I can see!! //Sean//

S: Terrorville District
O: Huse, folk
T: 17:30
V: Det er lunkent i vejret og solen skinder, der er nogle enkelte skyer på himlen
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun havde lige været hjemme ved Isabella og en eller anden gammel dame som hun boede ved. Det sjove var bare, at da hun var blevet fuldt hen til Isabella og den gamle dame havde hun ingen øjne, men nu havde hun nogle øjne. Hun kunne se verdenen omkring sig! Og dog! Hun kunne kun se levene genstandes auraer som folk, dyr, træer, græs og hvad der ellers var levende i denne verden. Hun var så lykkelig over, at hun slap for og gå med et dumt stykke stof bundet hen over sine øjne. Hendes nuværende øjne var blot helt hvide der manglede resten. Pupillerne og farven der plejede og være i folks øjne var væk, men det var bedre end ingenting. Hun var blevet så lykkelig, at hun bare var nød til og løbe hjem til Sean for og fortælle ham det. Hun løb hele vejen igennem alle gaderne og måtte presse sig igennem nogle folk. Der var kommet mange flere folk til byen end hun huskede. Hun løb op til hoveddøren i hans hus. Hun var ved og kende vejen hjem til ham som var det hendes egen bukselomme. Hun brassede nærmest ind i døren og kiggede rundt efter bare en eller anden hun kendte eller bare en skikkelses aura så hun kunne finde Sean. Ikke så langt væk fra hende stod Sigmund og lavede et eller andet hun ikke kunne se, men det var også ligemeget. Hun gik hen og prikkede ham på skulderen "Hvor er Sean henne?" hun havde et stort smil på sine læber og hendes stemme var rolig og viste store tegn på, at hun var glad.

//Som i fysiske øjne?//

//ja fysiske øjne ^^//

//Så der rettet i emnet//

//Bare en detalje: stor der navn på auraerne? Siden hun viste det var Sigmund? Oo//

Sean var vred. Det havde han været i flere dage. Neph var rejst fra ham, ud på havet af guderne måtte vide hvilken åndssvag grund. Camille havde været der og prikke til ham. Og så havde han modtaget en meddelse om at Luce flyttede, selv om han intet anede om hvorfor eller hvorhen...Og hvor mange af børnene hun dog ville tage med sig. Han sad på sin stol og stirrede ud af vinduerne. Desværre havde han lovet at beskytte byen i denne krig, hvilket betød hans mænd måtte udrustes til krig og ikke bare til forsvar. Han rørte sig ikke, som han sad der, lignende en statue. Klædt i en lang, sort kappe som dækkede hans overkrop og det meste af benene, som var dækket af nogle mørke bukser. Nogle solide støvler sad om hans fødder. Et par stearinlys blafrede på hans bord, der var dækket af papir. Dog var der ryddet op: vasketøjet var vasket og lagt på plads, det samme var bøgerne. Efter han var blevet rask, havde han haft tid til de ting. Et brev lå foran ham, et brev fra Neph. Han havde endnu ikke læst det, ville ikke, stædig som han var. Til sidst sukkede han og hev sin bog hen til sig igen - Den hemmelige bog han altid havde med sig, en hemmelig ting fra hans lange liv. Den fortalte ham alt han skulle vide om ritualet han havde gennemført...Men intet om at det kunne gøres om. Det skulle det nu heller ikke. Hans blik gled over et af de tegnede billeder...

Sigmund vendte sig om mod hende og smilte roligt, som han altid gjorde og havde trænet sig selv til at gøre. Hvad der mødte ham var dog ikke den sædvanlige, triste og blinde Luce med en luce med...øjne og som...virkede som om hun kunne se? Han havde ikke set hende siden hun var flyttet. Og viste ikke hvor glad Herren ville blive for at se hende.
Han bukkede let som hilsen.
"Herren er optaget. Han har bedt om ikke at blive forstyrret. Men nu skal jeg gå op og banke på alligevel" svarede han.

