A Reunion of Pearls ~ Gray

Det ville have været en venlighed, en nåde, havde Odette tolket kvindens spørgsmål som retorisk. En tom floskel, og undladt at svare. Men det gjorde Odette ikke. Måske havde noget af hendes tid her alligevel sat sig fast. For når man blev spurgt om noget så direkte, så svarede man. Ellers kunne det jo være, at folk begyndte at overveje, om man overhovedet havde brug for at kunne tale. Hvorfor spilde en hel tunge, hvis ikke man brugte den alligevel?
Odette rykkede uroligt på sig og Nissa undrede sig over, om dæmonkvinden overhovedet var sin egen ondskab bekendt. Hun havde ikke holdt slaver selv lød det til, men det havde åbenbart ikke gjort hende til et bedre mere medmenneskeligt væsen at undlade det. Eller måske havde fruens veninde trods sine fine fornemmelser alligevel en ondskabsfuld streak tilfælles med hende og hun pinte Odette med vilje. Et øjeblik ønskede Nissa at tørre kvindens ansigtsudtryk bort. Det forekom hende lidende, men det kunne vel næppe passe. Hun kunne gøre som det passede hende, stort set, hun tilhørte i hvert fald ikke et andet menneske, kunne blot vende sig om og gå, hvis det var det hun ønskede. Nej, Nissa afskrev det næsten forpint forargede udtryk som en af de mange masker, som de adelige var så gode til at iføre sig efter forgodtbefindende og behov.

”Gæld, Frue. Det troede jeg, at jeg havde sagt…det er ikke særlig indbringende at skrive, men jeg skulle også leve og faldt i med de forkerte mennesker. Jeg levede godt i et stykke tid, men da jeg ikke kunne betale tilbage og ikke havde noget at tage af, måtte de vel sælge mig i stedet for…Lady Graceling er okay…hun rører ikke nogen af os…heller ikke selvom alle siger, at hun er…underlig.” For første gang af hvad Nissa havde set, stod Odette og stirrede stift ned i gulvet.
Nissa knyttede hånden i sin kjolelomme for at beherske trangen til at stikke Gray-kvinden en sådan lussing, at det ville synge i hendes kranie i en uge. Samtidig havde hun atter lyst til at ruske i Odette for var det sidste virkelig nødvendigt?
Om de havde nogen fritid var der, modsat det tidligere spørgsmål, ingen der svarede på, for det var så åbenlyst, rent udsagt stupidt, at hun vel umuligt kunne ønske et rigtigt svar.
De havde tom tid, ikke fritid. Tid hvor det bedste at give sig til var at lade som om man ikke eksisterede for at spare sig selv for den smerte det var at huske, hvad der havde været engang. Tid til den smule personlig pleje de nu var forundt, til søvn. Nogle få i gruppen var Nissa ret sikker på brugte disse tomme stunder med hinanden. Øjeblikke af unaturlig kødelig samhørighed. Hvis Lady Graceling vidste noget om det, sagde hun intet, lod ikke til at være generet, måske fordi hun selv var lige så, i Nissas øjne, forkert skruet sammen som de var, men det fik denne ene slavinde til at vrænge ansigt bag sine hænder. Ingen værdighed. Ingen selvrespekt.
I stedet for svar blev der nejet høfligt, så godt som synkront for lady Gray og Regnbuens enkelte dele gik hver til sit for at være alene med hver sine trængsler.

***
I eftergløden af egen nydelse lå Juniper et øjeblik bare og stirrede tomt op i soveværelsets loft, imens hun strøg en hånd henover Lenas ryg. Nødt fornemmelsen af stilhed, disse var nogle af de sjældne stunder, hvor alt i hende blot et øjeblik, ikke lod til at skrige i konstant mangel på et eller andet. Hun havde erklæret veninden? Elskerinden? Sin kærlighed øjeblikket før nydelsens højdepunkt. Ord der ikke for Juniper selv betød mere end en hvilken som helst anden sammensætning af tre tilfældige ord, men som sikkert ville vende ting på hovedet i Madelena Grays hjerne.
Netop derfor havde hun heller ikke regnet med spørgsmål så hurtigt. I stedet for at svare med det samme, rettede hun sig op i sengen, så hun halvt sad halvt lå ned, rodede lidt rundt på det nærmeste natbord, hvor hun havde lagt et par af sine egne ting aftenen før, ind til hun fandt et cigaretetui i sølv og en pakke tændstikker.

I tavshed indhalerede hun røg og pustede ud, før hun svarede.

”Det ved jeg virkelig ikke Lena, har du ingen ideer om noget, du selv gerne vil?”

Madelena havde aldrig nænnet stille spørgsmålet til slaverne i eget hus, Ludwigs hus som det ydmygende nok havde været kaldt. Hvordan mon de endte der, men ordene havde som kompulsivt undsluppet hende. Hvor tydeligt den strålende pige kunne forestilles i poesiens fristelser. I Forestinas parker der drog kunstnere til sig, fik en til at glemme. Fortrængelse af denne verden var måske nok en evne de af artistisk talent ofte delte. For Lena var det historierne hun syede ind i sine klæder. At love Ludwig Haynes sin troskab i symbolikkens forstand, i tranebær af ædelsten og blonder i sin Haynes grønne brudekjole som et løfte af velvilje han var for kvajagtig til at se, var lettere end løfternes opfyldning kunne forventes. Som en lady havde Madelena Gray skam til hensigt at ægte til døden dem skiller. Med et menneskes levetid kunne få års forgivet ”velvilje” og orden vel være en ganske behagelig handel for et løfte om forretningen. Velvilje var dæmonen måske nok blevet beskyld for før komplimentært og ikke. Hvilket bragte forvirring for Lena som skam var stolt af den meget fine linje af charmerende lady og en kynisk intellektuel hun befandt sig på. I sandhed havde denne lady forventet sine egenskaber var tilstrækkelige for succesen trods en bedrøvelig eksistens på få år. Planen havde været simpel og de tre Haynes brødre ideelle kandidater, og hjerne nok besad de til at lade Gray navnet og Lena tage handlen i egen hånd. Men prisen Ludwig forventede var mere forlangt end Gray ladyen kunne have erkendt. Det vil sørme blive en dag for historiebøgerne når Madelena Gray undervurderer sin kløgt, sin kontrol. Planen havde jo været så simpel, vente tiden ud i smukke kjoler hun kunne brodere sin elendighed ud på og før eller senere vil mennesker gå bort. Men så var der Ludwigs pris, der var altid en pris for kvinder i kontrol. Sønner havde han ønsket, forlangt. Og groet bitter på sin smukke brud når de ikke ankom, isteret på fejl fra Lenas bedrifter… mangel på indsats. En indsats Lena var forberedt på men ikke så ofte. Hun havde det under kontrol var hvad brevene til faderen sagde, og det var ikke løgn for dæmonen nej ingen arvinger var født og ubehag kunne hun døje med. Ubehag fra gerningen såvel som den efterfølgende te. Og Gray huset have beholdt sin kønne facade, parret havde beholdt deres kønne facade… indtil manden af huset stødte på netop denne te der bragte ham så meget mere lidelse end den kunne hende. Det havde været hans sidste ord ”gjorde det dig ikke ondt, hustru? Det gjorde mig ondt”. Ingen der besad perleøens broche, planlagde en skæbne som husbond morder. (ikke engang Jun) Men som Ludwig, snu nok til at undvære pisken på en dæmon, havde taget om Ericas hals havde hun grebet hans og Prismiras gave sat i brug. Drastiske tider kræver drastiske handlinger… nogen endte som slave andre som morder. Kunstnerisk undertrykkelse af elendighed havde ikke skånet dem deres skæbner men de måtte fortsætte dermed.

