Darkest times - Nicolas

---

Verden var kaos. Det havde den været længe. Det ville sikkert aldrig stoppe. Alt var i ruiner. Ingen steder at gemme sig næsten. Folk var døde omkring dem. Venner. Familie. Sorgen havde man til sidst vendt sig til. Andrea kendte til verden før dette. For 5 år siden, ramte jordskævlet - for 5 år siden stoppede deres liv. Nu var de tvunget til at overleve her. Kai var for to år siden gået bort under et angreb for at redde hendes skin. Elena og Drew var ved hende. Det samme var Nicolas. Efter både Caroline og Angela.. mange andre var forsvundet og muligvis døde - var det kun Nicolas og hendes børn hun havde tilbage. I starten var det hårdt, men det var blevet en vane sag nu. Andrea boede nu ved et fald færdigt hus. Drew han var 6 år nu og Elena 9.

"Du smutter ingen steder." Råbte hun og skubbede til hans brystkasse for at give ham et skub tilbage. "Du får ikke lov til at give op, er det forstået? Du får ikke lov til at give op igen!" Tilføjede hun med en højere råben, og frustrationen var tydelig i hendes ansigt. Det var typisk dem at diskutere, og mere voldsomt end nogen andre måske diskuterede. Elena legede med Drew, så de to varulvebørn var i den anden ende af huset med Lockheart. "Vi har alle mistet noget Nic! Du får ikke lov til at krybe tilbage i et hul igen. Er det forstået?! Jeg har brug for dig her!" Råbte hun i takt med hendes slag imod ham blev voldsommere. Men hun var ikke så vred, men mere frustreret. Bange mærmere. Det værste var bare han ikke råbte så voldsomt igen, eller slog igen - som de nogengange kunne finde på. De kunne normalt sætte hinanden på plads, og det gjorde de normalt. "Kom nu.. Slå igen!" Råbte hun med en smule mere skinger stemme... Hun slog en anelse hårdere til hans brystkasse. "Slå igen.." Tilføjede hun og sluttede af med at tage hænderne op til hovedet. Pludselig pressede tårerne på og læberne begyndte at ryste. Hendes knæ svigtede hende, og hun faldt til jorden i gråd.
"..J..Jeg kan ikke mere." Lød det hjerteskærende fra hende. "Jeg kan ikke mere..."

Nicolas havde ikke haft det let. Og det lagde han heller ikke skjul på. Han havde mistet alt. Hele hans familie. Alle han nogensinde havde elsket - med undtagelse af Andrea og hendes børn. Han prøvede at være stærk for Andrea, Drew og Elena. Men det var ikke let. Ligegyldigt hvor meget han end prøvede. Han var dog glad for, han bare havde nogen at støtte sig til. Havde han været alene, var han ikke sikker på, hvad han ville have gjort. Nok blevet sindssyg. Det var lidt hans ting. Hvor lidt han end ville indrømme det. Men han kunne ikke længere. Han blev nød til at lede igen. Han blev nød til at finde nogen. Angela, Caroline. Han var ligeglad. Han kunne bare ikke leve med, at de måske var levende derude et sted. Selvom det måske ville betyde han mistede sit sind.

”Jeg bliver nød til det!” Han opdagede, at han råbte, og tog en dyb indånding. Han skulle ikke råbe af hende. Ligesom hun støttede ham, støttede han også hende. Han trådte et skridt tilbage, da hun skubbede til ham. ”Jeg kan ikke blive her. De kunne være i live. Jeg kan ikke bare give op på dem.” Han vidste det ikke ville glæde hende. Selvfølgelig ikke. De var kun de to og børnene. Det ville blive svært for dem begge uden hinanden. Nicolas så væk et øjeblik, og så tilbage på hende, da hun begyndte at råbe igen. ”Og hvad hvis de har brug for mig derude? Jeg kan ikke være alle steder Andrea. Jeg kan ikke give op på dem.” Han gentog den sidste sætning, der virkede som en vigtig ting at slå på plads. Han så hende i øjnene, da hun bad ham slå igen. Det ville han ikke gøre. Ikke den her gang. Det ville ikke gøre tingene bedre. Han lod hende i stedet bare slå løs på ham. Han kunne nok også bedre holde til det. ”Nej. Ikke den her gang.” Han var hurtigt henne ved hende, da hun lå på jorden og græd. Han ønskede ikke at forlade hende, hvor meget hun end ønskede det. ”Jo du kan Andrea. Du er stærk. Du har altid været stærk. Ingen kan klare det her mere end dig.” Han aede hende med stor ømhed over hendes hår. ”Jeg skal nok blive.” Dette vidste bare, at hun havde mere brug for ham end nogen anden. Og han vidste, at han også havde brug for hende. Nok mere end hun havde brug for ham.