//Glemte nogle detaljer eftersom det var hurtigt retning i det jeg skrev, men hun lugtede ham//

Hun var samtidig blevet noget tykkere med tiden. Hun var nemlig blevet gravid med Josh. Hun var omkring de 3-4 måneder henne. Det var faktisk utroligt som tiden fløj. Nok havde hun været blevet jagtet af de udøde den dag hun havde fortalt Josh, at han skulle værefar. I starten havde han taget det temmelig tungt, men det gik heller ikke lang tid for ham før, han havde blevet glad for den nyhed han havde fået af hende. Hun havde også snakket med Josh om og flytte hjem til ham i stedet for og blive boende hos Sean. Hun vidste ikke hvordan hun skulle fortælle ham det eller hvordan han ville reagere på det. Ville han måske tænke, at hun ikke var glad for og bo hos ham? Hun kunne faktisk godt lide og bo der, men det ville virke lidt forkert for hende og bo hjemme ved ham nu hvor hun var sammen med Josh. Ville han måske blive sur på hende eller noget helt andet? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun var samtidig også overrasket over og finde ud af hvordan han ville reagere på, at hun havde fået øjnene igen, men alligevel ikke kunne se noget rigtigt udover auraer. Hun smilede stille til Sigmund da han fortalte, at han ville gå op og spørge Sean om han lige ville snakke med hende. Hun kunne ikke rigtigt få sig selv til og gå op og banke på. Hun stod stille nede i hallen og ventede på og få, at vide om Sean ville snakke med hende eller ej. Hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede inde i hendes brystkasse.

Der blev banket på døren og Sigmund fortalte Luce var der. Sean nikkede let og Sigmund trak sig ud af rummet igen. Lidt efter forlod Sean rummet og gik ned af gangen og til sidst ned af trappen. Han lod blikket glide over skikkelsen, Luce, som stod nede i hallen og viste ikke helt hvad han skulle forvente. De havde jo ikke snakket sammen i noget tid. Han kom helt ned af trappen og gik over mod hende...Og stoppede op lidt fra hende, da noget virkede forandret...Selvfølgelig, at hun virkede glad. Hun virkede ikke helt så fortabt, som før. For det andet var hun tykkere...Næsten som om hun var...gravid? men med hvem dog? Han lod blikket glide over hende, i et øjeblik kiggede han mod hendes øjne, som om de altid havde været der...
Så slog det ham. Fysisk havde hun øjne igen! De lignede godt nok nogle der ikke helt virkede optimalt, men de var der og måtte på en eller anden måde give hende et slags syn, hvorfor skulle de ellers være der?
Han var overrasket, hvad der viste sig i at han trak vejret lidt dybere og studerede hende med sine øjne, trods han blev stående hvor han var, som om han i virkeligheden var bange for hun ville angribe.
"Luce?" spurgte han, van til hun ikke kunne se og derfor ville gøre opmærksom på sin tilstedeværelse.

Hun bed sig usikkert i læben da hun kunne se Sigmunds aura forsvinde op af trapperne for og hente Sean. Hun kunne dog ikke se trappen, men hun kunne regne ud, at han gik op af trappen da hans aura begyndte og gå op af. Hun stod stille i hallen og ventede på ham. Det irriterede hende dog lidt da hun ikke kunne se genstandene i rummet. Hun brummede lavt for sig selv, men da hun kunne se en aura som ikke lignede Sigmunds kunne det kun være Sean der var kommet. Hun smillede stille og ventede på, at han kom hen til hende, men da hun kunne se hans aura stoppede op og mærkede at han stirrede på hende. Hun vidste ikke hvad han tænkte. Kunne han se, at hun var gravid? Så slog det hende, at man ikke kunne skjule det for folk længere da det var tydeligt. Hun gik tættere på ham og smillede stille til ham "Hej Sean. Ja det mig" hendes stemme var rolig og mild og man kunne nemt høre på hendes stemme, at hun var lykkelig

