you will never believe this - Sean

Forud for mødet:

De små, bare barne fødder tippede over stenene op mod Seans hus. En lille dreng på en mission. Eller sikkert sådan det føltes for ham. Da han nåede dæmonen hus, og sikkert var blevet stoppet af vagter, ragte han et brev frem. "Jeg har en vigtig besked til Lord McGivens, det er meget vigtigt! Det er fra Lorikan" sagde han meget insisterede.  

I brevet stod der:

Kære Sean
Først så undskyld for alt dette hemmeligheds noget, men jeg har folk i ryggen, jeg helt ikke vild lede til dig!
Jeg er tilbage i Doomsville, og jeg har nyheder om Bronso.
Mød mig så hurtigt som muligt i den gamle jagthytte, så kan jeg forklare.

Hilsen Lorikan

PS. Kom alene.


Nuet:

Hvor lang tid var der gået, siden han atter rejste fra Doomsville? En måned? To? Egentlig vidste han det ikke helt selv. Tiden gik ligesom bare. Og når man ikke havde så meget andet, end sig selv at komme tilbage til, tja.. så spekulerede man nok heller ikke så meget over det. Det havde Lori i hvertfald ikke gjord.
Måske var det sådan han vat endt ud? Før hen, ville han længtes efter sit hjem, efter alt det bekendte, og han ville finde ro når han kom tilbage, fra en af sine rejser, ud for at handle bøger. Men nu... Han havde ikke engang sit hjem at komme tilbage til.  Ikke så meget fordi han rent faktisk havde foræret det væk, men mere fordi, at selv deť han elskede hjem, ikke rigtig betød noget mere...
Han var nok i virkeligheden blevet lidt følelses forladt, hvad den slags ting angik.
F.eks havde det heller ikke været forbi Trott endnu. Trods han havde været tilbage et par dage. Han skulle selvfølgelig ha det gjorde, så mennesket vidste det. Men så igen.. Trott havde jo ikke længere brug for Loris beskyttelse? Han havde klaret sig fint uden i lang tid. Nogle gange spukulerede han selv på, hvorfor han overhoved var kommet tilbage.

Han skubbede døren op, til den lille hytte. Han gammel jagt hytte som han havde arvet, fra sin gamle chef. Han havde slet ikke vidst om det stadig stod har, efter de mange ødelæggelser. Men det gjorde det altså, trodt lidt beskidt og forladt, så dog stadig hyggelig.
Han trådte ind, og fik hurtigt startet pejsen op. Fik rettet der næste op, og ordnet så der så nogenlunde moderat ud. Han ventede nemlig en.
Inden han var taget fra Doomsville, havde en fået en af gadernes mange drenge, til at overlevere en besked til Sean.
En besked han oven i købet havde været nød til at underskrive som Lorikan.
Sean var den eneste der kende det navn. Alle andre der havde kendt til den anden side af Lori, var enden døde eller forsvundet. Derfor var det, det sikreste dæknavn.

Varmen fra pejsen var begyndt at fylde rummet, hvilket fik Lori til at smide den fugtige skjorte og hænge den op. Både hans jakke og kappe hand allerede på hvert sit søm i den ene af bjælkerne. Skjorten var blevet hængt over ryggen på en stol og stillet ved pejsen. Forhåbentlig nåede den at tørre hurtigt.

Han trak en bog op af sin taske. En bog han nødig skulle tages med, slet ikke at Bronsos mænd. For den indeholde kopier af Bronsos planer.[/b]

Da Sean trådte indenfor i hans eget hjem, stod hans nyeste butler allerede ved døren. Van til denne opvartning, lod Sean kappen glide af hans skuldre. Butleren tog automatisk imod den, og lod den falde over hans ledige arm, på trods af den dryppede vådt fra regnen udenfor. Seans hånd gled igennem det mørkebrune hår, der også bar præg af det våde vejr. Det var først nu han opfangede at butleren stod insisterende med et eller andet. Uinteresseret lod han blikket glide ned til beskeden.
Virkelig?
Han var lige kommet hjem fra et ret langt møde på borgen. Efter at have afgivet sin titel som hersker og givet byen lidt tid til at falde til ro - og få ordnet nogle personlige situationer med Genevira - kunne han deltage i tingene som en almindelige adelsmand. Eller...Næsten. Selv om Gene gerne ville stå fast som en uafhængig herskerinde, rådgav han hende stadig når andre ikke kiggede. Men denne dag havde været fuld af møder på borgen for relevante adelige - af hvilke han nu var en del af. Ikke fordi han altid havde været det. Men efter han havde givet titlen som hersker videre, havde han automatisk tilføjet sig selv til listen over adelige familier. Og Genevira virkede ikke til at have tænkt over det to gange.
Nej. Beskeden var sikkert fra hans klan.
Med en hurtig bevægelse tog han den fra butleren, åbnede den og lod blikket glide ned over papiret.
Mindre arbejde som ikke-hersker...Det fandtes ikke. Det var hans egen skyld. En arbejdsnarkoman med stort A, med sin klan, med sin stilling hos Natalie og som adelig på borgen og diverse arrangementer. Og ikke mindst...
Blikket gled op ved lyden af babylyde, som han med et overraskende stort smil trådte frem og hilste hans nyeste vidunder. En finger gled ned langs ansigtet, som de grå øjne mødte hans egne.
"Kære Isthar...Jeg beklager. Far har ikke tid til at lege lige nu. Men...Snart"
Han var godt klar over det nærmere blev i morgen. Eller i overmorgen. Det kom an på så meget.
Det svage smil forblev på hans læber, da han gik ovenpå.
Åh ja, det kom rigtig nok an på så meget.

Hvad der kun var en time senere sad Sean på en sort hest, på vej ud af byen. En mørk men varm og vandafvisende kappe lå om hans brede skuldre. Hætten var trukket op for at give læ. Der var noget overraskende beroligede ved at høre dråberne slå mod det stærke læder, som han roligt red igennem byen. Ignorerede byen omkring sig. Trak vejret dybt. Rideturen var god, og fjernede noget af hans træthed. Han nød livet væk fra borgen. Mere tid til klanen, og de ting han faktisk gad bruge tid på. Bruge sin magt på. Bevares. Mange genkendte ham stadig, på godt og ondt. Det ville tage lang tid før folk fralagde sig deres meninger om hans tid, og ikke mindst hvordan den sluttede. Ret upopulær blandt flere, på trods af forsøget på at spinde det som om at mange uheldigheder førte til hans afgang - og ikke upopularitet. Som han selv bevidst havde skabt. Der lå en hel historie der...

Turen gik igennem det kommende mørke, der næsten ikke blev bemærket, fordi vejret allerede var gråt og tungt. Det tog alligevel nogle timer at forlade byen, komme til skoven og komme til det rigtige sted. Men han kendte hytten. Havde været der før, selv om det var noget tid siden.
Et svagt flakkende lys i vinduerne, og røgen fra skorstenen, fortalte ham at der skam var nogen hjemme.
Han gled ned af hesten, der virkede lettet over at komme ind i en tør stald - på trods af stalden næppe var så stor som hesten normalt var van til. Og nok mere bestod af et tag med halvmure af træ, end en direkte stald.
Efter at have set til hesten - fjernet saddel, givet vand og hældt den medbragte pose mad ned i en spand - kunne han endelig begive sig hen til hytten.

Han bankede kort på, med en forventning om at døren stod ulåst, da han tog i dørhåndtaget for at træde indenfor...

Lori sad roligt på en stol foran pejsen, med benene strakte foran sig, og med den ene ankel oven på den anden. Hænderne var placeret i skødet, men støttede dog begge den bog han havde været i gang med at læse. Hvor længe han havde siddet der, var han ikke helt klar over selv. I virkeligheden, havde han nok blondet en smule. I hvertfald var det med et ryk, at han satte sig op, da der lød et brag mod gulvet ved siden af ham. Hænderne havde givet efter for trætheden, og ikke mindst bogensvægt.
Han gned sig over øjnene, og ansigtet, og rystede lidt på hovedet, i et forsøg på at ryste den sidste træthed af sig.
Det havde været en hektisk tid, og trods han ikke længere hvade sin butik at skulle passe, så følte han travlhed alligevel.
Han bukkede sig ned efter bogen, da han hørte lyden af horve komme nærmere.

Forhåbentlig var det Sean der havde fået hans besked, men han kunne ikke vide sig sikker. Det var for sent, at skjule lyset i vinduet, og røgen havde også afsløret at her var nogle.

Han bevægede sig en til døren, og lænede sig på af væggen ved siden af, så han ikke ville kunne blive set, når døren gik op.
Han lyttede opmærksomt. Vedkommende der var ankommet, gav sig god tid, og det gav da Lori et lidt større håb om, at det blot var Sean. Da der blev banket på, og døren gik op, stod Lori helt stille i den mørke krog.
Først da han havde sikret sig, at det rent faktisk VAR Sean rørte han på sig.
"Godt du fik min besked" lød det blot fra ham. Han trådte frem, "og ingen fulgte efter dig?" Spurgte han, inden han gik fremad, forbi Sean og mod Pejsen. Han gik over til stolen hvor hans skjorte hang på, for at tage skjorten på igen. Han stod med ryggen til Sean imens, men vende sig derefter.
"Jeg ville gerne byde på the, men efter at jeg ikke har været her i flere år, ser det ud til at jeg er løbet tør" sagde han med et træk på skulderne.
"Men... vin?" Spurgte han med et spørgende træt på skuldrene.

Han skubbede døren op og trådte ind i en glidende bevægelse. Han forventede Lori var her - og selv hvis det var en fremmede, og selv hvis det var en han skulle passe på, så han ingen grund til at gå på listefødder. Med alderen, og som archdemon, var han på en arrogant måde bevidst om at de færreste alligevel kunne skade ham dødeligt. Og ærlig talt...En god slåskamp, måske endda hvor modstanderen fik første mulighed, var kun underholdende. Ofte var hans tilstedeværelse og selvsikre fremtoning ofte nok til at de færreste turde gå i åben kamp med ham.
Men igen...Det faldt ham ikke ind her til aften. Og det var også med samme ro at han trak hætten ned og lod en hånd glide igennem de fugtige lokker. Og med samme ro han vendte sig halvt og så over mod Lori - som stod og gemte sig. Og måske med god grund.
Det var ikke uden et svagt smil han studerede Lori, som denne begav sig over til sin skjorte - desværre. Mindede dette ham ikke mere om en hyggelig get-away med en elsker, end at mødes med en spion?
Ærgerligt de havde for meget historie til at Sean kunne hengive sig til denne fantasi.
"Godaften Lori"
En smule civiliseret kunne de vel godt være.
"Hvor skulle de gemme sig? I de høstede marker langs byen? Eller på en eller anden måde løbe efter mig - efter jeg har nået skoven - og fulgt efter mig? Du må have bare lidt tiltro til mig. Der var ingen der fulgte efter mig"
Han drillede. Tydeligvis i godt humør. Hans fingre løsnede den våde kappe og hang den på en knage, efterfulgt af læderstøvlerne. Efter en kort tøven løsnede han også sværdet om livet, men tog den dog med ind i stuen. Iklædt et par bukser, der var halvvåde på midten hvor der ingen støvler havde været og hvor kappen var fløjet op. En varm trøje og undertrøje. Det våde hår, der dryppede en anelse ned langs tindingerne eller nakken på ham.

