger...eller så man hende som en usikker hjælpeløs pige , uden rygrad ,så havde man mere brug for et kompas end Camille, for man var virkelig på afveje.
Ikke om hun ville sidde og tage imod hans mere eller mindre indirekte trusler, et smil gled over hendes ansigt da hun indhentede ham, og spærrede ham vejen.Men det var ikke et glad smil.

" Du...Rafael....din mørke sjæl er ikke at fornægte, og jeg mener hvert et ord der forlod mine læber,også der ikke faldt i din smag.
Jeg afviser dig ikke fordi du har en mørk side,men jeg kan love dig for at hvis du ønsker et venskab med mig , så har du fandme at tale en hel del anderledes til mig ...og skat ved du hvad du kan med dine små indirekte trusler? Stikke dem så højt op i din røv så et helt udredningshold ikke ville være i stand til at lokaliserer dem igen! Så...husk det næste gang du møder mig, hvis du vil bade i min skønhed...for jeg har ikke i sinde at ændre mig for dig....eller nogen anden ,dæmon!.....Et godt råd.....venskab,slå det op i en ordbog!! " vrissede hun og sarkasmen flød i store strømme - herefter drejede hun omkring for at forlade Rafael, velvidende at deres tid sammen nok ikke var afsluttet, ikke på længere sigt.

Rafael tænkte lidt på det med hendes reaktion på det han sagde om Tristan, og bannede inde i hans hoved om mennesker. *her ego must be bigger them Joseph Kony belives his cock is* Rafael tænkte på forskellige ufine kommentare i hans hoved, og gad ikke ligge det på hylden, han burde have reageret på det, men af respekt lod han emnet passere forbi, for ja, det var en hån, men han.. tænkte sig ikke om. *I never really learns to speak with a human.. they are so..aww..*

Rafael følte det ikke dårligt med at have hånt hende, det var hendes egen skyld hvis hun lader det gå hende på, han følte måske respekt mod hende, men loyalitet var på ingen måde en del af det. og hendes føleser og meninger var han ligeglad med, han behandlet hende godt hvis hun gjore det mod ham.. sådan da.

Det var jo begrænset hvor meget Rafael kunne give andre uden at tage igen. den sidste han stolet på.. valgte at tvinge ham i exile i denne lorte verden, der mest af alt minder om de andre verdners losseplads. helt ærligt. de potaler kunne lige så godt være skaldespande i hans hoved.

Rafael gik med langsomme tunge skridt over det halv våde græs, og han vidste ikke hvad han håbet på, om han ville være venner med hende, han.. vidste intet generalt for tiden. han var ikke som han plejet at være. han var stadig stærk som før, hvis ikke strækere, men at blive spidet af sin bror gennem hjertet og sat fast til en væg, hvor derefter at tabe et vædemål til en lille retaderet dreng så han skal lege personlig slave, også for at kryder hele lorten og kalde den aftens mad, har den han lige havde behandlet høfligt sagt til ham han skal have kærlighed og glæde som om han skulle være bamse fra bamse og kylling, eller måske en my little pony og gå rundt i lyserødt tøj.. ja.. som om det var hvad han ville. hun var så arrogant syntes han. bare fordi nogen ting skulle gøre hende glad, betyder det sku da ikke han vil det. han havde det udemærket med at være ham..mange tak, men nej tak møgkælling. her, lag mig stikke din kærlighed op i din røv for dig..

Rafael havdet nok ikke lyst til en ven, han ville bare se om hun stod hendes ord, eller om hun var en lille regnorm når det kom til stykket.
Rafael sukket og anderkendte at han havde brug for noget ondskab lige nu. for det var jo hvad han altid gjore, når noget kom tæt på, så kast noget tungt efter det, og gør hvad du har lært at Gabriel... Gabriel.. hvor var han nu?. sikkert et eller andet sted i en piges fisse. så meget for familie ære og tradition. det er sjovt at den man lærte det af skulle blive den som forrådte dig på grund af det.

Rafael lyder til at have mange føleser.. men det har han ikke. han er kold og ligeglad med alt der ikke har med ham at gøre. og selvom han var forvirret som et eller andet barn nogen gange, så betød det ikke rigtigt så meget for ham, han tænkte kun meget fordi han var filosofisk og gerne ville finde ud af alt, men enlig var han ligeglad med at blive forrådt, eller Camille, eller noget andet. han forrådte jo aligevel alt han kom i nærheden af, og camille var jo ikke andet end en skinke. ivertfald så længe hun ikke var en del af hans liv, og det var hun ikke, og kom nok aldrig til. for som sagt ville han gøre alt for han eget liv så vidt han ved, og ville nok bare forråde hende en dag. så helt ind ti livet af ham, ville hun nok aldrig komme.

Rafael hørte nogen fødder bag ham, og håbede lidt på hun ville falde og brække sin egen lille nakke, men så heldig var han ikke, og han havde enlig tænkt sig at lukke af for hendes sikkert lange ene kvinde tale, og trække venskabs tilbudet tilbage, han havde nemlig om bestemt sig som altid. bestemt efter at han næsten sagde ´beklager´ til hende. det gjore ham lidt bange at tænke på.

