you will never believe this - Sean

Måske var det ikke Seans direkte skyld - men Lori havde formentlig ikke stået i den situation, hvis ikke det var fordi de havde slået op, og var gået hvert til sit. Selv hvis Lori havde mistet kontrollen over sin skikkelse alligevel, havde Sean i det mindste kunne stoppe ham. Men sådan var det. Sket var sket. Man kunne altid være bagklog, men de kunne ikke ændre fortiden. Kun arbejde videre på de ting der var sket, på den ene eller anden måde.

Sean trak vejret dybt og så lidt på Lori.
"Selvfølgelig arbejdede jeg for Natalie og havde nogle ting jeg skulle...Og jeg udfordrede vores forhold til at insistere på at gøre det offentligt. Hvilket halvt var fordi jeg gerne ville vise dig frem, og halvt fordi jeg gerne ville provokere Natalie..."
Sean gned sig hen over øjnene et kort øjeblik, før han en anelse opgivende lod hånden falde ned langs siden igen. Ja, nu sad de jo over for hinanden og var ærlige...De kunne lige så godt få bearbejdet de ting der lå mellem dem. Selv om det ikke stod højest på listen af de ting Seans helst ville.
"Og ja, der var et udefrakommende pres. Fra Natalie, måske nok. Men også generelt fra byens adelige. Jeg var ved at få alle imod mig, fordi jeg åbenlyst gik imod normerne. På den måde kunne jeg ikke ligefrem udnytte mine evner til at gøre hvad jeg ville...Jeg ville potentielt have mistet alt jeg arbejdede på, og Natalie ville have mistet noget også. Det skulle jeg nok have fået at føle. Men det var også af din egen sikkerhed. Fordi situation spidsede til omkring mig, stod du også for skud. Men..."
Han trak lidt på den ene skulder og så opgivende på Lori.
"Hvor meget det er det ene, og hvor meget det er det andet...Det ved jeg ikke. At genfortælle, hvad der dengang syntes at give mening, lyder så hult i dag..." indrømmede han. Det lød som dårlige undskyldninger. I hvert fald ikke som ordentlige forklaringer på hvorfor de ikke kunne blive ved at være sammen. Ikke mere end at Sean havde måtte indpasse sig samfundet igen, og at hvis de aldrig var gået ud offentligt, havde de måske stadig kunne være sammen...
Jaja, så måtte de jo give ham hele skylden. Eller bare komme videre...Apropos fortid og at komme videre.

Sean rejste sig op fra sofaen i en tung bevægelse. Han var træt, det kunne han stadig mærke. Men nu skulle han hjælpe Lori, hvis det da ville hjælpe. Det måtte tiden vise. Men et forsøg kunne de da gøre.
"Godt så..."
Sean så over mod vinduet. Det blev nok ved med at regne lidt. Det betød de i hvert fald ikke kunne tage levende lys med dem. Skidt pyt.
"I al min læsning og søgen efter meninger med alt muligt, har jeg samlet nogle små...anderledes...Måder at gøre tingene på sammen. Det er ikke fordi jeg selv sidder i skoven og lader som om jeg er bedste venner med alle dyrene. Men det er heller ikke det, som det handler om. Og det er ikke relevant om det virker for mig, hvis det bare virker for dig" forklarede han, imens han gik over og samlede vinflasken op. Der var stadig noget i - perfekt. Men at forvente der måske var mad i huset var for meget forlangt. Så vinen måtte være nok.
"Tag noget tøj på. Vi skal udenfor"
Det var ikke så meget et spørgsmål, som en forventning om at selvfølgelig ville Lori med udenfor. Sean smed klædet fra sig over sofaryggen, som han med flasken i hånden begav sig over for at tage sine egne støvler og kappe på igen. Sværdet blev spændt fast om livet på ham. Som altid en betryggende vægt ved hans side.

Da Lori blev klar, åbnede han døren og førte an udenfor. Der var en let støvregn, så det ville de sagtens kunne overleve. Til gengæld var der fuldstændigt mørkt. Kun lyden af regnen mod blade og grene, eller lyden af et dyr der puslede hist og her. Nok til at give kuldegysninger for de fleste. Sean følte sig ikke generet af det. Det var bare naturens lyde.
Forsigtigt, for ikke at falde på en glat sten eller gren, førte han an ind mellem de første par træer. Ikke længere. De kunne trods alt ikke se hvor de gik, og ville derfor heller ikke kunne finde tilbage.
"Godt..."
Han vendte sig om mod Lori. Optimalt havde de fundet et godt sted, måske i lysningen mellem nogle træer, og startet et bål. Men de havde ikke flere dage sammen i en hytte i skoven - de havde kun nu her. Og Sean var allerede ved at fortryde det hele. Han var ingen åndelig og spirituel guide, trods alt.
"Grunden til jeg tror dette kan virke...Selv i mørke og regn, selv om det måske gør det svært at fokusere" Han trak vejret dybt. Hvordan forklarede han bedst sin ide?
"Du er blevet stærkere. Du har udviklet dig. Du er på mange måder blevet en mand, jeg om muligt har endnu større beundring og respekt for. Men du er også stadig dig. Hvor jeg altid har lukket af for mine følelser, fordi jeg ikke ved hvordan jeg håndterer dem, har du altid virket som om du har omfavnet dem og levet med dem. Du forstår folk anderledes af den grund, og jeg føler tit du har mere indsigt i hvordan jeg har det, end jeg selv gør. Den side af dig er ikke en svaghed, selv om de to sider af dig måske er i ubalance. Selv om dine følelser og medfølelse måske giver dig mareridt og dårlig samvittighed.
Der findes en del naturreligioner. Jeg er ikke religiøs. Men en del af deres spirituelle virke er ideen om at alt er forbundet. Vores alles energi er forbundet. Forbundet med fortiden, nutiden og fremtiden. Forbundet mellem levende og døde. Forfædre, nulevende og kommende generationer. Alt er cyklisk. Og vi kan alle forbinde os til denne energi. Vi skal bare være åbne..."
Sean holdt en kort pause. Det lød...Ikke som noget han selv gad. Og det var også kun et forsøg. Men måske Lori, med hans normale forbindelse til sine følelser og empatiske side, kunne finde en mening med det. Kunne åbne op for...Alt det her.
"Jeg siger ikke du skal sætte dig på jorden og pludselig mærker du alt muligt. Men...Vi kan sagtens låne konceptet. Vi kan sagtens tænke...At energierne stadig er rundt om os og er forbundet. Og i så fald er de døde her også. Hvis vi beder dem om det. Beder dem om at komme og lytte. Og bagefter takker og beder om tilgivelse med det bedste vi har...Som jo så er vinen. Er du villig til at prøve?"
Eller stod de bare i regnen for ingen verdens nytte?
Nej. Han måtte leve sig ind i det, hvis Lori var villig til at give det et forsøg. Det ville næppe fjerne hans mareridt og følelser. Men måske det et eller andet sted kunne give en smule ro. En følelse af at han trods alt havde prøvet at give en undskyldning.
"Og lad være med at grine af mig. Det er et forslag, og jeg har aldrig prøvet det før" understregede han en anelse mere nøgternt.

Det var tydeligt at Lori lyttede til hvad Sean fortalte. Hans blik hvilede på ham, og han sagde eller gjorde ikke noget imens han... lyttede bare.
Selvom de fleste nok ville blive fornærmede.. sårede over de ting sad og sagde. Og jo, der var da en lille del af ham, der måske blev trykket lidt af, at Sean indrømmede, at en del af hvorfor de var blevet officielle, var fordi Sean ville provokere Natalie.
Men han blev ikke så såret over det, som han måske var blevet engang. I den tid de havde været væk fra hinanden, og særligt mens Lori havde været alene, havde han haft meget tid til at tænke over hvorfor tingene gik som de gjorde.
Sandheden var, at Natalie aldrig havde kidnapper Lori hvis ikke hun var blevet provokeret. Selv hvis hun havde kendt til Sean og Loris forhold, så havde hun nok ikke reageret på det, hvis ikke de havde været så naive og tro, at de kunne te sig som de ville uden konsekvenser.
Så da Sean sagde at det hele ville lyder hult, hvis han skulle forklare en masse.
Lori smilede roligt.
"Der er heller ikke noget at forklare Sean.. tingene gik som de gik. Og det er for sent at lave om på det.." lød det, med et træk på skuldrene.