Tiltrængt gik han over til pejsen og varmede sig lidt.
"I mangel af bedre...Vin, tak" svarede han let. Han drak ikke meget vin. undgik i det hele taget alkohol for det meste, medmindre han besluttede sig for at feste. Han brød sig ikke om vinens bitterhed eller tørre smag, brød sig ikke om alkohols brændende fornemmelse. Til hverdag, i hvert fald. Til fester var vin et nødvendigt onde, til hans egne aftner, alkohol en genvej til en friere nat.
Sean havde ikke travlt, som han hengav sig til en behagelig stilhed foran pejsen, og lod Lori finde sig tilpas i selskabet, og med vinen.
"Hvordan går det?"
Lød det alligevel spørgende lidt efter.

Seans "godaften" mindede Lori om at han havde glemt lige den del. Okay, måske skulle han ikke være SÅ anspændt. Men så igen, han levede pt med øjne i nakken.
Han havde nær rynket bryn af Sean kommentar omkring nogle der fulgte efter ham, endtiæ det gik op for ham at det rent faktisk var drillerier.
Han knappede skjorten mens han rystede lidt på hovedet.
"Jeg er gået med til hele dette dobbelt spils halløj, så spørgsmålet er nok nærmere, om jeg ikke har for meget tillid til dig" han sende Sean et drilsk blik.
Men der var vel egentlig noget sandhed i det? Lori havde nok aldrig valgt at gå med til alt det her, hvis det havde været hvilken som helst anden, der var kommet med ideen.

Lori gik over til et skab, og hentede 2 glas. Og en vinflaske der stod på bordet. Han satte det hele på bordet, inden han fik hevet proppen op, og hældte noget op i hvert glas.
"Tjo.. det går vel" lød det med et træk på skuldrene. Hvad var der egentlig at fortælle?
"Jeg er lige kommet tilbage for et par dage siden, og siden har jeg brugt tiden på at studere dæmoner.. jeg har sågar overvejet at læse nogle at Augusts studier igennem" Der var en svag bekymring over hans stemme. Men nærmere en nysgerrighed. Men ja, sådan var Lori jo. Når der var et emne der intrasserede ham, aå blev han opslugt.

Han tog det ene glas, samt et klæde som Sean kunne tørre sit hår med.
Han gik over til Sean, og rakte ham begge dele. "Her.. så du kan blive lidt tør" han så kort ned af Sean. "Vil du have et tæppe, så du kan tørre dit tøj?" Spurgte han roligt inden han så op på Sean igen.
Deres samtale nød nærmest som noget de havde gjort mange gange. Og det havde de jo selvfølgelig også gjord mange gange, men.. jah, tingene var jo ikke ligefrem som de havde været før. Der var sket så meget. Men alligevel tog Lori sig selv i at dvæle ved minderne, måske lidt for længe. Hans blik flyttede Sig pludseligt fra Sean, og tilbage mod bordet.
"Hvad med dig selv?.. du har vel travlt som altid?" Lød det fra ham inden han selv tog sin vin, og tog en, måske LIDT for stor tår.

Det her var dumt! De havde set hinanden i den Lori tog afsted, og se var blevet enige om at holde det her på ren forretnings basis, og det var bestemt også Loris intension! Men hvorfor var denne akavethed han følte så ikke væk endnu? Havde han overhoved gennemtænkt det, at bede Sean tage her ud?
Han skubbede det væk, der var vigtigere ting de skulle tale om.

For meget?
Sean var mange ting. Men når han havde en plan, og et mål, kunne stort set intet ændre hans planer. Lori kunne have tiltro til at Sean ikke bare ændrede planer og ideer. Ikke bare valgte at sælge Lori for at opnå et eller andet - for det havde ikke og ville aldrig være planen. Faktisk havde Natalie nok aldrig helt tænkt på at lave sådan en plan her, og det eneste Lori måske ikke kunne stole på...Var om det hele var en plan udtænkt af Natalie. Var der noget Natalie kunne bruge Sean til, så var det at lægge planer og imødekomme det politiske spil. Sean havde måske været en smule egoistisk og påfundet en stor plan med Lori...
Men for nu virkede det. Og hvordan det ville gå i fremtiden...
Men et eller andet sted udsprang det nok fra et ønske om at se Lori. Tildels. Alt det andet var en bonus.
Ikke at han ville indrømme det. Og det var nok også mere en selvindsigt han havde haft efter sidste møde med Lori.
"Studere dæmoner?" der lå et spørgsmål i ordene. Hvorfor? Hvorfor studere dæmoner? For at forstå ham selv? Nuvel, Sean havde lært Lori mange ting, men præcis hvilken dæmon man ville være, måtte man selv finde ud af. Sådan rent...Personlighedsmæssigt. Typen var jo givet på forhånd. Ja, han måtte da godt studere Sean...Selv om det nok var ment på en anden måde.
Blikket blev vendt mod pejsen igen da Lori nævnte mennesket. Han bed hårdt sammen. Der var mange grunde til at ønske August død, men så længe ingen kendte forbindelsen med dem og dermed kunne afpresse August for dybe personlige informationer omkring Sean, var der ingen grund til at risikere Loris uvenskab ved at skade mennesket. Men sikke et held det menneske havde sig. Af alle dæmoner, var det lige Lori der havde reddet ham...
Sean trak vejret dybt.
Og hvad kunne et menneske vide?
En kynisk tanke, når han godt vidste August var dygtig. Det meste af tiden. Irriterende nok.

I stedet tog han imod klædet og glasset. Klædet kørte han rundt om nakken, for at gribe de kolde små dråber, inden de løb ned af ryggen på ham. Med en flig tørrede han sit ansigt også. Et lille smil voksede.
"Hvis du vil have mig ud af tøjet kan du bare sige det"
To voksne mænd. At smide tøjet for at holde varmen burde være det mindste af det hele. Og alligevel var det som om det var farligt i dette selskab. Eller...Måske mere fordi det virkede grænseoverskridende - hvis noget kunne være det blandt to incubi - grundet deres fortid. En psykisk grænse, vel at mærke.
Så derfor tog Sean ikke tilløb til at ville smide mere af sit tøj, selv om han i alle andre former for selskaber - undtagen end dybt politiske - sagtens kunne finde på det.

I stedet gik han over og satte sig i den ene ende af sofaen. Han nippede let til vinen, konstaterede vin smagte som det altid gjorde uanset hvad folk påstod, og stillede den fra sig på sofabordet.
"Tak. Det går"
I et øjeblik hang stilheden ved det. Så sukkede han uhørligt og trak lidt på den ene skulder.
"Jeg har fået givet rollen som hersker videre til Genevira. På trods af du har været væk, har du nok hørt om det. Det har ikke været problemfrit, og nogle folk har sikkert meget at sige hvad de ting angår. Men nu er det op til Genevira at genopbygge byen. Eller skal jeg sige...Helgeninden? Hun virker dybt fokuseret på at gøre noget ud af sig selv. Hellig. Og skal jeg nævne alle blomsterne på hendes nye møbler?"
De nye møbler på borgen faldt langt fra i Seans smag. Men bevares, det skulle de jo heller ikke. Og intet bedre for overtagelsen, end at fjerne alle tegn på den gamle hersker og vise Genevira fuldstændig havde overtaget og ikke hang i ærmet på Sean. Der var signalpolitik i det - og det kunne han respektere.
Han slog let ud med den ene hånd, som vinkede han hele emnet væk. Nævnte intet om hans personlige liv. På trods af han stolede på Lori...Så arbejdede Lori som en dobbeltagent. Jo mindre han vidste om Seans vigtigste projekt i øjeblikket, jo bedre. Isthar var mest sikker derhjemme, så ukendt som muligt. For nu.
"Nå, med alle de nødvendige venligheder af banen. Hvordan er det så gået?"

Seans drillerier, fik Lori til at trække på smilebåndet. Også selv om de ind i mellem stak lidt. Normalt ville det ikke røre Lori det fjerneste, om nogle afklædte sig foran ham. Han havde efterhånden set en DEL nøgle kroppe, af forskellige køn. Herregud, han havde sågar set en nogen mand, forvandle sig til en nogen kvinde under selve agten, så der kunne nok ikke skjule sig ret meget under folks tøj, der ville overraske ham.
Men problemet her, var nok NETOP at han vidste præcis hvad der var under Seans tøj. Og det var ikke et dårligt syn!
Men deres fortid gjorde at en sådan situation kunne blive... akavet.

Hans blik fulgte Sean som han bevægede sig over til sofaen.
Han nikkede lidt.
"Jah, jeg har skam hørt om din fratræden.. den skete jo nærmest lige som jeg var rejst, og så fortalte du om dine planer sidst, vi sås" han lænede sig op af bordet, med armen over kors.
"Det er jo også hvad du har ønsket længe..  trods du prøvede at bilde folk noget andet ind" sagde han med et lidt løftet øjenbryn, og et lidt udfordrende blik.
Mon Sean stadig ville holde fast i påstanden om, at han kunne lide at være hersker? Der var jo en grund til at manden fratrådte netop samme stilling, i Dragons Peak.

Dog blev Loris ansigts udtryk langt mere alvorligt da Sean spurgte til hvordan Loris tur var gået.
Han rettede sig lidt op.
"Både godt og dårligt" nævnte han henkastet mens han gik mod sin taske der stod ved døren.
"I forhold til at vinde Bronsos tillid, gik det over al forventning! Han virkede ikke engang mistænksom, men nærmere helt i ekstase over at jeg havde en forbindelse til dig og derfor, som han tror, en næsten direkte adgang til Natalie". Lori hev en bog op fra tasken. Han blafrede lidt i den mens han fortsatte.
"Der skulle ikke meget manipulering til, før han viste og forklarede mig en del. Åbenbart er deres plan at vælde Natalie... eller nærmere... fjerne hende, Bronso blev ved med at hævde at han snart ville have magten til det." han vende rundt på hælen, med øjnene i bogen.
"Dog havde jeg på fornemmelsen at han ikke fortalte mig det hele.. så jeg sneg mig ind på hans kontor for at se hvad jeg kunne finde ud af... og set var lidt foruroligende"
Han stoppede foran Sean, og rakte ham en bog med Loris egne noter.
En komplet kopi af Bronsos planer. Samt punkter over et ritual.

