The future is now (Natalie)

S: Borgen, Doomsville
T: Aften
V: Overskyet

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Babyen så op på ham med de store mørkegrå øjne. Smuk. Hun var så...Smuk. Selv som baby. Men hvad ellers? Hun var frugten af to stærke dæmoner.
En finger gled langs hårkanten. Det fine mørke hår. Babyens hoved gled en anelse på skrå og så undrende på ham, søgte øjenkontakten, men ikke mere end det - mere kunne babyen ikke endnu. Hænderne greb ud i luften af ren instinkt. Ja... Ja. Her stod han, en stor archdemon, og vuggede en lille baby. Forsigtig med at holde en hånd under hovedet på hende. Ville hun tage efter sin mor eller ham? Barnet var en aftale, og ikke fordi han havde regnede med at gifte sig eller noget som helst andet.
Forsigtigt blev barnet lagt over i farmen på en tjenerinde han stolte på. En af dem der havde arbejdet for ham i længst tid, og hvis eneste job nu var at sørge for den baby aldrig manglede noget. Og at der aldrig skete noget. Koste hvad det ville.
"Få hende hjem til sin mor" lød ordren. På et tryllestav rettede Sean sig om. Væk fra den overraskende ømme far, og tilbage var den hårde hersker. Barnet blev båret ud af hans værelse. Hjem til moren, hjem til Seans store hus i byen, der utroligt nok havde overlevet - næsten - uden skrammer. Et var ødelagte vinduer kunne repareres. Godt han havde sendt ekstra vagter derover. Han havde jo haft noget at beskytte, hvad det angik.
Vinduer. Hans have. Ridser på dørene, og hakker i murværket. Det hele kunne repareres nemt nok. Senere.
"Isthar"
Navnet kom hviskende over hans læber.
Hans planer var ved at nå en afslutning. For nu. Men først...Havde han tilkaldt Natalie.

Det var to dage siden nu. Byen var faldet til ro. Til det punkt hvor der var underligt stille alle steder. Ingen turde gå uden for en dør, ingen turde prøve at begrave de døde. Ingen turde noget som helst disse dage.
Sean havde sat soldater og andre frivillige til at brænde de døde. Det var bedre end store massegrave, der kunne sprede sygdomme og lugte fælt. Afbrændingen skete et godt stykke uden for byen - præcis som under naturkatastroferne. Til tider nåede lugten alligevel ind over byen, men det var heldigvis kun kortvarigt. Og ikke så meget heroppe ved borgen alligevel.
Der havde stået en kø af folk de sidste to dage, og nogle stod der endnu. Elona'dals præster var sendt bagerst i køen. De stod rystende i deres lange kåber, afventede og vrede. Men Sean orkede dem ikke. Han havde endelig fået revet den grimme og ligegyldige bygning ned. Hvad folk troede på ragede ham.
I stedet havde indflydelsesrige adelige stået først for, og flere var vendt hjem til deres ødelagte hjem for at redde hvad de kunne. Og begynde at få bygget tingene op igen.
Sean søgte så mange penge som muligt, og havde allerede en stak breve klar til de andre byer: Hvis de havde ressourcer eller håndværkere de kunne undvære, ville han mere end gerne modtage dem for en tid.
Doomsville ville nok ende i gæld. Men byen var ødelagt og skulle bygges op. Han havde ikke andet valg end at tigge de andre byer for det - eller gå i krig. Noget byen hverken havde ressourcer eller mænd til lige nu.

Nej. Sean havde taget en pause. Og nu stod han i et af borgens mange mødelokaler. Ikke er af de store - størrelse behøvede de ikke for to personer. Sean var iklædt en flot sort skjorte med sølvbroderier på, og sølvknapper. Bukserne var sine sorte bukser. Læderstøvlerne passede sig, og et bælte om livet med hans sorte sværd. Han var officielt herskeren lige nu, så intet med at gå rundt i sløset tøj. Også selv om den øverste knap som altid var åben, så det tydelige kraveben stod frem. Opmærksomhedskrævende for dem der ikke vidste bedre.
På det lille bord stod der et fad med en kande vand og the. Et par kopper, og en lille skål med lidt frugt og kiks. Ved siden af lå der en stak papirer, men præcis hvad de dækkede over, var uklart. De lå med den blanke side opad.
Der var også et kort over Doomsville på den ene side af bordet, så de altid kunne referere til byen efter behov - for det var netop hvad de skulle diskutere i dag.
Fremtiden for Doomsville.
Sean var jo Natalies nikkedukke her i byen. Så det måtte også være Natalie der besluttede hvad de skulle nu.
Men bare rolig. Sean havde nogle specifikke ideer. Og han var stærkt besluttet på at få dem indført.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Fra sit lille vindue i det midlertidige værelse var hun frit i stand til at skue ud over resterne af byen under dem. Ruinerne der spredte sig så langt øjet rakte, og røgen der langsomt steg til vejrs i det fjerne. På trods af det tunge skydække, samt tusmørket der sneg sig nærmere, så var det ikke svært at få øje på gløderne langt bag byens mure. Flammerne der slikkede sig om de massive bål, og som grådigt åd sig vej gennem mængderne af kroppe der lå viklet ind i hinanden. Detaljerne var selvfølgelig ikke nær så tydelige i sikkerhed bag borgens tykke vinduer, men hun var ikke i tvivl om, at det var hvad der foregik. Det var der ingen som var efterhånden. Døden hang i luften som et tæppe. Tykt og kvælende. Som om natten aldrig rigtig havde sluppet byen, selvom det efterhånden var to dage siden. Folk var bange. Og med god grund. Forbavsende lidt aktivitet på gaderne, udover vagterne som trofast travede rundt. Flittige små myre. Bare glade for at kunne yde nytte. For at leve.

Natalie rev sig løs. Det dybblå blik, fjernede sig fra ruden, og vendte kedet tilbage til tegningerne foran hende. Plantegninger. Palæet havde taget skade, og hun havde ikke tænkt sig at spilde ret meget tid med at lade det stå blottet på den måde. Desuden var bygningen gammel. På trods af adskillige renoveringer gennem årene, selv før hendes egen tid, så kunne selv ikke mørk magi og godt håndværk hamle op med den værste fjende af dem alle. Tid. Så hun ville starte fra bunden. Tage i betragtning, hvad der skulle væk, og hvad der skulle fornyes - forbedres. Alligevel vidste hun, at palæet var småting i forhold til, hvad der ventede byen. Doomsville ville være mærket længe efter deres slag. Måske endda for evigt. Tanken generede ikke ligefrem dæmonen. Men det var ikke praktisk. Og netop derfor var et møde med herskeren efterhånden på sin plads. Sean lod heldigvis til at have haft samme tanke.

Kort tid senere stod hun placeret ude foran døren til mødelokalet. En tjenerinde havde vist hende vej. For en gangs skyld gik hun alene. Det enorme hundelignede væsen lå tilbage på værelset. Den åd formentlig enhver, som forsøgte sig adgang, men det var ikke en af hendes store bekymringer. Tjenestefolk lod borgen da heldigvis til at have nok af på trods af de seneste måneders begivenheder. Desuden, med tanke på, hvor meget herskeren kærede sig for sine ansatte, kunne hun ikke undgå at underholde sig lidt ved tanken om lemlæste blot et par stykker af dem. Blot for at se hans udtryk. Man havde vel kun det sjov, man selv lavede, når nu størstedelen af hendes legesager enten var brændt ned eller fanget i det ødelagte palæ. Hun rystede hurtigt den frustrerede tanke af sig før, at hun åbnede døren og trådte ind. Sean havde aldrig været svær at spotte i mængden. Og i det halvtomme lokale stod hans mørke skikkelse frem, som et lys i natten. Selvom hun aldrig ville komme til at forstå tiltrækningens kraft, som de fleste fuldt udviklede væsener oplevede, så var hun i stand til at anerkende magt og styrke, når hun så det. Og dæmonen foran hende emmede af det. Det… og så noget andet. Noget nyt. Medmindre Sean havde sagt noget, brød hun stilheden mellem dem. Hendes tone var afslappet. Venligt anlagt for en gangs skyld, hvis man nogensinde turde kalde hende det.

“ Godaften, McGivens. Jeg formoder, at De næppe har valgt at sende bud efter mig her til aften blot for en simpel sludder og en kop te at slutte dagen på?... Jeg kan dog ikke afslå tanken om, at en forfriskning ikke lyder tillokkende efter at have opdaget, at min egen te-samling gik op i flammerne i kampens hede...”

Blikket, som ellers havde hvilet mod hans skikkelse, gled flygtigt videre, som hun snakkede, og fangede derved hurtigt et glimt af bordet, hvorpå diverse gled et flygtigt øjeblik ned mod bordet, hvorpå der stod placeret diverse genstande. Nogle mere tillokkende end andre. Natalie havde altid haft en sød tand, så småkagerne fik hurtigt en barnlig begejstring til at boble frem i kroppen. Så gled blikket videre til de dokumenterne begejstringen skiftede. Gled over i nysgerrighed, og blikket vendte endnu engang tilbage til Sean, med et hævet øjenbryn, som for at understrege hendes nyfundne interesse i hans selskab.