Lori så nærmest helt forbavset på Sean da manden pludselig rejste sig, og ligefrem beordrede Lori om at få tøj på, og udenfor.
Hvorfor i alverden skulle de udenfor.
Lori gjorde dog som der blev sagt. Og inden længe var de udenfor i regnen. Heldigvis havde den stillet af, og var i stedet blevet til støvregn. Han lyttede til Sean. Talte Sean om meditation?
Lori havde hørt meget om det, overvejt det før han men nu.. det virkede så.. nemt.
Han lyttede dog stadig til Sean. Måske han havde ret. Måske kunne det lade sig gøre.

"Det du taler om lyder som.. meditation.. og jeg tror jeg forstår ideen" han kunne ikke lade vær med at grine, trods Sean lige havde sagt han ikke måtte, men det var nu nærmere den sætning der fik ham til det.
Han bed sig lidt i læben og så undskyldende på Sean.
"Undskyld Sean.. jeg tror jeg forstår hvad du mener.. og jeg skal nok give det et forsøg"
Han rykkede sig list, forsigtig for ikke at falde over et eller andet.
Han lukkede øjnene, og prøvede bare at fokusere.

I starten føltes det svært, særligt når han vidste at Sean stod lige ved siden af, måske endda ventede lidt op at der ville ske noget. Men efter lidt, begynde det at blive nemmere at lukke den del ude. Og han begynde nærmere at fokusere på lydene. Den stille regn støvregn der gjorde alting vådt, fik dråber til at falde fra bladende. Og pludselig blev lyden af Seans vejrtrækning tydligere, men ikke på denne her irriterede "Du forstyrre min koncentration" måde, men nærmere noget der beroligede ham.
Der dryppede dråber ned fra hans hår, der efterhånden var blevet vådt, takket være den konstante støvregn, der efterhånden havde gjordt dem begge våde.
Særligt Lori, der kun havde begivet sig ud, iført sine bukser, støvler og en skjorte.
Ham havde ikke fundet jakken nødvendig, da ham regnede med de ikke ligefrem skulle bruge lang tid har ude.

Dog virkede det ikke til at der skete ret meget.
"Hvad præcis er det jeg skal forsøge?.." lød det pludselig lavmælet fra ham. Det var svært at få noget til at ske, hvis ikke han vidste HVAD han skulle gøre. Hvordan skulle han få kontakten til disse.. ofre.

Det var svært at se Seans svage smil i mørket, og måske netop hvordan smilet signalerede at han var så tæt på bare at gå indenfor igen...Ja, det her var fjollet. Meditation?
Det var nok sandt der fandtes mange former for meditation. Men han følte selv at det var mere end bare at tomme hovedet. Det var at...Ja, altså i teorien...At åbne op for energierne omkring sig. Hvilket man selvfølgelig ikke bare lige gjorde, fordi man havde lyst. I virkeligheden handlede det nok om virkelig at være tilstede i nuet. Som Lori gjorde - slappe af og lade omgivelserne sive ind. Være en del af sine omgivelser.

Sean havde nu heller ikke tænkt Lori bare skulle kaste sig ud i det, uden et ord. Der var lidt mere til det.
Så i stedet stillede Sean sig så han stod solidt, vendte håndfladerne lidt ud som tegn på at han var mere åben, og lukkede selv sine øjne. Han trak vejret dybt, og prøvede selv at omfavne deres omgivelser. Selv om en svag stemme bagerst i hans hoved blev ved med at messe at det her var...åndssvagt. Men det var for Loris skyld, og han havde selv foreslået det.
Hvad havde der stået i de tekster han havde læst? Hvad havde folk fortalt ham om deres måder at gøre tingene på? Han havde kun hørt om tingene, aldrig selv gjort dem.
"Øh...Vi tilkalder sjælene og energier fra de folk, der i sin tid har måtte lade livet, efter at Lori har mistet sin kontrol som dæmon. Vi beder til I vil slutter jer til os, og være sammen med os i dette øjeblik, på dette sted. Prøv at forestille dig de er her med os, at føle energien af at være omringet af alle dem, du føler skyld over at have skadet eller dræbt i sin tid"
Sean halvt snakkede til omgivelserne, og halvt til Lori.
"Jeg tror det er lidt som at være i byen. følelsen af at være omringet af folk. Se dem for dig, så godt du kan" bemærkede han, i et forsøg på at leve Lori ind i følelsen. Kunne Sean selv mærke noget? Naaah. Det var også ligegyldigt.
"Når du har gjort dit bedste, så vær ikke bange for dine følelser og tanker. Lad dem komme, lad dem flyve rundt og prøv at være i dem. Acceptere dem. Det er lige meget om du græder eller har behov for at skrige. Men luk dem ud. Eller stå stille med dem, hvis det føles rigtigt. Og sig de ting, du gerne ville sige til dem"
Sean åbnede svagt sine øjne. Det var svært at se noget i mørket, men han var lidt spændt på om Lori kunne dette her. Det var vel en slags...Terapi? Og alt for følelsespladder til ham selv. Igen og igen måtte han minde sig selv om at det var for Lori - men Sean blev ret hurtigt enig med sig selv om at han aldrig ville prøve denne her slags igen. Hvor havde han også lige fået den ide fra?
Forhåbentlig lod Lori sig ikke mærke med hans egen skeptiske tilgang til det.
Men måske det hele ville give mening for Lori. Eller også ville de havde prøvet noget nyt, og fundet af det måske ikke virkede. Der var jo egentlig også den normale måde at gøre tingene på - drikke sig fuld, snakke ud og glemme alt til dagen efter.

Nu var det jo ikke fordi, at han havde regnet et mes mirakler, eller at der ville begynde at svæve tryllestøv rundt omkring dem.
Men måske hvade han været lidt naiv, og ikke tænkt, at det ville være SÅ svært. Trods han havde lukket det meste ude, og kun høre skovens lyde, regnen, og Seans vejrtrækning, så følte han stadig lidt, at han ledte i blinde.
Dog brød Sesns stemme tavsheden, men på en behagelig måde. På en måde, så Lori stadig kunne forblive i den rolige tilstand han var I.

Så det han skulle, var at tænkte på dem han havde sået eller slået ihjel. Der var så mange! Og havde han virkelig dårlig samvittighed over dem alle? Nu han stod her og skulle fokusere, kunne han knapt nok huske ansigterne på ret mange af dem. Kunne man have dårlig samvittighed over at slå en person, man ikke engang kunne huske ansigtet på ihjel?
Der dukkede dog et meget bestemt ansigtet op, for hans indre øje. En der gik hans nævner til at knytte sig, og kæben til at spænde. Var det i virkeligheden ham han havde dårlig samvittighed overfor?
Selvfølgelig var det, det! Det var blandt andet denne mand der hjemsøgte Loris drømme, men han var aldrig alene. For sammen med ham, var der 2 til.
2 små skikkelser som han aldrig ville glemme.

Loris vejrtrækning blev ustabil. Ustabil, som inden man var tæt på enden at græde eller råbe i frustration. Han bed sig i læben. Mest af alt havde han lyst til at stoppe det hele nu! Var dette endnu et af hans mareridt? Var han i virkeligheden faldet i søvn, og alt det her, var en del af alle de mareridt han havde?
Hans krop skælvede, sikkert mest fordi den efterhånden var kold af at stå i regnen, kun iført en skjorte, men også fordi den var i alamredskam. Klar til at flygte hvis det blev nødvendigt.
Men.. noget ved det her mareridt føltes anderledes!
Normalt ville han genleve hændelsen, eller også ville de 3 skikkelser jage ham. Men denne gang.. stod de der bare.
En mand.. med hans 2 små piger...
Den ene på måske en 11-12 år, og den anden.... der måske lige var fyldt 5 år. Lori havde aldrig før, og aldrig siden taget et barns liv.

