help in the woods (Richard)

Tid: 19.00
Sted: skoven, Lillith Hjem
Vejr: regn, lidt torden
Omgivelser: dyr og træer, en enkelt hest i fangeskab

Som hun kiggede ud af vinduet, kunne hun kun se hvordan regnen faldt. De fleste dyr havde for lang tid siden søgt inden for, kun få stod ude. Hendes stakkels vasketøj hang stadig ude, men Lillith havde ingen plan om at hente det nu.
Den krydrede luft af friskbagt brød, fyldte hytten. Hun havde ikke haft noget at lave, den bagning var hvad hun var endt med. Ildstedet i hendes køkken, brændte lystigt, flammen bagte det sidste brød, gjorde det klar til at blive spist.
Den suppe hun havde lavet, var blevet færdig, det eneste ilden gjorde nu, var at holde den varm.

Cleo som spiste i den anden ende af køkkenet så ud til at være ligeglad med hende, hun ville bare have sin mad. Så Lillith måtte selv sørge for aftenens underholdning, hos hun ikke bare endte med at gå i seng.
Endnu engang vendte hun blikket imod vinduet. Hun kunne se hvordan træernes blade raslede i vinden, hvordan hendes vasketøj drybbede af det vand som havde fyldt det. Alt virkede så ligegyldigt i dag, så kedeligt, hun kunne ikke engang komme ud og løbe, ikke når vejret var sådan.

Okay nu var det nok, hurtigt tog hun de færdige brød ud af ovnen. samlede sin kappe op, og begyndte at gå en tur. hun kunne ikke det med at side hjemme en hel dag, hun manglede noget at lave.
hun havde kun gået et kvarter, da hun så ham. en skikkelse som lå på jorden, han så såret ud. hurtigt løb hun hen til skikkelsen. det var en mand som hun havde troet, hans øjne var stadig en smule åbne.

"Sir are you allright" hun satte en hånd imod hans hals, for at se om han stadig havde en puls, og hvor stærk den var.
"Sir, can you tell me your name?"
hun håbede på at få kontakt med ham.

Richard haltede igennem Skoven, mens han hele tiden prøvet og holde sig oppe. Han var udsultede men det var ikke det værste, han havde brækket hans ene arm og det ene ben. Hvor fra kunne han ikke huske, han sukke og fik kante sig hen til et træ hvor han sætte sig op af den og begynde og svinde hen. Han skar ansigt og besvimet så mens man hørte et højt tordenbrag. Fald Richard om og var besvimet.

Han begynde og høre en kalde, på ham eller nærmest tale til ham. Hvor længe han havde været væk, viste han ikke men han begynde og rejse sig op trods smerte i armen og benet. "Richard er mit navn, hvem er du og hvor er jeg." Svare Richard og kigge på hende, det så ud som om hun havde studere ham lidt. Han tvang sig selv op ,men et råb komme fra ham da han brugte hans højre arm og prøve og komme op og stå. Det samme gælde hans venstre ben da han prøvet og stå på det faldt han helt ned igen og gav et råb fra ham.

Han kigge over på hende, og viste ikke hvad han skulle gøre hvis hans ben og arm ikke tog livet af ham ville vejret eller sulten det sikkert. Han kigge på hende igen og så så på hans ben igen.
//håber det kan bruges //

”for alle guder, hvordan har du gjort det?”

Lillith så den smerte som kom fra ham, hun havde registreret hvor den nærmeste smerte syntes at ligge. Uden at vente på at manden skulle give ham tilladelse, begyndte Lillith at mærke på hans ben, forsigtigt for ikke at bringe for meget smerte, men hun skulle vide hvor slemt det var, vide om hun kunne få ham hjem, eller om hun var nød til at hente hesten for det.

De øvede fingre undersøgte knoglen, kørte langs hans ben og klemte omkring leddene. Et blik mod omgivelserne fortalte hende at det hun skulle bruge var her. Hurtigt hentede hun 2 lange stykker træ, med et stykke på hver side af mandens ben, rev hun et stykke af sit slag af. Hun brugte dette stykke stof til at binde træet til hans ben, på den måde kunne hun forhindre ham i at lave mere skade på sig selv, i hvert fald for nu.