Sean havde stået ved vinduet og set ud på byen. Byen, der sluttede ring om borgen, og derfor altid kunne ses fra alle vinduer. Hænderne var samlet bag ryggen, som han stod rank og stirrede ud på det tiltagende mørke. Det var ved at blive vinter - det var ikke en undervurdering at sige byen stod over for en katastrofe. Igen, kun få år efter den sidste. Måske var der ikke meget at sige til folk efterhånden var godt sure eller trætte af ham?
Fordi han havde fejlet som hersker?
Et svagt smil gled over ham, da han langsomt vendte sig om mod Natalie. Blikket gled svagt hen over hende - i hendes fine sorte kjole - og over til forfriskningerne på bordet. Dem havde han glemt alt om. Men hvem var han at holde Natalie fra det? Måske det gjorde hende mere modtagelig for hans ideer om lidt. Alle lyttede bedre, når humøret var bedre.
I et par lette skridt gik han over til bordet, og sendte samtidig Natalie et svagt smil. Han slog let ud med den ene hånd.
"Det hele er fundet frem til denne aften. Du er velkommen til at tage for dig" bekræftede han let, før han hældte lidt the op i to kopper og gav den ene til Natalie. Stærkt efterfulgt af koppen med sukker...For Sean havde skam bemærket blikket på småkagerne. Så mon ikke en sød the også faldt i hendes smag? Det gjorde det hos Sean, der selv havde hældt i sin. Han satte sig på en stol og rørte let rundt i koppen foran sig, mens Natalie fik tid til at finde sig til rette. Og smage på tingene.
Her sad de. Drak the. Spiste småkager. Mens byen kæmpede for sin overlevelse. Det var så forventet, og alligevel underholdte det Sean.
Han ville savne det her. Men også kun det her. Ambivalensen, og den absolutte følelse af magt.

Efter et øjeblik brød han endelig stilheden, medmindre Natalie havde haft noget at sige.
"Nyd dem. Jeg ved ikke om byen tænker på at bage småkager det næste stykke tid. Hvordan har du det? Jeg går ud fra der er planer om at bygge dit palæ op igen?"
Ja. De burde starte stille ud. Lidt småsnak til at starte på. Desuden var Sean generelt nysgerrig. Nysgerrig på en anden måde, end han havde været i noget i lang tid.

“Tak som byder.”

Natalie fulgte roligt Sean over til bordet, hvorpå det hele stod placeret. Tålmodigt tog hun imod koppen med the, og så snart sukkerskålen blev ledig, fik de små barnehænder hurtigt øset et par teskefulde sukker op og blandet med theen. Inden hun vendte sig mod nærmeste lænestol, fik fingrene desuden fat på en enkelt småkage, som hun med et tilfreds smil bar med sig over til stolen. Efter et øjeblik, sad hun placeret i en lænestol overfor Sean, hvor hun koncentrerede sig om at dyppe småkagen i teen inden, at hun langt om længe to en velsmagende bid. Natalie gjorde generelt ikke meget i mad. Væsker var sådan set noget af det eneste, som hun tillod indenbords. Og slik. Men generelt brød hun sig ikke af fornemmelsen af kroppen, som arbejdede med maden. Alligevel havde hendes søde tand hurtigt vurderet, at en enkelt lille småkage umuligt kunne skade nogen.

Hun så op fra sin the, og kastede et undrende blik mod Sean. De personlige spørgsmål var… usædvanlige. Dog ikke nødvendigvis noget, som hun ville kategorisere som en dårlig ting, da de trods alt forsøgte at holde tonen venlig efter, at et samarbejde blev besluttet. Alligevel kunne hun ikke lade være med at få en fornemmelse af, at der stak noget under. Det var trods alt ikke hans sædvanlige taktik. Dog valgte hun at stille bekymringerne til side for en stund, og lege med. Åbne sig op, om man ville, og dele lidt fra hverdagen. De sidste par dage havde været fyldt med mange tunge emner og beslutninger, og chancerne var, at Sean alligevel allerede vidste størstedelen af det, som hun agtede at fortælle om. Og da hun ingen grund så til at stritte imod, valgte hun at besvare hans spørgsmål, efter blot et kort øjebliks betænkningstid. Samtidig rørte hun fraværende rundt i sin egen kop med the, selvom sukkeret for længst var blevet opløst i den varme væske.

“Jeg klarer mig udmærket. Bedre end de fleste, som De nok selv er opmærksom på. Og planerne til palæet er under udvikling. Egentlig overvejede jeg at vælte bygningen, og starte helt forfra… Men nu har den holdt i næsten 800 år, og jeg nænnede det alligevel ikke. Desuden forestillede jeg mig, at det blot ville forsinke processen betydeligt. I byens nuværende tilstand vil det i forvejen være både dyrt og tidskrævende at skaffe de ekstra materialer… så lidt patina kan vel ikke skade.”

En pause. Hun tillod sig første slurk af den stadig varme kop the inden, at den blev sat tilbage i hendes skød igen. De blå øjne fæstnede sig ved Sean, opmærksom på hans reaktioner. Afslappet, som kun en mand i hans position kunne formå at tage sig ud. Men mon de næste spørgsmål kunne sætte gang i noget?

“ Og Dem? Jeg formoder, at De har travlt disse dage. Med Dem selv, og med byen ikke mindst. Men måske De alligevel har fundet tid til andre… små... hyggeprojekter?”

Sean sad med sin egen the i hænderne. Koppen var af keramik, tyk nok til at han kunne lune hænderne uden at brænde dem. Duften af den sorte the var drillende og forfriskende. Genevira havde lært sig selv, og alle der serverede for ham, præcis hvordan han kunne lide den. Men i aften havde han blot bedt om theen og selv blandet den derefter. Med et forsigtigt nip vurderede han at den var tilpas sød og velsmagende.
Han lod Natalie fordybe sig i sin egen the og småkage, før hun svarede og samtalen kunne fortsætte.
Med sin kop hvilende på det ene armlæn, med den ene hånd om koppen, så han afslappet på hende. Hendes planer var...Forventelige. Men det var en fin start på deres snart noget anderledes samtale. Et svagt smil bredte sig over ham ved hendes eget spørgsmål, men selvfølgelig ville han ikke give hende den tilfredsstillelse at afsløre alle hans egne...Små...Projekter. Ikke lige nu.
"Åh, mit eget store hus har nogle små skader. Intet voldsomt, men oplagt til at give stedet en ny omgang maling og nye vinduer" forsikrede han i en let tone, som om hendes spørgsmål havde handlet om det samme, som han selv havde spurgt om.

Så rømmede han sig svagt og blikket blev en anelse mere seriøst.
"Hvor forfriskende det end ville være med en aften til hyggesnak og the, har jeg inviteret dig herind fordi vi har meget at diskutere. Det mest oplagte er byen og dens fremtid. Doomsville har været igennem meget på få år. Naturkatastroferne, før det de sorte væsner. Nu massemord og ligbål. Økonomien lider, ressourcerne er knappe...Og hvor meget vi end må fortryde det, er det oplagt at de fleste i byen vil give mig skylden og fordømme mig for det. Det vil tage mig årevis at genopbygge byen og ændre det..."
Han vædede let sine læber og så ned på sin the et øjeblik. Dampen dansede let over koppen, som vandet afgav sin varme. Et snirklet mønster af næsten usynlige små vanddråber i luften, usynlige i det dunkle lys i lokalet.
Så gled det mørke blik op på Natalie igen.
"Jeg har et forslag, som jeg gerne vil have du tager seriøst. Jeg er klar over at jeg styrer byen for dit vedkommende, og for at have byen i dæmonernes hænder. Men byen hader mig, i hvert fald flertallet gør. Det vil være svært for mig at gøre præcis hvad det kræves for at vende byen rundt, uden at møde mere modstand over alt omkring os. Økonomisk, politisk, i handlen med andre byer. Men jeg har allerede forudset at dette kunne ske en dag, og det er ikke for sjov jeg fandt en person med evner meget lig mine egne. En jeg har undervist, og en jeg føler at jeg har god indflydelse på"
Sean holdt en lille pause, for det var mange ord og skjulte hentydninger at fordøje på en gang. Først da han var sikker på Natalie stadig hørte efter, fortsatte han.
"Genevira, selvfølgelig. Mit forslag er simpelt: Jeg vil træde tilbage som hersker og Genevira vil, så vidt byen ved, overtage embedet. Mange af folkene elsker hende allerede, og de få der ikke gør...Ja, man kan ikke elskes af alle. Men byen har brug for noget nyt"
Der var mere at sige. Selvfølgelig var der det. Men han gav Natalie lidt luft til at overveje ideen, før han ville gøre rede for detaljerne. Og til at reagere...Ville hun kunne se hvor han var på vej hen?
Let tog han en tår af sin the. Men blikket hvilede tungt på Natalie, uden pause og uden at lade hende hvile, nærmest overvågede han hende.

“Der var De sandelig heldig.”

Natalie smilede overbærende over de ligegyldige detaljer, hvad angik Seans gamle hus. De vidste udmærket begge to, at det ikke var interessant lige nu. Men hun forstod samtidig, at det var et emne, som Sean endnu ikke var villig til at bringe på banen. Det var frustrerende. For hun havde spørgsmål. Mange spørgsmål faktisk. Om ynglet, ikke mindst. Ynglet som pludselig var blevet spottet på borgen, ukendt fra verden. Inklusiv hendes egen. Hun hadede, at det var lykkedes ham at holde det skjult så længe. Månedsvis i blinde. Ingen tvivl om, at det havde været intentionen fra starten. Sean havde ikke ønsket, at hun skulle vide noget. Hele samtalen forekom hende pludselig… provokerende. Hun havde trods alt ikke ofret megen opmærksomhed på hans personlige bolig de sidste par år efter, at han var rykket ind på slottet. Noget han sikkert havde udnyttet til sit lille projekt. Det stod lysende klart, at der måtte ofres flere øjne og øre i den afdeling. Ynglet forlod næppe Doomsville foreløbigt, så forhåbentlig var der tid til at få indhentet lidt information, når nu manden nægtede at åbne op. Til gengæld lod det til, at han havde andet på hjertet. Natalie tog endnu en slurk, som hun opmærksomt lyttede til hans alvorsord.

