A Reunion of Pearls ~ Gray

Junipers anklage bar såmænd en sandhed, Ludwig havde været en svækling som veninden i ærlighed havde fremlagt. Ikke at den noble Madelena Gray ville gifte sig med …afskaffelse i mente fra vielsens afsæt. Nej andre muligheder havde været under overvejelse. Faderen var ikke meget for at give sin øjesten væk i ægteskab overhovedet, men at Lena havde insisteret på hans svaghed og manglende kompetence beroligede Edwins sind en smule. Og den ene hændelse ledte til den anden og hvis Ludwig blev ved som han gjorde, skælven ved syn af et korset på andet end horer og beruset vinterbadning som menneske, tjah så vil han vel ikke have varet ved længe alligevel. Hvad forretningerne angår, så havde Lady Grays prioritet i ægteskabskontrakten, som vil de enhver ung dame med an anelse fornuft bag dæmoniske ører. Hvad angår Haynes brødrenes skæbne her, skulle de måske have vist mere taknemmelighed for fruens input hvad forretningen andgår. De vil have kørt en fornem handelsmulighed i retningen af en Rottens Roots fodinfektion, havde hun ikke trådt ind. Efter noget tid antagelse om at deres lettede arbejdsbyrde og forretningens blomstring, skyldes et mirakel og ikke en kompetent hustru, havde Lena overtaget både økonomiske såvel som de fremtrædende dele af handlen. Hun havde aldrig brudt sig meget om at kalde sig ved familiens navn, så hvorfor skulle silken lide under det? Ja Ludwig og brødrene var standard versioner af forkælede drengebørn. Indrømmeligt mere tolererbare end de hun delte navn med, svæklinge kunne man vel godt kalde dem. Lena undgik at svare Jun i ord og gav hende blot et høfligt nik i anerkendelse af Juns, nok efterspurgte anerkendelse af superioritet.

Juns kryptiske men sorgløse udtalelse fik Lena til at le, uden helt at forstå hvorfor. Nok en eufori af genkendelse ved Juniper. Veninden kunne være så ærlig det gjorde ondt og dog då skjult for selv hende i et omfang. Men i øjeblikket kunne de sære udtalelser såvels som god gammeldags englefobi ikke andet end at more hende.

”Du behøver ikke at advare mod prætentiøse fugle to gange”

Og så var alt snak om Ludwig og rødhårede fjender alligevel glemt. Som Jun satte sig i hendes skød og næsten kærligt strøg hendes hals, var Lena fortabt i venindens (elskerens?) magnetisme og hun ønskede intet mere end dette øjeblik at vare ved. Glemt var Junipers årelange fravær og Lenas egne fejl i aftenens løb, for nu.

Lena var den førte til at vågne som Doomsvilles sjældne solstråler krøb ind. Almindelig vis vil Lena være bekymret for de fine klæder efterladt spredt på rummets gulv men nu strejfede tanken hende blot en stund før Junipers sovende skikkelse fik hendes opmærksomhed. Hun var rolig, men selv i disse øjeblikke af tilsyneladende sorgløse stunder var der et præg af Junipers sære essens. Som om veninden kunne rejse sig hvert moment og blot med et blik sende alle og en hver på deres plads.

Hun kunne have sagt mange ting til Lenas kommentar om prætentiøse fugle. At hendes far vel altid havde været en, så dem måtte hun vel vide alt om. Lord Gray havde altid forekommet hende at være en yderst mærkværdig mand og ikke på den måde, hvor hun i deres excentricitet fandt et eller andet, som hun kunne respektere. Måske netop fordi hun gennem sin opvækst havde været vant til mænd, der kommanderede ethvert rum, de trådte ind i, først i skikkelse af den biologiske fader, Necromanceren, der altid syntes fuld af kølige vrede. Et forkert blik og han kunne få en til at have lyst til at krølle sig sammen og dø. Og så senere adoptivfaren Cornelius Graceling. Charmerende, åben, glamourøs. Fare gemt væk bag et smil.

Til sammenligning virkede Edwin Gray næsten bange for sin egen skygge. Og Lena elskede ham alligevel. Måske fordi hendes familie ikke tilbød ret meget andet at elske
For en gang skyld holdt Juniper dog sine spydige bemærkninger for sig selv. Mere for ikke at ødelægge øjeblikket for sig selv end af noget reelt hensyn til Lenas følelser.
Desuden fik de to hurtigt andet at tænke på

*****
Hun vågnede op til en bleg solstråle i sit ansigt. I et fremmed værelse. Hendes stadig søvntunge hjerne, kom øjeblikkeligt op i omdrejninger og hun satte sig op i så hurtigt et ryk, at hun et øjeblik kunne høre det sige knæk flere steder i kroppen.
Hvor i al…..Så fik hun øje på Lena og det hele faldt på plads i hendes hoved igen. Hendes søvnomtågede hjerne atter rolig.
En anden, ville nok have leet af sin egen panik. Moret sig over, hvor forvirret man kunne være, når man lige var vågnet, især taget i betragtning af, at det jo selvfølgelig ikke var fordi, hun havde glemt nattens hændelser.
Ikke Juniper. Hun vendte sig i stedet demonstrativt bort fra veninden…elskerindens? Ømme blik, som om, hun havde overværet dette øjeblik af svaghed med vilje.

Hun svang de lange slanke ben udover sengekanten, strakte sig underligt mekanisk og spadserede direkte udad værelset uden at iføre sig så meget som en trevl.
Sult. Det var altid det første hun bemærkede. Hun var altid opmærksom på den. Nogle gange var den voldsommere, mere smertefuld end andre. Skrigende. Stikkende. Men ligegyldigt dens styrke, så var den der altid. En mere trofast følgesvend havde hun aldrig haft. Og særdeles om morgenen, efter flere timer uden at have spist, gjorde den opmærksom på sig selv, som om den var bange for, at hun skulle have glemt den.

Og når der nu åbenbart ikke var nogen, der havde gjort morgenmad klar til hende, så måtte hun jo gøre det selv.
Ikke at køkkenpersonalet, hvorfor havde Lena ansat dem, når de ikke kunne arbejde? Virkede specielt begejstret for at blive jaget fra deres vante arbejdsplads af denne mærkelige nøgne kvinde, der uden videre vadede ind i rummet og lignede en tordensky, men hellere komme af vejen end risikere, at hun blev endnu mere vanvittig.
Der gik ikke ret lang tid, før Juniper havde gang i sådan cirka fire stegepander, tre gryder og en ovn. Som et køkken burde være, mente hun, selvom udvalget var begrænset.

Madelena Gray havde tilladt sig en stund, for lang en stund til det kønne men altid gådefulde syn af Juniper Gracelings sovende væsen. Ja for langt havde det været som gæsten vågnede og værtinden måtte konfronteres med sin fejl som værtinde. At lade enhver gæst af vigtighed vågne til tomme borde var en skændsel, en skændsel eller an demonstration af deres værd. Hvad anrettes til hvem var nøje planlagt i Gray husholdningen. En æret besøgende vil modtage delikate vine og konditeri til deres hjertes bæger. Hvorimod visse partnere og handelsfolk overvurderede sin plads i rangordnen og måtte mindes derom. Hvilket lady Gray fuldførte med den yderste ynde af en højtfødt lady. Men at lade Graceling datteren vågne til solstråler og tom mave var en skandale uden lige. Ondt gjorde venindes demonstrative march ud af Lenas åsyn, men fortjent måtte hun anerkende det. For Juniper var dette endda gavmildt.

Igen tog Lady Gray sig et par ydmygende lange stunder i stille skam og en fært af længe gemt hjertesorg, da en sandhed universelt anerkendt slog hende. Juniper Graceling besad ingen subtilitet en Gray lady levede efter og var netop stormet… mod køkkenet i al sansynlighed, beklædt i… intet. Trods en ømhed Lena bar for Jun, var en skandale oven ikke fortrækkelig. Husets tjenesteskab var nu så subtile som kunne forventes men de fleste ensomme ladies i Doomsville bar sig en del mere fromt end … nuværende omstændigheder bad på. Ja af både husholdningens samt venskabets skyld måtte Lena vel bevæge sig ned for skade kontrol. Ikke før at iføre sig anstændige underklæder, bede en ladiesmaid om hjælp som intet var hændt og trække sig i en passende kåbe for morgenkaffen. Amethyst tonet og tildækket i svingende juveler, lignende i koncept til en abbedisse uniform.

Som hun bevægede sig mod køkkenet med et forsøg på at genvinde den elegante væren hun var bekendt med, følte hun selv en trang til kød. Eller også var det Lavinias, uanset måtte en tjenerinde sendes på torvet efter forsyninger øjeblikkeligt. Det vil overraske Lena meget hvis Jun ikke løb tør inden for omtrent en times tid i et heldigt tilfælde. Hun mindes kort de sære stunder i perleøens køkken. Nætter af eventyr efter nødvendige ressourcer til Junipers sult havde hun selv og den tredje kompanjon, Dolores udforsket skolens forbudte køkken for skatte. Ja Graceling parret havde jo i høj sandsynlighed doneret guld til formålet alligevel. Lena også tog med i form af en kat som den gode pige hun var. Det var svært at bevise Theodora ikke blot havde fulgt sine venner ned efter godbider som hendes ejer, den gode pige, miss Gray lå og sov så uskyldigt.

Som Lena nærmede sig, fandt hun Mrs Payne og køkkenpigerne artigt på række ved køkkenets entre, med ar på sjælen så det ud til.


”Lady Gray, vi har som sørme stødt ind i komplikationer med morgenkaffen”

Sagde overkokken i et høfligt buk, dog med en spydighed af en kvinde der havde levet og set lidt af hvert. Kvindens snert af udmattelse tog Lena ikke som mangel på respekt som hun ville fra mange, Mrs Payne mindede hende måske en smugle om grandtante Agnes. Gray familiens stolte besidder af hestens form som ikke lod nogen slippe afsted med nonsens, ikke engang Caleb. Ja i øjeblikket var kokkens tone en beroligende faktor, en skandale fra hendes mund lød det ikke på.

”Mange tak for underretningen, Mrs. Payne. Jeg har situationen under kontrol”

Lena formåede at sende tjenerne afsted i en nonchalant maner før hun endelig trådte ind til Graceling pigen og øjeblikkeligt tabte den momentært fangede maske.

”Juniper… God morgen.... du bringer minder tilbage....”


Var alt hun fik som hun betragtede den sære skabnings bare krop og vilde blik.

Sulten gnavede pinefuldt i hendes indre, imens hun næsten aggressivt, ja endsige måske lettere omtoget, hakkede diverse grøntsager og puttede dem i en suppegryde. Diverse kødudskæringer syede på forskellige pander eller blev stegt sprøde i ovnen med grøntsager, urter og krydderier. Når hun ikke var i gang med at holde øje med eller røre i ting, røvede Juniper køkkenet for diverse ting, som hun kunne spise med det samme. Frugtstykker, kiks. Hvad som helst. Med total ligegyldighed smed hun ting, hun ikke kunne bruge på gulvet. Flåede skabsdøre op og lod dem stå himmelråbende åbent, når de ikke indeholdt noget, hun kunne bruge til at jage sulten bort blot et øjeblik. Selvom Lady Graceling havde et ry for på mange områder at kunne være komplet unhinged, så var dette alligevel ikke et sædvanligt syn, selv for dem, der kendte hende bedst. Drevet af barnlig desperation. Panikangst, havde hun spredt et totalt kaos omkring sig, som hun sikkert senere, i en mere klarsynet tilstand, ville beklage sig over. Lige nu var det eneste hendes hjerne kunne fokusere på tanken om et lillebitte mørkt og indelukket rum. Bønfalden om at få lov at komme ud, der ikke blev hverken hørt eller efterkommet og senere erstattet med desperat kræsen på indersiden af en dør, indtil udmattelsen og sulten blev for meget, for overvældende til, at hun kunne gøre andet end krølle sig sammen på gulvet og vendte på, at det blev vurderet, at hun kunne få lov at komme ud. Tiden der smeltede så meget sammen, at hun ikke længere vidste om der var gået, timer eller dage, uger, for hende kunne det lige så godt have været år. Det ville have været rarere, hvis hun havde kunne miste bevidstheden, men hendes smerter var gode til at gøre opmærksom på sig selv.
Og hun havde svoret for længe siden, at hun aldrig ville tilbage i den hjælpeløst forpinte tilstand igen.
Hvis nu hun havde tænk rationelt, kunne hun have sagt til sig selv, at hun næppe ville nå derud på den tid det tog at koge en portion suppe, men angsten var ikke en rationel ting.

