Darkest parts of me - Kaeden

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

---

Det var ikke mere end en dag siden Razor var smuttet og ensomheden ramte. Hårdt endda. Razor var den eneste som forstod, hvad hun havde været igennem. De blå mærker var langtfra væk endnu. Hun lignede en som havde været offer for ekstrem dårlig behandling og det havde hun også været. Wade var der ikke. Det var vel godt. Så kunne han ikke se hende så langt nede som hun var. Hun havde holdt sig inde hele dagen. Tatia havde dog taget sig sammen omkring sen eftermiddag til at gå udenfor. Hun var i ført et par shorts og en tanktop. Hendes skader var tydelige fra top til tå. Dog turde ingen spørge hende, for hun virkede ikke til at ville spørges. Tatia havde været en smule nervøs over, hvordan Kaeden var blevet behandlet af flokken i hendes fravær. Hun håbede egentlig at han stadigvæk var her. Tanken om at han var gået og hun ikke anede hvor han var, kunne hun ikke bære at holde på for to. Hun anede ikke, hvor Wade var hende, men vidste hun ikke ville kunne klare at rejse ud for at finde ham. Hvis han havde givet besked om at han ikke lige var der. Så kom han vel tilbage snart. Bekymringen for Wade kunne næsten tage hende væk fra tankerne om sine egne problemer. Sine egne indre sår som var ved at prøve at blive til ar.

En satte sig ved siden af hende og hun fik nærmest et chok. Ulven reagerede på chokket og de røde øjne farrede truende ud. Blikket vendte sig til side, og var nok til at vedkommende faktisk rykkede sig væk fra hende. Det gjorde ondt. Det føltes som om, at hendes hjerte blev flået ud. Hun ønskede jo ikke at skræmme flokken. Flovt slog hun blikket ned og gik så fra bålet. Hun gik stille hen langs husene med armene omkring sig. Siden hun gik alene var det lettere at lade sig ramme af indre følelser som slog hende omkuld. Et par tårer flød ud af hendes øjne, og snart var det som et vandfald. Hun prøvede at stoppe men det føltes umuligt. Tatia satte sig for sig selv på en sten i et hjørne lidt væk fra folk, hvor ingen ville bemærke hende - regnede hun da med. Hun holdt sine ben helt tæt til sig, og holdt dem der med sine arme. Hovedet var lagt tilbage imens hun kiggede op på himmelen. Hun prøvede at være stærk hele tiden. Virkede så stærk og det var hun også. Men selv de stærkeste kunne føle sig så magtesløse. Den følelse hadede hun. Specielt når det gjorde, at hun mistede kontrol over sine følelser. En lyd fik hende til at rette hovedet frem ad. Kaeden. Hun tørrede sine øjne af hurtigt og forsøgte at få et smil frem på sine læber.
"Heeey. Godt at se, du er i et stykke." Fik hun tvunget sig til at sige i en fuld sætning.

