How the hell did you get here? ~ Valentine

Tidspunkt: Før daggry slut januar 1166
Sted: Darkwind Citadel
Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i emnet

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hendes hår er dog sat op og gemt væk




Som det så ofte var tilfældet, havde Genevira arbejdet fra mørket faldt på og så ind til nu. Dagen, eller nærmere natten var lagt relativt simpelt ud med at få et overblik over optegnelserne af nye ansatte på borgen, enten i form af tjenestefolk eller vagter. Så havde hun vovet sig ned i byen, trodset den konstante isnende støvregn, der havde syntes tilstedeværende hele ugen for at smiger sig ind hos hvad, der efterhånden var hendes folk. Hun bragte Rotten Roots borgere, nøjagtigt konstruerede, nyheder og løfter fra borgen, hvor de ikke kunne sætte deres fødder, bragte dem endog nogle af de ting de manglede, men ikke nødvendigvis selv kunne få fat i. Noget, der ikke ville give et voldsomt udslag i Mcgivens budget, men symbolsk ville virke som om gavmildheden bare flød fra dem, som om de havde styr på alting og rent faktisk lyttede til deres folk. På trods af, at mange blev tilbage, stirrede skeptisk, mistroisk på hende fra døråbninger og vinduer, så var dette det tætteste Genevira kom på at føle sig lidt som en helgen. Disse forhutlede skikkelser, der modvilligt trængtes om hende og lod til at være for bange til at røre ved hende, når hun rakte dem noget af det, de havde behov for fra den tunge fletkurv hun bar på armen. Genevira var kalkuleret bevidst om at udvise dem, der var blevet lammet, og dog senere havde kommet sig, efter Dusts angreb en synlig ekstra omsorg og bekymring. Spurgte ind til, hvordan de havde det og jublede med dem, når de, nogen mere velvilligt end andre, viste hende, at de kunne bevæge sig normalt igen. På denne måde lagde hun hårdt afstand til, hvad der var blevet gjort ved dem den dag. Fortalte dem uden ord, at denne vanvittige mands handlinger ikke havde været deres herskers hensigt. Bekymrede de sig måske netop nok til, at hun stod her blandt dem for at lytte til dem, se hvad de manglede? Nøjagtig som herskeren selv aktivt var kommet ned i deres bydel den skæbnesvangre dag, hvor så meget var gået galt for at se, hvad han kunne gøre ved situationen og så var alt bare blevet vendt på hovedet af en galning.
Næh tak, ingenting var Genevira eller Seans skyld og det skulle de alle sammen vide. Bevares, der var dem, der ikke købte hendes godhed og velvilje, men så længe nok gjorde, ville oppositionens ord i sidste ende drukne og hun ville stå tilbage som den eneste sandhed.
Hun udmærket vidste, at der var folk i disse folkemængder, der glædeligt ville have flået hende i stykker med de bare næver, hvis ikke det var fordi, hun ´tilhørte´ herskeren af Doomsville, og fordi hun havde et par diskret placerede vagter med. Selv da var hun ikke bange. De folk der ærefrygtigt rakte ud bare for at røre en flig af hendes tøj, takkede hende nærmest på deres grædende knæ, når hun lyttede og lovede at tage deres problemer med videre, når hun udelte simpelt medicin og andre almindelige fornødenheder, der måske burde have været en ret, men ikke var det og derfor virkede som en velsignelse, var nok til at opveje det.
Ja dette kunne meget vel have været en scene i et af kirkens kalkmalerier. Hun selv som den strålende helgeninde selvfølgelig. Så forstående og renhjertet, at hun kunne færdes blandt den pøbel som andre fornægtede uden frygt eller foragt.
Tanken fik hende til at smile. Tanken om disse små folks tilbedelse, var næsten nok til at gøre regnen og stanken udholdelig at befinde sig i, i de timer hun hjalp til blandt dem, lod som om hun forstod og bekymrede sig for dem og deres arbejde, som om hun stadig var en af dem, på trods af, at hun havde kæmpet med næb og kløer for at undslippe den eksistens de levede i. Det var lettere at sælge, når man naturligt talte med samme accent som dem.
Alligevel var hun komplet psykisk udmattet, da hun sent på natten endelig kom tilbage til borgen. Hun hilste på de få tjenestefolk, der stadig var oppe med et kort nik, fandt sin kat og scoppede ham uden videre op i favnen, hvilket kræet mirakuløst tolererede, og satte kursen mod sit værelse. Her hængte hun sin kyse og sit andet overtøj til tørre på en knagerække bag døren og sørgede for at gardinerne var fuldstændig tætlukkede så det kommende daggry ikke kunne røre hende. Så var der egentlig bare tilbage gøre sig klar til at gå i seng.
Hun satte sig ved det lille sminkebord i værelsets ene hjørne og begyndte at pille hårnåle ud af sit stramt opsatte hår, hvad der også gradvist afslørede, hvor meget der faktisk var af det. Når først det var løst faldt det tungt til cirka midten af hendes ryg. Genevira betragtede sig selv granskende i spejlet i det flakkende drømmeagtige skær fra olielampen på bordet og en skygge af noget mørkt lagde sig et øjeblik over hendes ansigt ved mindet der kom som et pludseligt stik og lyden af en saks. Hun bortrev sig fra det, men alligevel var der en unaturlig hast i måden de slanke fingre flettede håret på. Som for at sikre, at der ikke nåede at ske det noget.
Hun gik over for at finde en natkjole i skabet, imens katten følte sig hjemme på hendes seng. Det ville blive en kamp at flytte ham.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Vådt. Vådt, koldt og mørkt. Behøvede man egentlig andre ord for at beskrive Doomsville? Sikkert ikke. Det var ham stadigvæk en gåde, at nogen valgte at bo her frivilligt... men, ikke desto mindre, fortsatte benene deres lettere slingrende bevægelse, og fortsatte fremad. Trodsede naturens deprimerende fænomener og tilsølede brosten. Et sted i det fjerne fornemmede han, hvordan borgen langsomt kom til syne. Massiv og advarende. Mørk - som dets hersker. Men, det var for en gangs skyld ikke, hvad han søgte. Nej, det var hende han søgte. En enkelt uddød gemt væk bag borgens enorme mure. Hans lys i mørket.  

Det var efterhånden et par uger siden, at søskendeflokken havde påbegyndt deres lille turné. Efter hændelsen på bordellet The House of The Rising Sun var de hurtigt blevet enige om, at det ville være bedst at forlade byen et par dage – bare for at klare tankerne lidt. Men... dage var hurtigt blevet til uger. Det viste sig ret hurtigt, at Gula havde mere en rigeligt at fortælle og vise omkring sit nye liv, og at hun desuden havde udviklet sig til en kvinde med mindst lige så stor smag for at feste, som han selv ejede. Det havde betydet et visit hjem til hendes adoptivforældre, som Valentine heldigvis hurtigt var faldet i god jord hos. Et eller andet sted, kunne han ikke undgå at mærke jalousien boble under overfladen ved synet af den overvældende rigdom, som søsteren var vokset op blandt – imens han pinefuldt huskede sine egne år væk fra familien. Derfor havde hans egne detaljer omkring opvæksten muligvis også være en kende mere sparsomme, men lidt vin hjalp altid på tingene, og Gula var lige så nem at distrahere med snacks, som da hun var barn. Så efter det havde de rejst rundt på må og få. Brugt penge i kvalmende mængder uden egentlig altid at vide, hvor pengene kom fra. Crashet den ene fest efter den anden, både private og knap så private. Drukket, spist og horet til de segnede... for så at vågne op og gentage det hele dagen efter. Ikke fordi de reelt set sov meget. Nej, stofferne hjalp ret godt mod den slags. Det var mere som om, at kroppen til sidst gav op for en stund, og lukkede lidt ned indtil, at de selv var i stand til at indtage noget igen. Fråds og Grådighed var i sandhed et farligt mix. Det eneste Valentine måske havde savnet lidt var Luxuria, men det var ikke lykkedes flokken at opspore broderen. Så de var fortsat videre. Og før han rigtig vidste af det, nærmede de sig pludselig Doomsville. Midt i en rus var der pludselig gået en tanke op for ham. Genevira. Hun boede da i Doomsville!... Ikke? Jo, det havde hun nævnt. Skrevet om i sine breve, som han underligt nok ikke kunne få sig selv til at fortælle Gula om, og nævnt da de sidst så hinanden. En plan var begyndt at spire, og selvom det efterhånden var vanvittigt svært at samle to tanker længe nok til at formulere noget nogenlunde fornuftigt, så var det lykkedes ham at forklare situationen til Gula. Forklaret at han blev nødt til at forlade hende for en stund, men at hun blot skulle fortsætte morskaben, og så ville han finde hende igen, når tiden var til det. Gula havde heldigvis ikke protesteret voldsomt, og velvidende at en Graceling næppe blev svær at opspore i Underworld, havde han taget sin afsked.

Så her var han altså. Med blod pumpet fuld af mængder af alkohol og stoffer nok til, at den almene borger nok var faldet død om for længst - og med meget lidt søvn. Timerne og dagene var efterhånden begyndt at flyde lidt sammen, men Valentine var ret sikker på, at han i hvert fald ikke havde sovet i... hvad? 24? 48 timer? Noget i den dur i hvert fald. Men han var ikke træt. Nej, slet ikke faktisk! For nu var han endelig så tæt på. I mulm og mørke var det lykkedes ham at traske hele vejen op til borgen... han havde vist haft en hest på et tidspunkt... inden han standsede for at overveje sine muligheder ganske kort. For til hans store overraskelse vrimlede stedet med vagter. Og selvom Valentine ellers så sig selv, som en ganske charmerende sjæl, så var 20 mand nok liiiige.... lige én for mange. Et øjeblik overvejede han faktisk at kravle sig vej ind... men så kom han i tanke om hælene, og sukkede højlydt over situationen. Så... spottede det slørrede blå blik pludselig noget... lys. Ikke metaforisk denne gang, nej fysisk levende lys. Og som en møl i natten draget af lyset, stavrede skikkelsen hurtigt hen mod kilden.

Kilden skulle vise sig at være en køkkenindgang, hvor to trætudseende kvinder slæbte rundt på diverse sække og frugter med madvarer. Sikker for at gøre klar til aftensmaden. Eller morgenmaden... hvad var klokken egentlig? Nå, ikke vigtigt. Valentine gjorde sig klar. Rankede kroppen gemt under den tunge, våde pelskappe, og strøg en hånd igennem det fugtige lys hår. Han havde ingen idé om, hvordan make-uppen tog sig ud, men han var heldigvis altid meget bevidst om ikke at tvære i den slags – fuld eller ej. Så klistrede han sit bedste og mest indbydende smil på læberne inden, at han trådte frem af skyggerne. Den ene hoppede en halv meter, og den anden tabte en kasse i ren forskrækkelse. Det var tydeligt, at han muligvis havde luret i skyggerne en tand længere end planlagt. Ikke desto mindre, forsøgte han sig stadigvæk, imens begge kvinder gloede vagtsomt.

“Goodevening, my lovely ladies! Wouldn’t... wouldn’t one of you beauties be so kind aaaand show me the way inside? I’m looking for a very special person, you see.” Den ene – den yngste – fniste lidt over lyden af hans ikke helt sobre stemmeleje. Den anden, ældre, og tydeligvis stadigvæk den mest mistroiske, trådte et skridt frem og krydsede armene. “ Why would we help you? And who are ye even looking for?”

Valentine kneb øjnene sammen. Tænksomt, imens han søgte. Lod følerne glide ud, og mærkede efter i situationen. For hvad de egentlig spurgte ham om... kunne han måske bruge. Og selvom interessen var voksende hos den yngste, så var det hos den ældste, at han pludselig fandt noget, som kunne bruges. En hånd forsvandt hurtigt ind under pelsen, og da den kom til syne igen, bar den på en tung, meget fyldt skinpose. Øjnene voksede hos begge kvinder, som han langsomt trak snoren op. Posen var fyldt til randen med guldmønter i mængdevis. Ikke meget for Grådighed selv, men mere end rigeligt til at vække interessen hos et par simple bondekoner. Posen klirrede indbydende, som han talte igen. “ Because I’ve got exaaaactly what ‘yer’ looking for, my sweet, sweet lady... I’m not here to hurt anyone... I juuuuust... need... to get inside. Deal?”

De tøvede. Men efter kort øjeblik nikkede den ældste endelig. Valentines smil voksede en anelse, og gruppen forsvandt hastigt indenfor gennem bagdøren til køkkenet. Som de luskede afsted i stilhed, havde de blå svært ved ikke at vandre, selvom han egentlig burde koncentrere sig mest om ikke at snuble over et eller andet. Som de langsomt kom forbi diverse retter, som enten var ved at blive pakket væk eller klargjort til dagen, gled hænderne ud et par gange undervejs. En enkelt drue her, et stykke ost der, og til sidst et æble, som han fornøjet satte tænderne i... lige indtil, at de kom forbi en kasse fyldt med diverse flasker af vin. Og selvom begge kvinder et øjeblik tyssede på ham, da han tydeligvis lavede for meget rabalder i forsøget på at kidnappe en af flaskerne, så var dødssynden alt for målsat. Først da han endelig stod med en flaske i hånden, og et æble i munden gik det op for ham, at det måske havde været den første af mange fejl den nat.  

