A hunter in the woods...

Constantine nynnede svagt til sig selv, som han sad ude foran sin bjælkehytte, og var i gang med at slibe sit sværd. Inden alt for længe skulle han ud på en ny opgave, men for nu kunne han nusse og pusse om sine våben og eliksiren der lystigt bryggede indendørs - den skulle simre en times tid, før han skulle se til den igen. Så her sad han udenfor og nød det gode forårsvejr, mens han hørte fuglenes sang, dyrene tumle rundt i buskadset...

Det var skumring, hvilket gjorde at solnedgangen, der langsomt var på vej, gav de smukkeste farver over himlen, og samtidig formåede at få hans bål til at virke endnu kraftigere end det var, som han sad her ved siden af det, hans rustning indendørs.

Kat havde gennem vinteren og begyndelsen af foråret hold øje med hvem der boede i den bjælkehytte, som hun tit blev tiltrukket til. Hun var dog stadig ikke sikker, men det så ud til at det var en mand, som boede i hytten. Der havde været en periode i vinteren, hvor han ikke havde været hjemme og den tiltrækning, som hun havde følt manglede. I den periode havde hun været mere urolig og forvirret, på tros af det dr. Trott havde hjulpet hende med. Hun arbejde stadig på at blive mere stabil med sit sind, og brugte mange af de ting og råd han havde givet hende.

Det hun havde savnet mest, var de gange hvor hun havde hørt melodier nynnet. Hun viste ikke hvorfor, men de tidspunkter havde hun opholdt sig længere ved hytten end ellers.
Denne dag var igen en af de dage hvor hun var listet hen til hytten. Hun havde følt det svage træk, som hans aura påvirkede hende med. Jo mere hun gav efter for følelsen, jo tættere kom hun på manden. Denne aften var særlig tiltrækkende. Måske fordi han havde været væk igen... Så hun skjulte sig ved det ene hjørne af hytten og så forsigtigt rundt om det, så hun kunne se ham. Hun var naturligvis klar til at stikke af, selv om det kunne være svært at løbe i denne lysegrå hørkjole. Hendes røde hår var for en gang skyld rent og samlet i en lang fletning.

//Svaret er godkendt af Constatine//

Constantine havde udmærket godt lagt mærke til hende fra det øjeblik han var vendt tilbage til sin hytte. Hun vidste højst sandsynligt ikke at han vidste hun var der, siden han ikke havde reageret på hende endnu, men i aften... Det ville være anderledes. Han havde en af sine eliksirer på sig, og smilede som hans øre opfangede lyden af hendes kjole der flagrede let som han ændrede stilling for hun stod i skyggen bag huset. Han holdt en pause i sin nynnen, satte sit sværd fra sig, og åbnede derpå sin lille eliksir, som han tømte i ét drag.

"Jeg har godt hørt dig," annoncerede han dernæst i sin dybe, ru stemme. Hvis hun, som ventet, begyndte at løbe... Så var han straks efter hende, hans hurtighed øget af eliksiren, som han nemt indhalede, og overhalede, hende... Så hun ville løbe direkte ind i ham. "Kom nu... Ingen grund til at løbe. Hvis jeg intet har gjort dig i disse mange uger du har været ved min hytte, hvorfor skulle jeg så nu?"

Der hvor hun stod kunne hun ikke se hvad han lavede, men da han lagde sværdet fra sig gættede hun på at han havde været i gang med at rengøre eller vedligeholde det. Hun gættede ligeledes på at han drak et eller andet, sådan som han løftede armen. Og hvilken arm... Muskuløs, noget der faldt i god smag hos hende.
Selv om hun stod og iagttog ham, så fik hun alligevel et chok da han talte til hende. Hvordan i alverden havde han hørt hende? Hun havde brugt alle de kneb som hun havde lært fra barnsben af de forskellige pirater og andet folk, som hun var vokset op med. Panikken sendte hende omgående på flugt. Kun for at ramle ind i ham efter nogle få meter. Hun nåede lige at løfte hænderne, så de fungerede som en stødpude. Et øjeblik blev hun helt opslugt af den varme som emmede fra hans brystkasse. Følelsen af musklerne under skjorten sendte kuldegysninger ned langs ryggen, da hun et split sekund forstillede sig ham uden skjorte.