Tatia havde været væk i over en uges tid nu. Uden at efterlade en besked eller overhovedet fortælle ham at hun rejste, var hun pludselig væk, og intet vidste ingen, hvor hun var taget hen, eller også ville de bare ikke give Kaeden den information. Ligemeget hvadd hande hun efterladt ham alene i lejren fyldt med en flok der ikke så ham som andet end en trussel. Kaeden var også sikker på, at den eneste grund til han ikke var jaget væk eller død endnu var fordi deres leder havde tilladt ham at blive hos dem og blive trænet.
Nu hvor man taler om solen - han havde starten sin træning. Han havde vel altid tænkt at den var hård, men ikke så brutal og vild og nødeslås. Kaeden havde trænet for med sin storebror, men det var mere en mild styrketræning, og hans nogenlunde veltrænede krop var mere af gode gener end arbejde. Så han var på ingen måde forberedt på sin første træningstime, som desværre var med Wade, der virkede til at nyde at tæske ham lidt mere end en træner burde. Det efterlod ham også øm og med blå mærker over det meste af kroppen næste dag, blå mærker der endnu ikke var gået væk. Det værste var at træningen blev ved, der var ingen tid til at få en pause. Wade sagde altid noget til ham, når han faldt ned, på et sprog som han ikke kendte, og det irriterede ham mere og mere for hver gang det blev nævnt. Det pressede ham dog til at få sig rejst op igen og kæmpe videre, selvom det for det meste endte med at han ramte jorden atter en gang. Wade var irriterende ja, men han var en fantastisk kriger. Noget som Kaeden ikke havde haft brug for at være før nu.
En dag rejste Wade også, og Kaeden var ufattelig lettet for han troede nemlig, at han kunne få lidt fritid men nej, så kom en ny ulv. Rashka hed hun, og hun var næsten værre end Wade. Hun var hård uden personlig grundlag. Og hun ville også lære ham andet end nærkamp og lod ham prøve at håndtere våben, han aldrig før havde holdt. Det gik ikke særlig godt.
Niylah, lederen havde stået for den spirituelle træning, som egentlig var den hårdeste, for den var både psykisk og fysisk udmattende. Han havde endnu ikke fået kontakt til sit indre dyr og på en måde frustrerede det ham, for selvfølgelig havde han tænkt at det ville gå hurtigere end det. Men nej, alt tager sin tid, og han måtte bare vente på, at han endelig ville stoppe med at frygte, hvad der faktisk var en del af ham.
Nu sad han her, på en træstump lidt væk fra lejren og tegnede i jorden med en pind for at få tiden til at gå. Han var endnu ikke accepteret ind i selve flokken, kun et menneske Audrey havde velkommen ham, men nok fordi hun forstod hvordan det var at være anderledes. Så han holdt sig altid lidt på afstand af ren frygt for, at de andre ville blive lige så dyriske som Wade havde vist sig at kunne være.
En genkendelig stemme fik ham til ikke at være fraværende længere. I starten troede han ikke sine egne øre, men så så han op på kvinden foran ham - Tatia. Forslået, skadet Tatia med fugtige øjne.
"Tatia.." sagde han forbavset, før han hurtigt smed pinden og rejste sig op. Før han nåede at tænke tingene i gennem var han henne ved hende og havde trukket hende ind i et knus. Det varede dog ikke længe, før han gav slip på hende igen, halvt fordi han godt kunne se akavetheden i det, og halvt fordi han vidste at hun var skadet og ikke ville forvolde hende smerte. Alt glæden som havde strømmet i gennem ham over at se hende smil forsvandt, da han fik set ordentligt på hende. En bekymret mine kom over ham, og han betragtede alle hende skader. Hans ene hånd hvilede stadig let på hendes arm.
"Tatia... Hvad er der sket?"

Omfavnelsen kom kort bag på hende. Men det var rart. Rart endelig at mærke nogen holde omkring hende. Wade var ikke hjemme og hun havde ikke kontaktet Niylah omkring det endnu. Hun knækkede sammen og holdt ham tættere ind til sig. Tårerne forlod hendes øjne i en kraftigere strøm end da hun var alene. Dog da han slap hende lod hun også sig give slip på ham, men savnede allerede der følelsen af en omfavnelse. Hun var bekymret for, hvor Wade var. Og det sammen med hendes anden form for følelse af skyld. Det var frustrerende for hende ikke at have styr på, hvor han var henne. Han så på hende. Da han stoppede med at smile gjorde hun også. Let bed hun tænderne sammen og foldede sine læber sammen i en smal streg. Så pustede hun stille ud ved at lade luften sive ud imellem læberne. De rystede let.
"J... Jeg." Hun vidste, ikke hvor hun skulle starte. Hendes stemme var ved knække fuldkommen over. "D.. De." Hun pustede anstrengende ud. Før hun så kørte en hånd igennem sit hår. Let sank hun en klump.

"Nogle dæmoner.. " Let lukkede hun øjnene i og pustede ud for at håbe at have stemme og kontrol nok til at fuldføre endnu en sætning. "De.. de torturerede mig... Tvang mig til at slagte flere hundrede for min egen overlevelse... brækkede mine knogler.. Healede mig sammen igen for blot at prøve forfra.. jeg slap ud.. løb hjem med et skud i benet fra en jæger som skød mig på vejen... Rakshas blod healede mig... nu.. men" Hun tøvede let og flyttede blikket imod jorden. "det gør stadigvæk ondt." Let løftede hun hånden op imod hvor hendes hjerte var og bed sig i læben. Hendes ansigt var fyldt med indre smerte der skreg for at få brug for at komme ud. Hun følte sig så skyldig. Så magtløs. Ynkelig og ikke mindst svag. Kaeden mindede hende om Blake. Derfor var hun så hurtig til at lukke sig op omkring, hvordan hun havde det. Derfor reagerede hun sådan. Tatia kastede sig i favnen på ham igen.
"Bare hold mig lidt... bare lidt.. Jeg kan ikke lide at være alene.." Hun havde ikke sovet i de dage hun havde været hjemme endnu. For hun turde ikke.

