We meet again - Juniper

Juniper yndede egentlig at spise hjemme. Der var intet køkkenpersonale, der var så veldisciplineret som Gracelingslaverne for hvem det var liv eller død om det de serverede var imponerende nok. Men fra tid til anden morede det alligevel dødssynden at lade andre stå for det. Som Sunfury’s prinsesse var hun i øvrigt en velrespekteret klient. En de alle bukkede og skrabede for at imponere. Med varierende og ofte uønskede resultater. Prinsessen havde allerede på sin korte tid som mere eller mindre fast inventar i broderens by oparbejdet et ry for at være svær at danse med. Lige så nådesløs, som hun ofte alligevel formåede at være sært charmerende. I dag havde hun fundet vej til, hvad hun havde fået at vide af diverse ladies, der alle kæmpede om prinsessens gunst og dermed adgang til kongehuset, måske egentlig i ønsket om at blive Avas næste hustru, og hver især havde fundet ud af, at vejen til sommerfugleprinsessens hjerte måske var bedst nået gennem maven.

Og her i dette højloftede lokale med dens kirkeagtige loft og vægmalerier og det kølige stengulv i pastelagtige rosafarver var hun nu troppet op. Uanmeldt. Panikken i de ansattes ansigter var næsten et måltid mad i sig selv. Hun fandt en plads ved et lille rundt bord dækket med en tung hvid dug med guldbroderi blandt flakkende stearinlys puttet i farvede glasbeholdere. Stråleglansen fra de mange forskellige glasbeholdere sendte regnbuer ud i lokalet. Juniper sad midt i det hele og insisterede som sædvanlig på at gøre sig selv til et kunstværk. Den lange kjole med det volumiøse skært var af sart stof i en lys jadegrøn farver, så tyndt at kroppens konturer kunne skimtes igennem stoffet. Udskæringen dykkede helt til navlen og afslørede toppen af hendes rune. Kjolen var besat med diamenter så den, med sin sart grønne kulør, lignede en forårsplante efter et regnskyld. Skørtet var broderet med House Gracelings gyldne sommerfuglesegl. Nålene der holdt hendes lange hår på plads var ligeledes prydet med sommerfugle af ædelsten. En glinsende grøn smaragd udgjorde dagens erstatning for det højre øje, som hun havde mistet.
En bestilling var unødvendig. Tjenere bragte glitrende polerede fade og tallerkener i et væld af farve og dækket med mere mad end nogen enlig person burde kunne spise i sit liv. Friskbagt brød, , frugt og grøntsager, kød i enhver afskygning og udskæring. Saucer, supper, stuvninger og grød. Alt var der. Og dog indtog Juniper tingene med et afventende kritisk udtryk. Bevares. Det hele var vellavet, men hvis Juniper ønskede at finde fejl, så fandt hun fejl.

Dog klappede hun i hænderne ved det ukendte gensyn med en velkendt skikkelse. Lady Sunseeker så lige så elegant ud som altid. Stilfuldt og uksuriøst klædt. Selvsikker og elegant.

”What an unexpected pleasure, Indora,” næsten spandt hun.

“Sit, eat, drink, whatever pleases you. I trust that you are well despite your silence? Even when I lose an eye, I hear nothing from a dear friend.”

Juniper sukkede dramatisk. Rystede på hovedet.

“Well, I’m glad I’ve made that much of an impression at least.”

Smilet der trak op i hendes læber var dovent, næsten drillende. Om det var helt velmenende var aldrig rigtig til at vide, når det var Juniper Graceling, man talte med.

”You seem to have taken the loss rather well. You look as stunning as ever,” konstaterede Juniper i et luftigt tonefald. I sandhed havde hun egentlig glemt, at dæmonen, der ellers lyste af Sunfurys særlige egen energi, lige meget, hvor hun så gik og stod, havde bolig i Doomsville. Så at borgerkrigen også havde berørt Indora, kom egentlig en smule bag på hende. Selv havde Juniper kun haft tanke for sin stakkels tante Natalie, men dæmonernes leder kunne trods alt klare sig selv. Og så selvfølgelig kære Lena. I et kort sekund, havde Juniper endog overvejet, helt uopfordret, at åbne sit hus for veninden, elskeren, eller hvad hun så end var, men når alt kom til alt, så var Juniper ikke noget særligt betænksomt væsen. Det lå simpelthen ikke i hendes natur. Langt hellere så hun, at Lena selv havde bedt hende om at tage sig ind. Så kunne hun sige pænt ja og virke reasonable og ordentlig. Hvis hun selv havde foreslået det og så var blevet afvist, ville Juniper ikke have kunne tåle det.

”For that matter, I would imagine that finding….wares in that area is rather simple right now? A civil war and burned homes are bound to leave people destitute enough to…well.” Hun trak ligegyldigt på skuldrene. At frie folk skulle være faldet i diverse slavehandleres vold midt i alle efterdønningerne af kaosset virkede ikke umiddelbart usandsynligt og Juniper havde ikke mange triste tanker at skænke disse ulykkelige skæbner.
Ved Indoras næste ord blev smilet på Junipers læber endnu mere glitrende. Det bredte sig og lyste op som et solstrejf på hendes blege ansigt.

”Why, you are as charming as I remember you, of course. Thank you. I thought that I might as well make it a statement instead of crying about what was lost to me.” Ikke at hun ikke havde grædt. Det havde hun I den grad. Grædt og råbt og skreget og kastet med ting. Det behøvede Lady Sunseeker dog ikke at vide.

