A Reunion of Pearls ~ Gray

Sted: Madelena Grays hus i Doomsville´s Terrorville District
Tid: Aften. Ikke så sent, nok omkring klokken ti
Vejr: Overskyet og halv køligt, men foråret er tydeligvis ved at gøre sit indtog, der er ingen frost i luften
Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i emnet, men for nu, festglade fancy folk

Kareten trillede ned af de brede boulevarder og åbne stræder i Doomsvilles rigmandskvarter fuldstændig uhindret. Ikke at Juniper var specielt bekymret for rygterne om oprør, der tilsyneladende ulmede i byen, men hun ville være træt af at komme mere end hvad der ville kunne anses for fashionabelt for sent fordi en eller anden pøbel var utilfreds med noget. Det burde helt ærligt ikke lægges hende til last, hvad havde hun med det at gøre? Ingenting. Heldigvis lod universet eller guderne eller hvem end ellers der stod for den slags efterhånden, til at være enige og hendes færd standsede foran hendes bestemmelsessted uden problemer. De ornamenterede smedejernsporte der ellers hindrede adgang til huset var i aftenens anledning, eller Juniper gik i hvert fald ud fra, at det var derfor, slået åbenhjertigt op, så hun kunne spadsere direkte ind i husets imponerende velholdte forhave. Enten havde Lena fundet sig en ekstremt dygtig gartner eller også var der magi involveret, for hver eneste blomst i tilsyneladende miles omkreds lod til at have valgt netop i aften til at springe ud på trods af det unaturlige tidspunkt og resultatet var på det nærmeste et farveorgie og et væld af forskellige dufte, der blandede sig i luften. Der var kun et par få mennesker herude, der var for koldt til at stå særligt længe og beundre havens skønhed, selvom Juniper var sikker på, at den ville have gjort underværker på en sommeraften. I stedet gik hun op mod huset med lange skridt. Et ganske charmerende hus i øvrigt, måtte hun konstatere. Det besad den karakteristiske charme ved et meget gammelt hus uden at være faldefærdigt. Et af den slags huse, der var hjemsted til sit eget væld af arkitektoniske spidsfindigheder. En eventyrheks kunne have boet i det her hus.

Hun slentrede nonchalant op til hoveddøren, hvor hun nok ville være bedt om en invitation, men rakte en velklædt ung tjener sit overtøj, en perlebroderet halvkappe i glat perlebroderet guldstof på en så selvsikker måde, at han blev helt mundlam eller også var det bare det, hun havde indenunder, der bevirkede til hans momentale stumhed. Den kostbare safrangule kjoles øverste halvdel var så tæt besat af små stykker guld topas, at den måske ville have kunne udgøre en rustning, hvis ikke det havde været fordi, kjolens udskæring var så afsindigt dyb, at det var lige før, den først endte ved Junipers navle. Kjolens stof i sig selv var så tyndt, at det næsten kunne betegnes som gennemsigtigt, så selvom kjolen endte i et langt bølgende skørt, dette kunstfærdigt broderet med sølvtråd, var det ikke ligefrem fordi, man ikke kunne ane hendes kropskontur indenunder. Hun klappede tjeneren på kinden, som for at sige ´Du hænger bare selv den der i garderoben ikke?´ og så trådte hun ellers indenfor, som om hun havde alt mulig ret til at være der. Hvilket hun også ærlig talt, ville mene, at hun havde. Ærlig talt, at hun ikke var blevet opsøgt med en invitation til en af disse fester endnu ville have været en fornærmelse fra stort set en hver anden. Hun stod en et øjeblik og rettede på sit kunstfærdigt opsatte hår, der glimtede af småbitte diamanter, som om nogen havde sat stjerner i det.
Som hun tog husets interiør i øjesyn, trak Juniper på smilebåndet. Da det var kommet hende for øre at kostskole veninden havde giftet sig, havde hun et øjeblik været ved at kvæles af latter ved tanken om Madelena Gray som nogens hustru, men livet som enke syntes til gengæld at passe hende vældig godt. Hun lod i hvert fald til at klare sig udmærket på egen hånd. Juniper gik gennem den kunstfyldte hall og fulgte lyden af folk til salen, hvor selve festlighederne fandt sted. Her var ikke sparet på pynt i hvert fald og alt syntes at skinne som om det var blevet pudset for fem minutter siden. Hun kunne levende forestille sig Gray have et mindre nervesammenbrud, hvis ikke tjenestefolkene gjorde det ordentligt. Alle de forsamlede var der selvfølgelig i deres stiveste puds og gik og småsnakkede på den måde, som det ofte var kutyme til disse forsamlinger, før det blev helt løssluppent. Netværksarbejdet stoppede aldrig for folk, der ikke havde, hvad de skulle bruge i forvejen. I et hjørne spillede en violinist dæmpet som en ganske pæn underlægning til de dæmpede samtaler. Juniper scannede lokalet og fik snart øje på sin veninde omgivet af en lille klynge beundre. Uden ret meget tøven sluttede Juniper sig til dem og omfavnede sin veninde.

”Lena! Det er alt for længe siden,” kvidrede hun musikalsk, den elviske accent som altid blød, men altstedsnærværende. Hun kyssede Madelena på begge kinder.

”….Jeg har skam aldrig været imponeret af englene, sir ja ærligt en flok prætentiøse hyklere er hvad de er. Desuden fælder de.”

Erklærede hun i en fornemt kalkuleret latter for det lille selskab der omringede hende. En latter udbrød af dette, hvilket ikke overraskede Madelena nej hun var vant til beundring, hun arbejdede skam hårdt for den og desuden havde hun ret. Sentimentet var sandt helt og aldeles. Ja hun kunne have repeteret et længere foredrag hvis anledningen stod til det. I sandhed var de 3 mænd og 2 ny piger begyndt at kede hende en smule og hun forsøgte diskret at se sig om for en undskyldning til at drage videre.

Ja det var en succesfuld aften, naturligvis da miss Gray aldrig vil svigte som værtinde. Det havde lykkedes at skaffe skovbær marineret gås og citrontærter i rigelighed, og på denne årstid, selvfølgelig havde hun det. Det var vel hvad Doomsvilles elite forventede af hende. Ja hun måtte se til sine øvrige gæster snart, inden valsen vil begynde. De pågældende gæster kendte hun desuden ikke ved navn men gik ud fra mindst halvdelen var potentielle bejlere. Et nyt ægteskab stod ikke i Madelenas pririoteter eller ønsker som sådan. Nej hun havde hvad hun skulle bruge og desuden kunne hun ikke forestille nogen af disse mænd vil være særdeles fascinerende at fortære. Ja Ludwigs sjæl havde været …. Ja lad os sige hvis handelsskibe af sjæleverdens krydderi alle havde sunket og ladt manden stå bar.

Ja, de kunne vel drømme, miss Gray var en gavmild værtinde. En af pigerne skulle til at omtale hende da Madelena blev distraheret af …. En meget bekendt stemme. Lena? Det var der ikke mange der kaldte hende mere. Ikke mange fik lov. Forbavset et øjeblik, så hun på …. Juniper Graceling. En gammel ven hun ærligt ikke havde forventet at se igen. Juniper var forsvundet så pludseligt den gang… Men her stod hun, Jun som… Jun nu var. Hvis Madelena tog regelbogen og bøjede den til sin vilje dom en ekstravagant origami fisk ja så smed Jun bogen helt ud af vinduet. Hvilket den delikat men sensuelt klædte kvinde tydeligvis stadig stod ved.

”Jun…”

Hviskede hun i et øjebliks tøven, grundet den uventede gæst, og et hav af… minder som Juniper kyssede hendes kinder. Efter et indrømmeligt langt øjebliks forbavselse, brød Lena ud i det mest oprigtige smil længe. Med stemmen fortsat halvt hviskende, nu grundet disse bristende emotioner af nostalgi hun ikke var specielt vant med, omtalte hun sin gamle veninde.

”Juniper Graceling… en skuffelse for abbedisse Viviana som altid”

På nogle punkter var der meget, der ikke havde ændret sig. Madelena var stadig omgivet af folk, der ønskede hendes opmærksomhed, netop som det ofte havde været for mange år siden på akademiet. Havde Juniper også nydt de andres beundring? Afgjort til et vidst niveau, men Lena havde brugt reglerne på en måde, der faldt ud til hendes fordel, skolens dygtige gode pige. Et ry som Juniper derimod ikke havde haft nogen interesse i hverken at kultivere eller opretholde. Desuden var hun adopteret. Hvilket de andre piger hurtigt fandt ud af. Hvad de da også prøvede at fremmedgøre hende for. Det kunne godt være, at hun var datter af en magtfuld familie, sure, men i mange af deres små børneøjne havde intet af det liv hun levede rent faktisk tilkommet hende. Og det gjorde de tydeligt. Juniper derimod havde givet svar på tiltale ved at sætte i særdeleshed én af de andre på plads. Brutalt. Andre der ikke ønskede at starte et lignende bekendtskab med Gracelingdatterens mindre bedårende sider holdt deres kæft lukket efter det. Så selvom hun i sin tid på skolens grund opnåede en vis form for beundring fra visse kredse af de andre elever, måske mest spytslikkere, men også folk der nødt at se reglerne blive trådt under fode uden at turde selv, så var deres beundring af hende oftest mærket af en vis mængde frygt.
Lena derimod havde altid virket som indbegrebet af en lady, i hvert fald, når abbedisserne var i nærheden, Juniper havde været vidne til ting, der ville have fået hende skældt værre ud end undladelsen af en hovedbeklædning.
Miss Gray lod da også stadig til at trives med opretholdelsen af denne facade. Juniper kunne ikke helt tilbageholde en svag latter, da det gik op for hende præcis hvor passende for skolen, kvindens påklædning stædigvæk var. I Guder- Det sad dybere i nogen end i andre huh?

”Abbedisse Viviana var skuffet over så mange ting,” sagde Juniper med et skuldertræk. ”Ikke dig. Aldrig dig. Har du inviteret hende måske? Er det til ære for hende, at du har klædt dig sådan?” Hun viftede lidt med hånden i retning af Lenas påklædning. Det stjerneblå blik var muntert på Junipers særegent skælmske måde. Det var ofte ikke helt sikkert, hvad hun morede sig over og på vis bekostning.

Et øjeblik betragtede hun blot sin veninde.

”Det klæder dig nu meget godt at være enke alligevel. Så trist for stakkels….hvad end hans navn så var.” Det var tydeligt, at hun ikke var den mindste smule ked af det. ”Men man kan ikke nægte, at det har en vis æstetisk styrke.”Det lod til at folkene, der hidtil havde forsøgt at vinde Lenas opmærksomhed var begyndt at undre sig over, hvad i alverden det var for en luder stakkels miss Gray var blevet prakket på ved et uheld, men Juniper Graceling ænsede intet.