I lang tid sad hun bare. Lyttende. Med de store, mørkeblå øjne fikseret direkte mod ham, og med et neutralt udtryk i det blege barneansigt, på trods af stormen af følelser der raserede under overfladen. For hvad han snakkede om - hvad han sagde - var stort. Gruopvækkende faktisk. Træde tilbage. Lade Genevira tage magten over byen. Hans by. Deres by. Det som havde været planen helt fra starten. Hendes planer. Planer som Sean havde været utilfreds med længe. Længe nok til at finde en plan. En afløser. En klam fornemmelse skyllede igennem hendes krop. Et øjeblik mærkede hun slet ikke varmen fra koppen længere, men væltede i stedet rundt i et koldt og endeløst hav af tvivl. For hun blev pludselig i tvivl. Og var der noget hun ikke brød sig om, så var det usikkerhed. Hun elskede fakta. Viden. Sikkerhed. Men hun kunne ikke længere vide sig sikker omkring noget som helst. For han tilbød hende en plan. En lappeløsning… Men på hvad? Et problem, som manden selv havde været med til at skabe? Et øjeblik kunne hun ikke vriste sig fri af tanken om, at byens undergang ikke var så tilfældig, som den fremstod for de fleste. At det ikke var resultatet af månedsvis med optøjer, uro og utilfredsheder blandt alle parter… men derimod en velkalkuleret plan, som i sidste ende skulle lede til lige netop dette øjeblik. Hun følte sig underligt forrådt. Men forstod samtidig, at tingene ikke blev bedre. Sean kastede håndklædet i ringen. Hun kunne tvinge ham til at blive. Til at kæmpe. Få byen i rette stand endnu engang. Men til hvilken pris?

Natalie var ligeglad med, at Sean måtte vente på et svar. Ligeglad med, at der var dødstille i lokalet, udover teskeen der klirrede mod kanten af koppen, hver gang hun rykkede på sig i stolen. Blikket havde forladt ham, og stirrede i stedet ned mod den mørke væske. Pludselig meget lidt interesseret i hverken den eller kiksen, som lå mere eller mindre opløst på bunden, sammen med sukkerresterne. Endelig sukkede hun. Og da blikket endelig vendte tilbage til ham efter et godt stykke tid, var det mørkere. Ikke glødende eller orange, som det havde en tendens til, når hun blev oprevet. Bare alvorligt. Smilet var også borte.

“ Jeg anerkender Deres forslag. Miss Allaire er… en dygtig kvinde, med flair for diplomatik og det at følge ordre. Det så jeg trods alt gennem hendes arbejde, som Deres stedfortræder i Dragons Peak. Hendes respekt for tingenes orden, samt hendes naturlige hengivenhed for de højere magter er desuden beundringsværdig… Men en leder, McGivens? Jeg vil mene, at der er en betydelig forskel på at følge Dem i hælene og servere the, end det at lede en by.  Hun er ung. Frygtelig ung endda. Og usikker. I en sådan grad, at jeg kan tvivle på hendes styrke til at opretholde rollen. Dette kunne meget vel skyldes hendes… beskedne baggrund. Husker jeg ikke helt forkert var det trods alt Dem, som trak hende fri af selv samme undergruppe, som nu følger hende. Er det virkelig, hvad De ønsker for byens fremtid? Én ting er hvad pøblen mener, men de har trods alt aldrig skulle forholde sig til ret meget andet end fodring og reproduktion. Desuden er det ikke ligefrem der, at byen får indhentet det meste af sine skattepenge.”

På trods af den lange talestrøm var der stadigvæk mange ting, som hun gerne ville sige. Spørger ham om. Størstedelen ville han nok nægte hende, men hun forsøgte sig alligevel med ét. Det skyldte han hende trods alt. Og hun tvivlede ikke på, at han allerede kendte svaret. Antydningen af et lille smil kunne anes, men tonen var stadigvæk alvorlig. Og træt. Hvad der i forvejen havde været nogle lange dage, så nu ud til at blive meget, meget længere end planlagt.

“Og Dem selv?... De har holdt byen som aftalt, men går tingene som De foreslår vil De trods alt officielt være frigjort af byrden, som jeg pålagde Dem for blot 5 år siden. Jeg tænker næppe, at en dæmon i Deres alder har tænkt på at trække sig tilbage. Så… medmindre, at Deres forslag handler om endnu et spil for galleriet, har De vel lagt planer for Deres egen fremtid, såvel som byens.”

Stilheden var knusende. Så meget havde ledt op til nu. Så mange planer, forsigtigt og dygtigt udført. Så mange folk, der ikke vidste hvad de gjorde eller hvorfor, men som vedblev at reagere og gøre præcis - eller tæt på præcis - som Sean havde ønsket det. Planer, der var startet så mange år tilbage. Lige siden hun havde tvunget ham ind i stillingen? Nej. Men tæt på. Lige siden han havde fundet et sommerhus i Sunfury, og der stødt på en forhutlet vampyr? Tæt på.
Havde nogen forudset det? Nej. Men var Natalie hurtigt nok til at gennemskue det hele nu her?
Sean var i tvivl. Og selv hvis hun gjorde, hvad betød det så? Hun måtte blot medgive det hele var dygtigt eksekveret. Selv for hende, hvis hun først indså det hele nu, hvor det hele var tæt på at være slut. Hvor Sean var så tæt på at nå den fremtid for sig selv, som han havde planlagt og drømt om i flere år. For sig selv, i alt ensomhed.
Men det havde også været sjovt. Sjovt at gøre så meget i skyggerne. Styre sit helt eget spil. Hvad mon hans næste store projekt skulle blive?

Men det hele var enten tabt eller vundet med mødet nu her. Dette var klimakset på mange års planer og en borgerkrig. Og Natalie havde stadig et element af uforudsigelighed. Hun var ikke leder uden grund, og hun havde ikke fået taget på ham i sin tid, ved at sidde stille på sine hænder.
Alligevel forblev han siddende. Stille, neutralt, men opmærksomt. Han havde ingen planer om at tabe det hele på gulvet nu. Han ville gøre det sidste. Hendes ord var ikke engang overraskende. Så mange gange havde han forestillet sig denne samtale, at hendes spørgsmål var forventede. Dem begge - og Sean havde skam svar på dem.
Hvilket han lod vide med et svagt, afslappet smil. Så længe samtalen fortsatte, havde han en ide om hvor han havde Natalie. For nu.
"Velbegrundede argumenter. Tillad mig"
Han rettede sig lidt op i stolen, tog en tår af sin the, som for at gøre klar til en lang snak.
"For det første. Miss Allaire er en klog ung kvinde. Ung vampyr, også. Ungdom er i sig selv ikke en faktor. Der findes andre unge ledere i historien, der er kendt for at gøre tingene bedre end de stivnakkede gamle mænd der sad før dem. Om noget vil hendes ungdom give nye ideer og energi. For det andet er der hendes baggrund. Skal jeg minde dig om at jeg heller ikke selv er født og opvokset blandt adelen? Faktisk...Er jeg ikke engang fra denne verden til at starte med"
Smilet voksede en anelse, som han hintede til en skjult fortid, som han fortalte så få om.
"Men hvad ser folk når de ser mig? Magt. Kender de min fortid? Nej. Dem, der satte spørgsmålstegn ved det, blev overhørt af folk der var betaget af min nuværende tilstand. Det vil være det samme med Genevira. Hun har lært at gebærde sig nobelt. Hun har arbejdet side om side med mig, hun ved hvem de adelige er og hvordan hun skal håndtere dem. Eller præsentere sig for dem. De små i samfundet vil elske hun ikke er født adelig. De adelige vil acceptere hende, fordi jeg har taget hende ind og oplært hende. De kender hende allerede"
Han holdt en lille pause, som han lod ordene falde på plads.
"Hvad angår resten af din usikkerhed, på om hun kan holde byen og måske lige så meget om hun kan holde den for dæmonerne...Det hænger meget sammen med min egen fremtid, hvis du accepterer min nye plan"
Bemærkningen var efterfulgt med et voksende smil. Nej, skulle han bare trække sig tilbage til sit sommerhus og vente? Kede sig?

"Hvordan kan en ung vampyr være det sammen som en dæmon? Hun vil ikke være alene. Jeg vil ikke efterlade hende det hele og lade byen rådne op.
Til at starte med vil jeg trække mig tilbage for en tid. Efterlade hende nok råd og muligheder til at få rettet lidt op på byen imens. Når tiden er rigtig, vil jeg vedblive at være ved hendes side. Jeg vil dukke op og rådgive hende, og sikre hendes loyalitet, så ofte som det er mig påkrævet. Hvis jeg på noget tidspunkt mistænker hun ikke længere holder byen i vores interesser, vil jeg personligt tage mig af problemet. Men når det kommer til stykket, skal hun jo bare styrke byen på alle måder muligt, imens byen i sig selv styrker vores politiske og militære muligheder. Selv...Vil jeg fokusere mere på noget andet arbejde jeg har i byen. Du vil få et team der både arbejder offentligt, som hersker af byen...Og i den skjulte undergrund"
Sean trak vejret langsomt, men dybt. Kort af det lange var at Genevira ville styre byen udadtil. Selvfølgelig med en hvis frihed, da hun næppe ville acceptere det ellers. Men han ville komme, enten i det skjulte eller offentligt, for at rådgive hende. Han regnede stadig med at passe sin rolle som en adelig i byen, uanset hvor upopulær han var i øjeblikket. På et tidspunkt ville han have blackmailet sig og forhandlet sig til et bedre ry. Han ville bruge al sin energi på sin klan i stedet, der endnu var den største kriminelle klan i byen. Sammen kunne de to udrette meget mere, og Sean ville være sikret en hvis magt og muligheder i sit arbejde, fordi han havde herskeren som en tæt allieret. Og omvendt.
På den måde ville Sean slippe for det trættende arbejde som hersker. Gå tilbage til det liv han elskede. Men stadig være brugbar for Natalie.
Alt det...Bare for det?
Ja.

