Chill, she ain't got non~ Abigail (Fortidsemne)

Havde Abigail gennemtænkt sølvets effekt på en vampyr? Nej det kan man ikke påstå… Ville hun have bedt Genevira udsætte sig for sådanne smerter, hvis opmærksom derpå… nok ikke uprovokeret… Men havde en del af hende funder smiger i at tjenerinden bar sig ad, på trods af smerterne? Måske…

I eget spejlbillede, befandt sig en fortabt ung dæmon, med længsel i dådyrøjnene. Så spinkel så hun ud, som hun forsvandt i kåbens vold. Et syn kærkomment næsten som ærmerne slugte hendes hænder. Genevira dog så nær poleret ud igen… et faktum hun vil have misundt hvis ikke bar sig så blidt ad. Hvis ikke de små hænder, lignende til en sand ladys, var i færd med at stryge igennem hendes hår, der nu hang løst omkring uden pynt. Geneviras maner var nær beundrende… Og hun var smuk… fandt Abigail sig i at tænke, uden nogen spor af vrede som faktummet havde påført hende tidligere selvsamme aften.


”De skal ikke beklage… Jeg har vel ikke just forbedret deres…”

Der var en trist latter som fulgte med lady Mereforts ord. En oprigtighed, som få nåede frem til hos hende. Genevira havde hun undervurderet ved første øjekast. Undervurderet og misundet, men hvordan havde tjenerpigen gengældt hende? Med galans af en eventyrridder… Da hendes uheldige udbrud forsagede de mindste problemer, eller mindste og mindste der var trods alt flere mord inkluderet, havde Thomas forkastet hende, besluttet at i hende sad problemet. Genevira… Genevira havde ikke tøvet med at beskytte hende.

”… de har været aldeles kær ved mig denne bedrøvelige nat… ”

Sårbarheden fra den anden kvinde kom bag på Genevira. Det var en ret anden Abigail end hun havde set tidligere på aftenen. Og så alligevel ikke, for havde hun ikke netop måtte lede selv samme kvinder væk fra festlighederne, fordi hun nær havde fået et sammenbrud midt i det hele?
Næsten uden at tænke over det strøg hun beroligende en hånd gennem Abigails lange hår, nu velsignet fri for sølvnåle, der kunne brænde hendes fingre. Det var blødt og der forekom Genevira at være uendelig lag af det. Hun havde sikkert aldrig skulle vaske det selv. Et øjeblik glemte hun helt, hvad det var, at hun skulle svare på. I stedet havde hun fortabt sig i tætheden på en andden kvinde, en tæthed hun med sin opvækst ville have været overbevist om var dybt forkert, hvis ikke det havde været fordi noget lod til fuldstændig at have bedøvet den del af hendes hjerne, der sædvanligvis tog sig af alt angsten og selvhadet. Begge dele var der i for sig nok af. Men lige nu var det som om, at det kun var de to, der reelt eksisterede. Måske var det bare et udtryk for, at hun for længe havde lidt et afsavn til faktisk at føle sig knyttet på en meningsfuld måde til et andet væsen, men forstod de ikke netop hinanden bedre end nogen andre ville, idet de begge var kvinder og desuden lige havde været igennem noget, som de fleste andre ikke ville have chancen for overhovedet at sætte sig ind i?
Geneviras smil var afmålt og forsigtigt, som hun mødte Abigails fortabte mørke blik i spejlet.

”Mig skal De ikke tænke på, jeg er blot glad for, at jeg kunne…hjælpe. Er Deres hænder okay?” spurgte hun. Pludseligt bekymret, da hun kom i tanke om, hvordan Abigails hånd havde set ud efter angrebet på tjeneren. At den ellers så fromtudseende lady havde været i stand til kritisk at såre nogen kun med neglene, valgte Genevira behændigt at skubbe til side, som hun altid havde gjort det med sandheder, der passede hende dårligt.

Genevira strøg forsigtigt en lok hår væk fra Abigails ansigt og slog blikket ned.

”Jeg gjorde bare, hvad enhver anden burde have gjort,” fastslog hun.