Hans næste ord fik hende til at løfte hovedet i overraskelse og se på ham. Se rigtigt på ham... Hans ansigt. Hans øjne. Waou hvor så han godt ud. Glemt var alt frygt for en stund, hvilket betød at hun virkede mere levende end ellers. Han havde vist at hun kom til hans hytte, men intet gjort for at jage hende væk eller tage kontakt. Hvorfor mon? Nysgerrigheden begyndte at røre på sig, og noget ved ham føltes endnu mere tiltrækkende end før. Var det fordi hun nu havde fysisk kontakt med ham? Eller var det fordi hans aura var stærkere nu de stod så tæt? Eller kunne det være hans stemme??
Godt nok var den dyb og ru, men den vækkede alligevel et eller andet i hende.

”Hvem er du?... Hvad er du?” Stemmen var nærmest en hvisken, som om hun var bange for at vågne af denne drøm. Men hun var også nysgerrig. Aldrig i sit liv havde hun set sådanne øjne, hvilket fik hende til at tænke over hvad han kunne være.

Han havde godt forventet at hun ville sætte i en spurt, og det var skam også derfor, han havde drukket eliksiren så han nu hurtigt kunne løbe ind foran hende, et smil på hans læber som han så hvor forundret hun så ud - han havde i al fald ofte set dette udtryk før, hos folk der ikke helt forstod, hvordan han var så hurtig, stærk, eller deslige.

Han så hendes frygt fra før forsvinde som dug for solen, som hans gyldne øjne så lige ret ind i hendes gråblå... Egentligt en flot farve efter hans mening, som stormvejr på havet... Han løftede let et øjenbryn, som han hørte hendes spørgsmål.

"Jeg er af en race som kun meget få kender. Men jeg er en jæger - i mit arbejdes simpleste form. Og mit navn er Constantine. Dit?" sagde han, som han rakte sin hånd frem til et håndtryk - et sted skulle man jo starte, når man nu for første gang rigtigt mødte hinanden.

En race kun få kendte? Kat var forvirret, hvilket hendes ansigt ville afsløre. Men jæger viste hun lidt om. Hendes mor havde allerede mens hun var barn, haft hende med ude på et par jagter i skoven på øen. Lyden af hans stemme var... fængslende på en god måde. Og da han gav hende sit navn, samt spurgte efter hendes, kom et varmt smil over hendes læber. Hun tog forsigtigt hans hånd, som om hun et sted stadig frygtede hvad han kunne finde på. Men på den anden side, var hun også glad for hans venlighed, der hjalp en del på at genvinde noget af hendes tidligere livsglæde.
”Mit navn er Katrina, men min familie og mine venner kalder mig Kat.” Lige nu ville hun gøre næsten alt for at høre ham tale noget mere. For ikke at tale om at drukne i de gyldne øjne.

Alligevel begyndte de indbildte stemmer i hendes hoved at hviske om at hun intet kendte til manden og at han sikkert bare ville skade hende hvis hun ikke smuttede. Men det med at smutte fra ham, havde han jo lige bevist at hun ikke kunne. Så hvorfor forsøge? Nu hvor hun kom til at se nærmere, opdagede hun at han var lidt højre end hende. Dejligt til en forandring. Normalt var de fleste mænd en del mindre end hende, noget hun til tider kunne have stor besvær med. Ikke mange mænd kunne lide tanken om at skulle ligge hovedet tilbage for at se op på hende. Men ja, det var ved at være lidt over et år siden at hun havde haft de udfordringer. Og selvfølgelig væltede tanken om hvad Juniper og Valentine havde gjort for lidt over et år siden ind over hende. Kvalmen steg op i hende og gjorde hende dårlig, samtidig med at hun lod sin venstre hånd nærmest kradse i højre underarm.
Få det væk... Få det ud... Ordene fyldte hendes hoved og gjorde hende letter fraværende, mens hun kæmpede med kvalmen og prøvede at kradse sin underarm til blods, selv om hun godt viste at det ikke ville virke.