Smilet. Attituden. Holdningen. Det afslørede alt sammen mere end man umiddelbart skulle tro - i hvert fald for det trænede øje. Et øjeblik misundte hun vampyrernes skarpe hørelse. Deres lugtesans. Hun ville have givet næsten, hvad som helst for at kunne høre, hvordan hjerteslagene ændrede sig på blot et millisekund hos dæmonen foran hende. For der var ingen tvivl om, at han var forberedt. Fra det øjeblik smilet brød overfladen, mærkede hun sit eget falme endnu engang. For svaret kom alt for hurtigt, og tonen var lidt for let. Hun havde tabt. Og det behøvede hun ikke ligefrem årevis af politisk træning for at indse. Alligevel… så hun det først nu. Tanken fyldte hendes mund med en grim smag, og hun fik lyst til at knibe øjnene sammen. Skule ad ham, som den slyngel han var, og kaste koppen fra sig i ren hysteri. Måske lidt af den varme væske ville ramme ham, og skylle det forbistrede smil bort. Men ak… det ville næppe løse problemerne. Intet ville. For Sean havde overhånden. Og han havde bestemt ikke tænkt sig at lægge sig ned nu, hvor tingene endeligt flaskede sig til hans fordel. Så hun bed frustrationerne i sig, og rankede sig i sædet endnu engang, inden tog sig sammen og fokuserede på hans ord omkring næste del af planen.

At Sean valgte at inkludere sin egen simple fortid i salgstalen var måske knap så overraskende, men det var detaljen derimod omkring hans oprindelse i en helt anden verden. Natalie kunne, uanset hvor hårdt hun måske-måske ikke forsøgte, ikke skjule et undrende øjenbryn, som skød i vejret. Alligevel afbrød hun ikke. Hvor spændende den historie end måtte være, så var det noget, som hun blev nødt til at skubbe til en anden dag. Ellers kunne de sidde her hele natten. Hun skrev sig derfor en note rent mentalt, og gemte den sammen med resten af stakken omkring Sean, som kun lod til at vokse, hver gang hun talte med manden. Med hensyn til resten af hans tale om Geneviras kvaliteter forblev hun atter neutral i sit udtryk. Han havde nogle gode pointer, og hun kunne langsomt se billedet for sit indre blik af kvinden i hans sæde. Men hun var stadigvæk modvillig. Måske endda bare fordi det næsten virkede smertefuldt at sige ja til noget, som havde overrasket hende så voldsomt. Hun svarede ikke på delen omkring at acceptere hans nye plan, men sendte ham i stedet et lille, skævt smil, som ikke ligefrem nåede øjnene. Hun fortsatte dog med at lytte aktivt, da næste del af planen trods alt var den, som hun nok var mest interesseret i.

“De har sandelig tænkt tingene grundigt igennem, Lord McGivens. Man kunne næsten voves til tvivle på, hvorvidt Deres idéer udsprang for blot få dage siden…”

Natalie valgte at stille the-koppen fra sig inden, at hun gjorde noget dumt. Med rolige, kontrollerede bevægelser placerede hun den halvfyldte kop på armlænet af sin stol inden, at hun foldede hænderne foran sig i skødet. Blikket fæstnede sig øjeblikkeligt ved hans brede smil, men hun løsrev sig hurtigt for at kunne bevare roen. I stedet fokuserede hun blot på stort set alle andre detaljer ved mandens ansigt, som hun snakkede, og noterede sig distræt, at mørket altid syntes at finde vej til Sean. I hvert fald rent udseendesmæssigt. Alligevel strålede han, som en stolt, lille dreng.

“Jeg vil ikke afvise, at De er velargumenteret i Deres sag. Jeg forholder mig stadig retten til at have mine tvivl omkring Miss Allaire, da hendes sind stadig synes skrøbeligt for en leders. Men… Jeg kan se, hvorfor De har valgt at bruge tid på hende. Jeg tænker, hvor meget Miss Allaire mon har været indforstået omkring hele… projektet… som det skred frem?”

Hun tvivlede på, at Sean havde afsløret noget helt i starten for Genevira. Det ville ligne ham dårligt. Men hvor meget der var blevet spildt undervejs, det havde hun sværere ved at sætte fingeren på. Vampyren var ikke dum. Men Natalie havde aldrig fået indtrykket af, at hun havde øvet sig i nogen anden rolle end som tjenestepige - indtil nyligt, selvfølgelig. De seneste offentlige demonstrationer fra hende, samt hendes arbejde med underklassen havde været af anderledes kaliber. Mon Seans lille projekt var løbet afsted med ham?

“Med henblik på det rent racemæssige har De helt ret. En dæmon og en vampyr er ikke det samme, og vil aldrig blive det. Der har selvfølgelig længe været en forståelse, og ikke mindst et stærkt bånd mellem racerne, men jeg påskønner selvfølgelig tanken om, at dæmonerne fastholder Deres livline til tronen, som er med til at sikre deres stærke position her i byen. Så, at De er i Deres plan har taget højde for netop dette… påskønnes. “

Ren viljestyrke holdt ham fra at smile mere selvsikkert, end han allerede gjorde. For at undertrykke den underlige boblende fornemmelse af forventning og glæde, der fulgte med en god plan og noget, der for nu, lignede præcis det mål som han havde søgt efter. Havde han...Vundet? Der lå et eller andet i luften, med Natalies frustrationer, der virkede til at snappe gennem luften som små lyn. Men de rørte ham ikke. Han tvivlede på noget kunne røre ham lige nu.
Han var en dæmon. Og lige nu en af de mest stolte af slagsen. Var der noget han ikke kunne? Det var der sikkert, men lige nu var det ligegyldigt. Han havde vundet et spil over Natalie, slået hende på hendes egen banehalvdel, uden at fornedre sig til direkte vold. Vold, der kunne gå begge veje, eftersom ingen af dem var simple små dæmoner.
Han vædede let sine læber, efterfulgt af et skævt smil, som det virkede som om han faldt mere naturligt ned i stolen. Afslappet, nu hvor tingene virkede til at gå hans vej -
Men, i sit stille sind, stadig forsigtig.
"Jeg takker for Deres ros. Og minder Dem om at jeg stadig er din højre hånd, så længe De ønsker det. De er stadig min leder" påpegede han, som for at forsikre hende at han, en politisk spiller og archdemon, endnu var hendes legetøj...På den ene eller anden måde. Så længe hun ikke undervurderede ham, og så længe han kunne se en ide i hendes politik.
Han trak vejret dybt igen, lydløst. Så rejste han sig let fra stolen og gik over til bordet. Til papirerne, der lå med den blanke side opad.
Let greb han dem, den lille stak, og kiggede på dem. Men øjnene fæstede sig ikke ved ordene, for han kendte dem allerede udenad.
"Hvad forventer De af mig? At jeg har planlagt alt frem til i dag? Nok er jeg intelligent. Men der er grænser for selv mine evner"
Ordspil. Og løgn. Men hvorfor skulle han direkte indrømme det? Det ville ødelægge charmen ved hele dette scenarie. Og fjerne usikkerhederne, der måske endnu var.
"Og Miss Allaire er uvidende. Hun har hele tiden..."
Hov.
Ordene stoppede brat. Sean smilte svagt for sig selv. Han havde været tæt på at fortale sig. Miss Allaire havde hele tiden troet det hele handlede om at redde Seans stilling i byen. Når han tværtimod havde modarbejdet det i det skjulte.

Han vendte sig om med papirerne i hånden, greb en fjerpen og gik let over til Natalie. Gled elegant ned på det ene knæ, som han lagde papirerne og den våde fjerpen på det lille thebord ved siden af hendes stol.
"Miss Allaire har måske selv tænkte nogle ting. Men jeg ved ikke hvad. På intet tidspunkt har jeg nævnt muligheden for at hun en dag kunne få denne stilling, selv om jeg har gjort mit for at uddanne hende til den. Og må jeg minde om...At alliancer er gode at have? Hvem skulle forhindre dig i at sætte en anden dæmon på stillingen en dag?" foreslog han i en let tone, som for at forsikre Natalie at hun endnu selv kunne forme fremtiden. At Seans ideer blot var muligheder - planlagte muligheder.
"Disse papirer...Indeholder den nye aftale. Jeg er ikke dum, jeg ved vi dæmoner snyder når vi kan. Denne aftale er kun for os to...Og den nederste er til Genevira. Den første bekræfter at jeg er fri for stillingen som hersker, men stadig skal stå til rådighed som Geneviras rådgiver når det er påkrævet af mig. Og at jeg der efter er en fri mand, uanset tidligere...Situationer"
Såsom en dæmonsyge og redningen.
"Den sidste er et officielt dokument til Genevira, som jeg vil underskrive når vi er færdige her. Om at jeg officielt giver stillingen videre til hende. Jeg tænkte blot du måske ville se dokumentet først"
Sean rejste sig og gik tilbage til sin stol, hvor hans kop med the fik opmærksomheden. Også selv om han langt fra kunne koncentrere sig om den lige nu.

“Selvfølgelig” lød det roligt fra hende. Et kort og kontant svar som forhåbentlig indikerede, at hun havde forventet indre mindre ham, på trods af hans seneste planer. Et eller andet sted fandt hun det beroligende med bekræftelsen, men udelukkende fordi Sean var… ja, Sean. Havde det været hvilken som helst anden dæmon, som hun førte samtalen med, så ville hun formentlig have tvivlet på hvert et ord. Lige så højt Natalie respekterede dæmonerne for deres styrke og intelligens, lige så ofte måtte hun minde sig selv om, at hendes racefælle ikke ligefrem var kendt for deres loyalitet - specielt ikke løfter og aftaler uden nogen former for kontrakt. Men han var anderledes. Ingen tvivl om, at Sean kunne (og potentielt ville) dolke hende i ryggen, hvis han virkelig gad. Men hvor var æren i det? Hvor var spillet? For lige så meget, som de to havde hadet hinanden på et tidspunkt, lige så meget var hun overbevist om, at de begge nød legen det havde udviklet sig til. Eller… måske ikke lige nu. Ikke for hendes eget vedkommende.