Grays outfit: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], men i pastel lilla + perle handsker.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Juniper… Juniper Graceling var til stede i hendes åsyn igen. Lena tog blidt fat om sin venindes hænder, det var nær en refleks virkelig. Ikke at gestussen var mærkværdig, nej ikke for veninder. De lignede nok et mærkværdigt par, som i de gamle dage virkelig. Jun… hun lignede sig selv, hun lød som sig selv og Lena måtte beherske sig ikke at forsvinde i minder om Pearl Islands strande og ungdommens løjer. De to piger var et kammeratskab ikke mange forstod så forskellige som de ved første blik var. Åh de skulle bare vide skulle de. De to havde skam minder langt mere intime end udveksling af små beskeder i muslingeskaller de engang blev fanget i. Juniper havde påtaget sig skylden med stolthed og til gengæld havde abbedisse Vivianas kat set et par skandaløse eventyr af diverse nonner. Madelena blev dog hurtigt kastet ud af de svindende tiders nydelse da hun huskede på den ellers ekstravagante menu hun havde gjort sig stolt i at anskaffe. Hun mindes Junipers hjem, hvad havde de dog ikke åh så generøst klargjort for de to piger. Ser man bort fra  Junipers… særligt enorme lyst for kulinarisk udforskning, er en Graceling ikke lige let at imponere som et par nyrige Doomsville piger. Nej, herre bevares hun håbede køkkenet var i færd med desserterne. Efter en kort stund af stilhed og en voksende men usynlig kaos, adresserede hun sin mild talt strålende veninde.

”Åh Jun tag det ikke for tung, abbedissen har ikke truffet fleste af ejendommens gæster og hun er allerede skuffet over hele bundet”sagde hun med en munter ironisk tone ” selvfølgelig mig selv undtaget, du har såmænd ret.” Juns mærkværdigt kærlige spydighed over hendes kjole fik Lena til at smile, et kompliment på mest Juniper Graceling vis… nej på deres vis. ”ahh så jeg har skam formået at fange blikket af an Graceling datter, så er målet tjent”

Mængden omkring hende så på nær lige så forvildede ud som hun selv få sekunder siden, Madelena valgte at nikke høfligt i afsked og føre sin veninde videre gennem salen, samtalen havde også taget en personlig drejning. Hun tillod sig at give et ironisk smil som de var på vej væk fra den bedrøvelige flok bejlere. ”Du og kære Ludwig vil såmænd ikke… hvad skal vi kalde det… finde meget komfort i hinanden. Ærligt tror jeg du vil insistere på at han … manglede en del kardemomme og paprika” Lena trak på skuldrene i en nonchalant maner og førte Juniper videre.   ”Hvor i alverden har du været? Tro mig eller ej, en Gray alene motiverer ikke køkkenet så meget som det burde”   de ankom til et tomt rum, stort set tomt. Erica sov på en hylde af gyldne lysestager. Lena skulle netop til at udspørge Jun om … ja hvor skal en gammel… veninde begynde her? Men violinen, begyndte at spille op til vals og Lena fandt sig igen distraheret. ”… kan du husk? Kan du huske... da vi lærte de trin?”

Bildte Juniper sig ting ind eller rystede Lenas hænder en lille smule? Hun lænede sig tættere på sin veninde, så tæt på, at deres næser næsten rørte hinanden. Et øjeblik stod hun bare sådan, trak vejret, som om hun tog tilløb til at fortælle Lena noget vigtigt. Og så pustede hun sin veninde i ansigtet, før hun lynhurtigt trak sig bort igen med et ansigts udtryk, der praktisk talt lyste af morskab.

”Tror du virkelig, at hun ville være skuffet over dem alle sammen? Jeg mener…de der,” ,” Hun viftede næsten foragteligt mod den lille klynge af gæster, der hidtil havde nydt godt af Madelena Grays opmærksomhed ”virker så kedelige, at de sikkert godt kunne finde noget at snakke om.” Hun nidstirrede et øjeblik den lille forsamling, det stjerneblå blik udstrålende en overbevist overlegenhed, total og komplet ligegyldighed.

”I guder, som I står og glor, skulle man tro, at jeg havde myrdet jeres bedstemor foran øjnene på jer, har I intet andet i skal?” snappede hun, så det et kort øjeblik var lige før, at de for sammen, før de blot stirrede foragteligt på hende. Tja, folk havde talt grimt om hende hele hendes liv bag hendes ryg, hvisket i krogene, når de troede, at hun ikke kunne høre dem. Hun kunne lige så godt give dem noget, der ikke begrænsede sig til at brokke sig over hvor ´skandaløs´ hendes kjole var. Som om det ikke var meningen. Mangen til små kedelige spidsborgere, der ikke anede noget om noget som helst, men troede, at de kunne kontrollere andre og sætte dødsyge normer op bare fordi de havde penge. Juniper havde aldrig haft den mindste smule tilovers for det og som sædvanlig faldt opgaven med at redde trådene ud til Lena. Hun havde aldrig været dårlig til den slags, så Juniper var ret sikker på, at hun ikke lige havde ødelagt sin venindes chancer for et netværk. Hvem gad også alligevel at netværke med folk vis tøj lugtede af mølkugler?
Juniper lod sig da også uden videre protester trække med bort fra selskabet, alt imens hun i sit stille sind morede sig over, hvad resten af gæsterne mon forventede, at der ville ske med hende. Måske håbede de, at hun ville blive smidt ud? Bandlyst?
Hun lo, en spindende blød latter.

”Jeg finder ikke meget komfort i de fleste mænd. Selvom nogle af dem underholder mig. Især dem, der lader som om de har styr på alting, men i al hemmelighed, vil de bare gerne trædes på. Hvordan var Ludwig? Sig mig i det mindste, at du ikke har skulle leve med dårlig sex i guderne måtte vide hvor længe.” Hun fnøs og rystede foragteligt på hovedet.

”Åh, du ved, sådan lidt over det hele,” bedyrede hun så i et luftigt tonefald, da de trådte ind i et afsides rum, der dæmpede lydene fra resten af selskabet. Det trak vagt op i Junipers ene mundvig, da hun fik øje på den sovende kat. Lena var virkelig stadig sig selv.

Et øjeblik så hun sig om i rummet kun for at blive distraheret, da Madelena talte igen. Hun vendte sig mod hende og rakte en hånd frem.

”Hvordan skulle jeg kunne have glemt det, når du var så tæt på mig?” Glimtet i hendes øjne var drillende, men inderst inde var spørgsmålet helt reelt.

Ja Madelena havde sørme fundet et absurd selskab at mængdes med ved Juns ankomst, absurd i kontrast til hendes livlige og letpåklædte veninde. Juniper havde aldrig forsøgt at tilpasse sig spidsborgernes små lege eller årtier gamle social manerer, på en måde var dette noget Lena havde beundret hende for. Lena mestrede den næste abbedisse værdige nejen og kunsten at charmere selv den tørreste gamle baron i sin dødsseng. Hvis Lena skulle, fulgte hun reglerne og gjorde det med et smil. Men Juniper Graceling var ligeglad. Juniper vil degradere hendes pæne pige stemme og sukke melodramatisk over Lena insisteren på disciplineret træning. Ikke at Juniper klagede når det kom til stykket, nej især ikke når en ladys manerer i højere selskab skulle gennemgås på værelset, og blev noget mere … intim end abbedisserne tillod.

Så naturligvis vil Jun grine af disse, indrømmeligt patetiske fem hun havde fundet sig. Selv den graciøse Madelena Gray kunne finde det brutalt at forgive et smil over Lord Godfreys tredje stald renovation.


”Ja det vil sørme være en forestilling hvis du gjorde” Sagde Lena med et ironisk smil, til Junipers råben om myrdede bedsteforældre. ”Jeg håber dog ikke det bliver nødvendigt, køkkenet har været i gang i dagevis, jeg var dog ikke forberedt på en Graceling, dette beklager jeg, hvis krydrede bedsteforældre er hvad du ønsker…” Fortsatte hun i en aristokratisk tør klang der gjorde de absurd mørke ord endnu mere komiske.

Nej Juniper og Ludwig i samme rum vil sørme være et syn. En del af hende var underholdt ved tanken, den del der længtes efter kaos under det perfekte ydre. Hun kunne se det for sig, Juniper læne sig i hendes skød, som hun havde gjort de år siden når Lena havde læst romaner hendes veninde længe frasagde som kedsommelige fornøjelser, kedsommelige at tage i hånden selv hvert fald. Ja Juniper ville læne sig på hende, i denne kjole og Ludwig, stakkels stakkels Ludwig vil sidde anspændt i salens anden ende i et ihærdigt forsøg på at skåne sit puritanske åsyn. Det morede Lena i højere grand end forestillingen burde og hun ønskede næsten det absurde billede kunne hænges på væggen. ”Du ved jeg var gift, ikke nonne, gør du ikke?”

Hun smilede til sin veninde i sin sædvanlige polerede sarkasme, men der var en usædvanlig eufori over Lena. Hun var ikke vant til dette og da Juniper rakte sin hånd ud fulgte hun sin dansepartners trin i komplet stilhed i længere end ment, tabt for ord eller hvor de skulle begynde. ”…. Jeg håber du nyder festlighederne… på trods af et par tørre gamle herrer og du ved… manglen på Gracelings køkkenet…. Hvis du skulle mangle noget…. Vil en ideel værtinde naturligvis gøre sit bedste” Sagde hun endelig med en munter men halvt fortvivlet stemme. ”Bare undgå at fortære tjenestefolket, og kattene. Ordentligt personale er skam ikke let at anskaffe sig som du nok ved.”

”Jeg tror jeg klarer mig med, hvad end det er du har forberedt. Gamle mennesker er sikkert alligevel…senede” vurderede hun tørt og slog det hen med en svag håndviften, at hun lige havde negligeret  kannibalisme ned til at være et spørgsmål om personlig smag.