Det var så slående en forvandling at han følte et stik af ikke rigtig at have interesseret sig for hendes liv og vel, at han ikke rigtig havde fuldt med i hvad hun havde lavet det sidste stykke tid. Det var en sær og fremmed følelse, han viste ikke helt hvor den kom fra eller hvad den betød. i stedet smilte han lidt mere og strakte armene ud, som om han ønskede sig et kram.
"Ja, det er det også...Du er bare så...Forandret. Vi har tydeligvis lidt sladder at udveksle" nikkede han let. Det var tydeligt at høre at han gerne ville vide hvad der var sket i hendes liv og i en venskabelig tone gjorde han det klart at hun ikke slap for at dele disse ting med ham. Han ønskede at vide hvad der skete med hans drage.

Hun vidste ikke helt om hun skulle løbe hen til ham og omfavne ham. Det havde været lang tid siden de rent faktisk havde givet sig tid til hinanden og siddet oppe på hans tearesse eller en af stuerne og bare snakket sammen som de gjorde i gamle dage. Det gav et lille stik i hjertet på hende dahun tænkede over, at de ikke havde haft tid til hinanden. Sean var ikke blot en ven for hende længere han var mere end det. Nemlig mere som en storebror eller noget i den grad, men der ville aldrig blive andet imellem dem. Hun havde Josh og ventede hans barn og sådan skulle det være. Hun ville ikke havde andre end ham. Hun kunne se på Seans aura, at det var et menneske eller retter en person foran hende, men hun kunne ikke se, at hans arme var rakte ud. Hun gik hen til ham og krammede ham stille og roligt som var han en savnet bror. Hun smilede roligt til ham og kiggede op på ham så han tydeligt kunne se hendes kridhvide øjne. "Jeg ved det godt og ja vi har en helt del og snakke om både slader og det der er mere alvorligt i det" hendes stemme var stadigvæk rolig og mild selvom hun havde sagt, at der var nogle alvorlige ting de skulle snakke om.

Han lagde armene om hende og holdt hendes lidt mere buttede krop ind til sig. En mærkværdig følelse, at hun ikke længere var lige så tynd, men også et sundhedstegn. Han lod endnu engang blikket glide over hende, som om han ikke rigtig kunne forstå hvilke forandringer hun havde undergået, før han gjorde tegn til om de skulle gå op af trappen og finde et rum at snakke.
"Skal vi finde et sted at sidde?" spurgte han, da han stadig ikke var sikker på hvad hun kunne se.
"Jeg er enormt nysgerrig, men allerførst, skal jeg bede om noget drikkelse eller spiselidt fra køkkenet?" spurgte han roligt.

Hun kunne godt mærke i deres kram, at hendes mave var blevet nået større end den havde været for nogle måneder siden. Hun havde savnet hans kram selvom de stadig var meget forskellige. Hun smilede stille og nikkede roligt til ham da han mærkede, at han gjorde tegn til, at de skulle finde et sted og snakke "Ja lad os det. Du bestemmer helt selv hvor henne du vil sidde og snakke. Bare det et sted vi kan være i fred og ro da der er meget vi skal snakke om" hendes stemme var stadig sød og rolig, men man kunne også høre på hende, at hun var begyndt og komme videre efter alle de gange hun var blevet tortureret og mishandlet, men hun var nu også kommet ud af Rafaels magt og var blevet Sakrefs lærling istedet. Sakref havde fået hende fri og gjort hende noget stærkere med tiden. Hun smilede stille til ham og nikkede "Bare lidt te ville være fint"

