So much times has gone by

af Gæst Fre 15 Apr 2016 - 21:52

Tid Det er omkring middag
Sted Hjemme hos sig selv
Omgivelser Der er hvad der normalt findes i et hjem
Vejr Siden det er middag og solen er fremme, så er det relativt varmt
Påklædning Et par sorte bukser, en hvid skjorte og et par sorte sko

Emnet er tilegnet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det havde været noget tid siden nu, men han savnede hende stadigvæk. Han savnede sin kære søster Josette, hun var en speciel kvinde. Han vidste der var sket så meget for hende, hun var faldet og var nu leder, men han så hende stadigvæk som sin elskede søster. Intet ville ændre på hvordan han havde det med hende. Han vidste ikke hvad hun rendte og lavede, eller om hun nogensinde tænkte på ham, men han tænkte dog ofte på hende. Dog havde han lige nu hele ideen med Catherine, han havde et bryllup på vejen og nu også et barn imellem tiden. Han elskede tanken om de havde skabt et lille barn, at det nu ville vokse inde i hendes mave. Han ville være der hos hende hele vejen igennem det, hun var hans eneste ene og helt klart den han ville tilbringe resten af sit liv med.
Hun var dog ikke langt, hvilket gjorde han var forsigtig omkring hende. Han var forsigtig med hvad han gjorde, blot for at sikre sig barnets sikkerhed. han havde aldrig prøvet dette, så det var skræmmende og derfor var han forsigtig. Han tilbragte eftermiddagen med Erik, hvor han legede med den lille dreng, en dreng der var glad for sin fremtid som storebror. Han løftede den lille dreng op, og som der blev banket på døren, gik han med Erik i sine arme ud til døren. Synet der mødte ham fik et stort smil frem på hans læber "Jo! Min smukke Jo" han satte Erik ned og smilede "Hvor er det dejligt at se dig igen og hvor smuk du er blevet" han holde sine arme ud og gav hende et stort kram "Det her er lille Erik, han er din nevø og Erik det her er moster Josette" han lagde en hånd på Eriks skulder og gav den et klem

af Gæst Lør 16 Apr 2016 - 14:50

Hun havde en flot blå kjole på. En af dem som nærmest skreg rigmands datter. Håret bølgede pænt henover hendes skuldre. Over kjolen bar hun en lang jakke, så hun ikke frøs. Hun lignede en engel, var en engel. Trods alt så kunne hun ikke se meget forskel på de gode og de faldne. Udover de navne samfundet havde klistret i deres pander. Endelig var det lykkedes hende at finde et tidsrum hvor Catherine ikke lige var hjemme ved Neal. Ikke fordi hun havde noget imod Catherine. Lige fortiden så skulle folk bare ikke tro, at de skulle udfordre hende på grund af meninger og holdninger. Hun havde brug for et break for alt dramaet, en chance for blot at finde en indre ro. Komme væk fra alle de stemmer der prøvede at få hende til at gøre ting. Hun havde bare brug for at tage beslutninger uden al den larm. Ved Neal var hun hjemme. Og gud hvor havde hun savnet sit hjem! Hun gik ind af døren og tog sin jakke af. Hang den på stumtjeneren og vendte sig rundt da hun hørte lyden af Neal. Alle titler og rygter blev kastet væk af hendes ryg, og hun smilte. Så stort og så strålende som kun Neal nærmest så hende gør. Hendes blik var klart. Hun løb hen til ham da han gik hen imod ham. Lukkede sine arme omkring ham i et tæt kram. Så kiggede hun på lille Erik, og satte sig ned foran menneskedrengen.
"Hej med dig Erik." Sagde hun med en blid stemme. Så kiggede hun op på Neal igen inden hun rejste sig op. Så kørte hun en hånd henover de blonde lokker. "Jeg har savnet dig ufattelig meget! Det helt vildt!" Sagde hun og sendte stadigvæk Neal det strålende smil. Hendes mimik var helt anderledes end når man mødte hende på gaden normalt.
"Så meget har forandret sig i hele verden, men med det samme jeg ser dig. Føles det som om, at alt er det samme." Sagde hun så afslappet. Man kunne tydeligt se, at hun ikke var så anspændt. Neal var den eneste som havde set hende i sine sværeste tider. Da hun blev reaper, efter hun fik taget næsten alt menneskelighed taget fra sig af Ramsay. Alligevel havde Neal aldrig behandlet hende anerledes. Han havde altid forstået hende og accepteret hende for den hun var og den hun blev.
"Så, hvordan står det ellers til her? Jeg antager du stadigvæk tilbringer meget tid med Catherine. Hendes aura hænger her selv når hun ikke er her." Spurgte Josette nysgerrigt. Hendes rygte om at omvende engle til faldne var ikke ligefrem nyt. Det var intet under, hvis Neal var en smule bekymret over, om Josette kunne finde på det overfor Catherine. Og dog, så var det at Josette så Catherine som familie. Men hun ville da ikke holde sig fra at prøve en mindre tale, hun vidste Catherine havde en mørk side som lagde og lurrede... ventede på sin frihed. Men et mørke som det, krævede en ordenlig kontrol. Så det skulle ikke tvinges frit. Det vidste Josette godt.