Endelig kunne hun hælde den første portion suppe op til sig selv. Brændte tungen i sin iver efter sluge den.
Fodtrin.
Hun drejede rundt med en hurtighed, som om hun forventede at blive angrebet. Stirrede et øjeblik på veninden uden nogen snært af genkendelse i det isblå og dog flammende blik. Hun gjorde ingen forsøg på at dække sig til, men knugede i stedet om sin suppeskål.
De blege kinder var iltert røde. Hvad til deres fortrydelse ofte tolkede som bedårende, når det i Lady Graceling som oftest var et tegn på dybt og inderligt raseri.

”Gør jeg?” spurgte hun, tonelejet farligt sødt, da hun endelig havde fået styr på sig selv.

”Min morgen siger mig ellers, at du ikke husker ret meget.”

Lena gjorde sit bedste for at synke pinslen fra Junipers mistillid, med pludselig sammensunkne skuldre og blikket vendt bort fra venindens kølige stirren, måtte hun næsten ligne den unge pige så fortabt i Graceling datterens vold. Havde hun mon nogensinde undsluppet? Nej, i sandhed var Juniper måske en af de få der kendte hende sådan, hjælpeløs, fortabt, ensom. Ud over kattene naturligvis. Hun havde måske engang følt sig hjemme, blandt de noble Grays fra faderens slægt. Edwin havde såmænd holdt af sin datter som hun af ham, det havde lord Gray været nødt til som hun i en ung alder besad sit dyr og hendes tvilling havde fejlet, som han havde det med at fejle i diverse udsigter. Til Ebenita Grays store skuffelse besluttede hun de formende animalske sider pludselig var en ubelejlighed og trangen til føde en ydmygelse for stolte dæmoner. Edwin og hun selv havde vist sig at dele mere end nogen kunne forvente og Lena voksede sig til at beherske magien grundigere end selv han. Hun perfekterede de nødvendige manerer og besværlighederne… hvad moderen havde dømt for en vulgaritet, tog hun stolthed i. Juniper dog havde hun aldrig skulle overbevise om sit værd, ikke at det ellers gav mange besværligheder. Men Juniper måtte have genkendt et kaos i Lena, et hun fandt værdi i. Et Lena ikke behøvede at skjule i dette selskab. Og hun gav Juniper til gengæld hvad hun kunne af sig selv, uden meget tilbage. Lena var klar over at den snu maske med isblå øjne aldrig vil afsløre sine skygger for hende, ikke gengælde hvad end denne bizarre kombination af frustration og ømhed. Logisk var hun klar over denne uretfærdighed, i små øjeblikke, men gang efter gang havde hvad end denne skabning var, forladt hende i en uanstændig mængde af gråd i Edwins arme. Men nu, så langt hjemmefra, kunne Lena ikke tillade sig at krakelere. Hun samlede to begær op fra gulvet som var det en almen drift af morgendagen og hentede en flaske af faderens vin i kammeret Jun endnu ikke havde nået til.


”Jeg har sendt bud efter forsyninger, frygt ikke … meget længere, Lady Graceling”

Hun formåede at distancere sig nok fra de ubelejlige emotioner til ikke at tale komplet nonsens. At ty til formaliteter var effektivt heri. I stedet for tårer, nik og buk. Hav en undskyldning for afsked eller find en distraktion. Ubehageligheder kunne Madelena døje med, de forekom i selskab af ignorante i gulklæder. De opstod som man har måtte gifte sig. Ja selv som Ebenita takkede en 14 årig Lenas sande påmindelse om brødrenes idiocy og hendes rolle deri, med et håndslag havde Lena ikke fældet en tåre. Blot refereret til moderen ved sit jomfruelige navn og bukket i (dis)respekt. Nej Tårer var nu blot endnu et våben for Lady Gray og de vil ikke virke her. Så vinen måtte være hendes distraktion og distraktion havde Jun sørme også brug for, hun forsøgte på samtale og skulle i endnu en omgang ydmygelse til at række Jun et bæger vin. Hun genfandt dog i et splitsekund et par hjerneceller og rakte hende flasken.

”Beklager, vores anretning var ikke forberedt til sine standarder… Men jeg tror på at køkkenpigerne er ved at rydde markedstorvet for godter som vi taler. Jeg er glad for at se dig… Må jeg spørge hvor længe du bliver omkring?"

”Åh vær nu ikke så falsk. Du taler til mig, som om jeg er din mor,” fnøs hun. Misbilligende blot over tanken om en sammenligning. Lady Gray, der troede, at hun var noget og tilmed havde vovet at gå så langt som til at fornærme hendes mor gentagende gange til hendes ansigt. Ikke at Prismira Graceling havde været passiv i de tog kvinders kampe på ord, men Juniper kunne retfærdiggøre næsten hvad som helst, så længe det var hendes mor, det drejede sig om.

Som ved et trylleslag vendte Junipers humør udadtil på en tallerken. De fine statueagtige træk blev lagt i mildere folder og hun lagde hovedet spørgende på skrå, øjnene bar et forvirret, ja endog såret udtryk.
”Jeg troede bare, at du vidste, hvor meget noget som det her smerter mig. Du har været i mine forældres hjem. Vi havde vel en forståelse af en slags, men måske brød du dig bare ikke så meget om mig, som jeg troede.” Hun vendte sig bort. Tog et par skælvende indåndinger som for at beherske sig. ”Jeg havde nok bare ikke forventet, hvor meget, du havde bevæget dig videre. Dumt af mig. Du er jo blevet gift og alt muligt. Selvfølgelig betyder jeg ikke noget længere.” Hun tog imod vinbægeret. Vippede dets indhold rastløst rundt et øjeblik, før hun slugte halvdelen af indholdet og derefter gik over for at tage ting ud af ovnen. Smurte distræt noget smør på en skive friskbagt brød.

”Og nu tror du jeg er vred ikke…du spørger sikkert kun, hvor længe jeg bliver, fordi du tæller minutterne til, at du endelig kan få lov at slippe af med mig igen. I guder, jeg har ødelagt det hele.” Hun sank sammen på køkkenets gulv. Trak de lange ben ind til sig, så hun kunne hvile hagen på sine knæ og lagde armene om sine ben.
Du blev helt formel fordi, jeg har gjort det pinligt for dig ikke? Du vil helst bare have, at jeg forsvinder.”

Hendes mor? Ebenita Gray, Gildignis som mø, var på trods af sit engang respekterede navn, en skamplet på slægten ifølge Lenas spydige ord. Lige så vel som hendes elskede drengebørn. Så meget som den ældre Gray frue fornøjede sig over Gildignis stammens lange respekterbare historie, græd hun i en vulgær galskab ved synet bare tanken om fornyeligt opståede rigdomme. Og kvinden havde den frækhed at degradere Lenas ægteskab til en Haynes, en slægt repræsenteret af tre menneskebrødre med en formue af kun to generationers tid. Ebenita, bitter og fordrukken som oftest havde skam mindet sin datter herom inden datteren forlod deres hjem til et ægteskab, der ikke havde behøvet at finde sted. Ikke hvis den svindende i antal og rigdom, Gildignis slægt ikke blev opretholdt af Gray formuen. Ebenitas overværd var en skamplet for Madelena Gray, men Juniper vil være den ene som kendte til moderen værende et objekt af frygt og sorger for Lena. Det samme var Juniper måske, gad Lady Gray bruge tid til eftertanke og terapi. Ebenita havde foragtet datteren og særhederne der kom med et excentrisk kattedyr af en datter. Hvorimod Junipers accept af disse særheder var som et tilflugtssted, et tilflugtssted Jun til hver en tid kunne tage fra hende igen. Men naturligvis kunne disse ord ikke såre en galant Lady Gray, som hastigt rettede sig. Hendes mor? Ebenita Gray, Gildignis som mø, var på trods af sit engang respekterede navn, en skamplet på slægten ifølge Lenas spydige ord. Lige så vel som hendes elskede drengebørn. Så meget som den ældre Gray frue fornøjede sig over Gildignis stammens lange respekterbare historie, græd hun i en vulgær galskab ved synet bare tanken om fornyeligt opståede rigdomme. Og kvinden havde den frækhed at degradere Lenas ægteskab til en Haynes, en slægt repræsenteret af tre menneskebrødre med en formue af kun to generationers tid. Ebenita, bitter og fordrukken som oftest havde skam mindet sin datter herom inden datteren forlod deres hjem til et ægteskab, der ikke havde behøvet at finde sted. Ikke hvis den svindende i antal og rigdom, Gildignis slægt ikke blev opretholdt af Gray formuen. Ebenitas overværd var en skamplet for Madelena Gray, men Juniper vil være den ene som kendte til moderen værende et objekt af frygt og sorger for Lena. Det samme var Juniper måske, gad Lady Gray bruge tid til eftertanke og terapi. Ebenita havde foragtet datteren og særhederne der kom med et excentrisk kattedyr af en datter. Hvorimod Junipers accept af disse særheder var som et tilflugtssted, et tilflugtssted Jun til hver en tid kunne tage fra hende igen. Men naturligvis kunne disse ord ikke såre en galant Lady Gray, som hastigt rettede sig.


”Jun jeg ville aldrig stille dig så lavt, jeg er ikke engang sikker på Abels nye hustru fortjener sammenligningen”

Ja når den yngste bror havde giftet sig med en cirkus danser og en elver lige frem, var hun fristet til bogstaveligt lyst til at kalde ham hvad han var i blod og dumdristighed, Ebenitas søn. Men som de talentfulde Grays nu end gjorde, fik de etableret en anstændig historie for pigen, en filantropisk sjæl af beskeden heler slægt der samlede på kræ af alle slags. Troværdigt men ikke en skandale og så meget som en ordentlig lady af Madelenas slags, en uden illusioner om romantik, nu end foragtede at indrømme det, var Iris hverken kedsommelig eller en galning som man vil forvente skulle tiltrække Ebenitas søn.

Men for nu stirrede Juniper Gracelings forpinte, forpinte for en vågen Juniper, isblå øjne hendes som pigens anklager vedblev. Ønskede Jun mon hun satte sig på knæ og bad om tilgivelse i tårer? Eller vil det blot kede hende, sabotere humøret yderligere. Lena drak endnu en tår komfort druer i et forsøg på at få sammenhængende ord ud, ja uden at kollapse i gråd og en ydmygende udmattelse.


”Jeg… beklager … Jeg forventede ikke… nær så vigtig selskab… en fejl af min husstand, af min karakter som værtinde… Altid anret til en royal og en Graceling…. Det bør være grundreglen….”



Sentimentet var ikke usandt den nu skælvende dæmons hjerte, ikke helt, men kritik af Lenas stoltheder var også hvad bragte Graceling datterens humør op i drastiske tider. Så meget havde Lena kunne forstå af den altid mystiske venindes flyvske karakter. At nedre sig selv gjorde Lena ikke for mange, men Juniper var en svaghed, et ømt punkt, et sår? I alle tilfælde undergangen af Lady Grays fornuft.

”Jeg ønsker blot at tilbyde dig et sted at være, og at kunne planlægge en værdig middag, angre for mine synder så at sige.”

Forsøgte hun at lette humøret, og åndede lettet op da to stadig skræmte køkkenpiger kom bærende med en overflod føde. Dog blev den ene straks sendt afsted efter yderligere kød forsyninger og de resterende til at forberede morgenmåltider, kattene skulle naturligvis ikke lide under ringere morgenmad, Graceling besøg eller ej.