Du er stærk. Du har altid været stærk. Hun slog blikket ned. Hun vidste hun var stærk, men i sidste ende føltes det bare som om, at der aldrig var fred. Let så hun op og nikkede til ham med et svagt smil. "tak." Hviskede hun nærmest. Andrea hadede at være i konflikt med sig selv.
"Hvis de er i live derude.... så finder vi dem sammen. Men jeg lige nu er det for farligt lige nu." Tilføjede hun og sank en klump. Det tog hende lidt tid før hun fik taget sig sammen, men så rejste hun sig i sidste ende endelig op. Verden var lagt i ruiner. Der var kaos i blandt folk. Ingen regler. Det var dræb eller bliv dræbt.
"Jeg vil ikke kunne leve med mig selv, hvis der skete dig noget." Sagde hun og så fuldkommenærligt på ham. Elena, Drew og Nicolas var det eneste hun havde. Lige nu i hvert fald. Og lige nu fokuserede hun på. Angela, Caroline og Rowan de kunne klare sig selv. Rowan havde Caroline. Og selvom hun vidste Angela var alene, havde den tøs levet alene mere end nogen anden, hun kunne klare det. Der var Andrea ikke bekymret som sådan.

Andrea trådte lidt tættere på Nicolas og svang armene omkring ham. Nogle gange havde man trods alt bare brug for et kram. De havde holdt sammen i 5 år nu. Det var også 3 år siden Kai havde forladt dem. Men det var først nu her, at hun gav sig selv lov til at mærke de følelser som havde lagt i hendes hjertes største hemmelige skrin. Det var en smule overvældende, men befriende. Ikke mange var stærk nok til at skjule deres inderste følelser i så langtid som hun gjorde. Hendes tab af Logan efter deres børn døde havde hun heller aldrig haft chance for at sørge ordenligt over. Hun havde så mange hemmeligheder når det kom til stykket. Alle sammen låst inde i dette fine skrin.

Andrea trak sig ud af krammet igen og tørrede sine øjne. De havde fortjent at græde. Et brag udenfor fangede hendes opmærksomhed. Hun løb hen til vinduet og kiggede ud. Nogle var på vej imod dem. Og de så ikke venlige ud. Andreas øjne blev gyldne, og hun knurrede lidt. Så blev de normale og drejede hovedet let.
"Lockheart." Sagde hun og den kære drage kom stormende ud til dem. Hun gav ham et nik og han fløj op i etagen ovenpå, hvor et vindue var ødelagt så han kunne flyve ud uden nogle problemer. Det tog kort tid før der kun var flammer at se. Sådan her var det bedst. Både hende og Nic var stærke fysisk. Men hvis de skulle overleve, måtte de se hvornår de ikke behøvede at lave et blodbad. Lockheart fik som altid lov til at spise sig mæt i fjenderne.

Derpå vendte Andrea opmærksomheden om imod Nicolas igen. Hendes hjerte sprang en takt over og hun sank en klump. Det var mærkeligt at se ham sådan her igen, hun havde næsten glemt hvordan det føltes. At være fri. At kunne vælge selv. Naturligvis valgte man aldrig selv dem som man forelskede sig i. Men det var mere naturligt for hende at se på ham end ved nogle andre. Naturligt på elskværdig måde, og hun kunne nærmest ikke undgå at smile lidt selvom hun egentlig ikke havde planlagt det. Til sidst slog hun blikket lidt flovt ned.
"Måske burde jeg se om der er noget mad. Elena, Drew og jeg skal trods alt have noget mad." Sagde hun så og gik ud i køkkent som en undskyldning.