Rafael fik store øjne af hendes ord...aldrig havdet...Aww.. det der gad han slet ikke at høre på, men pluseligt kom en lille følese kravlende op af hans hals, og gjore hans mund tør og han følte det som om han var ved at tørste.

Det var som om det var Gabriel selv der stod foran ham, ikke den som forrådte ham. men den som han så som store bror, og mentor her i livet, og hendes ord var så meget hans at det var lige før Rafael troet Camille kunne læse tanker.

Rafael stod målløs og var som en lille ny dæmon igen. de ord var som printet ind i hans hukommelse, og største delen af hvad hun sagde bliv sagt af Gabriel inden rafaels.. veninde... bliv begravet levende, og Rafael måtte stirre på jorden hvor kisten lå i flere dage, og måtte til sidste enlig få lov på 7 dagen at grave hendes liv løse krop op, og det lille barn som hun havde givet fødsel til mens hun lå i kisten.

Rafael var så splittet af hans minder, hans respekt, og stemmen i hovedet der ville sætte Camille på plads, og give hendes smil et spark så hård at guderne kunne mærke det. til sidst gav han efter overfor en af følelserne og begyndte at gå efter hende med de store militær støvler i et hurtigt tempo, men stoppet lidt fra hende, og bid sig selv i tungen, og havde lyst til at dø, at hoppe ud fra en bro, og dø. for det han gjore nu var så meget et brud på hans stolthed, hans ære var lige til at lukke op og skide i, men han måtte gøre det. hendes ord havde påvirket ham, og han kunne ikke lade være med at underkaste sig lidt pågrund af mindet om Gabriel, men også fordi Camille havde ret, og han havde altid være ligeglad med om andre havde ret til at sige noget mod ham eller ej.. men nu.

Rafael åbnet munden, og sagde højlydt, men også på sådan en måde man kunne høre det pirret ham forfærdeligt at sige det, selvom han mente det. "Und...Undskyld." han holdt en meget kort pause, hvor han måtte nærmest spise sin stolhed, og den personlighed han havdet for at kunne forsætte. "Jeg.... vil ikke.." han rev sit kors af halsen, og smed det ned i mudret som jorden efter hånden var blevet til efter at regnen var sat lidt mere igang, og hans tone bliv mere skamfuld men også vred "Hvad fanden er det for ord i søger. Catherine, dig,. jeg er ikke god til at være julemanden jeg beklager meget."

Rafael vidste ikke helt hvorfor han var med de her ´gode væsner´ ver gang han gjore noget ondt bliv han mødt af skuffede blikke, og når han prøvede at gøre noget godt til en forandring, så var det ikke ´godt´ nok. han hørte mere til hos andre nedren sadistiske og forfærdelige væsner, der bliv hans egenskaber værdsat. han havde lige siden elveren Ellen prøvede at være sammen med gode væsner for at blive som den Ellen håbede på, men vergang endte det som nu. måske burde han bare anderkende at han ikke kunne være god nok i regnbue holdets øjne.

Rafael faldt mere ned, og samlede sit kors op og gik op mod Camille hvis hun var gået længere væk imens, men gik ivertfald op foran hende, og prøvede en sidste gang for Ellen, Catherine, og hans ikke biologiske søster. "Jeg.. vil heller aldrig forandre mig." han havde en lang tale i hoved, men kunne ikke sige det, og stod der bare.

Rafael forventede ingen tilgivelse, og var heller ikke sikker på han ville have en, han var jo stadig en nar og røvhul, han prøvede enlig mere at forandre sig for andres skyld, men hvis Camille ikke ville hjælpe, så måtte han vel bare gøre hvad han selv ville.. så fuck de andres håb.

Nu hvor ammunitionen var fyret af og hun havde fået luft for hendes vrede, begyndte hun så småt også at tænke på hendes egen sikkerhed.
Det var rimeligt dumt, med den imende, at udfordrer en dæmon...og isærdeleshed en af Rafaels kaliber.For helvede da, lærte hun aldrig at fornuft somme tider var et fremragende valg over retfærdighed? Man skulle nok ikke sætte sine mønter på det.

Hun afventede en reaktion , bare et eller andet.At der var virksomhed der blomstrede bag hans pande, var helt tydeligt og da Rafael med et satte kurs mod hende, målrettet og med hastige skridt, var der ikke skygge af ...noget...der kunne berolige hendes frygt for at han ville give hende sådan en nedtur , at hun ville være uigenkendelig når han var færdig.

Hun bakkede lidt baglæns...men stoppede da han ligeledes standsede op og et helt andet udtryk gled over hans ansigt.Han så helt 'menneskelig' ud, som alverdens tunge svære følelser kom over ham, ikke bare som blide kærtegnende bølger, nej...mere som en flodbølge, ubarmhjertige og uundgåelig.

Så undskyldte han.
Camille kiggede efter korset han smed.Han var klart i en krise lige nu...hun havde aldrig set ham foruden hans smykke.Og hun vidste det havde enorm betydning for ham, dog ikke hvorfor.

