Nårh ja doctor… det noget man spiser ikke? //Dr. Trott //

Efteråret var ved sin ende, og der var tydelige tegn på at vinteren var på vej. Flere søgte til markederne næsten desperate efter få det bedste inde for stof og pelse, til nye vinter klæder fordi man var ”vokset” ud af den gamle. Folk ragede til sig, som om det galde liv eller død. Hvis man ikke var forsigtig og så sig for ville man blive trampet, eller slået ned. Ikke fordi folk bevist gik efter det, men når der var nye kvalitetsvare på spil, var det ligesom udsultet vampyrer. Der var intet andet i fokus ind at få fat i sit bytte.

På trods af Erzsébet ikke kunne se noget som helst, og på ingen måder var forsigtig, Fordi hvem kunne være forsigtig, i nye omgivelser som blind?? Det jo umuligt? Var hun alligevel begivet sig ned i til markedet. Hun var egentligt på vej hjem efter en mindre rejse rundt. Hun havde søgt efter sit fødehjem, i håbet om at finde frem til sin far. Men det var ikke lykkes hende. Så på hjemvejen havde hun spurgt om vej til de forskellige markeder. Her købte eller byttede hun sig frem til ting og sager som hun kunne have til minde om stederne hun havde været. oveni købte hun også ind af alt fra stof, pels og læder, til madvarer. Dog ikke store bunker af det, men ting som var specielle for hvert enkelte by.

Men til forskel for alle andre dage hun havde besøgt markederne, kunne hun slet ikke overskue dette. Hendes hoved gjord ondt og lungerne irriterede hende. hun hostede konstant og til tider kom der noget væske ligne slim op der smagt af jern. Hun kunne i spise, og var derfor ved at gå kold.

Hun støttede sig op af en pæl og rettede på sit tørklæde. Hun havde det vildt varmt, også selvom hun gik i frostgrader med intet andet in stor kofte mørke blå og bælte om livet, samt et bare mørke brune bukser. Ingen sko eller jakke. Det var ikke rigtigt noget hun brugte.. eller havde lært at bruge…. For hende var det jo normalt, hun plejede jo ikke have det store på som slave. Desuden dækkede dette tøj hendes former samt skjulte hende slavestempel på højre underarm. Så hun var lykkelig, også selvom folk forbandt hende med en tigger pige. Men heller det ind slave.
Hun holde sig for munde og hostede. Hun skar en grimasse i smerte, da det føltes som en der dolkede hende i lungerne og drejede på dolken. En ubehageligt smertefuld fornemmelse. Hun kunne mærke det klamme slimede stads på sin hånd og smage jernsmagen igen. hun sukkede og tørrede sin hånd af i koften. Hun havde efterhånden opgivet at vaske sine hånd ordentligt den dag, for der gik ikke mere ind en time i mellem de klamme host. hun var efterhånden træt af det, men hvad skulle hun gøre? Hun kunne jo ikke bare trylle det væk? endnu et suk af irritation forlod hendes læber. Hun måtte videre, de kunne være det bare skulle have tid. Det var sådan hun havde lært af sin herre, vær gang hun oplevede noget ubehageligt så skulle hun bare være tålmodigt og vente. For så gik det væk… eller også faldt man i en dyb søvn.. og aldrig vågnede igen.

Hun trådte et skridt fremad i håbet om at gå videre, men hun blev døsig og svimmel af det. Hendes ben gav op og før hun viste af det låg hun på jorden. Forvirret og usikker på hvordan hun overhovedet var havnet på jorden. Hele hovedet snurrede rundt for hende, og hendes krop summede så mærkeligt. hun prøvede at rejser sig, men hendes krop ville ikke reager.