"Jeg...." Det var en lav stemme der kom fra ham. Hvad skulle han overhoved sige?
'Jeg er ked af jeg slog jer ihjel?' Det lød så hult.. så uægte.
Han sank en klump.
"En undskyldning vil aldrig kunne rette op på det jeg har gjort... og den vil ikke bringe jer tilbage...det jeg gjorde mod jer, var utilgiveligt.. men.. alligevel.. beder jeg til, at I alligevel en dag, vil kunne tilgive det jeg har gjort"
Han havde i virkeligheden meget mere at sige. Meget mere han ville undskylde for, fortælle hvor ked af det han var.. men hvad ville det nytte? Han ville kunne stå her i flere timer.. og han ville nok stadig ikke ha sagt alt det han ønskede.

En underlig ro faldt over ham, som om der alligevel skete noget. I hvertfald så han for første gang de 3 personer.. smile? Og inden længe forsvandt de for hans inde syn. Hvad betød det? At han var tilgivet? Eller..?
Han åbnede øjnene pludselig derefter. Og så nærmest forvirret rundt, som havde han regnet med at de pludselig ville stå for hans rigtige blik?

Han vende blikket mod Sean, skønt det var svært at se ret meget.
Han slog armene om sig selv, som om hans krop pludselig blev noget mere opmærksom på kulden, nu han ikke var midt i en meditation.
"Jeg.. jeg ved virkelig ikke om det virkede... men tak Sean" sagde han med en mildt latter I stemmen, men samtidig også et snært af en skælven.
Måske havde det virket, måske ikke, men i hvertfald, så var det rart, at nogle faktisk gjorde noget der at hjælpe.
Lori så tilbage mod hytten, og atter mod Sean.
"Jeg tror der er nogle flere flasker vin i hytte.. hvad siger du til en gang gløg?" Grinte han lidt mens han gned sine hænder op og ned af sine overarme for at holde lidt på varmen.

Han gav Lori tid. Tid til bare at føle, og tid til at finde de ord han måske ville sige. Lod Lori bestemme hvornår de var færdige herude. Selv generede regnen ham ikke så meget, i hans vandtætte støvler og kappe. Dog dryppede det også fra hans eget hår og ned over hans nakke og ansigt. Han tørrede et par dråber af, der truede med at trille ned i øjnene på ham.
Han smilte let ved Loris tak. Havde det virket, eller havde det kunne bruges til bare et eller andet? Måske. Måske ikke. Var det noget han kunne tillade sig at spørge ind til?
Det følte han ikke. Det var personligt.
Og måske...En lille smule...Var han langt mere ivrig efter at komme indenfor igen. Til noget langt mere normalt.
Han nikkede kort, men velvidende Lori måske ikke kunne se det, svarede han også.
"Lad os"

Alligevel holdt det ham ikke fra at hive Lori ind i et kram først. Bare lige hurtigt...Inden de gik indenfor, og alt netop ville være normalt...Kunne han tillade sig denne ellers lidt intime handling. Ikke fordi den behøvede betyde noget, andet end støtte. Andet end sikre Loris skælven ikke var for andet end kulden omkring dem.
Hvis Lori tillod det.

Sean holdt flasken ud, vendte bunden i vejret og tømte den. Vinen lød som regnen der ramte jorden.
"Og med det...Må vi hellere sige tak. Tak fordi vi måtte kalde på jer, og tak fordi I mødte op. Må I komme godt videre....Nu kan vi gå ind"
Det havde været en del af ritualet at udføre et offer og sige tak, eller slutte af på en eller anden måde. Så det havde han gjort. Den tomme flaske tog han med ind igen.

Indenfor trak han de våde støvler af, og hang den våde kappe op. Han var væsentlig mere tør end Lori, selv om noget af hans busker stadig var våde og vandet dryppede fra hans hår.
"Lad mig...Jeg er ikke helt tabt bag en vogn i et køkken. Jeg kan da finde ud af at varme ting" bemærkede han, og med en gestus spurgte ind til hvor vinen var, så han kunne varme den op.

Imellem alt det her, regn, snakken med ånder og den intense skælven, var det sidste han havde regnet med nok.. at blive hevet ind i et kram.
Hand krop stivnede på det nærmeste, og han nåede nærmest ikke engang at reagere på det, før Sean havde trukket sig væk igen. Ikke mere end at for få sekunder, mærkede han den velkendte varme, og den velkendte tryghed der altid havde været i Seans arme.

Han blev rystet ud af det hele, da Sean takkede ånderne for deres deltagelse, og vende bunden i vejret på vinen.
Han rømmede sig lidt. Lidt som om han ikke vidste helt hvad han skulle sige. Der var nok ikke så meget mere at sige.

Lori fulgte med ind, han sluttede sig stadig, og søgte instinktivt over til pejsen, hvor han først smed et par stykker brænde mere på. Han slog armene om sig selv endnu en gang. Hans skjorte dryppede på gulvet under ham. Måske skulle han tage den af, det kunne jo ikke gøre meget skade. De havde set hinanden uden tøj på flere gange, og ser var bare en skjorte.
Han tog fat om bunden af skjorten og trak den af, og afslørede dermed den trænere krop. Det var dog ikke kun muskelmassen der var vokset hos ham, men også antallet af ar. Ikke nogle voldsomme, blot nogle få små ar. De to største ar han havde, var stadig det i hans side, fra den gang han havde fået hjælp fra Sean.
Og så det i skulderen! Efter Razor.
Skjorten blev hængt over en stolryg. Hans blik gled over på Sean da han nævnte at han godt kunne varme vinen.
"Vinen står der ude" sagde han og pegede med en små rystende hånd mod en dør, ud til et lille pulterkammer.
Det var der ude, forrådet normalt stod, men eftersom at Lori ikke havde været der i årevis, var der ikke meget mere end vin, og er par enkelte flasker rom tilbage.
I virkeligheden et under, at ingen havde rippe stedet her for alt, under hungersnøden.
Men igen.. hytten lå i skoven, og der var nok ikke mange der begav dig her ud, midt under naturkatastroferne.

Lori gik over til sin taske for at kigge efter en tør skjorte.. men det var selvfølgelig ikke en af de ting han havde været klog nok til at pakke. Dog fandt han en lun cardigan, som han trak på. Den tog det værste af kulden, men efterlod dog hans mave og bryst blottet.
Men det var bedre end ingenting. Han fandt pejsen igen, og forsøgte at få varmen på den måde. Det hjalp lidt, men hans muskler var blevet kolde, og det var svært egentlig at få varmen.

Dog som han stod der, og kiggede æidt ind i flammerne, fik han egentlig tænkt over det der var sket uden for. Måske han skulle dele det med Sean? Sean var jo nok den der bedst ville kunne forstå?
Han stod lidt mens Sean varmede vinen op.
"Det var en far jeg så" kom det pludselig fra ham.
Lori skuttede sig lidt, både på grund af kulden, men også fordi det var ubehageligt at snakke om. Men han følte han var nød til det. Også for at lukke det.

"Under en af mine sidste anfald.. dræbte jeg ham" han gned en hænder over sin mund, næsten som om han fik kvalme bare af at tale om det, og det gjorde han på sin vis også.
"Men ikke før jeg havde tvunget ham til at se på... mens jeg dræbte hans 2 så piger.." han sank en gang.
"Det værste var at jeg i øjeblikket.. nød det.. jeg nød at se ham blive pint, nød at høre ham tigge mig og at lade vær, mens han græd.. men det allerværste er.. at jeg stadig kan huske den nydelse min dæmoniske side fik af det"
En tår løb ned af Loris kind, blot en enkelt dråbe, som var den undsluppet murene der ellers holde tårene tilbage. Lori god en hånd op til sin kind, nærmest forbavset over dråben.
Det var første gange i meget lang tid han havde grædt. Og faktisk var han kommet helt i tvivl, om han overhoved havde døden evne mere! Men det havde han altså?
I en bestemt bevægelse tørrede han den væk fra sin kind. Som om den var en skammelig plet i hans ansigt. Han ville ikke græde mere! Han havde lovet sig selv, at han ikke længere ville være så svag! Og at græde var en svaghed! Havde Sean ikke selv ofte sagt til Lori, at han var for skrøbelig? For menneskelig? Han var en dæmon, og dæmoner stod ikke og flabede over nogle enkelte døde mennesker.