Han lagde armene over kors.
"Åbenbart har Bronso fundet frem til ritualet.... til at blive en Archdemon" Lori vende igen blikket væk fra Sean, og gik nu over for at hente den bog som han havde siddet og læst i da han havde siddet foran pejsen. Han åbnede bogen på det emne han havde læst mest om på det sidste.
"Jeg har læst nærmest alt  jeg har kunne finde om Archdemons, og de beskriver alle et ritual, men jeg kan intet finde om selve Ritualet, jeg kender ikke ret meget til dem, og det er ikke meget jeg har kunne læse mig frem til"  Lori trådte hen foran Sean igen.
"Bronso har mange følgere,  flere end selv jeg, sikkert er klar over, de er alle dæmoner, og hvis de følger ham, også imod Natalie... så kan han blive farlig... men som Archdemon... vil han være nærmest ustoppelig"
Det var sjældent at Lori virkede bekymret længere. Det havde været en meget vant følelse førhen, men nu.. tja, der var ikke så meget der bekymrede ham som sådan, men dette gjorde

Det mørkegrå blik gled op på Lori foran ham. Et svagt smil spillede på Seans læber. Lige den ting ville ikke være svær at efterkomme.
"Du har ret. Jeg har selv planlagt at træde fra. Spørgsmålet var at finde en måde der tvang Natalie til at lade mig. Eller overtale hende til det. Hvordan end man ser på det. Det har taget...Lang tid. År og ressourcer. Og havde nær kostet mig nogen af betydning i processen. Åbenbart har hemmelige og succesfulde planer også konsekvenser. Selv om...Det nu også gik over alt forventning"
Han trak let på skuldrene. Ja, planen var gået som forventet hele vejen igennem. Han havde spillet på en hel by, spillet den op imod sig selv, skabt en borgerkrig uden andre årsager end Sean der hemmeligt havde fodret den. Skabt problemerne. Skabt vreden mod ham som hersker. Skabt massemord, og en ødelæggende nat for at dræbe forræderne - kun for at overbevise Natalie om at han ikke længere skulle være hersker, men at de sagtens kunne overgive det til Gene, på trods af hun ikke var dæmon. Selv Gene havde i starten bare været en brik. Perfekt til rollen efter lidt oplæring.
Kun...Var Gene endt med at betyde lidt mere end rollen som brik. Meget mere. Ja...
Der var Isthar. Der var Gene. Hvor ynkelig en stærk dæmon var, hvis han virkelig skulle fortælle hvem der betød noget, og som stadig var i hans liv.
"Jeg er fri nu. Det har taget noget...Tilpasning. Men alt er bedre nu. For mig, og forhåbentlig også for Genevira"
En som Lori ville måske hurtigt kunne fornemme Gene betød mere end bare at være den næste i rækken. Men det gjorde heller ikke noget. Af alle, måtte Lori godt vide Sean stadig kunne bekymre sig for nogle folk. Også for Lori...På en eller anden udefinerbar måde.

Han lænede sig frem og tog vinen, med et pludseligt behov for lidt mere at drikke. Af bare og fortælle en kort gengivelse af hvordan det gik, blev det overraskende detaljeret for Seans side. Selv om Lori måske netop var en af de han kunne tillade sig at indrømme ting over for.
Som han druknede den irriterende fornemmelse af følelser i vin, fordybede han sig i stedet i Loris fortælling.

Var det godt eller skidt at Bronso var så hurtig til at stole på Lori? Havde manden en oprigtig tiltro til Lori - eller blev Lori snydt og manipuleret uden at vide det?
Sean kunne ikke stoppe sig selv i at blive bekymret på Loris vegne, på trods af hvor godt det hele lød til at gå.
At manden ville stoppe Natalie var ikke uventet. Men fint at få bekræftet. Det lød til at han var en mere direkte trussel end forventet. En arrogant mand kunne godt opfinde flere loyale end han havde, men hvis Lori mente Bronso havde flere dæmoner bag sig end de troede, så måtte Sean også tage det alvorligt. Og have en seriøs snak med Natalie når han kom tilbage til byen.
Åhr, hvilken hovedpine. En lille pige der ville kaste med ting og insistere på at gå i åben krig med det samme. Sean gned sig svagt hen over panden ved tanken.

Loris interesse i at studere dæmoner. At nævne archdemons. Der var noget der fik Seans fulde opmærksomhed. Hans blik gled op på Lori igen. I en langsom bevægelse stillede han vinglasset tilbage på bordet, før han rejste sig op. En uventet rastløshed bredte sig i hans krop.
"Det er..."
Uventet? Både og. Han havde ikke forventet at høre det. Men en dæmon der ønskede magt, ville gå efter at blive archdemon. Det havde han trods alt selv gjort. Han trak vejret dybt, da han gik over til pejsen igen. Kun for kort efter at gå frem og tilbage i lokalet.
"I så fald kunne du have sparet dig en del arbejde. Jeg kender ritualet. Jeg har selv gennemlevet det"
Noget Lori næppe kunne have glemt...Vel?
"Det er den ultimative pris for den ultimative magt"
Han stoppede op. Han havde faktisk aldrig fortalt nogen om det. Han havde bare gjort det, og svælget i lykkesus af magt bagefter. Elsket sin nye skikkelse, elsket den måde hans krop havde taget imod det. Og prøvet at begrave alt der havde med prisen for det at gøre.
Han trak vejret dybt, stoppede op og så direkte på Lori.
"Det er et meget påpasseligt ritual. Der findes mange falske fortællinger om hvordan det kan gøres, og det har krævet mig meget forskning selv at finde det rigtige ritual. Det kræver detaljer. Det kræver opofrelse...Og mange dør i processen. Det er ikke noget man gør, fordi man lige har fået en god ide. Med det sagt...Er der også måder vi kan stoppe det på. Vi må og skal stoppe det. Vi kan ikke tage chancen og bare håbe på han dør i forsøget" Seans tanker raserede. Hurtigt, ind og ud. Prøvede at sortere hans egne tågede erindringer fra fakta. Prøvede at se igennem tågerne af følelser og minder, ind til logikken i hvordan de kunne stoppe det. Se væk fra den skyggeverden der havde forfulgt ham i så lang tid, men som han endelig havde kunne lægge bag sig...Lukke ude igen...Og som ved blot disse få ord virkede så tæt på igen.
Han lukkede øjnene og klemte om næseryggen med to fingre, mens han prøvede at samle sig.
Det gode humør var væk. Denne aften virkede til pludselig at tage meget mere på hans psykiske overskud end han havde forventet. Og hvorfor lige Lori?
"Godt. Vi må lægge en plan. Har du selv fundet ud af hvordan ritualet fungerer, eller skal jeg i grove træk ridse det op?"
Som han rettede sig op, prøvede han ihærdigt at skubbe hans personlige oplevelse fra sig, og fokusere på arbejdet foran dem. Præcis som altid.

Der var noget underligt, rart ved at høre Seam fortælle om hans liv, og tanker om tingene. Nærmest noget nostalgisk. Det her havde fe jo altid været gode til, at tale om tingene.. okay, måske ikke då meget følelser.. skønt de også havde været der ind i mellem. Og nu hvor det var tilfældet, kunne han mærke at det faktisk var noget han havde savnet! Det var tydeligt for Lori at denne nye herskerinde, betød noget for ham. Og irriterede nok, nev det et eller andet sted. For ville Sean fortælle Lori, hvis det var en romantisk kontakt de havde?
Han kunne ikke helt lade vær med at smile da Sean nævnte at han var fri nu.
Det var jo i virkeligheden hvad Sean havde ønsket sig længe! Og Lori var.. ja han var glad på Seans vegne.
Det havde været længe undervejs, og nu var det så endelig lykkedes.

Den ellers behagelige stemning blev i stedet afløst af en temmelig anspændt en af slagsen. Og det var tydeligt, at det her gjorde ikke bare Lori men også Sean bekymret. Meget endda.
Lori havde sjældent set Sean så oprevet. Han blev nærmest helt forvirret over denne reaktion fra Sean. Jo ham havde regnet med at Sean ville tage der seriøst, men han havde haft en opfattelse af at Sean nok stadig ville have et koldt hoved. Men det var åbenbart ikke tilfældet.
Han nikkede lidt da Sean sagde at han selv havde gennemgået ritualerne. Det vidste Lori egentlig godt. Sean havde fortalt at han var en Archdemon, men Lori havde aldrig tænkt nærmere over hvad det egentlig indebar.

Lori kom tilbage på banen, da Sean begynde at snakke om hvad de kunne gøre ved det. Mest af alt havde han mere lyst til at tage fat i Sean og finde ud af hvad det her handlede om, end at snakke om det her. Men Sean havde ret! De var nød til at finde ud af hvordan de stoppede Bronso.
Da Sean spurgte om Lori kende ril fremgangsmåden i ritualet, rystede han kort på hovedet.
"Den del har jeg intet kunne finde om.. og jeg tror Bronso holder den del, meget tæt på sig" sagde han mens han stirrede ned i bogen med de oplysningerne han havde skaffet.

Han vende blikket mod Sean. "Men jeg har en plan dog...." han rettede lidt på sig.
"Den ene af "ingredienserne" er blod fra en man elsker.. jeg ved ikke hvem det er.. men hvis jeg kunne finde ud af den del.. såh.. kunne vi måske få fat på vedkommende først?" En tanke som denne, ville førhen virke umulig for Lori. At skulle dræbe en uskyldig, blot for en politisk sag.
Men dette var jo ikke kun politisk! Dette kunne føre til en krig! Og en krig mellem dæmoner kunne være dødbringende for alle der ende imellem.

Loris blik blev ved med at flakke over mod Sean, og det blev nærmest umuligt at koncentrere sig om opgaven.
Han lagde bigen fra sig, og besluttede at dette måtte vente.
"Sean hvad sker der?" Spurgte han så, mens han trådte hen til ham, og lade en hånd mod hans skulder.

Selv om Lori påstod han ikke vidste særlig meget om ritualet, vidste han tydeligvis noget. Ellers ville han ikke vide noget om blodet. Sean lænede sig op af bordet, med begge hænder mod bordets overflade. Vin virkede så ligegyldigt nu, men dens rødlige farve vækkede pludselig minder.
Sean nikkede svagt.
"Så du ved noget..." han smilte svagt, ikke at der var meget at smile af. Han rettede sig op igen og lagde armene over kors. Med fokus mod bordet foran sig - og ikke på Lori - var det nemmere at tale om det.
"Ritualet indebærer flere elementer. Først og fremmest nærværet af andre dæmoner. Jo flere dæmoner der er tilstede, jo stærkere siges ritualet at blive. Han skal også bruge..."
Hvorfor kunne han stadig huske disse detaljer så tydeligt? Han ville nok aldrig glemme dem.
"...10 lys. 5 til et pentagram..."
Burde han overhoved give Lori så mange informationer? Ritualet blev gemt og glemt af en årsag. Få overlevede. Det var en livsændrende oplevelse. Man fik styrke, ja. Magt. Men man ville blive en anden person. Måske en ødelagt person. Selv hvis man overlevede.
"...Og 5 andre til en cirkel rundt om. Denne cirkel må aldrig blive brudt af andre mens ritualet foregår. Dæmonen i cirklen skal have en lille flaske med blod, præcis som du siger. Eller...Alt efter hvilken version man holder sig til...Ligefrem..."
Han blev stille et kort øjeblik, så rystede han svagt på hovedet en enkelt gang. Nej. Det gad han ikke komme ind på.
"Blodet bliver hældt ud undervejs. Er en ofring. Et bevis. Og da...Er det kun dæmonen i midten der ved hvad der ellers sker. Og kun vedkommendes styrke og vilje i skyggeverden, der afgør om de overlever eller ej. Undervejs skal dæmonerne rundt om messe nogle bestemte ord. Ord jeg ikke vil gengive..."
Han så over på Lori. Der lå en advarsel i hans øjne. Han ønskede ikke at Lori fik muligheden for at gennemgå ritualet selv. Aldrig nogensinde. Ikke uden at Sean selv mente Lori ville være stærk nok til at overleve det - og ikke uden at vide Lori virkelig ville det. Så for nu, var det bedst at holde nogle af kortene tæt. Lori vidste allerede for meget.

