Please, please, please Valentine...

Tid: Juli 1166, midt på eftermiddagen
Vejr: Sommersol og næsten ingen vind.

Emnepartner: @Valentine

En rødhåret kvinde kom løbende gennem Sunfurys gader og lignede en der ledte efter sit næste fix. Tøjet, der bestod af en blågrå hørskjorte og et par grå hørbukser, havde set bedre dage. Det var stadig helt, men snavset som om hun havde rejst i det i flere dage. Det røde hår var lige så vildt som hendes let slørrede blågrå øjne. Hun ledte efter én bestemt person.

Det første sted hun havde ledt, var bordellet i den fine del af byen, hvor hun viste at manden arbejdede... Eller rettelse. Havde arbejdet. Hun blev virkelig overrasket, da vagterne som nægtede at lukke hende ind på tros af hendes tikken, fortalte at manden ikke arbejdede her længere og havde ægtet prinsessen. Hendes ansigt viste tvivl på at det var sandt. Valentine, konge??

Hun skød det fra sig og løb i retningen af slottet, men kom ikke længere end til porten hvor hun igen blev standset af vagter. Hun tikkede og tryglede om at få lov til at se kongen, men vagterne nægtede fortsat. De truede hende endda med at blive smidt ud af byen, hvis hun ikke stoppede.


Et sted udenfor byen, prøvede Beldragon at få hoved og hale i alle de følelser og indtryk, som han fik gennem sin beskytter forbindelse til Kat. Hun var stukket af tidligere på dagen, mens han havde sovet, og han svor nu at binde hende når han fandt hende. Den handelskaravane, som de havde sluttet sig til i Dragons Peak, var først nu ankommet til Sunfury og var i gang med at slå telte op udenfor byen til et hvil, inden den fortsatte til Forestina.

//Godmode er tilladt//

Outfit + Krone + Kløer (kun på venstre hånd)

Ubarmhjertige solstråler bagte nådesløst ned mod Sunfury’s gyldne overflade. Med endnu en af sine skyfri eftermiddage havde byen langsomt sneget sig op på temperaturer, som kunne vise sig faretruende for enhver sjæl der ikke var forsigtig. For lige så skøn, som byen kunne tage sig ud på en ganske almindelig solskinsdag, lige så dødelig kunne den hurtigt vise sig, takket være det ørkenlignende landskab der omgav stedet. Desuden, med henblik på katastroferne, som resultatet af hedebølgen for blot få år siden, var der alligevel ikke mange som turde klage over en simpel sommerdag. Så… man fortsatte. Med slid og slæb. Holdte sig i skyggen, når muligt, og knoklede ellers på. Arbejdet kaldte trods alt!... Medmindre man var Kongen af Sunfury, selvfølgelig.

Midt på den overdækkede patio, omgivet af alverdens tjenestefolk, sad han mageligt placeret i en behageligt udseende havestol, med fødderne oppe. På bordet foran ham, befandt der sig et gyldent fad med udskåret frugt, en karaffel med kølig hvidvin, samt et hav af skåle, som hver indeholdt små former for mundgodt. Bag ham stod en elverkvinden, som var i fuld gang med at tackle det lange, lyse hår. Hendes fingre gled øvet rundt. Lokkerne formede sig langsomt men sikkert, og små fletninger indhyllet i gylden tråd fandt en efter en deres vej frem i håret. En stilet men effektiv måde at skåne hovedbunden for den ugudelige varme. Ved hans højre side stod endnu en tjenerinde placeret. Shapeshifter. Mere vidste han ikke. Med hans hånd i sin, gled hendes blide fingre let hen over hans blege hud, som hun masserede videre. Vielsesringen, som ellers normalt befandt sig på selvsamme hånd, var i anledning af manicuren blevet fjernet og lagt ved siden af hans drikkeglas. Et sted i det fjerne stod endnu en ukendt tjener. Viften i hendes hænder bevægede sig non stop, hvilket frembragte en svalende brise mod folkene ved bordet. Selv holdt hun nok ikke længe i varmen. Dette lod dog ikke til at bekymre ham. Faktisk virkede det knapt til, at noget af det som foregik, bekymrede ham. Som om, at det hele blot kørte på autopilot. Sandheden var ikke helt langt fra.

Det var med et dystert udtryk, at han skuede ud over byen der gemte sig under ham. Valentine. Dødssynden. Kongen! Han, som ellers burde være lykkelig helt ind i hans forpurrede, rådne sjæl over det faktum, at han sad i hjertet af selveste paladset. Alligevel… mørke. For på bordet længere fremme lå det. Halstørklædet. Forsvundet i gave mylderet, som havde væltet alle forventningerne på dagen for hans (deres) fødsel, var den pludselig dukket op tidligere i dag. Og lå den her. Hånende. Et bevis på, at tingene gik alt, alt for langsomt. Hidsigt gennemborede han et stykke jordbær med en gylden klo, og førte dernæst frugten op foran sit blik. Betragtede den røde saft glide ned langs fingeren, inden at den dryppede videre ned på hans blottede bryst. Ikke mere end fem sekunder senere, fløj en hånd pludselig hen, og fjernede pletten med en fugtig klud. Upåvirket, sukkede Valentine tungt, og stoppede så endelig frugten i munden.

“Deres Højhed!” Han stivnede. Kæmpede et øjeblik en brav kamp med ikke at kløjs i stykket før, at han lettere besværet fik det skubbet ned. Med et ryk, landede blikket på gerningsmanden, hvor irritationen måtte have været tydelig, da tjeneren øjeblikkeligt bakkede et skridt. “... Hvad vil du?”, “Deres Højhed, en kvinde ter sig ved porten. Hun anmoder om audiens.”, “Lad hende vente til i morgen.”, “Hun påstår, at det er liv eller død, Deres Højhed.” Han sukkede igen, endnu tungere end før og kneb næseryggen mellem to fingre. “Fint. Bring hende til tronsalen.”. Tjeneren løb straks afsted for at informere vagterne. I mellemtiden fik cirklen, som hidtil havde omgivet ham pludselig travlt. Vinen blev bundet, håret blev færdiggjort, vielsesringen fandt vej tilbage på fingeren, og (en af mange) kroner blev hentet fra et stativ i nærheden, hvor den havde ventet. Da han omsider var tilfreds med sit look, bevægede han sig mod tronsalen. Det var nok noget af det eneste, som konstant formåede at løfte hans humør igen og igen. Synet af den massive guldbelagte trone, som ragede op for enden af rummet. Følelsen af magt hver gang han indtog sin plads i sædet, rank og stolt, med blikket rettet ud mod salen foran sig. Hans tronsalen. Dette blik var, hvad der ville møde Katrina, som hun blev ført mod tronsalen, eskorteret af to vagter - en ved hver side, skulle hun nu forsøge noget dumt.

Hun var ved at græde af lettelse, da hun hørte tjeneren som talte til vagterne. Hun fuldte med vagterne og havde besvær med at holde sig i gå-gang, hvilket vagterne sørgede for ved at tage fat i hendes arme.
Så snart hun fik øje på Valentine oppe på tronen, stivnede hun og vagterne måtte rykke et par gange i hende, inden hun gik frem til miden af salen. Her knælede hun ned og bøjede hovedet i respekt for kronen.

”Ærede konge. Ved vores sidste møde tilbage i januar, gav De og Deres søster mig noget af jeres blod. I de seneste måneder har jeg ikke kunne få kontakt til Deres søster, hvorfor jeg nu må opsøge Dem. Deres blod er det eneste der kan få mit liv til at hænge sammen.”


Beldragon havde endelig fået styr på forbindelsen og kunne nu mærke hvor Kat var. Derfor gav han besked til karavanelederen og fløj derpå i den retning, hvor han mærkede Kat. Det overraskede ham meget at hun befandt sig i slottet. Hvad skulle hun dog der?
Han var dog fornuftig nok til at lande uden for porten og spørge vagterne om de havde set en rødhåret kvinde, som godt kunne se noget syg ud. Ligeledes spurgte han pænt vagterne om de ville være venlige at sende en anmodning til kongen om at han var her for at fjerne kvinden inden hun blev besværlig.

Højlydte gisp kunne pludselig høres flere steder i salen. Urolig hvisken spredte sig som steppebrand, og et hav af urolige blikke flakkede pludselig mellem kongen og denne tilsyneladende yderst forstyrrede dame i deres midte. Kongen selv lod til at være mindst lige så oprørt, men af grunde helt ukendt for hans simple undersåtter. For i virkeligheden var det pure frustrationer der kørte igennem hovedet på dødssynden. Ved første øjekast havde han ikke genkendt hende, og havde derfor ikke haft mulighed for at forberede sig bedre. Og inden, han overhovedet kunne nå at forhindre katastrofen, var hun begyndt at tale. Afbrudt kongen i hans egen tronsal, og væltet ud med sindsoprivende informationer omkring noget, så vulgært som udveksling af blod. Ord som kunne have væltet selv et adeligt navn. Men en konge? Der skulle heldigvis lidt mere til. Forhåbentlig gjaldt det samme for Graceling familien. Ikke desto mindre var Valentine klar over, at han måtte handle hurtigt. Smede mens jernet var varmt, og udbedre skaderne inden, at de forblev permanente ar på hans ellers pletfri ry. En vagt trådte frem mod Katrina, med hånden på sværdet, som hang ved hans side.