I lang tid nægtede hun så meget som overhovedet at se på Lena. Da hun endelig løftede hovedet, var blikket tomt. ”Javel ja,” sagde hun i en tone, der tydeliggjorde, at hun ikke havde tænkt sig at stole på så meget som et ord ud af Lenas mund lige nu.

Hun rejste sig, virrede kort med hovedet ind til det sagde knæk i hendes nakke hvorefter hun bevægede sig mod køkkendøren. ”Jeg tager lige tøj på. Fodr du dine katte, eller hvad du nu end laver,” sagde hun uden så meget som at se sig tilbage over skulderen. Hverken på Lena eller de forvirrede tjenestefolk, hun efterlod i sit kølvand. Ikke, at hun som sådan reelt var vred længere, men for en sikkerheds skyld var det nemmere for hende, at trække alt omsorg ud af relationen et øjeblik. Det viste som regel folk, hvor de stod henne i forhold til hende og klarlagde således, at der var visse regler for at have Juniper i sin umiddelbare nærhed. Stort set det eneste væsen i verden, der var immun overfor denne form for behandling, udover hendes søskende selvfølgelig, de var en kategori for sig selv og blev derved behandlet anderledes, var hendes mor. Og så lige hendes tante Natalie. Selv som barn havde hun vidst, at man ikke trak det kort overfor en arch demon. Og desuden var Natalie en af de få væsner udover sig selv, som Juniper havde nogen reel respekt for.
Hun slentrerede tilbage til soveværelset. Lige så afslappet, som hvis hun havde ejet stedet her selv, hvis folk stirrede på hende, så var det deres eget problem og hvis der opstod en skandale i Lenas navn grundet, at hun havde en excentrisk nøgen kvinde rendende rundt i huset, ja, så måtte det være Lenas tråde at redde ud. Juniper havde i forvejen et mærkeligt ry, så at nogle adelsfolk blev forargede over, at hun var åbenlyst til kvinder, så var det ikke hendes problem. Som om hun, en dødssynd, havde tænkt sig at rette sig efter kirken eller nogen som helst anden. Hvem var de at skulle sige noget som helst???
Hun trak i gårsdagens klæder. Ikke noget hun normalt ville have gjort, men hun måtte lige få sendt nogle af sine egne tjenestefolk ud efter sit tøj senere. Så gik hun ud for at finde Lena. Slog armene om hende, som om intet af det tidligere var hændt. Ikke skyggen af en undskyldning for hendes tidligere opførsel, det ville have antydet, at hun havde noget at undskylde for.

Det var en temmelig ynkelig skal af dæmonfruen som Mrs. Payne fandt glanende ud i luften i ukarakteristisk fortvivlelse, som den ikke så beskedne gæst igen forlod dem. Ja et ukarakteristisk syn for de fleste måske, men den ældre kvinde var ikke længere uvant til fruens mere reserverede stunder. Efter årevis i adlens tjeneste, fra husstand til husstand, havde kokken alligevel oplevet lidt at hvert. Det kom måske bag på mange hvor kompetente så mange født i hænderne på rigdom og uddannelse af den bedste slags, var når det kom til de meste basale gøremål. Hun havde mødt ældgamle mænd grædefærdige hvis de så meget skulle overveje bestikanretning selv. Der var en morskab i hvor patetisk deres arbejdsgivere tog sig til, Doomsvilles hustjenestefolk måtte jo more sig over noget. Lady Gray var… på sin vis ligeledes. Så intelligent en ung dame, så sammensat i sin maner, så kløgtig i sine ord når det gjaldt. Et gåpåmod og sit eget særprægede sind have Madelena Gray, men uden slænget af tjenestepiger, tjah der var den ældre kvinde ikke sikker på hun vil overleve længe. Modsat en lang række lords og ladies, havde Mrs. Payne mere ondt af Lady Grays noblility pinsler. Hun var så ung, forkælet og ganske ensom til tider havde hun kommet til at opleve. Hun lagde en hånd på den bedrøvede dæmons skulder som hun spurgte.

”Det sædvanlige og… et helt middagsselskab til?”

Hvortil Lady Gray blot nikkede, og efter en stund, i en stemme med et hint af godt skjult desperation tilføjede:

”To… to middagsselskaber”

Juniper fandt hende igen i spisestuen, det mørke egetræsbord, nu dækket med blonde duge og ganske forvirrede men stille tjenerinder i færd med at bringe fad af adskillige slags ud til den mystiske gæst. Ved bordenden, Madelena stadig i en morgenkåbe værd mere end halvdelen af byens månedsløn, nu med håret flettet med perlesnor og opsat anstændigt. Hun sad forberedt til hvad end en gæst af denne kalibre kunne bringe, med en kop sort kaffe og de to katte ved sin side. Foran dem tre identiske tallerkner, særdeles mindre end lækkerierne klargjort til gæsten men ikke mindre ekstravagant. En pure af årstidens bær, skiver and anrettet som roser og de mest fedtholdige stykker kød de kunne nå at stege tilpas i rødvinssovsen.

Men Juns vrede virkede fordampet som hun omfavnede Lena, som smilede i både lettelse og en vis genkendelighed. Så Junipers op og nedture havde ikke ændret sig en hel del? En af bedre visdom vil måske kalde besøget et tilbageslag for noget ubehageligt, også kendt som traumer bland de ikke så fortabt i syndens vold. Nogen ville måske sige Lena skulle have set bort fra starten, løbe sin vej nu, men Lady Gray havde savnet dette, nok til de uundgåelige pinsler kunne ses det værd. Hun rejste sig og omfavnede Juniper i næsten barnagtig glæde, hvorefter hun rakte hende et bæger vin.

”Lad os skåle for en glædelig genforening”

Stadig ønskede Lena at stille så mange spørgsmål men for nu, ønskede hun sig tilbage til en bekymringsfri, dag i ungdommen, jah så bekymringsfri som Juniper Graceling tillod. Hun førte Jun til sin side som tjenerinder bragte flere fad ind. Som om verden omkring dem og hjertesorg fra eventuel afsked, ikke havde betydning, som om de blot var børn i færd med en dag af leg og frihed, spurgte hun næsten muntert, næsten uden melankoli.

”Kære Jun, hvad ønsker du at lave i dag?”

Det varede ikke ret længe, før Junipers egne tjenestefolk, den lille flok hun trods alt havde taget med sig på rejsen til Doomsville, hun kunne næppe have fungeret uden, næsten væltede indenfor for at hjælpe deres herskerinde med dagens gøremål. Angsten ved at finde ud af, at andre allerede havde været der, at det ikke var deres skyld, at hun ikke gik sulten denne morgen hang tungt i luften omkring dem, da de ordløst begyndte at bære fade og dække bord for Lenas frie tjenestefolk, der tydeligvis ikke var særlig komfortable med at have disse mere eller mindre omvandrende lig, der var fjollede nok til at tro, at de stadig var i live vandrende i blandt dem.
Selv værdigede Juniper ikke sine slaver mere opmærksomhed end man ville have tildelt en småirriterende flue, hvilket nok også passede hendes folk bedst. Så længe man holdt sig af vejen ,var man nogenlunde i sikkerhed. I hvert fald ind til noget helt urelateret vækkede fruens mishag og man bare var uheldig nok til at være den stakkel, der var bedst indenfor rækkevidde af hende.

I stedet var Fråseriets fokus rettet mod Lena og kattenes tallerkener. Noget der var en mellemting mellem en væmmelsesgrimasse og et hånligt smil gled kortvarigt over hendes ansigt og formørkede de ellers fine træk.
At Lena kunne nedlade sig til….og værre endnu, at hun kunne sætte dette op for sine KATTE, imens Juniper måtte sulte, ind til hun selv tog vare på tingene. Det var ikke blot en fornærmelse. Det var et slag i ansigtet.
Hvilket Lena nok også ville finde ud af, før eller siden.
Krammet var ikke så meget et venligt et. Det havde Junipers kram aldrig været. Snare var det et udtryk for en slags besidderisk magtdemonstration. Da Lena gengældte det, var det dog alligevel som om noget i hende løsnede sig og hun var i stand til at slappe af bare et øjeblik.

Hun lo stilfærdigt, hævede vinbægeret til sine læber og tog en slurk.

”Skål for det (og for Ludwigs begravelse).”

Så satte hun sig ned. Uden tøven fyldte hun sin tallerken fra diverse fade.

”Tja. Vi kunne sikkert finde på mange ting. Vi kunne tage ud og ride? Jeg ville nu heller ikke være ked af en gentagelse af i nat. Hvem skulle have troet, at du var så… fingernem?” Hun blinkede dovent med et gnistrende blåt øje.

Juns tone var skiftet fra den anklagende Lena føltes sig fortjent, til en af Graceling pigens sædvanlige, ulæselige munterhed. De to rigmandsdøtre, genforenet i en illusion af fornøjelser, skålede som tjener omringede dem med lidt af hvert. Lenas køkken forberedte hvad de kunne, og mystiske fad ukendte for Gray husholdningen dukkede op i massevis. Lenas eget personale, i stor forvirring var blevet sidestillet til fordel for Junipers mandskab. Slaver, i hendes hus, et koncept som Lady Gray nok skulle nå at føle aversion imod, men for nu var blikket på Jun. Både af bæger for venindens nærhed og Juns reaktion havde hun våget andet.

”Hvis du har fundet dig til rette kan vi ride ud senere på dagen, du kan nok forestille dig Doomsville er mindre scenarisk and Forestina men… vi vil vel være distraherede uanset hvad.”

Hun smilede til veninden som hun blidt strøg Juns hånd, forsigtig ikke at afbryde middagen.

”…Naturligvis… kan en picnic i mine sovegemakker også nås, i Gracelings er i så fald sande… kunstnere”

Juns effekt, den nydelige af dem… ja var nok til at Lena var tilfreds med at give langt størstedelen af nydelsen. Ikke at Jun havde ladt hende helt være…. Nej… men venindens magi… tryllebindende effekt… det kunne Lena kun rationalisere som et kunstnerisk talent.

Jun var dog et kunstværk i adskillige facetter. Som hun præsenterede sig, som hun gik, som hun klædtes. Den sidste del havde altid forundret Lena i måder hvorpå det nok havde generet veninden. Nej Juniper kunne ikke så vel forstå hvorfor mon spilde tid på klæders kreation i egen hånd. Hvor Lena havde haft timelange, stjerneøjede drøftelser med Cornelius Graceling om hans skitser. Jun bar dem til perfektion, ja. Men Lena så detaljer og intentioner i klædets konstruktion såvel som ånd af dets budskab. Hvorvidt det blot kedede Jun at tage sig af den kedsommelige proces eller om Lenas kundskab og evne heri bragte en vis forbitrelse frem I Juniper, var ikke klart. En ressourcefuld ung Lena havde engang efter perleøens bal funder Juns nonchalante intention om at kassere sine fabelagtige topas bedækkede skørter så forundrende at hun havde spurgt om stoffet til genanvendelse, endda ofret en pris. Hvorefter Graceling pigen hurtigt fandt værdi i faderens kreation igen.

Men nu, var Jun foran hende i levende live endda, ikke blot som et maleri, til forargelse af gode menneskedrenge. Så at beholde hende her lidt endnu måtte være en ikke så godt skjult, nervøs Lenas opgave.

”…. Ønsker du andet? Med et par breve sendt nu kan jeg… skaffe adgange til teatre forestillinger, glimrende af slagsen af… både de anstændige og… eksperimentale…. Hvis du forstår. Eller såmænd hvad end underholdning du foretrækker… Jeg vil dog med glæde spille rollen af… din underholdning”

Både i de eksperimentale vise af slagsen, i trit med nattens forløb, og de samtaler over vin Lena længtes efter. Men vil det mon være nok for Jun?

”Nej, Doomsville er dødssyg, men nu er du her jo,” spandt hun varmt. Lige så ubehageligt kold, hun kunne være, lige så affectionate kunne hun pludselig blive. De to humør skiftede ofte som ved et trylleslag. Tilsyneladende komplet uden nogle udenomværende stimuli til at fremprovokere skiftende i Gracelingpigens utilregnelige sindelag.

