Springtime for demons- (Assorian)

Lokation: Gågaderne i Terrorville District
Tid: Forår, en uge ca. efter den nye herskerindes kroning
Vejr: solrigt forårsvejr
Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Terrorvilles gågader havde jo nok set bedre dage, som Lady Gray havde bevæget sig ud en sjælden solrig forårsdag dag som denne. De forfaldne bygninger stadig med ukendt en skæbne og de tilbageværende forretninger åbne, betjent nu med smil der skjuler en halv rædsel. Se Terrorvilles borgere bestod i store dele af forkælede rigmands børn som hun selv. Mange havde aldrig skulle flytte en finger eller tvivle på deres stand. Madelena Gray betragtede sig nu ikke som et ignorant kvaj, nej hun var uddannet, talentfuld i social omgang og havde læst romaner om klasseskel engang, overlevet et snigmord eller to og havde skabt en position for sig selv her… ved hjælp af en smule arrangeret ægteskab og mord og således men dette beskyldte hun manden selv for. Nej hun så sig helst en kløgtig kvinde af kundskab og selvstændighed. En som nær havde et nedbrud over at skulle børste eget hår efter branden tog tjenerskabet fra hende men det taler vi ikke om…

Befolkningen her var bange, bange for en tilbagevenden af kaosset måske… men måske hvad byens fremtid betød. Den nye herskerinde… en pige med en hver forhindring der skal til for succes i sin fortælling. Hun var ikke en af dem, måske var afskyen gensidig til dels, de noble var ikke kredse hun kendte lige vel. Sean Mcgivens protege med liljerne havde hun vel levet som så længe… og nu… ja Genevira Isherwood var ikke ignorant. Men Lena havde ved første samtale set et knækket barn frem for karikaturen de noble tegnede, en som vil æde rigmandssønner råt og destruere alt de har kendt. Sært var det for hun talte som en dronning, mærkværdigt overbevisende, men som sviger søsterens skræmmende militaristisk opdragne børn havde hun virket til at frygte Lena som Haynes pigerne gjorde deres far. Ved første notits om herskerskiftet måtte hun indrømme sig forvildet, Lord Mcgivens valg var enten galskab eller et af geni… men sin post hos den nye herskerinde havde Lena sikret sig og i modsætning til al denne forvirring hun observerede hos sine naboer, så hun nu en fremtid med potentiale… et eksperiment var Doomsvilles fremtid, et kaotisk måske smukt et.

Der var et udtryk hun havde hørt mennesker bruge som hun observerede dem i katteform, ”land og træer forbliver, vi forbliver ej” et sentiment for dødelige relaterbart… og et hun måske forstod… et nu overset blandt de fortvivlede borgere… Ja Doomsville… landet…kattene… der var mere på spil and de som af alder eller idioti vil afgå alligevel.

På en halv forbrændt bænk under frodigt et æbletræ satte ladyen sig nu, som hun lænede på sin vandrestok af mandens skelet. Vinblade af Gray husets banner og barokke detaljer havde hun fået skåret i den, de klædte ham mere end hans levende køddragt havde. Hun havde i sandhed måtte sætte sig som en smerte i knæet kom snigende, det havde ikke vist sig længe og var uforklarligt et fænomen der opstod siden barndom. Hun havde danset sig igennem og undgået meget fysisk besvær som adelig, et par søvnløse nætter kunne hun døje med og der var ikke ofte hun deltog i Graceling husets jagt traditioner hvor de værste komplikationer havde opstået. Det var i orden for nu, hun vil vente det ud her behagelig en dag med Archibald, den lille grå killing nu i hendes skød. I blommetonet geometrisk kappe og skørt af Gray drue mønstre og katte broderinger i perler, hat med kort blondeslør og ametyster syet i hårets opsætning, lignede hun sig selv. Dog med en stoflilje i kraven signalerede hun sin position for byens nye vision.