"Vil.. vil du ikke gå med mig hjem...?" Spurgte hun og sank nervøst en klump imens hendes hoved var begravet imod hans skulder. Alt hun ønskede var ikke at være alene. Og det var tydeligt noget var helt galt med hende. Hvis han ville kunne han sove på sofaen? Bare at have nogen at snakke med ville være godt. Rigtig godt. Det var hvad hun havde brug for. Så trak hun sig tilbage for ikke at gøre ham utilpas. Hendes krop rystede let. Ikke fordi hun frøs eller var i nogen form for fysisk smerte, men fordi hun var rystet indeni. Ulven i hende var bange. Ekstremt bange og følte sig utryk. Den var nærmest i panik. En frygt som ikke ville lade give så let slip efter alt den havde været igennem. Så pustede hun ud.
"Du må finde mig helt ynkelig lige nu... ikke sandt? Jeg reddede dig før.. og nu ligner jeg  noget der er blevet løftet ud af skraldespanden. Ikke et fantastisk indtryk..." Hun var flov. Ikke glad for, hvordan hun så ud foran ham. Mangel på selvtillid havde ramt hende ganske kort og hun hadede det. Hvor hun dog hadede følelsen af den smerte der bredte sig op inden i hende. Nederlag. Det var tydeligt at hun lignede en som var lavet af glas og kunne gå i stykker med det samme. Hun var dog på en måde glad for, at det ikke var Wade der så hende sådan her. Så svag og så ynkelig. Gennemtæsket og faldefærdig. Det var hun en smule taknemlig overfor. Tatia vidste at hvis Wade så hende sådan her, ville hun bryde endnu mere sammen end hun gjorde nu. For han kunne altid nå helt ind til hende... og lige nu.. så hadede hun at føle sådan her.. Så måske var det bedst sådan.

Kaeden ønskede virkelig at holde om hende, knuge hende en til sig og aldrig give slip. Men hun virkede så skrøbelig, mens tårerne gled ned af hendes kinder, og han frygtede at hans knus havde påvirket hende på en negativ måde, så han turde ikke prøve det igen. Han lod dog stadig en hånd hvile på hendes arm uden at holde fast i den, og så på hende med øjne, der ligeså var fuld af smerte. Tatia havde reddet hans liv. Han skyldte hende så meget. Og så har hun været væk så længe og kommet hjem fuldstændig forslået og han har intet gjort for at forhindre det. Han rynkede brynet en anelse og betragtede hende, mens hun til sidst kunne forklare, hvad der var sket. I starten kunne hun næsten ikke få en sætning ud. Hendes stemme rystede, som frygtede hun at fortælle det, og Kaeden prøvede at forberede sig til at forholde sig roligt. Men han var ikke forberedt på den grusomme fortælling. Hans hånd forlod hendes arm, men gled ikke ned langs hans side. I stedet stivnede han. En kulde gled i gennem ham. Det var som om hun beskrev en uhyggelig historie. Det var surrealistisk og alligevel alt alt for ægte at dette var sket for hende. En kvalme steg op i ham på samme tid som skammen. Han havde brugt den sidste uges tid på at gå rundt og have ondt af sig selv fordi han blev tæsket til træning og ikke havde nogle at tale med, mens Tatia var blevet tortureret og havde været i livsfare hele den tid, hvor han havde været sur på hende over ikke at være der. Han skulle bare have været glad for denne mulighed, Tatia havde givet ham og ikke være så utaknemlig. Han vidste ikke hvad han skulle sige for at berolige hende, for han havde aldrig været ude for en lignende situation før, men han nåede alligevel ikke at sige noget, før hun kastede sig i hans arme. Han udstødte en overrasket lyd, men lagde hurtigt armene ind til hende. Det var næsten helt lettende at kunne omfavne hende. Det var meget nemmere og meget mere betryggende end at fremtvinge ord, der alligevel intet ville kunne hjælpe.
Han gjorde præcist som Tatia bad ham om og stod stille, tavst, mens han knugede hende ind til sig. Hans ene arm lå rundt om hendes lænd mens den anden var ved hendes skulder og hånden ved hendes baghoved. Han var ikke længere bange for at skade hende, men holdt i stedet om hende i håb om at hun ville føle, at intet kunne gøre det. Det var det mindste han kunne gøre.