“Nonsens! Hvor vover De at ytre sådanne uhyrligheder om Kongen selv! Og så uden tilladelse til at tale! Min Konge, jeg-...”

Vagtens mørke øjne, som ellers havde låst sig fast på Katrina, spottede pludselig ud af øjenkrogen, hvordan en guldbeklædt hånd langsomt hævede sig. Han standsede i sit spor, og tav øjeblikkeligt. Sammen med resten af salen, betragtede han i stilhed, hvordan Valentine fik rejst sig, og med en ophøjet ro gav sig til at tale.

“ Mit folk! Kvinden foran jer er tydeligvis dybt forstyrret! Fanget i sin egen forpinte virkelighed, hvor hun mener det passende, at anklage mig for noget så ækelt som udveksling af mit blod… Blod, som vi alle ved er dyrebart, men som mange desværre gerne ser brugt til egen fornøjelse. Jeg kan forsikre jer om, at dette ikke er tilfældet! Jeg aldrig set denne kvinde før i mit liv… Men hendes plagede tilværelser smerter mig! Som Jeres Konge ser jeg det min pligt at hjælpe alle sjæle, hvad end deres omstændigheder måtte være. Og med støtte fra mine betroede livvagter agter jeg at finde ud af, hvad der kunne lede en stakkels ungmø, til at komme væltende og anklage mig på denne måde. Præcis som jeres dronning ville have ønsket det… Med dette sagt, vil vi trække os til roligere omgivelser. På den måde, vil færrest mulige desuden være udsat. General, vil De vores stakkels gæst til nærmest mødelokale, og sikre hende lidt at drikke? Så vil jeg finde jer om lidt.”

Stemningen lettede gradvist. Der var noget beroligende over hans stemme, som heldigvis bar mange års erfaring af at snakke med alverdens typer af mennesker. Grådige, magt sultne, ensomme typer der blot ønskede at tjene eller blive set. Folk som fandt det voldsomt bekræftende at høre, hvordan deres nytilkomne konge tydeligvis var en mand af folket. Endnu en bekræftelse på, hvordan ægteskabet havde vist sig gavnligt for Sunfury. Medmindre Katrina protesterede yderligere, ville hun blive ført videre. Væk fra salen og eventuelle nysgerrige blikke, og i stedet ville dørene åbne sig til et forholdsvis lille, men smukt indrettet lokale, hvor hun ville blive lukket ind, med beskeden om, at kongen ville være der straks. Lokalet var indrettet i røde og gyldne farver med to sofaer, en enkelt lænestol, centreret omkring et sofabord, hvorpå der stod karafler med både vin og van, samt et enormt gyldent fad med tørrede frugter og nødder. Udover møblerne befandt der sig enorme vaser rundt langs væggene fyldt med overdådige blomsterdekorationer. På væggene hang landskabsmalerier, samt et portræt af den gamle kongefamilie. Katrina, ville være alene i rummet, udelukkende med vagter placeret på den anden side af døren. Hun ville ikke være i stand til at forlade lokalet, med mindre hun brugte vinduerne eller balkonen, i den modsatte ende af værelset.

Kat forstod omgående at hun havde talt for hurtigt og forkert. Da vagten trak sit sværd og trådte frem mod hende, bøjede hun sig gispende så hovedet næsten rørte gulvet. Hun havde totalt overset alle de andre i tronsalen grundet hendes sindsforvirring. Hun var imponeret over Valentines ord og begyndte selv at tvivle på sine egne ord. Hvad var det som var skyld i hendes tørst? Var det virkelig Valentines og Junipers blod? Eller var det noget helt andet?

Så snart vagterne tog fat om hendes arme, rejste hun sig stadig med bøjet hoved og fuldte med. Hendes tanker hvirvlede rundt i forvirring. Og da vagterne efterlod hende i et værelse, satte hun sig på knæ på gulvet. Hun skulle ikke nyde noget af at sætte sig i møblerne uden tilladelse. Hun havde gjort nok til at få problemer.


Beldragon ventede udenfor porten. Han havde ikke travlt, selv om han ville ønske at han kunne være ved Kats side lige nu. Han kunne tydeligt mærke hvordan hun fortrød sin handling og prøvede at finde ud af hvorfor hun havde gjort og sagt hvad hun havde gjort og sagt. Han sukkede tungt. Dette ville kræve en fandens masse tid og resurser at få udbedret de skader som hun havde startet.

Valentine betragtede ryggen af Katrina forsvinde, som vagterne slæbte afsted med hende. De få individer som havde samlet sig i salen, nysgerrige efter at følge den nye konges møder, spredtes hurtigt igen, da det gik op for dem, at de næppe fik meget mere ud af situationen - for nu. Han sukkede tungt, og overvejede et øjeblik, hvorvidt englen overhovedet var besværet værd. Det virkede som om, at deres møder efterhånden blev mere og mere problematiske, jo flere gange de mødte hinanden. Og et eller andet sted magtede han bare slet ikke den slags bøvl oven på en allerede frustrerende formiddag. Netop som han stod der og gennemgik sine muligheder, imens et par fingre masserede den ene tinding under det tunge hovedstykke, fik endnu en vagt fanget hans opmærksomhed.

“Deres Højhed-...”
“Hvad nu?!”
“Der står endnu en ved porten. En mand. Han påstår at være kommet efter kvinden. For at fjerne hende inden, at hun giver problemer.”
“Lidt sent ude må man sige…”
“Undskyld?”
“Ligemeget. Afvis ham. Send ham væk om nødvendigt. Jeg ønsker ikke at se ham på slottet. Det sidste vi har brug for er flere sindsforvirrede rendende omkring. Sikkerheden kommer først. Send desuden en vagt til dronning. Bed hende blive hvor hun er indtil at jeg finder hende igen.”
“Som de ønsker, Deres Højhed.”

Vagten løb afsted med de nye ordre. Kort efter ville der komme besked til porten, og Beldragon ville blive nægtet adgang. Protesterede han, ville de true med at fjerne ham. I mellemtiden havde Valentine taget en hurtigt beslutning, og bevægede sig nu mod værelset, hvor Katrina ventede. Han havde en kraftig mistanke om, hvem der gemte sig ved porten. Hun havde selskab af et par irriterende typer sidst de så hinanden, og han ønskede absolut ikke se nogen af dem igen. Ikke engang Katrina. Men chancen for at forhindre dette var for længst smuldret. Nu manglede han blot at finde ud af, hvad al postyret i virkeligheden skyldtes. For det var næppe for at mindes gamle minder.

Døren åbnede sig. Valentine trådte ind i lokalet, vagtsomt i blikket, som øjeblikkeligt fandt Katrina siddende på gulvet. Hun så sølle ud, bemærkede han. Døren lukkede sig bag ham, og de var omsider alene. Alligevel scannede han rummet. Ren vane sag efterhånden, da der underligt nok var begyndt at dukke rapporter op omkring et lille grøn, firben lignende væsen spottet flere steder på slottet, umiddelbart efter hans kroning. Han havde en ganske god mistanke om, hvem der måtte stå bag scenarierne, men havde endnu ikke haft mulighed for at bekræfte. De havde trods alt ikke talt sammen meget længe. Tilbage til rummet, fandt hans blik ikke yderligere liv i lokalet, end en dovent udseende sneleopard henslængt i den ene af sofaerne. Et nyligt eksemplar indkøbt for at støtte hans interesse for enorme kattedyr. Dyrets sløve blik, hvilede tungt mod Katrina, men ellers lå den urokkeligt placeret i sofaen. Valentine fjernede blikket fra leoparden, og rettede det endnu engang mod Katrina. Havde hun sagt noget indtil videre, ville han havde ignoreret det. I stedet forblev han tavs, som han trådte et par skridt nærmere, indtil afstanden mellem dem var blot få meter. Hans isblå øjne borede sig imod hende, med et nyt og faretruende skær over sig. En gylden klo rettede sig anklagende imod hende inden, at han endeligt talte. “Hvad laver du her?...”

Beldragon nikkede roligt til vagterne, og gik et par meter væk fra porten. Her satte han sig op af en husmur og gav sig til at vente til Kat kom ud. Samtidig fulgte han med gennem hendes følelser, for at få en fornemmelse af hvordan det gik og hvilke problemer han kunne forvente.
Én ting var dog sikkert. Han vil få et helvedes hyr med at få hende afvænnet til samme niveau igen.