Han nikkede let og gik hurtigt hen til køkkenet. Han åbnede døren og bestilte en kande varm the, afleveret i hans nye mødelokale. Han havde valgt at holde huset så hemmeligt som muligt, men han havde alligevel manglet et roligt rum, hvor han kunne snakke forretninger m.m. med folk. Og derfor havde han ændret et af de ubrugte gæsteværelser om til et slags mødelokale. Han vendte tilbage til Luce og med en let hånd på hendes skulder, lod han hende vide at han nu gik op af trappen og mod det rum, han syntes de skulle bruge. Så måtte hun selv følge med, han regnede med hun stadig godt kunne finde vej. De havde meget at snakke om, det var klart.
Lidt efter åbnede han døren og trådte ind i det omrokerede lokale. Lokalet bestod af to dele. I den ene ende var der et behageligt sofahjørne, med sofabord og et vindue ud over byen og gader. Tættest på døren stod et stort bord med flere stole rundt om, som hvis man sad til møde.
"Pas på bordet og stolene i midten. I den nederste ende af rummet er der en sofa og et bord. Jeg regner med vi kan sidde der og snakke" smilte han let og gik selv hen og satte sig i en af lænestolene på den anden side af sofabordet.

Hun kiggede efter ham da han gik hen til køkkenet eller rettere det var nok mere hans aura hun kiggede efter. Hun kunne jo ikke se Seans udseende. Han kunne lige så godt haft stået nøgen foran hende uden hun ville kunne se det. Hun smilede stille og roligt. Hun fulgte hans aura imens den flyttede sig hver gang han gik nogen steder. Det var rart, at hun endelig kunne ane hvor folk gik hen når hun var hos dem. Hun fulgte roligt med Sean op af trapperne. Hun gik dog lidt bag ham da hun ikke vidste hvor han havde tænkt sig, at du skulle sidde og snakke sammen. Hun kunne stadig godt finde rundt hen til de vigtigste rum, hvor hun havde været, men ellers var det stadig uklart hvor alt var henne. Det irriterede hende lidt, at hun dog ikke kunne se hvor tingene stod henne så hun nærmest gik lige bagved Sean for og følge efter de steder han gik. Lugten i rummene var ens som de havde været selv første gang hun var kommet hjem til ham. Det var sjovt, at rummenes lugte ikke ændrede sig på samme måde. Hun fulgte efter ham forbi stolene og bordet som han havde advaret hende imod, men da de var kommet hen til lænestolen, sofaen og sofabordet blev det sværere for hende eftersom han havde sat sig ned i en lænestol. Hun lagde sin hånd på sofabordet og fulgte dens kanter hen imod sofaen. Da kanten af sofabordet stoppede tog hun fat i sofaen og guidede sig selv helt ind til sofaen så hun kunne sætte sig på den. Nok havde hun øjne og var blevet en af de seende som hun havde fortalt Sean om, men hun var stadig blind.

Han så hvordan hun guidede sig på plads og noterede sig at hun dog ikke havde fået et fuldt syn. Havde hun bare fået et par ikke-fungerende øjne, så hun ikke virkede så skræmmende? Han lagde hænderne foran sig og flettede dem let sammen og så lidt på Luce, som om de skulle til at gøre forretninger.
"Så...Dig først. Hvad er der sket med dig? Hvad har vendt dig 180 grader, så du nu virker glad og lykkelig?" smilte han let.
Der gik et øjeblik, mens de snakkede, før en tjener bankede let på døren og trådte ind. Hun havde en bakke med en kande the, to krus, lidt sukker og en enkelt lille tallerken med lidt frugt og kiks. Hun satte tingene på bordet og hældte the op til dem begge, men lod dem selv om at proppe sukker i, hvis de ønskede det. Så bukkede hun let, tog bakken og gik ud af rummet. Sean tog sin the og proppede lidt sukker i, før han begyndte at røre rundt i den.