”The ones that caused this would like me to forget, I believe. But I refuse. And they too should be reminded of their own incompetence every single time they look at me,” fastslog hun køligt og nipped til vinen, der var blevet hældt op I hendes glas. Indora havde ret. Ganske udsøgt.


Ah, så det var fordi, at Juniper nu bar titler med sig, at Indora endelig efter års fravær igen pludselig havde indfundet sig i hendes liv.
Lady Graceling lo. Did you think yourself terribly clever? Coming here when my title alone is suddenly of use to you? Well I can only respect you for trying. My dear brother might even find you amusing in his own way.

But you would be correct, and my darling mother will thank you for recognizing the fact, that in truth my standard of living has changed but little.”

”On the contrary, my dear, I’m not surprised at all,” sagde hun roligt. Juniper så ikke ud til det og ville aldrig indrømme det overfor nogen andre end de søskende, som netop havde oplevet det samme som hun selv havde, men hun om nogen havde smagt bitterheden af desperation. Hvor ondt sult kunne gøre og hvor meget, man ville være villig til at gennemgå bare for at undgå den. Det skulle Indora dog ikke vide. Nok kunne hun godt lide Sunseeker kvinden og var nysgerrig på at lære mere om hende, men Juniper holdt mest af at holde sin reelle forhistorie og necromancerens mishandling og vanrøgt under lå. Det passede ikke til hendes image og hun brød sig lidet om at snakke om det.

. ”I have my own servants, as you know. Desperation is not uncommon.” Snarre tvært imod. Hun havde været ude for flere gange, at hendes slaver slog hinanden ihjel og spiste den døde af ren sult, hvis de ikke var højt nok oppe i det interne hierarki til at få nok at spise. En anden person, en med mere awareness, ville måske være bange for konsekvenserne af en sådan husholdning, for hvornår kunne de så ikke finde på at trække hende i stykker og æde hende også? Men Juniper kendte ingen frygt, hvad det angik. Slaverne var så knækkede, at hun følte sig komplet urørlig. Og så var der det selv samme hierarki der gjorde at mange af slaverne var så desperate efter at stige i graderne, og underligt stolte af at være højt positioneret, at de på det nærmeste tilbad Graceling husholdningen og var klar til at knække deres medslaver for at beholde deres positioner.

Køkkenchefen Desdemona var et af de mest i stykker individer, Juniper længe havde mødt. Hun anede ikke, hvor mange, der var kommet alvorligt til skade eller var forsvundet, blot så hun kunne fortsætte sin tid som Graceling husets darling en smule længere.

Juniper smilede.

”Well I’m glad you’re here for friendship. And I think it’s about time for dessert.”

Skødesløst skubbede hun en hel række opstablede tallerkener af vejen.

”Do you want anything? Oh who am I kidding, everyone can eat dessert no matter how much of a liar they are about it.”

Indora fik ikke lov til at gøre indvendinger. Det gjorde man sjældent, når det var Juniper Graceling man spiste sammen med. Og snart bugnede bordet mellem dem af et utal af desserter og andre søde sager.

“That you did. And they are still among the best of my staff,” konstaterede Juniper, så roligt, som havde hun blot observeret en skys færd henover en blå himmel. En slags compliment var det vel. Den sære slags komplimenter, man kun gav bekendte i særligt mørke brancher. Men med hvad Cornelius Graceling foretog sig i det imponerende hus’ dybe kældre, og endog foretog sig med et evigt godmodigt smil, så virkede slavehandel for Graceling datteren egentlig i princippet relativt tamt. Og hun havde set nok elendige slaver til at synes, at et kompliment for at udklække flok, der reelt fungerede, nogenlunde altså, under hendes tårnhøje krav til sin husholdning, var på sin plads.

Venindens næste ord fik Juniper til at smile. Et smil, der startede som en svag trækning henover hendes ansigt og langsomt bredte sig ind til det var en glitrende række af perlehvide tænder.

”Is that supposed to be an allusion to something, lady Sunseeker?” række af perlehvide tænder.
”Is that supposed to be an allusion to something, lady Sunseeker?” Hun lagde hovedet en anelse på skrå. Betragtede hende indgående med et skælmsk glimt i øjet.

”Because I will not agree to being eaten, but I can play dessert in other ways if it so please you,” ,” konstaterede hun I en let konverserende tone. For hende var samtaler som disse Ganske almindelige og hun nærede hverken skam eller angst over at komme med et sådant forslag. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun havde fundet Indora ganske fascinerende lige siden deres første officielle møde og at…lære hende bedre at kende, så at sige, ville ikke genere Juniper synderligt. Hvis hun havde ret i sine formodninger, var dette også gengældt fra den anden side. Og selv hvis det ikke var…ja, hvad så? Det var ikke fordi Juniper havde svært ved at finde andre at lege med og lige så vant til at få sin vilje som dødssynden var, så var hun alligevel bemærkelsesværdigt hurtig til at acceptere en afvisning. Måske fordi hun alt for tit selv havde stået på mål for tåber, der ikke forstod at et nej sagtens kunne udgøre en hel sætning.
Det gik dog lynhurtigt at hun fik andet at tænke på, da Indora på et splidt sekund havde bevist håndværket her så ringe, at hvis det havde været slaver i Gracelinghuset der havde begået samme fejl var det ikke til at svare for følgerne. Det var svære at håndtere på et offentligt sted med frie mennesker, der havde rettigheder selvfølgelig, men for en stund sad Juniper bare og stirrede som om nogen netop havde myrdet hendes mor.

”What do they think we are? Dogs? No I would expect my dogs to be fed better than that.”