Derfor overraskede det ham også lidt, at Lori pludselig kom over til ham og lagde en hånd på hans skulder. Blikket fulgte hånden, og i et kort øjeblik kiggede han bare på Loris arm, som om han vurderede om han burde fjerne den eller ej.
"Nej"
En afvisning. Måske det ville gøre Lori ked af det. Men i princippet var de jo ingenting til hinanden lige nu. Og med Sean evige og irrationelle frygt eller mulighed for nogensinde at åbne fuldstændig op for nogen som helst, føltes det heller ikke som en grænse Sean kunne krydse denne aften.
Med en dyb vejrtrækning lagde han en hånd på Loris. En tilkendegivelse, vel. Et lille tak for Loris bekymring.
"Jeg beklager. Gamle dæmoner samler på gamle historier. Jeg er ikke nået til hvor jeg er, uden selv at have ofret nogle ting. Men du kender mig. Jeg er ude af stand til at snakke om dem. Så jeg håber du kan bære over mig endnu engang. Og jeg beklager hvis jeg gjorde stemningen unødvendig dyster"
Han fjernede sin hånd, men lod det være op til Lori om han ville fjerne sin egen. Der var også risikoen for at Lori ville hade ham for hans tidligere valg...Præcis som Genevira havde hadet ham for hans ellers gennemførte plan. Fordi folk døde. Og det kunne andre folk ikke tilgive ham, eller se ideen i.
"Men du må love mig...Aldrig at gøre ritualet. Hvis du nogensinde tænker du vil det...Så vær klar. Ikke bare føl du kender ritualet. Træn. Og træn mere. Fysisk og psykisk. For ritualet er en prøvelse. Der er en grund til kun de stærkeste overlever. Den vil ændre dig, og ikke nødvendigvis kun til det bedste. Selv hvis du nogensinde skulle være villig til at ofre noget fra en du holder af..."
Han havde mest af alt lyst til at kræve Lori aldrig ville opsøge ritualet igen, og at hvis han nogensinde ville gennemføre det, så ville han opsøge Sean. Men det løfte var han ikke sikker på han kunne kræve. Så forhåbentlig ville disse ord være nok.
Sean så på Lori. Og havde mest af alt lyst til at understrege sine ord med en berøring. På skulderen. På kinden. For at sikre Lori forstod hvert et ord. Det blev i stedet til en knyttet hånd.

Han fortrød meget hurtigt, at de overhovedet var kommet ind på dette emne, efter Sean begynde at forklare, om ritualet. Det hele lød, frygteligt! Og ikke ligefrem som noget man bare lige gjorde!
"At Bronso vil udsætte sig selv for dette, blot for at have en fordel mod Natalie, virker helt sindsygt" brummede han, mens han virkelig prøvede at forstå hvordan Bronso overhoved kunne have fundet frem til et så magtfuldt ritual.
Loris blik hvilede på Sean imens manden forklarede, og selvom det hele løb ham koldt ned af ryggen, så var tanken om, at Sean havde gennemgået disse ting, nok den værste.
Nu kende Lori Sean, men han var jo udmærket klar over, at han nok ikke kende Sean så godt som han gerne ville.
Hvor godt han kende Sean var jo egentlig spørgsmålet. Sean lukkede ikke nogle tættere på, end at han kunne skubbe dem væk igen, uden at han mistede for meget af sig selv.
Så det Lori spurgte Sean om hvad der skete, og Sean valgte at tie, havde Lori ikke forventet ret meget mere.
Han sukkede kort, og stille, men dog med et overbærende smil på læberne.
"Selvfølgelig  bære jeg over med dig Sean.. du burde vide at jeg respektere dine grænser, og dine hemmeligheder.. trods alt, har vi alle nogle af dem" det blev sagt med et roligt træk på skuldrene. Han mente hvad han sagde, alle havde hemmeligheder,  skønt Sean nok havde en del flere end Lori, så havde de begge ting, de ikke var klar til at fortælle endnu, og det var heller ikke sikkert, at de noglesinde blev det.

Lori rynkede brynene lidt kraftigt da Sean nærmest advarede Lori med at prøve ritualet. Han rystede lidt på hovedet, dog med et næsten gik.
"Du kan være rolig Sean.. jeg er ikke ligefrem typen, der overhoved ville vide, hvad jeg skulle stille op med alt den magt" han støg en hånd gennem det brune hår.
Lori var ikke typen man så som magtfuld overhoved. Måske var han blevet stærkere og hårdere, men magtfuld.. slet ikke! Havde han været magtfuld, havde han nok ikke levet i et ødelagt hus, som han forsøgte at bygge op, og hvor han i mellemtiden, særligt når det regnede, boede i sit eget gamle hus, som han nu havde forværret til sin tidligere slave.
Og når det ikke lige stod på, så legede han dobbelt agent for sin tidligere elsker, mod en han havde haft et fysisk forhold til.  
Ja, Lori blev selv list rundtosset, når han prøvede på at sætte brikkerne sammen, noget nær en umulig opgave til tider!

Loris blik hvilede på Sean, han kunne tydeligt se hvor påvirket han var af hele denne sag, og i noget der var ment som en venlig gestus, men nok i virkeligheden var et kort øjebliks svaghed, fik Lori til at træde frem mod Sean, rykke hånden frem, og gribe Seans i et blidt greb, og i virkeligheden nok uden helt selv at tænke over det, lod sin tommelfinger stryge blidt over Seans håndryg.
"Hvis du har brug at tale, om hvad som helst.. så håber jeg du ved, at jeg stadig er her" Der var en varme over Loris stemme.
Han vidste godt, at deres veje havde været delt i noget tid nu. Og trods det var Sean der havde stoppet deres forhold, var det i virkeligheden nok Lori der havde lavet den største afstand mellem dem. For ikke længe efter, måske kun et år, så var han rejst. Og i året op til til afrejse, havde han ikke på et tidspunkt kontaktet hverken Sean eller borgen.
Han vidste det ikke, men han håbede, at Sean havde kunne forstå hvorfor. Havde kunne sætte sig i, hvorfor Lori gjorde som han gjorde. Selvom Sean Selvfølgelig ikke kende hele historien for Loris valg om at rejse, så var han nok klar over, at han selv var en af årsagerne.

At Lori virkede forfærdet over valget af ritualet var på en måde betryggende. Det betød at Lori ikke ligefrem havde travlt med selv at udføre det i den nære fremtid - og det var godt nok for Sean. Han kunne ikke tillade sig at sige ingen andre måtte udføre ritualet, velvidende han selv havde gjort det. Ville han stadig havde gjort det, hvis han vidste hvad han vidste i dag? Ja. Det var det korte svar. Men han havde gjort en ting anderledes. Selv ikke Sean var ufejlbarlig. Han gemte bare sine fejl godt. Bortset fra de åbenlyse, måske.
Og det var netop illusionen om styrke og magt der ville krakelere, hvis han nogensinde gav efter og åbnede op om at han også havde følelser - og kunne føle en del ting. Satte ord på. Hvordan gjorde man overhoved det? Og hvorfor skulle han? Nogle påstod man fik mere fred. Og et tættere bånd til andre. Sean havde ingen måde at afprøve det på først.
Ikke andet end den smule han havde udnyttet August i Dragons Peak. Måske skulle han få sig et menneske, fortælle det alt og slå vedkommende ihjel?

Han smilte svagt.
"Til tider...Er jeg ikke sikker på jeg fortjener din overbærenhed" bemærkede han i en lidt lettere tone end før. Måske lettelse over Lori ikke hidsede sig op, satte sig til at græde eller gav Sean skæld ud for aldrig at dele noget af virkelig betydning. De fleste, der nåede så langt at Sean næsten havde delt noget, reagerede ofte sådan. Kun for at forsvinde kort efter. Lori var også forsvundet. Præcis som alle andre. Men...Nu stod han her igen. Og de var ikke fjender af den grund.
Betød det overhoved noget? Det var jo heller ikke fordi de var så meget andet. De stod på neutral grund, set fra Seans synspunkt.
"Hvordan..."
Blikket gled ud i rummet et øjeblik.
"...Kan jeg være så dygtig på det politiske felt og i mit arbejde...Men så elendig til at gennemskue de nærmeste omkring mig, og hvordan jeg holder folk der hvor jeg vil have dem? Tæt på mig" Det var retorisk. Men et eller andet i ham håbede måske også på...Et eller andet. Et svar? En forklaring? Hvis nogen kom tæt nok på til et gæt om Seans ageren, var det måske Lori. Han respekterede Loris synspunkt. Og han havde altid følt Lori var...Nemmere at dele ting med. Lori var godt til folk. Sean var måske - kunne han lide at forestille sig - god til at lede folk. Men Lori kom tæt ind på livet af folk. Det havde han i hvert fald i sin tid.

Blikket gled ned til hånden i hans. Han havde intet imod det. Alligevel kæmpede den dominante dæmon i ham om ikke at være den der blev trøstet - men være trøsteren. Ikke at være den svage, men den stærke, i alle situationer. Hvad ville han helst? Bevise sin magt i alle situationer...Eller for et øjeblik bare stå her med Lori, og være ligeglad med at nogen viste en smule ømhed over for ham?
Det var til at blive sindssyg af. For havde han ikke netop levet flere år i dyb ensomhed? Skubbet folk væk, hvis de da ikke selv var gået? Nu fik han endelig en anelse opmærksomhed. Og så teede han sig sådan her.
"Tak"
Han rømmede sig svagt, gav hånden et klem og så op på Lori igen.
"Jeg er bare ikke så god til at tale. Ikke om den slags"
Det vidste Lori godt. Sean sagde bare det åbenlyse. Der var en ro i at være sammen med en, der virkede til allerede at kende ham lidt - og til en grænse, at kunne acceptere ham.
Der var en ting han gerne ville sige. Men med potentialet for at det kunne ødelægge alt imellem dem endnu engang, og ødelægge missionen mellem dem...Var det måske bedre at lade det være usagt. Altid arbejdet først, ikke?
Måske han kunne tage chancen senere. Når tingene var mere normale imellem dem. Eller når Sean ikke havde en undskyldning for at opsøge Lori ellers.
Han rømmede sig svagt igen og slap Loris hånd.
"Godt så...For at vende tilbage til emnet..."
En hånd gled igennem det mørke hår. Ved en indskydelse tørrede han det en anelse med klædet, der stadig hang om hans skuldre. Han følte sig ekstra træt nu...Det var nok alt den her næsten-snak. De måtte vende tilbage til en normal tilstand, ellers vidste Sean ikke hvad han skulle gøre af sig selv.
"Din ide er hvad jeg ville have foreslået. Blodet skal kunne hældes ud, enten fra en beholder eller direkte fra kilden. Hvilket betyder han først kan sikre blodet tæt på tidspunktet for ritualet. Det bliver svært, men måske du kan finde ud af hvem han har mest kær. Det er også vigtigt at tænke på at det ikke nødvendigvis kun er en person. En mand efter magt kan også sagtens bruge det næstbedste, hvis det bedste er væk. Det eneste han ikke kan snyde sig til, er de følelser han har for personerne. Hvis han oprigtig bekymrer sig om dem, så vil de kunne bruges i ritualet"
Sean trak vejret dybt, men fokusset var tilbage på arbejdet. En tilfældig tanke dukkede op.