Blikket fulgte Sean, som han bevægede sig væk, og med ryggen til hende forsøgte han ikke overraskende at afvise hendes idé. Det var forventeligt. Alligevel kunne hun ikke dy sig, og rullede irriteret med øjnene, da manden forsøgte at tale sig selv ned. Masken var dog hurtigt på plads, da han vendte sig igen. Blikket flyttede sig, og fæstnede sig i stedet ved dokumenterne i hans favn.

“ Man lærer hurtigt at forvente det værste og det bedste om Dem, Lord McGivens.”

Yderligere kommenterede hun det ikke. Det var en tabt kamp på forhånd, og hun var alligevel langt mere interesseret i at se, hvad han faktisk havde planlagt, frem for at benægte det. Detaljen med Genevira virkede dog anderledes. Ægte. I hvert fald fortalte hans abrupte pause om, at hun sandsynligvis havde ramt noget rigtigt. De mørkeblå øjne gled langsomt ned over papirerne, som Sean så høfligt placerede ved hendes side, alt imens han talte. Manden havde virkelig tænkt på det hele. Så meget for meget for tilfældig timing.

“Miss Allaire i egen høje person? Jeg tvivler stærkt på, at Deres lille projekt lader tronen slippe igen frivilligt, når først hun har fået smagt livet som hersker… Men det er vel en sorg, man må tage til den tid.”

Det sidste tilføjede hun let. Nærmest ubekymret. Sean talte om Genevira som en midlertidig løsning - omend langsigtet. Natalie derimod så hullerne i den teori. Nu nærede hun dog ingen varme følelser for kvinden, andet end oprigtig fascination, så kom det til stykket, hvor der måtte vælges mellem tronen og vampyrens liv, så havde Natalie truffet den beslutning for længst.

“Mhmm…” Natalie gled ned af stolen, og efterlod sig den skælvende tekop på armlænet. Hendes lille skikkelse gled om på siden af bordet, alt imens hun fortsatte med at læse kontrakterne igennem. For hendes veltrænede blik og skarpe hjerne tog det ingen tid, men hun kunne godt lide at læse tingene igennem flere gange, alt imens hun gennemgik sine muligheder. Der var ikke mange tilbage. Netop derfor greb hun fjerpennen, stadigvæk våd af blæk, og hævede den over den del, som krævede hendes underskrift. “...Et øjeblik.” blot millimeter fra at pennens spids mødte papiret, standsede hun pludselig bevægelsen. Uden så meget som en dråbe blæk spildt, trak hun langsomt hånden bort inden, at hun vendte opmærksomheden tilbage til Sean. Et nyt glimt havde dannet sig i det dybblå blik, og hun sendte ham et høfligt smil. Stadigvæk forblev hun dog stående op af bordet, med fjerpennen i sin lille barnehånd.

“Det øjeblik De har min underskrift ophører al tidligere gæld mellem os. De er en fri mand, kun forbundet til mig gennem ord og personlige aftaler som dæmon og Højre Hånd. Miss Allaire er til gengæld et selvstændigt individ, uden for min rækkevidde, som De derimod har en særlig forbindelse til. En forbindelse som De generøst tilbyder at udnytte til vores fælles fordel. Et tilbud som jeg respektere nok til at acceptere, da det uden tvivl vil fungere. Det jeg blot mangler i dette spil er et… ekstra kort på hånden… om man vil. En simpel nødløsning der vil gøre mig i stand til at ‘arbejde’ med Miss Allaire, skulle hun pludselig vælge at at lade magten stige hende til hovedet, og gå sine egne veje. Skulle ulykken indtræffe, ville intet andet end pure loyalitet forhindre Dem i at tage hendes side, og jeg ville være efterladt uden to af mine vigtigste brikker. Så jeg håber, at De forstår min anmodning. Dæmon til dæmon. Det er ikke mistro til Dem, som person, men simpel almen fornuft, hvad angår overdragelsen til en tredjepart. Så… hvis De kan tilbyde mig en løsning, så har vi en aftale, Lord McGivens. Så er underskriften Deres.”

Hun tav. Endeligt. Det havde taget længere tid at formulere sig, end forventet, men forhåbningen var, at hun ikke havde tabt Sean undervejs. At han forstod hendes intention, og tilbød hende, hvad hun manglede, så de begge kunne gå herfra nogenlunde tilfredse. For hun havde ikke nok til at standse vampyren, som det var nu. En simpel forhistorie. Men ingen personlige forbindelser ud over Sean. Intet stærkt bånd, ingen gæld, ikke engang så meget som en lusket, lille hemmelighed, som hun kunne blackmaile kvinden med. Natalie kunne uden tvivl vælte Genevira i en fysisk kamp, men rent personligt manglede hun noget, som kunne bruges til at holde kvinden i snor. Eller i værste tilfælde, give hende dødsstødet.

En kompliment. Sean smilte let for sig selv, som han sad i stolen over for hende. Lod hende rejse sig, lod hende læse og genlæse dokumentet i sin hånd.
Og fjerpennen...Sean ventede på lyden af dens skrattende bevægelser, men der kom ingen. Til sidst så han op, kun for at konstatere at Natalie ikke var helt udmanøvreret endnu. Og hvad skulle holde ham fra bare at gå ud af rummet, lade aftaler være aftaler, være den fri mand han havde ventet på? Ud over det ville være...Yderst...Utilfredsstillende? Især oven på al den planlægning.
Nej...Natalies krav kom faktisk en smule uventet. Der var faktisk en ting han ikke havde overvejet så meget - og det var Natalies sikkerhed i forhold til Genevira. Han kunne ikke tale på Geneviras vegne. Kunne ikke love hende væk, eller binde hende uden hendes viden. Det var...Et problem. For han havde aldrig rigtigt fortalt Genevira at Natalie havde fanget ham her. Måske hintet, måske havde hun fornemmet eller andet anstrengt mellem dem fra tid til anden...Men aldrig direkte. Så at invitere hende ind og sige hun skulle stå til ansvar for Natalie, selv om Genevira ville være herskeren...
Var det overhoved en mulighed? Og ville Genevira overhoved takke ja, med det pres?
De var ikke bundet af noget racemæssigt bånd. Og de ønskede trods alt ingen racekrig, uanset hvor lidt eller meget Genevira var forbundet til vampyrernes politik.
Selv Geneviras ord var i princippet intet at true med, skulle uenigheder indtræffe. Og i virkeligheden...Tvang han ikke bare Genevira til at overtage hans plads? I et underligt fangeskab, dikteret af en anden, selv om hverdagen var fuld af frie valg?

Sean trak vejret dybt og så tænksomt foran sig. Stilheden fortalte han skam tænkte over Natalies ord, og overvejede sine muligheder. En stilhed hun forhåbentlig gav ham.
Et svagt smil gled over ham, som han så over på Natalie igen.
"Virkelig, Natalie? Du forventer jeg velvilligt giver dig en større fordel, end hvad jeg eller tildels Genevira ville få ud af det? Det er jo ikke fordi vi alle går herfra uden ansvar" bemærkede han let, som for at understrege det uretfærdige i hendes krav. Og næsten umulige i hendes krav.
Havde han ikke allerede givet hende en del? At han forblev hendes højre hånd. At Genevira kunne lede byen for dem, og at Sean tilmed også nok skulle holde øje med Genevira imens? At Sean ville lede sin kriminelle klan i undergrunden, og indirekte være en kilde for Natalie også, dog ikke en påtvunget en? I princippet fik Natalie allerede mere end hun havde.
Set fra den side, i hvert fald. Og ikke set fra den side, der lovede Sean som både hersker og klanleder. Men det var næsten umuligt at styre begge dele tilfredsstillende. Der var simpelthen for meget arbejde med dem begge tilsammen.
"Lad mig spørge dig...Hvem er du mest bekymret for? At Genevira ikke er åben for den politik, du blot skal overbevise hende om - som jeg bare skal overbevise hende om - eller at du mister mig?"
Hvis hun pressede meget mere, kunne det godt ske han lod dæmonen vinde, frem for den venlige politiker. Han havde smadret en by. At gå i åben krig mod Natalie...Kunne måske være sjovt på sin egen måde. Han var ikke uden allierede blandt dæmonerne, foruden andre individer rundt omkring.
"Jeg er ikke sikker på jeg forstår præcis hvad din bekymring er, andet end du er ked af at miste den livsgæld du havde over mig. Som påkrævede mig at fungere i din interesse. Det er ikke noget der længere er i min interesse, og jeg har givet dig en god aftale, der frigiver mig fra den. Er løftet om loyalitet og at arbejde for dig til stadighed slet ikke godt nok? Måske har du slet ikke brug for mig så? Måske jeg skulle tage en pause fra al politisk arbejde i en stund..."
Han sad påtaget afslappet i sin stol og så betænksomt frem for sig ved de sidste ord. Et par fingre trommede mod hans hage, som om han seriøst overvejede det. Velvidende hans største rolle for Natalie, netop var at hjælpe hende med at navigere i det politiske landskab.
"Nah...Det kan ikke passe...At du prøver at presse situationen så meget, at du mister mere end du har råd til. Du er klogere end det"
Bemærkede han til sidst, i en let tone. Hans mørke blik gled over til hende igen, nærmest udfordrede hende.
Hvis der var en ting han havde indset med sig selv, lige nu og her...Så var det at han ikke ville binde Genevira på samme måde som han selv var, selv hvis han vidste hvordan. Det skulle ikke gå ud over Genevira. Hun kunne blomstre under de rigtige betingelser, og skulle ikke ødelægges af dæmonernes interne politik. Det åg skulle han nok løfte for hende...Hvis han kunne.
Og hvad mere var, ville han heller ikke binde sig urimeligt til Natalie yderligere. Og han havde ingen planer om at blive presset til at forblive hersker af en by, der lige nu ønskede ham død.
"Eller...Er du?"
Ordene var så lavmælte, at det var lige før de slet ikke eksisterede.