Sean fandt vej ud i pulterkammeret og tog en flaske vin og rom med ind. Nu havde han så ikke lavet varm vin så ofte...Eller drukket det særlig meget selv...Men til at starte med kunne han i hvert fald varme den op, og måske tilføje en smule rom for den ekstra krydrede smag. Han fandt en gammel slidt gryde og satte på brændeovnen, før han med et 'plop' trak proppen fri af vinen og hældte den op. Derefter kom der en sjat rom oveni. Han kiggede om der var andre krydderier i køkkenet, men opgav ret hurtigt. Det måtte blive som det var.
Lori havde altid været...øh...Madelskeren...menneske-mad-elskeren, i hvert fald, af de to.

Som Sean vendte sig og gik tilbage til stue-delen af hytten, stod Lori i sin cardigan. Hvilket Sean i sit stille sind ikke var så ked af. Omend Lori lignede en der frøs en del.
Og det ville Sean også ende med. Så han tog også et valg, og fjernede sine bukser, så han kun stod i sine underbukser. Den yderste trøje kom også af, så han kun havde undertrøje på. Tøjet blev pænt hæng op over ledige ryglæn eller kanter, før han gik over ved siden af Lori for at holde varmen. Han havde stille lyttet imens.
Det var svært. Svært, når Sean godt kunne dræbe hvem som helst, uden disse kvaler. Men selv om det var nemt at holde ud for Sean, var det jo ikke det for Lori. Og det betød noget for Lori.
Så for en stund stod han bare der i stilhed, mens Lori fik muligheden for at tale ud. Han rykkede sig heller ikke, selv om han godt fornemmede tåren og den måde den blev fjernet.
Hvad skulle han overhoved sige? Eller gøre? Som ikke krydsede en grænse i deres nuværende relation? Uanset om det så var venskab eller mindre end det. Der var intet han hellere ville end holde Lori i et stort kram. Og give ham et kys.
Men selv Sean havde hørt om udnyttelse, når folk havde et svagt øjeblik. Og det ville næppe styrke deres venskab at være den type.
"Har du det lidt bedre nu?" spurgte han lavmælt, i mangel på andet at kunne sige i situationen.

Det var jo ikke ligefrem fordi dette skulle have endt med at være en sentimental stund. Han vende blikket kort mod Sean da han pludselig spurgte om Lori havde det bedre nu.
Nogle ville nok hvade ventet mere, en eller anden lang take, nogle trøstende ord, et kram, eller noget andet. Men faktisk... var det en befrielse, at Sean undlod dette.
Et smalt smil bredte sig på Loris læber, han lagde armene over kors, igen for at holde mest muligt på kropsvarmem.

"Det får jeg" konstaterede han blot.
Jo han kunne mærke at det havde lettet lidt, alt hvad de var sket her til aften, men han var ikke naiv, han regnede ikke med, at det hele ville blive godt, på ingen tid.
Men med tiden skulle det forhåbentlig nok blive bedre.
Måske kunne der også være Sean rolighed omkring det hele, der gjorde at han blev mere.. afslappet omkring det, hvem ved?

Lori stod stille og nød varmen, og det måske egentlig først nu, det gik op for ham hvor lidt Sean var klædt på. Og han kunne da heller ikke dy sig fra et lille kig. Det var vel heller ikke forbudt? Altså, når en flot mand som Sean stod der kun iført undertøj, var det vel de færreste der undlod at kigge?
Dog fortid han det hurtigt igen. For det bagtte minder frem fra de stunder de havde haft. Stunder under dynerne, bord borde, stole, tja.. nærmest alt de havde kunne gøre det i eller op af. Men hey, man kunne vel ikke bebrejde to incubus for at være seksuelle væsner, hvis lyst måske var lidt større end så mange andres? Hans tanker kom også tilbage til deres sidste møde, hvor Sean ligefrem spurgte om Lori havde savnet pladsen ovenpå Sean.

Havde han været en kende mere i sine følelsers vold, havde han måske rødmet, og jo jan blev faktisk lidt varm i ansigtet, ikke at det ville være noget man som sådan kunne se I det dunkle lys. Hans ansigt var jo I forvejen lyst op i en varm farve fra ilden.
Han bed sig en smule I underlæben, han burde ikke stå med så lystige tanker på dette tidspunkt. Han rømmede sig lidt, og så tilbage mod køkkenet. Mon gløggen snart var klar? Han kunne godt bruge noget med procenter i. Bare for at slippe tankerne lidt.

Det var måske lidt af en succeshistorie, at to incubi kunne være i hinandens selskab, uden at kaste sig over hinanden som frådende tigere. Eller alt der bevægede sig, et eller andet sted. Sean havde for længst lært at kontrollere den del af sig selv - han havde opnået en kontrol, der gjorde han kunne have en mere speciel smag af mad. Visse typer, der tiltrak ham mere end andre. Selvfølgelig alt efter hans humør. Nogle gange ønskede man bare nem mad.
Men for to incubi, der i virkeligheden bare gerne ville smide resten af tøjet og gå over til sengen - eller bare stå hvor de var - var det lidt af en opnåelse.
Noget et bestemt menneske sikkert ville have noget at sige om, hvis han var der.

Sean nikkede let, før han vendte sig. Han gik over og så ned i gryden, før han fandt en grydeske frem fra en skuffe, så han kunne røre i den. Lidt endnu, så ville den nok være tilpas varm. Også uden alkoholen fordampede helt. Sean vendte tilbage til køkkenet og fandt to krus frem. Stilheden generede ham, men han vidste heller ikke hvad han skulle sige. For ikke at tale om han ikke ville bryde stilheden, hvis Lori nu stod og nød den.

Til sidst hældte han noget vin op i begge krus. En let duft af varm vin havde spredt sig i hytten, og bragte en stemning af yule med sig. De var ikke de første er tænkte varm vin ville varme godt når man var kold, trods alt.
Sean gik over med begge krus og rakte det ene til Lori. Det var fint at få noget at sove på. Sean var ikke sikker på han kunne sove overhoved, på trods af hans træthed i starten.
Han tog en forsigtig tår af den varme vin. Det var ikke det bedste han havde smagt, men det var fint nok. Varmen spredte sig, kombineret med den naturlige varme fra indtagelse af alkohol. Han trak vejret dybt. Lige i dette øjeblik var det næsten lige så beroligende som at drikke en kop the.
"Jeg har også slået et barn ihjel"
Var det en trøst? Nej. Og Lori ville nok hade ham efter denne historie. Men for en gangs skyld virkede det naturligt at...Fortælle noget. Selv om det måske gav en større afstand mellem dem bagefter.
Sean så ned i vinen et øjeblik, som han samlede sig om historien. Prøvede at finde de rigtige ord til at udtrykke den. Og fortrød faktisk allerede han havde sagt noget.
"Måske er det bedre at vente med min historie til en anden gang. Du har haft en hård aften. Lad os drikke vores vin og få lidt søvn" bemærkede han i stedet afværgende.
Hvis Lori oven på alt dette også skulle forholde sig til Seans dystre historie - og til det nye had eller vrede der nok ville komme i forlængelse af den, eller måske mere bare ren foragt - så var det bedre at vente. Det kunne også sætte missionen i fare.
Han skulle slet ikke have sagt noget. Hvorfor dummede han sig sådan her til aften? Træthed. Det måtte være det.
Han vendte sig lidt væk, som for at understrege sine ord, men han havde ikke andet at sætte sig til, der kunne virke som en naturligt stopper for samtalen.