“Oy! You! What are you doing in here?” Hele gruppen frøs, og Valentine drejede hovedet forvirret mod lyden. Ah, skønt. En vagt. Havde de snydt ham? Nej, begge kvinder stod stadigvæk bag ham, den ene mere bleg en den anden. Valentine, meget afslappet omkring situationen, på trods af, at han havde en idé om, at det så skidt ud, da to andre vagter pludselig gled ind i køkkenet, tog en god stor bid af æblet, som han derefter tyggede lidt på inden, at han svarede. “ Easy now, gentlemen... I was juuust... looking. For someone. Okay? No... No reason for drama. Just let me-…" længere nåede han ikke før, at en stærk hånd pludselig greb sig fast om pelskappen. Okay. Så... ja. Snak virkede tydeligvis ikke. Så måtte man jo prøve noget andet. Uden egentlig at tænke meget over det, fløj en albue op og landede lige i ansigtet på vagten, som pludselig var dukket op bag ham. Selvom det havde været mere eller mindre i blinde, fortalte den knasende lyd og hylet der fulgte, at han havde ramt rigtigt. Derefter fik han hurtigt rykket sig fri af grebet, da vagten nu havde travlt med at stoppe blodbadet med begge hænder. Bevægelsen fik næsten sendt Valentine i gulvet, da en bølge af svimmelhed truede med at overvælde. Men i løbet af et øjeblik var han oppe igen. Og væk. Med et par hidsigt råbende vagter efter sig, genlød lyden af et par hastigt ilende hæle sig hele vejen igennem køkkenet, som Valentine besluttede at tage flugten. Han havde ingen idé om, hvor han var på vej hen, men han turde efterhånden ikke ligefrem stoppe for at spørger om vej. Så han løb. Rev ting ned fra hylderne, kastede med diverse madvare og flasker i et forsøg på at hindre grupperne, som nærmede sig, alt imens han desperat søgte efter en udgang. Til sidst lykkedes det at spotte en åben dør i mylderet. Da det endelig gik op for en vagt, hvad han planlagde, og manden forsøgte at stille sig i vejen, resulterede det blot en halvspist pattegris lige i ansigtet, hvilket sendte vagten flyvende bagover. Uden så meget som at skænke det en tanke, fløj Valentine overraskende galant henover madmordet under sig inden, at han tog flugten videre ud i slottet, hvor han panisk fortsatte sin desperat søgen efter et ganske særligt velkendt ansigt - selvfølgelig stadigvæk med en vinflaske i favnen.

Det var meningen, at det bare skulle være i en stille og rolig morgen. Hun havde planer om at læse en smule, inden hun lagde sig til at sove og havde da også netop sat sig under dynen med en bog. En samling af eventyr, der egentlig var skrevet til børn, men hjalp meget med at gøre hende i stand til at læse hurtigere, fordi sætningskonstruktionen var simpel.
Hun regnede med, at det mest komplicerede, der ville ske resten af dagen var den evige kamp med katten om, hvem der skulle have mest plads i sengen, der ellers ligesom var rigeligt stor til dem begge to, men sir Miawmiaw syntes altid af en eller anden grund at skulle placere sit korpus netop der hvor hun var og så blive enormt fornærmet over, at hun, hans loyale undersåt, som hun tydeligvis var, ikke flyttede sig øjeblikkeligt. Hun kløede katten bag øret og selvom han så lige så kronisk uimponeret ud, som det virkede til altid at være tilfældet, spandt han alligevel. Hun måtte altså gøre et eller andet rigtigt alligevel. Alt i alt en afslappet afslutning på en lang arbejdsdag ikke?
Og så alligevel. Åbenbart ikke. For pludselig nåede lyden af, hvad der herfra lød som en værre tumult hendes sensitive ører. Hvis det var noget vagterne bare simpelt kunne tage sig af, så var vedkommende, eller hvor mange folk der end var, ikke noget så langt. Og hun havde altså ikke tænkt sig, at lade nogen rende og lave ravage her, hvordan ville det ikke se ud? Godt nok var hendes arbejdsdag teknisk set slut, men når det kom til stykket sov jobbet aldrig. Hun svang benene over sengekanten og kom op, begræd i sit stille sind, at der ikke var tid til at tage tøj på, så de forsamlede vagter samt hvem end, der måske var brudt ind, ville altså se hende i sit [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] .

Nå, det måtte hun leve med, når der potentielt var liv på spil måtte hendes ærbarhed og offentlige image altså komme i anden række.
Så selvom hun lidt var ved at nå en nedsmeltning skyndte hun sig ned af de mange lange gange til, der hvor optøjerne syntes at finde sted. På trods af hastværket, eller måske på grund af det, virkede hun mere til at væve end at gå, som om hendes fødder næsten ikke engang rørte jorden. Og dog måtte hun standse bræt op ved det syn, der mødte hende, for selvom det var længe siden de havde set hinanden fysisk, så var han sjovt nok ikke til at tage fejl af. Hun glippede med de kæmpestore dådyrøjne og stod bumstille midt i det hele, hvilket også lod til at forvirre de vagter hendes….ja hendes hvad? Ven?...elsker? havde i hælene, så alle virkede mere eller mindre til at standse op og stå og stirre dumt på hinanden et langt øjeblik.

”If we might all calm down for a moment and someone could explain what is going on here?” bad Genevira efter en tids befippethed med en ro der overraskede hende selv. Også selvom hun havde lyst til at kaste sig om halsen på ham. Brevene var en ting, men at have ham her fysisk var en anden. Hun skulle bare lige til bunds i det her først.

Stemmen. Det var den, som fik ham til at standse. Fastfrosset i en position, hvor han egentlig stod ansigt til ansigt med vagterne, og derfor ikke havde bemærket den egentlige årsag til, at gruppen var standset. I stedet havde han i sit kaotiske sind troet, at det var sværdet, som han pegede mod den forreste af vagterne, som gjorde udslaget. Men nej. Det var hende. For ak, der stod hun! Halvvejs nede af trapperne, som guderne måtte vide, hvor ledte hen... iført en... brudekjole? Nej, en natkjole! Skøn så hun i hvert fald ud. Ansigtet havde vendt sig først, og snart efter fulgte kroppen, som han drejede sig imod hende og slog ud med armene. Tydeligvis fuldstændig upåvirket af vagterne, som han nær var ved at hugge hovederne af med sværdet stadigvæk placeret i den højre hånd, samt vinflasken der stadigvæk dinglede fra den venstre. Havde han ikke haft noget andet med?... En høj lyd skar pludselig igennem luften, og afbrød det – i Valentine’s hoved – yderst magiske øjeblik. Når jo. Vasen! I sin flugt gennem borgen havde gruppen på et tidspunkt passeret et bord, hvorpå der stod en vase fyldt med friskplukkede blomster. Egentlig havde hans første plan været noget i retning af at bruge vasen, som våben mod vagterne, og så gemme blomsterne til deres genforening. Med ved nærmere øjekast var det hurtigt gået op for dødssynden, at håndværket var intet mindre end pragtfuldt!... Og at vasen derfor fortjente bedre end at knuse et par tænder på en tilfældig vagt. Så den var røget med. Hvad Valentine ikke lige havde overvejet var, at sporet af blomster som han derfra efterlod sig, ikke just gjorde det sværere at opspore ham gennem slottet. Og nu var vasen så knust. Et øjeblik virkede de blå øjne næsten helt bedrøvede, som de stirrede ned mod skårene på gulvet. Så vendte han blikket mod hende igen, og et smil voksede frem i stedet.

“Daaaarling! There you are! I’ve been looking for you! It’s... it’s all just a big mis-…"

Længere nåede han ikke. Pludselig var der hænder overalt. Væk var sværdet - som han stadigvæk ikke anede, hvor kom fra – og væk var vinen, selvom den del næsten virkede sværere at vriste fri. En stærk lagde sig dernæst omkring hans nakke inden, at en fod blev hugget i hans læg, hvilket øjeblikkeligt fik de allerede udmattede ben til at give efter. Valentine røg derfor hårdt ned på knæ, inden han blev skubbet videre ned på maven, hvilket lynhurtigt fik slået al luften ud af ham. Modstanden var derfor betydelig mindre, da et par af vagterne, fik tvunget hans arme om på ryggen i en lås, imens der stadigvæk var en med hånden omkring hans hals. Intet af det blev dog rigtig registreret hos Valentine. I stedet var verden blevet tåget, og et øjeblik truede hans system med at overvælde ham. Dagevis uden søvn, med meget lidt mad og alt for meget alkohol (ville nogen nok vove at påstå)… samt andre ting... var efterhånden ved at indhente. Men så... lige inden, at mørket fik lukket ned, slog han øjnene op igen. De blå øjne flakkede forvirret rundt, men takket være det lyse hårdt spredt ud over det hele, var det næsten umuligt at se andet end skikkelserne der tronede omkring ham. I stedet mærkede han blot, hvordan stærke hænder arbejdede med at holde ham ned mod gulvet. Ikke helt i stand til at gøre andet for nu, lo han. Latteren endte dog mere som en tør hosten, takket være sammenstødet med gulvet, men det forhindrede ham dog ikke i at tale.

“Gentlemen... can’t say I’m not into this... but you could... at least... buy me dinner first!”

En blanding af forvirringen og væmmelse spredte sig blandt gruppen af vagter, hvilket fik et par stykker til at bakke væk. Resten forblev dog med Valentine på gulvet, imens de tydeligvis ventede på en eller anden form for instruks fra Genevira.

I begyndelsen havde det undret hende, næsten gjort hende en smule utilpas, hvordan de andre ansatte på borgen, syntes at blive en anelse mere tavse, formelle, stive i hendes nærhed. En smule nervøse. Delvist fordi hun var udød, men nok mest fordi, at hun var så tæt og uløseligt forbundet med herskeren selv og de dukkeagtige øjne havde en særlig skarphed for at spotte uregelmæssigheder, der næsten med garanti blev bragt videre til deres reelle arbejdsgiver. Med tiden havde Genevira vænnet sig til det, sine fællers lettre utilpashed i hendes nærvær. Hun kunne ikke rigtig fortænk dem i noget af det og desuden var der en vis tryghed, hvis ikke direkte tilpashed, i at vide, at hun i hvert fald på et eller andet niveau var respekteret for sin kunnen her, om så den var iblandet en lille smule frygt, ville hun ikke blande sig i. Folk kunne tænke, hvad de ville, så længe det blev ved tanker og ikke udviklede sig til noget, der i sidste ende ville være skadeligt for Sean, hende selv eller byen, ville hun ikke blande sig i folks holdninger til hende. Så længe folk respekterede den autoritet hun havde afledt af Sean, var det fint.
Derfor var det også med samme naturlige lethed, som før, at hun næsten lydløst tog de sidste trin ned af trappen. Vagterne fjernede deres blikke fra hende, eller var yderst opmærksomme på absolut kun at se på hendes ansigt. Ikke af nogen form for forlægenhed eller undertrykt tiltrækning, men blot fordi mange af dem kendte hende godt nok, enten personligt, eller fordi de havde hørt noget fra andre, til at vide, at hun absolut ville hade at blive set sådan her.
Og de små blege hænder, omend de så sårbare ud, som hun foldede dem foran sig nu, kunne flå en mand i stykker. Ikke noget, nogen af de forsamlede havde lyst til at udsætte sig selv for, hvis de ved et uheld fik et glimt af en ankel.
Genevira skar ansigt, da Valentine pludselig havnede på gulvet. Det hele forekom hende unødvendigt brutalt, men samtidig kunne hun ikke rigtig fortænke nogen af dem i det, givet hvad der var sket, sidste gang nogen valgte at kigge forbi uden en invitation.

”You may release him. I can vouch that he poses no threat to any of us,” sagde hun roligt, formåede at forholde sig professionelt ophøjet til trods for trangen til at skynde sig over til Valentine og sikre sig, at han var okay.

”Are you quite sure, miss Allaire? We don´t know what he is here for…” pointerede den ene vagt, tilsyneladende lettere akavet ved hele situationen.

”Oh has he not made that obvious enough. Sirs, he is here for me.” Hun skævede til Valentine.

“Next time, dearest, please send a note ahead of time to avoid this? foreslog hun, ikke helt uden en snert af noget, der kunne minde om morskab i stemmen.
Hun vendte blikket tilbage mod vagterne og så strengt på dem. Talte nu med en autoritet, der kunne have passet sig for en hersker selv.

”If anything we may view this as a blessing in disguise, gentlemen. We´ve had our system of security tested by someone who would not hurt us. And it is clearly lacking. If he can get in that easily, as can people with worse intentions. Let us collectively see this as a wakeup call and vow to do better in the future.” Hendes konklusion lagde ikke op til diskussion overhovedet.

“There is no use or reason to ask any of you to keep this from his lordship. I do not wish for secrets to fester here. But I expect, that when you report on this incident, you will tell him, that I have handled the situation. Gentlemen, now kindly let go of my lover.” Det sidste ord overraskede tydeligvis mere end en af dem og ville nok heller aldrig være faldet så frit fra Geneviras læber, hvis det ikke var fordi, hun havde travlt med at håndtere situationen foran sig.
Og vagterne gav da også slip.
Genevira rakte forsigtigt en hånd ned for at hjælpe Valentine op at stå, hvis han skulle have brug for det.