Hun havde ikke kendskab til hans fortid, de grumme oplevelser den rummede, hun anede ikke engang noget om Gabriel, så hun havde ingen støttehjul på denne cykeltur...hun måtte bare håbe hun kunne holde balancen, og ikke væltede med næsen ned i gruset.

* hvad vi vil have for ord?*
Det vidste hun jo dårligt selv.Men hvis folk forsøgte at gøre deres bedste, uanset hvilke ord og gerninger det medførte, kunne nogen så nogensinde kræve mere?

Måske det var endnu en dumhed fra hendes side, Rafael var tydeligt ...ustabil...og klemt mellem ambivalente følelser , men hun kunne ikke andet end at anerkende hans indrømmelse og lade ham vide at det...for nu....var godt nok til hendes venskab.Om han så ønskede dét, det ville være en beslutning som han alene skulle træffe.

Denne gang lukkede hun den sidste afstand mellem dem , hvis han ikke skubbede hende til side ville hun , som et lam fyldt med tillid, trække sig ind til ham og give ham et stort kram.

" Ingen voksen tror alligevel på santa, bare vær dig selv....den bedste dig selv Rafael...så er det godt.Det er det 'vi' søger" sagde hun blidt og tilføjede med et lille smil i stemmen "tror jeg da nok".

Rafael stod og følte sig som en eller anden latterlig bytosse lige nu. han havde åbnet sig for et menneske? Rafael burde skamme sig selv, det her var for ynkeligt. hvorfor skulle hun havde mindet ham om hans fortid? det her gad han bare ikke. at hans fortid var ubehaglig var en ting, men at han skulle genleve noget af den for at være ´rar´ det gad han bare ikke. *Kick ker skull in* Rafael kunne mærke alle musklerne i hans krop stammede som var han ved at løfte prøve at en kampvogn, men ligegyldigt for latterlig han følte sig nu... ligegyldigt hvor meget stemmen i hoved sagde Camille fortjente en lige højre til at sende hende på denne verdens første rum rejse.. ligegyldigt hvad han gjore, kunne kroppen bare ikke bevæge sig. han stod som var han lænket i Thomas kælder igen. Rafael kunne ikke tænke på noget, det hele flyv frem og tilbage som om hans bevidst og underbevidste sind havde droppet diplomati og bare var gået i ver deres hjørne og tages bokse hansker på... men hvad kæmpede for hvad.. også det enlige spørgsmål... hvad kæmpede han for.

Rafael modstigende fornemmelser af at svigte sin familie, sin stolthed, og ham selv og meget mere slog helt stille i nogen sekunder, og han følte sig fri som var han død og manglede en krop. han åbnede øjene, og så Camilles arme om ham, han havde aldrig får et kram der ikke var for at blive efterfulgt at kys, dette føltes ikke som noget sensuelt, og han slog bare hoved fra.. ingen filosofiske tanker.. ingen tanker om magt.. ingenting andet end hendes ord. *den bedste dig selv Rafael* han havde kun lige hørt ordne i sit eget hoved før en stanken af sjæl overtog hans sind, og han huskede alt han havde lært, alt han burde gøre nu.. men gjore intet af det. hans grøn blå øjne bliv sorte som natten, men hendes arme om ham...var så..rart.. *end it..* Rafael havde korset i sin højre hånd, og han elskede det kors over alt andet han havde på denne jord, nok mere end det liv han ellers holdt så tæt, men lige nu bliv det offer for hans vrede og forvirring, og man kunne se blod falde fra hånden der holdte korset, mens Rafael pressede med alle sine muskler i sin højre hånd, og han kunne mærke hvordan hans håndflade bliv såret som var det et rivejern han pressede sin hånd rundt om.

Rafael havde lige hørt hende tale færdig, og var nu mindre forvirret i hans sin, og bokse kampen føltes næsten færdig. og måtte anderkende hvad han kæmpede for og hvad han kæmpede mod. det var alt han kendte til, alt som hans liv var bygget på både socialt, men også hele hans familie og alt han symboliseret som godt for ham, alt han bliv glad ved. han sukkede.. men det var ikke et opgivende eller trist suk, men et tilfreds suk. han stoppet med sit faste greb om korset, men holdt det dog stadig i hånden, og lagde langsomt begge sine arme om Camille på samme måde som hun holdt om ham. han vidste ikke hvordan man som hun og de andre...nej.. som han ville blive. men han var afklaret på en ting. brutalitet og ondskab havde han ikke bare tænkt sig at give slip på det var lige så meget en del af ham som alt andet ved ham.. Men nu var der også andet.. og det var han Camille og de andre dybt taknemlig for. han ville gerne gøre sit bedste for at være ham, det lovet han sig selv, og i et vert ´selv´ var der både godt og ondt.

Rafael holdt Camille blidt mod ham selv, og hans tanker gik nu mere på en ting.. hvordan var man en god ven for hende.. alle andre havde han jo stukket i ryggen for ikke selv at blive stukket, og det havde han desværre lært af erfaring skete for dem i hans omgangs kræs, og han var jo ikke van til at omgås folk der ikke hele tiden søgte magt eller egen lykke, så arrogance og at kigge over skuldren var normalt for ham. men han skulle nok lære det.. håbede han.