Til sidst brød hun stilheden ved at spørge om, han ville med hende hjem. Han tøvede ikke med at svare: ”Selvfølgelig.”
Selvfølgelig ville han gå med hende hjem. Ikke kun for at sørge for at hun følte sig tryg og havde det godt men også fordi han havde savnet hende. Hun var en af de eneste personer, der havde accepteret ham, og selvom de ikke havde brugt meget tid sammen så havde han nydt den tid de havde. Men mest af alt så skammede han sig over ikke at kunne hjælpe hende, så han ville gøre alt hun bad ham, hvis det blot betød at hun fik det en smule bedre.
Hun trak sig væk fra ham, og han blev en anelse skuffet. Han havde vel nydt krammet en anelse for meget. Men dette var ikke vigtigt nu. I stedet så begyndte han at gå. I starten havde han tænkt sig at støtte hende, men han ønskede ikke at beskylde hende for at være svag og hun havde jo gået derhen. Han gik dog stadig tæt op af hende for at kunne nå at gribe hende til hvis hun brød sammen.
Han rystede på hovedet af hendes ord og sagde: ”Tværtimod. Jeg har mere respekt for dig end nogensinde før. Og det siger meget.”
Han så kort på hende og lod blikket hvile før han så over stammen. Han holdt en anelse øje og var også anspændt selvom der ikke rigtigt var nogen at frygte i deres pack. Ingen ville skade deres beta.
”Du blev udsat for det værste men kæmpede dig i gennem og overlevede. Det er der ikke mange der kan sige, at de har gjort. Jeg har ikke gået i gennem noget i nærheden af hvad du har. ”
Han tøver men trækker så kort på skulderen.
”Hvad der ikke dræber dig, styrker dig. Er det ikke sådan man siger det?”

Han sagde ja til at tage med hende. Så hun begyndet at gå afsted. Hun ville ikke være alene. Jo selvfølgelig kunne hun tage hen til Raksha og snakke med hende - men Raksha var ikke hjemme lige nu heller. Hvorfor var der ingen hjemme som sådan.. heldigvis havde hun da fundet Kaeden. Hun sagde ikke rigtig noget først. Hun var flov over, at se sådan her ud. Tatia bed sig selv i læben og sank en klump. Hendes hjerte sprang en takt over. Egentlig havde hun mest lyst til at krybe sammen og ligge sig på den kolde jord. Tænke over tingene til det blev så koldt af hendes krop lukkede ned - nej den tanke skulle hun have ud af hovedet - hun havde presset sig selv så meget for at komme hertil - at give op nu var ikke nogen mulighed. Han gik meget tæt på hende. Dog gav det hende en mere sikker fornemmelse end man lige skulle tro. Det var nok det at han lignede Blake så meget som gav hende en indre ro. Hun så dog overrasket på ham da han sagde, at han blot havde mere respekt for hende end før. Det var sandt nok, der var ikke mange som var i stand til at kæmpe sig selv igennem det hun havde gjort  - langtfra mange. Tatia hørte tit hun var en kæmper, en overlever en stærk person. Hvis hun var så stærk, hvorfor skulle hun så sættes på sådan en prøvelse, hvorfor kunne hun ikke kæmpe sig udenom i stedet for? Det virkede ikke fair på nogle punkter.
"En af de første ting min far lærte mig, var at man aldrig må give op.. fordi at det sekund man gør det.. så er man så godt som død.." Sagde hun og så lidt frem for sig. Hendes far havde lært hende så mange ting.