Hun sad stille og ventede på det sædvanlige med Sean komme med en sørens masse spørgsmål som skulle besvares. Hun kunne selvfølgelig også selv begynde og bombe ham med spørgsmål og begynde og fortælle om alt det der var sket med hende de sidste mange måneder. Hun smilede roligt "Altså er ikke slave for Rafael mere. Sakref fik mig fri dog er jeg blevet hans lærling i stedet og det er nu meget bedre end slavelivet. Jeg har fået øjne igen dog kan jeg kun se folks auraer det var derfor jeg nemt kunne følge efter dig herop, men fik svært ved og gå hen til sofaen. Kan du huske da jeg fortalte dig om de seende? Det er sådanen jeg er blevet. Hvad mere er der, at fortælle der er sket så meget. Er blevet gravid igen som du vel kan se og faren er Josh" hun stoppede med og fortælle da hun ikke rigtigt kunne komme i tanke om mere end det hun lige havde siddet og fortaæt ham, men det var nu også meget positive ting hun havde fået fortalt ham. Hun havde dog glemt og fortælle ham om det hun havde set i Rafaels varsler på et tidspunkt. Det havde faktisk været utroligt, at hun overhovedet havde fået lov til og se igennem hans varsler, men han ville vide, hvad det var for en evne hun havde fået så han var selv ude om det.

Han så lidt på hende. Det var mange ting, på kun 3 måneder. og nu havde de en krig der bankede på deres dør samtidig.
Han tog en tår af sin the, inden han svarede hende.
"Sakref? Byens Herre?" han havde hørt om ham, men kun onde rygter og folk der mente han langt fra var en behagelig fyr.
"Hvad kan han dog lære dig?" spurgte han, nysgerrigt, men uden at lyde som om det kunne være lige så slemt som at være slave. En ting havde han lært og det var ikke at blande sig for meget i de store magter, det ville bare gå alt for galt. Man kunne blive spundet ind i et spind, men aldrig kom ud af, medmindre man var død.
Så det havde foruroliget ham lidt. Dog fremtvang han et lille smil.
"Men tillykke med graviditeten og din nye...ja, kæreste? Jeg kender ikke denne Josh" mest en konstatering, ikke fordi han hverken ville eller var i en situation hvor han kunne nægte Luce noget.

Hun var spændt på og høre hvad han egentlig mente om det hun lige havde fortalt ham. Hun nikkede stille da han spurgte om det var byens herre hun snakkede om. "Han har indtil videre lært mig og bruge min voldsomme vrede som jeg fik igennem Rafael. Altså den dag jeg mødte Sakref der gik jeg amok på en eller anden fyr der spildte is på mig og en af Sakrefs lærlinge så det og fik vel lidt amok på ham også. Normalt skulle jeg være endt i fængsel i 3 år eller sådan noget lignende, men det blev ændret fordi han så noget brugeligt i min vrede så nu kan jeg styre det. Plus han lærer mig i og blive stærkere psykisk og fysisk" hun valgte ikke og snakke om de speciallavede våben Sakref var igang med og lave til hende som han ville give hende. Hun smilede stille til ham og tog en tår af sin the inden hun svarede ham "Tak for det og ja han er min kæreste. Du ved ham Jacob. Det er hans lillebror" hendes stemmevar rolig og mild.

Han brød sig ikke om det. Det lød som noget med en masse bagtanker...Han brød sig slet ikke om det. Han studerede hende lidt, på hendes lille smil og hendes afslappede holdning. åh, han havde selv lært sig alt hvad han kunne, trods han havde en læremester på et tidspunkt. Men at blive virkelig stærk, var noget han havde lært sig selv. Dog følte han det også som om Luce holdte noget hemmeligt for ham og det kunne han ikke lide, var det prisen for mere styrke? deres såkaldte venskab? At de ikke engang kunne fortælle hinanden ting mere?
Men han kommenterede det ikke. Som altid, mødte han aldrig de mænd der virkelig havde magt, på andre punkter end ham selv. Han mødte aldrig sin såkaldte Leder, Rafael, han havde aldrig mødt byens hersker, Sakref. Men jo mere andre folk snakkede om dem, jo mere nysgerrig blev han.
En anden ting der også gik ham på...Havde Jacob en lillebror? Det havde han intet hørt om...
"Jeg kender skam Jacob..." og holdt af Jacob, på en speciel måde. Jacob havde muligheden for at blive en fantastisk stærk dæmon og det ville han gerne hjælpe Jacob med at opnå. Før havde han troet det kun var Nille, hans dæmonkæreste, der gjorde ham blød.
"Hvad er josh så? Af race?" Spurgte han henkastet.