Lori var blevet accepteret tilbage uden så meget som et ord. Han kunne spionere uden problemer. Det betød vel at Bronso enten stolte på Lori og var glad for han var tilbage...Eller Bronso havde andre ideer.
Hvor stort havde deres forhold været?
Nej. Nej...Det var for tilfældigt. De måtte undersøge alle andre muligheder først.
Alligevel kiggede Sean vurderende på Lori et øjeblik. Sean havde ingen krav på at kende alle detaljerne fra deres forhold. Og han ville ikke skræmme Lori ved unødigt at nævne det. Det var formentlig et udtryk fra Seans egne følelser. Og de burde holde sig langt væk fra arbejdet.
De måtte se hvem Lori ellers kunne snuse sig frem til.
Nej. Sean måtte hjem og læse op på ritualer, og specifikt dette ritual, igen. Han måtte forstå alle delelementerne til fulde, så han i en uønsket situation kunne stoppe ritualet igen. Det var alternativet. Nåede de det ikke, var de nødt til at stoppe det mens det var i gang.
Sean var allerede i gang med at overveje alle muligheder.

Hvis der var én ting Lori havde lært, gennem hans tid sammen med Sean, så var det at man ikke skulle presse Sean. De få gange han havde gjort det, var det endt i et skænderi. Lori var blevet frustreret, ked af det, og det hele var endt i ballade mellem dem.
Desuden kunne han jo heller ikke rigtig tillade sig at kræve nogle former for svar.
Selvfølgelig betød Sean stadig noget for ham, og de var jo på ingen måder fjender. Men Lori hverken kunne eller ville tvinge Sean til noget som helst. De respekterede han Sean for meget til.

Et blidt smil bredte sig over hans læber, da Sean nævnte om at han ikke altid mente at ham fortjente Loris overbærenhed.
"Hmm der gør du måske heller ikke.. men du har den alligevel" små drillende han lidt.
Dog så han en kende mere overrasket ud, da Sean pludselig snakkede om hans evne til hans politiske liv, men hans fejl i det private. Lori så på ham, han vidste slet ikke hvad han skulle svare. For hvad svarede man egentlig til sådan et spørgsmål? Og hvem var Lori EGENTLIG til at svare? Han var ikke ligefrem selv, den der havde kunne holde sine relationer tæt...
Vienna, Reign, Kace... og ikke mindst.. Sean. Alle han havde haft kær, var endt ned at forsvinde, eller bare ikke ønske at være sammen med ham.
Han bed sig en smule i læben, jah, selv det løfte han havde givet Sean, om at han aldrig bare ville forsvinde, havde han ikke overholdt.. derimod var han bare rejst uden en lyd.. og kommet tilbage.. uden en lyd.

Han blev hevet ud af tankemylderet, da Sean gav hans hånd et klem, og vende tilbage til deres sag.
Lori rystede lidt på hovedet, og rømmede sig lidt, inden han selv så ned i bøgerne.
"Ja, jeg skal nok prøve" han så kort ned på sin hånd, der nu støttende ham til bordet, men som for et øjeblik siden havde Holdt om Seans.
Ham rystede lidt på hovedet, han måtte droppe de tanker nu! Det gav jo intet godt af sig.
"Jeg har bare aldrig hørt ham tale med nogle.. Normalt var han temmelig snaksagelig, der skulle ikke meget til.. jeg ved sågar en masse om hans "håbløse barndom". Han har også fortalt om hans planer med Natalie flere gange.. men han har aldrig, før jeg kom tilbage nævnt noget om ritualet" Måske var Bronso bare typen der kunne lide at høre sig selv snakke, han virkede i hvertfald sådan.
Og de havde ikke delt mange glas vin eller rom, før manden delte det hele.
Og så havde fyren det også med at blive nostalgisk når han lå i sengen efter en agt.

Sean lod blikket glide over bøgerne foran dem. Tog den om Bronsos planer og bladrede lidt i den. Ledte efter små informationer der kunne bidrage til det hele. Han ville læse hele bogen, når han fik tid. Det var der bare ikke lige nu.
"Godt så. Du er selvfølgelig nødt til at vende tilbage og prøve at finde ud af noget mere. Du har allerede klaret det exceptionelt godt" bekræftede Sean, mens han så tænkende ned i bogen foran sig. Hans øjne fangede små ord hist og her. Til sidst lukkede han bogen og rettede sig op.
"Men...Vi skal også huske på du er sendt tilbage for at spionere på Natalie...Og for at vide noget om hende, bruge mig. I det hele taget, alt han kan vide om både Natalie og mig, vil være en styrke for ham. Så lad os finde ud af hvad du kan bringe med tilbage, som både er tæt nok på sandheden og brugbart" Sean greb sit vinglas, tog en lille tår, før han vendte sig og lænede sig op af bordet. Med krydsede ben og vinen i hånden så han tænkende rundt i lokalet.

Hvad kunne han fortælle?
Hvor lidt han ønskede det...
"Du...Ah..." Sean rystede på hovedet et kort øjeblik.
"Hvis det skal ligne du er tæt på mig, og vi har et nært forhold...Skal du vide jeg har fået en datter. Nyfødt, stadigvæk. Hun hedder Isthar. Det piner mig at bruge hende på denne måde...Men jeg har også alt den beskyttelse omkring hende jeg overhoved kan mønstre"
Han lukkede øjnene et kort øjeblik og forbandede sig selv for potentielt at bringe Isthar i fare, allerede så kort tid efter hun var født. Havde han ikke lovet sig selv at gøre alt for hende? At holde hende sikker? Han gemte hende. Fortalte næsten intet om hende til nogen som helst. Ingen skulle nå hende. Bare tanken om at Bronso på en eller anden måde skulle finde det relevant at ramme Sean igennem hende...
Bordet knagede faretruende under den hånd, der lå om bordkanten, ved tanken. En dyb vejrtrækning løsnede for anspændtheden. Men han ville personligt knuse Bronso hvis han så meget som så i nærheden af Isthar. Planer og missioner ligegyldige.
Men lige nu skulle Loris dække sikres. Og hvis ikke Lori kom med relevante informationer, ville det hele alligevel være forgæves. Og måske bringe Lori i fare. Og det var heller ikke acceptabelt. Sean havde på sin egen måde ansvaret for ham lige nu. For både Isthar og Lori.
Han så hen på Lori igen. Godt så. Hvad mere?
"Jeg har travlt med min klan. Den er ved at blive bygget ordentlig op igen, efter jeg ikke kunne styre den som jeg plejede som hersker. Jeg kommer meget på borgen, både som en del af den nye adel, og - lidt i det skjulte - som Geneviras rådgiver. At spille på der måske er et eller andet mellem mig og Genevira er også en mulighed. Og heller ikke langt fra sandheden" fortalte han videre.
Det gav selvfølgelig et lille indblik i hvad Sean gik og arbejdede med i hverdagen. Men hvad med Natalie?
På trods af han arbejdede sammen med hende, bekymrede han sig ikke meget om hvad Natalie gik og lavede ellers. Torturerede en eller anden, sikkert. Legede rævejagt med sin hund og en eller anden sølle person. Kun for at drikke en kop the og spise kager til.
"Jeg er Natalies højre hånd. Hun er ikke tabt bag en vogn - hun er dygtig og stærk. Men jeg tilføjer vigtig viden og muligheder for hende. Jeg støtter hende politisk, og ofte deler vi de vigtige møder og aftaler op mellem os. Jeg rådgiver hende i hvilke aftaler vil komme os til gode, og hvem hun skal presse eller blive gode venner med, for at styrke vores egen position, både i Doomsville og andre steder. Dermed ikke sagt hun nødvendigvis fortæller mig alt, eller skal have min tilladelse til noget som helst. Og omvendt. Jeg nyder en del selvstændighed. Du kan måske dreje det i et forsøg på at spille mig imod Natalie. Det kunne faktisk være praktisk hvis vi spillede det, og lod som om jeg blev tiltrukket mere af Bronsos forslag end Natalies. Så kan vi knuse ham indefra...Men det er jo ikke sikkert det sker"
Han smilte svagt for sig selv.
Ja, når Sean remsede op hvad han lavede, lød det nu alligevel som om han var ret magtfuld - også i forhold til sine stillinger. Samtidig med at han havde friheden ved ikke at være den øverste noget sted. Kun en rådgiver.
"Er der noget specifikt han har spurgt efter?"

Han vidste ikke helt hvorfor, men det lettede at få avide at han havde gjort et godt stykke arbejde.
Særligt, fordi han potentielt kunne have været i fare. Og måske i virkeligheden stadig var det.
Men ja, han skulle tilbage, trods ham lige var kommet hjem. Men han var stadig nød til det! Denne sag var for vigtig, til at han kunne vente. Jah husbyggeriet måtte vente lidt, indtil han havde mere tid.
Han nikkede som Sean sagde, at han skulle have nogle oplysninger med tilbage til Bronso.

Lori blev dog tavs, da Sean afslørede at han havde fået en datter.
Et barn?.. pludselig kom virkeligheden af, hvor længe Lori havde været væk, brat op i hans hoved.
'En datter... waw.."
Hans blik hvilede mod bordet. Men han rystede lidt på hovedet.
"Jeg kommer ikke til at sætte din datters liv på spil!" Det kom nærmest ud som dn udbrud. Loris hænser var knyttet.
"Der må være noget andet vi kan give ham!.. jeg kan spille på et forhold mellem dig og Genevira, jeg kan fortælle om din klan, men jeg kommer ikke til at sætte et barns liv på spil" Han kunne ligefrem mærke hvordan hans puls steg.
Han vende blikket mod Sean.
"Som jeg fortalte dig, Bronso har flere dæmoner bag sig, dygtige snigmorder og en masse andet!.. det er svært nok, at jeg ved, du kan komme i fare på det her.. og nu fortæller du mig at du har en lille pige! Hvis du havde fortalt mig det sidst, havde jeg aldrig indvilliged i det her" han rettede sig op fra bordet. Tydeligt irritabel.

Han vidste ikke helt hvorfor det her gik ham SÅ meget på. Nok var Lori blevet mere kold, og tænkte ikke så meget over, hvem der røg i svinget, så længe det ikke var nogle han holde af.. eller børn! Der satte han grænsen.
Men der var også noget andet! Han havde lige givet Sean sin overbærenhed. Hentydet st Sean ikke skylde ham nogle forklaringer om noget som helst. Og alligevel kunne ham mærke at det gik ham på. Ikke så meget på grund af deres fortid, ja den ville nok netop være en grund til at Sean delte disse oplysninger.
Men grundet denne sag, burde Sean have sagt noget.

Loris reaktion overraskede ham. Et eller andet sted var den måske forventet. Selv om Lori var blevet stærkere, havde han jo ikke mistet alle sine værdier. Og var det ikke netop de ting Sean holdt af ved manden? En modpol til Seans egen verden. Også selv om Sean nu ikke specifikt gik efter børn selv. Tværtimod. Det var ikke fordi han aldrig havde skadet - eller fået andre til at skade - et barn. Det blev gjort, når det skulle gøres. Men generelt undgik han det. Det var en uskreven regel i næsten alle samfund: Børnene skulle være i fred. I hvert fald de helt små af dem. Voksne børn var noget andet.