Rafael trak arme til sig, og gik langsomt et skidt tilbage for at komme fri af krammet, også kom de filosofiske og omtanken for alt omkring ham tilbage, og han sagde med et naturligt smil "Så vil jeg være den bedste mig...tak...veninde" han holdt en lille pause, og forsatte "havde aldrig troet jeg skulle sige de ord til dig Camille" han små grinte, og nikkede mod nord "Kom, min herre bor ikke langt herfra.. vil de ære mig med deres overnatning frøken?"

Hans hjerteslag kunne mærkes tydeligt.
For hyppigt og for uregelmæssigt arbejdede hans hjerte, trak sig sammen og slappede af igen.
Selv gennem de adskellige lag af tøj de tilsammen bar.
Hun vidste derfor at tvivl og muligvis en indædt kamp om galskab eller godhed stod på , inden i Rafael.

Som et lille barn , der tror at hvis hun kniber øjnene hårdt i går al det slemme væk, og når man igen åbner dem så er de skræmmende monstre forsvundet, puttede hun sig ind til ham og holdt fast.

Spændt....nej...ængstelige for hvad han ville gøre, holdte hun vejret lidt ,
men så snart hun mærkede vægten af hans arme omkring sig, slappede hendes krop af og hun lukkede igen luften ud af sine lunger ,tungt.

Han havde taget et valg.Det rigtige valg, efter hendes overbevisning.Rafael var stærkere end de fleste.Det krævede langt mere styrke at gå imod drifter ,drifter der hev og flåede i en og aldrig holdte munden lukkede, at modstå lysten til at bade i den uimodståelige måneglans kun ondskab kunne kaste fra sig , friste , fastholde og lokke sjæle til sig med.
DÉT krævede sand styrke.Og ikke et øjeblik tvivlede hun på at han gennemgik noget i den dur.Så meget information havde hun dog om ham, dæmonernes leder fra Deploratus.

Efter deres kram, var stemningen en anden.
En ganske mere luftig en af slagsen, behagelig med også lidt famlende, lidt ' vi prøver os frem agtig'.
Hun bemærkede hans hånd, blodig og revet hvilke gav hende endnu et prej om hvor meget han kæmpede for....ja, for ikke at smadre hende ned i asfalten, i bedste fald.

Hun rystede tanken af sig, med en lille gysen.Hende og asfaldt, not a good comb, no no!

Rafael kom led et tilbud der hurtigt blev vendt og drejet.
Hun kunne ikke overnatte, det var klart.I løbet af natten ville Aleck blive urolig, hunte hende ned og sparke døren ind hos Rafael....eller bare banke på måske ? Men det var sikkert at han ville dukke op, eller blive ekstrem vred på hende når hun vendte hjem.
Så det var udelukket , desuden skulle hun op tidligt og ud til Mira og Eric.
Eric...hun savnede ham, det var længe siden..okay, måske kun et par døgn, men det var også al for lang tid, når man havde et barn 'sammen'.

Rafael, det er mig helt umuligt at overnatte, men hvis vi kan skaffe en droche efter en times tid, kan jeg tage med dig og rense og forbinde dit sår, men så skal du også garanterer at jeg sendes hjem straks efter? ...." Sådan lød hendes tilbud og hun afsluttede med et lille glimt af varme da hun sagde "ven."