Hun gjorde intet for at stoppe venindens kærtegn, men gengældte dem helelr ikke. Var på nuværende tidspunkt for travlt optaget af sit bestik i den frie hånd og middagstallerkenen foran sig. Dog sendte hun godvilligt Lena et af sine stjerneklare blændende smil. Nu havde hun jo trods alt været rar nok til ikke at afbryde hende i noget så vigtigt, som at skubbe tomheden i sit indre, en tomhed Lena aldrig ville komme til hverken at kende eller forstå, akkurat som hun i grunden ikke forstod ret meget andet, på afstand.
Desuden havde hun altid været typen, der grådigt, måske nærmere sultent, søgte kærtegn og omsorg fra andre, måske fordi hendes tidlige barndom ikke havde budt på ret meget af den slags. En mere selvindsigt præget person eller en udefrakommende, ville nok også ret hurtigt kunne konstatere, at Juniper aldrig rigtig havde lært at give tilbage af det, hun så ivrigt, krævende, ubarmhjertigt, tog fra andre mennesker. Selv besad hun ikke evnen til at se problemet. Hun gav vel tilbage, som folk nu engang havde gjort sig fortjent til, eller som hun nu lige i givende stund orkede.
Hun nippede til vinen. Smilede tilfredst ved Lenas næste ord. Altså var hun der hvor hun burde være, som altid. Det hændte at hun glemte det og var nødt til at blive mindet om, hvordan sagerne stod.
Da de var unge, havde det været en evig kilde til irritation og uudtalt lidelse, at Madelena Gray kunne side omgivet af sine søskende og så tage dem forgivet. Endsige, da Lena, i Junipers øjne i hvert fald, havde forsøgt at stjæle hendes fars omsorg fra hende også, som om Juniper ikke var berettiget noget som helst her i verden, alt blev berøvet hende, selv af hendes bedste venner. At hendes far tydeligvis brød sig om Lena havde ikke hjulpet og som modsvar havde hun frosset dem begge ude. Til med havde hun kastet den opmærksomhed, der ellers var forbeholdt Lena over på hendes uduelige tvillingebror. Et storsnudet fjols, der tydeligvis var under den fejlagtige opfattelse, at det var ham, der styrede hvorhen legen gik. Det havde gjort Lena ukomfortabel, som håbet, og havde også den morsomme sideeffekt at genere Ebenita Gray, der ikke kunne klare tanken om sin yndlingssøn i klørene på et løssluppent væsen med en ukendt stamtavle.
Faderen havde hun blot nægtet at tale til. Eller skreget af. Anklaget for ikke at elske hende, at foretrække veninden, ind til han næsten græd. På den måde fik hun sat skik på tingene, mindet folk om, hvor de hørte til henne.
Hun rystede minderne af sig, måtte lige justere et øjeblik for at finde ud af, hvor samtalen, nu var gledet hen.
Uden et ord rejste hun sig fra sin stol og lod sig i stedet uden videre dumpe ned i skødet på Lena. Lige midt i spisestuen, omgivet af alle tjenestefolkene. Gad vide hvor ukomfortable, de ville være?

Hun pillede ved Lenas fletning.

”Hvad ville du ikke gøre for mig?” næsten hviskede hun. Et drillende smil spillede i hendes ene mundvig.

Lena smilede en anelse af venindes Doomsville anmeldelse, så meget havde hun set komme, så godt kendte hun alligevel Jun.


”Ikke til Graceling standarder, så meget er sikkert, kære Jun. Jeg er såmænd flatteret du trods alt nyder vores… bedrifter nok til at holde ud ”

Den flirtende, venskabelige, til tider endda sorgløse stemning voksede sig langt fra morgenens heftige start som de to nød vin og godter. Som Juns middag begyndte at virke sin magi, klemte Lena hendes hånd tættere, et forsøg på at holde veninden fra at drage bort i et split sekund. Men som Graceling standarder bringes op måtte deres besvær også, Silvansti tragedien havde Lena fulgt så meget muligt, endda frygtet det værste som Jun intet sted var at finde da de første nyheder nåede til Doomsville.

”Jeg håber såvel at din familie er i… god behold… så vidt muligt. Min far hører af og til ord Fra Cornelius, at et hus som the Gracelings skal lide overlast af en flok usle fæs planer…. Jun jeg ved ikke hvad jeg har frygtet.”

Sørgmodigheden af dæmonens tone måtte have lydt igennem, om Jun vil finde panikken patetisk eller en gevinst var aldrig til at vide men Lena fortsatte.

”Som min far har forsikret din, er os Grays altid villige til at hjælpe ved hvert et kald. Jonahs definition deraf burde I ikke lytte til han ønsker nu at ægte dig for Calebs og mest min egen irritation ”

Forholdet mellem husene Graceling og Gray var et sært et af slagsen. Der var de indlysende spillere, Juniper og Madelena som nu nok er blevet omtalt i deres specielle dans på roser, rosentorne mere akkurat måske. Der var Lena og Cornelius i deres beundring af hinanden, til Juns store sorg og Lenas. At såre veninden var aldrig hendes intention, men Lena besad en charme der tiltrak både autoritetsfigurers såvel som excentristers affektion. Cornelius havde besiddet begge titler og givet den unge Lena og hendes syskrin de ros Ebenita aldrig havde kunne få sig til. Måske nok var Lenas evne med nålen langt mere avancerede en hendes egne, men kritik fandt moderen altid. Edwin der holdt af datteren blandt sit kæreste besad dog ikke den strålende elvers viden om silketråds magi. Lena, med sin karakter og evner, fandt det samtidigt let med faderfigurer og havde åbnet sig op for Cornelius mere end Juniper havde kunne. Desuden havde hun medbragt den mest kære killing han havde foræret en kreation af et skinnende blomsterspænde, glimtende ved hjælp af magi, en sjælden en af slagsen. Ja relationer i blandt de to husholdninger indeholder undren og intriger at gennemgå i timevis. Endnu et fascinerende et af slagsen findes blandt fædrene. Lord Gray var en blid høflig mand, ofte til sin hustrus skuffelse men mafiaens store glæder. De to familier havde på trods af pigernes separation fundet årsager til at handle. Edwin fandt kaffe en nødvendighed samt tog sig et forsøg på at lære krydderiernes rolle for et anstændigt stykke kød, for sin datters skyld. Cornelius fandt ekstase i Edwins rødvin. Og besad et ømt punkt for Edwin og Gregory, hvilke relationer ellers kunne have fundet sted må efterlades til historikere at gruble over.

Men nu sad pigerne så tæt, Jun pludselig i Lenas skød og Gray fruen i forundring over det kønne, sære væsen.

”Du kender svaret derpå gør du ikke?”

En sandhed var det, måske til tider en foruroligende en af slagsen, hvad vil Lena ikke gøre for Jun? Grænsen var borte med blæsten, skyllet op på perleøens kyst og blevet fortæret af Elona Dals lys.

Lena kyssede Junipers læber.

”Ønsker du en forestilling?”

Lena skyndte sig at korrigere dette sentiment.

”... Efter dessert?”

En blød latter. Hun kyssede Lenas knoer, blinkede kækt til hende. ”Har jeg ikke altid udholdt meget for Deres skyld, Lady Gray?” Det kunne med god vilje tolkes som et kompliment. En indikation af, hvor meget hun var villig til at udstå blot for at kunne være i Lena Grays nærvær. En køligere tolkning ville nok have været at Lady Madelena Gray bød hende uforholdsmæssigt meget, men at Juniper Graceling af sit gode sind og sand kærlighed til dæmonen udstod det alligevel.
Ved venindens næste ord blev det blå blik fjernt. Hun stirrede ned på et tungt ædelstensbesat armbånd om sit ene håndled. Uventet mærkede hun rent faktisk noget, der kunne betegnes som et stik af smerte ved tanken om sit barndomshjem fortæret af flammer måske næsten lige så sultne, som Juniper selv var. Der havde været en vis fred der, trods alt. Det første sted i verden, hvor hun lærte en varme fra andre væsner at kende, der ikke også var præget af en vis desperation, som hende og hendes søskendes relationer havde været, selv når der var ømhed at spore. Der, i det enorme krystalpalads i udkanten af Silvansti, mere overdådigt end selv flere royale residenser, havde hun lært, hvad det ville sige at leve i stedet for at overleve. Og nu var det borte. Hendes øjne forblev tørre. Junipers kinder vædedes sjældent af tårer med mindre det var et aktivt forsøg på at få, hvad hun ønskede ud af en sart sjæl, men de fine træk forvrængedes et øjeblik af en grimasse, der ikke ville have været out of place efter at være blevet stukket med noget spidst.
Endelig løftede dødssynden blikket igen, løftede venindens hånd til sin kind og lænede sig mod den.

”Tak,” var alt hun sagde. Hun lod sårbarheden skinne gennem med vilje nu. Hvorfor ikke? Lena var så panisk i forvejen. Det var lidt nuttet.

Ved det næste lo hun. Den vilde ukontrollerede latter, der kendetegnede, at hun rent faktisk morede sig.

Hun klappede i hænderne.

”Har Jonah groet en hjerne han kan få ideer med? Og Caleb savner mig stadig?" ?” Selvfølgelig gjorde han det. Hun havde drevet begge tvillinger halvt, måske helt, til vanvid. Ganske med vilje. Fra tid til anden havde hun holdt af at sidde mellem dem. Eller ligge med hovedet i skødet på den ene og fødderne henover benene på den anden. Bare for at se dem blive frustrerede.
Og nu så Jonah. Hun havde aldrig rigtig ænset ham. Havde ikke tankekapacitet til at holde hendes interesse, som Lena havde og var heller ikke rival nok til at genere Lena. Nej det midterste barn var hende rent ud sagt ligegyldig ind til denne nye udvikling. Morsomt, men tanken om et ægteskab appellerede lidet til hende.

Åh, Lenas evige forundren over hende. Hun blev aldrig træt af at se på den. Hun hvilede en slank langfingret hånd mod den anden kvindes kind.

”Mhmmm,” næsten nynnede hun, hun havde ikke behov for at bekræfte yderligere. For hun vidste netop godt, at der næsten ikke var noget, Lena ikke ville gøre for hende. Hun var hendes, trods alt.

Hånden flyttede sig fra Lenas kind og om i hendes nakke. Hendes kys var grådigt. Umætteligt.

”Det lyder godt for mig.”

”Deres generøsitet har ingen grænser”

Svarede Lena i munter tone som hun opslugte Juns pludselige affektion og gengældte med blide kys. Hvorvidt intentionen var af det gode hjerte eller ej ville blot gøre ondt at spekulere i. Som alvoren lagde sig ved tale om Silvansti, og Juns blik fald bort fra venindes strålende galskab, til en dyster stilhed, genkendte Lena en Juniper få havde set i perleøens tid. En stilhed der vil opstå i tider efter nætter af latinsk gråd. Sproget talte hun ikke selv i selskabelig tilfredsstillelse, men ordene hun kunne nikke genkendelse til havde altid undret hende. Pater? Fader? Pater i pare? Far jeg vil adlyde, havde Lena tolket sig til. Cornelius havde hun hurtig udelukket som kilden til disse sorger. Nej hvis nogen bar pligt til at … adlyde var det Graceling forældrene for Jun. En religiøs overbevisning havde Lena overvejet, det var ikke ualment at give sine guder eller spirituelle ledere familiære titler. Men sjældent havde Jun vist interesse i hedensk tro af nogen form. Og tanken om Jun ved en sekt leders magt var absurd. Naturligvis var alle og en hver med kendskab bekendte med adoptionen af Juniper men historien bag havde selv Lena, der bidragede med verbale tilbageslag til hvem end der måtte have noget håne, ikke måtte grave i. Men Graceling parret i deres palæ havde været rare velkommende over for hende og forstået frustrationen af Lenas tragiske tilføjelser til egen slægt, disse værende primært brødrede og Gildignis slægten. Naturligvis måtte dette være smertefulde stunder for Jun, men veninden var her og tak hvem end I himmel og helvede, I live. Lena nikkede blot i forsikrende maner til Juns blik og holdt hendes hånd. Hvad hun selv vil gøre uden hjemmet, nærmere Gregorys atelier, i Forestina… ja det vil føles tomt.