Det var noget tilfredsstillende over stilheden. Han tænkte. Hun havde fundet et hul. Det gav hende blod på tanden, og en fornyet interesse for at holde samtalen kørende lidt endnu. For selvom, Sean næppe var nem at danse med i forhold til den her slags, så havde Natalie bestemt ikke tænkt sig at overgive sig helt uden kamp. Så hun betragtede ham med største tålmodighed, som han fik arbejdet sig igennem hendes ord. Fik endda lyst til at genoptage den hvinende søde the, stadigvæk balancerende på stolens armlæn, men undlod til sidst, da hun ikke brød sig om smagen, når først den var blevet lunken. Da han endelig talte igen, voksede der ligeledes et lille, men oprigtigt smil frem i det blege barneansigt. Sødt, som det ofte kunne fremstå for den uvidende.

“Det er rart at vide, at Deres frihed har en pris, Lord McGivens. Desuden, hvilken dæmon ville jeg være, hvis ikke jeg forsøgte?” bemærkede hun let. Det var meget muligt, at han fandt det uretfærdigt. Men hun havde trods alt reddet hans liv. Bragt ham tilbage på toppen. Og hvor meget han end hadede det, så var der mange andre, som ville dø for at tage hans sted. Havde han måske ikke haft tid og mulighed for at forplante sig yderligere, takket være den forøgede levetid? Det havde ikke just været nemt, som knogler og maddiker gravet ned i en tilfældig baghave eller kirkegård. Eller som aske. Hvad end man nu foretrak. Uden tvivl, at Sean havde et testamente liggende et sted. Manden havde en plan for alt. Mon det var blevet opdateret efter dæmonsygen? Hun undlod at kommentere på delen angående, hvem hun helst så sig foruden. For sandheden var, at Sean var det logiske valg at beholde tæt på sig. Men… det vidste han godt. I stedet forsøgte hun sig med en ny forklaring, angående hendes lille problemstilling.

“Så tillad mig at omformulere mig selv. Hvor meget De end forestiller Dem, at det udelukkende handler om Deres livsgæld, så tager De fejl. De har tilbudt mig en byttehandel for Deres frihed, som jeg finder særdeles tilfredsstillende. I virkeligheden handler det om, at jeg ikke bryder mig om at gå ind i et partnerskab uden at være forberedt på det værste. I Deres Deres drømmescenarie står Miss Allaire som Leder af Doomsville inden året er omme. Når den tid kommer vil hun blive nødt til at arbejde med de respektive raceldere gemt i byen. Her regner jeg selvfølgelig med, at Deres arbejde og loyalitet vil komme i god brug, Lord McGivens. Men vel vidende, hvad Deres sidebeskæftigelse består af, så havde jeg håbet, at De som en sidste, hm… gulerod? kunne tilbyde mig en simpel detalje angående Miss Allaire, som kunne hjælpe mig, personligt, med at holde hende i kort snor, skulle det blive nødvendigt. En svaghed om man ville, som kunne bruges den dag, hvor De af en eller anden årsag, ikke har muligheden for at træde til, og jeg får brug for at sætte foden ned. Måske De har særlig oplysninger angående familie, måske Genevira har en hemmelig elsker et sted… et eller andet, som vil få hende til at lytte. Forstår De?”

Natalie tog en kort pause. Han udfordrede hende, men hun lod ikke sig selv falde i den fælde. I stedet gav hun sig tid til at falde til ro inden, at hun til sidst så op, og atter mødte Seans blik, med et nyt glimt i de store, mørkeblå øjne.

“I øvrigt finder jeg det beundringsværdigt af Dem at satse Deres egen karriere på den måde… jeg ser dog ingen grund til sådanne drastiske metoder. Miss Allaires frihed er ikke et emne, som jeg agter at nærme mig, så længe hun er under Deres kontrol. Jeg ved trods alt, hvor meget det betyder for Dem.”

Hun var klogere end at presse manden meget længere. Genevira var et ømt punkt, og de var allerede ude på dybt vand. Men hun ønskede stadigvæk, at Sean skulle forstå. Se det fra hendes vinkel. Hun kunne trods alt enten vinde ved at fastholde et stabilt team efter dette møde, eller tabe alting, hvis Sean ikke holdt sit ord. Det ville tage hende for længe at grave nok mørke hemmeligheder op til at forsvare sig, hvis de pludselig vendte sig mod hende. I virkeligheden så hun Sean gå herfra med alle sine muligheder åbne. Hans bekymringer handlede vel i sidste ende udelukkende om hans skattede ejendele. Hans klan. Hans frihed. Hans yngel. Og hans Genevira.

Hun beholdte fatningen, og prøvede at redde situationen. Selvfølgelig ønskede hun ikke at miste alt, præcis som Sean kunne finde en bestemt nytte i fortsat at arbejde MED hende. Og en nytte i at arbejde sammen med Genevira, med den eneste forskel, at Gene ville blive kaldt herskerinde - hvis hun accepterede. En detalje han ikke havde nævnt, men som han forventede at kunne løse. Gene havde altid været...Modtagelig...For Seans ideer. Tilbuddet om den nye stilling ville måske nok overraske hende og slå hende tilbage for en stund, men han var overbevist om at med lidt tid og tålmodighed ville han kunne overbevise hende. Enten det, eller også ville hun overraske ham og sige ja uden at spørge ind til noget. Det var faktisk aldrig helt til at gennemskue Genes humør, som det kunne være i nord og syd. Det havde han oplevet et par gange. Den ene dag ville hun snakke om store planer og guddommelighed, den anden dag turde hun knap nok snakke til ham i ren nervøsitet for ikke at være tilstrækkelig.
Så ja. Han havde mange ting at sige om hende. Mange små hemmeligheder, eller et par følsomme personer, der til nøds kunne bruges imod hende i en trussel. Den ene var åbenlyst ham selv. Endnu en grund til at han endnu ikke havde tilbudt hende nogen adoption - hans navn ville gøre Gene til en større skydeskive for Natalie, end hun måske allerede var.
Den anden var en hemmelig elsker. Tjek - det kendte Sean skam også til. Ikke uden et svagt smil.
Ja, han kendte flere småting. Men på intet tidspunkt ønskede han at sige dem højt. Han følte han måtte...Beskytte...Gene, på et eller andet punkt. Nok til at han måske hellere ville risikere noget for sig selv, end at kaste Gene for løverne.
Men det ville jo ikke være optimalt. Desuden havde han ikke lagt alle disse planer, bare for at et lille dæmonbarn skulle ødelægge alt for ham. Han havde stadig kortet der hed at bare kunne gå. Gå herfra, uden nogle af dem fik noget ud af det. Og lade Gene selv bestemme om hun ville tage en pludseligt tomme trone, inden Natalie kunne komme i nærheden af at finde en ny overtager.
Natalie arbejdede jo i skyggen. Ingen ville spørge hende først, medmindre hun blot var hurtigst.

"Du antager meget på mine vegne"
Hans kølige blik gled over til Natalie, som han i rolige bevægelser trådte over til hende. Tårnede sig over hende som et - ja, et tårn - på trods af hun nok var mere end van til den slags, og ikke lod sig intimidere af det.
Sean samlede kontrakten op, der var mellem Natalie og ham selv, hvis altså den blev underskrevet. Han lod blikket glide ned over den et øjeblik, før han også samlede kontrakten til Genevira op i den anden hånd. Roligt, med velvalgte bevægelser, gik han over til pejsen. Med de to dokumenter samlet i en hånd, vendte han sig halvt om mod Natalie. Papirerne hvilede faretruende tæt på ilden. Øjenbrynene gled udfordrende op i panden på Sean. Så gled et svagt smil over ham.
"Jeg lader mig ikke falde til simpel manipulation. Du ved udmærket jeg ikke vil fortælle noget om Genevira, og at jeg nægter at være underlagt dig på baggrund af en eller anden gammel gæld. Derfor...Er der kun få muligheder tilbage nu. Enten må du selv tage dig tid og lære Genevira at kende, eller også må du udnytte jeg er din højre hånd til at kontrollere hende. Med de to muligheder...Kan dokumenterne stadig underskrives. Skulle de muligheder ikke være godt nok for den kære leder af dæmonerne...Jamen så har vi simpelthen ikke brug for disse dokumenter mere. Jeg vil gå ud fra dette lokale. Jeg vil efterlade et tomrum på borgen...Og et tomrum ved din side. Du må nøjes med alle de andre dæmoner, du sikkert tror står og venter på dine mindste ord. For nu"
Der var intet smil. Hans kropsholdning var stille som en statues, men dokumenterne hvilede stadig tæt på ilden. Der var ingen tvivl. Han ville gennemføre en af de to ting, og det var op til Natalie at vælge lige nu og her. Deres indbyrdes magtkamp ville uanset hvad vælge en af dem som taberen. For Natalie var det mere det overordnede billede, hun burde fokusere på - men Sean vidste godt hun reagerede mere på sin personlige stolthed lige nu. Hvilket mudrede hendes politiske spil og muligheder. Og ham selv? For ham var det hele personligt. Det handlede om frihed og muligheder. Derfor var han villig til at gå så langt, og derfor nægtede han at efterkomme hendes små ønsker lige nu og her. Derfor var det et sølle ultimatum, der efterhånden hverken føltes som at vinde eller tabe. Natalie stod til at tabe mest, da Sean under alle omstændigheder ville opnå lidt frihed, som...Som var hans ønske.
Faktisk havde Sean et és tilbage i sit ærme. Men det krævede at Gene kom ind hos dem. Deltog i samtalen, eller...Hjalp Sean med noget helt specifikt. Ikke noget der truede Natalies ord. Men noget der ville frigive Sean fra det hele. Men det var et drastisk og desperat valg, og endda et han tvivlede på Gene ville efterkomme.
Nej, et eller andet sted var dette ultimatum hans eneste mulighed, hvis han ikke ønskede at give efter for Natalie mere.
Det var svært at gøre to så store og stædige personligheder glade. I hvert fald så længe de stod her alene og stangede hovedet mod hinanden.
Det mørke og kolde blik hvilede direkte på Natalie, næsten uden at blinke.
Varmen spredte sig over siden af hans krop, fra pejsen.