Da hun kom ud i køkkenet lagde hun sine hænder på bordpladen og kiggede ned imens hendes greb om borpladen blev strammere. Hun pustede ud. Hvorefter hun kiggede hvad der var tilbage af mad. Ingen ting. Virkelig? Ingen ting. Hun tog sine klør frem og lavede hul i sin håndflade for at fylde et glas halvt op med blod. Så gik hun ud til Nicolas, og rakte ham glasset. Det var det eneste blod. Og lidt varulve blod var bedre end ingenting.
"Vi har ikke mere mad. Så det kan være vi to er nød til at gå på indkøb. Jeg er ikke glad for at lade børnene blive her... men jeg ved Lockheart ikke vil lade nogle nærme sig dem... og de klare den ikke længe uden mad så.. hvad siger du. Så får du alligevel din aftentur" Et skævt smil spredte sig på hendes læber med et drillende blik.
Så. Hun kunne tydeligvis sagtens holde huset fri for fremmede. Og der var ikke brug for ham til slåskampe - endnu. Andrea ville bare gerne have han var der. Ved hendes side.

Nicolas så på hende, da hun så op på ham. Han smilede, da hun takkede ham. For alle de år siden, da Angela lod Andrea bo i hans hus, kunne han have smidt hende ud. Han overvejede det endda. Men han var glad for, han ikke havde gjort det. Han havde haft så mange gode stunder med Andrea, og hun havde været hans klippe de sidste 5 år. ”Jeg ved det.” Nicolas kunne være dumdristig, han gjorde ting impulsivt og uden at tænke. Det var derfor han havde brug for Andrea, så han ikke gjorde sådanne ting. Han rejste sig ligeledes. ”Jeg har brug for dig. Uden dig, ville jeg ikke have overlevet de fem år. Jeg kan true med at gå, men jeg vil aldrig gøre det.” Selv ikke hvis han var ude af døren. Han ville komme tilbage. Nicolas burde ikke bekymre sig så meget. Caroline og Angela skulle nok klare sig. De havde de gjort før. Men det var Caroline, hans episke men stadig destruktive kærlighed og Angela, hans lillesøster som han ville gøre alt for. Selv hvis hun ikke var klar over det.

Han lod hans arme omfavne hende, og de stod der bare et øjeblik og trøstede hinanden uden ord. Der var ingen tvivl om, at Nicolas elskede Andrea. Men han sagde det sjældent. Det lå bare ikke til ham. Og han vidste ikke engang, hvordan han skulle starte. Han var ikke helt sikker på, i hvilken omfang han elskede hende. Men han gjorde det. Og han burde fortælle hende det. ”Andrea..” Han fulgte hende hen til vinduet, og så på dem der nærmede sig. Han var klar til at tage derud, men Andrea og Lockhart kom ham i forvejen.

Han blev stående og så ud, selvom han tydeligt mærkede hendes blik på ham. Det generede ham ikke, han var bare ikke sikker på hvad det betød. Men han burde nok ikke tænke videre over det. Hun var vel bare taknemmelig for han blev. Først da hun gik ud i køkkenet, så han efter hende. ”Okay.” Han gik en tur ned til Drew og Elena, og fik en kort snak med dem. De virkede ikke så påvirket, hvilket var en god ting. Det ville være ubehageligt, hvis de var lige så påvirket så Andrea og han selv. Han aede dem begge over håret, og gik så tilbage mod køkkenet. Han tog imod glasset, og drak det hurtigt. Han havde aldrig fundet varulveblod appetitligt, men det hjalp ham med at overleve.

”Lad os gå.” Han fik klædt sig på, og ventede på Andrea gjorde det samme. Det ville være rart at komme ud. Han havde ikke som sådan noget imod, at være i et hus konstant. Sådan havde dele af hans tilværelse været, men det var også bare godt at komme ud. Mærke luften, komme væk.

Hun satte sig kort ned på hug da Lockheart og strøg sin hånd henover ham. Igennem årerne havde de udviklet evnen til at tale til hinanden igennem tankerne - stadigvæk i korte sætninger dog. Så gik hun hurtigt ind og forklarede Elena og Drew at hende og Nicolas smuttede ganske kort. Men at de snart var tilbage. Derefter smuttede Lockheart derind og hun vendte tilbage til Nicolas.
"Lad os det." Svarede hun og tog sin jakke på. Andrea havde altid lidt af eventyrlyst. Og at komme ud gjorde blot det hele bedre. Selvom hun var van til at sidde indenfor så elskede hun naturen, og den vil altid være hendes evige kærlighed.

Hun lukkede døren bagved sig og kiggede kort hen på flammerne bagved dem. Så fik hun dem til at forsvinde med en enkel bevægelse i hånden. Hun kvælede dem. Så snart de begyndte at gå og hun kom længere væk fra Lockheart mistede hun evnen til at kontrollere ilden. Men det var ikke ukendt for hende. De kom til Sunfury City. Det gjorde ondt i hendes hjerte at se byen ødelagt. Alt hun havde bygget var væk. Hendes øjne flakkede rundt, og så fik hun øje på købmanden. Det var ikke første løb på mad hende og Nicolas gik på. Så de vidste, at folk var blevet brutale og grådige.