(Beklager hvis det er lidt kort eller ikke med så meget indhold, banker lige rusten af xD)


Det var en solrig dag, med andre ord en lorte dag. Solen gjorde Assorian i dårligt humør, mere end han var før, iklædt sin ikoniske mørkegrå frakke og håret sat så han lignede en rigtig forretningsmand, var han travet fra Firewood til Doomsville. Rygtet om hersker skiftet gjorde ham lidt nysgerrig, hvad med Sean? Assorian huskede tydeligt sin gamle ven, så hvorfor i hele helvede skulle han opgive sin trone? Og så til Genevira han havde mødt for en tid tilbage på kroen, hvor han havde skræmt hende en bette smule, han var lige genopstået efter tabet af Dragons Peak og var nu tilbage igen stærkere og sure end før. Han indåndede den friske luft, det der gjorde han faktisk var i okay humør og ikke i "jeg vil slå alle ihjel" humør var at se befolkningen bange, det morede ham en lille smule og han gik forbi, små grinede lidt for sig selv, hvilket fik folkene omkring ham til at kigge lidt. Han er dog sikker på, at nogle af dem kunne kende ham og vidste godt hvem han var, hvilket var fint, rygtet om han var tilbage måtte nu gerne sprede sig dog ikke så meget, så han ikke kan stå klar til at forsvare sig selv med sine loyalister. De fleste af hans loyalister var dog i Firewood og ikke i Doomsville, hvilket han havde det fint med, han forstår godt at de ikke vil trave ud med ham endnu, fordi hvad ville der ske, hvis han blev angrebet? Eller kroen ville blive angrebet og han ikke ville kunne forsvare sit yndlingssted? Det ville han ikke risikere.

Med et mindset på at han vil tilbage til magten havde han dog alligevel fundet ud af lidt angående det sorte marked, som han gerne ville have en bid af. Fordi af hvad han har set og hørt, var det sorte marked boomet helt afsted og dét ville han være en del af. Derfor var han taget til gågaderne for at finde ud af lidt af hvert angående det hele, måske møde nogle der havde et indblik i markedet? Eller kendte nogle? Hele hovedet kørte på fulde gardiner og alle muligheder blev tænkt igennem. En irriterende hjemløs tigger som havde fulgt efter ham i et stykke tid nu, var ved at gå ham på nerverne "Hallo, undskyld mig gode mand, De har vel ikke en mønt at spare?" sagde han imens han fulgte efter. Assorian sukkede og blev skide irriteret, måske havde Assorian nogle penge og var velhavende på grund af de penge han havde gemt i sin hemmelige boks på kroen til "backup" så ville han sgu ikke dele dem med nogle, medmindret det ville være Rafaela der spurgte om penge til deres søn, han vidste faktisk ikke om hun vidste at han var tilbage? Det nød han for nu.

Assorian vendte sig om, skuede til tiggeren imens han udgav en lille tåge af sin syretåge mod tiggeren "av, åh, det brænder, det brænder overalt" råbte han og pev imens han møvede sig væk igen "skide tigger" sagde Assorian for sig selv, folk kiggede men de kiggede meget hurtigt væk, da han vendte sit hoved mod dem og skuede til dem også, han ville hellere lave en magtdemostration, så folk holdte sig fucking lang væk fra ham.

Smerten var ikke meget for a lægge sig i dag, at være blevet hjemme med en kop krydre kogt vin og kattene til at varme knæet havde måske været visere et valg. Men der var for meget i gære, i byen som igen vækkedes til livs. En del af arbejdet bestod i at blive set, vise sin alliance til nyt et styre. En Gray i liljernes fold var stærk et symbol her. I blandt samfundets elite som vil genkende Gray farver samt liljen på hende. Tøvende var stemningen måske nok for en herskerinde af småfolket men en Gray kunne de forhåbentligt følge. Hun kunne sikre Genevira en befolkningsgruppe pigen kæmpede med. En forretnings mulighed lå der jovist også for hende i Doomsvilles image reform. Liljerne, der blot havde fungeret som et kultisk fænomen i små detaljer på klæder eller som komfort i mindre afkroge af byens oprørske dele, de repræsenterede nu byens magt. Nye bannere og gardiner til borgen var der tale om. Og vagterne, de plejede at bære kapper af Doomsvilles midnatsblå men flere of flere havde erstattet disse til fordel for svagt gyldne med Geneviras liljer broderet. Ja at eje en lukrativ silkeforretning var nu meget praktisk fortiden. Underligt nok var ingen vagter i syne øjeblikkeligt på trods af deres ellers stigende mængder.