I samme sekund døren blev åbnet, bøjede Kat hovedet så hun ikke så direkte på hvem end der var kommet ind. Personen trådte tætter på hende og hun fornemmede de fornemme klæder, som hun havde set Valentine bære i tronsalen. Og da hans stemme formede spørgsmålet, krympede hun sig en smule som om han havde slået hende.
”Tilgiv denne uværdige, Deres Majestæt. Jeg burde ikke have talt som jeg gjorde.” Hun var så tæt på at få det blod hendes krop hungrede efter. Og alligevel så langt fra... Abstinenserne blev kun være som sekunderne gik, hvilket fik hendes krop til først at skælve med mellemrum. Jo længere der gik, jo mere ville kroppen skælve og ryste.

//Sorry hvis det er for kort.//

De blå øjne borede sig ned mod hendes usle skikkelse, siddende på gulvet som en sølle tigger. Stående foran sig havde hun intet mindre end et gude værdigt syn - en konge - dækket af det pureste guld, de dyreste sten og fineste silke… og så var det alligevel gulvet, som fangede hendes blik. Han fik lyst til at sparke hende. Tvinge hende til at se på ham. Lade hendes blik beundre hans skikkelse, som det havde gjort ved deres første møde blot for at minde hende om endnu engang, at hun aldrig ville få æren at nyde noget af det igen. Men han undlod. I stedet valgte han blot at nedstirre den beskidte lille engel, imens han overvejede, om hun overhovedet var tiden værd. Valentine kunne trods alt nemt komme på mindst 10 andre ting, som var sjovere end at prikke til en, hvis tilstedeværelse udelukkende bragte trælse minder med sig. Eller… udelukkende træls havde det trods alt ikke været. Hun havde trods alt bragt Gula med sig sidste gang før, at det hele var gået af helvedes til. Og med Gula var fulgt et brag af en genforening. Nu og da dukkede der stadigvæk brudstykker op fra turen, som han havde glemt eller fortrængt i sin rus. Men ikke Doomsville. Lige netop den del stod forbavsende klart i hans hukommelse. De fleste af tingene altså - og folkene. Dette mistænkte han i høj grad værende et resultat af, at det var lykkedes Genevira at holde ham - nogenlunde - ædru den sidste del af hans tid i byen, som de havde brugt sammen. Han sukkede. Mest over minderne, men også over det faktum, at Katrina komplet undlod at svare på hans spørgsmål. Han orkede egentlig ikke det her. Den gyldne klo faldt ned langs siden på den mørke glitrende kappe inden, at han pludselig gik fremad. Roligt marcherede han lige forbi hende, og fortsatte i stedet over til den modsatte væg, hvor han standsede ved et lille bord, hvorpå et hav af diverse karafler stod placeret. Her flåede han øvet proppen af en krystalflaske, og skænkede dernæst sig selv et glas med sød, mousserende, hvidvin, som han skyndte sig at tage en god tår af så snart flasken var tilbage på plads igen. Først derefter vendte han sig mod Katrina igen, hvor end hun så befandt sig i rummet. Han hævede et øjenbryn, og sendte englen et udfordrende blik, som han krydsede armene over brystkassen, stadigvæk med drinken i den ene hånd. Det var tydeligt, at han stadig ikke brød sig om hendes tilstedeværelse, men alkohollen lod til at have lagte en dæmper på det værste af vreden fra tidligere.

“ Hmph! Det siger du ikke?!... Men… hvis vi et øjeblik lægger din inkompetence i tronsalen til side, så fablede du kortvarig omkring… blod? Har du helt glemt hvad du er lille engel? Eller har din vanvittige partner virkelig drevet dig helt derud, at du hellere ser dig selv tigge efter din næste rus, som en eller anden forvirret skøge, blot for at blive fri for at vende hjem til ham igen?... Åh, stakkels, sultne Katrina… Mørket klæder dig ikke.”

Det sidste blev sagt med et lille smil. Næsten moret. Men smilet nåede ikke øjnene, der stadigvæk hvilede køligt mod hende. Valentine skubbede sig fri fra bordet, og slentrede upåvirket af sin lille tale over til de bløde siddepladser, hvor han smed sig i en sofa overfor den, hvor sneleoparden lå placeret. Dyret magtede næsten ikke at løfte hovedet, og fulgte kun gæsterne i rummet med sit blik. Afslappet tog han endnu en tår af sin drink, og rettede så en anelse på den tunge kronen, som var gledet lidt.

Kat krympede sig lidt mere ved hans ord.
”Deres Majestæt. Han forlod mig samme dag, som De og Deres søster var elskværdige at minde mig om hvem jeg var.” Hun strakte sin højre arm frem og trak ærmet væk fra underarmen. Der var et hvidt ar med ordene: I have sinned. Et par tåre gled ned over hendes kinder ved mindet om Dust. Hun havde virkelig ødelagt sit liv. Og det stod ikke til at rede.

”Han ville ikke se mig bagefter og slog hånden af mig. Mit liv er tom og ensomt.” Tårene løb nu stille ned over hendes kinder og hendes krop rystede en del mere. Hun viste ikke hvad hun skulle gøre med sit liv eller sig selv. Hvis Valentine ikke ville have hende, hvad havde hun så tilbage at leve for? Hun løftede forsigtigt hovedet og så op på Valentine med bedende øjne, der næsten var fri for tåre.
”Deres Majestæt. Med Deres tilladelse, vil jeg bede om en ting.”

//Godemode er tilladt //

Flere tomme ord. Nu med gråd. Valentine mærkede endnu en mørk sky glide over sig. Men i stedet for at lade skyen overtage, ligesom for et øjeblik siden, valgte han i stedet at fokusere på arret, som hun pludselig blottede for ham. Et eller andet sted huskede han godt noget om, at de havde været lettere… kreative… hvad angik Katrinas straf for hendes udfald. Men arret var alligevel langt pænere end han havde forventet - set fra hans synsvinkel altså. Frisk og rødt skreg det til himlen, og ordene var da bestemt ikke til at fejl af. Garanteret ikke noget, som ligefrem faldt i god jord hos hendes racefælle. Men det var trods alt ikke hans problem. I stedet tog han blot endnu en slurk af den velsmagende vin, imens han viftende afvisende med en ledig hånd, tydeligt upåvirket af hendes sorg.

“Prøv lige at høre dig selv… Tomt og ensomt? Katrina, honestly! Du burde være LYKKELIG for at være sluppet af med det vanvittige væsen af en kæreste, som tilsyneladende ikke gjorde andet end at holde dig tilbage, hvis du var så desperat efter at komme i bukserne på et nul som Jaskier… I virkeligheden gjorde vi dig en stor tjeneste, og ganske gratis endda. Det vil du se en skønne dag.”

Valentine havde givet sig i kast med at studere sine negle, alt imens han snakkede løs, mest af alt for at slippe for synet af Katrina, som formentlig stadigvæk beskidt og smågrædende midt på gulvet. Da hun kom med sit næste spørgsmål, kunne man næsten se, hvordan ansigtet forvrængede sig i kortvarig afsky. Bede om noget? Havde han måske ikke gjort nok for hende allerede? Vovede kvindemennesket virkelig at slæbe sig selv hele vejen herop i håbet om, at han skulle lege pænt og forære hende lige, hvad hun pegede på? Næppe! Han fnøs, utilfreds med hendes formulering, men lod hende alligevel fortsætte. Han kunne lige så godt høre, hvilke drømme han knuste denne gang inden, at han fik vagterne til at smide hende på porten.

“ Du har min tilladelse. Men jeg er ikke i gavehumør…”

Og var han alligevel nogensinde det?

Hun viste ikke helt hvad hun skulle tro på og forvirringen var tydeligt i hendes ansigt.
Valentine mente afgjort at hun var bedre stillet uden Dust og burde være lykkelig. Men hvordan kunne det være? Var hun virkelig blind overfor hvordan Dust var? Og Izzy? Som ligeledes havde gjort Kat så lykkelig... Eller vendt... I starten havde Kat ikke kunne fordrage hende, da hun fortrak Dust for sig selv. Men hvad var årsagen til at hun havde givet efter? Var det angsten for hvad Dust ville gøre? Forlade hende eller blive blive trodsig? Hun viste det ikke og kunne ikke længere finde hoved og hale på noget som helst.
Og Jaskier... Ham som havde vist hende venlighed og havde accepteret, uden et kny, at Kat ikke var interesseret i sex med andre end Dust. Var han virkelig et nul, som Valentine sagde? Eller var det bare Valentines egen mening. Manden havde trosalt været en af de dyreste på bordellet, og elskede at få sin vilje. Var det dét der var problemet? At Kat havde fortrukket Jaskier i stedet for Valentine?