En lyd af nogle der gik på knustglas fik hende kort til at gribe fat i Nicolas ene arm. Blot fordi hun blev smidt ud af sin egne tanker, og derved fik et chok. Kort efter gav hun slip og gik så imod den gamle købmand. Hvis der ikke var bid her var der måske på kroen. Eller slottet. Det stod halvt om halvt stadigvæk. De stærke vægge kunne ikke væltes. Men det ville nok være i de hemmelige kamre der var noget mad de kunne bruge til noget. Men det kunne være farligt. Alt for farligt. Men det var alt nu til dags.

Dog valgte hun at gå ind i købmanden først. Hylderne var nærmest faldet sammen, og der var knap nok noget tilbage. Rester af indtørret blod og lig var over det hele. Det tog ikke lang tid før hendes tilstedeværelse derinde havde vækket opsigt, og hun blev sendt direkte i jorden med en hånd for sin hals der ikke gjorde andet end blot at klemme så hårdt til som den kunne. Andrea var landet på noget knust glas der ramte med sine skår ind imod hendes ryg. En forkert bevægelse og hun kunne komme til at få dem dybt nok ind til hendes krop ville heale over dem. Og det ønskede hun ikke. Hendes øjne blev gyldne, og hun greb fat om dæmonens hånd og lod sine klør komme frem i håb om det var nok til at få ham til at fjerne sin hånd. Men på den anden side vidste hun, at hun ikke var alene. Derfor var hun ikke bange.

Nicolas havde altid haft en tilknytning til naturen. Den var stærkest da han var menneske, men var kun dæmpet en smule efter hans forvandling. Han satte pris stor på naturen. Han var jo en jæger, så han skulle næsten have en lyst til at være ud. Selvom der ikke var meget at jage for tiden. Det eneste blod han fik var Andreas, og det var der intet i vejen med, men han manglede lidt jagten. Men så længe han kunne leve, kunne han ikke bede om mere. Nicolas var varsom ved ilden. Det havde aldrig været hans yndlings element, så da Andrea kvalte det, følte han en vis lettelse.

Han så sig omkring da de nærmerede sig byen. Den var ruineret. Det havde også en følelsesmæssig påvirkning på Nicolas. Han havde brugt en del tid der. Men det var kun naturligt, det betød mere for Andrea. Hun havde været med til at skabe det. Nicolas frygtede ikke folkene i byen. Andrea og ham overlevede altid, og det havde ikke ændret sig de seneste mange turer de havde været på. De kom altid tilbage med mad. Da Andrea greb fat i hans arm blev han opmærksom. Han havde hørt lyden, men var mere på vagt efter hun tog fat i ham.

Nicolas fulgte Andrea ind i købmanden. Der var ikke meget tilbage. Men det kom ikke som en overraskelse for ham. Der havde været begrænsninger på mad på deres sidste par udflugter. Da der lød et bump, var Nicolas hurtigt ved Andreas side. Folk kunne bare ikke behandle andre ordentligt længere. Sjovt hvad en katastrofe faktisk gjorde ved folk. Der var ikke meget menneskeligt tilbage i dæmonen. Han havde været alene for længe. Nicolas greb fat om nakken på dæmonen, som var det en uartig kattekilling. ”Slip,” sagde han i et bestemt toneleje.

Han opførte sig næsten som dæmonen var et kæledyr, fremfor et intelligent væsen. Da dæmonen ikke gav slip, måtte Nicolas ty til voldsommere midler. Han tvang hans fingre op om Andreas hals, men kun med nød og næppe. Dæmonen var stærk. Dæmonen røg igennem butikken, og landede nær udgang. Nicolas vendte sig imod Andrea. ”Er du okay?” Han ville sikre sig hun klarede sig, før han begav sig i kamp med dæmonen. Det var også muligt, han fik brug for hendes hjælp. Han var ikke så stærk, fordi han ikke kunne få så meget blod som sædvanligt.