De to fortsatte deres stunder i mere morsomme maner, de trøstesløse tider for nu lagt i gemmeskuffen.

”Jonah og almen forstand lever ikke på samme landkort kan jeg forsikre dig om. Femogtyve er han netop fyldt men ingen har mange forhåbninger til ham. Vi må håbe han bliver et fjols af de roligere slags, der kan holdes inden døre. Men fornyeligt fandt den delusion frem til ham at han besad kundskab nok til at sadle en hest uden en stald lakaj, vi var nær sluppet af med ham helt.”

Jonahs strabadser bar næsten en morskab til sig var de ikke så ydmygende men mindet om Jun og Calebs lege gjorde mere ondt, hvilket må have udtrykt sig i dæmonens toneleje, på trods af forsøget på at bevare en skælmskhed.


”Caleb… Jeg kan ikke bebrejde ham”

Jun var… hendes, ikke i samme forstand som Lena tilhørte Jun dog. Nej ikke at nogen af pigerne lagde meget tillid til monogami men Lena var villig til at gøre Jun sin prioritet, Jun… hun kunne lide lege for at bevare dæmonens opmærksomhed. Med Caleb havde den reelle mulighed af et ægteskab gjort Lena mere ond and de fleste af dem. Ebenitas ynglings søn, hendes ligne i ansigt ikke i karakter, stod til at overtage for Edwin som traditionen stod men Juniper… Juniper kunne hendes bror ikke få. Dog delte Caleb og Jun en fest og horeglæde, men Jun så igennem Calebs inkompetence, det måtte hun gøre. Og Caleb var trods alt ikke den tvilling med Graceling pigen i sit skød nu, nærmest fortærende af hende med sine kys. En dog fortabt i elskov og allerede halvt stønnende Lena lykkedes dog at udtale et par ord.


”Vi… kan gøre os komfortable… Jeg kan bede … Mrs. Payne pakke so en picnic kurv… skære os roser som var vi i det vilde… men i den stille komfort af senge gemakkerne.”

Som Lena, efter flere lange stunder af Juns bæger, fik sig bevæget mod køkkenet for at opfylde netop dette ønske, fandt hun til sin forundring en række slavinder pænt på række på gangen dertil. Uvant til de sære positurer, performative men tilvante, som de tog sig ved synet af hende, stoppede dæmonfruen op et øjeblik tabt for ord.

”Det ved jeg godt,” sagde Juniper med fuld alvor, for hun følte sig rent faktisk reelt som et ganske generøst menneske. Hun havde da også et vist ry for at være lethåndet overfor sine ynglinge eller blot overfor gæster, der syntes at have underholdt hende til hendes overdådige og ofte vilde selskaber. En af grundene til, at mange adelsfolk og andre rige så gerne ville have en invitation til hendes fester var, udover muligheden for at se hendes, i visse kredse, næsten sagnomspundne skikkelse, var mulighed for, at man gik derfra belæsset med diverse kostbare genstande, var man heldig nok til at vinde Lady Gracelings gunst. De glemte i deres iver, at folk lige så godt kunne forlade Lady Junipers gyldne haller fattigere end de kom og med hjertet knust samtidig. Desuden var hendes påståede generøsitet en skarp fejltolkning. Det skyldtes snare en komplet ligegyldighed overfor mange af selv hendes mest kostbare ejendele. Så svimlende rig at tabet af noget, ikke reelt rørte hende. Imens andre sultede og manglede alt, hvad der mangles kunne, druknede dødssynden sig i kostbarheder, der knap blev værdsat.

”Åh Jonah, ikke mindre en idiot som femogtyveårig end han var som barn, kan jeg høre.” Hun kunne have sagt meget om andres uduelighed, når han ikke engang kunne sadle en hest, men det var der mange adelige, der ikke kunne. Selv kunne hun kun, fordi Juniper holdt så meget af heste, som hun nu engang gjorde.

”Er du er sikker på, at det ikke var din tante Agnes?” spurgte hun med antydningen af et smil. Agnes Gray var en af de få Grays, som Juniper havde noget, der kunne minde om en snert af respekt for. Måske fordi hun trods alt kunne tage skikkelsen af et dyr, Juniper holdt af, og som tilmed kunne nakke dig, hvis du var irriterende nok. En respekt Juniper ikke besad for Lenas katte, som hun mest så som irriterende for at stjæle venindens opmærksomhed og omsorg. Ej heller for lord Grays fugle, som hun havde holdt af at gribe i sine slanke hænder og holde fast om, imens Edwin Gray så til i slet skjult rædsel. Nej, House Gray og dets beboere var ikke meget mere for hende end et smukt dukkehus fuldt af komplicerede dukker, nogle højere skattede end andre. Lena, den bedste af dem alle sammen, selvfølgelig, men de andre morede hun sig nu også kosteligt over. Ebenita med alle hendes regler for, hvordan ting burde være, som hun kunne lave rag i ved bare at rykke ting lidt til venstre, og så den evige rivalisering med Junipers egen mor, En kamp der var tabt på forhånd, hvis Juniper selv skulle sige det. Edwin og den uofficelle elsker Gregory, der begge så på hende med nogen ængstelse. For de vidste, at hun vidste det. Caleb, der syntes overbevist om, at han altid var lige pånippet til at vinde deres spil og hvis begær det lykkedes hende at vække ved så simple ting som et glimt af en ankel. Jonahs latterlige spørgsmål og Abel, der betragtede hende med en mistro, som om hun havde forhekset hele resten af husholdningen og at han stod for tur næste gang.

”Well, Caleb burde have fattet, at jeg foretrækker hans tvilling,” sagde hun, overraskende mildt. Sådan blev hun nu og da, trods alt. Ind til Lena på et eller andet tidspunkt igen skulle rettes tilbage på plads.

Hun var nær ved at fortabe sig i begæret. Ville egentlig have haft det fint, hvis Lena havde besluttet at tage hende der på spisebordet midt mellem diverse tomme tallerkener og halvfyldte fade. Men sådan gjorde Madelena Gray trods alt ikke tingene.

Hun rejste sig fra stolen, strøg en løs lok hår bort fra dæmonens ansigt og blinkede til hende.

”Skønt. Jeg venter på dig så,” ,” erklærede hun luftigt og spadserede bort, som om det var hendes eget hus.


Slaverne, som Lady Gray løb ind i var af den velplejede og ordentlige slags, trods de udslukte glasagtige øjne. Måske var det meget godt for det bløde punkt i det ellers stolte dæmonhjerte, at hun ikke blev konfronteret med de evigt sultne halvdøde skabninger, der sled sig ihjel i de dele af Junipers hus, hvor de ikke udgjorde en gene for øjet. De smilede ikke, hvad de måske ville være blevet instrueret i, i et andet hus. Juniper havde ingen tålmodighed for at de skulle påtage sig følelser, de ikke havde. Hvem gavnede det. I stedet var hvad der mødte Madelena Gray tomme høflige udtryk. Folk der langt hen af vejen havde trukket sig så langt bort ind i sig selv, at de næsten ikke længere var der. Et par stykker nærede nok en form for syg kærlighed til deres herskerinde, fordi det gjorde deres liv nemmere at bære, men det var ikke noget, Juniper bed ret meget mærke i. Slavernes gang var for hende lige så bemærkelsesværdig som tilstedeværelsen af en stol i stuen.

”God formiddag, Lady Gray.” .” Det blev sagt som med en mund. Som om det var koordineret på forhånd.
Derefter tog den ene af dem over. En kvinde klædt i overdådigt grønt. Det kobberfarvede hår sat op med strålende smaragdspænder formet som blade. De gyldne pletter i hendes ellers gennemtrængende grønne øjne ville have været bemærkelsesværdige, hvis ikke hun så død ud.

”Er der noget vi kan gøre for Dem? Er De og Lady Graceling færdige med at spise?” slaverne vidste bedre end at afbryde et måltid.



Tilbage på Lenas værelse havde Juniper hurtigt klædt sig af igen og i stedet gennemrodet Lenas smykkeskrin for passende smykker, havde fundet en række af dem, der ville skandalisere en abbedisse mest og iført sig de bedste af dem. Nu lå hun blot på sengen og læste en bog. Eller…lod som om hun læste. Hun havde andre ting at tænke på end poesi.

”Selv Ebenita kan se drengen for den skuffelse guderne skabte ham”

Ja det midterste barn af Ebenita Gildignis og Edwin Gray kunne ikke mange forstå sigt til. Lena havde sine særheder i moderens øjne, men var billedet på god dæmonisk helbred og en respektable lady af sin rank. Ganske nydeligt et ry havde hun skabt sig. Kunsterne og intellektuelle fandt hendes sære charme og mindeværdige spydighed en kvalitet. Imens diverse hof samt dirigenter for anstændighed så idealet af en kvinde, poleret og besiddende de godkendte talenter. Så meget som Lena til tider lagte de mænd for had, de som blot så et glansmaleri og tog hende for den lydige skal de forventede at ægte, ja så havde hun kontrapunktisk en respekt for institutioner der fastholdte dette, så god en pige var Lena jo at abbedisse Vivianna stadig til tider kaldte hende tilbage til perleøen, som et strålende eksempel af ladyship. Hvordan mon Lady Gray betragtede de nye unge piger var en gåde for selv hende. Hun følte sig hjemme iblandt dem, dem og abbedisserne. Skolens strikte skønhed. Det var vel nok en sær betragtning for mange, der var de som gik fra skolen med ar på sjælen og desuden et middelmådigt ægteskab. Jo Madelena Gray ønskede skam nok at se de kommende generationer uddannet i anstændig orden, kulturelt dannet men hmm måske en smule mere sans for normernes kedsommelige dele… som jo kunne undgås hvis du nu nejede yndigt nok for de rigtige. Ja Gray datteren, nok et paradoks på sin vis, havde trods alt et ry for sin dannelse.

Tvillingen, Caleb, et kvaj kunne Lena konstatere. Og de resterende for hvem det lykkedes at se bort fra det den pompøse værens lokken og det fabuløse eksteriør. Sin søsters ligne var han, på nær forkærligheden for Gildignis pragt i klæder og en forstørret kollektion af diverse hoser og strømper. Måske nok havde familien måtte betale sig fra den horeglade arvings skandaler, og den ønskede kunnen for godsets ledelse besad han ikke, men en eftertragtet ungkarl var han såmænd nok. Ebenita bar stor tiltro til drengens væsen og eventuelle lærdom, så stolt hun var af sin ynglings, sin førstefødte. Og Edwin… ja lord Gary frygtede angiveligt sin ældste søn for meget til at kritisere drengen for strengt.

Så var der Abel, den unge søn, Ebenita havde insisteret mere på hans undfang end Lord Gray. En trist sandhed mange noble par måtte bearbejde. Hverken lord eller lady Gray nød de intime omgange påkrævet, men ægteskab var mest af alt en kontrakt for de af nobel slægt, og dele af selvet måtte til tider opgives. Tvillingerne og midterbarnet havde været en forsikring for slægten, hvad der blev forventet, men et fjerde barn var en æressag for Ebenita, en konkurrence bland omegnens fruer måske, en ære at bære arvinger, en ære at vise nyeste afkom frem i en åndsforvirret parade ifølge Lena. Ja Ebenita havde ønsket endnu en og Edwin havde ikke protesteret, hvorfor skulle han? (hvilken undskyldning vil han have) En mand af sin slægt havde blot gavn af flere. Måske bar denne hændelse dele af Lenas modvilje mod Abel, Ebenitas krav, hvad Lena erkendt uretfærdigt for faderen.