Hvilket gjorde næste moment rimelig upraktisk for en dæmon lady i smerter. Et skrig af pinsel udbrød og fangede Lenas opmærksomhed. Også Archibalds, som nu strittende sprang op i hende skød, klar til at bekæmpe en garnnøgle. Et stykke væk fra ladyens fredelige hvilested, var en af synligt ringe kår, mand i færde med at bryde sammen af smerte. Endnu en mand hun ikke genkendte, stod over ham og virkede til at udlede en sær form for sky fra sig. En tortur sky? Ja det var ikke helt uvant mere, at tiggere og enhver form for proletariatets folk vil finde sig frem hertil. Herskerinden brød sig om dem, en smule skummel vis som var de hendes børn virkede det næsten til. De var hendes folk, de følte en vis ret nu. Hvilket gjorde den fremmede mands aktioner til… sært et valg. Var han mon ny? Ikke opdateret på det nye Doomsville? At håne og… tortur sky, hvad end det var, pøblen var ikke just et accepteret tidsfordriv under Isherwood regeringen. Sådan noget skulle nu holdes til egen private kælder eller hvad end den enkelte af sadisterne nu foretrak. Se før i tiden havde Lena ikke gjort sig meget i sådan en situation, gået sin vej måske. Men hendes position var anderledes nu, en stund så hun sig omkring, om ikke en vagt vil gribe ind men stadig ingen i syne.

Det var indtil hun en stund så igennem killingens øjne, Archiebald kunne løbe tættere på situationen ubemærket og høre en smule af dialogen. Der anskuede hun situationen og opdagede den afgørende faktor i hendes valg. En uafgjort elendigt broderede lilje på tiggerens ærme. Manden var med stor sandsynlighed en af herskerindens kultister. Hun selv? Ja generet af at en nytilkommen af åbenbart psykopatiske tendenser skulle ødelægge hendes rolige stund af smerte og magt fremvisning til adlen, til gengæld for at spille frelser for Rotten Roots forglemte. Men hun rejste sig, placerede killingen på sin skulder og bevægede sig så hurtigt som knæet tillod, mod situationen.

I et forsøg på skade kontrol fandt hun en pose guld frem, usikker på mængden en af småfolket nu manglede, smed hun tiggeren hele posen og nejede høfligt som vil hun en nobel.

”Jeg beklager ubelejligheden, sir. Find dem en læge eller en massør, hvad end…”

Jah så meget i trit med en sultende tigger var lady Gray nu ikke selv efter hele syv romaner om ringer kår og pinsler.


”Må jeg også anbefale de finder en syerske til at assistere med… dette?”


Hun lavede en håndbevægelse mod liljen på …den eneste skjorte manden nok havde råd til. Derefter til liljen på egen krave. At de begge bar Geneviras symbol ville måske vise manden en vis autoritet og tillid til hende. At hun så talte privilegieblindt som hun gjorde, var en anden sag.  

Efter et træt suk fra dæmonladyen, vendte hun sig mod herren hun i sit sind for nu kalde sky manden, i mindre høfligt et blik. Han var høj, mystisk og i øjeblikket ødelagde han hendes dag.

”Jaså? Er der flere af herskerindens folk de ønsker at torturere på åben gade?”

Han når ikke at registrerer hvordan tiggeren havde det, før en eller anden tøs kommer hen og skal til at puste sig op, som om hun har noget at sige. Assorian var allerede i sit humør hvor han ikke magter nogle som helst og specielt ikke en eller anden tøs, som kommer og snakker til ham som om han er royal "De" tænkte han, det er sgu lang tid siden han har hørt nogle kalde ham det. Han klikker med tungen inden han drejede sig mod kvinden:

Han gik tæt på kvinden, dog ikke helt op i ansigtet på hende, men strakte han sin arm ville han ramme hende "Og undskyld lige mig, hvem har ringet "Deres" højlighed op?" sagde han og sukkede.

Han kiggede over til tiggeren som lå på jorden, dog var tågen væk, men man kunne se at det gjorde ondt på ham, han smilte lidt for sig selv. Han kunne dog godt se det emblem der var på siden, men det var ingen han kendte og da det var ingen han lige kendte ville han lige prikke til hende kvinden der stod:

"Hvad siger du så til det her?"

Han kastede en lille tågesky hen mod bonden igen, som igen lå og forvred sig i smerte, inden Assorian fjernede skyggen igen.

"Og så tror jeg bare du lader mig være i fred nu"

Han vendte ryggen til kvinden og begyndte at gå væk fra hende, med et lille ondt smil på læben.

Denne fremmede, virkede ingen respekt at have for basale maner eller lovgivning som det stod til. En stund var Lena blot forvirret, ønskede han en plads på muren? For der måtte være mindre ydmygende vise at nå dertil end den ucharmerende råben. Hun så ham op og ned en stund, i håb om at gennemskue hans rank eller noget som indikerede den autoritet han forgav at have. En mand af høj statur, ikke hæslig men manglen på anstændighed gav hende dæmonkvalme. Simpelt klædt, ikke laset men bestemt ikke med flair nobel status. Hans væren, den trak dog opmærksomhed til sig, ja både den sære aura alene og torturen han insisterede på.