Et svagt, skævt smil dukked eop på hans læber som han så forvirringen i det kønne ansigt. Han mærkede forsigtigheden i hendes håndtryk - hans eget var fast, men dog ikke hårdt. "Katrina... Tja, det er da rart endelig at have et navn at koble sammen med den duft, og lyden af skørterne lige omme bag min væg..." sagde han med det samme skæve smil, blot en tand større end før.

Han løftede et øjenbryn som han så hende begynde at kradse sin underarm - hvad gik det ud på? I starten var han bare lettere forundret. Så nysgerrig. Og så... Gik det over og blev helt manisk. Med et suk, tog han et blidt men samtidig meget fast tag i begge hendes arme, afholdt hende fra at kradse sig selv til blods. "Katrina. Hvad end der gør at du bliver helt manisk - stop det. Der er ingen fare her. Der er kun dig, og mig. Og jeg har intet ondt gjort dig de utallige gange du har været her, ej heller vil jeg nu. Tag nogle dybe indåndinger - genfind kontrollen over dig selv." han kunne sagtens genkende psykiske problemer når han så dem... Han havde set alt for mange af dem allerede.

Åh ved gudinden hvor var det et fantastisk smil, der lyste hans ansigt op. Hele hans væremåde var fascinerende og dragede hende mod ham. Og hans ord sendte en varme igennem hende som hun ikke havde mærket længe.

Hans suk og det blide men faste tag i hendes arme, bragte hende nok tilbage til at hun tydeligt hørte hans ord. Hun så igen op i hans gyldne øjne i håb om at han kunne holde hende fast.
Det var rigtigt. Han havde også sagt de ord før. Om at han ikke havde gjort hende ondt de mange gange hun havde været her. Han kunne have jaget hende væk, men havde i stedet valgt at lade hende være. Havde det været hans måde at vende hende til ham? Måske...
Dybe vejrtrækninger, dybe vejrtrækninger. Hun forsøgte og fadt det lidt svært til at begynde med. Men efter en fem, seks gange lod det til at have en let virkning på hende. Kroppen og musklerne begyndte at slappe af. Samtidig mærkede hun hvordan gråden kom listende og fik tårene til at løbe.
”Bare hold fast i mig. Ellers mister jeg kontrollen igen.” Ordene var en hvisken, samtidig med at kroppen begyndte at ryste svagt. Hun lukkede øjnene, men holdte fast i billedet af hans ansigt. Smukke gyldne øjne der blidt så på hende. Det svagt skæve smil, han havde givet hende. Det sølv-hvide hår som indrammede ansigtet. Hun fortsatte med de dybe vejrtrækninger, selv om de var svære nu hvor hun også kæmpede med gråden. Og hvorfor enlig det? Hvorfor følte hun en trang til at græde? Hun var forvirret.

Hvis han så ned af hendes højre underarm, ville han nemt kunne læse ordene "I have sinned" eftersom kjoleærmet var gledet tilbage i hendes forsøg på at kradse armen til blods. Det var dog ikke noget Kat havde registreret eller tænkt over. Hun havde rigeligt at prøve at få styr på lige nu.

Hvis han skulle være bund ærlig, så jo, så havde det nok egentligt været en måde at vænne hende til ham på. Langt de fleste havde intet imod ham på afstand, men så snart han kom tæt på, var der mange der blev utrygge, og nogle få desideret bange. Så hans tankegang havde været hen af - hvis hun blev ved med at vænne tilbage, og blev i længere og længere tid, ja, så måtte det jo være fordi hans aura ikke rørte hende det mindste... I al fald ikke på negativ vis.