Sean kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Han rettede sig op og fangede Lori midt i hans udbrud, med en hånd på Loris ene arm. Bevægelsen var spontan, som han trak Lori ind foran sig. Med begge hænder om Loris ansigt...Blev Sean i et øjeblik taget tilbage af hvor tæt han var på Lori. Loris ansigt. Læberne...Øjnene...Næsen, hans kindben...Det var på en måde ganske smertefuldt at være så tæt på. At have lyst til...Men ikke mere. Og ikke uden de var enige om at kunne den slags.
Alligevel fandt Sean sig ude af stand til at holde et lille smil tilbage.
"Lori"
Navnet blev nævnt lavmælt, i en stemme der både var dyb og overraskende rolig. Hans øjne søgte Loris. Som prøvede han ved sin blotte tilstedeværelse af berolige Lori igen.
"Jeg er glad for din bekymring. Mere end du aner. Intet må nogensinde ske Isthar. Selv hvis det nogensinde skulle betyde min egen død. Og derfor er hun min største hemmelighed, og min største glæde"
Selv om det var hans eget barn, var det underligt at holde så meget af...Nogen som helst. Men det gjorde han.
"Men hun er ikke mere hemmelig, end andre spioner i byen ville have bemærket min tilstedeværelse med en baby, enten omkring mit eget hjem, eller omkring borgen et par gange. Og derfor vil din manglende information om hende give det det hele væk. Eller som minimum vække mistanke. Vil du tro på vi er så tætte, hvis jeg ikke engang har introduceret dig til mit nyeste barn?"
Det var logisk. Også selv om Sean intet hellere ville, end holde Isthar langt væk fra alt det her. Seriøst. Hvis der skete noget med Isthar, var Bronso ikke den eneste der ville lide. Natalie ville også indirekte være skyldig i det.
"Det er også din sikkerhed der er på spil. Du må være oprigtig, og du må fremstå dygtig og villig til at give alt til Bronso og hans side"
Han talte roligt og afdæmpet, men stod samtidig så tæt, at han kunne mærke Loris øjne. Med en hånd på hver side af hans hoved. Da Sean var færdig med at snakke, gled hænderne ned på skuldrene. Det var vigtigt Lori forstod vigtigheden af disse ting. Hvis ikke Lori kunne gennemføre dette her nu...
Ja, de havde stadig vundet noget ved det. Der var en risiko for at Lori ville være i fare bagefter, men det var noget de kunne håndtere. Og Sean måtte finde ud af en måde at stoppe Bronso på, der ikke involverede Lori. Bronso ville nok klappe i som en østers, forsvinde og prøve at udføre ritualet i endnu større hemmelighed. Det var ikke sikkert Sean kunne nå at finde og stoppe ham i tide.
Men i det mindste ville Isthar ikke have været nævnt. Ikke af Lori, i hvert fald. Men måske ville et barn være nævnt af andre. Hun var trods alt født i ilden - moren og ham selv kidnappet, og måtte kæmpe sig fri, kun for at moren gik i fødsel bagefter.
"Det er enten det. Eller vi må helt droppe resten af missionen, og jeg må finde en anden måde at stoppe ham på. Forstår du?"

Han var på nippet til at flippe lidt for meget ud, da han pludselig mærkede de 2 hænder mod hans kinder, lyden af hans navn fik ham til at vende blikket frem mid lyden, hvilket resulterede med intens øjenkontakt med Sean. Noget der fik ham til at stoppe helt op. Ja, som om han et kort sekundt glemte hvad der lige var sket, og hvad det var han var i gang med at flippe ud over.
Hans krop var som lammet. De stod så tæt, så tæt at han næsten kunne mærke Seans ånde.
Det ville kræve få centimeter for at.. nej! Ikke det, det ville ikke gå! De var begge et helt andet sted nu.
Der var bare notaltiake følelser der tittede frem. Det var et overstået kapitel.. var det ikke?

Loris trak vejret roligere, som hans øjne blev mere rolige mod Sean. Dog dykkede det en kende, da Sean talte om at planen ikke ville kunne lade sig gøre, hvis ikke Lori kunne fuldføre det her. Og han havde ret! Lori var nød til at lægge det hele til siden. Trodt tanken om at bringe ikke bare Sean men især også hans datter i fare, var forfærdelig!
Så havde Sean ret. Dette ville aldrig lykkes, hvis ikke Lori holde hovedet koldt.

Hans kinder føltes nærmest kolde, efter Sean fjernede sine hænder, for i stedet at lægge dem mod Loris skuldre.
Han nikkede lidt, inden han vende blikket mod Sean igen.
"Jeg kan godt klare der.. det lover jeg" Der var en beslutsomhed over både hans stemme og hans blik.
De stod stadig tæt, og en del af ham, havde lyden til, at fjerne den sidste afstand mellem dem, og omfarvene Sean, som de havde gjort det så mange gange før, i fortiden.
Men fornuften vandt. Hvilket fik ham til at trække sig en smule væk. Havde Sean ønsket der skulle ske mere mellem dem, så havde han nok gjort opmærksom på det. Og det var nok også bedst sådan her! Sean havde et andet liv nu! Han havde en familie, et lille barn! Noget Lori faktisk misundede ham lidt. Han havde altid tænkt på den dag han selv ville få en familie, men med årene, var det nærmere blevet noget der kunne ske i en ønske verden, i en af de mange børger om eventyr han læste, end det kunne blive en realitet.

Lori vende blikket mod bøgerne på bordet igen. "Måske jeg skulle forsøge mig med at nævnte en utilfredshed med Natalie, fra din side.. det kunne gøre at han blev mere rolig omkring din person" lød det med en eftertænksom stemme.
Han var nød til at fokusere på missionen. Alt det andet ville kun give problemer, hvis der pludselig også alt muligt andet han skulle fokusere på.

"Jeg regner med at rejse om en uges tid.. Bronso bliver for mistænkelig, hvis jeg kommer tilbage med det samme.. det ville være underligt, hvis jeg havde indhentet så mange oplysninger, på så få dage" bemærkede han.

Sean lod Loris trække sig. Ikke uden et svagt stik af...Skuffelse? Forventninger, der ikke blev mødt? Ønsketænkning?
Han kunne ikke helt identificere det. Men der var et eller andet der ikke nød at Lori trak sig tilbage igen.
Men pointen var vundet hjem. Sean lod armene falde ned langs siden igen, som Lori også endelig vendte tilbage til fokusset på arbejdet.
Sean havde mest af alt selv lyst til at involvere sig. Kom han først tæt på, ville han have nemmere ved at spille på sine omgivelser. Spille på Bronsos omgivelser. Knuse ham. Så stor tiltro havde Sean til egne evner. Det var mange år siden han sidst havde infiltreret noget som helst - var det ikke også med Delilah, pigens mor?
Men han var for kendt nu. I Doomsville, og sikkert også ud over det, efter hans mange rejser i offentligt embede. Nej, han skulle vente længe, før den slags kunne gøres igen. Hvis nogensinde.
At være hersker havde alligevel kostet ham nogle ting, på trods af det også havde givet ham magt og muligheder. Men Sean trivedes ikke uden en autoritet han kunne rådgive eller undgå efter smag og behag. Og nu havde han begge dele.

"God ide"
Sean gik over og tog bogen med Bronsos planer. Hvor meget skulle han fortælle Natalie?
Som han lukkede den og så fjernt ud foran sig, overvejede han det i et øjeblik. Der var jo muligheden for slet ikke at fortælle noget...Og se hvad der ville ske. Men tanken var tåbelig. Den kunne koste ham, enten fra den ene eller anden side.
Nej. Han måtte fortælle Natalie det. Måske ikke hver en detalje, det gad hun sikkert heller ikke sidde stille til. Men hun skulle vide truslen var der, og så måtte hun tage sine foranstaltninger, hvis hun troede på truslen. Hvilket han ville rådgive hende til.
Han så over på Lori igen.
"Hvis han har spioner i byen, ville de også undre sig over ikke at se dig. Det ville være dumt han ikke at holder øje med dig - eller byen generelt. Derfor må du også mindst en gang komme forbi huset. Så kender du også huset, hvis han skulle have spørgsmål til det" bemærkede Sean. Et fyldt hus, mellem Delilah og hendes børn - og hans barn - samt hans butler og ene tjenerinde, der mere hjalp med barnet end noget andet.
Et eller andet sted...Ville han også gerne vise Lori Isthar?
Faktisk både vise han Isthar og introducere ham ordentligt til Genevira. Han vidste jo ikke om de to havde mødtes før. Men på en måde...Ville hele familien være samlet. For et par timer.
Han smilte svagt over sin egen tanke. Så fremmede. Og hverken helt sand eller helt forkert.
Men det var måske også mere ønsketænkning, end realistisk.

Sean tog sit vinglas og hævede det svagt.
"Skal jeg skynde mig væk, eller må jeg sove her? Det har været en lang dag"
Han tog en tår af den bitre væske.

Okay, planen var mere eller mindre på plads. Lori vidste hvad han skulle fortælle, og hvad han skulle prøve at få Bronso til at tro på! Så langt så godt.
Nu skulle Lori bare finde charmen frem, og vireklig spille sin rolle. Heldigvis, var det at lyve ikke så svært for ham mere.. det var ligesom bare blevet.. normalt.
Det var underligt at tænke på, at for en håndfuld år siden, havde det været en umulig opgave for ham. Hanbhavde været alt for nervøs og genert til sådan noget, og han var 100 procent sikkert blevet boostet. Den gang havde han troet på, at alle kunne tales til fornuft, så set havde sikkert været det, han havde prøvet på.
Men år, begivenheder, og faretruende episoder, havde ændret ham. Han var langt fra stolt af det hele, men det var nu engang, de ting der havde gjort ham stærkere. Om ændringerne havde gjort noget godt, eller dårligt, måtte vel egentlig være op til andre at bedømme, han havde ikke selv et større problem med det, det havde i hvertfald gjort det nemmere, at overleve i denne verden.

Det gav en underlig klump i halsen, da Sean talte om at Lori måtte komme forbi huset. Men trak dog lidt på smilebåndet da Sean nævnte, at då kende Lori også huset.
"Med mindre du har bygget helt om, så kender jeg nu huset okay" sagde han lidt drilsk, og sende Sean et blik.
Lori havde været der ofte jo. I deres tid sammen, og inden. Mens Sean lå syg. Og efter. Men selvfølgelig havde de fleste af deres sammenkomster fundet sted på borgen, hvir Sean var flyttet hen, efter han var blevet hersker, og efter de havde gjort deres forhold officielt.
Klumpen i halsen, og stikket i maven, kom nok nærmere af, tanken om igen at skulle betræde de rum. Men måske endnumere fordi han vidste at Sean ikke boede der alene. Han havde et barn, og... hvad med barnets mor? Lori vidste ikke engang hvem det var. Om de stadig var sammen?
Alle disse længselsfulde følelser og tanker han havde.. var de rettet mod en mand der allerede var i et forhold?
Det var først nu, det gik op for ham, at han på intet tidspunkt, havde overvejet, at Sean kunne være et helt andet sted, på grund af en anden.