Lena måtte have kedet sig i alle de ord, besluttede Juniper for sig selv, hvis det her var, hvad hun til daglig omgav sig med, hvad der ikke tale om ret meget udfordring på noget som helst plan. Hvis ikke hun var kommet på det tidspunkt hun gjorde, ville veninden da måske være tørret helt ud. Visnet som en uvandet blomst. Det ville mildt sagt have været tragisk, selvom dette selskab var meget mere…skolepassende, end hvad Juniper almindeligvis selv gav sig i kast med. På sin vis ville det have været sjovt at se, hvor længe det ville tage abbedisserne at falde i til en sådan sammenkomst. De fleste faldt i før eller siden med den overflod, som Juniper yndede at præsentere sine gæster for. Den komplette lovløse ligegyldighed overfor alt, hvad der kunne have heddet hæmninger. Hendes gæt var, at de ikke ville have holdt ret længe, hvis hvad hun oplevede at kunne suge ud af dem dengang på skolen stadig holdt stik. Ofte var det de mest selvretfærdige typer, der udgjorde de største vrag af skjulte synder og, måske netop fordi de havde undertrygt dem så længe, var det som at ødelægge en dæmning endelig at se deres mest naturlige impulser komme op til overfladen i fuldt flor.
Juniper anså ikke sig selv som værende ondskabsfuld, nogle ville nok have påpeget, at det ville hun ikke have været i stand til. Men nej, var der måske noget ondskabsfuldt i at hjælpe folk af med de lænker, som samfundet tvang dem ind i nærmest fra deres første dag i verden? Og hvis folk bebrejdede hende, tja, teknisk set, havde hun jo ikke præsenteret dem for noget, der ikke kom fra dem selv.

Så da den nye abbedisse Helga, en eller anden stakkels klosterpige, der sikkert aldrig havde ejet noget rigtigt i sit liv, blev taget for tyveri af skolens ejendom, bare en smule stikken til den grådighed, Juniper havde bidt mærke i hende, og forvist fra sit arbejde, følte hun ingen dårlig samvittighed.
Heller ikke da Tatiana Windwell havde ædt sig nær ihjel og måtte sendes til fastlandet for at blive tilset af en læge.
Det havde ret hurtigt stået klart at der var mange næringskilder på den skole.

Hun rystede tankerne af sig og betragtede Lena med et skælmsk smil.


”Kæreste sødeste, Lena. Gift og nonne kunne lige så godt være det samme. Jeg ville ikke overleve nogen af delene.” Hun trak på skuldrene.

Dansetrinene kom let til dem begge, som om det ikke var evigheder siden, de to sidst havde danset sammen. Junipers ene hånd hvilede let mod Lenas liv, den anden havde fingrene flettet ind i venindens egne. Ingen af dem behøvede at koncentrere sig ret meget for at holde takten, så selv i konstant bevægelse, fortsatte samtalen uhindret.

”Ingen er nogensinde helt forberedt på os. Det er en del af spillet. Jeg ved godt, at du ikke skuffer” påstod hun med en dæmpet latter.

”Jeg skal nok lade dine tjenestefolk være i fred. Om ikke andet så for venskabets skyld.” Hun blinkede kækt med det ene øje.

Juniper var… sig selv mildes talt. Stadigt halvt fortvivlet over den pludselige ankomst, fandt Lena sig uden nogen passende ord i længere stunder. Det vil måske være passende at sige hun i højere grad bekymrede sig for køkkenets egnethed end Junipers tilstedeværen. Deres dynamik føltes naturlig selv efter alle disse år. De faldt i med hinandens væren og Lena skulle ikke anstrenge sig med Jun. Det gjorde hun skam, Lena overså aldrig en detalje eller serverede tragiske undskyldninger for pøbelfoder, men en Gracelings standard ja det var en udfordring. Men Juniper havde altid kun leet af hendes nærmest paniske dedikation. Hun smilede let ved endnu et ungdoms minde. Juns besøg hos Lord Grays gods var nøje planlagt og Lena havde med særledes stor sandsynlighed givet faderen traumer på sjælen i sine krav. Ja den ikke så kulinarisk erfarne Gerold Gray fik skam travlt med at finde kokke fra kontinentet rundt. Trods hans mangler i finere kogekunst eller nogen form virkelig, samt ældgamle idealer ja så producerede adskillige af hans gårde en undervurderet delikat rødvin. Hvilket gjorde det mindre ydmygende når Juniper mødte op med Graceling imperiets gaver, at kunne sende en gestus af velvilje eller ærefrygt tilbage.

”Du ved, Juniper Graceling at regler kun er så kedsommelige som du gør dem hvis ikke en kan mestre deres billede fejlfrit nok til at finde hullerne. Ægteskab virkelig ikke al verdens til forskel… svage mænd har deres fordele… det er jeg sikker på at du ved.”

Hun smilede til sin veninde, i en gensidigt drillende vis. Det var en lettelse dog, at sige lige ud. ”Jeg må nu indrømme Graceling charmen har været savnet” hun svingede sin veninde rundt i musikkens takt, som var det et naturligt aften resultat imellem dem. Hun tænkte ikke meget over det indtil Junipers ansigt… hendes fine træk og strålende men gådefulde aura, var så tæt på hendes at Lena mistede tråden.

”Du… har ikke mødt mine katte…”

Sagde hun endelig, halvt akavet, efter hvad der føles som et uendelig langt moment af øjenkontakt.

Panikken var godt maskeret, som altid, men selv efter alle disse år, kunne Juniper nogenlunde vurdere, hvornår Lena havde en af sine mindre nedsmeltninger. Den komplette tavshed sagde mere, end tusind ord ville have gjort. Et øjeblik virkede venindens udtryk fjernt. På et eller andet punkt, havde dette træk ved Madelena Gray altid mindet Juniper lidt om Invidia. Tendensen til at overkomplicere alting, i hvert fald i Junipers øjne, en søgen efter en umuligt høj standard, de hver især satte for sig selv. Men hvor Invidia altid havde ladet til at komme til kort, når faderen endelig pillede ham fra hinanden, så virkede Lena altid til på en eller anden måde i sidste ende at, om ikke at opnå hvad hun søgte, så i hvert fald ikke og komme ud af kampen og ligne en komplet idiot.
Gad vide, hvad Invidia foretog sig nu? Hvad end det var, så så hans ansigt sikkert lige så syrligt ud som altid. Hun rystede det af sig med et lille smil, der skreg ´generende lillesøster´ I en brøkdel af et sekund tillod hun sig at savne sine søskende. Havde hun glemt hvor giftige dynamikkerne ofte var, eller var det en del af hvad hun savnede? Invidia havde altid været sjov at genere. Dog var der andre af flokken hun langt hellere ville have brugt sin tid sammen med i længden.


”Det er typisk af dig at sige, Madelena Gray. Du nød altid at finde huller, gjorde du ikke. Men helt ærligt, når alt kommer til alt foretrækker jeg at bryde ind i ægteskaber frem for ud af dem. Skål for gifte kvinder og deres elskerinder,” sagde hun med en let latter. Den havde en kold kant til sig. Komplet ligegyldighed over, hvad hun efterlod i sit kølvand, når først hun forsvandt ud af folks liv igen. I hendes hoved ophørte de fleste folk mere eller mindre med at eksistere, så snart hun ikke længere var sammen med dem. At folk følte ligesom hun gjorde, havde deres egne ting de ville, ting hun ikke var en del af, var kun en vag viden bagerst i hendes hjerne, en viden hun stadig ofte tvivlede på. For hvad havde folk i det hele taget at foretage sig, når hun ikke var der?
Mennesker var langt henad vejen tomme skaller, så længe hun ikke aktivt interesserede sig for dem. Hendes søskende var anderledes selvfølgelig. De sidste tyve år havde været en mere eller mindre ensom eksistens. Måske var hendes adoptivforældre lidt anderledes. Havde hun den mindste smule respekt for dem? Der kunne argumenteres for det. Og så var der Madelena Gray. En slags…kategori for sig selv egentlig. Det var fint nok, at Lena havde andre, Juniper skulle bare være vigtigst. I begyndelsen havde Juniper bare været nysgerrig. Hvilke synder indeholdt den her? Men det var blevet noget andet, noget mere reelt gensidigt, end hun følte for de fleste.


”Jeg har også savnet dig,” sagde hun med et smil. Et ansigt, der ville have passet fint i et maleri.

Var det et øjeblik af lyst, der fik Lena til at trække sig? Det smagte sådan. Juniper trak vejret skarpt ind, som om også hun var lettere overrumplet ved situationen. Egentlig var det mere for at indånde det.

”Det har jeg ikke nej,” bekræftede hun glat uden at give slip på Lenas behandskede hånd.

Lena smilede i en fortvivlet bedårende facon af sin uventede gæsts udtryk. Ja skål for elskerinderne i høj grad, der måtte Lena erklære sig enig. Juns nærmest lalleglade klang ville dæmonen slet ikke finde ligeledes bedårende hvis ikke stemmen tilhørte netop Juniper Graceling. Hendes Juniper, det undrede hende et øjeblik, hvorfor mon det stadig føltes så bekvemt at se hende sådan. Som hendes, Junipers manerer antydede hvert fald ikke en årelang separation. Nej måske lå en del af de unge pigers dynamik i netop denne finurlige dans af kaos. Eller nærmere var deres eget væld af kaos måske en form for harmoni i de to kvinders sind. Blandt hinanden var ingen rigide bånd af verdens lænker. Nej der var ingen speciel fromme forgudninger af folkets institutioner. De var dem og de gjorde som passede en adels lady og en skummel erhvervsdatter. Og så var Juniper forsvundet.

”Så vel, Lady Graceling er de vendt hjem for at lede os anstændige fruer i fordrev?”

Madelena talte, stadig smilende. At påtage sig de fromme taler foran Jun var så underholdende som altid. De havde moret sig en del således, leget lege om fine middage der ledte til hele verdens kollaps. Lena havde i sandhed savnet sin veninde, hun havde endda skrevet sine mest ærefrygtigt fornemme breve til Graceling familien i flere år efter, håbet på bare et gisp fra Juniper. Men i pågældende øjeblik var årene glemt, som der burde være. To ladies i et væld af kaos, kommer og går som det passer dem, som om intet var hændt. Ja Lena spøgte skam i sine ord men der var en sandhed heri. I de unge pigers initiale møde og de kommende par uger havde Lena været fortvivlet over sin værelses kammerats spøjse udbrud. Men ikke kun, der var en lille del af hende selv der føltes mærkværdigt bagvendt. Som om en styrke uden for hende selv havde lagt en forbandelse, en kraft som fik begæret til at koge over den fine unge ladys manerer. Truede at destruere det polerede jeg så opmærksomt dannet. Junipers ord, net blik virkede til at besidde en magt? En ustyrlig kraft af en art Lena ikke forstod. Og selvom hun havde forsøgt sig at ty til bøger og vise svar, endte Lena med at opgive sin undren. Tvangen drev borte og kun Juniper og hun var tilbage, ja hun havde såmænd følt en forandring imellem dem men antog at svar ikke var at finde. Hun fulgte nu Juns uartige eventyr af egen vilje, i egne kløgtige metoder. Ja det pæne polerede ry kom til nytte i både abbedissernes godtro og selv i at finpudse Juns ofte mere impulsive metoder.

