Rainbow High ~ Madelena Gray

Sted: Borgen i Doomsville
Tid: Aften Foregår noget tid inden ceremoniemnet
Omgivelser: Beskrives i emnet


Der havde ikke været tid til at lægge de sår, som Sean og Genevira havde påført hinanden under det skæbnesvangre møde, hvor Sean havde udnævnt hende til Doomsvilles fremtidige herskerinde. Jo flere møder hun sad i, jo flere nye folk hun skulle forholde sig til, jo sværere blev det at forestille sig at trække ham til side endda, sætte sig ned og faktisk snakke med ham om, hvad der var foregået. Hvad der havde gjort hende ked af det og omvendt. Det forekom Genevira at herskere havde alt andet end tid til andre mennesker. Altså, rigtigt tid til andre mennesker. Måske ville det være bedst for alle, hvis både Genevira og Sean blot lod det ligge. Hver især simpelthen glemte, at den anden eksisterede og fortsatte med deres egen ting, men heller ikke den tanke kunne Genevira alligevel bære, når det kom til stykket.

Det var heller ikke det dagen handlede om alligevel. Som sædvanlig var der et møde, der tog hendes opmærksomhed, en kærkommen distraktion fra tumulten i hendes indre, der ellers gav hende lyst til at gå ud og stille sig dramatisk i den tunge regn, der var begyndt at falde for et par timer siden og bare stå der ind til hun var gennemblødt i håbet om, at det ville kunne vaske noget væk.
Nej det kunne hun ikke. I stedet sad hun og ventede i hvad der for nuværende udgjorde hendes modtagerværelse. Hun kunne endnu ikke overtage Seans gemakker, var ikke engang sikker på, at hun nogensinde ville det. Så det blev i denne lille stue med de mørkegrønne vægge og sølvlysestagerne, som hun ikke kunne røre ved, at hun ville modtage lady Gray. Lucy, en ung tjenestepige, havde tændt stearinlysene, poleret sølvtøjet og tændt op i pejsen for at jage skyggerne og noget af det dystre på flugt, men det forekom Genevira, at skyggerne næsten blot kom til at virke længere og mere flakkende. Lyden af regn mod ruden og torden i det fjerne gjorde ikke meget for at opretholde nogen munter facade.

For en tid gik hun blot frem og tilbage i lokalet. Genkaldte sig alt information, hun havde fået om lady Gray. Ikke ret meget, for hun var et relativt nyt rådsmedlem. Geneviras mave slog knuder. Hvad hvis hun blev skuffet? Sean havde udvalgt Gray og så skred han, efterlod posten i hænderne på en pige. Nej, sådan havde hun ikke råd til at tænke. Lady Gray var…ung for en dæmon at være og en kvinde, måske ville de have et fælles ståsted der, som det ikke ville være muligt for hverken den ene eller den anden af dem at opnå med Sean. Genevira rettede på sit slør af ældgamle blonder en tjenerinde havde fundet et eller andet sted og syet et slør af, da Geneviras tjenestekyser ikke længere var passende. Så satte hun sig ned, foldede hænderne i skødet, men uden rigtig at kunne holde dem reelt i ro. Blev ved med at glatte kjolens støvet dueblå skørt og tjekke at den var ordentligt laced.

Okay, lady Gray var reportedly veluddannet…indenfor…hvad var det…økonomi? Det kunne blive nyttigt. Enkefrue. Glad for katte. Og hun arbejdede selv. Ikke noget Genevira regnede med at mange adelsfruer gjorde ellers, men en silkeforretning. Nyttigt af andre årsager.
Hun skævede til sir miawmiaw der lå ved pejsen og overvejede om Lady Gray allerede holdt øje med hende. Ikke en videre behagelig tanke, hvis hun skulle være ærlig.
Så blev der banket på og Lucy informerede hende forsigtigt om, at Lady Gray var her for at se hende.
”Bare send hende ind,” bad Genevira, ligeså stilfærdigt som altid.

Hun havde måtte indrømme da nyheden brød, at hun et moment havde tvivlet på hvorvidt Sean Mcgivens var ved sin fulde fornuft. Og såmænd også undret sig over hvor hun selv stod i dette potentielle spil af galskab. Var hans løfter til hende blot teater? Bør hun kræve sine finansielle bidrag tilbage? Inden hun endnu engang fandt sig fanget i et net af mænds leg. Men lege, de komplicerede og skæbnes testende nogen af slagsen kunne lady Gray ikke modstå. Bekræftelsen var dog kommet, på intentionen om hendes inklusion hos den nye herskerinde at komme. En lettelse virkelig for selverkendelse om sine kontrol antagelser havde hun ikke energi til at blive konfronteret med. Hun kunne skam godt se logikken, fablen den nye herskerinde gav Doomsville. En ny start, en kontroversiel figur på toppen. Hun havde beundrere og en hjerne, god start. En smule intimiderende fandt hun underklassekulten til dels, givet livs lange privilegier og egen erfaring med fanatikere. Jo de her havde nu afskaffet magten fra kirken, hvor størstedelen af hendes kedsommelige skare af forfølgere hørte til. Allerede en forbedring der og disse liljefolk virkede… til at kontrollere. Adlen, kunne hun spille… hvilket Lady Isherwood manglede. Så hvorfor mon ikke? Genevira Isherwood og hendes gøren rundt i byen havde hun observeret længe i katteform. Pigen talte i passioneret klang af en ung drømmer og med ord af en vis visdom… for de lyttede, de lyttede i næsten obskur en maner.

I dag var så Lenas første møde med liljepigen i egen form, ja trods alt havde hun for nu ikke fundet sig vej i Sir Miawmiaws sind, med egne katte at holde styr på. Erica og Lavinia havde hun hilst hende i før dog. En … form for bekræftelse var mødet, for det fremtidige råds gøren og opgaven hun måtte indrømme sig i sandhed beæret at tage sig af, ceremoniens klæder for herskerindens indtrædelse. Sit eget indtryk havde hun også gjort sig tanker om. En florentine halsudskæring med forhøjet blondekrave, lignende blonder på sine ærmer og underkjole. Perler naturligvis syet i folderne på ærmernes former. Hun undlod for mange løst hængende detaljer til denne anledning givet praktiske sider af mødet. Kun perlevedhæng på kjolens øvre dele og de perlebelagte blondehandsker, hvis ærmer endte ud i folder af blomsterblade med små perler hængende. Liljer lignede de, en detalje hun også havde inkorporeret i kattenes halsbånd. Hendes overkjole var en dyb mørk rød, broderet subtilt med landskaber af alle Underworlds fornemme stader. Underkjolen en beige rosenbelagt silke. Skørtets form fremhævede hendes naturlige højde. Hendes hår var flettet op og halvdelen gemt under en lav french hood og bronze hårnet. En perlekæde med katte portræts vedhæng bar hun om halsen. Hun måtte ligne sit vel polerede image af en lady, en af kløgt og magt. Pigen havde givet udtryk for visse puritanertendenser på gaden, så meget havde hun gennemtænkt… og hun virkede efter erfaring glad for katte. Dem alle havde hun medbragt i dag og de fulgte med hende forholdsvis høfligt. Lavinia, så Erica med sit perleøje i og Archie bagved… en smule mindre galant i sin galop.

Colette og Margareta fulgte hende på hver sin side. Stoiske som altid var de to ældste Haynes lærlinge. I deres næsten matchende grønne kjoler, en vis simplicitet men præsentable i højt et samfund. De havde syet blonder i ærmerne, inkluderet french hoods i stedet for fletninger og bar perler i deres dragter nu. Ikke dårligt var deres håndværk, langt fra… men imitationen af hende gjorde dæmon fruen til tider ukomfortabel. De var Alaric Haynes børn, jo... næsten mere kultisk en opvækst end liljerne virkede til at tilbyde. Før i tiden havde de ikke sagt meget andet til middage end hvad spurgt om og så sjælden nogen i øjnene. Siden faderens død og branden i deres bolig, havde de fem piger og Bedelia søgt tilflugt hos hende. Jah mere skummelt var det næsten blevet. Som de ventede på hendes godkendelse før middag og stilte sig på militant en række når hun trådte i et rum. De kunne have en udvej dog, fra samme skæbne som deres mor, (og Lena selv men dette har hun ikke lyst til at dæmon undre sig i for meget) med ægteskab til misbrugende kvaj. Hun havde taget det på sig at oplære dem i forretningen, på trods af deres nær skræmmende puritaner manerismer. Bag dem gik tjenestefolk med ruller af silke og tråd, hvad end den kommende herskerinde kunne drømme om.