Smilet var der atter som han mærkede hvordan hun endelig slappede af i hans greb, før han så tårerne og løftede den ene hånd til blidt at stryge nogle af tårerne væk. "Okay. Lad os gå indenfor, så... Før mørket virkelig gør sit indtog." sagde han, som han begyndte at guide hende indenfor i hytten. På vejen tog han med én hånd fat i spanden med vand han havde stående, og kylede vandet ind over bålet, så det slukkedes, før han samlede sit sværd op, og kort tid efter, var de indendørs i den hyggelige bjælkehytte.

Her lagde han sit sværd til side, før han satte sig ned med hende i sofaen, hvor han trak hende ind til sig, for at holde på hende som hun havde bedt ham om. Han lagde godt mærke til ordende på hendes arm, men for nu lod han som ingen ting, lod hende blot græde ud som hun åbenlyst havde brug for.

Hun mærkede hans hånd der blidt strøg nogle af tårerne væk fra hendes kind, ligesom hun hørte hans ord om at han ville have dem indenfor. Hun fuldte roligt med uden et ord. Øjnene var stadig lukket og prøvede at fastholde de billeder af ham, som hun havde. Hun hørte godt hvordan bålet sydede da det blev slukket med vand. Og ja, det gav hende da et lille chok, men ikke nok til at hun blev panisk. Han holdte stadig fast i hendes ene hånd, hvilket var underligt beroligende for hende. Hun hørte også den svage lyd hans sværd gav fra sig, da han løftede det op inden han fortsatte ind i hytten. Igen en lyd der tidligere ville have sendt hende i knæ, men hun huskede nogle af de ord dr. Trott havde sagt, og det hjalp med til at hun nu fandt lyden ligeså beroligende som hans hånd i hendes.

Hun mærkede den hjemmelige varme fra hytten kort efter at de var kommet ind. Det føltes på samme måde når hun kom ind i Madam Sourmilc's hus efter nogle timer udendøres. Og det var endda på tros af at der ikke altid var tændt op. Men bare at komme indendørs, hvor der ikke var den mindste brise gav en form for varme.

Da han satte sig ned i sofaen sammen med hende, var det en lidt underlig følelse. Men den blev hurtigt glemt da han trak hende ind til sig og holdte om hende. I stedet mærkede hun hvordan hendes kind fandt den bløde skjorte som dækkede hans brystkasse. Hun mærkede hvordan lyden af hans hjerteslag var med til at sætte takten for hendes vejrtrækning. Ikke at den passede hele tiden, men den hjalp i hvert fald med til at hun faldt mere til ro. Tårerne løb nu i en stille strøm, som om der var kommet en revne i en flere års gammel dæmning.

~ ~

Hvor længe hun lå og græd i hans favn viste hun ikke. Men efter en stund stilnede tårerne af og hun tog det første dybderensende åndedrag i hvad der føltes som århundrede. Hun åbnede øjnene og nysgerrigt på det hun kunne se fra denne stilling.
”Mange tak, Constatine.” Ordene var lave, men fyldt med ærlighed. Hun løftede hovedet fra hans brystkasse og så direkte ind i hans gyldne øjne, mens hun prøvede at finde ud af hvorfor hun altid følte sig draget af ham. Jo han så godt ud, men selv Madam Sourmilc holdte sig på afstand fra ham. Ingen i byen havde nævnt ham i hendes nærvær, og alligevel var det altid hans hytte hun søgte tilflugt ved, når det hele blev for meget i hendes hoved.
Hun sagde ikke mere, men lod blot sine øjne se sig mætte på ham. Ligenu havde hendes krop ingen planer om at flytte sig mere, hvilket gjorde at der kun var et par håndsbredder i mellem deres ansigter.