Rafael hørte hendes modforslag, og havde enlig intet mod det, så slap han også for Viels endeløse snak om at spørge sin bofælle først, den snak endte altid med at Rafael måtte tabe noget tungt i hovedet på ham, men at slippe for det iaften ville være dejligt. så Rafael nikkede elegant og svaret roligt "Du skal nok komme hjem bagefter Camille" Rafael vidste ikke om det var misttillid der drev Camille til at spørge, men han slog tanken lidt tilbage i hovedet, og lod korset glide tilbage om halsen på ham, og nussede lidt den blodeige spids der havde boret sig dybt ind i hans håndflade. Rafael kunne ikke lade være med at falde lidt ind i tankerne om hans store søster. han havde ikke set hende siden hans barndom da han var omkring de 7-9, han vidste ikke om hun lå død da Gabriel trak Rafael ud af flammerne, og han havde enlig aldrig håbet at se hende, men nu på denne meget underlige aften for ham, savnet han hendes bløde glass følsomme hud mod hans lille barne hånd som han jo havde den gang. Rafael havde aldrig fået fortalt hvad der skete den aften, men han kunne mærke intrigerne mellem dæmoner hele formiddagen kan han huske, så nu hvor han jo er blevet ældre kunne han godt regne ud at brænden i den gamle romerske villa ikke var helt tilfældig. men hvem og hvad vidste han ikke, men så vidt han vidste havde Gabriel aldrig søgt tilbage til italien efter han tog Rafael med væk fra den store oliven mark villa, så skulle undre Rafael hvis Gabriel havde noget mod det som skete. Rafael prøvede at søge ind i ham selv mens han stirret dybt ind i korset. han kunne ikke huske detaljer, men det var noget man hans søster kom grænde ud af det store bibliotek, også føltes det som om ´spillet´ var kørt igang. han kunne ikke huske der skete mere i løbet af dagen udover Gabriel var lidt underlig og viskede meget sammen med hans søster, men om aften kunne han huske at Gabriel sparket døren ind til Rafaels sove værelse og tog ham over nakken, og løb ned af de brændene gange i vilaen. hvad der skete på vejen kan han ikke huske da Rafael bare var en forskræmt lille dreng den gang, og pressede bare hovedet ned i hans store brors skuldre mens flammerne reageret omkring dem. Rafael kunne dog huske at se Gabriel plasere et solidt brutalt spark på søsterens bryst, og efterlade hende i ildens vrede. men hvad der var sket med far og mor var han usikker på, og deres gud far Thomas var endnu mere et mysterie. men Rafael kom derfra i live så hvorfor bekymre sig over det, tros alt havde Gabriel nok en grund til at gøre hvad han gjore.
Rafael stoppet med at tænke tilbage, og blikket bliv nu drejet mod Camille, og et lille sørgmodigt smil kravlede op på Rafaels læbe, og gav så slip på korset, så det bare var om halsen på ham. hvorefter Rafael sagde med en tilfreds tone "vi har en droche at fange... veninde" det sidste bliv sagt næsten helt stolt, ikkeover ham selv, men af at give hende den title.
Rafael begyndte stille at gå over den muddret jord, og rev imens et stykke af den sorte robe og lige hurtigt lagde det rundt om hånden, for at undgå betændelse, han vidste ikke meget om denne verden, og han ville ikke tage nogen chancer.
Rafael drejet hoved mod Camille hvis hun var begyndt at følge med "svaret på dit spørgsmål tidligere iaften.. jeg kom fordi min bror Gabriel pirccede mit hjerte med et spyd og lod mig hænge op af domkrikens hårde kolde i vægge i håbet om min død.. men jeg... vågnet i en af menneskenes sorte poser på hospitalet. jeg vidste at enten tog jeg afsted, eller dræbte den eneste familie jeg har.." Rafael holdt en pause, og slog armne ud til siden, og sagde "så nu er jeg her" han små grinet lidt, og gad enlig ikke vise Camille det store ar der gik fra hjertet og hele vejen ned af brystet til hans liv.
Rafael stoppet op, og kiggede sig ikke omkring, men lukket øjnene og lod hans næse indånde luften omkring dem, da han opfanget. de var ikke alene.
Rafael nået lige at se på Camille med et advarende blik før tre fyre kom gående ud fra mørket. den i midten var ret bedreskuldret, og havde en læder bryst rustning på, mens de andre var på rent fysisk mindre men havde en læder rustning i en masse dele som dækket hele kroppen udover hovedet. den til højre var en kvinde der holdt et pergament som hun follede flittigt ud. og begyndte at læse fra "Dé Minion Organisation opføre nu en civil tilbageholdese på grundlag af underbyggelse af foretnings miljøet og The Underworlds samlet stabilisering" pigen havde langt kridt hvdt hår, og var sortelver. mens de to andre var dæmoner. ham i midten var skaldet og havde ikke just en venskab og glad aura om ham. den sidste havde kort sort hår, og var også en mand.
Rafael kiggedet lidt undrenede på Camille, og ville sefølgelig gerne hjælpe hende, men hun var experten af de to på denne verden, og om de skulle lege vildt med det fremmede eller om han havde misforstået det, og der ikke var et problem mellem dem. vidste hun.

Hun stolede faktisk på ham, Rafael.
Ære vægtede stort hos ham, og derfor ville han ikke snyde hende, regnede hun med.
" Tak ...så er det planen " sagde hun glad og forsøgte skjule et kæmpe smil ved hans brug af veninde ordet, men selvfølgelig mislykkedes det big time, da det nærmest svang sig fra øre til øre.

De satte afsted og hun fik æren...og jo, hun tog det som en real ære at han åbnede sig og gav ud af hans familie historie, af at høre om det horror der havde bevirket at han var hér nu.

" For satan da....Rafael , det virkelig ....lidt af en familie du holder dig.Husk mig på ikke at melde mig til en 'byt familie uge ' med dig " .

Hun var nød til at vælge den ironiske distance...lige nu...for hun var drøn sikker på at et show off af melidenhed,empati og måske tåre ikke stod øverst på hans ønskeliste, men det skar i hendes indre at han havde været udsat for sådan noget...bestialsk noget.

Bedst som hun ville give ham et blidt og forhåbenligt dulmende svar,dukkede de tre skikkelser frem, ud af mørket.Og nej...det var ikke de tre musketeere, hvor fantastisk havde det ellers ikke lige været , at stå face to face med Pathos, Arthos og Aramis ( stavning af navne modtages der ingen pm klager over ), men desværre...og venligsindet kunne man da heller ikke beskylde dem for at se ud som.

Hun greb automatisk ud efter Rafaels arm , for beskyttelse...eller blot støtte - og dette greb blev blot mere stramt, hendes knoer så hvide som dem på en vampyr , blodet forsvandt fra hendes bailey farvet kinder, som anklagen der tilfaldt Camille , blev læst op.

