the darkest religion, but the funniest time...(Inais)

S: Devouring darkness church
O: kirken, grave...Måske nogle der gemmer sig i skyggerne?
T: tidlig aften
V: lunt, let overskyet. solen er ved at gå ned.

Hun var for nysgerrig. Hun indrømmede det gerne. Hun ville se og vide så meget som muligt, for kun sådan kunne man blive rigtig stærk. Det var i hvert fald hendes tankegang.
Men faktisk var hun har også af en anden grund. Hun ville lære noget nyt om magi, hvem viste? Måske gemte her sig en person der kunne hjælpe med at finde frem til en ganske bestemt varulv, en varulv hun hellere end gerne så død! Det var chancen værd.

Og grunden til hun begav sig op af stien, op mod kirken som, til en forandring, blev brugt til de meste hemmelighedsfulde og sorteste religioner og tryllekunstner.
Denne tidlige aften bar hun nogle løse, mørkelilla bukser og en poset top, af samme farve.
Hendes lange, gyldne hår var flettet og sat i en knold i nakken. Hun havde sort makeup om øjnene og bare fødder. Alt i alt et lidt mærkværdigt udseende, men det forringede ikke hendes ellers kønne krop og ansigt.
En let vind gled hen over den tomme og triste plads foran kirken, flere steder bar præg af, at der var sket en masse ting her.
Gamle pentagrammer, sorte pletter, sikkert efter blod, gravstene...
Hun lod blikket glide over kirken, en mørk bygning som stod og hajsede sig mod himlen, som blev stadig mere og mere mørk bag den.
Hun trak svagt på skuldrene, da intet af dette skræmte hende.

Hun gik helt op til kirken, skubbede let den ene side af porten op og trådte ind i det mørke rum, kun svagt oplyst af nogle kerter hist og her. Sorte selvfølgelig.
Og en svag kvalmende lugt af råd og røgelse. Hun stod der og ventede på at øjnene vænnede sig til mørket, før hun ville gå længere ind...

Inais øjne blev hurtigt åbnet. Nogle var trådt ind på hendes sted. Nogle var kommet.. Men hvorfor? Hun blev sidende oppe i loftet.. På en rådden klam stamme, som kun med nød og næppe kunne holde hende.
Hendes hvide kjole var utrolig støvet, og blodpletterne var endnu ikke vasket af. Det sorte, mørke hår hang løst ned over de sorte, mørke øjne. De øjne som intet godt ønskede. De øjne som næsten ingen gad kigge I, kun de modige.

De mørke øjne fandt personen der bevægede sig ind i kirken, fulgte personen med øjnene. Hun sad stille for ikke at blive opdaget, men måske var personen klog, måske var den dum? Inais knyttede begge hænder, så neglende skar ind i håndfladen. Hun havde endelig fundet et sted hvor næsten ingen kom. Hvor kun skygger og dyr turde vove sig rundt. Så kommer der en eller anden random person.. Eller måske boede personen her før? Måske vidste personen hvad der var inde i dybet? Oppe i tårnet? Nede i kælderen?

Inais øjne ændrede sig fra mørke, til næsten skinnende. Måske vrede over personen var kommet? Måske nysgerrighed over hvad personen lavede her? De skinnende øjne var og forblev mystiske, ingen kunne se hvad hun følte. Ingen ville komme til det.

Hun fornemmede en tilstedeværelse, men kunne ikke bedømme hvor fra...På en måde oppe fra, men kunne der være en person deroppe? Hun viste det ikke.
Hun gik længere ind i kirken, mellem bænkene...Som der kun var få af. Et kæmpe pentagon på gulvet. Et lig af...et eller andet dyr som lå ovre i hjørnet og spredte en lugt af død i lokalet. hun gik helt op til alteret hvor der lå en gammel, slidt læder indbundet bog. Tøvende tog hun fat i den og åbnede den. læderet gav sig. siderne var fuld af tegn og et...ukendt sprog. Hun sukkede svagt. Selvfølgelig, det skulle være noget kun indviede skulle læse. Og forstå.
Hun lukkede bogen igen og studerede alteret, klædt i sort og mørkelilla stof, fuld af pletter fra...ja, lidt af hvert. der lå en kniv og et sølvbæger med underlige mønstre i. Et skelethoved fra et væsen. Hun gøs uvilkårligt da hun genkendte tænderne på kraniet, som nogle fra en varulv.
Hun vendte ryggen til alteret og lod blikket glide gennem rummet. Her var ingen, medmindre der faktisk sad en person oppe ved loftet.
Hun lod blikket glide gennem kirken. Hvis hun sagde noget, ville det bare blive forhøjet af rummets størrelse og begrund af der var højt til loftet.
Men hvad så?
"Er her nogen?" spurgte hun. Hendes stemme lød ikke bange, men rolig og fattet. en stemme folk umiddelbart ville respektere, hvis de altså ikke stod i en gammel kirke for sort religion.

Inais fingre greb fat i træet under hende, neglende borede sig ind i det rådne træ. Hun kniber øjne let sammen mens hun overvejede hvor vidt hun skal forstyrre eller ej. Da pigen greb fat i bogen åbnede Inais øjnene, kan hun forstå det? Nej.. Umuligt, ellers havde hun ikke lagt bogen fra sig.