"Ge smak daun gyon op nodotaim." Sagde hun og vendte blikket over imod Kaeden. Hun åbnede døren til sit værelse og lod ham gå indenfor. Tatia lukkede døren bagved sig og kørte en hånd igennem håret. "Det betyder, bliv slået ned, rejs dig op igen. Det er mit motto.." Tilføjede hun med et skævt smil. Så satte hun sig i sofaen, og rykkede en plads så han også kunne sidde der.
"Bare rolig. Raksha er altid hård i starten når man træner med hende.. jeg trænede også med hende først dengang jeg kom hertil." Sagde hun for at snakke om lidt noget andet. De blågrønne hvilede sig overpå Kaeden. "Hun er en af de stærkeste krigere her stadigvæk.. så med den rette træning.. hvis du skiftes imellem hende, Wade og jeg.. så kan vi sagtens få gjort dig stærkere." Indrømmede hun med et skævt smil. Det var rart at have nogle at snakke med igen. Han kunne dog tilhver en tid ændre på samtale emnet, det var bare lige det hun kunne fiske frem at tale om. Tatias hænder rystede lidt og man kunne ane det selvom hun havde foldet dem sammen ved sine knæ. Måske vidste Kaeden egentlig hvor Wade var? Hun ville spørge Niylah imorgen.. eller når hun fik taget sig sammen til at snakke med Niylah.
"Har du egentlig set Wade?" Spurgte hun og bed sig selv i læben. Hendes blågrønne øjne lyste af bekymring for manden hun elskede.

De nåede hen til hendes hjem og han gik foran hende for at kunne holde døren for hende. Først da hun var kommet ind, trådte han selv indenfor. Han så sig kort rundt, selvom det ikke var første gang han var herinde. Han blev stående i lokalet, fordi han generelt ikke var en person, der bare satte sig ned i en andens hjem uden at blive inviteret til det først, men da Tatia selv gjorde plads til ham, satte han sig ved siden af hende. Hun smilte, og han prøvede at smile igen men det var fremtvunget. Han kunne ikke virke glad i denne situation. Ikke efter alt det der var sket med Tatia, han kunne ikke bare lade som om alt var okay. Men han prøvede. For hende.
”Du må virkelig til at lære mig det sprog, så du ikke behøver at oversætte hele tiden,” sagde han i et forsøg på at løsne stemningen lidt op. Han ville nu også rigtig godt lære det sprog for han havde hørt flere i flokken tale det, og det var frustrerende ikke at forstå hvad de sagde. Men mest af alt var det for at få Tatia på andre tanker. Det virkede til at hun ville det samme, for hun skiftede emne til hans træning med Rashka. Det var så ikke noget han havde lyst til at snakke om, og hans smil forsvandt – ikke at det var særlig tydeligt før alligevel. For at være ærlig så hadede han sin træning. Han kunne ikke se hvordan det ville hjælpe med at komme i kontakt med sit indre dyr og tænkte mere at det var en undskyldning for Wade til at banke ham. Han var ikke stærk som Tatia og kunne rejse sig op så snart han blev slået ned. Han var ikke vant til et miljø, hvor han skulle gøre det. Blev han slået ned, skulle han blive nede. Desuden brød han sig ikke om at snakke om det, for som det mandelige ego han havde, ønskede han ikke at Tatia tænkte på ham som svag… Selvom det var rigtigt.
Han rodede op i sine krøller og brød hendes blik: ”Ja, det… Jeg ser frem til den dag, hvor jeg ikke behøver så intens træning længere.”
Hvis den dag nogensinde ville komme. Det var jo et godt spørgsmål. Han skyndte sig dog at skifte emne.
”Hvad gør I egentlig her, når I ikke jager eller træner? ” Det var faktisk en oprigtigt spørgsmål. Han var ikke en del af dette fællesskab, så han havde ingen anelse om, hvad de andre egentlig gjorde for at have det sjovt eller hygge sig med hinanden. De virkede ikke til at sætte sig ned at læse og fester var der ikke mange af. I hvert fald ikke fester han var inviteret med til.
Wade blev nævnt og med det samme røg Kaeden end i kulkælderen. Han havde selvfølgelig ikke tænkt at Tatia ville springe i armene på ham så snart hendes kæreste ikke var der, men han havde håbet, at den sadistiske idiot ikke behøvede at blive nævnt i deres ellers venskabelig samtale. Han bed tænderne sammen, så hans kæbe strammes før han svarede: ”Nej, han er her ikke. Han rejste for nogle dage siden, hvorfor ved jeg ikke.”
Kaeden skulle til at holde sin mund. Det burde han have gjort. Men i stedet kom han med det tåbelig spørgsmål, fyldt med irritation: ”Hvad ser du i ham, Tatia?”