Et øjeblik var han overbevist om, at det havde været en drøm. En hallucination. For var det virkelig hende? Modsat vagterne der frivilligt lod deres blik sænke ved Geneviras ankomst, havde Valentine ingen problemer med at lade blikket vandre. Desværre havde der ikke ligefrem været meget tid til den slags, så hurtigt som vagterne formåede at tackle ham, da det først var gået op for dem, at han omsider stod stille for første gang siden, at jagten gik ind. Det var derfor også med stor skuffelse, at Valentine måtte nøjedes med at lytte til samtalen, som virkede til at foregå lige over hovedet på ham, da hans udspredte hår fortsat tillod yderst minimalt udsyn. Stemmen var dog ikke til at tage fejl af... selvom den syntes at have fået mere kant siden sidst. Det lidt forsigtige men ellers muntre toneleje var borte, og i stedet lød hun alvorlig. Næsten kommanderende. Som da tvillingerne havde forsøgt deres lille nummer med hende, og hun diskret men effektivt havde fået sat dem på plads igen, umiddelbart efter. Tanken fik et smil frem hos dødssynden, selvom kinderne kæmpede lidt mod følelsen af det kolde stengulv. Han ønskede egentlig at løfte hovedet, men vagtens hånd lå stadigvæk stramt omkring hans nakke... og hans lemmer føltes pludselig underligt tunge. Han lo ved hendes idé om, at han burde have sendt besked.

“ Suuuuure... Sure. Yes. Note... But hey... what can I say?... spontanious decesion!... I was... in the neighborhood... anyway.”

Det var svært at snakke, men Valentine havde en god idé om, at hans pointe skar igennem. Hvem elskede ikke overraskelser? Personligt var han nok mest fan af den dyre, gyldne slags... Men hey, var hans selskab måske ikke også det rene guld? Jo. Jo bestemt. Flere ord over hovedet på ham. Det lød vigtigt. Noget med sikkerheden... en hersker... og så ham. Lover. Ordet sendte en underlig følelse igennem kroppen, som ellers lod til at være mere eller mindre halvbedøvet. Ikke nødvendigvis en dårlig følelse. Bare... underlig. Og varm. Pludselig, som tankerne suste igennem hovedet på ham, lettede trykkede omkring hans nakke, og med store angstregelser fik han langsomt skrabet sig selv fri fra gulvet. Først da han endelig løftede blikket, spottede han en udstrakt hånd, som han øjeblikkeligt greb uden at tænke nærmere over det. Selv ikke da han lagde sin fulde vægt i en sidste effektiv bevægelse, som endelig fik ham på benene igen – mere eller mindre. Hans mørke skikkelse, som pludselig tårnede sig op foran Genevira, vaklede et øjeblik før, at han genvandt balancen fuldstændig. Hælene hjalp ikke just på situationen, og det faktum, at begge stadigvæk var intakte efter det intense sprint igennem borgen var et rent lykketræf. Valentine lod dog slet ikke til at overveje ret meget omkring sit outfit for en gangs skyld. Faktisk lod det til at efter det meste af håret var blevet slynget tilbage over skulderen, at så havde han faktisk kun øjne for én ting.  

Perlehvide tænder blottede sig i et stort drengerøvsagtig smil, som de blå øjne endelig fandt deres mål. Hendes skønhed var ikke blevet mindre siden dengang. Selvfølgelig ikke, slog det ham pludselig. Uddød skønhed havde det sjovt nok med at varer evigt. Alligevel fandt han stadigvæk synet særdeles behageligt. Hovedet lagde sig en kende på skrå, imens øjnene kæmpede en brav kamp med at holde fokus. Stemmen var dog det mest normale, han havde præsteret hele den nat. Varm og indbydende. Ganske som han plejede. Stadigvæk med hendes hånd i sin selvfølgelig.

“'Evening, my lady... did you miss me?”

”Not that I want to rain on your parade, but for next time, perhaps wait with surprises till the city is more stable,” foreslog hun. Ikke uvenligt, men stadig med en smule kant, der tydeligt afslørede, at hun ikke havde tænkt sig at være fuldstændig åben med præcis hvor dybt hendes følelser stak her foran Guderne og hver mand. Der var ting det var bedst at holde for sig selv, så meget havde Sean lært hende, måske ikke så meget, fordi han direkte havde sagt det til hende, men mere fordi hun havde observeret det, i de år, hun havde boet hos og arbejdet for ham. Manden var notorisk lukket omkring sin inderste privatliv og folk stillede ikke spørgsmål. Men han var en incubus og det lå ligesom usagt i kortene, at han havde folk, han gik i seng med. Hvorfor skulle hun, hans personlige tjenerinde og mere eller mindre næsten højre hånd, ikke kunne gøre det samme? En elsker behøvede teknisk set ikke nødvendigvis at betyde, at der var noget dybere emotionelt bånd, mellem de to. Ikke, at hun i sit inderste indre nogensinde ville kunne benægte, hvor mange og hvor stærke ting, hun, måske delvist til sin egen overraskelse, følte, men hun ville helst ikke give folk mere end højst nødvendigt at sladre om. Ikke at hun tænkte, at vagterne ville sladre med vilje som sådan, men indbyrdes samtale kunne stadig nå de forkerte øre og hun havde et image at opretholde, der holdt hende renere end livet selv og hævet over kødelige tendenser. I den almindelige borgers øjne, skulle alt hendes omsorg og opmærksomhed helst ligge hos netop dem og byen i det hele taget. Hvad de ikke så, var sådan set lige meget, men hellere begrænse hvad de hørte, så meget så muligt.
Hun kvalte et lettelsens suk, da de endelig gav slip på ham, håbede, at han var uskadt. Han havde dog altid forekommet hende relativt hårdfør, så mon ikke?

Hun kunne ikke helt undertrykke et smil. Gav hans hånd et klem.

”Yes. I did miss you. Now, let´s get ya somewhere, where you can sit, before you fall over.” Hun støttede ham op af trappen, sendte vagterne et blik over skulderen der sagde ´Ikke et ord´, før hun trak ham med sig ned af de mange gange tilbage til sit værelse.
Hun slog døren op ind til det relativt simpelt møblerede rum. Et skrivebord under vinduet med diverse papirer og penne lagt i sirlig minutiøs orden. Et lettere falmet, men varmt gulvtæppe, der nok havde befundet sig i rummet i mange år, før hun indtog værelset. Et tungt klædeskab i samme mørke træ, som rammen på sengen, hvor katten lå og slængede sig, tilsyneladende komplet uimponeret ved dens ejers tilbagekomst, nu med påhæng.

På diverse hylder rundt omkring i værelset stod halv og helfærdige dukker af porcelæn. Et maleri af en solopgang fyldte en stor del af den ene væg og en vase med friske blomster stod på natbordet. Ellers var mængden af personligt præg i rummet sparsom.
Genevira vendte sig mod Valentine og næsten før hun vidste af det, havde hun nærmest slynget armene om ham.

”I really am glad, you´re here. I missed you. I did.”

Stabil? Byen? Åh jo, der var en klokke, som pludselig ringede, da Genevira valgte at formane ham endnu engang, selvom Valentine nu ikke tog det sønderligt tungt. Der havde været en blandet stemning, da søskendeflokken var nået Doomsville. Folk virkede næsten... overdrevent forsigtige... og det var kun blevet værre, jo flere adelige, de var stødt på. Selvfølgelig havde Valentine allerede været så blæst på det tidspunkt, så han huskede ærlig talt ikke meget af samtalerne omkring emnet, men Doomsville lod til at være lige på kanten til noget stort. Endnu en grund til at opsøge Genevira! Der var opstået et mærkelig behov for at sikre, at hun var... okay? Ja, det var vel egentlig, hvad han havde tænkt. Valentine gik trods alt meget højt op i at sikre, at alt der hørte under ham – alt der var “hans” - var i rimelig god stand. For det meste. Men Genevira havde helt sikkert en særlig plads der. Ikke en plads, som det var lykkedes ham at sætte ord på, men stadigvæk noget, som fyldte mere og mere hos ham. Og som turen her forhåbentlig ville hjælpe ham med at få afklaret mere omkring. I sin tankestrøm glemte han egentlig alt om at svare på hendes ord, men trak blot ubekymret på skuldrene med et fjollet smil, hvis det overhovedet hjalp noget. Hendes næste ord reagerede han dog lidt mere aktivt på.  

“You heard the lady. Later Gents!” Tydeligvis ganske tilfreds med, hvordan hele situationen var endt ud, lavede han et enkelt kast med håret, og vendte så ryggen til den forvirrede flok af vagter inden, at han med overraskende selvsikre skridt, lod sig hive op af trapperne, og videre mod Geneviras værelse.  

Havde Valentine været blot en kende mere sober, så havde han 100% ikke kunne holde sig fra at kommenterer på det simpelt udsende værelse - uanset hvor varme følelser han end bar for hende. For hvis der var noget, som dødssynden ikke brød sig om, så var det kedelige omgivelser... som måske i virkeligheden ikke var så kedelige for ejermanden, men der manglede absolut lidt flair! Bestemt når man tænkte på, at dette var et af mange værelser på Herskerens egen borg. Hvert et rum burde være fyldt med guld til randen efter hans mening! Ak ja... hvis blot man havde en smule mere magt, end hvad det ellers berigende liv som danser havde budt ham indtil nu. Så skulle folk virkelig se løjer. Men den slags tanker måtte forblive, hvad de var. Tanker. For Valentine var - desværre - ingen almægtig hersker, og han var bestemt heller ikke sober. I stedet brugte han et øjeblik på at blinke forvirret med øjnene indtil, at det gik op for ham, at rummet simpelthen var meget mørkere end resten... og at synet ikke var ved at svigte ham. Havde man rummets ejermand med i tankerne, så gav det jo egentlig god mening. I sin konfuse tilstand lagde Valentine ikke engang mærke til det mørke dyr henslængt på sengen, men koncentrerede sig i stedet om den velkendte stemme, som pludselig var meget tæt på. Et par spinkle men stærke arme lagde sig næsten nænsomt omkring ham, og for en anden gang siden de mødtes stod han tøvende et øjeblik over handling. Men så huskede han. Den nat de havde taget afsked, hvor hun havde gjort det samme, og hvor overraskende behageligt det egentlig havde været. Så lidt hurtigere denne gang, fik han lagde armene omkring hendes lille krop, som næsten forsvandt mod hans mørke outfit og kæmpe kappe af tungt skind. Kulden var underligt velkendt, og han bød den velkommen mod sin egen varme hud, der stadigvæk kæmpede med at falde ned igen efter løbeturen.

“ I... I have missed you too.. Also I...”

Det var som om, at han ønskede at sige mere. Det lød sådan. Alligevel blev han blot stående et øjeblik, som om at det var svært at finde ordene. For det var svært. Valentine havde en helt klar idé om, at han følte en masse ting. Men hvilke ting... se, det var lige præcis det, som var svært at sætte ord på. For hvad lavede han her? Hvad var hans undskyldning for at forlade sin omsider genfundne søster blot for at se... hende. Deres breve havde været begyndelsen på hele dette rod. Han fandt sig selv irriterende fornøjet hver gang, at det blev meddelt, at endnu et var ankommet fra Doomsville. Og han havde gemt dem. Hver og et. Som et... barn. Uden ret meget andet end det han var iført, og som ejede godt som ingenting. Som dengang... havde han gemt dem fra verden. For hvad? Frygt? Nej, ingen turde længere stjæle fra ham. Og Guderne redde de arme sjæle der nogensinde turde vove den slags mod Grådighed selv. Nej, netop grunden var.… en anden. En helt, helt anden.

“ I... brought you flowers... but they perished...” Han talte igen. Lige pludselig, og totalt uvidende om, hvorvidt Genevira muligvis havde sagt noget i mellemtiden. Uanset, hvad ville han dog forsigtigt trække sig fri af omfavnelsen, og derved kom hånden til syne, som havde gemt sig bag hende. Dette afslørede vinflasken, som han oprindeligt havde snuppet fra køkkenet. Mirakuløst nok havde flasken overlevet sammenstødet med gulvet, da hans hænder var blevet trukket om bag ryggen. Med et sejrsstolt smil, lod han flasken dingle foran hende, hvilket resulterede i at et par sjatter rødvin faldt til jorden. Ah okay. Næsten. Flasken havde tydeligvis lidt mindre skader undervejs... men den kunne garanteret sagtens drikkes alligevel! “Buuut... I did save some wine!”

Hun kunne ikke lade være med at stirre lidt på ham. Mærkede et stik af bekymring, for hans blod stank langt væk af…alkohol og noget, hun ikke kunne genkende, men som hun mistænkte for potentielt at være endnu værre. Reelt set var hun næsten bare imponeret over, at han kunne stå op. Især i de hæle. At han ikke havde brækket en ankel skyldtes vidst mere held end forstand. Ærlig talt, så var der nok ikke ret meget forstand involveret i noget som helst denne tidlige morgen. Hun burde måske have skældt ham ud for sådan at sætte borgen på den anden ende, som tingene var lige nu, kunne han have været blevet slået ihjel, før nogen så meget som overvejede at spørge, hvad han egentlig lavede her. Blot endnu en potentiel trussel ryddet af vejen førend den kunne forvolde nogen rigtig skade. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at være vred på ham. En sær fornemmelse af ro gled over hende i hans nærvær, som hun diskret, men grundigt undersøgte, at han ikke var kommet til skade. Umiddelbart lod han til at være ved fint helbred. Og mod. En kende overmodig i forhold til situationen, ville hun nok mene.