" No fucking way ! Må de det? Rafael...må de selv fortage arrester? De sku da ikke guardians dem dér !.De er udsendt af Isabella...den finke " hviskede hun hurtigt til Rafael.
Havde han troet hun havde styr på formalia i denne verden, sååå havde han skudt langt forbi.
Hun famlede stadig rundt, som en blind i en glasbutik.Men no way in hell ville hun med dem, dét varslede rigtig dårligt.

Ja ja....hun havde købt slaver og sat dem fri, og hun ville dø selv, før hun oplyste hvor Mira var, hvis det var hende de ville tale om? Men det var det nok ikke.De var ikke kommet for at snakke ,var de? De var kommet for at få hende til at bøde.

Hun stillede sig som limet op af Rafael.Hun vidste hun ikke kunne bekæmpe dem, slet ikke tre af dem , all at once.

" Jeg ved ikke hvad fanden i har tænkt jer, men jeg kan garanterer det ikke kommer at ske.Smut....imens i kan, hjem til Isabella og sig hun skal passe sit eget, så passer jeg mit ! " snerrede hun og hendes stålfaste blik afslørede intet over den indre panik der var ved at opstå, som de spæde bobler i vandet, inden den for alvor går i kog.Kun hendes puls afslørede hvordan hun havde det, hvad hun følte.

" De Minion dynastiet....skide slavehandlere " forklarede hun Rafael.

Rafael mærkede til hans overreaskelse Camille der greb udefter hans arm, og nået lige at få tanken om at give hende en lussing med bagsiden af hans hånd så slem hendes tænder ville ryge ned hendes hals som var det milkshake, men det var bare en hurtig tanke som ville have været hans normale reaktion fra nogen der tog fat i ham for hjælp, og gamle vaner dør ikke nemt og han skammet sig ikke over tanken, men han havde aldrig i sinde at gøre det. den form for sevkontrol havde han en del af efter at have været i dæmon politik så længe. Rafael lod dog en lille rimse i hans hoved køre et par gange for at minde ham selv om at være en god ven.. hvad det så end helt præsist indeholdte.
Rafael hørte på Camille spørgsmål, og havde ingen ide om hvad dum, dummere, og grimmeste måtte og ikke måtte, han var jo kommet for få ganske få timer siden, såh om de måtte lave en arrest vidste han ikke, men det lød meget i hans øre som en fin måde at skaffe sin konkurrence af vejen, da han havde tygget lidt på ordne som hun bliv anklaget med. men om de måtte havde han ingen ide, det kunne vel også rave ham om de måtte eller ej, det var tydeligvis ikke helt efter bogen det de ville med hende. Rafael hørte navnet, og lod det give henlyd i hans hoved.. Isabella.. Isabella.. Rafael smilede lumsk til Camille og viskede humoristisk "Halloween shoppen måtte have genbrugs udsalg" Rafael havde svært ved at tage en gruppe groalliere serisøt når de bar det samme som man lavet sex kostumer, og udover det, så havde de en frue der hed Isabella? seriøst. måtte være denne verdens form for syge klovne der er på besøg i en Sm butik. Rafael valgte dog at tage det seriøst da han jo godt kunne se det var vaske ægte idioter. Nu var man lige kommet fra en verden hvor gangsterne ikke kunne tage deres bukser ordenligt på, og brugte pistoler som om de kun virkede når man holdt dem vandret. også finder han vejen til en verden hvor det er samme still bare gangstere iført læder.
Rafael kiggedet mod de tre klovne, og hørte Camille sige sine fornæemelser til de tre mystiske de nok bare den mindre børne venlige udgave af rip, rap og rup, hvorefter hun siger ordet ´slavehandlere´ for ikke en uge siden havde han slået armne ud til siden og bedt dem velkommen, men... sådan lå kortene ikke på bordet.
Den store mand tog et stor dobbelt bladet økse frem fra ryggen som var cirke på længde med hans arm. hvorefter han brugte mindre formelle ord "Du er ... " han kigger på hende til siden for at være sikker på ordet, hvorefter hun forsætter "De er taget som Dé Minions civile arrest til de officelle myndigheder kan vurdere sagen og dens indhold."
Rafael svaret med det samme som var det en flyvende overgang "De har ret til at tage hende" Rafael flyttede sig dog ikke ud af stedet, men lagde en beroligende og mild hånd på camilles hånd der havde fat i ham. "I det gamle rom.. hvis to var uenige i hvad en lov sagde skulle blod og guderne afgøre hvem der havde tunge som en slange... og... somethings never change.. Jeg siger hun er uskyldig i ikke at ligge sig ned på knæ og kysse Isabellas sammenfoldede rynkede baller.. hvis i siger noget andet så lag... guderne.. og min højre næve afgøre det."
Rafael rettede ryggen stille op, og lod den blå grønne øjne blive sorte som nattens mørke. han viskede med en dæmonisk stemme til Camille der buerde gav genlyd i hendes øre som var det et ekko af en hæs og fordrejet stemme "Do whatever you fell like maddam".
Rafael drejet hovedet mod dem, og var klar på at lade dæmonen i ham have kontrollen fuldt ud. det hvade han ikke gjort længe men han nød styrken der kom til ham nu, og ud af hans ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt Rafael siden romeriget og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde.
*Been so long*

Det hele virkede mildelst talt bizart.
Hvordan skulle de tre kunne vide hun opholdte sig lige her?
Og selv Rafaels ironiske bemærkning og klædeud garderoben fik hende til at smile midt i det hele, selv om situationen var alt andet end heldig.
Heldigt var det dog at hun ikke var her alene, men sammen med en af de mest rå dæmoner hun kendte.Hvis han ville hjælpe hende , havde hun en fair chance for ikke at blive slæbt med, og det havde hun ingen lyst til.