Hun fuldte med i hvordan han fortsat fortrak at se alle andre steder end på hende. Hun hørte hans ord, og prøvede at finde forståelse og mening i dem, skønt det var svært.
Da han tillod hende at forsætte med sit foretagende om at bede om en ting, vred hun nervøst hænderne mens hun blev sidden på samme plet.
”Jeg ønsker at afsone min skyld i alt det, der skete tilbage i januar. Med Deres tilladelse, ønsker jeg at blive Deres tjenerinde i alt hvad De behager, med undtagelse af døden. Hvis De kræver at straffen er fem år, så er det mit ønske at blive den tid.” Hun bøjede ærbødigt hovedet for ham, mens hun ventede på hvad hans svar ville være. Hun viste også at Beldragon langt fra ville blive glad for hendes beslutning, som han var total uvidende om.

//Godemode er tilladt //

Se, forvirringen, den var han egentlig ligeglad med. Som dødssynd var Valentine blevet skabt med en krop der tillod ham at pirke og prikke til folks underbevidsthed i en sådan grad, at det var næsten umuligt for de fleste væsner at modstå, hvad end han lokkede med. Og når man rodede med følelser på daglig basis (og ikke altid havde lige godt styr på sine egne), så var det uundgåeligt ikke at kreere lidt forvirringen på vejen. Men forvirring og tvivl var nøglen. Det fik folk til at stille spørgsmål. Og spørgsmål krævede svar. Noget, som han typisk stod klar til at tilbyde dem. Og med tiden faldt selv de stærkeste. Katrina var ikke stærk. Hun var faktisk ikke engang specielt fornuftig, ville han vove at påstå. For de fleste væsner havde formentlig taget benene på nakken, efter det som han og Gula udsatte englen for blot et par måneder tidligere. Men her sad hun. Møgbeskidt og stortudende, og bad om hans tilgivelse for noget, som de fleste nok bare havde valgt at lægge bag sig. Og ikke nok med det. Hun… ønskede at tjene ham?

Valentine standsede vinglasset, som havde været på vej mod læberne, endnu engang. Overraskelsen formåede han ikke at skjulet helt i det blege blik, som stirrede ned imod den sølle engel på gulvet. Tog hun pis på ham? Han rejste sig, forbavsende roligt, inden at han slugte afstanden mellem dem endnu engang. Valentine standsede først, da hans fødder befandt sig lige ud foran hendes synsfelt. Vinglasset havde han efterladt på bordet, og en hånd var nu i stedet placeret på hver af hofterne, som gemte sig under den kæmpemæssige, guldbeklædte kappe, som hang fra hans skuldre. Hovedet lagde sig på skrå, hvilket fik den tunge krone til at dingle uroligt, imens han kneb øjnene mistroisk sammen.

“Humor mig, engel. Hvis vi et øjeblik lader som om, at jeg fandt dit lille tilbud den mindste smule fristende, så forklar mig lige, hvorfor jeg skulle vælge at glo på lige netop dit ansigt hver dag, når jeg nu har tusindvis af tjenestefolk til rådighed dag og nat? Dit ansigt der dagligt ville minde mig om den rædselsfulde dag, hvor du og din sindssyge eks-kæreste ikke blot ødelagde genforeningen mellem min søster og jeg, men desuden ruinerede et af mine absolut yndlings outfits… for ikke at tale om ødelæggelserne på bordellet!”

Et eller andet sted holdt han stadigvæk bordellet kært. Det var et sted, som han havde tilbragt utallige timer i flere gange om ugen, de sidste mange år. Det holdt minder, gode såvel som mindre gode. Men det betød ikke, at han havde tænkt sig at punge ud, bare fordi nogen andre besluttede at trashe stedet. Nej, man skulle jo nødigt se ham som en eller anden omvandrende velgørenhedsfond. En skrækkelig tanke faktisk. Dog havde han tænkt sig at besøge stedet igen, når det hele var faldet mere til ro. Han havde trods alt ikke været der siden hændelsen med Katrina, og det virkede trods alt bedst at få styr på hende før alt det andet.

Hun krympede sig og bukkede sig sammen, som om han havde slået hende. Hun turde ikke se på ham. På nippet til at græde, fik hun samlet sig så meget at hun kunne tale uden at stemmen rystede alt for meget.

”Tilgiv mig, min konge. Jeg er alt for uværdig til at være i Deres nærvær. Jeg kan gemmes væk i køkkenet, stalden eller et andet sted, hvor De ikke skal se på mig. Mit hår kan klippes eller rages af. Jeg kan bære en maske, der skjuler mit ansigt.” Stemmen var noget nær en hvisken, men alligevel hørlig nok. Hun håbede af hele sit forvirrede sind, at han ville godkende hende og tage hende ind.
Hvis han smed hende ud, viste hun ikke hvad hun skulle gøre... Beldragon havde godt nok snakket om at de kunne tage ned til Larlii, hendes mors kusine, i elverskoven. Der var en chance for at hun viste hvad der skulle gøres for at Kat kunne slippe af med blod afhængigheden.
"Måske et par dråber blod..."


Beldragon var ved at blive restløs og bekymret. Han kunne mærke Kats følelse, som et stort samfilteret garnnøgle. Hvilket gjorde det utroligt forvirrende for ham at finde ud af om hun var okay eller skadet. Men eftersom han ikke kunne få lov til at komme ind på slottet, var han nødtil at vente og se tiden an.
Selvfølgelig ville han dog bryde ind, hvis han fornemmede at hun var i fare.


//Godmode er stadig tilladt//

Åh for Gudernes skyld altså. Valentine sukkede tungt, som Katrina grædefærdigt kastede sig ud i et forsøg på løsning efter løsning, tydeligvis blind for det faktum, at han var komplet uinteresseret i hendes tilstedeværelse - og da endnu mindre som fast inventar på slottet. Som han stod der og betragtede hende, skælvende på gulvet, slog det ham, hvad synet mindede om. En hund. Et sølle gadekryds, beskidt og loppefyldt, som blev sparket eller slået, hvor end den bevægede sig. Jo, ligheden var slående. I en sådan grad, at Valentine mærkede sin egen afsky vokse til et punkt, hvor han følte sig kvalm. Han brød sig absolut ikke om ulækre ting, og her lå hun og forpestede hans luft. Hun skulle ud. Nu. Han stampede en enkelt gang i jorden for at få hendes opmærksomhed igen inden, at han talte. Ud fra hans toneleje at dømme, så burde der ikke være nogen tvivl om, at han efterhånden var nået sin grænse.

“Stop, stop! Du misser fuldstændig pointen, engel. Du skal ikke være i stalden. Du skal ikke være i køkkenet. Du skal slet ikke være her overhovedet. Jeg er sådan set ligeglad med, om man plukker dig levende og bader dig i lavendel… Jeg. Vil. Ikke. Have. Dig. Capiche?... Nå, smut så med dig inden-...”

Blodet. Det var lavt, men han havde hørt hendes mumlen. Hvad fanden snakkede hun om?

“Rejs dig.”

Det var ikke et spørgsmål eller en anmodning. Det var en ordre. Valentine stod afventende, og ventede på, at Katrina skulle tage sig sammen. Nægtede hun, ville han sparke hende, og beordre det endnu engang indtil, at hun lystrede. Da Katrina forhåbentlig endelig havde rejst sig, så han var sikker på at kunne høre helt præcist, hvad hun sagde, valgte han at fortsætte.

“Du snakker hele tiden om blod. Først i tronsalen, og nu her. Forklar dig selv!”

Vagterne ved porten var stadigvæk opmærksomme på Beldragon, som flakkede rundt i området. Forsøgte han igen at få adgang, ville han blive afvist lige som sidst. Skulle det komme dertil, at Beldragon forsøgte at trænge ind i slottet på anden vis, ville han blive mødt af hård modstand og lagt i lænker om nødvendigt. I mellemtiden tillod Valentine endelig sig selv resten af sin vin, imens han ventede på, at Katrina skulle tage sig sammen med sin forklaring.

Kat bukkede sig mere sammen og forberedte sig på slag, da Valentine talte hårdt om at hun skulle stoppe og at han ikke ville have hende. Hun var på grådens rand og kæmpede for at holde gråden tilbage, hvilket lykkedes for hende.