I spænding for aftenens spil og i ladylike professionalisme, satte Lena sit høflige, direkte smil på som de blev ført ind til lady Isherwoods stue. Rummets sørgmodighed, stod i kontrast til Lenas stolte positur og frydende smil. Haynes pigerne smeltede i deres kjoler næsten ind i rummets farver, og fik faktisk dem alle til at ligne ånder i gamle dogmatiske malerier. Genevira Isherwood bar ikke den… funklende aura pigen hun havde set digte historier på gaden havde haft. Nej hun lignede…noget der hørte til på tante Lenores melankolske broderier som hun i antikke blonder sad klar, så beskedent for en kommende herskerinde at være. Lena undrede sig hvorfor stemningen virkede familier en stund, havde hun vendt sig mod Haynes pigerne en stund var minder nok fundet sig frem. Pigen virkede… fortabt… bange måske?

Det ville vise sig, antog Lena som hun nejede høfligt uden at bryde sin poised elegance.


”Lady Isherwood, tak for deres invitation”

Haynes pigerne, imiterede hendes bevægelser såvel som ord, hvor ladyen måtte ryste den halv eerie stemning af sig. Håbede ikke de gav Lady Isherwood mareridt.


”Det er i sandhed en ære, deres… karriere … den er mærkværdig. Lige til historiebøgerne, fablerne. Tjah hvem kan modstå? At fortælle deres historie i klæder?”

Tjenerne havde lagt materialerne ned, bukket for Lady Isherwood og forladt rummet, men Haynes pigerne stod tilbage som Lena nikkede imod dem.

”Colette og Margareta Haynes, mine to lærling, de vil tage noter til aftenens design planer. Hvis det er i orden med dem?”

De to så op på næsten modvillig maner og holdte hænderne på kors som de talte synkront.

”Det er en ære at møde dem Lady Isherwood.”

Lena var her stille en stund, ja det bliver ikke mindre uhyggeligt gør det? Hun nikkede af deres høflige men sære introduktion i sin mest overbevisende imitation af en dæmon ikke skræmt af menneskebørn. Ved pejsens varme flammer fandt hun en familiær ånd. Et kærligt smil sendte hun Sir Miawmiaw som hun bevægede sig tættere på dyret, lænede sin hånd imod som skulle hun hilse et menneske, lod den surmulende kat afgøre deres kontakt. At ignorere verden ønskede dyret vist mest af alt og tre andre katte i rummet kom uventet, hun sendte ham beroligende energi i hvad der kan minde om besværgelser på Gray vis.

”Smuk kat de har, han er klog. Jeg har medbragt mine egne familiars. Erica, Lavinia og… Archibald.”

De to sorte katte stod elegant som hun selv ved siden af Haynes pigerne men Archie havde besluttet sig for at blive hængende på Lenas kjoleslæb som hun bevægede sig.

”Jeg synes de bør møde dem også… for vore samarbejdes skyld. Katte bringer lykke.”

Det var med en psykisk kraftanstrengelse, at Genevira formåede at undlade at rejse sig og stå helt stift og stirre ned i gulvet, da Madelena Gray og hendes mindre følge trådte indenfor. Hun vred de små dukkeagtige hænder et øjeblik og fik så styr på sig selv. Med øjne der virkede kæmpestore i et skrøbeligtudseende ansigt, mødte hun lady Grays blik. Kvinden strålede. I disse kostbare klædningsstykker, kunne det hurtigt være endt med, at det mere var dem, der bar hende end omvendt, men denne kvinde bar ubesværet byrden af sin status, tydeligvis bevidst om eget værd. Overbevidst ville moderen have sagt og kun haft afsky overfor lady Grays nemme og imødekommende smil. Et smil, der sagde, at hun var så sikker i, hvor hun hørte til, at hun ikke havde noget reelt at bekymre sig om. Arrogant, ville Edythe Isherwood have påstået. Selv fandt Genevira en vis tryghed i kvindens imødekommende udtryk. Påtaget eller ej. Om ikke andet, var dette langt at foretrække fremfor de krybende spytslikkere hun også var blevet bekendt med i løbet af den sidste tid. Bare at være i rum med dem, fik hende til at føle sig slimet. Lady Gray virkede over den slags, hvilket var en lettelse. Øjnene lyste af en kølig intelligens, der sikkert hurtigt kunne blive til sardonisk humor. Hele hendes udtryk var glanspoleret på et niveau, som Genevira fandt på en gang sært dragende og på den anden side intimiderende.

Min familie kunne have fået mad i månedsvis for, hvad den kjole sikkert har kostet, kunne hun ikke lade være med at tænke, selvom hun, især på det seneste, øvede sig på at undertrykke den slags tanker. De duede ikke længere til noget, hvis hun i sandhed skulle vende sig til sin nye position.

Genevira Isherwood smilede ikke, men gengældte Lady Grays hilsen med et kort, men respektfuldt nik. Ansigtsudtrykket forblev lige så alvorsfuldt som det altid havde været.

”Det glæder mig, at De ville komme, lady Gray.” Et hint af Rotten Roots sært melodiske dialekt, som hun ikke længere gjorde meget for at skjule. Stemmen var blød, stilfærdigt høflig uden helt at nå derover, hvor der var tale om reelt imødekommenhed. Det var bedst for hende, vurderede Genevira i hvert fald, at holde sig på god fod med sine folk, men ikke lade dem tro, at de pludselig kunne slange sig ind på hendes gode side ved at være venskabelige nok.

”Min natur kræver som bekendt aften og natarbejde, men eftersom De selv er vant til kattedyr er jeg sikker på, at jeg ikke skal sælge Dem skønheden i en fredelig aften for at overbevise Dem om, at vores samarbejde er en vis ændring af en døgnrytme værd,” konstaterede hun mildt, blot for at ligge det åbent frem at de fleste af deres møder, med sandsynlighed ville komme til at foregå efter mørkets frembrud.

Kvindens særegne måde at tale om hende på, med en vis næsten videnskabspersonsagtig begejstring, mere som om Genevira var et fascinerende eksperiment end et helt menneske, noget Madelena Gray selv kunne udrette noget med, gik ikke Genevira forbi, men…tja, så længe kvinden var entusiastisk og holdt sig på hendes side, var der vel ikke noget i vejen for, at hun var…sær. Håbede, hun.

”Jeg medgiver gerne, at min historie ikke er af den slags man hører, hver dag i den virkelige verden,” sagde hun med en ophøjet ro.

”Og De forstår, antager jeg, at jeg fra nu af må reflektere, hvad jeg er og ikke, hvad jeg har været.” I sine ensomme timer længdes hun tilbage til tjenestekysen og stilfærdige aftenener tilbragt i selskab med Sean og deres næsten symbiotiske planlægning af næste træk i et evigt spil, men den tid var borte nu og hun måtte fjerne resterne af den.

Havde Genevira haft en anden opvækst ville hun måske have bidt mere mærke i, det næsten uhyggelige i lady Grays to unge lærlinge. Som det var nu registrerede hun kun, at de mindede hende mærkværdigt om hende selv, men antog blot, at det bare var en ganske almindelig børneopførsel hun genkendte i dem. Hun nikkede anerkendende til dem og lod dem så synke tilbage i baggrunden, som de sikkert også helst selv ville.