Det var svært at tro på, at de nogensinde havde kunnet fungere sammen, som de stod der og hidsede sig op overfor hinanden. Som to vildkatte fanget i en gyde med kun en enkelt vej ud. Hver især hvæsende og spruttende i håbet om, at den anden ville give sig. Men begge to lige akkurat stædig nok til, at ingen af dem tog benene på nakken. Det kunne blive en grim affære - og meget lang nat - hvis altså det ikke var fordi at dæmonerne heldigvis bar en smule hjernekapacitet end simple kattedyr.

Seans kølige blik hvilede tungt mod hendes lille krop, og et øjeblik var hun overbevist om, at temperaturen faktisk var faldet et par grader i mødelokalet på trods af pejsen i baggrunden. Pejsen der fik hans skikkelse til at kaste lange skygger, som pludselig tårnede sig op over hende. Mørk og truende. Dæmonisk, ville man endda kunne voves til at påstå. Natalie lagde nakken tilbage og så op. Ikke meget, men lige præcis nok til, at hun ikke havde problemer med at møde hans blik. Mange andre ville nok have tøvet. Trukket sig eller nægtet at møde hans blik af simpel frygt for, hvilke konsekvenser en såre simpel handling kunne medføre. Men hun var ikke hvem som helst. Hun var dæmonernes leder - hans leder - og hun lod sig ikke kue helt så nemt. Smilet var muligvis borte, men det handlede mere om, at hun forstod at læse situationen. Sean gad ikke lege mere. Han ville have et svar, og et eller andet sted, kunne hun næppe bebrejde ham. Manden havde rakt hende en lillefinger, og hun havde forsøgt at snuppe hele dæmonen med sig. Det her var Seans sidste forsøg. Og hendes sidste chance.

Natalie betragtede dokumenterne, som pludselig svævede faretruende tæt på ilden. Alligevel rørte hun sig ikke ud af stedet, men stod i stedet blot med armene foldet bag ryggen, imens hun lyttede til Sean. Flammerne spejlede sig i de eftertænksomme blå øjne, som hun overvejede alvoren af hans ord. Selvfølgelig ærgrede det hende, at han skulle være så stædig, og at han lod følelserne for Genevira stå i vejen for hendes forslag. Men… Sean var Sean. Lige så frustrerende og hårdnakket manden kunne være at arbejde med, lige så handlekraftig og ressourcestærk havde han vist sig igen og igen. Det var nattens møde et glimrende eksempel på. Seans havde taget en beslutning for længst. Han kunne være gået bag ryggen på hende, hvilket sikkert også havde været planen før deres egentlig samarbejde, men havde alligevel valgt i et sjældent moment af generøsitet at inddrage hende i sine planer. En håndsrækning, om man ville. Og skulle Natalie så vælge at afvise denne plan, ville det ikke blot slå skår i deres blomstrende alliance, men samtidig smide hende bag vognen, hvad angik Doomsville fremtid. For ingen tvivl om, Sean allerede havde taget en beslutning, og én simpel afvisning var bestemt ikke nok til at myrde lige præcis den drøm. Friheden som hun havde berøvet ham blot få år tidligere. Sean ville finde en vej med eller uden hende. Og taget deres historie i betragtning - for ikke at tale om mandens evner og race - så foretrak hun trods alt at fortsætte samarbejdet, på bedst mulig vis. Også selvom det betød, at hun var taberen denne aften. Med den tanke på plads, sukkede Natalie endeligt og brød stilheden, som havde lagt sig.

“ Nu ikke så dramatisk, McGivens. Jeg ved, at dette må være en stor aften for Dem, men jeg ser ingen grund til den slags mudderkastning, hvad angår mine evner som leder.”

Stemmen var skarp, men alligevel knap så truende, som Seans. Ønskede hun mest af alt at snappe af ham? Ja. Men… situationen taget i betragtning, var det næppe fornuftigt. Det var ganske muligt, at hun havde trukket det ud en anelse for længe. Alligevel så hun bestemt ingen grund til at falde ned på dette niveau. Trusler og anklager var ikke ligefrem noget, der vakte varme følelser hos særlig mange. Specielt ikke, når de var rettet mod en selv. Hun rømmede sig, og fortsatte, en anelse roligere.

“ Med det sagt… så lad mig hellere få dokumenterne igen inden, at De gør noget, som vi begge vil fortryde. De har vidst rigeligt bevist Deres pointe. Skal vi få det overstået?"

Langsomt men sikkert løftede hun armen, og rakte den frem mod Sean. I håbet om, at han godtog hendes ord. Det var ikke en undskyldning for hun var ikke ked af at have presset ham. Men, det var det bedste, som hun kunne tilbyde lige nu. Deres partnerskab ville helt sikkert kræve en bunke ekstra kærlighed fremover. Aftenen havde budt på et knæk i tilliden mellem dem, men hun agtede at starte reparationerne ved at placere en længe ventet underskrift. Spørgsmålet var blot om det mon var nok for Sean efterhånden?

Han trak vejret dybt. Der duftede af brændende træ, der knitrede ved hans side. Måske var det hans indbildning, men der lugtede også en anelse sødt fra de kopper the, der efterhånden var blevet efterladt til dem selv.
Var aftenen gået præcis som han ville have den? Nej. Opnåede han i sidste ende sin vilje? Ja. Var det sket på helt præcis den storslåede måde han havde forestillet sig? Nej.
Men når det kom til stykket...Var det målet der betød noget. Og han havde nok været skuffet over Natalie, hvis hun ikke havde prøvet at vride ham for sidste dråbe. Prøvet at vende situationen mere til sin fordel, selv om det ville sætte Sean i en klar ulempe. Men han havde arbejdet for hårdt for det her. Og han havde en gang for alle besluttet sig for at befri sig selv. Fandtes der noget væsen, der kunne vende en beslutning på en stærk og stædig dæmon som ham selv? Måske intet, ud over døden. Og hans viljestærkhed sikrede ham altid hans vilje. Og modviljen? Dem der faktisk sagde nej og nægtede ham noget?
De havde det ikke sjovt bagefter.
På den måde ville nogen måske påstå Natalie kun havde haft få muligheder denne aften, selv om Sean næppe selv ville se på det på den måde. Han havde endnu haft et desperat forsøg tilbage, en desperat udvej. Heldigvis havde han ikke fået brug for den, og den tjeneste han for længe siden havde bedt af Gene, blev ikke en transformation af ham selv - men af hende.

Han trak vejret dybt, som den indre dæmon buldrede i hans sind. Den ville fri. Den ville flænse og understrege sin styrke, på sin egen primitive og ødelæggende måde. Men det var ikke det han havde brug for lige nu. Han havde brug for kontrol, og for fornuft. Ja, for Natalie handlede det om hele hendes rolle som leder og hendes planer. For Sean handlede det om en personlig ting. Derfor var han pisseligeglad med om Natalie og hele racen kom til at mangle ham.
Og derfor var dæmoner så svære at samle og samarbejde med.
Dokumenterne blev fjernet fra den varme luft, der truede med at antænde dem. De fandt vej igennem det nu køligere luft, tilbage til bordet. Med en overraskende mild bevægelse trådte Sean væk, og gjorde tegn til at hun kunne underskrive. Der var endnu intet ord. Han turde ikke slappe af, og turde ikke forvente noget, før hendes underskrift var på dokumenterne og han havde dem i sin hånd. Mere værd end guld, og så meget mere skrøbelige.

Og som hun forhåbentlig greb fjerpennen og dybede den i blæk, således slog hans hjerte hårdere. Så hårdt, at det næsten gjorde ondt, og han havde svært ved at synke. Men ikke fordi han var opfyldt af en god stemning, fordi hans længeventede og forsigtige plan var båret frugt. Det var i sig selv en fryd.
Men fordi...
Fordi med hver svung af fjerpennen blev han mere og mere fri. Og fornemmelsen af friheden var berusende og overvældende. Han kunne gøre hvad end han ville - og han kunne begynde at skabe en fremtid til sin datter. Han havde planer for hende. Men mest af alt, at opdrage hende til at blive en stærk dæmon. Lære hende alt han kunne. Hun ville blive hans hovedfokus nu. Alt han ville gøre i sit liv, for nuværende, ville være for at sikre hendes fremtid.
Alt der manglende...Var den underskrift.
Alt der manglende...Var en underskrift, for at han næsten af sig selv ville, i sit stille sind - selvfølgelig - ville føle en hvis form for taknemmelighed og villighed til faktisk at gøre noget til gengæld for Natalie. Såsom at opfylde de roller, han netop havde lovet hende.
Dæmoner havde ære. For ham bestod den trods alt i at opretholde et ord. En aftale. Det var også derfor han ikke bare var gået, men stædigt havde prøvet at få noget ud af denne situation.