Odette havde gjort det med et smil, kunsten af repression, ja indtil Lena havde knækket masken, fortrydeligt. Ikke at dæmonfruen havde til hensigt at sørge over en fremmed, der underligt mindede hende om en mindre afskyelig Abel smeltet sammen med Dolores. Dæmonfruen vil se bort fra den bedrøvelige affære for nu, men denne aften vil Odette finde en blok af perleøens poesi samlinger og en lille flaske vin I sit sovekammer.

...

Jun undrede sig ikke i sådanne spørgsmål uden årsag, så meget kunne Lena erkende.

”Oh Jun du ved vel jeg har forkastet mit ansvar for så speciel en gæst.”

Hvis Juniper søgte erkendelse og hendes beundring vil Lena give den til hende. Hvis Junipers spørgsmål var af længere filosofisk karakter… vil svaret før eller siden blive brugt imod hende.

”Jeg ønsker at behage dig”

Hun strøg Junipers krop i håb om at veninden var tilfreds. Eller i det mindste ville give hints til lege hun ønskede at lege. Mentale spil af bedrageri og sandheder var de altid begge gode til, men med hinanden bragte det smerte, og Juniper vil oftest sejre. Fordi Lena mente det, Jun vil hun behage. Nu søgte hun blot for et svar, hvordan mon denne konklusion vil smerte hende mindst. Patetisk havde hun kaldt det for hver anden men for Jun var hun villig til at være patetisk.

”Selvfølgelig gør du det,” sagde hun luftigt, som om det slet ikke havde været oppe til diskussion, som om hun ikke kunne forestille sig en verden, hvor folk havde andre mål i livet end at eksistere for hendes eget velbefindende. Som lille havde det været så slemt, at hun oprigtigt var overbevist om, at folk holdt op med at eksisterer, når hun ikke kunne se dem. Hendes far og hendes søskende havde trods alt forladt hende og var ikke kommet tilbage, for hendes syvårige hjerne havde det på daværende tidspunkt virket som den eneste logiske forklaring Denne forvirrede forestilling om, hvordan verden havde fungeret havde det første halve år af hendes tid hos Huset Graceling gjort hende komplet uadskillelig fra adoptivmoderen på et niveau, hvor det var til gene for alle involverede, fordi den syvårige Juniper, der yderligere næsten havde glemt hvordan man talte, først var ved at lære det igen og stort set kun udtrykte, hvad hun ønskede ved at skrige, ikke turde at lade Prismira ude af syne for så meget som at lade hende tage et bad alene. Da Cornelius havde holdt hende, så hans hustru kunne få bare et øjeblik alene, havde hun bidt ham. Han lo af det nu, men Juniper havde en idé om, at det dybt nede stadig sårede ham.

Selvfølgelig var hun i bund og grund vokset ud af denne urokkelig tro på, at hun mere eller mindre selv havde skabt alle i verden og at folk derfor ophørte med at eksisterer, når hun ikke kunne se dem og beslutte sig for, hvordan de skulle være, men Lenas ægteskab var alligevel kommet som et chok, der havde stukket hende dybt som en kniv. En påmindelse om, at hun ikke havde lige så meget kontrol over andre mennesker, ikke engang hendes veninde, som hun ønskede at have og det havde gjort hende rasende. En mere menneskelig tolkning ville måske være, at hun reelt var blevet såret, chokeret over noget, der for hende kom pludseligt og uden advarsel, men generøse tolkninger af dødssyndens sindelag holdt sjældent stik.

”Caleb forsøgte også, men ikke lige så succesfuldt. Jeg har vel min yndlingstvilling,” sagde hun dovent, samtidig med, at hun svang benene over sengekanten og rejste sig for at finde noget hun gad spise blandt deres rester fra før.

”Hvad tog dig i grunden så længe om at komme tilbage her til? Jeg begyndte at overveje, om du havde glemt mig.” .” Egentlig passede dette ikke, men Lena var så morsom at prikke til, at hun ikke kunne lade være. Hun puttede et stykke chokolade i munden og vendte blikket tilbage på veninden, lagde hovedet på skrå på den sært mekaniske måde, som hun havde for vane og stirrede ublinkende på hende.

Hvorfor mon påmindelsen af broderen stang sådan? Madelena var jo velkendt med Juniper Gracelings… meget langt fra puritanske vise. Og sin tvillings for at sige det mildt. Broderen så intet på afveje i sin ubegærlige vise. Hvad han efterlod de stupide piger der faldt for ham med, ødelæggelse, afkom… hvis de havde nogen fornuft kom de til Gray huset og krævede hvad var deres, guld. Guld og et par af Calebs sokker havde Lena forslået, det vil være det eneste som lærte drengen noget. Men guld skulle de nok få, hvis altså fosteret blev afskaffet. Var det for sent kunne barnet afskaffes, en frisk sjæl kunne dæmoner jo gøre godt med.

Meget kunne siges om tvillingerne, de var så forskellige som nat og dag. Caleb uden videre kunne enkel sokket befolke en landsby var det ikke for adlens regler. Lena afskyede netop den del af sin pligt, afkom… resten var hun villig til men måneder af pinsler for en småt begavet skrigende kødklump var grænsen. Caleb så livet med gylden dæmon ske i munden som en fest, Lena så det som en koreograferet en af slagsen. En arrogance havde de tilfælles dog og hånen blandt dem var ikke altid ondsindet. Men alvorligt voksede bitterheden når Graceling datteren kom på tale. Og ondt havde det gjort hver gang Jun bar broderens sokker, måske nok mere på Caleb så stærkt bekymret for sin fodbeklædning. Men Lena kendte Juns intent, veninden ønskede en reaktion, en reaktion Lena nok kunne give Jun alene men foran sine brødre, overfor hvem en nødvendig mur var bygget, havde Lena undertrykt. Desuden var intet mere end få kys og drillerier om et trevejs ægteskab sket, indtil Ludwig. Lena havde svigtet Jun og Jun havde gået efter hvad gjorde ondt. Nu Igen lå de to sammen og Lena sank dybere i armene på Juniper i desperation.