Så snart dæmonen var væk fra hende, rejste hun sig op. Hun tog jakken af, så skåerne blev trukket med ud. Blodet løb stille ned af hendes ryg - men det healede ganske hurtigt.
"Jeg klare den." Svarede hun og gav ham et nik. Dæmonen fnøs af dem, og så på den uden frygt.
"Varulven og vampyren kom gående igennem byen. I håb om at finde noget værdifuldt. Alt de fandt... var deres død." Sagde dæmonen. Hvilket fik Andrea til at grine. Så kiggede hun på Nicolas imens hun lo.
"Er han ikke bare sjov Nic?" Spurgte hun og vendte opmærksomheden over på dæmonen. Let lod hun sine gyldne øjne træde frem igen. "Jeg forslår du lader os være i fred, ellers flår vi dig fra hinanden en kropsdel af gangen." Ulvens stemme var mere dyb og lød mere voldsom end Andreas egen. Dæmonen sank en klump, hun kunne hører hjerterytmen springe en takt over. Derpå løb han afsted. Klogt valg.

Så tog hun en dyb indånding.
"Lad os tage til slottet. Jeg kender de hemmelige madkældre bedre end nogen anden. Måske finder vi et menneske eller en engel til dig på vejen." Sagde hun med et skævt smil, og puffede blidt til ham imens hun gik ud af igen. Andrea havde aldrig lagt meget i en smule snavs eller blod. Hvis folk ville angribe kunne de da bare komme an?
"Der er omkring en time til solen står op. Enten skal vi løbe så hurtigt vi kan.. og søge ly... også vente til det bliver nat. Det er vinter... mørket kommer hurtigt tilbage." Hun overvejede mulighederne. Ikke det ville skade deres forhold at bringe en dag sammen. Naturligvis havde hun Elena og Drew hun skulle tilbage til - men Lockheart var en del af hende, og hun stolede på den drage.
"Hvad mener du er bedst?" En sætning han snart måtte blive træt af at høre, eller blot havde hørt ekstremt meget. Han havde jo været hendes rådgiver og højrehånd. Det var altid hans mening hun tog mest seriøs. Fordi han var en smule menneskekender, om han ville indrømme det eller ej. Desuden var han ekstremt klog og god taktisk. Det havde hun altid vidst. Hvorfor ellers skulle hun have valgt ham?

Da Andrea havde erklæret sig okay, vendte Nicolas sig rundt og stirrede på dæmonen. Hans ord fik et smil frem på hans læber. ”Meget.” Han afventede blot hans reaktion efter Andreas trussel. Klog træk at stikke halen mellem benene. Det var to mod en, og selv hvis det kun havde været en mod en, havde dæmonen tabt. Andrea og Nicolas var stærke hver for sig, blot endnu stærkere sammen. Ikke kun fysisk, men også psykisk. De bragte det bedste frem i hinanden. Andrea foreslog slottet, hvilket måske var deres bedste mulighed. Der var ikke noget mad at finde der.

Han smilede over hendes kommentar og puf. Han forstod pludselig ikke, hvorfor han havde overvejet at forlade hende. De havde brug for hinanden. ”Det kunne nu være meget godt med andet end varulv. I har altså ikke den bedste smag,” sagde han og puffede blidt til hende igen. Det ville være en risiko at forsøge at nå og finde mad, før mørket lagde sig over dem. Men det var sådan man overlevede. Ved at tage risikoer, hvis det kunne betale sig.

Spørgsmålet var bare, om de kunne nå tilbage til Drew og Elena, eller kunne finde et sted at overnatte. ”Lad os se om vi kan nå det. I har brug for mad hurtigt.” Nicolas kunne godt klare sig på et glas af Andreas blod om dagen, men det var noget helt andet for andre racer. De skulle ofte have mere end han skulle. ”Hop op,” sagde han og klappede på sin skulder. ”Så kommer vi hurtigst frem.” Andrea var rigtig hurtig, men få kunne hamle op med en vampyrs fart. Det var muligvis den bedste mulighed for dem lige nu.

Andrea nikkede til ham. Hun stolede fuldt ud på hans dømmekraft. Og hun vidste at hun ikke var på sin fulde styrke fordi, de ikke havde haft for meget mad. Den fysiske styrke var noget andet for hende, trods alt var hun stærkere end mange på grund af hendes evne forstærkede den. Men hurtighed og mangel på næring var ikke ligefrem tegn på god livsstil. Hun hævede kort et bryn af ham da han sagde, at hun skulle hoppe på. Let satte hun sine hænder på hans skuldre og sprang op. Hendes fleksibilitet fejlede intet, og ingen kunne praktisktalt fjerne hende medmindre de havde samme styrke som hende eller hun selv ville. Benene var lås om hans liv, og hænderne løsere omkring hans skuldre og låste let over hans brystkasse. Hun lo lydløst, og lod ham løbe. En anden dag ville hun gerne løbe om kap med ham. Trods alt var hun nightcan. Hende og Caroline havde leget den leg mange gange. Det var forskelligt hvem der vandt.