Genevira var bekendt med Madelena Grays kærlighed til katte, så at hun hilste på Sir Miawmiaw var ikke til at undre sig over. Det var kattens reaktion derimod. Bæstet der lod til mere eller mindre at betragte de fleste med en verdensfjern afsky og til tider lod til kun mest at tolerere selv Genevira, der ellers havde haft ham i lommen hele vejen hjem fra Sunfury, da han var killing, ville normalt enten ikke have reageret overhovedet eller sat kløerne i hvem end der var dum nok til at nærme sig ham. Men Lady Gray lænede han sig imod med en spinden, som om de var gamle venner.

Noget af det fjerne syntes at smelte bort i Geneviras porcelænsansigt ved synet af kattene. Hvis situation havde været en anden, havde hun gerne sat sig på gulvet og reelt hilst på dem. Igen. To af dem var hun ret sikker på, at hun før havde samlet op på gaden.

”Jeg er glad for, at De tog dem med,” erklærede hun forsigtigt.

Smilende som en gal perlebelagt professor stod hun fortsat i kontrast til den kommende herskerinde. Stoisk, lille en dialekt af nordisk? Klang, mere nordisk end Forestina hvert fald. Det var I bedste Gray tradition at lyde så stoisk som muligt. Valget var sardonisk en emotionsløs elegance eller den sukkersøde velkomst visse sandhadende strandbeboer med tynde håndled besad sig. I Doomsvilles elite varierede den slags, havde hun bidt mærke I. I byens mindre privilegerede cirkler kunne dialekter placeres hurtigt med hver deres klang og aldeles specifikke skældsord for hver klassetrin man steg. I Terrorville var det som om ens familie stemmebånd var en ære at holde fast I. Især hvis slægten var af gammel blod at de ønskede alle i nabolaget skulle bide mærke i hvor høj en grad man kunne gengive lyden af et ustemt klaver. En anden dominerende skare var de som forsøgte undertrykke en hver faktor af karisma I sin sine vokale maner, måske netop for at skjule en fortid i gyder. Geneviras stemme nu her bar præg af en historie, så fascinerende som den end kunne være så var der et faktum Lena ikke kunne se bort fra. Med de store øjne, nært tiggende om nåde og melodiske klang i ord… ja så bar hun nært en lignelse til Theodora.

En kort stund af sørgmodighed befandt Lena sig i som hun beskuede sin kommende herskerinde, en lady Gray skjulte bag manisk et smil og stunder af stilhed i trit med forventet professionel maner. Hun nikkede betænksomt for sig selv, som tog hun mentale noter og planlagde de storslåede ideer allerede. Jo hun skulle nok nå dertil men en dæmon har sorg at undertrykke. Theodora vil forstå… Nu var dog ikke tid til længsel for katte ånder, der var en mærkværdig historie at fortælle. Et eksperiment der formåede vække ladyen fra sine kvalers vold.

”Naturligvis, jeg har hørt en del om dem… og de om mig er jeg sikker på.”

At en kommende herskerinde skulle have gjort sin research virkede en selvfølgelig, om hun havde fundet rygter om den… mindre heldige skæbne af Haynes drengene var dog et mysterium. Hvorvidt de her kærede sig overhovedet om den slags var tvivlsomt. Lord Mcgivens havde ikke silt spørgsmål. Men Genevira var et tidligere menneske… dog et stolt mørkets væsen nu. Til og med en ung kvinde, ikke langt fra hinanden var de i år. Sært hvor stor en kontrast en kunne male dem i trods alle ligheder. En morder… en puritansk morder… En funklende perle blandt folket… en sky herskerinde af folket… Vil de tale samme sprog mon?

Jah pånær den lille husbondmorderiske detalje var Lena såmænd fascineret nok af lilje pigens viden om sig. Hvor nogen havde fundet dette intimiderende, talte Lena med en munter sardonisk klang af selvsikkerhed.


”Det er blot naturligt de tjekker op på en de skal være i enerum hos med nåle involveret. Naturligvis intet at frygte, Lord Mcgivens vil vel ikke efterlade dem med en elendig syerske. ”

Jah og hun var vant til skarpe objekter alt den tid med katteklør og mindes ikke at have kradset Genevira.


”Vi er forberedt på natarbejde, Lady Isherwood. Jeg må advare om en kats døgnrytme kan være… spøjs som de måske har bemærket. Jeg arbejder bedst med dem I nærheden ser de, men det forskylder også en vis påvirkning vi har på hinanden. Et pludseligt anfald af søvnens vold fra min side håber jeg ikke de tager som ilde.”

Hvad Genevira Isherwood er, se der er en gåde. En gåde Lena ivrig efter at udforske. For hun var bestemt ikke uden hjerneceller. Og hun var bestemt ikke konventionel. Hun var bestemt ikke pacifist men orden havde hun potentiale til at skabe.


”Hvad de er, hvad de ønsker at være… hvad folket skal se dem som… Klæder har den magt, hvis båret af den rette… lige meget som ord. Deres ord… klynger en befolkning sig til. Lad os give dem et billede at holde fast i… Liljer det er en selvfølge… ”

Hun holdt en pause for at give Genevira mulighed for at byde ind, som Margareta bragte eksempler af stof til syne fra et mørk hjørne hvor tjenerne havde sat hav af varer, sammen med en stav medbragt for sikkerhed skyld, palisander træ, i intrikate mønstre og en kat med halen snoet om siddende på toppen.

”Et nattens væsen er de stolt… En detalje værd at repræsentere var min tanke. Jeg er ikke vampyr trods alt men hvis de spørger mig, er natten undervurderet. Solen… den har sin funktion men et kvaj kan den være.”

Sollys nød dæmonen nok, når ikke til fare for at brænde den blege hud, savnede endda Forestinas gyldne stunder. Men det var glorierne… de prætentiøse gengivelser af himmellegemet hun havde fundet i sin have fortiden som var blevet udmattende. Mennesker de frydes for meget ved den gamle myte om dagslysets sikkerhed og lysets engle. At Petrus Haynes, præst og den yngste sviger bror, var afgået som solopgang var nær… var ironisk… næsten tilfredsstillende en stund som sjælen havde forladt den sidste af de Hayens mand i en stund han følte sig frelst.

Kattens reaktion frydede Lena, han var en relaterbar sjæl i sandhed, med mindre aspirationer end Lena selv men nær lige så træt af irritable væsner. Hun aede ham en stund, begge som tryllebundet af hinanden før hun vendte sig tilbage mod den kommende herskerinde og sine egne katte, gav dem et blidt nik før de bevægede sig tættere på Genevira. Lavinia var ivrig Erica fulgte efter med mere forsigtigere skridt og Archibald hang fortsat fast i hendes egen skørt.

”Det er altid en fornøjelse at møde endnu en beundrer af disse dyr. Også de har vel interesse I Doomsvilles velvære.”

Ja der var hun interesseret, I Geneviras visioner for byen. Hun havde sine små ideer, måske nemmere at implementere sin plads nu end ved tidligere styre.

”En stad med så megen potentiale har jeg altid set Doomsville, på trods ironien af navnet. De selv må… have et fascinerende perspektiv derpå…”

”Man kan ikke undgå at høre en del, lady Gray. De er af fornem slægt. Og besiddende særlige gaver, forstår jeg.” Hun nikkede kort mod kattene. Ville måske have linket Madelena Grays evne med kattene til en hvis Merefort og hendes kurv fuld af pyntesyge pindsvin, havde Genevira ikke været andetsteds optaget.