Hans hånd lagde sig over hendes, gav hende mod,håb og bare en smule indre ro.Jo, han ville ikke bare lade dem trække af med hende.Thank God...eller nærmere Rafael!

Hun burde blive skræmt da hun så øksen, men Istedet kunne hun have jublet.
For med den kunne hun kæmpe og forsvare sig.øksen kunne hun styre og manipulerer lige tilbage i panden på dem selv, med hendes telekinese.
Så den var mere end velkommen.
Rafael mente dog ikke de forduftede så let,så han gik i demonmode og forvandlede sig.

Camille havde set en sådan forvandling før, men Zean, det var stadig skræmmende og meget horribelt at se det ske.

Al det menneskelige forsvandt, og ikke bare den fysiske krop, det var også noget i øjne og udtryk i ansigtet der bar vidne om det.
Selv de tre bakkede lidt væk og begyndte at hviske sammen
" Kun skræmme dem væk...please Rafael...ingen lig er påkrævet her."
Hun regnede med han fangede både budskabet og morskaben i det.

Hun lukkede øjnene et split sekund, tillod sig at visualiserer og wupti , da hun igen åbnede dem, holdte hun den store økse i sin hånd.Hun måtte hurtigt have hjælp af den anden hånd,hvilke betød hun var nød til at slippe sit tag i Rafael, for at kunne holde den i begge sine hænder.

" well....girls just wanna have fun, or so heard ?" Sagde hun med drillende ,dog stadig fast og kompetent stemme.

Rafaels sorte øjne var som en grotte uden lys. mystikken og uhyggen rev dig for aldrig at blive hørt om igen. han kiggede kort ned af sine hænder som var blevet nogen store grufulde klør der skreg af ondskab og sadisme. deres lange bøjelig knivblads ligende finger var foldet helt ud så man kunne se deres fulde længde. Rafael havde en dyb vejrtrækning og man kunne se det enorme bryst bevæge sig ved vert åndedræt. Rafaels syn var sløret.. eller var det. han kunne ikke længere se Camille eller de tre foran dem, det var som en stor tåge for ham hvor deres sjæle kaldte hans navn til dem, som gav ham det jæger agtige udtryk og det dyriske måde at stå med hans store krop på. hans trak en enkelt gangi mundvigen før han kigget op mod Camille.han hørte ikke hvad hun sagde det var om som hendes ord bliv grebet af den alt for tygge tåge. han havde et underligt syn lige nu for selvom han ikke kunne se i den tygge tåge, kunne han sagtens se alting, næsten mere klart og tydeligt end normalt. Rafael kiggedet mod manden der bliv som revet af vinden bagover og lanede på hans hale ben mens øksen flyv ud af hans hænder og kom roterende gennem luften mod Camille, og hvis hun kunne se hvad der skete, og ikke havde lukket øjne ville hun nok have dukket sig fra den drabelige økse der kom uden tegn på at stoppe mod hende. dog landede den blidt og elegant i hendes hænder om var det en fjer en varm og stille sommer dag kom dalende ned fra himlen, og lagde sig villigt i hendes hænder. Rafael rettet sine øjne som var det målsøgende mod den store mand i midten, og med Rafaels fulde dæmoniske fart var han hoppet gennem luften med armen fremaf men også til siden som var det et drabeligt kram fra en flyvende isbjørn der kom hen mod manden i midten. Rafael plantede sine knæ i mellemgulvet på den store mand, og han faldt ned mod jorden med det samme af den store kraft lagt sammen med vægten fra Rafaels store krop der bliv trykket mod hans bryst. Rafael havde ikke nået ramme jorden sammen midterste mand, før Rafael havde svinget sine store klå agtige hænder frem og tilbage, hvor de på tilbage vejen rammede ind i bagsiden af knæet på de to til siderne, da ham til venstre nedelig havde rejste sig op, og bliv derfor sammen med kvinden endnu engang tvunget til at miste fodfæste på jorden, og men Rafael havde sat de to turtel duer en 20 centimer fra fodfæste, rejste han sig halvt op, hvor så manden under sig skulle til at rejse sig op for at undgå hvad end der skulle ske, men han fik kun lige kigget op før Rafael var på vej ned igang far hans halv rejsning, denne gang brugte han bare tyngde kraften til at lagde knæet der før var på mandens mellemgulv, bliv peget direkte ned mod mandens kæbe, og da knæet ramte enden af hagen var der ingen tvivl om at den store knæk lyd der fulgte var fra mands kæber der bliv flået fra hinanden, og da de to om var sat på en kort flyve tur ramte jorden, havde manden i midten en tvunget åben mund hvor man kunne se at kæben raslede fra side til side, da der ingen modstand var i kindbenmusklerne. Rafael rejste sin ene hånd over hovedet og peget to finger frem, og lod dem bore sig ind i den åbne mund, og uden omtanken bliv tungen, ganen, og det bagerste kød brutalt mast til ukendelighed, og manden prøvede at skrige men var bare ved at drukne sig selv i det afrevet kød og de forskellige mundvæsker.
Rafael fik den pige til højre kastede over sig, og de rollede en enkelt gang, før Rafael rev korset af læder strobben om halsen, og knættede hånden om det så hårdt kan kunne, og slog hende gentagende gange på højre side af hovedet til man efter nogen hurtige hårde slag kunne se at højre side af kraniet lå åbent, halvdelen af hendes hjerne var begyndt at falde ud af huldet i hendes hovede, og før Rafael kunne slå endnu en gang, stoppet han, og begyndte at snave den lidende pige, som ville være død efter et par sekunder når de sidste narve baner løb tør for ordre fra hjernen, men det gav ham rigeligt af tid til at kunstigt holde hende i live ved at langsomt suge sjælen ud af munden på ham. hendes krop rystede som var der latterligt mange volt gennem hende, og det var der en grund til, Rafael havde aldrig hørt noget større skrig end det man kunne høre i hovedet når man skillede sjælen fra sindet og kroppen, og lige meget de piske slag eller hvor meget han tvang brænede jern ned i deres hals, ville det aldrig give samme smerte sammetrækninger som det han kunne føle de havde når man rev selve livet fra dere åndelige favn, og man kunne også se at til det sidste lid hun forfærdeligt til det øjeblik rafael faldt ned på ryggen, og så op på natte himlen, og havde fået nok at spise, og pige fik lov at dø. Rafael kigget mod Camille og ville hjælpe hende, hvis den sidste dæmon var et problem. han havde altid ladet noget ´mad´ være til dem han kæmpede med, det var en god jæger skik hans bror hans lært ham, og den var jo fin. men hvis Camille så ud til at være i problemer ville han løbe det korte stykke for at hjælpe hende.