Så snart de var ved slottet var det lige i tide til de kunne storme ind af døren. Andrea sprang af hans ryg og lukkede døren efter dem. Så vendte hun sig rundt. Tingene derinde var i ruiner. Mange af dem, men mange af de oldgamle ting stod stadigvæk. Let sank hun en klump, og hun kunne mærke, hvordan hendes hjerte bankede kraftigt afsted. Selvom hun prøvede at skjule det, så var det meget tydeligt.
"Kom." Sagde hun med en lav stemme. Han kendte trods alt slottet meget godt selv også. Tronrummet lignede sig selv, enkle ting derinde var i ruiner. Da de kom til den mere private del af slottet, var meget brændt ned, og ødelagt. Let pustede hun ud. Færtenen af hjem var brændt væk med det hele. Erstattet med ødelæggelse.

Så gik hun ud hen til en trappen til fangekælderen, og gik ned af den. Det var underligt at have et hemmeligt lager så tæt på et fangerum. Ja. Men pointen var lageret var gemt væk. En hånd på væggen, og muren flyttede sig. Kai kendte ikke til det. For det var kun Andrea der kunne komme dertil. Mad op køl. Der var nok til at mætte både hende, Drew og Elena. Så gik hun hen til en hylde som var noget for sig selv, og kastede noget hen til Nicolas. Blodposer med engleblod. Trods alt var der altid lidt på lager til ham.
"Engleblod. Nu når du er så krævende." Et drillende smil kom frem på hendes læber. Imens hun samlede det mest nødvendige. Så slog hun blikket væk og kiggede lidt videre. Dette var det eneste sted som stadigvæk havde hendes fært. Masons lidt, men ikke så meget på trods af tiden der var gået.
"Pakker du lidt? Jeg vil lige ovenpå og se nogle ting an." Minder selvfølgelig. Måske et par af børnenes legetøj, hvis der var noget tilbage.
Tilladelse eller ej gik hun ovenpå.

Hun kom op af trapperne til værelserne. Og kiggede sørgmodigt rundt. Udsigten havde været så smuk. En fantastisk by som nu var blevet til ødelæggelse. Hun kom ind på sit gamle soveværelse til alle kjolerne hun engang havde gået med. Hvorfor var soveværelset stadigvæk så pænt. Hendes sørgelige tanker havde ikke haft hendes sanser igang.
"Andrea Targaryen. Jeg troede aldrig jeg skulle have sit kønne ansigt tilbage her. Sagde jeg ikke personligt til dig, at hvis jeg så dig igen, vil det blive sat på et spyd til pynt på hoveddøren?" Spurgte han med et flabet smil på læben. Andrea fnøs.
"Lucien Keanner. Du skulle virkelig stoppe med trusler som du alligevel ikke kan holde." Svarede han. Så trådte han et skridt tættere på.
"Ikke kan holde? Jeg vil sige, at da jeg sagde, at jeg ville overtage din by, hvis du ikke gav mig hvad jeg ville have... jeg vil sige jeg kun kan kalde det at have overtaget." Andreas øjne blev gyldne i raseri. Og det tog ikke længe før hans små venner kom på besøg.
"Hvem skal have det første slag. Dig eller mig." Spurgte hun.
"Damerne først."

Det tog hende ganske få minutter. Snart var det så pæne rum ikke pænt længere. Væggene var dækket i blod. Tæppet lignede en rød sø. Andrea lignede en som var stået op fra de døde. Værelset var pyntet med hovedløse lig. Arme og ben kastet til siderne. Det var ikke kønt når hun mistede kontrollen, men dette var det der skete med dem som var skyld i dette. Skylden af alt var ødelagt, og skyld i, at hun følte sig så skyldig for at være fri. Hun vendte sig rundt da hun kunne høre Nicolas var på trapperne. Selvfølgelig havde han stærkere fært for blod end hende selv.
Hendes øjne var ret triste, og hendes åndedrag mindede lidt en som skulle til at græde - men hun gjorde altid alt for ikke at nå så langt. Men hun havde denne følelse, denne følelse af skyld.