Da hun lagde mærke til, hvor blind han virkede i hendes dunkle værelse, gik hun pludselig i panik. For han skulle jo kunne se! Hun glemte tit hvor blinde mennesker, eller hvad han nu end var, ikke egentlig et menneske, formodede hun, var i forhold til vampyrer. Underligt, hvor hurtigt man alligevel vænnede sig til noget andet i en grad hvor, det bare var normalen, selvom hun havde haft sit menneskesyn over en meget længere periode. I guder, tænk at hun havde vadet rundt i verden som en eller anden muldvarp. Hun rodede lidt rundt i dragkisten, hun havde stående for fodenden af sengen, der egentlig hovedsageligt indeholdt diverse dukkedele og værktøjer til dukkemageri, men hun fik da gravet et par for længst glemte stearinlys frem fra bunden sammen med en æske tændstikker.

Snart blev de mørke skygger forvist og rummet lå i stedet badet i et varmt gyldent lys.

”Oh that´s alright, I´m mostly glad you brought me yourself,” konstaterede hun muntert, imens hun fandt et par kopper, de kunne drikke vin af. Hun havde ingen vinglas på værelset, så de måtte nøjes med tekopper. Og ikke dem, hun havde fået af Natalie. Hun ville have været rædselsslagen, hvis de gik i stykker.

”So…how have you been? What brings you to Doomsville?” spurgte hun og satte kopperne ned, før hun satte sig på kanten af sin seng.

”I am sorry you were recieved in such a manner…as you likely noticed, things are a bit…tense at the moment,” undskyldte hun med et lille smil. Bekæmpede trangen til at skære ansigt ved tanken om det besvær, byen befandt sig i.

Valentine ænsede ikke det bekymrede blik, som Genevira sendte ham. Faktisk ænsede han ikke specielt meget efterhånden. Ikke andet end hjertet der syntes at pumpe meget hurtigere end tidligere på natten, samt omgivelserne der konstant skiftede mellem at være én stor tåge eller et hav af lys og farver. Stearinlysene hjalp i hvert fald med at holde tågen på afstand, og selvom det tog et øjeblik for øjnene at justere sig, så var det rart at mærke dem slappe af i stedet for at kæmpe med at definere formen på værelset. Imens Genevira gik i gang med at finde nogle glas til dem, benyttede Valentine lejligheden til at række op, og løsne den fugtige kappe af pels, som øjeblikkeligt faldt til jorden med et bump. Det var forholdsvis tydeligt, at selvom kappen fungerede som en glimrende varmekilde, så havde pelsen suget en del vand til sig allerede, hvilket gjorde den tung og besværlig, specielt når man løb for livet. Men nu havde Valentine heller ikke lige regnet med, at hans entre ville kreere et så dramatisk postyr... selvom lidt drama altid var på sin plads, når han var i nærheden. Efter kappen var smidt, fik han omsider sparket de høje hæle af fødderne, hvorefter han bød fornemmelsen af det svalende stengulv velkomment mod sine ømme fodsåler. Kappen og støvlerne blev diskret skubbet til side med en fod inden, at han vandrede over mod området, hvor Genevira havde placeret to... the-kopper? Et øjeblik stirrede han blot undrende. Men kun et øjeblik. Så trak dødssynden på skuldrene før, at han med en øvet hånd fik åbnet flasken på rekordtid, hvorefter der blev hældt en generøs mængde vis op til dem begge to. Valentine stillede flasken fra sig, greb begge kopper, og gav den ene til Genevira før, at han smed sig i sengen ved siden af hende, hvilket nær var ved at sende hans egen vin flyvende. Da kontrollen atter var genvundet, hævede han koppen til en skål, og skulle hun vælge at skåle med ham, ville han tage en god slurk af vinen før, at han svarede hende.

“ Oh, don’t be sorry, darling... I do recall you mentioning something about it in one of your letters, but I completely forgot about it, when Gula suggested that we head for Doomsvillle... Silly me! Luckily, she knew some excellent people to stay with, who weren’t so affected by all of this... ruckus!”

Det var tydeligvis overhovedet ikke gået op for Valentine, at han slyngede ukendte informationer ud til højre og venstre. I stedet kunne man næsten se, hvordan minderne for det sidste stykke tid, kæmpede med at vinde sig vej tilbage, imens hænderne fløj dramatisk rundt som han snakkede, og truede med at spilde mere af den røde vin.

“ Would you believe, we actually started this loooong journey... all because of tension back home? I mean, I certainly don’t know what else to call it! This maddening couple, who just completely attacked us out of nowhere!... I don’t even know if I can go back to work after all of this.”

Det sidste blev sagt en kende mut. Ikke fordi Valentine ligefrem holdt af tanken om at “arbejde”, men mere fordi han så det som stor del af hans indtægt i form af føde og guld. Ting han meget nemt kunne finde andre steder... men hvem elskede ikke, når tingene faldt direkte ned i skødet på en? Kunder der forgudede en dagen lang, og al den sex og vin han kunne drømme om. Jo, der var skam visse fordele ved stedet, selvom han mente, hvad han sagde omkring stemningen. Valentine der vendte bundet i vejret på sin kop for at drukne sorgerne, endte næsten med vinen i den gale hals, da han pludselig anede et par øjne lysende nede foran ham på gulvet. Katten... som han slet ikke havde lagt mærke til før nu, hvis øjne nu stirrede bebrejdende mod hans tårnende skikkelse. For Valentine havde slet ikke ænset katten, da han smed sig på sengen, hvilket resulterede i, at den hurtigt måtte tage flugten for ikke at ende som hårbold. Valentine lagde undersøgende hovedet på skrå, inden han lo varmt.

“A critter! Darling, you didn’t tell me you’ve got a cat!... Or did you?”

Blikket vendte sig mod Genevira igen, og udtrykket i de blå øjne var underholdt, men tydeligt forvirrede. Det gik pludselig op for ham, hvor tæt de egentlig sad. Han havde ikke ligefrem planlagt sin landing i sengen, da han satte sig, men det havde efterladt blot få centimers luft mellem dem. Valentine tænkte ikke specielt meget over afstanden, da han i forvejen var vant til (og foretrak) det meste kropskontakt, men huskede svagt, at det havde været... en kende anderledes... for Genevira. Så på trods af, at han helt bestemt havde lyst til at mindske afstanden mellem dem endnu mere, så forblev han pænt siddende... lidt endnu.

Hun var ret taknemmelig for, at det med nød og næppe lykkedes ham ikke at spilde vin udover hendes seng. Katten stirrede uimponeret på parret, før sir Miawmiaw vidst mere eller mindre besluttede sig at gå i krig mod Valentines pelskappe, når nu dens person var andetsteds optaget.

Genevira klikkede forsigtigt deres tekopper sammen i en skål og tog en slurk vin, håbede virkelig ikke, at nogen ville bebrejde manglen fra køkkenet.

”Well. I´m glad you have been safe during your stay here in the city. You…didn’t get here via Rotten Root, did you? Stay out of that part of the city if you can. I do think people will leave you be if you´re with me, but more than that, it´s just not a pleasant place overall and I would like you to stay safe. Wait…who is Gula?” Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå.

”A friend? Oh or one of your siblings? I still have no idea how many there are. You lot just keep showing up. I think I met your sister in Sunfury back during the summer.I would have told you sooner, but truth be told, she seemed a bit…pit of it, so I wasn´t sure what the best thing to do would be. She seemed friendly though. Just…chronically tired?” Hun betragtede ham årvågent, vented på hans reaktion og håbede ved Guderne, at hun ikke havde overtrådt en grænse, rippet op i noget, der var ubehageligt for ham. Hun nippede til sin vin.

Det næste han sagde gjorde hendes øjne kæmpe store og hun måtte holde sig i skinnet for ikke igen at forsøge at undersøge ham for potentielle skader.

”You were attacked? How? Why? What happened????” Hun stirrede intenst på ham. En advarende sydende lyd fandt vej fra hendes hals. En lyd som når man spildte vand på en varm overflade, blandet med den mere klassiske kliklyd, der for mange betød dårligt nyt. Hvem skulle hun dræne? Hvor var de? Hvad havde de gjort ham?
Hun måtte tage et par dybe indåndinger for at tage sig sammen igen. Hun kunne jo ikke så godt gå amok midt i det hele her.

”I…don´t understand why they would do anything to you. Are you quite alright? What was it? Work.” Hun vidste en lille smule om den fare, som prostituerede ofte befandt sig i fra Alanis, men Alanis arbejdede trods alt på gaden. Hun håbede da at Valentine blev holdt bedre i sikkerhed, der hvor han arbejdede.

Stemningen skiftede voldsomt, da Valentine endelig lod til at lægge mærke til katten. Genevira kunne ikke holde en boblende latter tilbage.
Delvist fordi Sir Miawmiaw så mildt sagt fornærmet ud.

”Don´t mind him. He is sweet, but he is also, and I cannot stress this enough, an absolute bitch. I swear, sir Miawmiaw has a superiority complex. Don´t take it personally,” rådede hun.

Og så sad de et øjeblik bare og så på hinanden. Luften virkede pludselig elektrisk. Det endte med at være hende der brød den sidste lillebitte smule afstand mellem dem ved at putte sig ind til Valentine og hvile hovedet mod hans skulder.

”I really did miss you. Tell me who I have to murder if anyone hurt you,” sagde hun og lukkede øjnene.

Et eller andet sted ville enhver der kendte bare en smule til hans personlighed, hurtigt være i stand til at regne ud, at Valentine bestemt ikke var sig selv. For var der noget, som dødssynden bestemt ikke var så var det generøs – eller gavmild for den sags skyld. Det betød kort sagt, at Valentine var meget lidt god til at dele alt, som overhovedet kunne anses for værende hans ejendom. Dette inkluderede selvfølgelig alt fra reelle ejendele, til tøj og ligefrem personer eller væsner. Derfor burde synet af katten der væltede rundt i kappen, bestående af lag på lag af kostbare farvede ræveskind, øjeblikkeligt have sendt et ramaskrig af den anden verden igennem lokalet. For hvor vovede noget så sølle, som et simpelt kæledyr at gøre kål på noget, som i virkeligheden tilhørte ham? Men… I stedet for at reagere blev han siddende, lykkeligt uvidende omkring hele situationen, med blikket klistret til den lille vampyr ved hans side. Tydeligvis bare ganske veltilfreds med hele situationen.

” Oh, by the Gods no, Darling! I wouldn’t dream of ever going near that place… I might be a liiiiittle tipsy, but I’m no fool! And Gula she’s… she…”

Sætningen døde langsomt ud. Det var helt tydeligt ud fra blikket, som pludselig flakkede et øjeblik, at han kæmpede med minderne endnu engang. Og ordene. Fordi et eller andet sted, så var han fuldstændig overbevist om, at Genevira kendte alt til Gula. For de havde da skrevet sammen… ikke sandt? Han huskede meget tydeligt, at han næsten lige havde sendt et brev afsted. Men… måske var der i virkeligheden gået lidt længere tid på deres lille turné end først beregnet. Mon der lå et brev og ventede på ham et sted? Eller… måske var det navnet? Juniper. Det havde Katrina kaldt hende. Og alle de andre. Et alias. Ligesom han selv brugte. Og Genevira. Måske det var bedre? Netop som han åbnede munden for at fortsætte sin halvhjertede forklaring, kom Genevira ham i forkøbet med ny viden. De blå øjne der var gledet over i en søvnig døs, vågnede nu på ny, imens et overrasket udtryk bredte sig hos dødssynden.

” Omnes redeunt… Invenisti familiam meam”
(”They’re all coming back… you found my family.”)

Det latinske flød så let, at han ikke engang selv lod til at indse, at han var slået over i sit modersmål. Om det var de pludselige nyheder om familien der blev for overvældende, eller de sidste par ugers intense genopfriskning i barndommens sprog, var svært at sige… men uanset, hvad måtte han vide mere! For selvom et øjeblik havde frygtet nyheden om Superbia’s tilbagevenden, hvilket alene var nok til at give ham dårlig smag i munden, så havde den sidste detalje sendt tankerne i en helt anden retning. Acedia. Og selvom han burde vente med begejstringen, så var der noget dybt i hans forkvaklede undskyldning af en sjæl der skreg på, at hun talte sandt. Det var allerede lykkedes Genevira at opspore Invidia. Og ham selv. Hvorfor skulle andre søskende været undtaget den regel? Valentine sad netop og overvejede idéen om, hvorvidt hun som vampyr bar en eller anden særlig evne for at opspore syndere af særlig art, da en væmmelig vislende lyd afbrød hans tanker, hvorefter det pludselig gik op for ham, at et sæt mørkebrune øjne stirrede uroligt i hans retning. Når ja! Han sukkede dybt – næsten overdrevent – inden, at han gav sig i kast med den indøvede forklaring.