”Og De er en kyndig syerske, så meget har jeg ladet mig fortælle.” At det også blev fortalt, at hun havde overtaget mandens klæde forretning med mindre end rent mel i posen, var en anden sag. Genevira havde ikke tænkt sig at sige noget om det, især ikke, når hun selv for kort tid siden havde måtte massakrere store dele af byens befolkning i forsøget på at redde den, alt sammen på grundlag af en løgn. Hendes handlinger stod pludselig kastet i bitterhedens skarpe lys, som hun ikke kunne gemme sig fra i en kåbe af falsk retfærdighed. Nej, hvilken ret havde hun til at dømme lady Gray for, hvad hun havde eller ikke havde gjort? Især ikke på baggrund af en gammel halv visnet galnings ord. Som den ældre fru Haynes vandrede omkring behængt med så mange symboler, at det var et under, at den lille alderstyngede krop kunne bevæge sig under deres sikkert massive vægt. Kvinden i sine engang fine klæder og med det vilde udtryk af et såret dyr i ansigt, som hun skreg om tabet af alle sine sønner til en dæmons vold. En dæmon der lå i med endnu mørkere magter end selv sig selv. Det var vel egentlig et sørgeligt syn, de få gange, Genevira havde set fru Haynes og derefter skyndt sig bort, delvist fordi styrken af alle de hellige symboler var som en mur mod Geneviras blotte tilstedeværelse. Men kvinden virkede også så tilpas unhinged, at hun var svær at tage alvorligt. At Madelena udelukkende skulle ernære sig på sjælene af uskyldige ufødte børn og bade i gudfrygtige mænds blod for at bevare sin løgnagtige skønhed, at hun kopulerede med diverse ugudelige ånder i sin katteform? Det virkede alt sammen mere end en kende usandsynligt. Og hvis hun skulle have skaffet sig af med vægten af Ludwig Haynes? Genevira havde måske nok sine betænkeligheder ved sådan en handling, men hun selv var efter sin forvandling stukket af fra et ægteskab, der ville have fanget hende i et koldt helved og hun anede ikke, hvilke uhyrligheder lady Gray i princippet kunne have være blevet udsat for, hvis hun virkelig var blevet drevet derud, hvor et ry som morder var at foretrække fremfor et liv som hustru.

Kvinder udstod ting mænd aldrig ville kunne bære.
Hun trak svagt på smilebåndet ved kvindens næste bemærkning. Det var hurtigt væk igen. Det var ikke til at vide, hvad Sean ville efterlade hende med for tiden.

”Jeg er bekendt med en kats døgnrytme, lady Gray, så længe Deres arbejde udføres, kommer Deres sovevaner ikke mig ved,” fastslog hun roligt og viftede affærdigende med en lille dukkehånd.

”Liljerne er som De selv påpeger en selvfølge. Folket har associeret blomsten med mig uden min indflydelse herpå, af symbolske årsager, går jeg ud fra, selvom jeg ikke aner, hvor eller hvem af dem, der har undersøgt almindelig symbolværdi af liljer.” Det beviste bare, at underklassen var smartere og mere dybsindige end mange tænkte dem som vel sagtens.

”Jeg overvejede at inkorporere noget mere specifikt Doomsville symbolik, men ved nærmere eftertanke er det måske bedre at lade være. Et symbol på at vi ikke lader os binde af det gamle, om De vil,” funderede hun, stilfærdigt.


”Rigtig nok er jeg et såkaldt mørkets væsen. Og jeg føler ingen skam ved det, men se det ikke som en invitation til at forfalde til fornærmende klicheer, lady Gray.”

Det glasagtige blik blev et øjeblik skarpt og hvilede ufravigeligt på dæmonfruen, før hun igen så bort.

”Nej, lad os hellere minde folket om, at natten ikke er uden egen skønhed. Alt for længe har vi levet under lysets tyraniske idé om, at vi er vanhellige blot fordi vi ikke vandrer under solen, men har disse folk nogensinde gjort det omvendte? Skænket natten en tanke. Elona dal kan ikke være særlig magtfuld, hvis ideen er, at hun forsvinder så snart solen går ned.”


Ufortrødent samlede hun den ene af kattende op i sit skød, strøg den over pelsen og kløede den bag øret.
Den anden, den der kun havde et øje, nøjedes hun med at blinke langsomt til. Fornemmede at hendes tillid var svært vundet og lod derfor dyret komme på egne præmisser i stedet.

”Jeg finder kattens…egenrådighed…fascinerende, Lady Gray,” forklarede hun kort. I sandhed fandt hun måske noget at beundre i katte, som hun manglede i sig selv.

”Vores første mål vil være genopbygning. Sikring af freden i en tid efter krise, men efter det…ja..jeg agter at have plads til visioner. Og til at drømme. Alt for længe har byen her ikke vovet.”

“Kattene er de begavede blandt os, lad mig forsikre dem.”

Et let smil og spøjs en kommentar, I sædvanlig Lady Gray maner. Ja, Genevira havde ikke kommenteret på morderstatussen, javel. Det kom såfremt heller ikke nogen ved, hvad end en pige af from fremtoning havde af skeletter I skabet, havde hun heller ikke tænkt sig at dømme. Såfremt arbejdet ikke blev forhindret. Arbejdet eller kattenes sikkerhed, som de velkendte med historien nok kan regne ud. Ikke at sidste nævnte virkede et problem, Genevira var glad for  dyrene, så meget var klart, som hun havde samlet hende op og båret med sig på sine propaganda vandringer. Spøjst et minde fandt sig frem, som hun var hjemvendt fra sådan en færd år tilbage. Fra poetisk en vandring I Geneviras kurv, vendte hun og Erica hjem til noget a af en modsætning… mere stupidt end høne, mere grufuld end Rotten Roots gader og kedeligere end en engels navnedag…  en Haynes middag. Mrs. Haynes klar til at anklage begge svigerdøtre for ufrugtbare, dovenskabelige og Del’Sharka tilbedere… Frydede sig med at spørge hvad de skuffelser af svigerdøtre havde fortaget sig imens hendes gode drenge arbejdede åh så hårdt. Klar til at kritisere hvad end valg disse indebar. Bedelia kunne have påstået at fodre hjemløse børn dagen lang og furen havde fundet vej at beskylde dette for Alarics mangel på sønner. Jah da Lena så ærligt erklærede at hun var blevet båret rundt I byen af en kvindelig poet, have den gamle frue nær kvalt sig på en middelmådig kartoffel.

“Tak, Lady Isherwood. Kønt et navn… Isherwood… en eventyrlig klang, skulle deres familie have rødder I Forestina? Hmm… Jeg forsikrer dem, vore forretning respekterer kunsten af klæder.” Hun noterede, I fremtiden at advare Genevira om syersker at undgå, bade for sin forretnings skyld og for almen anstændighed. Sådanne fandtes rundt I hele kontinentet og var skyld I en fæ agtig bevægelse af korset "friheds" "aktivisme."

“En kat får gennemført deres planlagte bedrifter, frygt ej der.” Hun nikkede forsikrende, af sin kommende herskerinde. Spøjst hvor tæt I alder de lå, men Lenas maner havde ofte ledt folks gæt på afveje deromkring. Og  Geneviras nær skræmte blik I sammenligning, lignede dæmonfruen ved siden af den vise ældre læremester I… dresscode fascisme.

“Ah, en blomst af feminine ømhed og evigt liv… en kontrast til dommedagen byens navn lægger op til… kløgtigt… Jah jeg har tilladt mig at være inspireret” hun tog en af de lilje formede handsker af og lod Genevira studere den.

“Doomsville lever I øjeblikket op til netop sit navn… Men de selv har dem en… følgerskare… for dem repræsenterer de håb, fremtid… alt det... Blomstring er en tematik Doomsville mangler, er det det de siger? Hvor ironisk vil det være? Dommedagsbyen som et symbol på fryd og blomstring?” Dæmonfruen lød ganske fornøjet ved tanken.

“De mener flagermus grotter og spædbarns partering? Jah dem har jeg selv hørt nok af? Hvem har overhovedet tid til begge? Vedligeholdelse af grotte I sig selv lyder som hårdt arbejde!... Nej klicheerne er hverken specielt veltænkt eller I trit med dem… Mon de selv bør ligne en lyskilde?” Ekstatisk I færd med at udtænke årtierne værk, viftede hun Haynes pigerne nærmere med gyldne silkeruller.