Da han gav ordren om at hun skulle rejse sig, skyndte hun sig at adlyde. Men hun holdte fortsat hovedet bøjet, mens hun lyttede til hans ord, hvor han bad om at hun forklarede sig. Men hvordan kunne det være at han ikke kunne huske sin egen og sin søsters handling fra den gang? Så det var med let skælvende stemme at hun begyndte.
”Den gang De og Deres søster lavede dette ar, besluttede De at tilføje nogle dråber af Deres blod, som en signatur. I starten kunne jeg ikke tåle det, men nogle få dage følte jeg en sult efter mere. Det var, og er stadig, som om min krop, ikke kan fungere ordenligt uden.” Hun holdte stadig hovedet bøjet mens hun talte, da hun ikke turde se op på ham. Da hun talte om arret, skubbede hun igen skjorten tilbage, så det blev synligt.


Udenfor paladset blev Beldragon hilst af et par grinende dæmoner. De havde godt set noget der kunne ligne Kat komme løbende gennem byen, men det var først da Beldragon kom løbende bagefter at de var sikker. Nu drillede de ham venskabelig og han nød at blive distraheret fra Kats forvirrende følelser.

Som Katrina gav omsider gav sig i kast med en forklaring der bare gav nogenlunde mening, var det som at der langsomt gik et lys op for Valentine. Han huskede pludselig den detalje, som både ham og Juniper tilfældigvis havde valgt at tilføje til deres lille mesterværk. Ikke noget som han havde tænkt nærmere over siden, da det i virkeligheden havde været en særdeles impulsiv beslutning. Og selvom aftenen stod klart for ham, så var det ikke lige den del, som han havde fæstet sig ved. Et øjeblik kunne han ikke helt skjule overraskelsen i sit ansigt, da hun pludselig afslørede tørsten, som deres blod havde vækket i hende. Jo, han vidste, at hans eget blod havde haft lignende effekt på forskellige væsner - og netop derfor var han særdeles kræsen med, hvem eller hvad der fik fingrene. Men, effekten havde altid været midlertidig. Langtidsvirkende? Ja, bestemt. Men stadigvæk midlertidig. Hændelsen med Katrina var efterhånden flere måneder siden, og alligevel lod hun stadigvæk til at bære en vis form for hungren. Fascinerende! Og spændende ny mulighed…

Han tog sig sammen. Skiftede på et splitsekund fra denne nye, irriterede skikkelse, til hans gamle, behagelige og ikke mindst charmerende selv. Nænsomt rakte han op, og blidt fat om hagen på Katrina. Derpå ville han i en rolig - men bestemt - bevægelse løfte hendes ansigt således, at han langt om længe kunne kigge hende i øjnene.

“Åh… Katrina. Din stakkels, sølle, lille engel! Jeg vidste, at du var faldet, men ikke hvor dybt… For det du siger til mig er i virkeligheden…”

Mens han talte var venstre hånd gledet op på siden af dem. I en lynhurtigt bevægelse, lod han en af de gyldne kløer der beklædte alle fem fingre, hugge ned i langfingeren, hvilket kort efter frembragte en tyk, mørk dråbe blod. Dråben voksede på fingerspidsen indtil, at den til sidst blev for tung, og fortsatte videre ned over den blege finger inden, at den landede på gulvet mellem dem. Tydeligvis upåvirket af blodet, og stadigvæk med blikket rettet mod Katrina, hævede han den blodige finger op foran ansigtet på hende. Fingeren befandt sig således, at hun nemt ville kunne fokusere på den, og han samtidig vil få mulighed for at holde øje med eventuelle ændringer i ansigtet hos englen. For hvis hendes ord var sande, så var dette en vidunderlig mulighed for at skubbe hende langt ud over den kant, som hun lod til at have vaklet på så længe.

“... dette er hvad du savner? Blod? At du simpelthen ikke kan fungere uden det længere?”

Følerne blev rakt ud. Han søgte i hende, som kontakten mellem dem blev genskabt. Efter sult. Grådighed. Spor af deres gøren, som havde sat sig dette tidligere renhjertede væsen, og lod til at være i fuld gang med at vanære hendes indre. Fandt han noget, ville han skubbe til det. Styrke sulten, og smage den selv. Høste hvad han tilsyneladende havde sået for så lang tid siden, og som nu virkede lige til at plukke.

Da han bevægede sig, gjorde Kat sig klar på at blive slået. Hun krympede sig synligt, da hans hånd tog fat om hendes hage. Men da hun ikke turde gøre modstand, fuldte hovedet ubesværligt med i den retning hånden bevægede sig. Hans behagelige og charmerende blik var ikke hvad Kat havde vente, og sammen med hans venlige stemme gjorde det hende helt paf.

Hendes øjne så forsigtigt på ham, men blev snart optaget af hans venstre hånd. Først forventede hun at han ville slå hende i gulvet, men et overraskelses gisp undslap hende da han prikkede hul på sin finger. Så snart blodsdråben kom frem på fingeren, var hendes blik fokuseret på dråben der langsomt blev større.
Samtidig var hendes indre i oprør. Sindet huskede tydeligt hvor syg hun blev ved indtagelsen af blodet, og prøvede på at holde hende væk fra dråben. I mens hungrede kroppen efter den lille dråbe, som om det var det eneste der kunne slukke den uendelige tørst.

Kort efter at den første dråbe var faldet fra hans finger, begyndte hun at skælve. Først svagt og nærmest ikke noget man bemærkede, men det tog til i styrke. Samtidig følte Kat det som om nogen skubbede hende tættere på sulten efter blodet. Tættere på den afgrund, som Beldragon havde brugt mange timer på at få hende op fra.

**

Udenfor paladset stoppede Beldragon midt i den samtale han havde med dæmonerne. Han drejede hovedet, som om han forventede at kunne se Kat, og mumlede lavt.
”Nej Kat. Gør det ikke... Du er lige kommet op der fra...” Dæmonerne så undrende på Beldragon og spurgte nærmer ind til hvad der forgik. Beldragon fortalte det så hurtigt og stille som muligt, hvortil dæmonerne sukkede. De fortalte at de havde hørt rygter om sådanne blodafhængigheder, der ikke hørte til dæmonerne eller vampyrene. Dette hjalp ikke på Beldragons humør. Han overvejede nu endnu kraftigere at bryde ind på paladset for at få fat i Kat.

Patetisk. Tanken ramte ham ud af det blå. Måden, hvorpå hun krympede sig ved hans mindste bevægelse, og ikke engang turde møde hans blik før, at han fysisk tvang hende til det. Nej, dette var virkelig sølle i forhold til den kvinde, som han havde haft “fornøjelsen” af at møde for blot få år siden. Til trods for den knap så imponerende start, havde Valentine dog stadigvæk i sinde at gennemføre sit lille eksperiment. Ud af øjenkrogen blev han dog pludselig opmærksom på en bevægelse. De blå øjne flyttede sig fra Katrina, blot et splitsekund, og fangede så glimtet af det store kattedyr som var gledet ned fra sofaen, og nu sad med et underligt udtryk, stirrende i deres retning. Blodet påvirkede tydeligvis ikke kun englen foran ham, men velvidende, at dyret var pumpet fuld af diverse beroligende midler, vendte han derfor opmærksomheden tilbage mod Katrina. Englen lod i modsætning til sneleoparden, dog ikke til at være kommet ret meget længere i sin beslutningsprocess. I stedet stod hun bare og rystede som et espeløv, men bevægede sig ellers ikke. Utålmodig efter en mere brugbar reaktion, flyttede Valentine hånden således, at den nu befandt sig over Katrina. Valgte hun at følge den med blikket, ville blodet formentlig dryppe ned mod hendes ansigt. Fortsatte hun med at se på Valentine, ville blodet i stedet lande på den øverste del af hendes pande. Han fortsatte, med samme varme stemme fra før, og valgte så at slippe hendes hage, så Katrina var fri til at vælge, hvad hun foretog sig.

“Du ved, hvad du vil, engel. Du skal bare… tage det. Eller har du virkelig tænkt dig at spilde en mulighed som denne?”

—

Uden for slottet holdt vagterne stadigvæk skarpt øje med Beldragon. Der var noget over englens adfærd, der ikke virkede helt normalt. Og da han pludselig begyndte at hviske sammen med et par fremmede dæmoner omkring kongen, valgte de at nu måtte det være nok. Den største af vagterne, en varulv, trådte først frem, og lod hånden glide ned mod sit sværd, som han adresserede englen. Normalvis tyede han ikke til vold ved første chance der bød sig, men noget over hele stemningen virkede ikke rigtig.

“Sir! De befinder dem på kongefamiliens jord. Skamfering af Kongens ry og rygte er hverken tilladt her eller andre steder. Jeg bliver nødt til at bede dem følge med stille og roligt.”

Protesterede Beldragon ville den anden vagt træde frem, og derefter forsøge at lægge englen i lænker. Skulle dæmonerne være fristede til at blande sig, ville de enten blive sendt væk eller ført med Beldragon, afhængig af graden på deres uroligheder. Forsøgte Beldragon eller dæmonerne at forsvare sig, ville vagterne trække deres våben og bruge dem mod gruppen.