”Lig din arm omkring mig”

Hun forsøgte at hjælpe ham med at komme op, en opgave som på ingen made var nem, selvom han var udsultet, så var han stadig større end hende. Det ville blive en sej kamp at komme hjem til hende og hun vidste at hans smerte først rigtigt ville begynde der

Han kigge op på hende mens, han prøve og få styr på sig selv. Han sank en klump og kigge på hende, han kigge på hendes hånd og da hun rørte hans ben og klemte lidt om den. Gav han et brøl fra sig, og prøve og skubbe hende væk. Da han mærket smerten af det, gjorde det helvedes ondt Mens hun klemte om hans bene. Han gav et til råb fra sig og prøve og skubbe hende væk, igen men han kunne ikke smerten var for stor. "rør det ikke det gør hevedes ondt, jeg vil ikke ha du rør det argh' Råbet han og kigge på hende, men han begynde og slappe af da hun ikke rørte det længe. Han kigge op på hende, og så hende forbinde hans ben med træ var det vist.

Han kvæle råbene, og fik sig op da hun tog fat om hans arm. Han brugte sine egne kræfter for at hjælpe og så fik de sammen ham selv op. Han kigge på hende og var klar til og gå med hende,hvor hen de skulle. Mens han havde stor hovedpine og smerter han sukke og gik med hende, siden hun jo støtte ham. Men smerten var helvede provokerne.

Mandens gentagne råd, fortalte alt om den smerte han følte, men hun havde ikke tid til at tage sig af det nu. Hvis Lillith ikke fik ham hjem og taget sig af de knogler, kunne manden nemt komme til at mangle en arm. Hvor længe havde han ligget her ude, var der nogen som ledte efter ham, hvordan havde han præsteret at skaffe sig sådan en omgang kvæstelser, var han faldet af en hest? De mange muligheder kørte igennem hendes kranie.
Manden var ikke så let, som han så ud, nok havde han ikke den store mængde fedt på kroppen, men de muskler han havde, var tungere end hun havde troet ved første øjekast.
Med en masse besvær, kom de igennem det stykke af skoven som ville bringe dem til hendes hytte. Flere gange var de ved at falde, fordi jorden var usikker efter regnen. Selv tordenen var blevet være, hun var ikke sikker, men det lød som om en storm var undervejs.
”Er der noget du ikke kan tåle, nogle ting?”
Hun havde brug for den info, mange af dem som kom til hende, kunne bl.a. ikke tåle den smerte stillinde væske som hun kogte ud af Coca planten (Morfin).
Da de nåede hendes dør begyndte den svære del, de skulle have ham ind, det var den nemme, men efter det skulle han op at ligge på det store bord, kun på den måde kunne hun undersøge ham. Men i den tilstand han var i, så tvivlede hun på at han frivilligt ville lade hende ordne sig. han ville sikkert brokke sig det sekund han opdagede at hun skulle have det meste af tøjet af ham. Hun var nød til at få noget smertestilliende i ham, ellers ville de kommenende timer blive et helvede for ham.

Richard kom op og stå det føltes som om for været skridt de gik, bliv vejret bare være og være. Richard var mange gange ved og snuble i den usikker jord, og hvis det ikke var dårlig vejr nu ville det blive det om et lille stykke tid. Han kvæle alle de smerte som der var på vej ud af hans mund, mens han gik med hende mod et eller andet sted som han ikke kende. Richard sukke og humpe videre med hende, ved hans sidde. Han kunne mærke hans ben var smadret helt, og mens hans arm også var det kunne han ikke andet ende og gå med. Han begynde med og kunne se et hus og ryste på hoved om der var noget han ikke kunne tåle, mens hun gik med ham over til hendes dør. Han kigge på hende og viste ikke helt, hvad de skulle gøre han ville godt med ind da det så ud til og trække op til storm men der var et eller andet der ikke stemte overens. Hun ville sikkert lappe ham sammen han kigge på hende og vendte bare på hun skulle tale til ham, om hvad der skulle ske. Han holde sig stadig oppe, ved hjælp fra hende og vente på hvad hun ville fortælle ham.