“Nattens mørke kan være en beskytter…” Fikseret på Genevira og værket der begyndte at forme sig, kommenterede hun ikke yderligere på denne ærlighed. Natten kunne være en beskytter for sort en kat fra et menneske.

”Jeg sværger nogle mennesker får Elona Dal til at lyde som kedsommelig en tante… Hvad tænker de om krystaller eller månesten i smagfuld en maner?? De vil lyse op som en stjernehimmel?”

Lavinia knurrede højlydt I Geneviras favn og Erica bevægede sig roligt nærmere, genkendte nok Genevira som en gammel ven. Agerede næsten som sit gamle selv for en stund.
Lena samlede killingen, i færd med at fortære kostbare blonder, op aede ham for en stund. Nikkede, i anerkendelse af Geneviras ord.

”De har deres ideer … var det op til deres egen vil vi afskaffe alt andet end hviledage. Især lyden af æbler”

Hun trak på skuldrene og bevægede sig tættere på Genevira, for at sammenligne silketoner og høre yderligere om pigens politiske planer.

”De praktiske aspekter af byens stand må der udarbejdes planer omkring, men lad mig høre om deres visioner?  Så vi kan drøfte muligheder og kattenes holdning dertil.”

”Ikke at jeg betvivler Deres dyrs intelligens, lady Gray, men jeg håber dog, at Deres overstiger at…ja, spise blonder. Ellers tegner det måske noget middelmådigt i forhold til forventningerne for byens fremtid,” sagde hun, så tørt, at det næsten et øjeblik kunne matche med lady Grays egen sardoniske energi, idet Genevira slog ud med den spinkle behandskede hånd i retning af den lille grå killing, der lod til enten at være gået i krig med eller at have besluttet sig for at fortære dele af Lady Grays kjole.

”Forestina?” Dæmonkvindens ord var kommet så voldsomt bag på hende, at eksistensen af skovelvernes angiveligt storslåede by et øjeblik undslap hende. For Lady Gray kunne lige så godt med sine ord have antydet, at hun var nedstammet fra væsner i en eventyrverden. Smukt navn, sagde hun og Genevira følte et stik af skam over at have forsøgt at flygte fra det. Hun fik det til at lyde, som om de nedstammede fra noget smukt. Noget sundt og voksende, i stedet for noget, der for længst var visnet og gråt. Nej, Isherwoods var født i støvet og ind til fornyeligt, havde det været den helt generelle tankegang, at der ville de blive ind til de en dag døde og blev til endnu mere støv. Og nu sad hun så her.

”Nej. Min familie er Doomsville-borgere helt til kernen,” svarede hun med ophøjet ro. Ikke et ord om, at hvis de havde kunne flygte ud af Rotten Root, så havde de nok gjort det. I stedet spandt hun på en kort sætning en fortælling om en arbejder familie, der altid havde haft byen i sjælen.

Hun tog imod den sarte liljehandske med et næsten underholdt udtryk. ”Så overklassen tager råd om, hvad der fashionabelt fra underklassen, nu? Hvem skulle have troet det?” Hun talte mest til sig selv, som hun drejede handsken i hånden, kunne ikke underkende, at det var smukt håndværk. Forsigtigt rakte hun den tilbage.
Lyttede til kvinden, der efterhånden virkede mere begejstret for dette beklædningsprojekt, end hun selv var. Det var vel kun godt. Så var hun om ikke andet sikker på, at arbejdet blev gjort ordentligt.

”Det lader til, at De har forstået min vision,” sagde hun, lod idegenereringen i sin fulde styrke være op til nogen, som faktisk havde forstand på det.
Og imens de sad der og udvalgte farvetoner, kunne hun vel godt tillade sig at afsløre lidt. Det var nødvendigt, når nu Lady Gray var medlem af rådet trods alt.

”Jeg ønsker at skabe flere muligheder for hele befolkningen og større stabilitet for underklassen. Det er der sikkert mange, der vil sætte sig imod, men de må snart fatte, at jeg ikke mærkbart forringer andres liv ved at sørge for, at nogen ikke lever og dør i skidt.”

Lady Gray lod blot et smil undslippe sig, i godkendende en maner for Geneviras wit. Nej den kommende herskerinde var hverken uden intellekt eller kedsommelig som man kunne forvente af diverse fromme væsner. En helgen af mørket, sådan et koncept havde den ældre mrs. Haynes kaldt en parodi… et hån af gode dyder af mennesker og engle slagsen. Hvilket kun gjorde dette fortagende mere morsomt.

”Mange Grays har bosat sig i Forest of mother nature gennem tiderne, jeg nød i ungdommen folkets eventyr… teater… Ja de er ikke alle for Elona dals gode, vi væsner af mørket har vor egne…selv i Forestina. Deres navn bar blot svag klang om hekse unge ladies så op til. ”

De resterende Isherwoods havde Lena endnu ikke haft… fornøjelsen? At træffe. En nysgerrighed var der derpå… Folket vidste nok hun kom fra ringe kår. Men det var lord Mcgivens eller liljerne som i pigens taler modtog beundringen… Om historierne var sande, eller hvorvidt pigen troede på egne ord var en anden sag. Men ved eftertanke måtte der ligge noget i manglen på historier om hårdtarbejdende moder eller fader, og det længe anvendte navn Allarie. Ikke at Lena kunne bebrejde hende for undladelsen. At tale ærbart om Ebenita i selskaber var en pinsel hun for længst havde givet op på.

”Doomsville i blodet… finurlig en drejning på billedet af dem”

Genevira så næsten forundret ud over liljehandsken og pigens ord var et perspektiv dæmonfruen ikke havde gjort sig meget I. Overklassen tager råd fra de fattige? Ja forkert på den var Lady Isherwood vel ikke. Hun og diverse af Doomsvilles adel havde taget liljen på som tegn på loyalitet. (Langt fra alle så smagfuldt som hun dog) Loyalitet eller frygt… Det havde virket som det naturlige valg, adlen og royale anvendte bannere og symboler til at angive loyalitet, sådan havde det altid været. Hun selv og diverse Grays syede symbolik i deres klæder, fra blomster, sten og eventyr. Onkel Edgars omfavnelse af dæmoniske Geder som et tegn fra underverden. Hendes brudekjole, med tranebær til hån af konceptet af troskab og velvilje? Hvor mange af sådanne ideer havde mon ikke opstået blandt bønder?

”… kreativiteten af underklassen kan ikke benægtes…”

Lena fortsatte sin kreative spiral og fik Colette til at bringe hende papir og fjer, påbegyndte en tegning. Hun observerede den kommende herskerinde i alt fra holdning, bevægelser og krop. Hvad der nu kunne gennemskues gennem de tykke materialer. Smag havde Lady Isherwood, smag i elegante klæder og anstændighed. En justering måtte dog finde sted i overgangen til herskerpost. Genevira Isherwood havde ikke råd til at se almen ud. Til ikke at fremstå en som forunderlig, æterisk en skabning.


”Ønsker de denne beklædning at reflektere deres fremtidige image? Deres genkendelighed?”

Det kunne ikke benægtes hvor fascinerende ideen om at designe en hel facist saint garderobe var, men et yderligere forretningspitch vil i nuværende stund være I dårlig smag. Denne diskussion måtte dog tages op for Geneviras herskerskab og for sikkerheden af byens øjne, for hvor havde hun mødt herskere uden sans derfor.

Lena så igen pigen foran hende op og ned. Det kunne ikke undgås at bemærke hvor smal Geneviras figur var. Ikke at sådanne idealer var ukendte blandt adlen, nej men Genevira kunne antages for sygelig så man blot på taljen, uden de kønne materialer og gløden af død. Mon fremhævelsen deraf var intentionel? Hun har lidt som folket, sultet som dem og gennemgået de samme pinsler… Lena noterede ikke at skjule dette hvert fald. Skitserede en svag silhuet, der dog stadig bar for megen skrøbelighed for hendes position. Liljer… de var feminine men symbolet var ikke skrøbeligt som mænd vil have hende til at være nej… De var en rustning… en… Dæmon fruen lyste som ideen blomstrede frem. En rustning inkluderede pauldrons, skulderens beskyttelse såvel som intimiderende en faktor, med figurer af styrke og loyalitet som riddere bar med stolthed. To liljeblade tegnede hun på skitsen over skuldrene.