Tatia nikkede til ham, hun vil gerne lærer ham sproget en dag. Det var lidt et af hendes mange jobs her i flokken. At tage lidt ekstra på nakken og lære Kaeden det ville gøre hun havde lidt indflydelse på hans læring også. Siden Niylah og Wade stod for hans træning. Tatia mente nu stadigvæk det burde være hende der trænede ham, for hun fandt ham.Dog virkede det til hun havde ramt en dårlig nerve da hun spurgte om træningen med Raksha.
"Jamen, så må du tage nogle timer med mig. Niylah ser mig helst ikke træne lige nu, men det har nu aldrig stoppet mig." Svarede hun med et skævt smil. Det næste spørgsmål fik hende til at vippe hovedet en anelse på skrå.
"Altså. Vi har alle nogle forskellige små jobs. Jeg sørger for undervisning af de unge i sprog og i overlevelse." Hun bed sig selv lidt i kinden. "Men derudover.. så går det på hvad vi har lyst til. Har vi lyst til at sidde om bålet og synge sange - så gør vi det. Det er intet fængsel, nogle af os tager løbe turer i skoven." Tilføjede hun og trak let på skulderen over det. Tatia flyttede egentlig ikke så mange tanker over, hvad de lavede og ikke lavede - hendes liv var ikke ligefrem noget hun tænkte i mindste detalje om.

Tatia fortrød hurtigt at hun havde spurgt om Wade, og dog ikke. Wade var hendes mage, selvfølgelig ville hun vide, hvor han var. Om Kaeden var den rigtige at spørge om det var en anden side af sagen. Hun vidste de to havde nogle problemer, men hvorfor fattede hun egentlig ikke.
"O..Okay." Svarede hun og sank let en klump og kløede sig i nakken. Irritationen i hans stemme omkring Wade, fik hende til at knibe øjnene lidt. Hvorfor dog stille det spørgsmål? Let rømmede hun sig og rettede ryggen en smule. Hvorfor ville han spørge, hvad hun så i Wade? Irritationen i hans stemme smittede hurtigt af på hende.
"Jeg ser en person som vil gøre alt for mig. Jeg forventer ikke du skal forstå hans og mit forhold. Men, han er hele grunden til jeg er som jeg er. Han reddet mig fra mig selv. Så hvad jeg ser i ham er den eneste person som jeg nogensinde har elsket af hele mit hjerte. Han er loyal, stærk, vil gøre alt for at sikre sig at jeg er okay." Svarede hun, måske lidt hårdt - men hun var bare ærlig. Tatia rømmede sig let og rystede på hovedet.
"Han er ret hård ved dig ikke?" Spurgte hun så og sank en klump. "Jeg skal nok gå ham til at skrue lidt ned." Tilføjede hun og trak på et smil.

Så rystede hun på hovedet igen.
"Skal vi ikke skifte emne?" Spurgte hun og kløede sig let i nakken. Det var akavet. Wade og Kaeden kunne tydeligvis ikke lide hinanden. Wade var vel bange for at Kaeden skulle prøve at stjæle hende fra ham - hvilket han burde vide bedre omkring end at blive sur. Så hun ville nok nævne det for Wade, at han ikke skulle være for hård. Plus til han kom tilbage, kunne hun tage over for Raksha og give Kaeden de små tæsk. Ikke at hun selv var mild, men hun kunne da se på ham når han kunne klare mere. Desuden kunne hun lærer ham lidt tricks som Wade måske ikke regnede med at se og derved ville tage lidt mildere fat i træningen? Hvem vidste? Tatia bed sig kort i læben.
"Så hvad siger du til, hvis jeg tager noget træning med dig fra imorgen af. Morgen træning, middag kan vi kan tage sprogundervisning. Hvis du er frisk?" Spurgte hun med et skævt smil. Prøvede at ligge den anspændte stemning lidt på hylden.

//Out <3