Inais sas stadig med vægten samme sted, træet havde ikke givet efter, ihvertfald ikke i de timer hun havde siddet her, men hvor længe holdte det endnu? Hendes ene hånd gav slip på træet da hun hørte stemmen. Hun hørte hvordan ekko'et svarede. Inais kneb igen øjnene sammen, de skinner næsten stadig. Hun åbnede munden, men dog lader hun den stå åben. Ingen lyd kommer ud. Ingen ånde.. Hun holdte vejret lidt endnu. Hendes tanker kørte rundt på om hun skulle svare? Dog svarer hun ikke endnu. Måske kunne det være farligt?

Hun grinte svagt for sig selv og rystede på hovedet.
Hun vendte sig om, greb bogen på alteret og gik mod udgangen. Hvis her var en person, var denne nok tilhænger af enden en religion, og ville derfor forhindre hende i at tage bogen, eller bare en der holdt til her og vidste hvor vigtig den måske var for andre. Sidste mulighed var personen ville være ligeglad og så kunne hun tage bogen med hjem. Og studere den i fred og ro.
Hvorfor vidste hun ikke...hun havde jo intet at bruge bogen til, den fortalte hende intet om Judas...
Men derfor kunne den måske lære hende noget andet interessant...Det skadede jo ikke.
"Jamen så gør det vist intet, hvis jeg låner denne her" sætningen gled gennem rummet og blev slået tilbage fra loftet af. Hun gik langsomt, for at lade person reagere...hvis denne gjorde det.

Inais kneb øjnene i, de mørke øjne blev atter kul sorte. Rasende? Begge hendes hænder var fra da hun langsomt sat sig op på hug. Det gamle rådende træ knirkede. Hendes mund blev næsten lukket, som et vildt dyr lød en snerren gennem tænderne: "Lad bogen ligge!". Inais knyttede hårdt hænderne, sprang ikke ned men sad klar til at springe ned foran døren. Hun skulle ikke smutte med bogen, ingen skulle gøre det. Folk skal ikke komme her og tro de er noget. Folk burde slet ikke komme her!

"Sæt den på plads!" hvæsede hun dårligt få sekunder efter. Stemmen var giftig og klar til at hugge. Hele hendes krop var spændt, og håret vovede at sætte sig foran øjnene. Hendes hænder blev knytter - derefter løsnet, sådan forsatte det. Hun mærkede hvordan træet stille og roligt knirkede samt gav mere og mere slip, denne ene usle, og total nytteløse stamme (eller hva man skal kalde det) - ville nok snart falde.


// Undskyld - blev nok en blanding af nutid og datid D; //

Hun smilte svagt for sig selv. Succes!
Hun vendte sig om, med kun nogle meter tilbage for at nå døren.
"så her var nogen!" smilte hun, ikke ligefrem venligt. Men heller ikke fjendtligt. direkte i hvert fald.
"Jamen så kom frit frem! Kom og gør krav på bogen..." hvad ville hun enlig personen, nu hun tænkte over det? Åh ja, måske...
"...Og hvis du vil have bogen tilbage, kan vi gøre det som en tjeneste for en tjeneste. Kan du noget magi af en art, eller et ritual, som kan spore en person? I såfald, det for bogen. Hvis ikke...kender du nogen der gør?" spurgte hun ud i det mørke der dækkede loftet, mens de små lys lyste noget af rummet op.
Her var enlig køligt...som om døden hele tiden var til stede.

Endnu en snerrende lyd kom fra Inais mund. Man hørte nærmest træet sukke, og pigen som fløj igennem luften. Hun landede elegant på benene foran døren. Hun rakte den kolde hånd frem mod den anden pige "ja jeg kan sort magi! Nej jeg kan ikke spore folk. Men .. Giv mig den bog! Og lad os se..".

Hendes øjne var knebet let sammen, hadet strålede i de sorte øjne. Og læben var trukket op i en snerren. Man skal for det første ikke komme her. Og da slet bestemme!
Hun stod let foroverbøjet, hænderne knyttede og håret omme bagi. Kjolen flagrede stadig let efter det hele. Og Inais stod næsten og rystede af vrede. Dumme mennesker eller hva fan det er!

hun vente sig om og så på kvinden, som om hun var fuldstændig ligeglad med hvor vred hun var og måske en fare.
"Nå, det var synd. Kender du nogen der kan?" spurgte hun bare igen. Hun stod med bogen i den ene hånd, ganske afslappet. Og dog...Det var tydeligt hun ikke ville ligge bogen fra sig med det samme. Hun ville have noget ud af det først.
Hendes mørkebrune øjne hvilede på hende, så hendes mærkværdige udklædning, men ignorerede den så. åh, hun kunne da også være farlig...Hvis for forvandlede sig. Hun havde endnu ikke lært at styre sin blodtørst og ville sikkert jage hende så længe hun overhoved orkede...Eller hvordan det nu kom til at gå.

Hun tog bogen frem foran sig, som om hun lokkede. En anden person ville måske snakke til personens bedre side, sige at han eller hende ikke ville tage bogen. Men bare spørge om noget. Men sådan var Amaranthe ikke. Hun ville have hvad hun ville! Og hun skulle nok arbejde for at få det. Kæmpe om nødvendigt.
Hun smilte dog svagt.
"Hvis du vil vide hvorfor....Søger jeg en person. og jeg vil helst se personen død. Kan du nu forstå, hvorfor jeg bliver nød til at prøve noget nyt?" sikkert ikke. Og hvad så? Hun grinte svagt. Lyden blev forstærket af rummets akustik.