af Gæst Man 25 Apr 2016 - 16:48

Han smilede bredt til hende "Og jeg har savnet dig! Jeg kan ikke beskrive hvor længe jeg har savnet dig" han havde aldrig været bange for at fortælle hvad han følte, da slet ikke hvad han mente. Så dette var blot en af de øjeblikke hvor han gjorde bevis på det. Han havde altid fortalt Josette sandheden, hun havde fortjent at få den, så hvorfor hænge tilbage med sandheden? Det ville i sidste ende ikke gøre andet end skade, så hvorfor overhoved gøre det? Han ville ikke skade sin elskede søster, men blot få hende til at føle sig hjemme. Hos ham skulle hun ikke være noget stort, hun skulle ikke agere som en hun ikke var. Så hos ham kunne hun være sig selv, og han ville aldrig dømme hende for det.
Han smilede kærligt til hende, han ville altid være der for hende. Ved fornemmelsen af alvorligheden, udtalte Erik sig at han ville lege, så han forlod rummet og skyndte sig op for at lege. Han kunne sikkert fornemme dette var alvor, så han ville gerne give dem tid til at snakke "Det er alt hvad jeg vil have, jeg vil bare have du skal kunne have et sted hvor du føler dig som dig...du skal ikke gemme dig bag facader, hos mig vil du altid kunne være dig. Du er dig, ikke leder Jo, ikke reaper jo...men min søster Josette" sagde han med et blidt smil.

Han klukkede og nikkede "Det går rigtig godt faktisk, vi skal giftes og vi venter os barn" han kunne umuligt holde skjul på sin glæde. Folk tæt på ham, ville vide han altid havde haft en vis forkærlighed for børn. I mange år havde han altid gerne ville have sig et barn, og nu var det endelig muligt. Han kunne endelig få sig det barn han ønskede sig, og for at gøre det hele bedre...så var det sammen med den kvinde han elskede. Han elskede Catherine over alt på jorden, hun havde fået noget andet frem i ham, noget godt og han var ikke nær så ond som han havde været førhen. For over 700 år siden havde han været et helvede, han slog ihjel til højre og venstre, men mødet med den smukke engel...det havde fået en hel del godt frem i ham.
Han blinkede og kørte en hånd igennem sit hår "Hvad med dig? Hvordan går det med dig?" spurgte han, og modsat alle de idioter som spurgte fordi de skulle spørge, så spurgte han af ren nysgerrighed. Han var rent faktisk nysgerrig for hvad hun lavede og hvordan hun havde det

af Sponsoreret inhold

So much times has gone by

So much times has gone by

Sv: So much times has gone by

Sv: So much times has gone by

Sv: So much times has gone by