”Jeg… jeg vil bære den titel med stolthed… de er også min ynglings Graceling”

Sagde hun med en knækkende klang hun ikke gjorde skjul på, ikke denne gang, det var hvad Jun ønskede.


”Glemt? Jeg kunne aldrig glemme dig kære Jun. Jeg… stødte blot ind i dit… tjenerskab… ønskede at alle skulle finde sig til rette. Beklager jeg er ikke just vant til… de alternative traditioner…”

Frihedsberøvelse føltes makabert at diskutere i detaljen imens afklædt i Juns favn men Lena fortsatte.


”Har du… nogensinde talt med dem? om andet end deres…. beskæftigelse?... beklager jeg finder det blot interessant... i en akademisk grad... den eksistens"

Hun knugede Lena ind til sig, mere en besidderisk handling end det var reel trøst, men en gavmild tolkning af handlingen kunne vel have været trøstende. Folk der oplevede det udefra vidste selvfølgelig ikke, hvilken varme der spredte sig i hende ved lyden af den, bare en smule, knækkede klang i venindens ord. Det var et løfte om total kontrol, at hun ikke ville forlade hende, lige meget, hvad hun gjorde. I grunden synes hun jo ikke at Lena reelt burde have ret til at være ked af det. Madelena havde SELV valgt sit ægteskab. SELV valgt at forlade Juniper, når de ellers kunne have levet fint sammen udenfor alle samfundets åndssvage regler, som veninden insisterede på at følge, måske fordi det ville gå op for hende, hvor tomt og meningsløst hendes liv var, hvis ikke hun gjorde det. Så ligegyldigt, hvor hårdt Lena end havde haft det, hvilket i Junipers øjne i øvrigt ikke kunne være specielt hårdt, så mente Juniper at hun havde haft det hårdere end hvem som helst. Veninden og verdens fattige inkluderet i denne beregning. Og hun havde, efter egen overbevisning, kun handlet i afmagt. Lena havde ikke følt så meget som en brøkdel af den smerte, hun havde påført hende og her lå hun så alligevel og vovede at behandle det hele, som om det var hende, man burde have ondt af.
Alligevel strøg Juniper hende over håret. ”Hvis det hjælper, så kidnappede jeg en af hans sokker." Ikke et par. Èn enkel sok. Hvis der var noget, der var værre for den strømpesamlende dæmonungkarl end aldrig at se et par af sine fancy sokker igen, så måtte det vel være at blive efterladt med en evig påmindelse om det, han havde mistet.

”Jeg holder den som gidsel til han lærer at besætte minidrager. Hvis den dag kommer, så kan han måske få den tilbage,” funderede hun og gabte så det syntes at knage i alle hendes led. En observant sjæl ville måske have kunne sige, at hun et øjeblik mindede om en kat, men lady Graceling ville ikke have brudt sig om sammenligningen.

”Alternative? Det er vidst nærmere dig der er alternativ, søde Lena. Hvem skulle have troet, at en dæmon kunne være så blødsøden.”

Hun lo dæmpet.

”Tante Natalie ville have fået et føl.”

Hun kneb øjnene lidt sammen, stirrede et øjeblik på Lena med sjældent åbenlys forvirring.

”Hvad skulle jeg tale med dem om? De er slaver. De har ikke noget at sige. Taler du med blomster? Dine døre? Kopperne du drikker af? De yder en funktion. De er ikke til for at have holdninger til ting,” sagde hun, oprigtigt forbavset over, at Lena kunne påstå noget sådant

Juniper Gracelings akt af kaos bragte rent dæmon faktisk morskab til den i øjeblikket afklædte dæmon frue ved travrigt mod. Gray tvillingernes lille leg om Junipers affektioner var en sær en af slagsen. Eller det var forholdet mellem de to vel altid, Lena betragtede sig som den sejrende tvilling i de relevante maner og Caleb så sig smukkere og langt mindre bedrøveligt selskab end sin prætentiøse søster. Lena så Calebs smag i trit med Gildignis pragt en vanære og Caleb perleøens darling som jah perleøens kedsommelige klon af sig. Ingen ønskede skønt brylluppet som lå i grandtante Agnes drømme. Sidst de to havde krydset veje, havde den selvtilfredse bror, glædelig annonceret et besøg af en køn blond skabning og ved søsterens, dog for de fleste velfortrængte vemod ordret hende et par knæstrømper med sorte katte som han med et kækt smil kaldte en trøstepræmie til den mindre kønne tvilling. Men hvor har dæmon vindene vendt sig, tænkte Lena netop nu som hun mentalt skitserede brevet til sin tvilling, en påmindelse om møl frastødende lavendel i sokkelageret som nok skulle få broderen til at gennemgå kollektionen i sin nu uperfekte pragt. Ingen tvilling var meget for at indrømme det lille savn efter spydig samtale til morgenmaden. Jah Haynes brødrene havde virket mere tolerer bare i deres kedsommelighed end Gray drengene i deres nonsens… for en tid. Det skulle broderen helst ikke vide af, skammen af at lide et ude af kontrol ægteskab. Et faktum den ældste Gray ikke vidste var at Caleb havde været første dæmon til at påpege ændring i Lenas breve.

”Ah så han kan hilse sin kære sok på natten af grandtante Agnes drømmebryllup”

Lena grinede som hun lænede sig ind til veninden et moment, en undertrykt frastødelse fik dog næsten dæmonen til at trække sig en millimeter bort da de vemodige subjekter blev omtalt. Ja både slaverne og den alt overskyggende trussel af tante Natalie. Sarkastisk tog dæmonen sig til at skjule sin ubehag.


”Blødsøden? Sikke skrækkeligt et ry at have! Du kære Juniper vil jo ikke lade mig lide sådan et omdømme slet ikke for lady Von Tenebris”

Skræk skjult i et satirisk smil, men at bringe akademisk nysgerrighed for de frihedsberøvede op for Juniper Graceling, det fortrød hun. Dæmonen som til tider og ofte talte små vittigheder til sine blomster, måtte forsøge genvinde sin fortrolighed med sine særheder. Jun nød dem måske, måske nød hun at morskaben i at pege dem ud til tider.


”Jeg troede du var klar over det specielle bånd mellem en dæmon og sine roser. De siger at være en god diplomat kræver talent som gartner gør de ikke?”