På en måde var det rart ned denne stilhed. Han var jo vant til den. Han havde ikke ligefrem en masse folk omkring sig, der børd den. Kun Trott, når han besluttede sig for at besøge huset. Men det der var med Trott var, at enden snakkede han løs i et væk, om alle hans opdagelser, tanker og studere, en gang i mellem så meget at man knapt kunne følge med, eller at man var mød til bare at nikke og ryste på hovedet på de rette tidspunkter.
Og andre gange, var manden nærmest UMULIG at få et ord ud af, fordi han sad midt i et eller andet spændende.
Men til dagligt var han vant til det.
Men ikke sammen med Sean.. det var sjældent de var stille sammen, og når de havde været det, havde det typisk været når Sean skulle gennemlæse og underskrive vigtige dokumenter, mens Lori havde givet sig i kast med en af Seans mange bøger. Eller hvis de blot nød en stille stund, efter de f.eks havde haft en hyggelig stund. Men ellers.. så havde altid noget at snakke om.
Så denne pludselige stilhed virkede... fjern og uigenkaldelig mellem dem.

Lori tog imod kruset da Sean kom ind, og efter en let pusten over krusets væske, tog han en tår. Drikkelsen manglede nogle ting, før den kunnes rigtig gløg, men det gik an. Hans blik søgte op mod Sean, da han pludselig indrømmede at Sean også havde slået et barn ihjel.
Han var glad for at stilheden blev brudt, men han havde ikke regnet med at det lige var det emne, der skulle bryde den.
Og på en måde forvirrede det Lori lidt. Han kende til dele af Seans fortid, og han vidste at Sean altid havde haft et andet syn på det at slå ihjel, end Lori havde.
Sean havde endda taget Lori med ud en aften, blot for at vise ham, at han var typen der slog ihjel for sjov.
Og uden at det skulle lyde ondt eller noget. Så ville det ikke komme bag på ham, hvis Sean havde ramt et barn eller to i processen.

Dog fornemmede han, at Sean begynde at trække i land. Fortrød han at han havde sagt noget?
Lori trak på skuldrene, "Nu er vi jo i gang, så kan vi lige så godt fortsætte" sagde han med et overraskende overskud i stemmen.
Sean kunne sikkert sige mange ting, der kunne forarge Lori. Men så igen.. hvis Lori skulle blive skræmt og forarget over Sean.. så var det sikkert sket for længe siden.

Lori så over mod sofaen, og i en måske æidt kommenderende bevægelse, rakte han Sdan sit glat, inden han gik hen og greb fat i den ene ende af sofaen, og trak den tættere på pejsen.
De kunne lige så godt sidde ned, mens de blev varme. Lori tog sit glas, og satte sig ned i sofaen. Med fødderne oppe, så benene var bukkede foran ham. Han gjorde en gestus til Sean.
"Hvis ingen af os alligevel kommer til at sove, kan vi lige så godt tale sammen" sagde han så

Han holdt glasset, mens Lori skubbede rundt med sofaen. Normalt ville man være to der hjalp hinanden - men ud over alle sofaer ikke var lige tunge, betød det heller ikke så meget for en dæmon. De var trods alt fysisk stærkere end de fleste.
Han gav glasset tilbage bagefter, før han selv satte sig tungt i sofaen. Hvis han absolut åbne sig lidt og fortælle noget, hvorfor så lige starte med denne historie?
Fordi de næsten havde snakket om det tidligere. I forhold til ritualet.
Sean trak vejret dybt. Han vidste han kunne få sin vilje - han kunne bare lade være og skifte emne, eller fortælle noget helt andet. Han vidste også dette potentielt kunne være skadeligt for deres fælles mission...Og endnu værre, for det potentielle venskab der var opstået imellem dem igen. Det var i hvert fald sådan Sean havde det. Han havde savnet Loris selskab. Og måske netop den tryghed havde fået ham til at tale over sig et øjeblik.
Nu havde Lori også kun brugt et par år på at lære Sean at åbne op...For derefter at de havde en pause på nogle 3 år...Og nu sad de her.
"Du vil nok hade mig for det. Så for missionens skyld...Selv hvis du hader mig, kan jeg aldrig få en mellemand til at være vores kontakt. Vi må fortsætte missionen bagefter" prøvede han at gøre klart. Måske hvis han følte at han ikke tabte noget? Ikke sådan...Professionelt...I hvert fald?
Men det nyttede ikke noget. Hvis Lori blev vred og skuffet, og ikke ville fortsætte arbejdet, kunne Seans ord alligevel ikke ændre mandens vilje.

Alt skreg i ham om at det var en dårlig ide. Og derfor var han stille længe. Til sidst tog han en stor tår, mens han stirrede ind i pejsen foran dem. Han følte sig anspændt.
"Det er den sidste del af ritualet jeg ikke fortalte dig om. Der er forskellige udlægninger om hvordan det kan udføres - og hvornår det virker stærkest. Se...Jeg fandt først bagefter ud af man kunne have nøjedes med lidt frisk blod. Men der var det for sent..."
Han så ned i sin vin. Han havde kæmpet med sit valg i mange år, til han egentlig bare havde fortrængt det og fortsat sit liv. Det var også blevet nemmere når Nepthys ikke var i nærheden. Ikke stod, som et bevis for de ting han havde gjort, klar til at minde ham om det og påpege hans skyld. Selv om hun alligevel efter flere år også var vendt tilbage, i hvert fald for en stund.
"Andre versioner siger du skal...Ofre...Den person du holder mest af. Og det passede med jeg fået et ellers uønsket barn med Nephtys den gang...Mig og alle mine børn?"
Det sidste var sagt lidt som en joke, men det kom slet ikke ud sådan. Tværtimod lød han vred på sig selv.
Han kunne lige så godt gøre det hurtigt og se hvad der skete. Han havde efterhånden snakket så langsomt, at han havde tid til at forberede sig på Loris reaktion. Med Seans klare forventning om vrede, skyldspålæggelse, forargelse, skuffelse og alt der imellem. Og på at få sine bukser hurtigt på og forlade hytten i en fart.
"Så...Jeg ofrede mit barn. Til gengæld for et løfte om magt, og en stærkere dæmonskikkelse. Selv om jeg ikke hader at være archdemon, hader jeg mig selv for ikke at have undersøgt det bedre, før jeg gjorde det. Der...Der var ingen grund til...Det"
Hvis det overhoved var muligt, tømte Sean resten af sit glas, og ignorerede den brændende fornemmelse af for varm væske igennem sit svælg. Han havde brug for alkoholen. Han var slet ikke fuld nok til at håndtere det her.

Lori så til mens Sean satte sig. Hans blik hvilede på manden, mest fordi, han faktisk kunne fornemme at Sean ikke var som han plejede! Manden udstrålende en tydelig ubehag, og Lori fik nærmest dårligt samvittighed over at gibe emnet alligevel. Sjældent, og måske aldrig havde han set så meget, og så tydelig en ubehag hos Sean.

Lori lyttede opmærksomt da Sean begynde at tale.
Han undrede sig over, at Sean pludselig nævnte deres mission, og at den måtte bestå, selv efter Sean havde fortalt dette? Okay.. hvor slemt kunne det være? Hvad kunne han fortætte der ville få Lori til bare at melde sig ud af opgaven.
Ja Sean havde dræbt et barn, men altså.. det havde Lori jo egentlig regnet med.

Lori så undrende ud, da Sean begynde at tale om ritualet, og at der var flere vinkler på hvordan den sidste ingridiens kunne forstås. Han sad med et lyttende og mærksomt udtryk.
Udtrykket ændrede sig dog langsomt, og blev langt mere chokeret at se på.
Okay... en ting var at dræbe et barn i effekt men... at ofre sit eget barn. Han havde altid godt vidst, at Sean ville gøre meget for magt men... Han havde ikke ligefrem reget med det her.
Han rykkede sig lidt i sofaen, så han i stedet sad normalt. Som kunne han ikke holde ud og se på Sean lige nu. Og det var der måske også en lille del af ham der ikke kunne. Han sad og så frem for sig, med et stadig lige så chokeret udtryk.