Det var så let at forsvinde bort til et bedre sted netop nu. Lukke øjnene og lade Genevira stryge hendes hår, langt blidere end Thomas, langt blidere end enhver mand havde turde. Geneviras små kønne hænder eksisterede nu blot for at beundre hendes mørke krøller. Genevira var en afhængighed in the making, ikke en trussel…
Det var ikke første gang Abigail havde fundet sig i volden af en anden kvindes skønhed, nej øjne var hun trods alt født med. Og ukendt var hun ikke med disse lysters eksistens. Hun havde mødt lords der valgte lakajen frem for hende og begrædt sine mangler som ung. Ja og noble piger brugte skam tid på at… øve sig på visse uanstændigheder, som hun i et pænere samfund vil være forpligtet til at kalde en vulgaritet.
Det var så let at forsvinde bort til et bedre sted netop nu. Lukke øjnene og lade Genevira stryge hendes hår, langt blidere end Thomas, langt blidere end enhver mand havde turde. Geneviras små kønne hænder eksisterede nu blot for at beundre hendes mørke krøller. Genevira var en afhængighed in the making, ikke en trussel…

Det var ikke første gang Abigail havde fundet sig i volden af en anden kvindes skønhed, nej øjne var hun trods alt født med. Og ukendt var hun ikke med disse lysters eksistens. Hun havde mødt lords der valgte lakajen frem for hende og begrædt sine mangler som ung. Ja og noble piger brugte skam tid på at… øve sig på visse uanstændigheder, som hun i et pænere samfund vil være forpligtet til at kalde en vulgaritet.

Men hvad skamfuldt var i offentligheden, bedrog mange noble sig i bag løste døre og Abigail var nogen undtagelse. En nat længe siden, som ingen længere vågede nævne, før hendes egen trolovelse, før Lenas afrejse til Doomsville, havde de to mødtes til Gray godsets bal, et stille hjørne. Blandt husstandens ældgamle bogreoler, havde de gået en tur alene. Mindes dage af simplere barndoms lege og Lena havde lignet en rosenbusk i Gray bordoux blomster, sine læber malet kun med rosen essens. Abigail havde kysset hende da og for et kort sekund, havde Lena gengældt det, før de begge lod som hændelsen aldrig var sket. I Abigails minder, var Lenas afvisning en fordømmelse af et engang værende venskab. I Lenas, havde hun gengældt affektionen, måske som en integreret del af Gray familiens dystre syn derpå, hvorefter hun erkendte den måtte afvises.

Der var andre, vellidte veninder og de mindre vellidte bekendtskaber, som vækkede noget i Abigail, men hos Genevira og vampyrens blide manerer var en tryghed. Det tog hende en stund at ryste sig tilbage til virkeligheden, som Genevira spurgte ind til hendes hænder. Hun så på sine to fingre, nu i silkebandager og de resterende negle nu eksponeret uden pynt.

”Kønne er de ikke… men der er de vel sjældent…”

Et trist suk udlod hun, i sin søgen efter Geneviras bekræftelser. Hun lænede dybere ind i vampyrens kølige berøring, tog forsigtigt fat om Geneviras hånd som den strøg hendes ansigt… så forsigtigt som overhovedet muligt, dårligt nok en berøring var hendes bevægelse. Hun lænede sig tilbage, lod de mørke lokker danse frit om tjenerindens knæ og eksponerede sin spinkle hals… som hun håbede på Genevira valgte at kærtegne.

”… De er… så … smuk…”

Se mig, beundrer mig, kys mig, sagde dæmonladyens blik.

Genevira var nær besvimet, da det gik op for hende, hvad hun havde gang i. Denne skamløse lænen ind i dybt forbudte følelser. Følelser, som hun burde have ignoreret, i flere år havde lært sig selv at ignorere på et niveau, hvor hun som oftest helt kunne lade som om ikke eksisterede. Men nærheden af denne kvinde gjorde en afvisning af egne følelser og tanker fuldstændig umulig. Og selv alle de formaninger hun var blevet opdraget med, advarsler om, at hun aldrig ville blive lukket ind i Elona Dals gyldne hus hvorfra alt kærlighed stammede havde i mange år ikke været nok til i virkeligheden at holde hende tilbage fra noget. Hvorfor bekymre sig om efterlivet, når man alligevel ikke havde en sjæl. Desuden havde Genevira ikke nogen planer om at dø. Nogensinde.
Så det var med forbavsende lethed, forbavsende for den lille vampyr, der ellers altid syntes halvkvalt af indbildt skyldfølelse i hvert fald, at hun nu rystede skyldfølelsen af sig som om det blot var en tynd kåbe. Det svimlede lidt for Genevira, da det gik op for hende, at hun glædeligt ville have afklædt sig resten, hvis blot Abigail ville blive ved med at give hende opmærksomhed.
Hun havde kaldt hende smuk. Ikke et ord hun aldrig var blevet kaldt før. Valentine havde kaldt hende smuk, men det var længe siden og det fik det bare til at gøre mere ondt. Han havde sikkert kaldt Elizabeth smuk også og hvad var så overhovedet rigtigt?
Men her var en, der reelt ønskede hendes opmærksomhed. I hvert fald for en aften. Og Genevira var for grådig, eller for desperat, efter en eller anden form for positiv opmærksomhed, til at kunne gennemtænke, hvad konsekvenserne af at indlede, hvad end denne relation var, ville være.
På trods af at dæmonens berøring var så let, at den næsten ikke var der, følte Genevira sig…elektrisk, levende på en måde, som hun ikke havde følt sig i lang tid.
Det var med en sær skælvende iver, at Genevira med allerstørste forsigtighed, som om Abigail, som det levende væsen hun trods alt var, ville kunne gå i stykker, kærtegnede hendes varme rosenglødende hud. Fulgte mønstrene af gnistrende blå blodårer under huden, før Genevira, næsten helt uden selv at vide, hvordan hun endte der, fangede Abigails læber, der var så desperat hungrende efter…hvad som helst, bare noget, at det måske ville have virket patetisk, hvis nogen af de to kvinder, havde tænkt sig om.