Junipers resterende ord påpegede dæmonklar en forskel i Gracelings og Grays. Hvor Graceling imperiet, herunder Jun, så diverse koncepter som objekter og objekter som erstattelige, var Gray familien resursefulde. Deres herregårde var gamle men vedligeholdt i smukkeste stand. Deres møbler af den højeste snedker kvalitet og kunsten æret. Selv bortgående familiers blev æret, som venner som genstande men dyrebare var de. Et token af ære var det at bære pelsen af onkel Godwins bjørn eller en hat af Edwins fugle fjer. Calebs sokkekollektion og Lenas talent for syning bar de en stolthed i at vedligehold. Som Lena syede små interne vittigheder i symbolikken af sine klæder og Caleb så sig perfektionistisk i fodbeklædning til en hver begivenhed. Ja respektfuld var han i sokkevalg hvis ikke andet. Og så var der det lille dilemma af slaver. Så meget som Madelena respekterede Gracelingparret og endda holdte af Cornelius indflydelse på sine fædre og eget lille bånd af en form. Men ubehaget kunne ikke benægtes i deres hus. Måske ønskede Lena virkelig at afslutte emnet her.

”…Dit… tjenerskab virker… anstændigt”

Det bryllup må Agnes sukke længe efter. Jeg har højere standarder end sådan frivilligt at gøre mig til en mands ejendel,” ,” fnøs Juniper. Et ikke særlig subtilt stik til venindens tidligere ægteskab. Et evigt ømt punkt og derfor kilde til raseri for Gracelingdatteren.

”Desuden vil han sikkert hellere giftes med mine sokker end med mig,” tilføjede hun så i en så let tone, at man næsten kunne bildes ind, at den tidligere bitterhed slet ikke havde eksisteret. Hvad den heller ikke havde, ifølge Juniper, hvis Lena skulle begynde at vove sig ud i at stille spørgsmål ved den.

Det var sandt, at Juniper ofte havde leget med den teoretiske idé om ægteskab overfor tvillingeparret. Ofte kun til den ene og endnu oftere med det formål at genere den anden. Andre gange inddrog hun dem begge i denne leg, som hun reelt aldrig havde haft noget ønske om at indfri og gøre til virkelighed som andet end en trussel mod den i søskendeparret, der i øjeblikket generede hende mest.

Ebenita kunne måske unde hende datteren. Moderens mindst yndling, der kun virkede til at være en kilde til skam og frustration. Men aldrig sønnen. Til det var Junipers stamtavle for ukendt. Hendes blod for potentielt fuldt af hvad som helst til at Ebenita ønskede sig nogen form for sammenkobling mellem hende og det urørligt perfekte barn, som Caleb i hendes øjne altid havde været. Bevares. Graceling parret havde altid haft Ebenita mistænkt for gerne at ville have fingre i deres formue og indflydelse, men børnebørn med ukendt arvemateriale havde tydeligvis ikke været selv alt det værd.
Og på sin side af tingene, afskyede Juniper Ebenita for med hvilken mangel på respekt, dæmonfruen behandlede Prismira. Adoptivmoren, som Juniper agtede højere end stort set alt.
Så at lange ud efter hende ved konsekvent at lægge op til Caleb havde ikke blot været en sjov måde at få ellers tom tid til at gå, men også en måde at minde kællingen om sin plads her i livet. Nu når hun jo tydeligvis havde glemt den selv.
Juniper havde første gang mødt Lenas grandtante Agnes, da hun var seksten år gammel. Den ældre dæmon havde med forbavsende stærke fingre grebet om hendes ansigt og tørt erklæret, at hun velsagtens ville være en ganske køn tilføjelse til familieportrætterne. At de begge delte en ligegyldighed overfor regler og sociale normer samt en kærlighed til heste havde også hjulpet relationen på vej. Desuden morede Agnes sig kosteligt over Junipers spydigheder overfor Ebenita.
At grandtanten i bund og grund ønskede en pardannelse af tvillingerne betød ikke så meget. Den slags skulle jo, til hendes irritation, skjules nu til dags alligevel.
Hun rystede minderne af sig. Strøg Lena over kinden.

”Søde kæreste darling Lena. Hvis dit ry falder, vil det aldrig være min skyld. Alle dine dummeste handlinger er dine egne. Dem vil jeg ikke drages til ansvar for,” sagde hun muntert.

”Hvem er ’de’? Det lyder som om ’de” siger for meget.” Hun trak ligegyldigt på skuldrene. Vidste at moderen elskede blomster og for det kunne hun respektere dem, men hun havde ingen interesse i selv at ordne dem og havde aldrig lagt meget energi i den slags undervisning på Perleøen, til abbedissernes store beklagelse.

”Mhm. De var også dyre. Så du har bare at lege pænt. Jeg magter ikke, at de går i stykker,” sukkede hun. Selvom hun stadig ikke anede, hvad Lena overhovedet skulle interagere med slaverne for, når nu de deprimerede hende sådan.

Grandtante Agnes havde været på listen over Grays forgabt i Graceling pigens charme. Godt som hun selv kom ud af det med den heste beherskende lady, havde Lena altid mistænkt en del af Agnes fortrak den mere rebelske Juniper. Agnes var en lady af… en del livserfaring måtte man sige. Berejst i Underworlds og Elona dal ved hvors hjørner, moder til stolte dæmoner, endda havde hun lagt pen til videnskab nu betragtet en del mere esoterisk end i sin tid. Jah fordele i slægts parring var ikke en middags debat alle så lige fint. Men om den ældre dæmon frue havde en dæmon klos fuck at give? Nej, og skøre ideer om de unge Gray børns gifte mål havde hun, og Jun nød vist sin inklusion i de absurde planer. Tjah absurd som nogen af Agnes forslag havde været i alles øjne, turde Lena nu ikke påpege at hun i pågældende drøftelse havde refereret til tantens højeste rank af bryllups ønsker, netop Caleb og Lena selv.

”Stakkels sok…”

Nøjes hun med at tilføje, i ønsket om at undgå noget offensiv til Juns selvværd. Ikke at Graceling datteren gjorde meget for at gengælde betænksomheden som set i hendes næste ord. Jun tog vel ikke fejl, men hvor korrekt hun var på den vil Lena ikke røbe. Juniper vil agere den venligt sindede støtte… for en tid… minde Lena om sine fejltagelser og rejse, med et patetisk billede i sinde. Jun lagde ingen vægt på Lenas manerer, evner, ladylike beherskelse som abbedisserne havde gjort. Som adlen havde gjort som de to voksede op. Det havde været en befrielse, det var en befrielse nu… ikke at skulle holde sig sammen når fanatikere lagde helligkors i hendes have, når Haynes navnet ikke blot vil forglemmes. Lena som barn havde været den artige noble datter og mestret ansvaret, en bitterhed voksede dog for de uden. Men som hun voksede sig ældre, lærte hun at transformere bitterheden ind i en ofte fundet charmerende spydighed. Frem for anger anvendte hun sine evner og blik for dystre sandheder til intellektuelle bedrifter. Fandt sig vellidt i ladylike stand såvel som for sit sind. Juns kaos havde måske nok vækket dele af dette, men det var i årene af venindens fravær at Lena fandt sig en dæmon hun kunne se sig stolt af.