Dog blev det mere normalt, hvis man kunne kalde det. Han kørte sit krus lidt rundt I hænderne, inden han tog en STOR slurk. Ham havde ikke været klar på den historie. Men jo mere han tænkte over det, jo mere blev han i tvivl om hvad det var der chokerede ham.
For i virkeligheden  havde han lidt siddet og ventet en historie om at Sean havde tortureret et eller andet barn.
Selvfølgelig var det voldsomt det her. Og chokerende. Men pludselig kunne Lori ikke helt lade vær med at tænke, at barnet trods alt, var dræbt hurtigt, og ikke langsomt og smertefuldt. Og det skræmte også Lori lidt, at han var begyndt at tænke på den måde! Men det var man på sin måde nød til, når man levede i en verden son denne, og man oven i købet, selv var dæmon. Desuden kunne han se på Sean at dette gjorde ondt! At han anrede. Der var jo netop også en gyld til at Sean aldrig havde fortalt Lori om det.

Lori rømmede sig lidt, fordi det virkede til at hans stemme lige skulle kikstartes.
Han så lidt ned i hans krus.
"Det må havde været forfærdeligt, at finde ud af det ikke var nødvendigt " konstaterede han med en rolig, men dog lavmælet  stemme. Endnu engang måtte han rømme sig. Han fik taget sig sammen og kigget på Sean. Hvilket egentlig var latterligt, det var jo ikke fordi Sean pludselig havde ændret udseende, og nu lignede et monster. Det var stadig Sean.
"Jeg kan forstille mig at det er ved at være længe siden?"
Endelig vende Lori sig om, og satte sig ordenligt op i sofaen, dog med fronten mod Sean igen.
På den ene side, var han virkelig forarget, og chokeret  over det. Men så igen.. det ændrede jo ikke på Sean. Han havde ikke været på denne måde, uden de ting han havde oplevet eller gjort. Præcis ligesom Lori. Og det her var sket længe inden Lori lærte Sean at kende.
Og Lori havde altid sat en ære i, ikke at dømme folk på deres fortid, og på hvad de havde gjort tidliger i deres liv.

Lori sad lidt, inden han til sidst rakte hånden over, for at lægge den på Sesns hånd. Han havde mange spørgsmål, der var meget der undrede ham, men.. måske var det ikke det, Sean havde brug for, at skulle tale mere i dybden med det. Måske havde han nærmere brug for, at det bare blev sagt, og derefter glemt.
"Tak fordi du fortalte mig det..  det må have været svært" Hvis Lori tænke på, hvor svært han selv havde fundet det, og det her var jo egentlig meget værre. Men.. det var også fortid nu! Og de kunne ikke blive ved med at leve i deres fortid.
Lori havde selv gjort det! Alt for længe. Skammet sig over de ting han havde gjort, eller de ting som Lorikan delen havde gjort. Men I virkeligheden nyttede det ikke noget.

Hånden der lå mod Seans, kærtegnede ham over håndryggen.
"Vi har alle sammen ting i vores fortid som vi fortryder,  ting der hjemsøger os, på den ene eller anden måde... men din fortid er fortid. Du bliver jo ikke pludselig en anden person end den jeg kender, blot fordi du har gjort noget forfærdeligt i din fortid" Lori tak lidt på skuldrene.
Blikket hvilede på Sean, og han så stadig alt den ubehag. Og det var i virkeligheden forfærdeligt at se ham sådan, for det var ikke den stærke dæmon Lori kende.
I en pludseligt bevægede, rykkede Lori sig fremad.  Med et knæ i sofaen, og en fod på gulvet, holde han balancen, mens han lagde armene om Sean, og krammede ham ind til sig.
Og selvom det var for at trøste Sean på en eller anden måde, så gav det en øjeblikkelig ro i Lori. Som om det var sådan her de var bedst! Som om det var det her der havde manglet.

Det smagte grimt. At sige det højt, og dermed gøre det hele til virkelighed igen. Alle detaljerne...Heldigvis var der et eller andet forsvar i hans tanker, der holdt ham fra at genleve alle detaljerne igen lige nu. Barnet...Forsvarsløst...Og ham...
Han knyttede sine hænder. Han kunne mange ting, og havde næsten ingen samvittighed i hverdagen. Han havde lært at beskytte sig selv, og være praktisk omkring tingene. Derfor fik han ting gjort med stor effektivitet. Såsom en lille borgerkrig med bunker af døde til følge. Noget Gene af en eller anden grund næsten havde tilgivet ham. Måske ikke helt - men han var ikke sikker på om det var specifikt på grund af alle de døde, eller om det var på grund af noget andet.
Men det var ikke kommet af sig selv. Det var oplevelser som denne her, der havde givet ham muligheden for at lukke ned, lukke af og kun fokusere på målet foran ham.
Og det var oplevelser som denne her, og besøgende fra skyggeverdenen, der havde givet ham samme slags mareridt, som Lori oplevede nu. Dengang.
"Ja, det er efterhånden en del år siden..."
Hvorfor svarede han? Stemmen lød tom for hans egne ører. Hans skuldre hang stadig helt oppe ved ørerne, og hans muskler var på kanten til at springe op og skynde sig væk. Væk fra hytten, væk fra Lori, der lignede en der stadig prøvede at forstå historien.

Men hvor blev den eksploderende vrede og forargelse af? Ordene om at Sean alligevel var et større monster end forventet, og at Lori aldrig ville se ham igen?
Hvor var Sean svag, som han sad her og afventede noget ude af hans kontrol. I stedet for at tage kontrollen tilbage. Disse ting skete, når tingene ikke var i kontrol. Alt blev skidt.
Tak? Tak?!
Jo mere Lori ikke reagerede, som Sean havde forventet - og som han selv syntes han fortjente - jo mere vred blev han selv. Vred på sig selv, vred på Lori og vred på hele situationen. En vrede nok et eller andet sted udsprang af manglende måder at håndtere denne situation på ellers.
"Det er ikke..."
Man han nåede ikke så langt, før Lori pludselig nærmede sig. Stadig i alarmbereskab, var Sean lige ved at skubbe ham væk. Ganske enkelt fordi han forventede Lori i stedet gik til angreb -
Men om det var Loris nye styrke og reflekser, eller hans egen tøven, så lykkedes det Lori at komme til.
Og...Kramme?

Holde fast? Nej. Det tog et kort øjeblik før hans hjerne kunne vende sig fra ideen om kamp, til ideen om kram. Fuck hvor var han patetisk. Og han besluttede sig for aldrig igen at nævne disse ting for nogen som helst.
Han var ikke sikker på om han nogensinde skulle have nævnt noget for Lori.
Alligevel var han glad for krammet. Det gav ro. Og et eller andet sted...En accept eller tilgivelse han også selv havde haft brug for.
Da han endelig forstod situationen, i hvert fald nogenlunde, gled hans arme rundt om Lori. Og holdt ham fast. Ikke på en ubehagelig måde. Men på en næsten grådig måde, som Sean i dette øjeblik hungrede nærværet.
På samme måde var det som om vreden fortrak sig igen, som Sean hvilede hovedet ind mod Loris ene skulder og hals.
"Slut...ikke flere dårlige historier. Vi kan kun overskue så meget på en nat..." bad han stille. Selv fuldstændigt udmattet.
Måske Lori helt skulle fatte historien og alt der var sket her til aften. Og måske kom bearbejdelsen og forargelsen senere. Så lige nu tog Sean hvad han kunne få, selv hvis det kun var et kram.
"Må jeg foreslå vi sover, i stedet for at snakke?"
Som han slap Lori, gled det svage og skæve smil tilbage på Seans læber. Han havde mest lyst til at ligge sammen med Lori. De behøvede ikke gøre noget, bare sove sammen. Men han ville nok også lyde som et lille barn ved forslaget.
I stedet afventede han hvad Lori ville.