De fortsatte samtalen som Lady Gray skitserede videre. Ja en underklassens helt var hun vel nød til at forblive, en udfordring for Lady Gray, som hun dog så overkommelig grundet omstændig research i litteratur og katte.

”Adlen… ja der er de som skal overbevises… de som må fortælles en specifik version af historien… og de som må… mindes om deres glæder…”

Og de som måtte lade livet vel også, men havde Lady Gray mon gennemtænkt denne del af hobby fascisme? Måske…

”Som byen vokser sig til stolt atter… er sådanne ofte fremme med guld at donere. ”



Med familiers stolthed i gære var det let at skaffe guld til nye bygninger og kulturelle begivenheder. Ikke at de alle forstod sig på æstetik og kunst… nej men en pralerettighed for deres gavmildhed var prisen aldrig for stor. Men at få en forkælet gammel rigmand til at fodre en Rotten Root borger… ja der var en anden sag.

”Jeg benægter ikke at der er udfordringer… men selv Terrorville er desperate nu. Tiden er den rette at fortælle dem hvad de vil høre ”

Lena undrede sig over om hun mon også bør sende noget menneskefoder og vin til Rotten Root, som hun skitserede kjolen ingen af dem, på nær Lady Isherwood kunne drømme om. Vendte skitsen mod Genevira, efter at tilføje krystalvedhæng og månens faser som detaljer.


”Hvad synes de?”

Nu blev Genevira mod sit bedre vidne pludselig helt nysgerrig. Hun havde en vag viden om, at der var mange Grays rundt om i verden. Faktisk lod det næsten til, at de på en eller anden måde havde spredt sig og slået rod over hele kontinentet. Et øjeblik fik det Genevira til at tænke på svampe, nok ikke den mest flatterende sammenligning, men deres enorme rodværk og relativt ukendte og næsten lidt…lyssky funktionsmåde, gjorde sammenligningen for nem, når hun så på en familie, der virkede som om den forsøgte at sætte grene ind i samtlige tilpas velstillede stamtræer. Alligevel var det, at de angiveligt nedstammede fra Forest of Mother Nature var alligevel underligt.

”Tilgiv min uvidenhed, men….det har aldrig været mit indtryk at skoveleverne var på særlig god fod med dæmoner? Deres familie må vel have mødt en vis mængde problemer ved at bosætte sig i hvad mange vil antage er deres område?” Eller anså huset Gray sig bare hævet over dette og snare skoven som deres område i stedet for omvendt?

Der var noget i Genevira der ikke rigtig ønskede at diskutere familielivet i detaljer. Måske fordi det stadig et eller andet sted langt inde i hende gjorde ondt, at hun ikke følte, at hun kunne række ud til dem. Til trods for, at de, efter at hun havde fået sin adelstitel og de dermed var blevet højtrangede og..på papiret, respekterede borgere med egen fine bolig, var vendt tilbage til Doomsville. Men også bare fordi, at hun vidste, at forældrene var ekstremt private mennesker. Det syntes hende upassende og taknemmeligt at stille deres fortid til mere offentligt skue end i generelle vendinger. Folk vidste, hvad hun kom af og familien bar hendes navn, så på den måde, ville de aldrig kunne forblive helt anonyme, men i forsøget på at være den gode datter, hun dog aldrig syntes helt at være i stand til tilstrækkeligt at være, så Genevira det som sin forpligtigelse ikke at belaste familien mere end det var højst nødvendigt.
I guder, både De og Lady Gray boede i Terrorville. Det ville da kun kunne bringe hendes mor ubehag.
Genevira slog det hen.

”Finurligt måske, men ikke desto mindre sandt,” sagde hun med afmålt ro og lod derved stiltiende emnet erklære diskuteret færdig.
Hun lyttede til Madelena med hænderne pænt foldet i skødet og det årvågne mørke blik rettet næsten ublinkende mod hendes ansigt.

”Min beklædning er nødt til at reflektere de fremtidige idealer. Folket har allerede besluttet sig for liljer, så det må vi give Dem. Det er et stærkt symbol. Det ville være fjollet ikke at anvende det. Og det bærer den dobbelte styrke, at jeg ikke skal få folket til at acceptere det. For de har givet mig det i forvejen,” vurderede hun.

”Åh ja, adlen. Flere har allerede gjort det tydeligt, hvad De synes om mig. Så sent som i går gik det op for mig, at det rygtes i visse kredse, at jeg skulle være Lord Mcgivens’ uægte barn. Folk med for lidt at lave og for meget tid vil overbevise sig selv om hvad som helst,” sukkede Genevira.


”Her står De dog udmærket placeret som en del af mit råd. De kunne være nøglen til adlen om nødvendigt. Jeg har brug for en på indersiden. En der kan…gøre min retorik mere spiselig, om De vil,” forklarede hun kort, imens hun lod lady Gray om at tegne.
Da hun blev færdig nikkede Genevira kort tog imod tegningen og nærstuderede den. Det var stadig surrealistisk. Tanken om at klæde sig i noget, der ville være passende for en eventyrkarakter.

”Det går an,” fastslog hun.

Geneviras svampeteori var ikke helt uhørt vel, Gray godset og de medfølgende husstande var der sunget sange om, sange der advarer elverbørn på afveje. Godset dog var indgroet i landets fundament som et ældgammelt egetræ, et med guddommelig en aura ingen nærede røre. Svampe… ja det var ikke så uhørt de fine dæmoner kunne beskrives som svampe, giftige ifølge nogle. Dansende kom de smukke glitrende svampe, og før du ved af det er du omringet og fortæret. En epidemi kunne lige vel være en sammenligning for nogle… Virus Daemonium Incestus. En kløgtig historiker engang vil måske fortage en banebrydende opdagelse, og identificere dette som blot værende et symptom af Virus Feudalis.

Men så langt er vore kære fascister ikke, nej Genevira Isherwood så sig nok som kuren men som en intellektuel musikalsk duo fra vore univers i herrens år 2006 vil skrive, er løsningen til tider værre end problemet. Og Gray familien? Ja de havde slået rødder i udkanten af elverskoven hundrede af år siden, ikke at de var skovhuggere, nej de var netop flyttet til de frodige områder for adgang til diverse familiars. De holdte hvad de så som deres skovområde som den smukkeste have, en de da var gavmilde nok at lade alle beskue gennem portene. Ja svampe var nok den viseste sammenligning. Ved grænsen til Sunfurys ørken, var klimaet også ideelt til den sødeste vin muligt. Desuden, hvilket valg havde den omkringværende pøbel?

”Vi Grays ser det som vore pligt at passe på skoven…”

Var Lady Grays svar dertil, ikke megen selvironi deri. Skoven… på deres dæmon vis ja… folket… ja dem følte adlen vel altid de gjorde en tjeneste.

Geneviras familiesituation var en hun for nu opgav at finde hoved og dæmonhale i. Forundret var hun dog stadig, men noterede at udforske de skandaløse affærer af Isherwoods fra Rotten Root på et senere tidspunkt. Familie kunne trods alt ikke efterlades helt, så meget var dæmonenken, som allerede måneder efter denne status, havde fået presset fætre som bejlere på sig.

”Må jeg spørge dem hvordan liljen kom til? Et folkesagn? Deres initiativ? Jeg og Erica indrømmer at have observeret deres diskurs i nogen tid. Imponerende arbejde…”

Kattene strøg sig op ad Genevira, i sin ligegyldighed om byens herskerstatus, så længe der blev serveret fisk til morgenmad, Imens lady Gray fokuseret planlagde en hel propaganda vision fortalt i klæder.