” I… I don’t really understand how or why it happened, I’m afraid… There I was, celebrating my reunion with Gula - my sister as you guessed it - and I suppose she felt… jealous? She must have felt something bad, because the next thing we know, this angel, who I-… I keep forgetting the name of… she came right at us! And as soon as we tried defending ourselves, this whole army showed up and started trashing the place… This seemed to include her partner… partners? Anyway, we managed to dodge the worst of his attacks… and the rest seemed to have been healed by now. Of course I tried my best reasoning this… this staticlunatic, which luckily seemed to work after a while… Can you believe that not even the news of his… his… what did he call it? Mate?? Yes, his “mate” cheating on him, just a few moments before, seemed to bother him… instead he kept trying to shift the blame to us. Like it was somehow our fault?!...” Valentine sukkede endnu engang tungt inden, at han tog den ene af hendes hænder i sin egen og fortsatte. ” They finally left the place with the guards, and we fled the city soon after… took us a while, but I’m doing much better now... I think. Not sure I can say the same for them – for her. The angel was obviously deeply troubled… no wonder she fell!”

Så. Sandheden. Eller… måske delevist. Pyntet lidt. Ingen grund til at ødelægge Geneviras billede af ham fuldstændig, bare på grund af en eller anden ligegyldig engel, som han formentlig aldrig skulle se igen. Men ømheden der fulgte? Den ekstra opmærksomhed? Se DEN levede han for! Og vinen selvfølgelig. En kende tør i halsen efter den længere talestrøm, placerede han tekoppen i skødet, og rakte endnu engang frem efter vinflasken. Noget uelegant, men dog stadigvæk uden at spilde på nogen af dem, fik han fyldt sin kop på ny. Flasken blev hurtigt stillet væk igen, alt imens han i sit stille sind, kunne han ikke undgå at bemærke, at Geneviras beskrivelse af katten lød lige præcis som, hvordan han selv ville omtale flere i sin omgangskreds – heriblandt sin ”kære” storesøster, som han stadigvæk håbede aldrig at skulle se igen. Men han lo blot. Smilede varmt, og viste ingen tegn på de mørke tanker der gemte sig under facaden. I stedet lod han sanserne suge alle detaljer til sig, og mærkede så en velkendt kølig fornemmelse hvile mod sin skulder. Kroppen sukkede behageligt, og hjerterytmen faldt langsomt en kende mere til ro. Et savn, som han tydeligvis ikke selv havde været klar over… eller ville indrømme… selvom han hurtigt kunne konstatere, at han foretrak fornemmelsen mere i Sunfurys hede klima. Den svalende effekt der havde været vidunderlig. Her virkede det mere som, at koldt og vådt mødte… mere koldt. Ikke desto mindre, rørte han sig ikke ud af flækken. Nægtede at afbryde det længe ventede øjeblik.

” Perhaps someday I will. If I find someone worthy of your time… other than me, of course…”

Han tillod sig selv i et øjebliks svaghed, at lade hovedet glide til siden. Bare lige nok til at hvile oven på hendes, lykkeligt uvidende om, hvorvidt hun var ved at blive kvalt i hans lange hår eller ej, siden det efterhånden lå spredt ud over dem begge to. Ikke desto mindre, drejede han hovedet en anelse, således at hans læber gled ned og berørte den øverste del af hendes pande. Ikke helt et kys, men så tæt på, som det kunne blive. Med et smil formede han ordene, velvidende hvordan læberne gled over den sarte hud, som han talte. Stemmen var drilsk og forbavsende lav, selvom han tydeligvis kæmpede med at holde det på et hviskeniveau, takket være den vedvarende alkoholprocent i blodet.

”Just remember, darling… you can hurt me… aaanytime.”

Too much of a fancypants for such a place, if she is anything like you, I’d wager,” gættede hun “hjælpsomt” og med et lille smil, da det ikke helt lod til at lykkedes Valentine at beskrive, hvem og hvordan denne nye mystiske søster var. Et eller andet sted, kunne hun ikke lade være med at være en smule rørt. Det virkede ikke som det havde været, dengang de havde fundet ud, at de begge kendte Kain. Som om der kun havde været foragt tilovers for broren. Dette var noget andet. Stadig noget, der virkede til at adskille sig fra, hvad nogen måske ville kalde et almindeligt søskendeforhold, hvis overhovedet et sådant eksisterede, men der lod til at være en vis mængde varme mellem dem. En omsorg, som hun ikke havde forventet at skulle se fra denne søskendeflok, hvor mange der så end var, ud fra deres sidste møde, men det var på en måde en lettelse, at Valentine havde nogen. Selvom Genevira gjorde sit for at forstå ham, og da også hævdede, at hun forstod ham bedre end de flestte, der var ikke nogen der skulle komme her og påstå, at de var i samme båd som hende, bare fordi, de måske havde knaldet ham engang, så var der trods alt ting hun ikke kunne vide. Der var ting han tydeligvis ikke ønskede at tale om. Hans barndom syntes at være en af de ting, der var sværest for ham at åbne op om, så at have nogen, der havde levet det virkede sundt nok.

”Redundant what now?” Hun klemte øjnene lidt sammen, forsøgte at finde hoved og hale i, hvad pokker der pludselig foregik.

”Wait, you’re speaking priest.” Hun havde ingen anden måde at beskrive sproget, hvis det da overhovedet var et sprog og han ikke lige havde forhekset hende, for en sikkerheds skyld, næsten rent instinkt gjorde hun barndommens gestus for at afværge ondskab (hendes kvarter havde altid været et overtroisk sted, tanken om forbandelser var en reel trussel). Hun rystede det dog af sig ret hurtigt, for hvorfor skulle han?

”Where did you learn that? I only ever heard it when my dad brought us to church. Did they force you to go to church too? Is that why you hate it so much?” Hun burde måske ikke grave I det, men hun holdt trods alt så meget af ham og dette var ny info. Pludselig gav søskendeflokkens givne navne lidt mere mening. Ikke at hun forstod, hvad de betød, men det virkede som om det også var på….hvad præstesproget så end hed. Måske var deres far en præst? En kultleder af en eller anden slags? Det gav mening i hendes hoved pludselig. Ud fra den lillebitte smule hun vidste, om Vals barndom virkede den…ekstremt kontrolleret.
Hun lyttede til hans forklaring af hele voldssituationen og en mørk skygge syntes at glide over det porcelænshvide ansigt. Hænderne knyttede hun om natkjolens stof i et forsøg på at holde sig i ro.
Det lykkedes hende med nogen anstrengelse efterhånden at kvæle de klikkende lyde, der ellers gradvist var blevet mere og mere ildevarslende.

”Fools,” spyttede hun, som om selve ordet var gift.

”Well, I'm glad you are alright. More than I can say for the bastards, if I find them,” fastslog hun. Et øjeblik stirrede hun blot mørkt ind i den modsatte væg, men syntes dog at finde ro i hans nærhed og kropsvarme.

En dæmpet kliklyd. Anderledes denne gang. Den havde en kurrende sagte natur. En note af noget afslappet. Tilfredst.
Hans næste ord plejede bare at vække forvirring i hende. Hun vidste udmærket, at det var en eller anden fascination, han havde, men hun måtte indrømme, at hun ikke helt forstod den. Alligevel klikkede en idé efterhånden på plads i hendes hjerne. Et uskyldigt, spørgende lille ”Oh?” og med et snuptag havde hun placeret sig selv i skødet på ham. Hendes ene hånd havde fadt i en håndfuld af hans lange hår, som hun rykkede lidt i for på den måde at mindske afstanden mellem dem.

”Are you sure? You’ve made quite a bit of mess today after all sooo."Hun trak på skuldrene. Nonchalant, men egentlig mærkede hun en sær fornemmelse af nysgerrig begejstring. Selvfølgelig ville hun ikke gøre ham ondt. Ikke rigtig, men der var noget nyt over det her. Næsten magtfuldt. ”Hand please.”

Valentine nikkede ivrigt, tydeligvis enig med den korte men akkurate beskrivelse af søsteren. “Oh indeed! I mean, she’ll never be ME of course… but luckily she found just the family for her needs”. Iveren døde hurtigt ud igen, da snakken faldt tilbage på familie. The Gracelings. Der var meget få ting, som kunne hamle op med en opvækst blandt en af Underworlds mest magtfulde familier som nærmest tilbad deres adoptivdatter samt den jord hun gik på. Valentines egen tid som præ-teen fanget i religiøs kult med tendenser til overgreb var… ikke... en af de ting. Men det havde han selvfølgelig ikke nævnt overfor Gula. I stedet havde han under deres turné sørget for at have snacks klar i nærheden, skulle hun finde på at spørger ind til emnet, eller så havde han haft travlt med at begrave sig i mængder af sprut og sex. Der behøvede man alligevel ikke snakke ret meget, og muligheden havde trods alt været der et par gange undervejs.

Samme muligheder ville han da også ønske stod til rådighed, da Genevira pludselig stillede spørgsmålet ved hans dialekt. Vidste man ikke bedre, ville det have virket næsten komisk, hvordan han pludselig klappede i som en østers, da ordene af hendes spørgsmål sank ind. Læberne blev en tynd streg, og kæberne spændtes anstrengt. For hvad havde han sagt? Havde han afsløret noget?... Om fanatikerne? Faderen?? Og hvad skulle han fortælle hende? Noget måtte han i hvert fald have nævnt, som havde ledt tankerne hen på noget hun kaldte… “præstesprog”. Men ærlig talt huskede han ikke engang selv halvdelen af de ting, som han havde sagt denne aften. Valentine der desuden aldrig i sit liv havde sat sin fod i en officiel kirke, forstod derfor ikke hentydningen først… men ganske langsomt lod en klokke dog til at gå op for ham. Sproget. Hans modersmål. Han lo, halvhjertet, for at vinde tid, da det gik op for ham, hvad hun mente. Uroligt førte han en hånd igennem det halvvåde hår, hvilket blot fik flere af hans ringe til at sidde fast. Alt imens han gav sig til at kæmpe med at vikle fingrene fri igen, satte han den resterende mængde fokus ind på at skubbe alt accent bort, andet end den han havde tillært sig fra Sunfury selvfølgelig inden, at han omsider svarede hende.

“Priest?... Oh, yea… that! Hmm well, Father was quite… obsessed… with the idea of us being fluent in… “priest”, as you call it. Almost like having our own secret language. Speaking in code, I guess. Turns out, it’s not so secret after all... Over the years I’ve encountered multiple people who’ve recognized it. Including you. Seems to be used most commonly among people of… faith. Priests. And their followers… like your father. And you.”

Han trak ligegyldigt på skuldrene, som den halvhjertede forklaring døde ud. Ikke lige så galant, som han havde planlagt det i hovedet for ca. fem minutter siden, men hans hjerne og krop lod stadigvæk ikke til at ville samarbejde fuldstændig. Så i stedet for at sige mere, der potentielt kunne forværre den allerede voldsomt akavede stemning, skyndte han sig at sluge indholdet i sin thekop for anden gang i streg.

Til gengæld var det lige før, at Valentine mærkede et smil kæmpe sig vej igen, da han fik et glimt af Genevira, som lod til at være lige ved at koge over af ren og skær raseri på hans vegne. Tanken om, at hendes vrede udelukkende skyldes det faktum, at nogen havde forsøgt at lægge hånd på ham, var mildest talt berusende. For sikke en magt det gav! Valentine behøvede knapt gøre mere end at udpege de udvalgte gerningsmænd, så var arbejdet stort set klaret for ham. Et eller andet sted var han overbevist om, at det var en handling selv Ira kunne være med på. Og Invidia, skulle man da være så inkluderende. Med tankerne rettet mod de to brødre, kunne dødssynden kunne ikke dy sig, og tog en dyb indånding. Mærkede hvordan vreden der sitrede omkring Genevira smittede, og fyldte ham med fornyet energi. På et øjeblik følte han sig uendeligt rastløs og ikke spor træt i forhold til tidligere. Det var ikke ofte, at han lod sig fodre gennem vrede på trods af de tydelige fordele. Grunden bag var, det var nogle energibomber, som han ikke fandt nødvendige i hverdagen. Nej, han foretrak den langsomme, simrende næring, som han fik gennem mange andre situationer i løbet af dagen. Specielt på arbejdet. Der var trods alt en grund til, at han spiste så lidt fysisk føde. Meget andet var simpelthen ikke nødvendigt, og så var bestemt ikke så interesseret i mad på samme måde som Gula.

Stemningsskiftet var… uventet. Men bestemt ikke dårligt! Nej, faktisk alt andet end det. Også selvom, at det var med nød og næppe, at han nåede at fjerne tekoppen før, at hun pludselig befandt sig i hans skød. Det var som om, at hele kroppen sukkede, da den efter et øjeblik genkendte den lette vægt ovenpå sig. Kulden der gled igennem de fugtige tøjlag, og bragte minder med sig, samt de spinkle fingre med det faste greb om håret, fik til gengæld hjertet i gang på en helt anden måde. Mere hjalp det ikke på tingenes gang, da Genevira pludselig anmodede om hans hånd. Hænderne der ellers næsten pr. automatik havde været på vej mod hendes bagdel, standsede langsomt deres bevægelse. Et øjeblik stirrede de blå øjne blot forundret på det blege ansigt foran sig inden, at det endeligt blødte op i et varmt, drengeagtigt smil. “As you wish, my lady.”. Mere bekræftelse behøvede Genevira næppe, som han villigt lod sin højre hånd glide op i hendes synsfelt. Men han havde helt sikkert ikke tænkt sig at bakke ud. Ikke nu. Tværtimod var dødssynden temmelig spændt på at se, hvor dette bar hen ad, og hvad den ellers tidligere yderst submissive lille vampyr havde tænkt sig nu, hvor han så pænt fulgte ordre.