Krammet var instinktivt for Lori. Og havde han tænkt en lille smule, i situationen, havde han nok aldrig gjordt det. For var de overhoved der, hvor de kunne den slags? Ville Sean måske skubbe Lori væk, blive vred over at Lori krydsede en grænse, der ikke burde krydses?
Han kunne tydeligt mærke hvordan hele Seans krop var spændt til bristepunktet. Som var manden i forsvars position. Nærmest som om manden nærmere ventede et slag, end et kram.

Dog mærkede han pludselig Seans arme glide om ham. Det var et fat og tæt greb, men det var ikke ubehageligt, derimod, fik det faktisk Lori til at gøre det samme. Den ene hånd, fandt vej op til Seans nakke, hvor den roligt kærtegnede Seans hår I nakken.m, noget han havde gjort så tit. Og de bløde lokker, mellem Loris fingre, fik minderne frem. Han havde altid elsket den følelse.
Han kunne mærke hvordan Seans krop slappede mere af, heldigvis!
Han hørte Seans ord, og nikkede kort.
"Ja, lad os stoppe" lød det ganske roligt fra ham. Inden hans strøg Sean iver nakkehårene igen.

Lori rykkede sig lidt da Sean slap ham. Han placerede en hånd mod armlænet bag Sean, men stod stadig så samme måde, med lidt mellemrum til Sean.
Han kunne ikke lade vær med at gengælde Seans smil.
"Det lyder som en god ide" sagde han roligt. Han var ved at ville flytte sig, men det var ikke nemt. Nu stod han her, over Sean, så tæt på ham, lige mindet om hvor meget han havde savnet den nærkontakt, ikke bare til hvem som helst! Men til Sean. Følelsen af hans arme om sig, og hans egne omkring Sean.
Lysten til blot at bukke sig ned og kysse Seans læber.
Heldigvis, fik han taget sig nok sammen til, at han trak sig.

Han så tilbage mod sengen. I virkeligheden havde han ikke lyst til at de skulle sove hver for sig, men det ville også lyde åndssvagt hvis han forslog at de sov sammen.
Han bed sig lidt I læben, inden han så på Sean.
"Kom.. så går vi i seng" sagde han blot, inden han rakte ned og samlede sin kop op, der var blevet sat på gulvet. Han tømte koppen, inden han rejste sig. Han så på Sesn med et anvende blik, inden han fortsatte over til sengen. Han tak cardiganen af, og smed den på den lille bænk der var for enden af sengen. Med en smule tøven, åbnede han også for sine bukser, og skulle til at trække dem af, da han lige kom o tanke om den lille detalje, at han ikke gik med underbukser.
Okay, måske måtte han bare sove med bukser på i nat.
Hans blik hvilede på sengen, som om den var farlig eller noget. Som om den ville opsluge ham, hvis han først lagde sig i den.

Modvilligt lod han Lori trække sig. Der, hævet lidt over ham. Sean havde mest lyst til at kysse ham, og minderne om deres mange stunder sammen væltede frem. Han var så tæt på at sige noget, så tæt på at række ud og bede Lori blive lige her...
Da Lori flyttede sig. Hvis ikke det tidspunkt havde været oplagt, hvornår ville så? Sean havde stadig følelser for Lori. Det var han slet ikke i tvivl om nu.
Han trak vejret dybt og lydløst, da Lori fjernede sig og ryddede lidt op. Sean valgte at gøre det samme. Det tomme glas blev stilt ude i køkkenet. Sean kunne stadig mærke en svag sviende fornemmelse i halsen efter han havde drukket lidt for varm vin. Det ville være væk i morgen.
Han fjernede også gryden fra brændeovnen og satte den tilbage i køkkenet, så de ikke skulle sove til duften af fordampende vin.

Tilbage i stuen stod Sean ved en skillevej. Lori stod lige så formålsløst ved sin seng, men havde endnu ikke puttet sig. Hvorfor den tøven?
Fordi...?
Sean trak sin undertrøje af. Kun iført sine underbukser, tog han pokker i det hele og gik over til sengen. Ikke uden at drillende smil og et lidt udfordrende og provokerende blik, gled han elegang ned under dynen.
"Du har ret. Jeg er for stor til sofaen. Så vi må bare dele sengen. Det burde ikke være et problem, vel?"

Det føltes lidt som om det tog en evigheder for ham, at beslutte sig for, om der mu også var en god ide at lægge sig i den seng? Desuden havde han jo også lovet Sean at han kunne sove i den.
Og det var netop Sean der brage ham ud af tankemylderet, da han pludselig lagde sig op i sengen, og bare lagde sig til rette.
Det udfordrende og provokerende blik, fik dog Lori til at smule lidt skævt.
"Du er forfærdelig" konstaterede han blot.
Han rystede bare på hovedet, inden han fjernede dynen. Og lagde sig op i sengen. Jep! Bukserne blev på i natten. Alt andet ville føles så underligt. De lå her jo ikke fordi de skulle en hel masse! De skulle sove, de sov begge bedst i sengen, og det var grunden til se nu lå jer, under samme store dyne endda.
En klump samlede sig i hans hals, en klump han var nød til at synke. Tænk hvis Sean kom til at røre ved Loris krop? Netop derfor var bukserne en fantastisk idé.
Han lå lidt og så op i loftet. Aldrig havde han følt det så akavet, at skulle sige i samme seng som en anden. Og i virkeligheden var det åndssvagt! Det var da ikke så meget anderledes at ligge i en seng sammen med Sean, end med en hver anden!
Åh!.. hvem prøvede han at narre? Der var en kæmpe forskel! Med en hver anden, ville han enden have sex for fødens skyld, sex for sexens skyld, og der efter bare gå, eller blot vende sig om, og lige sig til at sove!
Men i der her tilfælde, så var det han havde mest lys til, bare at lægge sig ind til dæmonen ved siden af sig! Mærke hans hænder mod sin hud, kyssende, berøringene, deres kroppe mod hinanden, følelsen af at være nød til at knuge lagnet under sig af nydelse over... okay stop! Nej! Nej, nej, nej! Det var simpelthen for vildt at ligge og tænke på den slags! Særligt nu! Han rystede tankerne væk, og mærkede i stedet hvordan trætheden begynde at melde sig lidt. Han gabte lidt.
"Måske var den ide med at besøge dit hus ikke så dårlig" kom det fra han lidt inde i gabet. Han pressede sig mere ned i puden.
"Hvis Bronso har spioner i byen, vil de nok undre sig over at de aldrig ser mig besøge sig" konstaterede han roligt.

Der var heller intet Sean hellere ville. Og han kunne nok godt sagtens finde på at lægge op til noget...Hvad ville være mere perfekt, end i en hytte i skoven? Helt romantisk, var det ikke fordi de var mødtes af helt andre årsager.
Bare tanken om igen at tage alle mulige steder hen med en man holdte af...Bare for at hygge sig. Snakke, sex, og alt andet de havde lyst til. Der var intet hans ensomhed savnede mere end den intimitet og tryghed. Det fik hans hjerte til at gøre ondt ved hvert slag.
Men han ville heller ikke gå over grænsen. Ikke risikere at gå for langt, for hurtigt. Især ikke oven på en lidt hård aften for dem begge to.
Men alligevel havde de delt en fin aften. De havde kunne dele følsomme og smertefulde historier med hinanden, og havde - umiddelbart - ikke fundet andet end en slags trøst og accept. Ikke?
Måske Lori ville vågne op i morgen og indse hvad Sean faktisk havde sagt her til aften.

Han trak vejret dybt, lukkede øjnene og tvang sin krop til at slappe af. Han fokuserede på lyden af pejsen, den knitrende ild, og den svage trommende lyd af regnen udenfor. Var den blevet værre igen?
Og han kunne også falde i søvn med et lille smil, da han hørte Loris ord.
"Ja, hvad ville de ikke sige?"
En belejlig undskyldning for at se hinanden igen. Ikke i en neutral hytte, hvor de kunne gemme sig. Men alligevel.
Det lykkedes Sean at falde i en ret overraskende tung søvn. Og sov måske også et par timer mere end han plejede.