Hun lod hånden falde ned langs siden igen. Betragtede i stedet, hvordan Sean blev hængende foran pejsen for en stund, mens han lod til at overveje hendes ord - inden, at han endelig trak sig bort. Som dokumenterne fandt deres vej tilbage til bordet igen, blev Natalie stående imens, at Sean fik gjort det hele klar. Hun sukkede stille, men dybt, som hun betragtede papiret folde sig ud. Klar til en underskrift. Noget det garanteret havde været længere end hun turde ane. Dette var helt sikkert ikke den første udgave. Nej, manden var perfektionist, præcis som hende selv. Sean havde lavet mange. Kasseret og skrevet om. Indtil han var helt tilfreds. Og her lå det så. Det færdige eksemplar præcis som han ville have det. Og selvom omstændighederne måske ikke havde været det, han havde drømt om, så var der stadigvæk ingen tvivl om, at Sean løb med sejren denne nat.

Uden så meget som et ord, forlod hun sin plads midt i rummet, og bevægede sig for anden gang over mod det lille bord, hvor hun standsede. Et øjeblik nedstirrede det mørke blik dokumentet foran sig, med en sådan passion, at man næsten skulle tro, at dæmonen kunne finde på at bebrejde papiret for alle hendes problemer. Og ikke blot dem der angik Sean! Alligevel var det med en særdeles rolig bevægelse, at hun omsider rakte frem og greb fat om fjerpennen, der virkede underligt stor i de små barnehænder. Spidsen af fjerpennen blev forsigtigt dyppet i blækket før, at den pressede sig imod bunden af papiret. Denne gang kunne hun ikke tillade sig at tøve. Ventede hun for længe, ville blækket plette og ødelægge chancen for en ordentlig underskrift. Derfor - efter blot få sekunders panik - svang hun endelig pennen. Med en øvet hånd der fortalte om, at dette havde hun gjort tusindvis af gange, formede der sig endeligt det lange, men særdeles betydningsfulde navn i bunden af papiret. Da hun endelig var tilfreds, blev fjerpennen lagt tilbage igen, hvorefter Natalie trådte et skridt til siden, så Sean kunne beundre sit værk. Hun fornemmede mandens iver selv med ryggen til, og nu hvor det endelig var gjort, havde hun ingen problemer med at vise, at hun stod ved sit ord. Natalie Mania Von Tenebris. Med en smuk, sirlig håndskrift stod det præcis som lovet. Mere kunne hun ikke tilbyde for nu, men det var trods alt også lige præcis, hvad han havde bedt om.

“Jeg håber, at De er tilfreds. Og så håber jeg sandelig, at alt besværet De gik til for at få mig til at gøre det her, var det hele værd. For os begge...."

Hun havde lyst til at vende sig væk. Fokusere alle andre steder hen, end lige mod Sean, som hun forventede ville blomstre op ved synet af underskriften. Eller som minimum smile. Bare en lille smule. Men hun blev nødt til at se det. Hun blev nødt til at få bekræftet, at dette var hvad han havde ønsket sig, og havde kæmpet så hårdt for de sidste par måneder. For det var i virkeligheden utroligt, hvor lidt der skulle til for at gøre en forskel, og hvor meget det alligevel kunne koste en.

“Hvor hurtigt agter De at påbegynde skiftet?”

Øjnene stirrede stift på fjerpennen, mens den bevægede sig. Stirrede stift på ordene der dannede sig, et sving med pennen ad gangen. Øvet, hurtigt, og alligevel forfærdeligt langsomt. Da hun var færdig læste han underskriften flere gange for sig selv, for at være sikker på den fandtes - og hun havde skrevet sit eget navn. Og ikke et eller andet volapyk, som andre kunne stille spørgsmål ved. Ikke at det betød noget. Disse dokumenter var for dem selv. Han var end ikke sikker på Gene ville bede om en underskrift for det der skulle ske, for i princippet var titlen Seans at give væk. Og i så fald ville det være et dokument mellem hende og ham.
Han trak vejret dybt, tog papirerne op og pustede let på blækket, som det tørrede. Hans fokus var mere på papiret foran ham, end på pigen ved hans side. Hendes ord næsten en tåge i hans hjerne. Al denne kamp. Al denne energi. Og hvad skulle han fokusere på nu? Hvilke nye store planer skulle han lægge? Han kunne jo ikke bare lave...Ingenting.
Måske tage til Aquener og besøge Juniper. Hun skyldte ham en fest, trods alt. Men så langt væk fra hans datter?

Det mørke blik gled over til Natalie og det svage smil var vendt tilbage. Trods kampen til sidst, var der en snert af tilfredshed, ja. Alt andet ville være underligt. En glæde, faktisk, der næsten lokkede et lys frem i hans ellers kolde øjne. Men kun næsten. At hoppe og danse foran Natalie ville ikke passe sig. Det kunne han gøre foran Gene senere. Det var nat, så hun var med garanti oppe og i gang med arbejdet.
Pænt rullede han dokumenterne sammen, før han rømmede sig svagt. Med rettet ryg så han roligt på hende et øjeblik, før han sagde noget.
"Jeg er tilfreds. Alt andet ville være underligt. Men en tilfreds dæmon...Er en god ressource. Og jeg står ved mit ord. Jeg vil stadig fungere som din højre hånd i politiske anliggender, og hvad du ellers får brug for mig til" forsikrede han, i håb om hun kunne se videre fra deres lille...Konflikt...Her til aften. Han kunne i hvert fald trygt fokusere på fremtiden lige nu.
"Og jeg vil..."
Han overvejede det et kort øjeblik. Skulle han vente til der var lidt mere ro på byen, så han ikke overgav Genevira et rent kaos?
Nej. Kaos var godt. Kaos gav grobund for noget nyt. Ud med det gamle, ind med det nye. Det var hvad byen hungrede efter lige nu, det var han ikke i tvivl om. Men han ønskede heller ikke at efterlade byen med kun dårlige ord om ham.
Han så ud af det nærmeste vindue et øjeblik.
Oh well. Han var dæmon. Folk snakkede allerede dårligt om ham, og han kunne lige så godt leve op til det. Desuden havde han selv skabt denne situation, til sig selv.
"Jeg vil finde hende allerede i aften og fortælle hende om det. Overgangen vil enten ske stort set med det samme, eller i trin. Det kommer an på hvordan hun reagerer" svarede han til sidst, som han så tilbage på Natalie.
"Er der andet?"
Hvis ikke...Havde han jo en Genevira at opsøge.

Et øjeblik var det næsten som om, at Sean frygtede, at underskriften ville forsvinde igen. Som dug for solen, det øjeblik han vendte ryggen til bordet. Blikket talte i hvert fald for sig selv. Et blik, som hun desuden fandt temmelig underholdende, da det trods alt fortalte om en vis usikkerhed forbundet med hele processen, på trods af hvor selvsikker manden havde fremstået  frem til nu. Sean var ikke skudsikker. Han var ikke perfekt. Men han var dygtig nok til, at tingene som regel løste sig, selv med de forhindringer han nu måtte støde på undervejs. Da hans grå blik endelig fandt hende igen var det med et udtryk, som Natalie ikke før mindes at have spottet hos den ældre dæmon. En ny og næsten levende glød flakkede i det ellers sædvanligvis alvorlige blik. Glæde, uden tvivl. Og smilet, hvor diskret det end tog sig ud, var da heller ikke til at tage fejl af. Det var i hvert fald mere end nok for hende, og hun fortrød næsten sit spørgsmål et øjeblik. For ønskede hun egentlig at høre mere om det? Sean formåede dog at besvare det på høfligste vis, på trods af lykkerusen, der ellers tydeligt strålede fra ham. Selv energien i rummet havde ændret sig. Nu var det kun hendes egen der virkede mørk og truende. Alligevel frembragte hans ord overraskende nok et lille, men oprigtigt smil hos hende. Hun svarede dog ikke. Følte ikke, at det var nødvendigt at understrege, at hun var tilfreds med hans fortsatte loyalitet. Først, da Sean valgte at stille et spørgsmål, rystede hun kort på hovedet før, at hun svarede endelig svarede ham.

“Nej. De har planlagt dette ned til mindste vink, og jeg ønsker ikke at sinke Dem yderligere end, hvad jeg allerede har her til aften. I stedet vil jeg se frem til at følge overdragelsen, og vor samarbejde fremover… Godt spillet, McGivens.”

Med de ord nejede hun let, som en høflig afsked inden, at den lille skikkelse vendte sig imod døren. Alt overskuddet fra tidligere var borte, og hun følte lige nu intet behov for hyggesnak, te eller småkager. Nej, hvad Natalie mest af alt drømte om var at trække sig tilbage, og gennemgå detaljerne for dette møde, bid for bid, indtil hendes hjerne helt præcist forstod, hvad der lige var sket - og hvad der skulle ske. Enten det eller at hun udmattede sig selv nok til at kunne sove. Men hun tvivlede. Og medmindre Sean sagde eller gjorde noget for at holde på hende, ville Natalie være halvvejs ude af døren før, at hun pludselig standsede. Ansigtet vendte sig en sidste gang mod Sean, og de blå øjne stirrede alvorligt på manden.

“For resten Så lad os håbe, at Miss Allaire deler Deres entusiasme omkring hele skiftet. En afvisning ville sandelig være ærgerlig efter alt Deres hårde arbejde... Nå, lykke til!”

Og væk var hun. Før Sean så meget som kunne nå at overveje et svar, forsvandt det lille, hoved med sit skælmske smil, som det sidste ud af døren inden, at hun lukkede den bag sig. Turen tilbage mod hendes værelse foregik tavst gennem slottet, og hun anerkendte ikke rigtig de få tjenestefolk, som passerede hende på vejen. Tankerne myldrede rundt, og hun ville helt sikkert ikke få sovet meget den nat. Først, da hun endelig nåede sit værelse, og fik sikret sig at døren var lukket og låst, fik følelserne endelig lov at rase løs. For en stund lød der et værre rabalder fra det lille gæsteværelse, inden at der atter blev stille. Og Natalie ville ikke vise sig før den efterfølgende morgen, hvor hun forsvandt ned i byen. Værelset ville dog stå aflyst det næste lange stykke tid.

// Out //