”Kom ind, jeg kan ikke arbejde i stormen” hendes ord fortalte ikke meget om hvad hun havde tænkt sig at gøre, for hun vidste det ikke helt i nu, det hele kom an på det brud han havde lidt.
”Jeg er nød til at få rettet dit ben til, også din arm hvis jeg ikke tager meget fejl” hendes stemme var blid, hun havde brug for at han slappede af, det ville ikke fungere hvis han gik i panik nu.
”Jeg giver dig noget imod smerterne, og når jeg er færdig, så er der friskbagt brød hvis du har lys, men lige nu, er du nød til at komme med inden for, ligge dig på bordet, lade mig kigge på benet. Hvis ikke du lader mig gøre det, vil jeg ikke garantere for at du nogen sinde kommer til at gå rigtigt igen”
Med en arm rundt om hans hofte, begyndte hun at støtte ham igen, hun var nød til at få ham ind, om han ville eller ej, hun kunne ikke bare efterlade en såret person i en storm. Så måtte han blive sur bagefter. Den smalle gang gjorde det til en kamp at komme igennem, men til sidst lykkedes det dem at nå frem til det lille rum, hun normalt brugte til patienter.
En briks med et hvidt lagen stod langs den ene væg, et skrivebord langs den anden, et skrivebord som var dækket af flere bunker med papirer. En række hylder med forskellige ting, stod langs den sidste væg, krukker med salver og miksturer, forbindinger og andre ting fyldte hylderne.
”Sæt dig her, så henter jeg noget imod smerterne”

Han kigge på hende, og sukke hun havde ret han var nød til og gå med hende. Om han ville eller ej, men der var nok et eller andet hun havde fat i. Han smile lidt til hende og gik med ind uden brok, mens han kigge på hende og gik med ind. Han tog sig til siden, og fik så så sig ind med hjælp fra hende. Han kigge på hende og nikke let, han ville ikke være svag og ha brug for hendes hjælp, men han havde brug for hendes hjælp på hans skader. Han sukke og fulgte med hende, mens de kom ind. Han begynde selv og halte mens de gik, igennem den smalle gang han holde en hånd op for øjne så han ikke blive blinde. Hvor han efter begynde og støtte sig op af vægen, mens han smile til hende og gik videre længere og længere ind i huset. Han kigge sig omkring, og så et dyr der kigge på ham, mens de forsætte ind i det rum der så ud til og blive brugt meget. Richard kigge på hende og ryste på hoved, det var jo ikke noget. Han sukke og fik sig selv sat op, mens han kigge på hende han måtte bare vente nu. Han sukke og kiggede lidt på hende, og så lidt rundt i rummet mens han vente på hende da hun var gået.
//sorry hovedpine som gir krea svigt//

et par blade blev taget fra en af de mange krukker som stod på hylderne. "Jeg laver et udkog af morfin til dig" med bladene i hænderne, gik hun ud i køkkenet. det tog hende 5 minutter at få kogt en smule vand, med bladene i. hun vidste godt at det ville have en forfærdelig smag, men det ville være mere effektivt uden sukker.
med udkoget i en kop, gik hun tilbage til manden med det. rakte ham det forsigtigt, klar til at gribe det, hvis han tog det med den forkerte arm.
"Det vil ikke smage specielt godt, men det vil hjælpe"
Da først manden havde fået koppen, begyndte hun at finde ting frem, bandager til at binde benet ind i, en saks hvis det skulle blive nødvendigt at klippe i hans tøj, alt sammen kom an på hvor højt hans brud sad.
"Du er mere end velkommen til at tage bukserne af, og det samme med trøjen" stille forsøgte hun at forklare hvad hun ville gøre for ham, hvordan hun ville undersøge benet, få sat bruddet sammen. hun forsøgte at forklare hvad udkogget ville gøre for ham, og hvordan smerterne ville blive nemmere at hpndtere