Men drengen var kommet til verden og var en blid sjæl, en poet fra tidlig alder. Ikke en af slagsen som Lena havde kunne beundre, nej en 13-årig Lena med Juniper i trit havde taget det på sig at frelse verden for hans skriverier og brænde alle bind af den 6 åriges poesi. Men den nysgerrige dreng havde vedligeholdt sine passioner og en romantiker uden lige var han blevet. Elsket også af Ebenita som hendes sidste lille dreng, sidste spædbarn at parere rundt med og klæde ud. Men drengens væsen bar langt mere til fælles med faderen, som han efter Calebs ordre nok havde plaget i barndommen. Til den blide unge mands fortrydelse. Ja Edwin havde aldrig kunne bebrejde Abel for tingene som de var, som ordenen var. Heller ikke sine andre børn. Men tættere havde han vokset sig på den yngste søn efter hans ukonventionelle ægteskab, fundet det lettere at komme igennem til Iris end sin egen søn, Ebenitas søn var han trods alt bragt op som.

Gray parrets børn, med hver sine excentriciteter såvel som tragedier, de bragte en vis stolthed til huset. Men Jonah, Jonah havde lidt charme hvis ikke man tog ham for en hofnar, lidt kundskab ud over en medfødt teatralsk væren og lidt fornuft til almen overlevelse. Måske var hele Gray slægten en perfekt kollation af adlens facader og godt skjulte mørke, og måske var Jonah blot en skamplet der ikke kunne skjules eller maskeres i ære som de havde til vane. Tiden måtte se an hvad midterbarnet formår at bringe til verden. For nu kunne Lena ikke andet end at håne sin tragedie af en søskendeflok med veninden hun aldrig havde kunne skjule skammen fra.

”Det lyder som kære Agnes… Og ret vil hun have til sådan en scene”

Lenas tone var svagt sørgmodig som hun et moment havde overvejet de bedrøvelige sandheder af sit hjems væsen. Men ved Junipers næste ord blødte dæmonen op, i endelig at modtage venindens affektion. Med intet tilovers for Caleb. Så hun kyssede veninden og forsvandt igen i momentet, the Grays tragedier og deres snigende oncoming traumer for nu lagt bag sig. Med Juniper Graceling i nærvær var det let, lettere ende det bør være, at ligge alt fra sig og tage sig af den sære skabning der var Juniper Graceling.

Dog kort efter fandt dæmonfruen sig igen rystet ud af begærets fantasi som de statueagtige slavinder nu stod foran hende. De var der såmænd ja, men deres øjne borte, de talte såmænd men deres ord tomme. Slaver, Ludwig havde haft dem til hendes misfornøjelse. En simpel mand som Ludwig, ellers så indbildsk og naivt puritansk af slagsen, ja han havde set sig retfærdiggjort i ejerskab af tjenestefolk. Ja han så sig endda i adskillige omgange retfærdiggjort for korporal afstraffelse, skulle de fejle hvad de var bragt til. Synet af den skælvende, godtroende man med en pisk i hånden havde Lena ikke forventet ved trolovelsen men the Haynes så det hele så simpelt, en slave var anskaffet (derfor tydeligt født) til at udføre en opgave, og hvis ikke de lykkedes deri var der konsekvenser. Ja Ludwig havde selv vist sig at fejle sin forretning og… der var konsekvenser… det var vel mandens egen logik, der var måske retfærdighed deri. Det var sært, hvad denne verden så for retfærdig og desuden var påtvunget service jo ikke nemt at motivere, havde Lena fortalt sig selv for at undgå de bedrøvelige moralske evalueringer. Ved Ludwigs… bortgang var de blevet afskediget med en pose sølv.

At the Gracelings også holdte slaver var ikke en overraskelse, nej det havde Gray pigen i sine yngre dage erfaret, måske endda set de som ikke skulle have været set igennem staldkattes øjne. Og for veninden kunne hun se bort fra hvad som helst, selv Graceling kælderen. Det gjorde dog ikke deres nuværende befinden i Lenas eget hus mindre… ubekvemt. Hun nejede nu som hun vil til enhver gæst. Dog stirrende med et ukarakteristisk synligt ubehag.

”… I… lige måde, jeg er ikke blevet informeret hvad jeg må omtale dem som? Har i fundet jer tilrette med vores tjenerskab? Clarisa… (eller hvad end stuepigens navn var) kan vise dem betjenestens sædvanlige sovekammere. Mrs. Payne kan tilspørges omkring jeres diet behov…”

Hun omtalte dem som var de blot besøgende tjenere og gav den sædvanlige præsentation for husholdningen, dog fortsat distraheret af deres tomme blikke. Fristet var hun til at vide hvad de øjne skjulte, hvilke begær hvis nogen var gemt i deres sjæle. Hun trådte tættere på kvinden i de grønne klæder og betragtede hende yderligere. Håbede på at finde en reaktion, en hvad? En oprigtighed af kvindens selv.


”… Tjenerskabet har også fri adgang til litteratur samlingen…”

Endnu et forsøg tog hun på at fange kvindens opmærksomhed, et eksperiment af en art. Hvad mon der foregik i sådan et sind? Et defineret af manglen på valg? Foran Juniper vil hun ikke turde men en del af hende kunne ikke lade vær, lade vær med at udforske de ulæselige skikkelser, få en reaktion noget der fortalte hende om personen foran hende, fra de tomme skaller. Litteratur kunne gøre dette.

Længe kunne hun ikke blive, hun bestilte dessert og roser fra sit eget personale at omringe dem med og bedrog sig tilbage til veninden. Igen var det lettere end det bør være at lægge de dystre stunder bag sig som hun nu betragtede veninden i sine egne smykker. Smukt et syn, så smukt let at adskille fra… ja hvad end slaveriets bedrøvelige sind var. Jun i Agnes gamle ørering og Lenas vielsesring, det var passende, det sidste svagt rørende. Hun måtte dog være sikker på at få sine juveler tilbage, ja Juniper havde ikke forstået meget om sentimentalitet for genstande. Men for nu var Lena tilbage i venindens omfagn. Med håb om at hendes egne tjenerinder vil ankomme med kagerne, ikke slaverne til at ryste illusionen, smed hun sin morgenkåbe og kyssede Jun, med ubenægteligt begær.

”Kære kære Juniper, du er et vidunderlig syn….”

Et vidunderligt syn var hun… syn.

Nissa, for det var kvinden i grønts navn, sådan et havde hun trods alt stadig, selvom hun nogle gange følte, at det ville være nemmere, hvis hun kunne glemme det, betragtede denne lady Gray totalt udtrykløst. Var hun virkelig en adelskvinde? Hun virkede næsten lige så usikker, som en nuankommen slave ville have været. Omtales som? Omtales, som om de var folk med titler, folk med egen vilje. Var hun født under en sten? Nissa havde ikke nogen titel. Hun var bare Grøn, kvinden ved hendes side Blå, en anden Lilla og så videre og så videre. Hun kunne ikke svare. Forstod knap nok spørgsmålet længere. En lyd nåede over hendes læber, før Nissa kunne nå at kvæle den, en lyd der kunne have været en latter, hvis hun huskede, hvordan man lo. For det eneste hun havde at klynge sig til som slave i en så vanvittig husholdning som Juniper Gracelings var den smule værdighed og de privilegier, som det at være en del af den såkaldte Regnbue gav hende. En følelse af trods alt at være hævet over de levende lig, der fik alt det hårdeste arbejde og de værste madrester. Og nu havde Lady Gray, helt uvidende om sin fejltagelse, taget, en fejltagelse ingen af dem kunne pege ud selvfølgelig, taget denne lillebitte bid af menneskelig værdighed, eller måske snare fornemmelsen af bedre værd en visse andre, fra dem. Hun havde sat dem i samme kategori som de folk, der spiste af køkkenaffaldet. Uværdigt. En skændsel, men en slave svarede ikke igen.

”Hvor charmerende, Lady Gray. Det vil vi huske,” erklærede hun med et tomt smil, der tydeligt erklærede at ingen af dem havde i sinde at benytte sig af Huset Grays ligeværdige gæstfrihed.

”Er der andet, vi kan gøre?” spurgte hun i stedet, pludselig utilpas med bare at stå her.

***
Uden nogen sans for, at bogen måske betød noget for Madelena, kylede Juniper den fra sig over i et hjørne så snart Lena trådte ind af døren og dermed gjorde bogen til en overflødig rekvisit i hendes skuespil af afslappet venten.

Hun trak veninden besidderisk ind til sig.

”Det var du længe om. Er dine tjenestefolk ineffektive?” spurgte hun mellem kys. Ikke reelt interesseret i et svar.

Slaveriet havde hun altid betragtet for vulgært, for vemodigt til et æstetisk åsyn fortalte hun sig selv. En nødvendig ondskab i verden som den er, der bør holdes uden for ladyens sphere kunne hun beskrive det som, for de der spurgte, for Jun. For i sandhed var overvejelserne derom nemmere at undgå. For vulgært var det, brutalt, selv Ebenita var enig deri og Gray familien havde ikke holdt dem i generationer, Lenas barndom derfor distanceret derfra. Jun fornemmede nok venindens sande afsky mere en hvad var til hensigt, betragtede et af Lenas bedårende (derogatory) empatiske sanser.

Hvorvidt Lena så eget, velbetalte, personel for sansende væsner med respekter bart sind var… kompliceret. Ja respekterbar og tænkende, det var kvaliteter undsluppet mange levende væsner. Det inkluderede tjenere såvel som rigmandsdrenge. Ja et fæ var et fæ, gjaldt dette hendes tjenerskab blev de betragtet som et hvert andet et af slagsen. Proletariske kår bragte en del ignorance med sig, hvilket Lena fandt en udmattelse, ikke sin tid værd. Men der var de tider hvor en kat vil tilbringe timer ved en gammel smeds side, høre vittige ord af en fattigmands kvaler frem for visse noble, som Jonah. Eller tilbringe tid i køkkenet, af afgjort akademiske årsager, betragte Mrs. Paynes evner. For kunsten deri, såmænd ikke mere, fortalte hun sig selv. Ikke kvindens indtryk og gemyntlige tone, ikke nærværets komfort som kvinden varmede brændevin til hende. Nej at projektere for meget sentimentalitet i sin service var ikke sundt for en lady. Som yngre havde hun en uheldig tendens til at knytte sig, måske tendenser af en kat sind, at søge familiaritet. Måske tendenser af en ensom adels lady, men nok derom, ingen grund til vemod for knytningen havde hun en løsning på, blot lad vær, selvom det blev en anelse af en forvirring ikke at huske navne.

Slavinden foran hende bar fortsat lidt reaktion, et talent måske, masken, imponerende næsten men lige ledes irritabelt for en nysgerrig dæmon. Som Lady Gray havde haft tiden at ryste umiddelbar diskomfort af sig og fascinationen for de tomme væsner overtog, var hendes tone nu mere en af mystik end den halvt forvirrede velkomst.

”Er det? Charmerende? Synes de virkelig? Det er ikke alle af jeres kår som bliver udlært i de færdigheder, alfabetiske kundskaber. Er de glad for litteratur, frøken…?”

For en stund betragtede blot kvinden, forsøgte at træffe en afgørelse. En hun med stolthed fortog sig på sine daglige interaktioner.

”De kan anbefale Lady Gracelings fortrukne desserter, men derefter… tjah indtil i påkaldes af jeres egen frue har i vel… en fri stund, jeg skal sørge for at holde hende beskæftiget i en længere strækning.”

Hun smilede i en næsten manisk høflighed at give lovmæssigt udpegede ejendele den mindste ide om frihed bar måske en vis sadisme ved sig. En Lena reserverede til intriger og spil med høje gevinster, en taktik der bragte sandheder frem fra sin opponent, nu var prisen indsigt, blot en smule deraf. Med Ludwigs slaver havde hun blot forlangt afstand til hende og undgået at komme på talefod, så deres pludselige frihed og betaling til at ”skåne mit humør og forsvind, hav jer en hyggelig stund og hold jer fra opium”, som fruen havde fremlagt det, var kommet som en overraskelse.