Jun holdt stadig hendes hånd tæt nu her, ja det vil måske have været akavet, den lange stilhed og de mærkværdige blikke, var det ikke Juniper af alle med hende nu. Det havde været noget af en sætning hun havde valgt at bryde den spændte stemning på. Ingen af Madelena Grays sædvanlige galante vittighed havde kommet igennem. Men Jun, Jun virkede ikke spor overrasket. Lena så på deres hænder et øjeblik, de var så fornemt sammenfiltret i perler og diamant stjerner, en harmoni…et kaos… smukt. Hun tænkte om en kunster kunne fange denne æstetiske eufori hun mærkede. Lena så igen Juniper og strøg den mindste malplacerede lok hår på plads før hun førte sin veninde til bords og kaldte en tjenerinde ind med vin. Hun adresserede igen det kaotiske væsen kaldet Juniper Graceling.

”Jeg indrømmer du sørme har lykkedes allerede, var jeg a svagere nærvær og i besiddelse af en ringere ladies maid var jeg måske besvimet på stedet.” Hun brød ikke øjenkontakten med Jun som den forvirrede tjenerinde serverede dem vin i gyldne kar. I et forsøg på at samle sig i sine sædvanlige poised manerer, forsøgte Lena at skifte emne. ”Ja det en skandale i hvert fald, så mange af disse piger forstår ikke korsetteringens kunst nu til dags, i sandhed en skændsel, jeg undrer mig skam om nogle fruer her er informeret korrekt… at lungernes blokering kan undgås med sund fornuft.”

Lena skulle måske have valgt mindre ophidsende skandaler ar distrahere sig selv i end underuddannelse i simpel korsettering. Hun lod et dramatisk suk fra sig og tog en slurk vin, imens irritationen stille hen lod sig ligge i baghovedet, hvorefter Madalena igen så Jun i øjnene, tilbage var den blidere tone og milde blik. Hun gav et næste usynligt nik og de to katte kom løbende til hende.


”Juniper Graceling, Erica, Lavinia… I har en del til fælles virkelig. Jeg håber i når at kultivere et bekendtskab inden du skal …. Videre (igen)”

Lena ønskede ikke endnu at tage afsked men hun var vel forpligtiget til at stille det fatale spørgsmål.



”Du tager vel ikke afsted med det samme?”

Lenas fortvivlede udtryk, fik næsten Juniper til at le. Det gav hende lyst til at række ud og røre den anden kvindes ansigt. Hendes ord gjorde kun trangen til at grine større. Nuttet. Selvom Lena nok var en af de folk i Junipers liv, der var kommet tættest på hende i noget, der kunne minde om en emotionel manér, men nok alligevel på nogle punkter ikke helt var det for lige netop dette væsen, så var der stadig cirka en million ting og lidt til, som den gamle kostskole veninde ikke havde den fjerneste anelse om og potentielt ville hun måske slet ikke have lyst til at vide det, skulle det endelig komme til det. Ikke at Juniper regnede med det. Som hun så det, passede det udmærket, at Madelena Gray kun havde kendskab til Juniper Graceling og ikke til Gula Peccatum. Eller, det ville sige, det havde Lena jo så alligevel. Hun anede af gode grunde bare ikke, at det var det hun havde set. Men faktum var, at når man boede på værelse med Juniper i en længere periode, så var man også bundet til de night terrors, der havde plaget hende efter adskillelsen fra resten af familien og nok også havde sin grobund i resten af den tidlige barndoms hændelser. Desuden havde hun set, Juniper næsten stikke en anden piges øje ud under den første lektion i fægtning. Juniper havde fået stukket et blankvåben i hånden og alt hendes træning havde taget over. Selvom hun havde fået skæld ud, og der var blevet skrevet hjem til hendes forældre (som mere eller mindre blot var blevet vrede over, at skolen vovede at fjendtliggøre deres dyrebare baby), vedholdt Juniper stædigt, selv den dag i dag, at hun ikke havde gjort noget galt.
Der havde været spørgsmål, selvfølgelig havde der det. En bofælle der skriger på latin om natten og så samtidig lader til at kæmpe som om vedkommende aldrig har gjort andet, er dømt til at løfte et øjenbryn eller to. Men en mindre heldig sideeffekt ved at bo i samme rum som Juniper Graceling var, at hun kun var et behageligt bekendtskab, så længe man ikke snagede i ting, der ikke vedkom en. Og den på mange måder udadreagerende unge pige vendte hurtigt på en tallerken, hvis nogen generede hende. Lena var kommet tilbage fra en lektion til alle sine ting spredt udover værelsets gulv. Juniper havde endda engang snuppet en af hendes bøger direkte ud af hænderne på hende og kylet den ud af vinduet. Senere, da de faktisk var blevet tætte, reagerede hun på hvad hun anså som fornærmelser ved køligt at tilbagetrække alt, hvad der kunne minde om affection. Ikke at hverken disse vredesudbrud eller relationsmæssige overskæringer havde været mange. Juniper undskyldte sig i hvert fald med, at der kun var tale om de første få uger.
Men hun havde aldrig gjort noget ved Lenas katte. Ligegyldig hvor uimponeret, hun så var af dyrene som bare dyr, kunne hun ikke undgå at se netop dem, veninden var omgivet af som en forlængelse af veninden selv. Altså var de fredede selv i hendes værste irritation.


”Mig? Fordærv? Aldrig. Kære, jeg kunne aldrig drømme om at opfordre folk til noget, de ikke selv havde i sig i forvejen,” svarede hun kryptisk.

Hun lod sig føre til bords. Nippede tilfredst til vinen. Meget kunne man sige om Gray familien, men vin var de aldrig gået på kompromis med. Selv var hun dog begyndt at mærke en vis utålmodighed over, hvor maden blev af. En begyndende mindre fornemmelse af svimmelhed, en sitren i fingrene. Et øjeblik faldt hun lidt ud af samtalen og lyttede kun med et halvt øre. Måtte lige bruge et øjeblik på at justere sig selv tilbage til samtalen.

”Hvis de er så ringe, hvorfor betaler du dem så?” spurgte hun helt oprigtigt og lagde hovedet på skrå.
Og så, katte. Juniper havde sine egne dyr. Heste var en af hendes helt store passioner, hun havde et par hunde til jagt og større vildt og en elegant lille falk til det mindre. Det skulle da heller ikke kunne udelukkes, at tjenestefolkene, havde skaffet et par katte for at holde hendes ejendomme fri for mus og andet kravl. Alligevel faldt det hende svært at se, hvad ellers folk så i disse. Så det var mere eller mindre kun fordi, hun forbandt dem så kraftigt med Lena, at hun pligtskyldigt strøg dem over pelsen.

”Madelena Gray, du lyder jo helt som om, du ikke vil have, at jeg går,” næsten spandt hun (ironisk nok).

Noget folk ikke havde i sig i forvejen? Nej andet end det rørte Juniper vel ikke. Så meget havde Lena i sin færd efter svar dog nået frem til. Det var måske lettere, ikke at stille spørgsmål men Junipers essens kunne til en grad ikke lade vær med at fascinere hende. Selv uden for venindens besværgelse fandt Lena sig forgabt, trukket ind i bølgerne af Juns kaos. Der var en vise de sang blandt perleøens landsbyer, en fabel i sandhed. Advarende om øens stoltheds symbol, samfundets perler, de perfekte ladies. Ja den mørkere side af øens hierarkier havde Lena måske ikke behov for at overveje, ikke at hun selv følte behov derfor men hun havde hørt rygterne. Skolen gjorde sig stort i at tilfredsstille arternes fødemuligheder og bevare gode relationer til øboerne som arbejdskraft, men det skete vel at en bondedreng lokkes ind af de mere dystre sindede rigmandspiger og forsvandt, familierne betalt af for deres stilhed. Nej visen havde ikke været for Lenas øre men at besidde familiens varg evner havde sine fordele. Sangen havde sin skønhed måtte hun anerkende, især ironien af at høre den sunget af en flok dansende bønder, så…sorgløse, frie for en stund trods deres trøstesløse liv, metaforisk eller i få yderst miserable sagn, bogstavelig føde for perlerne. Lena havde ikke forstået behovet, sjældent set behovet for løsrivelse, ikke før hun mødte Jun. Hvor mange af de tragiske skrøner om tabte sønner kunne tillægges akademiets piger, ja det var ikke til at afgøre. Ulykker skete til havs, men børn voksede skam op advaret derom og ærligt er en gruppe perler i det vilde noget af et uncanny syn. At legender og skrøner vil vokse var ikke så underligt. Lena havde nu tænkt på den ildevarslende vise med en ømhed. Teksten fortalte om en ung mand drevet til vanvid af havets perler, villig til at opgive sit liv for en perlekæde til sin udkårne, og fanges såfremt i havets bund, i et uundslippeligt kaos. Lena var klar over hånen adlen de stakler har måtte bearbejde, men sangen havde altid mindet hende om Jun. Et kaos hun ikke ønskede at undslippe. Og nu var hun tilbage, sad over for hende i kød og blod.

”Jeg beskylder dig ikke Juniper, det har jeg aldrig gjort”

Hun tog en slurk af vinen og var svagt forbavset over oprigtigheden et øjeblik. Ja hvorfor skulle det være anelredes med Jun? Bare fordi veninden havde forladt hende årevis? Lena forsøgte dog at beherske sig og vendte tilbage til den mere, fra hendes side akademisk grundlagte samtale.

”Oh Jun, jeg er sikker på at du forstår besværet i at anskaffe ordentlig tjenerskab og tro mig jeg kæmper. Min sidste kendte ikke forskel på merlot og rondo rød.” Lena rystede op hovedet, halvt leende af sin tragiske søgen og mindet om pigens ignorance i druefarver, hvor mon pøblen modtog sin uddannelse? Nåede Lady Gray at tænke før hun fortsatte sin filosofiske overvejelser ”ser du, jeg finder slaver enormt deprimerende at have liggende i huset, jeg er skam ingen revolutionær i deres sag det kommer ikke mig ved men ved herre bevares må mit hus være fri for den bedrøvende energi. Desuden har finansiel motivation vist sig gavnlig”

Lena så på som Juniper, mærkværdigt høfligt for Juniper, strøg hendes kammerater. Og virkede næsten underholdt af hendes spørgsmål. Nej Lena var ikke klar til at miste Jun endnu en gang, eller såmænd at tænke de tanker. At lade sig føle sorg eller hvad end Juns forsvinden nu havde gjort ved den sammensatte lady Gray ved sin sidste afsked, eller mangel derpå.

”Nej som du nok selv har tænkt er det først lige ved at blive morsomt her”

Hun talte med en sarkastisk klang og observerede sin veninde, ved herrens… havde hun lige introduceret Juniper Graceling til katte, katte… dyr hendes sære skabning af en veninde tolererede ud af belejlighed og venskab? Havde hun introduceret dem før tilbuddet om middag? Til Juniper Graceling. Lena fandt sig panisk et øjeblik og måtte sætte sig i et anfald af præsentations angst hun ikke havde følt spor af ved begivenhedens start.