Som he havde sat sig ned, sad han blot der, og holdt hende blidt ind mod sig selv, gav hende den varme og sikkert også lidt af den omsorg, hun virkelig behøvede, at dømme efter hvordan hun lænede sig ind mod ham og grædte ud. Han var ikke selv den bedste til alt det med følelser, så han følte ikke rigtig med hende som sådan, men prøvede bare på at gøre tingene en smule bedre for hende. Nu det lod til at han kunne gøre det blot ved at være her, ja, så var det det, han gjorde.

Så lang tid som det varede, var der ingen tvivl om at det var en masse gamle ar der var revet op i på den ene eller anden måde, og en masse der var bearbejdet, der nu skulle ud på den ene eller anden måde, og den måde, blev så med tårerne. "Velbekomme. Jeg gjorde ikke så meget andet end at være her," sagde han som han hørte hendes tak, og trak let på skuldrene som for at sige at han virkelig ikke havde gjort så meget, så i hans hoved var der heller ikke så meget at takke for.

Hans øjne blev dog fanget af hendes igen, og... Han mærkede et eller andet der. Men hvad præcist var det? Jo, det var lidt sværere at placere. Han havde kun lige mødt hende, sådan rigtigt - han havde vidst hun var der i lang tid, men først nu han havde set hende ansigt til ansigt, hørt hendes stemme og ikke blot hendes vejrtrækning og skørtet der blev blæst rundt af vinden på den anden side af hans husmur.

Hans blik hang lige så meget på hende, som hendes hang på ham... Og så tæt som hun var... Kunne han mærke hendes åndedrag mod sig selv, og hun ville kunne mærke hans. Svagt, men det var der alligevel... Hun var nu også... Meget køn. For at sige det mildt. Men han vidste ikke helt præcist hvor de stod, så at sige... Om han skulle sige noget, gøre noget, eller helt lade være....

Der var noget ved hans skuldre trækning, som ledte hendes tanker hen imod hvordan det ville føles at mærke ham over sig. Hans ord om at han ikke gjorde så meget, fik hende til at smile svagt, mens deres øjne var fanget af hinanden.
”Det var også det vigtigste... At du var her...” Ordene var en varm hvisken, mens hun bekæmpede en lyst til at læne sig længere frem. Hans åndedrag, hans gyldne blik. Ja selv hans væsen syndes at kalde på hende. Hvordan kunne det være? Var det på grund af hans aura, som tiltalte hende, lokkede hende tætter til ham. Hun viste det ikke og var på en måde også lige glad. De var her, i hans hytte, i hans sofa. Og han havde kun været venlig imod hende. Men lå der andet bagved alt venligheden? Var hun en ting der kunne smides væk, når hun ikke var interessant længere? Han ville kunne mærke og se ændringerne i hendes sind gennem hendes krop, der stivnede en smule og øjnene der blev lidt nervøse. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at slippe hans øjne og hans ansigt. Ej heller kunne hun få sig selv til at flytte sin krop. Så det var med let skælvende og en anelse nervøsitet, at hun brød stilheden imellem dem med en hvisken.
”Jeg ved ikke hvorfor... Men der er noget ved dig, som kalder på mig. Det er grunden til at jeg altid kommer tilbage. Når du er væk, er en kulde og et tomrum... som ikke kan glemmes.” Total ubevidst havde hun alligevel lænet sig lidt længere frem mod ham. Hvis han intet sagde eller gjorde ville hun ende med, meget forsigtigt at berøre hans læber med sine et kort sekund inden hun igen vil trække sig tilbage og afvente hans reaktion. En del af hende frygtede at hun var gået for langt så han ville slå hende, mens en anden del af hende ønskede mere, og en tredje del var total overrasket over de to andre.

//Godmode tilladt//

"Så det vigtigste, var det nemmeste at gøre? Det er vist første gang det er sket for mig..." sagde han med et skævt smil... Som han løftede en hånd og blidt strøg noget af hendes hår om bag det ene øre, en bevægelse der var en smule... Sensuel i det. Hans øjne dybt fokuseret på hende som hun lænede sig frem, og de kom tættere... Og tættere på hinanden...