”Jeg skal skrive en huskeseddel med din visdom kære Jun.”

Hun havde savner Juniper, naturligvis… men at tilvænne sig et uventet kaos var en sær fornøjelse. Det fik hende næsten til at savne Dolores godtroenhed og rolige natur. Og hendes værdsættelse af nonsens blomster lignelser.

”Dolores… siger en del i alt sandhed”

Lena mistænkte den tredje veninde i perleøens slæng aldrig var faldet helt vel med Juniper, men også hun havde i Graceling pigens fravær fundet sig vel tilpas. Et smukt bryllup blev holdt i Forestina og pigen havde lykkedes at gifte sig op som planlagt. Endda til en mand i tragisk grad forelsket i hende.

Som veninderne lå og bedrøftede det ikke just muntre subjekt af husslaver trådte Erica ind af døren, perleøjet nu isat, som Lena havde formået på sin færd til sit nu regnbuebesatte køkken. Katten stod stille i døråbningen, nærmest frosset som hun fik øjenkontakt med Juniper. Lena, dog dedikeret til venindens nydelse, vendte sig mod katten i forsøg på at berolige dyret i sind. Hun talte dog stadig til Juniper, mere lavmælt end før, sit fokus på Erica.

”Jeg ønsker ikke at indblande mig i dine… folk… nok var nok.”

”Hvorfor skulle du skrive det ned? Du kan jo bare kontakte mig, hvis du har brug for noget,” insisterede hun og undlod herved komplet, at Juniper selv havde været med vilje ukontaktbar i flere år og først nu var dukket op, da det pludselig passede hende, eller måske snare, når hun kedede sig nok til at veninden pludselig dukkede op i hendes tanker igen. Sandt at sige, var det i årernes løb sket sjældnere, end Lena nok ville have brudt sig om, hvis Juniper fortalte hende det. Ude af øje ude af sind. Medmindre man var en af hendes søskende altså. Eller Necromanceren. Ved denne flygtige tanke, vendte det sig et øjeblik i hende og hun lagde instinktivt en hånd henover runen ved navlen. Symbolet syntes, i sin skarpe kontrast til Junipers næsten ufærdigt blege hud, næsten at skrige. Gøre uforholdsmæssigt opmærksom på sig selv. En række engangs…beskæftigelser, havde været dumme nok til at udtrykke deres utilpashed. Enkelte havde sågar været åbenmundede nok til at italesætte det som en skamfering. Noget ulækkert. Fælles for alle som en var, at de var blevet smidt på porten, næsten hurtigere end de kunne nå at tage deres tøj på.
Her havde hun klædt sig af for dem og de betragtede det sidste der, om ikke i reel så i det mindste i metaforisk forstand, forbandt Juniper til de søskende, hun, i hvert fald i sit eget hoved, savnede på grænsen til poetisk smerte, med samme væmmelse, som de ville have set på et væskende betændt kødsår. Hvis det var sådan, hun blev mødt, fortjente de hende ikke. Der var hendes standarder lige godt for høje.
Et fjernt, utilnærmeligt og ukarakteristisk sårbart udtryk var momentalt gledet over hendes ansigt, ind til hun pludselig satte sig ret op og ned og for at ryste den dystre fornemmelse, der pludselig syntes at omgive hende, af sig hældte et glas vin op til sig selv, et levn fra tidligere, og drak det hele i hurtige slurke.
Selvom hun ikke gjorde noget ud af at nævne det, det gjorde hun sjældent, folk skulle nødigt begynde at få for høje tanker om sig selv, så var hun taknemmelig for emneskiftet.

”Dolores er virkelig stadig Dolores,” sagde hun i et tonefald, der var umuligt at tolke hvorvidt der var tale om fornedrelse eller Junipers egen mærkelige form for affektion.

”Jeg besøgte hende sidste år. Huset var et komplet kaos.”

Det var ikke sandt.
Dolores havde en yderst velordnet husholdning, som hun holdt styr på med sin egen muntert prægede form for ro. Sandt at sige var kaosset først opstået, da Juniper var dukket uanmeldt op efter års fravær og havde insisteret på at spise næsten alt i huset til Dolores’ underhold og hendes mands undren og ængstelse.

Da Dolores’ børn havde forsøgt at inddrage hende i deres lege, var Juniper mere eller mindre flygtet igen. Hvis ikke Dolores’ utvivlsomme rensjælethed altid havde været nok til at gøre Fråseriet selv lettere utilpas, så var, hvor lidt hun forstod børn og hvordan de fungerede i hvert fald kirsebærret på toppen, der fik hende til at genoverveje, hvorfor hun overhovedet var dukket op.
I det mindste havde Lena ikke sådan nogen rendende.
Og dog. Netop som hun havde tænkt tanken trådte, hvad der måske kun var lige under et barn på listen af værste ting ind af døren til soveværelset.
Juniper nedstirrede katten, der syntes på én gang at være lige så ilde til pas over hendes tilstedeværelse, som Juniper var med dens, men samtidig lod til at dømme hende for et eller andet. Det var Junipers evige fornemmelse af katte og hun brød sig lidet om dem. Før Lena ville hun ikke have skænket dem en tanke. Nu var de blot ikke andet end en irriterende kile mellem hende og veninden. Juniper mente i hvert fald, at Lenas opmærksomhed var bedre anvendt andre steder.
Hun forstod dem ikke. Andet end nyttedyr til nedholdelse af skadedyrsbestanden, hvad gjorde de så godt for? De kunne ikke kontrolleres, de efterlod hår over det hele og så var der blevet sat et sæt kløer i hende mere end en gang. Det var ikke perleøjet der foruroligede hende. Det kunne hun håndtere. Nej det var kattens eget fungerende øje, der gav hende lyst til at vende sig bort fra kræet.

”Det kan være en visdom i sig selv at lokalisere dem, Juniper Graceling”

Lenas ord var sagt med et smil men sandhed lå der i, hvornår mon Juniper atter vil forsvinde fra hende? Den evige kamp i dæmonens hjerte, at holde sig over Juns greb på hende… selv i sit fravær formåede Jun at lege med sin yndlings dæmon, og bitre tragedier blev udspillet.