Han kom tilbage fra tankemylderet da han hørte Sean spørge om han kunne sove der. Lori så op på ham, med et udtryk der klart afslørede, at han for en kort stund, havde været langt væk i tankerne. Han glippede et par gange med øjnene, som om sætningen lige skulle trænge ind.
Han var dog hurtigt tilbage og blev mindre fjern i blinket.
"Selvfølgelig" lød det kort, inden hans blik vandrede lidt rundt I rummet.
"Du.. du kan tage sengen" han gik instinktivt iver mod den, for at fjerne den taske han havde spist ovenpå det tykke tæppe, der lå på sengen.
"Du er lidt større end mig.. så du ville ikke ligge godt på sofaen"

Hans hænder begynde at ryste en smule. Måske fordi, mens han snakkede og flyttede taske, gik det lige op for ham, hvad han netop havde sagt ja til. De skulle sove sammen?
Han gav sig selv et mentalt gok i hovedet. Bare fordi de skulle overnatte i samme hytte, var det vel ikke et problem? Det var jo ikke fordi de skulle ligge og holde om hinanden eller noget. De stod på hver deres plads.
Og selv hvis det var rilfældet, var Sean jo hverken den første eller den sidste, som Lori havde delt seng med de sidste år.
Nærmere tvært imod. Efter han og Seans brud, havde han nok ligget i seng med en del! Og det var ikke engang når man talte alle hans ofre med, men blot når han havde haft behov for ligegyldig men god sex, eller når han havde været patetisk i starten, og blot manglede ømhed.
Så det kunne vel ikke gøre nogle forskel hvis Sean blev her. Hvad skulle der kunne ske? Sean havde familie og barn!

Der var den igen! Følelsen af uvidenhed, frustration og den der dumme stikkende fornemmelse.
Måske skulle han bare spørge?
Lori greb fat i puden, for at tage den op, og små banke den lidt. Den var nok lidt luftløs efter så lang tid.
Han bed sig lidt i læben, inden han tog sig sammen.
"Uhm.. din datter forresten.. hendes mor.. lever i sammen?" Lød det pludselig fra ham, mens han stadig stod der og prøvede at banke luft ind i puden.
Det havde næsten vært umuligt at finde de rette ord, og sætningen var endt med at blive kludret

Om Sean sov på sengen eller sofaen var lige meget for ham. Måske havde han brede skuldre, men han sov heller ikke en hel nat. Det havde han nok aldrig gjort...Ikke siden han var barn. Og slet ikke siden hans arbejde involverede forsigtighed og risici. Hvilket det havde gjort ret tidligt i hans liv. Et par timer på en sofa ville være fint nok.
"Jeg kan sagtens tage sofaen. Du sover længere end mig alligevel" bemærkede han.
Det havde også været rigtigt at Lori jo faktisk allerede kendte Seans hus...Hvorfor han ikke lige havde tænkt over det, vidste han ikke. Måske fordi det var flere år siden.
"Jeg tror det eneste der har ændret sig er nye vinduer efter borgerkrigen" bemærkede han svagt. Der røg den ide. Men det var også ligemeget. Lori havde ret. Han kendte allerede huset. Måske ikke lige det nyeste gulvtæppe, men selve huset var jo det samme. Haven var faktisk også et rod, som han ikke havde haft overskud til at gøre noget ved endnu. Og med noget, ansætte nogen til det. Det burde han. Han burde gøre sit hjem en adelig værdig. Men at vælge møbler og sætte op efter nyeste mode og design...Den slags sagde ham ingenting.

"Hmmm?"
Fordybet i egne tanker, kom Loris spørgsmål lidt bag på ham. Han så over på manden, der havde travlt med at gøre sengen blød at sove i. Også selv om Sean lige havde indvilget i at låne sofaen i et par timer.
"Moren?"
Hvorfor betød det noget? Måske bare ren nysgerrighed. Sean trak let på skuldrene.
"Det var en aftale jeg havde med Delilah...Der er lidt flere detaljer til det, men de er nok...Private"
At fortælle Delilah havde en anden personlighed boende, og Sean havde garanteret Delilahs sikkerhed, mod selv at få et barn, med denne personlighed...Der ville være for meget at forklare.
"Hun bor der, ja. Hun havde to børn i forvejen, som også bor der. De må bo der så længe de har lyst...Især fordi Delilah jo er mor til Isthar. Og ingen af os har lyst til at være mindre sammen med vores barn"
Sean smilte svagt for sig selv. At tage Isthar fra Delilah var ikke en mulighed - og heller ikke et behov, fra Seans side. Selv om det gav en del uro i huset, havde Sean stadig sine værelser for sig selv. Ikke at han ikke savnede at have et helt hus for sig selv...Måske han skulle købe et helt nyt hus i Terrorville? Han var alligevel lidt træt af det gamle. Det føltes ikke længere som et rigtigt hjem.
"Så ja, vi lever sammen. Det er mest praktisk på den måde"
Og det var det. Der var ingen dybere passion at spore i Seans stemme. Bevares, han respekterede Delilah, og de havde det fint sammen. Men de var ikke et par, og blev aldrig et par. Til det var de for forskellige, stædige og ikke glade nok for hinanden.
Sean gik over og satte sig på sofaen.
"Igen...Sofaen er fin nok for mig. Jeg er sikkert væk inden du vågner alligevel" bemærkede han sigende.

Pulsen og zen irriterede rystende på hænderne, blev ikke mindre da Sean begynde at forklare om hans og moderens situation.
Delilah.. Han havde ikke hørt navnet før, så det var nok ikke en Sean havde kendt inden Lori. Ikke fordi han havde hørt om alle Sean havde kendt. Men han havde da hørt om et par stykker.
Det nagende ham, at han ikke kunne få den der stikkende fornemmelse fil at forsvinde. Og hvorfor havde han det overhoved sådan? Han havde fortalt sig selv, længe inden at han kom tilbage til Doomsville, at der ikke længere var den slags følelser for Sean. At Sean var.. et bekendtskab. Selvfølgelig holde han stadig af manden, de var jo ikke skildes som uvenner, men de havde bare ikke rigtig haft kontakt efter.
Og efter Lori rejste, havde de slet ikke haft nogle former for kommunikation.
Og hvis Sean var vred på Lori, forstod han det egentlig godt. Lori havde altid lovet Sean, at han ikke bare ville forlade ham, forsvi de ud af hans liv men... det havde han gjord.
Men i virkeligheden havde de nok begge en skyld i det. Ikke at Lori rejste, men at de blev fjerne for hinanden. Det virkede til, at det blot havde været nemmere at undgå hinanden, end at skulle forholde sig til hinanden.

Pludselig var der noget ved Seans svar om Delikat, der fik rysten til at forsvinde.
De levede sammen.. fordi det var praktisk? Såh.. intet forhold?
Det overraskede faktisk Lori, hvor roligt det gjorde ham.
Han vende blikket mod Sean, da han nævnte at han sagtens kunne sove på sofaen, og at Lori nok sov længere ens Sean. Han trak lidt på smilebåndet.
"Hvis jeg sover om dagen, er det spm en sten... men om natten.. lukker jeg sjældent et øje" lød det med et træk på skuldrene. Han gik over til bordet, for at skænke et glas vin mere om.
"Mine levevis de sidste år, har ikke været nær såh... luksuriøse.. som de var her i Doomsville... og jeg sover sjældent ret meget" han fortrød allerede den sætning. Den fik ham pludelig til at fremstå svag, og han havse allerede sagt for meget. Han vende rundt, og lænede sig op af bordet i stedet, med armen over kors, dog med glasset i den ene hånd.
"De ting jeg har levet af, har været mest praktisk om natten.." han prøvede at rede situationen, komme med en god undskyldning til det han lige hvade sagt. Han så lidt ned i sit glas, inden han tog en tår.
Han tøvede lidt, så eftertænksom ud. Burde han dele mere med Sean? Fortælle ham om hans tid væk fra byen? Tiden i byen kort inden han rejse?
Nej... det ville ikke føre noget godt med sig. Sean var vel også ligeglad med hvad Lori havde fortage sig mens han var væk? Hvilken betydning kunne det have for Sean?

"Så du vil sidde og kigge på jeg sover?"
Det var ikke sikker Sean ville få sovet særlig meget, hvis det var tilfældigt. Men kommentaren blev sagt i dril. Han elskede at gøre Lori forlegen. De drillende kommentarer var sjove, fordi Lori reagerede på dem. Og svarede igen.
Sean kiggede ned i sin egen vin, der med tiden var blevet forsvindende lille i glasset. Se nu der...Han havde alligevel næsten drukket op. Også selv om han foretrak et glas vand.
Han kiggede op da Lori fortalte om sig selv. Lori lød jo næsten som ham selv. Mere aktiv om natten end dagen. Enten af arbejde, mad eller fornøjelser. Men der lå en eller anden undertone af...
Sean lagde hovedet en smule på skrå, som han studerede Lori prøve forklare sig. Hvilket bare betød han nok havde talt over sig, og måske slet ikke ville dele disse ting - eller bare havde formuleret sig forkert.
"Vil du tale om dem?"
Han ville gerne høre om dem. Fordi det var Lori. Og nu havde de resten af natten for dem selv alligevel.

Et træk på smilebåndet over Seans drillerier viste sig, og hans stemme havde en tone af latter da han svarede.
"Nå, hvade jeg glemt at fortælle om min nye hobby?" Typisk Sean at gribe chancen for drilleri hver gang.
Smilet blev på hans læber. Det var nu rart. Rart at de kunne den slags. At de kunne drille og joke med hinanden.
Trods alt var det rart, at alting ikke skulle være akavet, eller seriøst mellem dem.
Og pludselig fandt han sig i en situation de havde været i så til. Den føltes bekendt, afslappet og på en måde også tryg.

Han skulle til at tage en tår af sin vin, men den nåede ikke at ramme læberne, før han hørte Seans spørgsmål.
Selvfølgelig havde manden opfanget Loris undvigen. Han lod vinden ramme munden, og tog en slurk. Og da han fjernede glasset, var det med et lidt mere alvorligt udtryk. Burde han overhoved fortælle Sean om det her? På den anden side, hvis der var nogle der ville kunne forstå Lori, og nok ikke dømme ham, ville det nok være Sean.
Men Lori havde hverken lyst eller behov for medlidenhed.
Og var der en ting Sean altid havde været god til at vise Lori, så var det medlidenhed, nok mest grundet Loris noget sværere personlighed den gang.

Loris blik gled op mod Sean, han bed sig lidt i læben, men han tydeligvis overvejede hvad han skulle svare.
Han sukkede lidt "okay.." mumlede han lidt. Han greb far om vin flaskens hals, rettede sig op, og gik over i sofaen, og satte sig ved siden af Sean.
Han skænkede mere vin til sig selv, og lavede en gestus mod Seans glas, som hvi han spurgte om manden skulle have mere.
Var det tilfældet ville han skænke op, og ellers ville han bare sætte den på gulvet ved siden af ham.
Lori sad med sine underarme mod sine lår, og glasset i hænderne foran sig.

"Du har nok ikke tænkt meget over hvorfor jeg rejste dengang" startede han. For hvorfor skulle Sean havde spekuleret over det?
"Kort tid inden jeg tog afsted, begynde jeg at opleve problemer med min dæmonform... jeg oftere træng til at skifte form og... jeg fik sværere ved at skifte tilbage til min normale form" vin glasset kørte lidt fostret rundt i hans hænder.
"Til sidst kunne jeg ikke styde det.. og pludselig handlede det ikke så meget om føde, men nærmere... underholdningen i at jage nogle" han lukkede øjnene kort, kneb dem sammen. Som om han ikke helt kunne styre hvad han så for sit inde.
"Normalt dræbte jeg kun på grund af føde, og det var altid de samme typer.. men pludselig.. handlede det mere om at finde det sjoveste offer jeg kunne jage"
Han strøg sig frustreret gennem håret.
"En gruppe jagere havde fået nys om hvem jeg var... og i blandt dem var.. Kace.. et menneske jeg troede jeg havde kært"
Ja ny ville Sean nok tænke 'typisk Lori, at falde for de mennesker' og Lori bebrejdede ham ikke, hvis det var tilfældet. Det havde han selv gjorde mange gange! Det eneste menneske han havde kunne regne med, var Trott. Og han havde været Loris slave indtil mu, så det galt ikke ligefrem.