”Jeg…. Beklager… Jun… hvor er mine manerer? Jeg skal straks tilkalde kokken”

// sangen jeg refrerer til er basically [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] men forestil dig mere medival vibes og med dæmoner//

Juniper smilede, men der var en snert af noget køligt i det. Det nåede ikke rigtig de isnende blå øjne, som søskendeflokken så karakteristisk bar. Der var næppe mange af dem, der ofte smilede med hele ansigtet. Over dem lå en utilgængelighed, der ikke var til at fornægte og nogle gange blev den markant tydeligere end andre. Med et nonchalant udtryk nippede Lady Graceling atter til vinen, lod det ubekymret et øjeblik være uvist, hvorvidt hun var blevet reelt fornærmet af venindens drillende anklage eller ej.

”Det kunne ellers godt have lydt sådan, men jeg tilgiver dig, fordi du er dig. Desuden er du for klog til at ville fornærme mig åbenlyst med vilje,” konstaterede hun ophøjet roligt. Selvom hun holdt meget af Lena, så var det også vigtigt, at hun ikke troede, at hun bare kunne komme her og rode i ting. Hun anede ikke, hvor meget særbehandling hun modtog i forvejen. Enhver anden, der var så sen til at sørge for, at Juniper ikke sultede ihjel, ville hun allerede på nuværende tidspunkt have været ved at overveje at æde selv. Men med Lena holdt hun sig i skinnet. Måske noget af det tætteste Juniper kom på en reel erklæring af omsorg. Ikke at gå amok over manglende mad.
Selv abbedisserne havde relativt hurtigt fundet ud af, at de ikke ville være i stand til at holde hende i snor, hvad angik skolens ellers nøje tilrettelagte spisetider uden at pigebarnet gik så langt som næsten at blive decideret aggressiv. Nej selv de, i alt deres trænethed, der ellers med rette skulle have kunne modstå et hvert temperament og få selv den mest genstridige rigmandsunge til at rette ind og modtage titlen som en af samfundets perler havde efterhånden måtte indse, at det var bedre blot at bøje sig og undgå det frygtelige raseri, der var en udsultet Gracelingdatter. Og det på trods af, at ingen mente, at de sultede hende. Nå, men hvor om alting var, så var hun et særtilfælde i og med, at hun rent faktisk fik lov til at have mad med sig rundt på skolens område uden at få skæld ud. En detalje, som Madelena Gray til sin venindes store pinsel lod til lykkeligt at have glemt.



”Jeg kender det godt. Med flere og flere steder, der forbyder slavehandel lader flere og flere tåber til at af med deres vare i utide. De tager overpris for ting, der enten er for knækkede eller genstridige til rigtig reelt at fungere som arbejdskraft og det hele er ærlig talt bare et rod, hvis ikke man ved, hvor man skal gå hen.” Hun fnøs småirriteret. Modsat Lena følte hun ikke nogen problemer med, at lade sin husholdning køre på ubetalt arbejdskraft, i hendes hoved burde folk bare være taknemmelige, så længe de havde et sted at bo og lidt mad engang i mellem. Dog var hun ikke uden standarder i forhold til, hvor glat ting skulle gå og middelmådige slaver, var ikke noget, hun havde tænkt sig at slæbe med hjem.

”Bedrøvelig energi? Hvis de er så kede af det, er de frie til at være det uden for mit åsyn. De er stadig i live og jeg gør dem ikke noget (medmindre de er irriterende). Jeg kan virkelig ikke se, hvad de skulle have at beklage sig over,” erklærede hun nøgternt og tømte sit vinglas. Uden et ord holdt hun det ud fra sig i strakt arm for at få det fyldt op igen.
Ved Lenas næste ord lyste hun helt op, hendes kropsholdning blev øjeblikkeligt mere afslappet og hun lænede sig tilbage i stolen. Et glimt af ren lettelse flakkede henover de kølige ansigtstræk.

”Guder ske tak, jeg var begyndt at overveje, hvilken syg forhandlingstaktik det her var,” udbrød hun. Lagde på ingen måde skjul på, at det faktum, at Lenas tanker ikke udelukkende drejede sig om hende generede hende unaturligt.

Havde så enhver anden gæst set sig så sorgløst an i hendes generøse hjem, jah så vil Madelena afhængigt af deres status, gavn og underholdningsværdi vurderet en passende håndtering af situationen for længst. En god værtinde ønsker trods alt at behage sit selskab… hvis de var det værd så at sige. Et par fordrukne baroner var trods alt forkælede og naive nok til ikke engang at vurdere en bortvisning som fornærmelse hvis hun smilede pænt. Men var dramatikken til underholdning for Lady Gray kunne det jo ikke skade at beholde intrigernes kilder nær sig lidt længere. Men det her var Juniper Graceling og Lena virkede til at have mistet alt kurs for aktion eller retning.

Havde hun lige tvunget en høflig introduktion imellem sine dyr og Juniper? Hvorfor? Hvis der var noget Juniper ikke brød sig om var det jah… manerer og besad ikke lige frem Lenas kærlighed for dyrene. Hun havde trods alt håndteret Theodora, Lenas gamle familar vældig pænt, for Juniper Graceling standarder. Selv når Lena indrømmeligt havde afprøvet grænser. Sendt katten i hendes skød for eksempel, dog virkede søgen efter den kønne piges affektion bedre udenfor dyrets besiddelse. Lena vil have smilet af tanken var hun ikke så tabt for ord eller handlingskraft forventet af en lady, en værtinde af…. En hver der her stødt på en Graceling. Hun kunne blot smile i hektisk undren som Juniper hentydede til en utilfredshed. Hun morede sig blot, med Lenas fin følende sanser for pligt, ikke? Eller til en grad, håbede hun. Nej Juniper tilgav hende meget men sult… nej det kunne hun ikke påføre Juniper. Hun ringede en lille gylden klokke der straks burde tilkalde den højt værdsatte kok, Mrs. Payne. Det havde været en pinefuld og kedsommelig søgen efter en huskok med anretnings evner så vel som konditor træning, desuden var kvinden… behagelig at have om sig og Lena gik med et lille håb om at Juniper vil skåne hende for meget af Graceling vreden.

Juniper… Juniper måtte straks fodres så meget havde Lenas, i øjeblikket fortabte hjerne nået at opfange. I færd med at beherske en skælven rejste hun sig og nærmede sig igen sin veninde.

”Jeg beklager såmend, Jun… du har vist fået sendt mig helt og aldeles ved siden af mig selv…”[/i]

Lena forsøgte at smile beroligende som hun instinktivt lagde en hånd på Juns skulder. Det overraskede hende et øjeblik, men denne naturlige intimitet imellem dem føltes så ordinært så givent. Selv når Jun var… i færd med et Juniper udbrud…

[i]”… frygt ikke kære Jun… Jeg vil ikke lade dig af alle gå sulten. Jeg har ikke glemt Abbedisse Alexandrias ihærdige forsøg… desuden er en festlighed ikke en festlighed uden Graceling strabadser vel? Og hvordan skulle jeg ellers beholde dig her” hun smilede drillende men håbede inderligt at kokken vil ankomme snarest, så længe kunne selv Lena ikke holde denne gæst hen. Og hendes bønner blev hørt da det bankede på døren og Mrs. Payne trådte ind med et fad urørte lækkerier. Lady Grays store lettelse over den endnu ikke opståede mangel på festmiddag, må næsten have vist sig.

Hun fornemmede tydeligt Lenas ubehag. Ikke, at hun ikke var god til at skjule det, men der var nogle gange bare en energi over hende, der for dem hun var tættest på, hvem Juniper trods års adskillelse stadig regnede sig selv blandt, afslørede tegnene på et indre mentalt sammenbrud. Eller i hvert fald en mindre eksistentiel krise. Modsat hvad man måske ville have forventet af en nær og kær ven, foretog Juniper sig ikke rigtig noget for at afværge Madelena Grays bekymringer. Der var ingen beroligende ord at hente fra hende. Ikke så meget som en fremstrakt hånd. Snare lod hun næsten til at svælge i den anden kvindes ubehag ved situationen. Afventede nysgerrigt, hvor længe det ville tage for hende at finde tilbage til sig selv igen. Hun havde ikke tænkt sig at gøre noget for at hjælpe. Ikke endnu. Madelena havde været alene længe, så hun kunne tildels tilgive hende, at hun havde glemt, hvordan tingene fungerede heromkring, men hun måtte selv huske på, hvordan tingene burde være, dermed sagt, at Juniper var komplet overbevist om, at hendes behov burde være i centrum for alt og alle hele tiden. Hvis det tog en mindre krise at minde sig selv om, hvordan tingene burde være, så ville Juniper ikke blande sig i det. Hun betragtede blot veninden med et lettere kryptisk smil. Et smil af den slags, der gjorde det svært for folk at greje, om hun reelt morede sig på deres bekostning, eller om hun blot var faldet i staver og overvejede noget for sig selv, der ikke havde noget med dem at gøre. Det første var som regel det rigtige svar selvfølgelig, hvilket de fleste der blev udsat for det nok også inderst inde godt vidste, men det ville være uhøfligt at kalde hende ud ikke sandt.

Først da Lena lod til at genvinde noget af fatningen og, formodede Juniper, tog kontakt til køkkenet, rejste dødssynden sig fra sin stol, slentrede nonchalant over og lagde armene om Lena med en varm stilfærdig latter.

”Beklager? Du har intet at beklage. Du tænker vel ikke så lavt om mig, at du frygtede, at jeg ville blive vred?” Hun lagde hovedet lidt på skrå, anlagde et forvirret, ja endsige næsten fortvivlet udtryk, vente glædeligt situationen på hovedet.
Fornemmelsen af Lenas hånd mod hendes skulder, fik hende til at smile. Nærmest af rent instinkt lænede hun sig ind mod veninden. Et kort øjeblik stod de to så tæt, at deres næser næsten kunne have rørt hinanden.
”Jeg har savnet dig, ved du,” hviskede Juniper, lod det hænge et øjeblik i luften, før hun trak sig bort.