I nuværende time befandt Lenas sig i en mindre ladylike positur og omfanget i Graceling datterens favn. Deres kys blot kunne fortsætte til evig tid var det op til Lena men Juniper vil forsvinde igen når hun ønskede. Og i sådan en stund savnede hun den afsonede natur af perleøen, hvor Jun ikke kunne løbe langt, ikke uden at kede sig uden sin yndlings dæmon… og Dolores.


”savner du af og til vores eventyr? På perleøen? Stranden føltes så stor om natten, med blot os to…”

Som kagerne blev serveret, fodrede hun Juniper stykker af frugt. Ønskede veninden kunne have en årsag en årsag at komme tilbage til.

”Jeg savner dine input oftere, om konditor værker … Jeg har forsøgt at lære mig selv værket, nydelsen af smag… Der er fascinerende virkelig, Ebenita er fortsat overbevist om at jeg lider en vrangforestilling her. Ja jeg savner din vejledning, og det her… Kunne vi… gøre det oftere?”

Dæmonens stemme var næsten uhørlig i de sidste ord.

Nissa åbnede munden for at svare, ledte stadig efter de rette ord, da hendes ’søster’ i orange afbrød hende, før hun havde nået at sige så meget som en stavelse. Odette som den unge kvinde, ikke mere end en atten-tyve år, hvis Nissa skulle vurdere det, var trods sin status som et andet væsens ejendel stadig irriterende frembrusende. Endnu ikke vant til at bøje hovedet og holde kæft. Ind til videre lod det til at morer deres herskerinde, ikke at Nissa skulle gøre sig klog på hvorfor, selv fattede hun det i hver fald ikke. Hvor længe ville det også vare? Nej det var bedre at falde i baggrunden end forsøge at vinde hendes kærlighed. Selv hvis du havde den, var den ene farlig ting. Hvad Lady Gray ikke lod til at have indsæt. Outsmartet af en slave. Det ville have været en skandale, hvis hun vidste det.

”Jeg kan godt lide litteratur, frue!” udbrød Odette ivrigt med den lille lyse kirkesangerstemme, som kun gjorde hende mere provokerende for Nissa. Nogle folk levede bare for at blive hørt åbenbart.
Den yngre kvindes hjerteformede godmodige ansigt lyste praktisk talt af iver efter at have noget at bidrage med til denne diskussion, der slet ikke burde have fundet sted. Nissa overvejede om nogen ikke kunne lade ungen stifte bekendtskab med et spanskrør.

”Juniper får mig til at læse for hende nogle gange, ser De.” Og nu var hun måske på fornavn med fruen? I guder. Ville pigebarnet gerne dø?

”Jeg skriver også! Eller…jeg gjorde. Ser de jeg var en slags poet før, men..ehm…gæld…det gik ikke så godt. Men ærligt det kunne være meget værre end her ikke? Jeg kunne have siddet ved en åre på en af de der piratskibe fra Dragon’s Peak nu.”

Nissa var ikke sikker på om hun mest ønskede at skærme Odette eller stikke hende en lussing.


***

”Jeg har måtte lide afsavn af mange slags,” sagde Juniper Graceling med sin klassiske flair for et vidst melodrama hun ikke rigtig selv ville anerkende og nok tildels havde arvet fra moderen. ”Men strande eksisterer stadig og jeg drømmer mig sjældent tilbage til strengt dikterede spiseperioder eller abbedisse Vivianas tilstedeværelse.”


Hun viftede affærdigende med hånden.

”Nå. Hvis det bare er mit kulinariske input du savner, så kunne jeg vel bare have sendt dig en kok,” fnøs hun.

Den blanke øjede kvinde var såmænd begyndt delvist at irritere lady Gray i sin mangel på gerning, og på sin vis vinde en beundring. Jah kvinden virkede til at besidde en stille intellekt manglende i flere af adlens afkom. Hendes brødre var et naturligt emne for idioti beskyldninger, men der var også de af adelspiger som manglede denne kvindes fatning. Madelena Gray så nok sig selv over visse regler, men for en kvinde måtte en gøre sig fortjent dertil, eller være en Graceling (i Lenas bog). Reglerne havde Lena ikke skrevet men de som uhæmmet bar sig ad som var de urørlige, ja de måtte hellere more lady Gray nok hvis en respekt kunne gives. Men distraheret blev Lena som en ny slavinde brød ind. En anelse beæret over den unge piges anstrengelser, en smule ræd for hvad ventede pigen, var hun kløgtig nok til at genkende de der ikke vil værdsætte charmen? Var hun blot et fæ? Men fascineret nu trådte dæmonfruen tættere til den… stadig levende pige.

”Virkelig? Miss… har de et navn vi må kalde dem eller bør vi få afskaffet sådanne forvirrende konstruktioner i et og alt, hvorfor mon ikke blot kalde en baron for et æg og en grev for en lady se hvad der sker?”

En høflig værtindes ro var måske hvad ladyens positur talte for men med den sære munterhed og øjne maniske af spænding måtte Madelena for den opmærksomme være noget af et uncanny syn. Ludwigs slaver havde hun aldrig formået at udforske på samme vis. Ubehag af deres nærvær og forretning at tage sig til var vel årsagen Lena fortalte sig selv, skulle hun overhovedet overveje den missede mulighed. Havde den stolte lady mon en anelse for det introspektive, ja så var ægtemanden måske i sandhed hvad optog mere end forventet. Hvad ladyen havde måtte kæmpe for at bevare kontrol over, som så mange hustruer før og efter.


”Er det sandt? Jeg må forfriske hvad Lady Graceling i fornyelig stund ønsker at høre?”

Så meget som Lena værdsatte intel om sin mystiske veninde, gjorde ordene en anelse ondt. Hun havde i stunder, de stille af dem, sjældne af dem, været Junipers valgte til netop dette ritual. Jun havde lænet mod hendes skulder efter en lang dag som Lena havde aet venindens hår og læst hende eventyr af alle slags. Men de endte og Jun ville finde trykte ord kedsommelige efter en tid, måske mere Lenas øjne værende på dem frem for hende. Muligheden for at Lena var hvad i stunder kedede Jun var heller ikke en tanke uhørt for dæmonen. Så hellere vende tilbage til pinslen af slavinder foran hende.

”Hvor charmerende, måske vil de skrive mig et digt… jeg undgår selv Dragons Peak hvis muligt”

Sidste tilføjelse bar en akavet klang, et oprigtigt men sært forsøg på solidaritet mellem de to eller blot en hån mod matros kongens by? Intentionen er uklar som så meget ved lady Grays ord ofte var.

...

Selvfølgelig bar Juniper Graceling, perleøens legende af en oprørsk ånd ikke Lenas savn. For skolen, for hende? Nej sidste del kunne Madelena Gray ikke bære at tage i betragtning, ikke nu ikke imens veninden stadig var i hendes arme. Så hun grinede svagt og tog Juns ansigt i sit.

”Selvfølgelig ikke, du har jo altid gjort os andre til skamme i kunsten af fabelagtigthed… Juniper Graceling genren deraf er en medfødt evne.”

Hun lænede sig tættere og kyssede venindens kind, læber, hendes hals og fortsatte stille nedad.


” Der er det jeg har savnet mere… som du nok har anet… ”

Lena holdt en pause fra at kysse venindens bare krop, så Juniper kunne vælge hvad måtte komme først, elskov eller chokolade.


”Vi har hele dagen…mere hvis du ønsker det”

Odettes latter var, når man tog resten af hendes fremtoning og den lille lyse stemme med i vurderingen, forbavsende skærende, selv for Nissa, der efterhånden var vant til den. På et eller andet tidspunkt måtte hun vænne sig af med det, før hun mistede tungen. Lige så irriteret, hun kunne finde sig selv på sin lillesøster i de karakteristiske orange gevandter, lige så bekymret fandt hun oftere og oftere sig selv bekymret på hendes vegne. Og hun som havde lovet sig selv ikke at forme nogle tilknytninger til nogen. Havde nægtet så meget som at kende nogen af de andres navne, medmindre det var blevet påtvunget hende, som Odette havde gjort med sit.

”Men er det vi navngiver anderledes stadig sit oprindelige selv eller forvandler navngivningen det til noget andet? Jeg tror diverse slaver og slaveejere er uenige, men jeg synes jo stadig grundlæggende, at jeg er Odette, selvom Lady Graceling bliver ved med at glemme det,” erklærede den lille buttede kvinde godmodigt og Nissa kunne et øjeblik ikke regne ud, om Odette spillede et spil her eller reelt var dum nok til at tro, at Juniper Graceling ikke påtvang hende at være navngivet på basis af farven på hendes tøj.

Nissa så sit snit til at bryde ind, måske rede en smule af Lady Grays stolthed og dermed også sin medslavindes liv og lemmer. Måske.

”Fruen er som oftest bare irriteret på os for ikke at læse lige så godt som Dem, my lady,” sagde hun uden så meget som at se på Madelena Gray et øjeblik. Ordene var ikke usande. Snare tvært imod. Den eneste der ikke havde fået skæld ud for den forbrydelse ikke at kunne gøre Lady Gray kunsten efter var Castien, der havde været blandt Lady Gracelings skattede ejendele siden han lærte hende at tale elvisk, da fruen var syv år gammel. Af denne grund var Castien, på trods af sit evige melankolske udtryk og stilfærdige gøren og laden, de andre slavers skræk og de undgik ham, så vidt muligt.
Selvom ordene ikke var usande var der dog en vis fare i at bryde ind i andres samtaler. Især en adeligs.
Odette havde bare at værdsætte det her.

***
Der var meget, Lena ikke havde nogen idé om, var medfødt eller ej. Hvor gerne Juniper end ville påstå det, så var fabelagtighed ikke en af hendes ”gudsgivende” gaver. Nej, noget af det eneste hun havde med helt fra fødslen var sulten. Hvad necromanceren da også havde mindet hende om med væmmelse, når hun havde formået at irritere ham særlig meget. Hvordan han basically havde måtte grave hende fri af resterne af den mor, hvis navn hun end ikke kendte, fordi Juniper havde haft travlt med, efter bedste evne, at æde hende. Når synderne en sjælden gang havde vovet at spørger til dette væsen, der havde båret dem, dette væsen de måske i hemmelighed forsøgte at finde spor af i deres egne ansigter, havde faderens svar til Fråseriet begrænset sig til et køligt ’Hvorfor spørger du ind til hende? Vi har det ikke med at elske folk, der æder os, så hun ville næppe have holdt mere af dig, end jeg gør’

Det stjerneblå blik blev fjernt et langt øjeblik, før dødssynden rystede det af sig, distraheret af Lenas kys. Hvilket nok var ganske godt for alle involverede. Ellers kunne hendes pludselige melankoli hurtigt have vendt sig til vrede mod veninden af den simple årsag, at hun var indenfor rækkevidde.

Som det var nu lod hun fingrene glide henover Lenas lår, lod som om hun på intet tidspunkt havde været langt væk i sine egne tanker.

”Hvorfor sætte en tidshorisont? Jeg er her ind til jeg ikke er her længere,” sagde hun.

Underholdt af den lille kække slavinde, gav Lena en tør latter af sig.

”Ah filosof er du også, bedårende”

Hvorvidt pigen om et års tid bevarede samme klang eller blot efterlod en velopdragen skal af sig som den grønne kvinde, var en noget bedrøvende tanke. Men forundrende var pigens nonchalante latter om sin slavepost. Ikke ofte hørte Lena dog slaver tale mere end nødvendigt, så en velkommen stund var det… på sin vis.

”Hmm… de stiller ikke helt ubegavede spørgsmål, Odette… kønt navn de burde beholde det… Min ægtemand var en slaveejer… det er vel et faktum. At adskillige udefra kategorier af irritabel kvalitet også kunne tilgives ham ændrer vel ikke hvad der er. Det gør måske en forskel hvem der tror på betegnelsen mere end dens udtale. Ludwig Haynes… var et kvaj i nogles ord. Han så sig mere som det modsatte… en god dreng. Satte vi spørgsmålet op for debat… vil han måske modtage behandling alt efter hvilken kategori majoriteten valgte.”