”De har en sans for fortælling… for beklædning…”

Hun henviste mod Geneviras nuværende sammensætning, billedet på orden. Smukt stof og beundringsværdigt gamle blonder, nogen man kunne finde i Gray godsets gardiner.

” Men som de selv har peget ud, er de gavnligt hvis de reflekterer fremtiden af Doomsville. Forskellen på Sean Mcgivens tjenerinde og herskerinden af Doomsville ville være klogt at spille på også I deres fremtidige præsentation. Har de gjort dem tanker derom?”

Som Genevira fremlagde sine bekymringer for Terrorvilles borgere, havde Lena i dæmonhjernen allerede planlagt middage og funktioner at sætte kvajpander på plads. Frydes deri… især når Geneviras bekræftelse kom. Hun var nøglen… selvfølgelig var hun det.


”Det er en ære de stoler på mine kundskaber, og al naturlig vis vil jeg ikke ønske at skuffe dem. Adlen er min forte… Fordelen der er de fleste rigmandsdrenge, er for dovne til at marchere med fakler efter dem. De kan tæmmes. ”

Sagde lady Gray, som var Terrorville fuld af en flok almene husdyr.

”Vore fremtidige samarbejde… det fascinerer mig. Jeg tror skam vi kan gavne hinanden…Er der andre tilføjelser… ideer de har gjort dem derom?”



Hvad de hver skulle få ud af hinanden ville tiden vise sig. For nu ville Lena også afgøre hvor høj tilliden til hende var. Med lord Mcgivens var dette spørgsmål efterladt et… forvirrende sted, for at sige det mildt.

Nu et spørgsmål var der tilbage… hvad betyder ”Det går an”? For en perleøs darling var denne formulering uhørt. Nu var det ikke Geneviras pligt såmænd at give hende en perlebroche med prima ordens detaljer men… for hvad der ville kvalificere som et mesterværk… var denne respons… forvirrende.

”…De må fortælle mig hvis de har indvendinger?”

Det var ikke som sådan fordi, Genevira havde en forventning om, hvad Lady Gray ville svare. Men det var i hvert fald ikke dette. Skovbevarende dæmoner? Tja…alle havde vel brug for et eller andet at lave, men hun havde svært ved at kæde det sammen med de fortællinger om dæmoner, som hun var vokset op med. Væsner der kun var i stand til at destruere, slet ikke skabe eller bevare noget. De sidste år blev disse fortællinger udfordret gang på gang og hver gang chokerede det hende, hvor forskruede de ting, hun havde fået at vide i virkeligheden var. Et øjeblik faldt hun i staver ved tanken om, hvorvidt dæmoner havde deres egne versioner af den slags historier. Forskruede og underlige versioner af engle, elvere og mennesker. Måske, var det bare noget alle havde, men….hvordan vurderede man, hvad der var sandt, hvis man ikke længere kunne stole på, at det ens forældre fortalte var sandt?
Et øjeblik glemte hun helt, at der var andre folk til stede så fortabt syntes hun at være for en stund. Med en kraftanstrengelse lykkedes det hende at sætte ansigtet i de sædvanligt behageligt smilende folder, der sagde absolut intet og afslørede endnu mindre.

”Skovbevarelse er et ganske anerkendelsesværdigt formål, men De må føle Dem langt fra skoven så,” sagde hun og kunne et øjeblik ikke helt undertrykke en hul undertone i sin stemme.

”Liljen? Nogen blandt mine følgere må have kendt til blomstersprog, for jeg har ikke selv haft noget med symbolikken at gøre. De valgte den og jeg har vel sagtens bare grebet den. Hvis jeg allerede er associeret så tungt med noget, virker det forkert at forsøge at masse et andet symbol nedover deres hoveder. Og det har en vis ynde. For mange der får bare en anelse magt går straks i gang med ild og sværd. Mit styre skal ikke være det.” Eller mere korrekt, ilden og sværdene ville være gemt pænt væk. Hårdheden gemt i en fløjlshandske, men Genevira var for sit vedkommende komplet overbevist om sine egne gode og uvoldelige intentioner.
Forsigtigt aede hun de to katte, forsøgte at skjule en næsten barnlig iver over at få lov til overhovedet at være i nærheden af katte generelt. En barndom, hvor alle mindre levende væsner mest var suppetilbehør gjorde mærkelige ting ved en.


”Sans er så meget sagt. Jeg klæder mig bare ordentligt,” sagde hun med et skuldertræk. Forstod måske ikke helt komplimentet. For hende handlede det bare om at se præsentabel ud og at dække, hvad der skulle dækkes, hvilket ville sige alt.

”Ikke voldsomt, men jeg er nødt til at adskille mig nok fra Lord Mcgivens til at jeg ikke blot bliver set som gående hans ærinde. Selvom nogen sikkert vil holde fast i den idé alligevel. Kyserne skal ud. De er for meget et symbol på tjeneste til at være passende,” konstaterede Genevira simpelt.

”Og tæmmes skal de,” fastslog hun næsten tørt.

”Jeg agter ikke at tolerere opstanden af endnu en borgerkrig. Ligegyldigt, hvilken samfundsstand den så måtte komme fra.” Hun mødte lady Grays blik og holdt hendes fast med sit eget. ’Hvis de kommer med fakler bliver det værst for dem selv. Sørg for, at det ikke sker,’ syntes hendes blik at sige.

”De har studeret, ikke sandt? På universitetet? Deres studier vil nok kunne komme mig til gavn. Selv en hersker kan ikke vide alt, som De sikkert ved. Hvis vi skal have Doomsville på ret kurs igen, får jeg brug for økonomisk rådgivning. Jeg ønsker ikke at træffe beslutninger på et uoplyst grundlag.”


Genevira var lykkeligt udvidende om, hvilke kvaler hendes ikke tilstrækkelige entusiasme over kjolen var. Sandt at sige havde hun aldrig ejet eller forestillet sig at eje noget smukkere. I stedet var hendes næsten kølige reaktion lige så meget en forvirring over, hvilken slags reaktion der var passende som en kraftanstrengelse for ikke at fremstå som forfængelig. En af de værste af alle synder, hvis hendes opvækst var noget at gå efter.

”Det har jeg ikke. Den er smuk og jeg stoler på Deres håndværk. De har mere forstand på dette end jeg.”

Eventyr var der nok af blandt alle væsner, engle med tusind af øjne og ætsende blikke, barbariske mennesker der bar heksebørn bort ved solopgang… Nogle havde endda to sider til sig. Der var landsbyelvernes sange om de to blege dæmonbørn, med dødens fugle i trit der plantede forbandelser hvor end de gik. Pas på, pas på hvor du trædes barn lille, for din sjæl nu en ged kan få, blot et blik på klokkens ord og Ilde følge vil…

Der er dog en version af fortællingen som blot beskriver lykkelige dage af to dæmonbørns uskyldigste dage…

Skovene og Gray godsets vilde måtte Lena indrømme sin længsel efter. Det undrede hende til tider, om hjemmet ville føltes sådan stadig… efter hundrede af år. Som et hjem. Hun havde bygget et liv til sig her, i Doomsville… et hun hungrede efter… men der havde været dage glemte hvorfor hun engang længtes så meget efter afrejse derfra.

”Der er ganske smukt…”

Et ganske smukt hjem, som Genevira for få år tilbage kunne have fået privilegiet af at beskue gennem den intrikate indhegning. Ved Gray ballerne især stod forundrede såvel som misfornøjede beskuere omring det mægtige gods. Nu var selve havens mure og bronzehegn allerede i sig selv et syn. Dyreskulpturer og raffinerede udskæringer af vinstokke og diverse fortællinger. Lena talte til tider med beskuerne af nysgerrighed mere end manerer, nok ikke så velvidende om deres forvirring som hun gik og troede.