Han nikke til hende, og vente de 5 min der føltes som timere ende hun kom tilbage og nu var vejret blive om til en storm. Richard tog sig til skulderne på den arm der var brække, han grinte lidt for sig selv hvis han ikke var blive fundet af hende og taget med her til ville han være komme til og dø måske. Han kigge på hende da hun kom ind, og tog imod det der han skulle drikke med hans rigtig arm det vil sige det var den han ikke brugte normalt venstre arm det så meget fjollede ud. Da han gjorde det og drikke det, spytte han det ud og tørt sig om munden. "Det smager jo hæsligt, hvad skulle det hjælpe med." Han begynde med og, føle hans arme blive lamme så han ikke kunne mærke noget han gabet lidt og lagde sig ned. Mens han fjernet hans bukser, og hans trøje da man nu ville kunne se hans ar han havde på sig. Han holde stadig kruset mens han fik kæmpede, sig op og sidde mens han så på hende men morfin var ved og bedøve ham helt.

Lillith vidste at morfinen kun ville virke et bestemt stykke tid, så hun måtte arbejde hurtigt, kun mens medicinen virkede, kunne hun rette knoglerne til.
Med øvede fingre, kørte hun hænderne op langs hans ben. Bruddet lod til at side i mandens underben, en blanding af et lille brud på skinnebenet og et lidt større bagved.
Hurtigt fandt hun en bidepind frem.
”Du skal bide sammen om den her, på den måde ender du ikke med at bide dig selv i tungen” hun havde før set patienter som havde nægtet pinden, en enkelt gang var det endt med at manden havde bidt tungen af sig selv. Han var død af det, for hun havde ikke nået at stoppe blødningen. Forsigtigt lagde hun den imellem mandens tænder, forsøgte at fange hans blik, hun ville være sikker på at han havde forstået hende.
”Det her kommer til at gøre ondt som helvede” hun ville advare ham. Med faste hænder, begyndte hun at sætte knoglerne sammen. Hun kunne se på ham, at det kostede en masse smerter. KNÆK. Hun hørte lyden da knoglerne faldt i hak. Hurtigt mærkede hun efter om det var gjort rigtigt, hvis det var brude nogle af smerterne blive mindre nu.
Da hun ikke fandt nogle anormale ting ved benet, lagde hun en tynd skinne langs det. Der ville gå en 6 uger inden benet var helet helt. To lag af bandage blev lagt rundt om benet.
Hurtigt gik hun videre til armen. Den samme metode blev brugt her, her var der dog kun et enkelt brud.
”Du for lige et par minutter til at komme dig, sig til hvis der er noget du vil have”
Hun fandt et ren skjorte og et par bukser frem til ham, om han ville bruge dem var op til ham selv, men hun havde altid noget liggende.

Han kiggede sløvet på hende og nikke lidt, mens han fik besked på at bide i pinde. Han kigge på hendes hænder, hun lod glide ned af mod hans ben da hun fanget hans blikvar han rolig for han viste hvad der skulle ske. Han bidt af alle hans kræfter, i pinde i det der lød et knæk man kunne se han blive rolige efter det. Men man kunne dog se han havde haft ondt af det, det havde gjorde helvedes ondt på ham men han var ligeglad. Han sank smerten og kigge på hende, mens han følte hun gjorde det samme med hans arm hendes hænder der kom op og rette den med et knæk. Han kigge taknemlig på hende, og så så tøjet hun havde fundet frem han gik langsomt hen og tog skjorten på efter og ha nikke til hende. Han var meget glade for det men han ville ikke ha skjorte på, ikke i nu. Da han gik hen og tog bukserne på, med noget meget besvær. Han kiggede ud og begynde så og kigge sig lidt omkring, mens han støttede sig om af vægen i huset det var meget lyset af et hus og være.