”Har de overvejet at undgå vulgaritet og tortur? Det har vist sig aldeles nyttigt et råd i at undgå opmærksomhed men hvad ved jeg? Måske de blev opdraget af proletar orke!”

Så uforskammet var hun ikke blevet talt til længe, ikke siden hendes svirebror belejligt faldt syg om… Ja uforskammet kunne hun måske have tilgivet, havde der været nogen tanke bag fornærmelserne… Denne affære var blot… uelegant.
Lige som dæmonladyen ikke kunne forestille sig forværringer, besluttede manden at gentage sin affektion for… kedsommelig tortur… på åben gade og virkede klar på at fare videre, til landet uden hjerneceller gik hun ud fra. Forarget, dæmon fortabt stod hun en stund uden megen handlekraft. Indtil katten på hendes skulder udlod et lige så forvirret mjaw, som fik Lena til at nikke i enighed.

”Du har ret, Archibald… sådan nonsens kan ikke tolereres.”

Ikke blot insisterede manden på dumdristigheder… han forsøgte at efterlade hende med en lidende peasant. Forvirret over hvordan en bør tage sig af sådanne delikate affærer, så hun hurtigt mod manden. Uden at nærme sig eller se til hans sår selv, sådan adfærd vil ikke falde hende ind, men han var en tjener af Lady Isherwood, sin mest ladylike respekt kunne hun give. Jah, manerer bør ikke være en besværlighed at lære, mente hun men her stod de alligevel.

”I har min dybeste undskyldning for ubelejligheden, de er skyldt en tjeneste af lad mig forsikre… De bliver taget hånd om… VAGTER!”

Hun så nogle liljekapper nærme sig, langt om længe… Hun nikkede høfligt mod tiggeren en sidste gang, inden hun for efter den fremmede mand, så hurtigt som smerterne lod hende.

”Undskyld mig sir (derogatory)! Hvad jeg mener? Ja jeg mistænker stærk at de lider af en særdeles alvorlig stand af HJERNEmangel!”

Ladyen var tæt på at hvæse af ham, som sine kære familiers af en uvelkommen hund, men nogen skulle vel bevare en selvbeherskelse her.

”Sig mig? Er de ikke bekendt med Doomsvilles vise? Tror de blot alle liljerne er en pyntegenstand vi mener kan dække brandskader?! Er de blot en et kvaj? Hjælp mig med at forstå her!?”

Assorian at gå lidt for sig selv og tænkte "Hmmmm, husk nu hvad Augrú lærte dig med din temper Asso.." han savnede sin menneskelige ven, det eneste menneske han ikke havde lyst til at banke, fordi mennesker er pisse irriterende, ligesom den skide tigger der nu lå og forvrænget sig af smerte, som han synes var en patetisk tigger. Dog havde han en kappe på som de fleste tiggere ikke havde, den her var flot syet med et stærkt stof, enten har han været et eller andet vigtigt ellers havde han stjålet den, Asso gættede på det sidste. Assorian var stadig rasende, man kunne se skyggeformen i hans øjne, da de var helt mørke med et grå skær.

Han prøvede at berolige ham selv, det var stadig svært for ham ikke at have alt det som han havde før, han savnede det, så det lod han måske gå udover andre, for det meste uskyldige, men det var aldrig så slemt som det var her, det her var en frustration og en tigger som var det på det forkerte tidspunkt, det kan godt være Assorian har fundet sig tilrette igen i Firewood og forretningen kører igen, men han savner at være general.. meget. Men han havde et fokus, komme tilbage til magten og være den som alle ved hvem er, når de hører hans navn Assorian "Asso" St. Clair Fáblo.

Han var lige ved at falde til ro, da han hører en råben bagved ham og klingre lyde af rustninger der støder sammen og kunne så se en flok vagter omkring tiggere, hvorfor fanden får han så meget opmærksomhed? Tænkte han og inden han ser sig frem igen, så han pigen fra før, som man skulle tro var en eller anden royal kælling, det var i hvert fald det han troede.