Nu igen måtte det undres, hvor snart blev Lena efterladt i ensomhed? Ikke at dæmonfruens liv var kedsommeligt i Doomsvilles snart glødende tåge. Nok var der at se til, byen i sin dystre charme, dens potentiale først og alt. Den var fængende, en sensation værd at tabe sig i når tiden kom. Doomsville, næsten satirisk et navn til dæmon drevet en fæstning. Hvem mon var kommet på det? Var ironi lagt i tanken? En hyldest til alle de fordømte sjæle? Havde en lysets præst haft input og råbt de første klicher en Elona Dal frygtende mand kunne komme på? En lady af betydning bør læse op på historie der, tænkte Madelena fortabt halvt i forundring af spørgsmålet og halvt i Juniper Gracelings vold. Men en skønhed var der I Doomsville, en vis ældgammel styrke, en vis fært af faldefærdighed, derefter potentiale. Hun havde tilpasset sig den, byen og sin rolle her, også i præsentation. Juvel toner i klæder, høje kraver og slør i trit med perleøen og skørter som bragte dæmonens naturlige højde frem. Sjældnere de delikate blomster og brede te skørter som hun i Forestina hjemmet bar. Her var elegancen fundet i styrke og mystik. Ja Doomville ville være der når veninden igen efterlod hende, og Lenas rolle vil være mere fornøjelig når nu Haynes brødrene ikke stod i vejen. Eller helt over var kabalerne af elendige syerske drenge ikke, historierne var der stadig, truslerne. Tjah skoldende kirke artefakter i haven vil hvert fald være en distraktion i de alene stunder. Jun går når hun Jun vil så meget var sikkert. Og selv hendes tætteste kendskab i Doomsville var bortrejst udenbys i uger at komme. Bedelia Haynes, menneske i sine sene tredivere, en køn kvinde af betydelig lavere statur end Lena selv, kobber tonet hår med et skær af begyndende grå. Det klædte hende mente Lena, og kvindens rolige men ærbare blik bragte en komfort. Bedelia var ikke uden intellekt, slet ikke og de to fandt sig oftere og oftere sammen med en kop kaffe i hånden og en varm pejs tændt som de ”plejede” de syge brødre… og efter. Men at savne sine menneskelige kompagnon i Juns nærvær… det skulle man ikke sige højt.

”…Dolores har… altid været en lovende protégé… Hun har vel råd til tjenestefolk til… roddet”

Ikke sikker på om der var tale om alment rod eller Jun defineret, rettere skabt, rod var Lena ikke. Men en anelse sorger havde det bragt da hun hørte historien fra Dolores side, at Juniper valgte hende at lægge besøg til før Lena? Det kunne betyde kun at Lena havde svigtet Jun betydeligt, ikke? Dolores havde været det tredje jul men hun og Lena bag Junipers ryk (mere grundet manglende interesse) havde fundet en reel interesse for hinandens selskab. Dolores lærte hende en del om planternes kunnen og Lena fungerede en mentor af højt stillede pigers regler og smuthuller. En stolthed fandt Lena for sine evner som Dolores det tredje år vandt perlekronen i øens høst festival. Til Junipers store misfornøjelse.

Og fornøjet var Jun ej hellere nu, som katten, lige så misfornøjet så hende i øjnene. Junipers mistillid til dyrene havde hun aldrig kommet til at forstå men en distraktion var nu nødvendig. Med et blink sendte hun en nu roligere Erica bort og så på Jun.


”Vi fortjener vist en kande brændevin eller 45, skal vi høre køkkenet ad? Drikke den i rosenstuen?”

”Hvis du virkelig havde villet, så havde du fundet mig,” insisterede hun. ”Jeg fandt da frem til din adresse tidsnok til at sende dig en bryllupsgave. Og det gjorde jeg på trods af, hvor meget det så end smertede mig. Har du overhovedet prøvet?”spurgte hun. Skarpt. Som et stik med en af de fægte kårer, de havde benyttet i undervisningen. Og Juniper var lige så talentfuld til at lange ud efter folk med ord, som hun alle dage havde været det med blankvåben.

At Lena kunne føle reel ensomhed, en følelse af at blive forladt, når hun gik sin vej i stedet for blot at være taknemmelig, når hun dukkede op, forekom hende umådeligt selvisk. Ucharmerende. Som om, veninden kunne afkræve hende noget som helst efter den smerte, hun havde påført hende.
Hvis hun havde vidst, hvad der foregik i Lenas hoved lige nu, hvilket afsavn hun led for en anden, ville hun ganske enkelt have rejst sig og være gået. Nok have væltet en vase på vejen.
Heldigvis for Lena, så kunne Juniper trods alt ikke læse tanker. Så hun måtte nøjes med at undre sig over, hvorfor veninden, pludselig virkede så fjern i blikket.
Junipers blå blik blev om muligt endnu koldere, end hvad der lod til at være dets standardindstilling. Øjnene klemt sammen til smalle misfornøjede sprækker. Et langt øjeblik stirrede hun blot ufravendt på Lena, før hun pludselig besluttede, at det ikke var det værd og atter svang benene udover sengen for at begynde at samle sine ting sammen.

”Det har hun vel,” svarede hun, uden rigtig at lytte til eller interesser sig for, hvad Lena reelt havde at sige. At hun var så knyttet til Dolores havde altid generet hende. De to havde et bånd, som Juniper aldrig rigtig kunne blive en del af og heller aldrig havde været. Hvilket var uretfærdigt. Lena var hendes, trods alt.
At Dolores havde opnået succes og ikke længere kunne kues så simpelt som Juniper havde været i stand til på Perleøen var kun et yderligere irritationsmoment.

Hendes blik var som fikseret til katten. I et langt øjeblik kunne man næsten have bildt sig ind at bege parter var ved at opnå en samhørighed på højde med den Lena havde med kattene selv. Hvis ikke det var for den næsten ængstelige foragt i Junipers ansigt.
Hun kløede sig på venstre håndryg. Hvad der lignede en ubevidst handling, men i virkeligheden var dybt kalkuleret.
Rifterne havde aldrig dannet ar, men Lena skulle ikke komme her og tro, at Juniper havde glemt hendes første kats, og dermed alle kattes, forbrydelse.