Hun kiggede lidt på, hans øjne virkede stadig en smule slørede, det ville de sikkert gøre resten af aftenen. hun holdte lidt øje med ham, da han gik ud i resten af hytten. Lillith var ikke bekymret for at han skulle finde noget der ude, de ting hun ville holde skjult, havde hun pænt låst væk, ingen ville finde dem.
Hytten var større end de fleste andre. Den bestod af 6 rum, det hun arbejde i, det hun selv sov i, det som hun havde stue i, hendes køkken, et lille rum som blev brugt til opbevaring, samt et lille rum som var tiltænkt gæster. Hun kiggede lidt på ham, måske hun skulle spørge om han ville overnatte. Lyden fra stormen nåede ind i hytten.
Duften af det nybagte brød nåede hendes næse, en rumlen kom fra hendes mave. Lillith smilede lidt, hun huskede nu hvor sulten hun egentlig var.
”Hvis du vil have noget mad, så har jeg ude i køkkenet” hun sendte et stille smil til ham, lettere bange for at forskrække ham. Forsigtigt gik hun forbi ham, og ud i køkkenet suppen var stadig varm, og brødet lunt. Fra et skab fandt hun en ekstra skål frem, hvis nu han ville have noget.

Han kigge op og over, på hende mens han smile lidt. "Jeg klare mig, men hvis du havde noget væske ville det være dejliget som jeg jo kunne få." Han grinte lidt sød til hende, mens han gik ud mod køkkenet. Som hun nu stod ved, det så meget fredligt ud enlig det var som om ingen ting var sket her. Selv efter de udøde havde rejste sig, og angreb alle mulige byer han sukke og følget med hende ud til køkken. Det så godt ud ingen ting var gjorde, ved det her sted. Han følget en varm pels på hans ben der ikke var noget galt med, han kigge ned og smile let. Imens han kløede, den bag øret den så ud til at kunne lige ham. Hvordan og hvorfor viste han, dog ikke men han kunne ikke finde ud af hvorfor den gjorde det. Han smile let og gik hen, og smil til hende han gav hende et kram bagfra og greb det hun havde fundet frem som hun havde taget ud hvis hun nu ville få et chok af det. Han smile lette til hende, og gik så hen så han så hende i øjne inden han kysse hende engang på munden. "Jeg har ingen penge, så håber det kan bruges som betaling for at du redde mig." Sagde han og smile til hende menes, han satte sig på det ene ben det gode jo og snakke lidt med hendes dyr. Han skæve lidt op til hende, og snakke videre med den.

Lettere overrasket kiggede hun på det fremmed. Mon han kyssede alle dem som hjalp ham. Hun sendte ham et let smil.
”Du kan sagtens blive sat i arbejde hvis det er, har masser af ting der skal ordnes”
Fra sit fryseskab, fandt hun et glas koldt vand frem. Hun havde tidligt tillagt sig den vane, at koge vandet og så fryse det ned. På den måde havde hun dræbt bakterier, men fik stadig koldt vand. Hun satte vandet foran ham. Hurtigt fandt hun en kande frem, hun vidste jo ikke hvor tørstig han var.
”Vil du have noget at spise?” hun fyldte begge skåle med den dampende suppe. Den var lavet på en kylling hun selv have fanget, samt en del grønsager som det havde taget hende det meste af dagen at finde. Hun satte den ene skår foran ham, overlod det på den måde op til ham, om han ville have det eller ej.
De nybagte brød, blev puttet op i en kurv, som blev placeret midt på bordet.
Fra køleskabet fandt hun en lille skål med smør og et glad med syltetøj frem, på denne måde havde hendes gæst noget at vælge imellem, hvis han altså havde lyst til mad.
Tilfreds med sig selv, satte hun sig på sin plads.
”Hun hedder Cleo” Geparden opførte sig som en forvokset kat, spandt som var den aldrig blevet kælet før. ”Hun lader til at kunne lide dig” med en ske i den ene hånd, begyndte hun selv at spise af den varme suppe.
Den varme væske føltes rar, som en varmede hendes krop, tøjet var stadig fugtigt efter turen uden for.
”Har du planer om at blive her i nat? Eller vil du hellere videre?” hun sendte ham et lille smil. Et enkelt blik ud af vinduet, afslørede hvordan stormen stadig var i fuld gang.