---------------

Da han vågnede igen, var det lidt lysere udenfor. Træerne gjorde stadig deres for at blokere solskinnet, men de tunge regnbyger var forsvundet, og havde efterladt sig nogle våde omgivelser.
Sean følte sig tung, for underligt nok havde han sovet dybere og længere end han plejede - og det kunne mærkes. Som om nogen havde slået ham i hovedet med en hammer.
Stille gned han sig over ansigtet og i øjnene, før han kiggede sig omkring for at vurdere om Lori var stået op endnu eller ej.

Han lå lidt med lukkede øjne og bare nød roen. I hvert fald før han skulle ride hjem til travlheden i byen. Alle hans pligter.
Efter en dyb vejrtrækning trak han sig langsomt op og sidde, før han kravlede helt ud af sengen. Ilden var slukket og rummet var køligt. Så første punkt var at starte op i ilden igen, så Lori ikke skulle gå i den kølige hytte, når det virkede til at han mere eller mindre boede her disse dage.
Og så kunne han trække sit - forhåbentlig - tørre tøj på. Og tage hjem.
Tanken var ikke uden et svagt stik i hjertet. Men han kunne ikke blive her, og hænge på Lori.

Der var ikke gået længe, før at han mærkede at øjnene blev tunge. Og trods en nervøsitet, der ellers havde været hos ham, begynde hans krop at slappe af, og der gik ikke længe inden at tætheden fik overtaget.
Han sov tungt, for en gang skyld, og for engang skyld uden Mareidt. Måske var det tilstede værelsen af en i sengen. En Han var tryk ved.

-----------------

Lori sov tungt. Meget tungt endda. Normalt ville han vågne ved den mindste lyd, eller bevægelse.
Men denne morgen sov han, også selvom Sean stod op.
Dog var der noget ved alt den puslen i hytten, der fik ham til at glippe lidt med øjnene. Hans krop var tung, men på en rar måde! Han strakte sig i sengen, og lod kroppen gi sig. Han så lidt ud i stuen for at konstatere at Sean allerede var vågen.
Han rullede rundt på siden, og lod sit hoved hvile på sin hånd, med albuen mod sengen.
"Det klæder dig at gøre de huslige pligter " drillende han lidt.
Han blev liggende et øjeblik, inden han tog sig sammen til at stå op.
Endnu engang blev kroppen strukket, inden han selv gik hen mod pejsen. Han fangede den nu tørre skjorte fra stolryggen. Han kløede sig lidt i håret, mens han gabte.
"Ja, jeg kan ikke engang byde på morgenmad... Ha! Sikken en vært jeg er" grinte han lidt.

Sean rodede i den gamle aske, før han stablede nye stykker brænde i. Ved hjælp af små grene og tørre blade kunne han ret nemt få startet ilden. Til at starte med skulle den bare have luft og komme i gang. Han sad og kiggede på de små nye flammer, da Lori sagde noget. Sean havde svagt opfanget bevægelse, men ikke tænkt så meget over det. Nu kiggede han over på Lori med et lille smil.
Jojo. Sean var, modsat mange adelige og fine folk, van til mange huslige ting. Han havde skulle klare sig selv længe, inden han havde haft råd til det store hus og en butler eller tjenerinde. I dag klarede de meget i huset, men Sean satte en ære i at kunne klare sig. Han var tit på tur eller skulle et eller andet - små ting såsom at starte et bål var livsnødvendigt. Selv for en kold dæmon.
"Oh, du har ikke flere folk på lager i et skjult hulrum under gulvet?" drillede han tilbage, da han kiggede tilbage på ilden et øjeblik. Så rejste han sig op og børstede støvet af sine fingre.
"Det er okay. Jeg tænkte jeg snart ville tage hjem" bemærkede han roligt. Ved ordene tjekkede han om hans tøj var tørt, før han trak det på.
"Sovet godt nok?"
Han så over på Lori igen. Ja...De havde ingen grund til at forblive i hinandens selskab mere lige nu. Desværre.
Men måske også meget godt, oven på i går aftes, at få et øjeblik til at fordøje alle tingene.

Et smil bredte sig på hans læber, og et mildt grin forlod ham, da Sean spurgte om ikke Lori havde flere mennesker på lager. Sommetider glemte han, at det kun var ham selv, der brød sig om menneskemad. Men nu havde han jo også levet en del af sit liv, I den tro at han var et menneske, og så var der altså bare nogle ting man blev vild med.
Og så føltes det også normalt for han nu, hvor hans dæmon føde, havde virket KNAPT så normalt for ham i starten.

Det gav et lille prik, da Sean nævnte at han snart ville tage hjem. Men okay, det gav mening. Det de skulle tale om, havde de talt om, og mere til!
Der var ikke en eneste formuftig grund for, hvorfor Sean skulle blive. Så skulle det være af ren og skær lyst, og den tvivlede Lori på at Sean virkelig brændte af. Nej.. manden ville nok hellere så hurtigt ud af døren som muligt, særligt efter den kaotiske aften og nat det havde haft.
Det var kommet nogle sandheder frem fra begges side, og i virkeligheden, var det nok meget godt, at de begge fik noget tid til at bearbejde det hele.
Han gned sin ene hånd lidt mod sin nakke.
"Selvfølgelig.. du har jo også en lille dame der venter på dig, der hjemme" lød det fra ham, med et smilt smil på læberne.

Han så lidt overrasket ud, da Sean spurgte til om Lori havde sovet godt nok.
"Jah.. nu du spørg.. jeg, jeg har sovet fantastisk" Det var virkelig en uvant ting, om det var deres "ceance" i går, eller måske fordi Sean lå ved siden af ham, var jo ikke rigtig til at vide. Men på en måde håbede han at det blot var ceancen.. det andet, ville gøre tingene alt for besværlige.

"Jeg må nok også hellere ud at få skaffet nogle forsyninger.. jeg regner med at blive her, til jeg rejser igen.. og indtil jeg har fået bygget det nye hus op" halvdelen af sætning blev lidt kludret, da et gab trængte sig på midt i det hele.
Han så på Sean. "Så næste gang du skulle kommer her ud, så lover jeg, at der er the" grinte han lidt.

Sean smilte svagt.
Ja, han havde ting at vende tilbage til. Isthar. Klanen. Adelen. Genevira. Et helt liv, fuld af folk der ventede på hans ordrer.
Og alligevel ville han hellere blive her et par timer mere. I ro. Med Lori.
Men Sean tog sig sammen. Han rejste sig op. I et øjeblik...Befandt han sig i et akavet limbo. Han ville sige farvel...Men bare at sige farvel og gå virkede forkert. Især oven på i går. Omvendt var han heller ikke sikker på et kram var på menuen længere. Det var noget andet i går.
"Godt så...Pas på dig selv. Bliver det for meget, eller kræver han noget af dig du ikke kan udleve...Så træk dig. Vi har allerede en del informationer, og selv om det kunne være godt at sabotere ham med flere informationer...Så virker rå styrke også en gang imellem"
Han var ikke i tvivl om at Natalie skulle tales fra bare at stable en hær på benene med det samme.
Mens han talte, havde han fundet vej til sin kappe og sværd, samt støvler. Det hele tog han på.
For ikke at give plads til mere akavet stemning, tog han fat i døren uden yderligere kommentarer og åbnede den, kun for at vende sig om mod Lori døråbningen. Der var en let tøven. Så voksede smilet en smule, som Seans blik endelig landede direkte på Lori igen.
"Jeg ser frem til dit besøg"

Og med de ord var Sean væk. Der gik et øjeblik, som han fik gjort hesten klar. Men ellers gik turen hjemad. En tur Sean knap nok bemærkede, fordi han havde travlt med at tænke.

//Out