Hun hørte svagt hans ord, mens hun indvendigt kæmpede en kamp imod sig selv. En del af hende ønskede blodet og styrken i det. Men en anden del ville have hende til at løbe. Væk fra dette sted, væk fra fristelsen som gjorde hende syg. Væk fra denne mand, som hun stadig ikke kunne finde hoved og hale i.
Selv om hans hånd slap sit tag i hendes hage, blev hun hvor hun stod. Selv da han flyttede hånden, viste hun ikke megen respons på at hun ville flytte sig.

Først da blodsdråben ramte det øverste af hendes pande, reagerede hun som en hund der var blevet sparket. Hun fór sammen og tog tre skridt væk fra Valentine, mens hun rystede forvirret på hovedet. Hvad lavede hun her? Hvorfor var hun smuttet fra Beldragon og karavanen? Var han i nærheden? Kunne han nå at komme hende til undsætning? Spørgsmålene vrimlede rundt i hendes sind og gjorde hende mere forvirret.
En lille del af hendes fungerende sind fik listet sig frem og gjorde, at hun mod alle instinkter lod beskidte ærme feje hen over sin pande og tørrede blodsdråben væk, frem for at tage dråben i munden, som hun enligt havde lyst til. Med skælvende stemme fik hun alligevel nogle ord frem.
”Deres Majestæt. Jeg undskylder for mine forfærdelige handlinger og ord. Jeg skal ikke opholde Dem mere.” Derefter bukkede hun hurtigt og nærmest sprang hen mod døren, i håb om at komme ud i den friske luft.


Udenfor vendte Beldragon og dæmonerne sig mod vagten, mens de lyttede til ordene som blev sagt. De havde alle noteret sig at vagten var klar på våbenbrug og sørgede derfor for at holde hænderne et stykke ude fra kroppen, for at undgå misforståelser.
Han tog under ingen omstændigheder øjnene fra vagten. Han havde en fornemmelse af at manden ikke var rent menneske, hvilket komplicerede situationen.
”Jeg beklager at De forstod det på den måde. Naturligvis følger vi med, med undtagelse af min unge ven, som vender tilbage til handelshuset nede i byen. Hvis vi og vores veninde, der er inde på slottet, ikke er frie inden aften. Ja, så vil kongen få problemer en handelsklan.” Den yngste dæmon forstod Beldragons ord og gjorde sig klar til at smutte. Han var mindre end normalen og yderst adræt. De andre ville følge med Beldragon uden et kny.

Valentine der ellers havde været særlig opmærksom på selv de mindste skift hos Katrina, blev alligevel voldsomt overrasket over den pludselige reaktion, da bloddråben ramte hende. Ikke lige, hvad han havde forventet af en, som nærmest var kravlet ind af døren i håbet om at få fingrene i noget af hans blod. Forbavset stod han derfor og stirrede efter englen, som efter et par få hektiske ord, pludselig styrtede imod døren. Som et eller andet vildt dyr der pludselig fandt sig selv fanget inde midt i byen. Panisk. Det varede et par sekunder før, at han endelig reagerede, da hjernen lige skulle være med på, hvad der egentlig var sket. Noget han øjeblikkeligt mærkede en velkendt form for skam over, da den slags fejl ville have kostet ham dyrt blot 20 år tidligere. Necromanceren tollerede bestemt ikke den slags fejl. Sløve krigere var døde krigere. Heldigvis kunne den slags altid trænes eller tæskes væk. Hvad end der virkede bedst den uge. Men kunne det virkelig passe? Var han begyndt at falde af på den? Var han blevet… sløv? Nej. Ikke sløv. Men han havde lavet en fejl, og ikke få sikret sig et stærkt mentalt greb før, at han slap hende rent fysisk. Simpelthen fordi han havde vurderet det som værende unødvendigt, med den nærmest trancelignende tilstand, som englen havde udvist. En fejl, som nu stod til at koste ham dyrt, medmindre han fik gjort noget i en fart. Derfor satte han hurtigt kursen mod døren, som Katrina næsten var nået helt hen til. Uden noget interesse for at jagte hende hele vejen rundt i slottet, lod han blikket glide videre til det gyldne dørhåndtag med den dertilhørende nøgle. Omend nøglen ikke var 100% guld, forsøgte han sig alligevel. Med nøje besvær fik han drejet nøglen tids nok til at låse døren. Uheldigvis var der ikke tid nok til at vriste nøglen fri af selve låsen, men skulle Katrina forsøge at låse døren op, ville hun møde hård modstand. Næsten som om, at nøglen ikke kunne drejes.

Blev Katrina stående ved døren, ville Valentine rimelig hurtigt nå op bag ved hende, hvor han uden tøven ville række frem og gribe fat om hendes hår - hvad enten det var opsat eller ej. Så snart han havde ordentligt fat, og medmindre hun gjorde andet for at forhindre dette, ville Valentine rykke hende væk fra døren, og smide hende væk fra sig, så hun endte ind mod midten af rummet. Det ellers tidligere milde blik var borte, og i stedet havde et hårdt, mørkt blik rettet sig imod englen. Bag hende, ville Katrina kunne fornemme, hvordan sneleoparden fra tidligere nærmede sig. På trods af dens bedøvede tilstand, lod det til, at løbeturen havde fået sat gang i instinkterne hos det store kattedyr. Nok til, at den i hvert fald langsomt trådte frem mod hende, alt imens halen piskede uroligt. Valentine lod dog til at være ligeglad, som han fastholdt blikket imod hende.

“Det var var virkelig...virkelig... dumt, lille engel. Her tilbød jeg dig en gave. En mulighed, faktisk, som du desperat ødelagde hele min eftermiddag i forsøget på at opnå… løgne og falske løfter er jeg blevet lovet... og så skrider du bare?! Dette er din sidste chance! Fortæl mig endelig, hvorfor jeg så meget som burde overveje at lade dig gå igen?..."

—------------------

“... Truer de Kongen?”

Varulven kneb øjnene sammen, og stirrede vagtsomt mod Beldragon, tydeligt utilfreds med englens ord. Dem alle sammen faktisk. Den anden vagt, som hidtil havde forholdt sig passivt, sluttede sig nu til varulven, og lod også hånden glide ned mod sværdet ved hans side. En shapeshifter. Betydeligt mindre en makkeren, men hans blik og fysik fortalt om fart og lethed. Han forholdt sig dog tavs, da varulven endnu engang talte til gruppen.

"Kongen vil personligt vurdere, hvem der får lov til at gå EFTER, at han har haft tid til at gennemgå sagen. Jeg gentager, at alle bedes følge med stille og roligt. Én forkert bevægelse, og I vil blive lagt i lænker.”

Panik var et mildt ord for hvad Kat følte, da hun nåede døren. Låsen havde lige sagt klik og nøglen var derefter umulig at dreje, som om den var smeltet fast. Ligeledes viste hun at hun var i lokale med en mand der ikke stod tilbage for at skære i folk som en straf. For ikke at sige det kattedyr, som der var i lokalet.
Hun ville af hele sit hjerte ønske at hun stadig bar den halskæde, som Dust havde givet hende og taget fra hende igen, da han slog op. Ligeledes ville hun ønske at hun havde lyttet til sin ven og beskytter. Men nej, hun skulle absolut stikke af og lave mere lort i situationen.

Et panisk skrig undslap hende, da han greb hende i håret, og hendes hænder fløj op til hans hånd. Men hænderne nåede kun halvvejs op før hun blev slynget tilbage i værelset. Hun beskyttede sit hoved da hun landede på gulvet, og så forsigtigt i retningen af Valentine.
Fuck, fuck, fuck.... Hans øjne skræmte hende. Hans stemme og ord skræmte hende. Faktisk skræmte hele hans væremåde hende. Væk var den venlige mand hun troede hun kendte lidt til og foran hende stod nu en mand der kunne minde meget om en dæmon.

Det eneste hun turde, var at samle sig så meget sammen at hun kunne ligge på knæ foran ham og bukke for ham.
”Jeg undskylder for min dårlige opførelse. Deres Majestæt har kun været venligheden selv og jeg har på det groveste udnyttet den. Deres Majestæt har alt mulig ret til at straffe mig. Det eneste jeg beder om er tilladelse til at lade min beskytter og mig selv forlade byen. Jeg lover aldrig at sætte fod her igen, så længe De lever her.” Stemmen var nogenlunde rolig selv om hun var fyldt med angst. Hun havde en fornemmelse af at Beldragon sikkert var fuldt efter hende og viste at han nemt kunne rode sig ind i urimeligheder på grund af hende.