”Sid ned ikke?”opfordrede hun så, fuldstændig som om, det var hendes bord og ikke omvendt.
Hun valsede tilbage til sin egen stol, satte sig ned næsten i samme øjeblik som maden blev sat på bordet.
De første par bider slugte hun næsten uden at smage dem, mere for at fjerne den indre tomhed, der altid lurede end af reel værdsættelse af nogens madlavningsevner. Tilbage i hendes tidlige barndom kunne et helt måltid have været forløbet på denne måde. Og der var aldrig nok. Nu var hun dog hurtig til at få styr på sig selv. Tog sig tid til at nyde de sanseindtryk, hun blev præsenteret for. Efter at være blevet indlemmeret i Graceling husholdningen, havde Juniper fået smag på livet på mere end en måde. Alt kunne i for sig fortæres. Ikke alene mad. Og hun ville allerhelst smage alt.
Hun tog en slurk vin, der næsten udgjorde et halvt glas, betragtede Lena med et underholdt glimt i øjet.

”Selv jeg må indrømme, at det er en udmærket kok, du har fundet dig. Jeg ved ikke, hvor du har støvet hende op, men jeg håber ikke det var alt for dyrt." Hun værfede irriteret en kat væk, da den vovede at komme for tæt på hendes tallerken.

En sulten Juniper Graceling var skam intet at spøge med og selv Lena, som havde set det mystiske væsen selv dybere end de fleste, ja selv Lena måtte se sig forsigtig an. Ikke at Juniper vil gøre hende noget, så meget var Lady Gray klar over, så meget havde hun erfaret til at konkludere. Men kønt var prospektet af en ud sulten Graceling datter ikke. Men som de to glimtende perler stod så tæt, og hvad der kunne betragtes som rationelle tanker var langt borte, kunne Lenas drillende ord vel lyde jah… bare en anelse ængstelige.


”Naturligvis ikke… Lady Graceling… jeg hader blot at skuffe sådanne kønne piger”

Hvad var det der bragte den fine polerede Lady Gray i sådan et udu ved Junipers tilstedeværelse? Det var ikke længere hvad en magt pigen havde besiddet og ført uvidende unge Lena ind i. Nej noget havde fortsat da Jun de mange år siden begyndte at bede Lena holde hende om natten. Som de voksede tættere, og nu…. Nu var intelligente, kontrollerede Lady Gray reduceret til en skælvende idiot af en slags. De hun hånede i romaner og endte i fordærv af egen naivitet og galskab. Og hvis Lena ikke havde vist bedre end at ty til klicher, havde hun påstået det gjorde ondt i fysisk tilstand da Jun trak sig.

”Så det har du?”


Hun talte med en sarkastisk klang og et forundret smil, men den maskerede undren bar mere sandhed end en et rationelt tænkende, pragmatisk væsen som Lady Gray kunne lide at indrømme. Havde hun? Lena har aldrig gjort sig svær at finde, hvorfor nu? Hun fulgte Jun til bords i mindre elegante trin end de fleste så hende betræde.

”Sentimentet er skam gengivet, Jun… Du har vel historier at fortælle? Alle de år…”

Madelenas lettelse var af enorm omfang som Jun roste maden. Hun sendte en tjenerinde ned med det samme efter et yderligere dessertfad og vin. Samt en lille tallerken til hende selv. Lena vil ikke gøre sig den fejl og tro en sultet Jun kunne dele. Det var ikke fordi hun som sådan havde behov for føden som… hvad end væsner Junipers hørte til… men Lena værdsatte kunst, hvilket inkluderede kulinariske udforskninger. Desuden gav indsigt deri mulighed for samtaler i ved de forskellige gilder og hun kunne ikke benægte morskaben i forvirring det skabte. Mange forventede ikke en dæmon at indtage føde men Lena var en succubus ikke en sanseløs. Hun gav et stykke kød til Erica hvorefter hun gav dyrene besked og de fulgte tjenerinden til køkkenet. Hvis en hver anden havde vist sådan ligegyldighed for hendes katte vil de ikke regne med en invitation før en grundig omgang plager, men med Jun foran hende nåede Lena knap nok at anskue situationen. Jun? Hvad skulle hun gøre ved Jun? Hun var ikke klar til at give slip endnu, selv hvis en afsked vil betyde tilbagevenden af hjerneceller.

Lena fangede et glimt af sig selv i et gyldent spejl og til hendes forfærdelse havde lokker af det fine ravnesorte hår begyndt at undslippe nettet. Hun endte med at konkludere hendes tilstedeværelse i balsalen ikke længere var nødvendig for i aftenens gilde. Jun kunne altid lide det sådan alligevel…


”… Har du brug for et værelse? Under dit besøg i Doomsville? Et værelse og en kok naturligvis”

Hun studerede Lena med hovedet lagt let på skrå, ville ønske, at hun kunne læse tanker et øjeblik, så hun kunne se, hvilke ting, der gik gennem Lady Madelena Grays hoved lige nu. I øjeblikket lignede hun næsten et rådyr, der havde fået øje på en jæger, sekundet før det blev skudt. Måske var der slet ikke nogen tanker i hendes hoved. Overvejelsen morede Juniper et øjeblik. At hun potentielt kunne have den effekt på nogen så…ordentlig, velorganiseret. Eller måske rettere, en der troede, at hun var ordentlig og velorgansieret. Men helt ærlig, var det ikke altid dem, der gik op i sømmene hurtigst, når det kom til stykket? Det var dem, der beholdt alt deres kaos indeni, der ikke kunne holde til, når det blev præsenteret for dem i rå og uhindret form. Var det hvad hun var? Hvordan hun så sig selv? Måske lidt. Juniper brød sig lidet om vurderinger, heller ikke at filosofere over sin egen plads i verden, når det kom til stykket. Den var på toppen, selvfølgelig og det var så det for den konklusion.


”Oh og har du mange kønne piger måske?” Det stak et eller andet sted. Jovist, måske havde hun haft et liv af en slags i alle de år, de to havde været væk fra hinanden, men når hun forestillede sig dem fra Lenas side, brød hun sig mest om at forestille sig Madelena Gray som et funktionsløst mess, der ikke kunne ret meget andet end begræde hendes fravær. At nogen potentielt kunne have overtaget hendes plads, som det vigtigste element i Madelena Grays liv, for var det ikke hvad Juniper var i alle de liv, hun endte med at beære med sin blotte eksistens og tilstedeværelse? Ja det var rent ud sagt slet ikke faldet hende ind før nu, at noget sådant ville have kunne lade sig gøre overhovedet og nu, da det faldt på plads i hendes hjerne, væmmedes hun mildest talt ved tanken. Absurd. Obskønt. Det var i retning af sin egen skandale og et øjeblik vidste selv denne mindre kaosinkarnation ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde lyst til at…hvad? Trække noget i stykker? Minde Madelena Gray om, at alle de andre potentielt eksisterende kvinder, ikke var her i aften. Ergo, var det Juniper, der var kommet tilbage, den eneste ud af en flok for hvem Lady Gray rent faktisk betød noget og dermed den eneste, som hun burde beskæftige sig med. Hun ville have kysset hende i det sekund, hvis det ikke var fordi det havde banket på døren. Måske ville der have været perler udover det hele lige om lidt, men sådan blev det altså ikke.

”Selvfølgelig har jeg det! Det meste af resten af verden er idioter (og ikke lige så sjove at lege med).” De blege kinder havde antaget et varmt skær som mange ville have fundet bedårende i en rose og det blå blik var intenst. Næsten iltert. At hun sådan kunne drage tvivl om noget, Juniper lige meget tydeligt havde informeret hende om.
Maden lagde en dæmper på hendes nerver og hendes irritation. Gradvist fandt hun synligt tilbage til sit legesygt ligefremme selv.


”Tja, historierne er ikke fra en ægteskabsroman i hvert fald.” .” Hun blinkede dovent med det ene øje. Et kort øjeblik overvejede hun næsten at fortælle Lena om genforeningen med sin bror, bare tanken om ikke at være alene længere var stadig nok til at sende et sug gennem hende af ren og reel glæde, men hun skubbede det hurtigt af vejen. Kom på bedre tanker.

”Jeg tænkte nu bare at sove i din seng,” sagde hun muntert, som om det var det mest åbenlyse i verden.

Juns blik var hvad, intens, gennemborende, levende i en kaotisk facon kun Juniper Graceling kunne formå at præstere. Der var varianter af det selvfølgelig. Der var beruselsen den uartige rigmandsdatter ikke lagde skjul på når en Abbedisses dag skulle saboteres. Jun nød andres lidelse, det havde Lena indfundet sig med, nogen gange var hun dog usikker på om det var underholdning eller om Juniper fysisk krævede kaosset for overlevelse. Så var der den oprigtige lykke de færreste så uden et fad kogekunst foran dem. Men Lena fik lov til mere, ja der var de få intime momenter og så rideturene, Jun havde altid en essens af kaos over sig men i de stunder havde hun været som tømt af foragten hun bar, hvorfra den opstod havde Lena ikke turde spørge. Og så var der blikket nu, hvad var det? Jelousi? Lady Gray nød skam smigeren men Jun skulle også have sin.


”Ikke så kønne som dem, Lady Graceling, sikken blasfemisk formodning”

Det var sandt, elskerinder her og der havde de vel alle men ingen hun som sådan kunne savne når de forlod et gilde.


”Så det er de? Jeg er beæret over at være en untagelse… stadig. (selvom du lod mig vente i årevis) Ja jeg må erklære mig enig, ja jeg mistænker nogen har været godtroende nok… faldet for dit søde smil. Jeg undrede mig i årevis… lignelsen i hellige templer og de mest anerkendte af kunstsamlinger virker til at have genkendelige ansigter på Elona’Dal. Jeg har ret har jeg ikke? Du, Juniper Graceling har fortryllet nogen stakkels kunstnere?”

Tanken morede hende og et øjeblik af lettelse, tilfredsstillelse… noget kom over hende. Efter alle de år og undren havde hun ikke mistet forstanden, jah Lenas komplette sammenfald vendte dog tilbage efter det korte moments selv kongratulerende behag. Hun smilede dog af Juns kryptiske formuleringer. Det var typiske Juniper Graceling.

”Oh Jun du har vel aldrig læst en ægteskabsroman, har du?”

Hun grinede let, ja så meget som Juns mystik og sarkasme morede hende, kunne det samme siges om Gracelings mangel på litterær viden. Men den kønne ladys næste ord slog hende næsten ud. Ikke af frygt, eller ubehag nej… det var uventet, det burde det ikke have været men efter alle de år og ikke et svar… og her sad de. Madelena måtte beherske sig, fra ikke at skrige… ja! I stedet fumlede hun pludseligt over egne ord i meget uelegant facon.


”oh… det kan … dette kan arrengeres… Lady Graceling…. Ønsker du at… trække dig…. Nu? Med det samme? Jeg har mere dessert er jeg sikker på? Ikke at jeg modstår denne ide om … ehh seng…… jeg vil bare være sikker? Ehh vi kan ehh tale inden hvis du ønsker? hvad bringer dig til Doomsville?”