Efter hun havde fået sit søde vredes udbrud ud, kunne han ikke lade vær' med at grine lidt for sig selv, men det her magtede han ikke, så oveni grinet, kunne man se syretågen på hans hænder, klar til at blive kastet afsted, fordi nu var hans tålmodighed opbrugt. Hans øjnene var begyndt at skifte form, de mørke øjne var der, men han holdt tilbage, det kan godt være han er en shadowlord, men han ville ikke have folk skulle vide det, i hvert fald ikke lige nu. Han ville forholde sig anonymt på det punkt, selvom mange godt ved at han er en shadowlord, så vil han ikke vise det, ikke endnu.

"Jeg kan høre den kongelige højhed er tilbage for at plapre igen.." hans øjne blive mørkere, men lukkede øjnene og knyttede næven og slog den hårdt ind i muren, så hårdt at man kunne se, hvor han slog hende "hør her, jeg ved ikke hvad eller hvem den skide tigger var, men når man sidder med så fint en kappe og en eller anden fin emblem" han sukkede "så virker det bare som en eller anden skide forfalsker, som bare skal have et par hurtige penge, han kunne forhelvede lige så godt sælge det pis, hvis han var så desperat for penge, har du måske tænkt på han kunne være en tyv, der måske var heldig og finde et eller andet emblem for en eller anden skide rig familie?" han vidste han havde fat i noget her, men han kunne også fornemme, at den her kvinde ikke ville skride før han måske i hvert fald undskyldte, eller for fanden kyssede hendes hånd om forladelse.

"Inden du begynder at anklage mig for et være syg i hovedet, hvilket jeg ved jeg er" han pegede hen på tiggeren "så undersøg om han faktisk har stjålet noget af det pis han sidder med" han lukkede øjnene, slippede den knyttede hånd og hans øjne var begyndt at vende normalt tilbage igen.

Den fremmede mand havde endnu ikke besluttet at anvende basale manerer eller hjerneceller, konkluderede dæmonladyen, som måske nok så en smule spøjs ud i sin galante positur og en kold maske i det nær aldersløse dæmonansigt, men med en kat på skulderen i færd med at teste hårnettets styrke. Roligt så hun ham i øjnene med et blik af høflig mani, karakteristisk for en lang række Grays faktisk.

”Madelena Gray, repræsentant for Lady Isherwoods styre”

Hun nejede med en kold sarkasme, og tilbragte endnu en stund i stilhed, blot i et forsøg på at aflæse manden. Mest af alt mindede han hende om en eventyrfigur, lige vågnet fra en 100 år lang søvn, i en nu ukendt for ham verden. Ja uvidende om det nye Doomsville, den nye tid at komme… det var hendes indtryk. Han bar sig ikke ad som de adelige som i passiv aggression gravede liljer op og planlagde Geneviras undergang, nej han var for åbenlys i sin vrede, en vrede ikke rettet mod meget af en årsag… undtagen… muren… hvad havde ældgamle rester af en fæstning nu gjort ham? Promoveret et forbud mod kedsommelige sorte frakker?

Hans næste ord gjorde heller ikke meget for a retfærdiggøre de sære valg i Lenas øjne. At tiggeren skulle være en tyv, var der ikke mange fordømmende beviser på. Den mest plausible forklaring var donationer, udgivet efter borgerkrigens nat, klæder høstet fra ligene og gavmildt distribueret til de fattige efter Geneviras ordre.

”Er sange om Lady Isherwoods gavmildhed ikke nået deres øre?”


Nu var det ikke fordi Gray familien var kendt for at overvurdere intellektet af underklassen, men alligevel vurderede hun at det vil være aldeles dumdristigt at færdes i en stjålen kappe så åbenlyst i disse kvarterer. Og alligevel betød det ikke meget hvorvidt han var en tyv nu. Den fremmede mands performance havde fået en liljeklædt tigger til at ligne det perfekte offer. Lenas forsvar af ham bandt styret til denne fortælling, for at undgå et ry af inkompetence.

”Frygt ej, styret skal undersøge sagen… Det er trods alt vore ansvar et holde orden, ikke deres sir”


Hendes stemme var nu mildere, og et beroligende smil befandt sig på hendes læber. Et forsøg på at dæmpe mandens vrede, som hun frygtede, var ved at koge op til noget større. To vagter begyndte at føre tiggeren væk, imens de resterende bevægede sig tættere. Ved hendes ordre vil de slå til og pågribe ham, men Lena var i tvivl… hans styrke kunne ikke beregnes og mere ødelæggelse var ikke nødvendigt så for nu vil hun fokusere på at holde ham rolig, lære så meget som muligt om situationen.

”Jeg har heller ikke fået en formel introduktion af dem. Hvad er deres navn? Er de ny i Doomsville?”