Geneviras kys var lige så hungrende, lige så desperate som Abigail bæger for dem. Hvis blot de kunne forblive her en livstid eller to, hvis blot Geneviras magiske blik vil trøste hende forevigt, hvis blot hendes kys vil kærtegne hende længere end muligt. Glemt var den bogstavelige magi af Genevira for nu, tilg gengæld for den nær primitive, ægte hunger som begge kvinder tilsyneladende krævede. Var det hendes læber som Genevira ønskede sig at kysse, hendes hår hun vil stryge eller hendes blod Genevira vil fortære, var Abigail klar til at forære det.

Genevira ønskede hende, Genevira kunne være hendes. Hvis blot de to knækkede væsner kunne udtrykke for hinanden den længsel i ord, ja så vil historien måske være mindre tragisk. Men en bitter eftersmag af stolthed og fordomme, vil relationen med sandsynlighed længe bære. Men ikke nu, i nat talte de et sprog af sære kærtegn.

Abigail rejste sig med hast og vendte sig mod vampyren, som kåben faldt af hendes spinkle krop. Forsigtigt tog hun Geneviras ansigt i sine hænder, de tilbageværende negle nu så blide og tæmmede. Havde hun vidst hvordan, havde hun assisteret sin elskerinde i afklædningen. Men det bedste hun kunne, var at forlange Genevira tættere og tættere på sig som skørtelagende faldt og hun tilbød hende sin læbers ømhed, som den kolde hud, langsomt blev afsløret. Hun placerede desperate kys om Geneviras ægte lady håndled, med et begær alt for uventet for lady Merefort, før hun tilbød hende sine egne.

Hvordan de var endt her, ville Genevira ikke kunne redegøre for sidenhen. Havde hun været realistisk, ville hun nok have kunne erkende, at hun så sin egen sørgmodighed spejlet i Abigail og at det delvist var det, der drev de to kvinder mod hinanden. Den implicitte forståelse der kun opstod blandt folk, som var blevet forladt af alle andre mennesker. Når denne beruselse der fulgte med at føle sig ønsket først var faldt ned, ville Genevira højst sandsynligt fornægte ægtheden af det der var foregået. Påstå at det var noget helt andet, end lignende…eskapader mellem to mennesker af det modsatte køn. For med et sind, der var så præget af skyld, som Geneviras var, var det nødvendigt konstant at nedtone alvoren af sine handlinger, at fordreje dem til noget andet, end hvad de helt fundamentalt var i forsøget på at redde sig selv fra den efterfølgende bølge af skam, der sendte hende kravlende ind i det nærmeste skab.
Men lige for nu, her i momentet hvor morgendagen ikke eksisterede og tiden stod stille, eksisterede Geneviras fremtidige bekymringer ikke. I stedet bekymrede hun sig om andre ting. Først så opslugt af Abigails nøgne skønhed, at hun et øjeblik tog sig i bare at stå helt lamslået, måske fordi hun aldrig rigtig havde set en nøgen kvinde før og slet ikke i denne form for kontekst. Det forekom hende en smule lammende. Et øjeblik, blev hun nervøs for, hvordan hun nogensinde ville kunne fremstå smuk i sammenligning med dette sunde og levende væsen.
Men i det Abigail kun lod til at blive ivrigere i takt med, at Genevira, noget forsinket af diverse distraherende berøringer, lykkedes med at tage sin imponerende mængde af lag af, forsvandt hendes bekymringer efterhånden. I stedet solede hun sig i Abigails blik, som hun aldrig ville kunne gøre det i solen.
Således overgav hun sig uden meget tanke til øjeblikket og hvad mere sigende var, til Abigail selv. Ønsket om at behage at være god nok til…..ja velsagtens hvad som helst, til at den unge tjenerinde kunne forestille sig nogen anden dynamik.