Beldragon sukkede ved vagtens ord. Dumt. Han skulle have brugt en anden fremgang, men nu var det umuligt at ændre på det. Han bukkede derfor for vagten.
Det var ikke ment som en trussel, langt fra. Men naturligvis følger vi alle med, eftersom mine uagtsomme ord har bragt os i denne situation. Dæmonerne sukkede dybt og så træt på Beldragon, men sagde ellers intet. De indså at de ikke kunne gøre andet end at følge med.

Han mærkede panikken, fra fingrene, der desperat greb efter hans, og hørte lyden af skriget, som hun fløj tilbage gennem værelset. Alligevel var det med en ophøjet ro, samt et næsten hånende blik, at han nærmede sig igen - kattedyret lige bag hende. Det var muligt, at skriget havde alarmeret en vagt eller to ude på gangen, men ingen turde nærme sig, så længe kongen var uskadt. Valentine havde gjort det ganske klart, at han ikke brød sig om at få sit privatliv på borgen spoleret. Der var for mange ting i hans liv, som han ikke ønskede skulle spredes blandt slottets tjenestefolk. For det var trods alt blot et spørgsmål om tid før sladder nåede byen, og videre ud i Underworld. Derfor forblev det hele diskret, og bag lukkede døre. Alt lige fra planerne angående Elizabeth til de hyppige møder med søskendeflokken - specielt dem med Luxuria.

Valentine standsede foran den knælende engel og betragtede hende med et tydeligt misfornøjet udtryk. Hele dagen var ét stort rod nu, og han anede nærmest ikke sine levende råd om, hvad der potentielt kunne rette op på den nedtur, som Katrinas tilstedeværelse havde slæbt med sig. Englen havde spoleret så meget mere, end hun sikkert var klar over, og han havde ingen intentioner om at lade hende slippe ustraffet af sted med det. Tid var dyrebart, trods alt. Hans tid var i hvert fald. Derfor - efter at have stået og vurderet hende et øjeblik - fortsatte han videre gennem lokalet, uden så meget som et ord. Forbi sneleoparden, der trak sig til siden med et hidsigt hvæs, og videre hen mod pejsen, der befandt sig i den modsatte ende af det lille lokale. Pejsen var slukket, takket være den buldrende sommervarme, som hærgede udenfor, men det tog blot et øjeblik at få liv i den nydeligt stablede bunke med træ, der lå dekorativt placeret inde midt i pejsen. I en lynsnare bevægelse, rakte han en hånd op og flåede en af de mange lysestager ned fra nærmeste overflade, blot for skødesløst at kyle hele molevitten ind mod bunken af træ. Det tog ikke mange sekunder for flammerne at få fat, og efter blot et øjeblik kunne man allerede fornemme, hvordan ilden åd sig igennem det tørre træ, som havde haft rigeligt tid til at tørre hen over sommeren. Valentine betragtede flammerne kortvarigt før, at han strakte en anden hånd ud til siden, og greb fat om den nærmest af de mange flotte bronzestænger, der ellers blev brugt til at rode rundt i ilden med. Stadigvæk med blikket rettet mod flammerne, mærkede han den velkendte, summende fornemmelse af metallet, som ændrede sig mellem fingrene. For en stund virkede spidsen for enden af stangen næsten helt flydende før, at den langsomt rettede sig op og samlede sig til en ny form. I stedet for den sædvanlige spidse snude, der ellers var god til at hugge fat i brændestykkerne, befandt der sig nu et stort “X” for enden af stangen. Tilfreds betragtede han sit nye mesterværk et øjeblik før, at han roligt lod stangen føre ind blandt flammerne. Først da han var sikker på, at X’et var fuldstændig opslugt, kastede han endelig et blik over skulderen igen for at få en fornemmelse af, hvor Katrina befandt sig. Tilsyneladende ikke specielt bekymret for, hvorvidt kattedyret muligvis havde ædt hende i mellemtiden.

“For en gangs skyld har du helt ret…”

Bronzestangen roterede en enkelt omgang, og hvilket sendte gløderne flyvende ud mod resten af værelset. Valentine stod dog fortsat ubekymret, på trods af hans lette påklædning, og mærkede varmen fra pejsen blande sig med rummets ellers svalende temperatur. Ligeglad med, om Katrina svarede ham eller ej, lod han blikket glide tilbage mod flammehavet foran sig, og fortsatte så, med en stemme roligere end før på trods af uroen, der stadigvæk herskede i kroppen.

“... Du fortjener at blive straffet. For du har fejlet. Og du har løjet. Svigtet min tillid, om og om igen. Ødelagt så meget. Tænk, du som ellers startede, så ren og uskyldig… kan være faldet så langt.”

Metallet blev med et irriteret ryk flået fri af flammerne igen. Det mørke skørt gled faretruende tæt på ilden, som han vendte sig rundt mod Katrina igen. Det mørke blik bar en ny og faretruende glød. Med en nyvunden energi fik han hurtigt tilbagelagt distancen mellem dem en sidste gang inden, at han standsede lige foran hende, hvor end hun befandt sig. Trængt op i en krog, om nødvendigt. Kælende gled den frie hånd ned over den køligste del af metallet inden, at han løftede stangen og pegede det rødglødende X mod hende. Lod den hænge der lige ude foran hendes næsetip, advarende, alt imens et oprigtigt men dystert smil langsomt bredte sig. Hovedet gled en anelse på skrå, inden den bløde stemme fra tidligere på dagen, genfandt sig.

“Sidste chance, engel. Gør vi dette på den nemme måde?... Eller bliver jeg nødt til at få vagterne til at holde dig?”

------------------------------------------

"Det var bedre" tydeligvis mere tilfreds med Beldragons næste ord, lod vagterne deres våben glide tilbage på plads inden, at gruppen derefter blev ført mod slottet. Her ville de ført videre mod fangekælderen, hvor de alle ville blive låst inde i hver deres celle. En af vagterne ville derfra forsvinde videre op gennem slottet for at advare kongen, imens den sidste af vagterne gav besked til dem, som stod for at overvåge fangekælderen. Protester fra gruppen ville blive ignoreret.

Med alle sine kræfter fik hun undertvunget den skælven hans tilstedeværelse fremtvang. Først da han fjernede sig fra hende, gav hun langsomt slip på den så den ophobet kraft kunne sive ud. Hvad hun ikke havde tænkt over var kattedyret. Efter at have flyttet sig for Valentine, fokuserede det på det skælvende bytte. Det begyndte at krybe hen over gulvet med alle vågne sanser i jagt. Kat havde kort varigt løftet hovedet for at se hvad Valentine gjorde, men hendes blik var fanget af dyret, der viste sig at være en en stor hvidsort kat. Panikken skyllede igennem hende ved synet af den store kat der kom krybende i jagt efter sit bytte. Derfor gik hun glip af hvad end Valentine lavede.

Først da Valentine talte, fik hun løsrevet blikket fra katten der var omkring en halvmeter fra hende. Alt farven forsvandt fra ansigtet ved synet af den stang han hev ud af ilden og kom hen mod hende med. Katten gav et par hidsige hvæs, som om den tuede ham, men endte med at trække sig lidt væk fra byttet. Stangen med den glødende spids, som manden holdte var en større trussel end at miste et måltid.
Kat var så angst at hun frøs på stedet. Ude af stand til at flytte sig eller tale. Hun skælvede som et espeløv i stormvejr. Stangen med den glødende spids foran hendes næse gav hende minder om tyve og slyngler, som hendes mor og bedstefædre havde brændemærket. Valentines sidste ord om den nemme eller svære måde, sendte hende ud i et sidste flugtforsøg. Hun viste at det ville fejle, men både hendes krop og sind var i flygt-tilstand og hun kunne ikke befri sig fra den.

- - -

Netop som vagterne havde lukket celledøren efter Beldragon, mærkede han den kraftige angst fra Kat. Det fik ham til at kaste sig imod celledøren et par gange, kun for at resultere i en øm skulder og arm. Derefter satte han sig på gulvet og fandt et stykke pergament frem fra en lomme, sammen med en lille kulstift. Han tegnede hurtigt en fugl, og hviskede ordene:
”Pervenient ad vitam.” Så snart duen sad i hans hænder, hviskede han en besked og sendte den afsted til handelshuset i byen. De ville sørge for at beskeden blev sendt videre til Taliia og Jake, men om de vil kunne nå at gøre noget i tide viste han ikke. Han håbede af hele sit hjerte at Kat ville overleve, også selv om det betød at han skulle opgive sit eget liv.