Hun kunne godt mærke på stemningen imellem dem, at der var noget som gruede imellem dem som ikke skulle være der. Før kunne de snakke om alt eller retter næsten alt. Hun kendte stadig ikke helt til det Sean gik rundt og lavede, men hun havde heller aldrig spurgt rigtigt ind til det eftersom han allerede fra start af gjorde det klart, at der bare var noget som de ikke snakkede med hinanden om. Sean kendte det meste til hende for hun havde åbnet sig nok lidt for meget for ham til og starte med og det, at hun ikke havde lyst til og nævne de nye våben der blev lavet som dog stadig ikke var helt klart endnu skulle være da det stadig var under udvikling og Sakref stadig prøvede og finde de bedte våben til hende nu, hvor hun var mere eller mindre blind. Hun havde lyst til og spørge ham om hvad der gik ham på. For der måtte være et eller andet udover den krig der liggede lige om hjørnet. "Jeg ved godt, at du kender Jacob. Det fortalte du mig dengang jeg kom hjem igen efter det med Zann" hun vidste ikke om han kunne huske det, men det kunne hun. Rigtig godt endda. Hun smilede stille "Josh er en engel. En god engel selvom han er falden"

Nåe ja, han kunne huske de havde snakket, men ikke de præcise elementer. Pyt med det, at han ikke lige havde husket det. Så...Jacob blev påvirket af sin kæreste, der ikke var en rigtig dæmon, og en engel-bror. Der var intet at sige til Jacob troede han skulle lege en god helt en gang imellem. Om ikke andre havde de et godt forhold og han kunne prøve at påvirke ham i den rigtige retning. Han trak vejret dybt og tog endnu en tår af sin the, før han stilte koppen på bordet og nikkede let for sig selv.
"Hvordan kom du fri af Rafael?" spurgte han så
"Fandt du ud af noget interessant om ham, i sidste øjeblik?"

Det havde undret hende meget over, hvorfor det var, at Sean ikke var begyndt og spørge ind til hun kom ud af Rafaels varetægt og i stedet blev Sakrefs lærling. Hun tog en tår af sin the og lyttede til hans spørgsmål "Ser du Sakref kontaktede Rafael og sagde, at jeg var kommet i fængsel på mordforsøg, overfald og jeg ved ikke hvad og så spurgte han Rafael hvad han ville have for mig. Ved ikke helt hvad de har sagt, men Sakref skulle være bundet af Camille på en eller anden måde så de var afhængige af hinanden når den ene skulle have hjælp og noget med deres vil. Det gik de begge med på og Sakref fik så kontrakten mellem mig og Rafael og lavede den om så jeg bare blev Sakrefs lærling istedet" hun trak vejret kort og tog endnu en tår af sin the "Ja nu skal du bare høre. Rafael har ikke altid været en ond satan til dæmon som han er nu. Han var engang en sød lille dreng der ville beskytte en lille hundehvalp og blev tvunget til og spise den levende. Han har været læge eller noget i den retning og reddede liv. Da han var lille og sød var havde hans forældre slaver der blev pindt derfor tror jeg han er blevet sådan som han er blevet" hun valgte ikke og nævne Rafaels rigtige fornavn da hun havde lovet ham og holde sin kæft med det hele, men havde dog brudt det.