***
Genevira anede ikke hvor længe der var gået, men hun havde en fornemmelse af, at det var længe, da hun senere halvdøsigt og desorienteret af sjæledæmonblod lå så sammenfiltret med Abigail, at hun ikke var sikker på, at hun nogensinde ville kunne løsrive sig igen.

”De bløder,” mumlede hun, næsten en smule skyldbetynget og fandt det første og bedste stykke stof at presse mod de småblødende små sår ved dæmonens ene bryst. Hun vidste ikke helt, hvad hun ellers kunne sige eller gøre. Faktisk ønskede hun ikke rigtig at dette mærkværdige, men fredfyldte øjeblik skulle ende. Og hun var bange for, at hun ville slå hul på den boble, de befandt sig i, hvis hun sagde for meget.

Abigails blik befandt sig langt langt fra virkelighedens kvaler en stund, som Genevira blidt fejede bort sine markeringer fra hendes bryst. En del af hende havde nydt synet af bloddråberne på egen blege hud, bevis var de på en passion lord Merefort ej kunne vise hende. I streng modsætning til Genevira, fandt Abigail aftenens bedrifter ikke nødvendige at benægte. Nej hun vil leve videre i minderne for måneder at komme… år hvis nødvendigt. For hende bar minderne alvor… for hende var Genevira en gave hun kunne ynke over ikke at besidde i al evighed.

Hun kunne endda så generøst tilgive Geneviras bare, nærmest sygeligt spinkle krop for evigt at bære præg af fattigdommens sult, som ladyen aldrig havde kendt. Hun kunne tilgive Genevira sin skønhed, for den tilhørte hende nu. De tilhørte hinanden, havde Abigail Merefort besluttet. Omstændigheder tillade det eller ej. Hjem vil hun drage efter et tårefuldt farvel. Thomas, hvis han hende sit selskab vil unde, ville modtage lidt af de hustruelige kærtegn i månederne at komme. Og Lord Mcgivens vil modtage et meget interessant brev, med bønfald om at opgive sin tjenerinde.

Men for nu delte de to unge væsner en rolig stund.

”… jeg ønsker ikke at forlade dem… og lide skal jeg af savnet…”

Udtalte lady Merefort i sit mest tragiske toneleje, som hun tog Geneviras ansigt i sit, gled sin hånd igennem vampyrens hår og kyssede hende dybt en sidste gang, før de måtte forlade de trygge rammer af de lånte gemakker.

Der lå en hidtil ubekendt omsorg i at hjælpe Lady Merefort med at klæde sig på efter, hvad end de havde haft gang i. Der var noget bekræftende for Genevira i at føle sig behøvet af at andet væsen, at hun rent faktisk kunne være nogen til hjælp også selvom det, forekom hende inderst inde komisk, hvor lidt adelsfolk reelt kunne tage vare på sig selv. Hvad skulle de dog gøre, hvis en dag de vågnede op og deres tjenestefolk manglede? Gå nøgne rundt? Ikke at det ville genere Genevira synderligt i Abigails tilfælde (den tanke blev meget prompte undertrykt. En tanke det ikke var hende tilladt at have.), men alligevel.
Hun tog sig god tid. Hun følte ikke det samme behov som Lady Merefort tydeligvis besad for at udbasunere det tragiske i situationen, at forsikre hende om, at hun ville lide alskens afsavnets kvaler og græde sine egne mange bitre tårer, men Gene udtrykte på egen tavse og ømme vis, at hun ikke reelt ønskede den anden kvindes afsked. Blev ved med lige at skulle rette på et hår, glatte et kjoleskørt, snøre en sko tilpas korrekt. Abigail var ikke engang helt gået endnu og Genevira følte sig allerede ensom, ovenpå så meget uvant ømhed forekom det ubærligt på snarligt også at skulle tage afstand fra det igen.
Hun modtog dette sidste kys med en sært grådig desperation, som om hun ønskede at sikre sig fuldt ud at Abigail således ikke ville glemme hende, et forsøg på at efterlade hende noget af sig selv. Hun kendte ikke til de rette ord i en situation som denne, så hendes afsked blev tavs, men ikke mindre pinefuld og næsten krampagtig af den grund.
Således endte Genevira med at tage hjem både oplivet og nyligt sorgfuld.