Han smile let til hende og nikke, han ville nu ikke ha noget imod og hjælpe hende han ville få tænkerne et andet sted hen. Han smile til hende og snakke lidt mere med hendes kat, inden han gik ned og sætte sig ved siden af hende eller det var nu overfor hende. Han smile lidt og drikke noget, af vandet mens han kiggede sig omkring. Huset så flotte ud, nu når han kunne fokusere på ting og person hun så enlig smuk ud det var ikke noget han normalt lagde mærke til men det var det nu. Han smile lidt til hende, inden han ville svare hende igen han smile lidt igen og kigge på hende. Han viste hvad han ville sige nu, så han kunne få det ud af hans hoved men det måtte gøres. Han smile venligt til hende, og viste nu hvad han ville sige. "Ja jeg vil godt hjælpe, hvis du har brug for det." Sagde han, og smile venligt til hende. Mens han kigge på hendes ansigt, han smile lidt til hende og nikke. "Ja tak, jeg kommer nok ikke nogen stede i dag vel på grund af vejret." Han grinte lidt, og kigge på hende mens han stadig smile til hende. Hun var meget flink enlig, også for ham. Han smile og kigge, på hende igen. "hvad med dig bor du alene, eller har du en partner." Sagde Richard og smile venligt, til hende mens han drikke lidt af vandet.

Hun kiggede lidt vurderende på ham, det var et underligt spørgsmål at komme med, der var jo ikke andre i hytten. Så slog tanken hende, hun var alene i en hytte i skoven, selvfølgelig ville de fleste tro hun havde en partner.
”Jeg er alene det meste af tiden, det sker at der er folk som overnatter her, enten i korte eller lange perioder” hun smilede til ham, pustede let på suppen, hun elskede den krydrede smag der fyldte hendes mund. ”Jeg har et ekstra værelse til det” igen sendte hun ham et lille smil. Med en mundfuld brød, rejste hun sig fra pladsen. Fra en hylde over ovnen, fandt hun 5 store flade sten frem, hurtigt puttede hun dem i en gryde med vand. Først da hun havde hængt denne gryde over ilden. Gik hun tilbage til sin mad. Regelmæssigt dybbede hun sit brød, i den varme suppe. ”hvor kommer du så fra?” hun anede ikke hvad hun skulle spørge denne fremmede om, hun anede intet om hende, det eneste hun rigtigt vidste, var at han ikke ville hende noget ondt, for havde det været tilfældet, ville elvernes magi have forhindret ham i at komme ind, med eller uden hendes hjælp, det kunne ikke lade sig gøre. ”Du behøver ikke at fortælle noget du ikke vil, du skal bare vide, at hvad end der gjorde det der ved dig, kan ikke komme her” hun sendte ham et forsigtigt smil, han virkede sød, og Cleo lod til at kunne lide ham.

Han lytte til hende og overvejet stærkt og smutte, han begynde jo og kede sig lidt mon hun havde det sted n kunne træne han kunne jo altid spørge. Han nikke let til hende, mens han overveje det men nu var hans indre kæmper fremme og han var nød til og gøre et eller andet. Han ville gerne træne mere ende før hævne sig, på den der havde gjorde dette mod ham. Han smile venlig til hende, og kigge sig så omkring. "Jeg komme fra byen af, mere behøve du ikke og vide." Sagde han og smile til hende bare et helt normalt smil han sukke og gik så videre mens han så sig omkring. Han ville enlig træne nu, ikke andet. Han smile og rejste sig op og kigge på hende, mens ha tænke over de rigtig ord og sige. "Har du et sted, jeg kan træne bare lidt." Sagde Han og smile lige til hende, mens han vente på hendes svar.//krea svigt//

Hun sendte ham et underligt blik, et var at manden ville træne, men oven på at hun lige havde sat hans knogler på plads, var det jo dumt, om ikke andet burde mandens knogler smerte som helvede.
”Du kan bruge gæsteværelset hvis du vil, der burde være plads nok til at du kan træne det basale, normalt træner jeg selv uden for, bag hytten” hun kunne ikke forstå hvordan han var kommet sig så hurtigt, oven på sine skader, det burde ikke være muligt. Hun sendte ham et lille smil, han kunne træne alt han ville, hun vidste at morfinen ville holde op med at virke før eller siden, og når det skete ville hun ikke give ham mere, ikke før han forstod at han ville være ned til at slappe af et par dage. ”Du kan benytte dig af mine ting uden for i morgen, men mens stormen står på, vil jeg fraråde dig det”