Juniper havde, gennem hele sit liv aldrig været i særlig omfangsrig kontakt med dyr. Der var den episode med kaninen, da hun var lille, der siden havde afholdt forældrene fra at være i kontakt med smådyr. Heste var noget andet, men små pelsede dyr forstod hun meget lidt af.
Så da hun først mødte Theodora havde hun reageret med en undrende fascination, der måske ville have været mere forståelig i et langt yngre barn, der aldrig havde lært noget om respekt for dyrs signaler. Hvilket Juniper heller aldrig havde. For Necromanceren var kæledyr velsagtens et helt overflødigt koncept, for hun havde først efter sine år med søskendeflokken lært, at kæledyr var en ting. Hendes instinkt med kaninen havde, selvom den var blød og hun gerne ville have holdt den, været at slå den ihjel.
Det havde hun trods alt, ud fra sine forældres rædselsprægede reaktioner, forstået havde været forkert.

Og Theodora var sød og havde en meget blød og fin pels. Det havde oprigtigt ikke været for at genere katten, at hun trættet den ud, opbrugt dens tålmodighed, men at andre levende væsner besad autonomi og kunne sætte grænser havde allerede dengang ligget Juniper så fjernt, at hun ikke kunne læse Theodoras signaler overhovedet og da hun havde samlet den op. Eller forsøgt på det, havde den kræset hende. Hvis ikke Lena havde blandet sig, ville Juniper sikkkert have kvalt kræet i ren instinktiv overraskelse over, at den kunne finde på det.
Men det værste havde været, at Lena havde taget hendes side. Og endnu være var det, at selv hendes mor, der ellers altid havde hendes ryg, forstod, at man ikke kunne henrette katte for at have grænser. Cornelius, som den evigt mistroiske tolvårige Juniper havde et noget mærkeligt forhold til, ville hun næsten have forventet det fra, trods at det stadig gjorde ondt, men hendes mor?

”Nej, jeg skal gå nu,” sagde Juniper, noget skarpt.

”Jeg er nødt til at sikre mig, at du ikke har ødelagt noget.” Hun forlod rummet for at finde sine slaver uden et ord mere.

”Jeg… skrev til dine forældre da du forsvandt…””Jeg… skrev til dine forældre da du forsvandt…”

Og siden, ved hver navnedag, hver højtid. For Juniper Graceling bevægede sig hurtigere end brevduer kunne. Det skete af og til at en gave blev forvekslet mellem de adskilte piger men ikke mere end få sætninger fik hun af Jun. Slet ikke en adresse for mødesteder. Juniper vil ikke findes havde hun konkluderet, næsten affundet sig med… næsten… Hun undlod at uddybe sine prøvelser, som Juniper måtte være fuld ud klar over. Mon hun havde forventet mere? At Lena skulle jagte hende til verdens ende måske? Smide alt fra sig og give ind? Havde Lena fortaget sig dette og været succesfuld… vil der ikke være gået længe før Juniper var blevet træt af sin dedikerede beundrer og forladt hende uden ord alligevel. Men en desperat søgen, ydmygende en af slagsen vil have været en gave mere værd end hvad Madelena i årene havde forsøgt sig med. Første år havde hun broderet Jun en kappe, med lignelse til et portræt af de to Gregory en sommer havde malet. I Gray slottets park I ædle ruiner som de nød en gylden times stund. Hvad mon der var sket med gaven? En desperat jagt ville have været mere værdsat, så meget var sikkert.

Dæmon fruen i dette moment, havde begået endnu en fejl i at rejse sig I bekymring for katten, røvet Jun for en kort stund opmærksomhed. Så at tale yderligere om Dolores ville have været kriminelt. Ikke at Jun så draconier pigen som en trussel, nej hun skulle bare ikke være en distraktion. Hun havde dog altid vist venlighed til Juniper på trods af de sære rygter diverse piger dedikerede sig til. Men havde Jun en liste over fortrukket selvskabt fra perleøen, havde Dolly ligget under Abbedisse Sybilla. En ung elver frue, mester af musikkens kundskab og en af de få i sin profession som roste Graceling datteren uden trussel. Juniper var talentfuld, kunne ingen benægte mere end Lena. At beherske et instrument havde Lena selv aldrig kunne, men en naturligt køn sangstemme havde hun og de to fandt sig ofte i optrædener som duo. Skøn en forestilling så længe Jun modtog den primære opmærksomhed.

Men nu var tiden vel inde, som dæmon hjertet sank af venindes ord.

”Er du sikker? Hvor skal du hen?”

Sagde en pludselig noget anspændt dæmonfrue der forhastet klædte sig i sin kåbe og fulgte Juniper.

”Nu er mine forældre jo trods alt ikke mig vel? Skal jeg måske begynde at sende alt yderligere korrespondance til Ebenita? Eller til Caleb? Han syntes at være ganske tilfreds med mit sidste besøg,” sagde hun spidst.
Sandheden var, at hun i realiteten havde modtaget alt, hvad Lena havde sendt hende. Det meste af det videresendt fra Prismira og Cornelius. Hvert et nedskrevet ord og hver enkel gave. Til trods for, at de fleste af dem nok lå glemte i skabe og skuffer diverse steder. Lena havde hun ikke sendt ret meget tilbage. Selvom, hun havde en idé om, at hendes egen, og dermed søskendeflokkens, fødselsdag var en ting, der rent faktisk eksisterede og som fortjente fejring, selvom hun ikke var helt sikker på datoen, så glemte hun ofte, at andre levende væsner også havde en og at det var noget, de måske ligesådan gik op i at fejre.
Derfor fik Lena aldrig ret meget tilbage af Juniper, på trods af at dødssynden egentlig skattede de af sine ejendele, som hun havde fået af Lady Gray ganske højt på sin egen nok lidt utraditionelle måde. Hun som ellers ikke var bleg for at øsle selv de dyreste smykker, kunstværker og andre kostbarheder væk på tilfældige gæster, der fangede hendes interesse i anfald af, hvad der egentlig var komplet ligegyldighed, men ofte blev misforstået som generøsitet, var trods alt stadig så posessive over for de ting, som Lena havde rørt ved, endsige konstrueret med egne hænder, at hun ikke kunne drømme om at give noget af det væk. Til nogen.
Desuden tjente disse gaver, disse genstande skænket hende i kærlighed, en dobbelt funktion. De lod hendes evigt skiftende elskere eller elskerinder gå og undre sig og gisne om, hvem hun havde fået dem af. Skabte et lag af usikkerhed i deres situation og højnede dermed behovet for konstant selv at imponere hende for på den måde at sikre sig en fastholdelse af hendes opmærksomhed. En fastholdelse, der alligevel aldrig varede særlig længe. Og dog var Lena en, som Juniper, lige så meget hun undgik at referere direkte til det, altid vendte tilbage til i tankerne. Som at have et yndlingsmykke i sin samling trods, at det ikke længere havde gløden af at være nyt, der så hurtigt døde ud.

”Hjem,” sagde hun uden at se på Lena, imens hun lod to dele af regnbuen om at klæde sig på og ordne sit hår.