//Godmode tilladt //

//OBS, grafisk/voldeligt indhold//

Ingen svar. Hvad havde han egentlig forventet? Englen havde trods alt flere gange bevist, at hun helt tydeligt manglede bare en anelse sans for fornuft. Alligevel havde han måske håbet, at de kunne få denne del overstået hurtigst muligt, så han forhåbentlig slap for at se på hendes ynkelige, lille ansigt inden dagen var omme. Dødssynden nåede lige præcis at sukke dybt, frustreret over den manglende reaktion, da Katrina ganske pludselig fik meget travlt. Et eller andet sted bag det tomme blik, havde tandhjulene åbenbart kørt længe nok til at tage en selvstændig beslutning, hvilket resulterede i englen der endnu engang styrtede mod udgangen i vild panik - tilsyneladende lykkelig uopmærksom på, at døren stadigvæk var låst, på trods af Valentines andre aktiviteter i rummet. Hvad han samtidig ikke havde regnet med var synet af sneleoparden, som lod til at være vågnet fuldstændig fra sin rus. For pludselig var dyret på benene, og i én flydende bevægelse, satte dyret af fra den sofa, hvor den var krøbet i sikkerhed, og kastede sig derfra imod englen, som efterhånden burde nærme sig døren. Hvad enten det lykkedes dyret at tackle sit mål eller ej, var Valentine ikke rigtig interesseret i. I stedet lod han englen kæmpe sin egen kamp med dyret, og vendte dernæst opmærksomheden mod døren, hvor han slap sit mentale greb omkring nøglen, inden at han tillod sig at råbe på hjælp.

“VAGTER!”

Efter blot få sekunders tumult på den anden side af døren, lød der en tung, metallisk raslen, inden døren pludselig fløj åben. Ind væltede to vagter iført hver deres gyldne rustning med Valentines mærke over brystet. Begge vagter standsede brat foran, hvad end situationen der foregik mellem Katrina og sneleoparden, og så et øjeblik særdeles konfuse ud før, at de omsider vendte opmærksomheden mod dødssynden.

“Deres Majestæt? Vi hørt-...”
“Grib hende.”
“Undskyld?”
“Grib. Hende. Denne kvinde er farlig, og jeg agter at straffe hende for hendes gerninger mod kronen. Så grib hende og før hende til mig.”

Uden så meget som et ord yderligere, gik vagterne til værks. Den ene af dem, fik hurtigt fordrevet det store kattedyr med spidsen fra sit sværd, som han måtte jage i dyret et par gange før, at det forstod beskeden. Så snart der var fri bane, ville den anden vagt gribe fat om Katrina, og hvad end hun protesterede eller ej, ville hun blive slæbt tilbage foran Valentine, hvor hun ville blive tvunget til at stå.

“Fjern hendes skjorte.”

Vagt nummer to, der havde sluttet sig til gruppen igen, efter at have sikret sig sneleopardens tilstand, rakte frem for at løsne skjorten. Kunne den åbnes foran med knapper, ville han rive den åben, men var det noget, som skulle trækkes over hovedet, ville han blot ødelægge udskæringen nok til, at hendes øvre bryst blev blottet - og dermed klanmærket, der havde gemt sig. Valentine hævede kobberstangen uden et ord, og begge vagter skyndte sig at gribe fat i hver sin arm, som han endeligt lod det rødglødende X møde klanmærket Lyden var overvældende, og ligeså var lugten. Hvæsende og boblende kunne man næsten høre, hvordan kroppens beskyttende overflade smeltede væk til fordel for jernets varme overflade. En ubehagelig, ildelugtende form for damp stod op mellem dem alle fire, og bragte med sig en kvalmende dunst af brændt kød, som selv rummets dusinvis af roser ikke formåede at hamle op med. Men det var selv gennem alt dette, potentielt skrigeriet endda, at Valentine roligt fremsagde sin dom.

“Ved min magt som Konge af Sunfury, forvises du hermed for livstid fra Sunfury og alt dertilhørende territorium! Vid at du og din klan IKKE er velkommen i min by, og skulle I nogensinde nærme jer igen, vil I ikke blive skånet på samme måde, som du er blevet i dag. Og skulle du finde på at opsøge min familie, vil du kun finde samme skæbne…”

——————-

I fangekælderen spottede en af vagterne pludselig, hvordan en lille lysende fugl forsvandt inde fra Beldragons celle. I løbet af få minutter var vagten inde i cellen, og havde godt fat i kraven på englen. “Lyst til at dele, hvad du lige har sendt afsted?” uanset hvad Beldragon svarede, ville han dog stadigvæk blive lagt i håndjern for at forhindre flere tricks.

Kat var næsten nået hen til døren, da kattedyret ramte hende og skubbede hende ud af kurs. Hun nåede lige at løfte sin arm, den uden signaturen, så de skarpe tænder lukkede sig om den i stedet for hendes hals. Hvis hun ikke var panisk i forvejen, ja så blev hun det i hvert fald nu. Kampen om sit liv skærpede hendes sanser og hun sørgede for at holde kattedyret på nok afstand til at det ikke kunne skade hende med andet end rifter fra kløerne.
Hun hørte svagt at Valentine kaldte på vagterne, men det var ikke noget hun havde tid eller råd til at tænke over, med mindre hun ønskede at lade kattedyret flå hende helt i stykker. Så hun hørte ikke samtalen mellem vagterne og Valentine.

Først da vagterne fik jaget kattedyret væk og greb hende i armene, kunne hun fokusere på hvad der skete. Hun fik et kort glimt af den åbne dør og kæmpede for at slippe fri af vagternes greb, men det lykkedes ikke. Og Valentines ord om at fjerne hendes skjorte, hjalp heller ikke på hendes paniske sind.
Knapperne spang da vagten flåede i skjorten, så hendes blegblå brystbånd kom til syne sammen med den sorte flamme tatovering hun havde på højre brystmuskel.
Kat nåede knap nok at registrere andet end at vagterne tog hårdere fat om hendes arme, inden smerten fra det rødglødende jern ramte præcis samme sted som tatoveringen var.

Smerten var alt over skyggende og fjernede alt tankegang. Hun skreg. Skreg som om hun var ved at blive dræbt. Alle instinkter skreg på at hun skulle fjerne sig fra det som forårsagede smerten. Hun prøvede at rygge baglæns, væk fra det rødglødende jern, men vagterne stod fast og hun kunne ikke røre sig.
Hvis ikke det havde været for det paniske angstanfald, ville hun have fået det dårligt over lugten af brændt kød.
Hun ænsede ikke meget andet end smerten. Noget der lød som en pløret hvisken, nåede hendes hjerne, men hun kunne ikke forstå ordene eller sammenhængen. Så hun bad i sit sind til at de vil blive gentaget på et andet tidspunkt, for en ting var sikkert – de var ment i alvor.

~ ~

Beldragon havde netop sendt duen afsted gennen det lille vindue der var i hans celle, da han hørte hastige fodtrin nærme sig. Han vendte sig og blev kort efter skubbet lidt bavlens af vagten.
Han løftede hænderne for at vise at han ikke havde noget i hænderne.
En due med besked til klanen om at de skulle trække sig ud af byen. Jeg gætter på at kongen ikke ønsker vores tilstedeværelse længere. Han lod roligt vagten lægge ham i jern, da han tænkte at der nok ikke ville gå længe inden han og de andre blev smidt ud af byen. Når han var fri ville han finde Kat.... Han havde ikke mere end tænkt hendes navn, før han blev overvældet af en brændende smerte og følte hvordan Kats væsen skreg af smerte. Kongen havde brændemærket hende. Følelserne var så stærke at de sendte ham i knæ og gispende efter luft, som om nogle havde givet ham en mavepumper.

~ ~

Henne i handelshuset, opdagede en kvindelig engel duen, som den kom flyvende gennem en væk. Hun løftede armen, så duen kunne lande og forvandle sig til pergamentet, hvor hun kunne læse Beldragons besked. Hun mistede alt farve i ansigtet og rakte pergamentet til en af de mænd, som kom over for at gribe hende. Manden, der var en dæmon, læste hurtigt beskeden og gav sig derefter til at udstede ordre om at få pakket de mest vigtige ting ned i en fart. Overfor kunderne undskyldte han sig med at der var sket noget alvorligt med deres leder og at de var nød til at lukke handelshuset midlertidigt. Kunderne var naturligvis kede af det og nogle endda lidt vrede, men de accepterede alle at forlade handelshuset. Så snart alle kunder var ude, blev der hængt et skilt op på døren med ”Midlertidigt lukket”. Han fik hurtigt samlet alle klanmedlemmere, og fortalt dem hvad Beldragon havde skrevet. At Kat havde rodet sig ud i problemer med kongen, og at det ikke så godt ud. Så hvis de ville ud med liv og ejendele i behold, så skulle de forlade byen hurtigst muligt. Det satte ekstra fart på de omkring halvtreds klanfolk. De pakkede hurtigt alle opaler og andet værdifuldt i vogne og kørte dem ud af byen i ro og mag hen over nogle timer, så de ikke vækkede for meget opmærksomhed. Det skulle gerne ligne at de blot var handelsfolk på rejse.

//Godmode er fortsat tilladt//