Liljen… ja den gemte skam ilden og sværdene effektivt væk. Lena nikkede af Geneviras ord, måske mere gennemskuende af hendes taktik end vampyren selv. Jo Lena forstod sig skam på propaganda nok til at genkende magten og faren i Geneviras tilgang. Hun var blot… for ivrig efter at afprøve et socialt eksperiment åbenbart til at konsekvenserne havde megen indflydelse på dæmonens beslutningstager…

”Jeg forstår elegancen i deres styreform, elegancen i liljen… ”

Hun smilede kort af Geneviras behag med kattene, de ligeså fandt fornøjelse i deres del af forretningsmødet. Archibalds mangel på manerer virkede snarere til at charmere herskerinden og Erica var nær sit pre-Ludwig selv på denne dag. En lettelse… fascismen kunne Lena undskylde for almen nysgerrighed men ved distress af sin familiar satte hun dog grænsen.

Lena nikkede, et melankolsk blik i dæmonøjnene, som minder om hæslige undskyldninger, som nogen denne dag i dag kaldte for beklædning, fandt sig frem i dæmon sindet… Geneviras puritaner traditioner kunne måske endda gavne befolkningens hjerner lidt I den forstand. Og en vis anstændig syerske…

”Jeg havde skam ikke tænkt de skulle bære kyser med lord Mcgivens ansigt påsyet i safirer, frygt ej.”

Lena smilede næsten halvmuntert i accept af Geneviras beskrivelser. Men en alvor vendte tilbage i trit med samtalen, der førtes videre til hendes eget folk.

”De og jeg begge… forstår vigtigheden af et image… vigtigheden af liljen. Men ikke alle i Terrorvil besidder denne visdom… ser de jeg har en kærlighed for egen have. Ikke ufashionabelt blandt Adelige kvinder… hvorvidt fortjent eller ej, at besidder en stolthed for deres. Dog har jeg observeret en trist tendens hos nogle de den seneste tid… liljerne virker til at have forsvundet i brutal en vis, som var de rendt bort i en hast og efterladt en orkehule… Det er skam ikke et æstetisk valg som gavner nogen… Jeg har en liste over de vis have tours jeg bør skåne mig selv for.”

Hun så Genevira i øjnene, observerende af herskerindens reaktion. At Genevira fulgt hendes budskab var hun ikke i tvivl om. Nej men konsekvenserne af disse ord var hvad fascinerede dæmonen. Hvordan mon Genevira vil bevare sin nært fuldkomment konstruerede blidhed?

”Der er mange små tegn der afslører hvem… vil have gavn af grundigere opmærksomhed…og rådgivning i gartner kunsten.”

Blandt de skyldige i haveforbrydelser befandt sig en lord med ubehøvlede manerer overfor Lavinia og en ven eller to af Ludwigs. Et mareridt for Bedelia og en konkurrent til Gray familiens erhverv. Der var de hun vidste lidt omkring men deres havearbejde viste ikke meget værd at skåne dem for.

”Gray kvinder opfordres til at studere, der er en stolthed i viden… en magt blandt de som holder den.”

Akademisk stolthed var en faktor af Gray slægtens regelsæt som Lena fandt sig knyttet til. Universitetet værende hendes introduktion til Doomsville. Hvor spøjse ideer var blevet nedskrevet… hvor Lena hungrede efter vende tilbage til… uden en vis menneskedreng som påhæng.

”… kattene og jeg skal snarest muligt give en vurdering af Doomsvilles finansielle position, hvis de ønsker det”

Geneviras ord beroligede kvalerne af dæmonens selvværd en anelse, hun fortsatte sine notater og tog Geneviras sidste mål. Mon der vil skrives sange om fascisme og silkeskørter når historikere mindes vore kære væsner af natten?

”Det er mig en lettelse, at vi er nået til en forståelse, Lady Gray,” sagde hun roligt. Hun lod til at respektere og forstå vægten af symboler. Hvad man kunne udrette med dem, hvis man prøvede hårdt nok. Selv fra Sean, som hun trods alt elskede og holdt af, mærkede hun ikke helt den samme synagi i forhold til, hvad det var, hun var ved at opbygge her. Måske var det fordi de begge var kvinder, at de så let blev enige om hvor meget noget så simpelt som en kjole, kunne komme til at sige om et helt styre. Men nej, det ville også være en forsimpling af både Geneviras dynamik med Sean, men også af denne pludselige forståelse, hun havde fundet med Lady Gray. Forskellen i, hvordan hun og Sean så ting, skyldtes ikke at de ikke delte køn, men snarere, at de ønskede forskellige ting. Gene havde brug for symbolikken, eller forstod i hvert fald at bruge den til sin fordel i styret, imens Sean havde haft andre styrker, der for ham havde gjort tyngden af symboler unødvendig. Det var i hvert fald sådan, Genevira umiddelbart tolkede det. Det var ikke ofte, de snakkede for tiden. Hvilket nok også var noget af det, der gjorde det ekstra rart, at hun blev forstået så simpelt og klart i denne samtale. Så var der bare lige spørgsmålet om, hvad Lady Gray egentlig forventede at få ud af at blande sig med styret på denne måde. Var det blot en prestige ting? Det var ikke utænkeligt, men Genevira havde en vis fornemmelse af, at kvinden trods alt var mindre simpel end blot at være en social klatre på lige fod med så mange andre adelige, Genevira havde været vidne til. Altså forblev hvad Lady Gray ønskede lidt i det uvisse, hvilket på den måde gjorde hende potentielt farlig. Således måtte Genevira holde lidt øje med hende. Komme nok under huden på hende til at forstå, hvad hendes motivation for denne grad af investering var.
Fra tid til anden fik dæmonen et næsten lidt manisk glimt i øjet, der skræmte Genevira i en eller anden grad. Måske vidnede det om en vis mængde utilregnelighed, men ind til videre virkede hun nyttig og nogenlunde til at stole på.
Genevira lyttede roligt til Madelenas ord. Fortrak ikke så meget som en mine, selvom hun udmærket forstod hentydningen. Således regnede hun også med, at Lady Gray, ville forstå en hentydning tilbage.

”Jeg vil meget gerne se de lister. Hvis liljer ikke kan vokse i deres haver, kunne jorden jo være giftig og det ville ikke alene være en skam, men også potentielt farligt,”konstaterede Genevira, lige så roligt, som hvis hun rent faktisk vitterligt blot snakkede om blomster.
Til sidst rejste hun sig fra pladsen i stolen.

”Jeg takker for et frugtbart møde, Lady Gray, og ser frem til at høre fra Dem igen.”

Hun rakte hende ikke hånden. Det ville de begge have vidst var upassende. Men dog var den tydelige afsked ikke uden høflighed.

”Det ville kun være ansvarligt at undersøge sagen. Måske vi bør…. sende en påmindelse om vore…. Bekymring”

Hun vidste at de forstod hinanden, som de fik afklaret alvoren i sagen om de forsvundede liljer. Så let det dog havde været… at sælge sine naboer ud… Genevira tog ikke fejl, hvis noget delte de to en forståelse for symboler og subtile træk i spillet. Og ind til videre virkede forståelsen imellem dem… ærlig. De var kvinder fra forskellige lag af samfundet, men med hinanden behøvede de ikke bevise kundskaber grundet køn. De respektærede anstændighed og katte. De var, om Lena vil indrømme det eller ej, unge og på hver sin vis idealister… med et begær for forandring. Se hvad Lena fik ud af dette og hvad hun ønskede, kunne ingen vel helt besvare. Men en mulighed som Isherwood styret lovede, dukkede ikke engang op hver 100 år. Kedsommeligt kunne eksperimentet ikke blive, nej der lå dele af sandheden måske. Et kedsommeligt liv kom selv de heldigste kvinder ofte til at leve. For selv sin, for en Gray, ydmygende unge alder, havde Madelena fundet denne sandhed tæt på sig.

”Æren er min, Lady Isherwood. Vore samarbejde er lovende.”

Hun nejede af sin nyfundne kammerat og løfter blev fortaget. En sang om silke og fascisme var igangsat…