Sikke mange spændende ting han fik serveret på et sølvfad. Han kunne gå næsten helt i ekstase over spændende nyheder og ny viden. Han smilte let for sig selv og lyttede opmærksomt til de ting hun sagde. Han brugte et øjeblik til at tænke over tingene, at huske dem bedst muligt, før han svarede hende.
"Camille, eh? Hun har da også sine lange fingre alle steder" smilte han let, men uden en ond tone. Han viste ikke helt hvad han mente om Camille. Et sted var hun fin nok, et andet sted så han hende mest i håb om at lære nye ting, Camille var også altid eftersøgt og levede et spændende liv. Især fordi hun havde haft kontakt til hans latterlige bror...
Han hev sig selv ud af tankerne, da han kom i tanke om han faktisk sad og snakkede med Luce.
"Tak fordi du fortæller mig de ting. Interessant, som ens liv kan starte som en god historie og vende sig til den værste gyser" havde han ikke selv haft det sådan? omend bare på en lidt anden måde, selvfølgelig. Eller...Det kom selvfølgelig an på hvordan man så på det. Det gav i hvert fald nogle nye tanker om hans såkaldte leder...
"Medmindre du har mere du vil dele om dette emne, så er jeg mere interesseret i hvordan du, jeres ufødte barn og Josh har tænkt jer at holde jer sikre i den krig der er på vej?" spurgte han nu og så hen på hende.
"Og selvfølgelig...Kommer spørgsmålet om dine andre børn også. Bruce, hvad skal han? Han må have det ubehageligt over en mor der næsten ikke er hos ham, som pludselig vil flytte ind hos en fremmed fyr og tilmed er gravid. Og Connor...Så vidt jeg husker overtog jeg ham, er du stadig enig i det?" åh, havde hans spørgsmål dog nogen ende? Han tog endnu en tår af sin the.

Hun sad stille og drak af sin the imens hun ventede på, at Sean havde fået samlet tankerne om alt det hun havde fortalt ham omkring det hele der var sket. Hun sad mere kontroleret over sig selv og mere rolig i det som om hun ikke skulle frygte noget længere som hun havde gjort før i tiden. Hvis man kendte hende virkelig godt som Sean gjorde. Han havde jo fulgt hende næsten hele vejen igennem. Nærmest den hun ville sige været den eneste der havde været der for hende. Næsten for Josh havde også været der, men ikke fra starten af da hendes liv begyndte og gå ned af bakke som Sean havde været. Han havde set hende da hun var stærkest og var gået ned i et sort hul og kun havde kommet dybere ned i det. Hun grinte kort da han nævnte det med Camille. Ja hun blandede sig meget i det der skete rundt omkring. Selv dengang hun havde fortalt Camille alt der var sket hende som Rafael havde gjort begyndte hun og blande sig. Hun var næsten overrasket over, hvordan Luce var gået over fra skræk og rædsel til en skal af tomhed der bare var levet roligt og var gået hen og puttet sig ind til Rafael som var det en helt normal dag.
Hun nikkede enigt i det han fortalte omkring og gå fra et godt liv til et værre mareridt. Det kendte hun jo selv til "Ja, bare se på mit liv dengang du fandt mig efter Rafaels første skader" hun sukkede kort og mærkede en mindre vrede sprede sig i sin krop. Hun drak af sin the og prøvede og slappe af. Hun prøvede og tænke tilbage på den træning hun og Sakref havde haft bare for, at hun kunne kontrolere sin vrede så den ikke gik amok uden videre. Hun smilede stille "Mig og Josh har en veninde som vi har hjulpet meget og hun bor et sikkert sted. Ved ærligtalt ikke hvor da vi aldrig selv er gået hjem til hende, men er på en måde blevet flyttet med vinden derhen. Der må vi være så længe vi vil" Hun smilede roligt. Hun kunne mærke Sean kigge på hende. Hun prøvede stadig med og holde sin vrede under kontrol og få styr på sit liv, men hun følte lidt, at det hele var det rene kaos oven i hendes hoved "Altså Bruce ville gerne tilbage til sin far igen. Det hørte du jo dengang så han kommer tilbage til ham. Har snakket med John og det er helt i orden med ham. Han blev nærmest glad over, at Bruce ville være hos ham. Så jeg tager ham med mig og aflevere ham senere" man kunne godt høre på hendes stemme at det stadig sårede hende, at hendes egen søn ikke ville være hos hende. Bruce havde ikke rigtigt villet snakke med Luce eller noget siden dengang han havde sagt, at han ville tilbage til John. Hun bed sig lidt i læben og fortsatte "Connor bliver hos dig som aftalt medmindre du hellere vil have jeg tager ham til mig igen. Det er sådanset op til dig om du fortsat vil have ham eller ej" hun vidste godt det lød ret hårdt fra en mor og sige sådan noget, men hun havde aldrig rigtigt haft Connor i sine arme. Selv ikke da han var baby. Hun følte sig ikke som en mor for ham, men hun var også ked af, at det var endt som det gjorde. Hun ville inderst inde gerne have, at Connor så hende som sin mor, men det var vel ved og være forsent for dem begge, at indhente. Hun knyttede sine næver kort og fumlede lidt på bordet efter tallerkenen med frugten og kiksene. Hun tog et stykke æble og spiste det.