Han så hendes usikkerhed. Mærkede den. Men der var ikke nogen grund til at hun skulle være usikker her, ikke ifølge hans hoved. Og så... Som han sad der og så på hende... Så skete det. Han mærkede hendes bløde læber mod sine, og som hun havde trukket sig lidt... Smilede han. "Jamen... Så lad mig fylde det tomrum ud..."

Og med ét... Havde han presset hende tilbage mod sofaen... Som han lænede sig ind over hende og kyssede hende. En del dybere... Og mere passioneret end hun havde turde lige før... Men han havde ikke reservationer af den slags - han mærkede noget, og så fulgte han det... Sådan havde det altid været, og var det også nu.

Hun havde mærket noget som vågnede dybt inde i hende. Men det var først da han havde væltet dem rundt og kyssede hende en del dybere og mere passioneret, at forstå hvad det var hun havde mærket før. Hun gengældte kysset og blev mere ivrig i sine bevægelser. Hun følte at hun vågnede op fra en lang og tung drøm, blodt for at tørste efter en mands begær. Kroppen huskede hurtigere end hun havde turdet håbe på, og bevægede sig sammen med hans som var de en. Glemt var alt andet en de to og hvad de fortog sig. Og en utrolig fred fandt vej til hende.
Snart svævede hun på nydelsens skyer og alt hvad hun så var den smukke mand, som vækkede hende fra sit livs værste marrerigt.

//Godmod fortsat tilladt//

Og Constantine... Som det så oftest skete... Så snart han var kommet i gang... Ja, så blev det svært at stoppe, som begæret tog overhånd. At elske var svært, hvis ikke umuligt for ham - i den psykiske forstand - men den fysiske? Det var kun alt for nemt, og altid en perfekt måde at lade alle spændinger, al stress, forlade kroppen i ét stort, farverigt udbrud der føltes himmelsk.

Hans hænder gled med øvet lethed ind under hendes tøj, og begyndte at afklæde hende, stykke for stykke. Og for hvert stykke der røg, gled hans ru hænder undersøgende over hendes hud, hænder der var ru af års hårdt arbejde, hård hud alle de steder hvor sværd og deslige havde presset ind.

Nydende suk og gisp, var nogle af de lyde hun kom med undervejs. Glemt var tiden og hvor mange gange hun lettede i ekstase.

~ ~

Kat vågnede og var i første omgang forvirret. Hvor var hun henne? Og hun lå i en seng. Så kom minderne tilbage fra den lange nat. Hun var endt med at gå i seng med Constantine. Hun så sig lidt rundt og endte med at få øje på ham. Et ægte varmt smil kom frem i hendes ansigt, inden en veltilfreds gaben ødelagde det. Hun strakte sig og lo hjerteligt over at mærke hvor øm hun var. Men samtidig var det en skøn følelse. Hun følte sig levende igen.
"Godmorgen. Og tak for i nat."
Hun satte sig halvt op, uden at tage sig særligt meget af at dynen gled ned over hendes krop. En let gysen af fryd, listede sig gennem hendes krop ved dynens bevægelse og fik hende til at løfte den nok op til at hendes barm var dækket. Hele tiden havde hendes øjne hviler på ham.
"Hva siger du til at jeg laver morgenmad?" Hun håbede at han ville guide hende gennem hans hus, hvis han sagde ja.
Og nu hvor hun så sig lidt mere rundt, så var hun imponeret over hvor pænt her var. Hvorfor hun havde forventet noget andet viste hun ikke, men måske det skyldes at de andre beboer havde fortalt hende at hun skulle holde sig væk her fra.
"Jeg forstår ikke hvorfor folk er så bange for dig. Jeg ser ingen monstre eller uhumske kedler over ilden." Hendes blik vente tilbage til ham, mens hun smilede.