Lori rettede på sig.
"Jeg blev klar over at jeg måtte rejse, få styr på min dæmonform... og det gjorde jeg så.. jeg rejste rundt, men det var det samme i lang tid.. når jeg kom til et sted med for mange mennesker, flippede min dæmonform ud, og jeg hærgede halvdelen af landsbyen.." Hans blik faldt.
"Jeg har gjordt ting med folk, som jeg aldrig havde drømt om.. og mod folk jeg aldrig kunne drømme om at skade normalt"
Blikket blev endelig, og ikke uden at skulle tage sig mod til det først, vendt med Sean.
"Jeg sover ikke fordi... jeg ser dem.. mine ofre.. jeg ser mig selv slå dem ihjel"
Blikket flyttede sig fra Sean igen. Han bed sammen, spænde i kæben, og i hænderne der golde rundt om glasset.
Det var så frustrerende! Han havde ændret sig! Han var blevet større, stærkere, landt mere hård, og han havde lært at klare sig selv, han kunne passe på sig selv nu, hele hans udstråling var meget stærkere.
Og alligevel.. sad han her og klynkede. Han troede selv at hans samvittighed var blevet noget mere hærdet de sidste år, og det var den jo egentlig også. Men åbenbart var der stadig noget af den gamle Lori tilbage, en Lori der græd indenvendig over alt det forfærdelige han havde gjort.

Sean sad stille og kiggede på Lori. Han rakte glasset frem og lod nyt vin fylde det op. Mest fordi det virkede til en længere historie, og det signalerede at Sean ikke havde travlt med at komme videre.
Han sad tilbagelænet, som han havde indtaget den ene ende af sofaen, og sad med den ene arm hen over ryglænet. Den anden balancerede glasset på hans ene lår. Og sådan sad han det meste af Loris fortælling. Lyttende.

At svare på om han havde tænkt over det...Virkede sekundært til resten af historien, og ikke noget han ville fordybe sig i. Mest af alt...Efter et forhold stoppede, var det vel naturligt begge parter søgte væk og skulle finde sig selv igen. Og måske prøve at komme videre fra følelser der stadig var der. Ingen af dem havde - dengang, i hvert fald - gået fra den anden, fordi der ikke var følelser. Det var tværtimod netop fordi Lori havde betydet noget, at Sean havde valgt at lade manden gå. Og derefter givet ham den frihed manden nok havde haft brug for, ved ikke at komme og banke på døren hele tiden. Det havde nok også lidt været for Seans egen skyld...Men afstand var der kommet, til Sean havde fundet ud af at Lori helt havde forladt byen. Og det havde besvaret de spørgsmål - der var ikke længere nogen at opsøge.
Og det havde måske netop været det bedste for dem begge.
Det havde han tænkt dengang.

Sean nippede til sit glas, lænede sig frem og stillede det fra sig på gulvet. Lidt væk, så han ikke fik skubbet til det ved et uheld.
Sean kunne svare på mange ting. Der kunne være flere teorier om hvorfor visse dæmoner kunne miste kontrollen med deres skikkelse. En oplagt en kunne netop være at miste kontrollen over sine følelser og behov. Dæmonformen var...Ja, den rene dæmon i dem. At den søgte underholdning og drab var ikke uventet. Det var tværtimod i dens natur, hvis man ikke kunne styre den. Havde han ikke selv samme lyster når han selv forvandlede sig?
Lori havde altid skulle...Lære...At være dæmon. Helt fra dengang Sean havde måtte lære ham mere om at spise pænt, og nu til problemet med sin skikkelse. På mange måder...Lød han som en ung dæmon. Og unge dæmoner havde behov for hjælp. Det vidste han, for han havde selv måtte finde ud af mange ting i sin tid. I en helt anden verden.
Men så ung var Lori nu heller ikke længere.

Måske var Sean ikke den rigtige at snakke med om disse ting. For den samvittighed Lori viste...Var Sean ikke selv tynget af. Det var der simpelthen ingen grund til.
Dermed ikke sagt han aldrig havde noget han fortrød, eller som havde været svært at bearbejde bagefter. Han havde bare fortrængt dem.
"Dig og dine mennesker"
Kommentaren var lavmælt, og svagt drillende. Men ikke så meget som før, for han ville heller ikke gøre Lori mere ked af det. Bragte mennesker overhoved andet med sig? Sean havde aldrig brugt tid på at lære en masse mennesker at kende. De var kedelige, de levede kortvarigt og var oftest mere mad end selskab. Det var naturligt endt sådan, og ikke fordi Sean en eller anden dag havde besluttet sig for at holde sig fra dem.
Han trak vejret dybt og lydløst, lænede sig frem og lagde en hånd på Loris skulder.
"Jeg er ked af hvis min beslutning har ført disse ting med sig for dig. Det var ikke meningen dit liv skulle blive til det værre. Det var ikke meningen du skulle miste kontrollen, og ende i en situation hvor du ikke kan andet end pine dig selv for det"
Han snakkede lavmælt, men roligt. Oprigtigt.
Lori var blevet stærkere. På en måde der kun tiltrak Sean endnu mere. Hvis Lori havde været bare lidt af hvad han var i dag...Havde Sean måske tøvet endnu mere med at lade ham gå. For denne Lori kunne beskytte sig selv mod uønsket opmærksomhed, på en måde Sean ikke havde troet den gamle Lori kunne.
Men måske var det bare den udvikling Lori skulle igennem. Væk fra Seans - i alt beskedenhed - måske beskyttende omgivelser. Ud og finde sine egne ståben i den store og stygge verden.
Men nu ophøjede han sig vist også mere end godt var. Det var slet ikke sikkert tingene hang sådan sammen. Og næppe hvad han kunne fortælle Lori.

"Nogle gange sker livet bare. Det kan være gode ting, og det kan være dårlige ting. Nogle ting vil næsten ikke påvirke os, og andre gør os til helt nye personer. Du kæmper med nogle ting som med tiden måske bliver bedre, eller som du med tiden måske finder en måde at håndtere...Eller som måske aldrig vil forlade dig. Du må prøve at finde en måde at lade tingene give mening, og styrke dig. Ellers vil de drukne dig"
Det kunne han jo sagtens sige. Ordene var tilmed så generelle, at de kunne betyde hvad som helst.
"Du slog nogle ihjel. Du skadede folk. Du ødelagde ting. Som de fleste dæmoner før eller siden vil i deres liv, fordi det er i vores natur. En natur vi lærer at kontrollere, men som stadig kan forsvinde ud af den kontrol. Kan du huske hvor påvirket du var af at spise i sin tid?"
Et svagt smil gled over Sean ved tankerne. Det var en helt anden ting - hvor de havde været sammen. En bedre tid, hvad angik mange ting.
"Men se dig nu. Stærk. Mere magtfuld. Mere i kontrol. Du har lært at spise, og så vidt jeg ved, vænnet dig til det. Fordi du er nødt til det. Jeg siger ikke du en dag vil være vant til at slå folk ihjel. Jeg siger du en dag vil kunne komme videre fra det, når du finder en måde at give dig selv fred for det. Du gjorde det ikke fordi du ønskede at gøre det. Men det skete"
Måske var det ikke lige her han vandt nogle priser for sin manglende indsigt og måde at trøste på. Han vidste ærligt talt heller ikke hvad han skulle sige. Se mig, jeg har også oplevet ting der var svære at komme igennem? Som gjorde han ikke kunne sove? Hvad ville det hjælpe? Seans situation havde været væsentlig forskellig fra Loris.
"Hvis det gør det bedre...Må du bede dem om tilgivelse"
Han så lidt på Lori. Han havde en ide, men han ville først vurdere om Lori kunne være åben for en sådan ide.

Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet, og endda smågrine lidt, over Seans menneske kommentar. Jep.. Han vidste at den ville komme.
Men ja, Sean havde nok ret.. Loris dømmekraft i forhold til mennesker var ikke den bedste.
Først Reign, så Trott og derefter Kace. Ja, først et menneske, han faldt hovedkulds for, men som hellere ville have en anden, og da den anden pludselig forsvandt, ville han gerne Lori igen, for så efter selv at forsvinde sporløst.
Og Kace.. et på forhånd dumt bekendtskab, eftersom at han var jager. Og det var jo ikke fordi han var dybt forelsket i Kace, men han havde dog fået en form for følelser for manden. Og mennesket var begyndt at betyde noget for ham. Men efter deres sammenstød, havde Lori ikke set ham mere. Også fordi han var rejst kort tid efter.
Trott kunne man jo ikke ligefrem bebrejde noget, det var Lori der havde kønt ham, sat ham fri, men holdt ham under sin beskyttelse. Og Trott havde sågar, passet på Loris hjem mens han havde været væk. Trods mennesket ikke engang havde vidst hvor Lori var, eller hvorfor han var rejst.

Loris blik vende sig mod Sean som han begynde at tale.
Han lyttede roligt til ham, et let smil bredte sig på hans læber, da Sean nævnte at Lori tydeligt vat blevet stærkere, og at han var I kontrol.
Det havde han jo ret i, Lori var langt mere i kontrol, og han var ikke nær så nervøs. Og så var det selvfølgelig den fysiske ændring af hans krop.

Sean havde jo ret. De var dæmoner, og det var ikke nemt for sådan nogle, altid at beherske sig. De havde et bestemt behov, ikke bare for at overleve, og derved dræbe i den anledning... men også for kaos og ødelæggelse generelt. Noget Lori ALTID havde undertrykt hos sig selv.. forsøgt at styre vel og mærke.
Måske var det også en del af det, at Lori nu var så småt begyndt at være mere dæmonisk, at hans dæmonform havde taget kontrollen.
Et roligt og nærmest taknemlig smil bredte sig over hans læber. "Tak Sean..." sagde han roligt.

Lori vende sig rundt, så han sad på nogle lunde samme måde som Sean.
"Men bare for at få en ting på det rene" lød det lidt bestemt, men dog stadig kærligt.
"Jeg har aldrig set noget af det her, som din skyld!.. du kan aldrig være skyld i de ting jeg har været i gennem.. desuden, jeg var ikke dit ansvar" han sukkede lidt, dog stadig med et smil på læberne.
"Som du selv siger, jeg havde nok ikke udviklet mig til hvad jeg er nu, hvis jeg stadig havde siddet der, i mit trykke hjem"
Han så lidt ud i rummet, en smule fjernet.
"Jeg lovede mig selv da jeg rejste, at jeg skulle have kontrol over min dæmonform..men jeg lovede også mig selv, at jeg ALDRIG ville stå i en situation magen til den Natalie satte mig i.." han vende blikket mod Sean.
"Jeg ved jo godt at den var med til at skubbe på din beslutning om at slutte set mellem os" Hans stemme var rolig, og nærmest overbærende. Det var et mildt smil han kom med.

Han ryngede dog brynene en smule.
"Men det du sagde med at bede om tilgivelse... hvad mente du med det?" Spurgte han undrende inden han tog en tår af sin vin.
Det var nok bedre at skifte emnet.. det andet blev bare alt for sentimentalt. Desuden... det var et overstået kapitel.