Måske noget søvn ville gavne?? Hun kunne jo prøve? Nu når hun alligevel låg på jorden, kunne hun jo ligeså godt prøve? Hun lukkede sine blinde øjne, og indenfor kort til forsvandt lyden af alle de stressende mennesker omkring hende, og en ro lagde sig over hendes krop. Endelig…

Han skar en grimasse. Hvor mange markeder var der ikke lige i efteråret? En del. Folk skulle have solgt alt eller købt alt. Det var nok den tid på året, hvor der blev brugt flest penge. Ingen vidste hvordan vinteren ville blive, og hvis den blev slemt, kunne man måske ikke nå ind til byen og få noget. Hverken pels eller mad. Eller brænde. Eller noget som helst! På det punkt var det faktisk nemmere at bo i byen, især nede i tunnellerne, hvor der aldrig direkte faldt sne. Men det betød også at der var færre handlende der rejse og dermed færre ting at købe. Det var ikke ualmindeligt at det meste handel stoppede, når vinteren var værst.
Deri nærmede de sig også Yulen. Folk skulle også nå at have gaver til hinanden.
Han sukkede og stak hænderne dybt ned i sine lommer. Han havde fået købt en ny trøje, der havde mindre huller og et par nye bukser. Han manglede nogle sko, men hans penge var få. Han havde bedt om at få sin løn tidligere fra universitetet, men de havde tøvet. Det betød han nu gik på markedet uden særlig mange penge, men med sko der hellere end gerne lod fugtigheden trænge ind.
Og ham der var så kuldesky! Det var da alt hæld han ikke havde lagt sig med en stor sygdom endnu. Måske fandtes der alligevel en Gud? Eller...Nok nærmere en gudinde, Elona'dal.
Hans fingre føltes frosne.
Han havde fulgt menneskemængden ind mod markedet, men havde i sidste øjeblik manøvreret sig ud. Det var ubehageligt at blive opslugt på den måde. Folk, når de var mest egoistiske og grådige - en af de dage, hvor der foregik flest tyverier. Han ville vente lidt, håbe på det blev bedre, selv om han vidste det ikke være sådan de næste par dage.
Han valgte at gå i udkanten af markedet, langs tunnellernes vægge. Der var også mere lå her for de vinde, der gik igennem tunnellerne. Men han var ikke nået særlig langt, før han fik øje på en skikkelse der virkede svag. Men inden han nåede at gå derover og spørge ind til det - for sådan en behjælpelig person var han - var skikkelsen faldet ned på jorden. Han bemærkede ingen hjalp hende. Typisk! Typisk! Folk var så opslugte, så bange for at få ballade eller en sygdom selv...Så bange. Han håbede aldrig han en dag fik brug for hjælp af en fremmede. En fremmede der måske aldrig ville dukke op.

Han skubbede sig hastigt ind mellem nogle folk, for at skabe vej. Halvt i løb nærmede han sig skikkelsen, der endnu ikke havde rejst sig op.
"Undskyld!" kaldte han til en mand, han fik skubbet lige hårdt nok til. Ikke at han havde tid til at tage sig af det: Manden havde sikkert mere end tid nok til at rette sig op igen, uden egentlige skader.
Endelig nåede han skikkelsen. En ung dame, bemærkede han, stod i nærheden og vred et lommetørklæde nervøst. August tolkede det, som om damen gerne ville hjælpe, men ganske enkelt bare ikke havde turdet. Han sendte hende et svagt smil, før han vendte opmærksomheden mod kvinden på jorden. Vel ikke død?! Nejnej. Hun trak vejret.
"Hallo?" prøvede han og søgte hendes øjne og dermed hendes opmærksomhed. Prøvende lagde han en hånd på hendes ene arm, for at lade hende vide han var der.
"Kan du høre mig? Mit navn er Dr. Trott. August Trott. Kan du fortælle mig hvad der er galt?" Hans blik gled søgende ned over hendes ansigt. Her i menneskemyldret var det svært at koncentrere sig. Var hun afkræftet? Syg? Måske begge dele? Eller måske angst for store pladser, mange mennesker? Det kunne være angstprovokerende eller stressende i så store mængder. Eller måske dehydreret? Åh, der var så mange muligheder!