Hun trak på skuldrene i casual forstand, det var sådan hun forklarede manglen på savn af sin husbond hvis nødvendigt. Mest for sig selv måske, ja han var et kvaj og en ulejlighed. Så simple betegnelser for så… usimple tider. Som hun havde mødtes med Haynes familien havde de puritanske tre drenge virket komiske. En simpel opgave, menneskers levetid og skrøbelighed skulle gerne gøre ægteskabet håndterligt, især for en dæmon og en lady belært i netop dette. Hun vil agere en fornem hustru, assistere silkehandlen, ’tragisk vis’ ikke føde arvinger og vente på Haynes slægtens afgang. Yngste bror værende en præst af cølibat livsstil, Ludwig værende… hendes og Alaric, ældste bror kun i besiddelse af døtre (hans ord). Men den gode puritaner dreng hun havde ægtet, var ikke underholdende længe, ord som disciplin og ære havde han udtalt hurtigt som bryllupsgaverne ankom, den nyttigste af dem havde vist sig at være fra Prismira Graceling som de der kender historiens ende måske fornemmer. Men gommens forfærdelse var opstået i stedet af Graceling datterens gave, et noget… uformelt portræt. At Lena undgik Haynes ’disciplin’ var i højere grad grundet dæmon styrke end mandens sære forelskelse i sin nye brud. Madelena Gray… Haynes… havde ikke bevaret sin kontrol så vel som ønsket… Ja at holde fast i sit navn kunne hun forstå. Haynes… hvilket begrædeligt et…

”Han omkom af egen kvajheds påført feber… Det siger måske noget”

Valgte hun at uddybe, mere kryptisk behøvede hun ikke gøre sig. Sin rolle i hans afgang. Mennesker gjorde den slags… på trods af deres skrøbelighed. Undlod frakker i snefald og horede langt fra pejsen…. Eller noget, feber fik de ofte nok.

Den grønne kvindes ord, de fremkaldte et blidt smil. Var sentimentet sandt var hun ikke naiv nok til at tage forgivet. Men en stolthed bar hendes smil dog. Juniper savnede hende måske trods alt… men hun vidste vel at et savn… et besøg kun var et brev væk. I årevis var Juniper væk fra Lenas rækkevidde, men Lena aldrig fra hendes. Juniper havde valgt ikke at finde hende i alle disse år, hvilket var en sandhed lady Gray ikke kunne bære men heller ikke kunne holde sig fra at grave i.

”….Gør hun nu? Jeg vil nødigt skuffe fruen. Hvad… hvilke kvaliteter af min… læsning savner hun?”

...

Selv de mindste krummer af Juns affektion var velkomne og Lenas udbrød i nær spinden af hendes berøring. Men en melankolsk stemning bar Juns ord. Hun er her ind til hun ikke er her længere. Ja det var Juniper Gracelings vis.


”Kan du lokkes til at blive længere?”

Hun kyssede Juns lår, så blidt.

”Eller… fortælle hvor dine eventyr fører hen?”

Odette smilede halvt. ”Wow, med sådan en liste af jobs jeg kunne have haft kunne hun sikkert sælge mig videre meget dyrere,” konstaterede Odette luftigt. Pludselig gled en mørk skygge henover hendes ansigt. Som om noget i hendes virkelighed var gået alvorligt op for hende nu, men som hun ihærdigt skubbede fra sig tilbage i den mørke afkrog, hun sikkert havde skabt et sted i sit eget sind i stedet for at skulle forholde sig til tingenes reelle tilstand. Før eller siden skulle hun. Det vidste Nissa måske bedre end nogen anden her. Men hun så ingen grund til at grave den realisation frem endnu, hvis Odette kunne holde sammen på sig selv sådan her, så kunne hun, selvom hun fandt den anden kvinde generende på mange punkter, så havde hun ikke tænkt sig at tage den sidste rest af en fornemmelse af frihed fra hende.

”Jeg vil….dog foretrække at blive her. Det er ikke så slemt, De ved…eller….det gør De jo så nok ikke, men man hører så meget.” Måske ønskede kvinden sig egentlig for meget. Hun havde set hvordan de lavere stillede slaver havde det. Et forkert skridt eller en forkert kommentar og hun kunne hurtigt ryge i samme retning. Nissa forholdt sig tavs. Hvor talen måske var Odettes skjold var tavshedens Nissas eget. Lady Graceling flippede sjældent skråt på en, hvis man var tavs i det forkerte øjeblik. Det modsatte derimod. Fra tid til anden lod hun til at få en nedsmeltning bare fordi nogen i hendes nærvær havde vovet så meget som at trække vejret ’forkert’. Nissa havde for længst opgivet at forsøge at gøre sig klog på Gracelingdatteren og levede et liv, der mest af alt bestod af at gøre, som hun blev bedt om. Selv når det involverede at stryge husets frue over håret, imens hun lod til at være ramt af dyb sorg eller anden uudgrundelig lidelse, stillede Nissa ikke spørgsmål, men håbede bare, at hendes hånd ikke ville blive fanget i en knude og koste hende en finger eller værre.
Denne mangel på spørgsmålsstillen gjorde så bare også, at der var meget hun ikke kunne svare på.

”Det skal jeg ikke kunne sige, my lady. Fruen delagtiggøre sjældent andre i, hvordan hendes hjerne fungererer.”

Hun turde ikke kommentere på Lady Grays hadske tirade om den afdøde ægtefælle. Der var for mange potentielle faldgruber, de kunne ende i. For engang skyld holdt selv Odette sig tavs.

***

Juniper lo, begravede en hånd i elskerindens hår. Smilet på hendes læber var drillende kryptisk, men selv hun kunne ikke helt undertrykke en svag skælven ved Lenas berøring. Hun sukkede stilfærdigt.

”Tja…du er meget overbevisende lige nu. Vi kan tale om det, når du er færdig.”

Hvis Lena stillede for mange spørgsmål til den tid kunne hun alligevel bare sørge for, at hun hurtigt fik noget andet at tænke på. Lade hende se stjerner eller, hvad end hun så ville.

Den muntre slavindes maske knak blot et split sekund, hvilket Lady Gray foretrak at bortse. Hun vil have bortset de bedrøvelige sandheder stod hun ikke ansigt til ansigt med et… indrømmeligt fascinerende selskab. Og havde hun ikke selv forskyldt bruddet, vil det mon gøre et dæmonhjerte blot en smule ondt at se den muntre klang aftage? Det blik, det blik poeter og kunsterne så ofte bar, at se det blik falme ind som det hændtes med piger i disse kår, de vise af dem… ikke kun i disse kår?

Den bedrøvelige sandhed af verden som var frihedsberøvelse… tjah det kunne en lady af Gray slægtens stand ikke just påstå at ligge genkendelse til. At være af Graceling ejerskab… turde Lena nu ikke engang forundre sig i. Værende Junipers elsker havde sine kvaler jo vist. At affinde sig i sin skæbne var måske klogt af pigen. En melankolsk orden som denne verden bar…

En lady dog, selv en lady i et perlebelagt slot havde vel haft fristelsen, for blot et moment at afvise de forgyldte bures tjanser. Reglerne, forventningerne, ægteskabet ideerne havde Lena mestret i ung alder. De bragte en komfort for hende at beherske. Hun vil aldrig stå ydmyget af skandaler og elskovskvaler hvis hun giftede sig af pragmatisk fornuft… Vel? Hun ville aldrig stå i de blanke kvinders post og måtte opgive selvet for overlevelse. Nej, Lena fuldførte og nød endda en perfekt ladys tjanser, med undtagelser som hun i ægteskabet skulle komme til at se. At være fru Haynes dog havde gjort reglerne hun fandt komfort i at bestride til… virkelighed. En virkelighed Lena havde læst om, kendte ud og ind, til den dag i dag så sig kunne undgå. Ludwig var måske ikke vis men den ældre fru Haynes så igennem dæmonens høflige nejen som Lena trådte op til middag i the Grays banners bordoux kjole, efter en spydighed nok fra svigermoren. Der var en frihed der. Nok havde Ludwig forlangt en mere jævnbyrdig indsats for undfang end forventet af Madelena, men i sin faders vin drak hun måne te når han var borte og der var en frihed der. I Lavinias form på bymuren dog, var hvor en ihærdigt mere absurd tanke til tider sneg sig frem. Som dæmonkroppen kaldte hende tilbage, var fristelsen der til tider, at blive i kattens form. Adskilt fra eget kød for længe vil hun være fanget i dyret, blot kunne gå. Være fri endelig. Hendes krop kunne ligge i dvale længe og de vil lede efter hende. Hendes far, resten af slægten. Hvis blot for at undgå den skandaløse hvisken. En forsvundet lady fanget i katteform, sikke en ydmygelse det vil bringe Ebenita. Men død måtte de erklære hende til sidst, som katten hun besad vil ældes og hendes ånd gå bort med Lavinias, vil hendes menneskeskikkelse begynde nedbrud. Måske vil de beskylde Ludwig, morsom en tanke. Men sådan nonsens kunne jo ikke finde sted, de havde alle en rolle at spille. Slavinderne vidste det såmænd også, retfærdigt eller ej var det ofte i egen bedste interesse at benægte sig retfærdighed. Det var en nobel ladys pligt, ægteskab… familiens ære… Desuden vil hun være savnet, hvad skulle Doomsvilles Elite gøre uden hendes baller? De intellektuelles afkroge vil kede sig. Edwin vil sørge og Gregory vel. Dolores måske og Juniper… vil de komme til en Gray standard begravelse? Så formel og høflig en affære de ofte var. Hvor sorgens mest ideelle påklædning og kvaliteten af vin blev set skarpere end mængden af tåre fældet. Nej Ebenita vil spolere selv dette i sin fordrukne galskab. Sikke en ydmygelse, sådan et rod kunne en lady ikke tillade sig at efterlade og retfærdigt for Lavinia vil det ikke være. Desuden var alt jo endt vel… set bort fra Haynes drengenes skæbne og de som stadig bar mistanke til Lena, et værre rod. Hun så på Odette med en mine halvt forarget.

”Hvordan er du endt her?”

Men bedrøveligheden måtte Lena forsøge at ryste af sig som en lady nu gjorde. Hun så igen mod den grønne kvinde.

”Tak miss… Jeg tager mig af Lady Gracelings hjerne så… I må vel more jer med …hvad end i tager jer til i jeres frie stunder. Tilgiv mig har i sådan nogen?”

Tilbage i en sarkastisk klang var dæmonfruen men hvad mon de fandt frihed i? Det havde hendes oprigtige interesse.

...

Juns ord og berøring var for den nysgerrige dæmon ladys ellers skarpe sind, en forbandelse, en forbandet nydelse, en nydelig forbandelse… hvem ved mere? Ikke Lena i disse stunder…. Hun tog sig tid for Junipers nydelse. Og tillod sine egne tanker at vandre. Til første gang Juniper havde kysset hende i nattens mørke, på perleøens strand som de havde øvet… forgivet at øve dansetrin til årets Margarita Messis fejring. Perle høst, en tradition skolen jovist havde tilpasset efter øens gamle skikke. Landsbyerne havde deres efterårs danse i fejring af høsten og den store ørred konge blev kronet. De noble pigers bal viste dem som høsten, de perfekte perler og dansene var noget mere beherskede. En østers dronning blev kåret og belønninger for eksemplariske elever udgivet. Men det år havde Lenas bestræbelser betydet mindre end venindens affektioner.

Og her var de igen, hvis blot Juniper ville dele sin verden med Lena kunne rodet af et faldet ægteskab… baggrundsstøjen… de kunne betyde mindre. Hvad kunne holde hende her bare lidt længere?

”Ønsker du endnu en omgang kager? En omgang af…. Anden slags nydelse? Eller vil du ledsage mig til en fest? En Juniper Graceling standard en af slagsen, ingen gamle støvede mænd?”