Camille mærkede det jævne stykke velplejet træ fra øksens skaft i sin hånd.
* hell..yes, come get me now if you dare!* tænkte hun opfyldt af mod og en stålfast vilje til at kæmpe for ikke at blive slæbt afsted til en skæbne der varslede ilde.
Hun åbnede sine øjne og så.....

Et levende kaos af brutalitet,pinsel og mord.
Lamslået....og til dels i chok....stod og og så Rafael lemlæste og torturerer de to af tre ,af Isabellas håndlangere.
Hun måtte blinke nogle gange og øksen der var tiltænkt som selvforsvar, agerede nu en sutteklud hun kunne støtte sig til, eller knue ind til sig.
Det var jo....vanvid.
For helvede, hun var jo taknemmelig for det var hende han hjalp, det havde jo ikke været hans kamp.
Rafael kunne bare have.vinker farvel og sagt god tur, men Istedet havde han forsvaret hende.

Men....bare en røvfuld havde være...sufficient.
En pacifisering af dem, ikke en bestialsk lemlæstelse, for pokker.
Den sidste dæmon, synes at være frosset fast lidt ligesom Camille selv.
Han havde også fulgt hans to arbejdskollegaers brutale ende, og da Rafael var færdig med pigen og så efter om Camille behøvede hjælp, sikkert til den sidste, begyndte han at løbe væk.
Camille sendte øksen lige i hælene på ham, bokstavelig talt.
Den sårede ham , således at kun en halten væk fra dem var en mulighed.
Camille sprang op og stillede sig foran Dæmonen, igen med øksen 'tilbagekaldt' i sin hånd, greb hun fat i kragen på ham.

" hør her din lede skid....du hilser Isabella fra mig og siger at Camille St.Clair er kommet for at blive! Hvis hun messer med mig så flår jeg hendes lille lede bankende hjerte ud af hendes krop.Hils din frue og sig at næste gang hun sender nogen efter mig er der ingen der overlever, heller ikke hende .".
Hun slap grebet og trådte lidt baglens, for at se ham halte afsted igen.

" Hey!!" ...råbte hun efter ham....
" Hvis du på nogen måde bare nævner min ven her " hun nikkede i retning af Rafael...
" Så opsøger han dig og flår din hud af, imens du lever, forstået!".

Hendes puls bankede som sindsyg og nu hvor de tre håndlangere var uskadeliggjort, sank hun sammen på den kolde stenede vej.
" for helvede da også" mumlede hun.
Aleck ville få et føl når hun skulle fortælle om det her.Bare hun kunne undlade hele hendes lege landeveksrøver aktivitet....og måske Rafael...og måske også det med de dødede...pis...det ville aldrig gå.
Et spørgsmål fra ham og hun var dømt til at synge hele sandheden ud.

Hun så overpå Rafael..
" Hey....you okay ?" Tøvede hun...og håbede han var ved at genfinde lidt mere menneskelighed igen.