Han studerede hende. Lyttede til de små ting hun sagde og nikkede let for sig selv, drak afslappet lidt af sin the. Som altid, var det behageligt at snakke med Luce. Han viste ikke hvorfor, men Luce havde aldrig forlagt at han lukkede sig op for hende. Hun havde aldrig forlangt lidt tilbage, som alle andre gjorde. Hun tog det bare som det var. Godt og vel det samme, hun havde jo selv haft millioner af problemer at slås med, men selv da han bad hende om at fortælle ham om Rafaels aktiviteter, havde hun bare smilt og sagt at det skulle hun nok. Hvad skabte denne...loyalitet, denne tillid? Og gik den begge veje? Han var ikke helt sikker. I hvert fald ville han savne at sidde om morgenen og snakke med hende. Som de havde gjort få gange, når han faktisk var hjemme. savne at hive hende med ud på altanen til solnedgangen...Og pludselig følte han sig bekymret for om hun ville klare sig igennem krigen og for hvilken indflydelse Sakref skulle have på hende, om han skulle ødelægge hende...
Han trak vejret dybt og kæmpede i et øjeblik med at rationalisere sine tanker. Det virkede. Han skulle ikke bekymre sig om det! Det var latterligt. Luce styrede selv sit liv og han havde allerede nok kvinder at se efter! Nej. I stedet fremtvang han et lille smil.
"En god mor gør det bedste for sine børn. Hvis Bruces ønske er at leve hos sin far, skal ønsket efterkommes. Men god mor vil også føle smerte ved at skilles fra sine børn, en smerte hun altid vil bære med sig, tavst. Dette er en mors lod" det lød utrolig filosofisk. Men det var hans tanker om moderrollen - noget han havde tænkt meget over, da han aldrig selv havde haft en ordentlig mor...
"At være mor kan både være en velsignelse og en forbandelse. Måske, når Bruce bliver større, kan du forklare ham tingene" Han ville ikke give hende falsk håb. Men han kunne samtidig ikke lade være med at sige det.
"Hvad angår Connor...Vil jeg gerne beholde ham. Han ser ud til at trives her og han er blevet større, mere umulig. Her vil han være i sikkerhed, stol på det" han lod smilet vokse, selv om Luce ikke ville kunne se det. Enhver ville nok sige det var hårdt sagt...Men Sean var tilhænger af at skjule sine følelser og være hård. At vise styrke. Og han beundrede Luce den styrke hun mønstrede lige på det punkt, når han viste hvilke følelser der mon måtte gå amok inde i hende.