Hun lyttede til Valentines halvhjertede forklaring og gav forsigtigt hans hånd et klem.

”Look, I’m not gonna be digging into it, if it’s unpleasent to you. If you feel the need to talk about it I’m here, just like I always was, but I’m not going to make you. Besides.” Her slog hun ud med sin frie hånd. “I don’t speak a lick of it, and for the record I don’t think most people in churches besides the priests do either. So if you just dreadfully insulted me right before I remain blissfully ignorant and have elected to ignore it.” Ikke at hun regnede med det, men ofte hvis ting blev for direkte emotionelt for Valentine, virkede det til at stemningen omkring ham blev helt…tung i det. Han havde nok ikke rigtig nogen, han kunne række ud til på den måde ellers, det var i hvert fald det indtryk, som Genevira efterhånden havde fået. Dette var derfor mere hendes måde at lette emnets tyngde og tillade ham at fokusere på noget andet.

Et langt øjeblik var hun for optændt af sin egen vrede over, at nogen skulle kunne finde på at gøre ham noget, til at ænse ret meget andet? For hvorfor? Han gjorde vel bare sit arbejde? Hvordan kunne han gøres til genstand for en anden mands vrede, når denne mands kone…eller whatever hun var selv havde valgt at ligge og rode med en anden. Burde det så ikke være hendes og ikke Valentines problem? Komplet uretfærdigt, helt ærligt, hvad foregik der?
Hun tog et par dybe indåndinger for at tage sig sammen. Hun kunne ikke lade sig sluge af sin vrede, hvad skulle hun i det hele taget gøre ved det? Gå ud og æde dem? En fristende tanke måske, men hun anede ikke, hvem der var tale om, så det var bedre at tage sig sammen.

Desuden var det trods alt ret nemt at finde andre ting at fokusere på.
Et øjeblik chokerede det hende, hvor let det var, at få Valentine til at gøre noget, bare fordi hun havde bedt ham om det.
Men hvis hun nogensinde skulle bide ham, som han af en eller anden grund så gerne ville, så burde hun gøre det nu. For der var ikke ret meget fare for, at hun ville komme til at dræne ham ved et uheld. Hvis hans blod virkede uappetitligt før, så var det nu som at se på en stærkt farvet slange. Det skreg til hendes system, at det nærmest ville være giftigt at indtage.

Forsigtigt holdt hun om hans hånd, syntes et øjeblik blot at studere den. Hun kyssede hans håndled. Og så satte hun tænderne i ham.

Valentine sukkede tungt, som han mærkede et par slanke fingre lukke sig om hans egne. De blå øjne stirrede fraværende ret frem foran sig, som hun snakkede, og viste først rigtig tegn på liv igen, da hun indikerede, at han meget vel kunne fornærme hende ganske åbenlyst. Dette frembragte øjeblikkeligt et mild latter hos dødssynden, samtidig med et friskt glimt banede sig vej gennem tågen i det ellers døsige blik.

“Thank you, darling… and worry not. My soul might be as rotten as the streets you spoke of earlier… but insulting you? I would never succumb to such vile behavior.”


Et eller andet sted var det frygtelig underligt for ham at sidde og diskutere følelser og lave løfter sådan uden videre. Genevira lod dog til at have en utrolig evne for lige netop den slags. For i løbet af deres forholdsvis korte bekendtskab var det alligevel lykkedes hende at grave flere hemmeligheder ud af ham end de fleste af hans længerevarende bekendtskaber havde formået de sidste 20 år. En del af ham fandt det sært beroligende. Tanken om, at han kunne sige stort set hvad som helst, og se hende suge det til sig uden den mindste tvivl. Men… der var også en del af instinkterne fra barndommens hårde tid der skreg på, at det gjorde hende farlig. Det lod ikke engang til, at hun selv var specielt klar over den effekt, som hun havde på ham. Det værste var næsten, at det gav ham en eller anden ukendt trang til at spørger hende om ting. Hendes liv. Hendes tanker. Bare… hende. Det var trods alt svært at få fortalt alting gennem tekst, og det lød til at der var sket en del siden sidst. Alligevel så var alle spørgsmål, som han havde gået og forberedt sig på mentalt siden de forlod Sunfury bare… væk. For jo nærmere de var nået Doomsville, jo mere alkohol røg der indenbords. Og jo mere alkohol der røg, jo flere af spørgsmålene forsvandt. Der var ikke meget af den oprindelige plan tilbage. Eller sund fornuft for den sags skyld. Måske netop derfor ramte hendes næste handling ham så hårdt. Alting var pure instinkt.

Som tænderne brød igennem huden eksploderede sanseindtrykkene pludselig. Smerten var intens - kold og varm på samme tid - og sendte en overvældende rus igennem kroppen, der øjeblikkeligt fik pulsen til at skyde i vejret. Hånden der før havde haft kursen mod bagdelen, lagde sig i stedet omkring hendes ene lår og gled dernæst op under stoffet på natkjolen inden, at de begravede sig i den bløde hud. I mellemtiden var hovedet gledet ubevidst bagover. Et støn, halvt i nydelse og halvt i smerte, forlod hans læber, men alligevel gjorde han intet for at standse hende. Egentlig havde han ikke forventet, at hun gjorde det. Det havde været et emne - en idé - som han havde drillet med siden deres første møde, men næppe turde håbe på efter hendes gentagne uforstående reaktioner. I sin rus havde han slet ikke fokus nok til at overveje, hvad der havde ændret sig siden, at hun endelig valgte at hoppe med på hans idé. Og uanset hvad ønskede han ikke at spørger. Ingen grund til at afbryde øjeblikket, som han havde ventet så længe på. “Darling…” var derfor alt der forlod ham.

”Dearest, your blood might smell strange, but I think referring to your soul as rotten is a little bit harsh. And nothing is as rotten as Rotten Root anyway. Though I have come to care for the people there in ways I did not think I would.” Det kom egentlig lidt bag på hende selv, at hun kunne sige det sådan et øjeblik. Hvis hun virkelig granskede sig selv, skyldtes hendes kærlighed til sit folk måske også mest, hvor meget de elskede hende, men det var så dejligt nemt at bilde sig selv ind, at man var et grundlæggende næstekærligt væsen.

”Have you seen them? They love me so much. It worked!” Et øjeblik kunne hun kun stirre begejstret på ham. Ønskede pludselig at dele det med ham, denne ene sejr hun var ved at vinde. Urolighederne eksisterede stadig, sandt nok, men det folk hun engang havde forhadt og forbandet, ihærdigt svoret, at hun aldrig skulle nedværdige sig til at have mere med at gøre igen, var hendes nu. I hvert fald i høj grad. Og hun havde gjort det af sig selv. Hvad præcist hun ønskede af ham var uklart. Det føltes nok egentlig bare rart at dele det med nogen. Og det var naturligt at fortælle ham, hvad der sådan umiddelbart foregik i hendes liv.


Og så gik alt hurtigt. Men kun et øjeblik, før alt syntes at falde til ro på den mærkværdige måde, hun også fandt når hendes jagt var overstået. En sær form for samhørighed med sit…well altså Valentine var ikke et offer, men generelt. Hun kunne høre hans hjerteslag i sine ører og bildte sig et kort øjeblik ind, at hun kunne mærke sit eget. I takt med hans. Som sædvanlig syntes hendes system, bare i et glimt, ikke engang et helt sekund, noget der var så flygtigt som et blink med øjet og derefter var borte igen, at være levende.

Hun sukkede let ved fornemmelsen af hans hånd mod sin hud under kjolen. En følelse hun, til sin egen lettere undren, havde savnet.

Det ville dog nok have været et sødere øjeblik, hvis ikke hans blod smagte af helvede til og hun desuden skulle koncentrere sig om at sluge mindst muligt for at undgå at blive syg eller guderne måtte vide, hvad ellers.

Hun slap hans hånd, tog forsigtigt fat i hans ansigt og kyssede ham kort på munden, før hun lod sig glide ned ad hans skød og fandt et lommetørklæde i en skuffe. Brugte et øjeblik på at tørre sig om munden, før noget gik op for hende og hun stirrede næsten forfærdet på ham.

”But…you’re all cold! And I can only make you colder! I’ll ehm….I think I have an extra blanket somewhere. You should probably take your clothes off…Cause it’s wet…just…cause. I don’t want you to get sick, that’s all!” Hun forsøgte at redde sig selv fra sin pinlighed ved at rode i sit klædeskab efter et tæppe.

“S… Strange? I beg your pardon!?”
Overraskelsen stod malet i hans ansigt. De blå øjne stirrede anklagende, næsten såret, ned mod den lille vampyr, hvis ord tydeligvis havde ramt hårdt. For hvis der var én ting, som Valentine var en smule hysterisk med, så var det sin krop. Ikke nødvendigvis, hvad der røg indenbords - det var de sidste par nætter et klart eksempel på. Men alt på ydersiden måtte fremstå mere eller mindre fejlfrit. Perfekt. Smukt. Præcis som han foretrak sine omgivelser. Og selvom blod egentlig også hørte til under overfladen, så var det stadigvæk en stor ting for ham. Han var kræsen med de folk, som fik lov at opleve det, selvom han fandt følelsen berusende. Så det faktum, at Genevira som vampyr og som særlig udvalgt, valgte at omtale hans dyrebare dråber på den måde, kom hurtigt til at lyde meget forkert i hans øre. Underlæben blev skubbet en anelse frem i en pout, inden han kom med sit forsvar. Tøsefornærmet? Måske bare en anelse. “I’ll have you know, that I am quite THE snack, thank you very much… must be… must be my perfume, you’re talking about.”

Det gik dog langsomt op for dødssynden, at Genevira tydeligvis var et helt andet sted, rent samtalemæssigt. Det lod til, at han var den eneste af de to, som havde hæftet sig ved den lille detalje omkring blodet. Valentine sukkede let, og rankede sig, imens han forsøgte at fange, hvad hun tydeligvis var så begejstret omkring. They love me so much. Hvem? Borgerne? Tanken efterlod ham med en underlig følelse i kroppen. For selvom han udadtil smilede varmt og holdt hendes hånd i sin, så kæmpede han med idéen. Forestillingen om, at dele hende. Med andre. Med dem. For var han i virkeligheden ikke den eneste, hvis følelser betød noget her? Kærlighed, ville han stadigvæk næppe kalde det, for den slags fandt han meget svært at tro på. Men ikke desto mindre, var hun en del af hans liv nu. Og han en del af hendes. Så derfor behøvede hun næppe andre end ham. Men, det var en del af hendes job, som han forstod det. Folket. Herskeren. Alle disse andre væsner der nassede på hendes tid, som ellers burde være brugt på vigtigere ting. På ham. Valentine mærkede mørket i sin krop svulme over dets bredde, og for at skjule det i hans blik, lod han en fri hånd glide op under hagen på hende, som han blidt greb fat omkring. Dernæst førte han sine læber op til hendes pande, hvor han plantede et hurtigt kys, inden han i sit mest medfølende toneleje svarede hende. Et øjeblik virkede han næsten helt sober.

“Of course they love you, darling. Why wouldn’t they? You’re perfect. They don’t deserve you…”

Så, som ved et trylleslag, var stemningen skiftet. Hende siddende overskrævs på ham, med blodet smurt over læberne, som en eller anden grotesk form for makeup idé, imens hans hånd stadigvæk arbejdede sig længere op under natkjolen, hungrende efter endnu en reaktion fra hende. Det var bedre. Tiltrængt. Det var ikke gået op for ham tidligere, hvor meget han lukkede ud omkring hende. Tunge, mørke følelser som han ellers holdt godt skjult i hverdagen, lod til at dukke op helt naturligt i hendes selskab. Ikke på nogen dårlig måde. For hun tvang ham aldrig. Det føltes bare naturligt, på en helt anden måde, end han havde oplevet før… måske også derfor var episoder som denne langt mere intense. De var ikke bare kroppe viklet tæt sammen. De så faktisk hinanden. På godt og ondt. Og hungrede efter det hele. Intet mindre, intet mere.

Netop som Valentine havde en idé om, at de var ved at komme rigtig godt i gang, så var hun pludselig væk igen. Han nåede lige at opfange fornemmelsen af kysset før, at han anede hendes skikkelse i den anden ende af rummet. Tungen gled fraværende op og over læberne, hvor der stadigvæk sad en rest af hans eget blod. Han fjernede det uden megen tanke, og brugte et øjeblik på at reflektere over smagen, men fandt dog ikke noget underligt ved blodet. Bare metallisk. Som altid. Hvad underligt skulle der være ved det? Mens tankerne summede rundt, dvælede hans blik åndsfraværende ved hendes skikkelse, som gled uforstyrret rundt. Som hun ikke lige havde bidt ham. Var han mon blot en aftensnack? Tanken fik et lille moret smil frem, inden han sukkede og væltede bagover i den bløde seng. Hjertet slog stadigvæk hårdt og hurtigt, og kroppen summede af fornyet energi. Han havde langt fra fået nok. Men noget afholdt ham fra at presse grænsen længere. Han ville ikke ødelægge øjeblikket. Forhåbentlig betød hans eftertænksomhed blot, at der ville optræde flere stunder som denne i fremtiden. Han løftede først hovedet, da et forskrækket udbrud, pludselig kom fra hendes side af værelset. I starten fangede han helt ikke, hvad hun forsøgte at sige. Noget med, at han var kold? Han forsøgte at mærke efter i kroppen. Jo… han var vel en smule nedkølet efter turen i regnen, men ikke noget, som lidt vin ikke kunne holde på afstand! Alligevel lød hendes næsten forslag en tand mere fristende. Valentine spildte derfor ikke megen tid. I løbet af et øjeblik sad han pludselig op i sengen igen, hvor han kæmpede med at trække tøjet over hovedet. Først en form for tynd mørk sweater. Derefter fulgte en tynd lys, langærmet og højhalset trøje, sammen med den enorme guldhalskæde, som havde viklet sig ind i stoffet. Tøjet blev smidt for fodenden af sengen, indtil han til sidst sad i bar overkrop, med det lyse hår spredt ud over det hele.

