It should be ours ~ Sean

Det var mørkt. Stille og mørkt. Et sted i det fjerne kunne råb høres. - Råb af både glæde og sorg. Natten havde sine sider, den ville vise til alle, der var med på at kigge med. Der var ellers stille på gaden. I ny og næ gik diverse væsener forbi den mørke skikkelse, der afslappet havde lænet sig op ad husmuren. Dens kolde, rå facade så ikke just behagelig ud, men den unge kvinde syntes ikke at bemærke det. En hætte var slået op, men man kunne svagt se omridset af det blege ansigt under hættens tunge skygge. Et fornøjet smil havde trukket let i mundvigene, skønt følelser ikke var en uddelt glæde.
Natten havde kun lige fået sin begyndelse. Der summede svageligt af natteaktiviteter i sidegaderne til den lidt større, skyggevæsenet stod ved. Efterhånden som aktiviteten blev skubbet lidt op, summede det af lavmælt samtale omkring hende. Alt fra et nyt væsen i familien til en ny erobring. Dette skyggevæsen håbede inderligt, at det var noget interessant. Et magisk objekt, en spændende eliksir eller noget andet, der ville sætte skub i tingene. Virkeligheden var en anden, da den kvindelige formskifter rødmede. Typisk.
Den unge kvinde var Lucretia Pryde. Hun var det skyggevæsen, der ønskede, hun var mere berygtet. Skyggerne havde sine slangede fangarme tæt omkring hende, gemte hende i skyggerne som et overraskelsesmoment. Det fornøjelige smil spillede let om hendes læber, som en klaverspiller ville lade fingrene danse let over tangenterne. De mørke øjne gled ned ad gaden. Han måtte da snart være her. Sean. Det virkede allerede som en dum vane, at hun ville tilkalde denne mand til en sådan opgave. Diskretionen i beskeden havde været omhyggelig. Ingen navne. Ingen dybdegående informationer. Der var kun omridset af det, Lucretia havde stukket næsen efter denne gang. Hun havde endda bedt ham om at kigge i skyggerne efter hende. Med en hånd trak hun let i kappens hætte, så den blot gled en anelse længere ned. Det sorte hår tittede frem under den mørkegrønne kappe, der til dels kunne forveksles med en sort. Blikket forblev på gadens struktur, hvordan den snoede sig let, til vejen drejede af og blev 'endt' med et hus. Et rødt et af sin slags.

tingene var ikke som de havde været. Folk var bange for de ting der skete under jorden, i kloakkerne, for de ting der skete i gyderne om natten. Det var ikke længere sært at møde et lig på vejen gemmer byen og vagterne stod stadig på bar bund, angående det at finde de skyldige. ingen kunne være sikker længere og sean kendte de fleste af byens hemmeligheder, for han havde ører og øjne over alt...
Denne besked var dumpet ind midt i det hele, en af hans mænd havde givet ham den og han havde læst den. Det kunne til hans fordel, eller en fælde, begge dele var muligt. Men han gjorde jo netop disse ting for spændingen, for at sætte sig liv på spil, så han bekymrede han sig ikke synderligt over, hvorvidt det var det ene eller det andet. Hans mand havde ikke set hvem der havde afleveret beskeden. Måske en der ønskede han skulle klare ne opgave for sig.

Så han var trukket i de sorte vinterstøvler og mørke jeans, en sort kappe med hætte. En hætte, som om gav hans ansigt med mørke, skjulte det pjuskede, mørkebrune hår og de mørke øjne. De fire lange ar der strakte sig over hans ansigt efter hans møde med en nightcan.
Han våben var skjult, så selv ikke det opmærksomme øje så dem.
Og han begav sig ned af gaden, afslappet, uden at have travlt. Hvem der end troede de kunne tilkalde ham som en hund, havde godt af at vide han ikke så denne som den vigtigste. Faktisk dukkede han mest op for nysgerrighedens skyld.
Skyggerne, som natten om noget var fuld af. Skyggerne..han havde en sær fornemmelse af dette og selv om han plejede at følge sin fornemmelse, kunne han ikke placere hvad denne betød. på en måde følte han at han kendte denne person...Måske en skygge fra fortiden. Men igen, var der lidt tvivl om det. Det kunne være hvem som helst, der mente skyggerne var deres gemmested. Det ville han snart finde ud af...