Det lod til, at Madelena Gray ret hurtigt indså sit fejltrin, et fejltrin, der kunne have været monumentalt, hvis Lena havde været en anden og nok ville have kostet hende hovedet eller i hvert fald venskabet, hvis Juniper havde været sin storesøster, Hovmod. Der havde hun bare at se. Hun var immervæk heldig, at det var Juniper hun havde faldet i bekendtskab med og ikke en af dem af hendes søskende, der var mindre morsomme at beskæftige sig med. Juniper var jo praktisk talt tilgivelsen selv i sammenligning. Invidia ville have brugt årevis på at destruere hende, Ira ville have smadret hendes ansigt og Subsub..tja, hun var så vant til at være yndlingen, at hun nok ville have knust et væsen, der antydede, at hun potentielt ikke var det for nogen. Stakkels lille Subsub. Gad vide, hvordan hun klarede livet uden faderen til at holde sin beskyttende hånd over sig konstant, dag ud og dag ind. Hun kunne aldrig gøre noget forkert vel? Et øjeblik morede hun sig ved tanken om Subsub, der netop gjorde alt forkert, men så gik det op for hende, at det virkede som noget Invidia ville bruge sin tid på og hun skubbede det fra sig. Hvis der var nogen, hun var bedre end i sin søskendeflok, så påstod Gula i hvert fald selv ihærdigt at hendes forbitrede næsten tvillingebror var en af dem.

Han måtte vel selv indse det, at alle andre havde noget han ikke havde. Var det ikke der en del af hans bitterhed stammede fra? Ynkeligt. Men hun savnede ham alligevel. Savnede at stikke til ham, ville have været en mere korrekt betegnelse, men Juniper kendte ikke forskellen.

”Godt, jamen så tilgiver jeg denne fornærmelse. Mest fordi du er dig, men det havde du sikkert regnet ud,” fastslog hun og sendte Lena et tindrende varmt smil. I ordene lå nok også en tydelig advarsel.
Jeg regner ikke med, at du skuffer mig igen.

”Åh, florerer Augustus´ kunst stadig? Det anede jeg ikke. Det er gammelt. Det sidste jeg har hørt, var at han blev hængt for blasfemi eller noget i den retning, men du ved….rygter, de løber ofte af med en. De andre kunstnere, der har brugt mig som inspiration er mindre… kontroversielle. Så vidt jeg ved har Augustus Pygmalion altid haft ryg for at være….moderat sindssyg?” Hun overvejede det et øjeblik, imens hun tyggede på en bid kage.

”Nej, det har jeg ikke. Det er mindre sjovt uden dig til at læse dem for mig,” medgav hun med et lille suk. Juniper havde ikke rigtig nogen interesse i litteratur udover som lydtapet, når hun forsøgte at falde i søvn, men ikke kunne og Castien var ikke en lige så levende oplæser, som Lena havde været.

Hun lo, da Lena sådan famlede efter ord. ”Men søde søde Lady Gray, her foreslår jeg, at vi kan dele en seng for at spare dine tjenestefolk besværet ved at klargøre og opvarme et nyt værelse og så opfører du dig som om, at jeg med mit gode hjerte har foreslået noget komplet skammeligt? Og jeg som bare gerne ville holdes igen.” Hun lagde en hånd over hjertet med et teatralsk såret udtryk, før hun lidt efter blinkede med det ene øje.

”Pfft, selvfølgelig vil jeg gerne dele din seng. Om så vi sover eller ej.” Hendes næste spørgsmål skulle hun lige overveje, hvordan hun ville svare på, men i sidste ende, så Lena allerede så fortvivlet forvirret ud, at Juniper ikke kun modstå den fristelse det var, at forvirre hende endnu mere.


”Åh du ved, min bror og jeg har rejst lidt rundt her og der. Vi endte her i byen og så pludselig skulle han et eller andet, spørg mig ikke hvad, det virkede vigtigt, men man ved aldrig. Og så har jeg bare…gjort som det passede mig siden vel sagtens.”

Lena var rimelig fortabt i sin ydmygende nedsmeltning der havde det med at sætte sig når lady Graceling var nær. Hun havde vel tilvænnet sig skabningens nærvær, hvad end Jun var. Ja udover en køn pige. Havde tilvænnet sig, dengang. Nu havde Graceling datterenens magt sneget sig op på hende og den galante værtinde var pludselig tabt for handlingskraft. Men hun var tilgivet? Ærligt havde Lena i en sky af forglemmelse kun hørt halvdelen af sætningen og mindes dårlig nok hvad hun havde gjort men at tilstå til sine synder gav mere mening end at undre sig yderligere. Så hun smilede mildt til Jun, mildt og lydigt.

”… Moderat sindsyge må vel være tilladt de ekstraordinære. En skændsel af hænder må gives Petrus Gildenberg, hvis du husker? Kliche penselstrøg og en kliche muse”

Lena mindes perleøens sære eventyr igen som akademiets ledelse havde hyret en kunstner til at eviggøre momenter fra årets teaterstykke. En kamp Lena havde vundet om hovedrollen. Dog var kunstneren blot en dreng på 15 der havde fået for meget ros af sin guvernante for middelmådigt håndværk og som havde læst for mange eventyr. Han faldt for Elina Hansi, en menneskepige med få dråber af talent og en kedsommelig karakter. Værket var en skændsel og Elina det uheldige midtpunkt.

Lena havde momentært genvundet sin tankekraft når det kom til kunsten men som Juniper igen godskrev hendes værd var Lena tabt for ord igen. Foran de fleste vil Lady Gray have fundet pågældende situation en ydmygelse, men Jun var… anderledes. Jun forslog… forslog Jun hvad Lena begærede?

”… hvor betænksomt…. Lady…”

Hun talte med en skælvende stemme som venindens øjne gennemborede… ja hele hendes dæmoniske væsen.


”…. Jeg får straks klargjort mine gemakker… hvis de altså er træt… eller ikke…”

Juns sidste ord blev sagt i en nonchalant maner som kun Gracelings kunne mestre at levere livsændrende nyheder i. En bror? Hvorfor vidste Lena intet? Hvor godt havde hun kendt Jun? Hun havde ønsket det, at forstå den charmerende, kønne pige. Som hun lå på hendes skød eller skreg latinske ord om natten, havde Lena ønsket at forstå at blive lukket ind. Men hun accepterede længe siden at Jun gav hvad Jun ville, ondt som det kunne gøre.

Uden nogen af den sædvanlige elegance i sit sprog, fumlede hun over sine ord.

”…. Bror? Jamen… Jeg…. Har ikke mødt denne… bror har jeg”

Lena sukkede, velvidende om hvor fortvivlet og nonsensets hun lød.

En bedre sjæl ville måske have beroliget Lady Grays ellers så velfungerende hjerne, der nu, tydeligt for dødssynden, var ved at nå hvad der bedst kunne betegnes som en mindre nedsmeltning ud fra alt at dømme. Hendes pludselig uelegante fumlen efter ord, som om hun havde glemt, hvordan man formede dem, var både Lena ukarakteristisk og så sandelig heller ikke et stadie, hun ville fornedre sig til uden konsekvenser for den anden part, hvis Juniper havde været en hvilken som helst anden person. Det var i hvert fald sådan fråseriet selv, valgte at tolke situationen foran sig. Og hun befandt sig ganske godt i den. Havde hun ikke stadig været midtpunkt for i hvert fald noget, helst størstedelen, af venindens begær, selv efter alle disse år, så ville det have forekommet hende en fornærmelse af proportioner. Men her sad de og trods års adskillelse faldt Lena hurtigt tilbage i de vante mønstre fra tiden dengang. Det var i virkeligheden meget simpelt. Den milde måde Lena smilede på sagde alt. Juniper hældte noget mere vin op til sig selv. Forærede Lena et af sine egne smil, siden hun var i et godt humør igen nu, efter at være blevet bekræftet i, at hun var den vigtigste i rummet. Som det burde være.

De næste ord ude af venindens mund fik Juniper til at le. Ikke den underspillede næsten spindende latter, som hun aktivt selv kontrollerede, men et øjeblik en næsten hysterisk hyæneagtig lyd. Hun måtte sætte sit vinglas fra sig og holde sig for munden et øjeblik ind til latteren stilnede af. ”Du…du er stadig vred over, ha.” Selvfølgelig havde Lena gået og haft ondt over det i alle de år. Det var så typisk hende, at Juniper ikke havde kunne lade være med at le. Det var så oplagt. Denne fiksering på små detaljer. Totalt ligegyldige mennesker, hvis skæbner sikkert var gået hen og blevet til intet nu i årene efter.

”I sandhed tror jeg, at han gjorde dig en tjeneste ved ikke at forsøge at nedfælde dig på papir. Han ville aldrig have fanget dig. Lad ham koncentrere sig om motiver mere indenfor hans ydeevne,” sagde Juniper med en affærdigende håndbevægelse, der definitivt erklærede denne knægt ligegyldig. Hun blinkede dovent og tog endnu en slurk vin.

”Var Ludwig altid allerede træt, når I gik i seng? En skam. Det lover jeg dig, at jeg ikke,” erklærede hun med et drillende glimt i øjet. Hendes mundvig trak opad i antydningen af et skævt smil.

”Du virker…ivrig efter at trække dig, er du måske selv træt?” Hun lagde hovedet på skrå, studerede veninden med påtaget bekymring. Trak egentlig bare pinen ud.

Og så med et var hun tilbage i den næsten forretningsagtige casual tone.

”Nej, det formoder jeg ikke, at du har. Havde du ville du huske ham, er jeg sikker på,” svarede hun kryptisk.

Var ordene fra Graceling datteren mon et kompliment? Det var aldrig til at tyde, orde betød… en dråbe som Juniper udtalte dem og et hav hvis andre vågede sig at ytre de forkerte. Lena havde den gang indfundet sig i venindens spil, den kaotiske leg uden ende. At blive velkomment til en brøkdel af den bizarre piges verden havde føltes smigrende. Smigrende i en sær euforisk forstand, var det elskovs beruselse poeterne talte om eller en sygelig forbandelse… ja det havde Lena opgivet at tolke. Det var anderledes end Edwin og Ebenitas glansmaleri af et ægteskab. Det havde måske galskaben derfra men galskab kunne føles så rigtigt når det ikke var skjult bag facader af tomme smil og lange nok egetræs borde. Nej hende og Jun var ikke det… men de havde heller beruselsen efterfulgt af komfort som Mr. Gregory bragte hendes far, kun beruselsen. Som føltes det værd. Hun valgte at nikke i genkendelse af Juns ord… hvad end de var værd.

Ludwig? Selvfølgelig var Jun nysgerrig på manden i hendes skygge. Tanken morede Lena nok til at få et par ord ud og genvinde et øjeblik af nødvendig sarkasme.