Fejl var vel det eneste Madelena Gray kunne begå i disse stunder, at tale sandhed om sine indsatser var naturligt i blandt dem, når det gjaldet bittert et humør fra en Juniper Graceling.


”Jeg har modtaget en grundig anmeldelse frygt ikke…”

Formåede den nu paniske dæmon at udtale til sin ikke just muntre elsker. Stadig iklædt morgenkåber og i mindre end anstændig poleret stans, ville hun være ydmyget foran de fleste. Men i denne stund var dæmon fokusset på Jun og kun Jun.

”Jeg skal forhøje min indsatser”

Det vil ikke nytte argumentere sin sag, ikke for Jun, havde hun besluttet en gerning var af fejlagtighed af en var det nemmere at tilstå egen ubrugelighed. Nogen dæmon fruen strengt taget ikke brød sig om. Mon Caleb vil finde humor i dette? Hun kunne høre hans stemme allerede ”Nå vel, kære søster hvad tog hun så fra dig? En kat?” De to forstod nu nok hinanden mere end nogen åbent vil indrømme. Men sårende var Juns afgang ikke for broderen, blot en leg af længsel og drama. For Lena… for ofte var hun efterladt i brudstykker.


”Hjem? Dine forældres stad? Kan jeg assistere … ?”

En halvforvirret dæmon lød hun men et sidste forsøg på at forstå Juns …. Ruter, sind, ønsker? Måtte hun fortage sig. Bare en anelse, et glimt af mangle Juniper så i hende, at forstå dem vil måske … hele.

”Vil I ikke blive blot en sidste aften det bliver mørkt snart. Doomsville er ikke så sikker som den plejede at være”

Tja, hun krøb ikke ligefrem på gulvet, men dette var det tætteste Juniper kom på at få en undskyldning fra Lena. Hvilket egentlig var hvad hun i det hele taget ønskede. Reelt havde hun aldrig helt haft planer om bare at gå sin vej samtidig med, at det var ved at blive mørkt udenfor. Hendes kontrol var solidt genetableret, som hun ønskede den. Katte be damned.

”Kunne du måske have foreslået det, inden jeg pådrog mig alt det her besvær med at klæde mig på?” spurgte Juniper og betragtede sin elskerinde med hovedet lagt en smule på skrå. Hun skar ansigt og slog Gul over hånden, da den ældre, i forvejen noget ængstelige, kvinde trak for hårdt i en lok af hendes hår i forsøget på at sætte det ordentligt op med en række hårnåle pyntet med glinsende sommerfugle af ædelsten i alverdens farver.
Kjolen var en så mørk grøn, at den næsten var sort og stoffet syntes at glitre som skællene på en eller anden obskur reptil, hver gang det fangede lyset. Stoffet var påbroderet småbitte stykker af glatpoleret onyks, der udgjorde et skrøbeligt mønster af blade og blomster. Så snart den sidste hårnål var sat trak Juniper sig løs af sine slaver. Dog ikke forinden, at Gul havde rakt hende et bolche, for at side stille, hvilket Juniper ikke reelt set havde gjort, men Gul havde altid behandlet hende som om, hun var meget lille og skrøbelig af grunde Juniper ikke kendte til, men det generede hende sådan set ikke. For hende betød det bare at Gul var investeret i sit arbejde og det var vel som det skulle være.
Hun trak af sted med Lena. Igen var hendes fingre flettet ind i dæmonfruens som om hun ikke for blot få øjeblikke siden havde været afvisende og kold som et ophold i Valley of Thousand Winters ville have været.

”Nå, men så er jeg vel klædt på til middag. Hvad vil du lave ind til da?” Resten af aftenen passerede i godt humør, for de to kvinder og Juniper fik lov til at falde i søvn holdt, som hun foretrak.
Hvad Lady Gray ikke kunne have regnet med var, at hendes gæst ville stå lydløst op i de tågegrå daggrystimer og forsvinde uden så meget som et ord til nogen. Som om hun aldrig havde været der.
Det Juniper tog fra Madelena Gray blev hverken en strømpe eller en kat, men hendes hjerte. Det tilhørte vel hende, trods alt.

//Out ^^//

Dæmon fruen havde vel holdt hovedet for højt og for sent ageret igen i den evige søgen for Juniper Gracelings behag og nærvær, men en aften havde de nu tilbage. En aften før Lena måtte returnere til sin sandhed, sit liv, sine strabadser. Når Jun var nær glemtes de, glemtes livet uden hende. Det var forlangt, usagt men forlangt. Havde hun våget nævne sit ægteskabs pinsler eller den ubelejlige position som god kirkedreng morder, var straffen måske indfundet endnu tidligere. Straffen værende tilbageholdelse af Juns affektioner. Beklagende nikkede Lena af elskerindens kvaler, om de var dybe pinsler eller ubelejligheden i for hurtig påklædning gjorde ikke meget.

Smuk så Jun ud i sine reptil skinnende klæder, billedet af ynde selv stod foran hende som begge kvinder blev påklædt af hver sin hjælper. Eeda, en ung men endelig talentfuld ladies maid bandt snørerne af et forårsgrønt korset i perfekt facon der rettede den i forvejen usynlige bøjen i Lady Grays ryk. Fire lag af underskørter i silkeblonder blev hun iført sammen med en lignende grøn kjole i lange ærmer med stive blondefrynser og tranebærs blomster syet i. Kjolen vil hun oftere have båret i Forestinas skove og de overdådige te selskaber men for Jun vil hun aldrig være Doomsvilles version af Madelena Gray alligevel. Hun lod Eeda børste sit hår men sendte tjenerinden bort uden yderligere forespørgsler. Pigen vil være der til at gøre en forretningsklar, perfekt Lena i stand når Jun var borte… Pigen var altid til stede, ikke at Lena tænkte meget over hvor de befandt sig i utide men pigen var tilregnelig, ingen familie ingen steder at tage hen ud over tjenerfløjen. Måske ikke så anderledes fra kvinden i gul som omgik Juniper med noget der mimikerede reel omsorg. Et smukt syn var Jun hvis realiteten af den gule kvinde blev bortset. Ikke et helt uvant syn var det som Jun straffede slavekvinden i salg, nej de havde trods alt kendt hinanden i årevis. Ubehaget have været lettere at skubbe bort som barn, hvor hun i bedste Gray maner kunne se slaveholdet som en vulgaritet men bevare ansigt nok til at se bort fra. Men for en kort stund kunne Lena ikke se andet end Ludwig i Juns form. En tanke der forfærdede dæmon fruen selv, for sandheden dette bar eller for i sindet at fornærme Jun… hvem ved. For Juns arm tog hun som den lydige elskerinde og morgenen efter vil hun våge alene som var hun den forrådte hustru.

//Out//