“Don’t… Don’t mind the blanket, darling! I feel fine!”

Det var en lille smule svært at tale med hans næste projekt. Efter at have kæmpet et øjeblik med den massive mængde af læderbælter viklet omkring hans liv, spækket med række efter række af pure guldkæder og nips, var han endelig nået bukserne. Det sværeste skulle dog vise sig at få dem ned over anklerne uden at vælte, hvilket efterlod ham forholdsvis sårbar et øjeblik, da han vaklede rundt og nær var ved at vælte ned i sengen igen. Til sidst lykkedes det dog, og sejrsstolt sparkede han de mørke skindbukser over til bunken med resten af hans tøj, inden han storsmilende vendte sig mod Genevira igen, tydeligvis komplet uforstyrret over det faktum, at han kun stod iført et par ganske små, mørke underbenklæder. Moret slog han ud med armene, samtidig med at han sendte hende et drillende blik. “Satisfied, my lady?... Or do you want it all gone?”

”Sorry. That was a rude thing to say. It wasn´t meant that way. It’s just that…well your blood smells really intensely of metal and…I mean that’s normal for humans and all, but as a vampire that sort of stops, you know. It’s. hard to explain how blood works for me honestly. For your information Kain smells weirdly sour. That’s worse. Sorry, that’s rude. I didn’t mean to insult anyone. Did you know elves taste really nice usually? They’re sweet. And easier to catch than angels, those are a hassle and besides they’re terrifying. Don’t wanna go near those if I can avoid it.” Hun håbede, at hun kunne flytte focus fra det, der havde fornærmet ham ved at tale om noget andet. Dog virkede han også selv ganske dygtig til at flytte samtalens fokus.
Et lille forsigtigt smil trak op i hendes læber. Pludseligt genert

”Perfect is a bit much…it would be vain of me to assume that, but you’re sweet thank you. I…am so glad you’re here.” Hun sank næsten en smule sammen ind mod ham, så hun sad krøllet sammen i sengen med hovedet hvilende mod hans bryst. Lyden af hans hjerteslag og vejrtrækning var sært beroligende. I et øjeblik faldt hendes krop ubevidst ind i at synkronisere sin egen unødvendige vejrtrækning med hans. Hvor underligt. Alle de småbitte livsnødvendige mekanismer levende væsner og deres kroppe var så afhængige af.
Hun havde en mistanke om, at hun kunne have siddet sådan meget længe. Bare have nydt det faktum at han endelig var her i levende live, men der skete andre ting. Ikke at nogle af disse generede hende. Snarere tværtimod.
Det føltes bagvendt. At skulle koncentrere sig om ikke at indtage hans blod, når hun nu selv havde bidt ham. Hans hånd gjorde det svært. En sært pibende kliklyd nåede over hendes læber. Ikke reelt irriteret. Men frustrationen var tydelig. Hun vuggede instinktivt en smule tættere på ham. Ivrig efter hans berøring, men snart måtte hun flytte sig. Ærlig talt, var hun ikke sikker på, hvordan det ville være endt, hvis hun havde for mange ting at koncentrere sig om. Ikke at hun som sådan troede, at hun ville dræne ham, men hun var en relativt ny vampyr og havde en tendens til at blive….overivrig.
Så hun flyttede sig på trods af, at det føltes uforløst. Sitrende. Utålmodigt.

På trods af hans protester, fandt hun det ekstra tæppe frem fra skabet og lagde det på sengen ved siden af ham på sengen, hvis nu han fik brug for det.
Så vendte hun blikket mod ham. De blege kinder et kort sekund tinted en sart rosenagtig lyserød.

”You really are beautiful, you know?”

Det tog ikke lang tid for Valentines udtryk at bløde op igen, da først Genevira kastede sig ud i den lange, indviklede forklaring omkring de forskellige typer af blod, set fra en vampyrs synsvinkel. En verden, som han ikke havde været specielt bekendt med, andet end via lidt sladder og small-talk fra arbejde. Samt rygter fra det Sorte Marked selvfølgelig. Det var et kendt faktum, at blod blev solgt i stor stil over hele Underworld, da mange væsner bar unikke egenskab gemt i deres blod, som andre kunne få gavn af ved indtagelse. Han skulle lyve, hvis han påstod, at han ikke havde eksperimenteret med den slags. Oftest i dråber, som blev mikset med drinks eller mad. Mere end det var sjældent nødvendigt. Dog havde alkohol altid været hans foretrukne middel at falde tilbage på. Nemt at skaffe og så smagte det vidunderligt, det meste af tiden. Meget modsat Invidias blod lod det til. Valentine kunne slet ikke styrer latteren, som pludselig boblede frem, da Genevira med stor afsky forklarede om broderens tilsyneladende fuldstændige uappetitlige fært. Et øjeblik lod det helt til at være glemt, at han havde mukket over sin egen. Da latteren endelig døde ud, gled en finger op til øjet for at fjerne en enkelt vildfaren tåre, som havde fundet vej. Og selvom dødssynden lod til at være uhyre forsigtig, da han trods alt bar make up omkring øjnene, endte han alligevel med en finger dækket i guldstøv.

“Oh, darling… you have no idea how accurate that is. Invidia is the definition of sour… but I wouldn’t know anything about elves. Or angels for that sake. I don’t really find them scary though. More of a… hassle? A headache if you will. So I tend to avoid them anyway.”

Valentine trak ligegyldigt på skuldrene, tilsyneladende ganske tilfreds med tanken om, at engle ikke ligefrem så ud til at blive et problem for nogen af dem. Så længe Katrina holdt sig væk altså. I hvert fald havde han fået engel nok for et stykke tid. Da hun forsigtigt krøb ind til ham, flyttede han hånden fra hendes ansigt. I stedet lagde armen sig omkring hendes spinkle skikkelse, og et øjeblik koncentrerede han sig blot om at holde dem tæt sammen. Væk fra omverden. Væk fra alle dem, hvis eneste mål det tilsyneladende var at fjerne hende fra ham. Det var dog heldigvis som om, at tankerne faldt en smule til ro ved hendes ord. Hun ønskede ham her. Hos hende. Det var det vigtigste. Han valgte dog ikke at svare hende. Fandt det ikke nødvendigt. Aede hende blot over hovedet en enkelt gang, mens han nød følelsen af hendes nærvær.

Han lagde hovedet på skrå. Virkede et øjeblik forvirret over hendes pause ved synet af ham. Et syn der ellers ikke burde være helt fremmede for hende. Alligevel lød hun næsten overrasket, da hun kaldte ham det. Smuk. Modsat Genevira, som ofte virkede tøvende med at tage imod hans komplimenter, så havde Valentine ingen problemer med at suge dem til sig. Han vidste, at han var smuk. Alligevel lød det anderledes, når det kom fra hende. Som den første gang, at hun havde kaldt ham det. Deres første nat sammen. Han huskede det så skræmmende tydeligt. Hvordan hun havde lagt hånden mod hans kind, og set ham i øjnene, imens hun lå under ham. Nøgen. Udsat. Ærlig. Det havde satte ham ud af kurs et øjeblik. Ømheden bag ordene. Handlingen i sig selv. Denne gang var han mere forberedt. Alkohollen i blodet. Det faktum, at hun ikke kunne røre ham. Afstanden mellem dem. En afstand han ønskede at mindske. For ved minderne om deres stund sammen, ønskede han næsten intet mere end at mærke hende igen. Forsvinde væk i hendes kolde, bløde hud, som hun holdt om ham endnu engang. Alt dette på trods af, hvor rystet han var blevet sidste gang over sin egen reaktion. Så han rakte hende en hånd. Ubevidst om, at det var selvsamme hånd, hun havde sat tænderne i for bare et øjeblik siden. To fine røde prikker mod hans håndled. Såret var stadigvæk friskt, men forbavsende nok kunne minimale tegn på heling allerede spottes. Han rettede hovedet op igen, og sendte hende et smil. Varmt. Indbydende. Længselsfuldt. Trådte selv nærmere midten af rummet, som han talte. Så han forhåbentlig kunne møde hende på halvvejen.

“ I know, my darling… but why don’t you come have a closer look anyway?”

”The definition of sour is a bit harsh. He is really….” Hun måtte stoppe op, det gik op for hende, at der ikke var ret meget hun kunne sige uden at det på et eller andet plan ville lyde påtaget i Valentines ører. Hun holdt meget af sin ven ja, bekymrede sig for ham, ja, men at påstå, at han ikke var ’syrlig’ ville faktisk være direkte løgn.

”He is really clever and ambitious and I know he can people well if he wants he just…has a hard time at it when it’s…not because he wants something from them.” En snert af noget bittert måske. I grunden træt af at hun altid havde virket lidt som en selvfølgelig, en han ikke behøvede at anstrenge sig for overhovedet. Nogle gange følte hun lidt, at han behandlede sine forretningsforbindelser bedre, fordi han i det mindste fik noget ud af dem. Hvor var hun i det her? På den anden side kendte hun ham bedre end de fleste. Han følte sig vel sagtens sikker nok til bare at være sig selv i hendes selskab og det var da en god ting, ikke? Desuden havde de stort set kun haft hinanden, da de var små og han havde været en hjælp, så hun kunne ikke rigtig tillade sig at sige noget.

” I don’t understand how more people aren’t scared of angels. They can see all your sins and stuff. Mother always said so. What if one decides that I’m a bad person and just fucking obliterates me? I have so much work to do still, it would be a right mess.”

Han så så forvirret ud over hendes kompliment, at hun et øjeblik selv blev helt forvirret. For han måtte da vide det. Når man var så smuk, som han var, så kunne man da ikke gå rundt og ikke ane det.
Hun lagde hovedet på skrå, spejlede ham ubevidst.
Alligevel skulle han ikke sige det næste to gange. I et næsten balletagtigt spring tilbagelagde hun ubesværet afstanden mellem dem. Han havde vel lovet at gribe hende næste gang de sås.

Valentine bed det i sig. Irritationen. Sank den bitre smag, som hendes ord frembragte. De skarpe kommentarer lå lige til højrebenet, og ventede bare på at blive spyttet ud. Men han tav. Lidt endnu i hvert fald. For troede hun virkelig selv på det? Et øjeblik var det næsten skræmmende at høre på, hvor meget Genevira gjorde ud af at forsvare broderen. Blind loyalitet til et væsen, hvis sande natur hun ikke engang var fuldstændig klar over. Forgabt i et eksemplarisk billede af Invidia, som han overhovedet ikke genkendte. Hvis ikke hun havde beskrevet tatoveringen for ham den nat, kunne han godt blive i tvivl om, hvorvidt de snakkede om den samme person eller ej. Det var nemt at føle sig fristet. Spolere hele forestillingen, og lade skældsordene flyve. Løfte sløret for sandheden om broderens sande natur, og hvordan i virkeligheden var definitionen af “bad news”. Men selv i mere eller mindre omtåget tilstand var der noget, som advarede Valentine. For det ville han aldrig kunne, uden at afsløre sig selv. Og den del var han ikke klar til. Hvis han overhovedet nogensinde blev det.

“ Right… my brother. A real peach! How about we just stick with the fact, that he's never been very good with people and he probably never will be. Shall we?"

Han håbede lidt, at hun fangede pointen. Det med at diskutere sin brors problematiske adfærd var ikke lige, hvad han havde haft i tankerne, da han besluttede at slå et smut forbi borgen. Nej, faktisk var der ikke rigtig noget tidspunkt, hvor Valentine frivilligt så sig selv tale ret meget om ham, medmindre det var for at grine af diverse dumme minder sammen med en anden ganske særlig bror. Men ikke Genevira. Hun havde for mange følelser på spil omkring emnet. Derfor bød han næsten lettet morskaben velkommen, som fulgte efter hendes beskrivelse af englene.

“ They… see all your sins? And then they obliterate you? That’s… a new one. Look, I’m not trying to start anything, but do you think it’s possible that your mother might have been a bit… off… with this one? I’ve met quite a few angels, good and bad. And so far I’ve survived just fine. Besides, so what if they do see anything. What would they do to you? A creature of the night!... Preach you to death?!”

Valentine kæmpede en brav kamp mod smilet, som konstant pressede sig på takket være hendes ord, men måtte hurtigt erkende sit nederlag. I virkeligheden var situationen vel alvorlig. Alligevel kunne han ikke rigtig komme sig over ironien. For der sad hun og åbnede sit hjerte for ham. Lod ham få indsigt i den frygt, som sikkert havde hjemsøgt hende siden barndommen, takket være moderens skræmmehistorier. Frygten for en race, som efter sigende skulle bære evne til at vægte hendes sjæl og vurdere dens synder. Fuldstændig uvidende omkring det faktum, at faren befandt sig lige foran hende. En vaskeægte dødssynd. Og alligevel lod hendes eneste nuværende bekymring til at være, hvorvidt hun mon var i stand til at udføre sine pligter eller ej. Han rystede smilende på hovedet ved tanken. Skyndte sig videre inden, at han kom til at sige noget dumt i sin nuværende tilstand.