”Du tænker mere på min kæreægte mand end jeg nogensinde fandt tid til, hvor sødt af dig.”

Og som veninden og de fortryllende blå øjne og den sære aura nærmede sig, fokuserese sit blik på hende, fandt Lena hun ønskede sig i mindre anstændige chemiser og korsettering hun kunne tillade Jun at flå af hvis nødvendigt. Hendes stemme nu halvt borte i den sære eufori, halvt talte og halvt stønnede hun med en ydmygende sårbarhed, reserveret til få.


”… Jeg er…. Ivrig efter at behage min … særlige gæst…”


Lena vil i de fleste tilfælde have spurgt ind til hvad end intriger rigmandsdattere med mystiske fortider kunne fortælle, men tilfældet var… Juniper Graceling. Så konflikten i den nysgerrige men lamslåede dæmons hjerte var i konflikt.

”…Jeg stoler på du opdaterer en gammel ven … på dine eventyr…”

Dette var en forhåbning selvfølgelig men hun frygtede at veninden igen forsvandt hvis hun blot vågede at blinke eller sige det forkerte, stille de forkerte spørgsmål.

Uvidende om, hvor venindens tanker havde bevæget sig hen, sad Juniper selv og overvejede, hvad deres forhold overhovedet var. Hun forventede ingen reel forståelse fra Lenas side, regnede hende måske nok for en anelse højere stillet end resten af denne verden af får, hun ellers befandt sig i, men det var mest i kraft af tilknytningen til netop Juniper, at hun fra nu af blev regnet for noget andet og mere end en tanketom skal af ingenting. Men Graceling parret og deres ikke verbale og dog totalt ubesværede forståelse af hinanden forventede hun ikke at opnå med nogen. Ikke engang Lena. Det krævede en ligeværdig partner, hvilket så godt som ikke eksisterede inde I Junipers eget hoved. Det bedste hun kunne gøre med var noget, der måske ikke var så forskelligt fra kæledyr. Det gjorde hende i det store hele heller ikke så meget. Det betød bare, at relationen ikke krævede så meget. Måske ville nogen have vurderet, at Juniper i sit dybeste indre nok længdes efter noget reelt. En dybere forbindelse. Men at antage, at hun kunne indse dette stillede generøse krav til en empati, som den unge lady Graceling havde set, og måske i bund og grund begæret, mellem sine adoptivforældre, men ikke selv besad.
I for sig ønskede hun, at hendes partner skulle forstå hende og føje hende i hvad hun ville, samtidig med, at hun ikke selv behøvede at besvære sig med at gengælde noget som helst. Var det at elske hende ikke nok? At kræve, at det skulle være gengældt forekom hende bare at være at rage til sig, især når de fleste mennesker efter hendes mening havde absolut ingen evner, der gjorde, at de kunne stille sådanne skyhøje krav til hende.

”Åh, nu tillægger du ham for meget vægt. Mit hjerte går såmænd bare ud til dig og hvor umådeligt kedelige disse år (uden mig) må have været for dig. Det er næsten begrædeligt, jeg kunne ikke bære det. Aner ærligt talt ikke, hvordan du har overlevet ind til nu. Men jeg ville gerne have mødt ham.” Ud fra, hvad hun vidste om ham, så ville hendes blotte tilstedeværelse være generende nok for ham til, at det ville underholde hende.

”Jeg ved ikke helt, om jeg skal være beæret eller påpege, at du får dit eget hjem til at lyde som et horehus,” sagde hun med et drillende smil.

”Eventyr og eventyr…det rækker vidst at sige, at nogle folk er ubehøvlede, måske skulle jeg bare have spist hende,” funderede hun uden at uddybe længere.

”Nå, har du tænkt dig at vise mig dit soveværelse?” Hun puttede en sidste bid kage i munden og rejste sig uden at vente på svar.

Tanken om Ludwig, den gode dreng der drak sin mælk og ærede sin mor, ved siden af Juniper… som jovist var … Juniper, morede Lena en smule. Selv i denne stund af at få sin intellekt opslugt og tilintetgjort. Jun vil have insisteret på en middag måske… måske og måske ikke bestående af ægtemandens dele. Og Ludwig, jah han havde nok insisteret på at den uvelkomne gæst tilhørte et horehus for en stund, nogen timer måske. Påstået at skabningen var en vederstyggelig synd, uden hverken han eller Lena kunne ane hvor ret han havde. Jah og efter et anfald af moralsk panik eller to og et halvt brev klar til mor, så ville han nok skjule sig indtil Madelenas yderligere kommando. I stedet for at besvare Juns kommentarer brød hun ud i en næsten ugalant latter over absurditeten af sine tanker. Absurditeten ved begge sine …. Jah elskere? Hvad var de? Ludwig var en idiot det var på det rene og Jun… hun var…. Her… ved Lenas side i kød og hvad end hendes uimodståelige væsen består af. Lady Grays latter fortsatte som hun næsten tragisk vis forsøgte at komponere sætninger i sit hoved. Men meget mere end Ludwigs såvel som den resterende verdens ubetydelighed vil Juniper nok alligevel ikke interesseret i.

”Tro mig du vil være kedet halvt til døde og han skræmt tre kvarte til graven, en bedrøvelig affære virkelig”

Den nærmest desorienterende morskab fortsatte indtil Juns næste ord, hvorefter den ellers stolte værtinde var nær frosset på stedet af venindens respons. Havde Madelena Gray den ideelle perle af sin orden, fejlet med ord? Fejlet i kløgtighed? Foran Juniper burde det ikke komme bag på hende men en ydmygelse af denne grad og mangel på en respons af begavet sind … det var uvant for Lena. I hverdagens stunder ville hun vel have fundet kattene og sat sig i haven blandt roserne med et glas vin. Fundet komfort i dyrene og månens lys, læst dem op af en roman måske. Men huset var fuld af byens adelige borgerskab som bestemt ikke skulle se en Jun påvirket lady Gray. Og Jun vil såmænd ikke tage en afvisning af opmærksomhed vel, så hun forsøgte at grine frustrationen af sig som Jun fortsatte sine fortællinger, eller nærmere nonchalante påstande. Jah som om der ikke var gået år udbrud Juniper hints til skandaler som var de tilbage på perleøen og Graceling datteren forsøgte at opdatere den litterært tryllebundede dæmon om sin konfrontation med den udvalgte kongruent (eller nærmere offer) Marina Allister eller hvem end.

”...hende? Jeg er ikke med…”

Forsøgte Lena at trække viden, noget som helst ud af sin længe forsvundede veninde.

Og så kom opfordringen og Lena nikkede blot. Kaldte en tjener ind og bekræftede sovegemakkernes stand, og sin ladies maids diskretion. Hun førte Juniper ned ad gangen, rakte en hånd ud hvis …. Og ankom til Lenas sovekammer. Ikke det de (sjældent) havde delt med Ludwig, nej det havde hun omdannet til en indendørs have til kattene kort efter den sølle drengs bortgang, meget kort. Dette rum var mindre, belyst af bronze ametyst lysekroner og den passende størrelse seng omgivet af blondegardiner. Værelset havde en mindre bogreol klar til nødvendig stimulering til dage hvor dæmonen ikke var berøvet for hjerneceller og performance af denne verdens anstændighed. Hun lod sin tjenerinde løsne de mest indviklede af bånd inden Jun kunne flå et perlebroderet korset itu, før hun satte sig på sengen og nikkede indbydende til Juniper, med et blik af fascination såvel som overvældende ekstase.

”Lena dog? Giftede du dig med en svækling med vilje for lettere at kunne skille dig af med ham uden, at nogen stillede spørgsmål? Hvad ville abbedisse Viviana ikke sige? Dig vores allesammens forbillede.” Juniper klikkede med tungen i en parodi på et misbilligende udtryk. Hun kunne hverken se Lena gifte sig med en tilpas meget svækling af kærlighed (en væmmelig tanke, ækelt at hun skulle kunne falde så langt, især når nu hun havde hende) eller ved et uheld. Det sidste ville blot være en uhøflig fornedrelse af den intelligens, som selv Juniper måtte anerkende at Madelena Gray var i besiddelse af. Altså var den eneste grund Juniper kunne finde for denne vanhellige forening af en stolt dæmon og en mand uden hjerneceller, at en mand uden hjerneceller ville være lettere at manipulere. Og når hun havde det hun ville fra ham, havde Lena, i stedet for at skride, som Juniper selv ville have gjort, forladt dem på deres mest elendige stadie, i stedet havde Lena sandsynligvis skaffet ham elegant og rent af vejen. Og overtaget alle hans forretninger og betydningsfulde bekendte lod det til. Et motiv hun langt bedre kunne acceptere, ja endog respektere, end meningsløse forestillinger om den evige kærlighed, der så alligevel var gået i vasken. Det var rart at kunne afskrive Ludwig som et middel i stedet for et mål, og dermed også afskrive ham som mulig konkurrent for Lenas opmærksomhed fra hinsides graven. Nogle folk blev elendigt selskab så snart deres ægtefæller gik hen og døde. De beklagede sig, når de var i live og så når man pænt fjernede dem, kunne de pludselig ikke andet end at ævle om, hvor meget de savnede dem. Utaknemmeligt helt ærligt. I det mindste havde Lena sparet hende besværet med sin venlighed og hun lod ikke til at lide noget større afsavn.

Juniper lagde hurtigt mærke til Lenas ubehag over hendes kommentar, men lod sig ikke påvirke synderligt af det. Var det ikke netop det, den var til for? Hun var ikke helt så sjov at stikke til, som Invidia altid havde været, men udgjorde nu alligevel en udmærket erstatning. Og hun var mindre salty og ikke hendes bror, så det var vel i for sig også en bonus.

”Du behøver ikke være med. Det var kedeligt anyway. Hold dig fra rødhårede engle,” rådede hun kryptisk, før hun fulgte med Lena ned af husets affolkede gange. Det var tydeligt, at diskretion var målet. Hun lod allernådigst veninden tage hendes hånd bare fordi.

Hun så sig kort rundt i værelset og konstaterede, at indretningen ikke kunne være andre end Lenas. Selvfølgelig ikke. Men hun fik dog hurtigt andet at tænke på. Kjolen røg med en metodisk lethed, som om hun havde gjort det her tusind gange før, og blev sparket væk over i et tilfældigt hjørne, som om den ikke var mere værd end den noget forvirrede tjenerindes årsløn.
Der gik ikke ret længe, før hun havnede i Lenas skød. Det fine net, der holdt venindens hår på plads (eller på nuværende tidspunkt nærmere forsøgte på det) var det første der røg og resten fulgte hurtigt med.

Resten af nattens begivenheder ville et mere fromt menneske måske kun modvilligt have tilstået i en skriftestol.