Smilet voksede en anelse, som hun valgte at følge hans ord. Armene strakte sig ud foran ham, imens blikket fulgte hendes slanke skikkelse svæve igennem rummet, indtil hun pludselig befandt sig i hans favn. Let som en fjer. Lettere end han huskede hende. Det var til tider uhyggelig nemt at glemme, hvor mange kræfter der gemte sig under overfladen. Med hende sikret hos sig, svang ham dem rundt en enkelt omgang før, at han standsede helt op, og dernæst trak hende tæt ind til sig. Mærkede kroppen falde til ro og vågne på samme tid, ved fornemmelsen af kulden som strålede igennem den tynde natkjole. Sikker på, at hun selv var i stand til at nå jorden igen, rakte han op og tog hendes ansigt i sine hænder. Som hun havde gjort med ham den nat. Håbede et øjeblik, at det bragte hende den samme ømhed, som han havde oplevet, gennem et virvar af forvirrede følelser. Så bukkede han sig ned, og uden at tøve så meget, som et sekund, lod han sine læber finde hendes i et dybt, længselsfuldt kys.

”Sorry it wasn’t like this was supposed to become a discussion of your brother or something, I just thought, well you evidently have a good..or that’s how I understand it at least, relationship with your sister. Were you and Kain always like this or did something happen? It’s just…where I’m from family is family and you gotta tolerate a lot of…well unpleasantries to get through it, but at the end of the day, you love each other, but you don’t seem to have that dynamic at all.” Genevira havde selv ikke indsigt nok til at kunne se, hvordan hendes familiedynamik, der langt henad vejen, især i forholdet til moderen, byggede på hendes evne til at tolerere abuse, kunne være usund.


”Sorry. I didn’t mean to pry. I just want for you to be happy, that’s all. I’m glad you found your sister. It’s…important to have people around that you don’t have to explain everything to, because you know they’ll understand it.” Hun lod det være ved det. Det var tydeligt, at han reelt ikke var kommet her for at diskutere familieproblematikker og ærlig talt, var der også andre ting, Genevira selv ville. Måske delvist fordi, det at tale om det, uløseligt ville minde hende om den rift, der var tilstede i hendes egen, ligegyldigt, hvor meget hun så prøvede at ignorere den.

Hun klemte øjnene sammen. Så underligt op på Valentine.
”Be off? What do you mean? No she wouldn’t. She knows a lot about things. One of the noblemen in the houses she cleans even taught her how to play chess and such. I can’t. We also never had a board, but it looks really fancy. Do you play chess?” Som hendes mor havde forklaret spillet tvivlede Genevira egentlig. Det lød lidt som om, Valentine ville kede sig, eller i hvert fald tabe interessen, før han blev færdig med det.


Da han greb hende kunne hun ikke lade være med at blive en smule lettet. Det ville have været ret akavet, hvis alkoholen havde påvirket hans reaktionstid nok til, at han bare havde tabt hende på gulvet midt i, hvad der ellers var et…ja hvad romantisk? Øjeblik.

Hun lo stilfærdigt. Boblende. Kyssede hans hals, før han satte hende ned.

Et øjeblik nødt hun bare stilheden. Ømheden i det øjeblik. Det havde virket så uvant for ham sidst, så det rørte hende et eller andet sted, at han prøvede.
Det var med en næsten desperat længsel, at hun kyssede tilbage. Først nu gik det akut op for hende, hvor meget hun havde savnet netop denne del af det. Den ene arm blev lagt om hans liv, som for at sikre sig, at de stod tættest muligt sammen, pludselig kunne hun ikke bære selv den mindste afstand. Den anden hånd begravede sig i hans hår.

De få timers søvn var intense. Han sov ikke mere end få timer ad gangen. Havde ikke sovet en hel nat i et århundrede eller mere. Han havde lært sig selv at klare sig på så lidt, og det minimerede muligheden for ligegyldige eller skræmmende drømme. Når han endelig sov, var det tungt. Og han satte pris på at sove i fred.
Derfor var det ikke uden et støn af ærgrelse, da det bankede hårdt på døren. Lyden blev ved, selv om han prøvede at ignorere det. Hans sind var som en tåge, kun ved at vågne op, da det gik op for ham der fulgte ord med den hidsige banken. Men respekten var for stor til at nogen bare gik ind. En sølle trøst. Var Gene hjemme? Hvis der var problemer kunne hun vel tage sig af det...Hvad ellers havde han hende for, ud over...Deres dejlige samtaler og hendes intelligens? Og at hun var vampyr. En race han havde et ret godt forhold til, generelt. Mange elskere i den race.
Dog ikke Gene.

Med en vred lyd tvang han sig op i de silkebløde lagner, i hvilke han altid kunne forsvinde ned i en blød og varm verden. Men ikke nu. Han skubbede den døde arm væk fra hans aftensmad, før han svang benene ud og rejste sig. Uden så meget som at beklæde sig med mere end et lagen om sin muskuløse og arrede krop, åbnede han hurtigt døren og sendte vagten et dødeligt blik.
Manden krympede sig. Faldt ned på det ene knæ og for et øjeblik kunne manden slet ikke snakke, ved den uventede modvilje han følte fra Herskeren.
"Jeg er så ked af at forstyrre Dem, My Lord! Der har...Der har været uro. Jeg tænkte du ville høre om det hurtigst muligt, selv om Lady Genevira har taget sig at problemet. En mand brød ind på borgen, og der var en jagt. Nogle tjenerinder blev betalt for at føre manden ind..."
Med himlende øjne gjorde Sean tegn til at manden kunne rejse sig og fortælle resten af historien. En anelse irriteret sendte han derefter manden væk, med ordre om bare at få ryddet op efter  det kaos.
Irriteret over at blive vækket. Irriteret over at grunden var en eller anden mand, der var brudt ind, fordi Seans egne folk var inkompetente. Irriteret over at Gene havde taget sig af det, uden at sende nogen til hængning....Og irriteret over at det åbenbart var en kaldt hendes elsker.
Men mest af alt nok fordi hans søvn var blevet afbrudt. Og hvad? Hvad skulle han gøre ved det alligevel? Irriteret over overhoved at høre om det lige nu. Kunne det ikke vente til i morgen?

---------------

En kop the senere, og Sean havde endelig fået trukket noget tøj på. Et par løse hørbukser, som han bar når han endelig slappede af. En sort skjorte, med de øverste knapper åbnet, så det hårde kraveben trådte frem. Bare fødder, og bæltet med sværdet blev på værelset.
Turen gik fra køkkenet - hvor hans blik fik alle tjenerne til at se ned i gulvet - og videre på den tur, som den ukendte mand havde taget. Ikke videre...Smukt. Men meget af det var allerede blevet ryddet op. Ødelagte ting, som der skulle betales for. Et show, der aldrig burde være sket. En tåbelighed på hans egen borg. En opførsel han ikke ville have, især ikke når hans paranoia hele tiden drillede ham. En stemme der hviskede bagerst i hans hoved.
Hvem ellers kunne bryde ind?
Var denne elsker nogen han kunne stole på, blot fordi han var Genes? Absolut ikke. Han måtte se manden for sig selv, og vurdere den nye trussel til hans eget velbefindende. Især når Gene nu ikke tog det alvorligt... Eller var medskyldig.

-------

Sean kunne vejen til Genes rum i søvne. I et øjeblik svævede hans hånd tæt på døren. Men i sidste øjeblik besluttede han sig for ikke at banke på. En hånd gled igennem det vilde hår, som han heller ikke havde gjort noget ved, efter han havde sovet. De mørkebrune lokker sad kaotisk, men som en incubus gjorde det intet skidt for ham. De lette skægstubber og håret gav ham næsten et vildt udtryk, omend stadig på en raffineret måde.
Han greb dørhåndtaget og åbnede døren. Tog et halvt skridt ind i lokalet, kun for at stoppe op hvor han var, midt i døråbningen.
Jamen dog. Øjenbrynene var hoppet op i panden af overraskelse, men blev hurtigt afløst af et voksende smil. Dette var absolut morsomt.
Og i stedet for at lukke døren og forsvinde fra det søde par i sengen, lagde han armene over kors og lænede sig op af dørkarmen på den endnu åbne dør.
De havde ødelagt hans nat. Det var kun fair han ødelagde deres...Eller ville de fortsætte med et godt show?
Endnu genkendte han ikke manden. Men for at være fair, havde de også kun tilbragt en nat sammen, for en del tid siden nu.
"Ehem....Fortsæt bare. Tag jer ikke af mig"
En let latter lå i stemmen.

“ Unpleasantries?... “

Han tav et øjeblik. Forsvandt i minderne, som pludselig truede med at overvælde ham. Scenarier fløj forbi, og følelserne væltede over ham, som en mindre lavine. Han mærkede dem - lige så tydeligt som dengang. Sulten. Desperationen. Svigtet. Lange, søvnløse nætter. Altid på vagt. Aldrig alene, hvad enten man ville det eller ej. Adskillelsen og ensomheden der fulgte i årene efter. Alt dette. Gennemlevet endnu engang på et øjeblik. Han følte sig kvalm. Bekæmpede trangen til at tømme vinflasken, som alligevel var blevet væk, og koncentrerede sig i stedet om at fokusere på lyden af hendes stemme, imens han gjorde sit bedste for at skjule ubehaget i sit udtryk.

“ I suppose there were some... bumps… along the way. But nothing major. Invi-... ‘Kain’ was simply born the way he is… as were the rest of us. We were never meant for love. Father made that very clear. Some of us, like Gula and I, accepted that part and found other ways to enjoy ourselves… Kain refused. Got left behind with others like Ira… or Superbia.”

Bitterheden ved det sidste navn kunne ikke skjules. Søsteren, som han foragtede i høj grad, hvis navn han ikke havde båret på sine læber i mange år. Et navn, som han tydeligvis ikke genkendte som værende ny info for Genevira. Faktisk lod det til, at Valentine havde ualmindelig svært ved at holde styr på, hvad vampyren efterhånden vidste og ikke vidste, denne aften. Alligevel fortsatte han upåvirket, som om intet var hændt. Trak blot ligegyldigt på skuldrene, som han afsluttede sin barndomsfortælling. “One day, you’ll realize he’s a lost cause, darling…”

Det var nyttesløst at give sig i kast med forklaringen om, hvordan hendes kære moder muligvis ikke havde helt så godt styr på tingene, som Genevira måske gik og troede. Ikke uden at afsløre ham selv i hvert fald. Derfor løftede Valentine blot et undrende øjenbryn, da hun pludselig spurgte ham, om han spillede skak inden, at han rystede på hovedet med et uskyldigt smil. “ I’m afraid not, my darling! A bit too… conservative… for my taste!” Skak var et spil alt for ensformigt og stift i hans verden. Og langsomt. Nej, han foretrak som regel aktiviteter, som satte lidt mere gang i pulsen. Faktisk lidt ligesom det, de ret hurtigt rykkede videre til efter, at han havde grebet hende.

Hendes afsavn var berusende. Bekræftende. Han mærkede, hvordan luften omkring dem eksploderede af begær et øjeblik, som de længselsfuldt begravede sig i hinanden. Kroppene vågnede, selvom hendes kulde tydede på noget helt andet, og hænderne var pludselig alle vegne. Iveren voksede, og kysset mere intenst. Han flyttede den ene hånd. Lagde den om hendes nakke, med fingrene begravet i den nederste del af håret. Den anden hånd gled længere ned. Lagde sig mod hendes ene balle, hvor fingrene kærtegnede den bløde hud under det tynde stof. Gjorde ret hurtigt mine til at trække dette med sig, hungrende efter at møde mere bar hud. Alt imens dette foregik var det ret tydeligt, at dødssynden i hvert fald ikke havde bemærket noget til deres uventede gæst, som havde sneget sig indenfor i deres lille verden. Ikke før, at gæsten pludselig gav lyd fra sig selvfølgelig. Det tog Valentine et øjeblik at registrere, at det var en stemme, som han havde hørt gennem tågen. Hænderne standsede, men forblev placeret tæt mod hendes krop. Stadigvæk med kjole skørtet knuget i den ene af dem, medmindre Genevira trak sig fri. Langsomt, og undrende, brød han kysset og løftede blikket. Stirrede med glasagtige blå øjne, hen over hovedet på den lille vampyr, og anede pludselig synet af en mørk skikkelse i døren. En skikkelse, som virkede underligt bekendt, men som han kæmpede med at sætte navn og sted på. Alkohollen havde ikke just hjulpet på hans dømmekraft dengang, og den hjalp bestemt heller ikke nu. På trods af den åbenlyse forvirringen omkring situationen, bredte der sig alligevel et bredt, næsten underholdt, smil på hans læber. Tydeligvis fuldstændig upåvirket af det faktum, at han stadigvæk stod iført intet udover simple underbenklæder og lige var blevet taget på fersk gerning. “ Didn’t know you wanted extra company, darling…  can’t say I’m complaining. You’ve got great taste!”.